What are you doing here thought I was alone (Razor)

Skuffelsen over hvilken frygt han havde fundet ud af han havde bundede i sidste ende nok i at han ikke helt forstod sin frygt, eller fordi han inderst inde frygtede at det var sandt - hvilket kun ville få den rigtige frygt til at stige. Han kunne håbe på at det kun var en frygt, at det ikke var noget der var sandt. Han ville vel gerne lære at føle, bare et eller andet andet end hvad han følte nu. Ikke fordi det han følte nu var en skidt ting - men balance mellem følelser virkede nu bedre, sådan så man måske kunne få den fulde oplevelse ved en følelse fordi man kender til følelsen af en anden. Hvis det overhovedet gav nogen form for mening.

" Do you know how to feel? I mean, is it something you can force out? " spurgte han så lidt og lod hovedet tilte på skrå. Razor ikke mange år på bagen, men han havde oplevelser nok for en livstid - deri indblandet ting som for andre nok ville have vækket en del følelser. Selv totur havde ikke bragt andet end et smil om hans læber, hvilket i sig selv var en smule malplaceret. Det var også den reaktion han havde fået af dem som påførte ham hvad de nu end gjorde mod ham - de var overraskede, men samtidig irriteret over at det ikke virkede det de gjorde.
" I appreciate that, I think - now I know.. but not really. I don't really understand what it means. " sagde han så lidt med en rysten på hovedet. Det havde sådan set ikke gjort noget for Razor at hun havde brugt sin evne på fuld kraft, men det var mere det at hun havde kørt sig selv til jorden for - 3 gang på en aften. Det var måske ikke helt det der havde været meningen. - Men hun havde selvfølgelig selv valgt det.

" Really? You don't have too if you don't want too - even though, ofcourse I would like to know " sagde han så lidt med et lille grin og rodede sig kort lidt i håret. Panthea virkede ikke som en der havde mange ting at frygte - tværtimod, hun virkede som en ret sej kvinde uden alt for mange ting der stod i vejen for hende. Men selvfølgelig, hun havde sagt at hun ingen væsner havde mødt der ingen frygt havde - hvis hun selv ikke havde en frygt havde hun vel nævnt det. Razor så ikke frygt som en svaghed - men som underholdning. Han kunne ikke undvære folks frygt hvis han skulle have det sjovt. Så i sidste ende satte han pris på når folk frygtede.

" Knives? Why, what happened? " spurgte han så bare kort - og måtte stoppe sig selv i ikke at komme med en talestrøm om hvor vidt han selv elskede knive. Knive var på niveau med skydevåben i hans liste over hans ynglings våben - helt i toppen. Han elskede dem, også var de flotte og skinnende. Han havde dog ingen kniv lige pt - hvert fald ikke med sig rundt, det havde han engang men den blev taget fra ham da han endte på slave markedet.
Han lod sit blik hvile mod Panthea, lidt tænkende - det var en underlig frygt. Der var intet ved knive der var skræmmende så han kunne ikke helt forstå det, men hvis hun havde lyst til at dele sin historie en smule og forklare hvorfor knive er en frygt - så kunne det være han nemmere kunne forstå det.

Panthea vidste at han ville spørge om havd der var sket og hun måtte virkelig tage sig sammen for det var ikke noget hun var stolt af at indrømme, men hun var kun et menneske heldigvis havde det ændret sig, men hun glemte aldrig hvordan det føltes når kniven skar igemmen hendes hud. Hun betragtede ham og sukkede svagt hun kunne vel ligeså godt komme i gang ” jo det skete for mange år siden, inden jeg blev vampyr” sagde hun og vidste at hun havde nævt det for ham før, men det var tydeligt at hun ikke brød sig om snakke om det, men hun havde jo bestemt sig for at han var til at stole på ” min slavehandler havde set sig sur på mig, fordi min måde at sørge på gjorde svært for ham at sælge mig” sagde hun og holdte en pause, hun slog sit blik ned i jorden, det var mærkelig frygt have for knive kunne jo ikke slå hende ihjel som sådan, men hun kunne ikkke komme af med frygten og det var heller ikke fordi hun havde prøvet på at, hun havde ikke tænkt sig at nævne Pippin den dreng som var den eneste familie hun nogensinde havde haft, pågrund af alle de slaver var han død. Hun hadede mennnsker og havde gjort det lige siden, men efter hun havde mødt nogle mennsker og de havde vidst hende venllighed var det gået op for at ikke alle mennsker var grimme og især ved hendes slags. Panthea sank svagt klump ” den aften havde han fået nok og slæbte mig med ud, han havde kniv og det var menningen at jeg skulle død” sagde hun smilede svagt det var ikke noget hun stolt af, men det havde tændt hadet i hende. ” havde det ikke været for min skaber så havde han dræbt mig den dag, og jeg husker stadig tydeligt hvordan følelse når kniven rammer ens hud” sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå.

Var hun ikke blevet forvandlet ville hun havde været død og de kunne ikke snakke sammen, men hun var også bange for at skuffe hendes skaber for det betød meget for hende fordi hun havde givet hende et og gjort hende til den hun var. Hun kunne give udtryk for hvor taknemlighun var for det var ikke noget hun behøvet og hun kunne sagtens havde dræbt Panthea, men gjorde det ikke. Carmilla måtte havde set noget i hende, men hun havde aldrig spurgt ind til det ” havde det ikke været for min skaber så havde jeg ikke været leve idag” sagde hun og trak kort skulderne. Hun havde familie takket været hendes skaber. Hun rejste sig op og lagde en finger for sine læber han måtte ikke sige det for hun var stolt af det, desuden vidste hun hvad han var bange og han hende, men hendes frygt kunne han bruge imod hende, men stolede på ham ” men jeg håber du ikke siger det til nogen” sagde hun og smilede svagt til det var deres hemmelighed.

Razor lod blikket hvile mod Panthea mens hun fortalte. Det der fangede hans opmærksomhed først, var dog at hun nævnte noget med en slavehandler - det måtte jo betyde at hun havde været slave. Og Razor var ikke dum, han fik da hurtigt lagt to og to sammen og vidste næsten med garanti at det var grunden til at hun havde kigget sådan på hans halsbånd tidligere. Selvom det ikke helt var meningen med samtalen forsvandt Razor tanker nu alligevel lidt hen i retning omkring hvilken type slave Panthea måtte have været og med det kom en masse spørgsmål som boblede op i hans krop. Dog ville han lade hende fortælle færdig før han slap dem løs. Også selvom det var tydeligt at det faktisk måske ikke var et emne hun som sådan brød sig om at tale om. Razor rynkede kort næsen lidt, det gav vel egentlig mening at man frygtede et våben som tidligere i ens liv havde forsøgt at tage ens liv. Razor selv havde dog på trods af sådanne øjeblikke i sit liv ingen frygt for våben. Men Razor var på den anden side også noget for sig selv, han fandt hvad de fleste andre frygtede fascinerende. Det var sikkert derfor han så tit var endt i situationer var våben var indblandet.

" I like feeling of a blade digging through the skin.. it tiggles and leaves you with this calm feeling.. " sagde han så halv mumlede og var stille et kort øjeblik før han genfandt sit fokus og rettede det mod Panthea." So, would a knife hurt you now? I don't know much about vampires but - I'm guessing they can take alot more than humans. I means, you can break a human just by looking at them. Are you grateful? That you're a vampire? Is that the life you wanted instead of dying? I mean, did you have a choice or did your maker just turn you because he or she wanted too? " spurgte han så og lagde hovedet på skrå med blikket mod hende. Det var rart at få tankerne væk fra forvirringen omkring hans egen frygt og i stedet kunne fokusere på at udspørge Panthea om hendes.

Han foldede sine hænder bag sin ryg og lod hovedet tilte en anelse på skrå. " And.. you have to tell me about your life as a slave.. " sagde han så lidt og lod blikket hvile mod hende. Det var en ting han gerne ville vide mere om. Især fordi det var hans verden. Razor havde aldrig kendt til andet end at være slave men stadig vidste han ingenting omkring hvordan det var for andre slaver. Han havde kun tilbragt et par døgn på et slavemarked og det var ikke fordi han ligefrem havde haft chancen for at tale med nogle af de andre slaver - han havde mere brugt tiden på at være på tværs overfor idioterne der forsøgte at holde ham indespærret.

Hendes tid som som slave var ikke en rar ting for hende, hun  var stukket af fra et sted hvor hun alligevel ikke havde følte sig hjemme, men var endt som slave i en alder af  15. Hun havde tit måttet høre folk kalde hende for ting, bare fordi kunne lide både de gode onde planter for mennsker, hvergang hun var blevet solgt endte de med at bringe hende tilbage. Det var aldrig rigtigt gået op for hende hvorfor de sendte hende tilbage, men det var vel vel pågrund af at hun gik op i  urter eller gjorde hun i hvert fald da hun var menneske, men det lang tid siden, men hun kunne nu stadig godt lide dem, men fordi hun var vampyr og ikke kunne gå ude om dagen havde hun droppet at have en urtehave. Hun vidste ikke helt hvor skulle starte. Hun havde aldrig rigtigt åbnet op til en som hun gjorde med Razor. De havde vidste en del mere tilfælles end hun gad indrømme og det skræmte hende en smule at hun havde fundet en hun havde så meget tilfælles med. Hun sank svagt en klump ” jeg kunne ikke sælges så det meste af mit slave liv levede jeg i en kælder, men det var ikke så slemt imens Pippin var der” sagde hun og man kunne svagt ane en tristhed i hendes stemme. Hun havde mistet den person som hun virkelig kunne være sig selv sammen med. Efter det havde hun ikke været den sammen. Sorgen og hadet til alle andre som var skyld i hendes sorg havde drevet hende ud hvor hun var den dag i dag. Hun kiggede lidt i jorden ” havde det ikke været for Carmilla, min skaber og mere end det hun gav den familie jeg savnet så længe, så havde nok ikke været her idag” sagde hun og ville aldrig gøre noget for såre den kvinde som havde givet hende så meget.

Panthea vidste ikke helt hvad hun skulle sige mere, men han havde vel tusinde andre spørgsmål som hun skulle svare på, hun betragtede hans halsbånd ” jeg hadede at være slave og jeg hader folk som sælger eller holder slaver” sagde hun pegede på hans halsbånd det var derfor hun reagerede som hun gjorde. Hun ville helst ikke snakke om det med folk hun ikke stolede på så det at hun fortalte ham disse ting var et tegn om at hun stolede på ham. Han var også en af de få som vækkede noget i hende som hun ikke opleve så tit, der var ikke plads til være forrundret og nysrrig når man hele tiden var vred og sur. Den vrede som hun følte imod mennsker havde hjulpet hende igemmen så mange ting især hendes forvandling, mange havde det svært ved at drikke blod når de blev forvandlet, men på grund af vreden havde det ikke været svært for hende. Hun hendes blik var en smule fjernt, men det var mere fordi hendes tanker var på et dystert sted, et sted hun helst ville glemme, men hun kunne ikke det var som brændt fast i hendes hukommelse.

Panthea kiggede på ham og rystede svagt på hovedet de kunne ikke dræbe hende, men de kunne gøre skade og især vis der vievand på dem eller hun fik flere større skader. Det eneste som kunne dræbe hende. Var en pæl i hjertet eller få hugget hovedet af og man brændte det " nej de kan ikke dræbe mig, men de kan gøre skade, men jeg husker stadig hvordan det føltes når kniven skar igemmen min hud" sagde hun og kunne ikke lade være med gyse en smule. Hun sukkede svagt " det eneste som holdt mig i gang alle disse år var hadet" sagde hun og vendte sit blik ned i jorden.

" Huh? what do you mean? Pretty women like you seems to be what most of the people in this buisness fancy or crave for.. I mean - not that I know alot about it or anything but.. Yea " sagde han så lidt og rodede sig kort lidt undrende i håret. At Panthea havde været svær at sælge? det kunne han ikke helt forstå, af hvad han havde opfattet var det netop kvinder som hende som var meget værd, lige vel som med stærke mænd - de solgte også godt. Det var hvert fald dem folk søgte hen til først når de meldte sig på sådan et slavemarked. Men på den anden side var der hård konkurrence og der var ikke de ting folk tilbød for at få solgt deres slaver.
Desuden blev de mindste fejl fundet og det hakkede i priserne og værdien af den enkelte. Razor var overbevidst om at han nok stadig ville have været fanget i en ond cirkel hvis det ikke var for hans flugt forsøg og mindre snyderi med en tilfældig køber på markedet. Det var første gang han havde været udsat for at være på sådan et marked. Hans første herre havde fået ham leveret fra da han var helt lille så det var alt han havde kendt til slave livet før han nåede videre efter den brutale episode fortiden havde med sig.
" Who is Pippin? " spurgte han så lige kort og lod hovedet glide på skrå.

Han pillede kort lidt ved sit halsbånd da Panthea valgte at pege mod det. Han havde først ikke meget at kommentere på hvad hun sagde. Hans mening var langt fra hendes. " I like being a slave. Maybe because I still have my free will. I'm not scared of the konsekvenses if I do something my master dosen't like. There's nothing he can do that make me do different - so in the end I'm the one with the power. " sagde han så lidt med et lille smil. Der var ingen tvivl om at Razor ikke var en slave som de fleste andre - han fandt sig ikke i alting og gjorde ikke altid hvad han blev bedt om. Straffen for det rørte ham ikke - det var det han søgte. Dominans i sin tilstedeværelse, udfordringer og spænding. Han ville sikkert ikke holde længe hvis han ikke havde en til at holde ham lidt i snor engang imellem. Verdenen udenfor var alt for spændende og der var en masse ting han ikke kunne holde sig tilbage med at gøre - både på godt og ondt.
" But I get why you hate it.. Its wrong in so many ways if you don't have a say. People shouldn't be forced to be slaves. I mean, I can't be the only one who actually wants it. " sagde han så lidt med et kort træk på skuldrende og et lille grin.

Hans blik hvilede mod Panthea før han så bare rystede en smule på hovedet. " You are stronger than your fear, don't let it get to you. Knives isn't your enemy, your fear is. Pan - don't disappoint me, you're the vampire queen after all.. That says alot " sagde han så og sendte hende et bredt smil. Det var ærgerligt hvis så simpelt en ting skulle slå hende ud. Razor var fascineret over Panthea, men han havde ikke forestillet sig at hun havde en frygt så simpelt som knive. De var kun så skadelige som man ville have dem til at være.

Panthea trak kort på skulderne hun fandt aldrig helt ud af hvorfor det var sådan, men folk havde vel svært ved at forstå ting og når man ikke forstod ting var det vel nemmeste at se ned på ting og gøre dem til en fejl. Det var lidt svært for hende tænke på disse minder. Hun brød sig ikke om dem og det var tydeligt at hun forbandt det med at være slave som noget der gjorde en svag. Hun havde ihvertfald følt sig svag og alene. Dog kunne man vel også vende den sige at vis ikke hun havde været slave så havde hun ikke stået her idag og kunne snakke med Razor. Hun valgte ikke sige mere til at hun ikke kunne sælges. Hun følte sig en smule overvældet over hvor smertefulde disse minder var for hende. Vreden havde gemt disse følelser så langt væk at da hun endelige opdagede dem brød hun sig ikke om det. Hun lyttede svagt til det næste han spurgte om og med det sammen bredte sig et smertefuldt og trist udtryk i hendes ansigt. Hun havde kun snakket om Pippin med meget få, fordi hun følte sig skyldig over hans død. Hun havde ikke været opmærksom nok og lige pludslig var han død, mast ihjel af masse hungrende kroppe som kæmpede for at få mad.

Panthea ændrede hurtigt  sit udtryk igen for det med at vise hendes sande følelser var også svaghed for hende, men når Pippin blev bragt på banen var det svært for hende at skjule tristheden. Hun trak vejret dybt et par gange inden hun kiggede op  på ham hendes blik bar intet af den tristhed som ganske kort før havde vidst sig på hendes ansigt " Pippin var min bror, han var den første jeg så som min familie. De andre større slave drenge drillede ham og han var en outsider ligesom mig og han kunne heller ikke sælges"sagde hun og huskede hvordan hun måtte sidde og vugge ham i hendes favn når de andre havde sagt noget grim om ham. Den side var for længst borte og der var kun hadet, med mindre hun fandt nogen intersante så kunne man godt få nogen følelser, men de var ikke de samme som hun vidste ved forskempel Carmilla eller Pippin, men der var en smule mere følelse end det kolde og fjerne. Hun sukkede svagt og nu var også det overstået. Hun fugtede svagt sine læber og vidste ikke helt hvad skulle gøre af sig selv. Hun følte sig overhovedet ikke så mægtig som hun havde følt sig i starten af deres møde, men hun forstod stadig ikke hvordan han kunne være så betaget af hende. Hun var jo bare en vampyr med en masse problemer.

Hun lyttede til det han sagde om at han kunne lide at være slave, da han sagde det hævede hun svagt sit ene øjnbryn ingen slaver var frie, men måske vis han selv havde lyst og ikke følte sig bange for de ting som en herre kunne risikere at give som staf. Så var man vel også på sin måde fri. Hun havde aldrig følt sig fri som slave, men hun havde jo også bare været et svagt menneske som måske også var bange og følte sig alene. Hun lagde hovedet på skrå " det er vel som man ser på det, jeg følte mig aldrig rigtigt fri" sagde hun og trak kort på sine skulder. Måske var det også fordi hun havde tilbragt det mest af sin tid i den kælder. dog elskede hun selv at bestemme alle ting omkring hende selv, at hun ikke skulle stå til regnskab for nogen. Hun trak vejret kort og smilede svagt, hendes historie måtte jo være depimerende og kedelig og alligevel virkede han ikke til finde hendes historie kedelig.
Hun lyttede til det næste han  sagde og kiggede tøvende på ham, hun var ikke nogen vampyr dronning, men hun var alligevel glad for han sagde det for så vidste hun hvor han og hende stod tilforhold til hianden. Han var så underlig i hendes hoved, men hun brød sig faktisk om ham. Hun måtte se at komme tilbage til kroen. Hun ville dog stadig ikke lade ham gå fordi hun følte at de langt fra var færdig med at snakke, men hun vidste ikke helt om deres veje nogensinde ville mødes igen og derfor blev hun nød til gøresig færdig. Inden hun forlod ham. Hun bed sig svagt i læben " jeg er ingen dronning af noget, men jeg alligevel glad for at du siger det, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få min frygt væk" sagde hun og kom måske til at lyde lidt mere forkert end hun ville det.

// undskyld ventetiden, men min computer døde T-T også har jeg haft lidt kreasvigt samtidig//

Normalt ville Razor udnyttet at have et punkt der kunne trykke til folks følelser og gøre dem triste eller vrede. Men han gjorde det ikke - Panthea havde jo sådan set hjulpet ham med at finde ud af sin frygt - og havde givet ham en fantastisk underholdning denne aften. Så nu pludselig at beslutte at køre hende ned i sandet. Nej det var ikke en plan han havde udset sig. Heller ikke selvom det stod malet over hele hendes ansigt, at de var på et emne der lå hende kært og tydeligt påvirkede hendes humør. Det ville kræve så lidt at gøre skade på sjælen med så sårbart et emne.
" So he was a slave too? When was that? I'm guessing you're quite old, I mean.. you are a vampire after all... they tend to be old - or out of control, you seem quite in control " sagde han så lidt med blikket rettet mod Pantheas ansigt. Razor havde godt nok ikke mødt vampyrer før og vidste ikke voldsomt meget om dem. Men den forretning hans tidligere herre havde været i - var racer en vigtig del og der havde det da strejfet hans øregang, lidt informationer omkring vampyrer. At de kunne leve for evigt medmindre de blev slået ihjel. At en nyfødt vampyr måske havde tendens til at miste kontrollen på grund af den ukendte og hungrende trang til blod. Razor kendte alt for godt til trængen til blod - måske ikke på samme måde, men bloddæmonen i ham var en heftig satan og den havde da også udfoldet sine lyster før i tiden på en ret brutal måde. Det gjorde den stadig, bare mere gennemtænkt - uden egentlig at være gennemtænkt.

" Well, you're free now, right? how do you like it? Do you ever feel bored or alone? not wanted? or do you have people in your life who makes you feel important? Do you feel like you're living to the fullest? a dance on roses? " spurgte han så bare lige ud. Han tvivlede på at Panthea kun havde lys i sin hverdag, hvilken vampyr var man også hvis det var tilfældet. De var væsner af mørket og af natur havde de vel også brug for terror og elendighed - ligemeget hvor godt et hjerte man så engang havde før man blev forvandlet.

Razor havde ikke travlt med at skulle komme nogen steder, han fandt sit selskab interessant og medmindre Panthea pludselig havde noget hun skulle nå - så overvejede han ikke engang at deres veje faktisk skulle skilles. Han kunne i sidste ende bare snakke for evigt og stille hende spørgsmål om alt mellem himmel og jord - så var det jo bare om kvinden foran ham også fandt det som noget spændende at bruge sin tid på.
" To me you're a queen. No less than that. " sagde han kort med et smil om læben og lod blikket glide over vampyren foran sig. Hun kunne ikke være andet. Måske var hun ikke set som det andre steder end i Razors sind, men det forhindrede ham ikke i at sige det. " I hope I'll figure that confussing fear out sometime soon.. I mean, I have too.. I'm not ready to be a shell forever " tilføjede han så lidt med et lille grin og en rysten på hovedet. Nej der var intet spændende i at være en skal.


//Det er ok xD er heller ikke lige selv den hurtigste c:

Panthea tænkte kort også nikkede hun Pippin  var en slave han var hendes bedste ven og den eneste der ikke dømte hende, men det lagde altsammen i fortiden dog var hun glad for at han ikke oplevede denne form af hende. Hun tænkte engang imellem på hvad han ikke ville tænke vis han så hende som den hun  var nu, en kold og fjern kvinde som bar på så maget vrede og hun var aldrig kommet af med det. Hun sukkede svagt hun havde jo mistet ham på et tidspunkt alligevel, for Carmilla ville sikkert ikke havde ham rendene og havde han ikke været død så havde hun nok ingen gang mødt Carmilla. Hun smilede svagt hun klarede sig det havde hun altid gjort og hun havde jo fået en familie i Carmilla. Hun var den mor Panthea aldrig havde haft. Hun lyttede lidt til det næste han sagde og skulle lige tænke det var tydeligt ikke noget hun gik op i ret meget, når man levede evigt så talte man ikke helt lige som alle andre gjorde. Hun kiggede da hun endelig havde svaret " 1400 år" sagde hun lyttede til det næste. Han vidste da lidt om hendes slags " det har du ret i for mange nye kan sulten overvælde dem og jeg kan godt forstå det, den brændende fornemelse man for. Halsen bliver tør og følelsen som en ørken i ens mund er ikke rar. Dog vender man sig til den eller også lærer man at takle den" sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Han skulle komme en dag når hun undervidste Clara.

Hun fandt det sjovt hvordan sådan en ung fyr kunne rumme så mange spørgsmål og aldrig rigtig virkede han til at løbe tør, men hun havde heller aldrig rigtig haft en rigtig samtale med nogen sådan rigtigt før, men på den anden side det de snakkede var langt fra hverdags snak, som vejret, hvordan ens dag var gået og hvordan har du det. Nej det her var egentlig mere intersant. selvom det var hende som var i centrum for alle hans spørgsmål så gernerede det hende ikke mere at han havde så mange spørgsmål. Hun fandt ham mærkelig, men faktisk skræmte det hende ikke væk. Hun var måske også en smule fasniret af ham. Hans underlige tilgang til ting, hans lyst til at dræbe og ja selv hans mange spørgsmål fasinerede hende. Hun skulle lige til at spørge ham om hvordan han kunne havde så mange spørgsmål, men hun nåede det ikke før han stillede et nyt. Hun havde få venner, men ingen så tætte som hende og hendes skaber " jeg har da nogle få, men ingen betyder så lige meget for mig som min skaber gør" sagde hun og fugtede kort hendes læber.

Hun smilede svagt, det var ikke et varmt  smil, men det var der " og så har jeg vel også dig" sagde hun og erkendte nu at hun faktisk godt kunne lide hans selskab desuden havde de vel en del tilfælles. Hun lagde hovedet på skrå og et svagt grin undslap hendes læber inden lyttede til det næste han sagde. Hun sagde ikke så meget og fugtede svagt sin læber. Hun følte sig ret godt tilpas med hans selsskab og lige nu så hun vel ingen grund til at det skulle stoppe, men skulle de blive ved så blev de nød til at finde ly for solen på et tidspunkt og desuden havde hun Clara " vil du møde en nylig skabt vampyr?" spurgte hun for hun ville gerne havde ham med og måske at det kunne lokke ham med tilbage til kroen. Hun kunne ikke efterlade Clara alene længere tid af gangen og hun havde været væk i et stykke tid nu. " så er jeg din vampyrdronning" sagde hun

At tænke på Pantheas alder - gav ham nærmest hovedpine. Ikke fordi det var en dårlig ting, men at have levet så længe måtte da være helt utrolig anstrengende. Hvordan kunne man blive ved med at findet noget der kunne underholde en uden at man efterhånden fandt alt man gjorde som en rutine - rutiner var kedelige. Det var slet ikke noget Razor gjorde sig i - ikke ud over at han spiste og sov - men der var intet rutine i det, det skete aldrig på samme tidspunkter og hans måltider var altid forskellige - om det så var almindeligt mad - eller folk han mødte. Hans søvn var heller aldrig den samme - hans fantasi var utrolig når han sov. Ikke nok med at den havde magt i hans vågne timer, den ydede sit yderste når Razor forsvandt til drømmeland. Tanken om det gav ham næsten lyst til at sove. - 1400 år, wauw. " Don't you get bored? " spurgte han så lidt og lod hovedet glide på skrå. Panthea virkede som en tålmodig kvinde, men det kunne ligeså godt bare være en del af en facade. - men på den anden side, hvis man havde levet så længe kunne man vel umuligt ikke have udviklet sig en eller anden form for tålmodighed også var kedsomhed sikkert meget nemmere at håndtere. Eller også var der mere til det at være udødelig end man lige troede - måske man kunne sove for evigt? så ville tiden gå stærkere. Eller.. Razor kunne ærligt ikke lige finde på mere. " I know that feeling! when you inhale ash and it gets stuck all the way down your throat! its awful - does hunger make you feel that way? " spurgte han så og rynkede panden en smule - I Razors øre lød det ikke yderligere behageligt. Men det havde hun jo også lige sagt at det ikke var.
" Your Creator - sounds so fancy - is there always some kind of speciel bond between a vampire and its creator? Or is it just you who's lucky to have that? " spurgte han hende så. Panthea måtte stoppe ham hvis hun ikke ønskede flere spørgsmål. Han var nysgerrig - nysgerrig på livet nysgerrig på døden - Nysgerrig på alt omkring dem, fik han chancen ville han lære så meget som muligt. Og tilfældigvis havde han jo så mødt en vampyr som indtil nu ikke havde været tilbage holdende i at svare på hans uendelig strøm af spørgsmål.

" Ofcourse you do! " sagde han hurtigt med et smil om læberne. Ingen tvivl om det - Panthea havde gjort indtryk på Razor, og var det noget man formåede at gøre - så kunne man næsten bide sig sikker i at man ikke sådan lige ville blive glemt i hans bog. Og hun kedede ham ikke, hvilket var ret svært ikke at gøre - så det skulle hun nok få et skulderklap for på et tidspunkt.
Han lod hoved glide på skrå og holdt blikket rettet mod Panthea. " A new born? " spurgte han kort. " Yea.. I would love to! If you can promise that I wont get eaten.. " sagde han så bare lidt med et lille grin. Panthea havde jo kunne stoppe da han lod hende drikke hans blod - men hun havde også alderen og erfaringen med - det var ikke sikkert en helt ny vampyr havde den form for kontrol - og hvem vidste hvornår den sidste havde spist? Razor kendte selv til sult, det kunne drive en til vanvid og hvis det så pludselig var mad lige foran en, så kunne det være svært at holde sig tilbage.
Razor kunne ikke lade være med at smile - Vampyrdronning. Ja det var hvad hun var! Han kunne stolt skrive at han havde mødt en vampyr - en utrolig vampyr. Hvis det altså ikke havde været for hans manglede evner til at skrive. Men han huskede det hvert fald! Helt sikkert.

Panthea var gammel, men for hende var der aldrig en nat der var den samme, hun havde før hen fundet glæde ved den mindste ændring. Hun oplevde hvordan verden ændrede sig. Hun elskede at kunne opleve en del, selvom nogen af disse ændringer skete langsomt. Hun elskede også se folk bukke under for hendes magt, denne dreng lignede lidt en som også elskede at have magt. Selvom han var en slave, for Panthea handlede det ikke om rutiner og for hende skete der altid noget nyt. Panthea havde foreksempel aldrig regnet med at hun skulle skabe nogen, men det var mere fordi hun vidste hvor meget det krævede at havde dem. De skulle trænes op, men selv Panthea havde været ny engang for meget længe siden og det havde krævet meget træning at stå der hvor hun gjorde idag, men heldigvis havde hun haft vreden med sig og det havde gjort det en del nemmere. Hun lyttede til det næsten han spurgte om før hun svarede på hans første spørgsmål " jeg tror det er som man ser på det, for mig har det altid handlet om at blive bedre og stærker og være sammen med den familie som jeg fik efter jeg blev forvandlet sagde hun kiggede svagt på sine fingre, Panthea kunne være tålmodig, men det kom meget an på hvem man var og hvad man var. Panthea havde altid fået at vide at mennsker var under hende og kun mad og var man mennske og gik hende på neverne så kunne man regne med at man fik med hendes evne nok til at skræmme dem væk eller at man endte som et måltid, men hun kede sig som sagt aldrig for igen det var vel som man så på det.
Panthea havde levet i del år og hun elskede være gammel og at hun ikke ældes en dag efter hun var blevet bidt, det var rart være noget så mægtigt og sometider undrede hun sig stadig over hvorfor Carmilla skånede hende den gang. dog elskede hun Carmilla og tanken om miste hende og blive forladt igen gjorde ondt på hende.

Det var lige præcis sådan en hals føltes den blev tør og gjorde ondt, for nogen var det ikke til at holde ud og de kunne komme i en form for blodrus, Panthea havde været heldig det var aldrig sket for hende "lige præcis" sagde hun og nikkede ganske kort. Hun lyttede til det næste han spurgte om og det var næsten for hende at træne en vampyr selvom han ikke var det. Hun nikkede igen " skabte vampyrer og deres skaber har et specielt bånd, men Carmilla min skaber så noget i mig som gjorde at vi fik et mor datter forhold, hun gav mig et hjem der ingen andre ville" sagde hun og lagde selv hovedet en anelse på skrå imens hun tænkte tilbage, hun huskede det som var det i går fordi det var første gang hun fik følelsen af at være elsket og at man ikke blev set ned på fordi man var vred, kold og fjern. Faktisk når hun tænkte over det var det nok gode engenskaber for en vampyr. Hun havde ganske kort et fjernt blik imens hun tænkte tilbage. Det bedste minde hun havde var hendes forvandling og blive elsket for første gang.

Clara var faktisk ret god til at holde sig tilbage og desuden vis han holdte sig bag ved Panthea så kunne hun love at han ikke ville blive bidt desuden var det ikke ret længe siden hun havde hende med ude for at få noget blod. Panthea var faktisk ret stolt af hende og lod hende sometider jage alene, men her i denne nye by lod hun ikke Clara gå uden opsyn også fordi hun bange for at nogen skulle opdage dem. Hun rejste sig " vis du holder dig bag ved mig, kan jeg love at jeg nok skal stoppe hende " sagde hun og smilede svagt " for ingen andre end mig må bide i min underlige dreng" sagde hun drilende og brød ud i en høj latter for at understrege at hun lavede sjov. Hun ville ikke gøre ham noget mindre han spurgte hende om det. Det var tydelig at denne dreng havde gjort indtryk på hende og havde det ikke været fordi de havde en del tilfælles så havde hun nok aldrig brudt sig om ham og hun havde ihvertfald ikke åbenet op så hurtigt som hun havde. Mærkelig nok stolede hun på ham allerede nu. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun havde været så mistroisk omkring ham, men det  var måde han havde været på i starten, men nu forstod hun hvorfor.
Hun rejste sig og begyndte lige så stille at gå så han kunne følge med " Du ved godt du er en af de få som har fået min historie at vide, derfor vil jeg gerne du holder den for dig selv og det som oftes kun dem jeg stoler på jeg fortæller den" sagde hun og hendes stemme var blevet en smule koldere. Hvordan han ville tolke denne besked var op til ham selv, men hun ville bare ikke have den kom videre og regnede kræftig med at hun kunne stole på ham.