So this is going to be the end of me? Nah - Ramsay

Hun var blevet snuppet. Siden de nye herskere over byen, var der kommet langt bedre kontrol end før. Hvilket hun ikke ligefrem var glad for. Aramis havde stjålet en halskæde, og var egentlig rigtig stolt af sig selv, lige til hun blev fanget. Vagterne tog hende med til torturrummet, eftersom hun ikke havde lavet andet end at tale ned om byens nye herskere. For ærligtalt, så var hun fucking ligeglad!
Men som hun nu stod her. Bundet med armene ud til siden, som et stort T.
Aramis havde selskab af to små tortur lærlinge. Som ikke kunne vente med at prøve selv. Så flere slag var blevet givet hende, men hun gjorde intet imod det. Hendes øjne var lukket som om, at sådan kunne hun finde et andet sted at være imens dette stod på.

Aramis vidste hun nok ville miste en hånd, hvis hun ikke kom væk herfra. For ærligtalt, så havde hun hørt om Jo og Ramsay. De var mestrene, og hun ønskede ikke at møde dem på en dårlig dag. Ikke fordi, at hun var bange for dem, men ophængt ude af stand til at slå igen - der var hun nok klog nok til at frygte det værste i sidste ende. Døren gik op og hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte hoppede en takt over. Den ene ulydelige lærling stod med en økse klar til at hugge hendes hånd af, hvis Ramsay ikke sagde noget. En ting var sikkert, Josette vil ikke have af disse tåblige små amatøre skulle ødelægge deres ry. Så måske var det heldigt nok at det var Ramsay? Det måtte man vente og se.

// @Ramsay

Hun blev fnøs af de små irriterende lærlinge, men åndede let ud dengang da Ramsay stoppede ham med øksen. Så snart lærlingene gik sank hun en klump. Frygten løb koldt ned af hendes ryg. Den gammeldagsmåde, selvfølgelig vidste hun, hvad det betød. Aramis kiggede ned på ham.
"Hanna." Sagde hun, et dækkenavn hun brugte nærmest altid. Tidligere berygtet for tyveri med adelsmænd, men nu var hun bare fri efter hun undslap. Aramis sendte ham et lille sarkastisk smil. "Hvorfor går vi ikke blot videre til, at jeg lover dig noget jeg alligevel ikke kan overholde. Du slipper mig fri. Og vi taler aldrig om det her igen." Forslog hun og så ham i øjnene. På en lille måde virkede hans øjne som hendes. Den samme form, og samme farve.

"Hør. Der kommer folk og overtager en by. Men slipper uden straf. De så noget de ønskede og tog det. Jeg så noget jeg ønskede og tog det. Så. I princippet gjorde jeg intet galt." Hun var en af dem som ikke skulle overtales til at tale. Hun snakkede som et vandfald. Bare ikke om det relevante, som sådan. Aramis smilte ganske uskyldigt. Hendes kropssprog var meget rolig. Hun kunne lukke smerten af med ren øvelse, så hun var faktisk ikke så underholdende når det kom til stykket. Aramis vidste, at det ville blive kedeligt for ham i sidste ende, men hun vidste også, at han var kreativ. Det kunne lykkedes ham.
"Så Ramsay. Hvad fik en mand af ære til at hjælpe to mænd med at overtage en by. Jeg troede du var en mand som skabte din egen respekt, nu du blot en hund som venter på at gøre, hvad der bliver sagt til dig." Sagde hun så igen ganske rolig. Hun lavede en lille grimasse. "Dig og Josette burde overtage byen fra dem. I det mindste vil i være i stand til at gøre det selv." Tilføjede hun ærligt.

// De er begge nogle sludrechatoller! Det må ligge til familien!!!

Hun smilede blot til ham.
"Jeg har skam den tankegang. Ellers ville jeg gøre som alle andre, sidde og tigge og bede, hver eneste mand på min vej til at gifte sig med mig. Men det gør jeg ikke." Svarede hun med et par blinkende øjne. Så lyttede hun atter til ham og nikkede let.
"Hvordan ved du jeg ikke allerede har det. Hvem siger, at jeg ikke blot er her for at se jer alle an, fordi mit rige vil se om i er fjender eller om der er en alliance værdig?" Hendes ansigts udtryk havde fået noget over sig, det var nærmst svært at finde ud af om hun faktisk talte sandheden eller ej.
Han slog armene ud og sukkede til sin næste sætning.
"Hvorfor ikke blot finde den som har sat dusøren op, og hugge hovedet af vedkommende. Og tage pengene selv?" Spurgte hun og så på ham som om, at han manglede at ligge en masse brikker sammen. "Jeg er ganske kedelig." Indrømmede hun og skar ganske kort ansigt.
"Synd og synd. Du kan ikke ødelægge noget som er ødelagt." Svarede hun blot med et skævt smil. Hun havde et spar til hver eneste lille ting han sagde til hende, som om, at hun vidste hvad han ville sige næst. Ikke at hun gjorde, det virkede bare sådan.

Til det næste spørgsmål fik hun et eftertænktsom udtryk i sit ansigt. Som om, at hun virkelig overvejede dett.
"Jeg holder mest af hovedet." Sagde hun blidt. De dumme lærlinge havde ikke bundet hendes ben særlig godt fast heller, så det lykkedes hende at udvide rebet, og få sine ben fri. Hvis han kom for tæt på hende ville hun sparke fra sig - hvilket hun var særlig god til. Men hun ventede lidt. Hun var så snedig mange knap nok opdagede hun havde bevæget sine ben, det kunne jo også blot være de sov?
"Eller vent. Jeg er også ret glad for mine ben." Tilføjede hun og smilede atter stort til ham. "Hvorfor gå så meget op i en pige der tog en halskæde. Når der er mordere derude, som ikke kun går efter at myrte de nye herskere. Men også går efter at dræbe aliancerne. Jeg har hørt flere som plottede mord på både Caroline Thunder... men også Josette. Hvis du lader mig gå. Så fortæller jeg dig, hvor de befinder sig.. for uden mig... tja. Så det ikke sikkert du når så meget som til at finde bare en af dem før det måske er forsent." Afpresning. Noget hun også var god til. Men det var sandt, hun havde hørt det for et par dage siden. Men siden hun ikke var andet end en simpelt tyv, så bemærkede folk hende knap nok.

Han tilbød hende en plads, og hun så overvejende på ham. Men ventede med at svare på noget som helst til han havde reageret på hendes lille afpresning. Hun nikkede da han spurgte om mord på Jo. Aramis sørgede for at holde øjenkontakten med ham, for hun ønskede ikke, at han skulle tvivle på hendes ord. Ikke når hun faktisk talte sandt.
"Christian Lightwood." Sagde hun og så på ham uden at blinke. Kun fordi, at hun ikke løj. Det var den ene, der havde været lidt snak om ham i krogene. En vampyr som havde set sig vred på englene efter deres leder slog hans menneskedatter ihjel for et par år siden. Men sådan havde man mange fjender.
"Du nævnte lærling. Og du nævnte jeg er klogere. Præcis derfor synes jeg du skal vide, at jeg ikke er nogens lille slavepige. Jeg er interesseret, hvis jeg lære. Ikke for at blive opdraget." Tilføjede hun så og hævede let på det ene bryn. Hun var dybt seriøs når det kom til hendes frihed. Trods alt var det også det eneste hun havde at kæmpe for. Hendes liv var meningsløst. Ingen venner. Ingen familie. Hun havde intet i sit liv overhovedet andet end mørke. Måske ville dette kunne tage lidt af hendes tanker fra det mørke?

"Altså jeg kunne nok stå her hele dagen, men hvis jeg virkelig skal stå til pynt. Så tror jeg, at jeg gør bedre gavn udenfor i en smuk have eller noget i den stil." Sagde hun og gik det lille kække smil frem på sit ansigt igen. Livet var en joke, og det skulle bare leves. "Så snart jeg ikke er bundet mere, får du resten af navnene." Tilføjede hun, hendes øjne vise troskab.
"Hvis du ikke tror mig, så lad hver med at spilde din tid. Tillid er ikke ligefrem det man plukker på træerne." Sagde hun og kneb øjnene en smule. Selvom hun ikke ønskede blot at fortælle om dette, så var der en lille del af det hele som fik hende til at føle sig som en lillesøster der bare skulle fortælle sin storebror om den dag hun havde haft. Hvilket var underligt for hende.

Han skar hendes hænder fri. Let tog hun sig til håndledene, hvor man kunne se, hvor stramme rebene havde været om hendes håndled. Ikke at hun ikke kom sig hurtigt over det.
"Min menneskelighed siger du. Som om der var noget tilbage af den før vi mødtes." Kommenterede hun lidt for sig selv. Let sank en klump. Det var ikke fordi hun var dum jo. Det var ikke hendes første dag i vildmarken. Men normalt var tortur ikke det hun gik mest op i. Men et par tricks at tage med sig kunne hun altid. Men når alt kom til alt ville hun blot flygte væk, hvis det skulle blive et problem for hende. Og når hun ville gemme sig, så fandt man hende ikke før hun ønskede at blive fundet.
Aramis havde aldrig mødt nogen som virkede bekendt for hende. Hun havde fået historier om hendes mor, men hun havde aldrig kendt sin familie. Som mange andre børn på børnehjem håbede de, at deres forældre kom efter dem en dag, de håbede på de var specielle. Men en dag ville lyset blive tændt og de ville opdage. At de intet formål havde i deres lille liv. Aramis kiggede over på ham da han spurgte om hun havde pint nogen. Hun brugte kort tid på lige at køre hendes minder igennem.
"Hvis du kalder at forgifte nogle af de voksne på et børnehjem for nogle år tilbage... at pine nogle.. så ja." Svarede hun. DEt var lige det hun kunne huske af. Naturligvis havde hun også taget liv før.

Aramis fulgte ham ned i kælderen. Der var ingen frygt at se i hendes øjne. Skrigene sagde hende intet. Det var en neutral følelse.
"Mit fødenavn er Aramis Wayland. Min mor var en sjæledæmon som ikke kunne finde ud af selv at opfostre sine børn.. eller det var, hvad jeg fik at vide om hende. De sagde, at hun fik en søn ti år før hun fik mig, men heldigvis slap de for at passe hendes første barn. Jeg boede på et børnehjem til de smed mig ud på grund af dårlig opførsel... så blev jeg tjeneste pige for en rigmand.. som ikke var så glad for, at jeg stjal hans kones smykker." Hun trak lidt på skulderen. "Min historie er kort og kedelig. Fortæl mig noget om dig Ramsay. Noget jeg ikke kunne have hørt udefra." Sagde hun så nysgerrig og kiggede på ham.

//Tænker vi skal tage noget nyt og afslutte dette.. der er alligevel sket nogle ting nu