Young one. What's wrong? ~ Fortidsemne

Han så roligt på hende. "I den største rejstetaske har jeg en medaljon. Kunne du finde den til mig?" spurgte han og gik over i køkkenet. Han lukkede øjnene og talte til ti. Han tog en dyb indånding og kunne mærke sine lunger udvide sig. Han vidste at det her var ikke godt. Han tumlede ud i regnen og faldt ned på alle fire. Hans skrig forvandlede sig til et rungende brøl. Det gav genlyd gennem skoven og fugle og andre dyr for sammen i overraskelse. En forpint skikkelse kunne mærke smerten brede sig ned gennem hans rygrad.

Pelsen voksede frem på Obi-Wans krop. Hans knogler skiftede form og størrelse. Hans hjerne er stadig hans egen, men han deler den nu med sit dyr. Han åbner øjnene og ser verden med en bjørns øjne. Han brummede og så mod hytten. Hans skikkelse stod i regnen og han kunne ikke fokurser på andet end personen i hytten.

Hun nikkede til de ord han sagde. Så slap hun ham og løb hen til hans taske. Normalt rodede hun ikke bare sådan i andres ting, men hvis det kunne hjælpe ham. Så gjorde det vel ikke noget? Han havde selv bedt hende om at finde den. Endelig fandt hun den og tog den i sin fine lille hånd.. Et skrig der blev til et brøl fik det tog til at løbe koldt henover ryggen på hende. Tatia flyttede hovedet imod lyden før hun rejste sig op. Hun stillede sig i døråbningen og kiggede på det dyr som Obi-Wan havde forvandlet sig til. Tatia var ikke bange. Hvert imod. Stille bevægede hun sig ud i regnen. Let løftede hun forsigtigt armen frem med medaljonen i. Så lagde hun den på jorden foran ham, hvorefter hun trådte et skridt tilbage. Shapeshifters var meget forskellige, nogle kunne kontrollere deres dyr og andre kunne ikke. Tatia kunne ikke. I hvert fald ikke endnu. Der var for meget vrede boende i hendes sjæl. Alt for meget. Også skyld.

Let blinkede hun og da hun åbnede øjnene igen. Så stod de røde øjne frem. Det tegn på hendes dyriske side. Dog forvandlede hun sig ikke. Ikke medmindre han gav hende nogen form for tegn på hun skulle gøre det. Faktisk vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun blive stående i regnen eller gå indenfor igen. Til sidst valgte hun at gå tilbage indenfor i varmen. Hun gik ovenpå og gik tørt tøj på. Tatia tændte op i pejsen igen. En ting hun havde lært at af sin far. Tatia havde lagt et tæppe ved døren så han kunne tage det om sig når han kom tilbage. Det var ikke sikkert at han fandt det yderst behageligt at gå nøgen rundt i huset foran sin datter.  Tatia gav sig til at sidde og nynne imens hun puttede sig selv sammen med et tæppe omkring sig for hyggens skyld. Selskab med Obi-Wan fik hende til at sætte sine sørger på hylden i lidt tid.

Obi-Wan lagde en stor pote på medajlonen efter hun var gået. Hans minder kom væltende uden pause. Sorg og vrede. Frygt og et ulmende had. Han trak vejret tungt flere gange. Den dyriske side af ham var ikke klar til at trække sig tilbage ind i hans sind, men han kunne ikke klarer at være ude i regnen. Han havde længe kunne holde dyret i ro, og kunne stadig. "Der er ikke plads til dig lige nu!" knurrede han til bjørnens sind. Den så hadefuldt på ham, men den trak sig tilbage.

Den ældre mand kom langsomt på benene. Svang sit hår over skulderen og gik langsomt op mod huset. Han fandt tæppet ved døren og smilede. "Mange tak Yndling." sagde han med sin dybe stemme. Han bandt tæppet omkring livet på ham, smuttede hen og fandt noget andet normade tøj og gik op på værelset for at skifte. Med lette skridt gik han ude på badeværelset og så sig selv i spejlet. Han stirrede længe på sit spejlbillede og pillede let ved den brune hår. Han mindes sin mentor, en ældre mand med et lille strejf af humor, men masser af tid til ham. Hvorfor skulle hans liv sltid være sværere end hans venners?

Han kom ned og satte sig i sofaen. "Hvilke ting ville du gerne lære?" Han så på den unge pige og havde sådan en lyst til at holde om hende, eller bare en en form for kontakt med hende. Han vidste at det ville tage tid at opbygge sådan en tillid.

Han kom indenfor igen registrerede hun det. Hun kiggede ikke over på ham. Men lyttede til ham og bevægelserne da han gik ovenpå. Tatia så ind i flammerne og sukkede let så snart hun var alene. Tatia sank en klump. Så rystede hun tankerne væk da han kom nedenunder igen. Tatia flyttede de blågrønne øjne over på ham som han satte sig i sofaen. Hvilke ting ville hun lærer.
"Altså, jeg vil gerne lære at kæmpe i min dyriske form. At jage.. og faktisk fange noget.. selvfølgelig også det faglige.. at skrive pænt.. at kunne læse svære tekster." Svarede hun og rettede sig let op sådan at hun sad bedre. Tatia interesserede sig for læring og det var tydeligt.  Hun bed sig let i kinden. "Jeg ved ikke, hvad du har mulighed for at lære mig. Men jeg er frisk på at lære alt jeg kan." Tilføjede hun og vippede hovedet lidt kært på skrå.

"Jeg kan lærer dig en del. Rejste meget rundt med familien. Lærte mange sprog. Skrive kan jeg også lærer dig." sagde han og smilede venligt. "At læse. Nemt og kamp i din dyreform. Du er først nød til at kontrolere dine følelser." sagde han let. Han rejste sig op og gik ud. Her var blevet ret stille. Et hurtigt kik ud bekræftede hans anelser. Regnen var holdt op for en lille stund. Han klikkede lettet med tungen. "Vi kunne tage ind til byen og købe de ting vi mangler og slå os ned i denne hytte?" foreslog han og så tilbage mod Tatia. Hans mørke hår hang løst om hans skuldre, men en hånd kørte igennem det så det kom om på ryggen.

Man kunne høre menneskestemmer ude i det fjerne. "Er du sikker på at denne unge tøs er her i nærheden?" "Selvfølgelige. Hun kan ikke være nået ret langt." Obi-Wan lyttede anspændt. Han kunne ikke lide det her. Han knurrede stille og blottede tænder.

Styrer sine følelser. Styrer sin vrede. Det var ting hun over flere år havde fået af vide af sin far. Hun nikkede til Obi-Wan. Hun måtte finde en måde at styrer dem på. Det lød godt at gå ind og handle noget ind. Nu lignede hun heller ikke en hjemløs længere. Måske hun kunne se Jamie? Dog så snart hun hørte de genkendelige stemmer i det fjerne flyttede hun blikket hurtigt imod døren. De blågrønne øjne glødede rødt. Hurtig som en kat rejste hun sig op. Hendes dyriske side var over hende i de bevægelser hun fortog sig. Al snak til hende reagerede hun ikke på. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere. Så gik der ikke mere end få sekunder før hun løb ud af døren i sin ulve form. Hun skiftede form utrolig hurtigt modsat mange og så var hun rigtig hurtig. Hun sprang på en af jægerne. Et snit sår fra hans kniv ramte hendes ene forben inden hun lukkede gabet omkring hans hals. Den anden sprang op hendes ryg. Hun kunne ikke få ham af, men prøvede at se om hun kunne nå ham. Til sidst blev hun rundtosset og væltede. Let rystede hun på hovedet  imens jægeren kastede sig imod hende. Alt Tatia så var den pose den anden havde haft i hænderne, hvor et hoved trillerede ud.. hendes fars. Hun frøs fast, hjertet hamrede i hendes brystkasse hurtigere end nogensinde før.

"Tatia!" råbte Obi-Wan efter hendes ulveskikkelse. Med en knurren kastede han sig efter hende. Hans krop skiftede form og hans tunge stærke poter ramte jorden hårdt. Han kunne hører kampen længere fremme og satte farten op. De mørke øjne skinnede af vrede. Synet gjorde ham blot mere sur. Tatia stod fastfrosset og stirrede på et hoved. Nok hendes fars. To mænd stod foran hende, klar til angribe. Et brøl rungede gennem skoven. Han slog manden på hendes ryg væk og rejste sig i sin skikkelse. "Vidste du at bjørne kunne beskytte ulve?" spurgte manden sin makker der rystede på hovedet. Obi-Wan faldt ned på poterne igen og gik langsomt frem. Han puffede let til Tatia.

"Hey. Hvad tror den bjørn den laver?" råbte den yngste af mændene. Den anden så ud til at have opfattet sagen. "Den har vist adopteret ungen." Obi-Wan brølede igen og langede ud efter dem.

Hun hørte ham ikke råbe efter hende. Hun hørte intet andet end hendes eget hjerte, som bankede afsted højere og højere. Vreden der boblede i hende. Følelsen af hævntørsten gjorde, at hun så ligeså rødt som hendes øjne var. Bjørnen kom til syne og hjalp hende. Der vågnede hun op og rystede sig let på hovedet. Hun blottede sine tænder. De var dækket til i den andens blod. Mord gjorde hende intet når folk havde fortjent det.. og de havde fortjent det. Havde de ikke? Tatia reagerede ved Obi-Wan puffede. Ordene fra jægerne irriterede hende.. voldsomt. Tatia klynkede kort men ikke i smerte af det puf Obi-Wan gav hende. Hun kiggede ned på sin fars hoved igen og ørerne gled let ned.

Bjørnen angreb jægerne. Hvilket gjorde hun knurrede voldsomt. De slog ud med deres våben. Gjorde alt for ikke at blive angrebet. De tre mænd. Hun havde nedlagt en. To imod to virkede fair. Måske mere fair hvis hun ikke blot var 9 år gammel? Tatia virkede ældre end hun var. De seneste dage var brugt på at opføre sig som en voksen, for ikke at ende ud i sin egen død. Hun var blevet tvunget til at tage voksenlivet op i en al for ung alder. Og nu var der ingen vej tilbage. Tatia sprang selvfølgelig udefter en af dem. De var overmodige disse jægere. Den ene tænkte at han sagtens kunne holde sig selv i kamp imod en stor bjørn. Den anden tænkte en ung kæmpe ulv ikke var et problem. Tatia fik fast armen på den jæger hun angreb. Dog svang han sin kniv og ramte det øverste af hendes forpote. Tatia rev derved til og fik flået armen af jægeren. Han skreg. Hun smed armen fra sig og klynkede en anelse da hun trådte ned på sin forpote.
Ge smak daun, gyon op nodotaim. Ge smak daun, gyon op nodotaim Gentog hun i sit hoved, og skubbede smerten væk. Evnen til at skubbe sin smerte væk var en krigers stærkeste våben.. når man mestrede det.. havde ingen magt over en.

Obi-Wans vrede havde ingen ende. De angreb hans adoptivdatter og dræbte hendes biologiske far. Han ramte mandens ben. Blodet kom fra de lange flænger på lårene. Manden skreg af smerte og ramte bjørnen med sit spyd på den ene skulder. En klynken fik ham til at se sig over skulderen. Tatia havde en såret forpote, men hun måtte lære at slås med sår også. Han bed mandens fod af. Manden begyndte at kravle væk. Obi-Wan satte sig ned og begyndte at slikke såret på sin skulder. Hans blik hvilede på Tatia.

Den flygtende mand klynkede og græd. Smerterne var enorme og næsten ubærelig. Han havde været tåbelige at udfordre en Short Faced Bear, men nok mere en beskytter. Han havde set den vrede der kom fra bjørnen. Han kunne mærke de første regndråber flade på hans nakke. Han efterlod en blodspor efter sig.

Tatia skubbede smerten til side og støttede atter på sin forpote. Det gjorde ondt, men hvis hun ville have det til at stoppe skulle hun overvinde dette slag. Det var vigtigst. At vinde denne kamp. Tatia knurrede af den skrigende mand, som hun havde bidt armen af for kort tid siden. Let slikkede hun blodet af sin snude og blottede atter sine blodbeklædte tænder. Nogle jægere var dumme. Virkelig dumme. Hun havde altid fået af vide af hendes far, at hun ikke måtte skifte form i offentligheden for så kunne hun blive opdaget også måtte de flytte. Derfor var hun i skoven nu.. fordi hunvar blevet opdaget. Hun havde troet hun var alene, men nu havde hun Obi-Wan. Let kiggede de røde øjne over på hendes nye fader. Den hvide pels ved hendes forpote blev farvet rød af skaden. Tatia kunne ikke stoppe ulven og den sprang på jægeren hun havde revet armen af. Skriget fra ham kunne hørers på afstand imens hun flåede byttet fra hinanden. Blodet fra jægeren kastede sig op på den hvide pels. Så snart han var død trak hun sig tilbage.

Hun gik stille hen til posen med hovedet og lagde ørerne tilbage. Let snustede hun til det og puffede det så ind i posen så hun kunne samle posen op med sine tænder. Så gik hun bedrøvet ind imod huset. Pote aftryk af blod efterfulgte hende på trægulvet indenfor. Hun lagde posen på bordet og skiftede form. Let tog hun et tæppe om den nøgne hud og åbnede stille posen med rystende hænder. Tårerne pressede sig ud imens de rystende hænder gled henover ansigtet. Hun lukkede de blå øjne i hendes far havde, og plantede et kys på hans pande. Så kiggede hun op på Obi-Wan. Hendes skade var der stadigvæk men hun havde lidt glemt den.

Obi-Wan fulgte stille efter Tia. Han skiftede form og fandt en rejsekappe, bandt den om livet. Roligt gik han hen og satte sig ved siden af pigen. Han lagde en arm om hende. "Det gør mig ondt det med din far, Young one." mumlede han blidt og så på hovedet. Hovedet foran ham så ud til at være lidt yngre end ham. Og hendes far, fra hvad han kunne gætte. Han kendte selv smerten ved at miste familiemedlemmer. "Hvis du ville snakke som kom kun." sagde han og kørte en hånd over hendes kind. Han kom på benene og gik op på badeværelset. Han rodede lidt rundt og fandt en førstehjælpskasse.

Armen omkring hende anså hun faktisk som behageligt. Hun havde ikke haft positiv fysisk kontakt med nogle siden for et par dage siden. Det var alligevel meget når man skulle håndtere døden af et familie medlem. Nok havde hun mistet sin mor for flere år siden, men hendes far havde været der for hende. Så forlod Obi-Wan rummet og hun lod sig selv bryde ydeligere sammen. Så gik hun ud i køkkenet og fik vasket blodet af sine arme og af sin nøgne hud. Så trak hun i noget tøj der lå derude. Hun tørrede øjnene.
"Ai don hon em op" (I found him) Hviskede hun til sit spejlbilled.

Tatia gik udenfor og samlede brænde og lavede et stort bål udenfor. Hun pakkede morderne ind og lagde dem ved siden af hinanden, placerede grenene op så hun kunne placere sin fars hoved på toppen pakket ind. Tatia sank en klump. Det var hårdt arbejde for en lillepige, men hun gjorde det. Så fik hun sat ild til. Let kiggede hun ind i flammerne.
"Yu gonplei ste odon" Sagde hun, din kamp er ovre. Ilden lyste op. DEt var hendes skik. Hendes måde at sige farvel på. Så snart de var brændte kunne hun gå indenfor.. lade ilden dø ud som timerne gik.

Let pustede hun ud og tørrede tårerne væk. Hendes blågrønne øjne kiggede på Obi-Wan. Så kastede hun sig i favnen af ham og slog sine små arme omkring livet på ham. Skadet eller ej, allerede i denne alder kunne hun presse sig selv - hvilket var imponerende. Dog begyndte hun at bemærke det nu, også fordi, at hendes krop fortalte hende at hun egentlig kunne dø.

Obi-Wan var gået nedunder da han så det bål hans pige var ved at lave. Med tungt hjerte stod han og ventede på hende. Det overraskede ham ikke da hun kastede sig ind i hans favn. Han slog armenen om hende og aede hendes hår. "Shhhh." mumlede han stille. Let som ingenting samlede han hende op og gik hen til sofaen med hende. Så let hun var. Han satte sig ned og holdte hende ind til sig."Du ville altid savne dem, men de er et bedre sted. Plus. Jeg ville altid være her, når du har brug for mig." mumlede han ned i hendes hår. Han lod hende holde om sig. Det lange hår hang over skuldrene på ham og kilede hans hals let. Denne unge pige havde mistet så meget på kort tid. Et kort tanke for gennem hans hoved. "Du er en Direwolf og har endda røde øjne." mumlede han og så ned på hende. Han begyndte at nynne en stille sang.

"I can see your tears. I can hear you cry. Let help through to niiight. I know your pain. I know your anger. You need to let it goo. So shush my young one. Shush and be still. Pain will fade awaaay."

Den fysiske kontakt, at vide nogen faktisk var der for hende.. det betød meget, også selvom hun ikke var fuld klar over det endnu. Tatia tog hans ord til sig. Hun kunne bruge dem frem over. Sangen han nynnede havde hun ikke ligefrem hørt før. Den var ny for hende, men den beroligede hende. Det var rart.
"Jeg er glad for du er her." Hviskede hun og gemte sig stadigvæk imod ham. Alt hun ønskede var ikke at blive efterladt alene og det var hun ikke nu.
"Skal vi gå ind til byen?" Spurgte hun. det havde jo været deres plan før angrebet. Hun tog sig let til sin arm først dog. Måske de skulle se på den?

Obi-Wan nikkede. "Selvfølgelig. Men først skal vi aftale noget og jeg ville gerne se din hånd." sagde han og så på hende. Han kom op og stå, satte hende ned og gik over til skabene. Efter at have rodet rundt et stykke tid fandt han førstehjælpskassen. Han tog den frem og så hen på Tatia. "Hvor slemt er det?" sørger han og kommer hen. Han store hånd holdes åben og venter på at hun accepter den.