Oh, vi har alle store planer (Vánagandr) XXX

Sean var trådt ned fra Terrorville district til Angerforge. Da byen var bygget op af en...Han var lidt usikker på om man kaldte det en stor bakke eller et lille bjerg...Men bygget opad, i hvert fald, kunne han visse steder få et glimt af Rotten Root district i det fjerne og hvordan muren hejste sig rundt om byen, nu repareret og ydede mere beskyttelse mod de mørke væsner, som man nu mødte færre af inde i byen. Dog vrimlede det endnu med dem udenfor og det var jo ikke fordi gaderne endnu var særlig sikre. Folk havde vel bare vænnet sig til dem, efterhånden, gik han ud fra.
Det var blevet vinter og de var endda trådt ind i yule-tiden, som var en måned fuld af diverse fester og hygge. Selv derhjemme havde han ikke helt kunne slippe for det og et eller andet sted nød han det nok, selv om han vedblev at sige, at han var ligeglad.
Han var iklædt nogle varme støvler, nogle sorte bukser og en mørk, varm trøje. Ud over sig havde han en mærk og varm kappe, foret med pelse, der ville holde ham både tør og varm. Spændet ved hans skulder lyste i dagens grånede lys, som store, lysegrå skyer farvede himlen og lod de små snefnug ramme en, efterfulgt af bidende kold vind. Hans kappe bølgede omkring ham, som han gik, hver gang vinden tog fat i den. En sort skygge.
Vejene var både og få steder is. Let undgik han de værste pytter og glatte steder, mens folk stred sig frem omkring ham. De fattige, med blå fødder. De rige, på en ganger eller i en lun vogn. De arbejdede, de selv skubbede deres kærre frem.
Alt dette ignorerede han på bedste vis. Han var jo van til det og det gik ham ikke længere på.
Han havde taget ringen af, han havde fået af Nephthys og ladet den blive hjemme, men hans spænde og armbånd var endnu på. Ved hans side hang hans sværd.

Vejen til Fenris' hjem var en han huskede nemt. Modsat sidst, havde han denne gang sendt besked om at han ville komme og han gik da ud fra Fenris faktisk ønskede at modtage ham...Og ikke som sidst, hvor han til at starte med, havde følt sig ganske uvelkommen. Uanset hvad, var der en nyhed han ønskede at diskuterer med manden og hvis han ikke havde tid til ham...Kunne den også overgives ganske kort.
Alt dette gik ham en smule på og han så end ikke den spinkle kvinde, han fik skubbede til på vejen og han vendte sig ikke engang for at undskylde eller hjælpe. Der havde ingen duft af dæmon været og derfor var det en person under hans værdighed. Med røde og fugtige kinder, takket være det kolde og fugtige vejr, kunne han endelig stoppe op foran Fenris' dør og banke på. Denne gang blev han lukket ind, lige som før. Han stoppede en tjener i at hjælpe ham ud af tøjet og bad i stedet personen om at finde Fenris og meddele han var kommet. Selv løsnede han sin kappe, omend han blev stående og afventende, til han havde fået besked om hvorvidt Fenris overhoved havde lyst til besøg. Han gad ikke hænge sin kappe på plads, som om han forventede at blive, hvis han i virkeligheden ville blive skubbet ud af døren med det samme...
En svag bekymring for Fenris hang i hans tanker. Efter hans sidste brev, han havde fundet i skoven, på deres hemmelige møde sted...Hvordan havde han det egentlig? Han gned sig på panden et øjeblik. Luce havde påtaget sig det job at sørge for han ikke arbejdede sig selv ihjel og hun ville skælde ham ud for at påtage sig så meget ansvar og så mange tanker, om alt og alle. Et svagt smil gled over ham. Det var opløftende at vide at hvis dette møde gik dårligt, havde han i det mindste nogen at vende hjem til, der ville ønske at lytte. Nu måtte de se. Han glædede sig til at se Fenris igen, som altid. Det plejede at blive gengældt.

Fenris havde brugt tiden omkring sig både om at samle nok informationer, samt at begynde så småt at rekrutere personlige folk, som han fandt pålidlig. Han huskede og lærte en smugle fra Sean omkring saldre og information ofte bar en stor pris i byen. Noget, som han ville udnytte og bruge. Samt også at han havde en mindre finger negl i hvad Sakref havde af planer, ved hjælp af nogle informations kilder.

Ved Yule-tiden, havde hans søstre bedt tjeneste folkene om at pynte huset op, eller også havde hans fader, uanset hvem det var. Havde det påvirket Vána en smugle. Både grundet de mange pynt omkring hans værelses korridor, samt også at for ham virkede det, som en månede af specielle pynt, der placeres og der efter tages ned igen. Hvilket for ham var en smugle spild af penge og tid, men alligevel inderst inde kunne han godt li det. En hvis 'ånd' af hygge lagde sig i hans indre. Til trods for at han aldrig helt sagde det.

Da en af tjenestefolkene dukkede op på hans værelse og meldte at Sean var dukkede op, rejste han sig hurtigt fra sit 'bad' og skulle til at finde et håndklæde, tøj og deverse, men rystede på hovedet og blot tørrede sig og fandt en morgenkåbe frem. Han træskede ud på gangen og gik i retningen af Sean, mens han så omkring sig. En af tjenestefolkene, kom løbene med et eller andet form for 'hue' og placerede den hurtigt på Vána og skyndte sig væk igen. Sikkert nok en 'besked' fra hans søskende om at være i 'Yule' stemning. Det var en af de klassiske nymoderne huer, som folk mente skabte en hyggelig 'yule' stemning.

Han meget modvilligt beholdte huen på, til frygt for hans faders irritation og blot lod ham beholde huen på i flere århundreder. Han træskede over imod hoved indgangen og spottede Sean, mens han roligt nærmede sig og så sig kort omkring, for at sikre at ingen tjeneste folk var også lod sig kramme Sean, mens en hvisken lod sig imod hans øre. Hvis Sean altså accepterede krammet.

''Du er savnet og du er måske i fare'' Han trak sig kort væk og stille smilede varmt. ''Det er godt at se dig igen. Lyst til noget varmt at drikke? det er lidt koldt udenfor.. og undskyld jeg ikke helt er ordenligt påklædt, du fangede mig vist i badet'' med en lettere smil på læben, tog fenris et par skridt tilbage og var klar til at føre Sean ind til hans værelse. Også selv om Sean stadig stod i sit fulde udendørs påklædning, men det betyd jo blot at Fenris selv kunne afklæde ham. En tanke, som han bestemt ikke ville lade gå fra sig.

Han ventede tålmodigt. Som altid emmede hans væsen af den største tålmodighed, som om intet kunne røre eller påvirke ham, selv om det næppe var sandt. Med fødderne solidt plantet i gulvet, hvor resterne af sneen langsomt smeltede og dryppede ned.
Da Fenris kom, blev han mødt af et kram og en mand i en yderst...Klædelig... Hue. Et smil gled over ham og det var rart at mærke Fenris nær igen, at kunne dufte ham og mærke ham.
"Gør jeg ikke altid det?" drillede han, velvidende at sidst havde han fanget ham i træningen, hvor han jo heller ikke var klædt i vildt meget tøj. Og endelig, endte de vel altid med at være nøgen alligevel. Han hang sin kappe op og fulgte roligt efter Fenris.
Hans blik gled over stedet oppyntning. Hans eget hjem var også pyntet op og selv om han ikke gav meget for det normalt, følte selv han at det hyggede. Hans fingre gled let over et hjerte, der hang og var flot flettet. Hans fingre gled hen over det, da han ikke stoppede op, men fulgte efter Fenris.
I fare?
Det var længe siden han følte sig i problemer, at en fare faktisk var en fare. Dog gik han mere eller mindre ud fra Fenris mente at farmand var hjemme.
"Jeg har flere ting at tale med dig om. Jeg har store planer og du kan enden vælge at deltage eller vente, til jeg er færdig. Men det er planer der gør vi ikke vil kunne se hinanden i længere tid...Medmindre du tager med" sagde han så, til Fenris' ryg, som han gik lige bag manden.

Hans øjne gled omkring sig og han grinte svagt, med en lettere latter af 'glæde' over at Sean var nær. Noget han ikke havde følt i langt tid. Han spottede dog Sean's fingre på hjertet og et svagt smil og rødmen dannede sig på hans kinder i det han kom i tanke om at han og hans tjenerinde havde fletted Yule-hjertet.

Han fortsatte videre og stille åbnede døren ind til sit værelse og ventede at Sean trådte ind. Han valgte bevidst ikke at svare ham, før at de var inde i rummet og der efter ville lukke døren efter dem. Hvis Sean valgte at træde ind i rummet. Han ville der efter ligge øjnene på Sean og stille med den ene fod mod døren og læberne lade sig grådigt kysse hans kind, mens han hviskede lavmældt. ''Sakref har muligvis en mistanke omkring dig. Det vil ligge sig i at han muligvis ønsker at holde øje med dig.'' Han trak sig roligt væk og stille lagde hånden på hans kind, mens han nussede den blidt.

''Så hvad er det for en plan du ønsker mig med i? Og tro ikke at du slipper for mig denne gang Sean. Hvis det er en værdi jagt og et stort nok bytte. Så kan du lige våve på at tage den uden mig.'' Hans stemme var lettere alvorlig, mens den sidste slutning af hans stemme var af ren 'drilleri' og blot for at understrege at Sean ikke slap så let af med Fenris. Til trods for at han stadig kunne regne med ham. Uanset hvilken situation dannes. Da Sean havde nævnt omkring at han ønskede Fenris' tilstedeværelse, til et eller andet. Samt også at han ikke talte lavmældt omkring det. Måtte betyde at det må være en opgave, som ikke var særligt vigtigt hvis det var offenligt gjort. Eller i hvert fald offentlig nok til at lade hans fader høre det.

Sandt var det at Sean var fuldstændig ligeglad med hvem der hørte om det. Han kunne ikke se hvem der skulle sætte sig imod, eller sætte sig nok imod til at give problemer. Men måske var det netop fordi han følte sig så stærk og til tider uovervindelig, at han måske altid så en mulig trussel, når den var der?
Tydeligvis havde han alle andre til at bekymre sig for ham.
Han var fulgt med ind i rummet og lod blikket glide over det, for at bedømme om det var lige så pyntet som gangen eller om noget havde ændret sig. Måske var billedet, der blev malet af ham sidst, blevet hængt op? Eller gemt til hemmelige tider...
Han blev stoppede af Fenris' grådige kys mod hans kind. Han lukkede øjnene et øjeblik og da Fenris var færdig, drejede han hurtigt hovedet og lod sine læber møde hans i et lige så grådigt kys. Han vidste der var flere der ville hade deres forhold...Men det var så svært ikke bare at kunne kysse!

Fenris virkede meget opsat på at holde deres samtale så hemmelig som mulig, så han valgte at føje manden. Han gik over til vinduet og med en hånd på det ene gardin, lod han blikket glide over gaden. Var det en skygge der krøb sammen nede på gaden? Det var ikke til at vide. Men deres skalkeskjul var jo at Sean til dels var der for at hjælpe Fenris, til dels for at beskytte ham. Så at spejde ud gennem vinduet var vel næppe så underligt igen. Alligevel trak han gardinet for, blot for at være sikker på de kunne være mere alene, også selv om værelset straks blev mere dunkelt. Det gjorde han ved alle vinduerne, hvis der var flere.
"Sakref?" Han vendte sig langsomt om mod Fenris. Han havde en aftale med Sakref...Så han havde lidt forventet Sakref altid prøvede at holde øje med ham.
"Jeg er en af de største, kriminelle bosser i Doomsville. Det er et under hvis han først holder øje med mig nu. Han virker som typen der altid ved hvor jeg er og hvad jeg beskæftiger mig med. Kun på det sidste har jeg haft en fornemmelse af at skjule mig...Hvilket nok også skyldes jeg slet ikke har været i byen" svarede han lavmælt, så de så vidt muligt kunne holde samtalen mellem dem selv. Han havde et bestemt kort, der gav ham adgang til Sakrefs slot. Han havde været der et par gange for at udnytte hans store bibliotek og afskrive nogle nyttige informationer, men Sakref kendte ham lidt for godt og det lykkedes ham aldrig at udforske resten af slottet.
"Jeg arbejder faktisk sammen med ham lige for tiden. Både ham og skyggevæsnernes leder, Assorian. Det er det jeg vil fortælle dig om..." Han smilede svagt. Der var vidst alligevel ret meget der skulle siges. Han lod en hånd glide igennem sit mørkebrune hår, så det strittede i alle retninger, endnu lidt fugtigt efter at have været udenfor.
Det endte med han til sidst gik over til sengen og satte sig tungt i det, men stadig med front mod Fenris.

"Jeg bryder mig ikke om Sakref. Jeg har svært ved helt at undgå ham og han er den eneste der rigtig kryber under huden på mig, selv om jeg altid lader som ingenting. Der er ikke til at vide hvilke eksperimenter han laver i skjul, på sit slot. Ingen ved rigtig noget om den mand. Derfor har jeg holdt et hemmeligt møde med Assorian og vi er blevet enige om noget helt andet. Noget der vil frigøre os fra Sakref, gøre at vi kan styre vores egne forretninger, uden at skulle stå til regnskab for nogen som helst" Hans smil voksede lidt, da han så på Fenris med interesse, som han var nysgerrig efter mandens reaktion. Det...Og så fordi han slet ikke kunne tage øjnene fra ham, som han stod der i sin kåbe, velvidende manden måtte være fuldstændig nøgen indenunder. Så distraherende, som kun Fenris kunne være det.

Han lagde armene overkors og så halv skuffende på Sean. ''Sakref er et fjols, hvis dette er tilfældet at han bogstaveligt talt hyre direkte fra gaden en skyggedemon og først nu begynder at holde øje med dig Sean. '' Han så halv skuffende og stille sukkede kort hvor efter han fortsatte. ''Sakref er et fjols, men han er ikke dum. En leder af Dooms Ville ville bestemt ikke hyre en person fra gaden. Specielt ikke Sakref i egen person. Dette betyder at Sakref ønsker at vide alt om dig Sean. Fra din sko størelse, til de underbukser du bruger. Hver enkelt information kan ligge for hans kontor lige nu eller værre. ''

Vána havde lukket øjnene og stille lænet sig op af døren. Han smilede kort over at dette gav en bedre jagt mulighed. Men Sean havde også nævnt at skygge dæmonernes leder og ham havde snakket sammen? Måske kunne dette give mulighed for en ny form for jagt? Men sean gav udtryk for at ændre bytte? Måske havde han opgivet Sakref? ''Uanset hvad det nye bytte er. Så vil der altid være nogle, som ønsker at vi står til regnskab for noget. Selv Sakref, vil nok finde dig intimiderende. Og han har god grund til det.'' et svagt smil dannede sig på hans læber og han gik stille og roligt over til Sean, mens han lod sit blik falde på ham og et snær af 'jagt' syghed faldt over hans blik, mens han kiggede på Sean, med samme øjne, som den første dag de mødtes. ''Sean. Hvad har denne jagt med mig at gøre? Og hvad drejer den sig om?'' Han satte sig roligt ved siden af Sean og stille lod et blidt kys på hans kind, mens en større mængder interesse faldt på hans øjne for at se Sean ansigt til ansigt. At han blot lod sin fulde opmærksomhed på Sean for at vide hvad der var los, for Sean virkede.. Anderledes, en form for 'interesse' havde lagt i hans sind, som Fenris ikke helt kunne analysere.

En skyggedæmon?
Han havde selv spioner i hele byen...Men denne ene ting skulle have undgået ham? Han vidste snart ikke hvad han skulle tro. Dog vidste han vel også bedre end nogen at uanset hvor meget man prøver, kan man umuligt dække det hele selv. Han burde vel bare være glad for Fenris så ud til at tage en større interesse i den by han boede i...Eller i hvert i fald i ham. Han kunne dog ikke helt bedømme hvorfor Fenris lød så...Skuffet?
"En skyggedæmon? Det har jeg ikke hørt om..." I et øjeblik så han lidt frem for sig, før han trak let på skuldrene.
"Jeg er erfaren inden for feltet. Der er steder og tidspunkter hvor selv ikke Sakref kan overvåge mig" forsikrede han så og sendte Fenris et nyt smil. Det meste bekymrede ham ikke. Han vidste der var ting Sakref aldrig ville lære om, ganske enkelt fordi Sean havde fortalt hele historien til nogen som helst. Hans livshistorie. Ingen ville kende den hele eller kunne stykke den sammen ud fra de få ting, han havde ladet fortælle. Fortælle til de tætteste folk, han håbede ikke ville forråde ham så nemt.
Og resten? Der var faktisk ikke meget han ønskede at holde hemmelig, eller som han var ligeglad med. Dog ønskede han at holde sin familie, venner...Partner...I sikkerhed. Hvor mange gange havde folk ikke snart blevet kidnappet, hvor det var hans skyld? Han huskede endnu Nepthys sidste gang...
Han gned sin pande et øjeblik.
Hans skuldre hoppede ved den korte latter der gled op igennem struben på ham, men aldrig rigtig kom til udtryk. Han så op på Fenris igen og trak igen på den ene skulder. Han følte sig så...ligeglad...Med alle disse farer. Var han ikke en archdemon?
"Jeg har altid sørger for at der er en masse rygter og falske historier om mig i byen. Det vil tage tid for selv en erfaren at stykke de sandfærdige fra" fortalte han så og så mod Fenris, som denne kom over og satte sig i sengen.
"Dragons Peak. Doomsville er min by og jeg ville være ked af at lade den gå...Men sandsynligheden for vi får væltet Sakref er lille. Uanset hvad er han en stærk mand, med mange hemmeligheder og derfor har vi set efter et nemmere bytte. Og hvad bedre end en af de største byer der findes?" fortalte han og holdt igen øje med Fenris, for at læse hans reaktion.
"Vi vil overtage byen og herske den sammen. Selvfølgelig kræver det en masse arbejde og det første vi vil tage stilling til, er draconianerne, der bor der og er flertallige. Uden deres støtte, vil det være næsten umuligt. Jeg tænker jeg vil beholde mit hjem her i byen, men jeg vil samtidig flytte dertil snarest muligt, jeg tænker engang efter vi er trådt ind i det nye år. Det er endnu usikkert, med alle detaljerne...Men vi vil få brug for al den hjælp vi kan få. Jeg har min store klan, han har alle sine skyggevæsner. Sammen kan vi måske udgøre en lille hær...Men vi håber på at overtage den gennem diplomatiske virkemidler" forsikrede han.

Han sad lidt og observerede undersøgende Sean's reaktioner. Han virkede ikke særlig interesseret i at Fenris forklarede at Sakref måske har interesse i at finde ud af hvad Sean ville kunne gøre og skade han kan skabe på Sean. Fenris frygtede ikke Sakref som sådan, men han vidste at hvis det var slagmarken og han skulle stå overfor Sakref, ville han havde alle mulige midler og magt til at nedlægge sådan et bytte. Der iblandt Sean. Dog da han havde nævnt at de ønskede at dreje deres 'mål' mod Dragon Peak fik det et svagt øjenbryns løft fra Fenris's side. ''Nogle bestemt årsag til at ændre bytte? Du havde største delen af forbindelserne her i Doosville. Hvad fik dig til at ændre mening?'' Fenris lagde hånden på Sean's kind og stille lod sit ansigt nærmere Sean. Han begyndte at dufte til Sean. Sikre at dette var den 'rigtige' vare og ikke en eller anden form for spion. Hans øjne var et kort stund 'fjendtlig' overfor Sean, som om at han for en kort stund næsten ikke kunne kende Sean, men efter at havde dufted til Sean's duft og at det i kerne essence stadig var en stærk, Arch dæmon fenris sad ved og nyd af selskab.

''Undskyld, jeg.. Troede kort at det ikke var den samme jager, som jeg tidligere lod mit hjerte til.'' Han smilede svagt og rødmede en smugle over hvor pinligt det faktisk var at Fenris næsten ikke engang kunne genkende Sean for hvad han var. ''Denne.. Assorian. Er han tillids fuld? En du kan acceptere en companion skab med eller vil det være endnu en brik i dit skakspil for magt?'' Hans øjne gled over på Sean og han kyssede ham blidt på kinden og smilede en smugle over sin egen dumhed. ''Hvis dette er det nye bytte. Den nye kurs vi tager på. Har du min støtte, samt også kan det være jeg kan ligge et par tropper klar, fra min 'personlig' eskorte garde, som vil beskytte mig under mine lange rejser sammen med en nær ven.'' Fenris tænkte kort at han nok kunne overtale sin far til at give ham tilladelse til at tage nogle stærke mænd og kvinder med til en mindre 'udflugt' for at vise dæmonernes styrke og magt. Måske kunne han bruge et par incubusser og succbuser til at overtale forskellige diplomater og påvirke deres 'interesse' i et andet sted. ''Det kan være jeg får nogle med mig af incubus og Succubus. Disse er ofte praktisk til at 'overtale' dimplomater og senater.'' Han lod hånden stille glide over på Sean's bryst og kyssede ham på kinden igen.

Det resulterede dog til sidst at Fenris satte sig over skødet på Sean og så ham ind i øjnene. ''Hvad er kerne formålet med Dragon Peak, samt hvilken værdi er større der, end der er her?'' Han lagde hovedet lidt på skrå og så halv analyserende på Sean. Han vidste at Sean ofte elskede magt og flere midler til at vise sin storhed. Så hvad kunne påvirke ham til at ændre kurs, fra den vej han havde arbejdet så hårdt på og opnå og istedet vælge at udfordre Dragons peak frem for Dooms Ville?.

Fenris sad oven på ham, mens spørgsmålene regnede ned over ham. Men det gjorde ikke noget, alt andet ville have været skuffende og disse spørgsmål bevidste blot Fenris bekymrede sig...Gjorde det ikke?
Også selv om han et eller andet sted følte sig lidt fornærmet over Fenris ikke troede han faktisk var ham. Kendte de måske ikke hinanden? Havde Fenris virkelig aldrig set ham glad, bekymringsfri og mest af alt, håbefuld? Fuld af lysten og udsigten til absolut magt?
Han studerede Fenris lidt...Men valgt så at lade det ligge. Hvad var det værd at blive uvenner over, med alt det de kunne se frem til?
Med en smidig bevægelse greb han fat i Fenris, væltede ham om på siden og fulgte selv efter, så han stod på alle fire over ham. Hans grå blik gled ned over hans krop med et sultent blik, som havde han planer om at snuppe hans sjæl i dag...
Til sidst rejste han sig op, drejede rundt om sig selv, mens han slog ud med armene. En latter boblede ud over hans læber og fik hans adamsæble til at hoppe og danse for et øjeblik, før han stoppede med front til manden, der betød så meget for ham.
"Selvfølgelig er det mig!" Hans øjne skinnede med en næsten syg begærlighed.
"Og svaret er simpelt. Hvorfor kæmpe en hård kamp, hvis et større bytte virker nemmere at nedlægge? Assorian er en fin mand. Jeg har en fornemmelse af han er oprigtig, men han virker også lidt som en nybegynder og jeg tror vi ville kunne arbejde fint sammen. Selvfølgelig vil jeg være sikker på at få MEST ret...Forestil dig mulighederne! En by, der består af et grottesystem, en skov, et bjerg...Så meget plads! Beskyttet og beboet af en af de ældste racer i denne verden, mange handelsforbindelser og rejsende. En by der hovedsaglig huser skyggevæsner OG dæmoner! Det kunne ikke være bedre. Jeg ville få så meget mere at handle med, jeg ville kunne troppe op hos en raceleder og tilbyde dem en masse eller tage det fra dem igen. Det bedste er dog...At jeg ville kunne give dæmonerne et sted hvor de kan bo og herske i fred. Vi bliver nød til at holde noget af byen fri, så vi kan få en god handel fortsat, men forestil dig et bestemt sted i byen...Måske oppe af bjerget...Hvor mennesker og andre svage måltider kun må gå på eget ansvar, for der hersker vi..." Han gik langsomt over mod sengen igen, mod Fenris, med et stort og overbevisende smil. Kunne han slet ikke se mulighederne? Alle de muligheder!
"Hvem skulle stoppe os, stoppe mig?" hviskede han, som han igen gled ned på alle fire og kravlede ind over Fenris.
"En by hvor vi to kan gøre som vi ønsker, uden nogen kan komme og vifte fingre af os. Syndens by. Dødens by. Frygten og magtens by! Kan du se det?" Han havde bukket sig dybere ned over Fenris og inden manden nåede at levere et smil, kyssede han manden. Dybt og inderligt, som kunne et kys i sig selv overbevise Fenris om alt det fantastiske han selv så. Hvis han blot havde haft sin gamle evne, så havde han kunne vise Fenris det hele!

Fenris observerede Sean. Følelsen af at han var over ham og at han var klar til at spise ham gav et svagt smil på hans læber og han lukkede kort øjnene. Næsten 'klar' til at lade sig blive spist. Dette var noget, som han bestemt ikke frygtede. Døden, var noget som Fenris indrømmede at han gerne lod sig velkomme i sit hjem.

Han så Sean da han trak sig væk efter at havde vælted ham om kuld og stille lå og så på ham. Lyden af hans stemme omkring hvordan handel, magt og rigdom lyd i hans stemme. Hvor at Fenris blot så andre muligheder. Assasination, opspild mellem Skyggevæsner og Dæmoner, tyveri mellem racer og splid ikke mindst med dæmoner og Skyggevæsner. Men også med Drage racen. De var stadig ældst og muligvis æbbede af kraftig magi? eller i værste tilfælde. Ritualer, som kunne knække en hver race, hvis de følte sig truet nok. Fenris frygtede ikke dragerne, men så dem som et bytte der var værd at jage. Men hvorfor Sean valgte at tage et nemmere bytte, frem for det som han havde lagt sine tænder på først undret Fenris en smugle.

Da Sean hviskede lavmældt kyssede han Sean på kinden og smilede svagt. ''jeg har intet hørt fra elver, mennesket, sortelver eller til den sags skyld. englene. Sean, husk på at vores race er kendt for arrogance. Noget jeg personligt er uening ved, men beviser er der nok af. Men måske er det min mindre vanne til at leve i skyggerne og ofte sikre at min.'' han stoppede kort og smilede svagt og kyssede Sean endnu en engang på kinden. ''Vores. Ryg er dækket og klar til rejse. Hvis vi kan få et hjem. Sikkerhed og et 'sanctuary' for alle dæmonerne. Så er jeg med. Dog skal du vide at hvis Sakref vælger at dukke op, kræver jeg minimum et mindre stykke af hans hår og en dråbe af hans blod. Jeg stoler ikke på ham hvis han dukker op til det projekt, som jeg utvivlsomt ved at du kan gennemføre.'' Han nussede Seans kind og stille med den anden hånd pejede på en ny bog, som lå på hans kommode. ''Jeg er stadig ny, men blod magi er en facinerende ting. Jeg har stadig svært ved at holde fast i det, men jeg prøver så godt jeg nu kan, men.. Blodet.... Er.. Vansklig magi at forstå. Selv for en jager, som mig.'' Han smilede svagt og kyssede Sean på læben, mens han lå over Fenris.

Han lod kinden på Sean's hånd og nussede den blidt. ''Hvem ønsker du at folket frygter? Den barmhjertige prince eller den magtfulde ArchDæmon? folket vil ofte opdele deres leder. Sakref har endnu ikke tænkt den tanke at vælge at ligge en marionet dukke for at stå til den positive del af folket. Dette gør ham til en tåbe. Uden en 'massias' til at give folket håb omkring en bedre fremtid er Sakrefs folk tabt. Bringer vi en ny by. Et sted hvor massere af folk. Ikke kun dæmoner og Skygge væsner, men blandings racer og 'andet' vil søge hen da Sakref lyder til stadig at havde glemt sit folk. Jeg står gerne at være den nådige leder, til trods for min faders hårde hånd. I hvert fald indtil han vælger at træde af tronen.''

Fenris vidste at Sakref havde valgt sine træk forkert, men han valgte også nogle gange at manipolere med befolkningen. Dog havde hans eneste træk i Fenris' skyggespil forundret Fenris. At Sakref valgte at hyre Fenris' egen personlige House Maid. Noget han bestemt ikke havde forvented, men ikke desto mindre nyd. At han havde et øre med i hvert enkelt detailje, som lod sig fylde ud. At Fenris stille kunne lade sit spindevæv danne sig omkring doomsVille, mens Sakref, Sean og denne Assorian lod sig udfolde deres 'magt' spil for hinnanden.

Lille, bekymrede Fenris. Det var både kært og kedeligt. Personligt så han den største problematik i draconianerne, der ofte kunne være ret...stædige, temperamentsfulde og traditionsrige. De boede jo i deres grotter, for dem selv og blandede sig sjældent i meget andet omkring dem. Hvis de bare kunne få dem til at accepterer at de bestemte over byen...Ah, nej, det i sig selv var ikke nok. De skulle accepterer det. De skulle være helt med på ideen, ellers ville det gå galt. Dæmoner og skyggevæsner var ikke elsket, heller ikke hos draconianerne, der nok var en af de mest neutrale racer i denne verden, tænkte han.
Umiddelbart måtte de opsøge dem og de om der måske var en handel, noget de kunne give hinanden.
Men de andre racer...Var de en trussel? Ville de ikke også være ligeglade?
Pludselig gik det op for ham...At de alle nok ikke ville være lige ligeglade. Tanken om dæmoner og skyggevæsner der fik mere magt, kunne sikkert på nogen til at gyse.
Hans ene hånd nussede Fenris' hår med en doven bevægelse.
"Vi havde ikke tænkt os at føre en fuld krig mod byen, men vinde den så fredeligt som muligt. Jeg har allerede en butik i byen og flere klanmedlemmer, der altid har sendt mig lidt nyt om byen og dens tilstand. Jeg vil ikke udelukke nogle racer nok bliver utilfredse, men jeg tror ikke nogen vil føre krig mod en by. Ikke bare lige. Så jeg vil starte med at fokuserer på draconianerne" meddelte han efter en kort tænkepause.

En lille latter gled over ham og han skulle netop til at svare ham omkring Sakref, da hans blik gled over til bogen og han i stedet stoppede op. Lidt efter satte han sig mere op og greb ud efter bogen, tog den i hånden og slog op i den, helt tilfældigt. Han bladrede i den, uden rigtig at læse hvad der var i den, men mere fordi han var nysgerrig...Og mere fordi han nu var oprigtig bekymret for Fenris.
"Selvfølgelig, hvis Sakref dukker op med den tro at han kan vælte os af pinden, er han din. Så længe du passer på. Han ER farlig" kommenterede han en smule fraværende, før han lukkede bogen og viste den til Fenris, der sikkert kendte bogens udseende bedre end ham selv.
"Du skal passe på. Blodmagi kan være farligt...Det sidste jeg ønsker er du begiver dig i kast med en magi, der slår dig ihjel, fordi der skulle bruges mere blod, end du kunne give" Hans blik var alvorligt. Men han kunne heller ikke tro Fenris ikke ville have haft tænkt over det...Vel?
Han ville for alt i verden undgå at sætte Fenris i en situation, hvor han ville føle sig tvunget til at bruge magi. Om han så selv skulle træde ud foran Sakref eller diverse monstre, for at beskytte manden.

"Sakref tror han kan opfylde alle delene på en gang. I virkeligheden bekymre han sig ikke meget for folket, men han manipulerer sig gerne til tilfredshed i hans befolkning. Jeg havde hjulpet Rotten Root en del, fordi jeg har mange klansmænd i den del af byen, men efter vores aftale, skulle jeg sikre at befolkningen ved at Sakref står bag forbedringerne..." Det var tydeligt at høre han ikke var tilfreds med det. Det var HANS hårde arbejde, HANS penge der var gået på det og æren skulle gå til en anden? Fandme nej!
Et svagt smil gled over ham.
"Så for nu siger man Sakref...Men alle der spørger mere ind til det, vil vide det er mig" han trak let på den ene skulder.
"Du glemmer helt Assorian! Der er ingen af os der har tænkt os at være den grusomme eller den barmhjertige. Vi har bare tænkt os at regerer, som vi ser passende. Tror du jeg ville have haft så stor en klan, som jeg har i dag, hvis jeg kun var grusom? Jeg kan lide at tænke på mig selv som en retfærdig leder. En der kræver det bedste, en der kræver disciplin og loyalitet, men til gengæld lytter og giver dem det, de har brug for. Ellers havde jeg aldrig bygget noget op igen, i Rotten Root" kommenterede han og gled ned fra Fenris, så han sad ved siden af ham på sengen. Han slog let ud med hænderne.
"Jeg vil stadig skabe et nyt sted til dæmoner og skyggevæsner. Men det er sandt man står stærkest, jo flere folk man inkluderer i sikkerhed og alt det der...." Hans blik gled over til Fenris.
"Så det er hvad du vil gøre, med din nye magt, som min partner, når vi har den nye by? Lade som om alt er ren paradis, så vi kan tage imod en masse flygtninge? Jeg siger vi starter med at overtage byen og se hvordan dens økonomi er. der er ingen grund til at gøre noget, der får os til at gå direkte i ruin. Vi skal også passe på byens beboer faktisk ønsker en strøm af flygtninge, eller kan vi få en indre politisk uenighed og usikkerhed" kommenterede han.

Fenris smilede lidt over Sean's ord. Han lyttede og satte sig op og nikkede svagt. Han morede sig over at dette er første gang at de to oprigtigt havde snakket politisk. ''Det sandt at politisk uenighed eller usikkerhed ofte er en stort problem blandt hvert samfund. Måske give den lavere del af befolkningen forståelse af begrebet 'del og hersk' dog forståes med et at de laverstående fremviser 5 repræsentanter for hver deres land del og der efter fremviser lav klassens holdninger og bekymringer. Der efter 10 fra middle klassen og 25 fra høj klassen, som giver hver deres bekymringer. Dette giver mulighed for at vi kan få et bedre overblik på hvad de har at sige. Og nej. Det må aldrig være den samme person, som dukker op.'' Fenris havde ofte erfaringer at det skabte korruption, hvis laverstående folk, dukkede op flere gange. Dette ofte medførte mere politisk spil, men dette var i følge fenris' tanker et skakspil til at sikre at befolkningen kom under kontrol.

Han stille så omkring sig og så over på bogen. Et svagt smil dannede sig igen på hans læber. ''Blodet er en magi, som stadig få kender til. Jeg syntes det var interessant forskning og mulighed for at udforske og komme til magt. At skabe en indre styrke fra min egen side, for at sikre at folket omkring mig forstår min magt og autoritet.'' han så der efter over på Sean og smilet forsvandt.

''Assorian planlægger jeg skal være byens øjne og øre. At han har tredje delen af magtfordelingen, deriblandt reklamation og nyheder spredt til folket. Hvis han virkelig er skyggelederen. Som jeg nok kommer til at refere ham som. Betyder det at han har større magt om natten og at hans folk nemt kan sikre og sprede manipolation om nyheder for at sikre vores by's omdømme og derved etablere en bedre manipolering af ikke kun den blandet befolkning, men også skælvæsnerne, som jeg kan forstå at du ønsker at holde et mere diskret sammarbejde med. Og muligvis fra deres position, kunne vi udnytte dem, som et militærisk udøvende magt. At de kommer til at være vores byvagt, så dragerne ikke føler at de har misted magten, men er den forsvarelig magt på hjemme fronten og dæmonerne og skyggevæsner er den offensive front. Dette sikre at vi kan etablere et bedre sammarbejde og muligvis sikre at de skællede øjler kommer på bedre fod med os.'' Fenris afsluttede sin halv lange tale og smilede svagt over det han næsten lige havde sagt. Han begyndte at grine lidt og lagde sig kort. ''I mørkets gudinde og lysets klarhed. Hvor lyder jeg dog som min fader. '' Han lagde hånd foran sine øjne og grinte halv barnligt over sin sidste kommentar. At han først nu spottede at han lyd lige så lusket og dominerende, som sin egen fader om at overtage magten fra en anden possition. Dog ville han kun fortrække at sikre magten med 2 andre. Sean og den, som Sean lyd til at stole på. Fenris vidste at Sean var en, som Fenris kunne stole på. Han ville en da dække Seans ryg, og velvide at hans egen ryg aldrig ville blive ramt af Sean's vrede. Medmindre Fenris selv var skyld i den.

Det var tanker som disse, der ofte optog det meste af tiden. Tanker om hvordan man kunne gøre, så alle andre gjorde, som man selv ønskede. Manipulation, med et enkelt ord. Det endte med at han lagde bogen på plads og rejste sig fra sengen, for at gå over til det ene vindue. Hans ene hånd hvilede på stoffet, som han skabte en lille sprække mellem gardinerne, som han selv kunne se ud igennem. Sneen dalede roligt udenfor og vinduet emmede af kulden fra udenfor. Han havde brug for at tænke et øjeblik, før han svarede. Han havde altid brug for at tænke.
"Du må forstå...At i Assorians øjne er det ham og mig der deler magten og ikke dig. Det er os to der sættes dagsorden og ikke dig. Så i princippet kun jeg sige at det er ligegyldigt hvordan du vil gøre det, for det er ikke dig der bestemmer det." Svarede han, omend hans stemme var alt for rolig, til at ordnene kunne virke direkte truende eller ubehagelige. Mere som om det blot var en konstatering.
Mere var det måske en påmindelse til Fenris om at han ikke skulle lade sig gribe af mulighederne. Han var nok prinsen af dæmonerne, men byen var hans. Hans alene. Hahaha! Ja...Næsten hans alene. Men Assorian var en brik. Og han valgte selv hvem han lyttede til.
"Jeg har ikke aftalt alle detaljerne med ham endnu. Det skyldtes også jeg ville have tid til at tænke over tingene først. Umiddelbart lød det på ham som om vi begge skulle tage os af det hele, men jeg er enig med dig i at en fordeling ville være bedst. Og helst vil jeg komme med et forslag..." Hans ene hånd gled op til hans hage og hans fingre trommede let på den et øjeblik, før hånden gled igennem hans hår og endte ned langs siden på ham igen. Hans øjne stirrede bare ud af vinduet, uden at se noget konkret.

Til sidst vendte han sig væk fra vinduet igen og lod gardinet falde på plads. Han slog let ud med armene.
"Jeg ved ærlig talt ikke om jeg orker din ide. At høre så mange folk, der skriger, som sultne fugleunger. Selve tanken er trættene. Det er langt nemmere med en repræsentant fra hver del, som har lige meget at sige. På den måde bliver den lavere del af byen heller ikke sur over at de rige har så mange flere repræsentanter og mere at sige. Og selvfølgelig...Tænker jeg næsten at draconianerne skal have deres egen repræsentant, så de altid er med og føler de er med og ikke glemt...Hvis de vil" han gik tilbage til sengen og satte sig tungt på kanten af den, stadig med hovedet fuld af tanker og ideer. Så meget var uvist. De kunne sidde nu, og snakke om hvad der kunne være bedst, men det var ikke sikkert tingene ville ende ud på den måde. Det vidste han af erfaring. Alligevel var det ganske underholdende.

"Assorian er en brik i spillet. Selvfølgelig har han lige så meget magt som jeg...Men med lidt held kan jeg krybe under huden på ham og få ham ubevidst til at følge mine lyster. Jeg er ikke god til at dele. Han tror at han bruger mig...At vi deler...Han er lidt naiv på det punkt" kommenterede han roligt.
"Dog foretrækker jeg selv at have styr på hvad folket ved og ikke ved...Hvilket kræver en mere eller mindre fuldstændig over Assorian, såfremt han skulle bruges, som du foreslår. Men han ville ikke nøjes med det, ved du nok. Han vil have lige så meget magt som jeg." Han så tilbage på Fenris.
"Dog er det en udmærket ide at bruge draconianerne som vagthunde" Endelig gled et lille smil over ham. Han lagde sig ned i sengen, med armene bag hovedet og trak vejret dybt. Hans øjne gled i, som han blot lå for sig selv.
Det var både underholdende og en smule tungt at tænke over sådanne ting i længere tid. Sandheden var nok mere han ville tænke over de ting, Fenris havde sagt, endnu et par dage, før han kunne tage stilling til hvilke dele han ville bruge og hvilke han ikke ville.
Dog åbnede han alligevel øjnene og vendte sig om på maven, før han lagde en hånd på Fenris' arm.
"Jeg kender faktisk ikke din far. Han må være god nok, siden han officielt er vores leder..." Eller generelt dæmonernes. Hans egen loyalitet var...flyvende...Og aller mest hos Fenris. Dog gav den sidste mening absolut ingen mening for ham selv...Men det var måske bare noget i familien.

Han lyttede til Seans ord og morede sig lidt over deres samtaler frem og tilbage. Hvordan de kunne ligge hver deres politiske spil. Til trods for lyden af Sean's stemme omkring at Fenris nok ikke kommer til at havde det store at sige. Hvilket han ikke som sådan havde det store imod. At lade Sean være på magten, nyd han fint. Så længe at Fenris vidste at Sean stadig var hans og hans alene.

Da Sean beskrev at Assorian kunne nemt styres og guide i Sean's retning, samt også at Assorian lyd en smugle naiv. Gav det et svagt smil på hans læber. Måske kunne Fenris finde et par underholdende situationer med Sean og denne Assorian. En snær af forstyrrende tanke tittede frem i hans indre og endte op i en vulgær sammen spil, med Sean, Assorian og ham selv i et varmt bobble bad fuldt ud nøgen. Noget, som Fenris måtte indrømme lyd ganske underholdende. Til trods for hans liderlige natur.

Fenris drejede øjnene omkring sig og så der efter på Sean, som han spurgte ind til hans fader. Han smilede svagt. ''Abbadon er ofte ude og nogle gange inde. Han.. Virker i øjeblikket fjern fra min side af. Men det kan nok være fordi han forventer jeg udfylder min pligt. Både om at lytte til folket og sikre det. Han ser ofte frygt, som et værktøj og en metode for at holde sit folk på plads. Til trods for bekostningen af befolkningen vil blive demoraliseret og produktionen vil falde drastisk. Der efter vil korruption dannes og flere dæmoner vil sikkert nok finde metoder og løsninger til at overvinde ham. Hvis de altså på et tidspunkt bliver stærke nok.'' Han smilede lidt over tanken, til trods for at Fenris havde en mere 'smidigere' metode at handle efter. Da han vidste at dæmonerne ofte krævede at en stærk leder trådte til, men måske burde dæmonerne snart få en forståelse for samfundet. Noget, som fenris længe havde overvejet at danne for dem. At de får en mere.. 'blød' forståelse og tillid til deres leder, frem for at udnytte frygt. Både til at skabe bedre produktion, men også for at banke en nationalt følelse i folket. Hvilket ofte betyd krig.

Hans øjne gled over på Sean. ''Tager vi Dragon Peak med magt, hvis øjlerne ikke gider at sammarbjede?'' Han smilede halv lumsk og rullede over Sean og kyssede ham på kinden. ''Jeg har savnet duften af sved, blod og skrig fra faldne væsner omkring mig. Samt også at se min store stærke Sean. Fortærer, ødelægge og flå hvert eneste svage væsen, som ligger sig imod ham.'' Fenris lod hånden glide ned langs Sean's skuldre og videre ned af hans ribben, til starten af hans mave skind. ''Samt også størrelsen, på min store Arch-Demon når han er i sin sande jeg og viser sin styrke.'' Fenris talte lavmældt og halv forførende, mens han med læberne afsluttede sin sætning ved at nappe efter Sean's øreflip.

Han vidste nu ikke om Assorian nemt kunne manipuleres rundt...Men han gik ud fra det var en mulighed, hvis han lagde sine kort rigtigt. Dog havde han, som Fenris, ingen planer om at dele sin nøgenhed med alle, hele tiden. Han spiste og han havde visse partnere, han nød selskabet af, men på intet tidspunkt prøvede han at lokke enhver med til det. Det lå heller ikke til hans natur.
Han smilede svagt.
"Abaddon...Det var hans navn. Hvor er han overhoved? Hvordan kan man kalde sig selv leder og aldrig være der?" Manden VAR Fenris' far og det var den eneste grund til at han ikke fornærmede manden...Direkte. Dog havde han umiddelbart ingen respekt for manden.
"Jeg har aldrig mødt ham. Vidste du han engang havde et hierarki? Men så var det som om han faldt fraværende og folk glemte lidt at overholde deres rank. Ærgerligt. Min rank gav mig mulighed for at tæske folk når jeg havde lyst og blot sige de havde brudt vores så ædle regler..." en svag latter rungede i rummet, mens Sean rystede svagt på hovedet. Det var underligt at være så stolt af sin race, men betvivle dem der kaldte sig ledere af den. En kombination af at han elskede sin race, men samtidig havde svært ved autoriteter, der skulle fortælle ham hvad han skulle gøre og ikke gøre.
"De fleste dæmoner jeg møder, siger alle det samme. At de er selvstændige. Det er som om racen ikke engang er så samlet, som nogen vil lade os tro..." Det var blot nogle tanker. Hans blik gled over til Fenris, for at bedømme om han havde snakket over sig. Om ikke andet, havde han alligevel ikke mere at sige nu.

"Jeg har ikke nok magt til at overtage Dragons peak. Jeg har en klan, hvoraf halvdelen kan slås. Der er skyggevæsnerne. Der er de få dæmoner, du kan låne os. De dæmoner, som familien Chase vil ofre på min plan. Måske nok til at udgøre en form for magt, men ikke nok til at overtage en så stor by. Vi risikerer bare at få flere racer efter os, erklære krig eller hvad ved jeg" svarede han så. Han kunne ikke se hvordan de skulle kunne gå i krig...Jo, selvfølgelig kunne de. Men uanset hvad ville de næppe have soldater nok til at holde byen bagefter, når draconianerne og diverse sikkert stadig gjorde oprør. Folk ville betvivle deres påtvungen magt...Hvilket han som sådan intet havde imod, men som han vidste ville give meget mere arbejde.

Hans hænder gled over Fenris' let påklædte krop, som manden drillede ham. Han havde savnet det. Ja, vel både de smigrende ord og nærværet.
Han kvitterede med et kys mod hans hals, så varm og muskuløs, som han huskede den. Senerne, der dansede under huden, som små slanger og pulsen, der pulserede så velkendt, fornemmelsen af liv. Havde han været en vampyr, havde han sikkert sat tænderne i ham. En oplevelse der kunne være lige så forførende, som selve sex-akten i sig selv.
"Min prins. Sammen er der vel virkelig ikke meget der kan lægge os ned?" smilede han roligt.

Fenris lyttede til hans ord omkring hans far og smilede lidt over det. ''Min far er stadig på magten. Hans system er det, som han finder fornuftigt, til trods for min mindre uenighed. Flere og flere dæmoner mangler at blive sat på plads og flere anerkender snart ikke at havde en leder. Et skuffende syn efter min holdning. Du skal vide at hvis min fader intet gør før Yulen er omme, vælger jeg at lade min fader sættes på pension og troppe op til rollen, som vore klan symbol. At være den, som føre klanen frem.'' Hans stemme var roligt, men fast besluttede. Fenris var inderst inde en smugle træt af ikke at havde hørt meget fra sin fader. Så han valgte derfor at ville ændre det. Sætte sine egne kort på banen og sammen med vampyrer og 'andet' ville han sætte magt spillet igang. At selv sætte sine brikker på skak bordet og føre sine brikker frem. Samt også havde sit trumf kort, som var Sean. En mand, som bestemt var en værdifuld Dronning i hans skakspil for at kæmpe vejen frem for at ligge områder og 'andet' under sig. Frem for alt. At han kunne danne sit folks stolthed og et symbol for klanen igen.

Han så over på Sean og smilede svagt. Sean så igen ud til at havde det klassiske vuderende blik. Om han enten havde sagt for meget eller for lidt. Fenris var så småt begyndt at forstå Sean efter deres tid sammen. Eller.. Han prøvede i hvert fald. Han så der efter over på hoved døren for at se om hans fader ville storme ind og bede Fenris om en undskyldning for hans grove ord. Men ingen dukkede op. Ingen brutale banken eller nådesløse råb om at Fenris skulle tigge om nåde. Noget, som Fenris alligevel ikke ville.

Hans blik gled på Sean igen og et svagt smil dannede sig på hans læber. Seans ord omkring at dæmonerne var selvstændige, føltes som glas imod hans hjerte. For selv efter Sean nævnte at racen ikke var samlet, vidste han i bund og grund at det var sandt. Han vidste at den flok, som Fenris prøvede at samle, var ved at forsvinde. Dette var noget han ikke ønskede.

Da sean nævnte omkring overtagelsen til Dragon Peak lyttede Fenris toldmodigt. ''Det sandt. Krig er ofte ikke en løsning i øjeblikket. Til trods for det kunne skabe en national følelse blandt folket. Nej, folket skal havde en at dyrke krig mod, men ikke så stærk. Måske bandits omkring Dragon Peak. Som et symbol på at vise vores styrke og overlegenhed. Dette kan muligvis også vise vores værd blandt Dragon Peak. At vi udrydder dem, som prøver at påvirke vores fremtidige planer om Dragon Peak.'' Fenris smilede lidt over ideen og stille så omkring sig for at sikre at de var alene. ''Sean, føler du at vi er ved at splittes op som en flok. Dæmonerne altså. Jeg har brug for at vide det fra dig.'' Hans øjne gled på ham og han begyndte svagt at 'synge' ved hjælp af hans vejretrækning ændret sig af Seans lettere berøringer nær hans hals, mens han stille kunne mærke sit eget underliv begynde at tag 'aktion' til at gå igang til deres leg. Han lyttede stille til Seans ord omkring at intet kunne nedlægge os. Han smilede svagt over det og med den anden hånd gled ned under Seans skjorte, mens han længselsfuldt pressede sin hånd halv grådet efter Sean's underliv, for at nusse den udover hans tøj. ''Mhmm~ Måske kunne sexen mellem os, men det er noget jeg ikke fortryder at kunne ned lægge os.'' sagde han halv drillende, hvor efter han kyssede Sean ned langs halsen.

Han lyttede til Fenris' ord og følte halvt om halvt at emnet var en smule farligt. Han havde selv en klar ide om hvordan en leder skulle være, før han ville vise loyalitet og intet sådan var dukket op endnu. Men nu var han også en af ekstremerne, han vidste dog at dæmonerne generelt...Ville have langt mere brogede meninger.
Alligevel gled der noget i form af tilfredshed over ham, da Fenris gav udtryk for at han snart ville gå efter tronen. Et eller andet sted havde det vel også været hans plan, at lokke Fenris i den retning.
"I så fald vil jeg støtte dig" svarede han roligt.
Som Fenris' blik gled over til døren, gjorde også hans eget. Ikke så meget som en lyd. Han så tilbage på Fenris med lige dele beroligelse og bekymring. Et eller andet sted virkede det som om de lå i løvens mund.

"Vi kan se hvad vi kan gøre, når Dragons Peak er inden for rækkevidde...Eller bedre nu, i vores hænder" kommenterede han roligt og lod en hånd glide igennem Fenris' hår, for at berolige ham. Så mange tanker i det lille hoved af hans. Et punkt hvor de måske var ens?
Hans alvorlige blik gled over Fenris. Der var noget ambivalent ved at snakke om så alvorligt et emne og samtidig mærke det drillende, det udfordrende, der var begyndt at vågne op til dåd. En hvis afhængighed, de altid nød hinanden igennem, uanset hvad de så havde lavet eller snakket om.
Dog gik der alligevel et øjeblik før han svarede.
"Ja. Der er dem der altid vil være loyale eller blot elsker ideen...Og der er folk som mig, som hader alle former for autoriteter. Ingen skal bestemme over dem! Specielt ikke nogen, der ikke direkte har vist sig for dem og bevist hvorfor de skulle gøre det. Uanset hvad du gør, vil der altid være den slags. Den slags du kan møde og være dybt uenig med. Men selvfølgelig kunne man altid gøre noget for at minimerer deres antal...Men du må huske på...Dæmoner er så stærke, så stolte, så stædige...Og lever så længe. Der er intet at sige til nogle af dem får en fornemmelse af selvstændighed, at ligegyldighed, selv over for deres egen race. Jeg har endda mødt dæmoner, der hader at være dæmon og konstant prøver at overbevise os andre om at blive til nuttede killinger" Et lille smil gled over ham. Delilah hadede det. Nille havde tidligere grint ham op i ansigtet, i en samtale om deres leder og rank. Om Jacob ville have fulgt Abaddon? Det vidste han faktisk ikke. Men dæmoner som Elyas, hans egen nevø, ville sikkert.
"Selvfølgelig...Hvis du ville tage tronen...Kunne jeg måske lade nogle mere...styrkende...rygter løbe?" foreslog han ganske uskyldigt, men ikke destro mindre ganske dæmonisk.

Han holdt latteren inde denne gang, som han i stedet ændrede udtryk og så ud til både at slappe af og nyde deres lille leg. Som altid. Og som altid gik der næsten ingen tid før han følte samme lyst efter Fenris, som han uden tvivl havde efter ham selv. Hans øjne gled lidt i, som han mærkede Fenris' kys ned langs halsen.
"Uhm...Du driller mig" svarede han leende. Hans egen hånd gled ned langs hans kåbe og hen over hans ryg i kærtegn.

Fenris lyttede til Seans ord og nikkede blot anerkende. Han var glad for at Sean var ærlig omkring disse ting. Både at det sikret at Fenris vidste hvor henne han havde Sean, men også at Sean valgte at reagere ærligt overfor ham. At han lod sig loyalt ligge sig overfor Fenris. Dette var den form for loyalitet, som Fenris fortrak over alt andet. Hans tanker gled kort over da de begge havde kigget efter døren, som to teenager, ventende på en vred farmand.

Seans forklaring om dæmonerne og nogle, som ønskede at blive til noget helt andet, var næsten blasphamie i Fenris' øre. Hvordan ville nogle hade at være det de var? Hvordan var det muligt? Han rystede kort på hovedet over at høre den forklaring. Skuffende og igen måtte anerkende at dæmonerne havde brug for at se deres nationalitet i øjnene. Deres kultur var døende, efter Fenris' holdning. Hans tanker.

Da Sean nævnte at han ønskede at styrke Fenris med tronen fik det et smil på læberne. ''Jeg har stadig meget at nå, før jeg kan overtag tronen, min egen Arch Demon. Toldmodighed ofte bringer jageren sit bytte. Samt også at jeg har brug for at min far er i live til den tid jeg tager magten. Hans sjæl vil jeg personligt æde.'' Et større dæmonisk smil og samme 'jagt' instinkter lagede sig kort over Fenris ansigt, da han forklarede sin inderste begær for Sean. At han inderst inde ønskede magten, som hans far besad. At han ville havde sin far, som et fingerings smykke, til blot at udstille hvor meget en person kunne falde fra magtens tinde og at begær og magtliderlighed, vil blive ens undergang.

Da Sean dog pointerede Fenris' mindre 'drilleri' grinte han en smugle. ''Det kender jeg intet til. Hvis jeg ville drille dig min kære Sean...'' han rykkede sig ned til Sean's underliv og stille lod sit dæmoniske blik på Sean, mens han fortsatte. ''.. Ville keg gøre noget i stil med dette..'' før fenris ville lade Sean svare, lod han hurtigt med en håndbevægelse glide Sean's bukser til side for at få 'hans' frem og lade sin tunge slikke imod Sean's. Blot for at pire ham endnu mere. Fenris rykkede svagt sin egne hofter fra side til side, som et tegn på at han bestemt var legesyg og i drillehumør. Måske var Fenris stadig et 'barn' og hvis dette var tilfældet, ville han ikke fortryde at blive 'straffet' af Sean, på metoder Fenris ikke ville fortryde. Selv tanken gjorde Fenris en smugle ivrig. Ivrig nok, til at han tog Sean i munden og fortsatte mere begærligt end før. Begge hans hænder lagde sig på Sean's hofter, mens hans hovede bølgede op og ned. Hvis Sean altså ikke stoppede ham fra at gøre sit drilleri værre.

Om det var loyalitet at han lå her, under Fenris, stort set blottet for et muligt angreb, skulle Fenris se sig sur på ham? Det var end ikke en tanke der havde strejfet ham. Han var her, fordi han havde lyst og fordi han holdt af Fenris. Men at holde af, var vel også en slags loyalitet. Så sandelig en af de bedste måder at sikre sig Seans. Tidligere havde han kaldt sig loyal til Abaddon, men kun fordi han havde haft en god rank, der havde givet ham magt. Da det hele døde hen, døde hans loyalitet også, evigt skiftende, men sjældent rigtig givet til nogen. Selv ikke Fenris...Hans loyalitet ville kun være der, så længe de havde et forhold. Medmindre Fenris på en eller anden fik ham overbevist om andet.
Men lige nu virkede det ikke til at være et problem.
Han lod det passe sig selv, så længe ingen krævede noget af ham. Desuden...Gav det ikke også ham lidt indirekte magt at være så tæt på deres kære prins?

At høre Fenris sige disse ting og se hans dæmoniske smil, var faktisk lidt nyt for Sean. Han havde sjældent set ham være så optaget af noget, så ivrig efter selv at få magt...Og han måtte indrømme han elskede det. Se, det var en ting der kunne sikre hans loyalitet! En leder der var stærk og villig til at gøre alt for at opnå sit. Det, men samtidig retfærdig og lydhør over for sine undersåtter...Det var netop sådan en lederstilling, han mente han selv opfyldte. Hans blik gled over Fenris og hans eget smil voksede. Det var...Frækt. Det klædte manden, på alle måder.

Han nåede ikke selv at gøre noget, før Fenris fortsatte videre. Måske ønskede han heller ikke at gøre noget. Fenris var hurtig og erfaren på området - Ja, det var de begge jo. På ingen tid var den fremme i det svage lys, voksende af Fenris' berøringer. Han støttede på sine albuer, da han så på Fenris, der tog den i munden. Han gispede svagt, ude af stand til at lade være, før en lille latter gled over ham.
"Åhhh - Min kære prins..." Hans blik gled begærligt ned over Fenris igen.
"...Hvor du dog tænder mig" indrømmede han, før han lagde en hånd bag nakken på Fenris og trak ham op mod sit ansigt, i den tanke at kysse ham. Kysse ham og få ham ud af den kåbe, der efterhånden sad lidt løst på manden.

Fenris så observerende på Sean og et svagt smil gled på hans læber, mens han begyndte at lege med Sean's manddom. Om han mon overhovedet ville fortsætte deres konstante leg eller om de blot nyd deres selskab sammen? Fenris lod hånden glide omkring Sean's manddom og fortsatte med at give den opmærksomhed, mens hans blik gled på Sean. ''Sean, bliver vi mon nogle sinde trætte af hinnanden? Jeg mener, vi har ofte intimt sammenvær med hinnanden, da jeg nyder at se min store stærke Arch Demon. Men.. Hvis Dragon peak bliver det nye mål. Vil vores muligheder og chancer så forbedret til at kunne sikre os byttet?'' Fenirs lod tungen slikke kort på Sean's manddom og hans hånd gled ned og nussede Sean's pung, mens Fenris anden hånd havde travlt med at støtte Sean's manddom for at holde den på plads, mens hans tunge lod sig danse ved ryggen af 'hans'. Et svagt smil dannede sig på læben af Fenirs, men han nyd Seans lyde han udgav og hans ord omkring at han tændte Sean.

Fenris var efter mange år endelig 'glad' eller delvis 'lykkelig' over at kunne være nær en anden person. At han faktisk kunne ligge sit hjerte foran Sean og acceptere om Sean valgte at fortærre hans sjæl. Som var det at Fenris i sig selv havde accepterede sin 'situation' af at være nær Sean og at havde ham hos ham. Til trods for at han et andet sted så også Sean, som et jagt dyr. En dræber maskine, som blot kunne voldtage og hærge verden. Et sandt paradis af kaos i Fenris øjne. Han så kort omkring sig og lod kåben glide af sig og rettede sig op over Sean og lod sine ben på hver sin side af Sean's hofter. ''Sean. Ville vi kunne overleve stormen, som fremtiden ville kunne bringe? Tidens tand har ofte bragt selv de mest magtfulde til grunde. Så ville vi overhovedet kunne holde vores skarpe våben klar imod tiden selv? At vores bånd ikke ville kunne knække. '' Fenris så kort bekymret på Sean. Han var for et kort sekundt usikker. Usikker på om Sean og Fenris ville kunne holde deres forhold i skyggerne. Fenris var ved at blive træt af at holde deres spil i skyggerne. Han lænede sig ned og kyssede Sean på kinden, mens han holdte omkring ham. Han havde stoppet alt 'spil' og hans øjne lukkede sig i, mens han hviskede i Sean's øre. ''Jeg er træt af at leve i skyggerne. Hvornår sætter vi vores tænder i Dragon Peak?'' Hans stemme var rolig og bestemt. Fenris ville i gang med dette projekt. At overtage pladsen i Dragon Peak og være på magtens trone. Han så kort på Sean og kyssede hans kind endnu engang. ''Jeg vil blive en, som dem. Lær mig det Sean. Lær mig at blive en Arch Demon. At fortærre, forføre og knække en hvert et ynkeligt væsen der går imod os og fange min faders sjæl, som denne hovmodige bold han nu er. '' Hans stemme var træt og halv utoldmodig. Fenris ville på magtens trone, men han ville også være toldmodig nok til at vente på det rette øjeblik.

Det var svært på den ene side at være seksuelt opstemt og skulle tænke over dybere, mere seriøse ting. Men det var tydeligvis noget man hurtigt måtte vænne sig til i selskab med Fenris. Måske var han bare for gammel til den slags, van til at blive helt opslugt af sin jagt, af selve fortærringen, af selve akten, om det var mad eller ej?
Han hørte ham, men var ikke i stand til at svare med det samme. I stedet gled et lille støn over hans læber, mens han mærkede hvordan Fenris skiftevis spurgte ham noget og lod tungen glide over hans 'dyr'.
Først da Fenris smed kåben og satte sig overskævs på ham, lænede han sig helt tilbage i sengen og lod blikket glide op af Fenris. Den nøgne, muskuløse krop, han så godt kunne lide. Ja, selv om det hele var seriøse emner, havde han svært ved at blive ramt af det samme, pessimistiske humør, som havde ramt hans prins.
Til sidst rettede han sig op, brugte sin ene, strakte arm som støtte, så han kunne sidde mere op og bedre nå Fenris, da hans ene finger gled over Fenris' læber, da han var færdig med at snakke. Efter et øjeblik, gled hans øjne op og mødte hans egne øjne.
"Hvis der er noget tiden har lært mig...Er det ikke at lade mig blive opslugt af så ødelæggende tanker. Vi har evigheden for os, vi har muligheden for at nyde hinanden og alligevel fokuserer du på en mulig fremtid, der kan ligge mange år væk? Ja...Mange år eller allerede i morgen. Ingen ved det, ingen kan forudse det. Med en evighed foran sig, må man lære at overleve. Det nytter ikke noget at tænke for langt fremad, specielt ikke på det personlige plan. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har drevet mig selv til en kant, fordi jeg forudså mine kæres død, problemer og hvordan de ville efterlade mig en dag...Det er meget sjovere at fokuserer på det man har i dag" Fortalte han. Når han var et farligt, frådende uhyre, slog det nok ikke folk at han rigtig tænkte over sådanne ting. Åh, men de skulle bare vide.
"Jeg har tænkt mig at nyde den tid vi har sammen, om den bliver kort eller lang. Og når eller hvis vi endelig en dag forlader hinanden, vil jeg forholde mig til det på det tidspunkt og ikke før" Han sendte Fenris et lille smil og lod hånden glide igennem mandens hår, da de lænede sig baglæns og han lå med Fenris oven på sig, der klemte sig ind til ham. Hans arme gled rundt om hans krop og han lukkede selv øjnene.
"Du er alt for utålmodig..." hviskede han tilbage.
"Men med lidt tålmodighed, kan jeg lære dig alt hvad du har brug for. Du vil få magt, du vil få muligheder...Men vid også at min vej er smertefuld. At blive Archdemon er...Er så stort...Så magtfuldt...Og så ødelæggende. De ofringer man må gøre...Jeg vil vise dig det hele...Men kun hvis du er absolut sikker på det er den vej, du vil gå" Han snakkede lavt, næsten kun hviskende.

Fenris øjne gled på ham. Hans ord omkring magt og begær var bestemt noget Fenris ønskede. Specielt hvis Sean var hos ham. Sean må vel være den 'livs' partner Fenris havde ledt efter, så at havde en stærk arch-demon tæt hos sig -for ikke at nævne magt fuld-, ville være noget af en kraft. Og at han nu havde nævnt at han ville lære Fenris hvad det ville sige at være Arch-Demon, så længe Fenris forstod hele koncepted om ofringer og ødelæggelse, men var det ikke noget han levede for?

Fenris smilede en smugle og puttede sig lidt ind til Sean, mens han halv smilede for sig selv. ''At blive en Arch-Demon betyder mere magt. Så længe jeg har dig ved min side. At vi forbliver loyal. Partner ved enten kærlighed eller krig. Dette er hvad jeg ønsker. At vise mit folk at jagten efter magt kræver mere end blot muskler, men at man lytter til sit folk og sikre hvert muligt svaghed bliver styrket.'' Fenris rettede sit blik på Sean og han kyssede Sean på panden.

''Vi har kommet langt du og jeg. Hvis jeg vælg at sige ja. Vil det ændre mine følelser til dig? Vil det korruptere den del af mig, som ønsker at sikre at dæmonerne er toppen af fødekæden? At jeg forbliver jagtens kron jæger. At selv ikke Sakref ville kunne være en lige så værdi jæger som mig selv?'' Hans øjne gled på Sean og han overvejede kort om han burde finde magiske metoder til at bruge hans egen fars sjæl og hvis han var heldig at få fat i sakrefs blod. At mixe det i et magisk ritual, som kunne skaffe ham nok magt til at både ham og Sean kunne nedlægge Sakref selv, hvis han turde at træde imod dem.

Så mange spørgsmål dukkede op for Fenris og han smilede kort. ''mhm... Sean din viden bringer min indre nysgerrighed op. Du er hemmligheds fuld og det er hvad jeg nyder ved dig'' sagde Fenris halv spindende, mens han halv forførende kyssede Sean ned langs hans hals, som et 'klassisk' tegn på at han holdte af ham. ''Dragon peak.. Kunne være et interessant eksperiment at blande dæmonsik inflydelse på racen. At lade deres dragoniske tilværelse blive korrupteret af vores dominerende race.'' hviskede Fenris halv forførende, mens han nappede til sean's øreflip. Fenris øjne havde i mellem tiden blevet mælke vide og hans dæmoniske hale begyndte at træde frem på hans krop, samt et par rav gule øjne dukkede frem fra de tidligere mælkehvide øjne. Som var det slange øjne han havde. Dog kunne han kun se Sean ingen andre i rummet. End ikke sengen, som sikkert mest af alt lignede en tågende objekt omkring sig.

Så opslugt Fenris var, at han helt kunne genkende sig selv i manden. Hans hoved gled lidt på skrå, som han studerede mandens ansigt, lyttede til hans ord og hele tiden overvejede hvad Fenris ønskede sig og hvilken vej de kunne gå for at komme dertil. Hvad andet, end at han så sig selv som en guide for sit folk? Han var ingen leder, alligevel havde han rådgivet så mange unge dæmoner, at han ikke længere huskede præcis hvor mange. Og Fenris var ikke engang så ung igen. At blive Archdemon...Ingen kunne forestille sig hvor meget man ofrede, hvor meget man skulle kæmpe og ikke give efter. Det var ikke for sjovt at kun de stærkeste og bedste overlevede ritualet. Ville Fenris kunne overleve? Ellers måtte han sikre sig på alle måder at han gjorde. Forberede ham.
"Ritualet er...Hårdt. Først skal man ofre nogen man holder af. Mærke deres blod på sine hænder. Uanset om man er følelsesmæssigt smadret efter det, fortsætter ritualet og du vil falde ned i denne....Skyggeverden. Skygger så voldsomme, så groteske. De vil vride dig, torturere dig, afprøve dig og snakke til dig..." Han lukkede sine øjne lidt, ved tanken om skyggerne. Selv om han havde overlevet, vidste han ikke om han nogensinde kunne gennemføre det igen. Han kunne endnu vågne med mareridt derfra, han mente endnu han kunne høre skyggerne hviske til ham.
"...De ved alt om dig, vrider alle svagheder og styrker ud af dig. De ved alt og hvis ikke de er tilfredse...Men hvis de er, sendes du tilbage. I den første tid vil du være syg. Det er forskelligt hvordan de ændre en. De vil altid ændre en fysisk, da man bliver stærkere, hurtigere og udvikler ens dæmoniske side. De ændrede min evne til en der passede dem bedre..." Ja, måske blev man blot en slave af disse slaver? Hvad andet end at sådan en styrke kom med en pris?
"Men psykisk...Følelsesmæssigt...Det er aldrig til at vide. Det er en risiko man acceptere, når man først siger ja til ritualet" Svarede han endelig og åbnede øjnene igen for at se på Fenris. Minderne var voldsomme. Alle andre minder blegnede i forhold til. Selvfølgelig ville det ændre folk, havde han ikke selv ændret sig en del? Han havde fralagt flere af sine svage sider, blevet et frådende uhyre. Ustyrlig, utæmmelig for nogen som helst, for kun de færreste havde styrken til at slå igen. Dog havde han stadig elsket den samme kvinde, elsket de samme folk, bagefter. Også selv om forholdet ikke havde holdt i længden. Han trak vejret dybt for at slappe lidt af igen. En hvis spænding var gledet over ham og det gik op for ham at han spændte i flere muskler, som om den genlevede det hele. I et øjeblik så han væk...Men Fenris skulle vide hvad han gik ind til.

Ved kyssene og efter et øjeblik, var han i stand til at slappe af igen. Et smil bredte sig over hans læber og en let latter gled over ham. Var han virkelig så hemmelighedsfuld? Han sørgede altid for hans fjender ikke læste for meget af ham. Sakref var den der havde kunne se mest, uden rigtig at kende ham, men det var nok takket være spioner og rene gæt. Hans fingre gled legende over Fenris' krop.
"Dragons Peak er fremtiden. Jeg har så mange planer, men jeg vil ikke undervurdere byens beboer. I starten er jeg afhængig af enten at slå dem hårdt ned eller samarbejde med dem, for byen er stor og består af flere levels. Jeg har brug for at kende hele byen og dens hemmeligheder, før jeg kan manipulere den i min retning. Alt til sin tid, sejr kommer til den tålmodige" Smilte han, mens han så på Fenris.
"Bare rolig, jeg har mange allierede. Byen vil ikke have en chance" Tilføjede han roligt.

Fenris så blot undrende på Sean. Han havde ikke helt set ham sådan. Mon Sean havde det så dårligt? Han begyndte halvt at tænke om han burde spørge ind til det, men kom i tanke om at Sean nævnte at for at kunne blive det, som han var skulle han ofre noget han havde kært. Fenris mindes ikke at havde set Sean havde nogle børn. Mon han selv bar et større mængde ar på sig selv? Fenris lagde hånden på Sean's kind og nussede den blidt. ''Sean. Hvad ofret du for at komme til denne magt?'' Hans blik gled undrende på Sean. Han lyd til at vide at dette ville påvirke en meget, men hvis dette var midlet til at få magten, ville det være noget Fenris bestemt ikke ville fortryde. Dog at ofre noget, som han har kært ville inkludere enten hans søskende, Fader eller Sean. Sean var bestemt ikke noget han ønskede, medmindre han skulle brænde sine børn og kones lig. Få det skildt af vejen. Tanken fik et svagt gys i hans krop og han overvejede næsten at give sig selv en flad efter den tanke. Hans blik gled ned på Sean. ''Hvis det er midlet til magt. Påtager jeg mig gerne den mængde tortur. Koste hvad koste vil. Jeg ønsker ikke at være et svagt jagt dyr, velvidende at der er andre mægtige jagere iblandt mig. Min faders træning har lagt sig i jagt, men hvis jeg ikke kan blive en mægtigere jagere end den gamle selv. Må jeg vel søge andre midler.'' Hans øjne gled på Sean og hans blik var halv vuderende.

Måske kun Sean havde muligheden for at kunne troppe i vejen for Fenris, i at blive en mere jagt indtrædende jager. Han ville kende at jage et hvert bytte. Selv hans fader. At kunne ligge hans egen far, som jagt bytte ville bestemt være en værdi jagt. Fenris smilede lidt ved tanken over at kunne ligge et større bytte, som hans egen far eller Sakref Moladin selv. Dette ville bestemt være en jagt værdi til at dø for. Hans øjne gled kort ned på Sean, som han kunne mærke spændte i hans muskler. Mon Sean havde dårlige minder omkring dette? Et svagt smil dannede sig på hans læber og han lænede sig ind over Sean endnu en gang og hviskede ham i øret. ''Destruktion, jagt og mord. Hvilken bedre jagt ville jeg havde sammen med dig?'' Hans øjne var bestemt interesseret og han ville vide hvordan man kunne lave dette ritual, men efter at kom til sig selv og så ud til at være mere afslappet ved brug af en latter, lagde Fenris sig blot roligt op af ham og nød lidt at høre Sean grine.

Han smilede lidt over det og lyden af at Sean ville bestemt få fat i Dragon Peak fik et svagt smil på hans læber. ''Måske skulle jeg finde et bolig der over? Kunne være hyggeligt. Eller fortrækker Den store Arch-Demon at gøre tingene først i skyggerne før vi kan rykke os ud i lyset for at kurruptere det?'' Hans rettede sig lidt op over Sean og kyssede ham på kinden, mens hans dæmoniske hale viftede interesseret fra side til side, mens øjnene lagde sig brat på Sean. Mon han kunne li at Fenris og Sean havde disse samtaler? Det var trods alt ofte at det var en kort samtale, efterfuldt af intime sammenvær, men hid til havde det været ganske fornuftige og snakket. Så måske havde Sean mere lyst til at høre Fenris's råd? Eller var det for at han kunne vide hvad Fenris ville? Han tænkte kort omkring situationen og smilede lidt for sig selv. ''Sean, det nærmeste jeg har er mine søskende og min fader. At ofre min far ville være svært, men kunne være en ganske interessant jagt. Ved mine søskende kunne det være ganske udfordrende, da de ofte har svært ved at forstå sig på hele omverden og mest forholder sig til deres værelser og sjældent kommer ud.''

Han kiggede kort rundt. Og så lidt halv tænkende ud. Han smilede lidt for sig selv og så ned på Sean. ''Lad os skabe et barn sammen. Du og jeg og en jomfruelig kvinde. Korruptere hende fra en tidligere kirke af lysets gudinde og more os ved at lade hende bære et barn. Befugted af os begge som vi kan-'' Fenris smilede lidt over det men stoppede brat i sin sætning. Han satte sig op og kunne næsten ikke tro hvad han sagde og hans evne og form stoppede op, så hans hale næsten 'knækkende' op igennem hans rygsøjle i det han havde chokeret over sine egne ord havde nævnt om at starte endnu en 'familie' op med et andet væsen. Oven i købet Sean, som var en mand. Samt også om Sean overhovedet kunne acceptere dette, eller om han ville kræve Fenris stoppede sin magt hungrende sult? Hans øjne gled kort ned på Sean og hans syn var stadig sløret. ''Ville vi kunne overleve dette og kræver dette at jeg forbereder mig mentalt?'' Fenris's stemme var halv bekymret på Sean og hans øjne var halvt mælkehvide, som desperat prøvede at få hans syn tilbage efter at havde mistet det ved sådan et 'krav' af at trække sig selv ud af 'jagten'

Han mærkede Fenris' hånd, men selv om det var Fenris, gled en automatisk modvilje op i ham. Som altid, når det kom lidt for tæt på, havde han svært ved at bryde vanen og faktisk snakke om det. Han var van til at bære disse ting tæt på sin sjæl, sjældent mindes tingene, men de var der altid og kunne altid dukke op igen. Han trak vejret dybt. Han kunne ikke lade Fenris gå ind i alt dette her, uden at fortælle ham det hele.
"Jeg var sammen med en kvinde dengang, men ikke den kvinde jeg var officielt sammen med. Og mod alle odds, blev hun gravid. Alane, min kæreste, kunne intet vide om det og barnet var mest et problem...Dean..." Hans blik vandrede op til loftet. Han havde flået spædbarnet ud af Nephthys arme, hun vidste det skulle dø og gå til hans ritual. Utroligt hun nogensinde havde tilgivet ham...
"Jeg brugte mit eget spædbarn" sagde han så og så på Fenris igen. Hans blik var mørkt, ligedele af tilbageholdt frustration, vrede og lige dele ligegyldighed. Han havde barnets blod på sine hænder og lige siden havde han haft en underlig lyst til at slå andre spædbørn ihjel...Nu holdt han sig mest fra dem. Han var en fortabt sjæl, hvis han endnu havde noget tilbage. Men han var også en dæmon og der var ingen vej tilbage. Han fortrød det ikke og fandt en hvis morbid underholdning i at flå spædbørn ud af armene på intetanende mødre. Ikke at han faktisk gjorde det...Længere.

Hvordan kunne han ikke grine? Ødelæggelser, vold, død var alle ting han nød! Han elskede det, jo mere folk frygtede ham og selve synet af ham! Fenris ville sikkert end ikke tro ham, hvis han fortalte ham om den mand, han havde været, inden ritualet.
Så svag! Så...Lille...i forhold til hans nuværende muskuløse krop! Men han havde ofret så meget. Men uanset hvad han sagde, virkede det ikke til at Fenris rigtig forstod det. Måske skulle han bede Luce om at komme med næste gang, så hun kunne vise Fenris hvordan det var? Hendes evne var ganske speciel på det punkt.
Men nej. Det ville ikke ændre mandens mening. Han ønskede faktisk ikke at ændre mandens mening. Han ønskede at se ham gå igennem ritualet, blive stærk og magtfuld!
Han gled ud af Fenris' greb og satte sig op. Hans ene hånd gled igennem hans strittende hår.
"Jeg flytter til Dragons Peak når vi træder ind id et nye år. Jeg har mange folk der følger mig og bliver hos mig, men jeg ville være lykkelig hvis du fik lyst til det samme. Ingen hemmelighed at jeg vil flytte ind i et slot og der sikkert vil være mere end plads nok til dig også, medmindre du foretrækker at bo for dig selv" svarede han roligt.
"Min plan er at lære byen bedre at kende, før vi indtager den. Vente på at Assorian og Luce kommer, så jeg kan forhandle med draconianerne. Men selvfølgelig vil jeg allerede nu begynde at påvirke så mange som muligt, så jeg får min vilje. Jeg er god til den slags...At få min vilje" Han rejste sig op fra sengen og strakte sig, ved at strække armene op mod loftet et øjeblik. Hans muskuløse skuldre gled rundt et øjeblik, som han vækkede sin krop op igen, efter den havde ligget på sengen og slappet af. Han var begyndt at blive rastløs, ikke over samtalen, men over ikke at beskæftige sig noget praktisk. Han var typen der arbejdede konstant, at lave intet kunne frustrere ham.
Han havde overvejet hvem Fenris kunne ofre, selv om det på ingen måde var hans valg, men Fenris' eget, da det overraskende forslag nåede hans ører.
Han vendte sig rundt og så på Fenris med et overrasket blik. Hvad havde manden lige sagt? Hans øjenbryn gled lidt sammen. Han havde et forvrænget syn på familie og nu skulle han bevidst skabe en? Præcis hvor mange unger skulle han have rendende?
"Jeg har to sønner, hvoraf den ene skaber sig som var han en kvinde. Jeg har en nevø, jeg kun lige har tæsket en rygrad ind i. Jeg har et barn på 6, som tilmed er din halvbror. Hvor mange flere børn skal jeg forsørge og have ansvaret for?" spurgte han tilbage. Havde han ikke nok? Han orkede ikke tanken om flere. Børn var problemer. For ikke at nævne hans forvrængede forhold til spædbørn oveni!
Han viftede en anelse frustreret med en hånd, før han vendte siden til Fenris.
"Om det er krævende at have ansvaret for en unge eller om vi vil overleve dit fremtidige ritual?" spurgte han, selv om han ikke helt vidste om han forventede et svar. Han var tæt på bare at sige, at han ikke havde brug for en partner, der ikke engang kunne overleve et ritual. Men det var uretfærdigt, for det ville blot være hans måde at overleve bagefter, hvis Fenris ikke overlevede.
I stedet trak han lidt på skuldrene.
"Du kan prøve at forberede dig, men helt rede tror jeg aldrig man bliver" svarede han så, om det så havde været børn eller ritual han havde snakket om.