You haven't changed a bit ~ Sean

T: omkring to om natten
S: foran universitetet i Dragons Peak
V: skyfrit, stjerneklart og med en let vind
O: øde, stille

Det var noget tid siden hun sidst havde været i Dragons Peak, omkring et halv år. Sidst hun havde sat fod i Ruby Of Life distriktet havde været da hun var rejst dertil for at være ved Seans side. Det var ikke endt godt, for hende i hvert fald, og hun var rejst tilbage til Doomsville et par dage senere. Hun havde, kort sagt, givet alt fingeren og var skredet, inden nogen faktisk kunne nå at finde ud af at Sean ikke blot havde fyret hende men forvist hende fra hans gemakker. Magen til skam skulle man lede længe efter.
Men hun havde lært af sine fejl. Han havde haft ret, og hun havde været naiv. Som altid. Han var hendes chef, og hvis han krævede en opgave løst på en bestemt måde så var det hendes job at gøre det. Om hun følte at hun havde bedre ideer eller ej.
Men hun kunne ikke indrømme det over for andre. Hun gik med det selv, og midt i det hele var det gået op for hende hvor meget hun savnede ham. Ikke som sengemakker, men som ven og fortrolig. Det var kun ham og Zero der kendte til hele hendes historie, og Zero var... ikke til at stole på. Var Sean egentlig det?
Sean kørte et magtspil. Og det var tydeligt, at han nu var nået til den forhøjning i hans spil, som voldte ham besvær. Hun kunne ikke hjælpe, hun fattede jo ikke en dyt af spillet alligevel. Hun var bare en pæn genstand i soveværelset og en dødelig soldat i skyggerne om nødvendigt. For Sean, kunne hun ikke tilbyde andet end venskab længere. Det kunne hun for ingen. Hun reserverede sig selv, låste sig selv inde. Hun vidste at Sean var incubus, og at han kunne mærke hendes lyst til ham når han endelig var i nærheden af hende - men så længe ingen af den reagerede på det så måtte det være godt nok.

Hvorfor var hun ved universitetet? Fordi hun havde brug for fylde hovedet med andet end hendes egne fejltagelser. Måske kunne hun endda lære noget brugbart? Hvis ikke, så havde hun i det mindste brugt tiden på et eller andet. Men naturligvis ville det ikke være åbent i nattetimerne, så som den heldige vampyrinde hun var, måtte hun pænt sidde og vente på at nogen kom ved næste morgenstund og ville lukke hende ind.
Hun sad på trappen op til hovedindgangen, iført sin lange lette sølvgrå kjole. Mange kunne tro hun var et spøgelse og ikke en vampyr. Hendes hår var i en fletning ned over hendes skulder og ned på brystet, og hendes makeup var ikke-eksisterende. Vinden lettede hendes kjole og lod den flagre let i vinden, mens hun reciterede den tekst hun havde læst og skrevet igen og igen igennem de seneste ti år.
''If I were immortal, what would I live for? The answer is simple, the answer is clear - immortalness is something that I no longer fear. When life has grown old, and we've done all there is to do. My answer is this: I would live for you..''
Teksten mindede hende om hendes følelser, dengang før hun forvandlede sig. Før hun opgav sit dødelige liv for at være tæt på den mand, eller rettere sagt dæmon, som hun elskede.
''Latterligt, egentlig... Jeg lever jo ikke engang mere..'' mumlede hun og så op på himlen. På trods af vinden der blæste blidt, så var der skyfrit over hende. Stjerner lyste klart sammen med en måne, og lod hende atter huske på at hun var et barn af natten nu. Hun elskede disse nætter, de fleste var alligevel enten gået i seng eller var på jagt - så her var der helt fredeligt.
Naturligvis med undtagelse af hende.

Tingene havde taget en drejning til det værre. For dem der kendte Sean som en mand der bekymrede sig, som en mand der elskede, som en mand der kunne kaldes en ven eller rådgiver, var alle disse roller nu sat ude af spil. For hvem var der at opretholde dem for? Ingen. Folk skred, folk var ligeglade og det var han også nu. Ligeglad. Han gad det ikke mere...Intet af det. Hans hjerte havde hamret smertefuldt, da han havde set Alane igen, men hun var her ikke lige nu. Mon hun nogensinde ville være det? Eller var det skæbnens måde at gnide salt i såret? Der var ingen skæbne. Kun en selv. Altid kun en selv. De efterhånden tomme, mørkegrå øjne gled ud af vinduet og ud på mørket udenfor, der kun blev forstyrret af en gadelampe eller en vagt med en lanterne. Der var flere vagter i disse dage, grundet oprøret i byen.
Han sukkede. Han havde gemt sig på universitetet. Alle bøgerne han kunne drukne sig selv i, historier om andre verdener, andre liv og viden han endnu ikke havde. På bordet foran ham lå der spredt en masse bøger og en vogter af biblioteket lå og sov for bordenden. Nok var han hersker, men hvem ville ikke vogte over sine bøger? Tydeligvis havde han været her så længe, at manden dog var faldet i søvn.

Han rejste sig og tog sin kappe, der blev svundet over skuldrene. Han var iklædt pænt tøj, i de sædvanlige sorte farver. Bukser, trøje og en kappe. Nogle støvler. Bæltet, med sværdet. Armbåndet, ringen. Det mørkebrune hår der strittede, fordi han havde været vågen i flere timer. Og endelig - en let halten i hans skridt, efter såret han havde fået i siden under oprøret. Det var ved at heale, men ting tog jo tid og han følte sig ikke besværet af det.
Et ligegyldigt dask på vogteren skulderen vækkede manden pludseligt.
"Tak for gæstfriheden" bemærkede Sean, før han blot vendte manden ryggen og gik sin vej. Hvad havde han søgt efter alligevel? Han havde læst om retsager, om love og regler i samfundet, om alt det juridiske. Evigt søgende efter en vej ud...En løsning...Noget. Hvad ledte han efter? Han gad det ikke mere. Han sad på toppen, han kunne ikke få mere magt end han havde nu og måske var det netop det der dræbte ham?
Han brød sig ikke engang om Dragons Peak. Der var intet sjovt ved at eje byen og herske over den. Måske var det Razors evindelige spørgsmål om hvorvidt det ikke var kedeligt, der endelig havde fået ham til at indse det kedelige i det?
Han ville hjem til Doomsville. Eller måske rejse væk. Eller slå ihjel. Eller brænde byerne ned. Hvem ville stoppe ham? Var folk måske ikke ligeglade?
Slåen blev slået af døren og han åbnede den. Vogteren ilede efter ham for at sørge for at lukke døren igen, mens han mumlede noget om at Sean endelig måtte komme igen når som helst, selv om vogteren øjne fortalte at det helst ikke skulle være hver nat. Sean nåede dog ikke engang et træde udenfor, før han frøs fast. Men kun for et øjeblik, mens han konstaterede Nephthys sad der. Og hvad så?
Han trådte helt ud, sendte vogteren en svag gestus der kunne tolkes som taknemmelighed, før han trådte helt ud på gaden og mest lignede en der var klar på at...Gå et andet sted hen. Hjem? Videre? Væk? Hvem vidste?

Hun hørte døren gå op, og så den velkendte skikkelse træde ud. Han havde set hende, dette var hun ikke i tvivl om. Det emmede ud af ham - ligegyldigheden og... kedsomheden? Det var sjovt at se ham sådan, ligeglad. Normal havde det vel bare været en facade - nu virkede det som en mur af legablokke som ikke engang var til at se minimalt igennem. Hvis svigt endelig havde fået taget på Sean, måtte han være svagere end hende - trods alt, hvor mange gange havde hun ikke følt sig svigtet af ham? Svigtet af hendes livs kærlighed, den mand der lærte hende alt hvad hun vidste.
Hun rystede det af sig hurtigt, parat til faktisk at vise ham at hun ikke havde brug for ham... Men det havde hun jo...
I stedet valgte hun blot at så på ham, med et blik der kunne tydes på mange måder. Hun var, taget i betragtningen af at hun elskede Sean, ligeglad. Han havde jo afvist hende, forvist hende fra hans seng. Hun ville have været tilfreds, uden behov for mere end blot at vide at der altid var en plads ved hans side. Hendes egen idioti havde ødelagt det for hende.

Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun sige? Det eneste hun kunne snakke om, var at hun savnede ham eller ting omkring oprøreret. Det var fedt at se folk på deres yderste omkring noget som Sean ikke havde under kontrol. Mon han vidste at nogle af disse medlemmer af oprøreret stod direkte under hans fødder, under hans hud? Hun kunne kun gisne.
''Det var dog sent du er ude.'' konstaterede hun, mest af alt for ikke at virke som en evnesvag tom dukke. Noget var forandret i dem begge - og det ville være nemt at grave i hans hjerne for at se hvad der var sket med ham. Hende? Hun var bare.. Sig selv. Psykotisk, sindssyg.. Kært barn har mange navne. Mødet med Zero havde flået hende fra sig selv mentalt, vist hende hvordan hun havde været et fjols, en tåbe. En hofnar, for lederen af Dragons Peak. Hun kunne lige så vel klæde sig ud og lave kunster for ham.
''Er det sket under oprøret?'' hun nikkede mod hans ben, uden egentlig at gøre så meget andet end at rejse sig roligt. Ville han ikke tale med hende, så måtte han jo gå.

Han hørte hendes stemme. I et øjeblik var der noget der hev i ham, men det blev druknet af den skjulte vrede. Vred over alt. En vrede, der samtidig gjorde ham ligeglad. Resigneret vendt han sig om mod hende og så på hende. Han orkede det ikke...Den evige kamp de havde. Det endte altid på samme måde, så hvorfor prøve? Det var slut nu. Det hele var slut nu. Folk var alligevel ligeglade. Verdenen var egoistisk og det var han jo også. Mere var der ikke i det - ingen skjult eller glemt sandhed.
"Fortæl mig ikke, at du har glemt...At jeg altid er oppe det meste af natten?" bemærkede han roligt. Efter han var flyttet til DP havde han prøvet at sove noget mere om natten, men det kunne være svært at ændre flere hundred års vane. Mest sov han blot når han havde tid og lyst til, hvilken kunne være såvel dag som nat.
"Jeg troede du havde gemt dig et eller andet sted. Hvad laver du her?" spurgte han i stedet og ignorerede fuldstændig spørgsmålet angående hans ben. Det var jo ikke relevant - han så det. Hun havde bare prøvet at få hans opmærksomhed og mere var der ikke i det. Så hvad ville hun, når nu hun havde fået den? Gnide salt i sårene, sørge for de kunne opleve endnu et skænderi med hinanden? Det var så kedeligt. Altid det samme. Så forudsigeligt.

Sean var en mand af få ord, når han nu engang var i det stadie han var i. Det var tydeligt at hendes nærvær var ham ligemeget, så hvorfor skulle hun bruge tid på at blive hængende? Sidste gang hun havde prøvet at holde fast, var dengang han havde forvist hende fra både seng og side. Hun måtte vel bare acceptere at han var vokset fra hende?
''Jeg troede ærlig talt at du ville formulerer det lidt bedre. Jeg husker nogle gange bedre end dig, trods alt.'' sagde hun, med et smil der ikke betød noget for nogen af dem - det var ren høflighed. Ville han være ligeglad og alene, så måtte han selv om det. Hun havde ikke overskuddet til det, ikke lige nu.
''Dette er et a de bedste steder at lade tankerne vandre... Men det er da helt klart meget bedre bare at gemme sig frem for at leve sit liv.'' sagde hun, en smule sarkastisk. Gemt sig? For hvad?
''Hvad skulle jeg gemme mig for? Den eneste person jeg nogensinde ville være bange for, står foran mig og leger kold skiderik. Så mon ikke jeg klare frisag?'' hendes toneleje afslørede at hun ikke var tilfreds med hans måde at udtrykke sig på, men så igen... hun var heller ikke ligefrem sød ved ham lige nu.
''Jeg har gemt mig nok i mit liv. Mest af alt i din skygge. Jeg er naturligvis taknemmelig for det du har lært mig og den beskyttelse du engang gav mig.'' hun følte på en måde, at hun var nødt til at udtrykke hendes taknemmelighed, men det var ikke den eneste følelse der gemte sig i hendes brystkasse.
''Hvordan går det egentlig...?'' hendes medmenneskelighed overtog hvor vreden ikke kunne nå. Hun elskede ham, som hun havde gjort alle årene, men behovet for at være med ham var dalende... Han var blevet en anden mand, en helt anden. Hun kunne knap nok stå inde for hvad han gjorde længere. Det eneste der forbandt dem, var det symbol, og deres fortid.

Noget sagde ham at alle de ting hun sagde var en masse fornærmelser. Han trak vejret tungt. Han havde faktisk forventet det. Enten spandt hun for at opnå et eller andet eller også snerrede hun som et såret dyr, sikkert også for at opnå et eller andet. Han kunne bare ikke helt placere hvad. Hvad søgte hun? Det havde aldrig været hans hjælp, hans penge. Ønskede hun endnu en nat i sengen? Det kunne han godt give hende. Alle de nætter hun ville, så længe hun huskede hvor døren var.
Tiderne forandre sig. Folk forandre sig. Måske var det ikke hende, denne gang, der havde ændret sig men ham. Men der var jo også grænser for hvor meget et venskab - eller hvad man kaldte det de havde mellem hinanden - kunne klare, før det gik i stykker. Måske havde de hele tiden prøvet at fikse noget, der var gået for meget i stykker, til at det kunne ordnes?
"Du støttede mig i at indtage byen. Jeg burde være den taknemmelige. Desværre fik jeg ikke muligheden for at belønne dig derefter" bemærkede han og trak let på den ene skulder. I hans skygge. Oh...Så nu var det pludselig ham der havde holdt hende nede, som de andre mænd i hendes fortid, hun kun nødtvunget havde gidet fortælle ham om?
Så det var derfor hun tog kontakt. For selv at få det bedre, ved at sige de ting der gik hende på. Det måtte være derfor. Hans ene hånd gled over panden, da han så rundt på deres omgivelser. Sååå...Trættende.
Et svagt smil gled over ham. Beskyttelse. Hjælpende hænder. Hånede hun ham?
"Du og alle andre der har været tæt på mig, har aldrig ønsket min beskyttelse eller hjælpende hånd. Uanset hvor mange gange jeg har tilbudt det" bemærkede han, men det var svært at aflæse hvad han mente med det. Jo. Alane. Alane og Alitheia var de to eneste kvinder, hvis selskab altid havde været uden problemer og de eneste to der i sin tid bad om hans hjælp. Ikke at han rigtig havde kontakt med nogle af dem.
Måske var han bare egoistisk. Men hvorfor ikke? Det var alle jo.
"Jeg beklager hvis du føler min skygge har tynget dig ned og holdt dig fra at leve dit liv" Han skar en svag grimasse og vendte siden til hende, som han mest følte for at gå sin vej. Der var så meget imellem dem, at han ikke var sikker på om ordene var de rette. Dean, som et eksempel. Han havde gjort sit for at holde Nephthys i nærheden, men den gang havde det været fordi han selv ikke kunne give slip. Så måske gjorde Neph ret i at hade ham og anklage ham.
Hans blik gled over hende et kort øjeblik, da hun spurgte ind til ham. Han havde intet svar. Han vidste ikke hvordan det gik.
"Det bedste for dig er at holde dig væk. De sidste mange gange er det hele altid endt i misforståelser og skænderier. Vi har begge forandret os. Situationen har ændret sig. Intet er simpelt længere og der ligger for meget mellem os, til jeg tror det kan fungere. Du burde leve dit liv som du lyster og glemme mig, som jeg også vil glemme dig" bemærkede han. Ja. Det var det bedste og det han havde mest til. Han orkede ikke at snakke med folk. Han orkede det ikke længere. Måske skulle han bare sætte det hele i brænd, tvinge folk til at reagere?

Hun genkendte hans opførsel, og vidste jo godt selv at der snart ikke var mere at gøre. Det vaar som om, at han faktisk slet ikke ønskede hendes selskab. Om det var hendes skyld, eller ej, vidste hun faktisk ikke længere.
''Jeg lærte for længst, at belønninger fra en hersker, er forbandelser skjult som gaver.'' sagde hun blot, og egentlig var hun lidt ligeglad med om han forstod det. Han ville sikkert ikke skænke det en ærlig tanke senere alligevel.
''Om jeg ønskede beskyttelse eller hjælp, er ligemeget - er det ikke? Du har aldrig holdt dig tilbage for at hjælpe på trods af mine indvendinger.'' hun kunne ikke lade være med at smile svagt ved tanken om alle de gange han havde hjulpet hende uden så meget som et taknemmeligt smil til gengæld.
Han misforstod, som de så ofte gjorde med hinanden, og hun følte at der ikke var noget at gøre for at ændre det. De kunne bare ikke mere sammen, det var blevet en parodi på en græsk komedie, og hun kunne ikke ændre noget - for hvad hun ønskede var nærmest hans frygt.
Han gav hende intet valg, ved hans sidste kommentar. Valget om, hvorvidt hun ville tage videre i livet og glemme ham - nej. Det var tvang. Og det fik hende kort til at bide sammen for ikke at vise ham det. Hun var, kort sagt, udkørt. Det var ikke bare hårdt, men også uretfærdigt. Hun blev vraget, fordi han ikke gad mere. Men sådan var det jo altid, den ene gad ikke mere og så måtte den anden leve efter det. Hun nikkede en enkelt gang, mens hans sidste ord rungede tungt i hendes hoved. Hvad havde hun forestillet sig? At de kunne forsætte i evigheden med at lege kat og mus? Eller, måske var den metafor forkert brugt. Der var ingen definition på hvad de var, hvad de lignede.
Hvad ledte han efter? En reaktion? At se opgivelsen i hendes blik? Håbet der forlod hendes sind?
Hun gad ikke engang reagere. Hun følte sig lidt kold og tom ved hans ord. Han ville glemme hende. Der var intet der talte for andet. Hun kunne ikke tvinge ham, skrige ham i hovedet at det var uretfærdigt. Efterhånden var det jo blevet komisk, sådan som hun havde prøvet at holde fast. Hun sank den klump der voksede i hendes hals, uden virkning. Hun åbnede munden kort, men da hun indså at hun var tom for ord, lukkede hun den igen. Endnu engang lod hun et enkelt nik vise, at hun havde forstået. Om halsen hang 'hans' symbol, matchende hans armbånd. Den eneste ting der faktisk stadig koblede dem til hinanden fysisk. Hun havde lyst til at knuge det tæt til sig, samtidig med at hun havde lyst til at kaste det så langt væk at ingen nogensinde ville finde det igen. Men hun måtte indse at ingen af delene ville virke overhovedet. Hun så kort på ham, inden hun blot satte sig igen, ved de trappetrin hun havde siddet på før. Hun var mundlam. Hvis han ville glemme hende, fint. Hun havde ikke mere at gøre, mere at sige. Hun var ikke mere værd, hun kunne ikke gøre mere, ikke for - og ikke med - ham.

Haha...Hahahhahaha! Ja! Det kunne ligne hende. De gaver han havde lovet hende, ønsket at give hende...Gift. Noget der langsomt ville gøre hende syg eller slå hende ihjel. Men sådan var det måske med alt han gerne ville give hende...Sådan var det vel for alle, som han ønskede at give noget! Hvem ville modtage noget fra ham?! Ingen! Aldrig! Han var en knækket mand. Han var ligeglad med om han havde gjort det selv eller om fejlen faktisk lå et andet sted. Betød det noget? Folk var ligeglade.
Han modstod kun lige at knuge sine hænder i den selvhad der var vokset og som til stadighed voksede. Mere og mere for hver time, hver dag, hvert minut. Han kunne snart ikke holde det inde længere og han ønskede bare at...Ødelægge...
Hans blik gled over hende. Havde han kendt hendes tanker, ville han kunne bemærke hvor meget hun igen misforstod ham. Som han uden tvivl også misforstod hende...Men han kendte dem ikke. Og selv hvis han gjorde, ville han holde sig fra at kommentere.
Men han kendte hende for godt. Han kunne se hvordan hun tog det. Åh ja, men i virkeligheden gjorde han dem bare en tjeneste, også selv om han i sit indre endnu mærkede at stik af den egoisme, der ikke ønskede at være alene og ønskede at invitere hende til hans side...
Men for hvad? For at udsætte et skænderi, der ville opstå dagen efter? Det var dumt. De endte altid samme sted igen og det i sig selv hårdt.
I det mindste...En lille forklaring...Selv om hun ville afskrive den, håne den, blive vred på den, ikke forstå den eller måske ligefrem være ligeglad. Den eneste grund til at han gjorde det...Var for det var hende.
"Du tror mig nok ikke..." begyndte han, som hans blik søgte væk fra hende. Sådan var det nemmere og han kunne bedre finde ordene.
"...Nej, det var forkert...Det er faktisk ligegyldigt om du tror mig..." En karikatur af et smil gled over ham.
"I virkeligheden er jeg træt. Åh ja, så egoistisk er jeg, at jeg er ligeglad med hvad du vil, hvad du føler. Men det er jo ikke meget mere end hvordan resten af verdenen er, end alle andre folk er. Folk forlader en hele tiden, uanset om man ønsker de bliver eller ej. Jeg gider det ikke mere..." han vædede sine læber. Han vrøvlede og jo mere han vrøvlede, jo mere sårbar ville han sikkert bare gøre sig selv. Han måtte gøre det mere kontant!
"Det jeg mener er at jeg snart knækker de sidste snore, der forhindre mig i bare at...Gå amok. Og hvorfor ikke? Jeg har styrken. Jeg vil tvinge folk til at reagere. Det bliver så sjovt! Jeg starter formentlig her, i min egen by...Du kan jo se på hvis du vil. Du kan også hjælpe hvis du vil. Pointen er jeg er fuldstændig ligeglad" Noget der mindede mere om et rigtigt smil gled over ham. Det var nu tydeligt...At noget i ham ikke havde det godt og samtidig at noget i ham så frem til den fryd at sætte en helt og aldeles skræk i livet på folk. Slå ihjel, plyndre, voldtage og brænde ned. Ja, lysten var voksede på det sidste. DET kunne folk ikke ignorere! Hahhahaha!
Oh...Måske havde han endelig mistet sin sidste fornuft. Men sikke befriende det var!

Hun lyttede til ham, med et lettet øjenbryn. Han var sikkert knækket totalt sammen indeni. Men hun kunne ikke gøre mere - og hun ville ikke gøre mere.
''Så... Det var det her, du myrdede min søn for at opnå?..'' hun gned sit ansigt, mens hun prøvede at samle tankerne lidt. Hun havde ikke lyst til at vise ham hvad han gjorde ved hende, men måske var det ikke i hendes magt at skjule hvordan han knuste hende gang på gang.
''Du myrdede Dean, for at kunne være endnu mere magtsyg? Drengerøv når dig ikke til sokkeholderne.'' sagde hun inden hun så op på ham. Hendes toneleje ændrede sig ikke, hendes blik ændrede sig ikke. Hun var helt tom, opgivende. Hvis den mand hun elskede så højt ikke længere fandt grund til at blive ved, hvorfor skulle hun så?..
''Så gå amok.. Jeg er jo lige her, ikke? Som du siger, du har jo styrken! Kom nu - slå mig. Vis mig den store stærke dæmon du blev, ved at ødelægge mig totalt!'' hun rejste sig mens hun sagde det, og gik helt op til ham - helt op i ansigtet på ham. Han kunne knække hende på midten - bare få det overstået.
''Eller endnu bedre - få lidt sjov ud af det! Hvor mange fingre kan du klippe af mig inden jeg giver op!? Nej, hvor er det sjovt det her - hva'!?'' snerrede hun mens hun lod som om hun flåede sine fingre af.
''Hvis du er så ligeglad som du påstår, så er det vel ikke svært bare at afslutte det for mig nu - er det vel?'' hun havde fået nok, og det var mere end tydeligt. Hun gad ikke mere. Den eneste person hun holdte sig i live for ville have lov til at være en idiot, og var ligeglad med hende - så kunne det hele også bare være ligemeget.
''Jeg gider ikke være her, når du engang når til mit hjem i din rampage. Jeg vil have det overstået, lige nu.'' sagde hun og så ham direkte i øjnene.
Hendes toneleje forblev monotont, gennem hele hendes lille monolog. Så kunne han læse af det hvad han ville.

Faktisk overraskede hun ham og for en stund gled hans øjenbryn op i panden, før han blot trak på skuldrene. Hendes vrede pralede af på ham...Eller gav ham endnu mere lyst til det. Han forstod ikke hvorfor hun troede det hele handlede om hende eller om Dean. Det var så længe siden Dean var blevet nævnt, at det var helt fremmed at høre navnet.
Til sidst trådte han bare væk fra hende.
"Jeg har ingen planer om at slå dig ihjel" bekendtgjorde han og blev enig med sig selv om hun var langt hurtigere tila t miste det hele og bare dø, end han var. Oh well, et punkt passede de nok sammen. Men det var mere fordi han havde nogle små planer og ikke fordi han bare havde tænkt sig at lægge sig ned og dø. Hvad han også havde fortalt Razor...Nope, ingen plan om bare at dø. Hvad ville det opnå? Intet.
"Det var vel...Et tilbud. På sin egen måde. Jeg tager dine ord som et afslag. Hyg dig" bemærkede han så og vendte hende ryggen. Præcis som hun ønskede, ville han lade hende være i fred og gå sin vej.

//Medmindre du tænker de ikke er færdige og der skal ske noget mere, vil jeg oute Sean. o.o