Is Everything Destroyed? - Rose

Hun smilte over hans måde at kærtegne hendes hår på, sjovt at tænke over hvor varm den hånd han gik med enlig var. Hun kunne dog stadigvæk ikke dreje sit hoved om til, hvad han måtte være, eller hvad hun burde kalde ham. Hun rystede blidt på hovedet, over hans måde at snakke på. Sød og uskyld, det var hun blevet kaldt et par gange, men det føltes altid forkert. Hun så ned i jorden, hvor hans ord omkring rosen, fik hende til at le kort. "Rosen er ikke så speciel, den er dyr, men hvis man er heldig kan man forhandle sig til den." Lød det fra hende, da han pludselig begyndte at snakke om et frø. Et frø der var plantet i hans indre, som nu spirrede.
Hun rødmede en smule, og lo kærligt, dog en smule genert. "Hvad skulle folk tage fra mig, udover mine ting?" Hun kørte en lok hår om bag øret, der var faldet ud af hendes hestehale. Hun så op på ham, hvor hun roligt lagde hovedet på skrå. Hans store smil var kært, som et andet dyr. Måske var det derfor hun stolede noget så inderligt på denne person, fordi han var som alle andre dyr, varm og havde et varmt skær i sine øjne. Det gav hende nok en underlig form for tryghed, samt gavn til at gå rundt.
"Ugerninger? Folk der gør ugerninger, kan være blevet tvunget ud i det. Så som dæmoner, ingen af os ved enlig om de ønsker at tage sjælen fra en person, måske ønsker de inderst inde at kunne spise normalt, ikke behøve skade nogle." Hun så mod vejen, mens de gik. "Hvis vi sætter alt sammen, vil jeg mene at vi alle er onde og gode. Som Yin og Yang, Yang som strålede af godhed, altid med et smil på sine læber, men havde et sind så sort som kuld, hvilket nogle siger er det onde i ham. Mens Yin strålede af ondskab, men inderst inde ikke ønsker at skade nogle..." Hun lagde en finger på sine læber, mens hun kort så op mod himlen. "Se det som i at, Yin er en dæmon, og Yang er mig. Jeg virker sød og rar, men hvem ved hvilket monster jeg gemmer indeni mig, når jeg bliver vred, eller presset ud til kanten. Mens dæmonen, Yin, er nødtil at dræbe for at leve, hvor han altid begraver personen, ønsker hver nat at blive som Yang, og Yang ønsker det omvendte. To misforståelser.... Og jeg snakker for meget igen, undskyld." Hun rødmede en smule, endnu engang snakkede hun alt for meget, det skete alt for tit for hende.
Hun sukkede dybt, mens hovedet sank en smule.

Han så meget overrasket på Rose og havde virkelig ikke troet at hendes hjerne kunne køre så meget rundt i hendes hoved, det var virkelig godt gennemtænkt det hun sagde og han havde selv aldrig kommet nær den tanke gang! Han smilede dog lidt skævt til at hun ikke vidste hvad de kunne tage fra hende mere end hendes ting.
"De kan tage din 'uskyld' fra dig" sagde han seriøst og alvorligt til hende og havde et lidt bedrøvet ansigt da han sagde det men et smil blomstrede over hans læber og let gav han hendes raske arms skulder et let puf.
"Så måske er jeg ham Yang? siden jeg kan dræbe og æde alt og alle?" spurgte han hende undrende drillende.
"Og samtidig prøve på at være den gode, skønt at jeg har mine dyriske og menneskelige instinkter der trækker i mig nogle gange i hver sin retning, men andre gange i samme retning som er dobbelt så kraftig som normalt" sagde han og smilede skævt.
"Jeg havde virkelig.... virkelig lyst... til at vride halsende om på de drenge... men du fik mig til at ikke gøre det, for jeg ville ikke lade dig se sådan noget" sagde han sandfærdigt og gav et stort suk fra sig imens han gik roligt sammen med hende og så nu også op. Han tænkte lidt, var der mund plads til ham der hvor hans forfædre var efter alle de ugerninger han havde gjort? Kunne han tjene sig til sin plads ved siden af hans far og mor i det hinsidige?
"Tror du... man kan komme videre når man går bort?.. til det gode sted?? selv som en som mig? jeg har gjort mange ugerninger.. men det er ikke alle jeg havde lyst til.. eller en del havde og en anden del havde ikke, og det er som regel den som vil der vinder." sagde han og så roligt på Rose med et lidt undrende blik imens han smilede skævt. Hvad var det dog for et bedrøvet emne han var kommet ind i!? Men måske havde han brug for at tale ud om det? Måske havde han brug for at komme ud med sine bekymringer? Men han vidste dog heller ikke om hun overhovedet gad at høre på ham.

Hendes uskyld? Så skulle de først mene at hun var køn nok, samt gide at rode rundt med alt det tøj hun altid gik med. Hun rystede blidt på hovedet, og lod den altid så kærlige latter slippe gennem hendes læber. "Min uskyld ligefrem... Bare rolig, den beholder jeg sikkert til jeg dør." Hun blinkede kærligt til ham, selvom det lød som en joke, var hun alligevel seriøs. Ikke at hun ønskede at miste den, hun var skam glad for ikke at have sådan et bånd til nogle overhovedet, eller oplevet sådan noget. Derimod, var hun på samme tid trist, over den følelse det gav, følelsen af at man virkelig aldrig ville få sådan et bånd til nogle, end ikke en. Hun ville sikkert aldrig opleve at være forelsket, hun smilte kærligt for sig selv.
Hans lille puf, fik hende til at se op på ham. "Måske, man ved jo aldrig" Hun lagde hovedet blidt på skrå. "jeg er dog glad for du ikke gjorde det... De var desperate, ønskede sikkert ikke at skade mig overhovedet." Hun lagde blikket ned i jorden, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. "Hvem ved, måske havde de en familie, der er døde i jordskælvet, eller måske forsøger de at skaffe mad til dem... De er bare desperate." Hun så kort op på ham. "I følge mig, burde man aldrig tage nogens liv, det ok at slå dem ud, men ikke dræbe. Eller torturere... Det er bare forkert i mine øjne, hvem giver en ret til at dræbe en person, bare fordi de virkede skræmmende." Hun smilte kærligt, da stilheden lagde sig over dem, endnu engang.
Hun så op på ham, mens han så mod stjernerne. Roligt rettede hun blikket op mod dem, hvor hun smilte over hans spørgsmål. "I følge mig.. Er der ingen steder der er gode eller onde, folk snakker altid om at ryge i helved. Men hvis du tænker på de forskellige græske guder, er Hades, helvedes gud ensom, fanget et sted, med en masse folk der mener de er der for at blive straffet. Han har ingen omkring sig udover folk der græder... Mens hans bror Zeus, er utro, går rundt og skaber børn over alt. Hvilket betyder han også er ensom, begge ønsker sikkert at ændres sig selv... Mens at vores ønske er at ende et sted, hvor Zeus får børn, håner sin bror Hades, og forsøger at vise folk at han er den gode." Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Jeg tror hellere jeg vil i helvede... Det at møde Hades, eller som andre kalder ham Lucifer. Ville være en anden måde at møde en person, der altid er blevet rakt ned på af sin familie." Hun placerede sine hænder nær hendes hjerte, hvor hun smilte kærligt, mens blikket faldt mod jorden endnu engang. "Hvis du tænker over alt det dårlige, er alting dårligt. Der er for lyst i himlen, alle folk er for glade der. Helved, er for mørkt og alle er triste... Uanset hvad kan man finde en negativ side... På jorden har vi drab, men også kærlighed... Måske er det, det samme over og under os... Måske bliver vi dræbt i himlen, hvor vi bliver genfødt, og i helved får vi lov at blive, hvilket er det vi hulker over..." Hun så kort op på ham. "Hades er sikkert utrolig, sådan at kunne holde ud at være hos så mange triste mennesker." Hun smilte varmt til ham, mens de brune øjne fik et kærligt skær fra stjernerne.
"Så... Ja, Jeg er sikker på du ender i et godt sted, uanset hvad... Dine ugerninger er ting der kan ske, vold er en del i os... Jeg er sikker på at jeg sikkert også er voldelig." Hun grinte kærligt over sine ord, selv hvis hun var voldelig, var hun for svag til at gøre skade på nogle overhovedet.

Han gloede lidt mistroisk på hende... Rose.. Voldelig? det var vist en sensation hvis hun nogensinde blev voldelig efter alt det han havde set i dag. Men alt hendes snak om de forskellige navne forvirrede ham virkelig meget, han havde ingen anelse om hvad det var for nogle guder hun snakkede om. Hele hans ansigt var tværet ud i et stort spørgsmåls tegn.
"Zeus?? Hades?? hvem er det??" spurgte han hende virkelig undrende og var helt blank over for dem.
"Det eneste efterliv jeg kender til er åndeverden, der hvor sjæle kommer hen og lever i harmoni med hinanden, et sted hvor drab og ondskab ikke findes intentionelt. Der hvor alle racer kan leve sammen i fred og uden at strides, hvor race ikke har nogen betydning for venskaber og ingen vil mærke til deres normale træng ud over kærlighed." sagde han og så op mod stjerne og hans øjne skindede næsten af stjernes skind, og gav ham et meget drømmende blik.
"Det er der hele min stamme er, for hver og en af dem har fortjent det, ingen havde fortjent at blive slagtet sådan af onde mennesker der koldblodigt stak spyd igennem deres kranier, fangede mit folk med store rævefælder, brændte min stamme ned til grunden.." Det var svært at sige det sidste, det gjorde virkelig ondt i ham lige nu, som en sløv dolk blev boret og vrikket ind i hans hjerte og en lille tåre fik pludselig dannet sig i hans øjenkrog. Ikke en tåre han selv opdagede, han var dybt i sine tanker omkring sit hjem og samtidig gå lige ud sammen med hende.

Hans spørgsmål gjorde hende opmærksom på at hun enlig stod og snakkede om sin egen tro, han mente sikkert noget helt andet. Hun rødmede en smule og grinte kærligt, hvad skulle hun lige sige til dette... "Uhmm, Altså... Zeus er manden der skaber et sted hvor ens ånd kan slappe af, og han skaber lyn på himlen. For at gøre luften klar igen, renser den med dens elektriske ladninger." Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Hades er manden der tager sig af dem der laver onde gerninger... Der er forskellige tro, forskellige måder at se livet på. Jeg tror ikke helt på noget, jeg mener at når man dør, er alting sort og du forbliver i et tomrum." Hendes smil forsvandt langsomt.
Hans forklaring omkring ånde verden, fik hende til at se ned i jorden. "Jeg vil mene alle fortjener fred, så selvom du måske har lavet ugerninger, ville din stamme aldrig holde dig fra deres freds sted. De vil sikkert tage imod dig med åbne arme." Hun så op på ham, hvor hun langsomt skabte et smil på sine læber. Tåre begyndte at sprede sig i hendes øjenkrog. "Alle fortjener at bliver taget imod... af åbne armen.." Hun skar kort tænder, hvor hun forsøgte at fjerne sine tåre. "Uanset hvad man har gjort, skal alting nok gå... alle fortjener fred... Vi alle ender sikkert et sted, med varme..." Tårene ville ikke forsvinde! Hun stoppede op, mens hun så ned i jorden.
"Selvom jeg tror på at man ender i mørke når man dør... så prøver jeg inderligt at se lyset i det, at man... Jeg..." Hun lagde sin arm over sine øjne, mens snøft lød fra hende. "Undskyld.... undskyld... Jeg..." Hun faldt sammen på sine knæ, hvor hænderne lagde sig på hendes øjne. "Jeg bange... Jeg så bange... Hvorfor mig.... Undskyld." Hun krummede sig en smule sammen.

Han fik lidt af et chok da hun pludselig brød sammen ved siden af ham og han gloede fortvivlet rundt, hvad i alverden gjorde man i sådan situation.
Let tørrede han sit eget øje, knækkede nakken et par gange, og greb så ned om hende, og løftede Rose helt op i sine arme, så hun lidt lå som et barn som skulle til at blive vugget i søvn. Han trykkede hende blidt ind til sig, og lod sin ene hånd nusse hende blidt i nakken imens han havde lagt hendes hoved ved hans hals, og nussede hende blidt.
"Så så.. hvis du ser for meget lys kan det være du overser mørket, som du sagde, ying og yan, der skal være balance i det, og jeg tror, at hvis du prøver at tvinge det ene, vil det anede på et eller andet tidspunkt knække dig" sagde han varmt til hende imens han kælede om hende. Han tænkte kort og så så på hende.
"Se det som naturen, der er balance i alt her, træerne tager, træerne giver, dyr tager, og de giver, og de bliver til fler, har du set smerten i et hunvæsens blik, men glæden når barnet er kommet? Det er balancen, og jeg tror du har tappet ind i den lyse side for meget, det er derfor det mørke prøver at knække dig nu" hviskede han stille i hendes øre og nussede hende blik.
"Se på mig" sagde han varmt til hende og med den blideste stemme han kunne lave.
"Jeg ser mørk ud, og jeg er lavet af mørk magi, og mørke handlinger er kommet fra mig, men jeg elsker stadigvæk, og jeg kan være blid og kærlig. Du må finde din mørke side, for du stråler af godhed, så selv engle ville være misundelig, men dit mørke er dybt gemt i en frygtelig frygt, og jeg tror hvis du ikke graver lidt ud og lever med det, så vil du drukne i den mørkeste dybeste sumpede sø af hvad dit hjerte bærer af ondskab." sagde han sandfærdigt og lige ud til hende, han ville ikke lade nogen kort være mellem hans ord, hun skulle have hans tanker lige ud og råt.

At drukne i sit eget mørke, havde hun aldrig rigtig tænkt over. Hun havde skam harmoni med sit mørke, også alligevel ikke. Hun så bare ikke så meget mørke i sig, da hun enlig ikke så grunden til at se ondt på nogle overhovedet. Problemet var skam frygten, frygten for at dø. Hun klemte sine øjne sammen, da han samlede hende op, kun for at kramme hende og holde hende i hans arme. Hvor hun lagde sine hænder mod hans bryst.
"Undskyld... jeg.. Undskyld." Hvorfor begyndte hun også lige at græde.... Sikker på grund af hendes tanker, tankerne omkring døden. Tankerne omkring det der snart skete hos hende, tankerne om at efterlade alle man holdte kært, og efterlade dem i sorg. Som da hendes mor døde, den måde hendes far græd på, og gemte sine tåre, hvergang hun var der. Hun ønskede bestemt ikke dette, hun ønskede ikke at skabe sorg, hun ønskede glæde. Ønskede kun at folk smilte, men hvordan kunne hun dette, når hun selv bragte så meget smerte.
Joaquin, Xander, James, Panthea.... Hun knugede sig selv indtil ham. Skulle hun virkelig forlade stedet, stedet og aldrig se nogle af dem igen. Måske hun kun ville kunne høre deres tåre, dråberne der rammer gulvet, samt lyden af deres gråd. Hun ønskede det ikke, hun ønskede et smil, intet andet.
Naggru forsøgte at trøste hende, selvom han gjorde hvad han sagde med blide ord, og overbevisende ord. Kunne hun ikke se noget for sig, hun følte ikke at hun var opslugt af mørke, eller lys. Hun følte bare frygt, frygt der altid hang over hende.

((Sorry kort.))