Oh, vi har alle store planer (Vánagandr) XXX

Lyden af hans rygsøjle der knækkede sig sammen for at rette sig tilbage i sin normale form, fik fenris kort til at se sig rundt efter sit syn blev dannet igen. Sean's overraskende ansigt bankede bestemt opmærksomheden i ham. Ja, selv Fenris var overrasket over hans egen fortalelse omkring hvad han kunne ofre. ''Magt kræver et ofre. Det mest oplagte af det der er mest nærest hos mig og det jeg binder mig mest til..'' Fenris rejste sig op og så på Sean. Han færdig gjorde ikke sin sætning. Han stod blot og stirrede på Sean. Uden nogle mine for at færdig gøre sin sætning, men blot rystede på hovedet. Han så kort ned af sig selv og der efter tænkte sig kort om. ''Hvis Dragon Peak bliver en succes. Bliver der mulighed for at jeg nok kommer til at eksperimentere med nogle af de lokale. Deres blod er specielt inde for min interesse og det samme er magien. Blod magi er nok så magtfuld, men at lære blodets sande identitet, som måske forbinder alle levende væsner er hvad jeg ønsker at vide.'' Fenris så kort over på Sean igen, med et halv bekymret ansigt. '' Sean. Jeg ofre dig aldrig. Så hellere forblive som jeg er. Den pris kan jeg og vil jeg aldrig betale.'' Fenris nærmede sig Sean, mens hans stemme var rolig og afslappet. Han lagde sin hånd på Seans skuldre hvis han altså tillod Fenris' berøring. ''For ikke at nævne hvilken brugbarhed du er for mig. Ikke kun som den der er mig nær, men også at du er min egen personlig Arch-Demon.'' Hans stemme var rolig og hans øjne var stadig halvt mælkehvide, men han kunne bestemt stadig fornæmme svagt det indtryk Sean havde givet over Fenris' stemme.

''Dine sønner er noget du har ansvaret over og jeg ønsker ikke at placere flere på dig. Dog ønsker jeg at møde min halv bror. Hvis du altså vil give mig muligheden for det? Der er meget jeg ønsker at vide om ham. '' Hans øjne gled på Sean. Fenris var for første gang i tvivl om Sean overhovedet accepterede Fenris' facination inde for jagten. Hans øjne gled kort over på hoved døren og han så på Sean der efter. Hans øjne gled ned på hans bare krop og han lagde armene omkring Sean. Han lukkede øjnene og tænkte kort hvad han kunne sige. ''Jeg ønsker at danne et bånd der binder os fast sammen. Der kan foraltid sikre vores klør aldrig skader men beskytter hinnanden. At vores blod aldrig fortærre og korruptere hinnandens men forstærker. At sikre solen aldrig rør vores dødbringende mørke.'' Hans stemme var hviskende og halv forførende, mens hans øjne åbnede sig op og så på Sean for at se om han overhovedet så på Fenris.

Hans tanker gled kort omkring om Sean mon var skræmt over Fenris forslag om et barn. Hans tanker gled kort omkring hvad han havde forslået. Det var godt nok noget han ville elske at dele med Sean, men mon de overhovedet kunne acceptere dette? At acceptere at miste deres første fødte, hvis Sean overhovedet ønskede at acceptere sådan en 'ting' Ellers ville det være at Sean og Fenris måtte finde andre 'ting' på at slå ihjel. Måske kunne de få fundet nogle af disse væsner fra jordskælvet og bruge deres blod i et ritual? Dette kunne være en interessant jagt. Fenris tænkte kort omkring det og han satte sig på sengen halv tænktsomlig. ''Sean, hvornår begynder vi trænningen. '' Han rejste sig op og stille tog kort en dyb vejre trækning, som et 'accept' på at han er klar til sin trænning i hvad end Sean kastede ham ud i. At Sean nu blev hans 'lære' mester i hvordan man blev stærkere, var ikke noget Fenris havde det store imod. Så længe det ville give mening og gav ham mulighed for at forstå hvordan man blev stærkere. At blive den ultimative jagere.

Hans blik gled over manden, men uden at de kunne læses. Emnet de havde begivet sig ind på, var næppe et emne de kunne finde enighed omkring. At skaffe sig et barn, så at sige 'sammen' og skabe deres 'eget'? Han kunne føle modviljen stige op i hans krop, uanset om Fenris planlagde at bruge barnet til sit ritual. For ikke at nævne han allerede nu kunne forestille sig at alle deres timer sammen blev forpestet af dette lille individ og han aldrig kunne få Fenris for sig selv igen. Det ville ende med han selv slog barnet ihjel, før det nåede så langt som blot sit første leveår. Hans blik hvilede på Fenris, da han snakkede om at han ikke kunne ofre Sean og fandt en brugbarhed i ham. Var det der de var nu? Han kneb sine øjne en anelse sammen ved de ord Fenris havde valgt at bruge. Ikke nødvendigvis i en blid bevægelse, gled hans ene hånd op og lagde sig om Fenris' kæbe, mens han stirrede ind i mandens øjne.
"Du vil aldrig komme tæt nok på til at ofre mig for dig selv" understregede han. Hvad...Selv hvis det havde været relevant, ville Sean på ingen måde lægge sig ned som en artig killing og lade sig slå ihjel. Han slap ham igen og trådte et skridt væk fra ham.
"Ja, du er også brugbar for mig. Men hvorfor snakke om brugbarhed, i stedet for vores ønske til hinandens nærhed? Eller er jeg blot blevet udnyttet?" spurgte han ind. Han var i et lidt farligt humør. Den slags humør hvor man skulle træde lidt varsomt eller vælge sine ord med omhu, for ellers var det garanteret han kunne blive vred eller fornærmet, uanset om noget ondt var ment eller ej.
Hvad skulle han gøre nu? Fenris bad om noget han ikke var sikker på han hverken kunne eller ønskede at give.
"Du kan selv gå ud og gøre folk gravide, hvis du hungre efter skrigende kødklumper" bekendtgjorde han så. Han kunne lige så godt gøre det klart for Fenris nu, hvis manden nu ville skifte mening og ikke ønskede at være sammen med ham alligevel.
"Jeg har ingen lyst til at lege familie og jeg hader børn...."

Men selv om han måske ikke ligefrem var i det bedste humør, kunne han alligevel ikke holde sig selv fra at lægge armene om Fenris selv. Han sukkede svagt.
"Selvfølgelig må du møde ham. Og jeg behøver ingen børn for at føle et stærkt bånd til dig. Det eneste jeg har brug for er tid og beviser på du aldrig vil svigte mig. Så fortæl mig nu...Er børn det eneste der kan binde dig så stærkt til mig, at du ikke vil forlade mig?" spurgte han direkte og rettede sig lidt op, så han bedre kunne se på Fenris og tolke hans reaktion.

Han bukkede sig ned og fiskede sine bukser op, før han tog dem på igen. Med dem på satte han sig endelig på kanten af sengen igen, mere rolig end før.
"Vi kan starte med det samme, hvis du er så ivrig. Alle kan blive stærkere, alle kan lære at slås og løfte umenneskelige byrder. Så jeg vil fokusere på din psyke, jeg vil prøve at slå dig ud af balance og tvinge dig til ting, jeg lige nu har ingen ide om du ville kunne. Nu hvor du er så fokuseret på børn...Så fortæl mig hvordan du har det med dem. Spædbørn, børn på 5 somre...Små, uskyldige og forsvarsløse børn?" spurgte han og så på Fenris igen. Han skulle lige finde ud af hvor de skulle starte. Han havde allerede en ide, men han ville prøve at se om han kunne starte lidt blidere ud, bare for at se om Fenris var op til udfordringen.

Fenris øjne stirrede halv blankt på Sean. Hans tanker kæmpede frem og tilbage for at vide hvem der ville vinde. Hvilken del af Fenris, som ville vinde slaget. Den magt sultende Dæmon, eller den resterende del, som gjorde Fenris 'fenris'. Hans øjne gled ned på Sean, da han nævnte at han ikke havde intentioner om at lade Fenris ofre ham, selv hvis Fenris ønskede det. Han smilede kort over sætningen og mærkede hvordan en sejre fra den ene side vandt over den dæmoniske, men da spørgsmålet om 'brugbarhed' var det eneste Fenris lagde sig på Sean, gav det et kort 'zip' i hans krop og hans øjenbryn gled sammen. Da Sean nævnte om han blot var blevet udnytted af Fenris. Hans øjne gled på ham og han skulle til sige med ord hvordan han aldrig ville udnytte Sean. Hans hånd lagde sig på Sean's skuldre og han lagde sit hoved på den. ''Alle andre, men aldrig mit trofæ'' Dæmonen har taget slagets gang. Jagten lagde sig over Fenris' mentalitet, mens han tanker kørte rundt omkring hvad Sean ønskede af Fenris. Hans ord tidligere om at ofre Sean, som var i hans øjne en for høj pris. Lå blot af at han nævnte den 'oplagte' for et objektivt synspunkt. Rent og skær jagtligt instinkt om hvad der ville være den mest fremhævende 'kilde'. Dog da Sean nævnte kødklumper, som børn fik det et halv undrende blik. Hvorfor var det at Sean ikke kunne li børn? Han havde jo to og han passede på Fenris' halv bror. Fenris kunne ikke helt forstå Sean på det punkt, men måske havde han sine årsager? Da han nævnte at han hadet Familie og børn fik det et kort smil på Fenris' læber. Sætningen 'Hvad vil du så kalde os. Troede du og jeg var vores egen personlig Familie af magtens jagere' Lyd som en klar klokke i hans hoved, men han sagde intet. Blot hans øjne gled kort på Sean halv undrende over hans ord, men lod det ligge. For nu.

Fenris øjne gled på Sean, da han besvarede hans spørgsmål om at lade Fenris besøge hans halvbror og at vide hvad der ellers kunne binde sig med Sean. Udover en 'kødklump' som sean kaldte dem. ''Sean, at være Arch-Demon ville være iblandt den del af kunne binde os sammen. Sikre vores magt over alt. Måske en dag kan vi ændre vores svage kroppe fra Dæmonisk til.. jeg ved ikke noget mørkere og mere.. Bydende.'' Hans øjne gled kort på hans hånd og hans blik gled op på Sean igen. ''Mennesket havde engang historier og djævle. Måske noget værd at ændre vore race imod. At vise at dæmoner af nobel eller stærkt og potent blod kan opholde sig over simple ord, som 'dæmoner' '' Hans øjne gled på Sean og han smilede lidt over det. Dæmoniske side vandt slaget i Fenris' indre og hans øjne fokuseret nu kun på Sean. Hans evne trådte ind og et svagt smil af tænder, som knækkede 'form' fra humanoide til hajtænder. Da Sean nævnte omkring børn, fik det Fenris til at stoppe smilet. ''Hvis de er en del af jagten. Så bliver de dræbt. Hvis ikke, er det for svage til at lege med. Medmindre deres sjæle har en god nok kvalitet.'' Hans blik gled omkring sig og hans tanker gled kort over på sine egne døtre han holdte for mange år tilbage. Hans hånd knyttede sig kort og hans blik gled stift ned på gulvet foran sig.

''Børn der er i vejen for jagten.. Skal... dræbes.'' Hans stemme var halv fokuserende, mens hans blik stift gled på gulvet, mens tankerne om hvor 'moralsk' forkert det var bed sig i ham, men han prøvede at banke det af sig. Dette var anderledes. Meget anderledes en hvad Sean nævnte, men måske var det fordi Fenris aldrig helt havde trænnet mentalitet, men kun ren jagt og råstyrke. Han smilede lidt over det. ''Jeg forstår.. at give ind til sit dæmoniske jeg og forlade den 'empatiske' del, som engang groede i sig igennem årene.'' Hans stemme var rolig og hans øjne lukkede sig kort sammen og forblev lukket i en kort tid. Hans tanker blev tømt og 'skyldfølelsen' af at skulle myrde et uskyldigt barn blev fjernet. Fenris lod sin 'jagt' instinkt tage over og hans mentalitet begyndte at 'ændre' hans adfærd. Klør dukkede svagt op fra hans hænders negle, mens hans øjne forblev lukket. Duften af Sean var mere end rigeligt, mens han rejste sig op og gik nær Sean, som lyd til at havde fået bukser på. ''Hvad er det næste.'' Hans øjne åbnede roligt op og hans hænder lagde sig omkring Sean. ''Jagt er hvad jeg lever for. Hvad bliver det næste bytte du udfordre mig med?'' Hans øjne og attityde havde svagt ændret sig. Nærmest 'hissende' og 'forførende' som før, men dog mere inde når han var i 'jagt' humør.

Fenris forholdt sig tavs ved nogle af hans kommentarer, men det var blot klogt. Som han var lige nu, var der nogle kampe der skulle gemmes på hylden til en anden dag. Vælges med omhu, som man sagde. Hans ene arm gled rundt om Fenris, for det var ikke fordi han var afvisende over for manden. Faktisk tværtimod, netop fordi manden interesserede ham så meget, formåede han både at kalde det gode og dårlige frem i ham. Det dårlige, der ofte formåede at skubbe folk væk igen...Han kunne ikke stoppe tanken i at være der. Så mange folk havde han såret, skubbet fra sig og hevet ind til sig igen i en forvirret orden. Men forhåbentlig var det slut nu, forhåbentlig kunne han styre sig selv bedre, nu hvor han fokuserede på at gemme nogle af de alt for menneskelige sider væk. Alligevel var han ikke helt sikker på han forstod hvor Fenris ville hen. Hvad ønskede manden at opnå, hvad var mere perfekt end hvad de allerede var?
"Vi er dæmoner. Vi er allerede hævet op over alle andre" kommenterede han og fortalte dermed at han ikke selv nærede nogle tanker om et ophøjet liv eller mente de kunne løfte dem selv til noget større. De var allerede store. De tilhørte en stor race af stærke væsner! Frygtet for deres intelligens, deres råstyrke, deres snuhed og snarrådighed. De var farlige.

Hans blik gled over Fenris, som der blev talt om børn. Hans stemme lød stærk, som om han prøvede at skubbe alle former for tvivl væk med viljen alene. Alligevel røbede hans øjne den...For øjnene gled væk et øjeblik. Man kunne aldrig snyde sig selv helt og et lille smil gled frem på Sean. Skarpe tænder og kløer...Intet af det skræmte ham. Det var en del af Fenris som han holdt mindst lige så meget af, som resten af ham. Han lænede sig ind mod manden og kyssede han blidt på kinden.
Så trak han sig fri af Fenris og bukkede sig ned, kun for at tage sin trøje på igen. Påklædt så han over på Fenris.
"Få noget tøj på. Vi skal på jagt. Tag noget der kan tåle blod..." Hans stemme døde hen. Han ville forsætte, men han var usikker på hvordan Fenris ville tage det. Ikke bare om Fenris selv kunne klare opgaven, men hvordan ville han ikke se på Sean bagefter? Det var fjollet. Hvis Fenris mente de hørte sammen, måtte han også se det hele. Om ikke andet, så for selv at kunne tage stilling og vælge hvordan han ville føre sit fremtidige liv som Archdemon.

Lyden af Sean's stemme om at Dæmonerne var allerede ophøjet over alle andre, samt også at de var den der var de farligeste, fik et svagt smil på hans læber. ''Aligevel bor vi under en klippe. At en race af blandet blod, reagere over.'' Hans øjne gled på Sean. ''Et væsen, som vælger at påtage sig tronen af alle blandings racer, bør være noget vi burde havde slået ned for langt tid siden. Specielt hvis væsnet har nogle former for tilnærmelser til vores racer. Om dette er tilfældet med Sakref har jeg ingen andelse om..'' sagde Fenris roligt og smilede kort over det og hviskede lavmældt, med et glubsk smil. ''Men det finder jeg snart ud af'' Hans øjne gled op på Sean og at mærke hans læber imod hans pande fik et smil frem i ham. Han rejste sig op og efter at Sean bedte ham om at tage noget tøj på, måske for at få en jagt frem i Fenris? Hans negle groede tilbage og tænderne begyndte at blive udskiftet. Smerten havde Fenris vænnede sig til, samt mængden af blod begyndte at dukke op. Fenris nåede blot at få bukserne på, til han gik over til en spand, som han havde ude på badeværelset. Lyden af væsken fra hans mund, samt 'klumper' af tænder der blev spytted ned i spanden.

''Hvor henne tager vi til for at jage?'' Hans stemme var rolig og hans blik gled kort ned på spanden. Mon han nogle sinde kunne få kontrol over denne medfødte evne? Tænkte Fenris kort, som han begyndte at vænne sig om og gå imod Sean. Hans øjne gled kort over sit resterende tøj og han tog en hvid trøje over sig, med en sort vest. Hans blik gled kort på Sean. ''Betyder køn noget? Eller skal det blot være det første og bedste? Eller begynder vi at jage efter mindre årige?'' Hans øjne gled kort over på Sean. Hans tunge slikkede sig kort over læben for at fjerne det resterende blod på læben. Fenris fik påklædt sig med nogle praktiske vandre støvler, hvor efter at sværdet blev lagt i belted og hans 'trofaste' våben var igen ved hans side.

Han kunne ikke holde en lille latter inde. Hans prins! Så fuld af spørgsmål, så få ideer om hvad de skulle. Han mærkede spændingen sitre i hans krop og flere af hans bekymringer forsvandt, som han nærmede sig døren til værelset, hvor han tålmodigt ventede på Fenris. Han elskede Fenris' evne. Han elskede de spidse tænder, der kunne flå et bytte. Han elskede kløerne, der kunne rive alt til blods og han elskede hans hale...Denne sære ting, der kunne bruges til det sjoveste. Men lige nu var det tid til noget helt andet, han ville gå masser af tid til at nyde Fenris i alt sin pragt senere eller måske ligefrem en anden dag.
Han ventede til Fenris kom over til ham, før han lod sin hånd glide igennem mandens hår for et øjeblik. Kunne han andet end bare smile sødt til manden? Hans hånd gled fra mandens nakke og langs hans kæbe, mens han beundrede ansigtets sammensætning.
"Vi skal noget helst specielt, der vil forfærde de fleste" Svarede han roligt, men ikke videre uddybende. Han elskede hemmeligheder og denne ville han holde et øjeblik endnu.

I stedet åbnede han døren og førte an, da han trådte ud af den, selvfølgelig først efter at have taget sine sko på, hvilket han havde sørget for mens Fenris havde spyttet sine tænder ud.
I entreen lod han sin kappe hænge. Han ville ikke gå brug for den lige nu, den ville blot hæmme ham unødigt.
Vejret var koldt og sneen gjorde omgivelserne grumset hvide. Dog var det holdt op med at sne og det så ud til at mørket var på vej. Takket være det var vinter, kom natten jo tidligt, hvilket netop var en af grundene til Sean faktisk kunne lide vinter. Desuden gjorde den folk så sløve som padder, så alt virkede bare nemmere.
Han tog en dyb indånding, sørgede for Fenris var med, før han med friske skridt begyndte at gå ned af gaden. Han vidste lige hvor den rigtige familie boede.

Medmindre Fenris spurgte ind til noget, forblev Sean i tavshed og tillod ikke Fenris at gå sine egne veje, som han uden betænksomheder viste vej. Til sidst drejede han rundt om nogle hjørner, til de endelig stod i en af byens mange gyder. Til sidst stoppede han op foran et helt almindeligt hjem, der kun bestod af stueetagen. Der var lys i vinduerne og røg stod op ad skorstenen, det hele fortalte Sean at familien var hjemme. Han kiggede lidt på huset, der bestod noget mørkt og stærkt træ, før han vendte sig mod Fenris igen.
"Derinde bor en lille familie. En far, en mor, to børn. En pige på 6 og en dreng på 2. De er sluppet rimelig fra ødelæggelserne og heldet har tilsmilet dem flere gange. De er en sjældenhed...En rigtig, fungerende familie. Er det ikke smukt?" smilte han, men der lå noget faretruende over ikke bare hans smil, men også hans øjne, da han så tilbage mod huset.
"Lad os banke på" og uden yderligere tøven, trådte han op til husets dør og bankede hårdt på.
"Drengen var svag, da han blev født, men han overlevede og er nu en stærk unge. Pigen ligner en der en dag vil vokse op og blive lige så skøn en mor, som hendes egen. Moderen kommer fra en voldelig, fattig familie og var heldig denne middelklasse-mand ville have hende. De har haft det så hårdt...Ja, pigen var de tæt på at miste til et mørkt væsen. Jeg ved disse ting, fordi jeg har holdt øje med dem. Jeg har studeret dem, det hele med dette som udgangspunkt" fortalte han, mens han ventede på at døren skulle blive åbnet.

Fenris fulgte med Sean. Hans øjne gled på ham, da han begyndte at nævne omkring Familien. Han stod lidt og lagde hovedet på skrå. Et svagt smil lagde sig på hans læber, da Sean nævnte de skulle banke på. ''pleasure or buisness'' Han lænede sig op af dør kammen og så halv vuderende på Sean. Hans øjne gled kort på Døren, mens en kort overvejelse lagde sig på ham. Fenris der myrdede for sjov? Han havde lagt det inde under 'jagtens' glæder, men at myrde en familie for ren og skær lyst, ville det være noget Fenris ønskede? Hans øjne gled kort på huset. Efter Sean havde banket på og ventede på at de åbnede op, så han halv undrende på Sean. Mon han ønskede at dræbe familien? Eller var det blot for at vise Fenris en af hans sider? Hvis Fenris var i sit gamle jeg, ville han skrige efter Sean om at de intet havde med hans sag at gøre. At de skulle vende sig rundt og lade dem leve. Tvært imod. Allerede efter deres samtale, fik det Fenris til at traffe sit valg. At lade sit jagt instinkt tage over og more sig med jagten. Denne del var en del af jagten. At han ville blive en kold blodig jager. Dog stadig inde for sine egne tanker og mål.

Hans øjne gled på Sean, hvis døren endnu ikke var åbnet. ''Er de af vore slags?'' Hans blik forblev på Sean, med halv vuderende udtryk. Fenris var af jagt instinkt, men han jagede aldrig sine egne. Dette ville blot skabe et forkert indtryk på ham. En sand leder sikre sit folk, ikke? Hans øjne gled kort over på døren, mens hans ene hånd halv diskret lagde sig på hans våben, ikke retted mod Sean, men mod døren. ''Er de af mørkets farver?'' Fenris øjne gled på ham, mens han halv vuderende så på Sean. Fenris blev nød til at vide om de var dæmoner eller ej. Hvorfor? Vidste han ikke helt, han vidste blot at hvis de var dæmoner kunne han havde svært ved at myrde dem. At dræbe sit eget folk var ikke helt hans mest fortrukken begivenhed. Til trods for mord og drab ikke sagde ham det store.

Han så over på Fenris et øjeblik, med et bedømmende blik.
"Nej. De eneste dæmoner jeg jagter, er dem der sætter skam over os. Og selv dem har jeg svært ved at dræbe" Hvorfor skulle han dræbe den selv samme race, han fremelskede mere end noget andet? Nej. Det ville han ikke gøre.
"Moren er shapeshifter og børnene er hybrider. Men jeg tror de har lagt det lidt fra sig...Faren er blot et menneske. Jeg er fuldstændig ligeglad med om du knepper dem til døde eller hvad du gør..." Ja, katten var vel ude af sækken. Fenris havde nok også for længst gættet sig til hvad Sean ville. Pine og plage familie, for at bade i deres skrig og blod!
"Men børnene. Børnene skal ikke bare dø en hurtig død. Det er af største vigtighed de får en helt speciel...Oplevelse" han smilte til Fenris. Mon manden kunne gøre det? Han havde fortalt om sin egen, døde familie og hans egne børn. Kunne han sætte sine gamle svagheder fra sig og faktisk myrde, torturere, disse små sjæle? Det ville de snart få at se.
Han bankede på igen og endelig blev der åbnet op. Det var faderen, der samtidig var i gang med at tørre nogle madrester af sit skæg. Så de var ved at spise...Hvor passende. Sean gav ikke manden mange muligheder for at tænke. Han trak en af sine skjulte dolke og pressede den mod mandens hals, samtidig som hans ledige hånd lagde sig mod døren og tvang den helt åben, så han kunne komme ind uden problemer. Det gik overraskende hurtigt og fortalte et tydeligt sprog om at det ikke var første gang Sean gjorde denne slags. Han greb manden og holdt dolken ved hans hals, før han førte manden ud i køkkenet, hvor familien sad rundt om deres spisebord, bedækket med...Et eller andet fjerkræ, som de prøvede at spise.
Da de trådte ind, var moren ganske enkelt for chokeret til at skrige. I stedet rejste hun sig så hurtigt, at hendes stol faldt bag hende. Børnene så uforstående op, den ene for lille til fornemme andet end den pludselig spændte stemning i lokalet.
"Rolig, kvinde. Sæt dig. Ingen pludselige bevægelser og ingen våben" Han skubbede manden lidt fremefter, kun for at slå ham bevidstløs med et slag mod hans tinding.
"Lad os fjerne misforståelser. Jeg er her ikke for at berøve jer, i skylder mig ingenting og der er absolut ingen forklaring på hvorfor dette vil gå ud over jer" sagde han, hans stemme var ganske rolig.
"Det er dog ganske sikkert i alle skal dø i aften" han slog let ud med armene, som om det var en selvfølge. Kvinden var tydeligvis bange og forstod ikke meget af hvad Sean fortalte hende. I stedet greb hun beskyttende ud efter sine børn i håb om at kunne fungere som deres skjold. Sean sukkede svagt. Der var altid så meget opgave i at få dem til at indse den ulykkelige situation og så derefter se den oprigtige dødsfrygt i deres øjne. Han vendte sig lidt om for at se om Fenris var med. Så gled der igen et lille smil over ham.
"Ingen skal dø endnu. Hjælp mig med at tage børnene fra hende." bad han, før han bukkede sig ned og trak manden op, som var han intet mindre end en kludedukke. Fordelen ved sin store styrke. Han trak en stol ud og balancerede han op og sidde på en stol.
"Jeg finder lige noget reb...Det må alle huse da have!" kommenterede han og forlod rummet for at lede efter reb, med den ide om det ville give Fenris et øjeblik til at tage børnene fra kvinden og ellers overveje situationen. Han havde alle planer om at gøre det så pinefuldt for Fenris som muligt...Men forhåbentlig ville det hele jo gå så let som ingenting?

Fenris spottede hvor hurtigt det gik. Allerede da Sean åbnede døren op og trådte ind for at 'præsentere' situationen, fik det Fenris til at trække sit sværd. Hans øjne gled kort på døren. Den frie hånd lagde sig på døren og et svagt smil lagde sig på hans læber. En svag 'nydende' fornæmmelse gled over hans krop. Nogle små gåsse hud dannede sig over hans arme, som han lukkede høfligt døren efter sig. Hans ansigt havde ingen træk af følelser. Han gik blot over til dør kammen til køkkenet, hvor Sean havde stået og næsten morede sig ved situationen. Han lagde den frie hånd på dørkammen og hans øjne gled uden nogle følelser på familien. Synet af middagen og manden der lå på gulvet gav hans tanker et kort glimt tilbage på hans egen familie. Han trådte nærmere over til moren, som så ud til at ville beskytte hendes børn. ''Det er nøttesløs. Blot lad børnene gå og din død vil blive hurtig og kort.'' Hans stemme var monotont og næsten følelses kold. Hans tanker skreg dog op for at stoppe dette, men Fenris havde allerede overlagt sine tanker til den dæmoniske del af ham.

Hans sværd var allerede trukket og hans blik gled på kvinden. Hun så ud til at nægte ham adgang til hendes børn. Hun rystede på hovedet ved lyden af hans stemme og han løftede kort hans våben, klar til at ligge det første slag imod hende. Hun lukkede desperat øjnene og hviskede lavmældt og skælvende i stemmen. ''Det skal nok gå, blot luk øjnene skat.'' børnene lyd til at halv begyndte at græde og deres øjne frygtsomt så på deres mor efter svar, som blot var på knæ og holdte hendes børn tæt ind til sig. Fenris stod kort og overvejde om han burde dræbe hende, men hvorfor? Var dette den test, som Sean ønskede af ham? De var ikke af dæmonsik slags, men børnene var stadig af menneske afkom. Mennesket, som var bytted. Han lagde sværdet i sin holder og greb hurtigt fat omkring kvindens yndefulde hals og løftede hende op. Børnene skreg efter deres mor. Tiggede Fenris om at give slip på hende. Han satte hovedet en smugle på skrå. Vuderede hende. ''Hvorfor vil du ofre dig selv for dine egne børn? For dit eget kød og blod?'' Hans stemme var kold og hans blik gled halv vurderende på hende. Kvinden havde brugt sine hænder for at desperat prøvende at løsne Fenris' greb om hendes hals, men til ingen nytte. Hendes mund gispede desperat efter vejret, men resulterede i en endegyldig bevidstløshed. Fenris så kort på hende og kunne mærke hvordan hendes pulsåre langtsomt blev svagere. Han løstnede grebet og smed kvinden over skuldrene. ''Håbløst. Du vil aldrig kunne være så værdi som hende.'' Hans øjne gled på børnene. Overvejende om han burde dræbe dem eller blot torturere dem. Han greb fat omkring det ene barn, mens det andet desperat prøvede at komme over til sin mor. Det var pigen, mens drengen prøvede at slippe fri fra Fenris' hænder. Han prøvede at sparke ud efter ham, mens et svagt smil dannede sig på Fenris' læber.

''Modig, men intet kan du gøre. Kom, lad os more os sammen med din søster.'' Fenris øjne gled over på søsteren, som stod frygtsomt ved moren. ''Løb søster!'' skreg hendes bror, som prøvede at sparke ud efter Fenris. Søsteren skulle til at rejse sig op, men hendes trøje blev revet fat i af Fenris og blev løfted op af den frie hånd. ''Ynkeligt. Hvorfor er i hybrider så ynkelige?'' Hans øjne gled på begge af dem. Han bevægede sig over til to af stolene og satte børnene på hver af sin. ''Bliv siddende. Stikker i af, hukker jeg benene af jer.'' Hans stemme var kold og fortsat monotont. Hans blik gled over på moren. Han gik over og samlede hende op. Mon han skulle more sig med hende foran børnene? Tanken var fristende, men det ville blot gøre Sean grøn af jalousi. Hans øjne gled over på børnene og han placerede hende ved bordet. Han så kort på dem, begge to med tåre i øjnene og med øjne, som så flakkende fra Fenris til moren. Han lænede sig kort op af dør kammen ved køkkenet og så blot beskuende på børnene. ''Stop gråden, eller jeg skær jeres øjne ud.'' Lyden af deres gråd var som knive der skar og flåede i hans hjerte. Påminde ham om hans egne børn, specielt den gang hvor hans Annestasia kom til skade, hvor han passede og plejede hende. Hans blik gled på moren og da hun halv prøvede at komme til sig selv, stod Fenris ved bord enden, med sværdet trukket. ''Forbliv siddende og jeg sikre jeres liv vil forblive. Lidt endnu.'' Hans stemme var rolig, hans øjne næsten følelses kolde og blikket forblivende på dem. Afventende på om de lyttede, men moren så ud til at berolige sine børn. ''Så så skat. Det skal nok gå. Bliv blot siddende.'' Børnene så skræmt på Fenris, mens de halv begyndte at græde igen. ''Sssh... shh... det skal nok gå. Mor er her'' lyd der fra hende, mens Fenris blot stod fortsat koldt over hendes stemme, men inderst inde skar det halvt i hans hjerte.

Han forsvandt ud på opdagelse i huset. Huset var simpelt og simpelt møbleret. Børnene havde et fælles værelse, fuld af primitivt legetøj og dårligt skåret figurere, som faderen sikkert havde lavet til dem med en kniv. Uden at tage sig særlig meget af det, fandt han endelig noget reb han kunne bruge og vendte tilbage til køkkenet.
Da han trådte ind, kunne han se Fenris stå med sit sværd og de snøftende børn og moderen. Faderen stønnede svagt, da han var ved at komme til bevidsthed igen. Han sikrede sin dolk, så han havde begge hænder frie, da han gik over og bandt først faderen og derefter moderen, hver til sin stol.
Han rejste sig op og smed det sidste stykke reb på køkkenbordet, før han så over på Fenris for at se hvordan han klarede det. For nu, så det ud til at han klarede det eksemplarisk, men alle kunne jo skjule selv deres mest indædte kampe. Han havde hørt Fenris snerre nogle ting til dem, deriblandt noget med ikke at græde, men det havde mest været ord og ikke hele sætninger han havde hørt. Han gik over til ham og lagde en hånd på hans skulder.
"Så? En opdatering, tak. Hvordan syntes du det hele er?" spurgte han direkte, før han slap mandens skulder igen og vente sig om mod den fortvivlede mor, de forvirrede børn og faderen der glippede med øjnene, som han kom til bevidsthed, kun med en lille blodstribe ned af tindingen efter Seans slag. Det var et smukt scenarie, faktisk. En hel familie der sad her, mens han stod med sin prins. Dette var hvad dæmonerne stod for. Frygt, ondskab og magten til at gøre ved de laverestående, hvad end de følte for. Et lille smil gled over ham. Det var ikke altid selve drabene der interesserede ham, men lige så meget den overvældende fornemmelse af magt både undervejs og bagefter. Og dog havde selv han grænser. Han kunne aldrig finde på at bruge børn til noget seksuelt. At torturere dem, slå dem ihjel, var en ting. Det andet var bare ulækkert...Eller, for ham i det mindste. Hver sin smag?
Det var tydeligt børnene ikke rigtig forstod det hele, andet end at dette var meget meget skidt.
"Mine tanker gik på at torturere børnene lidt, bare nok til at de skriger af smerte...Blot for torturere forældrene psykisk. Og når børnene så er døde...Tja, så dur forældrene sjældent til meget mere, fordi man allerede har gjort det værste for dem, som man kunne. Til gengæld forstår børn ikke meget af det, hvis man gør det omvendt. Men siden det er dig, der får æren for at udføre det hele i aften...Har du så nogle forslag?" spurgte han og så på Fenris med et roligt omend ganske dæmonisk smil. Sean var i sit es.
"Eller vi kan også bare vende om nu, gå vores vej og droppe alle tanker om at gøre en ordentlig dæmon ud af dig endnu?" udfordrede han. Som lovet, havde han tænkt sig at presse Fenris så meget han kunne. Lige nu gjaldt det dog også at om finde ud hvor Fenris faktisk stod, så han kunne trykke på de rigtige knapper. Det nyttede intet hvis det hele gik hen over hovedet på ham.

Fenris stod lidt og observerede børnene. Mindet ham lidt om Anna og Natasja. Mon de havde det godt? Den svage 'empatiske' del af ham begyndte så småt at skrige i Fenris' indre efter moralsk opbakning, men blev nedtrygget af Sean's ord om en opdatering. Fenris så halv eftertænksom ud, mens hans så på børnene. ''Jagten er.. Vansklig at håntere. Ofte har jeg altid flygtende bytte eller et bytte at kunne håntere inde for specielle begivenheder.'' Fenris gik roligt over til det ene barn og greb fat omkring halsen på barnet og løftede det op, med et svagt undren i øjnene. ''Hvorfor kalder du dem kødklumper? De er kvæg ja, indeholder sjæle, med kød uden på. Hvorfor skulle de være et bytte værdi?''

Fenris øjne gled kort over på Sean, uforstående hvor hen han ville med dette. Det var som om at Fenris var en 'uforstående' ulv. Ledende efter årsag til at æde fra et forsvarsløs dyr. '' Jeg fortrækker en frisk jagt Sean. Jeg er ikke en ådselædere, som æder svage og syge væsner, som knap nok kan give en ordentlig jagt'' Hans blik gled tilbage på barnet, som strittede desperat imod. Han fnøs kort og smilede lidt over det. '' Men siden du mener de er en jagt værdi, eftersom du åbenbart har lagt øje til dem i så langt tid. Hvorfor? Er det på grund af min sætning om kødklumper, som gav dig lyst til at flå børn itu? Hvorfor så ikke et børnehjem? Det ville være mere.. frisk, da der trods alt er flere kødklumper at skulle holde styr på at fange, før jagten blev opdaget og derved gav en hvis form for udfordring, frem for dette. . . .'' Fenris så halv efter tænktsom ud og smilede lidt over sine valg af ordforråd. ''Skygge spil.'' afsluttede han sin mindre 'dramatiske' sætning. Han så på barnet og satte det høfligt ned på stolen, næsten helt 'faderligt', hvor efter han så på Sean, med armen lænende over bordet, næsten undrende. ''Hvorfor vælge en lykkelig familie? Hvorfor ikke starte ud med at korruptere faren i det mindste? Få ham til at mærke skøgen, som påvirker hans sind og får ham til at blive utilfreds med den kone han har? At konen blev voldtaget og børnene med? Hvorfor dette simple og beklager mit ord forråd Sean. Kedeligt spil?'' Fenris stemme var en smugle skuffet, mens hans øjne gled over på børnene. Han gik over til faderen og stille lænede stolen tilbage og så på ham. ''Manden er knap nok en mand. Ikke engang istand til at sikre sin egen familie? Det er en død familie, ikke engang bytte værdi Sean. Men hvis du virkelig mener at det er en familie værdi at fortærre og få i sorg, så lad mig da være den første.'' Hans sætning ændret sig mere og mere dæmonisk, mens hans hånd lod manden vælte roligt med stolen bagover, så det sikret at han ikke ødelagde den, hvor efter Fenris satte sig over ham og greb fat om en af knivene, som blev brugt til at skære fjerdyrets kød ud med.

Han skar overtrøjen op, mens blikket køligt gled på manden. ''Hvor er du ynkelig'' Hans læber formede et mere 'skuffende' træk, hvor efter han greb fat omkring kæben på manden og lod kniven blødt starte ud med at skære hul på mandens ud. Dog ikke dybt, men i det yderste lag, så det kunne skabe panik i konen's ansigt, over at se sin mand begynde at bløde, i sit øverste lag hud. Der efter rejste han sig op og så kort på kniven, slikkede en smugle af blodet og smilede halv dæmonisk på den ene drenge barn. Han pejede på ham med kniven. ''Det siges at drenge ofte er deres fader i kød og blod. Lad os teste det, skal vi?'' Hans øjne gled kort over på Sean, med et svagt dæmonisk smil i øjnene og hans krop der bevægede sig over til barnet. Konen havde Fenris ikke givet nogle opmærksomhed, mens børnene næsten skrigende prøvede at stikke af fra Fenris, men resulterede i at grundet hans dæmoniske hastighed, nåede over til drengen. Han greb fat i hans krave i tøjet og løftede ham op, hvor efter han gik over til køkkenbordet og smækkede maden til side og lagde drengen på bordet. Drengen spjættede af desperation for at komme væk, men blev holdt nede af Fenris' ene frie hånd. Med kniven jog han den ned i træbordet, cm fra drengens ben og der efter tog fat i rebet og bandt drengen's føder og der efter hans hænder, til trods for at drengen desperat prøvede at slå på Fenris' hænder, hvilket ikke så ud til at påvirke ham det store.

Dog da drengen prøvede at gribe fat efter kniven, som Fenris havde joget i bordet, blev hans pande mødt af en pejefinger, af et 'smølfe spark', som nogle moderne væsner ville kalde det og knægten blev bankede ned i bordets overflade med baghovedet. ''Lig stille.'' sagde Fenris, med en svag irritation. Han ville havde dette overstået. Han kedet sig, mere end rigeligt. Hans blik gled over på moren, som ikke kunne andet, grundet hun var bundet fast. End at se hendes barn blive tortureret af en dæmon. Fenris greb fat i kniven og begyndte, med et svagt smil at gøre samme trick, som på faren. At åbne huden lidt op og få det til at bløde. Blot for at få blodet til at sive ud på knivens blad. Hans øjne gled på faderen, som så ud til at få dannet sig nogle pæne 'pletter' på tøjet.

Han lyttede tålmodigt på Fenris, mens hans blik var brændende, som det hvilede på Fenris. Han glemte dog ikke hvor han var eller hvad de var kommet for at gøre...Spørgsmålet var bare om Fenris oprigtig kedede sig eller om det var en undvigelsesmanøvre? Det endte med at han gik om bag Fenris og lod sine hænder glide hen over hans skuldre, ned over hans arme, mens han kyssede manden på halsen. En lille latter hvilede i hans strube og kom ud, lav og næsten blid. Så slap han Fenris og gik over til pigen, hvor han med en overraskende blid bevægelse lod hånden glide igennem hendes halvlange, lyse hår. Pigen havde virket bange, men pludselig var det som om hun bare kiggede på Sean, som var han den eneste der kunne bringe hende tryghed i verdenen. Hvem sagde hans evner som Incubuc ikke virkede på børn? Han havde dog for længst opdaget at frem for at se folk som tiltrækkende, så de noget der mindede om en betryggende forældre.
"Din jagt er kedelig, Fenris. Så grå, så uden nuancer. Det er en nøjagtig gengivelse af nøjagtig det samme forløb, igen og igen. Folk der løber, folk der skriger, folk der bliver fanget og fortæret. Jeg har forlængst opgivet den normale jagt fremfor de mere sofistikerede. Kan du ikke se der? Der findes kødlig smerte. Men sindets smerter er meget værre" Han tog pigen op i sin favn. Hun så slet ikke bange ud, da hun slog armene om Seans skuldre og lod sig bære. Han snurede hende rundt, så hun kom med en let latter. Han ignorerede moderens mistro blik og så over på Fenris igen.
"Der er noget smukt, ved at tage noget perfekt og ødelægge det så godt og grundigt, at det aldrig kan vende tilbage. At tage en perfekt familie og ødelægge den. Vise verdenen at en lykkelig familie ikke redder dem fra uheldet. Men Fenris...Er du så blind, at du slet intet nyttigt kan se af dette? Eller er du i virkeligheden bange?" spurgte han ligeud og løftede sine øjenbryn lidt. Et smil spillede i hans mundvige.
"Dig, der har haft din helt egen familie. Din egen kone, dine egne børn. Vil du finde det kedeligt at slå dem ihjel? Hvis det en dag blev krævet af dig...Ville du så kunne? Vil du kunne flå skindet af et hjælpeløst barn, uden at føle det mindste, andet end nydelsen derved?" Han satte barnet ned og hav hende sin dolk. Han hviskede et eller andet i øret på hende og hun nikkede stumt, før hun gik over til sin far og borede dolken ned i det ene ben på ham. Manden skreg af smerter, ingen af forældrene forstod hvad der skete og moderen prøvede forgæves at fortælle sin lille pige af hun burde stoppe. Pigen slap snart dolken og trak sig tilbage fra det hele med nogle snøft. Jah, hans evner rakte kun så og så langt...Desværre.
Han slog let ud med armene.
"Men fint. Hvis min prins ikke kan slå en familie ihjel, uden de i det mindste får en fair kamp for det først..." Han gik over til moderen, undervejs hev han dolken op af mandens lår. Uden at tage sig af bloddråberne der landede på hans tøj, gik han over og skar kvinden fri, før han maste dolken ned i hånden på hende og skubbede hende over mod Fenris.
"Eller er det stadig kedeligt? Så gå!" bulrede Seans stemme. Han ville sandelig ikke have sin leg ødelagt, bare fordi Fenris følte sig højere hævet.
"Eller sæt dem alle fri og jagt dem igennem byen, hvis det tilfredsstiller dig. Eller gør et ordentlig job ud af den dreng...Hvis mig hvad du vil gøre ved en forsvarsløs dreng, hvis han ikke skal være så kedeeeliiig?" Hans stemme bar ingen præg af hån, ingen præg af fornærmelse eller misbilligelse. Den spandt, som en tilfreds kat. Han lænede sig op af væggen og kiggede mod Fenris, tålmodig og rolig som et tilfreds rovdyr.