Ét år, hemmeligheder og skjulte følelser... ~ Caden

t: omkring frokosttid
s: Parken i Angerforge
v: lunt, solskin, vindstille
p: en sort kjole der sidder tæt ved hendes overkrop og derefter bliver løs og luftig fra taljen og ned til jorden.

Et helt år var der gået, siden Maddie havde ligget i Cadens gæsteværelse og bragt Caleb og Grace til verdenen. Det virkede så underligt, at de allerede nu havde så meget at sige, uden ord. Hver dag frygtede hun, at de skulle spørge hvor far var. Eller hvorfor mor græd hele tiden. Madeleine var ulykkelig - men det var ikke børnenes skyld. Langtfra. Havde det ikke været for børnene, havde hun ikke overlevet året.
Solens stråler lunede godt, da hun sad på et tæppe med sine to små tumlinge og legede med kludedukker. Caleb, til trods for hans køn, var den der så ud til at nyde det mest. Hvad legen handlede om, havde hun ikke forstået endnu, men Calebs fantasi satte ham da i arbejde.
Grace, på den anden side, lignede en der funderede over meningen med livet. Hendes dukke undersøgte hun igen og igen, for sår og benfrakturer så det ud til. Hun skulle nok blive til noget en dag.
Til trods for at Caden var far til børnene, havde Maddie ikke tilbragt specielt meget tid sammen med ham, efter børnene havde været syge. Madeleine havde overvejet at fortælle Caden det, den aften. At hun elskede ham, og at hendes liv føltes så tomt uden ham. Men hun havde hurtigt besluttet sig for at lade være - for tanken om at han måske ikke gengældte den følelse skræmte hende.
Maddie boede stadig i sin lille lejlighed sammen med børnene, og var sjældent ved Caden. Det var nu over en måned siden hun havde set ham sidst, og det skar hende i hjertet. Hun følte sig så... Ussel. Hun nøjes jo ikke bare med at holde sig væk fra ham, men hun hindrede sine børn i at se deres far - og omvendt.
Men i dag var det præcis et år siden. Og det havde resulteret i, at hun havde sendt besked til Caden om at hun ville være i parken med børnene så længe vejret tillod det.

Caden kunne ikke blive klog på hvor han stod med Maddie. Det virkede på den ene side til hun gerne ville have ham i hendes liv, men på den anden side ikke. Han havde næsten givet op efterhånden, den sidste måned havde han forsøgt sig med den livsstil han havde haft før alt det med Maddie, men det havde bare ikke været det samme. Han var ikke den samme person han havde været for et år siden, så han kunne ikke bare vende tilbage til det. Selvom det måske ville være bedst for alle. Han elskede Maddie, og så vidt han kunne forstå på det, elskede hun også ham. Så han kunne ærlig talt ikke se hvad problemet var. Da han havde fået af vide, at Maddie ville tilbringe tid i parken med børnene, var han ikke et øjeblik i tvivl om han skulle derhen. Ikke kunne for at se hende og børnene, men også for at han kunne finde ud af hvor de stod. Han frygtede ikke længere et negativt udfald, fordi det var meget værre at stå i uvisheden, hvilket han mente han gjorde. Caden bevægede sig igennem parken, han kunne nemt spore sig frem til Maddie, Grace og Caleb ud fra deres duft. På trods af han ikke havde set meget til dem på det seneste, var det alligevel noget han aldrig ville glemme. Selv ikke hvis hans lugtesans en dag blev formindsket. Han gik hen imod den retning duften bar ham, og fik hurtigt øje på dem. Da han nåede hen til dem, satte han sig ned ved siden af Maddie. "Hey," lød det fra ham i et tonefald, der ikke var ment så køligt. Men han prøvede at fremstå neutral, hvilket ikke gik så godt som planlagt.

Maddie havde mere end nok gange gået knust sit hjerte, og var ikke villig til at lade det ske igen. Hun havde mange gange skrevet breve til Caden, hvori hun forklarede sine følelser og hvor meget hun ønskede at de var sammen. Men hver gang var de blevet brændt i stearinlysets flamme.
Da han satte sig ved siden af hende, var det som om al varmen forlod hendes krop og fossede ned i jorden. Hans tonefald, omend det ikke var ment sådan, var utrolig koldt. Hun havde mest af alt lyst til at forsvinde ned i et lille hul for evigt.
''Hej..'' hviskede hun stille. Grace havde uden tvivl genkendt sin far, for hun var allerede på vej tværs over tæppet for at komme hen til ham. Grace elskede sin far højere end noget andet - hvorimod Caleb lod til at favoriserer sin mor.
''Hvordan går det, Caden?..'' spurgte hun stille, nærmest ængstelig, som om hun frygtede han ville hæve stemmen, skælde hende ud eller slå hende. Den stærke kvinde hun engang havde været, var reduceret til en der var bange for at elske, blot fordi hun var bange for at blive såret.

Caden kunne aldrig drømme om, at ligge en hånd på Maddie. Han elskede hende. Da Grace var på vej hen imod ham, greb han fat i hende og lod hende sidde på hans skød og holde om hans pegefinger. Han så på børnene, og kunne ikke undgå at smile. Han elskede dem lige så højt som han elskede Maddie. Hvordan går det? Ja, det gik vel okay, hvis man ikke tog i betragtning hvor meget han savnede hende og børnene. ”Det går.” Caden så på hende, og sørgede for at holde sit toneleje så roligt som muligt, så børnene ikke opdagede det. De forstod måske ikke ordene, men kunne sagtens forstå tonefaldet og stemningen det bragte med sig. ”Jeg ville bare ønske jeg kunne se dig og børnene noget oftere. Jeg savner jer. Jeg savner dig.” Han tog fat i Maddies hånd med den hånd Grace ikke holdte om. ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke kan være sammen Maddie. Vi ved begge hvor højt vi elsker hinanden. Hvad er det der holder os adskilt?” Caden havde ikke opsøgt Maddie, fordi han ikke var sikker på om hun egentlig ville se ham. Men han kunne bare ikke give slip på hende. Selvom han ikke så hende særlig tit, kunne han ikke lade vær med at tænke på hende, længtes hende. Det var forfærdeligt.

Madeleine sad der bare og så lidt ned, mens hun lyttede til hans ord. Havde han sagt det dengang på hospitalet, havde hun droppet alt andet og var blevet hos ham. Men tiden var en anden nu, og hun vidste at hun ikke kunne gøre hvad hun selv følte for længere. Hvad der holdte den adskilt? Godt spørgsmål, endda så godt, at det svar hun kunne komme med ikke ville gøre nogen glade.
''For et år siden, var jeg gift. Hele mit liv var planlagt for mig. Børn, mand, et hjem. Jeg ved ikke længere hvem jeg er, Caden. Jeg er ikke Maddie, Madeleine eller en Winchester. Jeg er en mor til to børn født uden for ægteskab - børn der ingen ret har til deres navne.'' Hun så nu på ham og tog en dyb vejrtrækning.
''Jeg elsker dig - og det har jeg vidst siden forlovelsesfesten...'' hun så lidt ned igen, og krøb lidt sammen.
''jeg er bare for vant til, at hvad jeg selv ønsker er irrelevant.'' hun trak på skuldrene. Burde hun fortælle ham, at hun havde fået tilbudt arbejde i Silvanesti? Hun bed sig lidt i læben. Hun havde jo ikke accepteret tilbuddet - ikke før hun havde fået talt med Caden. Men hun havde opsagt lejligheden, og inden ugen var omme, skulle hun være flyttet ud.

Caden lyttede til hende. Han kunne godt forstå hende, men han vidste ikke hvad han kunne gøre for hende. Han kunne ikke give hende det liv hun før havde haft. Han kunne ikke give hende børn inden for ægteskabet. Han kunne gifte sig med hende, men hvad godt ville det gøre nu? Ja de ville være sammen, men hun ville stadig ikke være Madeleine Winchester. Hun ville stadig være kendt, for kvinden der fik børn uden for ægteskabet. Han tog en dyb indånding og så kort ned på Grace, før hans blik igen lå på Maddie. ”Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre..” Han ville sådan ønske, han bare kunne gøre et eller andet, noget der kunne gøre hendes liv bedre. De kunne måske være et par, men det ville ikke ændre på det folk sagde om hende. ”Jeg kan ikke ændre på det der er sket. Jeg vil altid være der for dig og børnene, men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre, for at dit liv bliver bedre.” Caden så igen ned og følte sig pludselig skyldig. Hvis ikke han havde været sammen med hende dengang for et år siden, havde hendes liv været anderledes, hun havde haft et godt liv med James, og han havde været sammen med Selicity. Men det betød også, at de ikke ville have kendt hinanden, og fået deres to små guldklumper. ”Jeg elsker også dig Maddie. Det gør jeg virkelig. Men jeg kan ikke give dig det du har brug for.” Han ville elske at være sammen med Maddie, men han ville også gerne have hun var lykkelig og havde et godt liv, men han var ikke sikker på om han havde det der skulle til, for at hun det. ”Du har brug for en der kan give dig børn og et godt hjem. Det kan jeg ikke. Du bliver nød til at gøre hvad der er bedst for din fremtid Maddie.” Han så på hende igen og nikkede for at understøtte det han havde sagt.

hun kunne ikke tolke hans ord. På den ene side lød det som om han ønskede dem sammen, og den anden lød det som om han ønskede at de aldrig havde mødt hinanden. Det gjorde ondt, mere end hvad han ville kunne forstå. Hvad skulle der til for at hun blev lykkelig? Måske, var det slet ikke meningen at hun skulle være lykkelig? Måske var hun bestemt til at leve ulykkelig resten af sit liv? Det ville hun ikke accepterer.
''En skole i Silvanesti har tilbudt mig et arbejde som professor i anatomi og kirurgi. Jeg har ikke svaret dem endnu. Silvanesti er en uges rejse herfra. Og når du jo arbejder på kroen, vil du ikke kunne besøge..'' hun så på ham, spørgende.
''Caden, hvis du elsker mig - så siger du sandheden denne gang. Uden at tænke på andre end os to-'' det var tydeligt at hun hentydede til den aften ved forlovelsesfesten.
''- ønsker du, at jeg tager imod tilbuddet, og flytter til Silvanesti?'' hun så direkte på ham, med klare himmelblå øjne. Hun ønskede et nej, at han bad hende blive hos ham og børnene, at han sagde at han ikke kunne leve uden hende. Men hun forventede intet. Det turde hun ikke - for skuffelsen ville lyse så klart ud af hende hvis hun håbede på noget og ikke fik det.
Hun så kort hen på Caleb, der tydeligvis var utilfreds med sin mors seriøse tonefald. Han kastede dukken hen til hende hvorefter han kravlede op på skøddet af hende og gav hende et kæmpe smækkys på kinden.
Hun smilede, og lagde armene om Caleb hvorefter hun begyndte at kysse ham i hele ansigtet mens han grinte højlydt.
Det var stunder som disse, der gav hende lysten til at blive. Havde hun haft muligheden, havde hun friet til Caden for længst - men han havde næppe sagt ja. Caden, gift? Det var ikke noget nogen regnede med.

Hun var næsten allerede ud af hans liv. Var det derfor hun havde sendt bud efter ham? For at spørge om han ønskede hun forsvandt ud af hans liv eller ej. Svaret var et kæmpe nej. Han ville have hende i hans liv. Han var ikke et øjeblik i tvivl om hans svar. ”Nej.” Han så ned på Caleb og forsatte: ”Jeg vil ikke have du tager af sted.” Han vendte nu blikket imod hende. ”Men det betyder ikke, du ikke skal gøre det. Det handler ikke kun om dig og mig. Det handler også om vores lykke. Jeg vil ikke være lykkelig uden dig, men hvis du er lykkelig i Silvanesti, skal du tage imod jobbet.” Han så smilende til, mens hun kyssede Caleb, det var præcis sådan nogle minder han savnede og manglede. Han havde brug for, at kunne se sine børn, hvis Maddie tog dem med til Silvanesti, ville han aldrig se dem. Medmindre han tog den lange vej hen til dem, og det havde han aldrig tid til. Han skulle vælge imellem hans egen og hendes lykke, og han ville til hver en tid vælge hendes. Det var hvad ægte kærlighed handlede om. At man kunne ofre sin egen lykke for sin elskedes. Der var heller ingen tvivl om, at Caden elskede Maddie. Mere end han havde elsket nogen anden. ”Det handler om hvad du vil Maddie, ikke om hvad jeg vil.”

//Lidt kort, undskyld.

Hans ord gav genlyd i hendes hoved, mens hun lukkede øjnene lidt. Det var som om, at det hele faldt på plads efterhånden, da han sagde det som det var; det var hendes beslutning. Bare det, at han ikke prøvede at tvinge hende til at blive, gjorde det hele klart for hende.
Med Caleb på skøddet lænede hun sig hen og kyssede Caden blidt, ømt..
''Det var alt jeg behøvede at vide.'' hviskede hun og hvilede lidt panden mod hans skulder.
Hun ville ikke afsted, langtfra. Hun ville blive hos Caden og leve det liv de fire kunne få sammen. Og hvad så, om de ikke var gift? Det var en sag mellem dem alene.
''Hvor har jeg savnet dig...'' hviskede hun stille, og man kunne nu tydeligt hører skyldfølelsen der ulmede under overfladen hos hende. Hun savnede ham, hver dag. Og det værste ved det hele var, at hun også længtes efter ham, fysisk. En følelse hun ikke havde oplevet før hun mødte Caden.

Caden havde forventet, at hun havde rejst sig op, taget Grace med sig og gået sin vej. Men virkeligheden var en helt anden. Da hendes læber mødtes hans, følte han sig utroligt rolig. Det var alt han havde længtes efter så længe, og nu var hun der, ved siden af ham. Han lagde hans ene hånd om hendes, og knugede den tæt i sin. ”Jeg har også savnet dig.” Han sagde det i et roligt tonefald, og følte pludseligt at alting var godt, at han ikke længere behøvede at bekymre sig om hvor han stod med Maddie, hvor tit han så børnene. ”Lad os flytte sammen,” hviskede han til hende. Han ville bare komme hjem til hende og børnene hver dag. Han ville se hende, som det første når han vågnede op, det sidste han så når han lagde sig til at sove. Han ville tilbringe hvert et øjeblik af dagen med hende, og han håbede inderligt hun havde det på samme måde. Men han ville også gerne give hende tid til at tænke over det. Det var ikke en let beslutning, og han ville derfor ikke presse hende til at vælge noget. Caden kyssede Maddie på panden og vendte sin opmærksomhed imod Grace. Han løftede hende op og kyssede hendes kind, hvilket frembragte et stort smil på hendes læber. Børnene var hans livs lys, de var dem der havde bragt Maddie og ham sammen. Var de ikke til, havde hun bare været endnu et one-night stand. Nu var hun så meget mere end det.

Madeleine kunne knap tro sine egne ører. Flytte sammen? Byens mest kendte ungkarl var ikke blot blevet far, men ville nu have et fast forhold til hende? Men hun gemte sin forundring væk, bag smilet der kom frem af at se Grace's smil. Det var alle de hårde tider værd, at se de to sammen. De var så skønne. Hun manglede ikke en familie - den var jo lige her!
''Lad os det.'' svarede hun inden hun kyssede Caden på kinden. Tid til at tænke over det? Næh, ikke en nødvendighed her! Hun elskede Caden, og havde kun boet i sin egen lejlighed fordi hun frygtede at han måske ikke havde det på samme måde. Derfor, kunne smilet næppe blive meget større på hendes læber, over hans ønske.
Hun havde lyst til at vælte ham omkuld i et kæmpe kys, men med hver deres tumling i skødet var det måske ikke så smart.
''Hvordan går det ellers for dig, Caden..?'' spurgte hun, med et smil. Hun ville hører alt, om hans arbejde, om hans familie - bare sidde og lytte til hans fortællinger.

//lidt kort, undskyld, prøver at spise min aftensmad - meeeeeen! xD

Caden følte der gik lang tid før hun svarede. Han var ikke sikker på, om man overhovedet kunne kalde dem et par nu, men at flytte sammen var et stort skridt at tage. Hvis hun ikke var parat til det, ville han ikke bebrejde hende det. Da hun endelig gav ham et svar, voksede hans smil og han det ville bare ikke dæmpe sig igen. Han gav hendes hånd et klem før han slap den og lod den ligge mod Graces ryg, så hun ikke pludselig faldt ned af hans skød. ”Jeg har savnet jer, rigtig meget. Men det går okay.” Han blev nok nød til at fortælle Maddie en af de ting der var sket i den seneste tid. ”Maddie, der er noget jeg bliver nød til at fortælle dig.” Han så på hende, stadig med et let smil om læberne. ”Før vi mødte hinanden, var der en pige. Vi flirtede lidt, kyssede lidt. Jeg så hende igen for lidt tid siden. Vi kyssede.” Han havde følt sig virkelig skyldig over det, selvom han på daværende tidspunkt ikke havde været i et forhold med Maddie, havde han stadig elsket hende. Han havde gjort det ud af frustrationer, fordi han ikke anede hvor han stod med Maddie. Men Jazmin anede han heller aldrig hvor stod. Det ene øjeblik ville hun kysse ham, og det næste øjeblik afskyede hun ham. Hun havde nogle alvorlige personlighedsforstyrrelser. Han skævede til Maddie, mens han ventede på hendes reaktion.

Madeleine havde igennem længere tid forventet at Caden havde genoptaget sin status som ungkarl, så at han havde kysset med en anden undrede hende ikke.
Stille så hun lidt på Caleb der sad og nussede sin mor på hagen.. Hun smilede stille, inden hun så på Caden igen.
''Okay, så...'' spurgte hun, med en tone der ikke kunne tolkes - hun var misfornøjet, men hun viste det ikke, ikke fysisk. Hun lagde låg på det. Det var lige meget, hun var ikke typen der forventede trofasthed af sin partner, ikke længere. Caden var trods alt den første og eneste hun havde været intim med. Én gang.
Hun så på Grace, og derefter på Caden igen, med et lille smil.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre. Hvordan skulle hun reagerer? Hvordan skulle hun takle det? Hun lagde det væk, pakkede det ned i en kasse og gemte det bagerst i hjernen.
Caleb placerede et kys på sin mors hage, inden han så hen på sin far og rakte ud efter ham. Hun smilede roligt til Caden.
Madeleine vidste jo godt, at hun ikke kunne gemme det væk for evigt, at det gik hende på. Men nej, det var ikke noget der skulle komme imellem dem.
Hun tog en dyb vejrtrækning inden hun så på ham igen.
''Du, Caden... Der er noget også noget jeg burde fortælle dig...'' Hun så lidt på ham, inden hun rakte ham Caleb. Hun rettede sit hår til den ene side, og straks kunne de helende sår ses. Fem lange rifter, der gik fra lige bag øret og ned langs halsen, ned over kravebenet og ned på brystbenet, ned mellem hendes bryster. Under kjolen fulgte rifterne hele vejen ned til navlen.
Madeleine havde været skødesløs, men det var heldigvis mens børnene havde været hos deres morfar i Sunfury City, da hun var stødt på en varulv der tilsyneladende ikke kunne håndterer forvandlingen.
Hun var bange for Cadens reaktion, men vidste at hvis hun ikke fortalte ham det, ville han blive mere frustreret. Sårene var helende, hvilket betød at de var en uge gamle ca. Hun bed sig lidt i læben og så på Caleb, som tilsyneladende ville tilbage på mors skød.