Ventetid - Raco

Han fnøs. "Jeg har to yngre søstre. Jeg ved hvordan man skal håndtere kvinder og unge piger." sagde han sippede til øllet. Han overvejede om hans skulle tage imod hendes undskyldning. Elverfolket var en stolt race, men ligeså var hans. Han nikkede. "At du tør indrømme dine svagheder er kun godt." mumlede han og vippede stolen bagover. Hans fødder stemte imod bordet og så på hende med sine blå/grønne øjne. Hans blik faldt på mænd der sad sammen og stirrede på dem. Kroen var ikke fuld på denne tid af dagen. Mange var fiskere eller handelsfolk, men noget ved denne gruppe mænd strøg advarsler over Racos sanser. En fnys og blikket hvilede på Taliia. Hun havde måske stadig en chance ombord på Black Breath. "Du ville stadig sejle under Vivian, eller er du stadig for arrogant til at give mig et rigtigt svar, yndling?" brummede han og kørte en finger over kruset kant. er begyndt at opstå en mumlen mellem mændene. "Er det ikke kaptajn Fire?" spurgte en og så på hans venner. "Hvad for en af dem. Der er mange i den slægt der er kaptajner." mumlede en anden.

Taliia nikkede til hans ord om søskende, selv om hendes øjne blev en smule triste. Og hun tænkte meget over hans ord. Hun sukkede.
"Det er svært at sige. Jeg har været glad for at sejle med hende indtil for nogle år siden, da hun begyndte at skifte mening som vinden blæser. Har flere gange måtte hjælpe besætningsmedlemmer som var blevet såret, fordi hun havde fået andre ideer imens vi var sendt på plyndring. Har også oplevet at måtte rejse flere dage og uger, for at finde The Lady her i byen. I stedet for at vente som hun havde lovet." Hun tømte sit krus, som blev fyldt igen. Hun rettede et hurtigt smil til pigen som fyldte kruset. Et vink fra Talia og pigen gik hen til Raco imens hun løftede romkanden som et spørgsmål om opfyldning.
"Sidst vi var på havet, før jeg mødte dig, var hun ikke til at få en bestemt ordre ud af. Hver ordre modsagde den første. Hvilket var skyld i at vi røg ind i en storm, som nær havde kostet vores liv. Quatermaster og jeg fik med held redet skibet og mandskabet. Jeg ved ikke om du så skibet i Minotaris, men det vil tage måneder inden The Lady bliver klar til at sejle igen, hvis hun overhovedet kan redes. Hvis jeg muligheden for at komme under en anden kaptajn, så vil jeg takke ja." Hun trak vejret dybt, hendes krop og tone blev anspændt. "Selv hvis det betyder at jeg skal begynde at dræbe."

"Lyder til at du trænger til en ny kaptajn? Du husker hvad jeg sagde i går under dit anfald, ikke?" spurgte han og var skuffet over en kaptajn ikke kunne bestemme sig for noget fast og holde sig til det. Han havde selv lært det på den hårde måde. Mistede mange mænd de første tre år som kaptajn, men med Lucas hjælp fandt han balancen mellem løftet og tanken om noget andet. Hans mænd begyndte at respektere ham igen. Han var dog også afhængig af sin besætning. Uden tillid mellem dem og kaptajnen var skibet dødsdømt. Et suk forlod ham og øjnene lukkes. De åbnede sig dog da en dreng kom løbende ind. "Det trækker op til storm." sagde han gispende og Raco rynkede brynene let. Han snusede ind og ganske rigtigt. Vejret var lummert og han så hen på Taliia.

Taliia smile lidt nervøst til Raco.
"Jeg husker at du snakkede om en stilling på Black Breath. Men også at du sagde, at Seuzan havde tolket mit talendt for..." Hun blev afbrudt af drengen, som kom løbende ind. Hun rejste sig og så rundt på folk, som så tilbage på hende.
"I ved hvor i kan finde sikkerhed." Hun så på Raco. "Vi er nød til at komme tilbage til varehuset. Dette kan være hvad vi har ventet på, men det kan også være problemer."

"Jeg kunne godt tænke mig at blive. Det er længe siden eg sidst har hørt en ordentlig storm. At kunne se den og høre dens rumlen." sagde han, men rejste sig alligevel. "Har I ventet på denne storm?" Spørgsmålet var roligt da de gik tilbage mod varehuset. Hans blik gled hen til de mørke skyer og man kunne høre tordenskrald i det fjerne. Folk søgte indedøre og dyr blev sat i sikkerhed. Han stoppede indedøre og satte sig i døråbningen med udsigt ud til. Langsomt begyndte regnen at falde og det bragte en ro i Raco. "Ja. Seuzan sagde du havde talent angående havet, men han vidste ikke med dit fatal flaw. Om jeg ville kunne accepter det eller om du ikke vil stå en chance. Jeg skal bare vide om du er klar til at følge mine ordrer. I kamp uden spørgsmål og at du ville rette dig efter min Boatswain, Quatermaster og Sailing Master." Racos tale ar neutral og rolig. Det var længe siden de sidst havde haft nye ombord på Black Breath.

Taliia greb en stol og satte sig overfor ham ved døråbningen. Mikkel kom hen med et par krus, der var fyldt med byens bedste øl. Taliia smilede op til ham. Der var meget som hun skulle tænke over. Hun sank en klump og så på Raco, med alvorlige øjne.
"Jeg vil gøre, som beordret. Hvis det kommer til drab, så er der en risiko for at jeg vil tøve. Har kun dræbt, hvis det var absolut sidste udvej." Hun håbede at han kunne godkende dette.

"Jeg er sikker på at vi kan finde noget der passer til dig." sagde han roligt og så hen mod et lysglimt. Man kunne stadig høre mågerne skrige og enkelte kæmpede mod vinden. De kloge øjne hvilede rundt om mens hans hænder holdte om ølkruset. Armene hvilede på knæene så han var fremoverbøjet. Folk sad sammen under halvtagene og så på stormen. Der var noget underligt beroligende ved det hele. Selv børnene sad og så på stormen. "Det lyder underligt,
men det er noget beroligende ved storme. Alle ombord på Black Breath og Resolute finder en storm beroligende." Han klukkede ved tanken. "Seuzan so med vinduet i hak under hver eneste storm. Lydene var som en Lullaby for ham." sagde han og tog en slurk af øllet. Han slikkede overlæben og lænede sig op af dørkarmen. Han så på de enkelte børn der legede ude i regnen. Så unge og uden bekymring for livet.

Hun så smilende ud over havnen og lyttede til hans ord.
"Jeg har en gang før være ombord på Resolute. Der så jeg for første gang, hvad det vil sige at sejle under en respekteret kaptajn." Hun tog en slurk af øllet og sukkede. Hun tænkte tilbage på den første gang, hvor hun enlig skulle besøge sin kusine og endte ud med at komme ombord på Seuzans skib. ...Seuzan... Hans ansigt trådte frem foran hendes øjne. Endnu et suk forlod hende og hun gned sig i ansigtet med den ene hånd. Hvorfor var han så meget i hendes tanker?
"For mit vedkommende så er den blide raslen af træernes blade min vuggevise."

"Åh? Hvad gjorde han dog?" Luca havde været ombord og set det hele, men han ville høre det fra hendes læber. Hans blik var kort på hende før det atter hvilede på stormens liv. Han havde ikke forventet andet end at skoven var hendes lullaby. En elver hvor han var en pirat. Han klukkede og tænkte på hans mandskab. De var en farverig flok med forskellige baggrunde og racer. Han kiggede noget da hun sukkede. Der var noget mellem hende og hans dreng, men hvad kunne han ikke sætte finger på. Kunne det være kærlighed? Et skælmsk smil bredte sig. "Hvad du synes du om Seuzan?" spurgte han uskyldigt og tog en slurk af øllet. Dråber gled ned ved hans mundviger og tungen kom ud for at slikke det op. Han lukkede øjnene for et kort stund. Kun lytte og lugte. Nede ved havnen gyngede skibene i takt med bølgerne. Mænd var styrtet gennem regnen og ned til dem. Nogen var nød til at holde øje med dem i dette vejr. Folkene i varehuset sad sammen og snakkede i grupper. Langsomt kom der musik for at fordrive tiden. Dette mindede om et hjem Raco måske aldrig ville få. En klan som han kunne vogte over. Han havde Black Breath og Resolute, men ønskede flere som han kunne kalde venner eller sågar familie.

Hun drejede hovedet og så over på ham.
"Jeg var på vej for at besøge min kusine og fætter ved Emerald Of Dreams, men det blev til et kort møde, inden min tante og onkel tvang dem tilbage i skoven. Sjovt nok havde de mødt Seuzan på markedspladsen, og på den måde mødte jeg ham." Hun klukkede og forsatte. "Det endte med at vi fuldtes ned til stranden, hvor jeg alligevel skulle møde Vivian om aftenen, men Gudinden ville at vores samtale på stranden blev kort, på grund af nogle andre skibe som åbenbart jagede Seuzan ankom. Jeg fik tilbudet om at komme med ombord, og tog imod det. Kort efter at Resolute havde sat sejl, trak det op til hård vind og regn. Jeg hjalp til hvor jeg blev bedt om det."
Hun tømte kruset og så ud over havnen igen.
"Hvad angår Seuzan.. tja... Jeg vil ikke sige at jeg kender så meget til ham personligt, som jeg kender til rygter og myter om ham. Dog kan jeg sige at de fleste rygter og myter er det rene løgn. Han er ikke en nådesløs morder og slyngel. Han..." Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hun lod sin tunge løbe over læberne. "Han virker som en mand, der forstår sine folk, respektere dem. Jeg kan fornemme på hans folk at de vil gøre alt for ham, selv gå i døden." Hendes øjne var letter sløret, som om hendes tanker var på vandring.

Han lyttede til hvordan hun mødte Seuzan og klukkede. Det mindede ham meget om Seuzan og sig selv da han var yngre. Han så på stormen og så på hende. Seuzan kan ikke dræbe, men hans mænd holder ikke igen. "Hans mænd har et hårdt hjerte. Seuzan er en morder, men hans mænd gør drabene. De ved hvorfor og gør det gerne." sagde han og vendte sig mod hende. Og de ville gå i døden for ham? Jako og Alan ville ihvertfald. Quartermasteren var i første række. Han klukkede stille.

Hun så overrasket på Raco. *Seuzan er en morder, men hans mænd gør drabene.* Hun kunne ikke få det til at give mening.. Hun blinkede nogle gange og prøvede at få mening med det Raco lige havde sat.
"Så Han dræber ikke selv?" Hun smilede skævt. "På det punkt minder han om mig. Jeg dræber kun hvis der ikke er anden udvej. Det ligger til min races natur." Hun så sig over skulderen og Mikkel kom hen med et par kander øl. Hun tog den ene kande, fyldte sit eget krus og rakte kanden frem imod Raco. Hendes øjne havde fået et svagt drilsk skær. "Hvis vi forsætter sådan her, er jeg fuld inden middag. Men hva.. Det er under hyggeligt selvskab."

"Han er en Skytsengel. Han må ikke ellers falder han." siger han og tager imod ølkanden. Han hælder lidt op og sipper til det. "Jeg ved ikke hvor mange jeg har dræbt. Stoppede med at tælle efter tusind." mumlede han og strakt sig. Fik vredet jakken af og lagde den ved siden af sig. "Har kendt Seuzan længere end de fleste. Længere end hans egen mor. En forbandelse eller en gave? Han er min ene bastardsøn." brummede han og så ned på trappetrinene. Han rejste sig op og hvilede sig op af karmen. Han kunne sjældent sidde stille. Først i fængsel og nu her. Såret og uden hans skib. Støvlerne vippede hans vægt frem og tilbage. Han begyndte at brumme en sang og så op på himlen. Vinden tog i palmetræerne og så rundt mod de andre huse. "Ved jeg har en anden søn, men hvor han er?" Sukket var stille, men afslørede en træt kamp som han ved at tabe. Han vidste ikke hvor ellers skulle lede efter Maya. En af de kvinder han havde delt noget med.

Taliia smilede da han fortalte hvad Seuzan var og hvorfor han ikke kunne dræbe. Det overraskede hende ikke at Raco havde dræbt, og slet ikke at han var stoppe med at tælle. Da han snakkede om Seuzan var hans søn, huskede hun tilbage op det hun havde opdaget tidligere. Nu sad hun og snakkede venskabeligt med hans far.. Som ovenikøbet havde tilbudt hende en plads på hans skib. Hun prøvede at huske tilbage på sidst hun så Black Breath og dens besætning. Imens hun tænkte på det, vendte Seuzans ansigt tilbage og overtog hele hendes opmærksomhed. Hun sukkede og gemte sit ansigt i hænderne.
"Hvorfor kan jeg ikke fokusere?" Hendes stemme var svag og næsten ikke til at høre igennem hænderne.

Blikket gled ned til hende. "Hvad er der galt?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han løsnede hestehale og vinden tog nu i det løse røde hår. Hans blik var langt væk. Et smil prydede hans læber og et navn blev sukket ud. Seuzan. Regnen stoppede langsomt og skyerne drev hurtigt over himlen. Langsomt dukkede folk op igen og så på vejret. Raco kunne godt forstå dem. Vejret på denne tid kunne være lumsk. "Gad vide om der er noget at lave." mumlede han og så sig om efter noget han kunne lave. Der var sikkert noget, måske havde nogen brug for nye ting. Eller mad. Han lyttede efter råb eller noget. Han havde lyst til at patruljer byen, men med vagter omkring? Hvor sikkert ville det blive for ham?

Hun så op på ham og et par sekundter så hun Seuzans ansigt istedet for Racos. I de par sekundter tændtes der en gnist i hendes øjne og en svag, men umiskendelig rødmen viste sig på hendes kinder. Hun rystede på hovedet. "Det er ingen ting." Hun rejste sig hurtigt, og gik ud af døren uden at se på ham. "Hvis du har lyst kan du hjælpe med at flytte nogle baller bomuld og hør til et af skibene. De står klar over i det andet varehus og jeg kan se at kaptajnen kommer gående." Hun savnede havet selv om det kun var et par uger siden at hun havde være ude sidst. Eller var det Seuzan hun savnede.. Hun slog sig let på kinden for at slå tanken ud af hovedet. Hvis hun havde set en anden kvinde gøre det, ville hun have grinet af det og sat at det kun gik en vej der fra. Hun sukkede. Det var over 50 år siden hun sidst havde haft en mand som hun havde flirtet og delt seng med. Var det fordi de havde så meget til fældes selv om de var hver sin race? Hun slog sig selv igen. Hun måtte altså gøre noget ved dette problem.. Men hvad?

Raco hævede et øjenbryn. Der var noget hun ikke fortalte. "Hvorfor har jeg på fornemmelsen at du ikke siger sandheden?" spurgte han hende stille og gik kaptajnen imøde. Han hjalp med varerne og faldt i snak. Han vidste hun skjulte noget, men hvad. Han begyndte at går tingene igennem. Der kunne var en, eller flere. Jako eller Alan? Han rynkede brynene. Hun var forelsket, men i hvem? Han tog to tønder og begyndte at arbejde sin vej ned mod havnen. Kaptajnens folk så efter ham, men sagde ikke et ord. De var glade for at der var en der gad hjælpe. Ved havnen var skibet klar til at blive lastet. Han rullede tønderne op og hen til lastrummet. Mændene under dækket tog imod dem og han gik efter en ny omgang. Det var så naturligt for ham. Han fandt en rytme sammen med de andre mænd, mens kaptajnen stod ved Taliia.

Hun havde skævet til ham da han havde stillet hende spørgsmålet, men tav da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Og særligt ikke nu hvor de var i nærheden af andre. Hun gennemgik ordren sammen med kaptajnen en sidste gang, hvorefter han skrev under. Hun nikkede smilende til ham og så efter Raco. Han så ud til at nyde at have noget at lave. Hun sukkede indvendig, selvfølgelig savnede han havet. Hun havde ingen ide om hvor længe de skulle blive her, men hun havde lovet Seuzan at blive indtil han eller Racos folk kom tilbage. Hun kløede sig i nakken, dette kunne godt gå hen og blive en laang vente tid...
Hun tænkte lidt imens hun fulde Raco med blikket. Endnu et indvendigt suk, og hun havde besluttet sig for at hun skyldte ham at være ærlig overfor ham. Når de blev alene ville hun fortælle ham sandhenden. Så måtte det briste eller bære..

Kaptajnen af Black Breath gik hen til de to yngre. Han stillede sig lidt derfra og havde armene foldet over brystet. Hans blik var afventede da han så dem snakke. Mændene ventede på deres kaptajn og fulgte efter ham da han gik. Han hvilede sin kropsvægt på højre ben og hovedet var lagt let på skrå. Hun kendte byen og dens regler. Han havde stadig ikke fundet sin partner for livet og han havde ikke det store håb. Et trist smil bredte sig, idet mindste havde han chancen for at se sin søn vokse op og finde livet. Et suk kom fra ham.

Hun så over på Raco, og måtte tage tilløb et par gange inden hun havde stemmen under kontrol.
"Du spurgte før hvad der er galt." Hun sukkede og nikkede hen imod en tom kajplads knap en halv meter fra dem. Hun satte sig og lod benene hænge ud over kanten. Hun gned sig i nakken og havde problemer med at komme igang.
"..mm... jo, ser du... Jeg tror jeg har følelser for Seuzan... Jeg kan ikke stoppe med at tænke på ham, og hans ansigt bliver ved med at dukke op i mit hovede... Jeg ved ikke hvorfor, eller hvad det er ved ham. Men der er noget ved ham som er anderledes." Hun drejede hovedet en smule og så på ham. Nu hun tænkte over det, så hun mere og mere lighederne imellem dem. Hun smilede en smule. "Jeg har ikke været tiltrukket af en mand i lidt over 50 år. Selv den sidste blegner i forhold til Seuzan." Hun så igen ud over vandet. Hun havde lyst til at hoppe i, bare for at få tankerne på noget andet, men hun var ikke sikker på at det ville hjælpe hende ret længe. Hun sukkede. Hvad skulle hun gøre? Fornægte det eller give ham rent besked næste gang hun så ham? Hun lagde den ene hånd over hendes ansigt, som om den kunne gemme hende og fjerne alle hendes problemer.

"Kærlighed. Noget du ikke kan lyve omkring." sagde den ældre drage og rystede på hovedet. Et smil spredte sig og han hvilede hænderne på hofterne. Hans blik var udelukkende på hende. "At du skulle falde for min dreng. Hvorfor er jeg ikke overrasket?" klukkede han og gik tilbage mod varehuset. Han tog en stol og satte sig på den. Lænede sig frem og hvilede armene på knæene. Seuzan ville have rødmet hvis han fandt ud af det, men dette var noget mellem disse to. Men han ville nyde at drille dem med det. Han lænede sig tilbage og fik et selvtilfreds smil på læberne. Smilet fik normalt hans mænd til at kigge sig over skulderen et godt stykke tid.

Hun så op på ham, da han klukkede. På en måde var hun glad for at hun havde fortalt ham det, og på en måde havde hun på fornemmelsen at han kunne finde på at drille hende med det. Hun sukkede, rejste sig og gik tilbage til varehuset, hvor hun hentede en kande rom, samt to nye krus - det andet var fjernet. Hun gik hen til Raco, skubbede et bord hen til han og satte de to krus på bordet. Hun fyldte begge krus og fandt en stol til sig selv, hvorefter hun satte sig så hun kunne hvile armene på ryglænet.
"Hvis jeg skulle gætte, vil jeg sige at det smil er til den drilske side. Et smil som får de fleste til at passe på omkring en." Hun smilede skævt og fik et drilsk glimt i øjnene. "Bare for at være nysgerrig. Hvilken stilling havde du så tænkt over på Black Breath?" Hun tog en slurk af rommen, og kunne begynde at mærke alt den alkohol hun havde fået her til formiddags.

Han klukkede så på hende under hans øjenvipper. Han gav hende et blink og lænede sig tilbage. "Under lægens vinger eller Riggerens. Du kunne også ende under mine." brummede han lukkede øjnene igen. Duftet af vådt gruset, græs, natur for at dække det hele. Han vidste hvilket talent hun havde og måske kunne han forbedre det.

I havnen kom et piratskib ind. Et skib der var kendt i byen. Der opstod en mumlen og hilsen. Mange genkendte denne pirat og rygtet løb hurtigt til varehuset. En lille dreng kom med besked til Taliia.

Kort efter drengen, dukkede et ansigt med sortbrun hår og fipskæg ind ad døren. Draconia havde knap nok lagt til kaj, før han var sprunget over borde og var løbet over til "Red Arrow", hvor han håbede at finde en bestemt person.
"Hva så rødtop? Dejligt at du er i byen for en gang skyld." Han kom ind og rystede jakken lidt, så de sidste vandråber landede på gulvet. Han så sig lidt rundt og fik øje på manden som sad ved samme bord som Taliia. Han så nysgerrigt på manden, inden han rettede opmærksomheden på Taliia igen. Et kæmpe smil bredte sig på hans ansigt og han åbnede armene som en varm modtagelse.

Taliia havde lige åbnet beskeden, løftet kruset og skulle til at læse, samt tage en mundfuld øl, da en mand talte. Hun fløj op, så hun væltede stolen og tabte kruset, så øllet flød ud på gulvet. Hun løb stor smilende manden i møde og kastede sig nærmest om halsen på ham.
"JAKE!! Ved gudinden, hvor fanden har du været din tossede draconir." Hun var helt overvældet over at se ham igen. Det var nok omkring 10 år siden de havde set hinanden sidst.
Hun faldt en lille smule til ro og trådte væk fra hans favntag. "Kom hen og mød en ven." Hun så på Raco. "Eller er jeg for tidlig på den med det, Raco?" Hun håbede ikke at han blev gal over at hun havde kaldt ham ven. Hun så fra den ene til den anden.
"Jake, må jeg præsentere dig for Kaptajn Raco Fire. Raco, må jeg præsentere dig for Kaptajn Jake Black. Jake er Vivians leder." Hun skyndte sig at fange en ekstra stol imens de to forhåbentlig fik hilst på hinanden. Folkene i varehuset havde fået tørret det spildte øl op og var kommet med et nyt krus til Taliia og et til Jake. Taliia satte sig på stolen og så nysgerrigt på Jake. "Jeg ved ikke om du har hørt det sidste fra Minotais omkring Vivian og The Lady?"