If A Push Comes to A Shove....

" Jeg fryser" lød en klagende stemme , så lys som kun stemmen af et ungt barn kunne være.Camille lagde en arm omkring hende, og trak Mira tæt ind mod sig." Jeg lover det kun er i nat...i morgen har jeg skaffet os et rigtigt sted at sove. undskyld Jeg glemte at få tæpper med Mira....jeg er virkelig ked af det"
Camille havde allerede viklet hendes kappe omkring sin datters spinkle krop, men som natten sneg sig ind på dem, var temperaturen faldet drastisk.
Og det at de var trætte og udmattet, gjore det ikke lettere at holde varmen.
De sad på en kold skovbund, alt var enten gråt eller sort , og der var langt mere uhygge end der var eventyr over Ashen Wood forest på dette tidspunkt af døgnet.
Camille havde hævede øjne og så meget træt ud.Mira var tavs og indelukket.
Stemningen var i bund, som også deres kropstemperatur.Det var omkring et døgn siden at Camille havde forladt Valentine gården, med sin datter og de få af pigens egendele Camille kunne slæbe.Alt hendes eget habengut, måtte hun efterlade bag sig.Kun Camilles våben var spændt fast som vanligt, ellers kun lidt proviant og Miras sager.
Camille havde hovedpine...og kun Mira holdte hende oppe ...gjore at hun ikke bare opgav det hele lige nu.
" Se skat.....er stjernerne ikke smukke" Camille vippede blidt pigen ned , så hun lå med hovedet i Camilles skød.der faldt hun i søvn inden Camille kunne nå at tælle til halvtreds.Hun var så udmattet af at vandre...og af at spekulere.
Barnet forstod intet af gårdsgens hændelser....og kunne hun bebrejdes det? camille forstod dem dårligt selv. Camille strøg sine fingre gennem Miras lyse hår og nussede pigen .Sikke noget rod ...det hele.
Camille selv klemte sine læber sammen, holdte gråden for døren.
Hun svor for sig selv, at hun aldrig ville byde Mira en nat mere som denne.
Hun måtte finde på en anden løsning.Men hvad?
Hun havde ingen penge ....men hun kunne skaffe nogen, så snart hun havde fået er værelse på en kro til Mira og hende.
Måske når de nåede frem til en by?
Bare hun kunne få hendes retningssanssans til at virke, den havde valgt et skod tidspunkt at strejke på.Netop nu hvor hun havde Mira med sig.
Camille lukkede kort sine øjne i, billeder af de sidste dage flimrede forbi i hendes indre.Måske skulle hun forsøge skrive til Isaac og bede om lov til at Mira kom tilbage ? Det her gik jo ikke.

De sidste cirka firetyve timer var gået både hurtigt og langsomt. Det meste af tiden havde Eric været fordybet i sine egne lange tankerækker der ofte tog timer at færdiggøre og når det skete sneglede tiden sig efterfølgende af sted. Så kom der nye tanker og så forsvandt tiden igen som dug for solen. De fleste tanker lå på om det overhoved havde været en smart idé at tage af sted. Måske skulle han have lyttet til Camille. Det ville have have holdt ham fra de mange tanker og måske var familien tilbage på sin rette plads, selvom det ville være et mirakel.
Hvad der var sket med hans mor havde han absolut ingen idé om, han havde ikke set hende efter maden og hans far havde ladet ham ride. Måske ville han gerne af med ham - så kunne han se om han ikke kunne finde en bedre duelig søn. Der var mange ting man kunne nå at bilde sig ind når man bare var hest og ene mand.
Her og der lavede han holdt for at lade hesten græsse og drikke og for hans egene behov. Der i blandt også at spise og drikke. Men pauserne var aldrig lange, hurtigt var han til hest og så gik turen ellers igennem landskabet. Normalt bare i skridt, men til tider blev det også hurtigere af forskellige årsager.
Et sted ud på natten var de ankommet til Ashen Wood. Et sted han kun få gange havde været før. Det var ikke fordi hans fars kunder boede der. Væsenerne i skoven havde selv fire ben der var praktiske i form af det meste. Deri blandt at løbe og komme hen til de ønsket steder.
At ligge sig til at sove der ville være en hovedløs handling i følge Eric, der alligevel fortsatte frem og tilbage i skoven til han nåde et sted han mente han kunne ligge sig til at sove, men han var ikke træt. Han ville komme til at ligge og rode rundt hele natten, så han droppede idéen om at sove og red videre til han så noget på jorden der bestemt ikke lignede sten. Der var alt for mange buler og så kunne den tale.
Fra månen kunne man også se noget blondt hår og i følge Eric havde sten ikke hår. Først vidste han ikke helt om han skulle håbe på at det var Camille og Mira, det ville være usandsynligt og hvad ville det ende med? At hun blev vred og sur? Havde det ikke været for sin nysgerrighed var han vendt om taget op til sit sovested.
Da han næsten var helt omme bag dem var han sikker på at det var Camille og Mira. Så var spørgsmålet bare om han skulle gå hen til dem. De virkede ikke til at have bemærket ham, måske fordi hestens sko blev dæmpet af det bløde underlag. Han havde stadig en mulighed for at komme væk, men sendte den i graven da han hoppede ned fra hesten og endte oveni en bunke grene der straks gav efter under hans vægt og lavede en farlig masse larm.

Hun sov bestemt ikke, det ville være helt umulig under de her omstændigheder.
Aldrig ville hun risikerer Miras ve og vel, og hun måtte være beredt.I natten kunne al ting ske, og erfaringen havde vist at overraskelser desværre oftest var af kedelig natur og slet ikke noget at ønske sig.
Hun dvælede lidt ved den akavet exit .Der kunne man da tale om en afvisning...fra hans forældre.Camille troede ellers at de havde en virkelig god relation.Hvos skuffet hun var blevet der.
Tanken om Eric pinte hende.Hvad han lavede...hvor han var....var han ok....og var han alene?
E støj fik hende til at give et sæt, og den tungt sovende pige, mumlede et par usammenhængende ord, da Camille hurtig kom på benene og hun fik placeret Miras hoved på jorden.
" Jeg er bevæbnet...så hold dig væk" truede Camille ud i mørket...indtil hun fik stillet skarpt på silhuetten foran hende.
Hun glemte helt at lyde farligt, da hun blev mentalt væltet omkuld.
" Eric?!" Hun fløj ham om halsen og krammede sig selv ind til ham.
Det var dumt..rigtig dumt og en fejl fra hendes side.Hun skulle lade ham være..der VAR ikke noget mellem dem, men hun glemte det altså lige nu,
Lige nu hvor hun blev så overrasket så hun ikke havde sit værn stillet op.
" Åh gud...Eric...hun fryser....D..det er så forfærdeligt" hikstede hun ind imod hans hals.
Eric føltes varm....og tryg...og kun nødtvungent fik hun trukket sig ud, og forsøgte se ud som hun havde det hele under god kontrol.Måske skulle hun give Mira til ham.Eric ville bredre kunne sørge for hende...under udendørsforhold ihvertfald.

Det var ligefør Eric var brudt ud i grin. Ja, men kunne hun bruge sit våben? Han holdte masken mens han trådte nærmere for til sidst næsten at ende i jorden da Camille pludselig kom spænende hen til ham. Det var alligevel en større velkomst end han havde troet. Glad for det gav han hende et knus tilbage før han så lod hende slippe for flere fysiske berøringer - eller ham selv.
Eric så ikke det udtryk hun prøvede at sætte op, men gik hen til Carzador for at hente et tæppe fra tasken og det der lå under sadlen. Det bredte han ud på skovbunden og forsigtigt lage pigen der på sammen med et tæppe. Til sidst lage han sig ved hendes side og lage et par iskolde hænder ind på hans varme mave. Det var noget af et gys, men det hjalp lidt efter.
"Man skal bare gøre det rigtige. Lig dig på den anden side, så kan vi holde hende varme sammen, men da du er den bevæbnet er det dig der tager kampen mod nattens dyr." Et lille smil kunne ses i hans mundvige, før han vendte sin opmærksomhed imod Mira. Hun havde måtte være virkelig træt, for på intet tidspunkt var hun sådan rigtig vågnet, ikke fuldt ud. Om hun havde gjort det delvist eller næsten kunne han ikke se.

Det var en stor lettelse ikke længere at være alene. Camille var ingen tøsepige, nej. Hun havde efterhånden oplevet og overvundet en hel del. Men det af mennesker hun holdte af , når hendes skrøbelige fundament begyndte at rokke - og oven i hatten truede med af rive Mira med ned. Det kunne hun ikke balancerer med. Derfor var Camille heller ikke forberedt på turen ud i det fri. Hun havde pakket med hjertet ikke hjernen. Alle Miras favorit bamser , dukker og en smule tøj og mad , til pigen.
Hun kunne have kysset Eric , hårdt, da hun så hvordan han fik lejret Mira og begyndte at lune hende.
Camille kom på plads,bag ved Mira og krøb helt tæt ind til hende. Ingen af sem havde sovet , ikke siden de var draget afsted ud i natten. Der var intet at sige til pigen var nærmest bevidstløs nu. Mira udstødte dog nogle små lyde, små tegn på velbehag da Eric lå med hendes hænder på maven.
" ja ja.. Jeg skal nok passe på dig " hviskede Camille og vidste ikke helt om hun kunne holde det løfte. Med Eric nær ville hun sikkert ende med at falde i søvn. Altså ikke at ham var kedelig men hun var mere sikker. Mira var sikker. " Har du sovet det sidste døgn? " måtte hun lige høre ham. Hun rakte en arm ud og lagde den over Mira. Hun ville ønske de lå hjemme på gården og ikke her , midt i ingen ting. " tror du din mor og far er okay?" Hviskede hun . Hun så for sig hvordan Nicholé var knust ogsålige enda holdte det imod isaac nu, at han ikke have kunne stoppe Eric? Og ellers var der jo altid Camille at bebrejde.
Hun regnede også med at være nød til at bryde op med Eric. Hun var for tiltrukket af ham og hun kendte sig selv. Det ville ikke bare forsvinde.
At gå op og ned af ham og have ondt inden i , var ikke en tilstand hun ville byde sig selv. Nej.
Han måtte tage sig af Mira, til Camille var kommet på fode igen , og så ville hun hente hende.
" Du er nød til at tage hende med dig. Indtil jeg får skaffet et tag og får list styr på det hele. Herude kan jeg ikke passe på hende" Camille viftede med en hånd , op mod himlen.
Hun var ingen spejder og var håbløs når det kom til den slags overlevelse.
Det var hun ret sikker på han kunne forstå.
"Jeg er glad for du kom"hviskede hun og gemte snuden i miras hår , for ikke at begynde at græde. Hun var jo stadig messed up inden i.

"Nej, men jeg er heller ikke træt." Det var ikke just fordi han havde løbet fra en flok drager og trolde hele dagen. Han havde siddet på sin flade røv og tænkt så det var et vidunder at han ikke lå med hovedpine. Det næste emne fik ham til at se utilfreds ud. Han gad ikke til at tale om emnet og gjorde det tydeligt ved ikke at svare men lukke øjne. Ikke sove, bare have dem lukket og lytte til naturen omkring dem. Først da Camille snakkede om at han skulle tage sig af Mira åbnede han dem i overraskelse.
"... og du tror jeg er bedre til det? Jeg kan nok tage vare på mig selv, men jeg tvivler på at der vil komme meget godt ud af det hvis du overlader hende til mig." Han holdte en pause og tænkte sine tanker igennem endnu en gang, før han en smugle usikker fremlage det. " ... og du vil stadig ikke realisere din skoledrøm med mig?" Han drejede hoved op i mod himlen mens han forsigtigt fjernede Miras hænder der efterhånden havde fået en menneskelig varme.
"Vi kan tage tilbage til gården og hente tre heste og så tage ud og finde noget." Han kiggede kort imod Camille, før han igen lod sig optage af stjerner og stjerneskud.

Hvorfor det var at mænd altid var så naive, kunne Camille rigtig godt tænke sig at vide. Det bar da toppen af naivitet at tro at ting gik væk- eller blev bedre hvis man bare lukkede øjnene for det , og lod vær med at tale om det.
Hun betragtede Eric og hvordan hans udtryk ændrede sig da samtalen berørte hans forældre.
Det var ærgerligt. For de to ender måtte til at nå hinanden, på den ene - eller på den anden måde.
Hun smilede ,da han slog øjnene op.
" Du fik hende varm ... Og en bedre seng end mit skød " lød hendes modargument.
" Det er ikke et liv for hende , ikke herude " mente Camille.
" Eric... Det er jo ikke det at jeg ikke vil. Det er bare måden, vi kan ikke tage afsted og efterlade kaos bag os. Det er muligt du har brug for at kappe båndene til dine forældre, men det skal gøres ordenligt. De elsker dig. " små snakkede Camille i håb om at bløde Eric en smule mere op.
" hvad hvis vi lavede en deal med dem. At du besøgte dem to gange om ugen , hjalp på gården hver lørdag og søndag? Eller noget i den stil ? Måske de så kunne accepterer at du var væk de andre dage?"
Om det så lige skulle være med hende, var Camille slet ikke så sikker på længere. Hun... Tænkte anderledes end ham, og det ville blive et problem. Eric havde allerede bevist at han ingen problem havde i at forlade Camille, til trods for hans løfter om ikke at gøre det. Sådan så hun hans exit.
" Skolen bliver en realitet... På sen ene eller den anden måde, men skal du være en del af den, skal sit forhold til dine forældre være ok. For din og for Miras skyld. "
Egenlig følte Camille at de svigtede Mira Big time, sådan at bortvise hende , til en usikker færd.
De måtte være virkelig vrede på Camille, for at gøre sådan.

Eric var slet ikke enig med Camille på særlig mange af punkterne, men gjorde det først klart bagefter. "Jeg gider ikke arbejde på gården, eller besøge dem to gange. Jeg vil så langt væk at jeg ikke vil have muligheden for det for alt i nærområdet. Alle de steder jeg kan nå hen på en dag fra gården, har jeg været." Han følte sig en smugle som et problematisk barn der kun ville gøre det hele besværligt men gård ville han ikke mere. I hvert fald ikke den hvor hans forældre boede.
"Jamen så må vi lave noget andet end en skole, for jeg skal ikke tilbage det næste stykke tid." Det nægtede han det pure, om han så skulle stå og stritte med næsen i evigheder. Han ville ikke.
"... du vil ud og finde et hjem, der vil Mira lettere kunne være end med mig på hesteryg. Selvom hun er en fantastisk rytter tror jeg næppe det er noget for hende i længden. hun skal jo forhåbentlig også en dag slå sig ned med mand og børn."
Han ville gerne have Mira med, men som han havde tænkt sig sin fremtid var der ikke plads til små pigebørn. Af den simple grund det ville blive for farligt og mest besværligt, selvom det ville være hyggelig at have nogle at snakke med. Hun kunne også lærer at lave mad og andet praktisk, men trods det positive var der også meget negativt at skulle forholde sig til.

Det var ikke godt.
Han var jo slet ikke til at forhandle med. Hvordan kunne hun have tage så meget fejl af ham? Bilde sig selv ind at hans jordnær facon var noget af det hun selv behøvede i sit liv? Eric var- og blev aldrig den fyr som slog sig ned med en pige og skabte sig et hjem. Alene tanken frastødte ham jo. Og Mira... Hende var han parat til at give fra sig også.
Camille blev vred på ham. Så meget kærlighed , så priviligeret og så opførte han sig umådelig egoistisk... Og blind for alt det gode han havde.
Og nu mente hun ikke sig selv- han var i sin gode ret at afvise hende. Det var Camilles fejl at ... tro hun behøvede ham.
" Du har ret... Naturligvis. Hvad skylder du dine forældre? Hvorfor skulle det rage dig at din mor sidder opløst i tåre... Den kvinde der har vært der for dig hele dit liv, du skylder da ikke hende en skid! "
Camille havde en kølighed i sin stemme nu, der ikke havde været der tidligere. "Og , ja... Når jeg tænker over det , så tror jeg sagtens Mira og jeg kan klare os. Vi behøver heller ikke dig. Så fis af... Ud til dit vidunderlige eventyr, hvor du slipper for alle os"
Camille slap Mira, rullede om på siden , så hun lå med ryggen mod Eric.

Irriteret lod Eric luften forsvinde ud igennem hans næse, mens han overvejede om han skulle svare igen. Den beslutning valgte Camille at tage for ham, så han tav og sagde ikke noget rasten af natten. Han forblev vågen til solen stod op, for så at vippe Mira over i tæppet så han kunne få sadeltæppet op på plads og derefter sadlen. Efter at have klaret morgenmaden der bestod i et æble gjorde han klar til at ride af sted før i hvert fald Mira vågnede.
Camille havde været så venlig at gøre det klart for ham at han ikke behøvede at ride rundt i nærområdet længere, så han ville tage af sted med det samme. Evig mad havde han heller ikke og de penge han havde fået ville fungere som en god start til ham. De kunne også holde i lang tid, hvis han var omhyggelig med hvad han brugte dem til. En af de første ting var endnu et sæt tøj, så han kunne vaske hvad han bar. Det var ikke nødvendigt med det samme, men før eller siden ville det.

Hans bevægelser, gøren og laden vækkede hende op.
Camille tjekkede først om også Mira var ved at komme til overfladen, men hun boblede stadig derud af , med en lille let snorken.
Det varme smil hun sendte den sovende pige, antog en helt anden alvorlighed, da hun istedet forholdte sig til Eric.
Camille rejste sig og strakte kroppen igennem , før hun gik over mod ham.
Et stort kroget træ, lænede hun sig op af, med armene samlet på ryggen.
" Så... Du gør det altså?" Hun spidsede læberne og beredte sig på at sige farvel til ham.
" just like that! Det er så let for dig? Mira ... Jeg... Vi betyder intet?"
Camille var meget optaget af snuderne på hendes sko.
Hun følte næsten et had til ham lige nu.
En fyr hun troede , eller havde forledt sig selv til at håbe på en fremtid med.... Men han havde ikke skygge af følelser.
"Sjovt din mor tror jeg bare har brugt Mira som et værktøj... Som en leg... For at tage dig fra hende. Jeg er vist den eneste i folien Valentine der faktisk har ment de følelser jeg fik og viste" klang det en smule bittert fra hende.
Men det var jo sandt. Hverken Nicholé eller Isaac havde en skid tilovers for Mira og slet ikke for Camille. Og deres blonde æble af en søn , faldt ikke langt da stammen.
Det hele var en leg for dem. Måske de var kommer al for let til ting i deres liv? Havde de nogensinde oplevet noget forfærdeligt ?
Sikkert ikke. Camilles øjne hang ved Eric , som afhang hendes liv af det.

Efter at have sikret at sadlen sad helt fast vendte gik Eric igang med stigebøjlerne som han rettede til og steg så til hest bagefter. Først dér kiggede han på Camille med en stram irriteret mine. "Du sagde jeg skulle smutte, du virkede faktisk sur over at jeg kom, efter at have sikret varme for Mira. Smil. Hvis dine følelser og hver glad for at du slipper for os alle sammen." Snerrede han næsten til sidst, hvor efter han drejede hesten omkring og begyndte at lede den igennem skoven i et mageligt tempo.
Det ville være umuligt for ham at sætte hesten op i høj fart og hvorfor også gøre det. Han var på vej væk i sit eget magelige tempo. Som et gammelt tog med dampen ud af ørerne. Ingen tivivl om at han mente Camille var gået over stregen, men trods det havde han alligevel en enorm lyst til at vende hesten om. Det var hans stolhed bare ikke enig om, så ligeud fortsatte han. Med med rank ryk som altid og så man fra siden kunne man godt bilde sig ind han også havde stukket hagen en smugle op i luften af trods. Det var det han gerne ville. Ud og opleve alt andet der var omkring ham, hvorfor så ikke udnytte den chance han netop havde fået.

At hun havde fornærmet Eric , eller var gået over stregen med sine lidt hårde udtalelser, havde Camille ingen ide om. Erics attitude blev fortolket til at være ligegyldighed fra hans side af, og den ramte mere hårdt end en på skallen ville have formået at gøre.
Ordene klumpede sig sammen inden i Camille , og energien blev brugt på ikke at spilde flere tåre på ham.
Så hun stod tavs ... Og så Eric forsvinde.
Tom for glæde , satte hun sig ned , og i samme stilling sad hun , til Mira vågnede op.
" Mor.... Jeg drømte at far var her! Det var så dejligt. Han puttede mig i tæppet" smilede hun træt , og tog imod den bolle Camille rakte til hende.
" Det var kun en drøm" sagde Camille stille..."en meget dejlig drøm, men den var ikke.. Ægte" hviskede hun.
En halv time senere, spadserede de to piger side om side afsted.
Camille ville til et marked og købe proviant. Eller ... Stjæle det? Hun måtte jo finde på noget. Huset hun havde været i med Arason , hvor slaverne fik mad, vidste hun nu stod tomt. Måske hun kunne finde det igen? Det ville da være en start.

Det var absolut ikke let at få tanker og følelser fejet under gulvtæppet men det hjalp da han kom ind i byen der allerede var fyldt op af mennesketravlhed. Det var ikke alle boder der var oppe at stå på markedet men der var hvad Eric skulle bruge og selvom han ikke normalt var den store haj til at finde tøj lykkes det ham til sidst at få noget der udfyldte hans krav. Passede og var af stof der var slidstærkt og varmt. Det krævede lidt flere mønter men han håbede det kunne tjenes ind sener hen. Mad stod efterfølgende på programmet. Det blev hovedsageligt salt og noget kød. Det andet ville han nok kunne skaffe sig.
Da han var færdig med det, var alle moder efterhånden kommet op og det var besværligt at bevæge sig både frem og tilbage. Med Carzardor blev det hele lidt lettere, men det tog alligevel en evighed at komme udenfor selve markedet. Han ville se om han ikke kunne finde nogle han kendte og få sig en kappe af den ene eller anden art. Han havde en idé om hvem, men var ikke sikker på at han ville få hjælp.

For pokker da hvor var hun træt.Alle muskler værkede.Camille så ned på Mira,der tappert fulgte med.Ikke en gang havde hun klaget, hvilket faktisk bekymrede Camille efterhånden.

Da de endelig nåede frem til marked, var det blevet sen eftermiddag måske enda tidlig aften. Lanternerne der dinglede ned fra boderne , var blevet tændte nu og mylderet af væsner og mennesker så småt ved at tynde ud.
Camille trak Mira mod en bod, og købte friskpresset juice og bananer til pigen.
Camille var stadig meget bekymret for Mira.Hun var tavs...og slet ikke den sprudlende pige som Hun normalt var.Alle Camilles små historier og forsøg på at opmuntre Mira, havde ingen virkning haft.Mira forblev tavs og næsten skræmmende god til at adlyde.
Efter Mira havde spist, trak Camille afsted med hende til den nærmeste kro.
Hun havde ikke penge, men var paret til at gøre ...ja alt...for at de skulle få lov til at overnatte i en seng.For Miras skyld.Og så måtte Camille selv bruge natten til at finde ud af hvad de nu skulle gøre.Der var Sean...og Rafael, men hun havde en lille meneskepige med, og det var nok ikke så skide smart.
Desuden var hun enormt træt af at blive svigtet, så nu ville hun gerne bare selv sørge for tingene. Når alt kom til alt havde hun alligevel kun sig selv....og nu også Mira.
Hun trådte ind på kroen, og plantede Mira ved et bord.
Pigen rettede straks blikket mod en lille snavset kat, der gik rundt og gned sine lopper op af gæsternes ben,ihåb om lidt kæl eller raster af mad.
Camille gik op til krofatter, og måtte smide den kedelige sandhed i hans hoved.
" Min datter og jeg...har brug for et værelse for i nat.Landet ligger sådan at jeg ingen penge kan betale dig for leje, men ...måske der er andet jeg kan gøre, vaske op...gøre rent ?" Forsøgte hun sig med.Hun kunne også smække en kniv på struben af ham, og røve hele lortet af mønter under hans disk, men det ville de nok ikke få en rolig nats søvn af, sååå.

Krofatter var klassisk. Brede end han var høj, med fuldskæg og et venligt smil. Høfligt hilste han på den unge kvinde der gik ham i møde. "Jeg kunne godt bruge en hjælpene hånd, men sagen er den at jeg lige har lejet mit sidste værelse ud til en god ven. Har ingen anelse om hvor han er henne lige nu, men hvis du er heldig kan du finde ham. Sikkert ude i stalden med sin absurt enorme hest. Eric Valentine. Du kender ham måske. Se om du ikke kan slå en handel af ham, måske kan i dele værelset?"

Eric var netop kommet ind på kroen efter at have været ude ved Carzador han med vildt besvær havde fået sat ind i en stald der var alt for lille. Dyret var ikke vild med idéen men var til sidst gået med til det, efter at have fået erstattet en del af sin mad med masser æbler. Så kunne det alligevel godt gå en enkel nat.
Da han havde set Mira ved bænken havde hans øjne straks forsøgt at finde Camille mens hans ben var på vej ud af døren, men han fik stoppet sig selv inden det kom så langt. Mens Camille snakkede med krofatter Tom gik Eric hen til Mira som han forsigtigt slog armen omkring. "Kommer du ikke med op på mit værelse, jeg har været hjemme og hente Erica."

Det startede så fint...kromændene var såmænd både venlig og rar.
Camille blev lettet ,da det lød som han gerne ville forhandle.Men da han sagde værelset var lejet ud, blev hun meget skuffet.Dele? Men hvem? "Eric Valentine?'" Hun tog sig til hovedet.Det var dog for meget.Skulle hun grine eller græde her?
Jaja...det var på kortsigtede bedre end en fremmed, men.....de var uvenner....og Mira ville blive ulykkelig når de skulle skilles.Sikke dog et rod.Måske de skulle forsøge et andet sted? " Jeg tror vi finder på noget andet,..men tak for hjælpen" sagde hun til krofatter.
Hun vendte sig om, for at gå til Mira og dér så hun ham.Med armen omkring Mira.
Camille blev vred.Han kunne ikke glide ud og ind af deres liv sådan her.

" Far!" Miras dystre ansigt lyste op.Hun rejste sig og slog armene omkring Erics liv.
" Min kat....har du min kat med!" Lød hendes stemme helt skinger af glæde.
" Moar....far er her...og han har Erica med" råbte hun og smilede fra øre til øre.

Krofatter så meget undrende ud, da han kiggede fra Camille og til Eric, men havde dog pli nok til intet at sige.

Camille gik tøvende over mod dem.Og ironien flød fra hendes stemme, selv om hun virkelig forsøgte hilde den væk, for Miras skyld.
" Tænk...at du lige har fået det sidste værelse, Valentine.....og du har hendes kat med?" Hilste Camille reserveret på ham.
Hun ville ikke slippe Mira ud af syne, no way ....Eric fik hende ikke nu.
Efter at havde signaleret at de skulle have to øl og noget saft bragt op, skyldte hun sig efter Eric og Mira op oven på.
Det var næsten helt beroligende da døren lukkede bag dem, og den lille killing miavede oppe fra sengen af.
Mira kastede sig over Erica, med sådan en hast at man næsten kunne sige hun fløj gennem rummet.
" Hvorfor har du hentet katten....skal du også efterlade den et sted?" Hviskede hun spidst til Eric, imens hun læssede sine tasker af de ømme skuldre.

Camilles kommentar krævede ingen opmærksomhed så hun fik ingen. Eric ignorerede hende fuldstændig og gav alt sin opmærksomhed til Mira som han lød op på værelset med, op til katten. Der måtte han dog stå af. Så hurtig var han slet ikke. Pigebarnet var jo som en vampyr. Han placerede sig henne ved døren, hvor han lod Camille komme ind. Ingen af hans egne ting var til stede i lokalet. Det var fuldstændig uberørt. Egentligt havde han selv tænkt sig at overtage værelset, men havde skiftet planer.
"Det er Miras." Svarede han kort, før han vendte sig imod døren for at gå. "Sov godt." Han lavede den kort hilsen med hånden, før han forsvandt ud af døren og gik ned i kroen. På vejen mødte han Tom. Han fik sin øl og sagde at Camille kunne betale for den. Det var hende der havde købt den og så var det betaling for værelset. Selv satte Eric sig ned i kroen med fødderne oppe på en anden stol.
Der var to valgmuligheder. Enten kunne han vælge at sove i stalden, hvor han havde efterladt sine ting fordi han ikke havde tillid nok til at lade det ligge på værelset, eller han kunne finde en anden at sove hos. Problemet var bare at han ikke vidste hvem det skulle være. Stalden ville også være fint. den var ikke så stor, det ville blive trangt, men det var absolut ikke første gang han sov i en stald.

Mira lignede selve solen. Hun smed sig på ryggen og satte killingen på hendes mave , hun var helt opslugt.
Camille nød synet- hun var ved at blive bekymret for om smilet nogensinde ville komme frem igen, på pigen.
Erics exit efterlod Camille med en sæk blandede følelser. Mest fordi hun ikke kunne forstå ham. Og egenlig heller ikke sig selv.
Da hun blev stående ubevægelig , tog Mira affære. Hun kunne ikke have sin far forsvinde. " Hvis du ikke henter far, så taler jeg aldrig med dig igen " hissede hun af Camille.
Istedet for en irettesættelse , åbnede Camille døren og gik ud. På sin vej lovede hun at gøre alt hun kunne.
Camille spottede ham hurtigt og med tunge skridt , gik hun over til hans bord. Hun trak en stol ud pg satte sig. Overfor ham.
" hør... Jeg beder dig ikke på mine vegne , men på vores datters. Hun kan ikke tåle al det her ballade, Eric - og lige nu vil hun have sin far. Kom nu med op... Vil du ikke nok? "
Hun bad ham indtrængende... Så ingen grund til at Lege stolt. Hun havde alligevel så mange ridser i den lak, så det gav ikke mening.
"Eric... Jeg skal nok tie stille, sidde i et hjørne .. Hvad end du ønsker af mig gør jeg.det lover jeg- men... Hun har brug for dig. Hun forstår jo ikke det her".

Eric sad og nippede til sin drik da Camille kom hen til ham og bad ham komme op igen. "Jamen så må du heller spørger hendes mor om jeg må komme op." Lød det fra ham, mens han drak videre. Hvis hun accepterede det, ville han rejse sig op og skride forbi hende og op til Mira. Øllen satte han lige indenfor døren, diskret hengemt bag en bordlampe. Ingen grund til at hun så det.
Han smed sig i sengen ved siden af Mira. "Tror du du kan have hende der med?" Han kiggede kort på hende, før han holdte øje med sine fingre som han stak drillende ned foran killingen der ivrigt slog ud efter dem. Den var ved at lærer ikke at bruge sine klør, i modsætning til starten hvor den havde kradset løs som galte det dens liv.
"Den kan sidde oppe i en taske og være vagt bagud til. Den rejsende kat." Han greb ud efter katten og Miras sko som han satte op på sengen, så han kunne stillingens bagpoter ned i dem. De var akkurat små nok til at katten nøjagtig lige kunne have fødderne nede i dem samtidig med at den havde forpoterne på sengen og sådan nogen lunde kunne stå op. "Vandringskatten."
Hvad Camille gjorde af sig selv var Eric ligeglad med. Hun kunne sætte og skule i et hjørne eller sætte sig i sengen alt efter hvad hun ville. Havde hun intet at tilkalde hans opmærksomhed med ville han ikke give hende den. han var stadig gnotten over hendes antagelse af hans familie.

Nogle gange ville man bare have ret.. Og andre gange måtte man føre sig til at få tingene til at glide og fungerer. Camille var udmyg lige nu. Egenlig hadede hun at han havde magten over hende, at han overhovedet kunne mane en sådan følelse frem i hende. Ydmyghed.
" Hun vil meget gerne have du kommer .. Miras mor" sukkede Camille. At være den underdanige faldt hende ikke helt let- og ikke spor naturlig.
Du gode Gud, den mand var da noget så knotten. Hvor Mira fik al hans opmærksomhed og grinede og havde en lille fest, fik Camille bare en kold skulder.
Gang på gang måtte hun minde sig selv om at Mira var centrum. Og sådan skulle det være. Fremover handlede det udelukkende om hende, så at være luft kunne hun lige så godt venne sig til nu.
Camille forsvandt ud på toilettet. Et stort kar af zink til at bade i var linet op, og hun begyndte at fylde det op.
Det var fandens hårdt at være sammen med ham. Havde hun virkelig fortjent den her behandling. Var han velvidende om hvor hårdt det ramte.. Hans kølighed overfor hende, når hun brændte efter... Nej! Stop de tanker! Du er ikke en gang en samtale værd i hans univers ! Formanende hun tavst sig selv.
Imens hun klædte sig af, og lod sin krop sænke ned i vandet, brændte det bag hendes øjen låg. Hun fik en grim lyst til at gøre noget. Et eller andet der kunne skubbe de følelser væk. Måske skulle hun forlade dem... Under påskud at skulle handle. Og så istedet starte et slagsmål eller skaffe nogle penge ? Hvorfor ikke?

Legen fortsatte i noget tid efter Camille var gået i bad. Eric nød at kunne underholde Mira men var ikke vildt kreativ på den front så Erica måtte holde en hel del ud. Da katten var ved at vælte omkuld af træthed undskyldte Eric med at han lige ville snakke med Camille. Mira nikkede alvorligt og gik så i gang med at putte katten som var det hendes egen dukke.
Forsigtigt skubbede Eric døren op, uden at banke på. Hans blik gled med vilje omhyggeligt rundt i rummet mens han lod Camille dække sin krop til. Han var sikker på hun ville gøre det. Da han mente hun måtte være færdig vendte han blikket imod hende og gik hen til badet. "Luk øjne."
Gjorde hun det, ville han sætte sig på hug ved siden af hende og læne sig ind over hende så hans læber var helt tæt ved hendes ører. "Forstil dig det du aller helst vil have der skal ske. Det kan være vi tager tilbage til gården, at du vender tilbage til din egen verden med Mira eller noget helt andet." Han holdte derefter en lang pause uden at flytte sine læber. Camille ville sikkert kunne mærke han trak vejret, forhåbentligt!
"... fortæl mig hvad du ser. Fortæl mig hvad du vil have."

Mira var for en gangs skyld både mæt og glad. At være her med både mor og far og hendes killing , skabte en børnevenlig illusion om en lille familie. Mira lagde sig ned ved siden af Erica og nynnede den selvsamme vuggevise for katten, som Camille altid gjore for Mira. Hun kæmpede med at holde sig vågen nu. Snart ville søvnen nok have sit hold i Mira.

Camille forventede at Mira kom til syne i døren, da den uden varsel blev åbnet. Da hun så at det var Eric, fik hun meget travlt med at vikle et håndklæde ned omkring sig, hvilke var lidt af en bedrift , når man lå nede under vand. Men det lykkedes at ligge en håndklæde på tværs over brystet og ellers måtte skummet værne om resten af kroppen. Således var det bare hoved og knæ der stak ud i det fri.
Anden overraskelse var hans lille ordre. Ingen skideballe? Hendes øjenlåg lukkede sig og de fugtige vipper kastede små skygger ned af kinderne. Uro blev omdannet til en underlig tilstand af sød pine, da Erics stemme lød ved hendes øre. Så tæt... Han var så tæt på. Hans ord lød så ... Inviterede ... selv om der intet var i dem af den slags. Men inden i Camille tændte han for de dybe og indestængte længsler.
Hvad hun ville? Lød hans spørgsmål.
Hun skulle se det for sig, i billeder.
Camilles hænder gled hen over zinkkarets kant, og lukkede sig næsten krampagtigt om den.
Hun kunne høre hans åndedræt og hans læber var så tæt på hende.
Det var umuligt at frasorterer de mere personlige ønsker fra de praktiske, når hun vidste han var sentimeter fra hende.
Billeder tonede frem af hende og Eric i dybe hede kys og berøringer der slet ikke burde være lovlige med børn i tilstødende rum. Hun bemærkede hvordan hele hendes krop fik en reaktion på de tanker og images hun tillod sig. Det prikkede over det hele.... Og hans åndedræt var stadig at mærke på hendes kind ., han var så tæt.
Du gode.... Alt hun ønskede var ham.
Lige nu... og fremover.
Billeder af dem.., Eric på gården ... Dem begge på gården.. Dem begge på skolen... Men også billeder hvor de var med Mira og hans forældre. Det hele kogte sammen. Camille ville have det hele . Men nu havde hun heller aldrig påstået at være beskeden på det mere personlige punkt.
De billeder der fyldte mest var hovedingrediensen i dette vanvittige miks....Eric Valentine.

Camilles bryst hævede og sænkede sig hurtigt og uden en fast rytme. vejrtrækningen var i et jerngreb , som resten af hende ligeledes var.
Kun holdt fast af de usynluge stråde fra Erics stemme..fra hans ord og det fact at han var så forbandet fristende tæt på.
Øjnene blev knebet mere hårdt i, da han bød hende at sige højt hvilke billeder, hvilke scener hun så udspille for sit indre.
Hun trak vejret ekstra dybt ind gennem næsen, samlede mod til sig og svarede næsten med en hvisken
" Dig... Eric.. Jeg vil have dig. Og et hjem og en familie . " og nu hvor han alligevel ville tage flugten inden hun åbnede øjnene , kunne hun alligevel ligeså godt male billedet færdigt , et billed der bestod af alle de farver han ikke brød sig om. " Vi hjælper på gården... Starter en skole..men... " Camille vred sig beklemt i badekaret, det var ikke let det her, hun var afklædt og nøgen på alle måder tænkeligt , hvilke afspejlede sig i en ung og sårbar klang i hendes stemme..." jeg er forelsket i dig "

Eric sad spændt ved kanten. Han forventede noget praktisk, eventuelt at de tog hjem til hans forældre eller at de fandt et sted at bo. Det behøvede ikke engang være sammen med ham, men den del ville han slet ikke tænke på. Det blev omhyggeligt skubbet i baggrunden mens han forsøgte at holde sin utålmodighed inde i folden. Han skulle ikke have den til at stikke af!
Endelig! Langt om længe åbnede hun munden og kom med første overraskelse. Selvom det næste ikke havde været en del af hans egne forslag kom det ikke som en overraskelse. Hvem i Camilles støbning ville ikke gerne have det? Alle. At starte en skole passede også meget godt ind i hans billed, men det sidste havde han nu ikke helt ventet at se.
Han var først ikke helt sikker på hvad han skulle stille op med sig selv og sad derfor i tavshed. Først efter at have overvejet at tage bene på nakken og flygte eller lige gøre øjeblikket endnu mere udholdenligt besluttede han sig. Havde Camille åbnet sine øjne gav han hende et stort smil og spurgt om hun så ville tage med ham af sted og lave en skole, da det jo opfyldte hendes drøm om både skole og være sammen med ham.
Havde hun derimod stadig lukket øjne, af en eller anden grund han ikke kunne gætte sig frem til, ville han flytte læberne op til hendes og prøve at nærme sig dem. Hvis de fik lov til at komme helt ind ville han forsøge at få en reaktion fra hende, men kun ganske diskret og let. Det var som et dådyr ude i skoven der fiskede efter det røde æble. Stod hun helt stille ville han tage æblet og redde sig i sikkerhed, gav hun ham igen ville han blive hængende, men for meget ville få ham til at forsøge at flygte.

Camille sad stort set ubevægelig.
det var ikke en rar følelse at lade alle facader falde, og fremlægge sine usminkede følelser for ham.Kun hendes ene hånd bevægede sig.Hun førte den til sin pande og begyndte at gnide let der, for at løsne de spændniger der var opstået.De lukkede øjne var det eneste værn hun havde, den eneste lille afstand hun kunne opretholde til Eric, imen s hun ventede på en eller anden dom fra ham.Sikkert en barsk en...lyden af ham forlade badeværelset.
Men istedet , hun sværgede at kunne mærke bevægelserne i luften, da Eric nærmede sig og skød hendes ventede reaktion i sænk.Hans varme læber mødte hendes, og Camille sad så stille at hun dårligt trak vejret.bevares hun havde kysset en del gang før, men at kalde hende rutineret eller erfaren, ville man næppe kunne gøre med god samvittighed.
Først gjorde hun intet...men helt automatisk reagerede hendes læber, og kom til live.Hun søgte mere af hans læber, tøvende...forsigtigt...som hun ikke helt troede på det der skete. Hun trak sig også tilbage igen, da hun åbnede øjnene og så på ham , næsten med samme blik som også Erica kunne mestre, når hun lidt forhutlet ikke helt forstod hvad Camille ønskede af den.
Hvad var det egenlig lige der skete der? Et slags trøste kys? - eller en spontan reaktion på øjeblikket? Hun tvivlede på at der stak noget mere dybt i det, fra Erics side.
Så den søde pine beholdte sit greb i Camille, der som en fisk efter vand, nu higede efter fyren ved hendes side.
Hun havde lyst til at røre ham, lyst til at åbne knapperne i hans skjorte- men fortog sig absolut intet.mon det overhovedet var en god ide , sådan at begynde at kysse? Hun var udmærket klar over hvem der kom til at betale den regning, når først gildet var overstået.
"Jeg ved ikke helt...hvad du vil med det kys..og du behøver ikke svare, for jeg tror ikke selv du ved det" lød det meget stille, " Men ...uanset hvad så kræver jeg et bad sammen med dig...det så jeg meget tydeligt for mig" forsøgte hun at fjolle sig ud af en lidt akavet stemning, så hun greb fat i Eric, og ville forsøge tilte ham ned i det lune vand.
Han skulle ikke tro han ville slippe så let, for at lege med hende.