We lived - Josh

Hun var taget hjemme fra Eliot. Det var rart med en som faktisk stod op for hende i denne tilstand. Ikke at Nora aldrig støttede hende, det var ikke hvad hun mente. Men hun var så ustabil at Stella slet ikke kunne fokusere på at lærer den nye side af sig selv og kende.. og efter alt måtte de ende det. Det havde taget tid men nu var hun sammen med Eliot, og de var faktisk virkelig glade! Stella havde længe tænkt på, hvor Josh og Matt var henne. Hun havde ikke set dem siden før Julians død. Vidste de overhovedet han var død? Stella vidste dette var den sikreste side af Doomsville, også der hvor hun havde set Caroline sidst, ikke at de havde snakket. De havde nikket en enkelt gang til hinanden, men det var vidst også det. Lige nu var hun i fokus på at se om hun kunne finde sin klodsede lillebror. Sanserne var stærkere end nogensinde før.

Stella kom forbi en lille lejr med sårede folk og passerede dem. Hun havde ikke tid til at synke ned og blive deprimeret, det kunne hun blive den dag hun mistede en af dem hun holdt af. Det var ikke sket endnu, så hun ville blot vente til dommedagen kom. Forhåbenligt ville det aldrig ske. Stella gik igennem mængden af mennesker, hvorefter hun stoppede op kort for at løbe så hurtigt hun kunne. Hun skubbede nærmest folk væk fra sig, og i sidste ende sprang hun op i luften og direkte på ryggen af en ung herre. Eller rettere sagt Josh.
"Har dig!" UDbrød hun nærmest, men med et smil på læben. Hun stank af varulv i stedet for dæmon, hvilket nok ville være en grund til, hvis han ikke kunne genkende hendes aura. På den anden side stank hun ikke så meget af blod mere.

Det var stadig underligt for ham, at komme tilbage til en by der før havde været så stor, men som nu lå i ruiner og ikke tilbød andet end død og ødelæggelse, for ikke at snakke om skygge monstrene. Men lige nu, alt hvad han var fokuseret på, at finde sin familie og han havde ikke tænkt sig at give op før det var lykkedes ham. Ikke at han ikke allerede havde ledt efter dem, men der skulle han også samtidig sørge for ikke, at blive opdaget af englene. Nu kunne han forhåbentlig få lov til, at lede efter dem i fred. Hver gang han så på de såret væsner, gav det et stik i ham, for hvad nu hvis at hans... Hurtigt rystede han tanken fra sig. Han måtte huske hvem det var han ledte efter, det var hans meget stærke store søskende, de kunne klare den og det vidste han. Dog... var han stadig noget så bekymret. Nok var de i live, men var de såret og hvad var der sket? Han savnede dem og ønskede bare at se dem... høre deres stemmer og vide de er okay.
Som holdt verden med ham, mærkede han en springe på ryggen af ham og inden han kunne nå, at gøre skade på personen, genkendte han den glade stemme og mærkede hjertet sætte sig i halsen.
"STELLA!" råbte han overrasket og lettet, der var ingen tvivl, han havde savnet sin søster. Stadig med hende oppe på ryggen, gav han sig til, at løbe rundt og grine lettet. Hun var i live... Hun var lige her!
Efter flere lange sekunder, lod han hende glide ned af hans ryg og drejede nu om, for at placere sine hænder på hendes skulder. "Du okay! Du okay!.. wow.." Han trak hende ind i et kram. "Du uskadt!"

Det lettede hende enormt måtte hun indrømme. At vide at en af hendes brødre da var i live! Hun havde stadigvæk ikke set noget til Matt, men der var også en smule mere end et halvt år ikke? Hun kunne ikke huske det, tiden blandt de andre coyotes havde ændret lidt på hendes tidsfornemmelse, men hun var da i live. hun lod kort da han placerede sine hænder på hendes skuldre.
"Uskat ja." Hun lod ham trække hende ind i et kram, og smed hænderne på hans ryg for at trykke sig tættere mod ham. "Jeg er ikke død, men ja." Tilføjede hun lettere kækt og trak sig så en smule væk, for at lade sine coyote øjne træde frem. De lysende blå øjne skinnede dominerende til hun lod dem syde ind og blive til hendes egen mørke øjne igen. Stella lagde hovedet lidt på skævt.
"Man dræber ikke vores far uden få konsekvenser. Lad os bare sige det har været livsændrende." Hun trak let på skuldrene. Alt havde ændret sig efter det. Hendes forhold til Nora trods alt, hun elskede stadigvæk den tøs - men det var ikke sundt for dem at prøve at få det til at fungere endnu. I hvert fald ikke i følge Stella. Desuden. Så havde hun Eliot nu jo.
"Hvad med dig, hvor har du været?" Spurgte hun og så yderst spørgende på ham. "Jeg har ikke fået fært af dig før nu." Tilføjede hun nysgerrigt og betragtede ham let. Hun nikkede så let.
"Forresten, hvis det letter på nervøsiteten, så har jeg næsten lige passeret Caroline tidligere idag, hun er også i live." Et skævt smil blottede sig let på hendes læber. Hun kendte Josh, hun vidste, at han sikkert var ekstremt bekymret for Caroline og de andre. Men hun kunne da i det mindste gøre ham glad ved en enkelt nyhed.

Han havde været alt for optaget af, at hun var i live til at bemærke med det samme, at hun havde skiftet race. Når man ikke havde set sin søstre længe, så var det mere lettelsen over, at hun var i live man fokuserede på og ikke det andet. Men nu, hvor hun selvfølgelig lagde tryk på det, bemærkede han det og så nu noget overrasket på hende. Det dæmoniske over hende var forsvundet og var nu i stedet erstattet med noget dyrisk, enden shapeshifter eller varulv, eller måske noget helt tredje.
Død? Deres far? Han var død! Endnu en lettelse! så havde den fornemmelse og drøm han havde haft om hans far altså været sand nok.
"Hvad... hvad er der sket med dig?" spurgte han og satte hovedet på skrå. "Hvordan besejrede du ham? Please sig at han led! og.. hvad.. er du blevet?" Det blev ikke spurgt i en fornærmende tone, blot nysgerrig.
Hvor han havde været? Han smilede svagt. "I Humvita, jeg har arbejdet og..." Han så flovt ned i jorden. "Nærmest flygtet fra englene i nogle måneder," Han så op på hende igen. "Det var aldrig min mening at stikke af fra jer," Et lille løft i mundvigen blev til et undskyldene lille smil..
Da hun forklarede, at hun havde set Caroline tidligere på dagen, pustede han lettet ud og kørte en hånd igennem sine brune lokker. Hun var i live.. Hun var i live.. Gudskelov! "Det lettere ufattelig meget," Forklarede han hende. "Hvor så du hende sidst? Bare så jeg ved hvor jeg skal lede når det er,"

Hun trak let på skuldrene.
"Efter jeg slog ham ihjel, så slog brødrende grim til. Og smed mig i et hul fyldt med coyotes - og ja. Så forvandlede de mig under en fuldmåne. Så jeg vel en slags varulv nu." Hun smilede stadigvæk. Man kunne se det gjorde hende ikke så meget, hun var ved at vende sig til det. Men det var også på tide med noget nyt i livet. Det var nu rart.
"Lad os bare sige han bad om, at jeg ikke nok ville lade ham gå. Han tiggede og bedte. Men det hjalp ikke." Selvfølgelig hjalp det ikke. Efter alt han havde gjort, fortjente han døden. Han havde været i Humvita, menneskebyen. Nårh ja, der havde været noget ballade blandt englene. Men som dæmon havde hun ikke tænkt ydeligere over det.
"Altså, det nytter jo intet at flygte... før eller siden må man tage konsekvensen. Du skulle have søgt efter mine gode råd noget bør bette!" Sagde hun og rystede let på hovedet af sig selv. ikke hånene eller noget.
"Øhm.. mod hendes palæ i den nordlige del af Terroville. Men jeg må sige jeg har aldrig set hende gladere... du burde lede direkte hende efter. Men hun har selvfølgelig også fundet ydeligere medlemmer af Thunderklanen. Hendes trillingesøskende. Men nyhederne kører vel ikke rundt i Humvita om alle de forskellige nye raceledere der er kommet?" Spurgte hun let.
"Eliot... min kæreste bor i midt byen, du kan tage med derop af. Og eventuelt overnatte der. Han er ved at lære mig at lave mad, nu når jeg ikke drikker blod for at overleve længere." hun blinkede let til ham. At bringe Eliot ind i det, var for Josh ikke skulle blande Nora ind i samtalen længere.

Selv om Josh var en engel, fik han et smil på læben over, at tanken om, at hans far havde lidt en voldsom død. På samme tid med, at det tiltfredstillede ham, fik han det også til at hade sig selv en smule. Han valgte dog bare at lade det ligge, idioten var død og han kunne ikke være mere lykkelig. At hans søster nu stod foran ham som en varulv, havde han ikke lige set komme og tog det skam med åben arme. Lige meget hvad Stella var, ville hun altid være hans søster, han gik ikke op i det, når det galte hans familie.
Hvert et ord hun sagde blev hørt og da hun sagde, at han blot kunne have spurgt hende om råd, så han igen ned i jorden. Som sagt, han vidste godt at løbe væk fra det hele var kujonagtigt og forkert, men han kunne ikke ændre det nu, sket var sket.
Hendes kæreste... men, vent.. var hun ikke forlovet med Nora? Hvem var nu denne Eliot? Der var en masse han skulle indhente! Men lige nu, skulle han bare have en tid sammen med sin søster, også måtte han ud og finde sin anden søster næste dag.
Så præcis som håbet, komenterede Josh ikke rigtig på det med Nora, eftersom han godt kunne mærke på hende, at han ikke skulle. I stedet fulgte han bare efter hende med et smil.
Da de kom hjem til hende, så han imponeret rundt og fløjtede. "Ser man det, du bor virkelig... wow!" Han havde haft puttet hænderne i lommen. "Det må jeg sige!" Han så hen på hende. "Så.. denne Eliot, hvornår må jeg møde ham og.. har du andre overraskelser i lommen kære søs?" Som en madglad person, gav han sig til at søge efter køkkenet. "Nu er jeg en smule ubehøvlet, meeen.. har du noget mad?" Han så med et grin hen på hende.

Stella vidste det måske var lidt mærkeligt, for Josh havde aldrig set hende med andre end Nora. Og det var længe siden hun egentlig havde været sammen med en fyr, men hun elskede faktisk Eliot. Menneskedrengen. Det var det sjove ved det hele, at man jo ikke valgte hvem man elskede som sådan. Stella så på Josh med et skævt smil.
"Du kan bare følge med mig hjem, så møder du ham automatisk, hvis han ikke er faldet i søvn. Og nej, jeg har ikke andre overraskelser, endnu." Hu lo kort, hvorefter hun nærmest flækkede af grin da Josh spurgte om mad.
"Nu bliver du nød til at følge med jo." Blinkede hun drillende til ham, og tog sin lillebror under armen - for at spassere igennem Terrovilles gader. Modsat Doomsville, var her mindst kaos - men væsnerne kunne sagtens finde på at angribe.
De kom hen til det lille hus. Modsat Stella før boede med Matt, i et kæmpe palæ, så passede det her bedre til en lille familie. Stella havde selvfølgelig Ember med sig, og hendes et par af de hvalpe der ikke var blevet ved Matt med sig. Eliot havde givet hende lov til at tage en af hvalpene med sig.
Stella trådte indenfor, og det første man så - var den sovende Eliot der lagde med overkroppen ekstremt charmerende væltet ned på stue gulvet - imens han snorkede. Der lagde en masse papirer rundt omkring ham. Stella begyndte at grine og tog sig til hovedet.
"Eliot!" Sagde hun med en lettere hævet stemme - ikke at han reagerede. Stella kiggede over på Josh. "Told you." Let trak hun på skulderen, hvorefter hun fløjtede kort så Ember kom susende ind fra et andet rum af. Hun løb hen og sprang op i sofaen til Eliot, og skubbede ham ned. Det gav et dunk, men han vågnede ved chokket. Hurtigt rejste han sig op og kiggede omkring sig. Stella kunne ikke stoppe med at grine, og gik hen til ham.
"Godt du kunne vågne. Vi har en gæst. Min lillebror Josh, hvis du kan huske jeg nævnte ham tidligere." Sagde hun og gik et kys på kinden af Eliot, inden han trådte hen til Josh for at give ham hånden.
"Godt at møde dig. Stella har ikke lavet andet en at fable om dig det seneste stykke tid. Så det rart at møde dig i person." Smilede Eliot.

Mødet med denne Elliot var skam... interessant. Det var altid noget, at Stella havde klaret tingene så godt, at hun havde sit eget hjem nu. Han kunne dog ikke lade være med, at tænke på hvad der mon var sket med Nora. Hver gang han omformulererede et spørgsmål omkring hende oppe i hans hoved, ville det bare lyde forkert, hvilket gjorde, at han ikke spurgte ind til det. Hvem vidste om de mon blot havde slået op fordi de ikke kunne enes? Der burde nødvendigvis ikke, at være sket det største og mest forfærdelige. Han kiggede nysgerrigt hen på sin søster. Hvad gemte hun ellers af overraskelser?
I hvert fald, tilbage til Eliot. Det sovende menneske lå og snorkede svagt, hvilket fik Josh til, at klukke lavt for sig selv og sætte hovedet på skrå. Denne dreng virkede heldigvis helt normal, ikke den store rocker type eller playboy typen, ham her virkede rent faktisk som en god fyr. Josh kunne ej heller andet end at grine over Stellas små kommentarer ind imellem. Det gjorde det mere tydeligt, at hun elskede denne menneskedreng.
Han tog imod Eliots hånd og rystede den venligt. Derefter trak han sin egen til sig igen. "Haha, ser man det," Han kiggede drillende ned på Stella. "Det er også rart at møde dig Eliot," Han sendte Eliot venligt smil. "Som Stellas lillebror... vil jeg egentlig gerne have historien om jer to.." Han pegede skiftevis på dem. "Hvis i forstår hvad jeg mener,"

Eliot kløede sig kort forsigtigt i nakken. Selvfølgelig ville han ikke skabe et dårligt indtryk - men han var et menneske, han kunne ikke give igen med styrke, men han var ret så klog.
"Selvfølgelig vil du det. Skal du have noget stærkt til at skylle det ned med?" Spurgte han drillende, ikke at han ville have de skulle sidde og drikke alkohol - det var rent i sjov.
Stella himlede med øjnene i et smil.
"Vi forstår. Eliot forklare det!" Sagde hun højt, hvilket relaterede til Eliot puffede let til hende. "Josh vil have mad. Jeg laver ham noget." Tilføjede som om, at hun reddede sig selv for at fortælle om historien. Eliot rullede øjne af hende, og lod hende smutte ud i køkkenet.

"Jeg beklager rodet." Sagde Eliot så med et lille grin inden han satte sig over i sofaen. "Lad som om, at du er hjemme." Tilføjede han med et smil til Josh, til at han blot kunne sætte sig ned. Eliot samlede hurtigt sine papirer sammen, de handlede alle sammen om overnaturligevæsner.
"Så hvor skal vi begynde. Hun løb rundt i sin coyoteform under en fuldmåne - og endte foran min dør." Han klappede hænderne i sine lår. "Det var vel den historie i sig selv." Han lo let.
"Men jeg forventer du vil have det lidt uddybet?" Spurgte han.

"Ja da, stik mig et glas whiskey," svarede han drillende, men kunne egentlig godt bruge et glas whiskey ovenpå alt dette, samt med mad. Mad, maden var uden tvivl det vigtigste.
Det at Stella forsøgte, at snige sig uden om samtalen på ved, at bruge undskyldningen på at lave mad, fik Josh til at ryste kærligt på hovedet og klikke med tungen. De var virkelig søskende.
Præcis som Eliot sagde han skulle, følte han sig hjemme og lod sig nærmest falde om i sofaen, dog på en rolig og diskret måde. Så diskret man nu kunne gøre et fald. Han så sig nysgerrigt omkring. Det glædede ham, at se Stella var et sted som dette, med en venlig fyr som Eliot.
Så snart Eliot snakkede, kiggede han hen på ham og sendte ham et venligt smil. "Rodet?" Han så igen rundt. "Jeg syndes ikke at her er rodet,"
Endelig fik han historien om Stella og Eliot, blot i en meget kort version. Var det mon muligt at få en lidt længere version?
"Hvis det ikke er for meget at forlange, vil jeg gerne have en længere forklaring, eller fortælling," Han lænede sig tilbage i sofaen. "Det er trods alt min søster vi snakker om,"

Eliot kløede sig kort i nakken. Det var en undskyldning for at have en masse bøger og papirer flyde rundt omkring. Han elskede at lære. Eliot nikkede.
"Selvfølgelig. Du får den længere version." Han rømmede sig kort.
"Det var midnat. Jeg kunne ikke sove. Så jeg stod op, trådte i mine hjemmesko. Så gik jeg stille ud i gangen og satte mig her i sofaen med en kop kaffe." Han så meget seriøs ud, inden han så grinede kort af sig selv.Så lavede han en fagt med hånden til, det var ligegyldigt.
"Men jeg sad der og kiggede ud på fuldmånen, da jeg hørte noget tumle rundt. Jeg kiggede ud af vinduet, og der lagde hun. Dækket af jord og fyldt med blade i jorden." Tilføjede han og kiggede let ud.

"Hun så noget så bange ud, forvirret. Jeg hentede et tæppe og så gik jeg ud og lagde det over hende. Tilbød hende at komme ind i varmen. Jeg sov på sofaen ført. Så tog hun afsted lidt efter, da hun skulle hen til Nora." Eliot kendte skam til Nora. Han sank let en klump. "Efter en måned kom hun tilbage, og fortalte mig hvad der var sket... hvilket du nok selv skal spørge hende om." Skød han en kommentar afsted med et lille split sekund øjenkontakt.
"Hun boede her, imens hun ledte efter dig og Matt. Hun har boet her i over halvandet år. Vi har været sammen i et år. Josh jeg ved hvad hun har været igennem, og det eneste jeg aldrig vil gøre - er at såre hende." Tilføjede han og så Josh seriøst i øjnene.

Stella kom ud med tre tallerkener med pandekager og satte sig imellem dem, ved at masse sig igennem dem. Eliot hoppede en plads til siden. Stella kiggede på Josh.
"Nora blev overgrebet af en af vores halvbrødre, Julian fangede hende. Hun blev gravid. Gik mentalt ned. Døde da hun skulle føde, men kom tilbage som en Banshee, hun er stadigvæk mental ustabil. Så hende og vores niece hygger sig i Sunfury. Jeg har dronningen til at sende lidt ekstra forsyninger derud." Sagde Stella så, hun havde god hørelse nu. "Og jeg er ikke en varulv kære broder... jeg fortræller coyote." Let kørte hun en hånd igennem sit hår, og lod sine blå øjne træde frem, bare for at blære sig lidt.
"Snup så noget at spise!" Hun blinkede og fik sin normale øjenfarve igen, og puffede lidt til Josh.

Igennem fortællingen, lyttede Josh nysgerrigt og samtidig voldsomt uroligt med. Grunden til uroligheden kunne han ikke helt forklare, men samtidig havde han en anelse om hvad det var. Han frygtede at høre hvad hans søster har været igennem, eftersom han ikke havde været der for hende og kun havde tænkt på sig selv. Imens Elliot fortalte hvad der var sket, kunne Josh mærke hvordan den dårlige smag i munden, blot blev kraftigere og kraftigere. Han kunne ikke styre den, det var som om, at han skulle kaste op. Selvfølgelig var han lykkelig over, at Eliot havde hjulpet hende og passet på hende med alt hvad han ejede, men Josh ville ønske, at han også havde været der for hende. Hvilken bror var man, hvis man ikke engang var der til, at hjælpe sin søster der gik en helveds masse lort igennem.
For at komme af med smagen i munden, så han Eliot i øjnene, der havde et alvorligt skær i sig. Josh smilede svagt til ham og nikkede. Han var udmærket godt klar over, at Eliot aldrig ville såre hende, det kunne han fornemme ligeså snart han trådte ind i rummet. "Jeg ved det Eliot, og jeg stoler på dig," Han sendte ham et anderkendende smil.

Da Stella kom ind af døren, duftede han med det samme pandekagerne og som en meget uprofessionel mave, afslørede den at han var sulten, ved at knurre højlydt. Han klukkede over det og så nysgerrigt på Stella, da hun selv nu forklarede hvad der var sket imellem hende og Nora. Ligesom Eliots fortælling, fik denne det også til at vende sig inde i ham, mest fordi han vidste hvad Julian gjorde ved kvinder. Stakkels Nora..
"Dronningen?" spurgte han nysgerrigt og tog en pandekage, for hurtigt at tage en bid af den. Han fortsatte med at se nysgerrigt på sin søster, der valgte at blære sig med sine fantastiske blå øjne. Som en drillende lillebror, skar han grimasse af hende, med munden fuld af pandekage. Det var selvfølgelig en kærlig grimasse.
Han slugte sin mad. "Så.. En coyote, det rart cool kære søster," Han tog en ny bid af sin pandekage. "Men, hvad er det helt præcis?" De brune øjne lyste op.

Stella skar en grimasse.
"Ja jeg kender Andrea Targaryen... jeg kendte hende før hun var dronning... man kan sige, at jeg har mine kontakter i orden." Blinkede hun med et skævt smil.
"Jeg ved ikke hvad en coyote er. Udover det en anden form for ulv - jeg levede med dem så... hvad de er og hvad de kan. Det vel op til mig at finde ud af." Svarede hun og gav sig til at spise.
"En ting ved jeg, jeg drikker ikke blod for at leve længere... det faktisk meget rart." Lo hun let og kørte en hånd igennem sine lokker. Stella havde vendt sig til det så småt, hun havde startet et nyt kapitel i sit liv - og Eliot var en del af det kapitel, hvem skulle have troet det?

Eliot spiste imens han nød, at hører på Stella og Josh. Det fik han til at tænke på, hvis hans far ikke havde forladt hans mor - så havde han måske haft et tættere forhold til ham. Lige nu var den eneste han havde Stella - også sin fars side af familien, som Stella blev ved med at sige god for. De virkede også venlige, det var ikke det - han havde bare ikke regnet med at have så mange kusiner. Men tilbage til tankerne om hans halvbror.
"Jeg leder efter en person... Xander." Sagde Eliot og kiggede på Josh. Det var ikke til at læse på Eliot, om Xander var ven eller fjende af ham. Stella havde mødt Xander en gang før, hvor han vidste de havde hjulpet hinanden - så Xander var ikke en røv... eller måske var han?
Eliot ville bare gerne vide det.
"Jeg skal til en fest middag ved min fars side af familien her om lidt, og i to ser ud til at kunne bruge tid til at snakke." Fortalte Eliot så. Stella nikkede let til Eliot, og gav ham et hurtigt kys - også for ikke at være for meget overfor Josh.

Eliot gik ud i soveværelset for at gøre sig klar. Stella vendte opmærksomheden på Josh.
"Men jeg ved ikke, hvor Matt er. Jeg har ikke set ham i evigheder. Noget siger mig, at han ikke har været heldig." Forklarede hun med et mere bekymret blik. Morrow Matts ulv havde hun fundet død i ruinerne af det gamle hus. Ember havde været i live heldigvis da. Stella havde haft tid til at komme sig over det, også selvom man aldrig gjorde. Men hun havde accepteret det.

Eliot kom ud fra rummet og Stella rejste sig op, for at give ham et kram. Så meget kaos som der var for tiden, så ville hun være sikker på, at hvis uheldet var ude - havde hun fået sagt ordenligt farvel. Hun kyssede ham farvel, og Eliot nikkede farvel til Josh.
"Jeg regner med vi ses igen. Det plejer ikke at tage langtid, så jeg er nok tilbage ved aften tid." Sagde han først til Josh og så det sidste til Stella. Stella nikkede let og lod ham smutte.
Hun satte sig ned ved siden af Josh.
"Så, hvor har du været henne?"

Igen, der var så meget han skulle have læst op på og heldigvis havde han Stella og denne Eliot til at hjælpe ham. Eliot virkede som en god fyr, hvilket var en lettelse, så skulle han ikke til at overtale Stella om, at det var den forkerte fyr hun var sammen med.
Han sludrede videre med Stella, spurgte hende ind til alt omkring hendes nye race og fandt det fascinerende på alle måder. Dog huskede han også at spise, for hvem kunne glemme at spise, specielt når man var så sulten? De havde det egentlig meget rart sammen, som intet var forandret.
Da Eliot spurgte ind til Xander, havde Josh nær fået sin mad galt i halsen og måtte hoste ekstra hårdt, for at forhindre sig selv i at blive kvalt. "yeah jeg.." Han hostede igen ned i sin hånd. "Kender denne Xander, eller måske... jeg er ikke sikker på om det er den Xander du leder efter, men..." Han så Eliot i øjnene. "Men, er denne Xander du leder efter dæmon? Tilfældigvis incubus og ikke særlig gammel, højst 16 - 17 år?" Selvfølgelig ville han gerne hjælpe Eliot med, at finde Xander, hvis det altså var den Xander han kendte Eliot ledte efter.

Deres lille kys de delte inden Eliot smuttede ud og gjorde sig klar, fik Josh til at smile svagt og sende Stella et drillende smil, som kun en lillebror kunne sende. Hvad kunne man sige, han skulle være en god lillebror, ikke sandt?
Snakken om Matt, var det der fik hans smil tørret af og se bekymret ned i gulvet. Matt... den eneste cool bloddelene bror Josh havde. Var han nu væk... død?
"Jeg vil også søge efter ham, han må da være derude et sted også," svarede han og så op på hende igen. Lige som han skulle til at sige noget mere, kom Eliot ind og sagde vi ses, hvilket Josh sendte et stort smil og godkendte. De ville ses snart igen. Uden tvivl. "Vi ses, pas nu på ikke at få for meget at drikke ned," Han drillede ham venligt.

Så snart Eliot var ude af døren, spurgte Stella ind til hvor han havde været og han kunne mærke sin hals snørre sig sammen. "Well, efter jeg på en måde ødelagde tingene med englene, var jeg en kujon og tog til menneskebyen, hvor jeg vidste ingen genkendte mig.. Her stødte jeg på min nuværende kæreste Alex og vi... Vi gik igennem en masse lort, før vi rent faktisk endte sammen.. Og jeg fandt ud af at jeg var far, som hun holdt hemmeligt for mig.." Han så ned på Stella med et svagt smil. "Det er en lang og rodet historie, i hvert fald... jeg er ked af at jeg forsvandt Stella,"

Eliot lyttede med til Josh beskrivelse. Han nikkede let.
"Ja, det lyder som ham." Svarede han kort og så en smule eftertænksom ud. Han kastede et blik over på nogle af sine rodede papirer, men flyttede så blikket over på Stella også Josh derefter.
"Ved du hvor du så ham sidst?" Spurgte han nysgerrigt. Han havde et mål med at han ville finde Xander. Måske for at se, om han var så farlig som hans far altid havde fortalt ham.

De burde finde Matt ja. Det burde de, men i det år hun allerede havde ledt - havde hun intet fundet. Eliot smilede til Josh, men hvorefter han virkede ked af det.
"Kattens, jeg havde ellers regnet med at drikke alt deres wisky så deres tøssesnak ville prale af." Han kørte en hånd hen over sit hår, og smilde så inden han gik.

"Hyggeligt." Kommenterede hun på hans lille historie. "Jeg har mødt Alex før, så jeg har skam snakket med hende før." Tilføjede hun nysgerrigt og satte sig til bedre rette i sofaen - hun satte sig i skrædderstilling og kiggede på sin lillebror med store øjne.
"Men hvis Matt var i live, så havde jeg fundet ham." Svarede hun og lagde hovedet let på skrå.
"Hør du må ikke blive sur nu... men øhm." Startede hun let ud og kløede sig i nakken. "Dem Eliot skal mødes med. Er hans kusiner. Caroline er i blandt. Eliot er en Thunder... komisk ikke?" Spurgte hun og skar en kort grimasse. "Jeg ved du gerne vil se hende igen, men jeg sagde det ikke fordi, at jeg gerne vil tale med dig.. og tænkte du ville gå hen til hende, hvis jeg sagde hun var der."