Bittersweet - Alane

Tid: 22:11
Omgivelser: Grålige træer, mørk stemning og omgivelser.
Vejr: Overskyet, en smule varmt i vejret though.

Silas tørte blodet af sin underlæbe, og så kort på dyret han havde nedlagt. En hjort af en eller anden slags. Han havde haft travlt så selve jagten var blevet noget rod, så han havde slagtet det første og det bedste han var kommet i nærheden af, og det havde været hjorten. Silas rejste sig og rettede på hætten på sin trøje. Det var mørkt heldigvis.. han havde ellers med nød og næppe undgået solen eftersom han havde fremskyndet sin jagt temmelig meget. Han åndede lettet ud, ikke fordi luften gjorde nogen forskel for ham, han var jo død i forvejen. Han begyndte at gå, langsomt.. nød omgivelserne, det ga det perfekte skygge, chancen for at blive ramt af solen var små, selvom den var gået ned, men sådan var det at være lidt perfektionistisk.. og neurotisk.

Alane stod lænet op af træet, hendes hjerte bankede afsted. Hun havde set det hele. I det sekundt hun havde set ham kaste sig over dyret og gennemborret dens hals havde hun gent sig. Hun skulle ikke nyde noget af at blive opdaget. Alanes røde hår blæste omkring hende mens hun forsat stod lænet op af træet. Hun skulle lige have sit hjerte på plads inden hun turde bevæge sig videre. Hun tog en dyb indånding og pustede så langsomt ud igen. Hun havde en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt der var lidt huller i den men kun aller nederst. Roligt bevægede hun sig frem og så stille til hver side før hun begyndte at gå hjem af. Hendes bare fødder lavede næsten ingen lyde mens hun gik.

Silas følte sig hverken på toppen, dog heller ikke svag. Blodet havde givet ham en smule styrke til at fortsætte. Det at være besat af en tanke om noget... det kun at kunne tænke på det.. Det var måske ikke det han brød sig allermest om. Han ville dog heller ikke undvære blodet, for et eller andet sted gjorde det ham godt tilpas at drikke det, som om det havde manglet hele hans menneskelige liv. Han stoppede op, og vendte sig mod skoven bag sig... der var noget.. Han snusede ind, og så sig om. Der var nogen. Han smilede bredt, der var nogen et eller andet sted inde mellem træerne, en der dragede ham... noget der dragede ham, noget han ikke havde set i snart en menneskealder. Han gik igennem skoven som en hvisken. Nåede hende efterhånden... Han stoppede op et par skridt bag hende, mens han forsøgte at greje,... helt præcist hvad det var der var dragende ved hende..

Alane kunne ikke få billedet ud af hovedet, hvordan dyrets blod havde farvet jorden helt rød. Hun gøs ved tanken, det var forfærdeligt. Hun blev ved med at se billeder i hendes hoved om den gang hun selv var blevet overfaldet af en vampyr dog var det gået hende meget bedre end det stakkels dyr. Vampyren havde aldrig fået hendes blod eftersom hun stak af fra ham. Stille stoppede hun, hun kunne mærke kom efter hende. Kunne høre skridtene komme nærmere og nærmere. Hurtig vendte hun sig rundt og så nu direkte på den person hun havde prøvet at undgå. Hendes hjerte begyndte igen at hamre afsted, hun ville ikke ende som dyret der. Alanes hud var relativt bleg men samtidig så hendes hud silkeblød ud. Hendes lange røde hår hang og indrammede hendes ansigt, de grønne øjne var dybe og indeholdte små fleks af gul. Lugten som kom fra hende kunne enten være uskylden eller det faktum at hun var skinwalker så hendes duft var både meget uskyldig og sød samt blandet og forvirrende. Alane så på ham og bed sig let i læben, "Kan jeg hjælpe dig med noget?"

Silas blev stående og betragtede hende, hun gik kun et par skridt før hun vendte sig om. Hun måtte have mærket ham, det måtte jo sige noget om at hun ikke var et menneske... hvad hun så var, måtte jo være op til ham at finde ud af. Men der var flere ting der forvirrede hans ellers skarpe sanser, flere dufte der blandede sig med hinanden, en specielt der fik hans tænder til at løbe i vand. Men hvad specifikt kunne han ikke filtrere ud fra de andre dufte. Han betragtede hende roligt, kunne næsten høre hendes hjerte hamre i hendes bryst som en forskrækket lille fugl... dumpdump, dump, dumpdumpdump, dumpdump!. En let trækning i hans ansigt indikerede at det morede ham, selvom ofre normalt skulle slappe af under jagten, for adrenalin var da en af de værste smage. Hun var smuk, som få med det lange røde hår, og de skovgrønne øjne der udgjorde en kæmpe kontrast i forhold til hendes omgivelser, det var interessant hvad man kunne finde et så gudsforladt sted. Han vågnede op ved lyden af den spage stemme. Han trak hætten bagover, og lod den falde ned på skuldrene. Han smilede kort til hende, ikke et tandsmil "De kunne vel ikke være så elskværdig at sende mig i retning af hovedvejen?" sagde han roligt, og blev stående. Han ville indgyde hende lidt tryghed, selvom han nok ikke var den mest betryggende person i verden, men det var bedre at han lod hende forblive i tanken om at han ikke gjorde hende noget, end at han gjorde hende utryg, og utilregnelig.

Alane betragtede ham stille, hun kunne ikke rigtigt se noget ansigt på grund af den hætte han havde på men hun vidste stadig hvad han var, det var den samme person hun havde stået og set på mens han dræbte et uskyldigt dyr. Hun knyttede kort hænderne bag hendes ryg. Hun kunne ikke have når folk gjorde sådan noget, det ville have været endnu være hvis det havde været hendes foretrukne dyr. Hjerte banken blev dog rolig igen da hun fik sig selv til at slappe af. Hun kunne bedre tænke når hun var afslappet. Hendes parader var stadig helt oppe og hun havde ikke tænkt sig at sænke dem, hun vidste han var et rovdyr og rovdyr skulle man ikke stole på. Hun betragtede ham forsat, ventede hans næste træk. Hun nikkede stille, "Den vej der og så skal du bare forsætte til du komme til søen hvor du skal tage den eneste sti som er der og så kommer du tilbage til hovedvejen", hendes stemme var langt mere rolig nu og man kunne nu høre den ordentligt, hendes stemme var meget musikalsk og lokkende. Hun pegede stille i retningen af den vej han skulle gå men tog så armen ned igen. Hun holdt stadig øje med ham.