The Dead is Rising agian.// Beth Andrew Spencer.//

Geralt grinte kort af de hun sagde, "du ved jo godt at du ikke behøver et håndklæde så." Kom det drillende fra Geralt af, hvorefter han gik med hende ud, da han mærket hendes finger mod hans læber, vidste han ikke helt hvad han skulle sige til. Geralt sendte hende et kækt smil, hvorefter han lyttet til hende. Hun havde måske ret i det med mad, "yeah hvis du er sulten du skal dog ikke tænke på mig." Nu var han sig selv igen hundret procent, han ville ikke spise før de fattige fik, hvor ind de var. Betød en masse for ham, hvilket nok ville sulte ham før eller siden. Geralt hørte dog os en masse af de andre lyde omkring i huset, en havde hvis tjekket alle de andre rumme. Geralt bevægede sig med hende ud, hvor han selv begynde og lede efter noget tøj. Han kunne dog kun finde et par bukser og en masse andre ting, hvor hans trøje ind var vidste han dog ikke. Geralt bed sig selv svagt i læben, hvorefter han så hende i øjne igen. "Så skal du ha noget tøj på før vi går videre, eller har du tænkt dig og gå sådan i hele huset." Grinte Geralt, hvorefter han bevægede sig hen mod hende igen og kysset hende på  halsen, "du må gerne åbne for din ulv noget mere, Bethany." Kom det drillende fra Geralt af, hvorefter han holde om hende, da han ikke helt vidste, hvad de ellers skulle. Geralt gav dog slip, hvorefter han gik hen til døren og vendte på at hun var klar til at gå videre igen.
//sorry det korte svar, men er ved at være lidt tømt for kreative svar, med Geralt. //

Hun rystede endnu engang let på hovedet af ham. "Jeg havde skam overvejet det. Men jeg tænkte at du nok ikke ville være særlig glad for at lade mig gå rundt sådan, med Andrew og Spencer i huset." Svarede hun ham og bed sig i læben da han kyssede hendes hals igen. "Det kan jeg sagtens planlægge til senere." Tilføjede hun til samtalen og trådte så let væk fra ham, og fandt en kjole som hun trak over hovedet, hun tog også nogle trusser på, men hun kunne virkelig ikke overskue at finde en bh lige nu, desuden var det også skønt at gå uden. "Kom." Smilede hun til ham og greb ud efter hans hånd, for at gå ned i køkkenet. Det var som om, at det første skridt ud af døren, og de var tilbage i virkeligheden.
Alt blev ødelagt i et enkelt sekund. Walkerne var kommet ind igennem hoveddøren og var på vej op imod dem.

Andrew kiggede på Spencer, da hun talte til ham, "jeg leder ikke efter folk som bekymre sig om mig jeg forventer intet, og det at hun os har medlidenhed med mig  gør det meget værre jeg er færdig." Andrew gik forbi Spencer, hvorefter han sætte kursen over mod  døren hoveddøren efter han, havde lukket alle de andre døre. Andrew hørte dog med det samme at døren var ved at falde ned, han kunne ikke bare stå her og lade dem komme ind til dem. Andrew løb over mod hoveddøren, hvorefter han kom frem lige i tide til at se Walkerne komme ind. "Kom i sikkerhed, jer alle sammen dette er noget jeg tag mig af selv, og en af os skal jo holde dem fra os." Andrew vidste han ikke, havde noget at miste men det, havde de andre. Han hørte dog kort efter en latter det, var over en uge han havde hørt siden. Den tilhørte den person, som brugte dem som kæledyr og som, havde misbrugt ham gennem to år. Andrew begynde dog at skyde walkerne ned, hvorefter han bevæget sig nærme dem. Kvinden som, han havde hørt kunne han dog ikke høre længere. Andrew løb over mod dem med pille, de måtte bare komme afsted, han havde snart ikke flere pille til at holde dem fra de andre, hvilket var derfor han bevæget sig tætte og tætte på. Andrew havde intet at miste, derudover havde han sin egen hævn som han skulle ha overfor dem og den dæmon kvinde. Som han kunne genkende stemmen fra, Andrew bevægede sig selv tætte og tætte på dem, mens han stadig holde sig klar til at få dem væk. Andrew ville dog ikke ændre hans form lige nu, men når de fleste walker var døde først. De begynde lige så stille og fokusere på ham, hvorefter han bakket bagud, han havde omkring ti pille tilbage. Andrew regnet dog med at Spencer, var taget op for at stikke af med dem for han ville ikke holde dem hen mere for deres skyld.   Han gjorde det her, meget mere for hans egen skyld hvilket var mærkeligt at tænke på, men han gjorde det dog.

Spencer rystede på hovedet af ham og gik lidt rundt for sig selv. Hun havde dog bemærket lyden af walkerne ved døren som prøvede at komme ind. Hun følte sig dog alt for sikker på at den ville holde i sidste ende. Hvilket nok forklarede chokket da de kom væltende ind da døren ikke længere var stærk nok til at holde dem tilbage. Spencer spærrede øjnene op og greb hurtigt et bat inde fra et værelse, som hun brugte til at slå disse klamme væsner ud. Et slag i hovedet og alt hjernemassen splattede ud til alle sider. "Skynd jer tilbage!" Råbte hun til Geralt og Beth. Hun rystede på hovedet af Anderew, hvorefter hun gav sig til at hjælpe ham med at slå dem ud, til sidst var der så mange at hun greb fast i ham og fik ham trukket med hen til et af værelserne, hvor hun lukkede døren. Et var walkere var dog nået derind, hun dræbte dem hurtigt. "Jeg ved det lyder klamt, men smør dig ind i blodet. På den måde kan de ikke lugte forskel på om vi er levende eller døde"

Geralt sende hende et skævt smil, da hun forklaret at hun godt kunne tilføje det til når, de var intime. Geralt kiggede sig omkring, hvorefter han kort efter mærket Bethanys hånd mod hans, hvor hun kort efter træk ham ud i gangen.  Han begynde dog at svare hende, på vejen ud i gangen. "Det har du nok ret, i for jeg er mege jaloux anlagt." Drillede han hende, hvorefter han opdaget, hvorfor hun var blive så stille. Geralt sank en klump, hvorefter han så at der var to der, næsten var kommet op til dem, han skubbet Beth længere tilbage. Han bed sig selv svagt i læben, han var ikke en dræber, elelr var han. Han træk sin eneste kniv op. Han bed sig lidt i læben, hvorefter han hoppet, væk fra den. Han kastede dog kort efter den i hovedet på den ene, walker som han løb mod og sparket så den fløj ind i den anden. Han fik hevet, sin kniv op, hvorefter han begynde og kunne mærke de andre ånde, som talte til ham. Han begynde lige så stille at se, verden på en helt anden måde. Han fik trukket sin kniv, op, hvorefter han stod og kiggede tilbage på Beth. Geralt sank en klump, hvorefter han gik hen til hende, "lov mig at du flygter der er en eller anden hemmelig gang ud fra det her sted, jeg har noget jeg skal gøre selv." Man kunne se frygten i Geralts øjne, for hvad han måtte finde ud af. Den anden del, han os frygtet som man kunne se, var hvis Bethany blive. Geralt kysset hende på panden, hvorefter han begynde og løbe ned gennem en af gangene til et helt andet sted af huset. Han ville finde ud af, hvad dette hus gemte på. Caleb, var nemlig forsvundet for en tid. Geralt sank en klump, hvorefter han sætte i løbe mod loftet. Han stødte på walker på vejen dog, da han mødte dem dræbte han dem uden og tøve han blive ved med at sige til sig selv at de var døde.  Da han endelig, fandt frem til det. Mærket han, hvordan hans hovedet nærmest sprængtes. Han kunne høre alle ånderne og, mange af dem var ikke ligefrem, glæde for at hjælpe ham da han spurgte dem om hjælp. Han kunne dog mærke, hvordan de lige så stille blive enig, hvorefter han hørte en af dem sige, at hvis han var villig til at ofre sit liv, kunne de alle sammen blive reddet eller ofre Caleb.  Geralt tænkte kort over det, hn ville for alt i verden redde Bethany, så i det samme han fik taget sig sammen nikket han. "Jeg gør det, jrg gir gerne Caleb og mit liv for at redde dem." Caleb fik ikke sagt nogetm da han sagde det. Men om han ville dø anet, Geralt ikke, ånderne begynde med det de ville gøre, hvorefter Geralt mærket deres kræfter. Han mærket en kæmpe smerte, mens  huset begynde at styrte sammen, med alle walkerne inde i den. Geralt stod dog bare, hvor han ventet og mærket livet forlade ham, hvis ikke en gjorde noget ville ånderne tag hele hans liv, om han ville eller ej.

Beth mærkede hun blev skubbet indenfor. Hun rystede let på hovedet over hans ord. Der var virkelig intet hun kunne gøre. Spencer og Andrew var ikke til at se. Så snart hun så Geralt løbe væk.. måtte hun indrømme hun følte sig skrøbelig. Hun lukkede døren og blinkede en tåre væk. Hun tog en kniv fra en skuffe og skar en rifte i sig selv. Hun satte sig op af døren imens hendes øjne blev hvide, og hviskede nogle ord. Hun fik en skygge version af sig selv ned i stuen. Den var fyldt med walkere som søgte op imod gangen. Der kom flere og flere ind. Dog så det ud til at hendes hologram havde en spændende effekt på dem. Så hun løb op af gangen og ind på et af værelserne med åbendør - som var lige foran hendes. Så snart de fleste var derinde, så lod hun sig snige ud af evnen, og rejste sig op. Hun sparkede døren op og lukkede den anden i foran sig, og låste den. Hun kiggede til siden. De sidste kom stormende op. Beth spærrede øjnene op og skiftede så hurtigt form og løb ind i rummet igen, og sprang ud af vinduet - så lyden af glas kunne høres tydeligt - da vinduet blev knust. Blod sad på rasterne af vinduet. Beth landede lidt forkert på den ene pote, men hun køb videre igennem græsset og ind i skoven, hvor hun skiftede form igen. Hun gemte sig i buskene længere væk fra skoven. Derefter brugte hun sin evne igen. Hun ville fortælle Geralt at hunvar ude. Hun skulle lige til at hviske nogle ord da hun kunne se huset var ved at falde sammen. Hun skreg. Af ren refleks. Geralt. Andrew. Spencer. De var allesammen derinde! Var de ikke? Beth holdt sig selv for munden for at skrige igen. Men hun kunne mærke, hvordan tårene pressede sig ud af hendes øjne. Hun skiftede derfor form igen og hylede. Efter Ari. Hvis han kunne høre hende og svarede hende, var det et godt tegn. Hvis ikke. Så var det hele forbi. Dog valgte hun at løbe derhen. De røde øjne søgte virkelig. Under alle brædderne af det faldefærdige hus. Hun skubbede bræder væk til hunfandt noget og greb fast i trøjen fra Geralt af og trak ham ud. Hun lagde sig ved siden af ham med hovedet henover hans bryst til hun skiftede form og kiggede på ham. Hun kunne ikke holde tårene tilbage. "Kom nu tilbage." Hviskede hun let og klemte øjnene sammen. "Kom tilbage din idiot. Du kan ikke bare efterlade mig her." Hun slog ham let på skulderen.


//Regner med Spencer og Andrew er i en hemmelig tunnel af en ting.. that could be awesome xD

Andrew mærket Spencers arm, hvorefter han fulgte efter dem da han var sikker på de os var kommet i sikkerhed. Han bevægede sig selv med Spencer, hvor der bare kom flere og flere Walkers ind, men der var dog ikke flere udenfor nu. De var alle sammen samlet herinde, Andrew kiggede på Spencer, han ville godt svare hende igen. Men de ting hun, kom med som ideere var ok. Da de, havde fået det gjorde. Valgte Andrew at tag føringen, hvorefter han begynde og rykke sig selv frem af mod En hemmelig tunnel, hvor han dræbte de få Walkers som holde sig ved den. Andrew fik dog rykket sig og gjorde det, hvorefter han bevægede sig ned gennem den, han kiggede sig selv tilbage. Da han så hvordan huset, begynde at brasse sammen, hvad var der ved at ske, de kunne ikke vende sig om nu. Andrew begynde at hive Spencer frem af, hvorefter han selv forsøgte at komme tilbage. Han kunne dog se kort efter, at det var umuligt for ham, at komme ud. Andrew mærket en følese han ikke, havde mærket i lang tid. Andrew kunne dog se, at de ikke kunne gøre mere. Andrew sank en klump, hvorefter han bevægede sig hen mod Spencer han ville ikke tale. Andrew, havde aldrig været den bedste person til at vise, hvad han følte. Da de endelig kom ud, stod han over for Spencer, han fulgte dog de triste stemme indtil de nået huset igen. Eller hvad, der var tilbage, Andrew så hvordan Beth stod over et lig.  Andrew anede ikke, hvad han skulle gøre, hvorefter han faldt ned på sine knæet. Dette gjorde ondt på ham, selv om han ikke ville vise det for dem.  Dette her var vildt trist, "han døde som en helt," Kom det svagt fra Andrew af, hvorefter han gik væk. Han havde brug for tid til sig selv, Geralt var alt han aldrig kunne blive.

Spencer var Van til at have kontrollen. At Andrew gjorde det skulle hun synke i sig, men det lykkedes også. Spencer lov ham føre hende ned i en hemmeliggang inden huset faldt sammen. Da de kom op så hun lun ruiner, spencers blik gled rundt, hun faldt så på Beth, der sad nøgen over et lig sikker Geralts. Spencer tog sin jakke af og lagde den over hendes skuldre, hub kiggede op på Andrew. " og lige præcis derfor skal du hjælpe os med at få ham flyttet væk herfra, " tydeligt Beth slet ikke så de stod og snakkede lige over hovedet på dem, hendes tanker var helt væk i sorgen.

Beth reagerede skam på at de var der, der var bare ikke lige så vigtigt. Hun mærkede jakken over sine skuldre, men sagde ikke noget før Andrew gjorde. "Han er ikke død." Skreg hub nærmest og kiggede tilbage på Geralt, imens hun lagde hovedet mod hans brystkasse, hvor hun kunne høre hjertet pumpe svagt. Hun foldede sine hænder sammen og begyndte at give ham hjertemassage. Der var ingen tid at spilde, hun var nød til at prøve. Beth stoppede dog ikke med at græde af den grund. "Kom tilbage. Du kan ikke bare give op nu. Kom tilbage til mig Geralt. Høre du Geralt?! Kom tilbage!" Råbte hun voldsomt imens hun blev ved med at give ham hjertemassage.

Beth blev bare ved og ved. Og til sidst lagde hun hovedet ned mod hans hals, og kunne høre han let trak vejret ganske fint. Hun sank en klump og blev ved med at kigge ned på ham, til at han stille svagt åbnede øjnene op. Beth smilede da han sagde hendes navn svagt, og mærkede hans hånd mod hendes kind - Beth tog den og klemte den let. Da han besvimede vidste hun de skulle have ham hjem hurtig. Hun kunne sagtens hjælpe ham. Hun var på kanten til at være forfremmet til læge på grund af dronningens fine kommentare omkring hende. Om det var på grund af Jazmin? Muligvis. Beth skriftede form igen og bed fast i Geralts bukseben og trak ham med sig. Hun var stærkest i denne form. Hun kæmpede virkeligt, ingen havde nogensinde set hende kæmpe så meget for noget før.
De røde øjne havde kun øjne på Geralt, imens ørene vendte sig for at lytte. Skovene her var fyldt med jægere - og hendes snehvide pels kunne ikke ligefrem være mere end nok det folk ville have lige nu. Beth lignede jo på sammetid en som havde slået Geralt ihjel og nok ville æde ham - som hun lignede en der ville hjælpe ham. For hvem skulle vide, at hun fakitsk ønskede at redde hans liv.? Spencer og Andrew ja.
"Ari. Kan du høre mig? Ari. Jeg har brug for din hjælp." Prøvede hun at kalde ved at give slip på Geralt kort og hyle - hun regnede ikke med Andrew ville hjælpe. Han var ikke ligefrem den som havde givet hende mest grund til at regne med, at han ville hjælpe hende med Geralt. Spencer ville nok kunne, men hvordan vidste hun ikke helt endnu.
Beth fik trukket Geralt med ind i skoven, til hun stoppede op. Hun slap Geralt og spidsede øre. Hun begyndte stille at rejse børster - hvilket Andrew nok ville kunne bide mærke i. Der var nogle herude. En jæger kom frem med sigte direkte på Beth. Hun knurrede af ham.
"Så så vovse. En lille pil, og så siger vi godnat. Det gør ikke ondt... på mig." Sagde han ret hæs - og hæsligt. Med en smøg i munden - stank han af røg. Tøjet han var lyste ikke ligefrem af rigdom, men han havde våben som sagde noget helt andet. Sikkert en af dem som spillede fattige. "Jeg kan tjene en helt formue på din pels smukke. Kom her." Han over imod hende stadigvæk med sigte på hende. Beth snerrede voldsomt, men havde ikke ligefrem nogen somhelst mulighed for at gøre andet end at lade ham komme tættere på hende. Det var op til Andrew eller Spencer at hjælpe hende nu.

Da Andrew hørte hende, råbe at han ikke var død. Bevægede Andrew sig lidt tætte på, han så kort på Spencer og derefter Beth. Geralt var død, nu var det bare op til Spencer at få Beth til at se det. Andrew vendte sig om igen. Andrew spidste øreringe, da han hørte Geralts ord til Beth. Han så hvordan hun træk afsted med ham, dog stadig så man ikke kunne se ham. Andrew stoppet da op, da hun sikkert ville være alene. Men en stemme ændret det hele. Andrew stormet derfor frem, mod dem og i det han så Manden fløj han på ham. I det samme,mærket han pilen mod hans hud som gennemboret, hans side
//mobil svar xD//

Spencer bemærkede og hørte Geralt. De skulle have ham væk - ja. Beth klarede tingene selv, hun havde ændret sig meget siden hun havde mødt Geralt, men blot til en mere selvstændig person. Spencer holdt sig lidt væk fra dem da færten af liderligmand strejfede hendes succubus næse. Det var ikke ligefrem fordi, at hun havde tænkt sig at æde nu, men derfor vidste hun, at hun og de andre ville træde direkte ind i en farezone, hvis ikke en af dem var kloge nok. Spencer trådte ikke ud af træerne men gik om bagved manden. Hun trak en kniv og stak den i halsen på ham så han væltede om på jorden. Hun kiggede ned på ham også over på de andre. "Jeg er virkelig den eneste kloge til stede." Hviskede hun for sig selv og gik overfor at rive pilen ud af Andrews side. "Vi snart tilbage i byen. Jeg har et sted først for. Ikke så langt væk herfra faktisk. Kan du klare den?" Sprurgte hun Andrew og så ham direkte i øjnene.

//springer Geralt over, siden han jo stadig er bevidstløs //

Beth så pilen flyve afsted, kort var hun bange og for sammen. Men tydeligt fra lyden - var der en som løb ind foran. Andrew. Hun gav et peb fra sig og skiftede hurtigt form. Selvom hun ikke ligefrem elskede at gå ture rundt i skoven nøgen - så var hun lidt nød til det, hvis hun skulle hjælpe bare lidt. Spencer kom som dagens heltinde. Hvilket gjorde at Beth kravlede over til liget og begyndte at tage noget af hans tøj af. Hun ville beklæde sig med tøjet trods alt. Dog var han ikke helt død endnu, og på sine sidste sekunder svang han en pil ind i Beths skulder så hun gispede ekstremt af smerten, men manden faldt hurtig sammen der. Beth trak stille pilen ud imens hun bed tænderne sammen. Man kunne se fra hendes ryg af, hvordan det tykke røde væske trillerede ned af hendes ryg ligeså stille. Beth gik taget jakken af jægeren. Samt trøjen - han havde været høj og lidt stor, hvilket gjorde, at hans trøje da Beth rejste sig op - gik hende til knæene. Og med jakken over, så lignede hun næsten en hjemløs lille pige. Beth måtte forbinde deres sår når de kom tilbage. Hun løftede Geralts arm op og trak ham afsted, imens hun gik igennem skoven. Hun vidste lige præcis hvor Spencer ville hen. Og ganske rigtigt. I udkanten af byen, lagde der et normalt størrelse hus, måske tre soveværelser, to badeværelser og et køkken. Beth åbnede døren og gik trukket Geralt hen på et tæppe. Derefter søgte hun efter Spencers tøj - og fandt noget ældre stof som hun brugte til at gå hen til Andrew med. "Vi skal have forbundet dit sår Andrew." Sagde hun med et svagt smil, imens hun kiggede ham direkte i øjnene. Hun gav Spencer forbindingen og gik derefter ind i soveværelset.Hun trak jakken af og smed den på gulvet, hvorefter hun rodede i Spencers tøj for at finde noget passende. Lidt puf i håret og det sad igen som det skulle. Hun fik vasket blodet væk fra hendes skulder og lagt en hvid forbinding rundt omkring skulderen så det nok snart ville heale. Men Spencer ejede ikke ligefrem smertestillende medicin - kvinden var jo dæmon for satan. Det var ikke ligefrem det nemmeste. Beth gik tilbage til stuen og sukkede lidt ved at kigge henover rummet. Geralt besvimet og Andrew såret. Sikke nogle overlevere de var.

//Nyt tøj til Beth... uden jakken

Andrew gispet kort efter vejret,, men da han så at Spencer dræbte manden blive han lidt mere rolige. Andrew så at Spencer, nærmet sig ham. Han bakket lige så stille bagud, da han så at hun forsætter for at hjælpe ham. Rev han selv pilen ud, hvorefter han tog sig til såret som nu var meget åbent. Andrew gav et kæmpe støn fra sig, "det her gør bare min dag perfekt."  Andrew fik sig elv kæmpet afsted, hvorefter han tog fat i Geralts anden arm, hvor han så fik ham op at stå. Mens han gik med ham sammen med Beth,  hen mod det hus som Beth åbnebart, vidste hvor der var. Andre kæmpede sig afsted, sammen med Beth og Spencer med Geralt. Andrew, havde behov for at arbejde for ikke at mærke smerten. Han ville heller ikke tag imod hjælp, hvilket  ville være chokerne for en masse folk. Men sådan var livet for ham dog, hans to år havde ændret ham så han ville ikke kunne få et normalt liv igen. Han var altid på vagt, derudover ville han bare ikke ha hjælp. Han kunne klare det selv, han havde klaret alle hans egen skader før selv, men sådan var det bare normalt. Andrew fik kæmpet sig frem, da han hørte en ulv klynke. Andrew forvandlet sig, hvorefter han begynde at løbe mod lyden. Andrew fandt en dybt såret kæmpe ulv. Som var helt sort, Andrew forvandlet sig igen, efter at ha snuset lidt til dem, hvorefter han bevægede sig hen mod Huset med den igen.  Andrew lagde den derinde, hvorefter han fulgte med Spencer og Beth, som åbenbart mente de skulle ha forbundet hans sår. "Beth det er Beth ikke, sørge for den ulv jeg har fundet og Geralt." Andrew havde, på vejen tilbage taget sit tøj på igen eller det der var tilbage.  Andrew kiggede på Spencer, og Beth, jeg klare mig bare sørg for de to andre, begge to." Andrew tog sig til siden, hvor han lige så stille prøvet at stoppe det med noget af det tøj der var smadret efter han havde været en ulv. Det var dog knap så sikkert, da han ville få betændelse i det. Men han var ligeglad, han ville bare undgå at få hjælp, fra alle de andre.
//sorry, det lidt mærkelig svare men håber det går.//

/Vi kann bare lige springer Spencer over ^^

Andrew kom indenfor med Ari, hvilket næsten satte panikken igennem hende gange 10. Beth måtte finde nogle resurser så hun kunne hjælpe dem. Hun gik ud i køkkenet. Og tog en skarp kniv. Hun førte den fra albuen og hen til håndfladen, så blodet flød ud fra hendes arm i stille bevægelser. Hun lukkede øjnene og mumlede ordene som hun havde gjort flere gange på denne dag, men Geralts liv stod på spil og det gjorde det hele det hver. Beth fremstillede sig selv i en kopi, der var så stærk at hun ville kunne røre og bære ting. Så hun tog over på sygehuset, hvor hun gik op til disken med et smil på læben. Hun spurgte efter smertestillende medicin og med at de kendte hende, kunne hun få det stærkeste med sig, og det gik hun. Gik igennem gaderne stille og roligt, Spencer boede ufattelig dårligt, når man kom fra byen af. Det lille kvater tættest på Shadowflame, og selvfølgelig ville dæmonerne - incubuserne gerne jage en køn lille blondine som kom gående igennem husene i dette lettere dystre område. Beth blev stoppet ikke så langt væk derfra af en af dæmonerne. "Sikke en pæn lille fangst vi har os idag." Han slikkede sig let om læberne. Han kørte en hånd henover hendes kind. Beth kiggede dog blot til siden, inden hun slog hans hånd væk med sin frie hånd. Hun begyndte let at gå igen. Hun skulle skynde sig, også inden hun selv mistede for meget blod. Hun var jo ikke ligefrem overnaturlig. Hun kunne dø på grund af dette, men ønskede ikke ligefrem at nå dertil. En greb fast i Beths arm og hun gispede kort. Denne person havde hun set før. "Miss Darkbloom. Længe siden jeg så dig sidst." Han havde et ar over det ene øje, Beth havde personligt givet ham det for at være alt for venlig. Efter havde hun flygtet og ikke set ham før nu. Hun stivnede let da han trak sin kniv op og førte den op til hendes øjne - så hun kunne se sit eget øje i knivens spejlbilled. Hun kunne mærke hendes hjerte banke. Han satte sig på hug foran hende, hvilket gjorde hende ekstremt utilpas, hun sparkede dog ud efter ham, men med det lod hans kniven skrabe fra hendes knæ til ankel. Dog kunne det ikke ses på figuren der løb, men den originale Beth hjemme i stuen kunne~man se, hvordan blodet pludselig løb fra et sår i benet. Beth nåede hen til døren og åndede den, da medicinen pludselig faldt til jorden, og Beth tabte forbindelsen til evnen, ved at falde til knæ. Hun klemte øjnene sammen imens hun lod sine øjne løbe i smerte. Hun havde ikke meget energi, men brugte det på andre end sig selv - som hun altid havde gjort.

Andrew kiggede sig omkring inde i huset, hvad skulle han dog gøre at vente var ikke lige frem nået han ville gøre. Andrew så sig omkring, beth vidste sikkert godt hvad hun lavet.  Andrew gik lige så stille rundt i huset. Han prøvet dog at være stille, hvilket os gik godt nok så længe  Spencer og Beth ikke holde øje med ham. Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han gik rundt.  Der var ingen særlige ting i huset, hvilket gjorde det meget værre. Andrew sukket, hvorefter lugten af frisk blod fanget hans næse. Andrew stormet nedunder, hvorefter han hørte en banken på døren. Han stormet først ud til Bethm hvor han bandt hendes så vildt hurtigt så hun ikke døde af blod mangel. Andrew stormet derefter hen mod døren, som der blive banket på. Andrew stillede sig op af væggen, hvorefter han gjorde sig klar til at skyde. I det samme manden Banket på igen, råbte Andrew, til Spencer, ind i køkkenet gik til Beth.  Andrew sætte sin pil på, hvorefter han gjorde sig klar i det samme manden udenfor blive træt af at vente sparket han døren op. Andrew skød en pil som i det samme, hang mandens ene hånd fast til døren Manden skulle lige til  at rør hans anden hånd, hvorefter han gjorde det samme med den anden hånd. Manden kunne der ved ikke komme fri, hvorefter han sætte en ny pil på. "Hvis du rør dig igen, skyder jeg igen." Smerten var dog stadig kæmpe stor, så det ville han nok aldrig komme sig over.

Spencer lod altid Beth fokusere på sin evne når det var, at hun brugte den. Det var dog farligt, og Spencer kunne sikkert også være smuttet afsted, men havde ikke nået at tænke den tanke før Beth havde ført kniven henover sin blegehud. Spencer lagde en vådklud henover panden på Geralt, for at give ham lidt fugt. Nu måtte han snart vågne. For Beths skyld. Det ville være bedst.
Dog da Beth faldt sammen på gulvet løb hun hen og samlede det smertestillende op og lukkede døren i. Hun gik hen til Geralt og tvang nogle af pillerne i ham og Ari. Spencer så op da Andrew gik helt hunter amok. Den mand, havde hun set før. Han havde voldtaget kvinder før og stjålet for nogle børn. Spencer havde haft Beth på sagen, og det var gået fint til han havde prøvet på noget, og Spencer ville aldrig lade Beth overskride nogle grænser som hun ikke ønskede at stride, så hun havde ladet Katerina tage over derfra. Spencer listede sig ud af en bagdør og gik om og slog manden ned bagfra. Hun brækkede nakken om på ham og trak ham hen i nogle buske. "Så kommer han ikke til at genere os mere."

Geralt svævet stadig mellem døden og livet, gang på gang var han ved at vælge døren til døden. Men jo flere gange det skete, jo mere begynde hele verden at ændre sig inde i hans hovedet. Ari, havde det dog ikke bedre han var lige så meget kommet til skade. Men han kunne ikke gøre noget, hvilket der gjorde at han følte sig svag det samme som Geralt følte. Det var dog kun dårlige ting, livet på briste punktet. Geralt kunne ikke mærke andet, ind til han mærket en kold klud på hans hovedet.  Ari kæmpede dog imod da hun tvang smertestillende piller i munden af ham, og hans bror. Ari faldt sammen, hvorefter han begynde med at sove roligte. Ari, havde dog sat tænderne i spencers hud da hun tvang det ned i ham.  Geralt nået endelig den sidste dør, hvor han kort efter stod. Han mærket dog piller der blive skubbet ned i ham, puttet i munden selv om han ikke ville.  Ari var faldt i søvn, men Geralt var det bare taget over, hvor smerten var sindsyg i ham. Men det med at tvinge det ned i dem, ville de ikke finde sig i. Da Geralt åbent øjne tog han sig til det ene øje, hvor han kort efter fik billede af manden der var død. Gerslt faldt ned på Gulvet, hvor han holde sin ene hånd op for øjet. Hele hans hånd blive dækket af blod, efter det Geralt havde stadig vildt ondt og hans krop gjorde det ikke lige frem bedre. Geralt kiggede over mod Bethany, med hans ene øje. Han gik derfor kort efter derover, hvor han bagefter tog sin trøje af Han bandt den derefter kort om hendes største sår, hvorefter han prøvet og vente. Han håbet, ikke de var ude i noget med førstehjælp det ville gøre det værre for ham. Geralt sætte sig bagefter op, hvor han holde om Bethany mens han ventet på de andre. Bethany, måtte komme tilbage hun, måtte ikke ha problemer med blodet ellers ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Hans ene øje, var dog stadigvæk helt blodigt, han kunne ikke se med det længere, han blive ved med at se folk dø igen og igen med det øje. Han måtte finde en måde, at lukke af fra det.

Beths blik var en anelse tåget, men det blev underligt nok helt klart med det samme Geralt sad ved hendes side igen. Hun kiggede op på ham da han holdt omkring hende. Hun klemte ham ind til sig. Hun havde været så bange for at miste ham, at det havde været helt utroligt, at hun faktisk overlevede. Beth kiggede på ham, og tog så noget stof op for hans blodige øje. "Jeg tror desværre ikke dit ene øje har klaret det så godt som resten af dig." Sagde hun stille og sank en klump. Hun smilede til ham. "Jeg er så glad for, at du i live. Jeg var så bange for at miste dig lige der." Indrømmede hun og kyssede ham blidt ganske kort. "Det ser ud til i overlever for nu." Tilføjede hun lidt efter og kiggede kort over på Ari.

Geralt bed svagt, i sin læbe. Han lukket øjet som var heltblodig, hvilket lukkede for at han så død. Geralt kiggede over på hende igen, hvorefter han kyssede hende kort på panden. "jeg kommer, aldrig til at være mig selv efter dette det håber jeg at du ved." Lød det fra Geralt af, hvorefter han kiggede hende i øjne igen, med det øje som stadig var normalt.  Geralt holde kort om hende, hvorefter han så over på Ari som der var vildt træt. "Du må undskylde, at jeg ikke var der for dig da huset gik ned." Lød det svagt fra Geralt af, hvorefter han lige så stille prøvet at komme sig rent mentalt.  Geralt vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Men af en eller anden grund, fik det ham bare til at opgive lige så stille. "En anden ting, jeg var klar til at dø, jeg gav min liv for at redde jer." Geralt havde nu sagt det, han kunne godt forstå, hvis Bethany var såret. Han hørte kort efter lyden af en dør, som smækket. Andrew var gået udenfor, kunne Geralt mærke lige nu men sådan var det vel. Geralt kiggede Bethany i øjne med, hans ene øje, hvorefter han tog imod stoffet og bandt det om øjet. Det måtte være fin nok for nu, "så jeg var parat til at ofre mig for jer jeg ved godt at du aldrig ville kunne tilgive mig for det, men jeg gjorde det for jer jeg var klar til at dø." Andrew var forsvundet, Spencer udenfor og Ari sov. Geralt kiggede Bethany i øjne, han forstod godt hvis hun var syg nu når hun, havde hørt det. Geralt kunne dog stadig mærke hans øje, det var så smertefuldt. Geralt kiggede på Bethany, hvorefter han kysset hende igen.
//sorry ikke så langt, men håber det går anet nemlig ikke, hvad jeg skulle svare :9//

Ligemeget hvor meget Beth havde lyst til at være vred på ham - så havde hun ikke lyst til at være det på samme tid. Geralt snakkede om, at han havde været klar til det. Beth lyttede dog og kyssede ham tilbage til sidst inden hun så slog øjnene op og kiggede på ham. "Jeg trak dig igennem skoven for at få dig med. For jeg ville ikke gå nogen steder uden dig, og en jæger endte med at sætte en kniv i min skulder." Hun tav kort og sank en klump. Beth gav hans hånd et klem. "Jeg hentede smertestillende til dig, velvidende mere end nogen andre om, hvor galt det kan gå. Jeg fik en kniv i benenet. Min pointe er. Mit liv har altid været en smule farligt, og selvom jeg ville gøre alt for at du skulle klare det. Ville jeg aldrig være klar til at dø. Vi er så unge, vi har hele livet foran os. Og jeg ønsker bare at leve det." Forklarede hun og ømmede sig lidt. Hun kiggede over på glasset med smertestillende, og rejste sig haltende op. Beths ansigt strakte sig i smerten, men hun forsatte med at gå derhen og samlede glasset op og tog to af pillerne og slugte dem. Hun kunne mærke, hvordan de hurtige bevægelser gjorde hendes blik ufattelig slørret. Hun fik sig selv hen til vasken og stod egentlig lænet indover den, hvor hun tog noget vand i hænderne og kastede det i ansigtet. Beth sank en klump. "Jeg klare den. Bare rolig." Måtte hun sige til Geralt for at han var helt sikker på det. Han var selv skadet, og hun ville ikke tage lyset fra dem. Hun vendte sig om, og støttede sig stadigvæk til håndvasken, men kiggede over mod Geralt. Hun ventede blot på pillerne ville tage virkning.

/outer emnet, da det er ved at være længe siden.:p//