jeg er nødt til at... ~ Caden

t: omkring midnat
s: hospitalet, privatværelse
v: udenfor pisser det ned

Der var gået flere timer nu, og Madeleine sad døsig i en stol imellem to vugger.
I hver sin vugge lå Grace og Caleb og de græd begge en hjerteskærende klagesang.
I flere timer havde læger, sygeplejerske, få børneeksperter. Lige meget hjalp det - og det eneste de kunne sige var, at det nok ikke var dødeligt, men de kunne ikke være sikre.
Madeleine lignede lort - bleg af træthed og fedtet hår. Før hun var taget hospitalet med tvillingerne havde de skreget uafbrudt derhjemme i hendes lille lejlighed i to døgn. Hun kunne snart ikke hænge sammen af træthed længere.
En sygeplejerske kom ind med en kop te til Madeleine og smilede opmuntrende til hende - Madeleine kunne ikke smile tilbage.
Hun var iført en kjole som mest af alt lignede en t-shirt der var for lang. Den sad stramt om hendes krop, men uden at være ubehagelig. Hun havde bare fødder - og selvom hospitalets gulv var iskoldt bemærkede hun det ikke.
Hun sad og sippede til teen mens hun overvejede hvor vidt hun skulle fortælle Caden det her - det var hun nødt til.
Hun fandt en sygeplejestuderende og bad hende finde Caden - som jo boede i nabolaget - og sige at Maddie og børnene var på hospitalet. Hun fik instrueret pigen i hvor hun kunne finde Caden og sendte hende så afsted, mens hun så lidt til sine børn igen. Hun lagde armene om sig selv, da hun rejste sig og så på Caleb og derefter på Grace. Hun kunne mærke tårerne trille ned af sine kinder, i takt med at de begge begyndte at græde højlydt igen. Grace var så småt begyndt at blive blå at se på - og lægerne havde anbefalet åreladning. Madeleine havde skabt en større scene over det - og det havde skræmt den ældre læge væk.
Nu kom en ny længe ind, med en bakke hvor der var en skål og to åreladningsknive.
''Jeg er sikker på at det er det der er behov for - fru Winchester.'' sagde han forsigtigt hvorefter man pludselig tydeligt kunne se at Madeleine ikke var af borgerlig stand.
''Hvor vover du. Det er mine børn vi taler om - ikke en eller anden hund med en byld i røven! Du skal aldeles ikke årelade mine børn - det er en forældet metode! Hvis du ikke fjerner disse djævleinstrumenter fra mit åsyn, så skal jeg sørge for at du aldrig kommer til at blive kaldt 'doktor' igen! Er det forstået!? Og se så at finde ud af hvad de fejler så i kan hjælpe dem i stedet for at leje idioter!'' Hun stod rank som dengang hun havde skulle gennemleve bryllupsdag- og nat med James.
Den middelaldrende mand så en smule skræmt på Madeleine, mens hun gentog sig selv;
''Se. Så. At. Find. Ud. Af. Hvad. Der. Er. Galt. Med. Mine. Børn!'' havde man ikke vidste bedre, kunne man have troet at hun havde været en varulv, med det temperament hun havde sig når hun var træt og bekymret.

Caden havde ikke hørt meget fra Maddie siden episoden med hans forældre, og han bebrejdede hende det heller ikke. De havde behandlet som var hun den der ville ødelægge hans liv, selvom det var lige netop det modsatte. Maddie var den der bragte lykke i hans liv. Han sad midt i en bunke papirarbejde, da en ung kvinde kom ind på kroen, og spurgte efter ham. Bartenderen havde først spurgt hvad det handlede om, og da kvinden forklarede, at hun kom fra sygehuset og hans børn var indlagt, havde bartenderen vist hende hen til døren. Caden havde forklaret sine ansatte om hans situation med børnene. Han var ikke gået i dybden med hans situation med Maddie, men han havde fortalt, at hvis nogen kom til kroen med en nyhed om hans børn, skulle de sendes ind på kontoret med det samme, eller hen til hans lejlighed, hvis han ikke var på kontoret. Han hørte den svage banken, og rejste sig op og åbnede op for kvinden. Hun forklarede hvad der var sket, og at Maddie havde sendt bud efter ham. Caden tog hurtigt sin jakke på, og fortalte bartenderen han ikke ville være der til lukketid. Han fulgte med sygeplejersken, som han gik ud fra hun var, og blev ført ind på stuen, lige i tid nok, til at høre Maddies opsang over for lægen. Caden gik derind, og prikkede ham på skulderen. ”Kom lige med mig udenfor.” Han kunne tydeligt mærke på Maddie, at hun ikke var klar til dårlige nyheder eller dårlige forslag. Da lægen fulgte ham med udenfor, så han på ham med et forholdsvist venligt blik. ”Find ud af hvad de fejler, og udfør ikke nogen behandling på dem før. Husk på det er en mor, der ikke ved om hun kan miste hendes børn. Det er ikke noget at spøge med. Dit job handler ikke kun om de lægevidenskabelige, men også det empatiske. Prøv at sætte dig i hendes sted.” Lægen nikkede og fortalte han ville vende tilbage senere. Caden var sjovt nok ikke særlig temperamentsfuld, han var god til at bevare roen i stressede situationer. Han gik ind på stuen igen og lagde betryggende armene om Maddie. ”De behandler ikke børnene, før de er sikre på de ved hvad de fejler.” Han vendte blikket imod børnene, men brød sig ikke om hvad han så. Caden havde fået et forhold til børnene, det kunne man ikke undgå, men Grace var uden tvivl fars pige, og han havde derfor også et andet forhold til hende, end han havde til Caleb. Han elskede selvfølgelig dem begge lige holdt, men på forskellige måder.

Maddie stirrede kort på Caden, da han ankom og med det samme bad lægen følge med udenfor. Det undrede hende ikke - hun var lidt af en harpy nu når det kom til dem hun elskede.
Da Caden trådte ind igen og lagde armene om hende, hvilede hun kort panden på hans brystkasse. Hun skælvede svagt - naturligt nok - mens hun lyttede til hans hjerteslag. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre, hun var rådvild. Lige meget hvad hun ville sige eller gøre, ville det ikke gøre dem raske. Og ligemeget hvad lægerne ville gøre, ville det involverer at de enten til ladet årer, eller at der skulle afprøves nye medicinske metoder.
''Hvor er jeg glad for at du er her...'' hviskede hun mod hans brystkasse, inden hun trak sig lidt ud fra hans arme.
''Hvor meget hørte du..?'' sukkede hun stille, og så undskyldende på ham. Hendes lyseblå øjne var matte og livløse af træthed - hvis hendes børn ikke sov, så gjorde hun heller ikke.