You haven't changed a bit! ~ Ramsay

t: omkring kvart over fire om eftermiddagen
s: Dragons Peak, stenbyen
v: skyfrit, lunt.

Efter mange år, som en lille forskræmt mus fra Firewood Village havde Carnelian besluttet sig for at rejse. Madam var død og huset var efterladt til Carnelian. Det havde ikke givet alt for gode penge at sælge huset, men det var da nok til lidt mad i ny og næ og et værelse hvis det skulle blive nødvendigt.
Iført en elegant sort kjole med gyldne broderier der passede til hendes øjne, sorte støvler og en simpel brun kappe gik hun gennem gaderne i den store stenby. Hun var uvant i disse omgivelser, og selv hvis hun havde været vant til at bevæge sig rundt i byens gader så ville hun være utilpas. Hun havde ikke spist i over et døgn, og søvnen havde også været besparet grundet et møde med nogle ret ubehagelige typer på turen fra Firewood til Dragons Peak.
Hun drejede om et hjørne, og stirrede ind i en stor blindgyde. Hun sukkede en smule frustreret inden hun vendte sig om for at gå tilbage. Synet der mødte hende, var et syn der gav blandede følelser.
Få meter fra hende, stod Ramsay. En mand hun havde kendt i snart seksten år. En mand, som ikke var en mand. En mand som hun på mere end ét tidspunkt havde ønsket ude af sit liv eller mere involveret i det. Hun kunne bare ikke sige den slags til ham. Med Ramsay, var det nogle gange ikke nødvendigt at sige. Han kunne jo opsnappe alt hun følte, tænke og havde minder om - hvilket til tider var en plage. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bare gå direkte forbi ham, og bag hende var en blindgyde. Hvor længe siden var det, at de havde set hinanden? Hun huskede det faktisk ikke. Det føltes som evigheder, men sådan var det, når en man holdte af var væk. Hun lukkede øjnene lidt mens hun overvejede situationen nøje.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tolke situationen. Hun havde hørt om hvad Ramsay havde haft gang i siden de sidst havde set hinanden - og rygterne havde ikke været gode. Da han rakte ud for at kysse hendes hånd, slog hun alle de tanker fra sig der omhandlede ham værende en sadistisk morder. Selv hvis han var det, så lod det til at han stadig kunne finde en smule menneskelighed over for hende. Men hvorfor?
''Spar mig dine komplimenter, Ramsay'' smilede hun varmt. Hun var tæt på at sige, at hun kunne sige det samme om ham - men hun ville ikke sætte sig selv i sådan en position.
''Så kan vi fare vild sammen'' grinte hun, inden hun lod ham trække hende med sig. Hun var tæt på at spørge ham, hvad han havde lavet siden dengang, men det kom ikke hende ved. Han var af højere stand end hende - for pokker, hun var jo trænet til at amme og passe spædbørn og tumlingerne i de højerestående hjem. Hun kunne endda ende med at skulle passe hans børn en dag.. Selvom, det virkede meget usandsynligt på grund af hans ry og opførsel. Hun så rundt, for at se om nogen så hen på dem - om nogen eventuelt kunne fortælle hende uden ord om hun burde følge med ham eller ej.
''Jeg gætter på, at du ikke havde regnet med at se mig her?'' spurgte hun, inden hun så på ham igen. Hun kunne let falde fortabt i hans øjne, derfor undlod hun øjenkontakt. Hun ville ikke udvise lige præcis den svaghed for ham.

Hun lyttede til hans ord mens de gik, og ganske langsomt gik det op for hende at de rygter hun havde hørt var sande.Men hun var ret tæt på at være ligeglad, så længe han ikke gjorde hende ondt. Hans liv var hans, såvel som hendes liv var hendes.
''Du har altid været glad for det makabre.. Det skulle ikke undre mig, hvis du har ændret dig.'' sagde hun med et roligt smil, mens hun fulgte med ham.
Hans tilbud rungede lidt i hendes hoved - hun kunne bo hos ham. Hvorfor skulle hun gøre det? Hun havde en mulighed for et hjem med en person som hun faktisk har holdt meget af engang. Men om hun turde sige ja?
''Er det okay at jeg tænker over det? Det er et ret så generøst tilbud når man tænker på at det er evigheder siden at vi sidst sås.'' hendes smil var varmt, venligt. Hun havde ingen grund til at være kold over for den eneste person der faktisk har udvist hende venlighed og tillid siden hun blev helt alene.
Om hun var sulten? Hun var hungrende! Men ikke kun efter mad - hvilket nok var en smule latterligt. Hun rystede svagt på hovedet.
''Ellers tak'' svarede hun nemt, roligt, mens hun så på den tjenestepige der kom gående. Arbejde?
''Afhøringer? Det lyder mere som ren tortur i mine ører'' grinte hun roligt, mens hun så sig om. Hun prøvede forsat ihærdigt at undgå at se ham i øjnene - hun ville ikke blive blød i knæene endnu, faktisk slet ikke. Det ville nok være det mest ydmygende for hende efter så lang tid.
''Men undskyld at jeg spørger... Hvis det eneste du skal, er at afhøre... Er det så ikke bare at rode rundt i deres hjerner til du finder hvad du vil have og så derfor tæske dem livløse bagefter?'' spurgte hun roligt, inden hun bed sig lidt i læben. Havde hun nu været i sin gode ret til at spørge om det?

Igennem de år hun havde kendt til hans eksistens, havde hun vist at hun havde ret. Han havde ikke troet på hende dengang hun havde sagt det, men måske forstod han nu at hun havde haft ret?
''Ramsay.. Jeg ved hvad du laver. Jeg ved hvem du er - dit rygte rejser med alle vinde så snart du bevæger dig.'' Hun så en smule ned, en smule rådvild over hvordan hun skulle håndterer hans 'nye' opførsel.
''Husker du dengang ved søen? Jeg ved at du er dæmon, i hvert fald delvist. Hvad du gør, er i din natur - lige som hvad jeg gør ligger i min. Vi er i bund og grund kun hvad vi er skabt til.'' hun smilede lidt til ham, et tegn på at hun ikke lod sig skræmme af hans opførsel og arbejde.
Hun smilede, varmt og venligt. Der var ingen grund til at behandle ham anderledes, han var stadig Ramsay - bare i en udvidet version. Nu vidste han selv hvad hun havde set i ham dengang hun var barn.
''Vis mig det, endelig. Hvis det bliver for overvældende så smutter jeg bare ud og får noget luft.'' sagde hun roligt. Hun huskede egentlig ikke, om Ramsay kendte hendes race - hendes evner til blandt andet at blive til en ravn, både halvt og helt. Kendte han til hendes evner med naturen? Nok ikke, den havde hun først lært senere i livet.
Hun var opsat på, at den mand han nu engang var forsat skulle være hendes ven. Uden tvivl.
''Hvordan er reglerne for at bo her? Bare så jeg ikke træder nogen over tæerne hvis jeg siger ja.'' sagde hun med et drilsk smil. Hun så ikke Ramsay som en med en alen lang regelliste - men nu måtte hun jo bare vente og se.

''Høfligheden er ikke gået af dig, kan jeg se.'' sagde hun med et venligt smil, inden hun satte sig i sofaen. Hvad han læste op fik hende til at lukke øjnene lidt. Bare forestille sig manden. Det sekund hans hjerte slog sit sidste slag - lyset der måtte forsvinde i hans øjne. På en eller anden måde, virkede det opstemmende. Hun rykkede lidt på sig selv, i det han rakte hende bogen. Hun kunne nærmest ikke forestille sig alle de notater han måtte have haft i den.
''Så, så længe jeg gør rent efter mig selv, så har jeg frit lejde?'' grinte hun roligt, og så på ham. Det rørte hende ikke synderligt meget, at han kommenterede på at myrde tjenestefolk. Mord var hans mærkesag.
Hun kiggede ikke i bogen - hun havde ikke behov for at føle mere varme vandre sydpå i hendes krop.
''Tja.. Man kan vel nøjes med at sige, at jeg ikke havde en grund til at blive i Firewood længere.'' sagde hun og skuttede sig lidt. Burde hun fortælle ham den egentlige grund? At Madame døde en voldsom død og at Carnelian ikke kunne holde ud at være i det hus som var blevet efterladt til hende af Madame? At hun havde solgt at hvad hun ejede for at starte på ny? Nej, hvis han så gerne ville vide det så måtte han grave i hendes sind. Men det ville han ikke få lov til.
''Jeg er nødt til at have noget på det rene, inden jeg så meget som overvejer at flytte ind her.'' hun så direkte på ham, direkte ind i hans øjne. Der var ikke et spor af tvivl om at det hun ville kræve var resultatet af det der var sket dengang ved søen da de var børn.
''Du holder dig ude af mit sind. Mine tanker er det eneste jeg har tilbage efterhånden, og på trods af vores venskab... Så er du nok den sidste jeg ville tillade kunne bruge mine tanker, minder og følelser til noget som helst.'' I det hun sagde det, kunne man se hvordan hendes hud blev en anelse mørkere i takt med at hendes øjne blev fuldkommen sorte - som en ravns. Hun stoppede sig selv ved at rette sin ryg og stirre ind i ilden. Der var et mørke i alle, og hendes mørke side gemte sig som ravnen i hendes hjerte. Vidste han, at hun selv havde haft mørke tanker? At hun selv havde ønsket Madame død så hun kunne rejse? At hun havde været slave hos Madame og ikke en datter? Hun bed sig i læben lidt.
''jeg underskylder for mit hårde tonefald. Jeg må være udmattet efter turen hertil.'' mumlede hun og gned sit ansigt lidt. Hun tog en dyb vejrtrækning. Hun havde stirret ham i øjnene, og hun kunne mærke hvordan hans blik havde gjort hende forfjamsket og teenage-agtig i hovedet. Som om han var en ridder i skinnende armor og hun var en jomfru i nød. Hun rystede på hovedet af sig selv.

Hun var glad for at han lyttede, og for at han uden tvivl lod til at forstå at hun værnede om sit privatliv. Hun stirrede ind i ilden, velvidende at hun en dag måtte forklare hvorfor hendes krop reagerede på den måde. Men Ramsay var ikke 100% tryg ved sine tjenestefolk, tydeligvis - så det var hun heller ikke.
Så snart tjenestepigen var uden for hørevidde så hun hen på ham.
''Ellers tak, jeg drikker ikke te.'' sagde hun roligt og gned sit ansigt lidt igen.
''Jeg er bare træt.. Du ved hvordan instinkter tager over når hjernen ikke lige er på sit højeste..'' hun så på ham og smilede svagt inden hun igen så ind i ilden - en ild hun kunne føle omslutte hende i varme og tryghed. Det var hvad et hjem var for hende: tryghed. Kunne hun finde det her, hos Ramsay?
''Hvad er kravene for at jeg skal bo her? Jeg er overbevist om, at du ikke bare lader mig bo her uden at få noget ud af det?'' hun så på ham, og satte sig til rette i sofaen. Hun var en smule udmattet mentalt, så hvis han fandt på at grave i hendes sind ville det være let som en leg.
''Du og Eliot er de eneste levende tilbage fra mit liv i Firewood. Madame var den sidste grund til at jeg skulle blive der.'' det måtte være hint nok, til hvorfor hun var rejst videre. Hun kunne ikke gøre så meget andet - i Firewood var hun en særling, en freak. Her, var hun intet udover en gæst i Ramsays hjem.

Carnelian havde for længst lært at man ikke skulle stole på andre - de prøvede enten at misbruge en eller skade en. Hun rystede på hovedet af sig selv, da hun rejste sig og fulgte med ham. Hvad havde han tænkt sig?
''Hvordan kan du være alene? Du havde da din far dengang? Du har tjenestefolk? Men jeg kan vel godt se... Selv tjenestefolk er fremmede hvis man ikke deler sit liv med dem fuldkommen.'' sagde hun en smule mumlende for sig selv.
Hvis der var noget han burde vide om hende så var det hendes frygt for andre dyr. Ikke kun fordi hun tildels forstod dyrene mere end menneskerne gjorde, men også fordi hun aldrig havde været oppe på ryggen på en hest. Hun klyngede sig fast til manen på hesten, mens hun mærkede Ramsay sætte sig op bag hende og få hesten til at sætte afsted. Hun klynkede nærmest lydløst, mens hun lukkede øjnene. Hvis Ramsay kunne fornemme noget som helst fra hende lige nu, ville det ære den rene og skære frygt som lyste ud af hende. Det faktum at han sad op af hende gjorde hende kun en anelse mere tryg, og det tog hende ikke mere end et minuts tid før hendes øjne var fuldkommen sorte og hendes hud var dækket af små dun. Hun skjulte det bag håret i håb om at han ikke kunne se det. Hvis han kunne, havde han nok snart regnet ud at hun var andet end et simpelt menneske.

Stolede på ham? Hvordan skulle hun kunne stole på en mand der levede og nød at myrde og torturer væsner?
Bladet han havde lagt i hendes hånd betød intet for hende i starten - indtil hun forbandt det med hvad han havde sagt om bladene i hendes hår dengang hun var lille. Hun lukkede øjnene og lænede sig ind til ham mens hun trak vejret en smule skælvende.
''En mand fik engang hans hest til at trampe mig ned... Jeg lå i sengen i flere måneder...'' mumlede hun inden hun krøb helt sammen op af ham. Hun stolede ikke på ham, men hun prøvede. Hun prøvede at glemme hvad han var. Og det var nemt. Det var Ramsay - det var jo ikke en psykopatisk morder; det var Ramsay! Bladet holdte hun tæt ind til sit bryst - men hun prøvede konstant at sige til sig selv at han blot havde beholdt det som et minde. Hun betød ikke mere end enhver anden af hans venner.
''Sig til når vi er der..'' mumlede hun skælvende. Hendes frygt for heste oversteg let alt hvad han kunne vise hende af hans grusomheder.

Hun trykkede sig kort ind til ham, da han hjalp hende ned af hesten - mest af alt fordi hun ikke var til vant til at skifte fra hesteryg til fast grund bare sådan, hun red jo slet ikke. På heste altså.
Den unge dæmon der havde kigget hungrende på Carnelian - og som nu var hendes beskytter mens hun var på Ramsays arbejdsplads - havde hun endnu ikke fået navnet på. Det mest rigtige ville i sådanne et tilfælde være at kalde ham sir.
Da Ramsay havde grebet fat i kraven på den unge mand, havde Carnelian allerede forberedt sig på at hun enten skulle hurtigt væk eller forsvare sig selv, mentalt eller fysisk. Men Ramsays ord til dæmonen fik hende til at slappe lidt mere af - og kort håbede hun at ingen af dem havde set fight or flight-tendensen hun udviste.
Hun fulgte derefter med Ramsay indenfor, og stirrede lidt på den noget så elegante hal. Det undrede hende lidt, det var jo smukt..?
Da de så trådte ind på hans kontor, hævede hun øjenbrynene da han fortalte at han ikke var sikker på at hun var klar over hvad hun om lidt skulle se. Hans sidste ord fik hende til at kigge mistroisk på ham.
''Den Ramsay jeg kendte, er den eneste Ramsay jeg har set i al den tid vi har været sammen. Andre ser dig måske nok som en dæmonisk psykopat... Men det er nok også et fåtal udover mig, som har set dig fra andet end et hævet og smadre ansigt?'' hun smilede, varmt. Han skulle endelig ikke tro, at hun var bange for ham eller hans lærlinge. Om ikke andet, så kunne hun godt tænke sig at give ham der, der havde krydset Ramsays vej lige før en ordenlig røffel for ikke at have tiltalt hende korrekt. Lige meget hvad andre troede, så var hun en Blackmore - en uægte Blackmore, men ikke desto mindre. Hun havde fortalt Ramsay det, for det var så lille en del af hende, at det ville være ligemeget.
''Jeg kan ikke se, hvorfor du tror at det bliver så svært for mig, at se dine nuværende ofre. Ramsay, du har altid haft en forkærlighed for det makabre. Og ærligt, så er det forfriskende at se dig bruge det fornuftigt.'' hun trådte hen til ham, kiggede kort på flasken med den brune væske og så tilbage på ham.
''du ved godt, at jeg stoler hundrede procent på dig, ikke?'' hun ville røre ved ham, som en venlig forsikring på at hun ikke løj for ham. Men hvordan pokker gjorde hun det? Tog hun hans hånd, kunne det misforstås. Det samme hvis hun lagde en hånd på hans skulder.

''At kunne sine ansattes navne er til tider lidt mere end en hård byrde, så det bebrejder jeg dig ikke.'' grinte hun roligt, men hun stivnede lidt da han stod med ansigtet få centimeter fra hendes. Hun kunne mærke hvordan små gnister fløj mellem dem.
''Du har aldrig gjort mig ondt, hvorfor skulle jeg så tro at du ville gøre mig noget nu?'' hun lukkede øjnene, sekunder fra at læne sig frem og lade deres læber mødes. Han trådte væk, og gjorde gestus til at de skulle forlade kontoret. Hun nikkede og fulgte med ham ud, og ned af den mørke trappe. Hold dig fra væggene.. Hun bed sig lidt i læben. Hun så rundt, genkendte nogen mens andre var fuldkommen fremmede for hende.
''Hvad er hun hernede for?'' spurgte hun, og så direkte hen på den unge kvinde. Hun kunne mærke en svag lyst til at bytte plads med hende, for at slippe for siden egen kedelige og forudbestemte fremtid. Hun følte sig kort opgivende igen, mens hun tænkte på Salazar. Hun var kort sagt fanget mellem to ting: enten stak hun af, og hendes far ville blive hængt for svindel - eller hun til tilbage til Sunfury City og giftede sig med ham og gjorde som han sagde..
''Det er ligemeget.. Bare tag hende.'' sagde hun så, en smule mat i stemmen. Tanken om Salazar havde gjort hende modløs, tom. Hun følte sig fanget, og nærmest ved at blive kvalt af forpligtelsen. Inden året var omme burde hun bære et barn.. Hun gruede for dagen.
''Ramsay, kan vi gøre det her hurtigt? Jeg har det som om jeg er ved at blive kvalt hernede..'' sagde hun stille. Hvis han kunne se hende i øjnene ville han kunne se at det ikke var kælderen eller ofrene der plagede hende. Faktisk fandt hun det lidt befriende dernede. Men tanken om at være fanget selv, gjorde hende syg.

Hun var ligeglad. Hvad pigen end havde gjort, eller ville have gjort, så var hun i Ramsays nåde nu. Eller rettere sagt, Carnelians nåde. Og den fandtes ikke, når først hun gav rigtigt slip. Hun så på Ramsay, lod ham føre hendes hånd mens kniven skar i den bløde hud. I det sekund skriget lød, måtte hun holde et smil tilbage. Hun ville ikke vise Ramsay at hun nød det, at hun elskede at se lidelsen.
Hun knurrede svagt, da han gav hende tilladelsen til at gøre hvad hun ville. I løbet af få sekunder havde hun skåret alle fingerspidserne af på den ene hånd - den hånd hvor der ville have været vielsesring hvis den havde eksisteret. Hun trak vejret dybt, mens pigen klynkede i smerte.
''Du skal være glad for at du ikke når at opleve mænd og deres magtsyge..'' hviskede hun hadsk, misundeligt, mens hun så den stakkels pige i øjnene. Pigen så skræmt på hende, mens Carnelian lød kniven lave en lang overfladisk rift op af langefingeren, langs håndryggen og op af armen mens hun bed sig i læben. Carnelian vidste godt at hun var syg - hendes fars side var bestemt ikke normal. Men hun elskede den del af sig selv.
Kniven gled over pigens underlæbe og lavede en dyb flænge der var millimeter fra at skære læben helt af. Pigen skreg, og denne gang kunne Carnelian ikke skjule nydelsen. Hun lænede sig frem, og åbnede munden. Hun lod sin tunge glide over pigens hage, op til den nærmest afskårede underlæbe - hun slikkede hver dråbe blod i sig.
''Jeg er overbevist om, at han ville være meget mere ubarmhjertig min kære. Pris dig lykkelig for at du leger med en nybegynder.'' hviskede Carnelian kælen, inden hun i en hurtig bevægelse log kniven glide over struben på pigen og blodet løb frit. Pigen mistede hurtigt bevidstheden. Carnelian lagde kniven tilbage på bordet, så kort på Ramsay med et blik der ikke kunne tolkes. Hun forsvandt ud af rummet, ud af kælderen og ud af huset. Hun stod ude foran hoveddøren med en arm om sig selv, mens hun med den frie hånd nærstuderede den ring hun havde gemt i sit korsage under kjolen. Hun drejede ringen mellem to fingre, mens hun sukkede. Der var stadig blod på hendes hånd. På et tidspunkt måtte hun vel fortælle Ramsay det? Hun skulle jo rejse tilbage til Sunfury, og han ville da opdage at hun var væk... Ville han ikke...?

Hun stod der bare, og betragtede ringen. Der var ikke så meget andet at gøre, end at tage sig tiden til at forberede sig på at fortælle ham det. Han talte til hende, men hans ord var slørede og svære at tolke.
''Jeg forsvinder ikke på mystisk vis.. Jeg har desværre alt andet end en mystisk grund. Jeg kan ikke tage imod dit tilbud om at lade mig bo her Ramsay..'' sagde hun stille, mens hun lod sin ring glide på plads på hendes finger. En knude voksede i hendes hals.
''Min aggression var ikke rettet mod pigen alene..'' mumlede hun, mens hun knyttede sin blodige hånd, og små dråber blod dryppede ned på slæbet på hendes sorte kjole. Hun havde skåret sig selv dybt - om det var et uheld eller ej anede hun ikke. Smerten var mere bedøvende end smertefuld. Som om den mindede hende om at der var langt større smerte i vente når hun blev gift og skulle være avlshoppe for Salazar.
''Du er en god ven.. Jeg er glad for at du delte dit nye liv med mig.. Men..'' hun så på ham, prøvede at se ham i øjnene. Hun hævede hånden som ringen sad på, og lagde den blidt mod hans kind.
''Men Salazar forventer at jeg er tilbage inden mørkets frembrud i morgen. Jeg skal snart afsted..'' hvad kunne hun ellers sige? Hendes kommende ægtemand? Hendes ejer? hun bed sig svagt i læben og lod hånden glide ned langs hendes side igen. Hun havde ikke mere at gøre eller sige, mest af alt fordi hun følte sig fanget mellem lysten til at blive hos Ramsay og løftet hun havde afgivet Salazar. Hun var fanget, uden en øjneskuelig vej ud.

Carnelian var ikkeglad for denne situation. Hun følte sig mere fanget end fri lige nu, enten ved at såre Ramsay eller trodse Salazar.
Sende ham et brev? Bede ham komme? Hun bed sig lidt i læben, mens hun overvejede udfaldet. Hvis Ramsay ikke faldt Salazar 'rigtig' så ville Salazar måske ende i kælderen lige som pigen. Hun lukkede øjnene, men i samme sekund hun gjorde det, mærkede hun hans læber mod hendes pande. Hun stivnede svagt og slog blikket ned efter hun havde åbnet øjnene igen. Hun var aldrig blevet kysset i ansigtet før, kun hånden - og kun af Ramsay. Hun bed sig i læben, mens han spurgte hende hvad der havde fået hende til at sige ja.
''Min far tog imod en sum penge til fordel for at Salazar fik en hustru til at give ham arvinger.'' mumlede hun uden at se ham i øjnene. Hun turde nærmest ikke. Hun regnede med, at Ramsay forstod systemet. Forstod at hun var tvunget så længe hendes far stadig havde retten til hende, hvilket han underligt nok havde rent juridisk. I hvert fald indtil han døde af sin egen grådighed.
''Tro mig, stod det til mig så blev jeg her hos dig så længe som muligt.'' sukkede hun stille. Det lange hvide ar over hendes kind - som næsten var usynligt grundet hendes mælkehvide hud - vidnede om at hendes far var en ubehagelig mand med lyst og evne til at gøre lige hvad han ville.