Lonely as always - Sean.

Han så lidt på hende med et lille smil. Aldrig i livet. Koste hvad det ville...I hvert fald ikke af det mere...personlige.
"Lad os tage udgangspunkt i hvad du har fortalt. Jeg har ingen børn selv og ingen kæreste, kone eller andet af den slags" svarede han ærligt.
"Og hvad vil du så ellers gerne vide? Jeg må da vække en masse interesse, men jeg advare dig. der er flere ting jeg ikke kan fortælle, af god grund" sagde han med et lille smil.

//sorry, min krea løb lige sin vej og jeg nåede ikke at fange den^^//

//Min har også begravetsig ned^^//

Blair forstod ikke hvordan han ikke kunne være i et forhold, hanvar jo helt fantastisk. Men så på den anden side, hvis han var dæmon kunne han måske være farlig at omgikkes. Blair vidste det ikke, men hun kunne bare ikke forstå det. "Jeg forstår godt der er ting du ikke vil sige. Så bare fortæl hvad du gerne vil. Jeg vil ikke tvinge dig til det." Sagde hun med et smil. Blair havde selv en hel masse hun holdte for sig selv, så at han også ville det var helt fint med Blair.

Han grinte lidt og tog en tår mere af øllet.
"Det er det der problemet. Jeg siger intet af mig selv. Ikke hvis jeg kan blive fri" svarede han og så på hende.
"Så hvis der ikke er noget bestemt du vil vide..." han trak på skuldrene.
"...Får du heller ikke meget at vide...Ved du hvad jeg er interesseret i?" hans blik var ret opmærksomt, men uden at være ubehageligt.
"Jeg er interesseret i hvor det barn er, som du var gravid med sidst vi mødtes. Men bare rolig, de samme regler gælder også for dig. du fortæller mig det kun hvis du vil" han sendte hende et lille smil.

Blair nikkede forstående. "Så skal jeg ikke snage mere. Men nu ved du så meget om mig, så det var rart at vide noget om dig. Men jeg vil ikke plage dig om at fortælle det." Lød det fra hende efterfulgt af et smil. Hun bed sig i læben da han nævnet barnet, hun anede ikke om hun skulle sige det. "Jo.. Altså.. Hun er død." Sagde hun og så væk fra ham, hun hadede at tale om det. Men hun gjorde det altid. Blair tog endnu en tår af øllen og elskede den søde smag der spredte sig på hendes tunge.

Han nikkede svagt.
"Jeg kan godt se det. Jeg er ikke helt Fair" han smilte lidt
"Men hvis det irritere dig, kan jeg da gå?" han mente det ikke helt, men sagde hun ja ville han da gøre det. gå altså.
Hans smil forsvandt da hun fortalte om barnet.
"Det er jeg ked af..." sagde han og så lidt på hende.
"Må jeg spørge hvordan?" han kunne tydelig se hun ikke brød sig om det. Men hvem ville også bryde sig om sådan noget?

Blair lagde en hånd på bordet og sendte ham et smil. "Men det går nok, mystik er også ret interresant." Sagde hun og så ned i bordet da hun skulle fortælle mere om det med Lucy. "Min kæreste dræbte hende." Hun vidste at hvis hun ikke havde efterladt ham alene ville det ikke være sket. Hun følte sig virkelig skyldig. Men sådan gjorde hun altid. "Og så begik han selvmord." Hun så op igen, det var ikke noget hun skulle bekymre sig om. Han var væk og hun vidste nu at hendes valg var det forkerte.

Han så længe på hende og nikkede så en anelse.
"At miste to på en gang...men måske allermest at man stolede på en person, som så går hen og gør noget så frygteligt?" han så lidt på hende
"Men måske havde han en grund? Nå det skal jeg ikke blande mig i"Han kom til at huske på de tre trin han havde lært en gang, for længe siden. Om sorgen.
*Sorgen har tre faser min dreng. Først Erkendelsen, realitetsopfattelsen. At man skal forstå og vide hvad der er sket. Og acceptere det. Vide man ikke kan forandre det.
Så skal man genoptage sin nutid, en nutid der kan være ukendt og skræmmende. Og til sidst skal man tilrettelægge sig et nyt og anderledes liv med nye relationer*
Han sukkede svagt og tog en tår af øllen.
"Der er rigtig nok triste tidender...Er der slet ikke sket noget godt, siden vi sidst så hinanden?" spurgte han

Blair trak på skulderne. "Jeg vælger stadig at tro det var egoistisk. Jeg forstår godt det var hårdt for ham, men da han stak den kniv i brystet tænkte han kun på at komme af med hans egne lidelser. Han tænkte ikke på at jeg ville føle sådan her." Blair var kommet nogenlunde videre, hun tænkte stadig på Alian, hele tiden, men hun havde forstået at det ikke hjalp at være knust over ham, det ønskede han ikke. Hun bundede øllen, selvom der var over halvdelen af det tilbage, det gjorde at hun følte sig svimmel. Men hun ignorrede det. Blair så over på ham og prøvede at finde ud af om der var sket noget godt den senere tid. "Jo, jeg.. Nej, ikke rigtigt faktisk. Jeg har mødt nogle der kan muntre mig op. Og så mødte jeg jo dig igen, det er en god ting."

Hans smilte til hende.
"Tak, det er jeg glad for at høre" Han sukkede svagt og strakte sig fra hvor han sad. Han lænede sig tilbage og lod endnu en gang glide rundt i rummet...Kun for at se manden, han havde genkendt, kiggede hen på dem. Dog med nogle lidt slørede øjne.
"...Dig?" desværre forhindrede det ikke manden i at genkende ham...satans også!
Han smed nogle penge på bordet til kromutter og så lidt på Blair.
"Jeg vil gerne snakke, virkelig..." sagde han roligt.
"...Men den mand der vil jeg helst gerne undgå. Ser du han er en af mine problemer. I teorien kan jeg bare vride halsen om på ham, men dette er ikke stedet...Eller tiden. Så jeg vil smutte...Og medmindre du vil med, håber jeg livet viser sig fra en lysere side" smilte han og var allerede ved at rejse sig op. Hvilket den fremmede mand også var...

Blair sendte ham et smil og så over på manden. Virkelig? Irriterede ham fjolset Sean. Nej, Blair skulle nok snakke med det fjols. Ja, Blair legede sommetider heltinde. Hun rejste sig og gik over til manden. "Undskyld mig. Har du et problem med ham derover?" Blair pegede med en tommelfinger over på Sean. Hendes stemme var sukkersød, den stemme brugte hun når hun skulle have noget hun gerne ville have. Blair ville enten blive vred eller fortsætte den sukkersøde stil, det kom nok meget an på hans reaktion. Hun så kort over mod Sean for at se hans reaktion, hvis hun kendte den situation rigtigt ville han ikke syntes om det. Hun lod igen blikket falde på ham den anden.

Han sukkede, men denne ene gang var der faktisk en smule irritation over det.
"Blair...Vær sød og lade være!" hun havde ingen anelse om hvad det betød for ham og han ville ikke kunne forklare det...Ikke uden at lyde svag.
Han stod roligt hvor han var. Hun var kun et menneske...Hans problemer gik langt ud over hvad hun kunne gøre...eller risikere. Hvorfor skulle folk være så dumdristige?
Sean gik over til dem.
"Undskyld Herre, hun forveksler dig sikkert med en anden..." Manden så skiftevis fra den ene til den anden.
"Måske nok, men det gør jeg ikke! Jeg kender dig! Hvad var det nu...1000 Denar på dit hoved!" hvislede manden og pegede på ham. Sean nikkede kort.
"Ja, så meget var det også sidst jeg kiggede" smilte han roligt. Men manden så vist ikke det sjove i det.
Kromutter kom meget snart ilende.
"Ikke flere slåskampe! Så kan i forføre jer udenfor...please?" hun så bedende på Sean. Sean nikkede.
"Selvfølgelig. undskyld. Det var ikke min mening"
"Tak min ven"
Han kunne nu takke Blair for de problemer han havde fået på halsen af dette.
Manden stirrede hårdt på ham, men det ændrede sig dog til overraskelse da Sean tog fat i hans arm og hev ham med udenfor.
"Hvad fanden laver du!" råbte han op
"Kan du slippe mig...Jeg hugger fandme hovedet af dig! Så vi kan få stoppet dig og alt dit lir...du har jo snart drabt hver mand i denne by, af betydning!" Sean rystede på hovedet og slap han, da de var kommet udenfor.
"Jeg er skuffet over dig...Jeg er jo ikke en gang halvvejs!" Igen så manden ikke det sjove...

Blair vidste det ville ende sådan, hun kunne aldrig få lov til at vise hvad hun duede til. Selvom hun var et menneske var hun ikke svag, selvom det måske virkede sådan. Blair så over på Sean der hurtigt var over ved dem. Selvfølgelig. Hun så over på kroejeren der bad de gå udenfor. Det forstod Blair godt, hun ville heller ikke slås. Blot tale ham til fornuft. Da Sean rev ham med udenfor fulgte Blair efter dem, hun fiskede sin kniv op af hendes støvle da hun var kommet ud. Hun sprang op på ryggen af fyren og holdte hendes kniv foran hans hals. "En bevægelse og din hals er sprættet op." Lod det hårdt for Blair. Hun kunne godt klare sig selv, hun havde klaret sig selv i tre år.

Sean grinte. Han viste det var er dårligt tidspunkt, men hvor kunne han andet? Han undervurderede ikke mennesker...De havde skam deres kræfter...men alligevel!
"Blair..." han rystede på hovedet.
"Hold nu op! Virkelig...for det først er der ingen af os der skal bløde i nat. Manden her skulle lige til at gå!" manden var overrasket og stod rigtig stille, selv om vægten af hende gjorde det lidt besværligt. Men nikkede så, da han jo ikke viste bedre.
"jojo!" sagde han hastigt.
"Desuden...Jeg klare mine egen problemer og det har jeg altid gjort...Jeg ville ikke tillade...Nej, forkert sagt...nægter? Vil ikke have? Nuvel. Tag det ikke personligt..." hans blik blev hårdt og desværre for blair var det hende han kiggede på.
"ingen skal gøre noget ved mine problemer, andre end mig selv! Tro mig. Jeg har min egen måde at tænke over tingene og vil helst have tingene sker som jeg vil. Jeg styre mine fjender rundt hvor jeg vil have dem. Jeg kan virkelig ikke folk til at blande sig. Desuden..." hans blik blev lidt mere mildt.
"...Ville det også være bedst for dig, kun at tænke på dine egne. Ikke? Komme tilbage til din egen hverdag...Og, og nej jeg kritisere dig ikke for at være menneske, jeg ville sige det til hvem som helst! Men det ville være bedst for din egen sikkerhed ikke at blande dig..." han fik sagt en masse ting og han var faktisk ikke helt sikker på hvilken reaktion han ville få...Men han havde sine grænser. Den rolige Sean kunne også trække sine kløer hvis det skulle være.
Han var ikke ude på at såre eller gøre Blair vred...men han ville ikke have det. aldrig!

Blair trak hurtigt kniven til sig og sprang ned fra hans ryg. "Smut så med dig." Sagde hun vredt og så på ham med et gennemborende blik, det kunne godt være Sean ikke ville have hendes hjælp, men han havde hjulpet Blair og nu skulle hun hjælpe ham. "Jeg er stadig ikke bange for at bruge den her." Sagde hun og stak hendes kniv op i mod hans ansigt, hun havde brugt den kniv på mange, det skadede ikke at bruge den på en mere. Blair så på ham med opspærrede øjne der fortalte manden at han skulle smutte nu, ellers ville det få konsekvenser. Blair ventede stadig en reaktion fra dem begge.

Sean sendte manden et hårdt blik. Manden havde dog ikke tænkt sig at blive. Han trak sig tilbage...
"Dine fjender? planer? Ha!" han spyttede
" vi kommer efter dig!" så vendte han om og løb sin vej. Sean kiggede efter ham end til han var væk og sukkede så opgivende.
"Det ved jeg" mumlede han og uden at sige mere vendte han ryggen til kroen og Blair og begyndte at gå.

Blair gjorde alting ting meget værre, det skete altid når hun prøvede at hjælpe. Hun så efter manden da han løb, nu ville han komme tilbage og gøre hvem ved hvad, ved Sean og hun kunne intet gøre. Blair så over mod Sean, men han var på vej væk fra hende. Blair løb hen til ham og stilte sig foran og gik baglæns mens han gik forlæns. "Undskyld, jeg prøvede bare at hjælpe. Jeg ville aldrig såre dig. Du har hjulpet mig og nu vil jeg hjælpe dig." Sagde hun og så på ham mens hun håbede at han kunne tilgive hende. Hun var fast besluttet på at nu ville hun aldrig hjælpe mere.

Han smilte ikke længere, men han var heller ikke fuldkommen hård og kold.
"Jah, det er det værste ved folk" svarede han en smule kort og vedblev at gå.
"De hjælper og hjælper selv om man beder dem lade være..." han sukkede kort.
"Tanken er sød. Men hvis du virkelig ønsker gøre mig noget godt, så lad mig være. Vi kan snakke og alt det der. Men lad alt der har med mig at gøre, være! sådan er alt bedst" svarede han lettere opgivende.
Han var jo ikke ude på at trække hende længere ned i mudderet...Men alle havde sine grænser. Og det gjaldt om at holde dem.

Blair gik til siden så hun i stedet gik ved siden af ham. "Jeg vil bare gøre et eller andet for at betale dig tilbage, du har hjulpet mig gennem svære tider i mit liv og jeg føler jeg står i gæld til dg." Lød det fra hende, hun lød måske meget ynkelig lige der, men hun blev nød til at gøre alt hun kunne for at hjælpe ham, hun blev nød til at gøre det. "Er der ikke noget jeg kan gøre for dig? Bare et eller andet? Den mindste smule."

Han rystede på hovedet.
"Nej. Det irritere mig mere end det hjælper mig" han sukkede
"Du skal ikke gøre gengæld for noget som helst! Jeg vidste ikke en gang jeg havde hjulpet dig. Det er din tolkning af det. I mine øjne snakkede vi bare. Du skal ikke gengælde med noget som helst" endelig så han lidt på hende, men så dog snart frem for sig igen.
Denne hjælpsomhed...Den irriterede ham, men mest når det var på dårlige tidspunkter. Han kunne og ville klare sig selv. Hvorfor troede alle folk de kunne hjælpe med noget? Desuden foretrak han også hvis de stod i gæld til ham. Men dette var noget andet...Det var sandt. Han havde ikke en gang vidst han havde hjulpet hende enlig. Bare sagt hvad han havde tænkt...

Blair sukkede, så måtte hun vel gå, hvis hun irriterede ham så meget. Blair stoppede op. "Okay fint." Sagde hun og gik den anden vej, hun satte sig op af en mur, hun slog blidt sit hoved ind i muren som hun altid gjorde når det ikke gik som hun havde regnet med, hun gjorde det hårdere og hårdere som tiden gik, men opdagede så hvor ondt det egentlig gjorde. Hun fandt i stedet sin kniv frem og lod den snitte langs hendes fingre så der kom flere åbne sår. Men det rørte hende ikke, hun mente selv at hun fortjente det og så skulle hun straffes. Blair så hvordan blodet dryppede ned på jorden der blev mere og mere rød. Hun førte kniven mod hendes håndled, men ikke helt så tæt på pulsåren at der var fare for hun ramte den. En mus løb hen over gaden og det gav et sæt i Blair, så hun ramte pulsåren alligevel. Hun prøvede forgæves at stoppe blødningerne, men det varede ikke længe før det sortnede for hendes øjne.

//Okay...lidt for voldsomt, syntes du ikke? Har altid haft svært ved at tage det alvorligt når folk spiller sig den vej. Det er fint at folk bliver sure og kede af det...Men når de først begynder at skære i sig selv føler jeg de opføre sig som små børn...Jeg siger ikke du ikke må gøre det, jeg siger bare at...ja, jeg ved ikke hvordan jeg selv skal svare på det. For som sagt...det er lige lovlig voldsomt. Bare at sætte sig hen og begynde at skære i sig selv...?//

//Det skyldtes mange ting, ikke kun det med Sean, men det var bare for at gøre det spændende//

//Det kan man da gøre på mange måder...Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal svare. //

Sean sukkede og himlede med øjnene. Dette var langt under hans opbyggede værdighed, uanset om folk syntes han virkede arrogant eller snobbet.
Han stoppede op og vente sig om mod Blair da hun skulle til at gå den anden vej, greb hende i armen inden hun nåede for langt.
"Hør nu...Jeg er ikke irriteret på dig eller...alt for sur. Selv om du har kaldt mig din hjælper er det ikke ensbetydende med jeg ikke har grænser eller særheder selv.
Tro mig, hvis man vil hjælpe mig er det ikke sådan folk gør det. så arbejder de for mig. Og det syntes jeg ikke jeg kan være bekendt over for dig.
Min tanke er ikke at gøre dig ensom, mere forladt, du kan altid komme og tale med mig hvis du vil. Dette var en simpel misforståelse. Og måske er jeg for nærtagen på det punkt..." han smilte svagt til hende og slap hende.
"...Nå...Men vi ses...måske" og så gik han selv videre, den vej han også før var på vej hen. Han viste ikke hvordan hun ville reagere og han var rigtig nok interesseret i det...men samtidig...Hvad kunne gøre?
*Fra frelser til djævelen* ikke noget han ligefrem brød sig om. Men var det ikke typisk kvinder? at vende situationen så modparten bliver den der vil undskylde og er trist? Han havde i hvert fald oplevet det før...Fra kvinder. Måske gjorde de det udbevidst.

//håber du kan leve med jeg...vendte situationen lidt, inden du tager livet af dig selv?//

Blair stoppede op da han tog fat i hendes arm, hun vendte sig om og så på ham. Hun kunne da godt arbejde for ham, hun manglede jo stadig at få penge et sted fra, så hvorfor ikke fra ham. Hvad han nu end lavede. Blair trak på skulderne. "Hvorfor kan jeg ikke arbejde for dig? Jeg vil gøre alt jeg kan for at få nogle penge. Du kan få mig til at gøre alt." Blair nikkede til det han sagde, måske mødtes de igen engang, så blev det forhåbentlig bedre end det møde de lige havde haft. Blair vendte om og stod der et stykke tid, hun kiggede rundt for at finde ud af hvad hun skulle. Måske skulle hun bare gå? Han virkede ikke til at ville være i hendes selskab så hun burde nok bare gå. Men hun blev stående. "Ja. Det gør vi vel."

han stoppede op og så hen mod hende med et sørgmodigt smil.
"Det kan vi snakke om næste gang" og gik så videre, end til han forsvandt.
Hans arbejde var farligt...Men hun var også langt nede og manglede måske noget at tage sig til, for at få livet rigtig igang igen. Så han fornemmede hun nok intet havde imod at udsætte sig selv for fare...hvis hun kunne noget han kunne bruge.

//undskyld den brate afslutning. Men nu havde han jo valgt og gå og det virkede underligt at lave om på...Desuden skal jeg snart på ferie, så på en måde passer det jo meget godt.
Og vi har en undskyld for et nyt emne, hvis du skulle få lyst på et tidspunkt //