you can't leave me - Camille

tid: kl 17:00
sted: Darkwind Citadel, inde i tronsalen.
omgivelser: masser af malerier, dyre og antikke genstande og tronen.
vejr: stormvejr, med kraftig regn og torden.

det var sent på eftermiddagen, og Sakref havde endelig hørt fra en af sine gamle venner som han ikke har hørt fra meget længe, Camille, det navn fik hele hans lemme til at blive glad, han sad på sin mørke trone og ventede forventningsfuldt på hendes ankomst. han havde ikke hørt fra hende i lang tid, faktisk efter at Tristan var rejst til jorden, havde han intet hørt fra hende og han var blevet bekymret for at hun var blevet et offer for den onde åndemager som havde slippet hære af de døde overalt, men hendes besked og ønske om at snakke med ham gjorde ham både glad og bekymret.
hun havde i sin besked lydt som om hun var byrdet med nogle problemer, hvilket var aldrig godt, især ikke efter den pagt han havde lavet med hende som gjorde at hvad der end skete med hende, ville ske med ham, hun var blevet hans eneste svaghed, men hun var også en af hans nærmeste venner.
han sad utålmodigt på den sorte trone, hans fingre slog imod det ene skelethoved som var skåret ud i det kulsorte træ som tronen var lavet af, lyden fra hans negle der ramte træet, gav genlyd i det store lokale som var hans tronrum imens han sad og prøvede at tænke på noget andet for ikke at ende med at forlade sin trone for at hente hende.
han fik derfor tanken om at ombygge sit slot og indrette det anderledes indvendigt, så den tanke legede han lidt med i ventetiden og planlagde hvordan slottet slukke ombygges.

En træk og meget smuk hest der var tungt belæsset, nærmede sig porten til Darkwind citadel.
Hesten ville nok tiltrække opmærksomheden fra slottets vogtere, alene grundet den enorme størrelse og pragt, thi dette var en Valens hest, og disse blev ikke set i flæng.Hestens ledsager , en mindre skikkelse svøbt og godt skjult i en dueblå kappe med en stor hætte der var slået op, sad rank på den ryg. Også hun var godt træt, men nu hvor målet endelig var nået, satte den den falske energi i hendes krop ind, og begyndte så små at boble.y

" Sååå Frosty, så er vi her.." Lænede den kutteklædte skikkelse, ned over hestens hals og hviskede opmuntrende til den.
Vejret var skod og helt umuligt at rejse i til hest- især når man som dens rytter ikke kunne fordrage lyn og torden.Det gjorde hende utryg.
Så turen havde været lang. Ved porten , svang hun sig ned af Frosty og samlede det slidte seletøjet i hendes hånd.Hun gik over til de to barskt udseende fyre ved porten.
Hun rakte seletøjet ud til den ene, men en tavs besked om at tage sig af hesten. ene bagefter trak hun sin hætte til siden, og synliggjorde kaskader af langt lyst hår, slidt og langt fra klippet eller plejet gennem en længere tid .
Hun havde meget klare og gennemsigtige øjne, meget lyse blå som gav lidt modspil til det mørke uvejrt , da gav hun vogteren et mindre men imødekommende smil.
Hun var sikker på de allerede havde hørt om den blonde menneskeling der havde været Sakrefs allierede og gæst, da han ankom til Underworld sammen med resten af selvskabet...de rejsende.

" Vil du være venlig at sige til din herre at Camille St.Clair er her!"
Det var egenlig ikke en bøn, men en besked om at gøre det.
Formentlig ville han lede Camille direkte til Sakref.

vagten som ikke holdte på hesten tøjler bukkede for hende.
"deres ankomst er blevet forventet, følg med mig, jeg vil føre dig til herren af slottet." sagde vagten og åbnede den høje stålhegn port og førte hende hen til slots porten og ind i slottet.
døren blev åbnet for hende da de var kommet ind i forhallen så hun kunne gå direkte ind til tronsalen hvor en sortklædt skikkelse sad langt væk fra døren på en kulsort trone.
man kunne høre lyden af slagene fra tronen hvor Sakref sad og tappede sine fingre, opslugt i sine tanker, han havde faktisk ikke hørt døren blive åbnet, så opslugt var han blevet af sine tanker.

Camille fulgte efter ham og efter lod et svagt spor af regnvejret over det ellers så fint poleret gulv.
Slottet var prægtigt og imponerende, med tilpas guld og værdier men også et mere dyster og mørk islæt.Camille trådte ind i tronsalen, og forenden kunne hun finde sin gamle ven og hersker på hans trone.
Hun smilede da hun bevægede sig op mod tronen og kom nærmere.
" Sakref! Tak for at se mig.." Kom det høfligt fra Camille.
Deres forhold havde mange facetter, og Camille havde ingen problemer med at erkende Sakrefs autoritet som hersker, så længe alle var på det rene med den ikke bestemte over hende.
Et lille muntret glimt dukkede op i hendes øjne..."Såå du dyrker stadig den lidt ...mørke stil, du skulle måske overveje shabby shik ?"Smilede hun skævt, og ignorerede den lille rislen der bugtede sig ned af hendes ryg, itakt til de hvislende slangelyde.Stilarten var en engelsk meget lys og overdrevent blonde piget stil, der ville koste Sakref mental død på få minutter , af bar rædsel sikkert.
Men Camille kunne nu godt lide lyse ting,og at drille ham en smule elskede hun da.

Camille tog et kik på selve manden på tronen.
Sakref så ud til at have det rigtig godt. Ingen fysiske mærker og bruises var at se.
Hvordan havde han det mentalt? Camille ville altid bekymrer sig over en ven og havde interesse i hvordan de havde det, men der var lige en ekstra ting oven i denne gang, og det var nysgerrigheden over deres lille alliance , denne part der havde forbundet dem til hinanden. Den havde hun indgået for at den unge kvinde Luce, skulle blive en fri sjæl og ikke være underkastet slaveri og tortur.En længere historie. Men det gav hende en ny relation til Sakref, de endnu ikke havde mulighed for at tale igennem. Ville der ske noget med ham, hvis hun forlod dimensionen?
Det håbede hun godt nok ikke!
" Hvordan står det til ? Necromanceren er uskadeliggjort , kan jeg forstå!" Camille begyndte at løsne sin kappe op og krænge den af. Regnen  den havde absorberet gennem en lang dag ,  gjorde den tung.

Camille's ord gav et ekko i den store tronsal som slog Sakref ud af sine tanker som et lyn.
han kiggede hurtigt op imod stemmens kilde og så Camille.
et smil spredte sig i hans ansigt, et smil man ikke ofte så ham med, han kunne skam godt smile men dette var som et stort glad juletræ, skindende og smittende.
"Camille! længe siden, du har været savnet." sagde han og sprang ned fra tronen og gik med hastig skridt hen til Camille og gav hende et kram.
"ja du kender mig godt til at vide at jeg aldrig ændre mig." sagde han som kommentar om hans normale indretning.
han sukkede lidt af glæde og begejstring.
da hun nævnte det med necromanceren, kunne man se at hans ansigtudtryk blev lidt mere seriøs, han var stadig glad, ingen tvivl om det men det var jo stadig et seriøst emne.
"både ja og nej, han er ikke blevet dræbt eller på nogen anden måde neutraliseret, vi ved bare at vi kun har kunne gøre nok til at han har trukket sig tilbage, men vi har ingen ideer om hvor han hverken gemmer sig eller hvad han planlægger." sagde han og trak lidt på skulderen. kampen imod necromanceren har været en meget seriøs kamp, ikke kun for Underworld generelt, men også for ham selv, hans far var nemlig en mægtig magiker og en endnu mægtigere necromancer, derfor havde han ikke de bedste følelser om emnet, især når han ikke har set sin far i over 25.000 år, Sakref ved kun at hans forældre er stadig i live, men hvor de er, er stadig et mysterium for ham, kun hans storesøster ved sådan noget og hun har lovet deres forældre at ikke fortælle hverken Sakref eller Makkadin, deres Lokation før hun føler at de er parate nok til det.
tanken om Necromancere og hans familie havde gjort Sakrefs ansigt lettere bedrøvet, hvilket man tydeligt kunne se, da han var blevet sunket så dybt i sine tanker at han ikke havde opdaget sig selv og sit eget ansigtsudtryk.
"lad os skifte emne, hvordan går det Camille? der er ingen der har hørt fra dig i evigheder, hvor har du været? hvad er der sket?" spurgte Sakref meget nysgerrigt, han havde brug for at blive distraheret, fra sig selv og sine tanker.

Camilles lidt kolde krop, efter turen på hesteryg i regn og torden, blev helt lun igen, da hun så at ægte glæde var at finde i Sakrefs ansigt.Gode venner af den kaliber kunne tælles på en hånd, og Camille var taknemmelig for de få hun havde.
” Ja..der har altid været lidt goth over dig …men jeg ser endnu ingen sikkerhedsnåle nogen steder, elelr andre piercinger?” drillede hun og gengældte hans store smil.
Hun var ikke så chokeret over han ikke var helt død, denne necromancer. Camilel ahvde tildens til at få flashes af fremtiden, og havde haft en par stykker om ham også. Derfor kendte hun hans udseende. Men hun havde ikke modtaget noget hint om hans opholdssted- eller om hans død, hvilke var en stor sur citron, da hun ligesom tusindevis af andre, gerne ville have adskildt hans hoved fra kroppen og udstødte t sejrs råb.
” Han er i et musehul et sted…og næstegang vil vi være..vil I være mere beredt. Der MÅ være en måde helt at slukke for den mand” filosoferede hun højt.
Camille rakte en hånd ud mod ham, og trak ham mod udgangen, gik han med.
” Kan jeg ikke tigge noget at drikke og en bid brød? Jeg har siddet på den kæmpe af en hest i et par dage nu ?” bad hun lidt forsigtigt.
” Der er en del jeg gerne vil tale med dig om, blandt andet vores lille sjælebånd,eller hvad vi nu skal navngive det. Og så er der portalen, but first thing first ” Camille gav hans hånd et lille klem.
” Hvor er børnene, lærlingene…Valiona? Spurte hun og spillede bolden over til Sakref.
Her virkede så stille.

han nikkede og førte en hånd ud imod den ene dør og gik hen imod den.
"selvfølgelig, kom med, jeg er sikker på at Chef har bikset noget op i anledningen af din ankomst, han har sikkert kunne mærke din sult fra du kom i nærheden af slottet." sagde han og åbnede døren for hende og gik ned af gangen sammen med hende.
"de andre er igang med at træne bortset fra Rafaela, min kone til gengæld ved jeg ikke hvor er, hun er formodentlig nede i laboratoriet for at ordne nogle ting, hun er begyndt at have en fascination for videnskab og lignende på det sidste, men hun er meget hemmelig om det." sagde han med et smil, der gik ikke længe før gangen begyndte at dufte af dejlig mad og jo længere de kom ned af gangen jo mere intens blev duften.

// Hey P, håber det er ok jeg lige bruger min pige her, til Camilles svar ?  Camille er i gummicelle isolation så jeg ikke skader hende * himler med øjnene* og så det rigtigt- XD you know the drill.... Så bruger Melisande her til svar //



" Chef ....og det halve af Doomsville!" små lo Camille og strakte sig lidt.
At rejse til hest blev aldrig en favorit ret af hendes.Modsat Eric der sikkert kunne bo på en hesteryg, var det stadig noget af en omgang for. Camille, når turen var langt.
Hendes bagdel insisterede simpelthen på bedre polstring end hestene kunne leverer.
" Det ville være skønt med noget mad, æbler bliver kedelige når de udgør alle tre retter på et døgn"
Camille satte efter Sakref og lyttede med stor interesse til hans familie status.
Man kunne ikke beskylde the Morladins at være en typisk gennemsnitlig familie , det var nærmest som at være en del af et eventyr , at hænge ud med dem.
Især Bron havde gjort indtryk på Camille. Det var med ham hun havde skaffet den ene medaljon Sakref skulle bruge, for at åbne og skabe passage i portalen...hertil underworld.
Bron havde været god ved Camille og de havde knyttet et særligt bånd på den quest.

" Der er vist aldrig et kedeligt øjeblik i dit liv ! ...og Ja , en ny datter har du fået dig , tillykke " Camille smilede varmt og havde et lidt finurligt glimt i øjnene.
Hun havde set et flash af dem , og vidste derfor besked om familie forøgelsen.
Det var et af de små glimt hun kunne få, og det havde vor en gangs skyld været et dejligt et- og ikke et hvor blodet flød fra babyers livsløse legemer eller noget der varslede masse mord.
Hun havde aldrig fået glimt af en fremtid der omhandlede hende selv, og med et personligt liv der ikke ville falde i hak, var hun nu begyndt at frygte at anledningen til de manglende flashes , måske skyldtes at hun INGEN fremtid havde?
" Du har det med at få dine døtre i en hvis størrelse...mange mænd ville misunde dig det !" Camille hentydede til at Sakref åbenbart sprang al det over med babyer, bleskift og barnegråd om natten - som dengang Camille selv havde fundet den lille livløse Zaela i havet, og bragt den hjælpeløse pige med sig hjem. Over de næste dage havde hun vokset sig stor og udviklet sig til en kvinde, i en totalt forvrænget hast..OG var blevet meget kærlig overfor Camille. På kanten til at Camille var blevet...ja...skal vi sige det havde været lige det rette tidspunkt at Sakref kom på besøg i Camilles lille lejlighed i Deepshell, for at trække hans nye voksende datter med hjem til en lille samtale om Camille og livet i al mindelighed.

Camille gik forholdsvist uden larm tværs over de bonede gulve, der skinnede  i Skarefs store slot.Det var en fordel ved flade gummisko, omend kønne var de ikke. Men Sakref kendte Camille som en street smart pige, med et frisk humør...måååske lidt stædig...og ellers en der bare dressede op når der var en anledning.
Hun huskede tydeligt den aften de alle var ankommet her. Der havde været stor byfest, og Camille havde været iført en dueblå kjole, i den smukke middelalder stil.
Hun havde siddet sammen med Tristan, efter hun var kommet en smule forsent til festen, typisk for hende. Og det var også denne aften Sakref havde mødt hans hustru, Valione. Tristan og Camille var to nysgerrige nisser, og havde vist nok udspioneret lidt på den smukke kvinde, bare for at sikre sig hun ikke havde ondt i sidne, overfor deres ven og allieret...Sakref.
"Du er nået langt her....siden den dag vi kom " lød det, og en følelse af vemod kunne spores i Camilles lyse stemme.
*That was then....this is now* stødte ordene frem og tilbage i Camilles hoved, som var det bordtennisbolde mod en væg.De lavede enda samme irriterende lyd.

Sakref grinte.
"jeg er nok ikke den eneste der er nået langt. du har også selv udviklet dig meget siden vi trådte igennem portalen. det tror jeg faktisk vi alle har. nogle har dog gennemgået flere ting end andre." sagde Sakref og tænkte på hvordan de kom igennem portalen og derefter. hans første tanke af dem i deres gruppe som har gennemgået mest er Bron. hans første lærling. den "unge" Undead havde jo husket sin fortid og havde lært hvem han selv var. samtidig efter det med Undead invasionen havde han også lært hvordan han midlertidigt kunne blive menneske igen. vise følelser. have en sund krop og hvordans rigtige styrke var. samtidig var han jo ikke særlig gammel da han døde fik han lært. han døde åbenbart som kun 20 år gammel.
"du har nok ikke hørt det men Bron har husket hvem han var i sit tidligere liv før hans død samt har han lært en masse efter den store Undead invasion." sagde Sakref og gik videre sammen med Camille imod spisesalen. de var næsten fremme.

// så Nu tager vi os sammen med de svar her XD //


Camille skævede til Sakref . Omkring hendes læber kunne et smil skimtes.
Det føltes nu helt rart...trygt...at gå her med ham igen.
" Det føles som 100 år siden at jeg mødte dig, den aften på kajen - husker du ? Du dukkede frem af skyggerne og nærmest krævede jeg blev din lærling! Hahahha ....du anede ikke hvor genstridig en lille sag jeg var" små lo hun, og varmede sig ved de herlige og livlige minder- mens hun holdte trit med Sakref.

Da samtalen skiftede og faldt på Bron, blev Camille godt nok overasket, men også i den grad glad på Brons vegne.
" No shit ?! " fløj det ud af hendes mund, inden hun lage en hånd over et sekundt.
" Det lyder jo fedt, jeg ved han var et yderst kristisere sted , men livet som indsats...eller hvad man nu siger om en undead. Men jeg under ham det godt nok! Er han hjemme i dag ?" Lød det nysgerrigt.
Hun havde da gerne ville hilse på ham...og de andre ...hvis de var hjemme- dog var det lige nu dejligt at have Sakref lidt for sig selv.
Man kunne fornemme spisesalen, før man faktisk fik visuel kontakt. Et blødt varmt lys , kom dem imøde og der kunne opfanges livlig samtale .
Om det var nogle Camille kendte eller dele af Sakrefs tjener stab, kunne hun dog ikke høre endnu. Ingen super naturlig hørelse til fepigen, desværre.

Sakref nikkede.
"de er her allesammen. selv Valiona. de er inde i spisesalen og venter på os" sagde han med et smil.
det føltes som en evighed siden Camille var her sidst. han kan stadig huske alle deres eventyrere fra jorden og til her og nu og de forskellige ting som var sket i den tid.
de stoppede op foran døren til spisesalen og Sakref åbnede døren stille for Camille og inde på spisesalen sad de allesammen og spiste ved et kæmpe stort bord som kunne have 100 mennesker rundt om sig. bordet var dækket pænt til og var fyldt med alt muligt mad. hvordan kunne de spise det hele.
"hej allesammen Camille er her" sagde Sakref med et smil

Et overraskende udtryk skyllede op i hendes krystal klare blik.
Så hele familien var samlet? Det var bestemt ikke hverdagskost i familien Morladin, det vidste hun. De var ikke just prototypen på en familie, men så langt mere optaget af eventyr og opgaver, så der var næsten altid en eller to på farten.
"Really? Fedt ! kom det spontant og en smule ivrigt.
Det føltes på en måde rart at blive mindet om hun havde bånd her.
Bånd der stak udover Eric Valentine,der  var den direkte årsag til Camille havde svært ved at finde sit eget fodfæste igen i underworld.Men Sakref  og hans familie , var bestemt et anker. Det begyndte hun at fornemme nu da døren gled op og de kunne træde ind i den store prangende spisesal. Her sad hele familien bænket omkring det lange overdådige bord.
Camilles blik vandrede rundt - og ville tage første stop ved Valiona. Smuk og estetisk som altid. Camille bøjede nakken og nejede bare en lille smule, for at vise sin respekt for værtinden."Valiona...dejligt at se dig igen. Undskyld min indtrængen og at jeg ikke er klædt på til middag " blev der hilst i en varm tone fra Camille.
Hun rettede sig op igen med det sammen - og et større mere gavtyve smil beklædte nu de lyse bløde læber.
Hun havde efterhånden en historie med alle omkring dette bord. De var svære ikke at holde af. "Hello...Guys...God Damn ,jeg har savnet jer!"
Camille havde travlt med at få tavet et kik på dem alle. Hun var dog også nysgerrig om Sakrefs nyeste datter ,Rafaela ville være at finde- for hun var den eneste fremmed i familien .Den eneste Camille ikke kendte .
Bron og Melvin fik et lille blink , da Camilles blik løb over dem.

Valiona Smilte til Camille.
"hej Camille. længe siden. jeg har ikke set dig siden den store krig hvor vi mødtes første gang alle sammen. hvordan går det?" sagde og spurgte Valiona.
Sakref lænede sig hen imod Camille og afbrød kort..
"det glemte jeg helt. Rafaela er den eneste som ikke er her idag. hun er oppe på sit værelse som straf blandt andet for sin opførsel." sagde han og rejste sig op.
"jeg glemte helt at Camille ikke er blevet informeret om det nye der er sket her som vi fandt ud for nogle dage siden. Valiona min dejlige kone er gravid med mit barn" sagde Sakref med et smil.
det var noget der var sket for nyeligt og det havde betydet at der ville ske store ting inden for kort tid. Sakref havde en fornemmelse at noget stort ville ske.

//har du forresten set mine beskeder?//

// jeg har da svaret m som den sidste af os ? Im all ears ,skrev jeg ......den skulle du gerne havde fået - og så blev der stille efter den ? XD //

//jeg mener ellers at jeg skrev bagefter men det kan være jeg glemte det ^^'//

// kan ikke se det P, så du må lige sende det igen - plz //

Camilles blik hvilede nogle sekunder på Valiona. Hun var gudeskøn og på mange måder gav det mening at hun var udvalgt til at være Sakrefs viv, eller han udvalgt til at være hendes gemal ? Camille var i tvivl, da der var sket så uendeligt meget dengang, store magiske og prægtigste sager. Sakrefs ankomst havde tippet nærmest hele den kosmiske atmosfærde i Underworld og skabt balance.
"Ja, hold da op....det var noget af et party vi holdte" lød svaret , og hun hentydede dermed både til selve festen, hvor Camille og Tristan havde sneget sig efter Valiona, men også som en metafor til krigen og alt i dens kølvand- en lang 'fest'.
Camille kunne have fortalt om hendes brud med Tristan. Eller om hendes beskæftigelse som landevejsrøver, brudet med Eric Valentine eller hendes projekt med academiet for hendes største bedrift i Underworld, nemlig at befri slaver.
Skolen skulle være for børn, så de lærte selvforsvar, boglige færdigheder og groede et selvværd- men det var ikke tid til al det, så Camille smilede blot og svarede
"Fint...det var det jeg skulle tale med din mand om, lidt justering af mine planer" Valiona vidste sikkert at Sakref altid havde været en af de fast skikkelser , i Camillies voksne liv. Der kunne gå lang tid mellem de mødtes- jaaa- men det ændrede ikke på han var en betroet ven, og en hvis overvejelser hun ville tage i betragtning.
Hun skiftede fokus til Sakref " Æv...jeg havde glædet mig til at møde hende, men det må blive en anden gang så!" Camilles øjne var ved at dø af grin, for var det ikke bare typisk for Sakref at give stuearrest. Hun havde sikkert valgt at trodse ham, spille op imod ham og Sakref var en gammeldags mand, nær det kom til lydighed. Camille vidste det, fordi hun selv var en lilel genstridig sag og Sakref og Camille havde altid haft deres små 'magtkampe'.
Nu blev de krystal blå øjne dog for alvor forbløffet og smilet meget stort...
"I venter barn ! Nej...dog....men...tillykke " Camille så på skift på Valiona og Sakref.
"Hvor ER det dog dejlige nyheder. Ved i hvad det bliver ?
Camille mærkede en indre længsel. Efter Tristan...Mira...enda Eric, men de synes alle lysår væk lige nu. Og dette var heller ikke om Camille, dette var om Valiona og Skaref, mindede hun sig selv om.
Hun drejede sig en smule og ville fange Brons blik, var det muligt ..
"hva så Bron ...så skal du snart ud og rulle med barnevogn!" drillede hun muntret! og havde alligevel svært ved HELT at se Onkel Bron i action , men nu havde Sakrefs børn det vist også med at vokse meget stærkt!

Sakref rystede på hovedet.
"vi ved endnu ikke hvad kønnet er men vi håber på en dreng. dog har vi aftalt med en spåkone at hun skulle spå barnet og finde dens fremtid medmindre du vil være så rar at gøre det? jeg ved at du har evne til at kunne se fremtiden og du har tidligere spået om store begivenheder lang tid før det skete" sagde han med et smil.
"det bliver også mit første rigtige fødte barn som jeg ellers troede jeg aldrig ville få." foresatte Sakref med et smil på læben.

Bron blev helt forvirret af Camilles pludselig snak til ham. han havde ændret sig meget efter at de udøde havde angrebet. han var blevet mere menneskelig at se på og så ud til at kunne vise følelser nu.
han blev lidt flov over forestillingen af ham der skulle køre en barnevogn.
"jeg ved ikke helt om det bliver mig der køre... barnevognen" sagde han lettere rosa i hovedet. dog ikke rød men det kunne jo være han ikke kunne blive helt rød.

Camille var glad på deres vegne. Det var en gave at få børn og Valiona så ud til at nyde de søde omstændigheder , der var en helt særlig glans der omgav hende.
"åh ... Det skal nok blive spændende hva ? Så har du ikke kunne trykke på knapper og designe denne gang. Arg jeg tror ikke jeg kan på kommando, så ikke noget med al male værelset i pink kom et svagt smil frem og hun fangede Bron med sine øjne.

Hans reaktion var ganske opsigtsvækkende. Med ALT den fyr havde været igennem og så kunne camille få ham at rødme. Ok ... Det hjalp nok ikke at de andre omkring bordet brød ud i fnis eller latter ved billedet af Bron og barnevogn.
Hun havde lyst til at drille mere, men da sikkert ville blive genstand for evigheds dril fra de andre , så bremsede hun sig fra at begynde på en tale om Bron og bleer .
Camille mestrede ikke sin synskhed , tildels fordi den endnu Aldrig havde kastet gode ting af sig. Kun varsler om misrøgt , krig , tortur og død.
Men da hun havde vendt lidt random snak med Valiona , og havde fået lov til at tage plads til højre for Sakref , lagde hun sin hånd på Valions skulder for at takke.
Og her blev de krystal klare øjen sløret , som Camille faldt hen i et fremtids syn , et vision om to drenge .... Børn af Morladin slægten.  Krig død .... Sejr og sygdom.
Hendes puls begyndte at hamre og blodet forlod hendes læber , der fik en hvid kulør.
Camille skrabede kræfter sammen til at hanke op i sig selv , og rømmende halsen.
"En dreng .... Køb lyseblå maling. I skal have en søn " røg ud mellem de ukulørte læber , der smilede det bedste de kunne.
Hendes bryn trak sig sammen i en bekymret mine. Fremtiden ville ikke blive let og familien morladin kunne ikke være sikker på en sikker fremtid .
I det øjeblik stod det klart for Camille at hun ikke kunne forlade underworld. Hun måtte støtte , hun var ven af familien. Og hun var så meget mere end et ulykkeligt kærlighedsforhold.

//svare når jeg kommer til en com men skriver lige her så den ikke forsvinder for mig xD//

Rafaela havde nærmest været låst inde på hendes forældres fløj. Hendes mor Valiona nærmest boede på hospitalsfløjen med overvågning indtil hun fødte og Sakref var normalt næsten altid der hvor Rafaela var eller retter Rafaela fulgte Sakref konstant i røven fda hun havde ordre på det. Hun havde dog denne ene gang fået ordre på og være oppe på hendes forældres fløj alene hele tiden indtil hun hørte andet.
Hendes hår var sat i nogle små skolepige rottehaler og hun havde en kort tank top på så man kunne se lidt af hendes mave og en meget kort nederdel på. Hendes dragehale som var fremme også når hun var i menneskeform bare i en lidt mindre udgave gjorde, at nederdelen konstant gled op. Hun havde ikke noget undertøj på indenunder da det nu var Sakref der bestemte hvad for noget tøj hun havde på og hvordan hun i det hele taget skulle se ud. Hun var så og sige hans lille slave. Hvis man ikke vidste, at hun var hans yngste datter ville man tro hun var hans slave. En meget lydig slave.

Hun var gået ned til salen lige udenfor spisesalen, hvor alle de andre sad og spiste. Hun havde brug for og snakke med sin far eller retter sin herre som hun havde kaldt ham hver dag de sidste mange uger. Hun havde ikke set resten af sin familie siden dagen, hvor hun mistede barnet. Hun havde prøvet og skjule mærket Sakref havde givet hende samme dag fordi hun havde haft problemer med og ville angribe næsten hele familien og tænke tanker om måder hun ville kunne skade dem på. De eneste af hendes familie som hun ikke havde planer om og kunne skade var Surzi og Zaela da hun ikke havde nogen grund til det da de ikke havde gjort noget dårligt imod hende ligesom resten. Hun havde fundet ud af, at det var Melvin som havde lagt deres barn ude i skoven. Sikkert med deres fars ordre, men han havde ikke gjort noget for og stoppe det plus så havde han været sammen med mange andre tøser. Der hørtes larm udenfor døren hvor hun var. Der gik ikke særligt lang tid før en vagt kom flyvende ind af døren til spisesalen, hvor de andre var. Hun rettede ryggen og gik direkte hen imod Sakref som var han den eneste hun kunne se igennem alle der var i lokalet. Hendes hale lovrede stille til siderne. Da hun var nået hen til stolen, hvor Melvin sad på ramte hendes hale benene på stolen så de knækkede så han ville falde. Hun kiggede kort om på ham "Det må de undskylde" sagde hun kort og gik videre hen til Sakref og kiggede stille på ham "Undskyld herre, men jeg var nød til og se dem" sagde hun blidt med et venligt smil, hvor hun derefter satte sig på hans skød med ryggen imod Valiona så hun ikke kunne se på sin egen mor. Hun vidste med sig selv, at hun ville få et hysterisk anfald hvis nogen nævnte noget om et barn eller hvis hun så sin egen mor.

Sakref blev så glad at høre fra Camille at det ville blive en dreng. for ham betød det ikke kun at han ville få en søn men også en retmæssig arving til sin trone. han havde haft en længere følelse af noget stort ville snart komme som ville lave store ændringer på verden som han kender den.
han skulle lige til at sige sin store fryd til Camille og takke hende for hendes hjælpsomhed da han blev afbrudt af Rafaela som han havde beordret til at skulle være på hans værelse kom ind i spisesalen.
han var glad for at se at hun havde stadig det tøj på som han havde udvalgt til hende. dog måske var det ikke den bedste påklædning at have på i denne situation.
da han så at Rafaela med vilje viftede stolen under Melvin så regnede han ud at hun havde lært om Melvins indblanding i hendes barns bortskaffelse. da hun satte sig på hans skød kunne han se at der var noget galt.
"først kan du lige sige pænt goddag til vores gæst. Camille. en gammel ven af min og har været tidligere lærling hos mig også." sagde Sakref og kiggede insisterende på Rafaela, mest for ikke at virke dominerende da resten af familien ikke vidste om Rafaelas straf som slave.

da hun havde sagt pænt goddag til Camille så kiggede han på Rafaela og smilte.
"godt min pige. hvad er der så galt siden du skal se mig" spurgte han Rafaela og kiggede på hende dybt i hendes øjne som om han så ind i hendes sjæl.

imens sad Melvin på en ny stol han havde fundet frem og skulede imod Rafaela. han vidste godt hvorfor hun gjorde det og han forstod også hendes reaktion men han kunne lide hvordan tingene har ændret sig. at nu var hun ikke hans mere men hans egen far. det gjorde ham lidt pist over det men han vidste at han ingen magt havde over sagen og han ønskede at hun forstod hvordan han selv havde følt med at skulle sætte deres barn ud til at dø.

Camille var kortvarig opslugt af hendes fremtidsflash. Det var kun anden gang hun var lykkedes i at bruge det , sådan målrettet hvor hun havde kontrol. Hun havde øvet med Cassidy, og det gav tilsyneladende gevinst. Hun havde fået et glimt af det hun ønskede i hvertfald. Men evnen var hverken garanteret at virke og hun havde bestemt ikke kontrol til at styre og forme den, det virkede som når en spækhugger slog med dens kæmpe enorme hale i vandet, og sendte en bølge af kold vand lige i ansigtet på en, var man i dens rækkevidde.* slask-* det kunne mærkes , da der var var styrke bag afsendelsen.
En lyd fik hende til at slippe fremtids visionen, og hun kiggede nysgerrigt på den unge kvinde ,der vimsede ind i salen.
Hun hilste ikke på nogen derinde, ikke med mindre man kaldte tacklingen af Melvin en hilsen altså.
Camille fløj over og hjalp Melvin med at få en ny stol, imens pigen tog plads på Sakrefs skød.
Nu stod undringerne efterhånden i kø, hos Camille.
Alene pigens påklædning. Hun lignede jo noget fra en dårlig manga tegneserie.ikke at de vidste hvad dét var her i underworld, men Sakref og Camille og lærlingene ,de vidste det.
Camille var igen ved Sakrefs side, på sin egen plads.
Hendes lyse bryn var trukket en anelse sammen, da hun ikke rigtig brød sig om hvad hun så.
Pigen lignede en lolita, og hvorfor hun rendte rundt og viste sit underliv frem, hver gang halen trak nederdelen op, var da en gåde ? Og underligt var det at ingen havde en reaktion på det. Ikke nogle af drengene og heller ikke Sakrefs kone , Valiona?
Ok ok- morladin's havde aldrig brillieret i at være en hr og fru Jensen standart familie- but still .
Det var ret underligt.
Camille holdte sig dog observerende og ville gerne være åben. Der kunne jo være en god grund? Måske var hun mentalt retarderet og havde bare glemt sine underbukser, eller taget dem forkert på. Så de sad under den sparsomme bluse ? Camilles læber trak op i et tavst grin, men da hun rakte sin hånd ud mod den unge pige, som hun nu havde regnet ud var Rafaela, så ville Sakrefs datter kun møde ægte venlighed og imødekommenhed , både i Camilles stemme og øjne. Alle burde en fair chance, og .....stylist !
Camilel selv var i slidte gummisko og en ucharmerende almindelig bluse.
Hun havde siddet til hest længe og var iført praktisk tøj, som hendes baggy jeans, med de karakteristiske bokstaver hen over bagdelen, de formede ordene ;junk de luxe .
Hun var tildækket , i en sådan grad at hun ville kunne gemme den afskyelige snemand under det posede tøj, og hun håbede ikke det fornærmede nogen.Men hun kunne jo ikke vide der skulle være middag.
Så snart de havde spist, ville hun søge om lov til at friske sig op, lov til at tage et bad og skifte sit tøj.
Hvis Rafaels tog Camille fremstrakte hånd, ville Camille give den et klem og gentage sit navn
"Hej ,Camille St.Clair...jeg er glad for at møde dig! Ja, som Sakref siger , så er jeg en gammel ven af familien ...eller...ihvertfald en god een "
Dette ville Camille sige , uanset og Rafael havde taget hånden eller ej, men HVIS hun havde tavet den , ville Camille efter nogle sekunder, modtaget endnu et overvældende flash...denne gang var der bare rod i det, fortid og fremtid var nemlig mikse sammen, sikkert fordi Camille var ukoncenteret. Men et stort varmt smil lyste Camilles ansigt op, og hun glædede sig på Rafaels vegne. " jamen???tillykke er på sin plads! du har jo fået et barn dor nyligt! Sakref ..hvorfor har du ikke sagt at du er blevet Morfar?!" lød den kærlige anklage. Camille beamede af glæde på hele familiens vegne. Hun fik da også lige klemt ind.."...og hvem er den heldige far ?

Hun puttede sig ind til Sakref og kiggede hen på kvinden som var fremmed for hende. Hun anede ikke hvem hun var, men noget sagde hende, at hun åbenbart betød noget for familien siden hun var der. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle det, men lod blot være med og sige noget og puttede sig bare videre ind til Sakref. Hun sagde sjælendt noget uden og få tilladelse af Sakref. Hun svarede ikke en gang på spørgsmål uden hun havde fået lov til og svare af Sakref. Man kunne vel sige, at hun var en hjernedød gås der gjorde hvad der blev sagt. Det var den måde hun havde gjort sin hverdag for og kunne holde ud og bare se på hendes egen far. Hun kiggede på Sakref da han sagde, at hun skulle hilse på Camille. Hun hadet og få ordre, men lyttede dog alligevel til dem. Hun kiggede lidt skeptisk på Camilles hånd og tog imod den "Rafaela. Har hørt en del om dig for noget tid siden" hun kunne se på Camilles ansigt, at der var åbenbart noget der gjorde denne kvinde glad. Hun slap dog hendes hånd og puttede sig ind til Sakref igen. Hun nåede aldrig og svare på Sakrefs spørgsmål før Camille begyndte og nævne barnet. Hendes barn som hun blot havde set i en time højst før hun mistede det. Man kunne tydeligt se på Rafaelas ansigt, at vrede, sorg og hævn dukkede op inden i hende da Camille nævnte barnet. Hun kiggede vredt på Melvin og man kunne tydeligt se, at hvis blikke kunne dræbe havde han været død på stedet. Hun sprang op fra Sakrefs skød så hendes hale ramte hans ansigt som en hård lussing. Han havde fortjent det. Ihvertfald hvis man spurgte hende om grunden til hun gjorde det. Tårerne trillede ned af hendes kinder og hun begyndte og skrige så det ekkoede i hele salen. Hun hev sig i håret og lignede en der nærmest var blevet vanvittig.
Hun kiggede hen på Valiona og man kunne tydeligt se på hende, at hun ville angribe hende, hvis hun fik chancen. Hun kiggede rundt efter noget hun kunne skade Sakref, Melvin og Valiona med. Men hun faldt dog hurtigt på jorden og rystede og skreg og rystede og græd. Hun havde smerter i hele kroppen og følte sig utrolig træt. Smerterne og trætheden var kommet fordi Sakref havde lagt en form for forbandelse over hende der gjorde, at når hun havde stor trang til og skade sin familie eller tænkte på og skade dem ville det komme for og stoppe hende. Hun stor tudet både over sorg, men også pga smerterne der var ekstreme. "Jeg hader jer!!!!" skreg hun kort. Den var henvendt mod Valiona, Sakref og Melvin da det var dem hun var rasende på. Der gik et godt stykke tid før hun bare lå sammenkrøbet på gulvet og stirrede imod væggen. Hun var udmattet. Hun vidste godt, at hun ville blive straffet af Sakref når han havde hende alene, men han burde vide, at hun var psykisk ustabil når det gjalt barnet. Hun var ikke direkte vred på Camille da hun jo ikke vidste hvad der var sket.