Why are you doing this, is must be a trick- Selene

Tid: 16:30

Sted: parken

Omgivelser: folk er på vej hjem sikkert fordi de skal hjem og spise

Vejr: solenskinner dog er vejret en smule køllig

Påklædning: står beskrevet i emmet

Hun havde vandret en smule rundt uden rigtigt at vide hvad hun skulle, hun havde sljålet nogle få mønter af en ældre kvinde som  slet ikke havde lagt mærke til hendes små hænder som var gledet ned i lommen. Normalt holdte hun sig til gyderne, men lige idag befandt hun sig i parken rundt omkring hende var der mennesker nogle mere fine end andre. Børn legede og en dreng og to piger kom imod hende for at spørge om hun ville lege og i det forældrene til børnene så hende skyndte de sig der hen for hente dem.  Hun var ikke lige den deres børn skulle lege med. Hendes tøj ar alt for stort og hendes ellers blege hud var mørk af skidt, hun var et udskud i deres øjne men det gjorde hende heller ikke noget. Hun var for stor til at lege hun  havde meget andet og mere vigtigere ting at tage sig til end at lege. Hun skulle holde sig selv i live. Maven kom til at knurre da hun kom til at tænke på mad. Hun havde ikke spist længe. Hun måtte skaffe sig nogle penge eller stjæle sig til mad.  Hun betragtede sine omgivelser for at finde det offer der var nemmest at stjæle fra. De fleste som  boede her havde mange penge og skulle vel ikke bruge dem allesammen, eller det var det hun havde hørt.  Hun udpegede sig en ung kvinde som stod en smule fra de andre og holdte øje med en lille dreng som kun var 4 år gammel. Hun skyndte sig med hastige skridt der hen. igen og med lethed gled hendes hånd ned  for at finde den unge kvindes penge. Det lykkedes hende at få hele pengepose op uden at kvinden lagde mærke til det. Hun smilede svagt som hun puttede den i hendes egen lomme. Hun sikker på at hun ville kunne få et fest måltid for de penge hun havde.

Hun gik hen for sætte sig under træ og væk fra solen, hun lukkede svagt sine øjne i hun var træt og det varede ikke længe før hun havde krøllet sig sammen til en lille kugle og sov. Da hun vågnede var hun en smule forvirret, men det gik op for hende hvor hun var i parken folk omkring var på vej hjem de skulle sikkert hjem og spise. Hun rejste sig op gik om bag træet hun havde ikke travlt hun skulle ikke nå noget den eneste som ventede på hende var en papkasse som hun praktisktalt boede i og affald. Parken var i det mindste en smule natur inde i byen. Solen var heller ikke på vej ned endnu og det først når solen gik ned at hun fik travlt. 
Hun begyndte at tage nogle skridt fremad og gik hun havde overvejet forvandle sig, men havde valgt at lade værre for denne kjole hun havde på var hendes ynglins, den var blå og med blå grønne mønster rundt omkring i den var der huller som indikerede at den var gammel og slidt, men hun kunne ikke være kræsen, hun var stolt for hun havde brugt næsten en hel dag på at finde den. dog var den for stor og hun lignede lidt en som var ved at drukne i den. Det ville være skam hvis hun skulle lade den ligge fordi hun heller ville være i sin dyre form.

Det var henover eftermiddagen og det havde egentlig været en lang dag. Arbejde fra tideligt i morges til nu, hvilket gjorde hende pænt træt - men det gjorde ikke noget. For nu kunne hun runde dagen af, som hun egentlig ønskede. En tur i parken var altid godt, nyde vejret ligemeget, hvordan det var. Det  var ikke ligefrem fordi, at Selene var typen med mange penge - men hun arbejede hvor hver eneste lille mønt hun tjente. Egenskaberne til selv at sy sit tøj hjalp dog også hen af vejen. Folk begyndte at gå hjemad. De skulle sikkert lave aftensmad, få deres børn i seng i ordenlig tid. Det var typisk at se denne her hverdags situation, og hun havde fulgt den siden hun var helt lille. At vokse op uden sine forældre og være taget ind med sin onkel med sin bror. Den ene af sine brødre. Verden var pludselig blevet større for hende, da hun fandt resten af sine søskende. Selene ønskede at være tættere på dem, men hendes liv var her - og hun kunne ikke bare smide alt hun havde opnået til side. Kunne hun? Ville de forvente det af hende? Selene var fanget i sine egne tanker, da hun så en mindre skikkelse gå rundt. Skikkelsen fik hende til at stoppe og, ikke ligefrem fordi hun frygtede den ukendte - hun var nærmere nysgerrig. Selene tog en dyb indånding og fangede duften af shapeshifter. Stille stod hun egentlig blot og så derover imod. Tøjet bestod af en kjole mellem længde, i lyserrødt stof, rigtig sommeragtig. Håret hang i sine mørkebrune slangekrøller henover skuldrene på hende.

Selene trådte tættere på ganske forsigtigt. De store dådyr-agtige øjne så stille imod, hvor pigen befandt sig. Den mørke hud af skidt og det alt for store tøj. Tydeligvis havde pigen ingen omsorgspersoner omkring sig, det mindede hende om sig selv. I en alder af 8 havde Selene måtte finde vej fra skoven og ind til byen. Det var ikke ligefrem noget der gjorde det svært for hende at kende en anden person i samme situation - eller bare tæt på.
"Det er dejligt vejr synes du ikke?" Spurgte hun lidt ud i luften, og satte sig så ned på græsset. Måske for bare at vise, at hun ikke var ude på noget. "Er du sulten?" Spurgte hun og åbnede sin taske. Hun havde lidt frugt tilbage fra sin arbejdsdag. Hun lagde det ene æble på jorden lidt fra sig, og gav sig til at spise af det andet. Det var i håb om pigen ville bare komme lidt tættere på, måske endda tage en samtale. Selene kunne ikke tvunge pigen til at snakke eller overhovedet at stole nok på hende - derfor ville hun se hvor hun lagde hende tillidsmæssigt.

Hun fór forskrækket sammen da nogen talte til hende, ingen plejede at ligge mærke til hende, men lige denne sitatuion var anderledes det var som om de var ens på en måde. Hun vidste ikke helt hvad skulle sige og kneb øjnene en smule sammen fordi hun skulle finde ud af hva det var denne fremmede ville. Det var ikke fordi hun ikke ville føre en samtale, faktisk så vill hun gerne  føre en samtale med hende det var bare fordi hun blev nød til at være påpaslig med hvem hun snakkede med, men var der noget som virkede rart ved denne fremmede og til sidst lod hun tvivlen ligge og smilede svagt " Det er fantastisk og varmt" sagde hun og prøvede på at virke venlig. Den fremmede var den første hun i rigtigt lang tid havde snakket med, men virkede rar og overhovedet ikke fjendtlig imod hende som mange andre var når de så hende. Da den fremmede spurgte om hun var sulten tog hendes mave det  som  en invation og begyndte at knurre meget voldsomt. Hun kunne ikke lyve sig  fra det som hun heller ikke kunne sige skulle hjem for hun lignede ikke just en som havde et hjem. Hun bed sig svagt i læben og vendte sig om det var underligt det var næsten som om hun forventede at denne fremmede ville  skældud eller skubbe til hende, men denne fremmede virkede anderledes. Det var som der var noget genkenlig noget hjemlig ved den fremmede, noget hun ikke havde haft i lang tid. Hvordan det kunne lade sig  sig gøre hun forstod det ikke helt de kendte ikke hinanden, men igen hun kendte ikke ret mange. Hendes onkel havde holdt hende indefor meste af tiden hun havde været hos ham. Kvinden bar en svag duft af noget hun budre kende, men som hun ikke gjorde. Noget hun ikke duftet i lang tid. Hun duftede ikke helt som hendes mor havde gjort det, men duften som kom fra den fremmede mindede hende aligevel om hendes mor. Hun var nysgerrig, men holdte stadig sin afstand så hvis denne fremmede prøvede på noget kunne hun løbe. En ting lærte man når boede på gaden og det var hvordan man hurtigt kom væk skulle det gå galt. Dog virkede det  til at denne fremmede kun ville hende det godt hvilket også forvirrede hende en lille smule.
Ingen plejede at ville hende godt selv hendes onkel  gjorde alt for at holde hende tilbage og selvom hun kun var ti havde det at leve på gaden modne hende. faktisk havde hun altid  været meget mere modnen end hendes jævnaldrende. Dog havde hun også en mere barnlig side, men den lod hun ikke andre se med mindre hun stolede på dem hun var sammen med. Hun havde ikke leget siden hun var fem, men det var lige meget hun måtte fokusere " jeg kan hvis ikke lyve mig fra at jeg er sulten" sagde hun og kom til at grine af hendes maves høje klage lyde.
Kvinden var pænt kældt på og derfor var hun næsten sikker på at denne fremmede var som alle andre måske prøvede hun på at lokke hende i  en fælde for så aflevere hende på et børnehjem. Hun måtte tættere på bare et par  skridt, så hun se nærmere på den fremmede. Hun virkede ikke sønderlig farlig og til sidst vandt nysgerrigheden  og hun gik endnu tættere på " forresten så er jeg Amber" sagde hun og rakte en bedskidt hånd frem imod den fremmede. Selvom hun havde levet på gaden det sidste stykke tid havde hun stadig manér og derfor havde hun rakt hånden frem imod den fremmede. Dog var det langt fra fordi hun ønskede at være sammen den fremmede, men måske hun alligevel kunne lokke noget mad ud af denne fremmede inden hun igen stak af. Dog af en eller anden grund gav det hende dårlig samvittighed at unytte den fremmede som var rar ved hende. Hun følte sig bedre tilpas i sin gyde. Desuden hvis hendes onkel fik nys om hvor hun var så ville denne fremmede være i fare. Hun ville følge med og se hvad dette her ville føre til. Tvivilen havde vundet sammen med hendes nysgerrighed omkring hvorfor hun følte sig en smule ens med denne fremmede.

Pigen var sulten, selv Selene kunne hører den knurrende lyd maven lavede - i håb om bare at få en enkelt bid ned. Det lille grin, fik Selene til at sende pigen et tandsmil.
"Spis endelig," svarede hun ganske mildt og så hen imod pigen. De varme brun øjne så hen imod pigens blå, ganske roligt. Selene forholdt sig stille, der var ingen grund til at skræmme pigen med pludselige bevægelser.Pigen kom nærmere, hvilket Selene tog som en god ting. En ting Selene altid havde været var imødekommende, og at skabe positive relationer var ingen svaghed. Så da pigen præsenterede sig tog hun det endnu mere positivt. Det var et godt tegn, eller noget i den stil. Der kunne være mange ting, nogle spillede sig stille ind på fremmede - tog deres tillid og løb med den. Det var sket før, og det skete når man arbejede med fattige. Nogle af dem var grådige.
"Hej Amber, mit navn er Selene," svarede Selene på pigens navn og sendte hende et større smil. Pigen rakte en hånd frem, tegn på manere fra fortiden. Hvilket blot sagde lidt mere om pigens fortid før alt det dårlige. Selene rakte sin hånd frem imod pigen, og gav hånden et blidt dog ordenligt håndtryk. Egentlig var Selene ligeglad med, hvad pigen havde tænkt sig at gøre med Selenes venlighed. Om hun tog imod den eller ej, om hun valgte at gå videre med den eller stikke af fra den - det var alt sammen pigens eget valg. Verden kunne være farlig, og Selene havde fået sin pose af ondskab over sig. Den sad stadigvæk fast inde i hende.

Selene tog en dyb indånding og rakte så pigen et stykke brød.
"Hvis du nogensinde skulle mangle et varmt sted at overnatte. Så har jeg en ekstra seng til at stå.. " tilbød Selene med et skævt smil. "Livet på gaden er ikke altid nemt.. vi må hjælpe hinanden, hvis vi skal overleve.." tilføjede hun og så ud imod parken igen.
"Da jeg var yngre, døde mine forældre.. og min bror sendte mig væk.. jeg levede alene.. og jeg stolede ikke på nogle.. til jeg mødte en anden kvinde. .som hjalp mig med at finde tiltro til folk igen.. der er håb," sagde Selene så og vendte de brune øjne imod pigen igen.
"Du er shapeshifter ikke sandt?" Spurgte Selene så en smule nysgerrigt dog stadigvæk meget mildt.

Hun smilede svagt tilbage da Selene smilede til hende, hun havde det stadig lidt svært med om hun kunne stole på hende. Det var ikke ford Amber ikke ville Selene virkede ganske rar, men kunne hun lade Selene give hende en varm seng. Hvis hendes onkel fandt ud af det ville de begge være i fare for hans vrede. Amber havde selv set hvor vred han kunne blive og det var gået op for hende hvad det var han var. Dog havde han aldrig rigtig gjort  hende noget. Amber fik store øjne og glemte at tænke mere over det lige med det samme da hun så brødet. Hun var ret hurtigt der henne og greb brødet ud af hånden på Selene. Hun rykkede sig en smule væk, men var rettet sådan hun kunne se Selene dog gik det op for hende at Selene også var der og at hun måske var sulten hun stirrede en smule på brødet og delte det i to lige store dele og rakte den ene del frem imod Selene det var en invitation om at Selene kunne spise sammen med hende. Faktisk var der ikke mange som havde fået lov til det, der havde været nogle før som havde prøvet, men det var fordi de havde ondt af hende. Hun brød sig ikke om når folk havde ondt af hende for i starten havde hun selv valgt det, men hun måtte erkende at det var svært for selvom hun følte sig moden  kunne man aldrig vide sig sikker faktisk savnede hun et tryg sted at være, men det var svært når hun ikke stolede på nogen. Et svagt smil bredte sig på hendes læber som Selene sagde ordet shapeshifter " Shapeshifter sagde hun og smagte på ordet og nikkede så. Hendes dyr var en Boder collie hvalp. Hun taget form som fire årig der hendes forældres Boder Collie Molly havde prøvet redde hende fra et angreb, men vampyren havde dræbt Molly som resten af hendes familie. 
Amber lod svagt Selenes stykke ligge i sit skød som hun spiste sit eget brød, det var hurtigt væk og det havde ikke set pænt ud som hun spiste så hurtigt, nogle krummer var endt i den gale hals og hun begyndte at hoste voldsomt, men hun blev nød til at spise hurtigt for tænk hvis det  var væk inden hun nåede at spise det. Hun fik stoppet sin hosten tidsnok til at høre det næste hun sagde og det blev tydeligt at hun ikke havde lyst til at snakke om det. De minder hun havde omkring hendes forældres død var mareridt. Hun gemmelevede det hele igen og igen når hun lukkede sine øjne, hvordan hendes mor i de få minutter hun levede prøvede på at redde den kun fire årig Amber, hvordan Molly ofrede sig for at beskytte hende. Deres livløse kroppe. Det gjorde for ondt. Hun kiggede svagt ned i jorden " det er jeg ked af at høre, men jeg har egentlig selv valgt det fordi min onkel er som dem" sagde hun unden nogen forklaring på hvad hun mente med dem. Selene virkede meget nem snakke med, men disse ting var for private for hende hun kunne ikke lukke  op til alle og en hver bare fordi hun havde  behov for at snakke, men der mere end det, hvad nu hvis hun fik det at vide også bare ville forsvinde eller hade hende. Hun fugtede svagt sine læber, men det var mærkelig hun var bange for hvad Selene ville sige " jeg boede ved min onkel, men der  kunne jeg ikke lide at være" sagde hun prøvede på at forklare. 

Hun var bange konstant for hvad nu hvis de andre vampyrer også ville komme efter hende, hun følte sig lige pludslig ret alene selvom Selene ikke var ret lang fra hende, hun havde mistet håbet om nogen sinde få sin hævn over hendes forældres død. Selvom hun så gerne ville. Selvom kun var 10 vidste hun en del om  vampyrer hun var bare ikke gammel nok eller stærk nok til at kunne kæmpe imod en vampyr det vidste hun, men det ændrede ikke på den smerte hun oplevede hele tiden ordet håb var for hende fremmet, hun følte ihvertfald selv at der intet håb var for hende. Hun kæmpede svagt med tårende som abslout skulle presse sig på, hun ville ikke virke svag for Selene faktisk ville hun ikke føle sig svag foran nogen. Hun bed sig svagt i læben " jeg bringer ulykke det vil ikke være sikkert at have mig i dit hjem sagde hun kæmpede med ikke at komme til at græde. Hun hadede det, men de havde oplevet lidt det samme hendes forældre var også døde, men hun havde intet familie andet end en onkel som var samme race som dem der havde ødelagt hendes liv og familie.

Pigen bekræftede Selenes ord, hvilket blot fik shapeshifteren til at smile af den unge pige. Selvom Selene forstod reglerne og normerne for at leve 'fint', så betød det ikke, at hun ikke forstod at være nød til at bøje reglerne for overlevelse. De første måneder hun havde været alene og der måtte hun stjæle for mad og drikke. Det var langtfra alle som ville give en lille pige mad. Hosten fik Selene til at krumme brynene ganske kort, men valgte ikke at gøre noget ved det - som pigen åd og åd så var det klart at man fik det i gal-hals. Selene var lidt overrasket over at hører, at pigen faktisk selv havde valgt at leve alene. Nogle blev vel enspændere i en tidelig alder, og måske var det blot Selene, der aldrig havde forstået det begreb. Selene havde det bedst omkring andre folk, og sådan ville det nok altid være. Ensomhed fik altid forkert fat i hende.
"Din onkel er som hvem?" Spurgte hun dog uden egentlig at tænke videre. Dog virkede hun også meget til ikke at ville dykke videre ned i det, udfra Ambers kropssprog. Selene var trods alt ikke helt elendig til at aflæse kropssprog. Let nikkede Selene kort da pigen sagde, at hun ikke kunne lide at bo ved sin onkel. Så måske havde onkelen gjort hende noget, ellers var der en simpel anden grund? Selene var manglede ikke ligefrem fantasi til at danne billeder af, hvad det kunne være.

Selene registrerede kampen, som Amber havde med sig selv. Hun ønskede at hjælpe, gøre et eller andet. Dog på nuværende tidspunkt vidste hun også, at Amber sikkert ville se tilnærmelse som grænseoverskridende. Et undrende udtryk kom frem på Selenes ansigt, som Amber sagde hun bragte uheld.
"Uheld siger du?" Spurgte Selene lidt og rynkede på brynene. Så kiggede hun stille over på Amber, og formede et skævt smil på læben. "Mellem os to, så tror jeg ikke på held og uheld. Og, man er nød til at tro på det for at det virker," tilføjede hun med kort varmt blink med øjet.
"Kan du lide katte? Jeg har en kat som hedder Miss. Cuddles," fortalte Selene så for at ændre emnet lidt. "Desuden så kunne jeg bruge nogle til at holde øje med mit hus her, når jeg besøger Firewood Village.. kan du ikke hjælpe mig med det?" Spurgte Selene så imens hun så afventende på pigen. Det var måske lidt en anden form for måde at spørge på, men også på en måde - som måske ikke virkede for overvældende. "Men før du svare på det, er jeg nysgerrig. Hvilket dyr kan du skifte form til? Du fortæller dig, så fortæller jeg midt. Det er altid dejligt at møde andre shapeshiftere," tilføjede hun med et skævt varmt smil.

Hun kæmpede stadig med tårende og lod svagt og ret irreteret sine fingre glide henover sin kind og betragtede Selene hun sad lidt og overvejede hvordan hun skulle forklare uden rigtigt at komme ind på hvorfor hun var endt ved sin onkel " han er en vampyr og gjorde engang min barnepige fortræd fordi jeg læste om vampyrer, jeg gættede det på hans styrke hvis ikke jeg kommet der jeg gjorde så havde han banket hende ihjel" sagde hun og trak vejret dybt for ikke begynde at hulke som et barn. Det var efter den dag hun valgte at stikke af. Hun levet på gaden sinden, men frygten var ikke blevet mindere faktisk var den bare  blevet størrere. Drømmene plagede hende endnu mere hvergang hun lukkede sine øjne. Hun lagde hovedet en anelse på skrå imens hun tænkte. Hendes forsøg på skubbe Selene væk virkede ikke og det betød vel at hun ville blive selvom hun fortalte hende disse ting. Hun kunne ikke love at hendes  onkel ikke ville prøve på at finde hende, men han havde ikke fundet hende endnu og faktisk så var det kun fordi hun bevægede sig udenfor sin gyde når  solen var fremme. Hun fik store øjne da Selene nævnte katten. Amber havde aldrig haft andet end en border collie, men katte fasinerede hende. De var nogle mærkelige skabninger og det havde nærmest en dragende effekt på hende.  Det virkede en smule overvældende at Selene tilbød hende at passe på huset når hun skulle på besøg i Firewood villlage, men katten trak i hende og hun skulle lige til at svare, da Selene spurgte hende om hvilket dyr hun kunne forvandle sig til. Hun følte sig ret godt tilpas og Selene var den første hun havde mødt af sin egen slags siden efter at hendes forældre døde. Hun smilede svagt og idet hun kom til at tænke på sin dyre form forvandlede hun sig til en Boder collie hvalp. Hun stak ganske kort hovedet op af kjolen og gav et lille bjæf fra sig. Inden hun begyndte at løbe omkring Selene efter at hun med en smule  besvær var kommet ud af den. Hun satte sig hen på Selenes skød og logrede ganske glad med halen.
For en hver anden var hun stukken af, men fordi Selene var så rar følte hun ingen trang til at løbe nogen steder hen andet end op i skødet på Selene. Det var rar fornemelse ikke at skulle være bange for at blive råbt af. Hun slikkede svagt Selenes fingre og bjæffede igen. Inden hun løb hen til sin kjole og grave sig ned i den og forvandle sig tilbage. Det havde ikke været meningen at forvandle sig til sin dyrform, men det var blevet en vane at forvandle sig når hun tænkte tanken omkring hendes form. Hun levede i en verden hvor hun blev nød til skulle væk i  en fart, men sammen med Selene behøvede hun ikke at være bange. Hun tænkte lidt over sit svar imens hun spændt ventede på få at vide hvilket dyr Selene kunne forvandle sig til.

Amber havde aldrig før følt at hun hørte til, men det var alligevel som om Selene fik den følelse frem i hende. Hun havde ikke følt sig hjemme ved sin onkel. Hun smilede svagt som hun kom i tanke om hendes andet spørgsmål " det kunne jeg sagtens gøre, men så skal du love at du ikke bare forsvinder eller gør dette her for mig bare fordi du har ondt af mig" sagde hun kravlede tættere på hun undertrykte svagt en gaben som trængte sig på imens hun kravlede. Hun havde holdt kjolen inden hun tog den helt på " det er først gang jeg møder en af mine egne og jeg faktisk glad for det, men jeg har nogle ting vi skal hente nede i min gyde" sagde hun så og ville ikke sige hvad det var hun skulle hente, men hun kunne ikke bare tage afsted uden sin bamse, han passede på hende og uden den kunne ikke finde sig til rette i huset de skulle til. Hun havde helt glæmt at hendes første tanke var at udnytte hende, men heldigvis pist væk hun kunne ikke få sig til det.

Amber var en pige der kunne læse, hvilket tydede på - at hun ikke havde været helt fattig før hun havnede her. Ikke at Selene dømmede på den slags, men det gjorde hende blot glad for at andre end hende måske kunne benytte de oceaner af bøger som Selene ejede.
"Så du kan lide at læse, jeg har et bjerg af gode bøger af alle slags," skiftede hun let samtalen over til noget andet - måske for egentlig at vise, at hun ikke var sådan bare lige at skræmme væk. Selene var nysgerrig for om pigen ville fortælle om sit dyr, det var ikke alle shapeshifters der var lige tilpasse med sin dyriske form - også var der dem som levede i harmoni med den. Det tog få sekunder før Selene fnøs glad over Amber skiftede form foran hende. Den lille hundehvalp løb rundt omkring hende, hvilket fik Selene til at smile stort og le en smule. Man kunne ikke andet. Hvalpen satte sig på Selenes skød, og der kunne hun ikke andet end at klø hende bag øret og nusse den bløde dog beskidte pels. Det betød tillid mellem dem. Hvalpen slikkede Selenes fingre hvilket blot fik hende til at grine let. Med et bjæf lod hun Amber løber tilbage under sin kjole og hoppe i den i sin menneskelige skikkelse.
"Har du læst om en gepard før eller læst? Jeg er en lidt anderledes form, kaldet en konge gepard - på et tidspunkt skal jeg nok vise dig det," pointerede med med et skævt smil. Parken var nok ikke det bedste sted at vise sådan en form. Desuden havde hun nok plads derhjemme til at kunne skifte form i stuen.

Selene lyttede til, hvad Amber sagde til hende. Ganske let kneb hun øjnene, men hun forstod ordene mere end tydeligt.
"Jeg forsvinder ingen steder, og hvis jeg regner med at være væk i nogle dage - så får du besked. Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig i uvished, og måske hvis du skulle lyste kunne du altid tage med mig de gange du har lyst," forslog Selene til den første del med et varmt smil. "Jeg lover, jeg gør ikke det ikke fordi, at jeg har ondt af dig. Jeg gør det fordi jeg vil, om du vil er op til dig," tilføjede hun og kløede sig kort i nakken. De mørke øjne fjernede sig slet ikke fra den unge pige, men de var blide og varme. Selene kunne se Amber var træt, og måske var det også nok oplevelser for idag.
"Det er heller ikke så tit jeg støder på andre shifters," pointerede Selene muntert. "Vil du have min hjælp?" Spurgte hun stille i stedet for at antage at Amber ville have den. "Eller jeg kan vente her, du bestemmer, det er hvad ud har mest lyst til," tilføjede hun kærligt.

Amber smilede som Selene nævnte bøger hun elskede bøger, men det var måske ikke helt lige de bøger man regnede med at 10 årig ville læse, men hvis man kendte hendes historie så ville vide hvorfor var hun så interseret i bøger omkring vampyre. Hun glædede sig faktisk til at komme hjem til hende. Hun følte sig mere eller mindere tryg i Selenes nævær det havde hum aldrig gjort efter at hun var havnet ved hendes onkel. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide sin onkel det var mere det han var blevet hun ikke brød sig om. Han havde aldrig gjort hende noget, men måske han ville hvis hun gjorde ham vred nok. Han var hendes eneste familie hun havde tilbage og selvom han i hendes øjne var et monster så ændrede det ikke ved noget. Hun kiggede tænksomt på Selene smilede så da hun sagde at hun ikke ville forsvinde og var hun væk i længere tid så skulle hun nok få det at vide. Hun bed sig svagt i læben hun kunne vel give det et forsøg ville det ikke kunne fungere så kunne jo altid løbe tilbage til hendes gyde hvor hun haft sit hjem det sidste lange stykke tid " jeg vil gerne have din hjælp og mærkelig nok så stoler jeg på dig når du siger alle disse ting  og jeg tror at jeg  nok skal føle mig hjemme når det er sammen med dig" sagde hun var så tæt på at der næsten ingen mellemrum var imellem dem og til sidst gav hun hende et kram. Hun ville gerne have dette til lykkedes for hende for Selene var en af de få som havde fået hende til at føle sig og mindere indelukket " Jeg elsker bøger og det er alt for lang tid siden jeg har læst i en af dem" sagde hun halvt hviskende som imens hun krammede Selene. Hun var kommet i tanke om at Selene havde spurgt hende om bøger.
Der løb så mange tanker rundt i hendes hoved som hun ikke før havde haft fordi de største tanker i hendes hovbed var at overleve måske hun nu kunne få et liv som et barn burde, selvom hun ikke helt så sig selv som andre på hendes aldre ville det være rart ikke at skulle bekymre sig om hvordan hun skulle få det næste måltid. Hendes grå næsten hvide øjne søgte svagt Selenes som hun gav slip, de var fremmede, men hun stolede på at der intet kunne ske med hende når de var sammen en tanke som hun aldrig haft efter angrebet. Havde hun vidst hvad det var hendes forældre havde beskæftiget sig med så ville det vel ikke komme bag på hende hvorfor det endte som det gjorde. Hun sad lidt i sine egne tanker som Selene fortalte hende om det dyr hun kunne forvandle sig levede hun smule op. Det var et af de størrer katte dyr. Hun set billed af en som nogen tegnet i den bog  hunlæste i og Amber syntes de så meget flotte ud. Det fik hendes skikkelse til virke kedelig, men på den anden side her i byen faldte hun vel godt ind som hund og ikke et eller andet stort kattevæsen " jeg har engang set et billed nogen havde tegnet i bog jeg læste i omkring dyr, men jeg kan ikke huske hvordan de ser ud. Andet end det en stor kat af en eller anden art" sagde hun.

Hun rejste sig op og rakte en hånd frem imod Selene og gav tegn til at Selene godt måtte komme med ned i gyden hvis hun ville og hente hendes bamse det var ikke fordi hun ikke kunne finde en anden gyde hvis hun igen skulle stikke af og på den anden hvis hun allerede nu følte hun sig tryg i Selenes nærvær og var hun ikke sikker på at hun nogen sinde ville komme til at bruge den igen " mener du virkelig godt at jeg må tage med på en af dine rejser, jeg mener det vil jeg gerne jeg har aldrig været udenfor Doomville sagde hun da det gik op for hende at Selene tilbød at tage hende med. Amber havde aldrig set verden udenfor Doomville og ville gerne, men hendes onkel havde ikke tilladt det og derfor havde hun måtte blive. Det var heller ikke fordi hun var  kommet ud af en dør og havde set Doomville andet end hun kunne se fra sit vindue i hendes soveværelse.

Amber blev en smule rød i hovdet da Selene spurgte ind til hvad hun skulle hente det var lidt barnligt, men ikke desto mindre noget hun ikke kunne undvære, bamsen betød alt for hende. Den havde altid været i hendes nærvær og noget af det eneste som gjorde hende tryg når hun skulle vænne sig til nye steder, men det kunne vel være lige meget at hun havde den for hun var jo kun et barn, lige meget hvor meget hun så var imod det. Hun kiggede op på Selene og man kunne se den røde farve. Hun standsede en smule op prøvede på at skjule at det faktisk gjorde hende en smule flov " øhm jeg skal bare hente min bamse Hr. Nuller" sagde hun og man kunne tydeligt høre at hun var en smule flov over det. Hun fugtede sine læber og forstte imod gyderne uden sige meget. Hun drejede ned af en lille mørk gyde den var ikke særlig stor og for enden var der en affalds spand og en lille kasse af træ som hun brugte til at sove i når det regnede. Hun samlede Hr. Nuller op, det havde en gang været en hvid kanin som hendes mor faktisk havde syet til hende, men fordi den havde været udenfor i et miljø hvor det var bedskidt og vådt lignede den ikke en hvid kanin mere. En syning i dens arm var gået op og ud stak det materiale der var i bamsen, men hun kunne undvære den og hvis nogen ville prøve at tage den fra hende ville hun sikkert blive ret vred " Hr. Nuller dette er Selene vi skal bo ved hende og du behøver ikke at være bange hun er vældig flink og jeg stoler på hende. Vi skal nok få det godt sammen med hende" sagde hun smilede til Selene.
Hun havde ingen våben og hvordan hun havde overlevet ville sikkert overraske de fleste, men man kunne komme meget langt med snille. Hun vidste også godt at der var andre fare ved at bo på gaden, selvom dette lille sted havde været hendes hjem længe så var der også andre fare ved at opholde sig udendøres helt alene, men hun havde klaret det ret godt og hun var ikke blevet angrebet af nattens væsner. Hun greb forsigtigt Selenes hånd og gav den forsigtigt et klem. Hun håbede at dette ville komme til at gå godt. Hun havde aldrig før haft nogen hun kunne stole på og som regel  tog det meget længere tid hvilket overraskede hende at dette ikke gjorde og måske var det i bund og grund fordi hun ønskede sig så brændende et sted at høre til. Hun betragtede svagt Selene og sendte hende et smil. Det havde været så lang tid siden hun havde følt sig så tryg som hun gjorde sammen med Selene og hun kunne ikke sætte en fingre på hvorfor det var sådan. Hun havde så længe været så indelukket og aldrig haft nogen hun kunne komme til på grund af det, men hun ville gerne have en hun kunne dele sine dystre hemligheder med. Hun vidste ikke helt  om det kunne være Selene, men det måtte tiden vise og bare det at hun stadig var der for hende, selvom hun havde  prøvet at skubbe hende væk gjorde det klart for hende at Selene måske kunne være denne person

Amber sagde de skulle hente en bamse, hvilket blot fik Selene til at smile en anelse skævt - ikke på nogen form for hånende eller nedladende måde. Men hun fandt det kært, selv havde hun aldrig rigtig haft sig en bamse som lille. Eller måske havde hun, men hun kunne ikke huske noget fra sine forældre, hvilket ærligtalt var rart hårdt sommetider. Ikke at kunne huske ansigterne på sine forældre og først lige nu var kommet i kontakt med sine søskende - søskende hun også havde glemt. Heldigvis var hun sammen med dem nu, også selvom de seneste aftner måske ikke havde været så heldige. Dog følte hun et eller andet nu, hun ville hjælpe Amber - hun vil gøre livet godt for Amber. De forsatte imod gyderne, ikke ligefrem det mest sikre sted at befinde sig - men hvis man ikke havde andet, så var det nok den eneste mulighed man lige havde ved hånden. De drejede ned mod en lille mørk gyde - og Selene holdt vejret i frygt af hvad hun egentlig burde forvente. Det var et uendeligt mørkt sted at vokse op, og Selene ønskede at bringe noget lys over sådan et sted. Selene holdt en passende afstand for at Amber ikke skulle tro at hun ville stå og stirre hende over skulderen. Alligevel var hun ikke for langt væk. Den lille engang hvide kanin blev samlet op, og fik Selene til at smile bredt. Et par sting og hun kunne i hvert fald gøre den så god som ny. Hvis Amber naturligvis ønskede det. Da Amber præsenterede Hr. Nuller for hende, satte Selene sig let ned på hug for at være i højde med Amber.
"Hej Hr. Nuller, dejligt at møde dig - jeg er glad for du har passet så godt på Amber. Er i klar til at tage med hjem?" Spurgte hun så og flyttede sine mørke øjne over på Amber til sidst.

Da Amber gav hendes hånd et lille klem, rejste Selene sig op så de kunne komme hen imod det lille hus. Det var en lille gåtur, men at snakke lidt på vejen om diverse ting. Så som at Selene elskede at tegne og sy tøj - gjorde turen bare lidt kortere. De kom frem til det fine hus, og så snart at Selene havde låst op lukkede hun Amber og Hr. Nuller indenfor i varmen. Huset var ikke gigantisk, men der var to etager og plads til i hvert fald tre mennesker. Måske var kontoret lidt rodet, men det var også nærmere Selenes arbejds sted. Stuen og køkkenet var ret hyggelig og der var lidt gang i ildstedet endnu. På sofaen lå den dovne kat miss cuddles og sov.
"Det er Miss Cuddels, og det her bliver hjem," sagde hun så med et varmt smil. Katten vippede let med ørerne og åbnede så øjnene nysgerrigt til det nye væsen i huset. Let gik hun langs sofaen og vippede med hovedet for at snuse ud i luften uden egnetlig at nå Amber. Halen løftede sig op i luften som Selene gik hen til sin kat. Miss Cuddles tøvede ikke med at springe op og smide sig henover nakken på Selene. "Kom, lad mig vise dig, hvor dit værelse," det var i virkeligheden et gæsteværelse - men nu var det Ambers, hvis hun ønskede at have det. Selene gik op af trapperne, hvor der var to værelser - det ene Selenes, men det var ikke det hun åbnede døren til. Det var Ambers. Det var ikke umådelig stort, men der var en god seng, et vindue så hun kunne se udover byen. Naturligvis ville Selene skaffe ting som hun kunne ønske sig til rummet. Det var jo ikke ligefrem fordi det var planlagt. "Jeg skal nok skaffe dig de ting ud mangler.. tøj.. du skal bare sige til, jeg er ret god til at sy - hvis jeg selv skal sige det," sagde hun så og satte sig let på senge kanten.
"Hvad synes du?" Spurgte hun så Amber med et varmt smil.

Amber  smilede som Selene snakkede til Hr. Nuller normalt var hun ikke så barnlig som hun var lige nu ihvertfald  aldrig med fremmede mennesker, det var ikke fordi denne side ikke eksisterede det var bare hun kunneikke  bruge den til noget når hun boede her ude desuden havde hun altid været ret moden af sin alder mange sagde at det som var sket med hende da hun var mindere havde ændrede hende, men hun huskede ikke andet end den indelukket hende. Hun kunne huskede hvordan hun havde været hun kunne sågar ikke huske hvordan hendes forældre havde været. Hun var enebarn og havde derfor ingen søskende og vidste ikke hvordan det var at have dem, det havde altid kun været hende og hendes onkel. Hun vidste inderst inde godt at hendes onkel elskede hende, men hun brød sig ikke om hans slags. Hun greb ud efter Selenes hånd som hun spurgte om de var klar tage hjem. Hun lod som om at Hr. Nuller snakkede til hende  og så smilede hun " lad os gå, mig og Hr. Nuller er klar til at tage hjem" sagde hun tænkte ikke over at hun sagde det sådan for det virkede bare rigtigt at sige for de var vel på vej hjem til hendes nye hjem og hun følte sig rigtigt glad for at have taget beslutningen om at tage med hjem til Selene. Hun havde ikke rigtigt før mødt andre af hendes slags det havde kun været hende selv som hun skulle tage stilling til, men det var nu ret rart at kunne lade Selene tage sig af hende ihvertfald en gang imellem.
Hun kunne sagtens også være selvstændig og have sine egne meninger. Hun havde under turen hjem til Selene lyttet til hvad hun sagde og smilede, hun ville ønske hun kunne tegne, men det kunne hun desværre ikke, men det kunne være at hun kunne lærer det. Hun havde ikke selv sagt ret meget under turen, men det for danne sig et billed af sine omgivelser så hun kunne finde tilbage hvis det skulle være nødvendigt. Hun havde faktisk en ret god hukomelse og brugte den ofte til at finde vej til steder hvor hun før havde været.

Hun gik ind som døren blev åbent for hende, huset var for hende perfekt det var sådan hun elskede sine huse ikke for store og der var 2 etager. Hun nåede da ikke at kiggede sig ret længe om, før katten vågnede hun stod måske en smule stift som den begyndte at gå. Det var ikke fordi hun var bange for katten, men mere fordi hun ikke ville overskride nogen grænser for katten hvor mærkeligt det end lød så var hun trodsalt en fremmede som lige var kommet ind i dens og Selenes hjem. Hun fulgte katten nøje, men den kom ikke tættere på, men derfor kunne hun godt følge den med øjne som blev en smule større da Katten hoppede op og lagde sig til rette på Selenes skuldre. Hun kunne tydeligt se at Selene og den kat delte et stærkt bånd sammen. Hun flyttede til sidst øjnene en smule rundt i rummet de stod i. Varmen var rar, men gjorde hende en smule træt og igen måtte hun undertrykke en gaben, man ville ikke sove når man var plaget af onde drømme og det var derfor hun prøvede på holde sig fra søvn så vid som muligt. Dog kunne hun ikke nægte sin krop søvn, men hun sov ikke særlig godt om natten og hun fik ikke meget søvn alligevel. Hun fulgte med Selene op på hendes nye værelse. Hun gik ind i rummet og kiggede sig omkring det kunne godt være det ikke var stort, men hun havde ikke behov for et stort værelse det hun havde haft før, var et værelse så stort at en hel børnehave kunne have til huse i det. Hun forsvandt i så stort et rum og det var  meget bedre med mindre plads og det var hendes eget og hun kunne gøre med det som hun ville selvfølgelig inde for grænserne. Ved hendes onkel måtte hun ikke lave det så passede hende bedre, det havde altid været så mørkt og trist. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud af det. Hun vendte sig imod Selene smilede bredt " det er perfekt sagde hun og gik hen og satte sig ved siden af Selene på sengen.

Hun lagde sig lidt efter ned så benene var ud over siden imens hun kiggede op i loftet og hænderne blev lagt under hovedet. Det var som det skulle være for hun følte sig allerede godt tilpas med at være her. Selene havde sneget sig ind hvor mange ikke havde fået lov til at være. Hun plejede at være en lukket bog, men Selene havde fået bogen lukket op på klem hvilket ikke mange havde gjort. Hun vippede svagt med fødderne og satte sig op da Selene  fortalte hende at hun bare skulle sige til hvis hun manglede noget i rummet så skulle hun nok sørge for det. Et smil bredte sig på hendes læber som hendes grå næsten hvide øjene søgte Selenes " tak  sætter jeg pris på det, men jeg skal lige tænke og så skal jeg nok vende tilbage" sagde hun og gik ned af sengen " hvad med et bad?" spurgte hun og kunne faktisk godt trænge til et hun var så bedskidt at hendes ellers så lyse hår var blevet mørkere på grund af skidt.Hun lagde Hr. Nuller på sengen som vendte sig om imod Selene. Amber havde ikke fået et varmt bad i lange tider og hun havde næsten glemt følelsen af varmt imod hendes hud. Hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle gøre med sit hår i lang tid var der ikke gjort noget ved det og hendes hår var ugelet. Hun havde slet ikke lyst til at sove selvom hendes krop var træt så var der så meget ved dette her hus som skulle udforskes og det altid bedre give sig til noget end ende i de uhyggelige drømme. Som oftes hun befanndt sig når hun lukkede sine øjne.

Selene så på Amber der forsvandt hen for at se ud af vinduet. Det gjorde hende glad, det var en behagelig følelse at være i selskab med Amber - det kunne ikke beskrives, men hun følte sig mere hel. Så kom shapeshifteren op og satte sig ved siden af Selene. Selene fulgte pigen med de varme mørke øjne, som hun lagde sig ned, et lille kært fnøs forlod Selenes læber ganske stille. Miss Cuddles sprang ned fra Selenes skulder og luntede stille nedenunder igen. Det var måske her at det var så godt, at Selene var så god til at forsørge sig selv. Hun havde flere muligheder end mange andre i byen. Selene så Amber i øjnene og lyttede opmærksomt til hvad pigen havde at sige. Så nikkede Selene atter da Amber nævnte et bad.
"Selvfølgelig," sagde Selene så og kom på benene igen. Så gav hun Amber et lille nik til, at hun blot kunne følge med. "Kom," Selene gik ned af trapperne igen, og åbnede døren til badeværelset. Der var toilet, vask og badekar - der manglede intet. Så trådte hun ind i rummet og fyldte karet med vand, hvorefter hun fandt et håndklæde frem og lagde det på et lille bord der befandt sig derude. "Bare tag den tid du har brug for," tilføjede hun så og lod en blid hånd kører hen over siden af Ambers lyse lokker.
"Jeg er inde i stuen, så du kalder bare hvis der er noget," pointerede Selene for at gøre det klart at hun ville være der, hvis det var behøvet. Måske kunne det også være rart nok, at blive bekræftet i at Selene egentlig ikke havde tænkt sig bare at gå.

Så lukkede Selene stille døren og satte sig ind i stuen. Her satte hun sig ned i sofaen og ventede på Miss Cuddles der sprang op for at placere sig på hendes skød. Det var ikke bare Selene og Miss Cuddles her mere. Gad vide hvad Selenes søskende ville sige til Amber? Ikke fordi, at hun troede de ville gøre eller sige noget ondt. Hvis nogle skulle møde Amber, ville det nok være Aaron først. Eller Tatia. Dem alle på en gang ville nok være for meget, men på den anden side kunne det også være en god ide. Det måtte hun finde ud af på et andet tidspunkt. Selene tog sin lille blok frem og sin blyant og gav sig til at tegne videre på en tegning af et sted i skoven hun kunne huske. Det var nemt at huske lige præcis den del af skoven, for hun kunne nogle gange bruge sin evne til at se stedet fra Kubos synsvinkel. Selene tog en dyb indånding, tydeligt når man så ud at det var ved at være sent. Når Amber var færdig kunne de gå i seng, det måtte vel være rart egentlig at have en varm seng at sove i. Søvn, hvor man ikke behøvede at være på vagt. Det eneste man skulle holde øje med her var om Miss Cuddles stjal ens mad når man ikke lige så på det - men det skete så sjældent.

Amber havde aldrig troet hun skulle finde et hjem hvor der faktisk var en chance for at hun ville føle sig hjemme og værdsat. Hun havde aldrig troet nogen skulle komme så tæt på og måske var det fordi hun følte sig så ens med Selene på mange punkter. Hun kiggede på Selene imens hun fyldte badet op til hende  varede det ikke længe efter før Selene havde fyldt badet til hende og var gået at hun havde smidt tøjet og var i vandet. Det varme vand imod hendes hud var en rar fornemelse hun lod kroppen synke ned og til sidst var hele hovedet under, men det kom dog op efter et stykke tid begyndte hun at vaske kroppen og håret da hun færdig kunne man tydelig se hvor bedskidt hun havde været for vandet havde fået en grå brun farve, men hun var ren og man kunne se den fine og lyse hud som før havde dækket af jord og skidt selv hendes hår var blevet meget mere lyst at se på. Hun svang svagt håndklædet om sig. Hun vidste ikke hvor lang tid hele taget, men hun var blevet ren hun samlede den slidte kjole op og kiggede på den inden hun tog den på. Den passede hende slet ikke nu hvor hun blevet ren. Desuden var den alt for stor. Hun åbende døren efter hun havde ladet vandet løbe ud og holde øje med det til det var væk. Hun fandt Selene inde i stuen og hun tegnede et sted i en skov hun ikke havde set før og for hende kunne det bare være et tilfældigt skov billed. Hun smilede som hun betragtede Selene og katten, måske dette var hendes chance for en lykkelig familie. Hun vidste at det komme til at tage tid før  hun kunne lukke helt op, men hun håbede at hvis dette blev ved ville det hjælpe hende til at få det bedre og kunne snakke om ting omkring hendes fortid og de marridte hun havde, hun havde ikke været ret gammel under angrebet, men hendes underbevidsthed hjalp hende med huske det i form af dårlige drømme. Det endte med at hun vågnede om natten badet i sved bange og længe havde hun også følte sig alene.  Måske denne her gang behøvede hun ikke være alene om det, men alligevel virkede det forkert at lade Selene komme helt ind.

Det var ikke fordi Amber ikke stole på Selene når hun sagde at hun ikke ville forlade hende, men hun havde været så indelukket og havde svært ved at  lade nogen komme der ind hvor hun var allermest sårbar. Hun stolede på hende for ellers havde hun ikke taget med. Desuden skulle de også til at lærer hinanden at kende, men så sød Selene været imod hende og sikkert med tålmodighed kunne være at hun en dag ville fortælle Selene om hvad der var sket, men for nu var det noget hun selv måtte slås med. Hun lod lidt ubevidst en hånd glide henover halsen ved arene fra bidet. Hun huskede det mørke hår og de kolde fingre som greb ud efter hende hals, men huskede det ved drømmene, men det som skræmte hende allermest var de røde øjne som stirrede på hendes lille jeg. Måske hun havde disse drømme fordi hun aldrig rigtigt havde snakket med nogen om det der var sket omkring hende og hendes familie. Hun havde ikke fået bebrejde det og på den måde var hun stadig fanget i fortiden. Hun stod og iagttog Selene, men gik længere ind i rummet for at få et ordenlig kig på hendes tegning " du lovede mig at jeg måtte se dit dyr når vi kom hjem" sagde hun da hun ikke havde lyst til at skulle sove og  Selene havde sagt at hun ville vise hende den når de kom hjem,  hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage desuden så hun ikke frem til at skulle sove. Det var en af de få ting som hun aldrig så frem til og det var også det eneste. Hun elskede når hun kunne holde sig selv i gang. for så behøvede hun ikke atb se de dræbelige billeder som hjemsøgte hendes drømme.

Selene vidste at hun ville sy noget nyt tøj til Amber - eventuelt få kjolen vasket. Der var mange ting hun pludselig skulle tage stilling til omkring at sørge for at Amber fik det bedst muligt. I det sekund døren åbnede blev Selene opmærksom, men hun skulle heller ikke overøse Amber med falkeblik. At se over på hende kort for at sende hende et smil, også for at lade Amber vide at hun var set. Som Amber kom hen til hende lagde Selene tegninen på sit skød. Hun så op på Ambers klare øjne og smilte varmt til hende. Så nikkede hun let - det var rigtigt. Selene havde lovet at skifte form. Det var ikke så tit at hun faktisk skiftede form, fordi hun trods alt levede i byen.
"Jo selvfølgelig," sagde hun så og lagde tegning på sofaen ved siden af sig. Så rejste hun sig op og kløede sig kort i nakken. "Jeg advare mine øjne godt kan se lidt mærkelige ud i starten, men det er helt naturligt for mig - der sker ikke noget," tilføjede hun for at advare Amber lidt. Så trak hun af sin kjole for ikke at ødelægge den. DEr var stadigvæk ar fra klør på hendes inderlår - men det måtte hun leve med til hun eventuelt kunne overtale Tatia til at heale hende. Så lod hun kroppen udføre forvandlingen til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Øjnene blev først ganske unikke, krystal vide hvor de før havde været mørke. Det hvide i øjnene blev rødt i starten, før det egentlig blev hvid igen - øjnene lignede iskrystaller. Miss Cuddles rejste sig op som hun nu ikke lige nu var den største kat i huset. Selene elskede at være i den dyriske form og hun satte sig ned for at gøre an til at Amber bare kunne rører hendes pels hvis hun ønskede at være nysgerrig omkring sine sanser.

Da hun havde været i formen i lidt tid, skiftede form tilbage til sin menneskelige skikkelse. Selv Selene havde et bide mærke fra en vampyr på halsen, som blev blottet da håret havde placeret sig over den ene skulder. Selene sprang i kjolen igen og satte sig så ned på gulvet.
"Det var min dyriske form, det kan være vi skal tage en løbe tur en dag?" Spurgte Selene mens hun vippede hovedet en tak på skrå.

Amber fulgte nysgerrigt hendes forvandling og da hun færdig gik hun tættere på og strøg fingrene igennem pelsen på Selene hendes berøringer var bløde og forsigtige. Hendes øjne fjernede sig aldrig rigtigt fra Selenes form og da hun gjorde tegn  til at forvandle sig rykkede hun sig en smule så der var plads. Hun smilede svagt Selens dyr var sejt og af til ville hun ønske at hun også kunne forvandle sig til noget sejt, men på den anden side så kunne forvandle sig til sit ynglins dyr. Hun lagde hovedet lettere på skrå da Selene spurgte om de skulle tage ud og løbe en dag,  lyste hun op i et smil og nikkede så det kunne være rart . Hun vidste ikke helt hvor de skulle løbe henne hun begyndte at gå lidt rundt i huset for at udforske og fordi at hun var bange for at skulle i seng hvis hun blev stående, men hun endte alligevel med at komme tilbage. Hun kiggede på Selene og så alvorlig ud. Hun var kommet til at tænke på at det måske var skæbnen som havde gjort at de skulle mødes. Hun undrede sig lidt over det, men hun var stille fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle spørge og fordi hun ikke rigtigt vidste om Selene kunne svare på det. Hun var glad for at hun havde været i parken lige netop idag for så havde hun  aldrig taget afsted så havde hun måske ikke mødt Selene og så havde hun bestemt ikke haft det så godt som hun havde lige nu. Hun stod stirrede længe på Selene uden ritgigt at sige noget, men det alvorlige udtryk blev erstattet som tiden gik med et mere tænksomt blik og det gik lidt efter op for hende at hun ikke havde sagt noget. Hun smilede svagt hvilket fik det tænksomme udtryk til at forsvinde helt " tror du det at det var skæbnen der bragt os sammen jeg mener havde jeg aldrig været i parken i dag tror du så vi havde mødt hinanden alligevel?" spurgte hun som ordene faldte ud af munden på hende og hun var ikke sikker på at det gav mening, men hun måtte have en grund for at det der var sket. Hun troede ihvertfald ikke på at det bare var tilfældigt og desuden så længe hun kunne holde en samtale kørende så længe kunne ungå at skulle i seng " jeg tror ikke på at det bare var tilfældigt og jeg ved ikke, men jeg føler bare at det skulle ske på den ene måde eller anden måde. Så hvis ikke vi mødtes idag så er jeg sikker på at det ville ske på et andet tidspunkt" sagde hun og det var sådanne nogle spørgsmål gjorde det klart at hun ikke var som så mange andre jævnaldrende. Hun havde altid været mere moden og endda mere klog end andre og lærte ting ekstremt hurtigt. Hun havde altid så længe hun kunne huske tilbage været lærenem og det havde heller ikke taget lang tid at lærer at læse og da hun skulle klare sig selv lærte hun også dette ret hurtigt.

Det eneste hun havde svært ved var at stole på folk lade dem komme ind og hjælpe for hun havde brug for hjælp til at få tingene på rette køl og  ikke være plaget af sine drømme hun skulle sågar lærer at være et barn igen, Hun var langt fra som andre og at lege, gjorde hun ikke medmindre hun var tryg ved dem som var omkring hende. Hun havde en barnlige side, men den side var så godt gemt bag alt det andet at den sjældent kom frem.  Hun gabte igen og måske det engentlig var på tide at skulle sove selvom tanken ikke var rar, men hendes krop havde behov for søvnen og hun vidste at Selene ikke ville være langt væk skulle hun vågne og havde det skidt. Hun lod svagt en ren fingre glide henover  øjnene imens hun kiggede op på Selene. Hun greb ud efter Selenes hånd og trak hende med sig op på værelset som hun havde fået " vær sød at blive til jeg falder i søvn " sagde hun bedende og havde stadigt ikke givet slip på Selens hånd. Hun brød sig ikke om tanken om være alene især nu hvor det var hendes første nat væk fra hendes gyde. Det lød lidt mærkeligt at hun bedre kunne sove i en gyde fremfor en blød og varm seng, men gyden havde  været hendes hjem længe og sengen foran hende virkede fremmede, men ikke på en dårlig måde hun skulle bare vænne sig til den. Hun gav slip på Selenes hånd kravlede op på sengen og satte sig til rette så hun havde  benene under dynen, imens hun kiggede på Selene. Hun havde taget Hr. Nuller som stadig var bedskidt og knugede den ind til sig hun var bange for at falde i søvn, men måske hvis Selene ville blive til hun var falde i søvn, at det måske ikke ville være så slemt.
Hun smilede svagt til Selene klappede på den plads ved siden af hende som hun kunne sidde på " fortæl mig noget omkring dig selv" sagde hun og lagde sig til rette i sengen. Det var alligevel meget anderledes end en kasse og det bløde stof imod hendes hud gav en rar fornemelse af at dette nok skulle gå. Hun gabte igen og var kommet til se mere søvnig ud.

Amber var glad for at også Selene mente at det var skæben at de skulle mødes og at hvis ikke det havde været idag så var det bare sket på et andet tidspunkt.  Amber lyttede smilede svagt det var godt mange søkende at have, det måtte være rart at have dem især nu hvor de allsammen havde fundet hinanden, Amber havde aldrig haft nogen søskende " det må være rart at have så mange søskende tror jeg. Jeg har aldrig haft en chance får at have nogen sagde hun og sukkede svagt det måtte være rart at have nogen man  kunne snakke med, men hun var ikke altid den bedste til snakke og især ikke efter alt det var sket. Hun kiggede tænksomt på Selene imens hun forsatte med at snakke og hun smilede svagt hun var ked af at de var blevet skilt af da Selene var lille, men i det mindste havde hun fundet dem igen. Familie var vel en vigtig ting som hun var blevet frarøvet. Hun gabte lidt imens hun lyttede til det næste og mærkede den blide berøring og lod hendes blik ramme Selenes og sendte hende et bredt smil så man kunne se hendes tænder. Hun følte sig glad og det at Selene snakkede om sig selv fik hendes væk fra det hun engentlig var bange for og hvis så på hende kunne ane at trætheden var at glide ind over hende og hun ville meget snart falde i søvn. Hun gabte par gange mere og tog forsigtigt fast i Selenes hånd og smilede" Queintin lyder som en fantatisk fyr og faktisk lyder din familie også til at være fantatisk du er heldig at have dem, jeg bliver næsten helt misundelig" sagde hun halvt drillende og halvt søvnig.

Havde tingene været anderledes for hende hvis hendes forældre ikke var blevet dræbt da hun var lille? Hun havde sikkert ikke mødt Selene hun knugede svagt bamsen ind til sig da hun tænkte den tanke lige nu virkede det underligt at tænke på. Selene var blevet en som var kommet til betyde noget for hende måske var det fordi hun havde ladet en komme der ind hvor mange skulle være hvis man skulle være normal, men hun havde ikke før ladet nogen komme der ind. Hun gav lidt tilfældigt Selenes hånd et klem uden rigtigt at tænke på det. Det var ikke meningen og det var ikke noget hun havde tænkt over  heldigvis var det ikke særligt hårdt tror du at de ville kunne lide mig?" spurgte hun stille og det var nærmst en hvisken og hende øjne var tætte på at glide i. Hun endte til sidst med at falde i søvn med bamsen i den ene hånd og Selenes hånd i den anden.

Hun vågnede  langsomt og vidste ikke hvad klokken var, hun kunne ikke  mindes før at hun havde en drømmeløs nat hvor bare kunne sove hun havde stadig sine øjne lukket for ikke at blive alt for skuffet hvis det bare havde været en god drøm som skulle ende. Hun forberedte sig på at hun ville vågne i gyden, men så mærkede hun det bløde stof imod sin hud og et svagt smil bredte sig på de rosa læber. Uden tænkte over det hvinede hun glad som hun stadig ikke havde åbende øjne det var altså bare ikke en drøm, hun var her rent faktisk og Selene var virkelig. Hun havde stadig sine øjne lukket imens hun svang benene udover kanten, men i det de kom ud over kanten åbende hun dem. Hun studerede værlset som hun var blevet givet af Selene, det kunne godt være at hun kun lige var kommet , men dette var hjem og sådan skulle det blive ved med at være dog hun anede ikke om hendes onkel ledte efter hende og om han nogen sinde ville finde hende for hun ville ikke med tilbage og når hun fik chancen ville hun bare tage tilbage til Selene som havde været der for hende og tilbudt hende et hjem, når en ingen anden ville, eller det ville sige Selene havde tilbudt et sted hvor hun følte sig hjemme. Hun strakte sig en smule og blev siddende og lyttede til de stille omgivelser der var ikke meget larm, men duften af noget som  hun aldrig havde troet hun skulle have muligheden for igen at spise fik hende til at søge ned af imod maden. Hendes mave rumlede en smule og hun havde ikke fået noget siden igår " hvad laver du?" spurgte hun og lagde spørgende hovedet på skrå. Hun vidste godt hvad det var Selene lavede hun ved at sy og det var egntlig mere hvad hun var ved at lave og hvem hun var ved at sy den til. Hun rykkede nærmere og så på stoffet.

Det var noget fint stof og det så ud som at det Selene var ved at sy var en kjole den var ikke ret stor og da det gik for hende at hun heller selv var ret stor kom hun til gispe overrasket, var den til hende? Hun stod lidt og vidste ikke helt hvad hun skulle sige da gik op for hende hvem denne kjole var til. Hun følte sig beæret over at Selene ville lave noget til hende. Hun havde slet ikke regnet med at hun ville lave det især fordi de stadig var så nye for hinanden. Hun gik tættere på, men sørgede alligevel for at holde en vis afstand så hun ikke ville gå i vejen for Selene og fulgte nøje efter med hvad hun lavede. Kjolen hvis altså hun havde gættet ville blive noget af det mest værdsatte hun havde for den ville passe bedre. Efter lidt tid forsvandt hun, men kom tilbage med Hr. Nuller som langt fra var pæn han havde stadig en flænge i sin arm, men Selene kunne lave tøj hvilket også måtte betyde at hun kunne sy " Vil du være sød at lave Hr. Nuller" spurgte hun og rakte den bedskidte bamse imod hende. Hun ville gerne have den lavet så hun ikke risikerede at alt hans invendige ting faldte ud af ham.

Selene blev opmærksom så snart Amber dukkede op. Man kunne kalde det et instinkt hun havde for at være opmærksom, på alle andre end sig selv oftes. Dog lagde Selene ikke det hun havde i hænderne fra sig med det samme, for hun lod Amber være nysgerrig. Det var et træk som hørte til børn, og det ville Selene opfordre hende til aldrig at smide fra sig. At være nysgerrig på livet var kun en god ting.
"Jeg syer en kjole til dig, jeg havde lidt rest stof tilbage - men jeg tager mere hjem fra arbejde," svarede hun stille og roligt med et varmt smil. "Og godmorgen - har du sovet okay?" Spurgte hun så derefter af ren refleks. det var ikke alle som var van til at blive sagt godmorgen til - og måske havde Amber allerede glemt de ord, det var ikke ligefrem noget der blev gentaget meget når man var alene. Selene nød at se Amber følge nysgerrigt med, hvem vidste - måske en eller anden dag kunne Selene lærer Amber hvordan man syede. Der var mange ting som Selene egentlig var rigtig god til, måske mente alle ikke en kvinde burde fortage sig sådanne ting - men nu var Selene typen der var ligeglad med hvad andre tænkte omkring hende. I hvert fald for det meste. Lettere undren så hun efter Amber som smuttede igen, men lod hende. De første dage skulle Amber lige falde til, det tog tid at vende sig til et helt nyt sted. Heldigvis havde Selene hverken stuepiger eller andre tjeneste folk. Den eneste anden person hun kunne ske at møde herinde var måske Quentin, fordi at han havde en nøgle. Alessio vidste godt hvor hun boede, og det gjorde Razor egentlig også. Razor var mest til personlige årsager, for at få styr på sit liv. Måden var at se på hendes venstre håndled, som bar et bide mærke fra de gange han fik lov til at drikke af hendes blod. Det hjalp af få hans gift ind i systemet, det lettede alle de dårlige ting. Ikke fordi Selene brød sig om at være besat af det, men hun havde det under kontrol - mente hun i hvert fald selv. Selene forsatte sit sy arbejde lidt endnu, til Amber kom ind i stuen igen.

Selene så op og så Amber kom med Hr. Nuller. Som hun selv havde tænkt, kunne hun sagtens give bamsen et par sting så han blev god som ny. Så da Amber ramte hende den beskidte bamse nikkede Selene blot og tog imod ham. Forsigtigt lagde hun kjolen lidt til siden, og fandt noget nyt tråd og nål til at sy Hr. Nuller med.
"Lad os se om vi kan få ham ordnet. Det er da også noget værre noget, vi kan ikke have, at han går og taber fyld jo," sagde hun med et varmt smil på læben. Det faldt hende helt naturligt egentlig at tale på Ambers niveau, også uden at overdrive for meget. Der var en fin grænse, og måske var det egentlig også blot en måde - at minde Amber om, at hun var et barn endnu, og hun skulle have lov til at lege. "Hmm.. lad mig se, det var godt han kom forbi vores hospital hva?" Tilføjede hun med en lille glad latter. Så gav hun sig til at sy bamsens arm sammen, så fyldet blev hvor det skulle. Det var et ret simpelt job virkelig, men nu var Selene også ret god til det hun gjorde.
"Sådan!" Sagde hun lidt efter og rakte Hr. Nuller hen til Amber, "så er han så god som ny, næsten, det kan være han skal have et bad," tilføjde hun med en mild latter. For selvom bamen ikke var i stykker mere - var den stadigvæk meget beskidt.
"Hvad siger du til, at jeg finder et lille kar - også kan du bade ham, imens jeg laver maden færdig?" Tilbød hun og gik ud i køkkenet for at finde et lille kar. Selene havde rigeligt vand indenfor, så hun kunne hurtigt fylde det op og sætte på gulvet i stuen. Imellem tiden gik hun egentlig bare igang hvor hun var sluppet med maden, og da den var færdig, blev det sat på to tallerkener og hen på spisebordet med to glas vand til. "Så er der mad."

Hun smilede svagt som Selene bekræftede det hun selv havde regnet ud, hun slap bamsen som Selene tog den og rykkede kjolen som hun havde været igang med væk for lave hendes bamse. Hun fulgte nøje med, men lyttede dog til  det var Selene sagde hun nikkede "Dr. Selene er god til det hun laver, hun er den bedste bamse dotkor jeg kender dog jeg kender heller ikke så mange af den slags" sagde hun og knugede bamsen tæt ind til sig som hun fik den tilbage. Hun vidste godt hun var et barn, men der havde været så meget i vejen i hendes unge liv som gjorde at hun ikke kunne være det og det var som jo ældre hun var blevet jo mere var den barnlige side forsvundet ihvertfald når der var andre som kunne se hende. Hun ville gerne virke stærk og det betød at hendes mere barnlige side var gemt godt væk, men den fandtes trodsalt og som Selene nævnte badet til Hr. Nuller nikkede hun imens hun trak ganske kort på skuldrene. Hun kunne godt give ham et bad, han trængte til det, den førhen hvide kanin var blevet sort af skidt og jord, lidt som hun havde været det inden hun fik et bad. Hun fulgte med Selene ud i køkknet for at fylde karret som som den lille kanin skulle bade  i hun kiggede lidt på ham " han trænger virkelig til et bad" sagde hun og lød måske en smule skeptisk og endda mere end hun ville have det til, men hun var ikke vant til at lege. Hun ville meget heller fordybe sig i en bog. Hun elskede at læse og suge bogens viden til sig, men på den anden var hun nu i trygge omgivelser og måske det var på tide at lade den mere modne side falde, men hun vidste det ikke helt. Når hun havde set andre lege var det for hende en mærkelig ting. Hun skulle normalt kæmpe for tingene også var der ikke plads til at lege.
Hun måtte være et mærkelig barn, men ikke mange børn kunne sige at de havde oplevet så mange ting som hun havde, men på den anden side hvis ikke hun havde oplevet de ting så ville hun sikkert ikke havde mødt Selene til at begynde med. Hun fulgte med hende ind i stuen som de fyldt karret med vand. Hun satte sig på gulvet kiggede på karret som hun ikke helt vidste hvad hun skulle, men som Selene forsvandt ud i køkknet gik hun i gang med at bade Hr. Nuller. det varede ikke længe før man inde fra stuen kunne høre små fnise lyde fra Amber og vand som plaskede i det lille kar han var i. Hun havde helt glemt at hun ikke var alene, men at Selene faktisk også var i nærheden. Hun blev først mindet om det da Selene meddelte at de skulle spise. Hun lod Bamsen blive i badet imens hun selv skyndte sig ud for at se hvad det var som duftede så godt.

Hendes mave begyndte højlydt at larme som hun kom ud til Selene, det var lang tid siden hun havde fået ordenlig morgenmad, men det var også en af de ting hun skulle vænne sig til. Det varede ikke ret længe før hun havde sat sig på en af stolene og kiggede på maden. Det krævede meget disciplin for ikke at kastede sig over maden, men høffligt vente til Selene var klar. Hun huskede at der ingen grund var til skynde sig maden skulle nok blive. Hun vippede en smule utålmodig med sine fødder. Hendes tunge gled  sultent over hendes  læber. Hun fandt det svært at vente hvilket hun heller ikke have været vant til. Hun skulle skynde sig med at spise førhen heller gemme det til senere " det dufter godt, hvad er det?" spurgte hun og kunne ikke mindes at hun fået noget magen til.