Don't ever leave me alone again! ((Benjimin))

Tid - 18:30
Sted - Ben's Lejlighed
Vejr - Det er ret mørkt lige nu, det regner.
Omgivelser - Boligbygninger
Påklædning - En lårkort kjole, og INTET andet.

Tårene trillede ned af hendes kinder, og som om det skulle være nok, regnede det og var skide koldt, og hun havde intet andet på end en lår kort kjole, efter som hun lige var sluppet ud af det helvede, hun havde været i, i over en uge nu.
Hun løb gennem gaderne, folk kiggede mærkeligt efter hende, men det var hun sådan set ligeglad med ligenu, hun koncentrerede sig bare om hvor hun var, og hvor Ben's lejlighed muligvis var, det var lang tid siden hun havde været ude, og hun havde ikke set meget andet end mørke, nede i den kælder, i den celle, og så lidt op i huset, men det var kun i det soveværelse, hun altid blev placeret i.
Hun kunne ikke holde tårene, og gråden inde når hun tænkte på det forfærdelige mareridt hun lige havde været igennem, og som hun nok aldrig ville slippe af med igen, det ville hjemsøge hver evig eneste dag, en frygt hun aldrig ville slippe af med.
Men det hun var mest bekymret for, var om Ben overhovedet ville have hende tilbage, hun var blevet brugt godt og grundigt, der var ikke meget tilbage i hende, hun ville ikke være den samme glade person, som hun altid havde været. Gad vide om han overhovedet ville kunne lide hende mere? Det gjorde hende virkelig ked af det, at tænke på det.

Hun kom endelig til den bygning han nok ville bo i, hun stod lidt og ventede, til at en ældre mand åbnede døren, og hun lige smuttede med ind.
Hun stod lidt og rystede, turde hun at gå derop, gad vide om han var hjemme, eller om han var ude.
Hun gik langsomt op af trapperne, til hun kom til hans dør.
Hun tog en dyb indånding, før hun bankede på døren, og ventede til at han ville åbne.

Det var over en uge siden han sidst havde set hende. Hun var sporløst forsvundet fra sin lejlighed. Han var den dag kommet til hendes lejlighed som var ulåst, så han havde bare gået ind, men hun havde ikke været der, og det havde undret ham en hel del. Han havde ventet på hende noget tid, men da hun ikke dukkede op, havde han besluttet sig for at lede efter hende. Han havde ledt alle de steder han regnede med hun kunne være, men der havde hun ikke været. Han tog tilbage til hendes lejlighed og blev der hele natten, men da hun ikke kom hjem, blev han først rigtig bekømret for hende. Han havde brugt de næste mange dage på at lede efter hende, sove i hendes lejlighed, og så gentage det hele næste dag, men lige meget hvad kunne han ikke finde hende. Han var synderknust, savnede hende af hele sit hjerte. *heh, før eller siden ville hun jo blive træt af dig, og skride uden at sige det.* havde hans dæmoniske side flere gange forsøgt at sige, men Benjimin nægtede at lytte på den, og forsatte stædigt sin søgen efter hende.

Der var nu gået en uge siden hun var forsvundet uden noget, og hans dæmon havde næsten fået ham overrakt om at hun bare var skredet. Han havde givet op på at finde hende, se hende igen.

Det var blevet aften. Benjimin var lige kommet hjem. Hans dæmon havde insisteret på at få noget at spise, og Benjimin havde overgivet sig, og ladet den spise du meget den kunne få fat på. Han var nu sig selv igen, men meget udmattet, og havde smidt sig i sofaen for at vile sig lidt.
Han var blundet en smule hen, da han blev vækket af nogle som bankede på hans dør. Han sukkede lettere irriteret. "Hvem helved er det mon som komme på denne tid?" Mumlede han, og rejste sig langsomt op, og gik langsomt hen til døren. Han var ikke i humør til gæster lige nu, men alligevel var der noget som fik ham til at åbne døren.
Det eneste Benjimin havde på var nogle helt originale hvide underbukser, og ikke andet end det.
Han åbnede stille døren, og da han så hvem det var, kunne han ikke tro sine egne øjne. Man kunne ikke lige se nogle form for følelser i hans ansigt, da han flere gange havde drømt at hun kom tilbage, så han regnede med at det bare var endnu en drøm. "Hm, en drøm, igen" mumlede han stille til sig selv. Han troede virkelig ikke på at det her var virkeligt, men han ville ønske det var. Han var dog noget overrasket over det hun havde på.

Hendes øjne lyste med det samme op da hun så ham, der stod han, ham som hun havde drømt om at se i en hel uge, imens de bæster havde brugt hende som en eller anden brugt klud.
Han så dog ikke ud som sig selv, slet ikke, der var intet at spore hos ham, ingen form for glæde da han så hende, han var egentlig kun overrasket, hvilket hun godt kunne forstå, men ellers intet andet? Var det virkelig så let at komme over hende, var han slet ikke glad for at se hende.
En drøm... Han troede dette var en drøm... Hun begyndte at græde, måske var det en fejl at hun var kommet, måske skulle hun bare havde ladet ham glemme hende, men inderst inde vidste hun godt, at det ville hun aldrig kunne.
"Ben... Ben det er mig..." sagde hun, halv kvalt i sine tåre og gråd.
"Undskyld jeg har været væk... Men jeg blev kidnappet"
Der stod hun, helt gennemblødt, var blevet brugt som sex legetøj i over en uge, uden nok speciel form for kontakt til lys eller mad, og hun undskyldte, for at være væk.. Hun vidste ikke helt hvad der gik af hende, men hans udtryk i ansigtet, fik hende bare til at føle at hun slet ikke var velkommen der længere, og det var hun slet ikke glad ved.

Han betragtede hende lidt, og kunne stadig ikke tro på at hun var rigtig, men hvis hun ikke var det, så var der ingen som måtte vække ham op nu. Den person som ville vække ham, ville han helt sikkert gøre noget slemt ved.
Da hun begyndte at græde, blev han med det samme selv trist. Han tog et skridt hen mod hende. Hun påstod at det virkelig var hende? *hvis dette er endnu en drøm, så lader jeg seriøst vær med at kæmpe mere, og lader ham overtage, men hvis ikk det er en drøm, så er det her en bedre dag end nogle sinde før.* tænkte han. Han bed sig i læben, og åbnede armene. "Kom her skat, ikk græde vel. Undskyld men har haft denne drøm alt for mange gange, hver nat siden du forsvandt, og er blevet lige skuffet hver gang jeg vågnede." Sagde han, og lagde armene om hende, og tørrede meget blidt en tåre væk fra hendes kind. Han var virkelig glad for at se hende, og grunden til at han ikke rigtig lige kunne vise det med det samme, var bla. fordi hans dæmon havde gjordt at han ikke viste sine følelser så nemt.
"Shhh skat. Jeg bebrejder sig intet." Sagde han. "Kom med ind" sagde han stille, og fik hende med ind i lejligheden, og lukkede hurtigt døren efter hende, og låste den. Han lagde armene helt om hende, og kyssede hende så lidenskabeligt på munden. "Fuck jeg har savnet dig" sagde han, og så hende ind i øjnene. Alle hans følelser havde ikke sluppet gennem den bariere som hans dæmon havde fået bygget op, men man kunne sagtens se kærlighed i hans blik, dog ikke så meget som man en gang kunne, for blodt en uge siden, men dæmonen ville bare gøre ham mere kold, og havde prøvet at bygge en mur, men den kunne sagtens væltet, men nu længere tid der gik, nu mere fik dæmonen overtaget i kroppen. Den ville gerne ha at det blev den der var den dominerende, og ikke omvendt, og den havde brugt hans nedtrykte periode til at prøve på det.

Hun kiggede lidt på ham, som han tog et skridt hen mod hende, hun smilede svagt til ham, men det var et ødelagt smil, et smil som var så svagt, at det kunne blive forvækslet med en kort grimasse.
De dæmoner havde virkelig knækket hende, og ikke nok med at hun var seksuelt misbrugt, så havde de også fuldstændig forslået hendes krop, der var skræmmer og blå mærker, næsten over det hele på hendes krop.
Hun lyste lidt op da han åbnede armene, hun gemte sig hurtigt ind til ham, og begyndte med det sammen at græde igen, hun kunne simpelthen ikke lade vær, hvorfor skulle dette også lige ske for hende, hun var nok en af de mest uskyldige engle på jorden.
Lige nu var der ikke noget andet hun ville, end at være i hans arme, noget hun havde tænkt på, det samme sekundt hun blev smidt ind i den celle. Mærke hans dejlige beroligende krop, som han stadig havde, det hele var som hun huskede det, undtagen ham... Han var ændret, han var lidt mere tilbage trukken, hvilket gjorde hende rigtig nervøs.
Hun gik med ham ind i lejligheden, kiggede sig lidt omkring, og gispede overrasket da hun hørte døren låse, en angst hun havde fået fra kælderen var den lås som altid kunne høres, når man skulle sove... Så kunne man ikke komme ud, man var fanget...
Hun kiggede på ham da ham lagde armene om hende, og smilede lidt inden han kyssede hende, hun kyssede med det samme igen, trykkede sig godt ind mod ham. "Jeg har også savnet dig, mere end noget andet", faktisk har jeg ikke savnet noget andet.
"Du må aldrig slippe mig af syne igen, aldrig gå fra mig..." Gispede hun. "De.. De kom ind i mit hus og tog mig, jeg er ikke sikker nogen steder, hvis ikke jeg har dig med mig.." sagde hun lidt hurtigt og skræmt, og gemte sig ind til ham. Det var skam helt normalt efter en kidnapning, ville hun tro.

Han så på hende da hun gispede ved at han låste døren. Hun var nervøs ved at han låste den? Hvad mon der var sket med hende siden hun var så nervøs? Han havde ikke rigtig opdaget alle de mærker hun havde fået på kroppen, eller også prøvede hans hjerne bare at skubbe det væk, fortrænge det. "Rolig, du er i sikkerhed skat. Der sker intet her." sagde han, og holdt hende helt ind til sig.

Han aede hende blidt over håret. "Jeg skal nok blive i nærheden så meget som muligt skat." sagde han. Han nikkede meget langsomt til det hun sagde. Der var nogle som havde kommet hjem til hende, og bare taget hende? Han blev med det samme sur eller nok snare rasende på dem der havde taget hende. Hvem kunne dog finde på sådan noget mod hans engel? Han sukkede og førte hende med over til sin sofa. Han satte sig ned på den, og fik hende til at sætte sig på ham. "Hvem gjorde dette mod dig skat?" hviskede han. "Jeg slår dem ihjel som gjorde dette mod dig." sagde han, og hans blik blev en smule indadvendt. Han så for sig at han langsomt dræbte dem alle sammen, og var fuldstændig ligeglad med om de led. Han rystede hurtigt på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Han så på hende, og smilede forsigtigt. "Vil du tale om hvad der skete?" spurgte han stille, og betragtede hende. Han lod sin hånd kærtegne hendes kind ganske blidt.

Hun nikkede og tog en dyb indånding, hun vidste at hun var i sikkerhed her, han var jo hos hende, men alle de ting der skete i det hud, ville være noget hun var angst for, det meste af sit liv nok. Det ville nok blive bedre med tiden, jo mere tid hun brugte sammen med ham, så skulle nok blive bedre, men lige nu var hun helt oppe og ringe.

Hun lukkede blidt øjne, da han strøg hende over håret, hun nussede sig blidt ind til ham. Hun havde sådan savnet at være i hans arme.
Dette var noget hun havde set frem til, Stella havde hele tiden lagt håb til hende, og hver gang hun havde haft håb, havde det været ham hun tænkte på, for hun vidste hun ville komme ud til ham igen, se ham igen, kramme ham igen, og nu var hun her så, og det var det hele værd at havde håbet.
Hun gik forsigtigt med ham over til sofaen, hun skælvede over hele kroppen, men så snart hun blev sat på ham, krammede hun sig bare ind til ham, og duftede til ham, der var intet at være bange for, det var ham, han var her.
"De er blevet slået ihjel, af ham som fik os ud derfra..."
Hun sukkede tungt. "Det var dæmoner... Og de hyllede en anden dæmon..." Sagde hun og rystede.
Hun pressede sig endnu mere ind til ham, da ham spurgte om hun ville tale om det. Hun tænkte lidt, og nikkede så, da han strøg hendes kind.
"De.. De torturere mig, slog mig.. Og voldtog mig, det gjorde de ved os alle sammen..." Sagde hun svagt og strammede sit greb om ham, bare han ikke ville skinne hende fra sig, han havde fået af vide hvad der skete, tænk nu hvis han foragtede hende... Hadet hende. Hun nussede sig mere ind til ham.

Han nussede hende forsigtigt da de havde sat sig ned. Han nikkede til det hun sagde. "Godt, for de havde været døde alligevel." sagde han. "Hvem rede jer?" spurgte han stille og så på hende. Han bed sig i læben da hun sagde at det var dæmoner. Han vidste hvordan de var, eller mange af dem. Han var jo selv en af dem, men han var ikke på samme måde som dem. Han vidste at mange dæmoner bare tog hvad de ville havde, lige meget hvad det var. Om det så var en person behandlede de det som en ting.

Han lod sine arme holde mere om hende, og nusse hende da han kunne mærke at hun rystede. han ville ikke forlade hende, aldrig. Han hørte det hun fortalte ham, og han så det næsten for sig. Han prøvede at fortrænge det. Han kunne godt mærke at hun strammede sit greb om ham. Han sukkede stille, og nussede hende blidt. "Ingen skal nogle sinde gøre den slags mod dig igen, ingen. Jeg slår personen ihjel på stedet der gør det mod dig igen. Ingen får lov at røre min lille engel igen." sagde han. Han elskede hende ikke mindre af at hun var blevet mishandlet og brugt. Han kunne ikke leve uden hende, og hvis hun for alvor forsvandt, ville han aldrig blive sig selv. "Skat, Jeg elsker dig stadig. Højere end noget andet." sagde han, og nussede hende blidt, og fik hende til at se op på ham. Han kyssede hende blidt på læberne, og lod sin tunge køre over hendes læber.

Hun smilede svagt til ham, og kyssede ham blidt på kinden, hun ville ikke havde haft noget imod at han dræbt dem, hvilket var pudsigt, for set ville hun have haft for en uge siden, men de dæmoner havde virkelig ændret hende.
"Englenes leder redet os" sagde hun og nikkede, han var en ret god leder.
Hun trak vejret dybt et par gange, før hun faldt lidt til ro hos ham, takket være den beroligende virkning han havde på hende.
Hun lagde hovedet ved hans skulder, og slappede af.

Hun smilede svagt, da han strammede sit greb om hende, hun kyssede blidt hans hals, og nussede lidt ved den.
Hun sukkede blidt, og smilede bare da han sagde ham ville slå personen ihjel som der rørte hende igen.
Det var tydeligt at der var lidt der var forandret ved hende, hun var blevet mere ligeglad med hvad der skete med folk omkring hende, dem som ikke betød noget for hende.
Hun smilede kærligt til ham, da han sagde at han stadig elskede hende. Hendes øjne lyste op, som barnet når det var jul.
"Det er jeg så glad for, jeg ville ikke kunne komme igennem dette uden dig" sagde hun svagt, og smilede da han fik hende til at kigge ordentlig på ham.
Hun kyssede med det samme tilbage, og da hans tunge kørte mod hendes læber, åbnede hun dem straks en smule, og tog hans tunge komme ind og lege med hendes.
Hun sukkede blidt, og puttede sig ind til ham imens. Det her var noget hun havde savnet, rigtig meget.

Han nikkede kort. Han kendte ikke engenes leder, men han var alligevel meget taknemlig for at han havde fået hans Arycia ud fra det sted, og dræbt de dæmoner. "Jeg troede ikk at engle dræbte andre?" sagde han. Han aede hende stille da hun tog nogle dybe indåndinger. Han smilede af hende da hun lagde sit hoved mod hans skulder. Han blev ved med at nusse hende stille.

Han kunne mærke at hun kyssede hans hals. Han sukkede stille. Han havde virkelig savnet at hun kyssede ham på den måde, et eller andet sted, meget spontant, og også at hun nussede på den måde som hun gjorde det.
Han så ned på hende, og kunne ikke lade være med at grine da hun lyste op på samme måde som et lille barn når det var jul. "Skat, jeg har sagt før, at lige meget hvad vil jeg altid elske dig, kan du huske det?" spurgte han, og smilede. Hans følelser var ved at komme igennem den barriere som havde holdt dem tilbage. Hun fik ham til at føle sig hel igen. han havde det som om han havde manglet halvdelen af sig selv da hun ikke var der. Han kunne ikke leve uden hende, lige meget hvad der skete, var der intet der kunne lave om på det.
Han smilede stille da hun åbnede munden for ham, så hans tunge kunne komme ind. Han lod den lege stille med hendes i noget tid, inden han afbrød kysset, og betragtede hende lidt. Han så på det tøj hun havde på. "Vil du ikk ha noget andet på end det tøj, eller er det lige meget?" spurgte han, og så op på hende, og smilede bredt til hende. "Du kan låne en T-shirt og underbukser hvis du vil det?" spurgte han blidt, og kyssede hende hurtigt på munden.

Hun smilede lidt, og trak på skulderne. "Jeg tror godt de må dræbe dæmoner, hvis de har gjort noget så gruefuldt som dette" sagde hun og smilede blidt til ham. Hun vidste godt han ikke ville kunne finde på det, det var han for sød til, hvilket hun overhovedet ikke havde noget imod. Men hun var i tvivl med hans anden side... Hun var mere bange for den nu, som hun havde fået en smagsprøve på nogle rigtig onde dæmoner, og det var hans anden side vel også.

Hun smilede stort til ham og nikkede, det vidste hun godt at han havde sagt, men hun kunne bare ikke stoppe med at tænke over hvor grim hun var blevet... Hun var glad for at han dog ikke ville forlade hende, det villet hun ik kunne klare, slet ikke lige nu. Hun ville bryde sammen, og gå helt amok nok. Hun ville ikke være sig selv uden ham, sjovt hvad kærlighed kunne gøre ved en, det var smukt.
Hun smilede blidt mod hans læber, og sukkede nydende, det blev dog afbrudt af et klagende en, noget som ikke var komme fra hende i lang tid, et klagende suk, der bad om mere.
Hun blev dog glad over at han bragte tøj på banen, for hun ville rigtig gerne have noget andet på.
Hun nikkede og smilede, "det vil jeg rigtig gerne låne" sagde hun og kyssede ham hurtigt tilbage.

Han trak let på skulderne. "Du har nok ret. Jeg er ikke en engel, så jeg kender jo ikke til jeres regler." sagde han, og smilede til hende. Han var faktisk kun glad for at hendes races ledder havde gjort det, for ellers havde han stadig ikke haft hende ved sin side, og så var han aldrig blevet sig selv igen.

Han grinede kort over hendes klagende lyd. Han havde også savnet at høre den lyd. Du ville ikke kunne nævne en eneste ting fra hende af, som han ikke havde savnet. Han smilede til hende, og nikkede så kort. Han smilede da hun kyssede tilbage, men han slap hurtigt kysset. "Så kom med." sagde han, og smilede til hende, inden han fik hende til at rejse sig op, så han selv kunne komme op at stå. Han tog blidt hendes hånd, og gik så ind på sit værelse som lige var stort nok til en seng og nogle skabe med noget tøj i. Han slap hendes hånd, og gik så over til et af skabene, og åbnede det. Han fadt hurtigt en hvid T-shirt, som måske var lidt for stor til hende, men det ville nok være bedre end det hun havde på nu. Han kastede den hurtigt over på sengen, og fandt så et par underbukser som hun nok godt kunne passe. De var måske også en smule for store, men ikke så meget, regnede han da ikke med. Han kastede også dem over på sengen. "Her, vil du også ha bukser, eller er det her okay?" spurgte han, og så på hende.

Hun smilede blidt til ham. "Der er mange regler at holde styr på" sagde hun med et grin, og kiggede roligt på ham, med et kærligt smil på læben. Hun var glad for at være tilbage hos ham, det havde virkelig været et helvede i det hus, ingen ville havde fundet ud af hvad der egentlig skete. Det lykkes dog for lederen, at få noget af vide.

Hun smilede blidt til ham, hun krammede sig lidt mere ind til ham, da han sagde hun skulle komme med. Hun havde egentlig ikke den største lyst til at rejse sig, det gjorde ondt i hendes ben, da det ikke var meget hun havde været oppe og gå, på en uge.
"Okay så" sagde hun, halv klagende, da han gerne ville have hende op og stå, så det gjorde hun så, så han også kunne komme op og stå.
Hun fulgte roligt med, som han tog hendes hånd og førte hende ind på soveværelset.
Hun så til imens han fandt noget tøj hun kunne få på, hun gik hurtigt hen til sengen, da han kastede t-shirten, og så kom underbukserne. Hun rystede på hovedet og smilede til ham. "Nej, ellers tak" sagde hun.
Hun kiggede lidt tøvende på ham, for hvis hun tog tøjet af nu, ville han se alle de sår og blå mærker, og det var ikke alle som var små, der var mange som var rigtig store.
Hun sukkede tungt og tog så kjolen af. Hun ømmede sig lidt, da hun havde lidt ondt i kroppen efter at havde siddet i den celle.
Hun tog hurtigt underbukserne på, de var lidt store, men se var fine nok, det samme med t-shirten hun tog på efter.
Hun kiggede hen på Ben, med et svagt smil på læben.

Han smilede blidt tilbage, og nikkede. Det ville han gerne tro der var. "Kende du alle reglerne, eller er der nogle som kender dem alle sammen, og overholder dem?" spurgte han. det vil egentlig ikke undre ham hvis hun ikke gjorde, og ikke kendte svaret på spørgsmålet.

Han grinede stille af hende da krammede sig ind til ham, og ikke lød alt for glad for at skulle komme op at stå. "Du har godt af det" sagde han, og smilede. Han vidste selvfølelig ikke at hun havde siddet stille i en hel uge, men hun havde alligevel godt af det.
Han smilede til hende da hun sagde at det var okay. "Godt nok." sagde han, og betragtede hende lidt. Han kunne mærke at hun tøvede en smule, så skulle han mon gå ud, og lade hende klæde om i fred? Men inden han nåde at gå ud, tog hun kjolen af. Han så på hende, og bed sig hårdt i læben ved synet af alle de mærke på hendes krop. Han tog en dyb indånding for ikke bare at gå ud og finde en eller anden, som han kunne bruge til at få afløb for sine følelser. Han havde fået en træng til at slå en eller anden ihjel eller torturere en eller anden. Den træng stammede nok egentlig fra hans dæmoniske side af, men han ville ikke kunne gøre det, fordi så vil han jo blive nødt til at forlade hende, og lade hende være alene, og den ide kunne han ikke lide, så han prøvede at fortrænge den træng.
Han smilede meget svagt tilbage til hende, og sukkede stille. Han ville ikke se hende med alle de mærker, men han kunne jo ikke gøre noget ved de. Han gik stille hen til hende, lagde meget forsigtigt armene om hende, og kyssede hende så på munden. Han lukkede øjnene i, og prøvede at fortrænge at hun havde alle de mærker, men det lod hans hjerne ikke ske. Han måtte ikke få lov til at glemme det, og det kunne han heller ikke. "Undskyld" sagde han mod hendes læber.

Hun smilede og rystede lidt på hovedet. "Nej ikke alle, jeg lærte de fleste fra min familie, som var ret strenge, men jeg har overholdt dem alle indtil videre... Udover at jeg skulle holde mig væk fra dæmoner... Den går ikke så godt" sagde hun og grinede blidt. Hun smilede kærligt til ham, det var en regel som hun slet ikke kunne overholde, hvorfor skulle hun, denne dæmon, var den bedste dæmon i hele verden!

Hun rystede på hovedet, og lavede sur mund. "Men, hvad vis jeg ikke har lyst til at gå?" sagde hun og kiggede lidt på ham, inden hun smilede blidt til ham.
Hun var ikke glad for sin krop længere, hun hadet den, hun kunne ikke se på den længere, de dæmoner havde virkelig gjort deres arbejde godt, hvis målet var at ødelægge personen.
Hun sukkede og kiggede lidt ned i gulvet, hun havde allerede før dæmonerne havde fået fat i hende, tvivlet på sig selv, og ikke syntes om sig selv, men nu havde de bare gjort det værre.
Hun kiggede lidt op på ham, da han kom gående hen til hende, hun havde ikke forventet andet fra Ben, end at han nok ike havde syntes om hendes ar og mærker, men hun kunne simpelthen ikke gøre for det, hun vidste at de nok ville gå væk på et tidspunkt, men for hende, ville de stadig være der, lige meget hvor usynlige de var.
Hun krammede sig blidt ind til ham, da han lagde armene om hende, hun kyssede med det samme tilbage, og kunne ikke rigtig holde de tåre tilbage, som hun havde prøvet som en gal, at holde tilbage.
Hun rystede lidt på hovedet, dog uden at bryde kysset. "Ik undskylde" mumlede hun tilbage, mod hans læber.
Hun brød kysset lidt efter, og stod bare og krammede ham.
"Må jeg sove hos dig?" spurgte hun, og kiggede op på ham. Hun var blevet træt, hun havde været træt i lang tid, da det eneste hun havde sovet på var et hårdt gulv, og hun fik ondt i ryggen af det.
Hun havde bare drømt om at ligge i en seng igen, sammen med ham.

"Heh, havde heller ikke lige regnet med at du kendte dem alle sammen" sagde han, og smilede bredt til hende, og selvfølelig overholdte hun ikke den med dæmoner. Hun var jo sammen med ham, et stort bevis på at hun ikke overholdte det, og det var han faktisk glad for.

Han grinede af hendes sure mund. "Lær og lev med det skat. Du kan ikke blive siddende hele livet" sagde han, og smilede blidt til hende.
Han smilede da hun krammede sig ind til ham, og kyssede ham tilbage. Han sukkede da hun sagde han ikke måtte undskylde. Han havde det bare som om noget af skylden var hans, selvom han godt vidste det ikke var hans skyld, men hvis han ikke havde ladt hende alene den dag, men hvordan skulle han ha vidst det ville ske? Han kunne jo ikke se ud i fremtiden, men kunne han, var dette aldrig sket. Han sukkede mod hendes læber.
Han sukkede igen da hun slap kysset. Det var et klagende suk over at hun nu stoppede kysset. Han så på hende, og nikkede som svar. "Selvfølgelig skat, altid" sagde han. "Er du træt?" spurgte han stille, og aede hende over håret en enkelt gang, og smilede til hende.

Hun smilede og trak lidt på skulderne. "Jeg tror der er alt for mange til at kunne huske, eller kunne dem alle" sagde hun og grinede lidt. Der var sikkert mange regler man skulle overholde som engel, men hun vidste dem altså ikke alle sammen, men gjorde det hende til en dårlig engel.
Hun var vel dårlige alligevel, for hun overholde ikke alle reglerne.
Hun sukkede tungt.

Hun kiggede surt på ham, ironisk, og nikkede bestemt. "Jov jeg kan så" sagde hun og grinede lidt efter, da hun ikke rigtig kunne holde masken.
Intet af dette var hans skyld, han kunne ikke være hos hende hele tiden, selvom det nogen gange kunne være ret rart, men det ville ikke være naturligt at være sammen dag ud og dag ind.
Hun gav ham ikke skylden for dette, for det var ikke hans skyld, og alligevel hvis det var, ville hun tilgive ham med det samme, og glemme det.
Hun ville aldrig kunne være sur på ham, og han skulle aldrig undskylde, aldrig.
Hun smilede stort til ham, da han kom med et klagende suk, hun kyssede ham hurtigt på kinden, og nussede sig ind til ham.
Hun var glad for at hun måtte sove hos ham, hun havde det ikke godt med at gå tilbage til hendes egen lejlighed.
Hun nikkede lidt, og lukkede blidt øjne da han aede hende over håret. "Meget træt, jeg har sovet på gulv hele ugen, og min ryg dræber mig" hviskede hun ind mod ham, og smilede svagt til ham.

Han grinede let. "Okay, godt jeg ikke er en engel så, med alle de regler man skal huske." sagde han, men sukkede så en enkelt gang. Hvorfor han sukkede? Ja, de var han ikke selv klar over.

Han tog bare en dyb indånding, og smilede til hende, og rystede på hovedet af hende. "Det tror jeg ikke på skat." sagde han med et stort smil. Han smilede da hun kyssede ham på kinden, og nussede sig ind mod ham. Han holdt mere om hende af ren refleks, og nussede hende blidt og kærligt på armen. Han nikkede stille da hun sagde at hun havde sovet på gulvet. Han havde heller ikke lige regnet med at de som havde taget hende havde givet dem en seng at sove på, og selvfølelig var hun træt. "Kom skat. Lad os gå i seng, så du kan hvile dig lidt, ikke" sagde han, og smilede til hende, inden han kyssede hende på munden.

Hun smilede blidt til ham, og trak på skulderne. "Der er sikkert ikke mange der overholder alle reglerne alligevel..." Sagde hun og grinede let.
Der var vel et eller andet sted, hvor man blev nød til at bryde en regel, som ville være nødvendigt at bryde, sådan var det altid...

Hun krydsede armene, og kiggede så ondt på ham hun kunne. "Hmpf..." Sagde hun, men smilede så lidt.
Hun smilede stort da han nussede hende på armen, det var lang tid siden, at nogen havde været så kærlig omkring hende, og det føltes så dejligt, at det kom fra ham.
Hun nikkede blidt, og gabte lidt, dog holde hun det inde, så det så lidt sjovt ud. Men det var mest for ikke at have ham i hovedet.
"Det lyder dejligt" sagde hun, og kyssede med det sne tilbage. "Jeg har savnet at sove sammen med dig" hviskede hun blidt mod hans læber, og puttede sig blidt ind til ham.

"Ja sikkert" sagde han, og lo. Han lo mere da hun kom med den lyd som hun lavede. "Du ville før eller senere skulle op at stå skat" sagde han, "eller har du tænk dig at blive siddende, og skide og pisse i bukserne, og aldrig få noget at spise?" spurte han, og smilede flabet til hende.
Han smilede af det gab som hun prøvede at holde inde. "Jeg har også savnet at sove med dig" sagde han, og smilede til hende, og aede hende forsigtigt en enkelt gang over kinden, og fik hende så med over i sengen, hvor hun kunne få lov til at sove bedre, forhåbentlig. Han lagde den ene arm rundt om hende, og trak hende helt ind til sig. "Godnat skat, og kan du mon sove rigtig god?" spurgte an, og kyssede hende lidenskabelig på munden til godnat.

Hun kiggede undrende på ham, og smilede så lidt. Hun rystede på hovedet, og grinede lidt. "Nej da, jeg ville få dig til at lave min mad, og bære mig ud til toilettet når det skulle være" sagde hun og smilede stort og kærligt til ham.
Hun smilede blidt til ham, det var godt han også havde savnet at sove med hende, men mindre godt af årsagen, men det skulle ikke tænkes over nu, hun var bare glad for at hun ikke var den eneste der havde savnet at ligge og sove sammen, det ville bare havde været akavet.
Hun lukkede øjne blidt i, da han strøg hende hen af kinden, en kind som ikke havde fået andet end lussinger, de sidste par dage. Hun sukkede tungt.
Hun fulgte med i seng, glædeligt, og sukkede lettet da hun kom ned og ligge på den bløde seng, det føltes som at ligge på en sky, i forhold til hvad hun havde ligget på i nogle dage. Hun puttede sig med det samme ind til ham, da han lagde en arm om hende, og trak hende ind til sig.
"Godnat, og jeg skal nok godt kunne sove rigtig godt, når bare du her" sukkede hun ind mod ham, og smilede blidt. Hun kyssede med det samme tilbage da han kyssede hende godnat. Hun sukkede blidt mod hans læber, og nussede sig ind til ham.

Han så på hende, og nikkede en enkelt gang. "Aha, og vis jeg nægtede?" Spurgte han lettere drillende, og smilede endnu et flabet smil.
Han smilede af hendes suk da hun lagde sig ned. Han så på hende med et kærligt klik. Selvfølgelig var det det hun sagde. Det havde hun jo altid sagt når han sagde hun skulle sove godt.
Han slap blodt kysset, og smilede kærligt til hende. "Nat min dejlige engel" sagde han, og lod en hånd forsiktigt nusse hende under T-shirten på hendes mave, for forhåbentlig at berolige hende en smule.

Hun trak lidt på skulderne, og tænkt lidt over det. "Så ville jeg græde til du gjorde" sagde hun og grinede blidt.
Hun kunne ikke ligge for tæt lige nu, hun ville ønske de kunne være tættere sammen, hun havde virkelig savnet at ligge sammen med ham, og det kunne man også mærke på hende, hun var jo nærmest desperat.
Hun lod ham slutte kysset, dog kunne hun ikke lade vær med at komme med en klagende lyd.
Hun smilede kærligt, der var gået noget tid siden at hun havde hørt den. 'Min engel' så vidste hun bare, at hun var hjemme.
"Godnat, elsker dig så højt" hviskede hun blidt.
Hun gabte kort, rykkede sig ind mod ham, og lod ham nusse hende på maven. Hun lukkede roligt øjne i, og faldt med det samme i søvn.

han smilede til hende. "Ja så vil du da helt klart få min opmærksomhed skat." sagde han, og grinede med da hendes grin smittede.
Han smilede af hendes protesterende lyd da han slap kysset. En lyd han ikke havde hørt i alt for lang tid. "Elsker også dig, meget højt" sagde han, og smilede kærligt til hende. Han lå og betragtede hende da hun var faldet i søvn, og han blev ved med at nusse hende. *Hun er ikke virkelig. Hun er bare en drøm* hørte han sin indre dæmon sige. Hans smil falmede en smule, og han sukkede. Den havde nok ret. Det her var bare en rigtig god drøm, og så ville hun være væk i morgen. Han bed sig i læben. Han ville ikke ligge sig til at sove, for set nu at hun var væk når han vågnede? Så vil han blive sindssyg. Han to en dyb indånding, og nægtede at sove, men til sidst overvandt trætheden, og han faldt ind i en drømmeløs søvn.

Hun grinede lidt igen. "Godt" sagde hun søvnigt, og smilede skævt.
Hun fik et stort smil på læben, da han sagde han også elskede hende. Åh, hvor var hun dog glad for at have kommet ud af det hul. For her lå hun, i hans arme, som hun havde drømt om hver aften hun skulle sove. Det her var fantastisk og hun ville ikke kunne bede om noget bedre, for det fandtes ikke.

~Dream~
"Hallo" skreg hun ud i mørket, men der var ingen der svarede. Pudsigt. Hun gik lidt rundt, hun vidste ikke hvor, for der var kun mørke at se.
Pludselig blev et lys tændt, ikke langt fra hende, der stod en mand, han kiggede ned i jorden, og havde en sprøjte i den ene hånd.
Hun huskede tilbage til da hun var i lejligheden og blev kidnappet, det var den samme mand.
Hun begyndte at ryste (i søvne begyndte hun at ryste), dette kunne ikke ske, hun ville ikke.
Der blev tændt et andet lys, lidt længere væk, og der stod Ben. "Ben" sagde hun.
Hun begyndte at løbe over mod ham, (vejrtrækning tager til) men for hver gang hun kom tættere på, blev han rykket tilbage, væk fra hende.
Hun kiggede lidt undrende på ham, men han gjorde ikke noget... Pludseligt voksede et lusket smil på Bens læber, og det gik op for hende, at det var hans dæmoniske side hun havde med et gøre.
Hun stoppede med et løbe over mod ham, og stod nu bare og kiggede på de to mænd, som kiggede på hende. "Ik dræb mig" (bliver sagt i søvne)
I det samme hun siger det, begynder de begge at løbe over mod hende, og det var der, det hele blev sort.

~ Real World ~
Hun vågnede op med et skrig, og sved på panden, midt om natten. Hun kiggede omkring sig, hun var hos Ben.
Hun tog en dyb indånding, og begravede så sit hoved i sine hænder. Hun begyndte langsomt at græde.
Det var bare et dumt mareridt, men hun kunne ikke lade vær med at tænke på det, og hvorfor var Bens dæmoniske side med, den havde intet med dette at gøre. Hun strøg hænderne gennem håret, og greb fat i det, og lukkede bare øjne så hårdt i, hun kunne.
"Bare et mareridt" sagde hun for sig selv, massere af gange.