When you find yourself teetering on the edge of oblivion, mine will be the hands taking pleasure in giving you the final push.

Han stod lidt med åben mund og kiggede dumt på hende. Der var NO WAY han havde forudset at han havde en søster og ydermere den største heks i underworld. Hun virkede ikke sådan nu, men han gættede på at det var en facade. Hele hans liv havde han været enebarn og pludselig skulle han tage stilling til at have en søster.
"Godt nok... Jeg har en søster .. Great... Sikken en familien komsammen" Vrøvlede han og tog sig til hovedet. Han huskede CAmille havde sagt noget om at de ikke ligefrem var perlevenner de to.. Isabella skulle glæde sig til at finde ud af hvem hendes svigersøster var .. puha..
"Jeg har en tendens for at undslippe døden.. Men jeg er her ikke for at sludre. Jeg er her for at finde min... vores... mor. Hvor er hun?" Fortsatte han lidt hårdere.

Isabella ville ikke opgive mor, aldrig i livet. guld, slaver, alt kunne han bede om, så længe ingen fandt ud af han fantes, ville hun gøre en del, men mor.. det var udelukket. der var to ting, hun ikke tillod, og det var at give mor frihed, og det andet var, at Tristan truet hendes magt i Dé Minion, udover det ville hun da gerne give ham ting han peget på.. så længe ingen vidste det. hun havde jo stadig lidt familie loyalitet, selvom hun havde dræbt sine to søstre, de truet jo hendes bestemmelses ret, og så længe han ikke gjorde det.. hvilket han jo ikke gjorede. kunne hun sagtens være rar mod sin familie, som de eneste. selvom hun ikke truet der var flere tilbage, men Tristan levet åbenbart.
Men udover det. bliv hun meget fornærmet af hans hårde tone, ingen skulle tale sådan til hende, og det der kunne Tristan godt smide væk, for hun nægtede virkeligt at finde sig i det. men hun svaret stadig med den ultra søde stemme, som hun ellers aldrig bruger "Mor er ikke her Tristan... hvor har du været henne?" hun var meget mere i humør til at stillle hendes nysgerrighed.

Han kiggede hen på hende igen da hun kom med hendes sukkersøde stemme og gengældte den med et sukkersødt, dog påtaget, smil. Hun skulle ikke indvige hans spørgsmål.
"Hvor er hun?" Svarede han bare og tilføjede hurtigt: "Langt væk fra her." Han gik et par skridt rundt om hende. Han ville med glæde tvinge det ud af hende hvis hun ikke ville sige det selv. Han var her for at finde sin mor og det var det han ville gøre.
Men en anden ting flimrede i hans hoved. Havde Thefi ikke sagt hun var forbundet med Stina ..
"Kender du noget til en drage ved navn Thefi? " Sagde han pludseligt og kiggede rundt i lokalet. Gik rundt i det og pilede ved nogle dyre ting fordi han kunne. Isabella virkede flink nu, men af hvad han havde hørt om hende så skulle han ikke stole på det, så han holdt sig neutral for nu.

En drage? hvad ligende hun, en dyre passer? hun havde ikke set en drage før i sit liv, hun havde hørt om at der var to udenfor doomsville en dag, men hun var der ikke selv, og havde ikke haft nogen forhåbning om at møde nogen, nogensinde, det var jo de færreste der nogensinde ville komme til at møde en drage, og selv ikke hende havde den slags muligheder.
Isabella prøvede dog at tænke tilbage, men hun var sikker på at hun ikke havdet, og svaret "drage? nej, dem kan man ikke købe noget sted" hun prøvede at tilføje et smil, men det bliv påvirket af han gik rundt om hende, hun var ikke van til at være så personlig med folk, og mangel på vagter var da også noget der pirret hende.
Hun kiggede på Tristan, og lod ham rode med alt han ville, hun var ikke så urolig for at ting gik i stykker. hun gik hen til vinduet, og kiggede ud af det, mens hun sagde "Mor er en forfærdelig kvinde, Tristan. hvorfor vil du dog vide hvor hun er?"

Han nikkede bare. Lidt skuffet over hun ikke kendte til Thefi.. Men han måtte spørge Stina når han fandt hende. Hun måtte vide noget. Mest af alt om han skulle stole på den hvide drage.
Han stoppede med at pille ved en vase da hun kørte tilbage på sporet og snurrede hurtigt rundt. "Det tror jeg ikke på!" Kom han til at udbryde og så hurtigt ned i jorden.
"Jeg kan huske svagt at hun løb med mig... Noget hvidt stof der flavrede og langt blondt hår. Selvom jeg ikke kan huske hvad hun viskede til mig, så er jeg sikker på at hun ikke har været forfærdelig." Sagde han bestemt og kiggede op på hende igen.
"Jeg bliver nød til at vide hvor hun er" Afsluttede han og genvandt sin kølige holdning. No hvad han skulle til at blive emotional nu. Også selvom det var hans .. søster... Noget gik op for ham.
"Hvem var vores far?" Sagde hun hurtigt og blinkede et par gange. Det spørgsmål havde ligget begravet så længe nu. Var han en tyv, eller en helt, måske bare fisker.. Det gjorde ikke noget.. Så længe han havde været en god mand.

Isabella vidste ikke meget omkring det, så da Tristan spurgte til hans far, måtte hun give et halvt rigtigt svar, hun havde kun ideer, intet, som hun var sikker på, da Tristan kom til verden, var Isabella jo kun fem år gammel selv, og med den måde hun bliv opdraget på, havde gjort hun kigget meget indaf som barn, og var ikke så modig på at tænke på omverden. og hun var ikke helt sikker, men hun havde en teori, om at de ikke havde samme far, men hun vidste intet konkret.
Isabella vendte sig om, og sagde "Så aldrig min far. så enten, har vi hver sin far, fordi min døde, ingen jeg bliv født, så mor fandt en ny, eller vi har samme far, og mor har bare ikke ladet mig vide noget om ham.. ved ikke rigtigt noget med sikkerhed.
Isabella forsatte på det med hendes mor, og måtte endnu engang sige ham imod "Tristan. jeg beklager, men mor var en dominende heks. tro det eller lad være." man kunne høre en hånd der bankede på den døren, og Isabella fik et sæt gennem kroppen, og så på Tristan, og sagde lavt "gem dig"

"Jeg gætter på hver sin far.. Vi ligner ikke hinanden nok til at være hel søskende .. blå og brune øjne.. mørk og .. orange hår.. " Svarede han og rystede bare på hovedet og pillede videre ved nogle ting. Han troede ikke på hende. Det svage glimt han kunne huske smilede hun varmt til ham. Han vidste ikke hvordan det hang sammen, men der måtte være noget der skilte Isabella fra hende på en negativ måde.
Et bank på døren fik ham til at kigge hen imod den også hen på Isabella. En ide formede sig.
"Jeg gemmer mig ingen steder medmindre du lover at føre mig hen til mor.." Svarede han og blev stående hvor han var. Det var begrænset hvor længe hun kunne holde vedkommende udenfor fra at komme ind i værelset, så hun måtte vælge.

Isabella bliv lidt (meget) utilfreds, da Tristan ville kræve det, for at gemme sig, men oh well. nu stod hun og overvejet det, mens hun måtte sluge sandheden, om at hun ikke kunne lade andre se ham, det kunne hun bare ikke, og selvom hun havde svoret inderligt, at ingen skulle bestemme over hende igen, eller sætte et ultimatum, som hun var tvunget til at tage imod, så nikkede hun mildt, og sagde så med tøven.. nej, hun kunne bare ikke lade sig selv gøre det, hun skulle efter komme noget krav. hun rystede opgivende på hoved til ham, og sagde så venligt hun overhoved kunne "Lag nu værre med at skabe problemer mellem os. please, gem dig.. for nu."

Tristan prøvede at få øjenkontakt med pigen foran ham, men han blev stående hvor han var.
"Jeg tror ikke du hørte mig.. Jeg flytter mig ikke hvis du ikke giver mig dit ord på at føre mig til mor!" Hissede han lige akkurat højt nok til at dem udenfor ikke ville kunne høre det. Han stod fast og så på hende. Han ville ikke have problemer mellem dem lige nu, men han havde tænkt sig at finde hvad han kom efter, koste hvad det vil.
Nogle bankede udenfor igen og nervøs stemme trænkte ind i rummet fra bag den lukkede dør.
"Frue... Kan jeg kommer ind?" Lød en mandestemme. Tristan kiggede hen på døren og tilbage til sin halvsøster med et løftet øjenbryn.

Isabella stampede kort i jorden af raseri, men indså hurtigt, det var en dum ide, og stemmen udenfor talte hurtigt igen, denne gang til nogen andre på anden side af døren "Vagter"
Isabella banede og svolede i sit hoved, over Tristan var lige så stædig som hende selv, hun var dog i en dårlig forhandlings situation, men hun nægtede at lade sig kontrollere, men der var no way, at nogen måtte vide han var hendes bror, men.. hendes stædighed, og han havde drevet hende til det hun nu gjorde.. hun skreg.. så højt som hun overhoved kunne, af hendes lungers fulde kræft.
man kunne se nogen økser, bliv hugget ind i træ døren, og Isabella trak sig væk fra Tristan, og peget mens hun råbte "Vagter!"

Tristans øjne blev store da han kiggede over på den skrigende tøs.
"Oh real mature.." Mumlede han ironisk til hende og sendte hende et advarende blik. "Men hvis det er sådan du vil have det" Han smilede skævt og døren fløj op. 5 vagter kom stormende ind med store økser. Den første slyngede ud efter ham, men han fik fat i økseskaftet og slyngede det til side, imens han svingede et knæ op i mandens .. private dele.. han bukkede sammen og Tristan gav ham et slag i nakken der fik ham til at falde besvimet om.
"Oh yea? Want a piece of me?" Smilede han flabet og hoppede til siden for endnu en økse, han fik fat i denne vagt arm og vred den om med et højt knæk hvorefter manden faldt sammen. de sidste 3 var ikke dumme nok til at angribe en ad gangen og Tristan måtte svinge sig forbi alle tre. Han samlede en økse op fra ham med den knækkede arm og fik givet en vagt et ordenligt gok i nøden med bagsiden af den så han også faldt om. De sidste to fik lidt efter gokket hovederne kraftigt sammen efter endnu et angreb og de to sidste der stod på hvor Tristan og Isabella. Selvom der nok ville komme flere vagter.
"Det lyder ikke som om du vil have de ved noget om at jeg er her ... flov? Eller flov over hvem jeg er.. Hey drenge, jeg har en hemmelig til jer!" Sagde han først til Isabella, men så ned til de vagter der stadig var vågne.
Han gik tættere på Isabella og pegede stædigt en finger på hende.
"Jeg advare dig, jeg vil vide hvor hun er, om jeg så skal afsløre hvem jeg er herinde og ødelægge et eller andet for dig.." Han kunne være lige så stædig. Det træk måtte de have fælles, og Tristan begyndte at blive en smule sur nu. Ubevidst slap en lille gnist ud fra han hånd og vandrede om ad den pegede finger. Han opdagede det ikke selv, men det kunne Isabella godt have gjort hvis hun havde øjnene med sig.

Isabella trak sig virkeligt væk fra Tristan under kampen, for nu vare hun virkeligt bange for ham,. ikke mere skuespil, men da nogen af vagterne begyndte at se på hende, stoppede hun med at være bange, i samme tempo som et lyn ramte jorden, og hun stod stille som et træ, med ret ryg som en jern stolpe, og nedstirret tristan, aldrig skulle hun vise svaghed overfor andre, og ligenu.. som hun altid var i offenlighed, ville selv snedroningen skamme sig som en lille uartig pige, hvis Isabella kastede sit blik på hende.
Isabella så på fingeren, og var for stædig til at lade sig selv få en klump i halsen, men sagde "Vár din tunge." sagde hun koldt, og forsatte, med en stemme der kunne lyde som nåle der pressede sig vej ind i ørene. "Ja, jeg viser dig vej, til det du søger, men jeg har advaret dig."
Isabella kiggede på nogen nyeligt ankommet vagter, og sagde ligegyldigt "han kan forlade. ingen grund til at gøre det mere babartisk, end det er" Isabella håbet Tristan nu ville gå sin vej, og efter hun havde vist ham vej, at de så aldrig vil ses igen, for hendes fornemmelse af glæde ved at finde hendes bror, bliv til foragt. Isabella tog et kort frem fra en skuffe, og peget på en fæstning, der var langtvæk fra alt civilisation, og rakte kortet mod Tristan.

Tristan smilede triumferisk til vagterne og bukkede en gang.
"Vagterne skal nok klare sig, de har bare brug for et par dage.. Arg,, den brækkede arm nok en uge." Sagde han så og fulgte med hende. "Og hvis din advarsel holder stik, jamen så skal jeg nok skamme mig" Fortsatte han. Han tog imod kortet og skulle til at gå, men stoppede op.

"Hey.. Jeg ved godt vi nok har fået det forkerte indtryk af hinanden.. Det skal jeg nok rette op på hvis du vil. Lige nu er mor bare den manglende brik i mit puslespil og jeg bliver nød til at gøre det her" Sagde han og sendte sin søster et skævt smil.
"Måske.. var alle de ting jeg fik og vide om dig bare en facade? I så fald undskyld.." Mumlede han og vente sig rundt igen.
"En sidste ting.. Kan jeg bede dig om en tjeneste?" Han kiggede ikke på hende. Vagterne var smuttet så snart hun havde sagt det og de var alene igen.

Isabella virkede ikke til at ville tale med ham, eller ville rette på noget. hun havde helt sikkert fået et dårligt indtryk af ham, men det tænkte hun ikke over, hun stirret bare på ham, for han virkede ikke som en der ville hende noget godt, så hvorfor i alverden skulle hun være venlig mod ham?
Isabella var meget kold, indtil alle andre end dem var gået, og Isabella trak en lettere skuffet mine over hendes læber, og havde ikke den store familie tilgivelses lyst lige nu, at han afpresser hende, og skal pege finger af hende, der fucking laver gnister, det var ikke under familie rettighederne. men hun viste dog meget mere følelse da de var alene, end hun havde tidligere, men det var ikke tilfredshed, hun viste.
man skulle tro. en kvinde som isabella ville pege ham mod døren, da han bad pænt om en tjeneste, efter det stunt han lavet, men,. tros forventning, sagde hun "Hvad?" hun stoppede sit seriøse blik, og vendte sig væk fra ham, og håbet han ville forsvinde.. ud af hendes liv, bare forsvinde. det var forkert af hende at behandle ham godt, men en sidste ting for familien kunne man vel godt.

Han himlede med øjnene af hende og sagde en sidste ting efter hun ignorerede ham.
"Du har en side du ikke viser overfor andre. So do i. Jeg sender dig nogle blomster en dag så bliver du god igen. Bare husk på jeg ikke lagde en finger på dig" Sagde han lidt drillende. Han var en person der tit ændrede sit syn og væremåde i situationer. Han kunne gå fra seriøs og få det han vil ha også gå over i at være en hel anden, sådan var det. meget elskværdig alt i alt.

"Jeg ved du har haft lidt problemer med en pige der befrier dine slaver? Blond og blå øjne.. Ja hende. Kunne jeg bede dig om ikke at slå hende ihjel? Jeg har ikke noget at give dig af værdig du kan få for det, men jeg kan være en bedre bror end nu" Fortsatte han. Vidste det nok var umuligt. Han havde fået det intryk at hun ikke kunne skaffes af vejen for hurtigt.

Isabella vendte sig, og så meget undrende ud. hvorfor ville han det? kendte han hende? det håbede hun virkeligt ikke, men det kunne da ikke andet end være sådan landet lå, siden han ville have det.
Hun vendte sig om mod vinduet igen, og gav ham ikke et blik.. bedre bror.. right. det troet hun ikke på, det var ikke ligefrem en bror hun gad have, som han havde vist hende, lige nu, var hun overrasket, hun overhoved ville høre hans spørgsmål.
Isabella vendte sig om igen, og sagde så med en tydelig irritation i stemmen "Du har ret. du har intet at give mig." hun stoppede meget meget kort, og forsatte lidt mere venligt, men hun var stadig ikke glad ved ham "Hvilken blond håret pige?" hun prøvede at lyde så sarkastisk som muligt, og gav ham en lille trækning i mundvigen, og vendte sig så mod vinduet igen. og vidste ikke om han forstod hendes svar.

Han rystede på hovedet. Det lød ikke som om hun havde nogen planer om at lade pigen slippe overhovedet.
"Aha...." Mumlede han bar og lænede sig op ad en kommode. Han kunne udemærket forstå hvorfor Isabella ikke ville have Camille rendende rundt og befri hendes slaver. Det måtte være dødirriterende og dårlig forretning.
"Hvis du ikke vil det så forstår jeg det godt.. Men hvis Camille endte op lemlæstet i en af dine celler, så ville det ikke gavne vores forhold så at sige" Han havde stadig et spøgefulgt smil om læben, men hans ord sagde noget andet.