The Boys Are Back - Wade

Endelig. Endelig havde han chancen for faktisk at tale med Wade igen. Han havde følt sig så magtesløs. Caleb følte han havde fejlet. Han vidste alt den fare vil ramme Wade og alligevel havde han ikke været i stand til at gøre noget ved det. Hele to gange. To fucking gange. Skyldfølelsen åd ham op indefra. Så endelig havde han chancen for taktisk at tilbringe noget tid med Wade. Meget af hans tid var brugt med Tatia, og han forstod det godt. De havde begge været i livsfare flere gange. Niylah var ikke glad for at sende hverken Wade, Raksha eller Tatia ud - men med Calebs selskab gjorde det hele situationen lettere. Evnen til at forudse fare var ret overbevisende for at lade Wade komme lidt ud. Desuden kunne Niylah ikke holde dem inde forevigt. Caleb gav Wade et lille skulderskub. Wade var meget mere muskuløs end Caleb og bar mere fysiskstyrke - det betød dog ikke at Caleb var svag.. bare ikke ligeså buff. Det var faktisk snyd, Wade var både stærk og klog. Her som Caleb altid mente man kun var en ting kom Wade. Tiltider en smule misundelig, men kom sig altid over det igen.
"Du ved.. at du bare kan snakke med mig om det.. hvis du har behov for det." Brød han så stilheden med og vendte sig imod Wade med et løftet bryn. Wade vidste, at Caleb kunne forudse fare - han vidste at Caleb kendte til hvad der var sket - men ikke fra en synsvinkel, hvor han anede, hvad Wade tænkte eller følte om situationen. Caleb stilte sig op af et træ og kneb øjnene let sammen imens han så analyserende på Wade. Han kløede sig kort let på hagen før han lagde armene overkors. Patrulje var ikke for at snakke, men for at tjekke om eventuelle fare - men hvis der var fare i området... så ville Caleb vide det.

Caleb løftede hånden op.
"Og du skal ikke sige vi skal forsætte med at tjekke området.. hvis du ikke vil tale om det, så fint. Bare ikke lyv for mig." Caleb bed sammen. Han hadede når Wade bare sagde, at han var okay - eller; Det skal du ikke tænke på. Nok rejste Caleb ofte mellem byen og imellem skoven - men de var stadigvæk bedste venner. Wade var stadigvæk hans bedste ven og vil altid være det. Caleb kunne stadigvæk bekymre sig over det. Ligesom de første gange Calebs evne gik ud af kontrol, der var Wade der for ham. De gange han vågnede op i smerte om morgenen fordi, at han havde brugt natten på at tegne på væggen med sine fingre til at blodet var blevet stregerne på tegningen. De havde fundet en løsning på det problem, de fandt altid en løsning på problemerne. Desuden ønskede Caleb også at hjælpe Wade med hans. Sommetider havde han vel brug for andet end kvinderne i hans livs mening om tingene. Eller hvad?