//Zefira// nye venner

Nggung smilede hårdt stade flyvende fra kysset men ham kom hårdt ned igen da hun sagde noget "ik for at tage for hurtige konklusioner, men ja"
Nggung tænkte lige for sig selv om han skulle fortælle om der hvor han fik følser for Kasandra efter han havde redet hende, han blev enig med ham salv at han skulle fortælle lidt om det og sagde "du har lært mig det på den måde at jeg troede ikke at jeg kunne for stærkere følser for en som nu" han indså at han ikke behøvede men han skulle da nok forklare hvis hun spurte ind til det.

Zefira kunne ikke undgå at lægge til sit eget hjerte banke en smule hurtigere, da han faktisk erklærede at han elskede hende. Hvor var det vildt! Og så romantisk. Til trods for at hun var den bedste til at huske, kunne hun faktisk godt huske, mange af de bøger hun havde læst. Nogle af dem handlede om kærlighed. De tider hun havde brugt på at forstå, ret forfra. Hvordan den ene modpart, elskede den anden af hele sit hjerte.. Men. Hun nægtede at tage sådan noget videnskabeligt plidder'pladder med i denne beslutning. Hun sendte ham et skævt varmt smil, før hun så kort ned. "Det var vist en hurtigt beslutning. Og et meget stort ord." Hun så op på ham igen, for at måtte sukke dybt. Hun ledte, og ledte.. men det var bare ikke det samme. Hun kunne mærke stærke følelser for Nggung, men det virkede bare ikke som det han lod til at føle for hende. Hver gang hun søgte sit hjerte, var der altid noget der blokerede for følelserne. Hun var fanget. Hun følte sig lidt som en forræder. Han holdt allerede meget af hende. Men det hele kom bare så pludseligt. "Det er jeg virkelig glad for at have lært dem, Nggung. Men.. Jeg er ikke sikker på, at mit hjerte begærer de samme følelse som de har for mig." Hun sendte ham et sørgmodigt blik, og håbede virkelig ikke at han tog det for tungt. "Desuden er jeg bange for at glemme. Om dem. Og hvad med deres veninde?.. Vi har trods alt kun lige mødt hinanden, Nggung." Hendes stemme var varm, og omsorgsfuld. Hun havde næsten lyst til at give ham et kram, men ønskede ikke at gøre det mere akavet, hvis han ikke tog det særligt pænt.

Nggung slap Zefira da hun begyndte at sige noget "ja, ja det er det" og kigged på at hun kiggede lidt frem og tilbage.
Nggung kiggede væk da hun sagde at hun ikke kunne li ham på samme måde *fair nok vi har også kun lige mødt det kan være hun for andre tanker hvis de er sammen i lidt tid* og fik sig et chok da hun sagde at hun var bange for at glemme ham og kiggede op på hende igen "hvis vi bliver venner glemmer man ikke lige en, og det er okay vi mødtes først idag, men inden vi går inden for kan vi så ikke aftale at vi er venner og ikke lader det påvirke vores venskab" sagde han da han gerne ville blive venner med hende, for han havde heller ikke lyst til at glemme hende "og min veninde er bare en veninde og hun bliver heller ikke andet da jeg ikke har set hende i gud ved hvor lang tid" sagde han da han ikke havde set Shifty i mange dage nu, men hvis hun snakkede om Kasandra var hun også en veninde, men dog er det ikke så lang tid siden de sås sidst.

Zefira nikkede stille, og sendte ham igen et bedrøvet smil. Hun var trist, men mest på hans vegne. Hun havde lige fortaget et valg! Om kærlighed!.. Det var sært at tænke på, men hun var bare ikke klar. Ikke klar til at binde sig lige nu, og bestemt ikke så hurtigt. Men hun følte sorg, over muligvis at have knust Nggung. Det var ikke til at vide, hvor pænt han tog det. Det var ikke svært for hende at se, at han faktisk blev chokeret over at høre hun måske ville glemme ham. Hvem ville ikke blive chokeret over det? Det var selv, en af hendes største frygter. "Jeg er ikke bange for at glemme dem, blot fordi vi har mødtes i dag. Jeg er bange for at glemme, da det kan ske ud af det blå. Jeg har ikke altid kontrol over mig selv." Det sidste blev udtalt, med et let træk på skuldrene. Sandheden. Noget alle burde skænkes. "Men jo, jeg vil mægtig gerne være venner. Og nej, intet ændret." Hun sendte ham et mere bredt smil, der viste lettelsen over at han stadig ville være hos hende. Blot som en ven. Hun var dybt taknemmelig, og nød den varme følelse af et spirende venskab indeni. "I orden. Men måske skulle de tage at besøge hende igen? Måske savner i, i virkeligheden hinanden?" Hendes glødende øjne, sendte ham et drillende blik. Måske var han i virkelig bare ensom? Trist, og forladt?

Nggung blev af en eller anden grund glad da hun forklarede hvorfor hun ikke ville glemme "ja sådan er det når man glemmer alt" sagde han som en joke men han vidste ikke hvordan hun tog det så han fortsatte den ikke.
han blev ekster glad da hun bare gerne ville være venner da han ikke vidst om han havde ødelagt noget mellem dem "tak søde" han blev så glad at han krammede hende, selvom han ikke vidst hvorfor så ville det også være bedre hvis de bare blev venner.
han grinede efter det sidste hun sagde "uh jo jeg savner hende forfærdeligt" han mente det selv om det ikke lød som om, efter han havde grint af sagde han også "jo ser du, hun bor enlig ved mig efter jeg rede hende fra en der hedder Victor" sagde ham som han slap hende igen, "men nu er det lang tid siden jeg har set hende, jeg havde en ven på 'besøg' i 2 uger og jeg så hende ikke i den tid og hun var også væk før det så jeg er lidt bekymret for hende" sagde han og begyndte at gå hen imod huset igen "kommer du med til huset" spørg han og vender sig om mod hende med en hånd der skal tage imod hende.

Hun sagde ikke så meget, til det med at glemme alt. Hvad kunne hun sige? Ja, men det er efterhånden hverdag for mig! Nej, den duede vist ikke. Men hun følte sig ret velsignet, da hun faktisk var begyndt at huske bedre og bedre. Hun glemte ikke ting så nemt mere. Men det der var sket før, alting fra hendes barndom, hendes familie, venner og hjem var glemt. Alting før det første blackout var sort og rodet. Det var sort rod! Ikke engang små billede, eller lyde. Lidt overrasket over hans kram, krammede hun dog igen med et lille smil. Søde. Et rart ord. "I orden.. Min ven." Hun fnes let, da det vist var officielt at de var gode venner igen. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og hev mundvigen op i endnu et skævt smil. De var vel nok søde. Så havde han faktisk savnet sin ven. Hun nåede dog ikke at spørger ind til mere om det, da han begyndte på sin lange forklaring. "Victor. Er han så slem?" Hun lød ikke specielt overbevist. Venligheden som Victor havde vist hende i hulen, fik hende til at tvivle. Mon ikke det hele bare var en stor misforståelse? Jo, det måtte det være! Hun lod fødderne finde jorden, og lyttede interesseret. "Jeg kan godt forstå at de.. undskyld, du er bekymret." Hun forsøgte at prøve at tale lidt anderledes. Det var svært for hende, kun at tale gammeldags, når de fleste omkring hende, lod til at have et andet sprog. Da han begyndte at gå, fulgte hun villigt med, og tog hans hånd med et smil. "Om jeg gør.."

Nggung blev glad da hun tog imod hans kram.
Nggung gad ikke helt at svare på om Victor var slem, det kunne han fortælle om er hjemme så han spurte lige så roligt til hende "den samtale tar vi når vi kommer hjem okay"
der kom et lille Smil på Nggung mund da de så hans hus "selv bygget fra bunden kan du li det" spurte han om da de kunne se hans klostre, det var et stort hus med plads til 12 rum hvor der kunne være 2 i hvert, så lidt havde han da plads til, og overaskende nok så havde ingen opdaget det endnu.
Nggung gik hen til døren og åbnede den "velkommen inden for og føl dig endelig som hjemme" sagde han da så tilbage på hende der stade stod som om hun havde set et spøgelse.

En smule forvirret, nøjedes hun blot med at nikke af hans svar. Var han virkelig så slem? Gemte der sig hemmeligheder? Hun var lige ved at sukker højt af utålmodighed, over ikke at måtte vide det. Åbenbart, ikke en af hendes stærkeste sider. "Det gør vi så." Da de ankom til det store kloster/hus, kunne Zefira ikke dy sig for at standse op, og betragte dette mesterværk. Det var smukt, helt igennem gennemført. Men det var ikke nyt. Drengen var tydeligvis langt ældre, og stærkere end han sandsynligvis så ud. Men hvorfor så afkræftet nu? Hun burde have været et let bytte for ham, til trods for at han ikke ønskede at jage eller æde hende. Han burde kunne feje benene væk under hende, bogstavelig talt, på et øjeblik. Kunne han mon ikke lide sine kræfter? "Det er virkelig.. smukt!" Hun smilede bredt over det smukke hus, og opdagede først nu, at hun stadig stod tilbage. Med lette hastigt udførte skridt, stod hun igen ved siden af ham, smilende og en anelse beskidt. "Jeg takker mange gange." Hun nejede let, og gav sig til at gå en smule rundt, og studere det fascinerende sted.

Nggung smilede lidt "så er jeg hjemme, der har enlig gået lang tid sidden sidst jeg har været hjemme" sagde han med et grin "men er du sulten eller noget for jeg har lidt af hvert" og begyndte at gå hen i mod køkkenet "det er godt du kan li huset" sagde han med et stort smil på læberne *det kommer nok til at overaske mange at det er så stort og så flot* tænkte han lidt for sig selv og satte sig ned ved bordet og sagde "hvis du vil høre om Victor skal du nok sætte dig så du kan høre efter og forstår hvad jeg siger.

Hun fulgte roligt med, Nggung, mens hun lyttede til ham. Mest af alt, gik hun blot hos ham, for ikke at fare vild på dette sted. Det var næsten som et endeløst slot, hvor man kunne ende sine dage, hvis man ikke kendte den rigtige vej ud. Tanken fik hende til at gyse. Dog fik hun hurtigt kontrol over sig selv, og stemmen i ro til at svare. "Jeg er.. målløs. Af flere grunde. Men.. Jeg, som er hjemløs, kan ikke forstå, hvordan du kan tage dit hjem forgivet på den måde. Kan du virkelig undvære et hjem, dit eget, så længe?" Hun så på ham, med sorg i sit blik. Var det mon bevist, at han havde holdt sig væk, så langt tid. Mange ting, kunne jo være sket. Men det var ikke tiden at snage. Især ikke, da han talte om mad. "Mad er altid godt!" Hendes stemme blev efterfulgt af en dyb knurren, nede fra hendes egen mave. Det lød mere, som et vildt dyr. Med en stille latter, lagde hun armene over maven, i et forsøg på at kvæle lyden. Hun fulgte næsten luntende efter ham til køkkenet, hvor hun ivrigt spejdede sig omkring. Duften af mad, og ensomhed hang tungt i luften, og fyldte hende med blandede følelser. "Huset er vidunderligt. Hvordan kan man ikke lide det?" Hun satte sig overfor ham ved bordet, og mødte hans blik. "Jeg ønsker at vide, alt der er værd at vide, om Victor." Hun foldede artigt sine hænder, og sad med et roligt blik, ventende på svar.

Nggung lagde sin hånd på hendes kind for det var synd for hende at hun var hjemløs, da han selv havde været hjemløs på et tidspunkt vidste han at det ikke var sjovt "hehe det var godt søde. ja det kan jeg godt da det ikke en gang er et år sidden jeg flyttede ind så jeg er ikke blevet vand til de nye omgivelser og jeg sover ikke afligevel så det går nok" sagde han da han kunne se at hun var blevet lidt trist.
Nggung rejste sig "jammen hvad vil du have, hvis jeg ikke har det kan jeg hurtigt skaffe det" sagde han med et grin i stemmen "bare sig til jeg kan lave alt fra himmel til jord" og lagde en pande på han ovn som han lavede mad i "og nu smiger du mig det kan da umuligt være så godt" sagde han selvom at han vidste at det var et af de pæneste i underworld af hvad han selv havde set.
Nggung kiggede på Zefira "jo nu skal du se" sagde han mens han var ved at skære lidt salat "mit første møde med Victor er ikke et jeg helst vil huske men han truede både mig og min ven på livet fordi vi sagde hej til dem og han var lige ved at slå mig ihjel" han sank en klump bare af at tænke på hvor kold han enlig var "han havde en slave og en lærling, nu fik jeg så lærlingen til at flytte ind her for at hun ikke skulle omgåes med ham hele hans liv, og jeg ved ikke med hans slave" han stoppede med at lave noget og bare kigge ud i luften men han snakkede stade videre "min ven havde da mødt ham en gang før hvor han bare ville snakke med en anden kaldet Blair men Victor fik fat i ham og bed hans hånd af fordi han åbenbart havde truet ham ved at beskytte Blair som var gravid" da han blev færdig med at snakke lagde han kniven fra sig og vendte sig rund for at se på Zefira, Nggung var begyndt at græde "jeg vil råde dig til at lade Victor være for han er kun til problemer, se selv hans lærling selvom jeg ikke kan finde hende, men stade i den tid hun boede her snakkede hun i søvne om hvor slemt det var hos ham selvom han gjorde det lidt hyggeligt" sagde han og vendte sig rundt igen for at skære færdig men kunne ikke helt komme i gang igen fordi han hånd rystede af vrede i mod Victor.

Overrasket sendet Zefira et blik mod hånden, men gjorde ingen til at flytte den. Det var dejligt, og usædvanligt. To ting, hun efterhånden holdt rigtig meget af. "Det kan jeg godt se. Med et evigt liv, virker et år, måske ikke som lang tid?.. Og du sover ikke?! Hvad får du så de lange nætter til at gå med?" Fascineret. Et ord som passede helt rigtigt ind lige nu, hvor hun sad med øjne som et barns, der ventede på sin godnathistorie. Han havde så meget nyt. Hun elskede det! Alt var fantastisk, at få at vide på ny. Gamle historie, overbragt direkte fra overlevende. Ikke noget med hovedet i en støvet bog, for at høre, hvad de fleste tror skete. Dette var den ægte vare. Zefira blev siddende, og så efter ham, da han rejste sig. Hvad hun kunne tænke sig? Der var sørme meget. Men i et desperat forsøg, på at dæmpe den endnu knurrende mave, måtte hun vel hellere spørger efter noget god tung mad. "Måske en smule.. godt kød? Jeg virker måske ikke sådan, men jeg har faktisk en ret stor smag for kød. Dejligt saftig helst." Hun sendte det brede grin retur, og så kort ned i bordfladen. Hun holdt skam også meget af grønt, men de gange hun havde forsøgt at leve blot en uge som vegetar, var hun nær død af sult. Kun kød, kunne rigtigt mætte hende. Og i overraskende store mængder. "Selvfølgelig kan det da det! Har du set på det?" Med det brede grin, fulgte denne gang en sød latter. Det var længe siden, hun havde følt sig så afslappet i en andens selskab. Og så fri. Da han begyndt at fortælle, lod hun sine øjne hvile på ham. Hun opdagede stort set ikke hvad han lavede, eller knap at han græd, fordi hun var så.. opslugt af historien. Ikke på glædelig vis, nærmere af skræk. Victor lød forfærdelig! Alle de ting, mod alle de søde mennesker. Men der var selvfølgelig flere der havde slaver. Det var overraskende normalt i denne verden. Selv var hun ikke en stor tilhænger af det, medmindre slaven havde det godt. "Det gør mig virkelig ondt, Nggung.." Hun sukkede dybt, og brød sig fri fra sin drømmeverden. "Victor virkede blot slet ikke sådan på mig. Han hjalp mig fri af grotter, ledte mig til frihed, gav mig mad, gaver.. beskyttede mig mod hans edderkop." Med dyb forvirring i sine øjne, forsøgte hun at nå hans, til trods for at han stod med ryggen til hende. Hvad i alverden gik der af Victor, siden han gjorde alle de ting mod hende, men ikke andre? Verden var et forunderligt sted.

Nggung smilede "jo ser du, jeg plejer at jage om natten hvor alle andre sover, så møder jeg ikke nogle der for lyst til at slå mig ned" og grinede lidt da der er mange af dem, "og nej de er lige så lange som de plejer at være, og der bliver mindre og mindre at lave så det er blevet lidt kedeligt her på det sidste" og smilede lidt af sin joke.
Nggung åbnede sit køle rum og tog en stor kølle ud og sagde "så må da få dig et stort stykke hjort" og skar en god klump kød af køllen og lagde det på panden der var blevet godt varmet op, Nggung puttede lidt salt og peber på "kan du godt li stærkt mad" spurte Nggung Zefira.
Nggung lavede et facepalm på sig selv "jo jeg har set det men det kan umuligt være så flot som du siger" sagde han roligt, han kunne nemelig godt li når folk roste hans arbejde.
Nggung skar salaten færdig og skar nogle tomater og agurker ud, "sindet fordrager mange, og det kan være han havde bagtanker med det hele og sådan noget" han lagde kniven da han var færdig og vendte kødet og satte sig ved sidden af Zefira igen "men uanset hvad så skal ingen ting gøre dig ondt igen" sagde han og prikkede hende i siden som en joke.

Zefira kørte tænksom, og en smule brugt, en hånd gennem det røde hår. På vejen måtte hun dog flere gange stoppe op, for at fjerne jordrester, eller kviste der havde søgt ly, efter at hun var faldet. Med en opgivende og forpint rykkede hun et sidste råddent blad ud af håret, og lagde det diskret på gulvet ved siden af sig. Hun ville ikke rode i hans fine hus, men havde ærligt talt ingen anelse om, hvor hun skulle gøre af det. Hun var slet ikke vant til så formelle steder, efter at have levet det meste af sin tid i skoven. Nok kunne hun opføre sig pænt, og havde manerer som en dronning fra middelalderen. Men der ville altid være et eller andet primitivt over hende, der søgte tilbage til en tryg varme hule, og godt med kød. "Du jager altså dyr?" Hun gik ud fra det, da han flere gange havde påstået at mennesker ikke var ham. Men måske andre væsner? Hun undgik at spørger mere ind til, 'at blive slået ned' emnet. Det ville nok ikke nogen som helst humør. "Måske skulle du tage ud og rejse så? Væk fra det hele, og søge ny spænding og udfordring?" Hun drejede hovedet, mod ham, og smilede drømmende over idéen. Bare tanken om alle de eksotiske steder man kunne rejse hen, og så med en evig foran sig! Han kunne jo, granske, hver en del af den store vide verden! Hendes drømmende øjne, blev øjeblikkeligt spærret op, ved synet af den store kølle. Færten af det møre kød, ramte hende som et slag i ansigtet, mens hun allerede kunne fornemme det blive rykket i stykker mellem de hvide perletænder. Hendes utrolige sanser, gjorde ikke ventetiden bedre. Lydende, lugtende, synet. Det var lige før, hun var bange for at savle over sig selv. Men som den høfligt opdragede tøs hun var, satte hun et kært smil på, og holdt stramt om sine egne hænder. "Hjort lyder godt.. Og ja stærk mad, endnu bedre." Hendes stemme var en kende anspændt, men kun lige nok, til at man kunne høre det, hvis man vidste, hvad man søgte efter. Hun havde dog en tendens til sjove.. opstød, hvis maden påvirkede hendes mave. Dog havde hun en tendens til at klare maden, overraskende godt. Bortset fra den brændende fornemmelse i munden. "Pjat. Du ved det selv. Jeg kan høre det på dig." Drejningen i samtalen fik hende til at løsne lidt op, og det var næsten før at man kunne høre latteren i hendes stemme igen. Smilet forsvandt, og blev til en stille nikken. "Men, hvad nu, hvis han ikke bedrog nogen. Hvad nu, hvis det var ægte?" Hun så opgivende ned i bordet, og måtte lukke øjnene da en svag perlende latter dukkede frem i stedet, over det kildende prik. "Jeg er ikke så nem, at få ram på." Hun så kort ned på sit ben, og begyndte roligt at pakke det fri fra det blodige stof. Den dybe skræmmende flænge, der før havde prydet den blege hud, var nu væk, og erstattet at en lukket flænge, der nydeligt så ud til at hele i en hulens fart. "Magi.." Hviskede hun svagt, mens hun så op på ham igen.

Nggung smilede bredt "uja selvom meneske smager bedst så spiser jeg dyr, det reder flere fra at dø og så fordi jeg er sådan en meneske elsker så kan jeg jo ikke dræbe dem" Nggung gik hen til kødet igen og puttede lidt chili blanding i saften så smagen rigtigt kan trænge ind "jo det ville være en god ide at rejse lidt men jeg kan ikke efterlade det here, hele mit liv har jeg lagt ind i det her område og det kan jeg ikke gå fra nu, måske om et årti eller 2" sagde Nggung og smilte til Zefira.
Nggung grinte lidt "ja men det er dejligt at høre at man gør et godt stykke arbejde" og tog kødet fra panden og lagde det på en talerken og tog salaten og lagde det ved siden af og satlte den på bordet foran Zefira "hvis han ikke bedrog nogen så lad ham leve med det, jeg vil bare ikke lige tage kontakt med ham igen i den nærme fremtid" sagde Nggung for at få lidt humør ind i billed igen.
Nggung smillede "nej det kan jeg se men du skal nok vente lidt med at løbe væk fra en anden med det sår på dit ben" og Nggung så hende pakke hendes sår ud og kiggede som om der var et spøgelse "a det tro jeg på" og han blev helt tavs for han havde aldrig set noget lingende før.

Hun nikkede ganske enig. Det var yderst rart for hende at vide, at de vampyrer hun frygtede, faktisk godt kunne være menneskelig. Ja, de var bloddrikkende væsner. Det var nødvendigt for at overleve. Men det betød ikke i hendes verden, at det gav dem ret til at slå ihjel til højre og venstre. Mødet med Nggung havde virkelig åbnet hendes øjne en smule. "Hvordan.. Hvordan smager mennesker? Og dyr? Altså som blod?.." Spørgsmålet blev stillet ganske forsigtigt. Hun ønskede ikke at fonærme, eller spolerer sin appetit. Stilfærdigt fulgte hun så, hvordan han krydrede maden til. Den intense duft af chili, fyldte rummet, og sved lidt i hendes fine næse. Alligevel kunne hun næsten ikke vente med at sætte tænderne i det. "Nå ja, de har jo også evigheden. Ventetiden vil ikke ændre ret meget hos dem." Hun lo kort, over sin egen konklusion. Tanken om at hun muligvis ikke ville være i stand til at udføre de samme gerninger, eller rejse ret mange steder når de årtier var gået, pinte hende. Men hun var en livsnyder. Fokuserede på det bedste i nuet. Så hurtigt blev de dunkel tanker skubbet væk. Egentlig ville hun have svaret ham, på det næste han sagde til hende. Men i øjeblikket maden blev sat foran hende, forsvandt alt andet. Tvunget af sin høflige væremåde, sad hun som limet til stolen, og stirrede med store sultne øjne, på maden foran hende. Mad.. så tæt på! "Det forstår jeg udmærket.. Jeg havde nu heller ikke selv tænkt det, medmindre det blev aktuelt." Fik hun hypnotiseret fremmumlet. Hun skævede dog til ham med et grin, da hun så overraskelsen i hans blik. For hende var det også kommet som et chok, da hun havde opdaget nogle af kroppens forunderlige muligheder. Helt normal, kunne man vist ikke kalde hende.