//Zefira// nye venner

Hun rystede let, og forståend på hovedet. Drab var aldrig sjovt, men hvad vidste hun om det? Hun var ikke en morder. Ikke en vampyr, ikke.. Ikke noget som helst nej. *Løgner...* Hun var lige ved at bide hårdt sammen, og rynke utilfreds på næsen, da den klamme hviskende stemme dukkede op. Den kom ind i mellem, og fortyrrede hende. Prøvede at manipulere hende. Og dog havde den fået hende til at tro på, at de var forbundende. Det var som om, at det ikke bare var tilfældige tanker. Men en rigtigt person.. Begravet. Der talte til hende. Viste hende vej, og bragte hende fejl. Men hun valgte at leve med det. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun kom tilbage til virkeligheden, da han strøg håret væk fra hendes ansigt. De lysegrønne/blå øjne der stak ud som juveler mod hendes blege hud, studere ham igen nysgerrig. Det var noget helt andet, nu hvor de sad så tæt. Hun var ikke vant til at vær så nær personer, eller have for meget kontakt. Uvant, og dog en rar følelse.

Da han spurgte om hun var kommet til skade, så hun for første gang rigtigt ned af sig selv. Den ellers sædvanlige blege hud, var nu næsten gylden flere steder, på grund af det jordlag hun var gledet i. Landingen havde medbragt flere småskrammer, og lidt snavs. Men først da hun bemærkede en sær farvet plet på låret, og løftede en anelse og mere vovet op i den hvide kjole, kunne hun godt se det. En gren havde tydeligvis haft morskaben af at grave sig ind i hendes lår, og havde dermed skabt en blodig flænge. Den var hverken alt for dyb eller alvorlig, men nok til at hun trak hænderne lidt til sig. Blod var ikke noget hun var synderlig vild med. Pludselig slog det hende.. Vampyr. Med et lettere nervøst, desperat blik, så hun mod Nggung igen. "B-Bare en smule.." Hun smilede prøvende, og forsøgte at dække såret med kjolen. Bare for at opnå resultat, at kjolen blev endnu mere blodig.

//Beklager jeg først svare nu Er virkelig stresset med eksamen for tiden Btw undskyld hvis det blev for langt

Nggung så ned på hendes lår da hun trak kjolen tilbage og gik lidt i chok og stoppede helt med at trække vejert af bare frygt for at gøre noget dumt, han sidder stille og kigger ned på hendes ben, hun trak kjolen ned over igen, han hørte ingen ting af hvad der blev sagt og bare stirede ned på hendes ben.
Nggung rejste sig rogligt og gik et skridt væk "for satan det må du undskylde" sagde han og satte sig med ryggen til hende, han begyndte at trække vejert igen da han begyndte at komme til sig selv igen.

//du skriver bare så meget som du vil og jeg vil nok heller ikke svare så tit pga eksamen så det går nok //

Zefira blev næsten lamslået siddende, da han rejste sig, og gik en smule væk fra hende. Blikket der havde hvilet på hendes lår, hendes blod, havde virket så utroligt.. dyrisk? Hun vidste godt at det var en vampyr, men bare tanken om, at hun faktisk havde blottet sit eget blod for en, faldt hende nu temmelig idiotisk. Hvad tænkte hun på?! Hun holdt stadig stoffet stramt ned over låret, i et håbløst forsøg på at stoppe blodet. Dog uden den mindste form for held. Små dråber gled ned over hendes ben, mens den hvide kjole var så godt som ødelagt. Smerten fra såret var omsider begyndt at ramme hende, og da hun nærmest kravlede hen til vampyren, havde hun lyst til at bide i et eller andet. Det sved forfærdeligt! Det var ikke særlig tit hun blev skadet, og gudskelov for det. Hun lagde forsigtigt sin hånd mod hans ryg, og trak den så til sig igen. "De bør da ikke undskylde. Det var mig, der handlede.. dumt." Dumt. Mildt ord for det hun havde gjort. Han var tydeligvis påvirket, og hun var ikke sikker på hvor godt han kunne styre sig.

//Jamen tusind tak så Og held og lykke //

Nggung vendte sig igen og så på Zefira der lagde en hånd på ham, den var dejligt beroligende men hun flyttede den igen "nej det var ikke dig der gjorde noget dumt det er bare ikke alle der kender til mig for så vidt jeg ved så er jeg den eneste 'gode' vampyr i landet" han kiggede på såret igen "flyt kjolen og lad mig hjælpe dig med at få dig gjort klar igen" han smilte til hende og tog hendes hånd "nu bliver du nød til at stole på mig ellers kommer det ikke til at fungere okay, jeg har lært mig op i hele mit liv til at hjælpe folk der var kommet til skade så hvis, men hvis du vil kan jeg også bare tage dig til hospitalet" sagde han og smilte.
han rettede sig ud og følte lidt smerte i benet og han huskede hvordan det var brækket, han slap Zefira og tog en tyk gren og bandt det om hans ben for at stytte det lidt.
og bagefter flyttede han hendes kjole så han kunne undersøge hendes sår.

Hun smilede lettet, og himlede prøvende med øjnene for sjov. "Ja, de har da ikke gjort mig noget. Men selv de gode, har deres svagheder. Man er hvad man er." Hun så forstående på ham, og kunne godt forstå hvis han ikke ville hjælpe. Uanset hvor stærk man er, verdens stærkeste mand! Så var der altid, en svagheder. Ingen undtagelser. Hun så tøvende ned på kjolen, som hendes hænder forsøgte at dække over. Kjole var nok så meget at kalde den nu. Så snart det her var overstået, og hun havde fundet en ny, ville hun brænde den her. Den var ikke værd, at blive jagtet for. Det var yderst risikabelt at rende rundt med frit blod, flagerende omkring sig, som en eller andens slags food to go. Hun så op på ham, og direkte i hans øjne, med et kort nik og et lille smil. "Jeg stoler skam på dig. Og hospital?.." Tanken om et rent sted, som hun næsten kunne kalde for hjem beroligede hende. Men hun kendte ikke ret meget til hospitaler, og alligevel virkede tanken en smule skræmmende. Men bestemt ikke udelukket. Hun så bekymret ned på hans ben, da han pludselig bandt en gren til det. "De har har nok mest brug for hjælp." Hun nåede dog ikke at gøre ret meget mere, før han havde flyttet op i hendes kjole. Lettere rødmende, lagde hun diskret hænderne for, der hvor man kunne se op under kjolen. Såret sad et godt stykke op af låret, og viste skræmmende meget hud. Det menneskelige blods fært, fangede hende først nu. Hun havde været alt for optaget, af alt det andet. Hun pustede frustreret færten væk igen, da en snert af det ukendte igen ramte hende. Mon hun havde spist noget råddent? Infektion i blodet?.. Nej. Hun hidsede sig selv, unødvendigt op. Ingenting var galt.

Såret var i sig, ganske enkelt. En næsten lige flænge, knap en centimeter bred og dyb. Den skabte en slags farve, næsten skrigende, mod hendes hvide hud. Et lokkende syn, for enhver med trangen.

Nggung grinede lidt men man kunne stade høre paniken i hans stemme.
"ja men jeg har lært mig op hele mit liv og nu kan jeg sagtens leve med sårets menesker ved min side det er bare når jeg bliver sur at jeg ikke kan holde mig selv tilbage især ikke hvis der er blod i nærheden, så ik pis mig af" det sidste sagde han med en sarcasem i stemmen han satte sig på hans røv mens han kiggede på Zefra og tog et stort stykke 5 cm stykke af hans bukser og lagde det på hendes ben "du skal ikke blive forlengent jeg kigger ikke" sagde han stille og smilede.
Nggung var begyndt at slappe lidt af "nej mit det går over snart, nok ikke idag men hvis jeg bare ikke bevæger mig så forfærdlig meget så er jeg så klar som jeg var før jeg faldt om et par ugen" og grinte et stort grin og ubevidst lage en hånd på hans brækkede ben.
han tog hendes hånd igen og sagde "slap af du overlever" og grinte igen.

Hun tvang sig selv, til at lytte efter hvad Nggung sagde. Ikke fordi det ikke var interessant. Hun fangede dog bare sig selv konstant i at skæve mellem hans mund, og hendes lår. De var tæt på hinanden. For tæt, til at kroppen kunne falde fuldstændig til ro. Den anden grund til at hun panikkede sådan, var nok den ubevidste smerte og chokket fra såret. "Det er virkelig godt gået. Og rolig nu! Vi har vist allerede set, at skræk og jag, intet godt føre med sig." Igen skævede hun til deres ynkeligt sammenklumpede ben, der lå brækkede og blødende mellem hinanden. Smart, huh? Hun nikkede til den andet han sagde, da hun ærligt ikke vidste hvad hun skulle sige til det. Det var rart han ikke kiggede. Havde han overhovedet overvejet det? Hun rystede tankerne igen ud af hovedet, og levede i nuet. "Det lyder godt!" Egentlig havde hun lidt skam over sig, da det var hende der var stukket af, og havde bragt dem i denne situation. Hun måtte virkelig tage sig lidt sammen. Hun så ned på deres hænder, og så op på ham igen. "Jeg er ikke bange mere.." Hun smilede stille til ham, og mente det faktisk.

Nggung rejste sig op dog med få problemer med hans ben men han kom op og da han var helt oprejst tog han sin hånd ud til Zefia som tegn på at hun også skulle komme op så de kunne komme et andet sted hen "hey komme du jeg har et hus ikke så langt her fra" og da han blev færdig med sin sætning kiggede han op på toppen af træerne som han godt kunne genkende, det var vidst ikke mere ind en halv kilomet hen til hans hus, han var da bange for at se hvad Shifty sagde men hun havde ikke været hjemme i et godt stykke tid nu så det kunne enlig være lige meget.

Zefira tog taknemmelig imod hans hånd, og fik hevet sig op og stå. Smerten fra benet var overraskende hurtigt ved at fortage, men den underlige åbne følelse såret skabte, generede hende en hel del. "Et hus?" Billeder strøg gennem hendes hoved, om utallige hytter, en varm kamin, senge, tøj. Alt hvad hun begærede i sin rimelig sølle tilværelse. "Et hus lyder godt." Hun smækkede et smil på, og glædede sig mest af alt bare til at se hvordan andre levede. Det var altid så interessant at komme på besøg, hvis man bare fandt de rigtige mennesker. Hun stirrede i samme retning som ham, men var generelt usikker på hvad de så efter. Boede han der? Hun havde ingen anelse om hvor lang tid det ville tage, men hun var en ganske god vandre efterhånden. Sådan en tur, burde hun nok kunne klare.

Nggung smilte og grinte lidt "ja men det ligner nu mere et kloster, men skal vi begynde at gå" da han ikke vidste hvor slemt hans ben var vidste han ikke hvornår de kom hjem han rykkede hans arm ind foran ham selv som viste at hun skulle gå forst "du skal bare gå den vej" sagde han og smilede sødt til hende.
han kiggede op på trærenes kroner og så at han havde vist hende i den rette retning "det siger træerne i hvertifal" og grinede lidt, da hun sikkert ikke kunne frstå hvordan han kunne se det fra træerne.

Zefira kunne ikke lade være med at blive smittet af hans latter, da tanken om et vampyr i et kloster ramte hende. "Virkelig?.. Kan din partner godt lide det? Hun er måske kristen?" Hun fnes let, og vendte blikket fremad igen. Det var nok ikke et emne hun burde spøge med. Det var let at komme til at såre nogen, ved uskyldig nar. Men tanken virkede for hende blot en smule fjollet, og gav hende et smil, der ikke rigtig ville slippe, mens hun satte igang. Hun gengældte smilet med et nik, og begyndte en rask gang i den retning han havde sendt hende. Selvom hun var skadet, var der overraskende meget viljestyrke i hvert et skridt. Det virkede nogle gange som om, at hendes krop var et stort lager af energi, der skjulte sig bag den menneskelig skrøbelige facade. Og til tider trådte i kraft, når man mindst ventede det. Hun kastede et hurtigt blik op mod træerne mens de gik, og kunne ikke rigtig finde mening i det han sagde. Talte han med træer? De virkede ret tavse for hende. "Taler de med træer? Eller kender de bare dem i nærheden?" Hun så nysgerrig tilbage på ham, og håbede ikke at turen var for meget, da han trods alt havde brækket et ben.

Nggung grinede lidt "hihi ikke sådan et kloster, det ligner det jeg voksede op i bare ikke med lige så mange rum hihi da vi kun er 2 men vi har et par ekstra lokaler hvis vi skulle få besøg" sagde Nggung og smilede og fulgte efter da hun begyndte at gå.
han blev overasket da hun hurtigt kom over smerten, eller det så sådan ud.
han grinede lidt af hendes kommentar "hehe nej jeg er ikke tidliger elver men det kunne være fedt men det er bare at jeg har gået meget rundt her i skoven så jeg kender næsten hvert træ og ved ca hvor de står til mit hus så jeg er bare hurtig til at lære" han lage en hånd i ryggen på hende fordi hun var ved at gå forkert så han rettede lige hende på den rigtige vej.

Hun grinede med, mens hun lyttede igen. Trods vampyrens unge alder, havde han faktisk en masse fornuftigt at fortælle. "Ah, det giver en smule mere mening." Hun fulgte ham næsten konstant med blikket, mens hun gik. Hun lod benene arbejde, og sanserne bestemme. Trods den tidligere smerte virkede hun frisk, og nød godt af energien. Det var bestemt ikke et dødeligt sår, og kroppen virkede som om at den arbejde på højtryk med at få den lille 'skramme' væk fra hendes tanker. *Du har dit eget at tænke på. Vampyrer er jægere. Blodsugere* Hun rystede på hovedet, og så frem ad igen da hun åbenbart var smuttet væk fra sporet. Glædeligt lod hun ham skubbe hende på plads, mens hun rømmede sig oven på den fjerne stemme. "Tja, så må du have en fantastisk hukommelse. Forresten kan elvere, overhovedet, blive vampyrer?" Hun smilede lidt over spørgsmålet, da det egentlig virkede rimelig fjollet, nu hvor hun sagde det højt.

Nggung grinede af hendes kommentar "hehe jo det tro jeg godt de kan men jeg har aldrig set det før så jeg aner det ikke, men ja min hukommelse er fantastisk" og grinede da de var næsten henne hvor man kunne se hans hus besluttede han sig for at lave en joke "ups det var vidst den anden vej hihi" han grinede af det han sagde og satte sig på en gren og det havde hans ben længe ønsket.
han ventede på at se Zefia's reaktion da hun sikkert ville gå i panik men han kendte hende ikke så han ventede bare med et stone face og inde bag hans ansigt grinede han lidt.

Hun så stadig frem for sig, men havde intet besvær ved at høre hans ord, takket være sin fantastiske hørelse. "De har måske mange minder så?" Hun kunne næste høre håbet spire i sin egen stemme, men lagde hurtigt en dæmper på det, ved at minde sig selv om, at det jo ikke var hendes hukommelse, der blev bedre. Hun måtte bare accepterer det, som hun efterhånden havde gjort. "Gid det var mig.." Hun så frem for sig mens hun hviskede ordene, og håbede faktisk på, at han ikke hørte dem. Hun standsede, og vendte sig om med et højst forvirret udtryk da han sagde at de gik den forkerte vej. Sagde han ikke lige, at han havde fantastisk hukommelse? Hun så sig omkring, og følte sig håbløst strandet. Da han havde sat sig, sukkede hun opgivende, og satte sig på jorden. "Så vi er faret vild?" Hun så inderligt på ham, og håbede at det ikke var sandt.

da hun havde sat sig og kigget lidt rundt sagde han "enlig ikke det var bare en joke vi skal forsætte den vej vi var på vej hen mod" hvad der startede som en joke blev lidt ødelagt da han kom til at tænke på sin søster "ja det er godt at huske men der er bare nogle ting jeg gerne vil glemme, ting som det jeg gjorde mod min søster" han kiggede ned i jorden og kunne mærke hvordan en tåre trillede ned af hans kind.
han rejste sig op og gik hen til Zefira og lage en hånd ud til hende for at hjælpe hende op igen "men det skal ikke ødelægge resten af dagen" sagde Nggung og grinede en smule og sendte den anden hånd ud for at vise vejen hvor hun skulle gå hen af.

Hun himlede næsten med øjnene af ham, men endte med at stryge en hånd gennem håret blot for at udligne det faktum, at han faktisk havde narret hende. Blot for sjov, men hun var vist lidt for nem af sig. Hun kluklo svagt af sig selv, og lod ham hjælpe hende op, endnu engang. "Dem er de vist lidt for god til." Hun sendte ham et lystigt smil, der tydeligt fortalte at hun faktisk morede sig. "Så lad os glemme dem. Og fokusere på glæden ved nuet." Hun tørrede blidt tåren væk, inden den nåede helt ned af kinden. Hun ønskede ham ikke trist, eftersom han havde fået hende til at le, allerede så mange gange at hun ikke kunne holde styr på det, på blot en enkelt dag. "Niksen biksen!" Hun lo igen, og fulgte efter hans hånd, da han forhåbentlig talte sandt denne gang.

Nggung blev smittet af Zefira's gode humør og lo med hende, han holdte hende lidt tilbage da han mærkelig nok følte at det var dejligt at hun var så tæt på "lad os glemme fortiden og så kun leve i nuet, det er en meget god ide" sagde han og smilte stille og han var sikker på at hvis han kunne så var han rød i kinderne da det var langt tid siden at han havde haft det så godt som han havde det nu.
han stod lidt og holdte hende tilbage, ikke stramt nok til at hun hurtigt kunne komme fri hvis hun ville.

Da Zefira gjorde mine til at gå mod retningen huset forhåbentlig lå i, blev hun stoppet af at han rent faktisk holdt hende tilbage. Ikke på en uvenlig, eller bestemt måde. Bare ganske blidt, som om han havde mere at sige, eller blot nød øjeblikket. "Ja, ikke?" Spørgsmålet var mest for sjov. Men hun elskede faktisk de ord. Det var et motto, hun prøvede at fastholde. Hun forsøgte at lade være med at tænke over alt det glemte, og fokuserede i stedet på det nye, og forunderlige. Det gode ved intet at huske var, at alting var en ny opdagelse og som regel glædelig overraskelse. Hun huskede første gang, at hun så sne efter at være vågnet. Det var noget at smukkeste hun nogensinde havde oplevet, som selv magi ikke kunne hamle op med. Og følelsen. Kulden! I starten havde hun faktisk været bange. Det havde været skræmmende koldt. Hun havde ikke frosset, men fornemmelsen af at hendes hud virkede så utrolig sart, havde fået hende til at krybe i læ, og betragte sneen der. Hun vendte tilbage til nuet, og betragtede Nggung. Det var ikke svært at se, at han også var blevet påvirket af stemningen, men det glædede hende kun. Han fik hende faktisk til at føle sig rolig, og tryg. Trods alt det, de lige havde været igennem. Havde de klaret det. Sammen.

det overraskede enlig Nggung at hun blev stående inde ved ham og grinede lidt af hendes kommentar og sagde så "er du sikker på at sådan en sød og smuk pige som dig ikke har nogle partner" og lagde sit hoved på skrå og kiggede hende dybt i øjnene "og jeg vil bare gerne sige tak, tak for alt idag" og hev hende en smule længere ind sig.
Nggung slappede mere og mere af hvor tættere på Zefira kom på ham, han slappede så meget af at han ikke kunne mærke sit ben mere, det eneste han kunne føle var at han havde hende i hænderene og han havde helt glemt Shifty, Malao og alle de andre der var inde i hans liv.

Hun kunne ikke lade være med at rødme, da endnu flere søde og smigrende ord dukkede op. En partner? Det fik hende faktisk til at tænke. Da hun var vågnet op, og gået igang med sit liv, havde hun aldrig skænket det en tanke, om hun havde haft en partner. Glemt, og fortabt. Svigtet måske? Tankerne fik hende til at føle sig en anelse trist, da det ikke var til at vide, om hun havde svigtet en. Men hun viste det ikke. Det var ikke fair overfor Nggung. Han spurgte jo blot. "Den søde pige her, har ingen partner nej." Hun var lige ved at fnise over hvordan han fik hende til at tiltale sig selv. Det var jo helt fjollet! Da han hev hende længere ind til sig, blev hun i første omgang lidt forvirret og overrasket. Men hun glemte det hurtigt, da han takkede hende. "De behøver da ikke takke mig.. Jeg skylder dem." Hun sendte ham et forsigtigt smil, og mente sine ord. Han havde hjulpet hende. Og var ved at give hende ly! Det var jo helt.. fantastisk?

Nggung grinede et hurtigt grin af hendes kommentar "så vil det ikke gøre dig noget hvis jeg kyssede dig" spurte han hende, han havde dog en partner men hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af og så havde han ikke set noget til hende i mange dage nu, så han vidste ikke hvor hun er blevet af.
og da hun sagde at han skyldte hende så sagde han "ikke mere ind jeg skylder dig, du gjorde min dag fra at være død syg til at rent faktisk at være sjov og det sker ikke så tit" han mente ordne fuldt ud og han havde helt glemt at hans ben var brækket lige nu hvor han sad her sammen med hende.

Igen fik hun et hurtigt overrasket ansigt, som hun skyndte sig at fjerne igen. Hun kunne ikke lade være med at smile af hans spørgsmål. "Intet herfra der stopper dem.." Hun lagde hovedet på skrå, mens hendes øjne strålede. Nysgerrigheden var vakt. Hun havde aldrig kysset nogen rigtigt før. I hvert fald ikke, hvad hun huskede af. Desuden var det spændende! Nyt, og ukendt! Og ét enkelt lille kys, kunne vel aldrig skade? Hun grinte stille, og nikkede til hans ord. "Sandt nok. Vi redde vist hinandens dag.. Og lærte et par ting eller to.." Hun skævede kort ned til deres ben, hvor smerten næsten var forsvundet i hendes. Hun kunne knapt mærke blodet løbe mere. Det hele var som.. frosset i tiden.

//Beklager det korte indlæg ^^

//det går nok //

Nggung grinede af hendes korte ansigt træk og lagde også hans hoved på skrå, inden han kyssede hende hørte han hvad hun havde at sige og lagde sine læber på hendes.
han forsvandt for alt og alle han kunne kun mærke at hun var lige foran hende og deres læber der kørte på henanden.
da Nggung tog sine læber fra hendes igen kunne han ikke sige så meget, men han fik da presset nogle ord ud som lød "jeg lærte hvad det betød at elske" og smilede stille til hende.

Hun lod stille sine øjne glide i, mens hendes hoved forsigtigt nærmede sig hans. Hun havde ingen idé om hvad der ventede, men lod ham villigt føre an. Hele hendes snakken, stoppede næsten øjeblikkeligt, da deres læber ramte hinanden. Hun kunne mærke en sær kildrende fornemmelse helt ned i tæerne, af den ukendte bløde følelse af hans læber. Næsten slukøret over over at det 'allerede' sluttede, trak hun sine læber fra hans, og ansigtet lidt tilbage. Hun sendte ham et bredt smil, men pressede læberne lidt mod hinanden. Smagen, duften, følelse. Det hele kørte rundt! Selvom hun aldrig rigtigt havde kysset før, lovede hun sig selv, at det ikke blev sidste gang. Det var jo.. ren magi! Det hele stoppede et øjeblik, hvor hendes øjne blev spærret op atter og endnu engang. "Elske... Elsker du mig?" Hendes stemme var fuld af stor undren, men også nysgerrighed. Elskede hun ham?