Feathers apear, when angels are near - Seuzan

Tid - Sen morgen
Sted - Minotaris havn
Vejr - Solen skinder, men det er lidt overskyet
Omgivelser - Både, vand, nogle få folk hist og her.
Påklædning - outfit

@Seuzan

Kiüra gik stille og roligt rundt i minotaris, mens hun balancerede på kajen, hun havde aldrig været der før, hendes mor og far havde altid holdt hendes søster og hende hvor de boede, hun havde ikke set meget andet end doomsville city, firewood village og Ashen wood forest, hun vidste dog at der var meget mere ved denne verden hun kunne udforske, hun havde bare ikke den store lyst til det, efter som hendes mor og far var blevet dræbt under jordskælvet. Eller hun vidste ikke rigtigt om hendes far var død, han var bare forsvundet, men hun havde set sin mor ligge under taget af deres hus, så der var ikke meget at komme efter, det havde været et forfærdeligt syn og stadig et hun vågnede op til om natten, hvor hun var badet i sved efter et mareridt.
Selvom der havde gået nogen måneder siden hun havde fundet ud af det, havde hun stadig ikke samlet mod til at komme og sige det til sin søster, men hun var ikke i tvivl om at hendes søster nok allerede vidste det, siden hendes mor og far aldrig kom og besøgte dem længere.

Imens hun gik og balancerede på kajen, kiggede hun på de få personer der var der, det var for det meste bare havnearbejdere, turister eller andet.
Det var nu et hyggeligt lille sted, der var meget fredeligt og hun kunne godt lide lyden af de små bølger slå mod kajen blidt, det var beroligende, hun var dog ikke sikker på at hun nogensinde ville ud og sejle, hvor bølgerne var højere, hun ville nok blive lidt syg af det, hun fandt det også lidt skræmmende at være på en båd, hvad nu hvis den sank på et tidspunkt, hvordan kunne den overhovedet holde sig oppe over vandoverfladen, det var et mysterie for hende, men meget interessant at tænke på.

Solens stråler var ikke helt varme endnu, men folk nød den. Det var jo trods alt begyndelsen på en lovende sommer. Sælgerne råbte i munden på hinanden ved det livlige marked. Kajen var endnu mere livlig end markedet. Sømænd og pirater. "Hold dig fra mit bytte!" knurrede en arrig pirat. Piratens kaptajn stod ude til siden og så på. Hans ansigt var ikke til at læse. Den muskuløse skikkelse var Seuzan Patrik Legian. En pirat med engleblod i årene. Han så på med rynket bryn og klikkede med tungen. Det her kunne ende grumt.

Seuzan var klædt til løb og kamp uden rustning. En skjorte, lette bukser og solide støvler. Han havde altid en rød bandana på som holdte hans dreadlocks væk fra ansigtet. Han havde altid to pistoler og et sværd på sig. Hvem ved måske en daggert eller en anden form for kniv?

Seuzan kikkede væk fra de kommende optøjer og lod blikket glide henover kajen. Han havde ikke set nogen spændende folk indtil videre. Ved hans fødder har han en pose med perler og andre værdigenstande som han har dykket efter. Der sker aldrig noget spændende for tiden tænkte han og pustede en dreadlock væk.

Kiüra var lidt i sine egne tanker for et øje sekund, hun så lidt ned på havet som bølgede meget blidt og lavede nogle små 'svush' lyde som hun ret godt kunne lide at høre på, hvis hun skulle være ærlig.
Hun kiggede tilbage ind mod land, hvor hun fik øje på nogle pirater, hun havde aldrig nogensinde stødt ind i en pirat før, og slet ikke set dem på afstand, de kom aldrig rigtig til Doomsville City, de opholde sig selvfølgelig ved havne som denne og på deres skibe. Det var sjovt at se så mange nye ting og personer uden for sit hjem, hun følte at hun havde været lukket inde, da hun fik øjne op for alle disse ting, men egentlig var det nok bare hendes mor og far som aldrig havde haft interesse for at se andre byer og folk end doomsville city og dem der var i doomsville city, hvilket var ret kedeligt at tænke på.
Hendes blik fik et glimt af overraskelse, da en a pirater kiggede i den retning hun stod. Selvom hun aldrig havde mødt en pirat, havde hun hørt mange historier om dem, om hvor voldelig de var og barbariske, hendes far havde engang sagt at de var tæt på at være det samme som dæmoner, hun vidste ikke om det var rigtigt, men hun havde bare hørt det fra sin far. Så da hun så den pirat kigge sig omkring, blev hun en anelse stiv i kroppen, en anelse bange, mens hun bare kiggede direkte hen på ham.

Seuzan skridtede ned ad kajen. Mange af de yngre pirater så efter ham med had blandet med respekt. "Hvad laver han her?" hvæsede en Kahytsdreng. Hans ældre makker klaskede en hård hånd over drengens nakke. Var din tunge. Den mand kæmper for vores frihed og er en af de mest succesfulde pirater!" Et grumt smil gled over Seuzans ansigt. Han stoppede ved en bod og lænede sig op af den ene stolpe. Han var nu meget tættere på markedet. "Mister Legian. Noget jeg kan hjælpe med?" Sælgeren smilte og vinkede sine andre kunder væk. De gik væk og så langt efter dem. "Jeg har byttet med." "Og her er posen med de 100 guldmønter." Seuzan tog imod pungen med guld og tippede sit hoved. Han vendte sig om og så en ung kvinde stå nede ved kajen. Han lagde sit hoved på skrå og et skævt smil bredte sig over hans mund. Han kunne genkende en indlamdspige når han så en. Mange af de andre pirater gav hende også meget opmærksomhed. Han så op på himlen og missede med øjnene. Et par måger fløj over himlen med skrig og kalden. Han lukkede øjnene og nød den sikkerhed han følte her. What shall we do with a druken sailor? What shall we do with a druken sailor? What shall we do with a druken sailor early in the morning?" Han åbnede øjnene og så mod stemmerne der sang. En flok pirater i 30. sang ude foran kroen. Han klukkede stille og så mod pigen igen.

Hun bed sig i læben og kiggede ned, da piraten fik øje på og fik et smil på læben, det med at være så tæt på en pirat, eftersom hun vidste hvad de var, eller havde fået af vide hvad de var i stand til, var meget skræmmende for hende, hun kunne bestemt ikke lide det, slet ikke da han fik øje på hende.
Hun stod stivnet nogle få minutter, men efter lidt hvor han havde kigget væk, vendte hun sig om og pustede lidt ud, inden hun satte sig ned på kajen.
Vandet var så højt oppe, at hendes fødder var i vandet da hun lod sine ben dingle ud fra kajen.
Hun kiggede udover vandet, men hun kunne sagtens mærke at der var nogen der kiggede på hende, det var også første gang hun var her, og her var sikkert lokale som selvfølgelig var nysgerrig, fordi de ikke havde set hende før, men hun var nervøs, fordi det var hovedsageligt pirater.
Men der var et blik som fangede hendes opmærksomhed, det var piraten fra før, hun vendte sit blik mod ham, hendes blik viste et glimt af frygt, hun var en anelse bange for at være her, der var mange nye typer som hun ikke vidste noget om, det hele var bare så nyt og det var svært at være alene i et nyt sted, især som en menneske pige som ikke kunne det store, udover at hun havde kræfter som en engel, men det var kun kort hun kunne det.
Hun blev bare ved med at kigge på denne pirat, mens hendes tanker kørte som en gal inde i hendes hoved, hun lagde ikke mærke til meget omkring sig, hun ville end ikke ligge mærke til hvis han bevægede sig, selvom hun havde øjne på ham.

Han gik langsomt hen mod hende. Undgik mennesker og dyr på vejen. Han stoppede op da et par pirater kom hen til hende. Hans øre var på stilke og de mørke øjne var stift rettet mod dem. Mændene standsede på afstand og begyndte at pifte. Fjolser, tænkte han og rullede med øjnene. Han gik hen på kajen og satte sig med benene hængende udover kanten. Han vendte sig halvt om og så på pigen. Han fløjtede som Jackdaw og smilede ventende. Forhåblig kunne hun se at han intet ondt ville hende. De blød svulp lyde fik hans blik til at rette sig mod vandet under ham. Vandet rørte ham næsten og med et vip med hånden fik han noget vand op på sin håndflade. Han så på vandet og skar ansigter. "Undskyld mig frøken, men hvad laver en smuk tøs som dig i denne by fyldt med respektløse pirater?" Seuzan vendte sig om og så på en tyk pirat. Respektløs? Ikke alle var sådanne. Et øjeblik, Madame. Ikke alle er sådan. Seuzan skridtede hen mod dem med faste og hurtige skridt. Han holdte sig på en frygtløs og rolig måde. Dog virkede den også meget hård. Han fandt sig ikke i meget, men at lyve omkring piratrådet? Det tålte han ikke.

Hun blinkede med øjne da der pludseligt blev piftet af hende, hun havde ikke lagt mærke til at piraten var gået hen mod hende, så da han var tættere på, blev hun en anelse nervøs. Hun kiggede dog hen på de andre pirater, som havde piftet af hende, hun bed sig i læben og rødmede mens hun kiggede ned. Det var mærkeligt at de sådan piftede af hende, hun kunne ikke lide det, at få den opmærksomhed, hun følte at det var en negativ opmærksomhed hun fik fra dem.
Hun kiggede dog over mod den pirat hun i første gang havde fået øje på, som sad på kajen som hende, han fløjtede og smilede, helt anderledes i forhold til dem som havde piftet af hende.
Hun begyndte at rykke sig tættere på piraten, men stoppede op da en anden talte til hende. Hun kiggede på piraten som havde talt til hende, men inden hun kunne rigtig svare denne pirat, kom den anden derhen. Hun rejste sig hurtigt op, for lige pludselig stod der to pirater ved hende, det var bestemt ikke noget hun syntes om, slet ikke da piraten som hun først havde lagt mærke til, virkede en anelse... sur?
Ikke alle var sådan? Det var de vel ikke, der ville altid være forskel, men i sidste ende ville man altid være ens inderst inde, ville man ikke.
Hun kiggede på piraten, som var kommet hen til dem. Hun var en smule bange for at det ville ende i et slagsmål og det ville hun helst ikke have noget at gøre med, så hun gik ind foran piraten, for at skærme fra den anden pirat, som åbenbart havde gjort ham sur.
Hun kiggede op på piraten, mens hun bed sig lidt i læben, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu, hun havde bare stillet sig imellem dem, så de ikke skulle komme op og toppes.

Seuzan så på pigen og så på den anden. Ned et fnys stirrede han hårdt på den anden der fjernede sig hurtigt. "Jeg undskylder for ulejelighed, unge frøken. Jeg mente ikke at skræmme dem." sagde han og bukkede let. Han huskede alle de ting som hans familie havde lært ham. Han rettede sig op og lagde hovedet på skrå. Der var noget der gjorde ham nysggerig ved hende. Noget der føltes som hjem. Mændene der havde piftet gik skullende væk. "Du slipper væk med denne gang, Uzan!" tåbte lederen og knyttede en næve i deres retning. Seuzan så blot på dem og med et spredte han sine vinger ud. De lange smidige vinger glimter en stormgår farve i dettedejlige vejr.


Beklager det et så kort. Er nu på iPad.

En rød farve steg til hendes kinder og gjorde dem varme, da han bukkede for hende og undskyldte for at have skræmt hende. En blid latter kom kort fra hende og hun bed sig hurtigt i læben. "Øhm, det gør ikke noget" sagde hun og smilede til piraten. Hun kiggede op på ham med nysgerrighed, men lyttede dog til hvad de andre pirater råbte. Uzan? Var det hvad han hed. "Hedder du Uzan?" spurgte hun nysgerrigt, det var et besynderligt navn, hun havde ikke hørt det før, men alt var nyt for hende lige nu.
Hun blev dog meget overrasket og rykkede lidt tilbage, hun stod med store øjne og kiggede bare på ham. "Du... du er engel?" det overraskede hende meget, at en pirat var en engel, så var pirater måske ikke så onde som hendes far havde beskrevet dem.

Han smilede. "Uzan er et af mine piratnavne. Navnet er Seuzan "Seastormer" Patrick Legian han bukkede igen og slog ud med armene. Og klukkede ved hendes overaskelse. Det var altid dejligt at overaske folk. d"Du troede velat alle pirater var ens og mindede meget om dæmoner ikke? At alle bare dræbt på må og få. Voldtog brændte, drak og skrålede? Han så på hende med et venligt blik. "Som sagt. Vi er ikke alle ens." Han blinkede og vendte sig mod havet. "Du er vel nysgerrig ikke?" Han så sig kort over skulderen og smilede kækt. Han var åben nu. Han foldede sine vinger ind til sin krop efter at have flakset lidt med dem. Han stønnede over dem ømme flyvemuskler og strakte sine arme ud foran kroppen.

Seuzan... stadig ikke et navn hun havde hørt før, men han var heller ikke en hun havde set før. Hun smilede lidt da han havde sagt hele sit navn, det var måske nu hun også skulle præsentere sig selv, det ville i hvert fald være det mest logiske. "Hyggeligt at møde dig Seuzan, jeg hedder Kiüra Levy Jung" sagde hun, mens hun kiggede meget på ham, der var meget at studere ved ham, hans tøj, hans hår, hans ansigt, ja alt ved ham var bare så anderledes end alt det hun kendte.
Hun bed sig i læben, en vane hun havde, når hun blev nervøs omkring andre, da han begyndte at tale om hvad hendes far havde sagt om dem, hvordan de var, måske var de alle sammen ikke ens, måske var der nogen som skilte sig ud fra gruppen, som Seuzan gjorde.
Hun nikkede dog, selvom hun godt kunne se at det måske ikke var rigtigt, men det var hvad hun altid havde fået af vide af sin far, og hun havde altid troet på sin far. "Det var hvad min far altid sagde" sagde hun og kiggede ned i jorden.
Hun kiggede op på ham, da han spurgte om hun var nysgerrig, hans kække smil fik hende til at rødme, men hun nikkede så, hun var meget nysgerrig omkring ham. "Meget nysgerrig" sagde hun og kiggede meget på hans vinger. Hun havde altid set på sin fars vinger, altid rørt ved de bløde fjer, nogen gange havde hun revet en fjer ud, for det startede altid en sjov lille kamp, mellem hendes far og hende.
Hun gik lidt tættere på ham, så hun stod ved siden af ham og kiggede op på ham.

Seuzan sukkede og tog en medajlon op af lommen. Han åbnede den og indeni var der to billeder. En var der var to drenge på og det andet havde et englepar på. "Begge mine forældre var Engle. Bare hver sin race. Far var Skytsenglen og mor der almindelige Engel. De forelskede sig, men mor var allerede lovet væk. De giftede sig i smug og fik mig om min bror. Jeg var den søn der har Skytsengle kræfterne." Seuzan så på hende. Han mørke øjne var nu blevet triste. "Det menneske far skulle beskytte, samt hendes familie og deres Skytsengle gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe os, men da vi blev to år blev de alle dræbt. På Børnehjemmet skilte de os ad og sendte min bror et andet sted hen." sluttede han sin sørgelige livshistorie. Han så på hende. solen stod nu på sit højeste og Seuzan studerede himlen. "Men hvad laver du her? Det er ikke tit at en inldnadspigw kommer til denne piratby?" Hans egen nysgerrighed var indlysende. En hånd kørte gennem håret og den anden kom til at hvile på sværdskærftet. Han mente det ikke som en trusel, bar noget ham var vant til at gøre.

Hun kiggede på medaljonen som han tog frem, dem der var inde i, måtte være hans familie, hans bror og mor og far. Hun kiggede op på ham, da han begyndte at tale om hans familie, hun kunne se han blev trist, og hun kunne bestemt ikke lide det, hun kunne ikke lide at se folk være triste. Det var en tragisk historie, at miste sin mor og far i sådan en ung alder, det var ikke normalt. "Så... du har ingen anelse om, om din bror er i live eller ikke?" spurgte hun nysgerrigt, men også forsigtigt fordi det var en sensitivt emne.
Hun bed sig lidt i læben, da han spurgte hvad hun lavede i byen, hun kiggede sig omkring og trak på skulderne. "Jeg ved ikke om du har hørt om det der er sket i Doomsville, men der har været et stort jordskælv, og det er min mor blevet dræbt af, jeg ved dog ikke hvor min far er... han kan være alle steder, han er skytsengel lige som du... men i hvert fald, så havde jeg brug for noget nyt, så jeg kom hertil" sagde hun og smilede til ham.

Seuzan kikkede længe på hende. Lod hendes spørgsmål sive ind. "Nej. Jeg ved ikke om min bror er i live, men i hænderne på Dæmoner, kan man aldrig vide sig sikker." Han bøjede hovedet ved nyheden af hendes mors død."Det gør mig ondt det med din mor. Men hvis du leder efter en frisk start er Minotaris altid et godt sted at starte. Det kommer dog an på hvad du søger som en ny start." Han pegede over mod en flok sømænd. "Folk søger enten flere besætningsmedlemmer, købere, sælgere og så meget andet." Hans blik vendte sig mod hende. "Og så er der jo os pirater." Hans svar var stille og rolig, men holdte en undertone der var svær at sætte sin finger på. "Hvis du søger et nyt hjem med mange beboer der holder øje med hinanden, men dog også uden for lovens grænse..." Spørgsmålet blev hængende og han kikkede hen på en flok måger der sloges om en krabbe. Hvad vil de andre hjemmepå øen syntes om Mågesuppe.

Hun trak på skulderne, søgte hun en ny start? og hvad for en start skulle det så være? hun vidste det ikke rigtigt, efter at have ledt efter hendes far i så lang tid, havde hun ligesom givet op, hun talte ikke med hendes søster, hendes familie var ligesom... splittet, man kunne sige at hendes familie ikke eksisterede længere. Hun sukkede tungt og kiggede der hvor han ellers pegede, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, om det virkelig var det hun ønskede sig, og da han nævnte pirater, så hun bare overrasket på ham, men også meget tænkende, som hun faktisk.. overvejede det. Der var ikke meget for hende at tabe, hun havde ingen som holdte hende til nogen steder, man kunne sige hun var alene.
Men hvis hun fulgte med ham, og blev pirat, ville de alle så være ligesom ham, eller ville der være nogen som... var som hendes far fortalte hende.
Hun kiggede op på ham og bed sig i læben.
"hvis jeg... følger med dig, tager til dette nye hjem, kan du så love at alle er ligesom dig der?" spurgte hun usikkert, mens hun holde sit blik på ham.

Seuzan tænkte længe på det svar han skule give hende. "Ikke alle, men jeg har venner høje steder der ville tage dig ind som en af deres egne. Og indtil du føler at du kan stå på egne ben kan du, hvis du vil, stå under min beskyttelse. Jeg har godt nok fundet den person som jeg skal beskytte, men du kunne jo komme med til øen og arbejde der. Vi mangler folk." Han vendte sig mod hende og hvilede sine hænder på hendes skuldre. "Men nok de langt fleste ville tage godt imod dig." Han smilede venligt og opmuntrende. En blid vind tog fat i enderne på hans bandana og blæste dem ud til højre. De mørke øjne var ærelige og åbne. Han havde intet at skjule. "Øen er dejlig. Du ville sikkert elske den." Han smilede ved tanken. "Skøn natur, glade mennesker og frihed til alle"

Hun kiggede overrasket op på hende, godt nok var det ikke alle som var som ham, men han ville virkelig tage hende under hans beskyttelse, og det var mere end hvad hun kunne spørge om, hun havde dårlig nok kendt ham i en time, og han ville allerede tage sig af hende.
Hun smilede stort op til ham, da han sagde at han nok ville tro at mange ville tage godt i mod hende og se hende som en af deres egne, og da han beskrev øen, nikkede hun og havde taget en beslutning, hun ville med ham, starte et nyt liv på den ø, for en ny familie.
"Jeg... Jeg vil rigtig gerne med dig, og det ville glæde mig hvis du ville se lidt efter mig... Jeg er kun 18 så..." sagde hun og smilede stort til ham.

Seuzan smiler og læner sig op af et rækværk. "Hvis min Kaptajn siger ja kan du måske komme i lærer. Hvad ved du om helbrede andre, krig og alt sådan noget?" sagde han roligt og kikkede på en stor Man O War der kom langsomt glidende ind i havnen. Der var noget galt med det skib. Han rynkede brynene og lagde hovedet på skrå. Folk begyndte at råbe. "Det er de sorte enker. De er kommet." Crap!" knurrede han og så kort på den unge pige. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Bliv og holde stand mod dem eller sørge for at hun kom i sikkerhed? Han valgte hurtigt. Du kan gemme dig på mit skib." Han begyndte at gå ned mod sit skib med hurtige skridt og håbede at hun fulgte med.

Hun hævede et bryn og trak på skulderne, hun vidste at hun kunne helbrede med sine kræfter fra sin far, men hun vidste ikke hvor stærk hun var. "Siden min far er skytsengel, har jeg fået kræfter som en, så jeg kan godt helbrede... men ved ikke hvor stærk jeg er" sagde hun og kiggede undrende på ham, da folk begyndte at råbe og han fik et mærkeligt ansigtsudtryk som hun ikke kunne lide.
Hun blev nervøs da han sagde crap, for der var helt sikkert noget galt så. Hun gik lidt tættere på ham, og kiggede sig omkring, hun vidste ikke hvad der skete omkring hende, men noget var galt, det opfangede hun hurtigt.
Da han sagde at hun kunne gemme sig på hans skib, fulgte hun hurtigt efter ham, hun gik hurtigt op på siden af ham og kiggede op på ham med et spørgende blik. "Hvad sker der?" spurgte hun nervøst.

Han så på hende og gik hen mod en Brig hvor en masse mænd og enkelte kvinder stå og vente. De Sorte Enker. En piratgruppe. Man kan vel kalde dem udstødte. Normalt ville rådet ikke bekymrer sig, men de dræbte mange af vore egne så de blev smidt ud." Han gik ombord på båden, men ventede halvvejs oppe af landgangen for at se mod det fjendtlige skib med rynket bryn. "Hvad sker der Sir? Og hvem er det?" En af de unge mænd så nysgerrigt på Kiüra. Seuzan rystede på hovedet. "En der skal med hjem til øen." "Hvad vil Kaptajnen sige?" Seuzan sendte manden et hårdt blik. Det fik manden til at blive stille og den ældre pirat vendte sig nu mod sin nye ven. "Vi.. Han nåede ikke mere før der lød løbende skridt. "Holdt. Vi skal se jeres skib før I rejser!" En ukendte mandelige stemme råbte. Seuzan himlede med øjnene og med blottet tænder vendte han sig mod manden.

Hun begyndte at blive bange, da han fortalte hende hvad der var galt, De sorte enker, dem måtte hun huske ikke at komme i nærheden af, efter hvad han sagde til hende.
Hun gik hurtigt ombord sammen med ham, hun holdt sig helt tæt på ham, da hun var ret nervøs, ikke bare fordi hun tænkte på de sorte enker, men da hun lige pludselig stod på en fremmede båd, med fremmede mennesker. Hun kiggede sig omkring, og bed sig lidt i læben, da en spurgte hvem hun var, hun var glad for at Seuzan bare sagde at hun var en der skulle med tilbage til øen, og íkke så meget andet.
Kaptajnen? hun kiggede op på Seuzan, ja ville kaptajnen sige, men det var Seuzan åbenbart ikke nervøs for, fordi manden fik bare et hårdt blik og det fik ham til at tie stille.
Kiüra gemte sig bag Seuzan, da der kom en og sagde at han skulle kigge skibet igennem, før de kunne komme afsted.
Hun trak lidt i Seuzans trøje og kiggede spørgende op på ham, hvad skulle der nu ske?

Hvis du ville være med i klanen så skriv til Azanroc/Richard/ så mange andre. Skype eller chatten.

Seuzan krydsede armene og kikkede over sin skulder på Kiüra. Han smilede beroligende og vendte sig mod modstanderen. "I glemmer jeres plads. Vi skal ikke føje os for jer!" Stemmen var hård og lovede en hård modstand. Besætningen på Seuzans skib samlede sig omkring ham og gjorde fælles front. Folk på kajen stirrede måbende på dem. "Og hvem fanden tror du lige at du er?" En ældre mand klædt i sort kom hen. Han stivnede og skyndte sig hen til sin besætningsmedlem. "Var din tunge knægt. Den mand var med til at grundlægge The Old Republic. Kan du ikke længere holde styr på din egen besætning, Lundo?" Seuzan lader sit ene ben hvile på landgangen så han står foroverbøjet. "Jeg vidste ikke at du tog dengser under dine vinger." En klukken spredte sig bag ham. Seuzan lod sin hånd kører gennem håret. "Dette skib har ikke noget værdi på sig." Hvad med pigen bag dig? Hun er ny. Vi kunne lette dig for den byrde." Manden, Lundos besætningsmedlem, trådte frem. Seuzan snerrede rasende og lod sine vinger komme ud i fuld størrelse. Fra vingespids til vingespids var der 10 meter. "Hun bliver her!" Brølet der kom fra Seuzan var overdøvende og rungede gennem Minotaris' gader.

Selvom han smilede beroligende til hende, vidste hun ikke rigtig om hun skulle tage det som at hun skulle være helt rolig og at der ikke skete noget, eller om det bare var fordi at han kunne se at hun havde brug for det.
Det lovede ikke godt, det som skete omkring hende, der var for mange hårde toner, til at dette ville gå godt for dem alle, hun havde på fornemmelsen at dette ville bryde ud i et slagsmål, og det havde hun ikke lyst til.
Hun kiggede sig frem bag Seuzan, da hun blev nævnt, manden ville åbenbart have fat i hende, men Seuzan ville ikke gå med til det.
Hun trådte lidt tilbage da Seuzan spredte sine vinger og brølede af dem alle, hun ville ikke lyve og sige at det ikke skræmte hende, for det gjorde det en smule, men hun var glad for at Seuzan stod op for hende og ikke bare ville aflevere hende, men hun var også bange for at hans udbrud kunne føre til en kamp.
Hun trådte op på siden af Seuzan, og kiggede på manden, som havde villet have hende, hun var ikke bange for ham, hun kunne sagtens forsvare sig selv.

Kaptajn Lundo bakkede væk, men stivnede da han så pigen. "Du ville tage hende med tilbage til øen? Seuzan slappede mere af og foldede sine vinger tæt ind til kroppen. Han så ned ved sin side. "Øen er chancen for et nyt liv og nye venner. Et nyt navn hvis man vil og måske chancen for kærlighed." sagde Seuzan og så på resten af besætningen af De Sorte Enker. De kikkede grublende på hinanden. "Sæt sejl." råbte Seuzan og besætningen skyndte sig op i masterne. Seuzan så efter Kaptajn Lundo der fik længere ind i havnebyen. "Er du okay?" Han så på Kiüra med et bekymret blik. "Du skulle ikke have set den side af mig." Han kikkede væk.