✦ Look at the sweet couple! Let me introduce you! (Tatia) + Wade - Nicholas

// Woops. I wanted more dialogue, but this will do for now. xD

When he heard Razors response to Wade it made sense to him, he understood the cruelty that was behind it, and not because its how he felt himself, no. It came from patients he has had, some of them were cruel yes, but there were a lot of victims of such cruelty, and their stories were full if details. What Razor said reminded him of some of those stories. But with him it was different, as the stories came from someone that was not capable of love, someone crueler than anyone. Razor on the other hand was not like that, not from what the had heard from Tatia, in his case it was the demon part of him speaking, his hunger, nothing more.

Before they could leave he noticed that Tatias words were actually getting to him, which he didn't think would happen. He could intervene as soon as Razor let go of her neck but that could change things, maybe spark the demon again, it was going the right way, so there was no need to risk it. He saw Wades confused look in the corner of his eye but he didn't react on it, he was looking for signs in Razors behavior that would prove whether or not he was actually convinced. To his surprise Wade did not charge in on Razor, he could see that he stopped himself, which was a good thing, going in would only make things worse, its why he didn't do anything himself. This made everything easier, had had a whole plan that he was going to share with Wade as soon as the left. Seeing as they would only need an eye they could easily have taken a pigs eye, it was very close to that of a humans, just a slight cut on the pupil to hide the different shape and cover it in his own blood and should have done the trick, hopefully. If he even intended to keep the deal that is, there was of course no certainty of that. He really hoped she had actually managed to make him see sense again, because he was not prepared to take a life, so if this was real, he was going to be really relieved.
He felt Wades hand on his shoulder as he heard his brief laugh, he was glad that Wade thought it was over and Tatia safe, but as convincing as Razor was, he wasn't entirely sure how it would end, maybe that was his cynical side. Either way, there was no point worrying Wade as well, so he played it off with a smile as he listened to what he said. "Of course Wade, anytime." His voice was serious and truthful, of course he would help out, Wade and Tatia were both his friends, and as blinded as Razor was, he still wanted to help him as well, that's why he became a doctor after all..

Grebet blev strammet, og det var ikke fordi, at hun ønskede at give dæmonen hvad det ville have - men det var lettere sagt end gjort. Det tog alligevel en del af hendes mentale styrke ikke at reagere for voldsomt på det, også selvom kroppen fortalte hende hun burde gå i panik. Panden imod hans baghoved, vidste hun ikke, hvad hun skulle med - og kort troede hun den knurren han kom med, var fordi, at han ikke ønskede at høre mere på hennde. It's called baking.. Baking muffins.. Tatia lukkede øjnene sammen og åndede ud af lettelse - som han også sænkede grebet om hende. Panden ramte hendes skulder, og hun kort tog hun sig til halsen - for at sikre sig den var okay - ikke sådan fysisk. Nok nærmere på grund af nogle ting, der fik hende til at føle kroppen reagerede voldsomt. Under alle andre omstændigheder, ville hun være suset i armene på Wade  - den ene grund var hun ikke kunne gå lige nu, men Razor havde også brug for hende. Dog vendte hun blikket mod ham, for at forsikre ham - at tingene var okay. Det havde været alt for tæt på, alt for tæt. What am I doing... Tatia drejede sig mod ham, og rystede let på hovedet.
"It's okay," hviskede hun til ham, og havde en klump til at sidde i halsen som tåre blev dannet i hans øjne.  Lige kort var hun glad nok for, at de begge var sat ud af spillet - men det virkede ironisk på nogle punkter - så snart de var gået i kamp mod hinanden var alt gået galt, normalt var deres kampe helt anderledes og ikke mod hinanden. Tatia var bekymret for Razors reaktion, der var intet værre end at opdage - at man var ved at miste kontrollen, eller havde været tæt på. Tankerne og følelserne til at slå en person ihjel som var så tæt på en. En tanke man tænkte aldrig kunne danne sig i systemet havde været så dominerende. Endnu en ting der mindede hende om arenaen med Wade, da hun havde været tvunget til at se ham som en fjende - bare tanken havde haft magt over hende - kunne stadigvæk få det til at løbe koldt henover ryggen på hende.
"I'm sorry about your foot," sagde hun og kom med et stille fnøs der gled en anelse over i en mindre latter.

Panikken sad stadigvæk i hendes system, men der krævede et meget godt øje at se. Tatia ønskede ikke at blive påvirket af alle de ting som ramte hende, men det gjorde de. Alle de miksede følelser på en enkelt gang, kunne ikke holde øjnene for at danne nogle tåre - som dog blev holdt så godt tilbage som hun kunne, til de ikke længere ønskede andet end at løbe frit. Hjertet havde langtfra sænket sin voldsomme rytme, om det var fordi, at hun stadigvæk ikke rigtig kunne rejse sig hvis hun ønskede det. Giften gjorde hende langsom, og det var ikke nemt at kæmpe imod den - specielt hvis man ikke kæmpede imod den. Vejrtrækningen var dyb, en anelse rystende  - men hun kæmpede mod at få den under kontrol, som hun prøvede at signalere til sin hjerne at hun godt kunne slappe af nu. Normalt var det nemt nok at gøre, men lige nu kunne hun ikke finde hoved og hale i hvilken følelse der dominerede hendes hoved. Dog tog hun ikke øjnene fra Razor, også selvom de fleste af hendes instinkter også ønskede at gribe ud efter Wade - nok mest på grund af panikken i systemet.

Det virkede så meget mere fristende at bliver slået ud og først vågne igen om nogle timer. Alt gjorde ondt - ikke smerter fra skader men alt indeni. Det var forfærdeligt. Blodet der steg ham til hovedet, kun for at vende og suse modsatte retning. Svimmelheden - hvordan kunne man være svimmel når man sad ned? Det var næsten som at blive ramt af sygdom. Kvalmen var der også - sikkert hans krop der reagerede mere på det middel der strømmede rundt i hans indre og sørgede for at han ikke sprang rundt længere. Blandet med virkeligheden som heller ikke ligefrem gav ham det bedste blik på sig selv. Hvordan kunne han miste kontrollen på den måde - igen!? Også overfor Tatia.
" It's really not.. Okay.. " Mumlede han så bare lidt. Der var intet ved det der var okay.Tatia havde nær mistet livet. Havde det ikke være fordi der var kommet hjælp havde hun helt sikkert været død. Han stoppede jo ikke. Han havde været så langt fra egentlig fornuft til overhovedet at overveje at det at stoppe var en mulighed - heller ikke selvom ordene blev kastet direkte ind i skallen på ham.

Han kunne ikke sidde i stilhed for evigt, heller ikke selvom det var hvad han helst ville lige nu. Lade omkring alt omkring ham forsvinde og finde Tatia når han engang havde fået samling på sig selv. Hvis det var muligt. Han var træt af at gå mere og mere i stykker - det var ikke det han var beregnet til. Han sad måske heller ikke så stille som han egentlig troede - alle spændte, rystede. Men uden egentlig at gøre så meget andet end det, det kunne han ikke. Han kunne heller ikke rejse sig og løbe sin vej. Han måtte se på Tatia - der var ingen vej uden om. Han måtte løfte sit blik, se væk fra jorden under dem - bare et enkelt blik. Det var svært - han kunne næsten ikke. Måtte til sidst råbe af sig selv i tankerne for endelig at rette blikket mod hende.
" ... I'm really sorry Tatia.. " fik han så endelig frem over sin læber - med en stemme der knækkede på halvvejen. Han tog kort lidt en dyb indånding. Han måtte tage sig sammen. Han kunne ikke gå fra at være moderisk 'I-dont-care-about-anything' - til pludselig at have alting uden på tøjet. Han havde ikke tænkt sig at græde - heller ikke selvom han kunne mærke det kunne komme når som helst.
" I... You weren't surpose to see that.. Feel that.. I'm sorry. " Sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule. Det havde aldrig strejfet ham at han ønskede at sætte Tatia i sådan en situation. At opføre sig sådan overfor hende. Han rykkede kort lidt på sig før han så bare rystede lidt på hovedet. " So stupid.. " mumlede han lidt og lod kort hænder glide ned over sit ansigt. Frustreret som han var. Han anede ikke hvor han skulle gøre af sig selv eller hvad han skulle sige. Det hele var så kompliceret.

Han skævede så kort lidt mod Tatia igen. " You might need to borrow some of that sedative stuff - just in case. Unless you don't wanna see me ever again. I mean - I can't promise it wont happen again. I'm a ticking bomb - all the time. " Han rynkede brynene lidt men rodede sig så lidt op i håret. Han kunne ikke helt finde ud af hvor han var henne. Rystet over det - ked af det over det - sur over det. Det hele endte vel mest i en lidt tom følelse og i en mangel på bedre måtte han skyde til ikke at lade følelserne overtage og være en smule mere, forhåbentlig opløftende i sin tone og ikke gøre det værre end det var ved at bryde ud i gråd. Han måtte holde en maske et øjeblik og fatte det hele selv før alt andet. " And now he probably hates me too.. " Sagde han så og så mod Tatia, men hentydede nok mest til Wade. Det havde jo slet ikke været meningen at han skulle møde ham sådan. Overhovedet ikke. Han endte med at rette blikket lidt mod Wade og mennesket hvis navn han vidst ikke havde opfattet midt i noget af alt dette. - Men de havde redet Tatia. Og det var i sidste ende det vigtigste.

Seeing how things played out it actually seemed that razor was in control again, which made him more relaxed as the situation was most likely over now. Personally he held no grudges towards him for what had happened. It was true that he considered Tatia a friend, but he knew all to well what a demon's hunger could do. Therefore he was just happy that everyone came out of the situation unscaved, well, mostly. From personal experiance with Lucile he guessed Razor would feel bad about it, Tatia would forgive him and Wade would hold some sort of grudge.

He let them talk without him getting close so they could have their orivate moment. But when he heard Razor suggesting Tatia take a sedative he walked over to him while grabbing his second and last syringe he brought and handed it to him. The reason he went straight to Razor was purely because he was pretty sure Tatia would not take it. "Neck has a stronger and instant effect, but you need a partner" He stops and looks quickly at Tatia at the end. Then continues. " If you're doing it alone use the arm, second best and doable alone. But i suggest only half the syringe at a time, what yoy got just now was just over half but only about half the effects of it considering the spot." He was talking in a serious tone, almost like he was teaching again.

Regardless of he accepts the syringe or not he steps back again, waiting for thwm all to finish talking before he would most likely take his leave. When Wade suggested to leave he agreed, this was not the rotten root, guards would eventually arrive and at least act on the body further up the road.

He saw Wade help Tatia up as he left a remark towarss Razor, it might have been harsh but he understood where he was coming from and there was some trurh to it, even though Razor already knew what he was told. Then when he noticed Wade's gaze he realizes he was waiting for a suggestion, meaning he probably didn't have a plan after this. "Oh well i only went out today to check that Tatia found her way to Razor then planned to head home. But you are all of course welcome to stay there for as lpng as you need." He admitted with a cheerful tone, meaning everyone, including Razor was welcome. But he understood if Wade didn't want him around her at the moment, so it would have to be up to them.

// sry for short, colorless and full of mistakes reply. Was written on a phone on a train xD

Selvfølgelig følte Razor sig skyldig, i denne her verden gjorde folk ikke andet end at føle sig skyldig hele tiden. Selv Tatia havde det dårligt over at have plantet Wade i denne her situation at se hende sådan. Nicholas kom med berolignede men Tatia rystede på hovedet, og tvivlede på at Razor ville tage det. Razor hadede ting som tog kontrol over hans system, mindst ligeså meget som Tatia. Hun havde egentlig mest lyst til at rejse sig op og træde et skridt væk - men det kunne hun ikke. Af en eller anden grund gik hendes tanker ind og fik giften til at virke meget mere end den egentlig gjorde. Frustrationen, panikken og tankerne skabte ikke ligefrem nogle gode forhold når det kom til hende for tiden. Hun hadede det. Den svaghed. Så meget for at kunne klare sig selv, så meget for styrke. Hvis hun var så stærk, hvorfor blev hun så slået ud så nemt? Hjertet bankede så hårdt, at det næsten gjorde ondt. Tatia var næsten sikker på, at slagene blokerede et eller andet til hendes luftveje - som om grebet om halsen stadigvæk var der, men gjorde hun kæmpede for egentlig at trække vejret. Alt hun kunne tænke på pludselig var ikke nuet, mere da hun trak sig selv igennem skoven. Dengang hun havde prøvet at slippe væk og Razor havde fundet hende i sidste sekund. Men følelsen derfra, at hun knap nok kunne gøre noget fordi benene havde været bedøvet - det var hvad der trak hende tilbage i de minder. Tatia vrissede svagt af sig selv i frustrationen, og knyttede sin ene næve for at overveje hvor hun skulle slå for at få gang i sit system - dog kom tanken ikke betydeligt længere for neglene blot borede sig ind i håndfladen.

Måden hun stirrede ud i luften for at få forbindelse til sine tanker, der ikke rigtig lyttede til hende - opfangede Wade. Med de gange hun var gået i panik fortiden, kom det egentlig heller ikke bag på hende - at han var begyndt kunne se det hurtigere og hurtigere. Let så hun ham i øjnene, som øjnene mødte hendes. Tatia sank let en klump, glemte næsten at trække vejret. Blikket var fjernt først, som om tankerne egentlig slørrede synet af ham. Are you okay? Tell me what’s on your mind Stemmen syntes at feje tankerne til side. Tatia klemte øjnene sammen som hans tommelfinger kærtegnede hendes kind. Ganske stille slog hun de blågrønne øjne op og sank en klump.
"I can't feel my legs.. " hun hev vejret ind, som kom i tanke hun at hun havde glemt at trække vejret. "My mind won't shut up.. Its putting me back to that place.. all the damn time," hviskede hun let som et par tårer lod sig presse på, og undslap øjenkrogen. Læberne mod sin pande, gjorde øjnene lukkede mere beroligende i. Følelsen fik hjertet til at banke i et mere normalt tempo. Tatia havde ikke brug for beroligne midler i form af andre end Wade. Faktisk tvivlede hun andet ville virke. Bare at i kort tid, bare det tid hvor deres pander blot hvilede mod hinanden. Lod Tatia slukke den indre ildebrænd med hvad Wade gav hende at kæmpe med. Tatia tog en dyb indånding, og genvandt kontrollen.
"I'm okay.." hviskede hun let for at sige, at hun nok skulle klare den. Ganske vidst var følelsen ikke ligefrem bedre i benene, men det krævede nok mere af hendes hjerne end hun magtede lige nu.

Dog havde han ret, de burde tage væk herfra. Ikke fordi at Tatia brød sig om at efterlade Razor, men det virkede ikke ligefrem som om Razor turde se hende i øjnene. Wade løftede hende op, og musklerne stoppede automatisk med at kæmpe sådan mod hende. Det var nok det bedste for hende for tiden, for Wade var den der hurtigst kunne få hende ud af panikkens klør. Måden hun hvilede mod ham, som hun alligevel så over mod Razor ganske kort da Wade snakkede til ham. Ordene kørte kort forbi hendes tanker, inden de gav op. Let sank hun dog en klump som Wade så mod Nicholas, men hun kendte udtrykket så det var ikke fordi hun frygtede noget i det øjeblik. De havde brug for måske lige at få en pause at ånde ud i. Måske virkede Wade ikke til at have brug for det, men det havde han - det havde været så tæt på. Nicholas tilbød dem at tage hen til ham. Udmærket tilbud, måske var det også godt nok. En del af hende ønskede mest blot bare at de skulle tage hjem, men det var en langtur - specielt når hun ikke ligefrem havde fået taget sig sammen til at gå endnu.
"Sounds like a plan.." let flyttede hun blikket op mod Wade. Det var ham der afgjorde hvad de gjorde. Så længe han var der, så gik hun med.

Det var som at sidde i en lille glasboks med folk der stirrede uden egentlig at stirre - folk der talte uden egentlig at tale. Men lydende der var omkring ham var hule - det gjorde fra inderst til yderst. Lysten til at forsvinde langt væk og glemme alt om det var så nær og så fristende at det nok var det der drev ham til faktisk at se op fra jorden og lade blikket glide rundt i stedet. Han følte sig indeklemt og Wades ord til Tatia skar igennem ham som knive og gjorde det kun lige det mere ubehageligt at være i situationen.
Mennesket nærmede sig og det bemærkede Razor rimelig hurtigt. Han behøvede knap nok sige noget før det boblede op i Razor med en ny irritation. Han bed tænderne sammen og lod en knurrende lyd rende ud over hans læber. Først som en advarsel - men Razor og advarsler var altid lige de sekunder for sent på den og inden folk egentlig ville kunne nå at reagere på det havde han taget handling. Han greb bare fat om sprøjten da den blev rakt frem mod ham. Men ikke til senere bro. Han stirrede vredt mod mennesket et øjeblik mens han knuste hvad der kunne knuses ved den lille ting i sin hånd.
" Get away from me.. " Bed han så bare kort i en snerrende tone før han kastede resterne tilbage i retning af mennesket. Mange andre ting ville han havde gjort hvis kræfterne havde været der til det - men det var de ikke så det var alt hvad han havde at sige til det.

De kræfter han havde i sig til at bevæge sig skulle alligevel bruges på andet end vreden. Han ville væk fra stedet. Han kunne ikke holde ud at høre, se eller bare være i nærheden af nogen på nuværende tidspunkt og eftersom det ikke virkede til at nogle andre ville fare væk så måtte han selv gøre det. Heldigvis behøvede han ikke gå forbi dem allesammen for at det skulle ske. I stedet skævede han kort mod muren bag sig og førte blikket op af dem. Oplagt vej væk fra dette. Han fik sig skubbet på benene - ikke stabilt og slet ikke med overskud til specielt meget. Men nok til at han kunne forsvinde væk hen over bygningen. Hvor langsomt det så end gik så kom han væk ved hjælp af sin evne. Det var en evne Razor aldrig ville tage for givet - det at kunne klatre sig afsted på hvad som helst. Det havde redet ham gang på gang. Denne gang fra en stemning og selskab han langt fra følte sig velkommen i. Selvom han sikkert var så længe han kunne holde sit temperament på et minimum og ikke angribe folk - men det ændrede ikke på den følelse der boblede rundt i hans krop sammen med så meget andet. Det var nemmest bare at stikke væk. Ingen tvivl om det. Så kunne han stå ansigt til ansigt med problemerne på et andet tidspunkt.
Der var i sidste ende større mulighed for at dæmonen ville vende tilbage hvis han begyndte at skulle være mere følelsesladet end han allerede var - eller når det beroligende middel ville aftage. Ingen kunne være helt sikre på præcis hvad der kunne ske så det var bedst for alle hvis han smuttede.


// out <3