Moon? Never heard of THAT before. Tell me about my family. -Assorian

Hun skulle vide hvem hendes familie var. Hendes mor havde godt nok nævnt noget om den. Men alt det med at skifte navn, hun hed rigtitg Elizabeth men nu Coraline? Hvor lang tid ville der gå før dæmonerne som der jagtede dem ville finde dem, før de ville være nød til at flygte atter en gang? Hvor lang tid skulle der gå før hun skulle have et nyt navn, et nyt liv? Indtil da ville hun finde ud af sin fortid. Hvor kom hun fra? Og ikke bare den hun var nu, nej den gamle hende. Elizabeth Thunder. Det tog hende ikke længe at finde ud af på en kro at Thunder-familien var spredt over hele verdenen. Men at de mest spøjse holdt til i Dragons Peak. Assorian Fáblo var et af navnene der blev nævnt.
Coraline havde pakket sin taske før hun var gået. Dog var hun ikke bare smuttet, hun havde fortalt sin mor om hendes planer, og selv hvis hun ikke brød sig om det, var hun nød til at gøre det. Hun måtte have svar på sine spørgsmål, lige meget hvad. Hun sad i en hestevogn med nogle andre under den lange rejse. Der lærte hun en masse om deres fortid. Hun sad og lyttede spændt. Så mange forskellige historier til så forskellige ansigter. Da det blev hendes tur trak hun på skulderen. Hun fortalte dog ikke sin egen historie. Hun fortalte den historie hun havde været nød til at finde på efter hendes navneskift.
Jo mere hun tænkte over det, jo mere stabil virkede Coralines liv. Vokset op på en gård med sin mor og far, hvor faren måtte forlade dem for at arbejde i miner. Minen kollapsede og ingen arbejdere overlevede, inklusiv hendes far. Sikke en historie, tænkte hun for sig selv mens hun lænte sig tilbage mod vognens side. De andre virkede ganske medtagede af hendes historie og nogle udtrykte endda sorg på hendes vegne. Det eneste hun svarede dem med var et træk på skulderen mens hun sukkede. Der var ikke nogle følelser at lægge i en historie der ikke var hendes.
De ville sikkert heller ikke engang lytte til hendes rigtige historie. Det var mere spændende, tidsrejser og en mor der havde træk til at være batshit crazy. Hun kørte en hånd igennem sit hår og sukkede dybt, nej det måtte være til en anden gang. Da deres tur var overstået og de var nået sikkert frem til Dragons Peak tog hun afsked med sine nye bekendtskaber inden hun begav sig ud på sin mission. Dragons Peak virkede ikke som en storby som Doomsville. Det var godt nok inden i et bjerg, men Doomsville var ovenpå bjerget – ret meget sejere end det her.

Oppe ved slottet stod en vagt med armene krydset. Coraline gik roligt hen foran ham og hans barske blik faldt ned på hende. Hendes hoved bevægede sig fra side til side som hun tjekkede omgivelserne. Yes, de var alene! Et stort smil var over hendes læber og hovedet var sat halvt på skrå:” Undskyld mig, store stærke mand, men er Hr. Fáblo hjemme?” sagde hun roligt. Hendes hånd kørte ned i jakkelommen og greb fat om noget aflangt og skarpt i tilfælde af at hun skulle tye til hårde midler. Vagten gryntede et eller andet og Coraline løftede øjenbrynene i forundring:” Undskyld, hvad sagde d...” sagde hun inden hun trak sit våben op og dolkede ham i brystet.
Hun var overrasket over at opdage hvor menneskelig vagten egentlig var. Han var ved at skrige, men hendes hånd havde stoppet ham. Hun tværede blodet på sin kind ud så det ikke var for bemærkelsesværdigt. Et suk undslap hendes læber da det gik op for hende at hun skulle fjerne kroppen. Hun lagde sit våben tilbage i lommen og fortsatte sin gang. Hendes hætte blev trukket over hovedet og hun var inde. Det var som barnemad. Hun smilte let for sig selv mens hun gik rundt i gangene. Hvor var alle henne alligevel?
Inden hun kunne nå at gøre meget blev hendes arm grebet om i et hårdt greb og hun blev trukket tilbage:” Send besked til Hr. Fáblo. Vi har fundet hende.” var det eneste der blev sagt og pludselig blev hun trukket gennem gangene. Hun sagde ikke noget og fulgte bare vagten, hendes blik var stadig mod jorden som de gik:” Sig at Moon er blevet fundet.” sagde han til en anden som skyndte sig afsted. Hun blev ført ind i noget der lignede et kontor og døren blev lukket og låst. Hun kunne ikke helt forstå hvad der lige skete men hun valgte ikke at sige noget til det. Hun gik hen til vinduet og så ud, dog var hånden stadig nede i lommen, for at hun kunne føle sig sikker. Moon? Hm. Hun måtte være en betydelig person. En dør gik op og de blå øjne, kolde som is, rettede sig mod personen der trådte ind.

En ting var hun enig med sig selv om men at blive bundet til en stol og efterladt var nok den mest uhøflige metode hun nogensinde havde oplevet før. Hendes blik flakkede hurtigt rundt som hun prøvede at udregne en flugtvej men hendes tanker var ikke så samarbejdsvillige. De ville hellere finde ud af hvorfor at vagterne troede at hun var Moon, og hvorfor denne Moon var så vigtigt. Hendes blik lagde sig mod vinduet. Hvis hun nu havde haft sine vinger, ville hun kunne have fløjet sin vej og aldrig set sig tilbage, men nu havde hun hverken vinger eller intentioner om at forsvinde for evigt. Døren gik op og hun kiggede på ham der trådte ind.
En varm velkomst havde hun næppe regnet med. Men mandens reaktion gik alt over hendes forventninger. Pludselig blev en vagts ansigt trukket op i hovedet på hende. Moon? Der var godt nok meget snak om denne såkaldte Moon. Sikke et dumt navn alligevel, tænkte hun for sig selv. Hun rystede let på hovedet og så på det vrede skyggevæsen:” Moon må være vigtig for dig” konkluderede hun blot uden at lægge mere i det. Hun mente det hverken på en hånlig eller ubehagelig måde, men hun kunne se hvor meget hun så betød for ham. Hun så let ned i gulvet og blev opslugt af sine egne tanker. Gad vide om hendes mor tænkte på hende lige nu. Savnede hun hende?

De iskolde blå øjne holdt øjenkontakten også selvom der var en tåge om hende. Hun virkede ikke til at være spor skræmt af ham, nærmere var hendes blik fyldt med stolthed. Hun rystede let på hovedet og lænede sig tilbage i stolen:” Det er simpelt. Han tog for lang tid. Jeg ville have fat i Assorian Fáblo. Jeg må gå ud fra at det er dem.” sagde hun så roligt med et stort smil. Hendes manerer var på plads og alligevel virkede Assorian så vred at hun alligevel skulle være varsom med sit ordvalg.
Men inderst inde rystede hun af skræk. Egentlig havde hun slet ikke lyst til at finde ud af hvad tågen var lavet af. En pludselig ændring i hendes adfærd fik hende til at virke afvigende. Hun sank lydløst en klump og så på Assorian med et lettere sørgmodigt blik:” Har de nogensinde undret dem hvor de kom fra? Hvilken families rødder de har arvet?” spurgte hun roligt mens hun listigt forsøgte at få sin ene hånd fri. Hun sørgede dog også for ikke at gøre det for tydeligt, da tanken om at røre den frygtelige tåge alligevel ikke virkede som den smarteste idé.
”Jeg har det her.. mørke indeni. Og jeg vil vide hvor det kommer fra. Jeg vil forstå hvorfor jeg er som jeg er...” sagde hun bestemt og greb fat om armlænene på stolen mens hun satte sig op:”...jeg fik at vide at mine svar lå her. I Dragons Peak.” hendes blik mødtes med hans og en dyb sorg var over hendes blik. Hun slappede af igen og veg sit blik væk fra hans, ned i jorden.
Skulle hun sige sit navn? Og ikke bare sit falske navn men sit rigtige navn? Det ville bringe hendes mor i stor fare og hvad hvis Assorian ikke engang havde det svar hun skulle bruge. Hun tænkte længe over hvad hun ville sige inden hun så bare indrømmede:” Jeg bestemmer ikke selv over det. Det tager over.” et dybt suk undslap hendes læber. Det var bedre at fortælle ham sandheden bag hendes intentioner og ikke blot en kæk kommentar. Dog så overvejede hun om hvad det var der var sket med Moon. Hvorfor var hun væk? Var de ens, så derfor troede vagten det var hende? Hun så op på Assorian, usikker om det ville være det rigtige spørgsmål at stille nu.