xx Playing with food. Dare to interfere? -Sajro

Hun kneb sine øjne en smule sammen da han drillede hende med hendes rødmen, det var ikke noget hun selv kunne styre, og hvis hun kunne var det aldrig sket! Men han skulle bare vide hvor svært det var for hende at svare, han havde ingen idé. Hun lagde godt mærke til at han stoppede faldet en smule med sin arm og det var hun en smule glad for da hendes hånd nu alligevel gjorde en smule ondt, men hun var i stand til at se bort fra det fra nu. For nu var han den eneste hun fokuserede på.
Da han snakkede så hun lidt på ham og som svar nikkede hun nu bare kort. Hendes øjne lyste svagt og hun fulgte med ham da han satte sig op, og tog automatisk sine arme om hans hals. Hun kæmpede på ingen måde imod da han spredte hendes ben eller holdte hende løftet. Hun virkede dog en smule ivrig efter at blive sænket. Hun så ham ind i øjnene da han slap kysset og hun nød at han bed hende hårdt. Hun sukkede af nydelse og vidste at der nok ville komme mærker. Men det havde hun intet imod.
”Jeg er klar til at mærke min alfa fuldt ud… Helt klar.. Spørgsmålet er om du er klar til at mærke mig?” hun gik ikke i dybden med det men hun ville være sikker på at når hun engang tog væk, ville hun efterlade ham hungrende efter mere. Mest fordi hun selv kunne mærke at hun ville komme til at savne ham. Hun ville dog ikke lade det ødelægge det der var i gang med at ske.
Hun så lidt på hans muskler og prøvede at lade være med at bide sig i læben, da hun kunne mærke at den snart ville begyndte at bløde, så meget som hun bed i den. Men hun kunne ikke lade være. Det var hendes måde at vise at hun kunne lide noget. Hun rettede sit blik mod ham igen og kiggede dybt ind i hans øjne. Hun kyssede ham igen, bare for at mærke hans læber mod sine.

Hun vidste godt at en alfa nok ikke brød sig om konkurrence, mest fordi der ikke var andet når man var alfa. Ikke at hun kendte til det. Hun holdte vejret da hun mærkede hans lem, hun ville dog bare have ham op. Hun så lidt på ham og bed sig en smule i læben, dog så fik hun formået at bide hul og blodet løb stille ned af hendes hage. Hun slikkede sig kort om læberne.
”Jeg har ikke været sammen med nogen længe… Så måske en smule stram..” sagde hun. Hun ville ikke ligge skjul på sin ivrighed. Hun stønnede lavmælt da hun mærkede ham trænge op i hende, det føltes helt igennem fantastisk! Hun tog sine arme om hans bryst og satte sine negle i skulderen på ham. Hun nød det alt for meget.
”Ahh… så godt…” stønnede hun mens hun kørte sine negle ned af hans skuldre af nydelse. Hun nød at han styrede det hele. Hun nød at han havde al kontrol. Hun havde intet problem med at underkaste sig ham. Hun pressede sit hoved let mod hans bryst og lukkede sine øjne i da det var helt igennem fantastisk:” Hvad er dit navn, alfa..?” spurgte hun rolig med en ivrig stemme. Hun følte ikke helt for at kalde ham alfa resten af tiden de tilbragte sammen. Hun nød at han bed hendes øreflip og hun følte at hun skulle eksplodere et hvert øjeblik.
"Mit navn er Tera forresten..." hviskede hun forførende ind i hans øre.

Hun havde ventet på at han ville kysse hende, der var ikke noget andet hun hellere ville. Hun kyssede med og holdte blidt fat i hans sider mens hun lukkede sine øjne i, nød kysset så længe det varede. Da hun åbnede øjnene så hun at han kiggede hende dybt i øjnene og i et kort øjeblik faldt en underlig varm følelse igennem hende og hun fik kuldegysninger. Det var længe.. længe siden at hun havde følt den følelse. Hun stønnede roligt for hver gang han bevægede hende og vred sig svagt af nydelse.
Hun opdagede ikke at han løftede hende før hun mærkede hans bryst mod sin ryg. Hun gispede kort og så så lidt om på ham med halvlukkede øjne. Det var tydeligt, hvor meget hun egentlig nød det:” Det er virkelig godt…” mumlede hun ind mellem hendes støn. Hun vred sig kort mens hun mærkede hans hånd køre ned af hendes bryst, mave, og hun var nød til at lægge hovedet tilbage.
”Sajro… mnh..” sagde hun kort inden hun fortsat bevægede sig i et ret ivrigt tempo, med et støn for hver gang hun bevægede sig. Hun tog blidt fat i hans ene hånd og flettede roligt sine fingre ind, da hun nu godt kunne lide at flette fingre. Hun pressede sig tæt op af ham mens hun nu bare mærkede nydelsen overvære hende.
For hvert kys hun mærkede på hendes hals bevægede hun sig hårdere, hun kunne mærke hvordan nydelsen langsomt begyndte at bygge sig op. Hun satte roligt sin frie hånd op til hans kind idet hun skubbede hans ansigt mod sit for at give ham et lystfuldt og halvivrigt kys inden hun åbnede sin mund en smule for at lave det om til et tungekys.
Hun havde stadig en svagt rødmen i hendes kinder og hun begyndte at få det varmt. At han var varm hjalp hende ikke ligefrem, men det betød intet. Hun kun stille og roligt mærke hvordan hun ligeså stille kom tættere og tættere på sit climax, og det fik hende til at bevæge sig hurtigere, mens små nydelsesstøn undslap hendes læber.

Hun nød det nu bare mere end hun egentlig havde prøvet at nyde noget før og følelsen af at være tættere og tættere på klimaks gav hende kuldegysninger. At han bevægede sig hårdere havde hun intet imod selvom det gjorde en smule ondt, dog ondt på en måde der tændte hende. Hun lod ham skubbe hende ned på alle fire og hun greb hårdt fat om græsset. Hun lukkede øjnene i og bed lidt i såret i sin læbe af nydelse mens hun stønnede. Lige indtil han skulle til at sige et andet navn. Hun åbnede sine øjne roligt og tog sig ikke meget af at nå sit klimaks udover at hun kom med et let støn.
Hun lukkede øjnene kort i og lagde sin flade hånd over sine øjne mens hun prøvede at ignorere hvad der lige skete. Men hun kunne ikke. Hun trak sig lidt væk fra ham og så nu bare en smule væk uden at sige noget. Hun kunne ikke finde ord, selv hvis hun gerne ville.
Hun kunne mærke vreden bruse op i sig, hun følte sig dum. Hun havde åbnet sig, ladet ham lære hendes gamle jeg at kende, men han kunne ikke lide tage tiden til at fortælle at han havde en i sit hjerte allerede? Hun satte sig roligt på jorden og trak sine ben indtil sig uden at sige et eneste ord. Hvad var der alligevel at sige? Hun havde ikke noget at sige til ham. Det var alligevel ovre. De fik vel begge hvad de ville have?
”Og det er sådan jeg slipper for at bruge nogen penge på fornøjelser..” sagde hun, hendes stemme var ved at knække men den havde en vis koldhed over sig. Hun rejste sig roligt og børstede blade og jord af sig inden hun nu bare vendte ryggen til ham. Hun ville ikke se på ham, hun ville bare væk:” Jeg håber at du kommer til at have det godt med hvem end det er der gør dig glad..” kom det fra hende, hendes stemme virkede stærkere og mere kold end før. Hun kom med et svagt fnis, kun over sig selv at hun havde været dum nok til at åbne sig. Hun kunne mærke sine klør komme frem, mest på grund af vreden og hun knugede sin uskadte hånd sammen, borede klørene ned i sin hånd.

Hun sagde ikke noget til det han sagde, hun nægtede lidt at svare. Hun lukkede sine øjne hårdt i og hendes øjenbryn bukkede sig nedad i et vredt udtryk. Blod dryppede ned fra hendes hånd og egentlig kunne hun påtvinge sig sin transformation, hun var vred og såret og smerten gjorde det sidste. Men det ville hun kunne. Hun kunne alligevel ikke slås, hun var såret.
Hvad skulle hun gøre? Hvad var der at gøre? Der var ikke noget værre end at åbne sig til nogen på den måde, og så finde ud af at de havde en anden i tankerne. Hun kom med et dybt suk, hun vidste godt at det ikke ville hjælpe at være vred, men lige nu virkede det som den bedste løsning, i et øjeblik ville hun bare smide al fornuft.
Hun så bare ned i jorden:” Fantastisk selskab… psh…” mumlede hun lavt for sig selv og åbnede så sin hånd for at se hvilke skader hun havde givet sig selv. Hun kunne ikke mærke det, det var næsten komisk. Der var fire former for streger efter hendes klør og blodet flød ekstremt langsomt fra sårene. Hun kneb sine øjne svagt sammen og virkede nu bare rolig, sådan lige pludselig.
”Du er her med mig nu… Men du er forelsket i hende… Vil du da ikke have hende?” sagde hun roligt og mærkede tæppet om sine skuldre. Hun lagde hovedet tilbage og så direkte ind i hans øjne, der var ikke mange følelser at finde i hendes øjne. Hun gemte det. Svagheden, vreden… Afvisningen. Var det en afvisning? Hun var ikke sikker. Men det var i hvert fald sådan hun havde tolket det.
Hun lod sit hoved falde på plads og stirrede ud mod skoven:” Fortæl mig om hende..” sagde hun og tørrede sine øjne let i smug. Hun ville ikke vise svaghed, ikke længere. Egentlig ville hun ikke høre om hende, det ville gøre det værre. Men hendes følelser var gemt væk, så det kunne være ligemeget.

Tera stod overfor to valg lige nu. Hun havde en form for indre kamp hvis man kunne kalde det, det. Hun kunne vælge at lukke sin skal om sig igen og aldrig lade nogen komme ind på den måde han gjorde. Eller hun kunne tage skallen af. Hun var bange. Hun ville ikke såres, hvem ville også det? Hun kunne ikke rigtig være vred over at han havde været sammen med hende på den måde med en anden i sit hjerte. Han havde vel sine grunde? Hun satte en hånd op til sit hoved, alle de tanker der bare flød gennem hendes hoved gav hende hovedpine. Hun lukkede sine øjne i og prøvede at slappe af.
Tera rejste sig roligt og sukkede kort. Hun trak tæppet mere om sig og så lidt ud mod skoven. Derefter kom hun bare med et lille smil og vendte sig mod Sajro. Hendes smil var ægte, det kunne man se:” Jeg er ikke typen der bærer nag overfor noget som det her.. Der skal mere til..” sagde hun med en bestemt og rolig stemme. Hun holdte tæppet om sig og satte sit hoved lidt på skrå.
Hun følte bare at hun egentlig havde overreageret, men det var fordi hun havde åbnet sig selv på en måde hun aldrig havde før, og det gjorde hende sårbar. Det var en fejl, som hun næppe ville begå igen. Hun vidste bare ikke rigtig hvad hun skulle sige nu. Det føltes halv akavet at stå kun dækket af et tæppe.
” Du kan ligeså godt fortælle mig om hende nu.. Det vil i det mindste…. Gøre det mindre akavet.. du ved..” sagde hun roligt og satte sit hoved en anelse på skrå. Han virkede som en god person, det kunne hun tydeligt mærke.
Det var også sådan set den eneste grund til at hun ikke ville gøre situationen værre end den allerede var. Han havde jo ikke ligefrem gjort hende noget. Det var ikke ligefrem hende at være så blødsøden. Man kunne vel sige at han var en af de heldige. Eller nærmest den eneste der havde fået glæden af at møde den rigtige Tera.

”Hvorfor du ikke sammen med hende?” spurgte hun en anelse nysgerrigt og så lidt på Sajro. Hendes hoved faldt lidt på skrå da hun ikke helt forstod det. Hvorfor ville han have andre hvis han var forelsket? Hun slappede af i skuldrene og knugede sin ene hånd let som havde fast om tæppet. Hun så lidt ned og lyttede til ham. Hun lukkede sine øjne en smule i men kun i kort tid før hun så op på ham igen. Hun tænkte en smule over hvad han sagde. En smule trist? Sikkert. Men det kunne ikke betale sig at være trist.
Hun smilte en smule da han begyndte at fortælle om hende som han nu var forelsket i. Hun kunne godt huske dengang hun blev forelsket. Men det var også mere fordi at det var varulven der havde bidt hende, men ikke efterladt hende til at dø. Hun så lidt ned i jorden og fik en svag rødmen i kinderne af at tænke på de gode minder. Hun tog dog overrasket en hånd op og kom bare med et blidt grin:” Undskyld… Jeg genkender bare følelserne bag det..” hun så lidt på ham og smilte en smule.
Hun betragtede ham mens han tog skjorte på og hun så lidt ned af sig selv da hun nu kun var iført et tæppe:” Har du en trøje jeg kan låne?” spurgte hun roligt og satte sig ned. Hun så lidt op på ham og kneb sine øjne sammen. Hun undrede sig nu virkelig over hvordan han kunne være sammen med andre når han var forelsket:” Er det ikke svært at være sammen med andre når du er forelsket?”
Hun åbnede roligt tæppet og blottede sin krop, hun følte sig ikke så akavet anlagt mere. Hun var nu egentlig nysgerrig, på hvad der kunne ske. Hun så lidt op på ham og smilte så svagt forførende:” Hmm…” hun bed sig svagt i læben mens hun tænkte lidt. Ville det virkelig være en smart idé at teste ham? Hvad var det overhovedet hun ville opnå? Hun bed sig svagt i læben og vidste nu godt hvorfor. Han var den første hun havde været sammen med som ikke bare havde behandlet hende som skrald og smidt hende væk:” Mnh.. Indtil videre er de eneste fyre jeg har haft gode erfaringer med, den anden varulv… og dig..” hun smilte blidt og så op på ham.

Hun kom med et fnys da han sagde det og rystede kort på hovedet:” For ung til at binde sig? Det lyder bare som en undskyldning for at holde dig på vognen indtil en hun finder nogen hun hellere vil have..” fløj det ud af hende. Hun tog en hånd op til munden men det var jo ikke ligefrem fordi hun løj, men nogen gange var det bedst bare at holde sandheden pakket ind.
Hun så lidt op på ham og så ham forsvinde ind efter en trøje. Hun slappede lidt af i kroppen og så ned af sin krop, hun havde ikke som så nogle ar, forbindingen dækkede hendes mave og det eneste synlige ar hun som så havde, var hendes højre arm der mest af alt lignede tandmærker der havde flået en smule ned i bidet.
Hun rakte roligt ud efter trøjen og tog den nu bare på, da hun nu godt lagde mærke til at han i starten prøvede at undgå at kigge på hende:” Hvis hun nu finder en anden… Så har du brugt al denne tid på ingenting… Det vel ikke… fair?” sagde hun roligt og rejste sig. Trøjen var for stor og nåede hende ned til midt på låret.
Hun så op på ham og tog blidt armene om ham. Det var ikke et forførende eller på nogen måde romantisk kram. Det var et venligt kram. Som man ville få fra en ven. Hun sukkede kort og så op på ham og aede hans kind:” Du har et godt hjerte… Jeg har ikke. Hvilket er derfor jeg kan se det… Du fortjener ikke at blive såret..” et blidt, ægte smil bredte sig på hendes læber og hendes tommelfinger aede hans kind i rolige men blide træk.
Hun slap hans kind og så derefter ned i jorden, hvis hun ville kunne hun fortsætte med at forføre ham, da hun ikke ligefrem ville benægte at hun ville have mere. Men samtidig ville hun ikke have at han skulle føle sig presset til det på nogen måde. Hun drejede lidt på sin fod og betragtede den mens hun ledte efter ord.
Hun bed sig svagt i læben inden hun bare så op på ham igen med blide øjne. Han var nok den eneste der ville komme til at møde denne form af Tera. Hendes rigtige jeg. På en måde skræmte det hende og så alligevel ikke. Det var forvirrende, på nogle måder.

Hun så lidt på ham med et blik der nu viste at hun blev halv sur, på hans vegne. Hun knugede sin hånd let sammen i smug og så op på ham:” Det betyder ikke noget om du var deres første… Hvis hun finder en hun hellere syntes om….” mumlede hun let og lagde nu ikke skjul på at det påvirkede hende på den måde som det gjorde. Hun så lidt ned i jorden og sukkede kort. Derefter så hun op på ham og prøvede svagt at smile.
Hun blev glad da hun kunne mærke at han slappede af, og blev nu en smule glad. Hun blev dog en smule overrasket over at han gengældte hendes kram, det kom lidt bag på hende. Hvorfor ved hun ikke.
Hun sukkede kort til det han sagde om at ingen fortjente det:” Nogen fortjener det… Du er bare ikke en af dem..” sagde hun en smule mumlende da hun følte at hun komplimenterede for meget, og at han syntes det ville blive underligt.
Hun mærkede pludselig hans arme om hende og så først lidt forvirret ud da han løftede hende. Dog så hun ham ind i øjnene og rødmede svagt. Hun satte roligt sine hænder på hans skuldre og smilte blidt. Hun så lidt ned af dem, da det gik op for hende at hun rødmede og hun bed sig svagt i læben.
Hun rettede blikket forsigtigt op mod ham og smilte så bare roligt:” Et sted… Det plejede jeg… Men at blive såret kan ændre en meget… Det derfor… Jeg ikke vil have du bliver såret..” sagde hun roligt og så bare en smule væk efter hun sagde det.
Hun lukkede sine øjne svagt i og lagde sit hoved mod hans skulder og slappede af. Hun følte sig helt underlig, og hun frygtede lidt at han syntes hun var underlig. Det var dog ikke fordi at hun ville kunne blive mopset hvis han syntes det, for det var bare sådan det var. Hun kneb sine læber sammen mens hun ledte efter noget at sige.
”Undskyld… jeg vil ikke.. virke underlig..” hun grinte kort på en nervøs men nuttet måde, uden rigtig selv at lægge mærke til det. Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med at være så tæt på ham som hun var. Det gav hende en form for indre ro, og samtidig ville hun bare lukke sig selv sammen og gemme sig væk. Det samme spørgsmål indeni hende blev ved og ved med at gentage sig. Hvor ville hun hen med det her? Kunne han svare på det for hende?

Da han rystede på hovedet kunne hun ikke undgå at smile en smule. Tillid. Det var altid godt at have. Hun havde ikke ligefrem mange som hun følte at hun kunne stole på. Hvorfor følte hun sig så afslappet i hans nærvær? Det var underligt. Hun forstod det ikke på nogen måde og det kunne man godt se på hende, noget gik hende på.
Hun virkede en anelse skuffet over at han bare pludselig satte hende ned og gav hende et klap på skulderen. Men hun ville ikke vise det, selvom det irriterede hende en smule. Hun lyttede til ham og nikkede kort som svar. Hun kneb sine øjne svagt sammen og kom med et lavt suk:” mnh..”
Hun stod lidt og tænkte mens han snakkede, hun lyttede men det var ikke fordi hun tænkte over det han sagde. Han havde vel ret, det havde altid været en del af hende. Men hun kunne have levet sit liv uden at skulle være sådan hvis det ikke var for den kujon af en varulv.
Hun så lidt på ham mens han smilte til hende og betragtede ham mens han satte sig for at tænde op i bålet. Hun lukkede øjnene kort og prøvede at beslutte sig om hvad hun ville gøre. Dog gav hun bare ind til sine lyster, det var det der virkede mest logisk at gøre? Gjorde det virkelig?
Hun nærmede sig ham roligt dog faldt hun bare på knæ bag ham og tog armene om ham bagfra. Hun gemte sit hoved mod hans ryg og sagde ikke noget. Hun trykkede sig tæt indtil ham og mumlede noget utydeligt mod hans ryg, men det var nok også bedst at han ikke hørte det.
Tera vidste godt at det ikke ville være godt for hende at blive. Ikke for nogen af dem. Hun lod sine arme slippe ham og falde slapt ned af hendes krop igen, men hun gemte stadig sit hoved, bare lidt mere. Hun hjalp sig selv op og kom med et lettere undskyldende smil:” Du er forelsket… Jeg vil ikke stå i vejen for det..”
Der var ikke andet hun kunne finde på som ville lyde bedre. I hvert fald i hendes hoved. Hun kløede sin kind kort, hun overvejede om hun virkelig skulle gå, eller se hvad der kunne ske? Hun så lidt på ham, mest for at se hans reaktion, forhåbentligt kunne han hjælpe hende med at beslutte sig.

Hun svarede ikke på hans første spørgsmål. Hun ville ikke engang overveje at svare på det, det ville bare gøre det mere underligt end det var. Men hun følte ikke rigtig at det var så underligt som det var i starten. Hun så en smule overrasket ud da han vendte sig mod hende og rejste sig, hun kunne ikke helt tolke om det var et tegn på noget eller ej.
Da hun hørte ham sige at det var sødt af hende så hun en smule væk, hvad kunne man svare til det? Hun så bare lidt på ham og sukkede kort. Hun havde ikke lyst til at gå, men for hans forelskedes skyld ville hun heller ikke blive.
Et hjerte? Det måtte hun vel have. Lige meget hvor meget hun nu prøvede på at overbevise sig selv om at hun ikke havde et, gjorde han det så svært. Hun vendte ryggen til ham mens hun stod og tænkte, at kigge på ham ville gøre det sværere for hende. Hun tog en hånd overvejende op til panden, som om hun prøvede at holde sine tanker på plads.
Men alle med et hjerte havde muligheden for at føle. Og at føle kunne lede til fejl. Hun vendte sig om mod ham og greb fat i hans krave inden hun trak ham ned og pressede sine læber mod ham i et… kærligt kys. Derefter slap hun ham igen og sukkede kort:” Jeg beholder din trøje… Bare så du ved det..” sagde hun så og kom med et lettere blidt smil.
Efter det vendte hun sig bare om, med svage tunge skridt begyndte hun at gå. I hendes tanker håbede hun lidt på at han ville stoppe hende, gud hvor hun håbede på at han bare ville stoppe hende. Hun så lidt ned af sig selv mens hun gik, hvad skulle hun tage sig til når hun tog hjem? Det var ikke fordi at hun havde gidet at genoptage sin slavehandel, og nu efter hun har mødt ham?
Det vil tage hende noget tid at finde sit gamle jeg igen, det vidste hun udmærket godt. Men det kunne vel godt lykkedes. Hun skulle bare give det tid. Hun stoppede kort op da hun var nået et stykke væk, som om hun ombestemte sig. Men hun forsatte bare. Det var op til ham nu om hun skulle stoppe op og blive eller ej.