can you keep a secret? -Caden!-

var det underligt hvordan hun valgte at træde ind i denne nye kro i stedet for det vilde svin, hun ønskede bare ikke lige at snakke med Xander. drengen var rar, men han kom hver eneste dag, det gjorde hende bekymret. et tegn på at et venskab var på vej, behøvede hun virkelig det i denne tilstand. hun rystede på hovedet, hvor hun trådte ind. bestilte med det samme en cola, som hun hurtigt fik afleverede, inden hun gik hentil det nærmest bord.
hun var ikke som alle de andre mange kvinder her inde, hun havde ikke en smuk kjole på, ej heller ikke noget der fremviste hendes ben. hun havde derimod et par cele bukser på, en gråhvid skjorte. hendes hår krøllede som altid, de brune øjne skimmede stedet omkring hende. her virkede til at være mange mennesker, hvilket betød at hun ville være i fred. et lille smil formede sig på hendes læber, bordet hun havde sat sig ved, var heldigvis et to mandsbord. den ene stol var dog taget, for at en gruppe kunne sidde sammen.
ikke at det gjorde hende noget, endnu et tegn på at hun ville være i fred, hun lagde sin bog på bordet, hev for en gangs skyld en blyant op i stedet for hendes gode gamle fjerpen. roligt bladrede hun igennem de mange forskellige sider, hvor der enden var skrevet eller tegnet på. hun lod blyanten slå mod hendes læber roligt, mens hun kiggede sig omkring. hendes tanker fungerede altid bedst når der var larm omkring hende, dog var der ingen forklaring på dette.
måske var det tanken om at man ikke var helt alene i verden, så længe man var omringet af folk, ville man aldrig være alene. roligt lod hun sin blyant glide over papiret. *Er jeg ensom?* stod der nu skrevet med en skrå skrift, hun lavede nogle små tegninger omkring sætningen, tråde. ved hver ende af trådene var der en rose, som var tegnet ufattelig godt.

((skal lige ind i at skrive igen.))

Caden havde fri den dag. Noget han selv havde valgt. Han havde dog tre bartendere på vagt, så der ikke kom til at mangle hænder. Det kunne godt ske i løbet af aftenen, hvis der kun var to på vagt. Han stod der dog også alene indimellem, hvis han ikke kunne få andre på vagt. Han fik øje på en lyshåret pige der kom ind. Hun var ikke klædt i en kort kjole, som mange af de andre tøser derinde. Noget der også vækkede hans opmærksomhed. Han bevægede sig hen imod hende, og spottede den tegne rose over hendes skulder, dog så han ikke hvad der stod skrevet, fordi det blot var et hurtigt blik. Han stillede sig på den anden side af bordet. ”Ved du hvad der er tiltrækkende?” Han så på hende med et charmerende smil. ”Kreative piger.” Han rakte nu en hånd frem imod hende, så han kunne præsentere sig. ”Caden.” Han præsenterede sig som regel i fornavn, og udelod efternavn. Ikke fordi han ikke ville have folk kendte hans efternavn, men det var bare noget han havde tilvænnet sig. Hans forældres opdragelse, var prallet af på ham. Dog sad mange andre elementer faktisk, bare ikke delen om hans præsentationer. Hans intense blå øjne, mødte hendes brune. Noget der var specielt. Det var sjældent man så lyshårede piger med brune øjne. Men det var pænt, det var nærmest som om hendes hår og øjne var modstridende. Men det gjorde hende unik.

opslugt i sine egne tanker, samt lyden omkring hende opdagede hun ikke denne person der smug kiggede over hendes skulder. hun klappede dog bogen sammen da stemmen lød, tiltrækkende? sådan havde folk alligevel aldrig startet en samtale med hende før, hun løftede blikket roligt fra bogen, hvor et lille smil formede sig på hendes bløde læber. denne person gik rundt med et pænt ansigt, samt et ellers charmernede smil på sine læber.
Hun lagde sin hånd i hans, hvor de introducerede sig selv for hinanden. "Rose, Rose Tyler" hun valgte derimod at sige sit efternavn, hun var vel opdraget nogelunde ordentligt. ikke at folk behøvede at sige deres efternavn til hende, men fornemme folk sagde altid efternavnet i stedet for fornavnet, derimod var hun ikke fornem på nogle måder, hvilket hendes tøj så gladeligt sagde for hende.
hun lagde sine hænder ned i sit skød mens hun kiggede en smule genert omkring sig. hun kunne ikke ligefrem tilbyde ham en sidde plads, da stolen var blevet taget fra bordet, på den anden side vidste hun ikke helt hvordan man skulle reagere på disse ting. tiltrækkende kreative piger? hvad var det lige tiltrækkende ved dem, var det ikke mere de tøser der havde et så yndigt ansigt, samt kjolerne der omfavnede deres former. i forhold til hendes ellers normale udseende, hun havde hverken skønheden som en Succubus havde, samt den beroligende og smukke udstråling som engle. hun var bare normal som et menneske, intet underligt ved hende, altså udover hendes opførelse og øjne der var en smule anderledes end andre blondiners.
hendes øjne kørte roligt op på denne Caden igen, hvor hun kærligt smilte til ham. hvad skulle hun sige, hvad var normalt at sige lige nu. "pæn." var alt hun sagde, hvor hun rystede blidt på hovedet. flot Rose, pæn starter altid de fantastiske samtaler!? "P-pæn trøje, eller noget." Flot, nu ved han du er nervøs?! hun kunne slå sig selv lige nu, hvis ikke det bare ville bringe hende mere opmærksomhed.

Caden var meget overfladisk når det kom til at vælge hans piger. Han foretrak dog alligevel dem der skilte sig ud. Det måtte man sige Rose gjorde. Bestemt ikke på en negativ måde. At hun havde et flot ansigt, hjalp også på det. Han sendte hende et smil, da hun præsenterede sig selv. Rose. ”Kan du godt lide roser, Rose?” Det virkede det nærmest til, eftersom hun havde tegnet en rose. Han lod det yderste led af hans fingre, ligge imod bordets overflade. Hun blev genert. Det var ikke noget, han ikke havde oplevet før. Caden synes det var ganske sødt. Han lyttede til hvad hun sagde. Pæn? Det gav ikke ligefrem mening, ikke før hendes næste sætning, selvom det heller ikke gav så god mening. Men der var ingen grund til at gøre hende flov. Han så ned af sig selv. ”Synes du? Nå, men så må jeg tage den på noget oftere.” Han håbede ikke, at det gjorde hende forlegen. I så fald, måtte han prøve at gøre noget andet. Men sød det var hun. Måske næsten for sød. Han var ikke sikker på, om hun var den rigtige at gå efter lige nu. Ikke hvis han var ude efter at komme i bukserne på hende, hvilket han var. ”Rose, du behøver ikke at være nervøs. Jeg bider ikke, så meget.” Han blinkede hurtigt til hende. Selvom han dog ikke bed andre. Han var ikke så varulve-agtig som så mange andre. Han brugte størstedelen af sin tid som et hvert andet menneske, på nær den gang om måneden, hvor han var nødsaget til at forvandle sig. Resten af tiden var han lige som menneskene omkring ham. ”Spøg til side, vi er begge mennesker. Der er ingen grund til at være nervøs.” Han var klar over, at han ikke var menneske på samme måde som hun var, men varulve var en af de mest menneskelige racer udover mennesker selvfølgelig. Dog mente Caden, at alle racer var menneskelige på en eller anden måde. Enten havde de været det, eller også havde de en menneskelig egenskab.

Rose var nok en af de få rare folk man kunne møde, hun smilte tit, holde somregl altid et smil på sine læber selvom hendes øjne afslørede en form for sorg. derimod var hun også en af de folk man aldrig rigtig fik med i sengen, hun smilte over hans spørgsmål. "Ikke helt, men det er lid et cover for mit navn... Rose... Roser" hun kørte hurtigt en hånd gennem sit hår, hvor hun kiggede sig omkring, måske skulle hun i stedet være blevet hvor hun plejede at være. nye steder skræmte hende tit.
han tog godt imod hendes akavet hed, hendes nervøsitet forsvandt roligt, dog virkede han meget anderledes i forhold til de mange andre folk der snakkede til hende. han havde et mere flirtende udseende på sig, betød det at han flirtede med hende? hun sukkede for sig selv, naaah hvorfor flirte med hende, ikke når der var så mange kvinder omkring ham der enlig stirrede på ham, som om han var et stykke kød. ville det så ikke være bedre at gå efter de kvinder der gerne ville have noget med ham, eller på den anden side dem der allerede havde øje for ham.
"heh... uhmm, vil du sidde ned? jeg kan godt finde en stol til dig hvis det er?" hun kiggede en smule omkring sig, roligt rejste hun sig op fra stolen, hvad skulle hun lige gøre nu? finde en stol, alle stole var mere eller mindre taget, og hvad nu hvis de blev holdt til nogle. usikkerheden var som altid over hende, det var typisk men sådan var hun nu engang. hendes hjerte slog hårdt i brystet på hende, måske skulle hun gå ud og få noget luft i stedet, den måde hendes lunger trak sig sammen og hjertet spillede på trommer indeni hende. var aldrig et godt tegn for hende.
hun tog fat i sin bog, hvor hun roligt nikkede til ham. "Undskyld mig, jeg trænger til lidt luft..." hvad angik den stol, måtte vel vente. hun begav sig mod døren, det blonde krøllet hår der nærmest bevægede sig dramatisk i hendes bevægelse, da hun åbnede døren og gik udenfor, svang den halv lunkne vind op i ansigtet på hende, som fik hendes hår til at forsvinde fra hendes ansigt og bøje sig overraskende fortryllende i vinden.

Caden nikkede svagt, da hun tilbød at finde en stol til ham. Det ville ikke gøre noget, det betød bare hun havde lyst til han blev. Sådan tolkede han det i hvert fald. Lige pludselig fór hun udenfor. Han hævede undrende et øjenbryn. Burde han gå ud til hende, eller give hende luft? Det virkede til, hun havde brug for det. Han så hen på pladsen hvor hun havde siddet. Han var ikke sikker på, hvordan han skulle reagere på hende. Det virkede til hun havde nogle problemer med at være tæt på mange mennesker. Han fjernede sig fra bordet og gik hen imod døren ud til. Caden bevægede sig ud, og stillede sig ved siden af hende. ”Er du okay?” Han kunne næsten regne ud hvad svaret var, men forhåbentligt kunne det få hendes tunge på led. Hans hår sad noget mere rodet end det plejede. I stedet for det var sat i en flot frisure, hang hans lange totter ned i panden på ham, og krøllede svagt i enden. Det var ikke noget han gjorde tit, og når det skete, gav han tit et helt andet indtryk. Mange så ham som en sød fyr når hans hår fik frit spil. Det var vel den del af ham, der tænkte på andre mennesker. På trods af han næsten altid var egoistisk, havde han stadig en side der faktisk bekymrede sig om andre mennesker. Den egoistiske side var dog dominerende, så det var ikke altid man fik den side af se. Man skulle være heldig, hvis det skulle ske. Det skete typisk, hvis han følte sig forpligtet til noget. Han havde stødt på situationer, hvor han var nød til at handle korrekt. På trods af hvordan hans liv var den dag i dag, var han stadig opdraget godt. Han så på hende, med et let smil.

Det måtte være så underligt for ham at hun tilbød ham en stol, for derefter at storme ud af rummet. Endnu en grund til at hun ikke havde så forfærdelig mange venner, hun undgik dog også helst dette. Desto flere venner hun fik, desto flere tåre ville falde. Hvis bare hun kunne forsvinde nu, men alligevel frygtede hun døden så meget, at hendes hjerte næsten satte sig i halsen på hende hver eneste dag!
Hun lænede sig op af muren udenfor kroen, med en hånd ved hjertet og øjnene klemt en smule sammen, da lyden af hans stemme lød ved hendes side. Han fulgte efter hende? Ikke at der var noget galt med det, men normalt smuttede folk videre med deres liv. Hun rettede blikket op mod ham, hvor et kærligt smil formede sig på hendes læber. ”Jeg er ok, bare en smule kvalme.” en normal løgn hun tit kom med, hun havde sjældent kvalme. Da hendes smerte altid overdøvede den.
Hun rettede sig op, hvor de brune øjne roligt faldt i et med hans. ”Undskyld, det måtte have været lidt underligt. Men på den anden side får vi frisk luft.” hun kiggede omkring sig, vejene var nærmest tomme. Lys var dog i de smukke gader.
Rose var nok et dårligt offer at gå med, jomfru, som ikke ønskede kontakt med folk, og især ikke et skide one night stand. Hun udstrållede nok også en del af uskyldighed, med det kærlige smil og de blide øjne. Samt det blonde hår, og den akavet stemning man kom i når man var omkring hende, altid så nervøs.

Caden vidste godt, at der var mere med denne pige, end hvad hun sagde. Han vidste ikke hvad, men hun udstrålede det nærmest. Alle der var bare en smule observant, ville kunne se, at hun havde sine egne problemer. Det fik ham også til at træde et skridt tilbage fra hans oprindelige plan. Selvom han godt kunne finde på at gå efter de svage. Det var bare om hans opdragelse eller livsstil fik overhånd. Over for hende, var det hans opdragelse. Caden var opdraget til at sætte pris på andre mennesker, og især respektere kvinder. Selvom nogen ville mene han udnyttede kvinder, var det ikke sagen. Han gjorde kun det, som kvinderne selv ville. Han var bare god til at få hvad han ville have, og få dem til at ville have ham. Caden så på hende, da hun besvarede ham. Han fornemmede dog, at det ikke var helt sandt. Der var dog ingen grund til at prikke mere til det. Han rystede let på hovedet, da hun undskyldte. ”Du behøver ikke undskylde. Det kan være kvælende derinde.” Han havde det normalt fint derinde. Det skulle han, siden han ejede kroen, men han kunne godt forstå hvorfor det kunne være for meget. ”Frisk luft kan aldrig skade.” Caden havde altid haft et beskyttergen. Nogle gange valgte han at skubbe det væk. Andre gange ikke. Han ville gerne hjælpe pigen, selvom han ikke vidste hvordan. Måske skulle han bare tilbyde sin hjælp? ”Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe, men jeg vil gerne.” Caden så afventende på hende, for at afvente hendes reaktion.

Rose smilte kærligt til ham, med en hånd tæt på sit hjerte og varmen der kørte igennem den spinkle krop. Han var nu meget rar, selvom hun havde mistænkt ham for at flirte med hende, virkede han mere til bare at være rar mod hende, hun kiggede op på ham og nikkede over hans svar. ”Det er nyt for mig, dette sted. Plejer mest at forholde mig i doomsville. Der er også mindre mennesker derinde.” hun klukkede kærligt for at skjule sin egen smerte. Pokkers ta’ hendes dårlige krop.
Hun rettede sit blik op mod den halv mørke natte himmel, det virkede næsten romantisk. Den måde stjernerne lyste op sammen med månen. Altså hvis man var til sådan noget pladder, samlet med musikken i baggrunden. Hun tog en dyb indånding, roligt lukkede hun sine øjne i igen. Mens et lille smil formede sig på hendes læber, skyldfølelse for at undgå Xander kom endelig i hende. han var altid så rar mod hende, og så stod hun her. Bare for at undgå ham, kunne man være en større idiot. Når sådan en person endelig stod hos hende, skubbede hun dem altid væk. hvor ondskabsfuldt, men hun ønskede ikke at skabe et sår i deres sjæl for dem.
Hvis de endelig kom til at holde af hende, ville de bare komme til at græde endnu mere den dag hun døde, det var bedre at være alene. Og alligevel gik hun ud til omverden, nærmest i håb om at se folk omkring sig, bare se andre folks lykke var nok for hende.
Hun blev hevet ud af sine deprimerende tanker, da Caden pludselig tilbød hjælp. ”tak, men jeg klare mig. Du skal ikke bekymre dig.” hun rystede blidt på hovedet og smilte kærligt til ham. ”Så uhmm, hvad laver du ellers her?” spurgte hun roligt, for at starte en samtale med ham igen, også for at undgå den hun havde før.