Yes. I'd love to rip your head off. But let's be a married couple first, shall we?(Sean)

Solens blide kærtegn var efterhånden begyndt at trække sig tilbage, men havde endnu ikke forladt det lyseblå hav der svømmede hen over verden. Lysstråler strøg sig kærligt imod Delilahs hud, og smøg sig kælent igennem de mørke lokker der dalede nedover hendes skuldre og ryg. Det mørke stof der strammede om hendes krop bevægede sig smidigt omkring hende, og de mørke stiletter der passede til kjolen, flød elegant og yndefuldt hen over jorden, med skridt der tydeligt viste hvor tit hun var beklædt af stiletter. Om hendes finger glitrede en falsk vielsesring, der så alt andet end billig ud.
Ja, Delilah var smuk. For fanden, kvinden var en succubus, og ville være intet mindre end en skændsel for hele hendes race, hvis hun ikke havde et gudindelignende udseende påklistret hendes velformede krop. Det var grunden til at hun overlevede, og for hende var det blot som et af de utallige våben hun ... Ikke havde på sig. Og hun hadede hvert sekund hun manglede det kølige, dødbringende metal der lagde sig imod hendes hud, og det stramme våbenbælte der tyngede om hendes hofter. Men til denne opgave, havde hun kraftigt fået påvist at hun ikke skulle have disse våben på sig.
Om det var fordi hun var en kvinde, vidste hun ikke. For en våbenekspert, som hun skulle udgive for at være, burde da forhelvede rende rundt med 20 kg af de bedste våben?! Men nej, hun havde tydeligt fået fortalt at hun skulle være bevidst om sit udseende, imens hun måtte lade våbnenes sikkerhed forblive uden for hendes rækkevidde. Hvis hendes såkaldte ægtemand havde nogle .. Så ville hun fandme slå en eller anden idiot ned, så snart hun kunne gå ud af rollen!

Hendes skridt bevægede hende igennem dagens opvarmede stråler, med en blanding af kølig elegance og legesyg professionalitet til at opbakke de lydløse skridt hun præsterede. De grønbrune øjne havde for længst fundet sit mål, og var nu fanget dybt i den knoglehvide bygning der ragede op i landskabet. Ikke at den syntes malplaceret, for på trods af dens højde og kølige facade, så smeltede den uhyggeligt godt ind i byens travle hverdag.
Hvilket sgu nok også var lige netop hvorfor, den var placeret og opbygget som den var. En kølig brise bevægede sig drillende omkring hende, idet hendes skridt bragte hende nærmere denne bygning, og hendes blik udforskede facaden der blev vendt imod byen. Men hun vidste, bedre end de borgere der fortsatte deres vej igennem gaderne som var intet hændt, og bevægede sig forbi så mange andre huse som altid, for at nå deres gøremål, hvad der faktisk skete derinde.
Våbnene der blev produceret, som hun faktisk var mere interesseret i at købe end at ødelægge. Men det var ikke hendes egen interesse der rev hende nærmere dette sted, men derimod en opgave der betalte alt for godt, til at hun kunne tillade sig at lade denne fristelse gå forbi hende. Især ikke nu hvor hendes fødsel havde fundet sted. Så snart hendes tanker strejfede dette emne, blev det hastigt suget så dybt ind i hende, at tanken forsvandt igen.
Koncentration kælling! Du bliver fucking distraheret af babytanker, og det er døden i denne her sindssyge branche! Du er på arbejde.
Delilah var forfærdelig til at lyve. Hun var værre end forfærdelig, men hvis der var noget hun kunne, så var det at spille en anden karakter. At lege en rolle når hun infiltrerede forskellige former for sekter, klaner eller organisationer, og måtte overbevise verden om at hun var godsindig. Det var også derfor det syntes helt troværdigt da et falskt smil blomstrede frem på hendes læber, sekunder inden hun nåede den halvstore jerndør, der skinnede svagt i solens varme stråler.
Vagten trådte straks hen, og lod blikket glide hen over hende, i hvad der syntes at være en ren refleks. Først da hans blik igen nåede hendes ansigt, efter både have tjekket hende ud, og udforsket hende for at se om nogle faretegn blev fundet ved hende, åbnede han munden. En brummende mumlen lød fra hans læber, men Delilah gik automatisk ud fra at han spurgte hvem hun var, og hvad hendes ærinde var.
"Goddag. Mit navn er Faith McLeon."
Et lysende smil sad allerede på hendes læber, imens den halvvenlige stemme bestemt fandt vej hen over hendes tunge, og selvsikkerheden dansede imod hendes varme ånde. Blikket bevægede sig ikke væk fra vagten, hvis blik straks glitrede af genkendelse ved hendes navn. Dog fortsatte hun ufortrødent sætningen, idet hun ikke ønskede nogen tvivl i hans sind, om at hun var hvem hun gav sig ud for at være. Hvilket hun ikke var, men fuck det.
"Du har nok hørt om mig allerede. Måske er min mand endda ankommet? Robert McLeon."
Egentligt fungerede den sidste sætning mest for en lokkende sætning, der skulle lade vagten vise hende hen til denne mand, hvis ansigt hun endnu ikke kendte. Hun vidste intet andet end hans navn, og at han - ligesom hun - skulle infiltrere denne virksomhed. For fanden hvor håbede hun at han ikke var amatør. Det ville gøre hele denne opgave en helvedes masse gange mere besværligt.
Endnu engang udstødte vagten nogle uforståelige lyde, inden han trådte til side, og skubbede jerndøren en smule op. Uden at gentage sit spørgsmål, trådte hun forbi vagten og ind i det kølige mørke, der straks omringede hende.

Hendes skridt gav genlyd igennem de klinisk rene gange, hvor selv støvet syntes at være skurret skinnende rent. Et let ubehag sivede igennem hende ved denne .. Kølige professionalitet af industrielt intethed, idet det mindede hende kraftigt om hendes barndom. Endnu engang hamrede hun vredt minderne tilbage. Delilah måtte ikke rumstere i hendes tanker nu, for det distraherede hende fra at være Faith. Faith var nødt til at overtage, for at lave facaden komplet. Også selvom Delilah var for stædig til at forsvinde.
En hånd lagde sig imod hendes skulder, og hun bekæmpede i samme sekund et voldsomt instinkt til at rive en ikke-eksisterende kniv frem fra det ikke-eksisterende våbenbælte, og flå halsen op på vedkommende. I stedet snurrede hun omkring i et ryk, og lagde blikket imod den kraftige mand bag hende. Et mistroisk blik havde lagt sig dybt i hans øjne, og tvang øjeblikkeligt et smil frem på Delilahs læber.
"Åh, du forskrækkede mig! Man kan aldrig være for forsigtig, kan man vel? Ikke i denne branche!"
En let, blød latter bevægede sig i luften omkring dem, og syntes at løsne mandens udtryk en hel del op. Et smalt, men venligt, smil bevægede sig om hans læber, da han svarede hende.
"Faith? Faith McLeon?"
Hun nikkede, endnu med det lysende smil om læberne, og tiltede hovedet en smule til siden. For fanden hvor hun følte sig falsk og irriterende, mens de vante flabede svar hobede sig ubrugt op i hendes tanker, idet de konstant blev erstattet af den type sætninger hun hadede mest.
"Nu skal jeg vise dig vej, mrs. McLeon."
Hendes hofte vippede let til siden, idet hun slog let ud med den ene hånd, i en smidig og næsten flydende bevægelse. Hendes ansigt strålede idet hun takkede manden for hans hjælpsomhed, og fulgte hans hastige skridt igennem hvad der syntes at være en labyrint af gange, indtil han stoppede foran en dør. En enkelt håndbevægelse viste hende i retning af døren, hvorefter hun endnu engang lod et simpelt tak falde til ham, for at have vist hende herhen.
Ikke fordi hun mente det. Fuck høflighed, den betød intet for hende. Men det ændrede ikke på, at hun ikke var sig selv.
Hendes hofte skubbedes en smule til siden, inden hun lænede sig frem og snoede fingrene om det kolde håndtag. Let irritation flakkede igennem hendes blik og forsvandt, inden hun trykkede håndtaget ned, og trådte ind i lokalet. Døren klikkede i bag hende, da hun var kommet ind.

Rummene var ganske passende. Stedet var meget godt, selv om det absolut var mindre end det han var van til. Væggene og loftet var hvide, gulvet af egeparket. Stedet var let møbleret og uden nips af nogen slags. Det var op til folk selv at pynte det op, som de ville. Han tog sig selv i at lede efter mikrofoner og kameraer, de skulle vide de intet havde at skjule. De skulle føle sig sikre omkring dem og senere, måske, kunne han fjerne dem. Han åbnede den lille pose han havde fået med, ud over den store taske han havde pakket og tog en håndfuld rosenblade op. Han strøede dem ud over gulvet foran hoveddøren, som førte igennem den næsten ikke-eksisterende entre og direkte ind i stuen. Bagefter fiskede han nogle levende lys frem og stilte dem rundt om i stuen. Han tændte dem. Nogle af dem havde en let duft af citrus, en duft han selv fandt rar. Han lod blikket glide ud af vinduerne, hvilket afslørede at de nu boede i en lejlighed, et godt stykke op over jorden. Med udsigt over forskellige huse og over til resten af bjerget, som byen jo var bygget på. Han havde brugt det sidste døgn på at indøve sig sin rolle og gennemse lovene for våben. normalt var han ligeglad med love, men det kunne være nyttigt. Han havde også taget nogle bøger med om emnet, for en sikkerhedsskyld. De ville, hvis de gennemsøgte deres lejlighed, nok ikke undre sig over bøger om våben. De var jo våbeneksperter, tilkaldt.
De...Han var et de...Hans fingre havde allerede begyndt en vane ved at pille ved ringen på hans hånd. Han lod blikket glide ned til det kølige metal, som symbolisere et bånd. Et bånd han kun ville lege han havde, men som han aldrig personligt ville indgå. Han rystede svagt på hovedet og slæbte sin taske ind i soveværelset. Dobbeltseng med fluenet. Sengeborde og to skabe. han skubbede døren op ud til toilettet og nikkede svagt. Der var ikke sparet på noget, hvilket betød de satte pris på deres eksperter. Godt.

Han stilte sin taske ved fodenden af sengen, da han altid kunne pakke ud senere. Han åbnede et af skabene og opdagede et stort spejl på indersiden af det. Han åbnede det hele og spejlede sig i det, rettede lidt på den hvide skjorte, der sad stramt over hans muskuløse krop. Derefter lod han en hånd glide gennem det mørkebrune hår, som var redt tilbage. Pandehåret gled som altid ned over panden, dog ikke lige så meget som normalt. De grove ar over hans ansigt havde han jo ikke kunne fjerne. Endelig havde han nogle sorte, lidt finere, bukser på og nogle solide, men smidige sko. Han blinkede til sig selv og lukkede skabet igen.
Tid til at se på køkkenet!
Han gik tværs gennem stuen, til han fandt køkkenet. Det var moderne, men bar stadig præg af at være primitivt. Klart, det var stadig middelalderen og ikke jorden, hvor han var født. Dog gættede han på komfuret virkede ved hjælp af noget teknologi fra dværgene. Han gik ind i stuen igen og satte sig i sofaen. Det eneste han kunne gøre nu, var at vente på sin nye hustru. Han havde fået den lille historie, at de havde mødtes til en konference mellem andre våbeneksperter og det var blevet kærlighed ved første blik. Noget tid senere giftede de sig, et lille bryllup for de nærmeste. Og nu arbejdede de sammen. Han sukkede svagt og hans tanker gled over på Alane. Denne skønne kvinde, som så...dyriske havde hjulpet ham med at indkræve sin gæld hos nogle folk, ligeglad med hvor smertefuldt det havde været for de fattige mennesker. Han elskede hende. Det gjorde han virkelig. Kunne han bruge sine følelser for Alane, til at gøre dette ægteskab så ægte som muligt?
Han var spændt på at se hvem han skulle arbejde sammen med. Han tvivlede ikke på det var en der var god til sit arbejde, ellers ville de ikke sende hende ind til dette. Det krævede de kunne arbejde og holde deres dække 24/7.

Pludselig skramlede noget ved døren og han hørte en stemme igennem den. I et øjeblik lød stemmen sært bekendt, men han gik ud fra den bare var forvrænget gennem døren. Han rejste sig hurtigt op fra sofaen og gik nogle skridt over mod døren, som en ægtemand der glædede sig til at se sin kone igen. En vagt havde spurgt hvorfor de ikke havde fulgtes, hvortil han havde svaret at de havde haft et job der krævede hendes opmærksomhed et andet sted for en tid. Dette havde vagten bare nikket af, derefter givet ham hans nye nøgle til lejligheden...
Han stoppede overrasket op, da han genkendte kvinden, der lukkede døren bag sig. Åh nej...Nej...Skulle han lege gift med den kvinde?! De kunne ikke være mere forskellige! i et øjeblik tvivlede han på det nogen sinde ville lykkes, denne opgave, eller om vagterne allerede var på vej til at dræbe dem.
"Honey!" han fik hevet Robert op og lagt Sean lidt ned. Dette var en opgave og de skulle ikke ende i problemer grundet ham! Skulle de falde, skulle det være hendes skyld og kun hendes!
I tilfældet af kameraer, der havde bemærket hans overraskelse, skyndte han sig at komme med en undskyldning til dem.
"Jeg troede først du kom i aften!" Et solidt, falsk smil lå ham. Ikke noget han tænkte over, for det var der normalt altid.

Hans stemme sendt rislende følelser strømmende ned af hendes rygrad, og et let slør lagde sig over hendes tanker. Det havde måske også været sådan Faith havde reageret på en person hun elskede, hvis det ikke var fordi det var rendyrket had og irritation der flød ned af hendes rygrad, og lagde sig over hendes tanker som et tykt røgslør. Det tog hende dog kun en flakken af overraskelse igennem blikket, og en trækning ved de let adskilte læber at tage sig sammen, og trække rollen frem fra sit indre endnu engang.
Hendes hoved summede at diverse tanker at flå ham op på, eller banke hovedet imod væggen til ikke andet end grød var tilbage. For fanden hvor ville hun ikke det her! Derfor syntes hendes reaktion også alt andet end naturlig for Delilah, men for Faith var det en selvfølge. Hun smed nemlig den bløde pung der havde været fastklemt imellem hendes fingre, og trådte et par hurtige skridt frem, så hun kunne sno armene om halsen på ham.
Det bløde stof fra hendes trøje adskilte dem til dels, hvilket hun var mere end taknemmelig for. Det forhindrede hende dog ikke i at trykke ham ind til sig, og en lang række bandeord piskende inde i hovedet. Hendes læber var krummet opad i et glitrende smil, og skilte sig let da hun endelig tog sig sammen til at svare på hans ord. Hans sætning havde nemlig ikke kun overbevist hende om at han skulle fungere som hendes mand, men også om at de blev overvåget herinde.
"Robert! Jeg skulle også først være kommet senere, men jeg tog afsted tidligt!"
Hun løsnede sit greb om ham, og dansede nogle skridt tilbage. Udforskende lod hun et blik løbe henad omgivelserne, men ikke for at se stedet - for at finde de vinkler diverse kameraer og mikrofoner sad i, så hun kendte de blinde vinkler også. Hendes hænder blev smækket sammen, hvorefter hendes blik fandt tilbage til Sean. Alting var skjult, så for nu måtte hun stole på at han havde undersøgt det. Hun kunne altid udforske stedet senere.
Og for fanden hvor hun hadede at måtte stole på ham.
"Hvor er det et dejligt sted! Har du fået en rundvisning, skat? Vi skal vel se fabrikken?"
Først nu bemærkede hun de rosenblade hun praktisk talt var placeret over, og næsten spiddede med hælene. For fanden hvor var han god. Og for fanden hvor irriterede det hende at han havde tænkt på det. Det var også først nu, hvor chokket havde lagt sig, hun bemærkede den lette duft af ... citrus? Hendes blik løftede sig og fandt en gruppe levende lys der var spredt ud, og blafrede let. Hun lod et suk passere læberne.
"Åh .. Hvor er det smukt! Har du gjort det for mig? Hvor er du fantastisk!"
Som var det en konkurrence for hende, trådte hun hen til ham endnu engang. Hun lod ikke nogle andre følelser end den falske glæde finde hende, da hun lænede sig let forover og lagde læberne imod hans. Desperat kæmpede hun for at overbevise sig om at hun ikke kyssede Sean, men at Faith kyssede Robert. Det var noget andet! Ikke desto mindre trykkede hun læberne imod hans, men om det var en udfordring til hvem der kunne spille rollen bedst, måtte han selv fortolke. Det kunne dog det meget vel være, for det var en udfordring der flakkede igennem hendes blik da hun trak sig tilbage igen.

Hun trådte forbi ham, men greb fat i hans håndled for at trække ham med sig. Det ville virke underligt hvis hun begyndte at ignorere ham totalt, så hun trak i hans hånd for at få ham til at følge med, da hun fulgte det selvsamme spor han tidligere havde brugt, rundt for at udforske stedet. Dog gik der ikke forfærdeligt længe, inden en let banken på døren, afbrød hendes rundtur. Hun måtte i så fald bare gennemsøge stedet senere. Forhåbentligt uden at være nødt til at holde fast i Sean konstant.
Hun forsvandt ud til døren, og snoede fingrene om det kolde håndtag, inden hun skubbede døren op. Udenfor stod endnu en af vagterne, men ikke en hun havde lagt blikket imod tidligere. For fanden, vrimlede stedet med dem? Så længe Sean ikke lavede et problem - selvfølgelig gjorde hun ikke selv - så ville de ikke være noget problem. Men man kunne aldrig vide med den dæmon. Hvis nogen ville lave en fejl, ville det være dæmonelskeren. Ikke hende.
"Hej?"
Smilet var tydeligt i hendes stemme, idet hun tiltede hovedet en smule til siden, og betragtede vagten. Var de alle sammen så ... store? Ikke fordi hun ikke havde set større - for hun havde set langt større - men musklerne der tydeligt bugnede ud omkring deres arme, syntes alligevel en smule voldsomme i forhold til normalen. Han smilede ikke. Wow, moodkiller.
"Mr. og Mrs. McLeon, hvis i lige vil følge med."
Delilahs ansigt rynkedes i let forvirring, men hun var ikke et sekund bange for afsløring. Hvis de havde afsløret dem allerede, havde de ikke kaldt dem disse navne, men istedet deres rigtige. Vagten trådte et skridt tilbage så de kunne gå ud, og uden tøven trådte hun ud fra døren med svajende skridt.
"Hvad skal vi?"
Vagten pegede ned ad gangen, og trådte et skridt mere til siden, som ville han følge dem afsted. Delilahs øjne havde ikke bevæget sig væk fra vagten i så meget som et kvart sekund, hvad end der så havde været måtte sket omkring hende i disse sekunder, det tog manden at skille læberne og besvare hendes spørgsmål irriterende langsomt.
"Vi viser jer rundt i fabrikken, så i kan finde rundt senere."
Delilah udstødte en lyd der meget vel kunne minde om et Åh, og nikkede derefter så de mørke lokker dansede legesygt om hendes ansigt. Så da vagten begyndt at gå, fulgt hun med uden tøven - og kun med et enkelt blik kastet i Seans retning, men det var ikke fordi hun var nervøs for at han ikke fulgte med. Det var mere fordi det ville virke unaturligt hvis hun bare gik.

Hun havde ikke vist det var ham, det var tydeligt. Men heldigvis begyndte hun ikke at skælde ham ud, komme med en ond kommentar eller finde sine knive frem. Hun gik over til ham og gjorde noget han aldrig havde troet han skulle opleve af hende: Noget der var tæt på et kram. Et kram der ville ligne et almindeligt kram, men han kunne mærke det var tom hjertet og at hun så vidt muligt holdt afstand imellem dem. Hans arme gled rundt om hende og pressede hende ind mod hans krop, om hun ville have det eller ej. Holdt hende tæt, som var hun en person han ønskede tæt.
"Det er jeg glad for" svarede han let og sendte hende et lille smil, mens han så ned på hende. Glad for hun var kommet tidligere? Overhoved ikke. Men dem der lyttede til deres samtale skulle vide det. Høre det som om hun var uundværlig. Han slog med hånden ud mod bladene og lysene.
"Jeg ville overraske dig. Jeg ved hvor meget du holder af overraskelser" Der var et næsten uhørligt tryk på overraskelser, som han var sikker på Del nok skulle opfatte. Forstået på den måde han ikke viste han skulle arbejde sammen med hende og det i sig selv var den ægte overraskelse.
"Romantik er lige dig jo" denne gang drillede han hende let, som en forelsket mand ville drille sin elskede. Hans arme gled vant rundt om hendes krop, vant på den måde at han var van til at omfavne kvinder, og hans mund fandt hendes. Han lod øjnene lukke sig i et øjeblik. Det var utroligt svært at holde masken lige i det øjeblik. Del var den sidste han nogensinde havde regnet med at være så tæt på og mens kysset varede, hvilket var kort med som alligevel føltes alt for langt, kredsede hans tanker hele tiden om Alane. Han var hende jo ikke utro...Dette var et job! Det ville hun da nok forstå.
Han slap hende igen og lod blikket glide over rummet.
"Nej, jeg har ikke fået set fabrikken. Jeg har kun fået set vores nye lejlighed. Jeg har dog endnu ikke pakket ud" han så over mod hende og lod sig føre rundt af Del, der legede en lidt for entusiastisk hustru. Godt hun i det mindste ikke var sådan til hverdag! Det ville være ulideligt...Som...Nille, faktisk. Alt for livlig, glad og...over det hele.

Han lod hende åbne døren, da der heldigvis kom nogen og bankede på. Kvinder var kendt for at bestemme i et ægteskab så han ville give dem det indtryk at han var mere eller mindre under trøflen. Han sendte hende noget der mindede om et kærligt smil, før han satte sig afslappet i sofaen og lod blikket glide ud af vinduet. Da hun åbnede døren og han hørte en mandestemme, drejede han dog hovedet og kiggede over mod døren. En vagt. Muskuløs. Van til kommandoer eller at give dem. Han rejste sig op og gik om bag Del, lagde roligt hænderne på hendes skuldre.
"Vi vil gerne vises rundt, så vi kan komme i gang med arbejdet" smilte han roligt til vagten.

Åh pis. Den overbevisende facade der trykkede sig imod Seans ansigt, ville have overbevist hende, hvis ikke hun for længst havde lært at klistre blikket til ansigtstræk, for at afsløre diverse bedrag skabt af modstående personer. Dette havde naturligvis kun været brugbart, hvis ikke hun selv havde været begravet dybt i dette bedrag, der dermed gjorde det umuligt at tro på, at dtte skuespil var sandt.
Men Delilah selv kunne end ikke selv udrede sine følelser omkring hele dette arrangement. Ikke fordi det tætte kram han lagde om hende betød noget for hende, for hun vidste at det betød lige så lidt for ham, som det havde en vigtighed for hende. Det var mere, hele dette her kærligheds...pis. Alt det fucked up lort der hørte til ægteskab - selv et opdigtet ét - var alt det Delilah ikke kendte til. Og nu, hvor hun selv havde født unger? Hvor hun selv var en del af hele familie-halløjet? Dette var så urealistisk, og stadig så uhyggeligt tæt på, at det skræmte hende let.
Fuck! Hvordan havde hendes tanker fundet dette loft, og klistret sig fast til dette emne som fluepapir, der holdt hende fast? Og hvordan fanden var det lykkes hende at skubbe hele dette spind af urørlige, evigt tilbagevendende tanker igennem hendes hoved, på den korte periode af tid det havde taget ham at tage fast om hende og holde hende tættere? Det stykke tid, hvor hun samtidig kæmpede med at holde hånden nede, istedet for at hamre den henover hans ansigt, i håb om et smertesudbrud fra hans læber?
Hendes krop snoede sig let, så det mørke stof der omringede hende bevægede sig elegant omkring hendes krop, idet hun diskret syntes at bevæge sig en smule væk fra ham - tilsyneladende tilfældigt. Hvilket det dog på ingen måde kunne kategoriseres som, idet det var fuldt bevist at hun svajede hoften let, og derefter bevægede benet næsten trippende tilbage for at frembringe svajet yderligere, og dermed var trådt et skridt væk fra ham. Det lette smil der forsøgte at tvinge hendes ansigt til venlighed, havde endnu ikke bevæget sig væk fra de kurver der skabte hendes læber.
"Åh .. Det er helt perfekt! Jeg elsker det!"
Delilahs hænder havde smidigt bevæget sig igennem luften, og flettet sig henover hendes hjerte i en let buet skål. Dette var sket endnu imens hun havde udtalt ordene med en hengiven klang, der nærmest sydede af lykke og taknemmelighed - med kun en næsten usporlig klang af falskhed, som man udelukkende ville bemærke, hvis man vidste at det store smil der prydede hendes læber var falsk.
Delilah var en forfærdelig skuespiller, det var ikke det. Hendes ansigt lyste altid af løgn, og svøbte sig som et skær af uforfalsket falskhed omkring hende, når løgnene rullede ned af hendes tunge. Men i sådanne tilfælde som dette, hvor hun ikke lagde løgne i munden - men derimod hengav sig til en karakters rolle som undercover agent, så syntes hun pludseligt at være fanget af skuespillets skær. Hun var uigennemskuelig, og fandt ingen problemer i denne form for løgn.
Hun bemærkede knapt at hans arme lå naturligt om hende under det kys hun selv havde lagt op til, som var dette rent faktisk den naturlige udvikling på deres evige kærlighed - og ikke den lettere irriterende del af kontrakten der ikke rigtigt kunne undgås, og som begge egentligt helst ville uden om. Måske var det meget godt at de var succubus og incubus? Det betød at de var vant til at foregive at være tiltrukket af nogle, de ikke nødvendigvis fandt andet end utroligt irriterende.

Vagtens blik var undersøgende, men alligevel lettere doven og kedsommelig, som havde han beskuet disse to væsner så mange gange før, at deres åsyn ikke længere huede ham som det havde gjort tidligere. Det charmerende smil der spøgte dybt i Delilahs læbers formation, syntes end ikke bevidst, da det ubevidst lagde sig lettere drillende omkring hendes læbers bløde kurver.
"En rundtur lyder dejlig."
Hun bemærkede godt hænderne der hvilede let imod hendes skulder, og lagde et næsten utydeligt pres imod det bløde stof der var fastsat hende. For fanden det irriterede hende. Det var disse flygtige, tilsyneladende ubetydelige berøringer der var altafgørende for om de kunne opretholde dette skuespil - og disse hun aldrig ville tage for givet, som det skulle så ud som om hun gjorde.
Hun havde aldrig selv kunnet gøre sådan noget, så hver gang hun skulle tvinge Faith til dette, ville det være fuldt bevidst og anstrengende for hende. Men det måtte hun for helvede da bare overkomme! Hendes hoved havde nået at svinge halvt omkring - med lokker blafrende drilsk og flyvsk om de cremefarvede kinder - som havde hun skullet tjekke om det var den rigtige der hvilede hånden på skulderen.

Vagtens skridt var hurtige og sikre, og skubbede lange ekkoer igennem de renskurede lokaler, ligesom utallige andre ekkoer fra skridt slog imod dem, som bølger på stranden. Luftstrømme bølgede igennem hendes hår, idet hendes hofter svajede let, i takt med de flydende skridt, der konstant syntes at være klar til at glide i angrebstilling, eller svæve igennem et pludseligt forsvarsgreb på et splitsekund. Delilah var i sandhed et rovdyr. Og hun var det, helt ind i sjælen.
De mange skridt der ramte gulvets hårde overflade, førte dem igennem snoede gange af labyrinter og forvirrende snoninger af krummede steder. Og alligevel tvang Delilah sig selv til at holde fokus hele vejen, og indprente hvert skridt i hendes hjerne - der var ikke plads til tvillingerne hun havde givet liv lige nu. I stedet måtte hun huske denne indviklede retning af gange, der alle syntes samme bredde, længde, farve og iskolde duft af intet. Alting var ens. Derfor måtte hun i stedet lære en remse. Venstre, højre, højre, ligeud, højre, venstre, ligeud, ligeud, ligeud, højre, højre, venstre. Den syntes uendelig, for den fortsatte.
Og endelig stoppede vagten i et ryk, foran en dør der lignede hver eneste dør de havde passeret. Den var en grå metaldør, der sikkert ville være noget nær umulig at skyde igennem. Den skinnede let i lyset fra de magiske kugler der strømmede af et blegt lys over dem, præcis som hver dør de havde passeret. For fanden, hvordan kunne nogen kende forskel på noget her!?
"1427."
Hvor helvede fik vagtens kedsommelige stemme dette tal fra? Først da bemærkede Delilah det næsten usynlige tal der var kradset ind lige foran døren, dybt begravet i gulvets renhed. Kun hvis man kendte til dets eksistens, ville man kunne tyde de tal, der ikke kunne være mere end en centimeter bred hver.
Vagten trak døren åben, og til al overraskelse gled den åben, uden en lyd. Som eksisterede høflighed ikke for ham, forsvandt vagten ind i det mørke døren åbnede for, uden at holde døren for Sean og Delilah. Ikke fordi Delilah var vant til den form for venlighed eller høflighed, hvilken også var grunden til at hun automatisk rakte ud for at holde døren åben, i samme sekund vagten åbnede den.
Om hun holdt den åben for Sean eller ej, tænkte hun ikke over. Måske gjorde hun. Måske fortsatte hendes skridt helt simpelt ufortrødent nedad den brede trappe hun trådte ned på, da hun havde fundet vej igennem dørens mørke. Det sidste var nok mest sandsynligt, men det kunne have forekommet, at hun havde hjulpet ham ubevidst. Hun registrerede dog de hastige skridt hun foretog, ned af trappens kolde .. var det også metal? Forhelvede da også, de var metalfreaks.
En banken, hamren, skraben og lav mumlen havde fundet vej til hende, idet hun var begyndt vandringen ned af trappens brede trin. Så da hun trådte ind i det enorme lokale, der syntes at være større en bygningen der stod oven på dette undergrundsværksted, syntes hun ikke at være videre chokeret over de tusinde lyde der overvældede som en bølge, sammen med de syn af arbejdende dværge der strakte sig foran dem. Alle syntes at være beskæftigede, og ingen syntes at bemærke deres ankomst. Man kunne se et næsten endeløst antal af forskellige våben, og utallige forskellige stadier i opbygningen af disse våben.
"Mr. og Mrs. McLeon?"
En høj mand syntes pludseligt at dukke op foran dem, med et indbydende smil klistret til de tynde læber, men et irriteret strejf dunkende igennem stemmen. Mørke øjne lagde sig nysgerrigt imod skiftevis Delilah og Sean, som undersøgte han disse for mistænkelige tegn. Hvad vagten havde manglet i mistænksomhed, lyste denne mand af, som et fyrtårn klistret til at lysstrejf.
"Ja, hvem fanden tror du ellers jeg har taget herned, Garrett? Jeg er ikke dum. Det er dine våbeneksperter!"
Mandens blik lagde sig køligt imod vagten, der brummede utilfreds i hver sætning. Han syntes ikke at kunne lide at være hernede, i den tykke atmosfære der stank langt væk af klistrede røglag .. Der slet ikke kunne ses i luften. Luften var ren og ligeså klar og gennemsigtig som det roligste vand. Den høje mand betragtede uden en lyd vagten, indtil vagtens utilfredse brummen blev erstattet af en lettere akavet og nervøs stilhed.
"Du kan gå."
Han viftede med hånden, og i det samme snurrede vagten omkring og forsvandt i hastige skridt - med et noget lettet ansigtsudtryk svirrende. Delilahs lette smil forsøgte utvivlsomt at blødgøre mandens hårde facade, selvom hun egentligt var fuldstændigt ligeglad. Men en normal kvinde ville ikke være fucking ligeglad med det, så hun måtte vel lade som om hun ikke var.
"Hej. Som du nok ved er jeg Faith McLeon, og det er min mand Robert McLeon -"
Hun drejede hovedet let, og sendte et lysende smil til Sean.
"- vi fik at vide at vi skulle have en rundtur hernede?"
Et kort nik indikerede at manden bekræftede hvert ord der netop havde passeret hendes læber i en lille strøm, men intet rigtigt svar så ud til at blive presset ud igennem hans tynde streger, formet af læber. En mand af få ord. Mange års erfaring havde vist Delilah, at det var netop disse væsner der var de mest årvågne, og dermed de mest truende for at ødelægge et undercover, som det hun netop havde trådt ind i, for ikke længe siden.
Og de var altid de værste at have med som guidet på en rundtur.
Endnu en dominerende vinken fra mandens slanke hånd, indikerede denne gang at de skulle følge ham. Delilahs blik gled uvant henimod Sean, blot for at strejfe ham kort og dermed lægge sig imod den høje mands nakke - den mand der endnu ikke havde præsenteret ham selv. Delilah lod kort et par fingre bevæge sig igennem de bløde lokker, før hun satte skridtene i gang, og fulgte manden.

//OOC: Jeg er lidt i tvivl om du har nok at svare på? Hvis ikke, så sig lige til. Så smider jeg noget mere ind^^

Foragten flød ud af Del i en led strøm og truede med at påvirke ham, at hive ham ud af hans professionelle facade og hive en mere udfordrende og vred Sean frem, i stedet for den rolige og kærlige Robert. En Sean der ville give mere ballade og sikkert død til dem begge. Godt ægtefolk også kunne skændes, eller ville han nok blive sindssyg inden længe. Alt dette kunne dog ikke ses, da han gav Del et klem og fulgte hende ud af døren. Han låste døren bag dem og fulgte efter dem ned af ensformige metalgange der åbenbart prægede dette sted. Lige til at blive deprimeret af. Vejen var en labyrint og han gættede på det nok ville tage noget tid at finde vej gennem disse tunneller af hårdt metal. Den gode ting var man altid kunne høre hvis folk kom, den sagte dunken fra sko mod metal. Dog kunne det også røbe en selv, hvis man ikke var forsigtig. For sjov prøvede han at gå lidt mere lydløst, bare for at se om det kunne lade sig gøre. Hans øjne opfangede en lille, rød sensor oppe i det ene hjørne. Hvad den duede til turde han dog ikke gætte, men den fungerede sikkert som en slags alarm. Med lidt held ville de finde ud af det senere. Endelig stoppede de op og hans øjne gled over det svage tal i gulvet, før de trådte ind på en trappe, ligeså af metal og badet i mørke.
Hans hånd gled frem og greb døren, inden Del kunne nå at holde den åben for sig selv. på den måde lignede han både en kærlig mand, der ville hjælpe sin kone, og undgik Del i et glimt af noget uprofessionelt, ville få skubbet døren i hovedet på ham. Han lod døren glide i bag sig og fulgte de andre to ned af trappen. Endelig blev mørket skubbet til side af en let form for lys, af masser af ovne og smedjer. Krystaller lyste resten af vejen op, så man kunne se hvor man gik. Fakler ville bare tage alt ilten i denne underjordiske fabrik.

Sean lod blikket glide over de mange dværge der var samlet her. aldrig havde han set så mange dværge på samme sted og nu, med den rytmiske banken fra deres værkstøjer, kunne han rigtig beundre deres snilde, deres styrke og antal. De virkede ikke fangede, som slaver, men mere som om de arbejde på at blive færdig for at opnå et eller andet. Noget han ikke viste hvad var, endnu. Dværgene kiggede slet ikke på dem da gik forbi, til de stoppede op. Sean lod blikket glide over den sammenbidte mand der nu skulle fungere som deres guide. Han ville være henrykt hvis de skulle arbejde med dværge! Han kunne lære dem bedre at kende og måske nok til at opnå en form for samarbejdsvillighed. Ved siden af missionen selvfølgelig. Han smilte svagt for sig selv, et smil der kunne tolkes som hvad som helst. Det var tydeligt han ikke tog mandens stilhed lige så tungt. Han fulgte efter dem mens de gik, han fangede kort Dels blik, hans eget blik var beslutsomt.
Han gik op ved siden af manden.
"Må jeg spørge hvem vi taler med? Enhver guidet tur vil føles mere behageligt hvis vi kender hinanden" hvis manden ville modsige ham og påstå at der ingen grund var til det var behageligt, ville han fortælle ham at siden han nu fortsatte deres tur rundt, måtte han næsten være en person der havde et overblik over tingene og derfor kunne det være nyttigt for dem at vide hvad de skulle kalde ham, hvis de havde spørgsmål. Han havde selvfølgelig også millioner af andre spørgsmål, men disse kunne vente. De skulle nok få det at vide, som de havde krav på. Og med tiden nok også mere end det.

"Mit navn?"
Manden brummede utilfreds, uden så meget som et lade blikket strejfe Sean, og han syntes i mange sekunder at lade dette blive sit svar. Fuck hvor havde Delilah lyst til at træde frem og brække nakken på den mand ... Hendes fingre kløede næsten efter det, da hun lod hofterne svaje let og trådte med svævende skridt efter de to mænd, som ville hun beholde denne bagerste plads, og lade mændene snakke nu - som en normal kvinde ville lade dem have en samtale, uden at have trang til at træde ind foran, blot for at vise at hun ikke var svag og underdanig. Men selvom Delilah havde alt andet end skuespillergenet i behold, så var hun dygtig til undercover, for af uforklarlige årsager, var hun en fantastisk skuespiller, så snart hun var undercover på en opgave.
"Alphonzo Vaughn."
Delilah kæmpede hårdt for ikke at lade et fnis slippe ud af de hårdt sammenpressede læber ved guidens navn, idet hun fandt det mere end latterligt. Alfons, var det ikke sådan én der handlede med ludere? Fuck man, det var dog et surt navn! Dog lykkedes det hende at holde ansigtet under kontrol, og ikke reagere yderligere på hans matte ord, der ikke syntes at indeholde noget liv. Blikket Alphonzo sendte Sean, sagde tydeligt Lad være med at stille spørgsmål!.

Alphonzos ord strømmede kedsommeligt ned over dem, da han forklarede det basis af hvad der skete, selvom han dog sprang irriterende let over langt de fleste detaljer, der kunne være blevet nyttigt senere hen. I stedet syntes hans ord at fokusere meget tæt på ting, der faktisk virkede rimeligt ligegyldigt - som årstallet stedet blev bygget, eller hvor mange kvadratmeter det enorme sted spændede henover. Dog fastholdt Delilah det indbydende smil imod læberne, selvom lysten til at hamre manden imod muren og hvæse at han skulle tage sig sammen, hastigt voksede sig voldsomt stor i hende.
Pludseligt stoppede manden, der ellers havde hastet forbi alting uden så meget som lade dem stoppe og betragte sceneriet, og drejede sig omkring i et ryk der gjorde at Delilah næsten blot var fortsat ind i ham. Kun hendes hastige reflekser tvang hende til opbremsning, og drejede hovedet i en sky af mørke krøller, imod det sted Alphonzo betragtede. Det var en kæmpe plads, der var indrammet af noget der lignede en kæmpe sæbebobbel, men som højst sandsynligt bestod af skudsikkert glas. Derinde rendte alle dværgene omkring i sikkerhedsdragter, og adskillige sikkerhedssystemer var opsat som for at holde folk inde, ude og styr på alt der foregik derinde. Nysgerrigheden voksede straks i Delilah, men hun behøvede ikke vente længe på en forklaring.
"Dette er vores laboratorium. Her opfinder og eksperimenterer vores eksperter med våbenteknologien, og udvider vores horisonter for hvad våben kan være i stand til."
Hans stemme var endnu monoton og uden følelse, og han drejede da også i samme sekund for at gå væk fra dette sted igen, men Delilah fornemmede straks at dette ville være vigtigt at undersøge. Hun tøvede let, og skilte så læberne inden han nåede ret langt væk, med et blik der havde fulgt manden de sidste par skridt.
"Øh, undskyld, men kan vi komme ind og se processerne?"
Manden vendte sig, og sendte Delilah et stivnet blik. Langsomt drejede han hele kroppen imod dem, endnu uden at have fjernet blikket fra hende, som granskede han hende for et eller andet. Lettere utilpas flakkede Delilahs blik væk og imod Sean, men fandt så tilbage til manden. Delilah var vant til at tiltrække sig enten hadefulde eller lystne blikke, men det her blik gav hende bare en ubehagelige følelse strømmende i kroppen.
Endelig sagde han noget.
"Jo, naturligvis Mrs. McLeon."
Først da brød han blikket og drejede imod et skab, og selvom Delilah ikke lod sig mærke med noget, så strømmede lettelsen igennem hende. Hun fulgte ham med blikket, og lod et let smil sitre i mundvigen da han hev verdens grimmeste sikkerhedsdragte frem fra skabet. Hastigt fik han dem bragt over til Delilah og Sean, og med ordren tag dem på i blikket, ventede han til de fik dem trukket på.
Delilah tøvede ikke et sekund, for selvom den kropsnære kjole gav hende en smuk figur og fik hendes hud til at syntes som fejlfri fløde, så betød det ikke så meget for hende på dette tidspunkt. Hun skulle forhelvede ikke spise nu, så udseendet var vel ikke så fandens vigtigt? Hun fik hastigt trukket den på og spændt den fast så den ikke havde en eneste åbning, og drejede derefter imod manden der ligeledes havde fået sikkerhedsdragten på, og derefter imod Sean.

//OOC: Som jeg skrev i chatten, sorry for ventetiden. Damn you, head xD Beskriver du det der rum der? Eller er jeg nødt til at være kreativ? o.o

Han smilte let og lod blikket glide over den vej de på vej ad. bare for at gøre dværgene glade, gik han ud fra, bestod deres vej af sten. De var virkelig kommet under jorden nu, det bedste sted folk mente de kunne skjule noget. Og det kunne de vel også, til dels. Han havde tidligt lært at ledte man efter noget folk skjulte, så søg mod jorden eller ned i jorden. det havde passet 80 % af gangene. Han ville gerne have stillet flere spørgsmål, langt flere! Han var jo vildt nysgerrig. Mandens hårde blik generede ham ikke tydeligt. Han havde ikke respekt for folk, før de viste at der var grund til at have det og denne mand virkede bare gnaven. Men alligevel valgte han at vente. Der skulle nok komme en der var villig til at tale, sådan en var der altid! En person der ville have venner, som ville snakke og føle sig godt tilpas. Selv om alle viste hvilken skade de kunne gøre, kunne man aldrig undgå dem. Selv hans klan havde nogle! Selv om han kæmpede meget med at få dem til at klappe i.
Han lod kort hånden glide ned over sin skjorte og lod, med påtaget nysgerrighed, manden fortælle de ting han ville. At stedet var lavet for næsten 20 år siden interesserede ham ikke. At de havde købt det og lavet det til, interesserede ham heller ikke. Heller ikke hvor mange penge de brugte på det. I stedet begyndte han at lytte til de skjulte ting, i de ting manden sagde. Hvornår hans stemme ændrede sig, når han snakkede om ting. På det ene tidspunkt virkede stemmen mere skinger, som om han ikke brød sig om nogen eller noget i det han snakkede om, på et andet tidspunkt virkede han næsten faderlig og blev stående ekstra længe for at fortælle om noget. Hans blik gled over de små detaljer, som måske kunne være nyttige senere.

Kuplen var dog rigtig interessant! Del havde helt ret i den var interessant. Og han håbede det var der i det mindste en af dem skulle arbejde. Det ville have betydning for deres mission. At vide hvad de lavede og hvordan. Sean sugede alle de ting til sig han kunne og følte det isne ned af sin ryg, ved tanke om hvilke ting de egentlig havde udviklet og kunne bruge imod dem, hvis det gik galt. Var der ikke nogen der engang havde fortalt ham de havde lavet en slags...receptorer? Som de skød ind i nakken på en og når den blev aktiveret virkede ens evner ikke, medmindre de slukkede for den igen? Og den kunne give smerte? Han rystede let på hovedet. Hvis ikke den fandtes, kunne han jo altid komme med ideen til dem og sikre sig nogle glade cheffer og forhåbentlig en højere rang. Det havde jo bare været et rygte.
I stedet tog han imod dragten. Han hadede sådanne dragter, men alligevel trak han den på. Selv om han skulle lege våbenteknikker, var han ikke van til sådanne dragter, og det var desværre tydeligt da han tog den på. Men...han kunne jo altid sige han var van til at lave andre ting med våben. Han sendte manden et kort smil og nikkede som tegn til at han var klar. Han sendte Del at større smil og gjorde tegn til at kvinden da skulle gå først!
Han gik efter, imens hans blik gled over vagterne. Alt fra deres skudsikker vest , til deres våben de havde. Vagterne så på dem, da de gik forbi.

"Har i noget af metal, så lig det i bakkerne her. i får det tilbage når i kommer ud" lød mandens tørre stemme. Det var selvfølgelig lidt svære, nu hvor de havde dragter på. Han havde været bange for at trække sig opmærksomhed på vej ind, så han havde ingen knive eller våben på sig. Faktisk var det eneste han havde på to ting, af metal. Det ene var den falske vielsesring, som han lod bumpe ned i en metalbakke. En vagt stod og holdt øje med om de nu også gjorde det ordentligt.
Den anden ting var hans armbånd fra nephthys. Den havde han lidt svære ved bare at slippe. Et læderbånd, med et vedhæng af vinger som fra en engel eller dæmons. Med en svag inskription som kun betød noget for ham og Neph. Han var dog klar over at hvis han tøvede mere ved sit armbånd end ved vielsesringen, ville folk nok undre sig. Så han skyndte sig at ligge den og trådte igennem en scanner, der tjekkede om de havde andet på sig.
Derefter fortsatte turen ind til laboratoriet. Flere forseglede døre, med sjove tegn på, hvor af Sean faktisk kun kendte halvdelen. manden havde ikke meget at sige, han kunne tydeligvis ikke lide at være her, blandt sterile omgivelser og forskere i hvide kitler. Og han forstod han så udmærket!
Stedet var delt op i flere rum.
"Så bliver tingene ikke blandet sammen og hvis noget går galt det ene sted, kan de andre stadig arbejde videre" sagde manden, da de med to vagter bag sig, kiggede ind fra det ene til det andet.
Det ene sted arbejdede de på biologiske våben, som for Sean slet ikke så behagelige ud og nok var dem han frygtede mest, til bomber og sære våben af alle slags.
"Hvad er det?" spurgte han, da han fik øje på et lille rum, som de ikke var stoppet ved. Han kunne se nogen lavede noget derinde, men manden så helt vred ud, da han så tilbage på ham.
"Det, Mr. McLeon, er en hemmelighed. Og hvis de ikke ønsker problemer, bør de nok hellere holde dem langt væk derfra!" manden smilte pludselig, hvilket faktisk foruroligede ham en smule, selv om han ikke viste det.
"Noget med de forskellige væsner der findes. Og nu går turen videre!"
Han sendte Del et hurtigt blik, bare for at se hvad hun syntes om den nyhed.

Delilah snurrede tøvende den falske vielsesring imellem fingrene idet Sean afleverede sine objekter, som ønskede hun ikke rigtigt at komme af med den. Det glimtede imod hendes finger, og bevægede sig køligt imod ringefingeren, men hun løsnede den tilsyneladende modvilligt fra fingeren da det blev hendes tur, og lod den dumpe ned i skålen med en klirren. Derefter skubbede hun øreringene og halskæden af, og lagde dem ligeledes ned i skålen med den samme klirren der ringede igennem lokalet på en yderst ubehagelig måde. Derefter fik hun hastigt spændt dragten igen og trådte igennem skanneren med et charmerende, lysende klart smil til en af vagterne, der til hendes store overraskelse fik en svag rødmen spredt imod hans kinder.
Ups! For meget gas på smilet, det skulle lige skrues en smule ned. Hendes smil blev en smule mindre blændende, og trådte ind i laboratoriummet iført den ufatteligt grimme dragt. Hendes blik bevægede sig nysgerrigt omkring, og syntes at opsluge detaljerne for at få suget så mange indtryk til sig som muligt. Delilah var en beskidt pige, selv da hun var barn var hun blevet straffet for at lege i mudderet og dermed ødelægge de hvide kjoler. Dette var ikke blevet bedre da hun blev ældre, mudderet blev bare ændret til sved og blod - men pointen var vel den samme.
Delilah fulgte nysgerrigt med bag mændende, og sørgede omhyggeligt for at opsuge mandens ord, men samtidig gå på opdagelse på egen hånd med blikket, således hun fik så mange detaljer med som overhovedet muligt. Jo flere detaljer jo bedre på sådan en mission som denne, og hvis hun skulle lege Seans kone, så skulle hun fandme også få noget ud af det her skide job! Derudover ville hun ikke ødelægge sit ry, blot ved at gå fejl i en enkelt stor opgave. Det var ikke det værd.

Våben var en af Delilahs interesser - idet hun i langt størstedelen af tiden bar et stort antal våben på sig - og derfor fandt hun også dette utroligt interessant. Derfor behøvede hun heller ikke at fremtvinge det interesserede skær ved hendes blik der føg omkring, og fulgte mandens ord tæt - det syntes at give mening hvad han sagde. Men hendes interesse blev først vækket, da de fik at vide de ikke måtte se noget bestemt.
Delilahs blik gled samtidig med Seans blik kom imod hende, imod hans, og deres blikke mødtes dermed. Hendes øjenbryn hævedes let, og noget der syntes at minde om udfordringens smil sitrede om hendes læber - Delilah kunne umuligt stå for noget hun ikke måtte. Hun var nødt til at se hvad der var derinde! Om hun skulle se det en gang igennem undercoverarbejdet eller om hun måtte snige sig derned en nat var hende ligegyldigt, men hun skulle derind. Og alt dette flakkede igennem det korte blik der blev sendt i Seans retning.
Resten af turen i det lille rum var kort, og uden nogle særlige spændende begivenheder, idet resten blot var helt normal våbenudvikling - som forbedring af længden en almindelig håndpistol kunne skyde. Derfor var de hastigt ude igennem endnu en metaldetektor der skulle sørge for at de ikke sneg nogle våben med ud, og falsk lettelse gled henover Delilahs ansigt da hun lod vielsesringen glide tilbage på fingeren. Hun hadede ringe! Hvis de ikke havde en værdi for hende eller havde en funktion som våben, så var de til at brække sig over - kort sagt.

Endnu større lettelse blev udløst i Delilahs ansigt da den forfærdeligt grimme dragt blev skubbet af hende og hængt på plads, og tilsyneladende af ren refleks gled hendes hofte en smule til siden, hvilket den ikke rigtigt havde haft plads til i sikkerhedsdragten. Hendes fingre begyndte tilsyneladende af ren refleks at dreje vielsesringen om hendes finger, men selvom det virkede som var det en vane hun havde fået, så var fordi hun fandt det ubehageligt at have en funktionsløs ring siddende - det var uvant for hende, og irriterende.
Mandens alt for langsomme skridt førte dem alt for hurtigt igennem de sidste par 'stationer' af forskellige våben, men det syntes mest som masseproduktionsbånd der tillod dværgene at samle et utroligt stort antal våben på meget kort tid, og derefter få langt dem i en kasse der syntes at skulle blive sendt til deres ejere. Deres effektivitet var imponerende, men igen .. Delilah var egentligt utroligt ligeglad.
Manden vendte sig til sidst, og sendte dem begge nogle halvkolde, undersøgende blikke, der dog blev trukket til ham selv til sidst, som godkendte han dem.
"Og jeg kan forestille mig at jeres kroppe værker efter at få lov at komme tilbage til jeres bosted? I er frie til at gå. Den uduelige vagt kommer og henter jer om et par minutter."
Ved disse ord vendte han om og forsvandt fra dem, uden at vente på om der var spørgsmål eller indvendinger. Delilahs blik fulgte ham kun de første par skridt, men derefter snurrede hun omkring og begyndte at gå imod det nærmeste våbenbånd. Hun sendte den nærmeste dværg et smil der for hende var unaturligt, men virkede varmt og venligt, og greb den nærmeste færdige pistol. Hun løftede den, og lod nysgerrigt blikket glide henover det kølige metal, der syntes at virke .... Blødt, under hendes fingre? Som kunne hun forme pistolen som hun ønskede det?
Smilet sitrede ved hendes læber, og voksede let som hun ændrede pistolens retning blot en smule. Dværgen ved hendes side syntes at virke rimeligt ligeglad med at hun stod der, ellers også vidste han blot at våbeneksperterne nok ville undersøge nogle våben. Det kunne selvfølgelig også være at han fik for lidt i løn til at bekymre sig om hvad der skete med våbnene. Delilahs hoved røg op og hendes blik skød over imod Sean, endnu med smilet dansende om læberne.
"Robert, søde, kom og se dette! Det er fascinerende hvad de har været i stand til her. Jeg er sikker på at dette ophold bliver utroligt spændende og lærerigt for os!"

Delilahs blik foruroligede ham. Hvis hun blev opdaget, ville det også gå ud over ham. Som mand og kone kunne den ene umuligt lave noget, uden at manden sikkert viste noget til det. Og selv hvis det var sådan, ville det være for stort en usikkerhed for fabrikken. De ville højst sandsynligt dræbe dem, skyde dem ned med nogle nye våben der skulle afprøves...Han trak vejret dybt og fulgte med videre, som om han var ligeglad med hvad der gemte sig derinde. Man han havde allerede valgt...Han ville manipulere sig ind i det rum. Det ville fungere meget bedre.
De kom snart ud fra kuplen. De smed deres sikkerhedsdragter og fik deres ting tilbage. Sean lod hurtigt ring og armbånd falde på plads, men det var ved armbåndets kendte fornemmelse om håndledet han først følte sig rigtig tilpas igen.
Han fulgte med rundt ved masseproduktionen, som nok var det kedeligste ved det hele, trods han sjældent havde set så mange skydevåben et sted. De var jo stadig en sjældenhed i Underworld.
Han kiggede efter manden, da han pludselig forlod dem og sukkede svagt. virkelig? Han havde ellers masser af spørgsmål! hvis der ikke snart skete mere, ville han dø af kedsomhed på denne mission.
han så over på Del, som en forældre ville se efter sit barn, da hun skyndte sig hen, fordi hun måtte røre...Typisk. bare hun nu ikke satte en alarm igen eller modtog skæld ud. Det ville give et dårligt indtryk. Dog så dværgen ret ligeglad ud. Dagligdag, gik han ud fra.
Da Del sagde noget, gik han over til båndet og tog selv en af skyderne. Hans fingre greb fat i det og det føltes næsten som om håndtaget formede sig efter hans hånd. Eller var det bare noget han bildte sig ind?
Han studerede det, proppede stort set våbenet helt op under næsen, for at se hver en centimeter og lod en finger glide over overfladerne for at røbe ujævnheder der kunne fortælle ham hemmelighederne bag dette...Åh, han var utrolig nysgerrig nu!
De lignede jo helt almindelige våben...

"Finder i det interessant?" manden der snakkede var klædt i jakkesæt og blev fulgt af to unge kvinder, som mindede om sekretærer, samt to vagter. Manden var af middelhøjde og virkede hverken slatten eller muskuløs. Han var en typisk kvindemagnet.
Sean sænkede våbnet lidt, da han så over på manden.
"Meget..." Seans stemme lagde op til at han ikke var færdig med at snakke. først lagde han dog våbnet tilbage på båndet, før han så tilbage til manden.
"...Fin lille rundvisning vi fik. Hvem er du?" Manden så smilende fra den ene til den anden, før han slog let ud med begge arme. Meget mere åben og hemmelighedsfuld end manden fra før.
"Jeg er da chef for denne afdeling!" smilte han
"Mr. Darkly" han gav hånd. Sean trykkede den og bemærkede manden havde et fast håndtryk. Hvis Del gav hånd, ville manden prøve at kysse hende på hånden.
"I må være det nye par. Våbeneksperter. Godt godt! har i fået en rundvisning?" smilte manden.
"Ja tak, meget fin. Men jeg vil gerne vide hvad vi skal arbejde med" Manden rystede let på hovedet af Seans spørgsmål.
"Det er klart, Det er klart..." mandens gyldne blik gled over dem begge et øjeblik...
"I morgen. Det har været en lang dag! i morgen vil alt blive fortalt" nikkede han. Så gjorde han en gestus til om han måtte komme forbi dem.
"Undskyld mig. ville elske at tale! men arbejdet kalder og det er jo ret vigtigt" han gik forbi dem og videre hen mod kuplen med sit lille følge. I det samme kom en vagt som ville føre dem tilbage til deres værelse...

Delilahs fingre løb hurtigt rundt omkring på det våben, hvis håndtag havde lagt sig perfekt i hendes hånd, som var den støbt netop for hende - selv den falske vielsesring havde givet en svag indhulning, sådan håndvåbnet passede perfekt med hendes hånd - med denne ring. Et smil sitrede i hendes mundvige, og i sekunder havde hun tilsyneladende glemt alt om at det faktisk var en mission de var på, og at det ikke var hende selv der legede med et våben - heldigvis gjorde hun intet dumt eller utilregneligt der ikke ville passe ind i hendes ellers så rolige og muntre karakter, som det ellers var lykkes hende at passe overraskende godt i, når man tænkte på hendes natur.
Hun snurrede omkring da den fremmede mandestemme brød hendes koncentration, og den bratte opvækning trak hende tilbage i rollen - så et stort smil bredte sig på hendes læber, og nåede imponerende nok hendes øjne. Hendes læber skiltes for at besvare mandens spørgsmål, men Sean kom hende i forkøbet med sin besvarelse, og som den gode kone hun var - Dybt suk - så lød hun ham tale.
Delilahs smil var ikke blevet mindre, da han forklarede at han var chef for afdelingen. Med en elegant bevægelse lagde hun blidt pistolen ned ved dværgen - der endnu ikke havde løftet blikket og set på dem - og bemærkede hvordan formen efter hendes hånd forsvandt i samme sekund hun slap den. Bemærkelsesværdigt, det måtte man sige.
"I laver nogle vældig specielle våben her. De ser så simple ud, men er alligevel så værdifulde. Det er fantastisk."
Manden sendte hende et muntert smil, og nikkede som et tak til hendes kompliment, inden han præsenterede sig selv for dem. Darkly? Wow .. Var hun virkelig den eneste der så en lille bitte pink fe svæve omkring, skinnende og glimtende i guldstøv og enhjørningepis? Ja? Hun havde også et lidt specielt sind på det punkt.
Delilah rakte hånden frem for at sige goddag, på samme måde som Sean, og som hun altid havde gjort, men han fangede hendes hånd og førte den op til læberne istedet for. I virkeligheden havde hun lyst til at rive hånden til sig i overraskelse, og spørge hvorfor fanden han lavede sådanne billige tricks på hende, mens hun tog sig i det, og sendte ham et charmerende smil henover hånden.
Og efter nogle få sætninger fra både Seans og Mr. Darklys læber, så var han væk.

Så snart de var blevet ført tilbage til deres lejlighed, og vagten havde lukket døren bag dem, snurrede Delilah rundt og sendte Sean et smil - stadig i rollen, grundet den overvågelse hun ikke tvivlede på var herinde.
"Robert, vil du ikke lige komme med mig ud på badeværelset?"
Smilet på hendes læber var frækt, selvom hun selvfølgelig ikke havde nogle intentioner om at have sex med ham. Overhovedet! Men hun satsede på at badeværelset var et af de steder de ikke havde overvåget, og Sean og hende selv havde brug for at få lavet en eller anden form for plan.
Om han svarede eller ej, hun greb fat i hans hånd, med noget sensuelt dansende i blikket - noget hendes race påkrævede at hun var dygtig til at fake - og trak ham(hvis muligt) ind på badeværelset, hvor hun lukkede døren, med en langsom bevægelse.
Så snart de var derinde, slap hun dog hans hånd, og gik på knæ for at rode i diverse skuffer og skabe, som ledte hun efter noget meget bestemt - overvågning, men hvis man ikke vidste det, ville man nærmere tro(når man samtidig så hendes bevægelser og kropsholdning), at hun ledte efter en eller anden form for .. legetøj.
Så snart lokalet var sikret for alle former for overvågning, rejste hun sig lydløst, og fandt et stykke papir og et skriveredskab frem fra en taske hun havde stående derinde. Med hurtige bevægelser fik hun skrevet en besked, med en overraskende smuk, elegant håndskrift der syntes mere værdig til en dronning, end til en fattig lejemorder med et grimt sprog.
Så snart ordene var skrevet, skubbede hun papiret lydløst hen til Sean, sammen med skriveredskabet - og havde selvfølgelig hele tiden bevæget sig på en måde, så man - hvis man ikke kunne se hvad der foregik - godt kunne tro de havde gang i noget.
På papiret stod denne besked:

Hvad gør vi? Det må være vigtigt at komme ind i den sikrede zone, men hvordan - hvis vi samtidig skal opretholde vores dække.
Derudover skal vi hurtigst muligt have udført arbejdet, og selvom ingen af os vil, så er vi nødt til at samarbejde på det punkt. Derfor er vi nødt til at lægge en plan til hvordan vi skal udføre det, så vi ikke ender med at gøre noget der vil ødelægge det for begge. Nogle forslag?

P.S.
Jeg kværker dig hvis du fucker det her op.

/ /OOC: Skal jeg også skrive teksten til dig i ikke-Delilahs-håndskrift, eller kan du læse det? xD

/Hvorfor skulle jeg ikke kunne læse det? Det fylder halvdelen af skærmen! xD//

Sean gik afslappet med tilbage til rummet. Han lod kort blikket glide rundt i rummet, på de blomsterblade der endnu flød visse steder og lysene der var brændt ned. Havde de virkelig bare efterladt dem? Hvor uforsvarligt! Men pyt, det var jo ikke fordi særlig meget i rummet var lavet af træ. Han nåede ikke at overvejede hvad han så ville, før Delilah lagde op til sex. Han viste med det samme at hun ville noget helt andet. Ganske enkelt fordi det var Delilah og sex var det sidste de skulle have. Hun ville hellere kløves på langs...Hvad han ellers sagtens kunne arrangerer.
Han fulgte med, med et drillende smil og lignede en der viste hvad der ventede ham. Hans hånd gled ømt over hendes, som om han allerede havde de mest frækkeste tanker. Dette var dog helt almindelig skuespil: Nok det skuespil han var bedst til.

Ude på badeværelset, som var overraskende stort, lod han blikket glide over omgivelserne, mens Delilah hurtigt søgte skuffer og skabe igennem. Han smed selv sin T-shirt, som om han forventede der skulle ske lidt mere og ikke ville have tøjet var i vejen. Han lod uskyldigt T-shirten lande på gulvet og stod i bar overkrop. Muskuløs, arret. Tiltrækkende for almindelige kvinder. En simpel ting han ikke var sikker på virkede på Del, som sikkert var van til alle slags overkroppe.
Han lod blikket glide over hende, og stod næsten hen over hende, da hun hurtigt skrev sin besked, som om de hviskede eller kyssede hinanden.
Han tog papiret og læste det lynhurtigt, uden problemer med at læse hendes snirklede håndskrift.
Han smilte svagt, som om der stod noget frækt og vendte papiret op, kun for at skrive et svar i en mindst lige så fin skrift.

"Vi manipulerer vores vej ind, en ting vi begge burde være verdensmestre ting. Vi viser dem de kan stole på os. Vi gør os gode venner med de rigtige personer og leger lykkeligt par. Ind skal vi nok komme, til sidst. Jeg tror det, der er derinde, er vores sande opgave. Åh ja, og det er selvfølgelig vigtigt du charmere dig ind på chefen for afdelingen, der er der hemmelighederne gemmer sig. Men uden at gøre noget dumt.

Han slap let papiret og smed sine sko og strømper, kun for at åbne sine bukser. Han så lidt på hende med et drillende smil, men for at bevise hende om at han ikke havde tænkt sig at voldtage hende, gik han over til badekarret og tændte for vandet. Et varmt bad var en god måde at tænke over situationen over og de måtte hellere lade som om de var hjemme.

// OOC: Ja, fordi jeg gjorde den enorm skrift da den ellers var sindssygt mini .. Tænkte nu mere fordi skriften er lidt fucked up xD

Delilah var ikke et sekund påvirket af hverken hans kærlige berøringer, eller den måde han tydeligt så ud til at forvente sex - de var samme race, og hun vidste derfor præcis hvordan han gjorde som han gjorde nu. Selv var hun også dygtig til netop det skuespil, der involverede at ligne en der var tændt eller havde lyst til nogle former for sex(eller kunne lide det, når hun skulle spise og fyren var for langsom i optrækket).
Ligesom hun heller ikke synes synderligt chokeret over at han havde smidt trøjen. Hvis det havde været den omvendte situation, og han havde ledt rundt imens hun blot havde stået, havde hun nok lavet samme træk. Selvom det måske ville virke overraskende da hun havde absolut ingen intention om rent faktisk at have nogle former for intimt samvær med ham, så havde Delilah heller ikke blufærdig på samme måde som de fleste andre, så hun havde aldrig forstået hvorfor folk var så super overraskede over at hun uden problemer kunne smide tøjet foran andre - uden at være det mindste påvirket. Eller have lyst til sex.
Hendes fingre kæmpede indædt for at få lov til at tromme utålmodigt i bordet da han skrev, men hun fik kæmpet sig væk fra trangen. Dog fik hun hurtigt fat i papiret da han var færdigt, og hendes grønbrune øjne gled hastigt henover papiret for at opsnappe ordene der stod skrevet på dem i en rasende fart.
Så snart hun havde opsnappet ordene, fik hun fat i skriveredskabet og lod et kort svar blive skrevet ned på papiret:

Vi har ikke alverdens tid, så vi må bare 'manipulere' hurtigt. Og hvis du hentyder til at jeg skal knalde chefen, så håber jeg fandme ikke du mener den sleske fyr fra før!

Der var ikke rigtigt mere plads da hun havde fået skriblet de sidste ord, så hvis han ville besvare det, måtte han enten finde mere papir eller en alternativ måde at besvare hende på. Det vidste hun tilsyneladende godt, for hun lagde tydeligt op til at samtalen var slut.
Selvom hun ikke havde virket det mindste overrasket over hverken da han smed trøjen, skoene eller strømperne, så flakkede der alligevet et svagt glimt af overraskelse igennem hendes blik da han knappede bukserne op. Igen, ikke fordi hun troede de skulle have sex(hun vidste udemærket at følelserne om aldrig nogensinde at gøre det var gensidige), men fordi hun ikke helt vidste hvordan han ville sno sig uden om at skulle gøre det, hvis han faktisk strippede helt ned.
Hun tøvede let, usikker på om han mente hun skulle med i badet, eller om hun skulle sidde herinde til han var færdig, så de kunne gå ud sammen uden at virke mistænkelige. Hun stod nogle sekunder lidt halvakavet - ikke fordi han praktisk talt var nøgen, men fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hvilken var en utroligt ny følelse for hende.

// OOC: Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, men forhåbentligt kan du få noget ud af det her xD

En let damp steg op fra det varme vand, da han også tændte for den kolde hane. Ikke alle steder havde indlagt vand, men selvfølgelig havde de det her. Dette var et af de mest top tekniske steder han nogensinde havde set. Ud over jorden, altså. Han fandt noget sæbe frem i en af hylderne og et håndklæde, begge ting lagde han parat så han ville kunne nå det, når han sad i badekarret. undervejs tog han sedlen fra Del og læste den. Det skete i sådan en flydende bevægelse, at for et utrænet øje lignede det mere han kærtegnede hendes hånd og vendte ryggen til hende bagefter for at give badet sin opmærksomhed. Han lod nogle fingre glide ned i vandet og bølge lidt frem og tilbage for at bestemme temperaturen. Han krøllede papiret sammen. Han skulle nok destruerer det. Selv om han havde sådan en stor lyst til at give hende svar på tiltale, forholdt han sig dog stille.
"Jeg er lidt træt..." han sagde det kun i tilfælde af der endnu skulle være mikrofon ude på badeværelset...Selv om han ikke håbede det for dem selv.
"...Og har lyst til et varmt bad. Du er selvfølgelig altid velkommen til at hoppe i sammen med mig, men hvis du hellere vil pakke ud og slappe af oven på din rejse, forstår jeg det godt, elskede" Undervejs sendte han hende et drillende smil, der fortalte han udmærket viste at hun ikke selv viste hvad hun skulle gøre ved sig selv.
"Vi kan altid...Fortsætte senere" Bare lidt guf, til hvis nogen lyttede, så de faktisk troede de havde hygget sig lidt ude på toilettet. i virkeligheden kunne den lige så godt betyde de kunne fortsætte samtalen senere. Han vendte udfordrende ryggen til hende og gjorde tegn til også at ville smide sine underbukser. Så måtte hun blive eller lade være.

/Fair //

Hendes læber kæmpede imod hende, for at få lov til at sende ham et taknemmeligt smil, da han - selvfølgeligt uden at sige det direkte - fortalte hende hvad hun skulle gøre. Hun tillod dem ikke at bevæge sig, ud over de ord der kort efter passerede hendes læber, som svar på den lange sætning der havde passeret hans læber.
"Jeg ville elske at være i det varme vand med dig, men det har været en lang dag. Jeg vil smutte i seng, men du er velkommen til at komme ind til mig når du er færdig. Så kan vi altid færdiggøre det der."
Selvom stemmen havde en let fræk kant, så lynede hendes øjne af en tydelig besked; Jeg flår tungen ud på dig hvis du gør det!. Efterfølgende selvfølgelig, da alt andet ville afsløre deres cover. Dog vidste hun udemærket at der var en minimal chance for at han kunne finde på det, da han havde præcis lige så lidt lyst til at røre hende nogle intime steder som hun havde ved ham.
Delilah havde suget sjælen ud på utroligt klamme mænd via sex, men hun kunne ikke udstå tanken om sex ved Sean. Ikke fordi hun tvivlede på at det sikkert ville være fantastisk sex, eller fordi han ikke så godt ud - han var en incubus for Guds skyld, selvfølgelig var han super lækker! - men bare tanken om det gav hende en svag kvalme. Gad vide hvorfor egentligt ..? Nok fordi han valgte at myrde menneskebørn foran hende. Og nu hvor hun selv havde født, så virkede det langt værre end det havde gjort den gang - hvor det stadig havde været forfærdeligt for hende.
Med et svagt, ironisk smil på hendes læber, snurrede hun omkring og forsvandt ud af døren, uden at virke det mindste interesseret i hvad han gemte under det sidste lag tøj. Døren smækkede dog ikke bag hende, men lukkede derimod roligt i.
Med hurtige bevægelser fik hun krænget kjolen af, og selvom hun faktisk ikke normalt gjorde det, gled hun ned imellem sengens tunge dyner iført undertøj. Hendes øjne gled i, og hendes tanker gled tilbage til før hun var taget af sted den dag.

//OOC: Hvis du nu lige laver badet færdig og får ham i seng, så skal jeg nok lave et tidspring så vi ikke behøver at emne os igennem en super lang periode hvor der ikke sker noget!^^

/Fair//

Han smilte let til hende og sendte hende et smil, som ikke var til at læse. Mest af alt drillede det Del, udfordrede hende, påstod at han godt kunne finde på at drille hende...Senere. Igen. Men det kunne også tolkes til at han da slet ikke havde sådan noget i tankerne. Han fik smidt det sidste tøj og begav sig ned i badekarret, nød det varme vand der omsluttede ham. Tog en klud og vaskede sig.
Efter at have gjort sig ren, lænede han sig tilbage og lukkede øjnene lidt. Slappede af i alle muskler. Han havde brug for at slappe af og det var først nu det gik op for ham hvor træt han egentlig var, over dette konstante spil og at hele tiden være så opmærksom på det hele. Til sidst fik han dog hevet sig op af vandet igen, tørrede sig og løftede proppen, så vandet kunne skylle ud. Det var først da han var tør, det gik op for ham han intet rent tøj havde taget med herud. Med et svagt smil viklede han et håndklæde om lænden og begav sig ud fra badeværelset...Og ind i soveværelset. Del der lå afslappet i sengen fik ham bare til at smile lidt mere. Han åbnede skabet og trak nogle rene underbukser frem. Ude på badeværelset hev ham dem på. Resten blev smidt til vask i en kurv. Han viste stedet tilbød at rengøre og vaske deres tøj, de skulle bare smide det i kurven. Han lod kort en hånd glide igennem håret, smed håndklædet ned i kurven også, før han gik ind i soveværelset igen. Tog den anden side af sengen, hvor han stille lagde sig, for ikke at vække hende.
Søvnen kom ikke let. I noget tid lå han bare og stirrede op i loftet, mens han tænkte for sig selv, før han endelig gled om på siden, med ryggen mod Del, og faldt i søvn. Uden at tænke på at kysse sin "elskede" godnat.

Varmen for dynen omsluttede hendes krop, og sev ned i hvert lag af hendes krop. Der var en underlig tryghed i denne varme, og mest af alt havde hun lyst til at krybe dybere ned i dynens tyngde og forblive i denne lille bobbel af forestillet tryghed og komfort. Heldigvis var Delilah utroligt praktisk anlagt, så der gik ikke længe før hun var rullet ud af dynerne, og var blevet trukket ud i luften der omringede sengen. Den luft der syntes iskold efter dynernes varme, og som spredte gåsehud ud over hele hendes næsten nøgne krop.
Lingeri prydede nemlig endnu hendes krop, via en tynd natkjole der knap dækkede de mere private dele af hendes krop, og falgrede i gennemsigtighed - men under havde hun dog fundet både trusser og BH frem, så hun dækkede sig. Ikke fordi hun ville have problemer med andet, da blufærdighed ikke eksisterede i hendes verden, men fordi det virkede mest passende til Faith. Nu lod hun blot de grønbrune øjne glide hen over lokalets indhold, som hun for længst havde vænnet sig til.
Hendes blik strejfede Sean, og siden hun efterhånden var så vant til rollen af Faith, fik hun automatisk et lettere kærligt skær i øjnene, da hendes blik strejfede ham. Den smalle vielsesring sad konstant på hendes ringefinger, og hun havde vænnet sig til den. Hun havde vænnet sig til hele situationen. Hvilket i sig selv var lettere sært, men hun tilpassede sig hurtigt og nemt til de fleste situationer normalt, så ...
Længere i sine tanker nåede hun ikke at bevæge sig, før en hård hamren bankede igennem lokalet, og døren fløj op over kraften bag slaget. Det gav et sæt i hele hendes krop, og hun måtte virkelig bevidst bekæmpe trangen til at få fat i det nærmeste der kunne bruges som et våben. Forskrækkelsen behøvede hun dog ikke fake, da døren blev revet af sine hængsler og bragede ned på jorden i et kæmpe spektakel.
"Du skal ikke banke så hårdt på, din idiot!"
En spinkel, rasende stemme sivede igennem stilheden, og der hørtes et svagt bump. En lidt mørkere stemme mumlede et eller andet, og et suk kom igennem lejligheden. Delilah fik hurtigt fat i en slå-om kjole som hun hurtigt wrappede omkring sig, så natkjolen ikke stod så tydeligt. Med faste skridt var hun ude i entréen og betragtede lettere overrasket en dværg der stod og skældte på en lidt større mand, hvis kinder blussede rødt som han forsøgte at banke døren tilbage på sine hængsler med vold.
Hun sendte dem et smil, men de syntes ikke at have bemærket hende.
"Her, nu skal jeg sætte den fast."
Delilahs lejlighed var utroligt smadret, så der var der ingen nyhed over døre der konstant faldt af hængslerne. Derfor greb hun praktisk fat i døren, svingede hængslerne frem og pressede døren ned over hængslerne med ét hurtig, elegant bevægelse der tydelig viste hun ofte gjorde noget som dette. De to mænd stod lettere overrasket og betragtede hende. Så snart det var gjort, snurrede hun omkring og sendte dem endnu et smil, som de nu bemærkede - da de begge stod og stirrede på hende.
.. Hun havde da fået lukket kjolen, right? For som de stod nu, virkede det lidt som om hun ikke havde .. Diskret tjekkede hun med en finger, og kom frem til at hun havde fået lukket den.
"Vi er her fordi chefen gerne vil snakke med jer to .. Så .. Øh, ja. Undskyld det med døren."
Hvis Sean var kommet ud til dem, havde det sidste været henvendt til ham.
"Så hvis i nu .. Æh, kommer i tøjet eller hvad man siger .. Såøh, så venter vi bare her ja."

Sean havde sovet dybt den nat. Det havde taget ham tid at vænne sig til at sove hos fjenden, men nu, efter et par uger, var han endelig begyndt at sove igennem, uden at vågne alt for let og uden sære drømme, som han hver morgen håbede Del ikke havde mærket noget til. Dog havde han ikke set nogle tegn omkring det, hos hende, og det beroligede ham. Selv var han også faldet godt til i rollen som ægtemand. Han fandt det helt naturligt at holde døren for hende, at kysse hende på kinden når de var blandt andre og at kalde hende skat eller engel.
Han drejede sig, stadig halvt i søvn da han havde været sent oppe for at tjekke nogle dværge, som havde lavet rod i deres arbejde, kun for at opdage sengen var varm...Men tom. Det tog ham kun enkelte sekunder at registrerer Del dog stod i rummet stadigvæk, nydeligt klædt i en let natkjole som afslørede netop nok til at vække hans mandelige instinkter, da der lød et brag.

Man skulle tro nogen havde stukket Sean i røven. Han nærmest sprang op af sengen, stort set samtidig som hans hjerte forlod sin plads og tog ophold i hans hals. I hans højre hånd hvilede en lille dolk, nydelig og skinnende, af det pureste sølv med undtagelse af skaftet, hvor Sean kunne holde dolken uden selv at opleve smerter ved det. Et nydeligt mønster af blomster og sære tegn prydede dolken. Selv om man havde vænnet sig til en rolle, kunne man ikke helt afskrive visse...vaner og reflekser, man havde tillært sig. Hans første tanke var de var blevet opdaget og at nu skulle de kæmpe for deres liv og for at komme ud herfra. Han var kun klædt i bokseshorts.
Del fik hurtigt viklet noget tøj om sig, men selv tog han sig ikke den frihed, da han fulgte efter hende ud i entreen. Dem der var der, sendte han et hårdt blik. Han var stadig ikke helt sikker på situationen. Del fik sat døren på plads med snilde og dværgen og manden opdagede endelig også ham. Han skjulte erfarent kniven bag sin arm, da han hurtigt snurrede den rundt, bare for at overbevise dem om at han ikke længere tænkte på at sprætte dem op. Var det så sært at en, der arbejder med våben, selv skulle gemme et? Han lod hånden glide igennem håret og uden et ord forsvandt han ind i soveværelset. Han gemte sin kniv væk under hovedpuden igen, før han trak i nogle praktiske bukser og en sort skjorte, som sad en smule stramt og viste hans muskuløse overkrop frem. Han trak nogle sokker og sko på. Redte kort håret igennem, bare så det ikke strittede for slemt.
Hvad ville cheffen dem? Var de virkelig blevet opdaget? Nej, så havde der stået en række af vagter for at vente på dem. Måske var det et snak om arbejdet. Højst sandsynligt.
Han gik ud til deres nye gæster og ventede på Del, så de kunne gå.

Med små skridt kom hun hurtigt over på siden af Sean, endnu imens den lave mand talte færdigt, som om hun ønskede at stå ved hans side. I dette tilfælde ønskede hun faktisk at stå ved hans side, i forhold til at stå imellem de mænd hun endnu ikke var sikker på. Automatisk lagde hun en hånd imod hans arm da hun kom over på siden af ham, uden faktisk at tænke over det. Det gjorde hun ikke rigtigt længere. Hendes læber formede sig til et svagt smil i retning af de to mænd, der endnu stod halvforlegne og forsøgte at finde et punkt i rummet, hvorpå de kunne fokusere uden at det virkede underligt.
Og så var Delilah forsvundet tilbage i soveværelset, hvor hun uden videre begyndte at kravle ud af wrap-om-kjolen, og fik krænget natkjolen af ligeledes med hurtige bevægelser. Om Sean var i lokalet eller ej, betød ikke så forfærdeligt meget for hende. Så snart natkjolen havde ramt gulvets overflade, fik hun fat i en ny kjole. Det var længe siden hun havde gået i bukser, fordi Delilah ikke selv havde fået lov at pakke taskerne - arbejdsgiverne havde bestemt hvad der skulle med, og de mente at kjoler var lige sagen. Heldigvis havde de ikke stoppet lange kjoler derned, for dén form for bevægelsesfrihed kunne hun ikke håndtere.
Kjolen blev lynet op i siden, da ryggen svang dybt ned og skabte en buet åbning i ryggen, der viste et stort stykke af hendes hud. Ved taljen fandt stoffet sammen igen, og flød så dansende og løst ned om hendes hofter og lår med næsten svajende bevægelser, som en flod der bugtede sig. Toppen var stram om hendes barm, og hun vidste udemærket godt at den fremhævede den tydeligt, ligesom den stramme talje fremhævede de former der alligevel blev skjult blot en smule. Hun hoppede i et par mørke stiletter der passede til den dybrøde kjole, og fik kørt en børste igennem det ellers viltre hår før hun igen stod ude i entreen.
Med et svagt smil til de tre ventende mænd, fik hun sat de to ankommende igang med at åbne døren og ivrigt pege.
"Denne vej!"

Deres skridt havde givet genlyd igennem gangene længe nu, og Delilah havde fuldstændigt mistet stedssansen for hvor fanden de befandt sig. Mændene havde småskændtes hele vejen, men det interesserede hun sig ikke videre for. Til sidst stoppede de dog pludseligt op, så synkront at man skulle tro de gik ind i en mur - og så pludseligt at Delilah nær stødte ind i den mindre af dem. De vendte sig begge imod væggen, med store smil påklistret deres ansigter. Med et svagt hævet øjenbryn, vendte Delilah sig ligeledes imod væggen, for at tjekke om der var noget specielt ved lige netop denne væg.
Netop som hendes blik undersøgende gled over væggen, kom en stor trædør til syne. Det så fuldstændigt ud som om den havde været der hele tiden, men hun bare først havde bemærket den, når hun så godt efter. Men den var svær at overse - måske dobbelt så høj som hende, og langt breddere. Port var måske et mere passende ord. Den største af de to trådte frem, og rørte lige netop portens træ(et håndtag var der ingen af), og så gled porten åben med én lang smidig bevægelse.
"Peter og Jules, vær så venlig at blive ude. Faith og Robert, vær så venlig at træde ind."
De to mænd så lettere skuffet ud, men trådte et skridt tilbage da den mørke stemme rungede ud fra portens åbning. Delilah tøvede kun et enkelt sekund, før hun med svajende hofter forsvandt ind i den mørke åbning.

Først efter man var gået ind i et rum der syntes sort, blev det lyst. Der var en form for hinde af mørke, og så snart man trådte igennem den, var hele rummet foran ens blik til at beskue. Det var faktisk ikke et særligt stor lokale igen, men det var alligevel stor nok til at rumme 20 mænd, hvis blik alle var rettet imod Sean og Del da de kom ind i lokalet. For enden sad en slank  mand, med et overraskende tykt ansigt og et udtryk i ansigtet, der syntes mere slesk end venligt - selvom han så ud som om han forsøgte at virke venlig.
"Velkommen. Sæt jer, vi skal lige til at begynde!"
Han klappede på de to stole. Der var en ved hver side af ham, begge med bløde sæder og stejle rygge. Alle mændene i lokalet syntes ældgamle, og kun enkelte var slanke ligesom manden der havde talt. Resten havde mere fedt på kroppen, end Del havde troet var muligt. Delilah gled ned på stolen til venstre for ham, og sendte ham et svagt smil. Så snart Sean havde fulgt trop, vendte han sig lige frem så han kunne betragte hver eneste ældgamle mand i lokalet.
"Hvad dette møde skal handle om, er en ny situation vi er kommet i. Vi har for nyligt fået oplysninger om at der kan være spioner iblandt vores medarbejdere. Det er vigtigt at ingen her siger dette videre, da det er vigtigt at spioner ikke får en mulighed for at få dette at vide!"
Hans hårde blik fandt hver enkelt i rummet, inden han fortsatte snakken.
"Jeg har inviteret vores våbeneksperter herind, fordi jeg tror de kan hjælpe os med dette. Vi vil udvikle et våben, gerne en form for gas, og når et væsen indtager det, vil det være en form for sandhedsserum. Jeg vil dog høre vores eksperters mening om dette."
Han vendte sig, og lagde blikket imod Sean.

Han fulgte med disse to mænd, med Del ved sin side, hvilket var blevet helt naturligt nu. Han viste ikke helt hvad de skulle, mange muligheder gled igennem hans hoved, mens han prøvede at forberede sig til hvad som helst. Han var dog bange for at virke lidt for anspændt og lavede en vejrtræknings øvelse for sig selv, hans skuldre gled afslappet ned igen. Et lidt mere roligt smil gled over ham, mens de gik. Han prøvede at huske vejen de gik, han kunne trods alt dem omkring deres lejlighed og arbejdsstation, men til sidst blev det noget nær umuligt. Han smilte af mændenes små skænderier, mens han gik og lyttede til dem. Hvad der var af forskel mellem Del og ham, var netop hvad der var værd at lytte til. Sena lyttede til alt han kunne, alt kunne indeholde oplysninger til senere. Dog diskuterede de mest vejen, samt hvad der smagte bedst. Stegt and eller stegt kalkun.
Endelig stoppede de op hvad der for Sean først virkede sært. Men så dukkede den store dør op, midt i det hele og han kunne ikke lade være med at beundre det: Sådan ville det være svært for folk både at finde rummet og derefter lytte eller snige sig ind. Smart.
Han trådte ind efter sin kone, uden at give de to mænd et blik. Han nikkede venligt ud i rummet som en hilsen, før han afslappet gik over til den ene stol og satte sig i den, ganske som var han van til at sidde der hele dagen. Og hvorfor skulle han ikke virke afslappet? Hvis de havde opdaget dem, var de ikke blevet bedt om at sidde ved siden af chefen.

Han foldede sine hænder og lod sit mørke blik glide over forsamlingen, for at lære folks ansigter at kende, før han så mod chefen ved siden af sig. I et øjeblik truede hans hjerte med at gå i stå, da der blev nævnt spioner, men han huskede sig selv på at hvis de var blevet opdaget, ville de ikke sidde her. Vel?
Hans mening blev meget snart krævet. Han smilte let til dem, mens han foregav at tænke lidt over forslaget, som om forsamlingen gjorde ham mere betænksom over sine svar. Hvad de også gjorde...For denne gas ville ødelægge det hele, medmindre de fik lov til at arbejde med den, ødelægge den eller ændre den så den ikke virkede på dem. Hvad som helst.
Han lyste op i et roligt smil.
"Hvilken fantastisk ide, Sir!" svarede han og lænede sig lidt frem i stolen.
"Det vil være en besværlig formel, der er visse variabler der skal holdes stabile under det hele, men jeg tror vi allerede inden for et par uger kan levere den første flaske gas. Dog bliver det lidt småkrydret..." han så undskyldende rundt, som om han havde medlidenhed med dem. Han viste deres liv handlede om penge.
"...Da vi får brug selve sandhedseliksiren, som vi under de rigtige temperaturer vil lave til gas..." han holdt sine hænder teatralsk op.
"Beklager. I har ikke tid til at høre hver en detalje formoder jeg. For at gøre det kort. Med min kones hjælp vil vi kunne lave det" nikkede han og lænede sig lidt tilbage igen, for at vise han var færdig.
"ikke sandt, min elskede?" smilte han og gav Del lov til at komme med sine ideer.

Delilahs blik hvilede på Sean, imens han snakkede. Hendes tanker snurrede i et forsøg på at slippe ud af denne her, på en måde der sørgede for at Sean og hende selv ikke behøvede at tale sandheden, og dermed blive afsløret som spionerne. Et svagt smil sad automatisk påklistret til hendes ansigt, og fik hele hendes krop til at få en lettere munter glød, selvom der i virkeligheden intet muntert var over hendes tanker på dette tidspunkt.
Pludselig blev hendes tanker dog ført fuldstændigt af sporet, endnu imens Sean talte. Fra den side hvor en af de gamle mænd sad, mærkede hun en hånd der langsomt sneg sig op af hendes nøgne ben, og selvom hun ikke viste det, sad overraskelsen faktisk dybt i hende. Hun burde have set det komme, men hun havde været for optaget af lidt vigtigere ting end gamle klamme mænd. De halvfede fingre nussede hendes knæ i nogle sekunder, imens hun hårdt forsøgte at ignorere det og koncentrere sig om hvad Sean sagde.
Hun havde kunnet koncentrere sig nok om Seans ord, til at høre da han henvendte sig til hende, og hvis man kendte hende godt nok, ville man kunne se det svagt taknemmelige glimt der flakkede igennem hendes blik. Med en "tilfældig" bevægelse lagde hun det ben manden nussede hen over det andet, sådan han var nød til at læne sig tættere på for at nusse videre på hendes knæ, og så ville han blive afsløret.
"Lige præcis, skat. Desuden tænker jeg at ingen i dette rum er interesseret i at blive påvirket af denne gas, så hvis vi kunne sørge for at det ikke påvirkede nogle i dett..."
Hendes sætning stoppede pludseligt, da manden havde opdaget at han ikke kunne nusse hendes knæ, og havde valgt - i stedet for at blive afsløret - at rykke hånden op og nusse toppen af hendes lår, siden han ikke behøvede at læne sig imod siden for at kunne nå der. For fanden!
"Øh .. Såeh .. Hvad var jeg ved at sige? Åh, ja - hvis vi kunne sørge for at det ikke påvirkede nogle i dette rum, så denne administration ikke rendte rundt efterfølgende og afslørede personlige hemmeligheder og firmaets hemmeligheder, så ville det vel være positivt, ikke sandt? Naturligvis kun hvis i stoler på os."
Hun sendte chefen et stort smil, som for at vise at den sidste sætning var ment i sjov - men hun var faktisk nysgerrig på om han stolede på dem. Han nikkede med et stort smil, da han bekræftede det, og stadig 'var med på joken'. Han virkede interesseret i hendes forslag, hvilket var fantastisk, fordi Sean og hende i så fald ikke ville blive påvirket af gassen.
Manden ved hendes side var begyndt at lade fingrene glide længere op, og der var snart ikke flere centimeter før han nåede op under hendes kjole. Med en hurtig bevægelse skiftede hun ben, så det ben der før var øverst nu lå nederst, og det ben der før var nederst nu hvilede øverst. Det tvang ham til at fjerne hånden midlertidigt.
"Og så er der naturligvis også nødt til at være en eller anden form for afspærring, så medarbejderne ikke går ud og afslører firmahemmeligheder umiddelbart efter, imens gassen stadig virker. Men det har I naturligvis styr på."
Hun smilede svagt og fortsatte sætningen, munter over den frihed hun havde fra mandens hånd der forsøgte at gå på opdagelse.
"Men naturligvis vil Robert og jeg ..."
Igen nåede hun ikke længere før manden helt simpelt begyndte at gå på opdagelse op ad hendes andet ben. Han var tydeligvis ligeglad med at hun havde afvist ham nu to-tre gange, og vidste at hun ikke kunne gøre noget hvis hun ville beholde jobbet. Og det var hun nødt til.
"Øh .. Ikke sandt, Robert?"
Hun havde glemt hun var gået igang med en sætning, og skyndte sig at smide bolden over til Sean, fordi hun var nødt til at fokusere på hvordan hun fik manden væk. Chefen havde lagt nogle tegninger på bordet, og skubbede dem over til Sean, da han godt havde opfanget af Delilah var lettere distraheret.

Sean lyttede interesseret til hvad Del mon havde at sige om dette. Han håbede hun fangede ideen om at de ville forhindre den i at virke rigtig på dem...Og det gjorde hun, omend ikke helt som han selv havde tænkt. Dog stadig som en god ide og ikke en ide der ville ødelægge den plan han selv havde haft i tankerne. I princippet regnede han ikke med det blev alt for kompliceret at lave denne gas. Det komplicerede lå i at undgå de selv blev udsat for den. De måtte tage alle sikkerhedsregler her...For det gjaldt deres liv. Han opdagede godt at hans kone blev distraheret, hvilket på ingen måde mindede om hende...Først et øjeblik fik han lagt to og to sammen, da det virkede som om Del ubevidst, måske bevidst, hældede lidt væk fra manden ved siden af sig, og tættere på chefen. Han sendte manden ved siden af Del et dødeligt blik. Et giftigt blik der truede med at dræbe manden på stedet, hvis han ikke fik grabberne væk fra hans territorium...
Dette tog hans opmærksomhed og han formåede kun lige at høre efter, med et halvt øre og huskede heldigvis at reagerer da hun kastede bolden videre og chefen tildelte ham nogle tegninger. Han lænede sig afslappet ind over bordet og tog tegningerne og nær-studerede dem. Chefen sagde nogle småting og hans mænd svarede. De diskuterede en eller anden lille ting, mens Sean fik set tegningerne færdig. Til sidst hævede Sean hovedet med et lille smil der, mod forventning, overraskende nok fik folk til at tie stille.
"Disse tegninger er gode. Dog har jeg personligt nogle små ændringer, som jeg tror ville være gode. Disse..." han havde delt tegningerne i to.
"...Er dem over projektet og disse..." den anden bunke
"...Er jo over sikkerheden her, for gassen. En kammer. Et gaskammer. Beklager, det lyder så voldsomt, men det er nemmere at holde gassen et sted og sende folk ind igennem det rum, for bagefter at komme ud i et rum hvor de kan blive afhørt...End til et helt sted. Desuden vil det ikke tiltrække opmærksomhed. Vi skal prøve at gøre gassen så lugtløs som muligt og ellers kan i sige det er en...Luftfrisker" han smilte let og så på chefen.
"Dette er selvfølgelig grundlæggende den ide I havde fundet på. Bare husk for god udluftning bagefter. Lufttætte vinduer og døre. I skulle måske overveje at installere dobbeltdøre, bare for en sikkerhedsskyld" han lænede sig tilbage igen. Chefen smilte let.
"Dette var tanken. Jeg er glad for De er enig."
Sean nikkede let til dette.
"Jeg vil diskuterer de sidste tekniske detaljer med min kone, når vi er mere...Alene" smilte han overbevisende.
"Hvordan undgår vi at den...Hvis den skulle slippe fri, ikke rammer os?" spurgte en mand lidt længere nede af bordet. Sean så hen mod ham.
"Med jeres tilladelse vil jeg gerne bede om et enkelt hår fra jer. Bare et enkelt. Der findes måder at...få den til at genkende folk og få den til ikke at virke..."
"Mener du som magi?" udbrød en ung kvinde, som pludselig lænede sig frem. Sean sendte hende et charmerende smil.
"For nogen vil det nok blive forklaret sådan. Jeg kan dog garanterer det er ren og garantisikker videnskab. Den nyeste, faktisk" han så tilbage på chefen.
For det skulle være sandt, var der ingen måde at gøre det på. Ikke en han viste, i hvert fald. Han ville bare have håret til senere, måske kunne det blive nyttigt. Angående gassen, måtte han bare sørge for at de rum, disse mennesker ville opbevare sig i, ikke blev udsat for gassen. Primært ved kun at have gassen i et rum.
"Har du nogen tilføjelser, skat? Eller har du det dårligt? De må undskylde min kone..." han så hen på chefen med et lille smil.
"...Hun har været lidt sløj i dag, hvilket kan ske for selv den bedste. Lidt hvile og hun er frisk igen, stol på det" chefen nikkede uden at kommenterer det. Sean gik ud fra Del hellere ville have dette dække, i stedet for at skulle indrømme hun blev distraheret af en gramsende mand.

Delilah bemærkede ikke blikket Sean sendte manden - faktisk opdagede hun ikke engang at Sean havde bemærket det. Halvdelen af hende var fokuseret på hvordan hun skulle komme væk fra manden hvis fingre langsomt krøb op af hendes ben, på jagt efter indersiden af hendes undertøj, imens den anden halvdel af hende var fokuseret på at skjule hvad den første halvdel var fokuseret på, og samtidig fokusere på hvad der blev snakket om.
Det var fandens meget at fokusere på, på én gang. Derfor gik det også forholdsvist galt en gang i mellem, og hun skippede nogle fraser der kom omkring denne gas som faktisk var yderst vigtig for hende. Dog havde hun for længst vænnet sig til ordet skat når det kom fra Sean, og derfor blev hun straks opmærksom da han sagde ordet, da hun dermed vidste det var hende ordene var rettet imod. Det betød dog også hun glemte at flygte fra manden ved hendes side, og hans hånd gled en hel del længere op af hendes lår.
Hendes ansigt lyste op i et svagt smil, men siden hans ord faktisk gav hende en chance for at komme væk fra de fingre der stadig arbejde sig op, lod hun smilet falme lige nok til at det lignede hun forsøgte at skjule en kvalme eller en hovedpine igennem et smil.
"En smule, men hvis dette ikke kan vente til senere ..."
Chefen rystede ivrigt på hovedet, og klappede hende på låret med et venligt smil, der tydeligt sagde at han mente de var vigtigere lige nu. Gud, han var faktisk flink. Der måtte være en skjult bagtanke, for chefer for store firmaer var ALDRIG flinke!
"Nej selvfølgelig ikke, hvis i kommer igen i morgen så håber jeg da du har fået det bedre, kære."
Delilah lagde en hånd imod hans hånd - der endnu hvilede på hendes lår .. Hvad skete der lige for de mænd og hendes lår?! - og smilede taknemmeligt, da hun klemte den svagt.
"Mange tak. Jeg håber jeg ikke har skabt for mange problemer."
Han rystede på hovedet, og gav hendes lår et svagt klem som svar på hendes klem af hans hånd.
"Slet ikke."
Chefen slap hendes lår, mens den anden mands hånd stadig langsomt forsøgte at røre ved ting hun ikke ønskede ham nær. Chefen rejste sig, hvilket var signalet til at de andre også skulle, så Delilah kom op med en hastig bevægelse sekundet senere, så man tydeligt kunne se den anden mands hånd falde ned fra hendes lår da hun rejste sig - men naturligvis kun hvis man havde betragtet hende. Hun smilede svagt til chefen og lod blikket lægge sig på Sean i nogle sekunder.
Ikke mange minutter efter fik de lov at gå.

Hans blik gled over chefen, men til forskel fra den anden mand, glædede det ham at chefen virkede interesseret. For det havde været en del af deres, eller i hvert fald hans, plan at chefen skulle blive...lidt blød hos Del og måske de derigennem kunne lokke nogle hemmeligheder ud.
Han rejste sig roligt.
"Jeg vil tjekke tegningerne igennem og nærstuderer detaljerne, så vi er helt klar" svarede han. Chefen nikkede og begyndte så at gå...Alle andre gjorde ligeså. Sean stillede sig ved bordenden som om han ventede på sin elskede kone, før han selv ville gå. Manden, som havde gramset på hende, nåede dog ikke særlig langt, før Seans hånd gled frem og greb ham om håndledet. Uden noget hørte det, hviskede han i mandens øre:
"Jeg ved hvad du gjorde. Hun er kostbar, men også farlig. Rør hende igen og hun flår hovedet af dig. Medmindre jeg kommer først" han fik sagt det hurtigt, men ikke uden at virke truende. Han slap den forskrækkede mand der, begrund af forskrækkelsen, ikke nåede at komme med et modsvar, før han havde sat sig i bevægelse væk fra dem igen og dermed mistede muligheden. Sean havde nok lige skaffet sig en fjende, når manden altså blev sig selv igen, men han var ligeglad. I stedet sendte han Del et afslappet smil.
"lad os finde tilbage til vores værelse" han tog tegningerne fra bordet og gik ud af rummet. De to mænd fra før stod der stadig og vinkede dem hen til sig, da de kom gående ud. Sean gik hen til dem.
"Vi vil vise jer tilbage. Gangene kan være så forræderiske...Medmindre i skal noget andet?" spurgte den mindste og daskede samtidig til det store mand, som havde fundet tid god til at tømme næsen for dens indhold.
"Vores værelse er fint" svarede Sean let. Han glædede sig til at diskuterer detaljerne med Del...

Delilah smilede let, men hendes smil syntes pludseligt at nå hendes øjne langt bedre end før, helt simpelt fordi hendes fokus nu var splittet på samme måde, og lettelsen dansede i hendes krop. Hendes blik lå på Sean da han talte, og små bekræftende bevægelser gik igennem hendes hoved, bare for at vise at hun var enig i hvad hendes 'mand' sagde. Hun sagde dog ikke direkte noget, da hun ikke så en pointe i det.
Snart efter var mændene på vej væk, og hun vendte sig med et svagt smil imod Sean, og nåede at træde ét skridt henimod ham, før tingene tog en .. uventet drejning. Hendes læber skiltes i et overrasket lille 'plop' da Sean greb fat i manden der havde taget lidt for godt til sig af hende, og hviskede i mandens øre. De andre mænd var ude og hørte intet, men siden Delilah stod forholdsvist tæt på, kunne hun netop skimte ordene. Chok var malet i hendes blik, men snart efter var manden næsten vraltende forsvundet ud af døren, med et mindst lige så chokeret blik dansende i øjnene, som det der var i Delilahs.
Hun tvang et smil frem på hendes læber, og gik straks over og snoede en arm om Sean, hvorefter hun hvilede hovedet imod hans skulder. Et udemærket skalkeskjul for hendes egentlige formål, var da hun blidt gav ham et kys på halsen, så hun kunne næsten uhørligt hviske nogle ord så snart hendes læbers bevægelse var skjult.
"Du skal ikke lege jaloux! Sådan noget kan ødelægge missionen, forhelvede!"
Hun bevarede det lettere legesyge, muntre smil på læben, samtidig med at hun holdt læberne kun få milimeter fra hans hals, så han kunne høre de ord der ikke var højere end hendes åndedræt. Uden at give ham en chance for at svare trak hun hovedet tilbage, og sørgede for at holde fast i ham, med et smil der kun svagt sagde at hun følte sig lettere syg, men alligevel ville forsøge at holde sig oprejst. Hun gav ham et svagt klem om armen, for at vise at hun mente det seriøst.
Hun kunne ikke se hvorfor han havde gjort det. Klart, hun havde fået kvalme ved mandens berøringer, og selvfølgelig var det meningen at en kvindes mand skulle sørge for at ingen anden mand rørte hende, men det havde alt andet end hjulpet på deres sag at en af de meget vigtige mænd nu halvt frygtede Sean, kvart hadede ham og kvart ... havde fået jern på af at sidde og gramse på Del.
... Hvilket ikke var pointen. Pointen var at Del ikke forstod hvorfor han havde gjort sådan! Hun havde ikke rigtigt hørt efter hvad mændene havde sagt(inklusiv ordevekslingen mellem mændene og Sean), selvom hun vel på et eller andet plan altid var hundrede procent på vagt, og derfor havde samtalen indprentet ... Et eller andet sted. Hun smilede bare da ordet værelse nåede hendes ører, og nikkede svagt som om hun var enig i whatever der var blevet sagt.

Først da de faktisk stod foran deres værelsesdør, syntes hun at vågne op, selvom hun faktisk var vågnet tidligere. Hun slap Sean og trådte frem, i samme sekund en af mændene høfligt åbnede døren foran dem. Hun greb fat i den lille og lagde blidt hænderne om dem, hvorefter hun kyssede dem på hver kind. Derefter slap hun ham og gennemførte samme ritual med den anden, der rødmede kraftigt ved hendes læbers berøring. Derefter takkede hun kort, og trådte ind af døren til deres værelse.
Hun holdt hænderne over kors over hendes bryst, som om hun frøs svagt, og holdt den der indtil Sean var kommet indenfor døren. Så snart han gjorde det, og døren var blevet lukket, sendte hun ham et lettere svagt smil, da hun endnu vidste at de blev overvåget.
"Jeg fryser lidt, så jeg tager lige et bad. Du er velkommen til at gå med ..?"
Uden at se på ham, vendte hun sig og forsvandt ind badeværelset. Hun vidste at det var det eneste sted de kunne være alene, så hun åbnede kjolen så snart hun var inde på badeværelset, og fik skubbet den af så folkene på videokameraene netop ville kunne nå at se kjolen glide ned over hendes ben, før hun var så langt inde på badeværelset at man ikke kunne se hende på videokameraene. For en sikkerhedsskyld trådte hun frem og tændte for vandet, og trådte ind bag badeforhænget, uden at smide mere tøj. Det var ikke nødvendigt.
Hun regnede med at han ville komme herind så de kunne snakke om hvad der var sket, men hun gjorde ikke yderligere for at få ham derind, ud over at vente.