I need to win this war - Razor

" But I will come after him, if he treats you poorly in any way! - You can bring him that message, or.. maybe its more of a warning. " sagde han så hurtigt med et lille grin. Han ønskede ikke at der var nogen som gjorde Tatia ondt, om det så var hendes store kærlighed - i sidste ende gjorde det det også bare endnu mere forkert hvis han besluttede sig for ikke at behandle hende ordentligt. Det hørte ikke ind under kærlighed - ikke medmindre at det fordi det var det man gerne ville have.
Razor var selv stadig ikke helt klar over hvorvidt det var rigtigt eller forkert det han rendte rundt og gjorde - mest fordi det skete at folk ville være med og det virkede så ligegyldigt. Ingen havde nogensinde været efter ham for det så hvad var det forkerte i det? Det var vel bare en hobby ligesom mange andre kunne lide at tegne og male eller bage brød? Han kunne lide synet af blod, smagen af kød og det var allerbedst hvis man selv havde stået for at slå ihjel. " Not to scare you of anything. I also like cake alot, that gives my belly that nice and tingeling feeling " sagde han så lidt med et lille grin.

Razor var overbevidst om at det nok skulle lykkes dem en eller anden dag at tage hævn over de idioter der havde stået bag. Mest for at det ikke skete igen. Godt nok var sådan et sted egentlig et drømme scenarie for Razor, hvem ville ikke gerne have muligheden for at kunne kæmpe på den måde uden nogle former for konsekvenser? - dog havde turen med Tatia ændret hans syn en smule på det og det virkede overvældende hvad de ville gøre for at have krigere til deres arena. Næsten for desperat. Det var heller ikke fordi han normalt var specielt hævn gerrig - men alligevel var der noget der prikkede til ham og sagde at de fortjente at smage deres egen medicin. Før eller senere.
Han kunne ikke helt lade være med at grine. " Making people believe they're in control, and SLAM - gotcha! Thats fun. " sagde han med et smil og lod blikket glide rundt på omgivelserne før han rystede lidt på hovedet. " I bet you're alot stronger now, they don't have a change. " sagde han så lidt med en rysten på hovedet. Af hvad han havde set af Tatia var der en skjult kræft gemt inde i hende som kom frem når det virkelig galt, også var der ingen der havde en chance mod hende. Det havde hvert fald været fascinerende at være vidne til. Det var ikke hver dag man fik chancen for at se folk kæmpe for sit liv med sådan en iver. Mange valgte at gi op eller faldt før de havde chancen, men ikke Tatia - hun var virkelig imponerende. Han rettede blikket lidt tilbage mod hende med et lille smil.

" Oh really? how does that work? Is it like.. just, putting prisoners out in the wild and hunt them down while they're running for their lives? " det var tydeligt at det var noget han pludselig fandt endnu mere interessant. Det lød i Razors hoved som en helt utrolig tradition at have. Danne et fællesskab om at jagte lovbrydere. At Razor i princippet selv var sådan en lovbryder ænsede ham ikke en tanke - han synes i sidste ende bare de havde godt af det. " What do you do when you catch them? kill them? It sounds like a fun game.. " sagde han så lige hurtigt med et smil om læberne. Billederne var for længst begyndt at flyve forbi, en hel flok store ulve der farede afsted mellem træerne efter små hjælpeløse sjæle som i sidste ende ingen chance havde for at overleve.

" Dire wolves? what is that? " spurgte han så lidt og lod hovedet tilte på skrå. Det var ikke nogen han havde hørt om før. Måske var det den type ulv Tatia selv var, den var jo trods alt større end hvad en normal ulv ville være.
" I don't think I can shift into something, I don't even know what kind of shapeshifter I am. I'm just.. me " sagde han så lidt med et lille grin før han kort rodede sig lidt i håret. Det havde været ham et mysterium så længe han kunne huske, men med tiden havde han bare lært at sådan var det og han nok aldrig ville finde ud af det medmindre at han pludselig fik evnen til at skifte - eller der dukkede en eller anden vild åbenbaring op i hans sind. Han mistænkte dog at de evner han havde stammede fra hans shapeshifter side og ikke fra dæmon i ham.

Han stoppede op og rettede blikket mod Tatia før han lagde hovedet lidt på skrå. Smilet om hans læber voksede og han rystede hurtigt lidt på hovedet. " You don.. " han nåede ikke lige at sige mere før Tatia havde snuppet ham i sine arme, i et kram. En ting Razor slet ikke var vandt til. Han stod helt stille et øjeblik før han skævede lidt mod hende - men kopierede så bare hvad hun gjorde og lagde armene om hende. " Is this some sort of wolves ritual when things gets sad? " spurgte han så lidt, men måtte dog i sig selv indrømme at det faktisk føltes ret godt. Det var ikke den form for nærkontakt med folk han normalt havde, men det var nu meget rart. Det gav en underlig varm følelse i kroppen.
" You don't to thank me though. Ofcourse I didn't leave you to die! I once learned, that family means everything, and... You know, you called me your brother, wich means that you must be my sister. And with that said, I can't let you get hurt or die.. Definitely not die " sagde han så hurtigt før han rystede på hovedet og slap Tatia igen med sine arme da hun selv trådte lidt tilbage.
" You've got a clever heart. This is definitely not goodbye, just ummm.. a c'ya later. Before you know it I'll be knocking on your door, ready to go on a adventure " sagde han så hurtigt med et lille nok og et smil om læben. Alligevel var der et eller andet som slet ikke var særlig rart. Han kunne jo ikke med garanti vide hvor længe der ville gå og 'vi ses' føltes pludselig lidt mere som et muligt 'farvel'. Han forsøgte dog at ryste det ud af hovedet. Han vidste i det mindste at hun var i sikkerhed så længe hun var her - og så snart han nåede byen ville han være det samme. Så kunne de spare kræfter sammen og igen blive uovervindelige!

"I will bring the message to him." Lo hun let. Det var rart. Nogle som bekymrede sig om hende. Selvfølgelig gjorde flokken det også, og Blake, men det var langtfra det samme. Det var ikke den samme følelse.  Denne var anderledes. Det føltes mere oprigtigt end ved mange.
"You don't scare me. I guess cake is a city thing?" Spurgte hun med et skævt smil. Kage havde hun fået som lille, men hun kunne leve uden.
Hævn tog tid. Hævn var en fantastisk følelse sommetider. Hvis nogen havde gjort hende noget, skulle de også bøde for deres handlinger. Hendes vrede kunne være utæmmelig sommetider. Det havde Razor set det. Hvordan hun havde flået vagterne fra hinanden, de 'uskyldige' i arenaen. Tanken brød hun sig ikke om. Mindet brød hun sig ikke om, for hun troede ærligtalt at hun var blevet bedre til det skete. Det havde været en løgn.
"I am. They don't stand a chance. But I need them to think they do. It makes them work harder, If I kick their asses all the time.. they would stop fighting with me. So a little lie." Fortalte hun med et skævt smil.

"Yeah. We hunt them down. Kill them. If they are fast enough and make it across the river, they will keep their lives. Otherwise we catch them and then kill them." Tatia var van til de skikke de havde, blod måtte have blod. Jus drein jus daun.  De var ikke bedre end mange andre. Men i det mindste torturerede de ikke eller dræbte uskyldige. Det var hvad hun godt kunne lide at stå for. Selvom hun havde ødelagt sit eget image.
"Dire Wolf is a giant wolf like me." Svarede hun på hans spørgsmål. Hun kunne godt lide han var nysgerrig. Generelt kunne hun godt lide at fortælle, så at nogle stille spørgsmål var fantastisk.
"You are a Razor. And that I can tell is an amazing thing." Sagde hun med et oprigtigt smil på læben. Han var unik og det ville hun lade ham vide - at det var blot en god ting!
"Maybe someday you will have a superpower to change. Who knows." Hun blinkede drillende til ham og roede så atter i hans hår.

Tatia kunne mærke på ham, at han ikke ligefrem var van til at få et kram. Hvilket blot gav hende en større lyst til at gøre det.
"It's a Tatia ritual, I do it when I care about people. If I'm sad, If they are sad.. When I see them again or when I say goodbye. It's a way for me to show how much I care." Sagde hun. I stedet for at fortælle om alle grundlag af lagkagen til en, som nok ikke ville sætte det realistisk sammen, så fortalte hun, hvad det gjorde for hende i  stedet for. Måske det havde mere effekt.
"You are my brother now. And I'm your sister. By faith not blood. Even though we or I was covered in blood most of the time. But we a family now." Nikkede hun til ham med et varmt smil. Hun så halvt analyserende på ham men ikke dømmende. Tatia trak skævt på smilebåndet over hans ord.
"I really hope that I will be very soon. I'm gonna miss you." Sagde hun så og vippede hovedet på skrå. Det var virkelig trist egentlig. Efter en uge skulle de hvert til sit. Tilbage til deres egen hverdag.

//I guess that was the end? :c

" Cake should be a all over the place thing, it's amazing! I could literally eat it everyday, breakfast lunch and dinner! " sagde han med et smil. Ingen tvivl om det, det var dog ikke så ofte han faktisk fik kage. Men han kunne forestille sig at det nok var nemmere at få fat i inde i byen end herude. Medmindre man havde en god bager der kunne lave sådan noget uden en ovn der kunne. Han vidste ikke helt hvilke typer ovne man sådan var i besiddelse af i sådan en lejr ude i skoven. Han forestillede sig nok mest bare mad over bål - typisk kød. De var jo alle kødædere på nær det der ene menneske, som sikkert alligevel også nød sig en god steak.

" You're right.. Everyone fights a little harder when they're under pressure " sagde han så lidt. Det kunne selv Razors hjerne tænke sig til. Det var et naturligt overlevelses indstink alle havde, selvfølgelig i forskellig grad, men alle havde det. Razors overlevelses instinkt var dog ikke blevet sat så meget på prøve før som det havde de seneste dage. Og alligevel mistænke han at hvis det endelig kom til det, så kunne han sikkert klare mere.
Det var lige før han kunne finde på at invitere sig selv til sådan et ræs. Det lød mere end underholdende end noget andet. Spændingen i om folk nåede væk eller om man fik lov at ende deres dage. Han forsøgte et øjeblik at sætte sig ind i både jæger og offer rollerne. Det måtte være noget for sig selv lige meget hvilken del af legen man var. Han ville dog selvfølgelig til hver en tid vælge at være jæger. Ingen ville slippe væk! Han tvivlede nu også på at der var mange der slap ud af kløerne på denne gruppe ulve.
Han kunne ikke lade være med at smile, så havde han haft ret - Tatia var en direwolf, en stor ulv - endnu mere utrolig end en normal ulv. " I guess my new favorite wolf is a dire wolf then " sagde han så lidt med et lille smil om læberne. Især Tatia, hun var hans ynglings ulv. Ikke at hun kendte andre ulve, men det var der jo selvfølgelig ingen der behøvede at vide.
" You'll be the first... I mean, second to know if I can tranform into something amazing! - Second because, I'm probably gonna be the first to know " sagde han så med et smil. Han tvivlede dog på at det ville ske, hvis det endnu ikke var sket hvorfor skulle det så komme senere?

" I like your ritual then.. Its nice " sagde han så lidt med et lille grin. Han bed sig kort lidt i læben og vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere den følelse der snurrede rundt i hans krop. Den var rar også alligevel slet ikke særlig behagelig. " Dang it! Tatia I think I'm gonna miss you " fik han så alligevel frem mumlet med et kort lidt halv betuttet udtryk. Han nåede frem til at det var sådan en følelse han havde lige nu. Mest fordi den bragte tankerne om snart at ses igen frem og det gav god mening med ikke at have lyst til at tage hjem endnu - så savn måtte være det det var. Det var altid noget hans hoved ikke havde taget skade på denne tur for så ville han sikkert have været endnu mere forvirret.
Han tog en dyb indånding før han nikkede en smule. " Alright.. I have to leave.. But I'll be back, very soon.. I promise! And thank you.. for everything! " sagde han hurtigt før han ikke nogle gange. Han måtte hellere komme afsted inden han forvirrende sig selv mere end højst nødvendigt over hvad der skete i hans krop. Det var så underligt. Han sendte Tatia et smil, et taknemmeligt smil før han trådte lidt væk. " C'ya later sis! " sagde han så med et lille grin før han vinkede lidt og begyndte at bevæge sig væk.

Tatia smilte imens hun så ham bevæge sig væk. At se ham forsvinde længere og længere væk ind imellem træerne gjorde faktisk ondt på hende. Hun ønskede ikke det skulle gøre ondt. Tatia bed sig let i læben. Tatia vinkede til ham. Følelsen af ensomhed angreb og klistrede sig ind til hendes hud. Tatia sank en klump, men blev stående til, at hun var sikker på, at han var afsted. Hendes hjerte bankede voldsomt - nervøst... Han skulle nok klare den. Måske var hun alligevel ikke så uselvisk som hun gik og tænkte. For hun ønskede at han skulle blive holde hende i godt humør. Måske var hun slet ikke så stærk heller. Let blinkede hun et par tårer ud som hun fjernede hurtigt.
"Save travels brother." Hviskede hun ud i luften i et suk. Så vendte hun sig om og gik tilbage til lejren. "May we meet again." Tilføjede hun i samme hviskende toneleje da hun kort kiggede sig tilbage. Da hun kom tilbage til sine gemakker satte hun sig blot i sofaen og stirrede ind i ildstedet.


//Out.. kunne ikke holde mig fra et lille mini indlæg xD