This place has changed, and so have i (Sean)

Alt havde ændret sig ved stedet, ikke kun hvad angik udseendet af huset men også atmosfæren og følelsen der engang havde været så tung og kvælende over huset havde løftet sig. Det havde ikke den samme kolde følelse det havde haft sidst han var her men på den anden side havde det også været hjemsøgt dengang hvilket det langt fra så ud til være lige nu, det virkede næsten som om nogen boede i det. Huset så ikke længere så støvet og faldefærdigt ud, det havde fået en gang frisk maling, vinduerne var pudset og ja det så faktisk beboet ud for en gangs skyld! Det var længe siden huset havde set beboeligt ud, faktisk kunne hun kun huske små bidder af hvordan livet i huset havde været før varmen og sikkerheden ved at hjem var blevet revet fra hende.
Lyset fra vinduerne kastede et varmt skær omkring det og trak opmærksomheden mod de store vinduer der vendte med skoven og væk fra klippevæggen det var bygget op af, lyset og varmen lokkede nærmest modsat de grå og blege grønne farver som skoven havde på denne tid af året.

Alane stod inde i køkkenet af huset, en fin kort hvid kjole smøg sig omkring hendes krop, det lange hvidlige hår var sat op i en høj rodet hestehale og fødderne var for en gangs skyld bare igen, noget hun ikke længe havde haft!
Let lod hun blikket falde på sit spejlbillede i vinduet, meget havde ændret sig, hun havde ændret sig og alle dem hun kendte og engang havde kendt havde også ændret sig.. Det var både en fantastisk ting men også en ting der efterlod en bitter smag i hendes mund. Let lod hun fingerne lukke sig omkring whiskey glasset inden hun bragte det op til læberne for at tage en slurk. Hendes fødder lavede ikke en eneste lyd som hun gik gennem de store hud og hen til trappen for at bevæge sig ned i kælderen.


([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], bare forstil dig at der er en klippevæg bagtil i stedet for åben skov)

Han kunne aldrig finde rundt i skoven. Sådan havde det været altid! I sin tid havde han været afhængig af Alanes stedsans blandt alle de ensformige træer. Nu? Nu kunne han enkelte veje igennem skoven. Til klanens grotte eller...Som han snart fandt ud af...Til det gamle hus, som Alane engang havde bragt ham til.
Huset i sig selv bar ingen værdi for ham. Om noget, huskede han det som hjemsøgt og derfor var huset kombineret med en ubehagelig oplevelse. De to og Elyas, dengang han endnu var en ung teenager. Men i dag var der ingen Elyas. Der var intet par, der ellers havde boet sammen.
Han havde faktisk været på vej ud til grotten igen. Sidst havde han ryddet op i den, da et stormvejr havde forhindret ham i at tage hjem og han havde fået uventet selskab. Men af en eller anden grund havde han skiftet retning. Vandret lidt frem og tilbage, til han endelig genkendte noget. Turen til huset havde været længere og helt sikkert med ekstra genveje, der blot havde gjort turen længere og mere indviklet, end nødvendigt. Men han havde fundet vej.
Hvorfor?
Alane var der altid et eller andet sted. I hans underbevidsthed. Han vidste han aldrig ville finde en partner som hende. Han havde haft et par stykket, altid på jagt efter den samme lykkelige og fredelige følelse. Men alle hans andre partnere havde været forskellige og det var altid endt med at forholdet ikke holdt. Han var altid blevet efterladt alene, ofte den der var blevet dumpet af andre, end omvendt. Det havde efterladt en bitter fornemmelse i hans indre. Og han havde da også haft en depression, inden han havde vendt Dragons Peak og flyttet hjem til Doomsville. Genoplivet klanen, fået styr på sig selv igen. Nu havde han en fin hverdag og var så glad og tilfreds, som man kunne forvente. Men hans gamle bekendtskaber? Der var næsten ingen tilbage. Han havde Lori. Han havde Razor. Hvis Nephthys endelig dukkede op, havde han vel også hende. Men han var altid alene et eller andet sted...Altid ensom...Og han kunne ikke, turde ikke, ændre det. Ønskede ikke. Hellere en ensomhed, man før eller siden vænnede sig til, end at opleve alle forlod en igen, ikke?
For selv om han var denne stærke og arrogante dæmon, gemte der sig altid en mand der ønskede præcis det samme som alle andre. Måske havde det blot været en nedadgående spiral siden hans tid med Alane?
Hvor ofte havde han ikke forbandet sig selv? Hvis de blot havde givet hinanden mere tid...Ikke ladet deres arbejde hive dem fra hinanden...
Og efter han havde set hende i Dragons Peak...Og hun var rejst...Og han ikke havde set eller hørt mere til hende...
Det var sådan det var nu.

Og alligevel stod han her. Mellem et par træer og studerede huset. Han havde stået her et lille stykke tid, overvejet hvem der havde sat det i stand eller tændt lys. Selv om det var midt på dagen...Eller var det tættere på eftermiddagen? De tætte træer gjorde det svært at aflæse. Men lyset fra vinduer var tydeligt. Havde nogen overtaget hendes gamle hus? Burde han gå?
Selv stod han her. Iklædt et par sko, nogle sorte bukser og en sort trøje. Hans arbejdstøj, det han altid bar når han var på arbejde. Det var varmt og praktisk. Intet sværd, men et par skjulte dolke. Ingen rygsæk, men en vanddunk var bundet fast til hans bælte.
Det mørkebrune hår strittede som altid i alle retninger. På den ene hånd sad en ring, med et mærke af vinger. Den ene del af vingerne fra en dæmonvinge, den anden fra en engel. Hans symbol, som han også havde haft i Dragons Peak.
Til sidst tog han mod til sig og gik op til huset. Selv om Alane næppe var her - var hun? Nej! Det kunne ikke passe! Ville det være så nemt? - kunne han altid finde ud af hvem der så var. Han bankede på.

Hun havde knap nok nået at sætterne fødderne i kælderen, mærke de kolde sten mod hendes bare fødder før det havde banket på døren. Let drejede hun hovedet og kiggede sig over skulderen, grebet omkring whiskey glasset havde strammet sig, ingen vidste at hun var herude og tja ingen kendte rigtig til stedet her, Jacob havde været her og så selvfølgelig Sean men det var vidst også det. Tanken om Sean strejfede hende let som hun vendte rundt for begive sig op af trapperne endnu engang, glasset havde hun stillet på et af trinene, hun kunne stadig mærke den varme brændende fornemmelse fra hendes sidste tår.
Hendes sidste møde med Sean havde været præget af akavethed og sørgmodighed, til dels fordi hun havde været så syg som hun var men Sean havde også været et andet sted i livet og hun var kommet bragende tilbage ind i det og ingen af dem havde måske været rigtig klar til at møde hinanden igen? Hun havde i hvert fald holdt sin afstand siden da, havde ikke kontaktet ham af ren respekt for hans nye liv og tja hans nye jeg. Han havde været anderledes til trods for at han med det samme havde åbnet sine arme og sit hjem for hende indtil hun var blevet rask igen.

Alane stoppede let som hun nåede op af trappen, lod kort de mørke grønne øjne glide omkring i huset, hun var stadig usikker, hun var stadig bange og det var vel egentlig heller ikke så mærkeligt, de folk hun havde stolet på havde forsøgt at slå hende ihjel og den eneste grund til at det ikke var lykkedes var at hun var stukket af og så selvfølgelig Sean, han havde redet hende. Han havde endnu engang ageret som hendes ridder på hesten, tanken bragte et lille smil frem på hendes læber og hun begav sig mod døren.

Hun standsede da hun nåede døren, lagde hånden på dørhåndtaget og lod den hvile der et øjeblik, ikke helt sikker på hvad der ventede hende på den anden side og det fik hende til at tøve men hun kunne heller ikke leve i frygt og frygte på et modangreb hvert eneste sekund af resten af hendes liv! Med nyt mod trykkede hun håndtaget i bund og trak døren åben, dog var hun ikke forberedt på hvem der stod på den anden side af døren... Sean..
De grønnede øjne blev en anelse større som hun lod dem hvile på ham. Alane så langt sundere ud denne gang, dog stadig til den tynde side da tingene havde været lidt hårde for hende det sidste stykke tid hvad angik mad men hun klarede den da.

Der blev ikke svaret med det samme. Han var trådt et par skridt baglæns og lod blikket glide op over facaden. Nogen boede derinde. Nogen havde sat stedet i stand og tændt lysene. Men hvem? Han var usikker på om han overhoved burde være her. Burde han blande sig? Måske havde Alane aftalt med nogen at de måtte bo her eller måske havde noget bare taget stedet, fordi det havde set forladt ud?
Han overvejede at spejde ind af vinduet, da døren endelig blev åbnet. Han trådte et halvt skridt tættere på og havde allerede fundet et smil frem, til hvem end der ville åbne døren, da det hele frøs...
Han stoppede op og hans smil blev aldrig særlig stort. Hans hjerte slog et hårdt slag og stoppede så helt med at slå. I det mindste, det var sådan det føltes. Han kunne slet ikke tro sine øjne og hans hjerne kæmpede med at forstå det. Det havde været en mulighed. Dette var jo hendes hus. Men han havde ikke turde tænke tanken, lige så meget i tvivl om hvorvidt han ville være ked af ikke at have opsøgt stedet før eller om han helt burde have holdt sig væk.
Hvor ofte havde han ikke tænkt på hende, overvejet hvor hun var, om hun var sikker og om han nogensinde ville se hende igen eller høre fra hende igen? På den ene side ønsket det og på den anden side accepteret de intet havde med hinanden at gøre mere. Han havde prøvet at komme videre og selvfølgelig skulle Alane have samme mulighed. Han ville ikke klistre til hende som en genstridig igle.
Og alligevel virkede det som om han havde forfulgt hende, nu hvor han tilfældigvis stod her foran hende. Var han overhoved velkommen?
Han vædede sine læber og hans krop bevægede sig endelig igen. Skiftede vægten fra den ene fod til den anden.
"Undskyld" Var hans første indslag. Han måtte nok hellere uddybe det.
"øhm...Jeg mener..." Han slog let ud med armen, mod huset.
"...For at trænge mig på. Jeg vidste ikke du var her...Boede her...Længere..." Hans stemme døde hen. Han havde egentlig ikke forberedt sig på dette og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Til sidst trak han vejret dybt og trak på skuldrene.
"Godt at se du har det bedre" indrømmede han så, en smule mere roligt. Sket var sket. De havde mødt hinanden. Nu måtte han afvente om han var uvelkommen eller ej. Helt naturligt - hvilket var unaturligt for ham - voksede hans smil lidt.

Der gik et øjeblik inden hun rent faktisk registrerede hvem det var der stod på hendes dørtrin og derefter tog det hende lige et ekstra lille stykke tid før hun reagerede på det. I det tidsrum fløj tankerne rundt i hendes hoved samtidig med at øjnene gled over ham, søgte hans krop hvorefter de dragende grønne øjne søgte hans ansigt. Hvorfor var han her? Vidste han at hun var flyttet tilbage hertil eller havde der været en anden grund til han havde opsøgt hendes barndomshjem? Alane flyttede kort blikket fra ham og lod det glide rundt omkring i skoven, han havde ingen med sig så vidt hun kunne se.

Efter stilheden havde hvilet over dem et stykke tid brød han den endelig hvilket drog hendes blik tilbage til hans øjne, hun var dog stadig i tvivl om hvordan hun overhovedet skulle reagere på det her? Det virkede næsten for tilfældigt, han havde været i hendes tanker et sekund tidligere og nu stod han her foran hende i kød og blod. Let åbnede hun døren en smule mere så han ikke skulle tro at hun ville smække døren i hovedet på ham, det ville hun aldrig gøre..
Hun lod hoften hvile mod dørkarmen mens hånden stadig holdt om dørhåndtaget, inden hun lukkede ham ind ville hun gerne lige høre hvad han havde at sige.
Et lille smil gled frem på hendes læber og et lille glimt skød frem i hendes øjne, det var sjældent at han virkede så forfjamsket men han var nok lige så overrasket over at hun var her som hun havde været over at se ham stå foran hendes dør.

"Sean...", sagde hun let som hun åbnede døren helt, en usagt invitation til at han kunne komme indenfor hvis han ønskede det. "Du hverken forstyrre eller trænger dig på... Jeg var vel bare overrasket over at støde på dig her af alle steder", indrømmede hun let som hun flyttede sig fra døråbningen for at bevæge sig længere ind i huset, hen mod trappen som han lige akkurat ville kunne skimte hvor hun så bukkede sig ned for at samle sit glas op inden hun vendte sig mod ham. "Jeg har det også meget bedre...", sagde hun med et smil på læben inden hun forsatte, "Takket været dig... Så igen, mange tak", stemmen var lidt lavere denne gang, uanset hvor mange gange hun end sagde tak til ham følte hun ikke det var tilstrækkeligt nok, han havde reddet hendes liv og det eneste hun kunne give ham var et tak, selvom hun godt vidste han ikke forventede noget tilbage fra hende... Eller det var hun i hvert fald ret sikker på.

Nysgerrigheden over hvad der bragte ham hertil blev efterhånden for stor og hun blev nødt til at høre hvorfor han var her, "Ikke for at være uhøflig eller noget men hvad bringer der hertil af alle steder?", spurgte hun med den velkendte nysgerrige tone hun så ofte havde.

Han var kommet sig over den første overraskelse og mindede mere om sig selv. Han var i stand til at træde lidt tættere på, men uden at virke indtrængende og sende hende et lille smil. I et øjeblik havde han lyst til at række og røre ved hende, se om hun var virkelig...Var det så underligt? Han havde aldrig kendt en som hende. Måske ville han aldrig helt komme sig over det. Men de var ikke et par længere, måske mest venner, hvis noget. Han ville ikke trænge sig på og han var heller ikke selv på udkig efter mere. For at være ærlig vidste han jo ikke engang hun var her!
Så han skubbede det hele lidt væk.
Han trådte indenfor, da hun inviterede ham til det og lukkede roligt døren bag sig. Det var underligt at være i huset igen, men han genkendte næsten intet. Måske var det Alanes forandringer, måske fordi hans hukommelse om husets indretning var blevet justeret af erindringerne om et spøgelse der ikke mente han var velkommen. Var spøgelset der stadig? Selv hvis det var, følte han sig ikke bange. Det gjorde han sjældent.
Hans blik fulgte hende, da hun trådte over mod en trappe og fandt sit glas. Han huskede hende ikke som en der sad og smugdrak for sig selv. Eller, nu var der ikke mange at skjule det for i et ensomt hjem i skoven. Han måtte huske sig selv på at de nok begge havde ændret sig og stod forskellige steder i deres liv.
"Altid" svarede han. Ja, han ville altid hjælpe hende. Faktisk hjalp han de fleste, men modsat mange andre fik Alanes hjælpen gratis.
"Du er ikke uhøflig...Det er jo mig der har trængt sig på. Faktisk..." Han slog let ud med den ene hånd og lod blikket glide rundt i entreen igen. Hvad skulle han sige? At han var kommet for at huske et ubehageligt minde, bare for...At tænke?
"...Ah, jeg var rejst ud til skoven af helt andre årsager. Min klan har en stor grotte herude et sted. Jeg blev nysgerrig omkring huset og besluttet mig for at se om jeg kunne huske vejen. Det kunne jeg så...Til dels. Tror jeg har gået lidt af en omvej" Han trak let på den ene skulder og hans smil voksede en anelse. Alane vidste hvor dårlig han var til at finde vej i skoven. Stærkt modsat hans stedfornemmelse i en by, hvor han altid fandt sin vej.
"Da huset ligefrem så velholdt ud...Jeg måtte se hvem der boede her. Jeg havde ikke troet du var vendt tilbage til det...Selv om det giver mening" Det var nok den bedste forklaring han kunne give. I hvert fald uden at gå direkte til sandheden eller uden direkte at virke sær. Forhåbentlig nok til at mætte Alanes velbegrundede appetit efter et svar på hvorfor han var her. Her kom jo næppe mange...Gjorde der? Måske var der et helt samfund i skoven han slet ikke kendte til.
"Men du ser ud til at klare dig fint" tilføjede han så. En gammel vane, altid at dreje emnet væk fra ham selv og over på alt andet. Han mente det skam, huset så fint ud og selv om hun endnu virkede lidt tynd, virkede hun sund og frisk. Det gav ham ro at vide det.

Alane lod blikket glide over ham, langsomt, for at tage det hele ind. Som hun kiggede på ham, rigtig kiggede på ham for første gang i lang tid væltede der en masse minder, en masse følelser ind over hende. Nogen var hun helst for uden skulle hun være ærlig men det hende og Sean havde haft havde været ægte, det havde været oprigtigt og når det var det var der opture såvel som nedture. Hendes øjne flakkede mellem forskellige følelser som hun kiggede på ham men der gik dog ikke længe inden hun rev blikket fra ham og rømmede sig let.
Ubevidst strammede hun grebet omkring glasset som hun kiggede på et af de små borde der stod ude i entreen.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans svar, smilet var overraskende varmt, det var vel lige så svært for hende som det var for ham, de havde aldrig rigtig gjort sig som venner, de var hoppet i et forhold stort set det samme og havde det bare været grundet mistede følelser at de var gået fra hinanden havde det været noget andet... Problemet var jo bare at hun inderst inde ikke vidste hvad hun følte for ham længere, hun vidste ikke om følelserne for ham stadig var der eller om de var brændt ud... Uanset hvad så var det noget hun ikke valgte at tænke på, hun ville gå fra forstanden inden hun kom fra til et svar herude mutters alene i skoven, der skulle to til at finde det svar.

"På det punkt ændre du dig aldrig, gør du Sean?", sagde hun i en varm tone mens hun kiggede på ham. Let løftede hun et af dine fine bryn da han begyndte at forklare sig, normalt var hun typen der ikke gav slip så snart hun mærkede der stak noget under men det var ikke længere hendes ret at gøre det overfor ham mere, den mistede hun da de gik fra hinanden.. "Ikke overraskende at du ikke længere sidder bag murene på borgen i Dragons Peak,
du slog mig aldrig som typen der var tilfreds med den slags ting... Magtfuld position ja men man var vel også hele tiden i spotlyset". Sagde hun let, en tænkende måske endda nærmere overvejende tone kunne spores i hendes stemme som hun snakkede inden hun vendte sig rundt og forsvandt længere ind i huset. Entreen havde flere døre samt trapper der både ledte op og ned, 2 af dørene stod åbne i gangen, den ene var hun forsvundet ind af hvilket viste sig at være køkkenet, den anden dør førte ind til en stor stue.

"Jeg kunne ikke blive boende i Doomsville i dit hus forevigt...", startede hun let, stemmen en anelse fjern fra køkkenet medmindre han selvfølgelig havde fulgt hende derud.
"Jeg havde ikke ret mange andre valgmuligheder end det her, medmindre jeg ville bo på gaden kan man sige, desuden var det vel på tide at vende hjem", de sidste ord bragte et let smil på hendes læber som hun kiggede på glasset hun havde stillet på køkkenbordet. Flasken der stod ved siden af det var næsten tom, hvilket måske talte for sig selv men der var ingen der vidste om det havde taget evigheder at nå så langt ned i flasken eller om hun havde prøvet at finde svarene på bunden af den i en fart. "Vil du have noget at drikke? Noget at spise?", blikket gled mod døren der ledte ud af køkkenet som hun spurgte om det.
Et let grin slap fra hende som hun hev proppen af flasken, "Det går den rette vej,
især nu hvor vinteren er slut, jeg har jo ikke ligefrem nogen kæmpe opsparing liggende kan man sige så jeg har vel genlært en masse ting jeg ikke havde brug for inde i byen for at skaffe mad.".

Han kunne stadig forsvinde ind i hendes øjne, hvis han fik muligheder. Sandt var det at han var incubus og derfor oftere end ikke begravede sig i kødet på folk. Sex til højre og venstre, på alle leder og kanter. Mad eller bare underholdning. Men følelserne fulgte ikke altid med. Men med Alane? Allerede da han havde set hende første gang i skoven, for så mange år siden snart, havde der været noget. Intet behov for bare at tage hende, han kunne sagtens være tilfreds med blot hendes tilstedeværelse. Som en lille skovens gudinde, en fantastisk kvinde...Eller var det blot minderne han var forelsket i?
Ikke at han ville sige han var forelsket i hende. Igen. Stadig. Ah! Hans tanker kørte i ring, som altid når det blev personligt og han ingen klare svar havde. Det værste af det værste.
"Formentlig ikke" svarede han tilbage og fulgte efter hende igennem huset. Hans blik gled over interiøret, mens de gik. Som ledte han efter spor efter om Alane stadig var den kvinde han huskede eller om hun også havde ændret sig.
"Det var...Lad os sige det ikke var mig. Jeg elsker tanken om magt, men...På min egen måde, på mine egne præmisser, som i Doomsville med min klan. Ikke for en by og dens områder" Nej, det havde ikke været ham. Han havde sat så meget tid og penge i det, at han havde været på grænsen til fattig da han kom tilbage til Doomsville. Det var først nu han var begyndt at få penge igen og kunne møblerer resten af huset i Doomsville endnu en gang. Der var både noget sjovt og irriterende ved at bygge ens liv op igen. Som om han havde mistet næsten det hele, da han havde forladt sin elskede by. Doomsville ville nok altid være hans hjem.

Køkkenet. Han havde set flasken. Alane virkede ikke som sådan påvirket, selv om en erfaren alkoholiker til tider ofte kunne skjule det. Men hvem sagde Alane var alkoholiker? Der kunne være mange grunde til at nyde en flaske vin alene.
"Der er klart du ikke har penge til mad, når du bruger dem på vin?" drillede han venskabeligt.
"Noget at drikke vil være fint. Jeg spiser ikke...Ikke den form for mad du hentyder til, i hvert fald"
Han havde altid holdt sig fra menneskemad. Set sig hævet over sådan en ting. Elsket at understrege hvor hævet han var over mennesket, ved ikke at være afhængig af deres mad. Og han tvivlede på hun gemte en snack til ham i kælderen eller på loftet.
"Hvis du får brug for hjælp...For gammel venskabs skyld" foreslog han så. Han hentydede til at hun endelig skulle spørge ham, hvis hun fik behov for det. Han tvivlede på hun ville gøre det, dog. Ud over hun var stærk og selvstændig, ville de fleste som regel ikke spørge om hans tjenester frivilligt. I hvert fald ikke hvis de udgjorde nogle af hans tætteste bekendtskaber.
"Så. Er spøgelserne i huset helt væk nu?" spurgte han i stedet og lænede sig op af et bord med et svagt smil.

"Godt...", sagde hun let, måske endda så let at han ikke ville høre det men hun mente det, det var en kvalitet hun aldrig så forsvinde fra ham, det samme som ham, selvom de ikke havde været i hinandens liv i et stykke tid følte hun så grådig efter at han forblev der.. Det var mærkeligt, de sidste stykke tid havde hun nærmest frygtet andres selskab, havde lukket sig inde og trukket sig væk men i det sekund han troppede op i hendes hjem ønskede hun ikke længere at være alene.
Tingene der dekorerede huset var få og virkede gamle som om de havde været i huset altid, der var som sædvanlig ikke kastet penge ud på smukke dyre ting, nej hun havde vel altid været mere praktisk og ja satte pris på ting der havde andet end monetær betydning. Hun havde ændret sig, men inderst inde var hun stadig den samme pige som han havde kendt så længe, måske med et par skader mere men hvem havde ikke det nu til dags? "Det kommer ikke bag på mig.. Det overraskede mig faktisk meget at du frivilligt var flyttet fra Doomsville på den måde og havde opgivet din klan", sagde hun som hun strakte sig op for at nå en af glassene der stod på en af de øverste hylder hvilket fik den fine hvide kjole til at trække sig en anelse mere op og hendes ben blev yderligere blottet hvilket blottede de lange sorte streger der dekorerede hende, en tatovering måske?

Hun grinede let ved hans drilleri, hendes latter var den samme varme smittende en og som hun flyttede sit blik hen mod ham havde de grønne øjne en varm indbydende glød. "Det eneste jeg har brugt penge på har været bygge materialer... Til gengæld viser det sig at mine forældre måske har haft et problem med alkohol eller også bare har frygtet at verden ville stoppe med at producere det", husets kælder havde været fyldt med flasker af vin, øl, mjød og rum, hun havde fundet dem da hun var ved at rydde op og sætte kælderen i stand. Hun hældte vin op i begge glassene og satte så proppen på den atter engang, hun burde have husket den slags... Men i mange tilfælde glemte hun vel hvad han var fordi han ikke opførte sig sådan omkring hende? "Så lyder det til at du må nøjes med vin". Alanes tog glassene og gik hen til ham, let stoppede hun foran ham, måske en anelse tættere på end hvad hun burde og rakte glasset frem mod ham mens hun kiggede op på ham. "Tak, jeg ville ønske jeg kunne tilbyde dig noget igen...", sagde hun let inden hun så forsatte, "Selvom jeg ikke har de samme ressourcer som dig skal du vide at du altid kan komme her, hvis du har brug for et sted at være Sean...", hun ville aldrig smække døren i hans ansigt når han havde aller mest brug for det..

Hvis han tog glasset ville hendes fingre let glide langs hans som hun slap det og i et øjeblik stod hun bar og kiggede på ham inden hun tog et skridt tilbage fra ham for så at vende sig rundt og gå tilbage ud i gangen og ind i stuen hvor hun stillede glasset og smed sig i en af sofaerne. "Det går jeg ud fra, jeg har ikke set eller hørt noget til dem efter jeg er flyttet ind og havde de været her havde du nok heller ikke fået en så varm velkomst", svarede hun i en drillende tone som hun smed benene op over armlænet hvilket fik hendes ben til at dingle udover det og kjole til atter engang at blotte tatoveringen på hendes højre ben, den så dog ud til at forsvinde langt op af kroppen hvis motivet var noget at gå efter. Let flyttede hun de grønne øjne over mod den åbne dør indtil stuen for at se om han fulgte efter hende.

Han trak vejret dybt og trak lidt på skuldrene. Han havde snakket lidt om det med Dr. Trott i Dragons Peak, inden han var flyttet tilbage til Doomsville. Han havde jo troet han ville kunne lide det, han havde ikke engang stoppet op og overvejet om det var det han ville. For hvem ville ikke det? Det havde været en sjov udfordring. At alt så var gået ned af bakke siden da...Nej, han havde det langt bedre nu, end han nogensinde havde haft det i Dragons Peak. Så kunne folk være ligeglad med hvorfor. Han havde ingen planer om at fortælle detaljerne til nogen. Om hvor dårlig han havde haft det...Om at han aldrig havde set Dragons Peak som sit hjem, hvilket var skidt når man nu regerede hele byen.
"Jeg gav klanen til Xander...Og kom hjem til en klan der var gået i stykker og en dreng der var forsvundet. Sikkert med hans menneskepige han havde fundet..."
Xander havde været hans ynglingssøn og nu havde han kun Daron tilbage. Hans sidste tid med Xander havde været en tid med skænderier over den menneskepige han havde fundet. Han var så...Skuffet...Og irriteret...Og...Ville egentlig bare gerne vide hvor Xander var. For Seans egen nysgerrigheds skyld.
Men det var sådan tingene var. Måske kunne Daron vise sig fra en bedre side, men han turde ikke håbe det. Hvorfor blive skuffet to gange?

Hans blik hvilede på hende da hun trådte tæt på. Han flyttede sig ikke. Hans hjerte stoppede med at slå et øjeblik, som hendes fingre gled hen over hans, da han tog imod glasset med vin. Glasset gled automatisk op til læberne, hvor han tog et sip, før han fulgte efter hende ind i stuen. Benene igen...Mærkerne efter en tatovering. Da de havde været sammen havde Alane intet haft af den slags. Han vidste også de fleste tatoveringer kom af magi, frem for andre naturlige veje. Havde Alane været i nærheden at noget nyt? Det havde ikke været der, da hun havde været ved at dø i hans seng. Et minde han både hadede og elskede. Hun var trods alt kommet til ham for hjælp.
"Tak" svarede han, på hendes invitation til at han godt måtte komme her hvis han fik brug for det.
Han gik over til stuebordet og stillede glasset fra sig, kun for at trække en stol hen til sofaen, så han sad tæt på hendes ene ben. Benet der hang over kanten og dinglede, men på sin egen feminine og fine måde. Hans ene hånd fandt hendes fod, med den kølige hud og gled op over hendes læg. Ikke for langt op. Og hvis hun virkede til at ville fjerne sig, ville han selvfølgelig slippe hende. Men han havde haft lyst til at gribe hendes ansigt i sine hænder og kysse hende, havde det ikke været for vinglasset i hans ene hånd. Hun legede med ham! Så måtte hun også mærke den ild man kunne risikerer at brænde sig på.
Som var det ganske normalt han sad med en hånd på andre kvinders ben så han over på hende med et svagt smil.
"Tatoveringen...Er den ny?"

Xander... En af Seans sønner, han havde boet i huset sammen med hende i en periode inden hun var flyttet derfra, det havde været mærkeligt at bo sammen med sin eks søn hvis hun skulle være ærlig men hun havde på daværende tidspunkt ikke haft mulighed for at bo andre steder, de havde ikke snakket meget sammen men det var heller ikke fordi de havde været fjendtlige overfor hinanden. Hun tog glasset fra bordet og bragte det til hendes læber så hun kunne tage et lille sip for så blot at lade en lang slank elegant finger glide langs glassets kant.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over det han sagde, stadig den samme gamle Sean selvom han virkede til også at have ændret sig, der virkede til at ligge mere vægt på hans skuldre end normalt. "Kærlighed... Den for en til at gøre dumme ting", sagde hun med et varmt smil på læberne som hun kiggede hen på ham da han trak en af lænestolene hen for at kunne side tættere på hende.
Men det var vel det smukke ved kærlighed? Man glemte alt omkring sig og kunne pludselig kun se den person for sig, man ville gøre alt for denne person, man var sågar klar til at overse deres fejl selvom de sårede en men det var vel også det der var det forfærdelige ved kærlighed.

Hans tak fik hende til at smile, hun havde ikke forventet meget mere fra ham, han var ikke typen der tog imod hjælp for folk, han hadede vel at stå i gæld? Selvom hun ville aldrig mene han kunne stå i gæld til hende, hun hjalp folk der var tæt på hende og sådan havde hun altid været. Før i tiden havde hun hjulpet alle og set det gode i alle men nu til dags var hun ikke så naiv mere, hun havde lært det på den hårde måde. Tankerne trak i hende og hun strammede grebet omkring glasset til det punkt hvor hendes knoer blev hvide og glasset var få sekunder fra at springe i hendes hånd. Han ville kunne se smerten i hendes øjne, se vreden der var der men han kunne tydeligt se hvor ondt det havde gjort på hende, hvad end så tænkte på.

Følelsen af hans hånd der gled fra hendes lettere kølige fod og op af hendes læg rev hende fra tankerne og hun kiggede op på Sean, hendes øjne en anelse større end normalt, pupillerne havde også udvidet sig en anelse. Hendes hud var lige så silkeblød som den altid havde været, om end ikke andet var knoglerne en smule nemmere at mærke. Alane frys let og lod øjnene falde ned på hans hånd, hun havde svært ved at få vejret men det virkede ikke som om hun fandt de ubehageligt, tværtimod måske.
Let sank hun en klump og rev øjnene fra hans hånd, hun var ikke sikker på hun ville kunne holde sig selv tilbage hvis han blev ved med at røre ved hende. Let lod hun de dybe grønne øjne møde hans blik og hun nikkede. "Ja det er den... Jeg fik den lavet kort tid efter at have fået det bedre... Jeg havde vel brug for noget til at minde mig om hvem jeg egentlig var og hvor jeg kom fra", sagde hun ærligt med et let smil på hendes læber som hun lod sine egne fingre glide kærligt over de sorte streger der kunne ses. "Den blev større end jeg havde planlagt men jeg er glad for den... Også selvom det gjorde møg ondt at få den lavet men jeg insisterede på at jeg ikke ville have lavet den gennem magi!", sagde hun med et let grin i stemmen.

Kærlighed. Han ville end ikke gå derhen. Han ønskede ikke at kende til dens eksistens eller at indrømme hvis han selv stødte på den. Hvornår var noget kærlighed alligevel? Han ville have svoret på at det han havde oplevet med Alane, havde været kærlighed. Men det var bare gået for let i stykker til at det kunne være sandt. Var kærlighed ikke noget der holdt evigt? Det punkt, hvor man fandt ud af tingene, uanset hvad der skete? Fordi man havde brug for hinanden. Efter bruddet med Alane havde han ikke rigtig troet på kærligheden siden. Ordet 'elsker' var mere brugt for at holde folk tæt på ham, end fordi han havde turde føle noget så dybt. Igen. Nogensinde. Nej, han undgik at tænke på det og lod tingene ske som de ville. Han svarede ikke på det. Hvis Xander ville smide alt væk måtte han jo gøre det, han skulle bare ikke forvente Sean stod der hvis han fik problemer.

Alane virkede vred over et eller andet. Noget han havde gjort? Sagt? Måske hadede hun virkelig hans berøring og helt naturligt tog han hånden til sig igen. Han ville ikke gå over nogens grænser og hvis Alane mere så dem som almindelige venner var det også mere end fint. Han var bare glad for hun ikke var helt ude af hans liv. En af de få personer han...Nok ville gøre alt for. Og en af de få der kendte ham bedst. En af de eneste han nok rigtig ville åbne sig for, hvis det blev relevant, omend han lige nu hellere ville vente og se om deres nye venskab nu også holdt. Ingen grund til at kaste alt ind i det og så så de aldrig hinanden igen. Det var sket lidt for ofte i hans omgangskreds. Folk der forsvandt, måske dukkede de op et par år senere og forsvandt igen. Han forstod det ikke. Men det gjorde det bare nemmere at holde sig for sig selv og undgå at blive såret.
Han smilte svagt for sig selv. Han havde aldrig set Alane som typen der ville udsmykke sin krop på den måde, så han havde en smule svært ved at forholde sig til det. Han havde ingen tatoveringer selv, ikke andet end den han var født med og som var næsten usynlig, medmindre man bevidst kiggede efter den. Burde han få lavet en? Der var ingen grund. Han kunne end ikke komme i tanke om et mønster eller billede han ville se på for evig og altid.
"I et øjeblik var jeg oprigtig bange for du ville dø..." Indrømmede han så, før han rejste sig op for at hente sit glas med vin igen. Tilbage i lænestolen tog han et nyt sip af den rødlige væske.
"Jeg mener dengang...I Dragons Peak. Vi har ikke haft kontakt og lige pludselig stod du der. Men jeg er glad for du klarede dig" Det var det eneste samtale han lige kunne hive frem, selv om de allerede havde givet hinanden deres tak og velbekomme.
"Så hvad er fremtiden? Vil du hænge ud her i skoven de næste par år? Finde en ny partner? Få børn?" foreslog han i en lettere tone. Han var vist også selv sunket ned i på et dybere niveau og det havde ikke været meningen han skulle sidde her og se både ensom og trist ud.

Inden hun kunne nå at stoppe sig selv havde hun rettet sig mere op så hun halvt sad op, halvt lå ned i stedet for at ligge helt. Hun havde grebet fat omkring hans hånd og sad nu egentlig bare og holdt fast om den, hendes øjne kiggede ned på tatoveringen hvorefter hun kiggede op på Sean, hendes kinder var blevet en anelse røde, hun havde mistet kontrollen over hendes krop i et split sekund og havde grebet fat i ham og nu vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre.
Hun tog en hurtigt beslutning og placerede hans hånd tilbage mod hendes ben inden hun slap den og kiggede ned på hånden. "Vil du se den?", spurgte hun efter et langt sekunds stilhed og kiggede så op på ham, kiggede ham i øjnene. Hun havde ikke vist den til andre end ham der selvfølgelig havde lavet den men det var ikke det samme, det var noget andet det her. Ikke nok med at det var Sean, så betød det bare meget for hende, selvom det ikke var andet end lidt blidt prikket ned i kroppen men for hende betød den noget mere, "Jeg havde brug for noget virkeligt,
noget fysisk til at minde mig selv om hvem jeg engang var og den person jeg gerne ville være igen..
Desuden så havde jeg nok også brug for smerten til at minde mig om at jeg noget skrøbeligt dødelig og jeg skal passe mere på hvem jeg stoler på", tilføjede hun som hun kiggede på ham inden hun flyttede blikket hen til glasset som hun greb om og tog et lidt større sip end sidst før hun atter engang stillede det fra sig.

"Det var jeg også hvis jeg skal være ærlig...", svarede hun, hun havde været skrækslagen for at dø, en følelse hun ikke havde følt længe og hun havde ikke anet hvem hun ellers skulle vende sig mod, dog havde hun vidst at han aldrig ville afvise hende selvom det var så lang tid siden de havde set hinanden og ingen af dem sikkert vidste hvad de var for hinanden mere."Jeg havde ikke klaret den uden dig Sean... Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle gå hen men jeg vidste at jeg i hvert fald måtte se dig bare en gang til inden jeg døde..", sagde hun og rømmede sig så let, hendes kinder var nu knaldrøde og hun sænkede blikket så det hvilede på hans hånd atter engang.
Hans næste ord bragte et lille grin fra hende, børn? Tanken om at få børn havde aldrig strejfet hende, hvem skulle hun desuden få dem med? Nej børn var ikke noget hun ville have.. "Ingen børn, ingen partner... Der har ikke været en partner i mit liv siden vi gik fra hinanden", indrømmede hun og lod sig så falde helt tilbage og ligge i sofaen igen, jovist havde hun været sammen med andre, rent seksuelt men der havde ikke været nogen følelser involveret der end lyst. Ikke fordi det gernerede hende, hun nød sit eget selskab, eller hun havde lært at nyde det igen.

Han kiggede tilbage på hende og var selv for et øjeblik stivnet i den samme position, med hendes hånd på hans. Ofte lod han sig ikke sådan stoppe...Han var en mand af lyster. Han tog altid hvad han gerne ville have og ofte uden at spørge om lov. Med sin hånd snart på hendes ben igen var han så tæt på...Så tæt på bare at rejse sig og læne sig ind over hende. Tage hende som hun var. Forføre hende, mindre hende om hvorfor sex aldrig blev bedre end når det var sammen med ham...Eller det var i det mindste sådan han forestillede sig det.
Han rømmede sig svagt.
"Jeg vil gerne se den" indrømmede han. For at være ærlig handlede det måske mindre om Alane og mere om at hun som minimum skulle løfte op i kjolen for at vise ham mere. Der var ingen som Alane...Der ville aldrig være nogen som Alane. Spørgsmålet var bare hvordan de skulle fortsætte det...
Hvad ville være bedst for dem begge? Hvad havde de interesse i? Han kunne ikke svare på spørgsmålene selv, men kunne heller ikke få dem sagt højt.

"Jeg håber du ved, at du kan stole på mig" bemærkede han så. Han glemte tit at Alane var dødelig. Ikke som Nepthys, der i sin tid var blevet vampyr for hun ikke skulle dø fra ham. Det var i hvert fald sådan hun havde udtrykt det i sin tid. Men sådan var Alane ikke og selv om Sean næppe så frem til at Alane måske ikke ville være der mere, elskede han alligevel den del af hende. Sådan havde det altid været. Han havde respekteret og set op til de folk, der ikke blot fulgte ham blindt. Som ikke gjorde alt i verden for at tilfredsstille ham, men mere gjorde hvad de selv ønskede. Det viste karakter, styrke og vilje. Det gjorde det mere spændende, uforudsigeligt. Hvorfor skulle han være tilfreds med mindre?
"Men du døde ikke. Og nu kan du se mig langt flere gange" forsikrede han, ikke uden et af sine svage, skæve smil og med et drillende lys i sine øjne.
Det andet svarede han ikke på. Han havde haft, men det havde aldrig været lige så seriøst eller specielt, som hans tid med Alane. I et øjeblik dukkede Lori op i hans tanker og han mærkede et svagt stik af dårlig samvittighed i sit indre. Han var altid så trist over at være så alene og så kom folk samtidig og...Ville have opmærksomhed. Men måske blev det aldrig et problem. Det kom an på så meget...Som det var lige nu...Ingen sagde han skulle have en partner. Hverken den ene eller den anden. Man måtte tage tingene som de kom, se hvordan de udviklede sig, ikke?
Var det noget specielt at Alane ikke havde en rigtig partner siden ham? Han ville gerne forstå det sådan, men i virkeligheden betød det ikke så meget for ham. Måske fordi han var incubus og automatisk indstillet på at monogami ikke var så almindeligt når det kom til stykket.

Der havde aldrig været nogen der havde kunne feje benene væk under hende som Sean havde gjort, ikke om hun vidste hun skulle fortælle det, det virkede et eller andet sted lidt pinligt at sige til sin eks som for alt i verden kunne være i et andet forhold eller forelsket i en anden lige nu, hvad vidste hun alligevel?.. Alane tog endnu en tår af sin vin så der kun lige var en lille sjat tilbage på bunden af glasset.
"Du er den første der kommer til at se den.. Udover ham der selvfølgelig lavede den", sagde hun med et lettere skævt smil sine læber inden hun svang benene tilbage over sofaen så hun nu sad i den. Hun kiggede på ham som hun rejste sig op, hendes kinder var en anelse røde nu. Det var jo ikke fordi den sad et børnevenligt sted men hun ville gerne have han skulle se den, den betød jo meget for hende og af en eller anden grund ville hun gerne have han skulle se den.
Let placerede hun glasset på det lave bord der var ved sofaen og lænestolene inden hun igen rettede sig op. Hendes grønne øjne betragtede ham let som hun roligt løftede op i kjolen i den ene side og stoppede ikke før hele [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] var blottet hvilket samtidig gav ham et udsyn til det meste af hendes mave og hendes hvide trusser hun bar.

"Det ved jeg og det gør jeg skam Sean...", hun håbede et eller andet sted også på at han stolede på hende men turde ikke sige det højt i tilfælde af at det ikke var sådan. Måske var hun stadig for naiv? Nej ikke når det kom til ham, hun vidste hun kunne stole på ham. Han ville ikke lukke hende ude på den måde, ville han? Måske hvis han fandt sig en der ikke ville have han havde kontakt med sin eks? Men på den anden side ville Sean sikkert ikke finde sig i at nogen prøvede at kontrollere ham på den måde.
Alane ville aldrig opgive sin dødelighed for en anden, heller ikke engang for Sean, hvis hun en dag valgte at give afkald på sin dødelighed var det for hendes egen skyld! Måske kom der en dag hvor hun ikke havde lyst til at dø? Ikke havde lyst til at blive ældre men nyde godt af det evige liv og blive ved med at opleve verden? Det var ikke noget hun tænkte over men hvis tanken en dag slog hende ville hun ikke være bange for det, men hun ville aldrig gøre det for andre end sig selv.
Et varmt grin kom fra hende efterfulgt af et varmt smil der nåede hendes øjne som hun kiggede på ham, "Det er jeg kun glad for jeg kan, jeg ser frem til de mange gange", sagde hun mens hun forsat smilede.
Hun kendte ham trods alt ret godt og kunne se på ham da der skete noget i hans tanker og hun rømmede sig let som hun lod kjolen falde på plads, nu havde han vel også set tatoveringen havde han ikke? Hun vidste ikke hvad der var gået gennem hans tanker men hun havde mærket hvordan atmosfæren omkring dem havde ændret sig. Let smed hun sig i sofaen igen, i samme position med benene dinglende over siden lukkede så kort øjnene med et smil på hendes læber. Hun anede jo i virkeligheden ikke hvad der foregik i Seans liv..

Han lænede sig tilbage, som var det et helt lille show, at han nu skulle se Alanes tatovering. Alligevel kunne han ikke lade være med at overveje om det var bedst de bare var venner eller om han skulle følge sin indre lyst og...
Hans blik gled op langs tatoveringen. Detaljeret. Kvinde og bjørnen. Han kunne ikke lade være med at læne sig lidt frem for at studerer detaljerne lidt nøjere. Hans ene hånd lagde sig mod hendes læg og gled langsomt op mod tatoveringer, hvor hans fingre gled over vise dele af mønstret. Hans blik gled snart op mod hendes ansigt og et svagt forførende smil lå på hans læber.
Han lænede sig tilbage igen, da hun lod kjolen glide på plads. Hans ene finger gled tænksomt hen over hans overlæbe et øjeblik. Det ville være løgn at påstå han ikke kunne hende.
Men stemningen var blevet påvirket af ham et øjeblik. Det gjorde den altid. Fordi hans tilstedeværelse hurtigt dominerede et rum eller de folk der ellers var tilstede i rummet.
"Den er smuk"
I princippet kunne han lige så godt udtale sig om hendes krop, som om tatoveringen. Smuk dækkede begge dele. Faktisk var tatoveringen måske mest smuk, fordi det lige var Alane den sad på.
"inspireret af dig selv?"

Han tog sit glas og tog en større tår af vinen. Det var tiltrængt, når man ikke helt vidste hvad man skulle stille op. Når man kun var et øjeblik fra at ville rejse sig og gøre krav på hende, uden at vide om den slags tiltag ville være ønsket eller ej. Måske ville den gamle Sean bare have rejst sig og gjort det, men den nye var bange for at ødelægge alt gang på gang. Noget måtte han jo gøre forkert, når folk blev ved med at forlade ham og han nu havde så få, nære bekendtskaber at de kunne tælles på en hånd. Mindre end en hånd, ligefrem. For der var folk der betød noget. Det kunne han ikke ignorere. Han kunne ikke længere lade som om han ikke så det og fortsætte ufortrødent i håb om at de folk, der ville være med, selv holdt sig i nærheden. Tydeligvis virkede den taktik ikke. Ikke hvis man faktisk ønskede sig...Venskaber. En partner. Noget til at vifte hans indre og dybe ensomhed væk. Som når Lori endelig kom på besøg. Eller som nu...Selv om han lige nu, i dette øjeblik, følte sig mere ensom end derhjemme.
"Undskyld...Jeg tror jeg påvirker stemningen her..." Han sendte hende et svagt smil.
"Jeg kan ikke lade være med at tænke alt for meget over alt for mange ting. Det vil nok heller aldrig ændre sig" Han så på hende et øjeblik, tog endnu en stor tår af sit vinglas, før han stillede det tilbage på bordet.
"Alane...Jeg..."
Hvad var han ved at sige? Hvad ønskede han at sige? Han kunne ikke skjule sin indre ensomhed lige nu. Han vidste ikke om det var Alanes evne at trække de ting frem i ham eller om han selv gav efter i hendes nærvær. Men de ting der normalt kunne skjules, havde aldrig været lige så skjult over for Alane. Hun havde altid måtte se mere af den rigtige Sean, end mange andre. Men som følelserne begyndte at hobe sig op i hans indre, blev han blot mere og mere vred. Præcis som han plejede...Når han ikke kunne reagerer på andre måder, når han ikke kunne få sig selv til at sige tingene højt som en eller anden svagpisser...Så blev han vred. Og med usigelig lyst til bare at slå og ødelægge.
Han trak vejret dybt. Hans blik søgte væk fra hende. Burde han gå? Alane skulle ikke takkes med dette. Han kunne ikke forlange hun skulle sidde her og høre på hans klynk. Det var altid det samme!

I det øjeblik hans hånd gled mod hendes hud var det som om bitte små stød løb gennem hendes hud der hvor hans hånd rørte, denne berøring føltes anderledes end da hans hånd havde hvilet mod hendes læg, der virkede til at være intentioner bag hans berøringer denne gang. Små kuldegysninger spredte sig over hendes ben og hun bed sig let i læben for ikke at komme med en lyd da hans fingre gled over hendes lår. Da han kunne op på hende ville han kunne se at der lå et fint lagt støv af rødt hen over hendes næseryg og kinder, hun var tydeligvis lige så påvirket af hans berøringer som hun altid havde været.
Let foldede hun hænder omkring stoffer i kjolen så hun knugede det i dem, prøvede desperat at få sig selv under kontrol som han lænede sig tilbage i stolen stod hun et øjeblik mere og kiggede på ham inden hun selv tog plads i sofaen, denne gang blev hun dog siddende. Alane lod hendes øjne finde hans da han snakkede, "Tak, jeg er glad for at jeg måtte vise dig den", sagde hun som et varmt smil bredte sig på hendes læber. Kort strejfede øjnene hendes tomme vinglad på bordet, burde hun hente mere? Sådan som Sean pludselig drak burde hun måske bare hente hele flasken herind? Det virkede til at være nemmere for dem begge at snakke sammen nu hvor de havde de fyldte glas de altid kunne tage en tår af hvis de havde brug for det. "Mig selv, mine rødder, min livsstil, hvem jeg engang var og hvem jeg gerne vil være", bekræftigede hun.

Hun foldede let hænder i hendes skød men kort tid efter åbnede hun dem igen, hun vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af dem, skulle hun bare sætte sig på dem så hun netop ikke gjorde hvad hun havde aller mest lyst til? Hun havde sådan lyst til bare at tage fat i ham og kysse ham, men han var ikke længere hendes og hun kunne ikke tillade sig at mase sig på på den måde. Desuden, var de overhovedet et sted hvor det ville ende godt? De var trods alt begge passioneret og når det kom til hinanden sprang de gerne i på hovedet hvor de var nået så forfærdelig svært at bunde.
Et let men varmt smil gled over hendes læber, "Det skal du ikke undskylde for...
Du er ikke den eneste som ikke kan få fred for tankerne i aften... Men ærlig talt havde jeg heller ikke forventet andet, vi har ikke set hinanden rigtig så længe, Dragons Peak var anderledes..", hun havde ikke været ved sine fulde fem meget af tiden hun havde været der, eller det var måske i virkeligheden en underdrivelse men det var også lige meget, pointen var det her møde mellem dem var anderledes.
Alane lod sin opmærksomhed glide hen på ham da han kaldte hendes navn, dog stoppede han midt i sætningen og virkede ikke til at kunne få ordene frem.. "Det er okay Sean, du kan altid være ærlig overfor mig, du kan altid snakke med mig, jeg forsvinder ikke, ikke igen som vi begge gjorde en gang for et stykke tid siden", sagde hun med et varmt smil på læben som hun betragtede ham let med en varm glød i hendes øjne.

Jah, Dragons Peak var anderledes. De havde ikke rigtig haft muligheden for at snakke, det hele havde handlet om at hjælpe Alane, få hende til at overleve. Og nu? Lige nu...Det eneste de rigtig kunne fokuserer på, var hinanden. Deres ord, handlinger. Heldigvis havde han fundet en måde at hjælpe hende. Også selv om hun var rejst sin vej igen og han først hørte fra hende igen nu...Eller, mere korrekt, han havde først fundet hende igen nu. Ved en tilfældighed. Han ville gerne være vred over hun ikke havde kontaktet ham før, bruge det som et bevis på at de tydeligvis ikke interesserede sig for hinanden mere...Men måske kunne han også have gjort noget mere. Måske kunne han have ledt længere, bedre. Måske ønskede han ikke at finde hende?
Han trak vejret dybt og lod den ene hånd glide igennem det mørkebrune hår. Han rejste sig op, for han var lidt for rastløs til bare at sidde ned. Lod blikket glide rundt i stuen en enkelt gang, før han gik over til det nærmeste vindue og kiggede ud i skoven. Der virkede så mørkt udenfor...
Han hvilede en hånd på vinduesrammen. Han var jo ikke engang sikker på hvad han faktisk ville sige til hende. Men måske skulle han bare sige det hele? Og så...Måtte hun bedømme, dømme, fordømme...Ham?
"Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde..." Det blev sagt lavt, meget mumlende, men måske Alane alligevel kunne høre det.
"Det er så...Jeg er så...Ensom. Ja, det er det rigtige ord. Før i tiden havde jeg bekendtskaber og et godt job. Jeg havde aldrig mulighed for at kede mig. Folk havde brug for mig. Folk blev, selv om jeg var besværlig. Lige så snart det handler om mig selv...så kan jeg ikke håndterer det. Og slet ikke rigtigt. Og nu har jeg ingen. Folk siger de kommer tilbage eller vil betyde noget igen..." Hans tanker gik til Nephthys et øjeblik.
"...Men de lyver. De forsvinder igen. Måske er det bare mig der er dum... Dum for at binde mig mere end andre gør. Jeg er i virkeligheden enormt svag, men jeg viser mig altid frem som om jeg er usårlig"
Det var egentlig slet ikke de her ting han ville sige til hende. Han var stille et øjeblik. Han havde følelser og han bandt sig til folk, hvis de først beviste de var værd at binde sig til. De blev hans svaghed...De skulle blot gøre nøjagtig som de gjorde nu. Lod ham binde sig til dem og så forsvinde uden et ord, lade ham stå tilbage i tvivl og ensomhed. Med en lyst til at leve der aldrig helt ville nå samme højder som før, men tværtimod altid truede med at falde ned igen.
"Og nu...Jeg har sådan lyst til dig...Jeg tror aldrig helt...Jeg faktisk kom mig over dig. Men...Selv hvis du ville have lyst til at lave noget som helst med mig...Og jeg ville elske hvert sekund af det...Så er der også en anden. Og jeg kan ikke bare trampe på hans følelser samtidig...Selv om jeg slet ikke er sikker på hvad han egentlig føler eller vil..."
Det hele var forvirrende og det blev ikke bedre af at sige dem højt. Faktisk lød det hele lidt kaotisk, i hvert fald i hans eget hoved. Kunne Alane overhoved følge med? Det var længe siden...Hvis ikke første gang...Han bare åbent havde indrømmet nogle af alle de ting han tænkte eller følte. Men han var sikker på at hvis der var en han kunne tillade sig at åbne lidt op for, så var det Alane. Ikke?
Eller havde han gjort noget dumt? Måske havde han ødelagt det hele. Han knyttede sine hænder.
Hvorfor kunne alt ikke være som før, hvor han var mere ligeglad?

Hendes øjne fulgte ham som han i et kort øjeblik vandrede hvileløst rundt i stuen, det var længe siden hun havde set ham på den måde, jo han havde været oprevet dengang i Dragons Peak, men ja igen var det af andre årsager, det var sjældent hun så Sean havde svært ved at komme til ord, medmindre det handlede om ham selv og hans følelser. Let lod hun sine øjne glide over ham, betragtede ham som han var stoppet for at læne sig mod vindueskarmen, han så sund og rask ud i det mindste, hvilket på en eller anden mærkelig måde gjorde hende glad.
Alane lyttede som han snakkede, lyttede til hver ord han sagde og selv da han holdt pause sagde hun intet, hun kunne se at han ikke var færdig, han havde mere på hjertet og hun ville lade ham få det hele ud. Det samme varme indbydende smil lå stadig mod hendes læber og den samme varme glød skinnede stadig i hendes øjne. Selvom sandhenden gjorde ondt i nogle tilfælde fortrak hun den til hver en tid.
Hans ord fik hende dog til at slå blikket ned i et kort øjeblik, de stak, de gjorde ondt og hun vidste jo inderst inde også godt hvorfor men hun løftede dog hurtigt blikket og kiggede på ham atter engang, det handlede ikke om hende, det handlede ikke om hendes følelser, lige nu var det Seans følelser.
Let rejste hun sig fra sofaen og gik hen til ham så hun stod ved siden af ham, hun rørte ham ikke men stod bare tæt nok på ham til at vise at hun var der, både i fysisk form men også i psykisk form, hun var der for ham, uanset hvad end han sagde.

Han var kommet langt bare i den tid hun havde kendt ham, hvilket var en ubetydelig lille periode i hans meget lange liv, men hun var stolt af ham et eller andet sted. Hvis det gav mening? Før havde han ikke givet den menneskelige moral megen tanke men det virkede til at han prøvede nu. "Du er ikke dum Sean... Langt fra, du er nok en af de mindst dumme personer jeg kender... Det er okay at føle sig ensom, det er okay at sørge over de personer der er spankuleret ud af ens liv.. Jeg er ked af at jeg ikke gjorde mere for at stoppe os i at glide fra hinanden og jeg er ked af at jeg er en af de personer som forsvinder og dukker op i dit liv på den måde, det ønsker jeg ikke at forsætte med at være... Jeg vil gerne være en permanent del af dit liv igen", sagde hun let som hun fulgte hans blik og kiggede ud i mørket, hun havde ikke tænkt sig at definere det nærmere, nej hun lod det være som det var. Forsigtigt flyttede hun sin hånd hen og greb fat omkring hans, hun klemte den let og holdt den ellers bare. Det var ikke en seksuel tilnærmelse, det var bare lige så meget for dem begge to, de havde brug for at mærke at den anden var der, det virkede i hvert fald sådan.
Selvom hans ord havde gjort ondt kunne hun ikke lade være med at smile lidt over dem, blikket faldt dog ned på vindueskarmen som hun snakkede, "Jeg er nok heller aldrig kommet mig over dig Sean og det gør jeg nok aldrig, ens første kærlighed glemmer man ikke bare som sådan..
Når du røre mig på den måde som du gjorde har jeg aller mest lyst til bare at tage fat i dig og kysse dig, mærke dig igen men det er også okay at jeg ikke kan det længere.. Du har ændret dig og det er okay..", hun slap hans hånd let og kiggede så for første gang direkte på ham med et let smil på hendes læber, selvom det hele gjorde ondt så var hun vel også glad? Var hun ikke? "Jeg er glad på dine vegne Sean...", sagde hun inden hun lod blikket falde på mørket udenfor atter engang.

Som altid fortrød han at han overhoved havde sagt noget. Når han endelig fik taget sig sammen og sagt noget af det højt, lød det hele så dumt og slet ikke i nærheden af hvad han faktisk mente. Han var end ikke sikker på om Alane faktisk forstod det hele...Men det gjorde han jo ikke engang selv...Han brokkede sig altid - stiltiende, vel at mærke - over at folk aldrig forstod ham eller hvad han prøvede at sige. Men måske var det bare ham der var dårlig til at udtrykke det?
Han var ikke sikker på om det også gjaldt lige nu. Han havde en svag fornemmelse af at Alane nok forstod det meste. Men hvad havde han forventet hun ville sige?
Det havde jo ikke været en direkte anklage til hende. Så hvad nu? Han ønskede ikke at tale om det mere, men der var næsten aldrig en nem måde at skifte emne til noget helt andet.
Han trak vejret dybt og lod sin hånd hvile med Alanes.
"Jeg ønsker også dig permanent i mit liv igen" Bemærkede han så. Det var jo derfor han kæmpede sådan. Han var ikke sikker på præcis hvordan han ønskede Alane i sit liv igen. Ven? Kæreste, så frem hun selvfølgelig ville? Det virkede som om hun stadig følte noget...Eller også bildte han sig det ind.
"Undskyld...Men jeg tænkte det var bedre at være ærlig..."
Det var jo ikke fordi han slet intet følte for Alane. Men han ønskede heller ikke at såre hende, præcis som han heller ikke ønskede at såre Lori. Manden havde lige været igennem en hård tid og nu, hvor de endelig var blevet enige om der var noget...Han kunne ikke få sig selv til at sige til Lori at Seans eks var dukket op og der intet blev mellem dem alligevel. Og det var jo heller ikke fordi han var uden interesse for Lori selv...Det var lidt modstridende.
Nej. Ikke modstridende. Det var modstridende med samfundets opdigtede regler og monogami, men for Sean kunne de sagtens begge være der. Hvem har sagt man kun måtte holde af en hele sit liv?
Men ingen var interesseret i den slags. Den åbenhed. Alle ville eje og være den eneste der fik den opmærksomhed. Det var så besnærende.
Han trak vejret dybt. Han havde set på hende en stund, men drejede nu hovedet og så udenfor igen.
"Så...Er vi bare venner? Kan vi stadig dyrke sex?" Han håbede spørgsmålet fremstod en smule drillende, for det var det han gik efter. At lette stemningen igen. Og for hans vedkommende...Kunne han hende virkelig godt. Men han ville selvfølgelig ikke, hvis hun ikke ville. Der var grænser...Det havde hun selv lært ham engang.

Hun vidste godt at det ikke kun rettet mod hende, hvis det overhovedet var ment som at hun var en af de inkluderede men hun var jo forsvundet ud af hans liv men det samme var han, han var også forsvundet ud af hendes liv, havde de stadig været sammen hvis de havde kæmpet noget mere for hinanden eller var de alligevel endt med at gå hver til sit? Det var sådan noget hun ikke skulle tænke på netop lige nu men hun kunne ikke lade være, tanken havde strejfet hende flere gange men det var jo en nyttesløs tanke fordi sket var sket og hun kunne ikke rejse tilbage i tiden og finde ud af det men det var vel også okay var det ikke?
"Dejligt... Det er jeg glad for Sean..", hun havde lyst til at sige så meget andet til ham, lyst til at bede ham blive i hendes liv for evigt men hun følte sig allerede grådig bare ved at erkende at hun gerne ville have ham permanent i sit liv, uanset hvilken form det så end var! Selvfølgelig ville det gøre forfærdeligt ondt at se Sean med en anden, men de havde opgivet hinanden for arbejde, så måske deres kærlighed ikke var helt så fortryllende som hun havde regnet med eller også var virkeligheden ikke så eventyrsagtig som lille Alane en gang havde troet, det var højst sandsynlig den sidste der gjaldt..
Ærlig talt så vidste hun ikke hvor hun ønskede at de skulle ende lige nu, lige nu var det måske bare smart at lære ham at kende igen og lade ham lære hende at kende igen og så kunne de altid tage den derfra? Hun vidste det ikke og ærlig talt var hendes hoved ved at svømme over af tanker som blev ved med at presse sig på.

Hun kiggede på ham, et let smil på hendes læber, "Jeg er glad for du er ærlig overfor mig Sean, jeg fortrække helst at folk er ærlige da jeg heller ikke vil gå rundt med håb og forskruede syn på hvordan tingene egentlig er", erkendte hun og kiggede så igen ud af vinduet, fingrene greb let omkring karmen som hun stod ved hans side. Alane havde aldrig skænket den åbenthed en tanke, men måske var det også fordi hun vidste hendes liv ville være så kort så hun tillod sig at være grådig, tillod sig at ville have det fordi selv den dag hun døde ville han forsætte sit liv så hun havde tilladt sig at ligge beslag på ham dengang de var sammen..
Hans ord fik hende til at bryde ud i et stort smil og hun kunne ikke lade være med at grine lidt, det var en kort men smittende latter og hun vendte sig mod ham, kiggede op på ham. "Det vil jeg i hvert fald gerne have vi er, så må jeg være grådig..", sagde hun med et drillende smil på hendes læber, hun kunne ikke helt præcis svare på hvad hun i virkeligheden gerne ville have at de var men hun ville i hvert fald gerne have at de var venner men om hun ville have mere end det kunne hun ikke svare på. "Tja, jeg kunne i hvert fald godt bruge et ordentlig omgang sex, jeg har ikke fået noget så længe!", sagde hun i en overdramatisk tone og kiggede på ham med et drillende smil der matchede den drillende tone hun havde haft.

Han var glad for hun tog det så pænt, men det skyldtes nok også han for en gangs skyld spillede med åbne kort og hun nu vidste hvor han stod. I stedet for de begyndte et eller andet og halvvejs opdagede at nåe ja, tingene var ikke så simple og fantastiske alligevel.
Men han ønskede hende alligevel hos sig. Hun ville altid betyde noget specielt og måske...Måske en dag. Og måske ikke. Men måske. Ville de, selv hvis det blev relevant, kunne starte et nyt forhold op? Han var ikke sikker. Det gamle forhold ville hele tiden spøge i baghovedet på dem og måske påvirke et nyt forhold. Måske var det kun godt de startede en smule forsigtigt ud med venskab og venskabelig sex. Åh ja, det var da en ting han altid ville kunne levere. Selv hvis han fik et forhold med Lori, var Lori selv en incubus. Faktisk den eneste slags dæmoner han fik et forhold med, nu han tænkte over det. Igen, det måtte være sexen. Det havde været den eneste og første grund til at han havde mødt både Fenris og Lori. Og Razor? Det var noget andet.
Alane havde ret. Nu vidste de begge hvordan tingene var. Ingen forkerte forventninger. Han vendte sig lidt mere om mod hende, ikke uden et større smil. Hans blik gled ned over hendes ansigt. Åh...Hun havde selv givet grønt lys. Så nu skulle hun få. Her i skoven kunne de være så højlydte eller vilde de ønskede at være, omend Sean aldrig havde holdt tilbage. Selv ikke i byen.
"Det går virkelig ikke" svarede han i en lavere, brummende stemme. Hans hånd viklede sig ud af hendes og gled op til hendes ansigt i stedet. Hans tommelfinger gled over hendes ene kind et øjeblik, før han lænede sig frem for endelig at gøre krav på det kys, som han havde ventet på siden han var trådt ind af døren. Han ville næppe kunne holde sig til et langsomt forspil særlig længe, for hans indre var en frådende ild af voksende lyst. Han havde lyst til hende, mere end han havde haft lyst til så mange andre. Dette var ikke mad, dette betød noget.

Uanset hvordan dagen så ud i morgen og uanset hvad Sean valgte at gøre så havde hun lyst til ham, nej hun havde brug for ham lige nu! Hun havde savnet ham sådan, havde savnet hans selskab og nu hvor han var tilbage i hendes liv ville hun ikke lade ham forsvinde igen, den lektie havde hun lært, også hvad angik hende selv!
Selvfølgelig ville det få en betydning at de havde sex men den ville vel kun blive negativ hvis de lod den blive negativ? Det var ikke fordi hun havde en eller anden forskruet fantasi om at de ville finde sammen igen, det kunne man aldrig vide men hvis det skete ville hun bestemt ikke modarbejde det, Sean var en fantastisk mand, selv med fejl og det hele! Men lige nu skulle de være venner, venner der havde sex, i hvert fald en gang om der kom flere gange vidste hun ikke og lige nu havde hun også kun fokus på denne gang, på nuet og på ham foran hende.
Alane kiggede op på ham med et drillende smil på læberne som han vendte sig mod hende. Hun kunne allerede mærke hendes hjerte slå hurtigere og pulsen pumpe, det var lang tid siden hun havde følt sådan, følt sig så opstemt omkring sex.. "Nej vel?", drillede hun tilbage i en lav sensuel tone.

Da hans hånd gled op mod hendes kind lukkede hun let øjnene, da han endelig rørte ved hende sukkede hun let og lænede sig mod hans hånd. Efter et kort øjeblik åbnede hun øjnene og kiggede op på ham, hendes øjne glødede af den altopslugende lyst hun kunne mærke bruse gennem kroppen. I det øjeblik hans læber ramte hendes kunne ikke holde sig selv tilbage mere.
Hendes arme lagde sig omkring hans nakke og hænderne gled op i håret på ham som hun pressede sig tættere mod ham for at mærke alt af ham mod sig. Kysset var grådigt, passioneret og det var tydeligt de begge havde lystet efter det her siden hun havde åbnet døren.

Hans arme gled rundt om hendes slanke krop og pressede den ind mod sig. Hans hjerte slog et slag over og et eller andet sted var det faktisk smertefuldt. Som om noget dødt var ved at blive vækket til live igen. En...Glæde? En ny lyst til at opleve verden og være i live? Det havde været rart med Lori. Men bekræftelsen af at nogle af hans gamle bekendtskaber...Gamle venner...Gamle kærester....Stadig ville ham...
Og så var det Alane.
Det fjernede nogle af de negative tåger der konstant hvilede om hans aktive hjerne. I et øjeblik følte han sig så berørt af det, at han ikke formåede at fortsætte. Stod bare i et øjeblik, med lukkede øjne, og prøvede at gætte sig til hvad han burde gøre. Men der gik ikke lang tid før han fortsatte. Lod hænderne glide op langs siden på Alane, hvor han tydeligt kunne mærke hendes former igennem tøjet.
Han havde ikke rigtig været sammen med en kvinde, siden hende. Jo, dem han havde spist. Men han havde mere eller mindre kun været sammen med mænd, siden de var brudt op. Endelig at gøre det igen var...Berigende. Erfarent vidste hans hænder hvor de skulle gå hen. De kendte Alanes krop og ville give hende så meget nydelse, at hun end ikke ville kunne tænke en tanke.

//Jeg springer selve akten over. Orker den ikke. Sorry xD - men du må gerne bestemme om de stadig er i stuen eller i soveværelset eller...Hvor o.o

Det var sådan en velkendt følelse, det var en følelse hun kendte helt ind til knoglen, nej faktisk helt ind i sjælen og hvorend hans hænder rørte hende bredte der sig en varme i hende som nægtede at forsvinde.
Hun kiggede op på ham, en varm brændende glød i hendes grønne øjne som de gled over hans ansigt, betragtede ham, tog ham ind, alle de små forandringer ved ham men også alt det hun kendte så godt. Let lod hun sine hænderne glide op i nakken på ham så hun kunne hive sig selv tættere på ham og presse sine læber mod hans i et intenst og lidenskabeligt kys.
Da hun brød kysset greb hun fat i hans hånd og hev ham med op i soveværelset hvor hun let skubbede ham ned at sidde på sengen inden hun placerede sig selv i hans skød for blot at presse sine læber mod hans endnu engang.

(Timeskip)

I deres hast havde ingen af dem fået lukket gardinerne og det var solens i dette øjeblik stødende stråler der vækkede hende, hun slog øjnene op og lå blot et øjeblik, hendes hoved lå mod hans brystkasse, hendes hår var uglet efter nattens aktiviteter og hendes krop var øm samt træt på en måde den ikke havde været længe.
Let løftede hun blikket og kiggede op på ham, et let smil bredte sig over hendes læber som hun let løftede hånden der havde hvilet på hans brystkasse for at stryge ham langs kæben, op af kinden og op i hans hår. Hun fortrød intet af det de havde gjort, det havde været rart, nej mere end rart, det havde været vidunderligt at være sammen med ham igen.
Hendes hjertet slog et hårdt slag som var nærmest smertefuldt men det fik hende kun til at smile mere. Det havde været lang tid siden hun havde været sammen med nogen og det var rart endelig at have været det og det gjorde det jo kun bedre at det havde været med Sean, han kendte hende, kendte stort set alt ved hende.