Wtf aren't you dead.. wait who is that with you?! - Ahri

Tid: 8 om aften
Sted: Kroen Det Vilde Svin i Doomsville Rotten Root District

Efter lang tid alene tid, havde Ancalagon og Rollo fundet hinanden, dog manglede de stadig at finde de tre andre fra gruppen. Ancalagon og Rollo som i før i tiden, var taget på kro for at drikke en god omgang mjød, hvilket de også gjorde i fulde omdrejninger. I kroen var der liv og glade dage med musik og dans, druk og grin. Nede ved et bord, sad Ancalagon og Rollo, godt igang med at drikke sig hen i hegnet. Pludselig kom nogle andre mænd og udfordrede Rollo og Ancalagon til et drikke spil, de skulle se hvem der kunne drikke mest, Ancalagon som vidste Rollo kunne drikke unaturlig meget alcohol, ville sikkert vinde, dog var Ancalagon også ekstrem slem til at kunne drikke ekstrem meget. Drikke spillet gik gang og to border blev sat sammen og hele kro-stemningen ændrede sig til at musikken spillede noget irisk kro musik som passede til drikkespillet som flere mænd sad og drak krus efter krus og flere og flere faldt om indtil det kun var Ancalagon og Rollo tilbage og havde vundet drikkespillet. stemningen vendte tilbage til tidligere og Ancalagon sammen med Rollo sad nu noget så hen i hegnet, dog Rollo mere end Ancalagon, pludselig rejste Rollo sig op og råbte, "out of the way, jeg ska' pisse!" råbte han og forlod kroen. Ancalagon undrede sig over hvorfor fanden han ikke kom tilbage og gik efter ham, men blev stoppede af to store brød, da Ancalagon ligesom skulle betale for det Rollo og han havde drukket, da Ancalagon ingen penge havde, sendte han en knytnæve i hovedet på den ene, men blev selv kaste længere ind og ramte en gruppe mænd som blev sure da de troede det var nogle andre som havde kastet Ancalagon med vilje ind i dem og lidt efter lidt udviklede det sig til en gigantisk slåskamp, sjovt nok så ændrede dem som spillerede, musikken så det nærmest tiltrak flere folk.
Rollo stod ude foran kroen og slog en streg midt på gaden med en hånd på en væg foran så han ikke væltede om. Da han var færdig og vendte sig rundt, så han balladen og skulle til at slutte sig med, men da han halv snublende til indgangen fik han en stol i hovedet og gik ud som et lys.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var underligt, den måde hun vågnede på. Gras omkring hende havde vokset sig noget så højt, hvor det nærmest omfavnede hendes krop, samt smerten i hendes krop var væk. Alt hun huskede var at blive jaget, at falde og en dolk. Dog også Ancalagon, samt det faktum af at hun var gravid? Hun kørte langsomt sin hånd ned til sin mave, hvor hendes mave var fald som altid, nærmest udsultet. Som om hun ikke havde spist i et år, hun kørte de sorte øre tilbage, hvor de gyldne øjne søgte i rædsel efter Ancalagon, da hun pludselig blev hevet i håret. Hun rettede blikket mod en pige, sort langt hår, et par horn der vendte en smule bag ud, og en nærmest drage hale. Skæl var få steder på hendes hals, hvilket kun gjorde det klart. Dette var barnet, det barn der tidligere havde været i hendes mave. Men det virkede så underligt, hvorfor kunne hun ikke huske at føde det? Måske var det hele en drøm og dolken i virkeligheden var en form for følelse af fødslen. Hun lagde en hånd på sin pande, hvor pigen endnu engang hev Ahri i håret.
Hun lagde en hånd på hendes hoved og rejste sig op, energien var en smule tømt fra hendes krop. Dog stoppede det hende ikke fra at suge energien fra et træ, som ud i et blev tørt som en kvist der havde lagt i solen i flere år, uden vand. Lyden af dens knagen, fik Ahris øre til at rejse sig en smule.

Dage gik, Ahri lærte at tage sig af barnet, det spiste kød, drak næppe mælk, men voksede hurtigere end normale børn. Der var knap nok gået en måned, og barnet virkede allerede til at være 2 år gammel, på den anden side virkede hun til at være 1 år gammel, da hun første gang vågnede. Dog uden at kunne finde Ancalagon, var han væk. Hvorfor havde han efterladt hende i skovens dybde? Også med et barn, havde barnet skræmt ham væk, hvor han havde sneget sig væk, i det minut hun mistede bevidstheden.
Natten der faldt over dem, fik hende til at gå rundt - Hun ledte stadigvæk efter ham, hvorfor? Han var vel den eneste relation hun havde til ham, hun havde set Rogan, men duften af Ancalagon var svag, så de havde næppe set hinanden i langtid. Hvilket gjorde at hun ikke stoppede op for at sige hej til ham, eller bede om mad. Maden bestod af det Ahri nu kunne finde.
Pige fulgte derimod hendes mor som en anden lille baby kylling, hvergang hendes mor knurrede, knurrede hun. Når hendes mor var træt, puttede hun sig indtil hende. Og når moren frøs, bøvsede hun ild på hendes hale, hvor hun lærte frygten om vand at kende. Og følelsen af det klamme vand, der rensede ens hud.
Ahri stoppede op i et hus, hun så en person gå ud af huset, hvor hun sneg sig ind. Hvorfor ikke, der var gratis mad derinde, og det at jage var hun endnu ikke vantil. Ulve skræmte hende stadigvæk en del. Samt det at en nærkamp næppe var noget for hende, ikke i denne tilstand.
Hun kunne høre lyden af ruder der blev smadret, samt der råbte og skreg, et tegn på kamp. Pigen gik hen til køleskabet, hvor hun begyndte at rode rundt derinde. Manere det havde hun ingen af, præcis som hendes mor.
Ahri kravlede op i vinduet, hvor hun så Rollo falde pladask ned i jorden, hun sprang ned af vinduet og kravlede nærmest imod ham, hvor hendes hånd løftede sig, for at hive ham i håret. Hun løftede hans hoved op fra mudderet, mens øjnene stirrede på ham. Lugten af sprut var stærk, overdøvede Ancalagons duft meget. Dog kunne hun skimte den, hun slap hans hoved og lod det hamre mod jorden igen, hvor den hvide hale viftede fra side til side. Havde hun fundet en der vidste hvor Ancalagon befandt sig, bare en smule?

Rollo mærkede intet, han lå bare og bobblede for sig selv på gaden, heller ikke da hans hoved blev løftet op og tabt ned igen, vågnede han, han var helt væk i alkohol. Pludselig fløj Ancalagon gennem en anden rude lige hvor Ahri, deres datter and Rollo, dog opdagede han dem ikke da han havde både høj alkohol i blodet, men også blodrus fra kampen. Han kom kom op og rullede sine ærmer op og gik tilbage ind, for så at sende den som havde sendt ham ud af vinduet. Endnu en gang fløj han ud af vinduet med en stole og krus flyvende rundt, dog denne gang havde Ancalagon en anden mand med sig ude som slog Ancalagon som gav tilbage og sådan fortsatte det i et minut før at Ancalagon fik slået manden ud og rejst sig op. Med en flænge op ved panden, blod lidt spredt i hans ansigt, lidt næseblod som viste sig, så han Rollo kigge bevistløs, "arh fo-for he~helvede Rollo" prøvede Ancalagon at sige, men havde noget besvær med et hoved som snorrede af blodrusset og alkoholen som fik ham til at få orderne til at flyde rundt så det ikke gav mening halvdelen af tiden.
Han greb fat i kraven på Rollo og skulle til at trække ham af sted til et sted hvor de kunne sove natte igennem, da han lagde mærke til en anden person, eller faktisk to andre ved Rollo, halv vaklende, knælede han ned og kiggede på Ahri, men som absolute ikke lignede Ahri for Ancalagon begrund af alkoholen. Han prøvede at klemme øjne sammen, men det hjalp bare ikke, "A-Ahr'hik'Ahri? Naah du er da død..haha, duss er velkjømmen til at komOme medd, jvem jdu ter" prøvede han at sige og greb så Rollos krave og trak ham af sted, hen over gaden. Det var heldigt at Ancalagon var så stærk som han var, for ikke nok med at Rollo var en høj og stor mand, så havde han også sin dobbelt blade tunge økse på ryggen, men Ancalagon fandt hvad lignede en høststak og slap Rollo i en af dem og som bare snorkede derud af.
Ancalagon satte sig i en og var selv ved at døse hen, men var stadig en smule vågen så meget som man nu kunne være.
Han lignede dog sig selv, samme tøj med sin ringbrynje indbygget i skintøjet, vandre støvler, store skæg og orange-rødlige krypdyrs øjne som var halvt væk halvt vågne. "Heh.. du ligner jo helt.." mere nåede han ikke at sige, før hans hoved faldt til siden og sov dybt.
Et brag lød og kort tid efter stod det ned med tunge regndråber, dog havde de tag overhovedet.

Vinduet der blev smadret, fik Ahri til at lave et lille hop væk, hun rettede blikket mod ingen andre end Ancalagon. Som altid, eller som hun huskede ham, var han igang med en slåskamp. Hvor Rollo var gået ud som et lys, og lå nu i mudderet. Intet havde ændret sig, eller... Rogan og Arne var her ikke, det var vel en form for ændring, men det betød nogle gange at Rogan var i gang med en bog og Arne var ved at blive lokket væk af en tøs.
Hendes hvide pjuskede hale viftede til alle siderne, i det hun så Ancalagon. Da han rejste sig op igen, rejste hun sig også op og så hvordan han begav sig ind igen. Den lille pige kravlede op på vindues karmen, med en del besvær hvor Ahri måtte hjælpe hende ned igen. Pigen begav sig mod Rollo, hvor hun prikkede til ham, da han ikke gav en lyd fra sig placerede hun sin venstre fod på hans hoved og lo ondskabsfuldt. Som et tegn på at hun mente hun havde nedlagt ham, og nu var den stærkeste. Hendes halve var mere krybdyrs agtig, samt stærk. Spidsen kunne nemt stikke en ned, samt skære en, hvis hun holde den lige og brugte den til kamp. Hendes orange gule øjne søgte mod sin mor, der stirrede mod kro vinduet. Dog i det Rollo begyndte at snorke, sprang hun væk i et sæt og begyndte at kaste mudder på ham. Lige til Ancalagon fløj ud af vinduet igen, hvor hun spurtede som en anden lille mus tilbage til sin mor.
Ahris øre var rejst og rettet imod Ancalagon, der på nogle måder virkede til ikke at kende hende. Den måde han kiggede på hende, samt det at han sagde hendes navn som et spørgsmål, fik hende til at trække sine øre en smule ned. Halen stoppede med at vifte til hver side, og faldt en smule til ro. Hvor den lille pige kiggede op på Ancalagon der snakkede til hendes mor. Hendes øjne spærrede op, i det han trak Rollo afsted. Han var jo igang med at stjæle HENDES bytte, hun så op på sin mor og trak en smule i hendes nederdel, hvor hun pegede på Ancalagon uden at sige noget.
Pigen havde ikke lært at snakke, hvordan kunne hun, Ahri kunne knap nok snakke, og holde sine ord for sig selv. Samt det at gå folk i møde undgik hun også en del, hendes mor hjalp på ingen måder hendes datter til at snakke, men pigen havde dog lært at jage en smule. Hun kunne dræbe mus, dog kun i sin drage form, men ellers klarede hun det meget godt, hvis hun selv skulle sige det.
Ahri fulgte med Ancalagon, hvor pigen fulgte med sin mor. De sagde begge intet, hvad skulle Ahri også lige sige. Han havde lige sagt at hun var død, var det derfor han havde efterladt hende i skoven? Havde han så også efterladt deres datter, af ren afstress. Betød det at barnet var lige meget, havde hun ikke haft behov for at føde barnet og møde den smerte hun havde følt. Hendes øjne så koldt ned på datteren, der havde en hånd på hendes nederdel, for at kunne følge med.
Ahris øre kørte tilbage, som et tegn på vrede og jagt. Som når hun sneg sig ind på sit bytte, mens hun ellers bare stirrede på datteren der så mod Ancalagon og sit bytte. Hendes øjne var derimod triste, hun ønskede jo at have sit bytte for sig selv, mens Ancalagon bare tog det fra hende. Hendes hår var sort som sin mors og en smule langt, det så stort ud, da det aldrig var blevet redt eller rigtig vådt. Hun holde den anden hånd på den hvide pose kjole Ahri havde fundet, for at dække hende af. Mest så myg ikke kunne ramme hende så nemt, da Ahri stadigvæk ikke forstod princippet i tøj, tøj var jo intet værd. Men folk gik alligevel meget op i det.
Da han smed sig i halmen, sprang pigen med det samme på Rollo, hvor hun halvt halvt væste af Ancalagon, som et tegn på at det var hendes bytte. Efter sit væs mod Ancalagon, rettede hun blikket mod Rollos ansigt. Hans snorken irriterede hende, Ahri snorkede ikke, så hun var vantil at have en stilhed omkring sig om aften. Hvilket gjorde hende til et lille røvhul, hun skubbede halm ind i hans mund, i håb om at det ville få ham til at holde kæft. Hvor hun derefter rettede hans hoved ned i halmen, og spærrede nu alle veje for luft, mens hun stod på hans hoved.
Ahri stå på sin datter, mens ørene var rettet mod Ancalagon. Hans stemme var fordrukken, hvilket betød han snart ville sove, hvilket hun havde helt ret i. Hun så kort på ham ud af øjenkrogen, inden hun kravlede over til ham. Hans duft var mjød, sod, røg og... og... Hun sad lidt, til hendes øjne blev kolde og lettere irriteret. Han duftede af kvinde, af menneske kvinde!
Hun kravlede væk fra ham, hvor hun lagde sig et helt andet sted, dog stadigvæk i halmen, men hun lå tættere på Rollo end Ancalagon, hvor hun trak sin datter indtil sig. Pigen rømmede sig og brokkede sig over at blive hevet væk fra Rollo, hendes bytte levede endnu, hun var jo i gang med at kvæle ham, hvorfor stoppede hendes mor hende nu i det?!
Ahri holde hende bare tæt, til hun faldt til ro og sov. Ahri stirrede ind i væggen, mens halen langsomt lagde sig over dem. Så Ancalagon troede ikke hun var død, han brugte en undskyldning for at han kunne hore med andre kvindelige former, burde det overraske hende, hun var jo ikke ligefrem normal i udseendet. Hun trak ørene mere tilbage, hvor hun krummede sig sammen. Barnet havde vel ingen grund til at leve, hun fødte det skam ikke for sin egen fornøjelses skyld, nok mere fordi Ancalagon virkede underlig glad for det. Hun sukkede dybt, inden hendes øjne efter fire timers tanker trak sig sammen og forsvandt bag hendes øjenlåg.

Da solen begyndte at titte frem, var hun først nu faldet i søvn. Hendes arme var om datteren, mens halen dækkede en stor del af hendes datters lille ynkelige krop. Ahris sorte hår dækkede hendes ansigt, mens halmen havde lagt sig godt til rette i det lange kul sorte hår.
Datteren vågnede tidligt, hvor hun måtte vride sig ud af sin mors greb for at komme fri, hun lavede en del brokkende lyde. Hvor hun ellers slap fri, hurtigt stod hun stolt op, som om hun havde sluppet fra en bjørns greb.

Rollo havde sjovt nok pustet meget af høet ud af munden mens han bobblede for sig selv i sin alcohols-rus. Ancalagon åbnede langsomt øjne, en dunkende hovedpine samt en om gang tømmermænd. "Bqllr braudnefr baulufotr" bandede han på et andet sprog, til sig selv som han sad med lukket øjne og holdt sig til hovedet for at få hovedpinen til at gå væk. Han åbnede øjne langsomt, meget langsomt prøvede at vende sig til det skarpe lys. Da hans øjne var helt åbne, prøvede han lige af finde hoved og hale i hvor fanden han var henne og fik først øje på en meget lille pige med.. var det en hale og det var da nogle spøjse øjne den pige havde. Han tænkte selvfølgelig ikke over at det var samme slags krybdyrs øjne som han selv havde begrund af lige havde vågnet med tømmermænd og hovedpine, dog han havde et mere rødligt skær til sine.
Han skulle til at sige noget til hende, da han lagde mærke til en vis pige som virkede vanvigtig bekendt til ham, "Ahri?!" Spurgte han pludselig så i rent og skær chok, hvilket vækkede Rollo som gav et snork fra sig, "Åh wrah.. mit fucking hoved" bandede han også og førte sin hånd op til.. hø? han satte sig op og trak hovedet ud af høstakken, hvordan fanden var hans hoved endt inde i en høstak mens han hev noget hø ud af munden, føj det smagte af helvedes til, eller var det eftersmagen af alcohol? Rollo lagde også først mærke til den lille tøs som stod og så stolt ud, hvorfor anede de begge ikke, derefter lagde Rollo øjne på Ahri, "hva' pokker, du var sku' da død?!" Udbrød han selv, troede faktisk det var alkoholen som lavede syner med ham og lagde sig bare ned i høstakken igen.
Ancalagon nærmest kravlede hen imod hvad lignede Ahri og klemte øjne sammen, jovh det var sku' hende, hendes duft var præcis den samme og der var sku' ingen andre han kendte som havde den duft som hun havde.
*Hvordan pokker overlevede hun? Jeg så hende sku' da død og tilblods!* tænkte han men vendte sig mod den lille pige som nok var med Ahri, "Drage.. ikke drage, hva' er du for e.. arh mit hoved" stoppede han og kravlede tilbage til sin egen høstak for at sætte sig ned og lukkede øjne lidt, da solens stråler var hårde for hans øjne efter sidste nats druk.

Ahris hale løftede sig en smule fra høet og faldt ned igen, da han pludselig sagde hendes navn, rykkede de sorte øre på sig en smule. Kun for at ligge sig ned igen, hun var for træt, alt for træt til at gide reagere på en mand der havde hygget sig med en menneske tøs. Hun trak sig en smule sammen, nu hvor hendes datter ikke var i hendes greb, kunne hun bedre rulle sig sammen som en bold.
Datteren stod i noget tid og stirrede på Ancalagon der kravlede mod Ahri, ville han æde hendes mor. Han måtte ikke, hvis han åd hende, ville han også æde hende! Hun knyttede sine hænder, hvor tåre kunne ses i hendes øjenkrog. En enorm var spredte sig fra hende, så man kunne se halmen hun stod på, forvandle sig til kul. Samt ryge. Hendes øjne blev mere krybdyrs agtige, hvor hun til sidst startede en ild på stedet.
Selvfølgelig vækkede dette Ahri, der med det samme løftede sin krop fra halmen og sprang på sin datter, hvor hun lavede et rolle fald og sprang ud af halmen, for at gå en smule væk, med sin datter i armene. Hun drejede om på hælen for at se stedet brænde, ilden blev kun større og større, hvor hendes datter kølede ned og knugede sig ind til hendes mors kraveben. Hun så ilden suse mod himlen, og gnisterne flyve rundt. Folk begyndte at råbe, hvor få folk løb mod stedet, med spande og vand.
Ahri gabte kort for sig selv, inden hun så på Ancalagon og Rollo, hvis de altså var smuttet ud også.
Pigen knugede sig godt ind til Ahri, til hun altså blev sat ned på jorden. Ahri satte sig på hug og aede hende kort på hovedet, hvilket stoppede hendes gråd. Hun rettede sin ryg og tørrede øjnene væk, inden hun rystede på hovedet.
Ahri rettede sig op og drejede om på hælen, hvor hun så kort på Ancalagon inden hun begyndte at gå væk fra ham. Hans duft af en anden kvinde irriterede hende noget så grofuldt, hvorfor fandt han også en anden, hun havde kun været væk i en dag. Og han havde allerede fundet en anden tøs, dette bragte kun mere og mere vrede til hende. Måske var det fordi hun var svag dengang, men nu... Hun kunne forsvare sig selv nu, det var nemmere at forsvare sig nu. Hun skulle bare, Hun knurrede kort af sig selv og sine tanker. Sådan var det vel bare, hun havde aldrig rigtig mødt andre folk end Ancalagon, hvilket bragte underlige følelser til hende, dette betød vel kun at hun kunne lide ham. Lide.. Det betød vel hvad Rogan engang lærte hende, at man skulle dræbe dyr der led, og hun led vel. lide og lider, var vel det samme, betød det hun burde være død?! Hun knyttede sine næver en smule, mens hendes øre kørte tilbage i ren og skær vrede.
Datteren fulgte selvfølgelig efter sin mor, hvor hun kort så tilbage på stedet der brændt og op på sit bytte Rollo. Hvis det ikke havde været for Ahri, havde hun totalt meget myrdet Rollo!

Ancalagon fik lidt af et chok da hele høstalden stod i brænd og både Rollo og Ancalagon nåede ud, men han så at det havde været det lille barn som startede ilden, hvilket fik ham til at bare måtte vide noget fra denne person som ligner Ahri og helt sikkert var Ahri, men det var bare umuligt, hun havde ingen puls og lå død med blod over alt.
Ancalagon efterlod Rollo som sagens kunne klare sig selv og begyndte at følge efter Ahri og pigen i hendes hånd, dog var det lidt svært at tænke klart da han stadig havde hovedpine og slem tømmermand. Han tabte Ahri et par gange da han prøvede at følge efter hende, men fandt hende så igen og fortsatte bare med at følge efter men valgte så at tage en smut vej for at så poppe frem foran de to tøsser. Han gik hen imod Ahri, "Ahri" sagde han og nærmede sig hende, folk ignorerede dem, eller de kiggede nu en gang ekstra på Ahri og hendes datter da de begge havde hale og det hele.
Ancalagon stod nu foran Ahri og datteren og satte sig på knæ foran hende og datteren, "fortæl mig, hvordan overlevede du? Du lå død da jeg fandt dig" spurgte han, han måtte vide hvad fanden der var sket og hvordan hun overlevede da der havde været ingen tegn på liv da han fandt frem til hende. "Oh hvem er det ved siden af dig?" Spurgte han hende derefter og kiggede på hendes datter som på en eller anden måde virkede ekstrem bekendt, det var som om han kunne lugte sig selv i denne pige. Pigen havde en hale, nogle små horn og sammeøjne som ham, dog med hår som Ahri, han ville ikke springe til konklusion, men det kunne da umuligt være? Nej, hun ville ikke kunne havde overlevet med en døende mor. Ancalagon var begyndt at samle brikkerne om pigen, men vil stadig høre det fra Ahri om det var sandt.

Da han pludselig sprang ud foran hende, stoppede hun op. Hendes øjne spærrede op og så på ham, mens han satte sig på hug foran hende. Den lille pige så op på sin mor og derefter på Ancalagon, hun havde næppe et navn, da Ahri på intet tidspunkt kendte til navne, folk havde bare et, så hendes datter var navnløs og blev enlig ikke kaldt noget, i stedet så hun bare på hende og kaldte aldrig på hende. Hvis hun skulle med, skulle hun selv kunne følge efter hende, hvis hun ikke kunne følge ordentligt efter, ville Ahri efterlade hende.
Dog ville hun stadigvæk redde hende fra dyr, eller brænd. Samt give hende mad, men ikke holde hende når hun gik og højst sandsynligt går fra hende, hvis hun valgte at sætte sig ned, eller sove på gaden. Hvilket gjorde at datteren hurtigt lærte at gå, samt lærte en del hurtigere end man skulle regne med.
Ahri så ned på Ancalagon, hvor hun kort trådte et skridt tilbage, da en person løb forbi dem, en mand i omkring 40'erne, hvor hun greb fat i hans krave og derefter i hans pande, hvor man kunne se lys strømme fra hans krop. Hendes øjne blev kort blå, inden hun slap hans krop, han faldt til jorden med det samme. Hvor Ahri løftede en energi kugle op og smed den tilbage på Rollo, der var bag dem. Hans energi level blev større, tømmermændene forsvandt fra ham, og det føltes som om han aldrig havde haft dem, samt hvis han havde skader forsvandt smerten og sårene. Få ar ville også forsvinde fra hans krop.
Dette var vel Ahris måde at forklare det, da hun ikke havde ordene til at forklare det. Hun så ned på pigen, hvor hun satte sig ned. "Dit afkom." Var alt der slap hendes læber, hvor hun kravled mod ham. Hun placerede sine hænder på hans skød og tvang ham halvt til at falde bag over, hvor hun gnubbede sit hoved mod hans bryst. Inden hun placerede sine læber på hans.
De gyldne øjne var forsvundet, gemt bag hendes øjenlåg, mens halen løftede sig en smule fra jorden og svang sig om Ancalagons ben. Den lille pige kiggede rundt, uforstående omkring hvad hendes mor havde gang i.

Ancalgon så bare på hvordan Ahri sugede livs energien ud af en mand og kastede den over på Rollo som sjovt nok rejste sig frisk nok og kunne ikke lige finde hoved og hale i det hele og hvordan pokker han var blevet så frisk lige pludselig.
Ancalagon kiggede med store øjne og lidt et chok over nyheden faktisk, han kiggede fra pigen til Ahri men før han nåede at sige noget, blev han nærmest tvunget ned og sidde mens Ahri gnubbede sit hoved mod hans brystkasse og.. og kyssede ham, wow den så han ikke lige komme, men han gengalte da kysset og lagde en hånd på hendes hår, flettede fingerne ind mellem det sorte hår med en anden hånd bagud, så han ikke ville hamre hovedet ned i vejen.
Så den lige pige var altså hans datter, okay det var en nyhed han på intet tidspunkt havde forventet, han troede jo at Ahri var død med barnet og at se Ahri igen, efter flere måneder, næsten et halvt år, var som at få et spark i maven, for han var jo mere eller mindre kommet videre da han jo troede at hun var død, men det virker som om hun stadig tror at der er gået en dag eller noget. Han afbrød kysse og havde sine hænder på Ahris skuldre, "hva' skete der, hvordan fanden overlevede du?" Spurgte han hende og så ned på sin.. datter, hun var en sand blanding, halv drage og halv hvad race Ahri nu end var, det var faktisk en ting han aldrig fandt ud af helt, hvad racen hed som Ahri var, dog var det ikke så vigtigt. Så dog ud som at hans datter, mand det var underligt for ham at tænke eller sige, havde intet tale, var ikke så underligt alligevel, Ahri lærte jo fra Rogan og Ahri var ikke den bedste elev, nej slet ikke og han kunne være sikker på at deres datter havde en meget slem maner fra sin mor med gener fra en meget aggrassiv drage race fra når de bliver født, dog tvivlede Ancalagon at hans datter var lige så aggrassiv som han havde været, da hun ikke var fuldblods drage som ham selv.

Han trak sig væk, hvilket ikke undret hende, han havde vel en anden mage nu. Hvilket betød hun ikke burde kysse ham mere, eller forsøge at gnubbe sig ind i hans varme. På trods af at barnet havde samme varme, hvilket gjorde det meget rart om natten, når hun kunne kramme sin datter indtil sig, også aldrig rigt fryse. Hun så op på ham, læberne en smule adskilt, hvor hendes gyldne øjne nærmest lyste op, af den måde solen skær ramte dem på.
Hendes hår glimtrede nærmest som altid, var solen på hendes side, fik hende til nærmest at lyse op som en gudinde.
Hun trak sig væk fra ham, hvor hun rejste sig op. "Energi." Var alt hun sagde, hun kunne virkelig ikke finde på ord til dette, hun overlevede ikke. Hun brugte energi, til at vågne op igen. Hun fødte jo bare et barn, hvor det tog en del energi at vågne op igen, hvor hun så havde ledt efter ham i nogle måneder. Men havde så kun fundet ham, Rollo og stanken af en kvinde over ham.
Hun drejede om på hendes hæl, hvor hun endnu engang gik væk fra ham. Den lille pige sparkede kort til Ancalagons fod, hvor hun løb efter sin mor. Yup, hun anede ikke hvem Ancalagon var, og havde ikke rigtig i sinde om at lære ham at kende.
Ahri gik forbi Rollo, hvor hendes gyldne øjne kort så op på ham, hun fnøs af ham, inden hun gik videre. Pigen så op på Rollo, hvor hun stoppede op og slog sig kort på skulderen, som et tegn på at hun mente at hun nemt kunne tæve ham. Hvor hun derefter rakte tunge af ham og løb endnu engang efter sin mor, hun drejede kort om og løftede en finger mod dem, ingen andre end fuck fingeren. Hvor hun drejede om igen og løb efter sin mor, besynderlig lille pige.

Ancalagon fattede ikke lige hvad der skete, det ene øjeblik kyssede hun ham og det andet øjeblik gik hun sin, hans datters hårde kropsporg rørte ham ikke, det morede ham faktisk en smule at hun var så lille og var på den måde som hun var. Rollo havde fået rejst sig op og så Ahri, troede han ikke sine egne øjne, den lille rævetøs var sku' stadig i live, men da hun så bare gav ham en kold skulder, stod han lidt og faktisk ikke vidste hvad han skulle gøre. Dog hævede han et øjenbryn da den lille pige som fulgte Ahri, henviste til at hun kunne klare ham, han havde skraldgrin, hvis det ikke var fordi at han så Ancalagon følge efter Ahri og hans datter. Ancalagon havde givet Rollo et tegn til at han ikke skulle følge efter, hvilket Rollo forstod og gik sin egen vej, sikkert for at finde noget at spise, da den første kro var total smadret.
Derud over var dette noget Ancalagon skulle gøre alene og ikke havde Rollo eller andre med sig. Han anede ikke lige hvor Ahri var på vej hen men han fulgte efter dem og gik op foran dem, "woaw, klap heste Ahri, du har altså været væk i flere måneder, forstår du det? Måneder, du har været væk i meget lang tid" forklarede han hende, lidt i håb om at hun ikke havde tabt hendes forståelse det han sagde. Desuden kunne han nu godt tænke sig møde sin datter ordentligt, eller i det mindste at hun vidste hvem hende far var, hvis det alligevel var at Ahri ville gå og på en måde forstod han godt lidt, hun troede sikkert stadig der bare var gået en dag, men han kunne ikke gøre noget ved det og hvis hun virkelig gerne ville gå sin vej, ville han ikke stoppe hende, men han blev nød til at vide bare den ene ting.

Hun forstod hans ord, samt det faktum af at han forsøgte at snakke med hende. Hun trak ørene en smule tilbage, hvor hendes øjne lagde sig mod jorden. "Væk? Du efterlod mig?" Sagde hun, med en smule sværhed i sin stemme. Hun rettede de gyldne øjne mod ham, hvor hun pegede på hans bryst. "Du stinke af kvinde!" Lød det fra hende, mens hun glemte R'et i Stinker. Hun trådte endnu engang et skridt tilbage, hvor hendes datter så op på hende. Hendes mor virkede underligt nok oprevet, meget mere end i starten. Da hun åbnede sine øjne for første gang, virkede hun oprevet, men på en anden måde. Som om hun frygtede et eller andet, hun så sin mor græde så mange gange, mens hendes øre altid blev hevet i, samt den måde hun endte med at påføre sig selv smerte på.
Denne gang var hendes mor dog oprevet på en anden måde, hvilket fik hende til at reagere. Hvorfor fik denne person hendes mor til at være oprevet, var han den person der fik hende til at skade sig selv!? Hun pustede sig en smule op, hvor hun begyndte at skrige!
Ahri fik dog et lettere chok, hvilket fik hende til at sætte sig hurtigt på hug og klappe pigen på hovedet, hun skreg sjældent. Hvilket gjorde at Ahri altid panikkede en smule over det, hun løftede hende op, i sine arme. Hvilket stoppede skriget, mens Ahri kort smilte for sig selv. Hun lagde en hånd på pigens kind, som derefter lagde hovedet mod hendes mors kraveben.
Ahri så op på Ancalagon ud af øjenkrogen. "Anden mage, betyder at du ikke længere har noget at gøre med mig." Lød det fra hende, denne gang mere oprigtigt, som om hun havde en smule styr på hendes ord denne gang. Hun knurrede kort af ham.

Ancalagon fik også et chok over sin datters skrigt, selvfølgelig kendte hun ham ik' overhoved da Ahri sikkert aldrig havde fortalt hende om ham og han var helt sikkert bare en fremmet som prøvede at komme i kontakt til sin mor.
Han forstod godt at hun ikke ville snakke med ham begrund af han havde været i seng med en anden, sjovt nok så havde han for bare nogle år tilbage, bare været ligeglad, men igennem de år, havde han taget flere og flere menneskelige ting til sig og lært ret meget om omgåelse og følelser.
Men hun skulle ikke fortælle ham at han forlod hende, for det var løgn. "Tror du jeg forlod dig? Da jeg fandt dig lå du død, en havde skåret din mave op og der var blod overalt, Ahri har ingen magi, jeg kunne ikke redde dig eller helbrede dig" forklarede han hende, i håb om at hun forstod ham.
Han rejste sig op, "hvis du har tænkt dig at forsvinde, lad mig i det mindste får lov til at se mit afkom med mine rigtige øjne" bedte han Ahri om som en sidste ting, da han godt vidste hun aldrig havde forstået det at elske en anden. "I går ud til skoven og venter på jer, hvis i kommer" fortalte han hende, da der var en skove ude for byen for han kunne forvandle sig i fred.
Ancalagon vendte sig rundt og gik så mod porten og gik ud af den, han fortsatte så mod skoven og kom langt nok ind i den og fandt en sten at sidde op af i græsset, han vidste hvor god Ahris lugte sans var, så hun kunne sagens finde ud til ham, hvis hun valgte at lade deres datter se ham som han så rigtig ud, hans rigtige form og naturlige krop.

Ahri tøvede en smule, han snakkede og sagde en del ord. Få af dem forstod hun, men det faktum af at han snakkede hurtigt, eller retter sagt normalt, forvirrede hende. Hun så op på ham, hvor øjnene løftede sig. Trist, dette betød vel intet andet end at hun havde været død, hendes drøm var næppe et mareridt, men virkelighed. Ørene faldt til ro, hvor halen nærmest lagde sig på jorden, et tegn på at hun var trist. Rettere sagt deprimeret, hvor hun valgte at søge væk fra ham med sine øjne.
Hans kommentar om at møde ham i skoven, fik hende til at gå den anden vej. Ønskede hun at flge med ham, ønskede hun at lade ham se barnet i hans narturlige øjne. Var det ikke farligt, ville han æde deres afkom? Vigtigst af alt, gjorde det hende så noget, hvis han gjorde. Hun så ned på datteren, der ivrigt fulgte efter sin mor. Hvor Ahri til sidst valgte at gå mod skoven, uden helt at tænke over det.
Hun havde intet imod at han så datteren, det var hans afkom også. Hvis han ønskede noget med barnet at gøre, skulle hun ikke stå i vejen. Derimod, hvis hendes afkom kom til at stinke af en anden kvinde, ville hun næppe lade ham slippe, eller barnet. Hendes øjne blev nærmest dræblige af hendes egne tanker, mens hun begav sig mod duften af Ancalagon. Hvis han altså turde at snuppe datteren, for at hun kunne møde hans nye mage.
Hun fnøs for sig selv, mens datterens blik blev en smule bekymret. Hun løftede blikket mod sin mor, hvor hun faldt over en kæp. Ahri så kort tilbage på hende, inden hun gik videre. Pigen rejste sig hurtigt, en smule mudder op og ned af sig, som hun forsøgte at børste af, inden hun løb hentil Ahri igen. Ahri var helt sikkert streng, ikke som andre mødre der ville have samlet barnet op, være omsorgsfuld eller andre ting. Hun vidste verden var grum, hvis hun skulle have et barn, kunne det alligevel lære sandheden om det.
Da hun kom hen til stenen hvor Ancalagon sad, så hun på ham. Ørene var rettet imod ham, mens hendes hale bevægede sig stille fra side til side. Datteren så skifte vis på Ancalagon og Ahri. Hun fattede udentvivl intet af alt dette. Men kunne Ahri blame hende, hun var selv lidt usikker på hvad han havde sagt før.
Dog tirrede det hende at han ikke engang forsøgte at forsvare sig, han fortalte bare at hun var død. Så at være død gjorde det ok, at finde en ny mage indenfor et par dage? Sådan var et hankøns væsen sikkert, hvilket gjorde det klart for hende. Hellere være alene, end at finde et hankøns væsen igen. True de kunne tilfredsstille hendes behov, men havde hun virkelig brug for dem?

Da Ancalgon så Ahri kom gående imod ham med sin datter, var han en smule lettet hun ville give ham lov til at vise sin datter, hvordan hendes far faktisk så ud, selv hvis det ville skræmme hende, hvilket sagens kunne være tilfældet. Ikke desto mindre var han taknemmelig over for Ahri, "tak" sagde han til Ahri og satte sig på hug foran sin datter og kiggede hende ind i øjne og smilede så, samme øjne, drage hale og horn, jep, der var bestemt nogle af hans gener i hende, dog så blev det blandet med Ahri, hvilket var tydeligt at se. "Du ka' sikkert ikke forstå mig, men jeg er din far og jeg har noget jeg gerne vil vise dig" snakkede han til hans datter, dog snakkede han så langsomt som han nu kunne, så Ahri selv kunne følge med, selv om hun måske ikke forstod alle orderene der blev sagt. Ancalagon rejste sig op og gik tilbage til stenen og fik sit tøj af og faldt sammen, stadig i en slem smerte, hvilket man tydeligt kunne høre på hans krop, dog havde han lært en smule at bide smerten i sig når han forvandlede sig. Hvad før havde lignede en vild klan kriger, stod nu en stor fuldvoksen drage foran Ahri og deres datter. Ancalagon havde en dyb knurren dog var den rolig og ingen tegn på fare. Ancalagon kiggede ned på hans lille datter, og sænkede sit hoved ned i datterens højde så de var i øjenhøjde.
Ancalagons dybe drage ånde lød som et beroligende torden, dog ikke nær så højt som torden. Ancalagon satte sig ned foran hans datter og Ahri mens hans hale viftede bevægede sig langsomt fra siden til siden, da han ville lade hans datter selv bestemme om hun vil nærme sig ham selv, for hvis hun ikke vil, forstod han det godt, men så ville han nok forvandle sig tilbage.

Han takkede hende, det behøvede han ikke. Hvilken mor ville ikke lade manden se deres unge, især når han i forvejen troede at hun var død. Vent, hvis han havde troet hun var død... Hvad så nu? Hvor stod de nu? Hun så på pigen der så op på Ancalagon, de store gyldne/orange øjne der fulgte ham, fik sat sig på hans skæg, som med det samme blev grebet fat i hvor hun hev i det.
Yup, hun hang ud med sin mor, som ikke hang ud med mænd, hvilket betød at det at have hår på ansigtet var underligt for hende. Så hun skulle da lige tjekke om det kunne tages af, hvilket fik Ahri til at grine kort. Datteren så smilet der formede sig på hendes mors læber, hvilket fik hende til at hive mere i det. Dog slap hun i det han trak sig væk.
Han smed tøjet, hvorfor smed han tøjet? Det virkede lettere underligt selv for hende, samt det at han virkede til bare at smide det som var det ingen ting. Præcis som hendes mor gjorde, hvorfor? Da lyden af knæk kunne høres, gøs det i hende. Hun svang halen mellem benene og løb om bag sin mor, hvor hun så på ham mellem sin mors ben. Hvor hun langsomt trådte frem da drage skikkelsen blev formet.
Ingen tegn på frygt var i hendes øjne, hvorfor skulle hun være bange for ham? Han virkede til at være en større udgave af hende, dog havde hun arvet sin mors forskiftning, det gjorde næppe ondt på hende at forvandle sig til en drage. Dog det at lave sig om til menneske, var det der gjorde ondt. Hun trådte langsomt mod ham, hvor hun så på ham med store øjne, der nærmest lyste op.

((du er velkommen til at styre barnet også xD, har jeg glemt at sige.))

Ancalagon førte sin snude ned til sin datter som med lysende øjne gik hen og lagde sin hånd på hans snude, Hans snude var rug a røre ved, dog ikke desto mindre lun at røre ved. Han datter begyndte at undersøge og viste ingen form for frygt, hvilket var dele grunde begrund af hendes mor Ahri ikke viste fryst eller tegn på fare og før hverken Ahri eller Ancalagon vidste af det, var deres datter op på ryggen af Ancalagon i undersøgte alt, hvilket betød, hun skulle lige se hvor hårde skælene var på ryggen og slog med en flad hånd så hårdt hun nu kunne, intet skete. Hun sad lige nu og fandt det ret underholdende at hænge i Ancalagons horn og brugte dem som gynger, for så at slippe det ene horn og så gribe det andet horn. Hun slap hornet igen og landede på hans hals og løb og sprang ud, ikke lige tænkende over at hun sprang over hvor sin mor stod med en stor latter. Dog var Ancalagon hurtig nok til at gribe hans datter med sin hale da han ikke ville bruge sin mund da hans datter ikke ligefrem var særlig stor. Tænkt hvis han kom til bide hende?! Hans bid var jo ikke ligefrem små eller efterlod bare et lille mærke.

Det var næsten underligt at se dem sammen, datteren virkede ikke bange, selvfølgelig ikke. Datteren var jo selv en drage, hun ændrede jo intet på sit syn, hun havde set sig selv i afspejlingen i vandet, så intet skræmte den lille pige.
Hun så datteren springe imod hende, hvor Ancalagon greb hende med sin hale. Beroligende skridt blev trådt mod ham, inden hun tog datteren i sine arme, som ellers lo kærligt.
Hendes gyldne øjne rettede sig mod datterens runde kinder, der var en smule røde. Hun placerede hende på jorden, inden datteren drejede blikket mod Ancalagon. Hurtigt fik hun en seriøs grimasse, en lille pige der forsøgte at virke voksen. For Guds skyld hun var to år gammel

"Haha, er man i krigshumøren var?" grinte han, dog det var ikke som sit menneske jeg, men som dit drage jeg og det var dybt, lød som torden og næsten mere fartruende end noget andet. En ny duft ramte hans næsebord og en pil fløj direkte mod dem, men landede i jorden lige foran deres datter og Ahri.
Ancalagon vendte sig rundt gal over nogen vil forstyre dem og lige i det at han vendte sig rundt, fløj endnu en pil af sted, men rammer Ancalagons hårde skæl og fløj af. "Fuck off!" Sagde Ancalagon rasende og alle de smale revnerne om hans skæl på maven og brystkassen, lyste op med en orange-rødlig farve og ud af Ancalagons mund, fløj en bred, tyk og lang stik flamme, som ellers bare ramte alt der kunne være i den retning et godt stykke fremad, hvilket ilden også gjorde, flere soldater løb skrigende ud og prøvede at fjerne deres smeltede rustninger, som var smeltet sammen med deres hud og blev nærmest smeltet selv. Deres datter stod imens lige under sin far og prøvede selv at spyde ild, men ikke en gang nærheden af sin fars flamme, fik hun lavede, men da hun havde lukket øjne og åbnede dem igen og så alle de soldater som lå og brændte eller smeltede ihjel, troede hun, at hun havde gjort det og gik stolt tilbage til sin mor over alt den ødelægelse hun lige havde lavede, som når en kat havde fanget noget og ville vise det til sin ejer.

Ahri så pilen flyve imod dem, hvilket fik hende til at gribe fat i datteren hurtigt. Dette var en af de få ting der var ændret ved Ahri, hun var hurtigere. Reagerede meget hurtigt på ting, ikke ligeså nysgerrig som før. Da hun i stedet holde sig på de rene stier, hvis hun skulle noget, ville hun heller være i sikkerhed. Hun havde åbentbart mistet livet en gang, hvilket betød at hun næppe ville have det skulle ske igen. Hun satte datteren ned, i det Ancalagon drejede om, for at stå ansigt til ansigt til fjenden.
Hendes øjne lå på datteren, der havde svunget sig selv under Ancalagon og nu stod som en anden idiot under ham, troende om at hun nemt kunne dræbe disse folk. Hvor hun kom stolt tilbage til Ahri, hvor hun klappede hende på hovedet, som et godt klaret. Datteren smilte stort, og slog sig kort på brystet, som et tegn på at hun mente hun selv var ret cool. Ahris hale viftede en smule i luften, hvor hun endte med at samle datteren op og gnubbe sit ansigt mod hendes. Hvor datteren brokkede sig en smule, med forskellige knurre lyde.
En blid latter slap for første gang Ahris læber, en latter man aldrig rigtig havde hørt før. Blandet med glæde, samt en smule lettelse. Hvorfor følte hun sig lettet, nok det at pilen næppe havde ramt nogle, samt det at Ancalagon ønskede at se afkommet. Derimod, duftede han af kvinde. En menneske tøs, hvilket af en grund langsomt begyndte at betyde intet for hende. Det betød vel bare at Ancalagon blev tiltrukket af det svage, og hvis Ahri ikke var svag nok til at være hans mage længere, ville hun næsten se det som en ære i stedet. Hvorfor være svag, når man kunne være stærk.
Samt det at han var en drage, og søgte det svage. Hvis det var det han ønskede, så fuck ham og hans underlige lyst til svaghed. Hun smilte kærligt til datteren, der senere blev sat ned.

Timer gik, Ahri lå i græsset. stirrende mod himmelen og skyerne der langsomt gled sig over den blå himmel. Datteren var langsomt begyndt at falde i søvn ikke så langt fra Ahri. Dog havde hun før løbet rundt om Ancalagon, slået til ham med en lille kæp, som et tegn på at hun ville nedlægge en drage.. Eller nok mere et tegn på at hun legede, og forsøgte at bringe Ancalagon ind i legen.
De døde lig påvirkede på ingen måde pigen, hvilket nok var et tegn på at det var et lettere sindssygt barn de havde, men på den anden side lignede hun sin far på den måde. Hendes nyssgerrige udtryk, samt det at lege, yup det stammede fra sin moder.

Ancalagon havde leget med sin datter da hun løb rundt om ham, baskede med halen efter hende, lod som om halen var lige ved at ramme hende, hendes kæb eller slag på hans hårde skæl rørte ham ikke, da hun på intet tidspunkt kunne slå hård nok eller det at kæppen var lavet af træ. Da datteren var blev træt, havde hun lagt sig til at sove. Ancalagon så Ahri selv ligge i græsset og så op mod himlen og ikke rigtig gjorde så meget. Ancalagon var blevet en smule sulten og vendte sig rundt til de døde stortset brændte kroppe, der var kuldsort hud fra Ancalagons intense ild.
Det tog ikke lang tid at gå rundt og spise de døde mænd dog var der lige kom til at holde ham halvt mæt, han var stadig sulten og lettede op i luften og fløj dybere ind i skoven for at finde mad, han regnede ikke med at Ahri ville gå, ikke detso mindre tog det ham ikke mere end nogle få minutters flyve dyr, til at få øje på nogle store plask i en ret stor sø og lige i det at en ret så gigantisk fisk sprang op i luften fra vandet, satte Ancalagon klørende i den og fløj tilbage med fisken som sprallede godt og grundigt, men Ancalagons drageklør havde borret sig igennems dens indre organer, hvilket betød at den døde ret så slem en død, men dødede til sidst lige inden at Ancalagon landede igen med mad.
Han landede ved siden af fisken da han lod den falde på jorden, så den lavede et bump og sprallede lidt, da næverne stadig lige kort var aktivt, før den lå helt stille, derefter begyndte han ellers bare at tage nogle store bider af fisken for at få noget mad, dog heldigvis var fisken stor nok til at der vil være mere end rigeligt med fisk og mad til Ahri og deres datter, hvis de stadig var der endnu og var sultne.

Da datteren lagde sig ned, for kun at krumme sig sammen til en lille klump så Ahri endelig væk fra himlen. Blikket faldt på Ancalagon, som så småt var begyndt at gå rundt og samle aske op med munden. Et tegn på at han spiste, hun drejede hovedet mod himlen endnu engang. Hvor datteren lavede få lyde, hun kunne ikke rigtig udtale ord, hvilket gjorde det svært for hende at mumle. Så alt hun sagde, ville mest blive hørt som mumlen.
De sorte øre rettede sig mod himlen, hvor hun så småt begyndte at bruge sin evne. Græsset mistede sin farve, altng hun lå på døde langsomt ud, som var det hele ved at forsvinde fra jorden overflade. Græsset knækket af vinden der sneg sig over det, sammen med det blide hår der lagde sig over hendes læber. Hun fjernede det, da Ancalagon valgte at smutte.
Det overraskede hende ikke, hvad var det denne gang? Hun var måske død igen, et kort smil formede sig på hendes læber. Øjnene lukkede i, mens lyden af vinden i grenene fik hendes øjne til at virke tungere end før. Det ville sikkert blive besværligt at åbne sine øjne nu. Hun løftede sit hoved en smule, da lyden af Ancalagons klør ramte jorden igen, samt duften af fisk.
Datteren vågnede og stoppede ikke sig selv, fra at gå mod kødet, hvor hun nassede en smule fra fisken. Ahri derimod, så bare kort på ham, inden hun drejede om på siden. Drejede ryggen mod ham, hvad skulle hun med mad. Hun ville sikkert overleve anyways, så hvorfor spise?

Ancalagon fandt det morsomt hvordan hans datter nassede en smule af fisken for sig selv, selv om hun bare kunne spise af den. Han kiggede hen på Ahri, som åbenbart gav ham en kold skulder og vendte ryggen til ham, men da han var sulten, lod han hende værre, han vidste hvor meget hun elskede fisk, vidste ikke lige om hun havde vendet sig til rå fisk igen, men han gik ellers bare igen med at spise af den store fisk og der ville sikkert endda være noget tilbage, når han var mæt, visken var ret stor, sikkert en han, en alpha i søen. Da Ancalagon havde spist sig mæt, kiggede han hen mod Ahri, som sad med den kolde ryg imod ham, som bare fik ham til at smile lidt for sig selv og ryste på hovedet.
Han lagde sin ene bagfod på den og jog klørende i fisken og lettede lige kort og lagde fisken og landede så med et lille bump foran hende, bag fisken og kiggede på hende med hovedet lagt lidt på skrå, "det ligner dig ik', at du ik' vil spise fisk" sagde han og kiggede lidt underligt på Ahri, han var ik' helt sikker på om Ahri var gal begrund af hun stadig troede der kun var gået en dag efter hun vågnede eller om det var noget andet hun var gal på ham over. Ikke detso mindre lod han fisken ligge foran hende og gik lidt væk fra hende, da hun virkede til at hun heller ville være for sig selv og lagde sig og kiggede over mod Ahri og fisken.
Deres datter sad og hagde det ret sjovt med at få fat på sin mors hale men stoppede efter lidt tid da det blev lidt kedeligt, når hendes mor bare sad der og intet gjorde, så hun gik hen til Ahri og ville kravle op i hendes skød, ved at gnubbe sit hoved, som hun havde set sin mor gøre, for at få opmærksomhen fra sin mor.

Hun sad i stilhed, lyden af gnasken fra Ancalagons gab irriterede hende på en underlig måde. På den anden side, var hun enlig ved at dulme vreden i sig. Som små flammer, der langsomt slukkede sig selv. Hun elskede ham vel ikke, gjorde hun. Ordet elske, var jo at have samme følelser som hun enlig havde for fisk. Men hun følte enlig mere en ejer fornemmelse over ham, samt det at han havde sex med andre, betød vel bare at han intet følte for hende. Hvilket gjorde alting lettere for hende, som om verden endelig begyndte at køre rundt igen. Ja ja, hun ville da føle sig lidt trist over ikke at have sex med ham mere, men på den anden side. Havde han været ubehagelig overfor hende en gang omkring sex, hvor hun slog ham noget så hårdt. Så, hvis sex var alt hun ville savne ved ham, var der jo enlig ikke andet.
Hun rettede sit blik op mod himmelen, da fisken faldt ned foran hende. Hans stemme var dyb, skummel som altid når han var i sin drage form. Hun sendte ham et kort smil, hvor hun tog et stykke fra fiskens ribben, for at spise. Da følelsen af datteren der gik efter hendes hale. Fik hende til at slå hende blidt med halen, for at få hende til at stoppe. Hvor hun valgte at ignorere hende til sidst.
Hun sukkede blidt, da datteren valgte at angribe hende med sit hoved, Ahri aede hende på hovedet mens øjnene lagde sig på hendes datters æble kinder. "Jeg... " Hun samlede hende op og stillede hende på jorden igen, hvor hun rettede ryggen. "Jeg forlader dig?" Forlader, var det den rigtige måde at sige det på? Hun snakkede til Ancalagon, da datteren på ingen måder fattede noget. Dette var underligt, da hun først nu her begyndte at høre hendes stemme.
"Ik mere... Uhm." Hun lagde en finger på sin underlæbe. "Omgang? sex? uhmm.." Hun forsøgte at sige at de ikke længere skulle se hinanden overhovedet, samt det at hun enlig heller ikke ville have at han så sin datter længere. Nok mest det at han sikkert bare ville glemme hende, eller give hende til en af de kvinder han valgte at bolle fed næstegang.

Ancalagon kiggede lidt på Ahri da hun begyndte at snakke til ham, men forstod så til sidst hvad hun mente. "Jeg forstår Ahri" Nikkede han til hende og førte sin snyde ned forbi Ahri så fronten af hans snude og mund var ved hans datter, "farvel mit afkom, pas godt på din mor" sagde han til deres datter, som kiggede på ham med et underligt blik og lagde hovedet lidt på skrå da hun ikke forstod noget som helst af det Ancalagon havde sagt, hvilket ikke gjorde ham så meget. Hun slap hendes mors tøj som hun knugede en smule og lagde begge hænder på hans snude, eller på lidt af hans snude, da hans snude var meget større end hende.
Hun smilede et kæmpe smil da hun kunne mærke den indre ild på Ancalagon og krammede hans snude og slap den så og gik hen til sin mor igen og tog et fast greb i hendes tøj, så hun ikke ville miste sin mor lige pludselig.
Ancalagon rejste sit hoved igen og så ned på de to små hun væsner og gik ud fra at de ville gå deres seperate veje. "Farvel Ahri, aal hi siiv unazom" sagde han og lettede fra jorden og kiggede ned mod Ahri og sin datter som han nok aldrig ville se mere. Da han var kommet højt nok op i luften, lignede Ahri og deres datter ikke andet end meget små personer. Ancalagon vendte sig rundt i luften og lod et bulrende brøl udslippe hans mund og en klar stor flamme blev skudt ud af ham, hvilket også viste hans orange-rødlige brystkasse. deres datter havde grint og hoppede op i luften da hun så ilden og kiggede på sin mor og pegede op hvor ilden havde været.