Feathers apear, when angels are near - Seuzan

Hun så smilende op på Seuzan, da kaptajnen havde spurgt om hun blev taget med tilbage til øen, det gjorde hun i hvert fald. Hun kunne godt lide hvordan han beskrev øen, at man kunne starte nyt liv der og det hele, hun kunne godt lide lyden af det, og da han nævnte chancen for kærlighed, tænkte hun på sin søster, som allerede havde fundet sig en mand og fået børn, og måske skulle Kiüra også gøre det, hun var trodsalt 18 år, hendes mor havde altid sagt at hun ikke skulle blive for gammel, før hun begyndte at lede efter en mand og tænkte på børn.
Hun smilede da Seuzan bedte besætningen om at sætte sejl, så de kunne komme væk fra havnen. Hun kiggede op på Seuzan med et blidt blik, da han spurgte om hun var okay. "Ja, tak fordi du ikke bare gav mig væk..." sagde hun og bed sig lidt i læben, denne gang var hun ikke nervøs, bare lidt... smigret over at han beskyttede hende.
Hun hævede dog et bryn, da han sagde at det ikke var en side hun skulle have set af ham, men det var en side som hendes far også havde haft, en side som beskyttede dem han bekymrede sig om. Hun smilede bare da Seuzan kiggede væk og gav ham et blidt kram, inden hun bakkede lidt væk.
"Det er ikke en side du skal skamme dig over" sagde hun blidt og kiggede op på ham.

Seuzan blev overasket over hendes kram og at hun ikke bekymrede sig om hans udbrud. Han smilede taknemligt og gik op til roret. Styrmanden gjorde plads. "Såh, Kiü. Glæder dig til at se øen?" Han så på hende med et kort blik, men kikkede så ud mod havet igen. Efter fjender, uvejr eller noget ligende. Besætningen summede af snak og latter. En af mændene sang stille for nogle af hans venner. En varm følelse spredte sig i hans bryst. Han havde altid drømt om at få en familie, men guderne må vide hvor svært det er. At finde en man kan lide og så samtidig beskytte personen man skal. "Help me, Bob, I'm bully in the ally, Way Hey. Bully in he ally! Help me, Bob, I'm bully in the ally. Bully down in Shinbone al! Seuzan sang med på den næste sang som en fra hans besætning begyndte på. Han så på Kiü og blinkede til hende.

Hun smilede til ham og gik med ham op til roret, hun stod ved siden af ham med blikket vendt mod havet. hun nikkede da han spurgte om hun glæde sig til at se øen, det gjorde hun i hvert fald, men hvad hun bed mere mærke i, var at han havde givet hende et kælenavn, det var ret så sjovt, men hun kunne godt lide lyden af det, bare en forkortelse af hendes navn, men det lød sødt.
"meget, jeg glæder mig til at se hvad for nogle folk jeg skal bo sammen med... udover dig" sagde hun og smilede stort til ham.
Det var spændende på en måde, at ikke kende dem som man skulle dele en ø med.
Hun kiggede udover besætningen, da en begyndte at synge en sang, det var et glad folkefær, et livligt et, og hun kunne godt lide det, det havde mere liv end hendes gamle liv nogensinde havde haft.
Hun kiggede op på Seuzan, da han sang med på den næste sang, hun kunne ikke rigtig nogen af dem, så hun stod bare og nød det hygge der var omkring hende.
En let rød farve steg til hendes kinder, så de blev en anelse varme, da Seuzan blinkede til hende, hun bed sig let i læben, inden hun så ud mod besætningen igen.
"Hvor bor du... på øen Seuseu?" spurgte hun, og tilføjede det kælenavn som hun havde valgt til ham, med et skævt smil på læben.

Seuzan smilede og stoppede med at synge med for at svarer hende. Han kunne godt lide hendes kælenavn til ham. "Indtil videre er vi ikke så mange på øen. Udover den besætning der sejler med Bruning Revenge. Våbensmed og hans makker, Filli og Killi hed de vist. Og selvfølgelig Kaptajnen. sagde han og holdte en hånd op for øjnene. En storm kom rullende mod dem. Han så på hende. "Der kommer en storm. Du kan blive hvis du vil. Jeg passer på dig, men du føler dig i sikkerhed indenfor så tag min kahyt. Kaptajnkahytten. sagde han venligt og brølede ordrer til besætningen på latinsk. "Og som svar. Jeg bor i et hus oppe i det øvre level på øen. Tæt på Kaptajnen." Han strammede grebet om roret da blæsten begyndte at bide mere fat i ens krop. Med skrævende ben gjorde han sig klar til at ramme stormen.

Hun nikkede, det var ikke mange der boede på øen, men det var vel kun en god start for hende, så behøvede hun ikke at være al for nervøs, for at hun skulle lære alle sammen at kende med det samme, der var få at lære at kende nemlig. Kiüra var ikke alt for god til at skabe venner, men når hun havde fået venner, så lod hun dem heller ikke bare smutte ud af hendes liv, og hun ville gøre alt for dem.
Hun så lidt nervøst forude, da han sagde at der var en storm på vej, selvom hun havde lyst til at blive hos ham, så ville hun føle sig allermest sikker indenfor, så da han sagde at hun bare kunne bruge hans kahyt, tog hun imod hans tilbud med det samme.
Hun var allerede på vej væk fra roret, men da han svarede på hendes spørgsmål, vende hun sig om og nikkede med et smil, "jeg glæder mig til at se hvor jeg kan bo" sagde hun inden hun gik videre til hans kahyt. Selvom hun aldrig havde været på et skib, så kunne hun godt regne ud af den store flotte kahytte, var kaptajnens.
Hun gik hurtigt derind og lukkede døren, før hun begyndte at kigge sig rundt. Hun blev derinde til at stormen var ovre.

Seuzan smilede efter hende og så mod stormen. "Du kan lide hende, ikke?" Hans styrmand, Alex, så på ham med et smil. Seuzan så på ham kort og så væk igen. "Måske. Svaret var kort og kontant. Alex klukkede. "Kom nu, Uzan. Du har fortjent lidt glæde i livet. Stormen var nu over dem og Seuzan stod fast som en klippe mens besætningen tumlede mellem hinanden for at holde skibet oppe og sikkert. "Måske jeg først skulle være hendes ven frem for alt andet." sagde Seuzan og stivnede da ordet vandtornado lød. Han drejede hovedet mod vest og skar tænder. En kæmpe vandtornado kom imod med høj fart. "Fuld sejl. Lad os fange vinden!" brølede han og straks kom alle sejlene ned. Vinden gav dem mere fart. "Luka, sørg for at Kiü er ok." En af de unge drenge skyndte sig hen til kahytten. Sørg for at vores last og krudt er spændt sikkert fast!" Fire mand styrtede ned under dækket. Seuzan kikkede mod vest igen. Tornadoen var meget tæt på. Han kunne se skibsvrag og andet inde i dens midte. Kæmpe bølge ret forude!" Seuzan piskede sit hoved i retningen og blottede tænder i frygt. Et bølge, omkring 10 meter høj kom imod dem. Han så mod tornadoen og så mod bølgen. Et valg. Han styrede mod bølgen.

Mens hun kiggede rundt i hans kahytte, begyndte hun at tænke på Seuseu, kunne hun lide ham? hun følte en form for tiltrækning når hun var omkring ham, hun kunne godt lide at have ham omkring, hun følte sig sikker hos ham. Det havde dog ikke engang været en dag hun havde kendt ham, måske skulle hun bare tage det med ro, vente og se om han faktisk også følte det samme som hende og om hendes følelser var lige så stærke om nogle dage som de var nu, var det måske bare følelsen og spændingen af at hun var i gang med at skabe et nyt liv, der gjorde at hun følte sådan, eller var det virkeligt? Hun bed sig i læben, så mange spørgsmål, men en ting var hun sikker på, hun kunne lide Seuseu, hun havde bare ikke fundet ud af hvor meget egentlig.
Hun fik sig noget af et chok, da en ung fyr kom ind i kahytten. Hun kiggede lidt spørgende på ham. "Hvem er du?" spurgte hun bare lige ud, mens hendes øjne havde et glimt af frygt.
"Jeg hedder Luka, Uzan sendte mig for at tjekke om du var okay?" svarede han. Kiüra blev lidt mere rolig og smilede så til den unge fyr. "Jeg har det fint, men hvad er det der sker deroppe?" spurgte hun nysgerrigt. Fyren fik noget af et bange udtryk, da hun spurgte og det gjorde hende nervøs.
"Der er en vandtornado der truer os, men kaptajnen gør hvad han kan for at komme uden om den" sagde fyren.
Kiüra nikkede, en anelse bange for hvad der mon skulle ske, hun havde en lyst til at gå op til Seuseu, for at se ham, fordi tæt på ham, følte hun sig sikker.
"Jeg går op til Seuzan" sagde hun, men fyren så ikke ud til at kunne lide den beslutning for han gik ind foran hende. "Det er nok ikke en god ide, jeg er bange for at jeg må give dig ordre på at blive herinde i sikkerhed" sagde han og så bedende på hende, som om at han virkelig ville have hende til at adlyde ham.
Hun sukkede og nikkede så bare, men hun kunne ikke lade vær med at føle at noget var helt galt og at hun skulle op til Seuseu i en fart.
I det hun tænkte det, blev skibet pludselig ramt af noget med stor styrke, som væltede både Kiüra og fyren omkuld.
Hvad skete der derude. Hun kom hurtigt op og stå, og før fyren kunne stoppe hende, var hun ude af kahytten.
Det var tydeligt at skibet havde været ramt af en bølge, hvor der var meget vand på dekket.
Hun kiggede op mod roret og gik hurtigt der op for at være tæt på Seuseu.

Seuzan kæmpede med at holde sig oprejst da bølgen ramte dem. Mange af mændene blev væltet omkuld, men ingen faldt overbord. Mest fordi de holdte øje med hinanden. Noget han havde banket ind i dem. De gled stejlt ned på den anden side af bølgen. Han brølede til mændene at de skulle holde fast. Vinden piskede ham i ansigtet. Han så ud til siden hvor Kiü dukkede op. "Du burde nok blive under dækket." sagde han over stormen og drejede skabt ud til den ene side da en mindre vandtorando kom forbi. Man kunne næsten mærke den styrke. Han skar tænder og så på dækket. Hele besætningen samarbejdede med hinanden. Alle ville gerne væk fra denne storm og hjem i sikkerhed. Dankan sagde ikke noget om en storm!" knurrede Alex og skyndet sig ned for at hjælpe med et af sejlene. Hold fast i gelænderet eller i mig. Du skulle nødig flyve væk i denne vind." brummede Seuzan og holdte udkig efter nye farer på havet.

Hun rystede på hovedet, da han sagde at hun nok burde holde sig under i kahytten, men hun følte sig ikke sikker der, selvom det nok var der hun var allermest sikker. "Jeg føler mig sikre hos dig" sagde hun bare direkte, fordi hun følte sig meget sikre hos ham, hvilket var meget mærkeligt for hende, for hun havde ikke følt sig så sikker hos nogen før, udover hos hendes far.
Da han bedte hende om at holde fast i noget, gik hun hurtigt om bag ham og holdt fast om ham bag fra, hun havde ingen planer om at forsvinde fra dette skib i dette vejr, hun ville jo aldrig nogensinde se overfladen igen, hun ville sikker drukne, så hun holde fast som om hendes liv gjaldt det.
Hun gemte sit ansigt ind mod hans ryg, så hendes ansigt ligesom var gemt væk fra vinden og vandet, og gemt ind til noget mere varmt.

Han følte mere end så hendes arme omkring livet på ham. Han smilte og lagde kort en hånd på hendes. "Vi kommer igennem. Det lover jeg dig!" mumlede han til hende og begyndte at kikke efter en ende på dette vejr. Der var efterhånden gået lang tid med denne storm. Vinden sled ikke så meget på folk mere og de stormgrå skyer veg nu for de mere lysere skyer. Han sukker lettet og ser sig over skulderen på den unge pige. "Hvad siger du til den første storm på havet, Kiü?" spurgte han med et smil der viste stress og lettelse. Han så igen ud mo havet. "Ø i sigte! Vi er næsten hjemme." Seuzan rettede straks ryggen mere og så sig om. Denne ø var ikke deres, men Devils Lagoon lå i nærheden. Man kunne se flere piratskibe mange i forskellige retninger. Flere af medlemmer vinkede til de skibe der kom tæt på og der blev vinket igen. Seuzan sukkede og hviskede noget på latinsk.

Hun smilede da han lagde sin hånd på hendes kort, og sagde at de nok skulle komme igennem, det beroligede hende meget og gjorde hende tryg. Hun ville helst ikke ende på havet første gang hun havde været på et skib, det var allerede skræmmende for hende, uvejret gjorde det bare værre.
Da det var begyndt at blive roligere, slippede hun blidt sit tag om Seuseu og kiggede op på ham med et smil, da han kiggede på hende. "Skræmmende, men... spændende" sagde hun og grinte let.
Hun kiggede sig om, da der blev sagt at de snart var hjemme, hun kiggede på alle de skibe omkring dem, det var spændende for hende at være sådan et nyt sted. Hun kiggede op på Seuseu med et stort smil, inden hun løb ned på dækket og kiggede udover rælingen, ned på havet og ud på de andre piratskibe som vinkede. Det var et flot sted de havde, og hun kunne ikke vente til at komme hen til øen.

Seuzan slog en latteren op da hun styrtede ned på dækket for at se på de andre skibe. Alex sluttede sig atter til ham. "Stormen er ovre, men Minotaris ville blive ramt hårdt." mumlede hans Styrmand. "Lad os bare håbe at Devils Lagoon ikke blev ramt alt for hårdt. svarede den mørkhårede Skytsengel. Han kikkede på Kiü med et blødt blik. Alex klukkede. "Hvis hun skal være din så må du holde hende tæt ind til dig." sagde han. Seuzan så kort på ham. "Og hvad hvis hun ikkke gengælder følelsen? Hvad så?" Alex trak på sine skuldre og gik ned på dækket. Luka kom frem fra kahytten med blod i hovedet. Seuzan frøs. Og Mange af mændene skyndte sig hen til den unge mand. "Knægt hvad skete der?" Drengen rystede over hele kroppen og Seuzan gik fra roret, der straks blev overtaget af en snden erfaren sømand. Han stoppede foran drengen. "Stormen var hård. Jeg væltede ind i glaskabinettet. Der blev knust." Seuzan grab blidt fat i drengens hage og undersøgte såret i hans pande. Med blide fingre pillede han glasskårene ud. Luka så hen på Kiü. "Jeg er glad for at de er uskadt." sagde drengen til pigen og smilede nogenlunde flirtende. Seuzan rasede indevendig, men forholdte sig rolig udenpå.

Det var meget smukt, ikke som der hjemme i Doomsville, hvor det meste var ødelagt nu, af væsner og jordskælvet, det var voldsomt og det var grimt, byen var ikke hvad den havde været, men ude på havet, alt var så pænt, nok fordi det var så langt væk fra alt der kunne ødelægge dets smukhed, alle mennesker, dæmoner vampyrer, der kunne ødelægge alt med deres dumme ideer og deres kampe.
Her var fredeligt og smukt, det var helt sikkert et sted hun kunne føle sig hjemme.
Hun vendte sig pludseligt om, da der var påstyr på dækket, det var ham fyren fra kahytten, Luka, han så ud til at være ramt hårdt. Hun bed sig i læben, hun havde slet ikke set at han var så hårdt ramt, hun havde bare skyndt sig ud... hun følte sig lidt skyldig over ikke at have tjekket op på ham, men da han sagde at han var glad for at se at hun var okay, rødmede hun og smilede blidt til fyren. Hun gik roligt der hen, til Seuseu og fyren. "Jeg er ked af at jeg bare lod dig ligge derinde.." sagde hun undskyldene og kiggede blidt på fyren, mens hun holde sig ind til Seuseu.

Seuzan smilede til Kiü da et nyt råb lød. De var på vej ind mellem en masse klipper og store øer. "Kaptajn. Roret er dit!" Seuzan vendte sig om og skulle til at gå, men vendte sig om mod Kiü. "Vi er snart ved Devils Lagoon. Hvis du ville have en god udsgit så stil dig helt oppe i forstavnen." sagde han og gik med hastige skridt op til roret. Han overtog og så på mandskabet. "Alle mand på deres poster. Vi snart hjemme I Søaber!" brølede han og lattere med glade udråb lød. De styrtede alle til deres poster og det sorte flag blev hejst med stolthed. Seuzan så stift lige ud. Man kunne snart ane Devils Lagoon. Hans hjem for 362 år. Han kikkede bagud og så at mindst syv piratskibe var faldet ind på række bag dem. Flere der nok også skulle hjem eller søge et her. Solen skinnede igen og dens hede tørrede skibet fra stormen. Seuzan nynnede stille og tappede i takt med sin ene fod. Alex kom op og stille sig til hans venstre side. "Hjem kære hjem. sagde Alex. "Det et af de få steder vi faktisk kan kalde vores hjem." svarede Seuzan og så på sin ven med et tørt smil. Mange pirater var belvet jaget væk fra deres tidligere hjem. Så nu enten drev de rundt på havet, havde slået sig ned i Minotaris eller en anden havneby, eller værre endnu. De var døde. Seuzan frygtede ikke døden, men han måtte være varesom. Pirater kunne også forråde hinanden. Man kunne aldrig vide.

Hun kiggede op på Seuseu og smilede stort til ham, da han skulle overtage roret. Hun kiggede sig lidt rundt omkring, de var åbenbart på vej til at være ved øen.
Hun vendte blikket mod Seuseu igen, da han sagde at hun kunne få en god udsigt fra forstavnen af. Hun nikkede smilende og løb hurtigt til det forreste af skibet og klatrede varsomt til enden af forstavnen, hvor hun satte sig ned og nød udsigten. Dette ville blive spændende, en ny ø til at starte et nyt hjem for hende, men nye venner at få, en ny familie at føle sig tryg hos, Seuseu at føle sig tryg hos, hun glædede sig til at bo tæt hos ham, at kunne møde ham hver dag, hun følte allerede en stærkt bånd havde formet sig mellem dem og at de nok skulle få det godt sammen, lige meget hvad.
Et stort bredt smil var på hendes læber, mens hun kiggede forud og gjorde klar til at ankomme til øen, så hun kunne gå på opdagelse sammen med Seuseu. Da de havde lagt til kaj, kravlede hun ned af forstavnen igen og løb hen til Seuseu. "Kan vi gå på opdagelse?!" spurgte hun spændt og hoppede lidt på stedet af spænding mens hun så forhåbningsfuldt på Seuseu med et blidt blik.

Seuzan førte skibet sikkert ind til kajen pg syraks stod der mænd klartil at tage imod rebene der blev kastet ned. Han så på Kiü der bogstavligtalt hoppede på stedet. Der lød en klukkken fra dækket. "Lad os lige hjælpe med at læsse af." sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. Det store gitter på dækket blev fjernet og gav adgang til lastrummet. Et par af mændene hoppede ned og begyndte at rulle tønder frem. Hejseværket blev fundet frem og tønderne placeret i et net. "Hiv op!" brølede en af mændene nede fra lasten og andr mænd begyndte at hive.tønderne kom og og rullet ned på kajen. Kasser, tønder og poser stod til sidst i stakke på kajen. Seuzan så på Kiü. "Nu kan vi vel godt gå på opdagelse." sagde han med et let smil på læberne.

Hun smilede stort og nikkede, da han sagde at de nok skulle blive lidt for at hjælpe med at få deres ting læsset af på kajen.
Hun hjælp så godt hun kunne, men det var ikke fordi hun var særlig rutineret, slet ikke, men hun var bare så ivrig efter at komme ud på opdagelse på denne ø.
Så da det endelig var færdig og Seuseu sagde de kunne gå omkring øen på opdagelse, smilede hun stort til ham, inden hun tog hans hånd og begyndte at gå rundt om øen.
Kun kiggede meget på vandet som bevægede sig blidt mod øen, men hendes øjne begyndte at være mere på øen, da de bevægede sig længere ind på midten af øen. Den var flot, hun var glad for at hun var taget med Seuseu. Hun stod stille pludselig, mens hun kiggede rundt, hendes hånd holdt stadig fast om Seuseus, mens hun studerede øen og dens steder. "Her er skønt" sagde hun pludseligt og vendte sig mod ham.
Hun kiggede ned på deres hænder, inden hun slap blidt hans og rødmede lidt.

Seuzan smilede da hans så hendes glade blik. "Skønt at høre at du elsker dette sted." sagde han og klukkede da hun rødmede. Han lod en forsigtigt hånd kører over hendes blå hår. Han førte an op til øens mødested. Han stoppede på trappen og pegede udover den nedre bydel. "Her nede bor vores mindre besætning og kontakter på øen." Så pegede han op på den øvre bydel. "Og her oppe bor Kaptajnen og hans familie, hvis han havde en. Hans Quatermaster og hans. Og besætningen på Burning Revnge." Hans blik så var hende. "Ruinerne er et af de steder hvor vores besætning holder meget til."

Hun smilede til ham. "Jeg er glad for at du tog mig med her, jeg håber bare at jeres kaptajn går med til det" sagde hun kiggede rundt om sig igen. Hendes kinder blev rødere, da hans hånd strøg over hendes hår, hun bed sig blidt i læben og kiggede op på ham. Hun havde det godt sammen med ham, selvom Kiüra var ekstrem dårlig til at være social og tage kontakt, så havde hun det rigtig sjovt sammen med Seuseu, selvom hun lige havde mødt ham, hun havde et bånd med ham, som hun ikke rigtig havde haft med nogen før, det var heller ikke fordi at hun havde haft et bånd med mange, det stærkeste var med hendes søster, indtil hun begyndte at gå mere sammen med hendes veninder, end Kiüra, og så var hun ligesom efterladt til sig selv, det håbede hun ikke ville ske med Seuseu.
Hun gik roligt med ham, da han guidede hende vejen, til at se deres sted.
Hun kiggede de steder han pegede hen, på hvor de forskellige boede på øen, hun nikkede let og smilede. Det hele var så nyt for hende, så spænende at være på denne ø.
Hun kiggede op på ham, hun ville gerne se hvor han boede. "Så... hvor bor du Seuseu?" spurgte hun nysgerrigt.

Seuzan pegede igen op på den øvre bydel. "Jeg bor i et hus deroppe." sagde han og så på hende. "Jeg ved at der er et hus ved siden af mit som du sikkert kan få. Kaptajnen har sikkert meget imod det." Han begyndte at gå op af trappen og hen mod en stor bygningen med et dødningehoved malet over dørene. Han bankede på og kikkede ind. Pirater sad ved langborde og snakkede, men de tav alle da de så ham. "Uzan, Sir." En af de ældre rejste og kom hen til dem. "Kiü. Mød besætningen." sagde Seuzan og slog ud med armene. "Den frygtede besætning fra Burning Revenge." Flok bestod af muskuløse mænd og kvinder alle var klædt til kamp. De så alle på hende med nysgerrighed.

Hun kiggede efter hvor han pege hende og smilede da han sagde at der var et hus ved siden af, som hun sikkert kunne flytte ind i, det ville være fuldstændig perfekt for hende, at bo ved siden af ham, siden alt dette var nyt for hende, undtagen ham, kunne hun godt få brug for ham meget som støtte, men også bare for at have en at være sammen med, om han blev ven eller noget andet, så ville hun være sammen med ham, lige meget hvad.
Hun gik roligt efter ham da han gik op af, hun holde sig tæt til ham, men bag ved ham lige i starten, andet... turde hun ikke rigtigt.
Hun kiggede lidt frem bag ham, da han åbnede en dør til en masse pirater der sad til bords. Der blev dog stille da Seuseu havde åbnet døren.
Hun gik frem fra sit skjul bag Seuseu, da han præsenterede hende til besætningen.
Hun bed sig lidt i læben, da der blev kigget på hende, hun kiggede kort op på Seuseu, inden hun kiggede på besætningen med et blidt smil og vinkede bare kort. "Um, hei" sagde hun.

Besætningen tog imod hende som en hjemvendt søster. De var alle henne og hilse. Seuzan stod ud til siden og smilede. "Hun vil blive her og leve et liv som os. Men indtil hun er faldet bedre til skal I hjælpe mig med at passe på hende og lærer hende alt hvad I ved. Er det forstået." spurgte han og et kor at 'Yes Sir' lød. Seuzan nikkede tilfreds. "Hun har intet med sig udover det hun står og går i. Stik hen på markedet og find noget til hende. Noget der gør at hun kan bevæge sig med frihed." Tre kvinder styrtede ud af døren og Seuzan gik hen til en af de høje stole der var beregnet for et af rådsmedlemmer. Han var ikke klædt som en, men satte sig alligevel. Han så på Kiü med et smil. "Hvad syntes du om det indtil videre og hvad vil du nu se?" Han lagde hovedet på skrå.

Det var overvældene for hende, alle dem der kom hen for at hilse på hende, men hun smilede til alle og følte sig med det samme hjemme hos dem, de var så imødekommende og søde til at tage imod hende, at det føltes som om... hun havde været der i flere hundrede år.
Hun kiggede hen på Seuseu med et stort smil, man kunne nærmest sige at det var kærligt fra hende af.
Hun kiggede efter tre kvinder som løb hen for at købe noget tøj til hende, som hun kunne gå i.
Hun gik roligt hen til Seuseu, hvor han sad. Hvad hun synes om det? Hun elskede allerede at være der.
"Jeg elsker det, de er virkelig søde" sagde hun smilende. Hun tænkte på hvad hun skulle se. "Har du et yndslings sted som du vil vise mig?" spurgte hun nysgerrigt.

Seuzan klukkede. "De er venlige mod deres egne, men i kamp." Han smilede grumt og så på resten af besætningen. De grinede alle sammen og så legende på hinanden. "Mit yndlingssted?" Han havde mange, men et specielt faldt ind i hans smag. Han rejste sig op og så ned på hende. "Er du god til at klatrer?" Han begyndte at gå udenfor. Ude i det frie luft kunne man hører at markedet var ved at komme til liv igen. Købmænd og koner gik mellem hinanden. Seuzan stoppede op for at betragte to små børn der løb og legede. Et kærligt smil bredte sig og et drømmende blik gled over hans ansigt.

Hun kiggede lidt spørgende på ham, hvad skulle det betyde, var de ikke søde mod hinanden når de var i kamp? Hun bed sig lidt i læben og kiggede lidt på resten af besætningen.
Hun nikkede, ja et yndlingssted, hun ville vide hvor han kunne lide at være når han havde brug for noget tid til at være alene, at have tid til at tænke eller bare se noget smukt. Hun følte hun altid kunne dømme personen ud for et sted de valgte.
Hun smilede da han spurgte om hun var god til at klatre. Hun rystede på hovedet. "Slet ikke... skal vi højt op?" spurgte hun nysgerrigt og begyndte at gå efter med med ivrige skridt.
Hun kiggede sig rundt da de kom ud, der begyndte at komme mere liv på øen og det var dejligt at se. Hun kiggede på Seuseu som var stoppet for at se på to små børn. Hun smilede blidt og gik op på siden af ham, hvor hun så hans drømmende blik. "Hvad tænker du" spurgte hun nysgerrigt og kiggede op på ham med et blidt smil og kærligt blik.