Young one. What's wrong? ~ Fortidsemne

Tid: 14.42
Sted: Uden for Ashen Wood Forest
Omgivelser: På landevejen med marker på den ene side og skoven på den anden.
Dag: Tirsdag
Vejr: Regnfyldt
Dato: 6/7

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen fladt tungt den dag. Folk søgte læ i deres huse og lader. Selv normader havde slået deres telte op og holdte sig indendøre. Men jorden og naturen havde brug for det vand lige nu. Det havde været en tør sommer indtil videre. Mange havde gået og ventet på regnen. De havde endda sat udkigposter op for at holde øje med regnskyer. Da den endelig kom satte de spande, kar og gryder ud, men nu hvor regnen var på sin syvende dag begyndte folk at være træt af den.

En høj skikkelse gik på landevejen mod Firewood Village. Han havde to taske på ryggen. En kappen slynget tæt omkring sig samt hætten oppe og klædt som en normade fra de varmere lande. Han havde en let og stærk gang. Man kunne se hans skæg gennem kappens skygge. Obi-Wan var en mand i sin bedste alder. Han havde rejst meget og talte mange forskellige sprog. Han havde et godt hjerte og altid klar til at hjælpe. Han gik rundt i sine egne tanker da noget fangede hans opmærksomhed.

Udenfor skoven sprang en ung ulv rundt. Nok på jagt efter mus og andet småt. Ham standsede og lagde hovedet på skrå. De mørke øjnene så på hvert enkelt bevægelse den foretog sig. Ret ung faktisk. Ikke mere 10-12 år. Han så sig omkring. Normalt ville ungens forældre holde sig tæt ved. Han vidste at hun var en Shapeshifter. Noget han selv kendte alt for godt. Han tog chancen og gik langsomt nærmere mod hende.

Hun havde brugt dagene på at finde sig til rette. Ikke at det hjalp hende overhovedet. Hun var blot 9 år gammel. Tatia holdt sit sværd med fast hånd imens hun prøvede at fange mad til aftenen. Hun bed sig i læben og holdt varsomt øje med sit bytte. Det regnede og hendes tøj var gennemblødt, og håret klistrede sig ind til hendes ansigt. De blå øjne var målrettet. Ræven foran hende havde ikke set hende. Tatia var meget overmodig, eller blot vred. Hun havde alt den vrede i sig og det kunne ses på den måde hun holdt fast om sværdet. Dog var der noget som fik ræven til at løbe. Tatia snerrede vredt og kastede sig til jorden. Et skrig af frustration forlod den unge piges læber, og hun pustede ud tungt. Lyden af skridt imod hende, fik hende dog til at flyve op på benene ganske hurtigt.
"Hvem er du?" Spurgte hun en anelse nervøst. Hun løftede sværdet op og sank en klump.

Duften. Færten sagde shapeshifter, hvilket gjorde hun sænkede sit våben - blot en anelse. Tatia sank atter en klump. Hun rystede. Frøs. Hun frøs helt vildt, men kulden bemærkede hun knap nok på grund af hendes sorg. Tatia flyttede ikke blikket fra den fremmede. Hendes øjne var stærke, dog fyldt med sørg. Hun havde en tårer løbende ned af sin ene kind. Dog var den ikke til at se på grund af regnen som allerede løb henover hendes hud. Tatia satte sit sværd om bagved ryggen, og løftede hænderne op til at hun ikke ville angribe. Hun var ung, men allerede trænet i at være kriger. Bare lidt havde hun nået før hun havde mistet alt.

Obi-Wan holdte hænderne oppe. "Navnet er Obi-Wan. Og du er, young one?" Hans blide øjne gled undersøgende over hende. Ingen sår, men mentalt var hun nok ikke helt okay. Han så på sværdet bag hendes ryg. "Har du mistet nogen der står dig nær?" Spørgsmålet var blidt og han svingede en af taskerne ned fra sin skulder for at finder en ekstra kappe han altid havde med. Han lukkede tasken og svang den op igen. Han så op på himlen og rystede hætten væk. Den lange brune hår hang ned om skuldrene på ham. Han rakte kappen frem imod hende. Et tilbud om varme. sulten?" Hovedet blev tippet let ud til siden.

Hun nikkede let da han sagde sit navn, som et tegn på fred. Let pustede hun ud.
"Tatiana, men jeg går under Tatia." Svarede hun ganske mildt. Tatia bed sammen da han spurgte om hun havde mistet nogle. Tanken fik hende til at bide hårdt sammen og knytte næverne.
"Min far blev dræbt for et par dage siden af nogle jægere... Så ja. Den Forældreløse shapeshifter." Svarede hun og sank en klump igen. Han rakte hende en kappe og hun tog imod den. Let nikkede  kort og svang kappen over sig.
"Tak for venligheden. Og jo, jeg er ret sulten." Svarede hun ganske mildt. Tatia trak lidt skævt på smilebåndet.

En stik af medlidenhed brændte i hans hjerte. "Har du ingen familie?" spurgte han og tog lidt mad frem fra sin anden taske og en dunk med vand. Han havde ledt efter en lærling der også var Shapeshifter. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. "Det gør mig ondt det med din far." sagde han og rakte hende maden og vandet. Han så ud som om han havde mere at sige, men vidste ikke hvordan han skulle sige. Regnen havde taget til og i det fjerne kunne man høre torden.

Hun slog blikket lidt ned til hans spørgsmål.
"Nej. De er begge døde. Ingen søskende." Svarede hun lidt lavt og rømmede sig lidt. Hun flyttede hovedet op da han lagde en hånd på hendes skulder. De blågrønne øjne kiggede op på ham.
"Tak... det gør også mig ondt." Svarede hun og tog imod det mad og vand han gav hende. Hun spiste som om, at hun ikke havde spist i flere dage, og det havde hun næsten heller ikke. Vand havde hun fundet ved søerne.
"Hvorfor er du så venlig overfor mig?" Spurgte hun lidt nervøst.

Han trak let på skuldrene. "Jeg er sådan mod alle, men har et blødt punkt for unge mennesker." sagde han og så ned af vejen. "Hvad dræbte din familie?" Måske kendte han det der havde dræbt dem. Han så bekymret på hende. Ingen familie til at passe på hende. Og hun har sikkert ikke spist ordenlig mad i et stykke tid. "Jeg har et foreslag. Men først. Lad os finde en grotte og få gamg i et bål. Vi skulle nødig have dig til at fryse ihjel, vel young one." Han rakte en af hans store hænder frem.

Han var sådan overfor alle. Sådan havde hendes mor været. Venlig imod alle. Hendes far havde dog altid sagt, at det var for at holde vreden nede. Det var måske der Tatia havde sin vrede fra, som hun ikke kunne kontrollere altid.
"Jægere. De var efter mig. Min far reddede mig, han faldt. Jeg stak af." Svarede hun og sank en klump. "Min mor døde ved sygdom da jeg var 5." Tilføjede hun og slog atter blikket ned. Da hun havde spist snakkede han igen. Han havde et forslag. Nysgerrig løftede hun blikket let op. Så tog hun imod hans hånd og rejste sig op. Tatia fulgte med ham hen til grotten. Det ville være dejligt med noget varme. Tatia kunne sagtens tænde et bål og overleve i naturen, men hun havde aldrig prøvet at være alene før.

Han førte an gennem skoven og holdte blidt om hendes hånd. Skoven var våd og mudret. Han sukkede og så sig om efter en bedre sti. "Ved du hvor der er en grotte eller en forladt hytte?" spurgte han trak atter hætten op over hovedet. Han havde mest lyst til at forvandle sig end noget andet lige nu. Hans anden skikkelse hjalp mere på sådan et vejr her. Han skævede tilbage på den unge pige. "Kan du går længere eller?"

Han førte an gennem skoven og holdte blidt om hendes hånd. Skoven var våd og mudret. Han sukkede og så sig om efter en bedre sti. "Ved du hvor der er en grotte eller en forladt hytte?" spurgte han trak atter hætten op over hovedet. Han havde mest lyst til at forvandle sig end noget andet lige nu. Hans anden skikkelse hjalp mere på sådan et vejr her. Han skævede tilbage på den unge pige. "Kan du går længere eller?"

Det var alligevel en anelse underligt for hende, at gå med en fremmed. Det var ikke noget hun gjorde som sådan, men hun følte lidt at hun kunne stole på ham. Og hun kunne dø, hvis hun var alene. Og hun hadede desuden også at være alene. Tatia nikkede let.
"Der burde være en hytte ikke så længe herfra." Svarede hun og sank en klump. Så bevægede hun sig stille i retningen som hun pegede hen imod. På trods af hendes unge alder så kunne hun gå så længe hendes krop tillod det.
"Jeg kan gå så længe jeg er nød til." Svarede hun og svagt. "Den første regel for overlevelse er, at man skal blive ved med at kæmpe. Det sekund man opgiver, er man så godt som død."

Han nikkede stille. Han fortsatte i en rolig gang og endelig fik han øje på hytten.den lå imellem klipper og træer. Han standsede op og lyttede. Han kunne ikke høre noget udover regnen. "Jeg kan ikke høre nogen fare. Jeg tror at det er sikkert." mumlede han og begyndte at kravle over stenene. Han nåede op til hytten og åbnede døren forsigtigt. Han kikkede ind og så sig om. Da der ingen fare var vente han sig mod den unge pige og smilede. Han åbnde døren og trådte ind.

Hytten var en god størrelse med to etager. Køkken og stue fyldt rummet nedunder. En lille dør førte ud til badeværelset. Stuen var møbleret med to soafer og en stor stol. Spisebordet var beregnet til fire mand. Køkkenet er åbent og der så ud til at være mad, så der er kun et par dage siden der sidst havde været nogen. Pejsen var fyldt med nyt træ. Badeværelset havde et toilet og håndvask plus et badekar. Ovenpå var der tre værelser. Sengene var rummelige og dejlige. Det største soveværelse var forældrenes. En mellemstor seng. Et skab til tøj. Skrivebordet stod ved det store vindue. De to andre værelser var mindrede og ligende hinanden. Værelserne havde en enkelt mand seng. Et skab til tøj og et til legetøj. Skrivebord og en dejlig stol. To vinduer.

Obi-Wan så sig om og gik hen til pejsen. Han lagde taskerne ned ved siden af pejsen. Han begyndte at tænde op i den og pustede liv i de små gløder der kom. "Sæt dig til rette, yndling. Vi må nok blive her til stormen og regnen driver væk." sagde han og rettede sig op.

Tatia så på ham da han tjekkede for sikkerheden. Han sagde det virkede til at være sikkert. Blikket gled henover omgivelserne. Det virkede til at han fortalte sandheden. Hun trådte ind da han tillod det. De blågrønne øjne beundrede stedet og det var tydeligt. Den gode størrelse på hytten var ligesom hjemme ved hende inden hun var løbet væk. Det virkede til, at der var plads til en hel familie. Gad vide, hvor de var henne? Eller var de forsvundet? Tatia så sig nysgerrigt omkring, men lyden af Obi-Wans stemme fangede hendes opmærksomhed og gjorde hun vente blikket imod ham.

Hun gjorde som han sagde og satte sig hen i en lænestol foran pejsens varme. Det var dejligt. Den varme som ramte den våde hud.
"Jeg må hellere gå ud og se om de har noget tørt tøj." Sagde hun så og sprang ret hurtigt op fra stolen igen. Hun lagde sit sværd på sofabordet og gik ovenpå. Hun kom ind på et af børnene værelserne som var et pige værelse. Her fandt hun noget tørt tøj, et par bukser og en trøje. Hun gik ud på badeværelset og tørrede den våde hud og det våde hår, før hun så klædte om. Så gik hun tilbage i stuen og satte sig ind i stuens varme. Hun gabte lidt.
"Her er rart." Hviskede hun lidt lavt, men højt nok til at han ville kunne hører hendes stemme.  Let lukkede hun øjnene i og fald i søvn.

Der gik lidt tid før hun slog øjnene op igen efter en dejlig nattesøvn. Hun gabte og strakte sig. Tatia gned søvnen ud af øjnene. Et smil dansede op på hendes læber da hun så Obi-Wan. Det var rart endelig med noget selskab igen. Specielt hvis man havde været alene som hende.

Obi-Wan så på den unge pige. Da hun var faldet i søvn gik han hen til hoveddøren og låste den. Rullede gardinerne for og lagde mere brænde på ilden. Han satte sig til rette på den ene sofa og fat en gammel bog frem. Han valgte at holde vagt denne nat. Måske kunne slå sig ned her, men først måtte han finde et sikkert ated til pigen. "Hvis bare jeg kunne tage hende ind." mumlede han stille og så på Tatia. Han lagde bogen fra sig og så ud af vinduet. Regnen faldt stadig tungt.

Da morgnen kom gik han ud i køkkenet for at se hvad de havde at lave mad af. Han ville lave noget lækkert at det de nu havde. Han satte først en spand ud ror at få lidt vand og begyndte så at finde gryder, tallerkener og krus frem. "Hvad drikker du til morgenmad, yndling." spurgte han og så på hende med et mildt blik. Selvom de havde kendt hinanden i mindre end et døgn kunne han allerede lide hende.

Tatia satte sig opmærksomt op og kørte en hånd igennem sine lettere krøllede lokker. Det var første gang siden hendes fars død. Så det var rart og hun følte sig for engangsskyld udhvilet og klar på dagens eventyrer. Hun blev opmærksom da Obi-Wan snakkede til hende igen.
"Godmorgen. Jeg drikker blot vand." Sagde hun og sendte ham et skævt smil. "Skal du have hjælp med noget?" Spurgte hun og rejste sig op. Tatia var meget hjælpsom anlagt og hun var ekstremt uselvisk. Tatia gik stille ud i køkkenet. Her hoppede hun op på køkkenbordet for at se hvad han lavede. De blågrønne øjne var fyldt med nysgerrighed og eventyrlyst.
"Du sagde du havde et tilbud til mig?" Spurgte hun så nysgerrigt. Hun svang benene overkors og vippede hovedet på skrå.
"Men inden du tilbyder mig noget.. skal du vide hvad jeg har gjort." Lidt flovt slog hun blikket ned i jorden. "Jeg dræbte en af de jægere som slog min far ihjel... " Mange mente drab var forkert, selv hvis det var ment af selvforsvar. Dog synes hun, at det var den bedste ide at sige det i stedet for at holde det tilbage.

Han så på hende. "Jeg har også en plettet fortid. En forbandelse." Det sidste blev mumlet ud og han så ned på æggene igen. "Kunne du dække bord til os?" Han smilede venligt. "Ja, men du ville nok blive overrasket." Han gik ud efter vandet og hældte det over i en gryde. Han lagde æggene forsigtigt i og begyndte at finde brød. "Har du nogensinde haft en mentor?" Et brag lød udenfor og Obi-Wan så hurtigt ud af vinduet. Et lynglimt kunne se gennem træernes kroner. Han rynkede brynene og så hen på Tatia. Et højt brag lød. Han vendte sig atter mod gryden og begyndte at nynne en gammel sang der blev skrevet af normadestammer.

De blågrønne øjne blev en anelse større og hun slap en del af hendes skyld da hun fandt ud af, at hun ikke var den eneste med nogle synder der var begået. Hun sprang ned fra bordpladen da han spurgte om hun ville dække bordet til dem. Hun måtte rode lidt rundt før hun fandt de rigtige ting. Dog lykkedes det hende at finde to tallerkener, bestik og to krus. Hun lagde det pænt på bordet. Hendes mor havde da lært hende lidt inden hun døde.
"Jeg kan godt lide overraskelser." Svarede hun simpelt på det han sagde.

Tatia vendte opmærksomheden fuldt på Obi-Wan til hans næste spørgsmål.
"Min far var lidt som min mentor... vil jeg tro. Men ellers ikke." Svarede hun ham og drejede fonten imod ham. Hun fik et lille chok tordenskraldet udenfor. Hun vendte blikket derover imod vinduet. Lysglimtende, det var ikke fordi, at hun var bange. Harley havde sagt til hende at hun ikke skulle være bange. Så frygt var ikke det som Tatia bar mest af.

Han nikkede blot og begyndte at lede efter grøntsager til æggene. Han så vandet boble og skruede ned for blusset. Han fyldte en kande med vand og stillede den den på bordet. "Hvad vil du sige hvis jeg ville lære dig at kæmpe, bruge din anden form og at fange dyr?" spurgte han og kom hen med æggene. Han hentede brødet og grøntsagerne. Han satte sig ned og smilede venligt. Tog et æg og begyndte at pille det. Han så på hende og så på hende med nysgerrige øjne. Hun var ung. Vi kunne også finde dig en fosterfamilie der også er Shapeshifters." mumlede han. Han ville selv rejse hende hvis hun havde lyst, men vidste ikke hvordan han skulle bringe det på banen.

Hun lyttede til hans tilbud og satte sig hen til bordet. Hun kneb øjnene en anelse over hans tilbud. Hendes far havde lært hende lidt, men slet ikke nok. Mere end hun burde i sin alder men stadigvæk.
"Min far har allerede lært mig lidt. Og min form fik jeg allerede da jeg var 2. Men jeg har stadigvæk svært ved at kontrollere den... så jo. Jeg er frisk." Svarede hun med et smil på læberne, stort og oprigtigt. Det var første gang han så sådan et stort smil fra hende. En fosterfamilie. Hun var ikke meget for at skulle ind til en bunke fremmed og kalde dem mor, far, søster og bror. Hun havde ikke brug for en ny familie. Hun havde bare brug for nogle omkring sig.
"Jeg vil ikke have en ny familie. Jeg ønsker ikke nogle skal være tvunget til at passe på mig.. Hvis det endelig skal være, tror jeg at jeg vil kunne klare mig selv." Svarede hun og slog blikket lidt ned. Tatia tog noget mad på sin tallerken.
"Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på længere.. jeg har ingen familie tilbage.. familievenner er væk forlængest.." Fortalte hun og spiste noget.

Obi-Wan tænkte sig om. "Jeg kunne også adopter dig? Du ville ikke bære mit navn, men hvis folk spørger er du så min datter? spurgte han og hældte vand op i sit krus. Vandet var køligt og dejligt. Han tog en lang slurk af det og sukkede med glæde. Han havde levet på lunket vand de sidste par dage. "Er du herfra yndling?" Obi-Wan så på hende og begyndte at spise sine tomater. Han så sig om i hytten. Han kunne godt bruge den her som sin base mellem rejserne. Hans lange brune hår var filtret og han var temmelig støvet. Han så på hende igen.
"Jeg ville gerne lærer dig hvad du ville." Han spiste ægget og skyllede efter med vand. Han lænede sig tilbage og studere Tatia. Hun havde en krigers form. "Sig mig yndling. Hvad er dit dyr?" spurgte han og lænede hovedet tilbage. Han havde fået hold i nakken i løbet af natten. Man kunne stadig høre regnen tromme mod taget

Hun løftede blikket op og kneb øjnene en anelse da han sagde, at han også kunne adoptere hende. Let vippede hun nysgerrigt hovedet på skrå. Hjertet bankede let.
"Hvis du kan holde mig ud.. så må du vel gerne." Svarede hun og bed sig lidt i læben. Det ville alligevel være rart med nogen til at holde øje med sig imens livet gik i modgang, måske det kunne blive bedre end hun lige først troede. Let bed hun sammen.
"Jeg er fra Firewood Village." Svarede hun og kørte en hånd igennem de mørke brune lokker.
"Jamen, jeg ser frem til at gå igang." Svarede hun med et skævt smil og spiste sit æg. Hendes dyr. Kæmpe ulve var sjældne. Det havde hendes far sagt.
"Kæmpe ulv." Svarede hun og sank en klump. Tatia var samme dyr som hendes far havde været, og hendes mor havde været en kæmpe jaguar - heldigt for Tatia som bedst kunne lide ulven.
"Hvad med dig?" Spurgte hun så nysgerrigt.

Han smilede roligt til hende. Firewood Village og Direwolf. Noget af en sjældent sammentræf i disse dage. "Det er ikke tit at jeg støder på en der er Direwolf." sagde han og begyndte stille at tage af bordet. "Vi kommer nok til at bo her så. Med vores dyr har vi brug for at leve her i skoven." Han så på hende. "Mit dyr er forlængst uddød. Jeg er den sidste der er tilbage. En Short Faced Bear. Enorme bæster." sagde han med en let klukken. Han så ud på regnen gennem vinduet og skulede. "Hvis du vil have et bad kan det sikkert arrangeres. Jeg kan varme noget vand op til dig?" foreslog han og så mod hende.

Regnen trommede hårdt mod taget og dyrene havde søgt tilflugt i deres huler. Der var bare opstået et nyt og stort problem. Floder og åer var ved at gå over deres breder. Meget få kendte til dette. Obi-Wan stod ude på bagverranden der var overdækket og så på regnen. Haven bagved så meget lovende ud. Jorden var rig på muld og andre vigtige minrealer. Han kunne godt tænke sig at slå sig ned her og hvis den unge Tatia blev så var den en stor mulighed.

"Dejligt stykke land." sagde han og hvilede hånden på en af stolperne. Han var stadig klædt i sit normadetøj og han nød det. Han tog en dyb indånding og kunne næsten mærke regnens luft i sine lunger. Han så ind mod huset. Der var meget der skulle gøres før han kunne bo og han havde en lærling at se til. Nok mere en datter.

Let sank hun en klump, da han nævnte det ikke var tit man stødte på en Dire wolf. Det var noget hun godt var klar over.
"Skoven har også altid tiltalt mig mest." Sagde hun med et smil og kiggede lidt ud. Det regnede voldsomt stadigvæk, hun var heldig at have fundet husly. Meget heldig overhovedet at få sovet og få noget mad. Hun vippede hovedet let på skrå over hans dyr. Det var ikke et hun havde hørt om før.
"Det er en stor verden, det er ikke sikkert at du er den sidste." Sagde hun ganske mildt. Hun nikkede let da han tilbød hende et bad.
"Et bad. Et bad ville være rart." Svarede hun og sendte ham et nik. Så gik hun op på badeværelset og tog sig et varmt bad. Det var rart, med det varme vand der ramte hendes hud. Vaskede snavsen ud af hendes brune lokker. Så snart hun var færdig med sit bad tørrede hun sin krop og klædte sig på igen. Så gik hun nedenunder og satte sig i vindues karmen for at kigge ud.

Tatia beundrede regnen og tordenvejret. Det kunne virke skræmmende. Men hun fandt det smukt. Ekstremt smukt. Et af de naturfænomener hun elskede mest. Regnen kunne virke så dræbende men også så beroligende. Tatia sukkede let og lagde hovedet tilbage imens hun betragtede vejret.
"Ai hod yu in. Leidon." Hviskede hun til sig selv, jeg elsker dig, farvel. Det var til hendes far. Til hendes gamle liv. Trigedasleng var hendes ene modersprog, så selvfølgelig var det noget hun snakkede. Blot ikke med fremmede. Så vendte hun blikket imod Obi-Wan. Et skævt smil spredte sig på hendes læber. Det var egentlig rart med venlige folk. Venlige folk som stadigvæk ville give hende en chance i livet. Det var rart. Meget rart.

Obi-Wan trådte ind i huset og smilede til Tatia. Han gik op af trappen og hældte noget nyt varmt vand i. Han smed tøjet. Hans overkrop var dækket af. På hans højre side af brystkassen havde han et stort brændmærke. Han smed det sidste af sit tøj og snak ned i vandet med et dybt suk. Han kunne mærken varmen sprede sig i hans knogler og rense snavset fra hans skind. Han lod sit hoved falde bagover så hans hår nu flød rundt i vandet. Han gjorde det rent så det fik normale brune farve og ikke den sandbrune. Han lå lidt og tænkte på det han havde startet med den unge Tatia. Han havde aldrig haft et barn at passe på alene før, men en gang skulle være den første. Med et suk kom han op af vandet.

Efter han havde klædt sig på gik han atter ned i stuen. Han stod op af væggen ved trappen og så på Tatia. "Har du nogen spørgsmål eller noget du ville vide?" spurgte han og gik hen til sofaerne. Han satte sig til rette og hvilede hovedet bagover. Med lukket øjnene lyttede han til Tatias åndedræt og regnen. Han var van til varmen ved Burning Desert, men han kunne godt vænne sig til alt slags vejr. "Hvad har du lært og hvad vil du lære? Kan du læse og skrive godt. Hvor mange sprog forstår du?" Han så på hende fra sin postion på sofaen. Hun kunne næsten mærke hendes sorg.
Pludselig ramte en smerte hans hjerte. Han gispede og greb sig til brystkassen. Efter forbandelsen havde ramt ham, havde han haft problemer med sit hjerte. Han kom på benene og støttede sig til en væg. Han vidste at meget få folk kunne accepter denne svaghed han havde. Bare hun ikke slår min hånd fra hende, tænkte han og så ned i gulvet.

Tatia reagerede på, at han stillede sig op af væggen. Hun sagde intet til det, også selvom hun kunne mærke hans øjne lagde på hende. Tatia var van til at hendes far tjekkede op på hende. Og siden Obi-Wan nu tekniskset gik som hendes værge, så havde hun intet imod det. Det var rart egentlig at have nogle som så efter hende.  Da han spurgte hende om noget vendte hun blikket over imod ham.
"Jeg har ingen spørgsmål, men hvis jeg får nogen.. skal jeg nok stille dem." Svarede hun med et smil på læben. Så vendte hun blikket udenfor igen. Lyttede til hans næste spørgsmål.
"Min far var kriger, jeg har lært noget nærkamp." Sagde hun og sank let en klump. "Jeg har læst at læse lidt og skrive lidt... men jeg er ikke helt fantastisk til det.." Tilføjede hun. Hun var 9, det var ikke fordi at hun ikke kunne blive bedre, men hun ønskede at blive bedre.
"Min mor talte flydende Trigedasleng, så det kan jeg flydende.. også dette sprog." Svarede hun ham og kunne høre han satte sig i sofaen.

Så snart han gav et gisp fra sig reagerede hun og fløj hun op. Tatia fik et bekymret udtryk i sit ansigt, og løb hen til ham.
"Er der noget jeg kan gøre ?" Spurgte hun bekymret og lagde en hånd imod hans arm. Det var naturligvis ikke hendes job som barn at passe på den voksne, men, hvis hun kunne gøre noget. Så ville hun da gøre, hvad hun kunne for at hjælpe.