What are you doing here thought I was alone (Razor)

Tid: 22:30
Sted: Firewood Park.
Omgivelser: Ingen end hende selv, eller det er i hvert fald det hun tror.
Vejr: fint, men en anelse kølligt.

Påklædning: en sort kjole som minder om den hun har på i profil billed

Panthea havde bevæget sig fra by til by uden rigtigt at havde skænket tanken at flytte fra Doomville, men der var sket ting som gjorde at hun ikke kunne forlade Doomville desuden  var det hendes hjem, men der var også kommet andre planer ind i billedet som gjorde at hun heller ikke kunne forlade den by hun boede i. Hun studerede kort omgivelserne i denne lille by, hun havde trængt til lidt luft så hun kunne blive fri for de massende mænd på kroen som åbenbart så noget godt i hende og ikke havde lagt mærke til de lettere røde øjne. Clara og hende var på gemmenrejse, men for Panthea var det ikke blevet til meget blod. Det vigtigt at Clara fik blod. Panthea kunne godt klare sig med mindre da hun var en ældre vampyr. Det havde ikke faldt hende ind at jage her i byen, den virkede for lille og hun følte at folk kendte hinanden i den. Vinden fik svagt træerne til at lave en vislede lyd og et svagt grin undslap hendes læber. Hun kunne ikke helt sætte sig ind i hvad der skræmte dem ved træerne. De var jo harmløse selv om natten. Hun følte sig bedre tilpas og rejste sig. Hun havde valgt blive end til dagen efter. Hun havde aldrig rigtig troet at hun ville se verden udenfor Doomville, men her var hun. Panthea var et vanedyr og brød sig ikke om for mange ændringer i hendes liv. Det havde været nok med en ny vampyr i sit liv. Hun savnede lidt de få venner hun havde, hun havde ikke snakket med dem længe og hun havde hørt at den ene af dem snart flyttede til Dragons Peak. Det var ikke fordi hun havde mange og de få hun havde var ved at rejse væk. Hun sukkede svagt og forsatte ned af en sti. Det hele ånede fred for nu, men noget forstyrrede hende alligevel og inden hun fik set sig om mærkede hun en hånd køre op af hendes spinkle krop.
En af de fulde mænd var fulgt efter hende, desuden havde han sneget sig ind på hende fordi hun ladet sine parader falde. Hun blottede svagt sine tænder ” jeg er ikke en du gider at lege med” sagde hun sammenbidt. Det kunne have sine fordele at være vampyr og spinkel, men det havde så sandelig også sine ulemper. Manden så ikke ud til at ville stoppe, hvilket irreterede hende endnu mere. Hun greb hans hals løftede ham op i luften. Hendes røde øjne blev til en gråhvid farve, der var kun  farven i hendes øjne.

Mandens øjne ændrede lidt efter farve til den samme farve som hendes, han gispede svagt da han så hans størrste frygt blive levende gjort for øjnene af ham. Hun skruede den så højt op at det tog på hendes kræfter og lidt efter måtte hun slippe ham, men endelig havde han fatte det og han løb så hurtigt væk fra hende selvom han flere gange måtte bide i græsset fordi han var for fuld. Panthea kunne godt være lidt en tikkende bombe, men hun havde advaret ham. Heldig for ham at han havde sit liv i behold. Hun kunne godt være noget koldblodig og ligeglad med andres liv især vis de gik hende på, spurgte for meget ind til hendes fortid eller vis man irreterede hende og gjorde hende vred. Sometider kunne manglen på blod også gøre noget ved hende, men så meget blod manglede hun ikke og tørsten var lige arkurat til at holde ud. Hun havde prøvet værre.
Hendes brug evnen havde gjort hende vejrtrækning dybere og hun måtte til sidst sætte sig ned på jorden i hendes fine kjole. Hun hadede at være svag hun følte sig en smule svag lige nu, heldigvis for hende var der ingen lige nærheden, eller det troede hun i hvert fald ikke der var.

" That!... was brilliant! Can you do it agian? like.. with everyone!? " udbrød den unge blonde knægt med et stort grin, da synet for ham af en kvinde der røg ned at sidde - kort efter at hun tilsyneladende lige havde givet en mand en oplevelse han sent ville glemme. Og ikke den form for oplevelse man skulle tro en så smuk kvinde ville give mænd. Manden var flygtet med hvad der i Razors verden havde været det sjoveste udtryk nogensinde, smurt over sit ansigt. Det var ting som dette han ledte efter på sine vandre ture omkring i den verden han endelig havde muligheden for at opleve. Sjovt var det når man selv fik æren af at gøre dagligdagen sur for en eller anden, men at se andre gøre det gav lige et ekstra kick - Razor var overbevidst om at det var sådanne folk han ville kunne have en masse sjov med.

Han havde lige netop nået at kunne følge med i episoden der var foregået her i parken - eller hvert fald hvad han troede der havde foregået. Havde det gået en anden retning havde Razor helt sikkert meldt sig frivilligt til underholdning og udryddelse af den yderst malplacerede herre der ingen fornemmelse havde haft over situationen - men heldigvis for Razor var intet han skulle byde ind med før kvinden selv havde sørget for alt det sjove. Hvad han egentlig lavede her i parken havde han ingen idé om - han havde som sædvanligt bare bevæget sig rundt omkring i området. Hans område blev efterhånden større og større og den seneste tid havde han fundet sig meget længere væk fra hvor han egentlig burde opholde sig end han ellers havde. Men det begrænsede mulighederne for at blive opdaget i at være stukket af hjemme fra med det samme, så egentlig var det vel lidt en hemmelig teknik i at kunne være ude længere. Der skete ikke mange sjove ting derhjemme så han ville hellere være ude.

" Oh my... Did you see his face? Dah, ofcause you did.. BUT! that was hilarius! He might have pooped his pants if you kept on going, that would have been one heck of a fearful dump! What did you to him? I have to know? your eyes where all gloomy and cool ! " sagde han med et grin og et begejstret, måske et lidt for begejstret udtryk, nærmere skræmmende fascineret og sygt udtryk i sine lilla øjne - hans grin ændrede sig til et smil, som blev hængende og ikke forsvandt foreløbig - hans fingre smuttede op og pillede kort ved det gamle læder halsbånd han havde om halsen, vane. Alt imens han på sine bare fødder, trådte tættere mod kvinden. Han ville finde ud af hvad hun var for en spændende en, tydeligvis ikke et tilfældigt ynkeligt menneske offer på en mørk aften.

Panthea kiggede forskrækket op idet en dreng brød tavsheden, hun havde troet hun var alene, men mærkelig  nok stod hun nu med en dreng som slog hende som værende ung og uvidende omkring ting og burde være bange for hende hvilket han ikke var. Hun stoppede med trække vejret mindere tungt og mere normalt, hun forstod ikke hvorfor han ikke var bange for hende, men det var der normalt måske heller ingen der var for hvem skulle være bange for en spinkel og lille kvinde, Panthea var ikke særlig høj. Hun brød sig tydeligvis ikke om at han stillede så mange spørgsmål. Hun trak vejret dybt en enkelt gang for at få færten, den overraskede hende, den var en blandning imellem to racer, den ene kendte hun alt for godt til og den anden havde hun aldrig rigtigt mødt. Måske et par gange, men så heller ikke mere. Hun betragtede ham der var noget som ramte hende en smule ved hans væremåde, men alligevel så stolede hun ikke på ham ”hvad med du fortæller mig dit navn først” sagde hun og hendes stemme var ulæslig og man kunne ikke læse hvad hun mente om situationen udfra hendes stemme, men hendes blik var en smule fjernt og koldt. Han forvirrede hende en smule, hvorfor lød han som om fandt dette sjovt, hun hævede svagt det ene øjnbryn hun kunne ikke rigtigt finde du af om hun fandt ham mærkelig eller noget andet. Hun rejste sig. Panthea var langt fra et svagt mennske og hun ville ikke mindes om det, det havde hun været for lang tid siden. Nu var hun noget andet og langt mere farligt.
Panthea lod sine finger glide henover den sorte kjole, hun foldede svagt sin hænder sammen da hun var færdig, hendes lettere røde øjne skinnede svagt i mørket ” jeg kan meget mere end det du så” sagde hun og hendes stemme blev en smule koldere end det  var meningen. Panthea var ikke vant til folk spurgte ind til hende, hun ville meget heller have samtalen over på noget andet, men hun var ikke sikker på drengen ville slippe emmet. Da han spurgte om hun kunne gøre det ved andre trak hun kort på skulderene uden så meget som sige noget, for hun vidste ikke helt hvordan hun skulle kunne forklare det. Hun havde haft den evne så længe hun huskede og det var rart kunne bruge den for man fik det som regel som man ville. Alle havde en frygt og når først hun vidste det kunne hun bruge det imod dem eller lade være og bare få personen til at tro det skete. Det var gået op for hende at hun var blevet meget stille, men det var kun fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere over drengens ligefremhed og uden tøven havde han nærmet sig. Hun sank svagt en klump

Panthea vendte sig om så hun stod med ryggen til, måske hun alligevel skulle lokke denne blandning til give noget af hans blod til hende, hun var lettere sulten, men som sagt var det ikke jordens undergang, hun kunne klare sig. Vis hun kunne lokke ham til det sagde hun ikke nej. Hun stod stille inden hun vendte sig om, da hun havde gjort det var han kommet endnu tættere på og hun følte  sig nødsaget til  tage et par skridt tilbage. Hun ville ikke være uhøflig, men så tæt skulle han ikke komme for hun følte at hun ikke helt kunne stole på denne dreng. Hun smilede svagt, men lagde man mærke til det så nåede det ikke helt hendes øjne. hun begyndte gå stille så drengen kunne følge med "kom med så skal jeg vise dig hvad jeg duer til" sagde hun og ventede som sådan ikke på ham, men han skulle kunne følge med.

Razor stoppede ikke sin gang mod kvinden et øjeblik. Hun skræmte ham ikke, tværtimod fandt han hende yderst interessant. Hvad hun netop havde udsat en mand for havde vækket hans interesse på et niveau der slet ikke var til at geare ned igen før han var helt igennem sikker på hvad kvinden var i stand til. At kunne få så meget frygt frem i en krop var jo en gave. Noget Razor tit drømte om at være i stand til, det var psykisk smerte, en smerte der gjorde mere ondt end noget fysisk man kunne gøre mod folk. Razor kunne sandt nok skade folk fysisk og gøre livet surt for dem på den måde, se deres lidende og bedende blikket, høre dem bede om nåde - men det var intet sammenlignet med det her.

" Hn? my name? uuuh.. if you can promise me not to tell anyone  Wouldn't want anyone to find me.. I'm kinda on the run. " sagde han så med et kort lille fnis. Ikke at han navn på nogen måde var hemmeligt, men hemmelighedsfuldt kunne man jo altid gøre det. " My name is Razor, but ya know.. a name is just a name. It has nothing to do with who I am, and you'll never know - at least not until I know what you can do.. But, when we're at it, your name would be nice too. " sagde han så og holdt sit blikket rettet mod kvindens ansigt. Hendes øjne fangede også hans opmærksomhed, øjne der helt sikkert ville passe perfekt ind i en samling, smukke og røde. Ikke en farve man tit og ofte så. Han trådte igen bare nærmere kvinden med et kort lille grin. " You're making me exited! show me, I wanna see your amazing abilities - can you fly? or just make people suffer? - flying would be cool, but suffering, even more.. mmh " sagde han så bare med et lille grin. Selv efter grinet forsvandt havde han stadig et smil over læberne.

Der gik ikke mange sekunder efter at kvinden havde startet sin gang væk, før Razor fulgte efter. " That's an offer I can turn down. I mean? who would, you must be some kind of alien, no offense.. or maybe - what would I know. are you? or where do those delicious red eyes come from? making me drool " sagde han så bare og trådte tættere hen ved siden af kvinden mens de gik afsted. Razor var spændt på havde kvinden havde at vise, men det var ikke det eneste der interesserede ham og det var ikke den eneste grund til han blev hængende, der var mange andre ting ved kvinden her som fangede ham og som han gerne ville finde ud af mere omkring. Om ikke andet kunne han finde på at nuppe hendes øjne - om hun ville det eller ej.

Panthea vidste ikke helt om hun brød sig om hans fascination af hende, men hun kunne ikke benægte ham at synes godt om hende, hun smilede svagt inden hun lagde hovedet en anelse på skrå. De skulle finde en de kunne bruge som offer, hun havde ikke renget med skulle undervise en fremmed, men han virkede virkelig ikke til at vide noget om hendes race i hvertfald. Hun kunne vel godt undervise ham i vampyrene hun var jo i trænning. ” hvad ved du egentlig om denne verden og dens racer?” spurgte hun og hævede spørgende det ene øjnbryn, han virkede så uvidende og på en måde virkede det på hende, men hun var sikker på at det bare var en facade han bygge op for at lokke hende i en fælde det var noget der fortalte hende at hun skulle passe på med denne dreng, men hun var stærk og skulle nok sætte ham på plads. Vis det blev nødvendig, eller hun havde stor tiltro til sin styrke. Hun  smilede kort ” Razor” gentog hun smagte på hans navn. Det var ikke et navn hun var stødt på før, men det passede sikkert godt på drengen. Hun smilede kort dog en smule hemlighedsfuldt ” mit navn er ikke så vigtig” sagde hun og forsatte et stykke inden hun stoppede, da han om spurgte noget igen og denne gang var det omkring hendes øjne, hvor de kom fra og så hun kom i tanke om at de sikkert havde skiftet farve fordi hun var sulten. Hun trak sine bryn en smule sammen da han sagde det sidst omkring hendes øjne. Det var så mærkeligt for hende at han virkelig gerne ville vide ting om hende, men hun kunne vel godt fortælle især vis han ville vide om hendes slags. Hun havde stoppet og kunne ikke lade være med at grine af ham. Hun kom altså fra denne planet og ja grunden til hendes øjne var røde, var fordi hun var sulten ” vi må heller finde et offer, med mindre du vil prøve hvad jeg er istand ” sagde hun. Hun lyttede til det sidste han sagde og hun stoppede ” jeg må desværre skuffe dig jeg kan ikke flyve og jeg er i hvert fald ikke noget rumvæsnen ” sagde hun, stadig væk halvgrinede, nej Panthea var meget mere i hendes egen verden.

Hun tænkte lidt og smilede så ” men jeg har en enorm styrke og så kan jeg løbe rigtig stærkt” sagde hun og nikkede ganske kort inden hun begyndte at tænke igen, Panthea tog til sidst hans hånd i et forsigtigt greb, så han kunne mærke hvor kolde hendes hænder var ” faktisk så er jeg død, men alligevel levende for jeg er en Vampyr” sagde hun og slap hans hånd.  Hun var fanget i krop af 18 årig for evigt. Hun dog meget gamml og havde set en del, men meget er det hun set var noget helst ville glemme.

" I don't know what I know.. I could say that I know alot of things, but I think that might be called lying, and I'm not really into that sort of thing.. I know what people have told me, or read to me from the news paper - nothing more than that.. I'm quite stupid, or that's people say. But ya know what - I don't really care, stupid people seems to have more fun  " sagde han så bare lidt med et grin, før han lod sit blik glide rundt på omgivelserne hvor de nu end bevægede sig hen. Det var måske ikke helt sandt hvad han sagde. Han var ikke dum men han vidste ikke mange ting om verden og racerne der bevægede sig rundt i den. Sikkert fordi det i sidste ende ikke interesserede ham nok til at han ville sætte sig ind i det. Han var ikke engang helt sikker på hvad han selv var. - Han havde nu heller ikke ligefrem gode odds omkring at vide ting, at have været spæret inde 90 procent af sit liv lærte man ikke meget af - så hans frihed på nuværende tidspunkt var en chance for at suge til sig af viden. " Oh! but.. I live with a ohm.. what did he call himself, shadow demon? I think and my sister is a ghost.. And I know that humans are pathetic and easy to break, just like glass.. clinck clinck " sagde han så, igen med et grin.
Han rynkede kort næsen da hun valgte at sige at hendes navn ikke var vigtigt, hun havde vel ret - Razors navn var heller ikke vigtigt, men pludselig kunne det være det blev vigtigt - men det kunne jo selvfølgelig være at hun valgte at fortælle sit navn senere - dog kunne han alligevel ikke helt lade det ligge. " I won't judge, I know that your name probably isn't as cool as mine, but ya know.. You could still tell me - but if your names is Manny, Elsa, Tammy or Barbara, then you shouldn't tell me " sagde han så bare med et skævt smil - og med sit sædvanlige kække blik i øjnene.

Razor gik selv lidt i stå da kvinden standsede - havde han sagt noget forkert? sikkert, han sagde tit en masse ting forkert. Han var meget ligefrem og det han sagde var i det fleste tilfælde lige præcis de tanker han havde i øjeblikket. " Whats wrong? are you dying? is that why you did that thing you did to the man earlier? Because you're angry at life? Oh.. or do you need a toilet? I can leave for second, but I will come back.. " - han gik i stå i sin sætning da kvinden selv sagde hvad det var de skulle og det fik et begejstret udtryk frem i ansigtet på Razor - så de skulle finde en offer? den var Razor fuldt ud med på, det var ikke noget han nogensinde ville sige nej til. Heller ikke selvom han ikke anede hvad offeret skulle blive udsat for eller hvad kvinden overhovedet kunne ud over at smøre sjove ansigter på folk. Han grinte bare kort lidt da hun sagde hun ikke kunne flyve, det gjorde nu heller ikke så meget - selvom det kunne være noget af en oplevelse at prøve at flyve. Razor kunne selv ting som var ud over det sædvanlige, men flyve kunne han heller ikke - det havde dog ikke holdt ham tilbage fra at prøve - hans evne gjorde ham heldigvis i stand til at han kunne redde sig selv en smule hvis flyvningen ikke gik som planlagt, hvilket den aldrig gjorde.

Han lod blikket følge med kvinden som hun trådte tættere på, tog hans hånd - hvilket et øjeblik undrede ham men han grinte så bare kort lidt. " Wauw.. Soooo cooold.. " sagde han lidt før han rettede blikket mod kvindens ansigt da hun sagde hvad hun var og noget af hvad hun kunne. " Vampire? sooo you're drinking blood? just like me.. or.. well, kinda.. thats amazing! do you have those pointy teeth? how does it feel to be dead? is it cold? just like your hands? Like, are you freezing? can you feel warmth? It's better than being a zombie, right?, they can't talk and walk sooo slowly " han bed sig kort i læben, dog stadig med et smil om læben og fjernede ikke sit blik fra hende på noget tidspunkt.

Panthea kunne ikke rigtigt forstå ham, vis han var ligeglad, hvorfor plage han hende med alle disse spørgsmål om alt ting. Hun smilede forsigtigt ” så er du gået glip af noget, hvordan ville du ellers se faresignalerne, foreksempel er det ikke alle vampyrer som vil havde fundet sig i at du sniger dig ind på dem sådan som du gjorde ved mig” sagde hun og holdte inde i en stund, fordi hun fik færten af noget som drillede hendes næse en smule, lugten af blod ramte hendes næse og snakken om hendes race og hende, havde gjort hende sulten. Hun kunne vel lige så godt undervise ham og prøve at lukke tanken om blod ude af sit hoved. Hun ville tidsnok få blod især vis drengen fik det som han ville have det. Hun sukkede svagt ” mange især ældre vampyrer bruger snilde til at lokke folk i en fælde, med min krop er det nemt at lokke især mænd, fordi jeg ser svag og spinkel ud. For hvem ville mistænke en lille spinkel kvinde i at være en trussel som kan ende med at tage livet af en” sagde hun og lod tungen glide henover sine læber, det var ret tydeligt at se at noget irriterede hende. Det var lidt som at udervise Clara hendes nye vampyr, en hun havde været nødsaget til forvandle. Hun vidste stadig ikke  om han var til at stole på og så længe hun ikke vidste det, ville han ikke få hendes navn, men det var en foranstaltning så han ikke kunne finde hende bagefter og da han blev ved med at spørge blottede hun svagt sine tænder for vise ham at han gik for vidt ” jeg sagde at mit navn ikke er vigtig, i hvert fald ikke endnu og vis du synes kan du kalde mig noget” sagde hun med en meget kold og truende stemme. Ville han blive ved  kunne de lige så godt stoppe.  For med blodet og sulten kunne det ende galt for dem begge. Hun lyttede for at finde ud af hvor langt de var fra mennsker, så vidt kunne høre var der ingen i parken, undtaget personen som blødte. Hun forsatte. Han havde måske set hendes tænder , det havde han sikkert ikke fordi de gik side ved side, men hun nikkede, hun havde sylespidse tænder som hun kunne trække ind og ud, men de ville altid være en smule mere spidse end menneskers.

Han virkede ikke ligeglad for efter han havde mærket hendes hånd væltede endnu flere spørgsmål omrking hendes race ” min krop er kold fordi jeg teknisk set er død sagde hun og greb igen hans hånd med et forsigtigt greb satte den op hvor hendes hjerte skulle havde slået med en rolig rytme, men der var ingen hjerteslag ” mit hjerte slår ikke, jeg kan ikke død ved ikke at trække vejret faktisk behøver jeg ikke at ånde og trække vejret, men når man engang har levet og været noget levende så glemmer man ikke at trække vejret” sagde hun og  var stoppet op fordi hun nu stod med en dreng vis hånd var oppe ved hendes bryst. Hun kom først i tanke om et stykke tid efter hvor hans hånd var, men det gernerede hende ikke og han havde selv spurgt. Hun flyttede lidt efter hans hånd og kunne ikke vente med at se hans reaktion over hvor hans hånd havde været.
Panthea smilede kort imens hun trak vejret lettere irriteret, men det var ikke fordi hun var irriteret på Razor. Måske hun var en lille smule, men det mere fordi hun fik så mange spørgsmål smidt i hovedet på engang. Panthea blev smule fornærmet da han spurgte om det var bedre at være vampyr  end zombie, men var det han samlignede hende med? Vampyrer var langt fra noget der lignede zombier, det troede hun i hvert fald. Hun sukkede svagt og tav. Hun gad hun i hvert fald ikke svare ham. Han måtte selv finde ud af det. Hun fnøs kort og fandt ret hurtigt ud af efter at de gik i retningen af blod.  Hun begyndte kort at fortryde at hun havde befundet sig i parken. Hans øjne brændte på hendes krop og det var tydeligt at hun for en stund ville skulle affinde sig i at han fulgte efter hende og alle hans spørgsmål, fordi hun selv havde inviteret ham.

" Yea but danger is what I seek.. it's the key to life, I like not knowing what I get them I talk to people - some are stupid, others kind - mostly they're boring. But sometimes they're actually quite entertaining.. Like this one time! I saw a girl standing on the top of a building. First I thought she was an angel trying to fly, but then she jumped and hit the ground - it made a funny sound, like her skalp turn into tiny bits of skalp.. But anyway, I think she died - she didn't move at all.. " Sagde han så bare lidt med et måske lidt for malplaceret humørfyldt udtryk. Sandt var det dog. Og sandt var det også at Razor ikke tog sig af fare, men at det mere eller mindre var hvad han søgte, mange andre ting kedede ham ofte og kedsomhed var hans værste fjende. Han havde ikke i sinde at komme igennem en dag uden den mindste smule aktion, om han så skulle skabe det selv. Desuden kunne han jo ikke vide at kvinden her var vampyr - det var jo kun fordi hun havde sagt det at han nu var klar over det. " But, If you wanted to.. wouldn't you already have drained my body? or does my blood smell weird? " han lagde hovedet på skrå med et lille spørgende smil om læben.

Razor kunne ikke helt lade være med at grine over kvindens reaktion på hans opførsel, ikke at reaktionen på den havde en betydning for om han ville ændre den - faktisk var han i tvivl om det overhovedet var noget der var muligt for ham at ændre på. " Really!? I can call you whatever I want? " spurgte han så med et smil om læben. Han lignede måske mest af alt et lille barn juleaften. Og med det samme gik han i tænke box for at finde ud af hvad han mon kunne finde på at kalde hende, det skulle være passende og perfekt.

Alt imens kvinden tog hans hånd og førte den op mod sit bryst - det var til at begynde med ikke et manglende hjerteslag der fik et skørt udtryk frem over Razors ansigt, men dét at hun havde placeret hans hånd hvor hun havde. Hans blik fjernede sig heller ikke fra sin hånd og kvindens bryst før han valgte at sige noget igen." Well.. That sucks.. do you miss it? a beating heart? I guess you're not the one I should go to for a warm hug, huh? " spurgte han så og rettede blikket op mod kvindens ansigt med et lille grin. " And now you feel embarist, but you can't really feel it because you don't have the blood running like everyone else? so you can't blush, even if you wanted to? right? " sagde han så med et drillende blik og igen med et lille grin før han tog sin hånd til sig.

Panthea lyttede stille til ham, men det undrede hende, hvorfor søge smerte når man burde holde sig fra den, hun havde prøvet mange ting og det værste var den gang for længe siden inden hun blev til det hun var i dag. Hun huskede stadig tydeligt hvordan det føltes da kniven skar igemmen hendes bløde hud flere steder på hendes krop, men det vel lidt ligesom at Panthea ikke ville fremstå svag og gjorde alt for ikke at blive det. Vreden havde i mange år været hendes følgesvend. Hadet til mennsker og alt det de var. De havde taget det eneste fra hende som betød noget, den eneste familie hun havde. Det ville sige de var ikke rigtig i familie med hinanden, men lige som hende kunne han ikke blive solgt og de lærte hurtigt at holde sammen, men det var gået op for hende for ikke så lang tid siden at for ikke at fremstå svag var det godt have folk omkring en man stolede på og at man ikke behøvede at hade alle som kom nær en, men fordi hun havde svært ved stole på nogen havde hun også svært ved at lukke folk ind. Der var alligevel nogen som formåede at komme ind under de mure hun havde sat op, men det var kun få og dem hun regnede med at hun kunne stole på.
Pantthea smilede svagt og halvt drillende ” det kan nås endnu, hvem siger jeg ikke bare prøver at lokke dig i en falsk tryghed, så når du mindst venter det så slår jeg til. For dit blod lugter fantatisk i min næse” sagde hun og det var normalt sådan hun jagede vis ikke hun kunne bruge sin krop til sin fordel. Hun fulgte færten af blod og da de var kommet tættere på kunne hun lugte at blodet var fra en såret engel. Panthea var sikker på at englen ikke var død. Hun stoppede op og lyttede til sine omgivelser for at finde ud af om der var folk i nærheden af engelen ” kan du lugte det?” spurgte hun og kiggede imod vejen hvor færten af englen var stærkest. Han havde selv nævnt at han også spiste blod. Hun havde haft færten længe og drengen havde ikke sagt noget om det, så enten var han ikke sulten eller også havde han været koncenteret om noget andet.
Panthea fik ikke færten af andre og smilede svagt. Det skulle ikke være deres offer, men når den blødte og sikkert døde alligevel, kunne hun vel lige så godt få et måltid ud af det. Da han spurgte om  han måtte kalde hende lige hvad han ville nikkede hun bare så kunne hun vel få fred for det. Da han blev stille fordi han tænkte omkring det navn han skulle give hende gik hun en smule fremad. Til hun stoppede, faktisk kunne de se englen hvorfra de stod. Hun hørte hvad han sagde om hendes manglende hjerteslag.

Panthea havde levet længe og havde vel vænnet sig til ikke at have et hjerteslag, men der var også mange andre ting som hun havde savnet ved ikke kunne få de ting fordi hun var en vampyr, hun kunne ikke få børn og selvom at det ikke gjorde hende noget mere, både fordi hun havde vænnet sig til det, men også fordi hun havde Clara hendes skabte vampyr, var det næsten som at have et barn. Nej hun savnede det ikke og det kunne også have sine fordele. Hun sukkede svagt vendte sig om imod ham ”når man har levet så længe som jeg har så vænner man sig til det, desuden havde jeg ikke et valg, jeg kunne enten død eller blive det jeg er idag” sagde hun og havde alligevel åbent en smule op, der var ikke mange der vidste hvorfor hun var tvunget til at blive forvandlet. Hun forsatte igen sin gang fremad og fandt til sidst englen. Pigen som var hårdt såret kiggede skræmt op på dem. Det tydeligt at der havde været kamp imellem englen og en anden, men vedkommende som havde påført englen så magen skade var ikke til se, høre eller lugte. Panthea smilede svagt og gik imod englen, for en stund havde hun glemt at hun var sammen med en og var kun drevet af lysten til englens søde blod. Hun samlede pigen op og hun klynkede svagt, fordi hun havde ondt. Englen skulle død om alle omstændigheder så hun kunne vel lige så godt tage blodet, det ville være en skam vis blodet gik til spilde.
Hun blev revet en smule tilbage da han sagde det sidste, nej hun kunne ikke rødme blodet løb ikke i hendes åre mere, der var ikke noget til pumpe det rundt, desuden blev hun næsten aldrig flov. Det var en svaghed som hun ikke brød sig om overhovedet. Hun vendte sig med pigen i hånden, Panthea havde løftet pigen op. Så let som ingen ting Hun havde kigget på englens sår imens hun havde samlet hende op, det virkede som om pigen havde fået fjernet sine vinger, men ikke bare det. De havde også banket hende gul og blå. Panthea var sikker på hun ikke ville overleve ” nej det kan jeg ikke, desuden påvirker kulde og varme mig heller ikke på samme måde ” sagde hun og smilede svagt ” har du noget imod jeg tager mig en snack, hun skal død alligevel og det er en skam vis dette lækkere blod skal gå til spilde syntes du ikke?” spurgte hun og havde engntlig ikke tænkt sig spørge ham om lov, men hun gjorde det alligevel.

" Really? " Han hævede kort et bryn med et skævt smil om læben. Om Razors blod var velduftende vidste han ingenting om, han havde ikke lige gået og overvejet sin egen duft g havde heller ikke planer om at gøre det, man skulle jo nødig blive fristet til at spise sig selv. " You can drink my blood.. I don't care, as long as you take it all.. ya know, I don't really need it all, I think? - What do you think? I can share, once in a while, right? - I probably only need a little bit to stay alive - maybe a little more to stay on my feet.. But defenetly not all of it " sagde han så lidt og lod sit blik hvile mod kvindens ansigt, selvfølgelig med et lille grin. Om han mente det alvorligt var nok ikke det nemmeste at tyde i hans ansigt, men Razor vidste at han faktisk mente det. Hun var da velkommen til at få en bid hvis det skulle være. Som sagt så længe hun ikke drak det hele. Han ville gerne fortsætte med at leve.
" Huh? " han rynkede kort panden og lod tilte på skrå. Lidt som et mindre spørgsmålstegn over kvindens spørgsmål men rettede sig så op og forsøgte et øjeblik at fokusere på hvad det var hun mente. Og sandt nok, få øjeblikke efter nåede en duft hans næse og smilet om hans læber voksede. " Mmmmh... soo sweeet " mumlede han så bare kort og bed sig i læben, med blikket rettet i den retning duften kom fra. Det måtte vel svare nok på om han kunne lugte det. - Han var blevet slået lidt ud af kurs om at finde på et navn til kvinden, men det ville helt sikkert dukke op senere - lige nu var der andre mere spændende og lækre ting på menuen, hvis det var en pæn måde at sige det på.
" Poor thing, it's a dark world you landed in, not a place for someone so fragile.. you should've stayed home. You're making my mouth watering, mhh.. what a shame.. " mumlede han bare stille for sig selv med blikket rettet mod englen der lå på jorden, han stod nok mest i sin egen verden et øjeblik. Men da kvinden fortsatte mod englen, vågnede han lidt op og flugte hurtigt efter med et smil om læben.

" So.. tell my, nameless vampire lady - Are you a cold hearted beauty? or is that just on the outside? I can't really tell.. you seem a bit of both? Describe what you are feeling, right at this moment.. " han lagde hovedet på skrå. Det var egentlig ikke fordi han interesserede sig for det, men hvis hun i sandhed var en koldhjertet en, så kunne hun godt være på listen over folk som Razor ikke ligefrem havde lyst til at plukke øjnene ud på, selvom hendes øjne nu også var yderst smukke. Desuden, om vampyren havde haft et valg om at blive det eller ej var ham lige meget, han havde nu mødt en vampyr og det fascinerede ham, så selvom han ikke gav udtryk for det - satte han pris på at hun ikke var død men død-levende. Det var da alligevel lidt sejt at kunne sige at man i virkeligheden ikke var død, eller at man døde og overlevede. Hmm. Han betragtede hende som hun samlede den ynkelige engel fra jorden. Razor kunne ikke lade være med at nyde synet. Han havde intet til overs for simple ofre som denne engel, kunne man ikke klare sig måtte man jo hellere bare holde sig væk. Eller lære at klare sig, her var et eksempel på en som ikke kunne klare sig selv, svagelig og døden nær. " Mmh, feel free to have a snack, drink all you want.. I only want her eyes.. for now. " sagde han så lidt og lod tungen over sine tænder før han trådte tættere på. Intet andet havde en værdi for Razor, han var ikke voldsomt sulten på nuværende tidspunkt, selvom han tit spiste i kedsomhed så var det ikke tilfældet lige nu. Dog kunne han sagtens blive fristet, duften af englen pirrede hans smagsløg og den ville helt sikkert være en dessert at sætte tænderne i. Dog var det hendes øjne han var mest fascineret over, sådan var det altid - øjne interesserede ham - det var også grunden til hans samling. Et sæt øjne egnede sig fint, et skulle spises og det andet gemmes. " I wonder.. what stupid things this little god fairy did. I am truly proud, not everyone volunteer to pain, but look at that! " sagde han så bare lidt med et smil om læben.

Panthea smilede svagt og lod svagt en hånd glide ned over pigens kind, det gjorde hun altid, men det var ikke for at berolige hendes offer, nej Panthea gjorde det for at mærke varmen fra et levende væsen. Det var en af de få ting som hun altid havde gjort og ville forsætte med. Panthea havde selv set sig som værende en af de onde, men når først man var kommet under det ydre kunne hun til tider virke sårbar, men det var kun vis hun virkelig stolede på en. Der var sket nogle ting som gjorde at hun måske havde ændret sig en smule, men det var kun lige endtil at hun var bare en smule sulten eller blev irreteret på nogen. Hadet til mennesker var der stadig og hun ville aldrig mene at hun kunne være god selvom hun prøvede, der var så mange ting som spillede ind. Det at hendes skaber virkede ret barsk var også noget hun gerne ville, desuden var hendes skaber også leder af vampyerne og det ville se skidt ud vis hun havde en god vampyr i sin familie og som en af de skabte hun havde skabt. Hun så op til hendes skaber og ville aldrig kunne skuffe hende ved ikke at dræbe sine offer, fordi hun var blevet blødsøden. Hun lagde hovedet anelse på skrå da hun hørte pigen hulke. Hun smilede svagt ” en engel som har gjort noget slemt” sagde hun og pegede svagt på de to pletter af blod på hendes ryg.  Det indikerede at nogen havde fjernet hendes vinger og vis hun havde overlevet ville hun været blevet en falden. Panthea havde svært ved at koncentere sig og hendes øjne var så røde at de mindede om blod. Hun smilede svagt da han spurgte om hvad hun tænkte på lige nu. Hun havde ikke sagt meget om at han havde sagt at hun godt måtte drikke fra ham, som hun var nu var det nok bedst at lade det gå ud over englen. For Panthea kunne ikke garantere at hun ville kunne stoppe når først hun var startet, det var en garanti hun aldrig helt ville kunne give, med mindre hun lige havde spist. Hun smilede svagt og en smule ondskabsfuldt imod englen.
Hun kunne ikke vente med dræne englen og lade den glide ind glemslens intethed ” jeg kan ikke vente med at dræne hende for de sidste dråber af blod i hendes lille krop og derefter glæde mig ved at der er en mindre fugleunge” sagde hun og hendes stemme var kold og hård.

Det kunne godt være  at folk syntes det var barsk at dræbe for at leve, men det var vel ikke anderledes end når de sølle skvat af lyse racer spiste dyr, men det var vel fordi de var levende og så sig selv som værende højerestående end dyr var det, men dyr var også levende. Hun greb lidt hårdt omkring pigen og tvang hendes nakke til den ene side så hun bedre kunne drikke. Faktisk havde hun glemt ham og lige nu var der kun englen i hendes verden. Hun blottede sine tænder som blev længere. Hun kunne ikke vente mere, engle blod var nok et af de slags blod hun bedst kunne lide, lige på nær mennskers. Hun borede sine tænder ned i halsen på pigen, som spærrede de blå og skræmte øjne op, hun var holdt op med at græde, men selvom hun ikke havde så mange kræfter tilbage vred hun stadigt meget i kroppen som fik Panthea til holde hårde fast i pigen, men det varede ikke længe før hun blev stille og slap. Hun blev ved og lukkede til sidst sine øjne. Blodet som løb ned i hendes mund var forfriskende og det gjorde godt. Hun havde aldrig haft svært ved at drikke blod. Især ikke fordi det i hendes hoved gjorde hende stærk og mægtig. Hun slap pigen og lod hende falde. Normalt var der ingen anden end Clara som så hende spise, men drengen Razor. Hun kom i tanke om ham og vendte sig om imod ham stadig med sine øjne lukket, men idet hun åbende dem. Ramte hendes mørke næsten sorte øjne ham. Et svagt lidt lumsk smil ramte hendes læber, men det blev hurtigt erstattet med et bredre mere nydende smil. Hun lod svagt en hånd glide op for at få resterne væk. Først nu nærmede hun sig drengen, lysten til blod var der altid, men den kunne slukkes for en stund. Hun greb forsigtigt ud efter ham og ville stramme sit greb vis han prøvede på at komme væk, men han havde ikke før virket skræmt af hende så hvorfor skulle han nu. Hun smilede svagt og trak ham tættere på.
Hun ville dog ikke sige nej til hans tilbud, om at hun kunne få lov til at drikke af ham, faktisk kunne hun stoppe sig selv nu inden det var forsent, hun lod svagt og drillende en hånd kærtegne hans kind ”når du nu selv tilbyder dit blod så siger jeg da ikke nej” sagde hun og ville se om han rent faktisk ville lade hende gøre det, men sagde han nej og trak i land ville hun selvfølgelig ikke gøre det, men han virkede ikke som han ville sige nej. Øjene kunne han godt få, hun ville ikke stille spørgsmål omkring det og desuden skulle englen ikke bruge dem.

" Poor thing.. Ya know, the key is not get caught.. It seems, you were not that good at that game " sagde han så bare med et lille grin mens han blik hvilede mod de to personer foran ham. En tydeligvis sulten vampyr, selv en idiot ville kunne tyde blikket i hendes øjne. Det var fascinerende, eller det var hvert fald hvad Razor synes. Den anden person var en ynkelig engel. Det eneste gode ved engle var deres vidunderlige smag og duft. Razor havde aldrig rigtig haft så meget til overs for engle, de var alt for bløde og venlige, i mange tilfælde så godhjertet at det kunne samle en knude af kvalme og utilpashed i hans krop. Razor skar et ansigt ved tanken, det var ikke tanker han som sådan havde lyst til at fylde sit hoved med - i stedet ville han meget hellere fokusere på hvad han så og kunne dufte, meget mere tilfredsstillende.

Han kunne godt fornemme at vampyren måske mere eller mindre havde tabt tråden om at han var til stede og at hun fokuserede mere på blodet der pumpede svageligt rundt i engels krop, ventende på at blive til vampyrens måltid. Det generede ikke Razor, han var stille et øjeblik og fulgte med i alle lyde, dufter og bevægelser der skete da vampyren satte tænderne i den sårede engel og begyndte at mæske sig i det varme blod. At han stod og stirrede på vampyren med englen i sin favn tog han sig ikke af, han havde aldrig set et syn som det han så på nuværende tidspunkt, og var bestemt ikke skuffet - nærmere imponeret over hvor præcist og rent blodet blev drukket, hun spildte jo nærmest ikke en dråbe. Der gik dog ikke længe før Razors tanker strejfede længere og længere mod lysten til at bryde ind og snuppe englens øjne med det samme. Det var en trang han havde ved hver person han mødte på sin vej, for mange ville sådan en tankegang virke bizar, men for Razor var det dagligdag. En hobby kunne man sikkert også kalde det. Man ville jo heller ikke kunne forbyde en kunstner ikke at lægge mærke til kunst omkring ham eller musiker om ikke at lytte til musik.

" You feel the last bit of breath leaving their body. You’re looking into their eyes. A person in that situation is powerful!.. " sagde han stille, alt imens hans smil blomstrede sig større ved synet af kvindens øjne der havde skiftet farve. Utroligt. Det satte nye mål i hans hoved, han måtte have fat i et sæt vampyr øjne, ingen tvivl om det. Han fulgte hendes bevægelser med blikket men reagere ikke yderligere på hvad hun gjorde. Normalt ville folk sikkert have blevet skræmt af det blik han fik, det smil hun havde om læben. Men der var intet normalt over Razor og han blev stående - så skulle det da lige være for hans hjerterytme der kun blev mere og mere intens af begejstring og ikke af frygt. Frygt var ikke en følelse han kendte til. " You sure are an amazing woman.. " sagde han så bare med et lille grin i det hun greb fat i ham - han trådte tættere på da hun trak ham mod sig. Ikke et øjeblik forsvandt smilet fra hans læber og han måtte nok indrømme at han synes det var blevet til en noget mere interessant aften end han først have haft intentioner om. " My offer still stands.. but you can't have it all.. I have no intetion of dying tonight " sagde han så bare og holdt sit blikket rettet mod kvindens øjne - der stadig fascinerede ham til et stadie der faktisk gjorde det svært for ham at være til stede og fokusere på andet end dem. Han havde intet imod hvis hun ville have en smag af hans blod, tværtimod - det var da en oplevelse i sig selv at få drukket blod af en vampyr? eller var det kun ham med sådan en tankegang.. Han kunne ikke forestille sig andet end at det måtte være det hele værd.

Panthea trak ham så tæt ind til sig hun kunne og blottede igen tænderne de var stadig lange og sylespidse så de ville glide igemmen huden nemmere. Hun var ikke specielt blid da hun borede sine tænder ned i hans hals. Hun ville ikke skuffe ham, men hun lyttede stadig til det han sagde, der var ikke noget som gjorde en mægtigere end når man så et liv forsvinde. Mange ville syntes det var et forkert syn at have og at man ikke fortjente at leve, men det var end til de selv havde prøvet det. Hun sukkede svagt og efter lille stykke tid lod hun sine tænder glide ud af hans hals og lod drilllende sin tunge glide henover hans sår. Det var først nu hun lagde mærke til hans halsbånd. Hun lod svagt sine finger glide henover det. Inden hun trak sig væk, ville det betyde at han var en slave? Panthea prøvede skjule sin forfærdet vejrtrækning. Hun havde selv været som ham vis altså han var en slave? Det med slaver gik hende på måske mere end hun turdte indrømme. Hun havde jo sin slavehandler at takke for at hun var blevet vampyr, havde han aldrig slæbt hende med ud den nat hvor hendes forvandling startede så var hun aldrig blevet en vampyr som kunne stå her og snakke med Razor. Hun fik styr på sig selv og skjulte atter at hun havde haft en reaktion på noget som ikke kom hende ved. Hun begyndte at gå velvidende at drengen måske kunne føle sig en smule svimmel, men vis han nu fik travlt med at følge hende, kunne det være at han glemte hendes forfærdet udbrud. Panthea ville ikke fremstå som noget der virkede svag  i drengens øjnene. Panthea forsatte med sine hastige skridt end til hun kom i tanke om Razor og sank farten. Panthea hadede sig selv hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun havde hurtigt lært at følelser var noget så belastende og noget man skulle skjule hvilket vampyrer også kunne, men så risikerede man ende som en tom skal.
Panthea havde kæmpet så hårdt igemmen sit liv og sommetider gjorde hun det stadig, men følelser var for hende gemt bag en mur, men selv den  mur kunne smuldre en smule og ud imellem sprækkerne kom de følelser, som hun helst ville gemme så langt væk, men de var aldrig længere væk end at de sommetider fandt vej til overfladen.

Panthea stoppede og huskede sig selv på hvor mægtig hun var, hendes jagt gik stadig ud på at finde et offer, men de kunne ikke gøre det så længe de befandt sig inde i parken, for folk holdte sig normalt fra den om natten, hvilket sikkert var ret godt for ellers ville de ende med at blive dræbt. Dette sted var nemlig et godt sted jage vis man ellers kunne finde noget at jage.  Da hun havde fået samlet sine følelser og lagt dem bag muren igen, kiggede hun tilbage efter Razor. Hun håbede sådan han ikke ville nævne det udbrud, men hun havde heller ikke sagt noget længe og hun blev en smule fjern i ansigtiget ”Jeg er ikke særlig fantatisk, men jeg har en masse erfaring ” sagde hun og igen blev hendes stemme en smule mere kold, end hun ville have den til. Panthea vidste ikke hvor langt drengen var sunket bagud eller om han var ved siden af hende, men hun havde heldigvis ikke løbet i sin unaturlige fart ”iøvrigt så er mit navn Panthea” sagde hun og havde endelig gjort op med sig selv at drengen ikke var  farlig som hun troede, han havde også delt noget af sit blod med hende så det mindste hun kunne gøre var at give ham hendes navn. Desuden var hun sikker på at han ikke kunne udgøre en særlig stor trussel imod hende, men man skulle aldrig sige aldrig. Havde han en kniv kunne det godt være at han havde en fordel, selvom de ikke kunne dræbe hende havde hun stadig en frygt for dem. Hun var mærkelig, men den var der og hun kunne ikke benægte den frygt, hun var vant til se alle andres dog ville hun sikkert ikke indrømme sin egen ”vi må ud af parken vis vi skal have en chance for finde nogen” sagde hun og rettede sit blik imod udgangen.

// undskyld ventetiden//

Der var absolut ingen frygt at finde på Razor, selvom han nogen gange forsøgte at finde en frygt frem var det aldrig rigtig lykkes ham. Det var en ukendt følelse som alle andre følelser han endnu ikke havde fået kendskab til - noget han vel egentlig gerne ville prøve, men så alligevel ikke. Når han så ud på alle andre virkede følelser til at være noget der tyngede dem mere end hvad godt var og det ønskede han jo sådan set ikke.
Han bed sig kort i læben da han mærkede kvindens tænder bore sig ned i halsen på ham - det gjorde ikke ondt, ikke på en måde der for ham var smertefuld, tværtimod spændende og interessant. Hans puls steg hvilket vel i sidste ende kun var en fordel for vampyren som sikkert ville få blodet lettere. Et øjeblik spændte han op i sin krop men en spænding der hurtigt faldt ned på et mere afslappet niveau. Smilet om hans læber falmede ikke et øjeblik, mens kvinden mæskede sig i hans blod. Han lukkede kort øjnene lidt med et lille suk da svimmelheden stille kom snigende, men han blev stående stabilt indtil hun var færdig med at drikke. Af en eller anden grund var det nærmest som et adrenalin rus der røg gennem hans krop.

Han åbnede øjnene og rettede blikket mod vampyren da hun slap hans hals - blikket hun gav hans halsbånd bemærkede han, men kommenterede til at begynde med ikke på det. I stedet spekulerede han lidt over hvad hendes reaktion gemte på - den var ikke som de fleste andre. Han trådte et lille skridt tilbage med et lille grin før han lod sine fingre snige sig op og mærke hvor hendes tænder havde været boret ned, før de så selv kort efter fandt vejen hen over hans halsbånd. Det var minder fra hans gamle hjem - selvom han havde fået en ny herre så havde dette halsbånd intet med ham at gøre, nej det her var det han havde fået i sit gamle hjem - det eneste sted der faktisk havde været som en hjem for ham. Han havde altid levet som slave - det var først da alt blev vendt på hovedet for nogle måneder siden at han for første gang var på egen hånd - det var der dog hurtigt kommet en ende på da slavehandlerne fik fingrene i ham. Efter at han en smule brutalt havde slagtet sin 'familie' - noget han stadig mener var et uheld. " You can ask if you wan't " sagde han så bare med et lille smil om læben da det virkede som om at hun var forsvundet ind i sine egne tanker et øjeblik - og alt sammen efter at have fået øje på et dumt halsbånd. Der gik dog ikke længe før Razor begyndte at følge efter kvinden da hun begyndte at gå - et øjeblik en smule ud af balance men han fandt den kort efter da han blev opmærksom på det.

Han indhentede hende ikke med det samme, først da hun stoppede op og talte til ham igen nåede han helt hen til hende og et kort lille grin forlod hans læber. " Nah, you can't deny how amazing it was. I mean, killing someone without hesitation. That's a gift. You don't have to hold it back, we share that gift. " sagde han så lidt. Det passede, Razor nød selv at slå ihjel - følelsen af at kunne tage et liv - det var en rus der kunne overgå alting. Det var først nu det gik op for ham at han slet ikke nåede at få fat i englens øjne. Han skævede kort tilbage men rynkede så kort næsen lidt. Gad han virkelig gå tilbage og måske misse chancen for at se hvad denne kvinde ville udføre senere hen når der engang dukkede et offer op? nej - han fulgte med hende, hvilket han var glad for han gjorde da hun afslørede sit navn få sekunder efter. " Panthea.. That suits you " sagde han så med et lille grin. Det måtte være første gang nogensinde at han ikke havde gjort grin med navnet på den person han var stødt på. " I can hear a heart beat.. " mumlede han så bare stille med et lusket smil om læben. Lyden af et hjerteslag var indenfor rækkevidde, helt præcist hvor det kom fra vidste han ikke, men lyden var der. Han havde selv enormt stærke sanser og var altid ekstra opmærksom på lyde han fandt fascinerende. Svimmelheden lå stadig i overfladen men den faldt langsomt til noget mildere for hvert øjeblik.

Panthea hørte tydeligt at han sagde hun kunne spørge om hans halsbånd, men det havde hun virkelig ikke lyst til, for det kom ikke hende ved og hun ville ikke vise ham hvor meget det gik hende på, men han virkede heller ikke til at presse på, hun trak vejret ganske kort inden hun vendte sit blik imod ham det kom ikke hende ved og det ville bare få nogle følelser til vælde frem i hende som hun ikke havde lyst til at dele med ham. for så var det lige så sikkert som et amen i kirken at han ville se hende som svag. Normalt lagde hun ikke så meget i det, men drengen havde gjort det klart at sådane nogle følelser som hun havde når hun så slaver ikke var noget han brød sig om og det var en svaghed i hans øjne. Desuden havde han heller virket interseret i at høre hendes historie, hvilket var fint med hende for hun ville heller dele den med ham. Dog vis Panthea spurgte ham ville han sikkert vide hvorfor hun havde reageret som hun havde på hans halsbånd. Panthea fnøs kort ” jeg har ikke lyst til at spørge” sagde hun bare og fnøs igen, for at skjule at det måske var en løgn, men nåede ikke sige mere før han afbrød hende. Hendes navn var pænt, det vidste hun ikke helt om det var, men det var det navn som hendes ukendte familie havde givet hende, inden de havde sendt hende på børnehjem. Hun  havde efter hun endte på børnehjemmet også fået navnet Sera fordi dem på børnehjemmet åbenbart ikke kunne sige hendes rigtige navn, men Sera var ikke et navn hun brugte med mindre hun ikke ville have folk til ikke at finde hende efter hun snakket med dem.
Panthea skulle lige til sige noget da han nævnte en hjertelyd, Panthea trak vejret kort og et smil ramte hendes læber ” et lille lam er faret vild” sagde hun og fulgte færten af et mennske som åbenbart havde forvildet sig ind i parken, det var ikke kommet til skade for så ville hun havde kunnet luget blod i luften.

Hun var bevæget sig tættere imod et træ som ikke var så langt fra der hvor de stod og, man kunne svagt ane i de mørke øjne  var lysten til at lege, manden havde sikkert betragtet dem længe og Panthea løftede ham svagt op i kaven på manden og kastede ham ikke særlig blidt hen imod Razor ”se det var dig der fandt ham så synes du skal have æren af at bestemme hvad vi skal gøre ved vores lille lam” sagde hun grinede svagt og koldt. Manden vendte forfærdet og bedende blikket op imod Razor, han havde bestemt ikke lyst til at skulle være midtpunkten for deres leg hvad end den så var. Han vidste at dømme ud fra Patheas styrke at hun var unaturlig, men hvilket race turdte han ikke at gætte på.

Razor kunne næsten ikke lade være med at grine af hendes reaktion. Det var jo ikke fordi det gjorde ondt på nogen hvis hun spurgte, slet ikke. Dog var der heller ikke særlig meget spændende information bag halsbåndet, hvert fald ikke som der kunne have været. Ikke nogen spændende tur på slavemarkedet med en masse høje bud. Nej, man kunne vel næsten sige at han var født at være slave, han havde hvert fald været det så længe han kunne huske. Også selvom den familie han havde været slave hos, nok ikke havde behandlet ham som mange andre ville behandle deres slaver - han havde nok mere været et kæledyr som kunne bruges til praktiske ting også. Et forsøg på opdragelse som dog ikke længere kunne ses eftersom den eneste som i virkeligheden havde haft styr over Razor var hans gamle herre, men han var død - myrdet. Noget Razor selv var skyld i.

" Okaaay then.. You just looked like someone with questions to ask " sagde han så bare lidt med et lille grin. Det gjorde ham ikke noget hvis hun ikke ville spørge, men hendes udtryk havde altså lagt op til en masse, eller også havde det bare vist en overraskelse som måske også var kommet bag på hende selv. Razor kunne ikke helt finde ud af det, så han valgte at skubbe til det side.

Razors blik hvilede mod kvinden som hun også selv fik færten af personen bag det hjerteslag Razor havde hørt. En dejlig lyd. Han fulgte med hende og kort efter dukkede der sandt nok en op, en som vidst tilsyneladende var klar over at de to var her og havde fulgt efter dem. Razor havde et lille smil om læberne mens han betragtede hvordan Panthea greb fat i manden og kastede ham for fødderne af Razor. Mandens puls steg for hvert øjeblik og det var tydeligt at han ikke havde regnet med at blive opdaget og især ikke taget på færsk gerning på den måde. " Really? you sure? " spurgte han så, kort med store øjne rettet mod Panthea. Der var da ikke noget han hellere ville end at have det lidt sjovt med en stakkel, en ynkelig stakkel. " What a pathetic excuse for a man.. " sagde han så bare kort lidt med et smil om læberne før han bukkede sig ned over manden med blikket rettet mod hans øjne, som han så fint havde stående åben i en grad der lignede de kunne springe ud når som helst, angsten var tydelig for en hver. " Despite my ghoulish reputation, I really have the heart of a small boy. I keep it in a jar on my desk. Maybe your blindness will give the heart a sight of life " sagde han så bare med et lille grin før han uden den mindste tøven rev et øje ud på manden som skreg i smerte og forsøgte at kæmpe sig væk, men Razor holdt ham nede med den ene fod hårdt mod mandens skulder som under trykket sikkert ville kunne brække hvert øjeblik det skulle være. Razor så ikke ud af meget, men han var stærkere end man troede. " Shhhh... " mumlede han så bare i larmen fra den jamrende mand.

Panthea ville ikke spørge og han fik hende heller ikke til det og det var som jo mere han prøvede jo mere satte hun sig imod, Panthea betragtede ham imens han rev det ene øje ud på  manden. Panthea anede ikke hvorfor han ville have dem, men det gjorde hende nu ikke noget, man havde hver sine små særheder. Hun ville nok bare ikke fortælle nogen om hendes. Hun bed sig svagt i læben med skævt smil ” jeg skal bruge det ene øje, vis du vil  se sin min evne i aktion” sagde hun og gik med få skridt hen til manden. Panthea havde lige spist og var fuld af energi, hvilket gjorde det værst for manden, det betød at hun kunne give flere billeder og gøre dem mere levende som det faktisk skete i virkeligheden selvom om det ikke gjorde. Derudover kunne hun se hans frygt. Panthea sukkede irrerteret over hans råben, det var ikke som om nogen kunne høre ham alligevel for folk holdte sig jo her fra om natten. Dog undrede det hende, det var som om han havde holdt øje med dem fra afstand og fortrød nu hvor han var blevet opdaget.
Hvad var det med laverestående væsner og deres ligegyldighed, lige end til de fortrød noget eller deres liv stod på spil. Panthea fnøs kort, men kom i tanke om noget en ven havde nævnt for hende og når man tænkte over det så var det nok rigtigt nok, racer med kortere livsspænd opførte sig en smule som børn. Nogen mere end andre. Hun skubbede forsigtigt til Razors fod samlede ham op. Et smil som mest mindede om en trækning ramte hendes læber. Manden lignede lidt en der skulle død og han næsten mere bleg end hun var.

Panthea lagde hovedet på skrå ” hvad er det med jer svagere væsner, hvorfor råbe op når i selv sætter jer i fare?” spurgte hun imens hun flyttede sin hånd imod hans hals, hun klemte ikke til,men hendes greb var hårdt nok så han ville ikke smutte nogen steder hen, men inden hun gjorde noget måtte hun nok heller forklare sin evne. Hun rømmede sig, men fjernede ikke sit blik fra manden ” jeg kalder min evne for Fear Vision, som evnens navn indikerer kan jeg se hans værste frygt, men ikke nok med det jeg kan også danne billeder i hans hoved du ved ilusioner. Jo flere indtryk jeg skal putte ind i ilusionen jo mere energi skal jeg bruge, men jeg kan vis jeg har energi nok gøre det så levende for ham at han tror det sker virkeligt, men det har jeg kun nok energi til vis jeg lige har spist” sagde hun og kærtegende svagt hans kind med den frie hånd inden hun tvang ham til at se hende i øjnene.
Manden som før havde været stille og ikke bevægede prøvede nu heftigt at komme ud af hendes greb, men det resulterede i at hun strammede en smule mere. Hun smilede svagt og nu brugte hun igen hendes evne, hendes øjne forvandlede sig til den grå hvide farve og lidt efter gjorde mandens øje det også.

Hun kom ind i et billed hvor lille famile sad og spiste aften mad, udenfor i vinduerne var der kun mørke, men det ændrede sig og lyn begyndte at flække himmlen. Hans hus blev ramt af et lyn og stod nu i flammer fordi et af lynene havde ramt deres hus. Panthea så til hvordan ham hans familie blev opslugt af flammerne og deres skrig sluttede til da der kun var sort og forkulede lig tilbage. Hun kom tilbage og hendes øjne blev normale, manden var blevet stille og reagerede ikke på sine omgivelser. Hun betragtede først nu Razor inden hun med dyb vejrtrækning slap ham og satte sig på jorden, det brugte meget energi og hun blev nød til at have een pause. Derfor brugte hun den kun  i nødstilfælle.

" Fiiine, I'll leave the other one for you. " sagde han så bare kort med et lille grin. Han ville hellere end gerne se hendes evne i aktion så hvis det krævede det sidste øje kunne han da nok godt undvære det lidt. Razor flyttede sig til side og fulgte med i hvad Panthea havde planer om at gøre. Han glædede sig som et lille barn til at se hvad det var hun kunne gøre ved ham, også selvom han sikkert ikke så hvad manden oplevede så kunne det umuligt være et træls syn. Han havde fået et snert af en smagsprøve af det tidligere på aftenen men det virkede som om at Panthea var mere energisk til at gøre det denne gang. Ikke at han havde set hvordan hun så ud før hun gjorde tilstedeværelsen ubehagelig for personen tidligere på aftenen, men hendes reaktion efterfølgende havde været et tydeligt tegn på at det var noget som drænede en for energi. Men nu havde hun jo lige spist? så mon ikke det var bedre nu. Razor kendte da hvert fald fra sig selv at det var meget nemmere at gøre fysisk anstrengene ting med maven fuld. - også bare i det hele taget være vågen hvis man ikke var løbet tør for brændstof. Hvilket jo var mad.

" So like.. showing him his worst fear, like it is happing right at this moment? Wich means.. He can feel pain and sorrow from it? or.. anger? like everything? Only by vision? Without any physical damage? that is bloody amazing " sagde han så lidt med et lille grin. Hans smil voksede en anelse og han lod blikket glide over Panthea før det rettede sig mod den ynkelige mand hun holdt omkring halsen. Han så allerede mere død end levende ud. Et underholdende syn.
Razor ville et øjeblik ønske han kunne se hvad de kunne se, men udtrykket i mandens ansigt sagde det hele, han var bange, nej.. ikke bare bange - han var angst på randen til et fuldstændig sammenbrud, blandet med smerte - hvilket kun fik et smil frem over Razors læber. Sådan at kunne pine folk på psyke frem for fysisk smerte gjorde altid helt andre ting ved folk som i sidste ende var værre end alle former for ar man kunne frembringe på en persons krop.

" What did you see! tell me, everything! " Sagde han hurtigt med blikket mod Panthea, da hun slap manden og rettede sin opmærksomhed et øjeblik mod Razor selv. Han kunne slet ikke helt lade være med at smile. Han ville vide det hele. " I still think you're amazing. And that says alot, I normally don't think so much of people " sagde han så bare med et kort lille grin før han kort rodede sig i håret med den ene hånd men rettede så blikket mod manden der var gået helt i stå i sin eksistens. " Maybe he should be your load of energi, he seems a bit of " mumlede han så bare kort lidt og lod hovedet tilte på skrå, selvfølgelig med et smil om læben.

Panthea var en smule fraværende. I et stykke tid var hendes vejrtrækning tung og hendes blik en smule tom, men det var ikke så slemt som før og inden hun kom til sig selv havde han stillet det første spørgsmål, hendes vejrtrækning blev igen normal og hendes blik hvilede på Razor. Hun tænkte lidt over det og begyndte at fortælle ham hvad hun set, med lynene, huset som brændte og de forkulede lig af hans familie ” i bund og grund var han bange for at se sin familie død” sagde hun og smilede svagt. Hun sad lidt betragede manden da han nævnte det med hendes evne nikkede hun, men det krævede energi og den måde hun fik energi var blod. Hun smilede svagt ” ja kan få dem til at se og føle, men jo mere jeg skal putte ind i ilusionerne jo mere energi skal jeg bruge” sagde hun og kunne ikke lade være blive en smule høj af hans ros, der var ikke mange som roste hende, men hun ville heller for at være ærlig at de frygtede hende, men lige meget hvad hun gjort for at få denne dreng til ikke kunne lide hende, var det som om at han kunne lide hende endnu mere. Hun forstod ikke rigtigt hans tilgang til tigene, men det kom vel heller ikke hende ved. Hun blottede svagt sin tænder og igen lyste hendes øjne med det lette rødlige skær. Hun fik lyst til spørge ham om han havde en evne, men hun var ikke vant til at være i den situation hvor hun faktisk kunne spørge nogen om noget og normalt så ville hun heller ikke spørge, for normalt ville hun være kold og fjern. Hun fugtede sine læber og et smil bredte sig på de blege læber. Hun betragtede ham med et blik som prøvede at gemmenskue noget ” har du en evne?” spurgte hun og hævede spørgende det ene øjenbryn.
Panthea skævede svagt ned til manden og samlede ham op i kraven han reagerede ikke fordi hans krop og hjerne troede han var død. Det eneste som vidste det ikke var dødt var hans hjerte som bankede meget hårdt. Hun vendte sit blik imod Razor ind hun igen lod sine hjørnetænder vokse og borede dem ned i halsen på manden, som stadig ikke reagerede. Hun drak og denne gang var hendes øjne åbene og i trakt med at hendes trøst blev slukket forsvandt det røde og gav plads til hendes mørke øjne.

Hun havde ikke drukket så meget at han  var død, men derefter smed hun ham over til Razor så han kunne tage mandens sidste øje vis han ville. Hun rejste sig og følte sig godt tilapas, men vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere over hans måde at være på, hun havde aldrig før mødt væsen som fandt så meget glæde ved smerten, men hun kunne vel ikke dømme. Hun trak vejret en smule tungt "jeg kan vidst lige så godt vænne mig til at du synes jeg er fantaktisk " sagde hun for nu var det vidst anden gang han havde nævnt det.

Razors blik hvilede mod Panthea mens hun fortalte, hans smil var fascineret til et stadie man kunne kalde manisk. Hvad denne kvinde var i stand til var helt utroligt. Han vidste at mange bar rundt på evner der kunne det utænkelige men ikke alle havde evner der kunne se ind i folks sind og lege med det, det var helt utroligt. " Fear is one thing, he sure made the wrong choice following us around. We can make that fear become real - or we could just spare him for the pain and kill him right now - you know, then he won't ever see his family die? " sagde han så bare lidt med et lille grin og lod blikket hvile på manden som ingen reaktion havde på noget som helst. Han kunne ligeså godt være død. Det måtte være en bivirkning på hendes evne, at det måske tog længere end forventet før folk røg ud af den skræmte koma og vendte tilbage til livet. Det gjorde det sikkert ikke bedre at han manglede et øje. Hmm.

" I do yes.. but.. Its not as cool as yours " sagde han så bare med en rysten på hovedet og et lille smil om læben. Han bed sig kort lidt i læben før han rettede blikket mod det øje han allerede havde snuppet fra manden. Han rettede så blikket tilbage mod Panthea " Ummhg.. I think I can paralyze people through their bloodstream. You know, just by biting them. " sagde han så bare med et lille grin, en evne han havde brugt en del - det virkede bedre på nogen end på andre, typisk var kvinder dem som blev liggende længst, eller små folk - det kom i princippet meget an på hvordan folk så ud. Men det var sjovt at drille folk på den måde.

Han betragtede hende lidt som hun tappede manden for blod, men hun slog ham ikke ihjel. Han pillede kort lidt ved sit halsbånd før han lod hovedet tilte lidt på skrå. " Yup, I don't think that will ever change. What if people don't have a fear in life? is it just blank? or something like that? I don't know if I have any fear.. Would you be able to show me if I had? " Spurgte han så lidt og rettede blikket mod Panthea. Det var faktisk en af de ting Razor undrede sig over, at han aldrig følte sig bange eller bekymret for noget som helst. Han havde dog ikke prøvet andet så han vidste ikke helt om det var normalt, men eftersom han efterhånden havde set en del væsner med en eller anden form for frygt var det begyndt at undre ham at han ikke selv havde et eller andet. Det kunne jo være Panthea kunne komme med en forklaring på det eller om det var normalt at nogen ikke frygtede noget som helst. " What should we do with him? " spurgte han så lidt idet han trådte hen til manden da Panthea smed ham hen til ham. Uden tøven snuppede Razor mandens andet øje. Han havde alligevel ikke brug for dem, og især ikke hvis de endte med at slå ham ihjel. Hvilket vidst ville være det mest humane at gøre, også selvom hverken Panthea eller Razor var specielt meget mennesker.

Panthea kiggede på ham og rømmende sig en smule hun havde stadig svært ved at finde ud af Razor , men befandt sig alligevel på et stadie hvor hun var ved at tø en smule op og det kunne tydeligt ses på hendes måde at være på, hun var ikke så kold som hun havde været før og hans ros af hende og hendes evne hjalp også på hendes åbenhed og af til kunne man anede men svagt hendes læber vænne op af og smilet nåede rent faktisk hendes øjne. Hun sad lidt i sine egne tanker og havde besluttet at han var til at stole på. Desuden havde han mindet hende om hvad det ville sige at være ond og hvorfor hun kunne lide det, hun følte sig mægtig når hun gjorde noget ondt og især vis hun dræbte eller skadede andre og især mennesker. Han havde på en måde tændt den flamme i hende igen og hun ville ikke lade følelser af den gode slags komme i vejen igen for noget hun gjorde, dog havde alligevel fået øjnene op for at det  ikke var alle mennesker som var slemme og de som levede nu havde intet med dem at gøre som havde forvoldt hende alt den smerte som hunnaldrig ville lade nogen påføre hende igen og vis de gjorde skulle hun nok sørge for at hun var den sidste de skadede .
Hun lyttede til hvad han sagde og et smil som nåede hendes øjne ramte ham og for første gang lod hun sine mure falde og nået af hendes selv skinne igemmen ” den er meget energikrævende og ja jeg kan kun få ham i den tilstand fordi jeg lige havde spist og derfor kunne gøre billederne så levende at han faktisk troede det skete” sagde hun og tav ganske kort for at tænke over hvordan hun skulle forsætte ” fik hans hjerne til at tro at han døde med sin familie ” sagde hun og lod ham komme til igen da et nyt spørgsmål dukkede op. For første gang den aften gjorde det hende ikke noget med de spørgsmål og mængden af dem, hun brød sig om den dreng foran hende. Hun kiggede tænksomt ud i luften da spurgte hende om hun kunne hjælpe ham med se frygt. Panthea troede ikke på at han ikke frygtede noget det virkede bare forkert i hendes hoved. Alle frygtede da noget hun trak kort skulderne hun havde aldrig oplevet nogen som ikke havde en frygt. Hun  rejste sig op og rakte ud efter hans hals, men hun tog ikke fat i den men betragtede ham ” er du sikker på at du vil? ”spurgte hun og lod ham gøre sig færdig med manden imens nærmede hun  sig igen og stod så tæt hun kunne  ” desuden kan jeg ikke svare på hvordan det ser ud for har aldrig oplevet nogen som ikke har en eller anden form frygt” sagde hun og hun  og greb hans hals dog uden at klemme, men tvang ham til at se hende ind i hendes øjne.
Panthea havde aldrig før brugt sin evne på nogen som hun så som sine ligemænd og da slet ikke før for at hjælpe nogen. Hun ville ikke skrue op for sin evne for hun ville risikere at han endte som manden fordi hans hjerne troede det var sket hun ville ikke gå i gang før han havde giivet henee lov. For at være ærlig var hun sikker på at han tog pis på hende.

" Was he able to feel the pain? you know, not the pain from loosing his family, but from the burning fire? " spurgte han så lidt og lod hovedet tilte på skrå. Razor kunne stille spørgsmål til Panthea for evigt, han var så fascineret af hvad hun kunne gøre at hans tanker slet ikke var til at slå væk fra emner endnu. Selvom han i sidste ende burde stoppe sine spørgsmål og komme hjem, hans herre kunne umuligt være glad for at han opholdt sig ude på dette tidspunkt uden at have fået lov. Det var ikke fordi Razor frygtede en sur herre, men han havde bare slet ikke tålmodighed til straffen han vidste der ville ligge i vente til ham. Kedsomhed i et bur helt alene, det var ulideligt.
Manden lignede ikke en med fysisk smerte, men på den anden side var det vel også svært at føle smerte hvis man i princippet var død - han var vel lidt død, mentalt død og ude af stand til at få krop og sind til at samarbejde. " Is he going to be like this forever if we don't actually kill him? It would be quite sad, like a living zombie " han kunne ikke helt lade være med at grine og lod blikket hvile mod manden et pat sekunder. Det var vel hvad han ville ende med at blive, en skygge der gik rundt - død men alligvel i live. Sørgerligt men yderst interessant.

Razor rettede blikket mod Panthea som hun trådte tættere på og rakte ud efter ham. Han skævede lidt mod hendes hånd men rettede så blikket tilbage mod hendes ansigt mens smilet om hans læber voksede. Ville hun prøve? Han holdt bare blikket mod hendes ansigt og var stille et par sekunder før han så bare trak lidt på skuldrende. " I guess " sagde han så bare kort. Der var ikke meget at læse i Razors udtryk. Han var ikke bange for hvad der ville ske, eller hvad der ikke ville ske. Han havde aldrig før følt sig bange. Der var vel en grund til at han gerne ville vide hvad det egentlig kunne være, der måtte være et eller andet. Panthea havde ikke oplevet nogen uden frygt så hvorfor skulle Razor være anderledes, alle måtte frygte et eller andet - medmindre man var en grønsag, og det var han hvert fald ikke.

" Just do it, you can have more blood afterwards if you need " sagde han så lidt med et lille grin og rettede blikket mod Pantheas øjne. Han havde ikke noget imod at donere mere blod til hende, det var vel kun en god ting hvis det gjorde at hun kunne finde ud af hvad der foregik i Razors fucked up følelses system. Også selvom det måske ikke var det smarteste, svimmelheden fra før var da godt nok aftaget men at han var helt på toppen ville være synd at sige - han tænkte bare ikke selv over det. Nysgerrigheden boblede rundt i hans krop, han ville gerne have hende til at bruge hendes evne. Hvorfor han gerne ville kende til sin frygt vidste han ikke, de fleste ville vel bare være glade for ikke at frygte noget. - Men så man dybere ind i det, var det præcis hvad han frygtede. Aldrig at kunne føle eller frygte, altså bare være en skal ude af stand til at begå sig blandt folk, sin evige tørst for synet af blod uden den mindste smule medlidenhed. Årsagen bag de mange ar der strakte sig over hans arme og ned over hans overkrop, de dage han i længsel havde forsøgt at føle - bare et eller andet og havde forsøgt med en kniv mod sin egen krop. Sorgen over hans lillesøsters død, tanken om det bragte ikke e eneste følelse frem i hans krop. Mordet på hans familie, gjort af ham selv - ingenting. Det var sådan han frygtede det ville blive for evigt. Aldrig at kunne føle andet end begejstring.

Panthea kiggede en smule tøvende på ham, men nikkede så da han gav hende lov. Han var en mærkelig dreng og hun var aldrig blevet bedt om det dog nåede hun opfange hendes spørgsmål om de blev ved med at være sådan. For at være ærelig så vidste hun det ikke for endten dræbte hun dem eller også forsvandt hun ret hurtigt efter. Hun trak kort på skulderne. Hun fugtede svagt sine læber og var tydeligt en smule nervøs over at skulle gøre det, men hun havde aldrig før oplevet et væsen uden frygt. Hun stod og gjorde sig mentalt klar på se ind i hans frygt og hun lod sit blik møde hans inden hendes øjne forvandle sig til den matte gråhvide farve. I starten anede hun ikke helt hvordan hun skulle tolke hans frygt for rundt omrking dem stod der en masse af ham selv drog med forskellige følelser nogen var glade andre var sure, der var så mange følelser at det næsten var svært for hende at overskue. Lidt efter fik øje på en i midten af alle de andre følelser,  som bare var blank og intet udtryk eller følelse havde. Han begyndte at jage alle følelserne væk med en kniv. Hun gøs en smule. Selvom knive ikke dræbte hende var hun stadig bange for dem. Nogen dræbte den følelse kolde Razor andre burede han inde og til sidst var der kun den følelses kolde som intet frygtede og begejstring tilbage. Hun gispede svagt og trak sig ud af ilusionen. Hun havde  brugt sin evne for fuld kræft, men vidste nu hvad det var han frygtede.
Panthea vidste nu at han var bange for at blive en skal. Hun satte sig ned og rev efter vejret en smule, hun havde brugt sin evne nok for i aften. Hun havde aldrig set sådan en frygt for hende var alle de andre følelser end vred, kold og fjern overflødige, eller det ville sige end til nogen havde lukket op for hendes følelser. Dem hun brugte tid gemme væk.

Panthea frygtede ikke kun knive hun var også bange for at føle andet end had, for uden hadet vidste hun ikke hvem hun var og hans frygt havde mindet hende om det. Hun sukkede svagt og kiggede på ham, hun sank igen en klump ” du er bange for ikke at kunne komme til at frygte eller føle, bare være en tom skal” sagde hun og bed sig svagt i læben. Hun kæmpede lidt med sig. Det var først lige gået op for hende var de ilusioner vidste og de ramte hende så hårdt at hun næsten ikke vidste hvad hun skulle gøre og den ellers så hårde Panthea var forsvundet og erstattet med forvirring. Razor blev ved med at overraske og selvom det var han stadig mærkelig. Hun rejste sig op og trak vejret dybt inden hun igen prøvede at gemme følelsen af forvirring væk. Det lykkedes hende ikke så godt og jo mere hun prøvede jo fejlede det for hende og det kom til at se mærkeligt ud.

// du kan bare skrive vis jeg misforstod og skal rette i det //

Razor kunne godt mærke Pantheas tøven, han kunne dog ikke helt forstå hvorfor hun tøvede. Det var vel bare at gøre det. Måske hvis Razor selv havde været en person som af og til tøvede med at gøre ting, så ville han have forstået det, men det var ikke tilfældet - han gjorde altid ting inden han overhovedet havde tænkt at han ville gøre det. Havde det været ham med Panthea evne ville han kende til alles frygt omkring sig. Men så på den anden side ville han helt sikkert også være en slatten zombie der vandrede rundt med så meget energi som han indtil nu havde fundet ud af at den evne egentlig trak ud af bæreren.
Razor ventede spændt på hvad der skulle ske, men den spænding forsvandt med det samme, da omgivelserne i hans sind ændrede sig og en ubehagelig følelse skød gennem hans krop. En følelse han aldrig før havde haft inde på livet. Hans puls steg i takt med følelsen af at være fanget i situationen. Fornemmelsen der sad i hans krop var på en ingen måde mulig at skubbe væk og den snoede sig omkring ham uden den mindste tøven. Han kunne ikke finde ud af hvad han så og hvad der helt specifikt var årsagen til den fæle følelse. Desuden virkede det hele slet ikke som han havde forventet, Panthea var ikke i hans tanker på nuværende tidspunkt - jo længere tid der gik jo mere mat blev følelsen, det var som om den forsvandt, men stadig lå og lurende. Det var først da Panthea slap ham at det forsvandt helt. Han fandt hurtigt tilbage til virkeligheden og klippede kort med øjnene, i det han trådte et par skridt tilbage.

Han rodede sig kort lidt i håret og lod sit blik falde ned på Panthea som hun satte sig ned. " You didn't have to go all the way.. " mumlede han så lidt før han rystede en smule på hovedet. Selv en smule forvirret. Dog var Razor ret god til at skjule sin forvirring eller skubbe den væk og ikke være forvirret. Svarede kom vel. Han håbede Panthea havde et svar på hvad der skete, for det havde han ærlig talt ikke selv. Hans puls var efterhånden begyndt at slappe af igen, hvilket han satte pris på. Det var anstrenge at have sit hjerte siddende halvt oppe i halsen uden at kende årsagen.
Han lyttede til hvad hun sagde og tog det ind et øjeblik, før han dog så bare rystede på hovedet. " Well.. I feelt something, thats more than nothing.. I don't get it. " sagde han så bare lidt. Dog kunne han godt fornemme på Panthea at hun vidst også selv var forvirret over det. " How can that be a fear.. Is it something I can change? I was hoping for a giant snake or lungs filled with water or.. yea you know, somehting a tiny bit more cool.. " sagde han så lidt, før han foldede sin hænder bag sin ryg. Hans smil havde været forsvundet et øjeblik, men det kom stille snigende tilbage over hans læber.


// Neeej! Det var awesome! ^^ - undskyld det sene svar c:

Panthea var forvirret, men havde efter lidt tid stykket billderne sammen, hun betragtede ham og lagde hovedet en anelse på skrå, det havde gjort hende endnu mere undrende omkring denne Razor, det var som om de delte lidt samme frygt dog var hendes hvad hun gjorde vis hun fik følelserne frem igen, hvad ville Carmilla ikke sige, Carmilla havde trænet hende til at blive en koldblodig dræber. Hun  villle skuffe så frygtligt og der var intet andet hun heller ville end ladet hadet skinne igemmen og bare være følelsekold, men hun havde alligevel fundet ud af at man ikke altid kunne gemme dem væk. Hun betragtede ham inden hun slog blikket ned i jorden. Det hele begyndte at blive lidt for mærkeligt for hende. Hun kunne ikke lade ham gå og hun ville ikke tillade at han gik nu for hun følte alligevel at hun ved hjælp af evnen var kommet tættere på Razor. Hun arbejde på en forklaring inde sit hoved som ville virke rigtigt, men hun kunne ikke finde en mere nænsom måde at sige det lige meget hvor meget hun prøvede ”du er bange for ikke at komme til at føle andet end de følelser du har nu” sagde hun og trak kort på skulderne. Hun var kendt som en der ikke pakkede ting ind, men han virkede skruffet over den frygt han havde. Hun smilede svagt og igen havde hun bevidst at alle havde en frygt lige meget hvor stor man måtte føle den var eller hvor skuffende den end måtte være.
Da han sagde hun ikke behøvede at havde brugt evnen på fuld kræft trak hun kort på skulderne og smilede svagt ”jeg troede du ville have hele oplevelsen” sagde hun undskyldende selvom hun ikke mente det helt.
Faktisk havde han selv bedt hende om at bruge hendes evne og nu hvor hun havde gjort det og det var overstået, skulle han vel ikke brokke sig han overlevede da med sit sind intrakt.  Eller det ville sige så intrakt som det havde været. Hun kiggede tænksomt på ham ”nu hvor jeg ved din frygt, er det vel kun fair at du for en af mine at vide” sagde hun og det bestemt ikke noget hun gjorde til alle og enhver da det at føle sig svag var noget hun hadede.

Hun sad lidt det var tydeligvis ikke nemt for hende og hun havde svært ved at gøre det, men hun skyldte ham det. Hun rømmede sig ” jeg er bange for knive, pågrund af en ting skete inden jeg blev vampyr” sagde hun og frygten for dem var blevet hængende selv efter hun var blevet en vampyr. Dog var det som havde gjort at Carmilla havde fundet hende. Efter den nat lovede hun sig selv at hun aldrig ville virke svag på nogen,eller lade sig underkaste nogen igen.