Are you ready? (Alane)

Hun smilede stille og lod kort sine øjne glide rundt omkring i diskoteket, der var underligt det her men hun havde vel egentligt forventet noget stort og nu fik hun så den store hemmelighed afvide men han var jo ikke den eneste som kunne skaffe informationer. Hendes måder var bare lidt mere diskrete. Hun bed sig lidt i læben og tog så sit glas igen og sippede lidt af det. Hun var glad for at han var begyndt at åbne sig overfor hende, det måtte jo betyde at han i hvert fald til et hvis punkt stolede på hende men måske også lidt at han brød sig om hende hvilket hun var glad for. I hvert fald hvis det var tilfældet men ellers kunne hun ikke se hvorfor han skulle fortælle hende det, det var jo ikke altid nok at man stolede på en, man skulle vel også have lyst til at fortælle det?

Egentlig havde hun ikke en jordisk chance for at klare sig, hun kunne ikke slås, ikke om det så gjaldt hendes liv men det behøvedes han jo ikke ligefrem at vide. Hun kunne tage dem ud hvis hun vidste de kom og hun havde sin bue men ellers var det jo lidt lige meget. Et skævt smil brød frem på hendes læber som han spurgte hende. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle det, det ville være for nemt.

"Jeg kunne da spørge dig om det samme, hvor kender du mit navn fra?"

Alane gav ham et drillende smil og blinkede let til ham før hun lænede sig tilbage i stolen men vendte sig lidt mere over mod ham samtidig med hun rykkede en smule tættere på.

"Det gør jeg vist heller ikke" svarede han
"Julia? Grete? Myrna? Nej?" han trak på skuldrene og sendte hende et lidt drillende smil.
"Jeg ved ikke hvad du hedder. Tro mig, jeg har haft lyst til at finde ud af det. Og har sikkert også kunnet, på en eller anden måde. Men jeg syntes vi skulle være på lige fod, hvis vi mødtes igen" forklarede han og tog en tår af sin øl.
Musikken skiftede igen og gik fra vild til endnu vildere. Folk hoppede op og ned i et stort kaos. Han var glad for de var nåede ud af maseriet før det var begyndt. Det måtte være svært at komme ud derfra.
Han så på Alane igen.

//undskyld, min krea dur virkelig ikke til mere lige nu //

"Så var det da underligt at du kunne mit navn da du sagde hej til mig da du så mig her i aftes og jeg aner ikke hvem de personer er får at være ærlig?"

Hun så lidt forvirret ud og bed sig i læben, hun vidste at han havde sagt hendes navn, hun kunne huske det helt klart og kunne ikke tage fejl, han havde sagt det og det var hun helt sikker på. Hun strøg roligt det røde hår ud af sine øjne og så på ham. Hun var lidt trist over at stemningen havde ændret sig og det virkede nu som om at stemningen var på vej samme vej som sidst og det havde hun virkelig ikke lyst til.

Alane fulgte stille hans øjne og bed sig lidt i læben før hun kort så på ham før hun tog glasset og drak noget mere af det. Let bed hun sig i læben før hun igen så ned på sine fødder som var bare. Hun lagde mærke til at hun havde et aftryk midt på foden fra en meget tynd hæl og egentlig blødte det lidt. Hun trak roligt benet op til sig og så på såret, heldigvis var det kun et overfladisk et men det blødte stadig.


//Det er skam helt okay, der er noget at svare på og det er det vigtigste //

han så lidt på hende. Havde han sagt hendes navn? Det kunne han virkelig ikke huske...Og han mente da heller ikke han kendte det.
Han mærkede også hvordan stemningen pludselig havde ændret sig og på en måde følte han sig...utilpas, ved at sidde der. Og snakke om navne...Han viste ikke hvor han havde hendes navn fra...
"Jeg..." han rystede svagt på hovedet og trak på skuldrene.
"...Hvad skal jeg sige? Jeg husker ikke selv jeg har sagt. Jeg husker slet ikke at kende dit navn..." hun ville nok ikke tro ham. Og sikkert tro at alt andet han havde sagt var løgn.
Hvorfor gik tingene altid...dårligt? Når han endelig besluttede sig for at stole på en person? Altid...
Han mærkede en svag kvalme og kiggede ned i bordet ved siden af sig.
Han var kun svagt opmærksom på sine omgivelser...
Han sendte Alane et hurtigt blik...

Hun bed sig i læben og besluttede sig for at prøve at stoppe den dårlige stemning som var ved at skabe sig. Hun brød sig ikke om den men hun ville så gerne forblive sammen med ham så det kunne forhåbentligt kun være værd at prøve på at redde det. Hun tog en dyb indånding og tog så stille hans hånd og flettede sine fingre med hans egen hvorefter hun gav den et lille klem. Hun sendte ham et lille smil.

"Jeg kan virkelig godt lide at være sammen med dig og jeg hader virkelig når den her stemning ligger sig over os, det gjorde den også sidst. Jeg kender dit navn fordi jeg er en nysgerrig person, skyd mig hvis det er ulovligt. Jeg ved ikke hvorfor du ikke kan huske du kaldte mig mit navn til at starte med men for at være ærlig er jeg også lidt ligeglad. Mit navn er Alane så nu ved du det. Men jeg håbede lidt at vi kunne ligge den her stemning bag ved os da jeg virkelig har nydt den her aften og jeg vil gerne gå her fra med lysten til at møde dig igen"

Alane bed sig let i læben og så ned, det kunne godt være at hun lige havde gjort det endnu være men hun kunne jo kun håbe på at de virkelig kunne ligge det her bag sig. Hun tog drinken med din frie hånd og tog en lettere stor tår da hun var lidt nervøs hvilket gjorde hun drak lidt mere end hun normalt ville. Hun havde jo hurtigt fundet ud af det her fik dig til at slappe mere af og det var vel egentlig det hun havde brug for. Hun stilede glasset fra sig og så hen mod Sean.

Han så op på hende og følte sig på en måde lettet. Og nikkede.
"Jah....undskyld..." mumlede han
"Jeg ved ikke hvor jeg har dit navn fra, måske har jeg alligevel hørt det et sted og på en eller anden ubevidst måde forbundet den med dig...det er min eneste forklaring. " han smilte svagt til hende og tillod sig at slappe af. han var blevet anspændt af deres snak. Og den stemning...
"Jeg har også nydt aftenen...Og vil gerne fortsætte med det. Du er et behageligt selskab..." da han så hvor meget hun enlig tog, kombineret med hun ikke var van til alkohol, tillod han sig at grine lidt. Hvilket løsnede stemning endnu mere...følte han.
"...og du må hellere holde lidt igen, hvis jeg ikke skal bære dig i seng ved aftenens ende" tilføjede han

Hun så på ham og gav ham et blidt smil, han skulle på ingen måde undskylde. Ingen af dem havde gjort noget galt.

"Du har intet gjort galt så du skal ikke undskylde og hvis det er det der er tilfældet må jeg da ærligt sige at du er ret god til at gætte eller også slog skæbnen dig bare lige oven i hovedet og sagde, det er Alane"

Hun gav ham et lille skævt smil og bed sig lidt i læben, det var vist som om at stemningen var på vej samme vej som før og det var hun rigtig glad for, hun nød det virkeligt når de havde det sådan her og brød sig ikke rigtig om den anden stemning, den var så trist og akavet men forhåbentlig blev de bedre og bedre til at undgå den hvis de altså blev ved med at se hinanden, hvilket hun håbede de gjorde.

"Det er jeg glad for at høre og jeg kan så fortælle at du virkelig også er et behageligt selskab og jeg er glad for jeg rendte ind i dig her til aften".

Endnu engang gav hun hans hånd et blidt klem og begyndte så stille at køre sin tommelfinger over hans håndryg uden hun rigtigt tænkte over det. Deres leg havde været meget mere uskyldig her til aften men det generede hende ikke, hun havde jo tilgengæld fået lov at lære ham bedre at kende, hun kunne ikke lade være med at grine lidt af det han sagde dog kunne ikke gøre for det, hun havde været lidt nervøs men nu så det jo ud til at det var hendes tur til at drille ham.

"Der er ellers ret langt hjem til mig, jeg tror ikke helt du er stærk nok til det"

Hun gav ham et kækt smil og så ham i øjnene med et drillende glimt, hun rykkede sig en smule tættere på så deres knæ nu stille rørte ved hinanden eller i hvert fald det ene, det som var tættest på stolen.

Han grinte selv svagt og lod sine øjne mødes med hendes. Hun havde nogle dejlige øjne, nogle han næsten følte han forsvandt i. Nogle som...
Ja, hvordan skulle han beskrive det? Han havde altid gjort sit bedste for at læse folk, læse deres kropssprog og forstå deres handlinger. Og øjnene sagde tit mere end ejeren af dem var glad for. Hendes øjne sagde også meget.
Bla. at alt hvad hun havde sagt intet falskt havde i sig og hun faktisk...syntes han var behagelig. Men de var også drillende.
Desuden betød hendes lille bevægelse, den der gjorde at hun rykkede nærmere, at hun havde lyst til...tryghed. At være tæt. Med ham.
Han smilte af denne tanke.
"Åhh, du skulle bare vide!" smilte han til hende
"Jeg har vinger, så vejen er nok ikke så lang endda!" han kom til at tænke på om hun vidste hvilket væsen han var...
Men det fandt han jo nok ud af nu, alt efter om hun ville grine, tænke sig om eller vise undren. Eller måske noget helt andet.
Han tog en tår af sin øl og lod ubevidst blikket glide rundt i lokalet. De endte dog ved Alane igen, da hun var den der havde hans opmærksomhed til aften.
Og, hvis det stod til ham, også mange andre aftener.

Hun smilede stille og betragtede ham så, hun havde selv gået op i at studere menneskets adfærd men det gjorde hun ikke så meget mere og desuden havde det kun være mennesker da det var dem som forvirrerede hende mest, de andre racer var ikke så komplicereret men lige menneskerne havde hun aldrig forstået, de kæmpe betonklodser som de boede i og den måde de altid stressede afsted som om de altid havde travlt. Hun så ham selv i øjnene og kunne ikke lade være med at smile igen, hans øjne var så mørke at hun ikke kunne finde rundt i dem det var underligt men samtidig også meget fangende, hun lagde forsigtigt sin hånd mod hans kind og lod sin tommelfinger kærtegne en enkelt gang under øjet. Hendes egne øjne holdte altid et dyrisk glimt i sig og det kunne hun aldrig slippe af med men det genrede ikke hende. Hun kunne ikke lade være med at grine af det han sagde, hun vidste godt at han var dæmon, det havde han fortalt ved deres første møde dog vidste hun ikke at han havde vinger men det var jo det.

"Jeg tror stadig ikke du kan, du er ikke stærk nok"

Et drillende smil blev endnu engang sendt i hans retning før hun tog en tår af sin drink igen, hun var begyndt at kunne mærke alkoholden mere end før, hvordan hun gradvist mistede herredømmet over hendes krop. Hun skulle nok ikke have mere at drikke nu, det var nok det klogeste. Hun var glad for at hun havde hans opmærksomhed, han var godt selskab og hun ville ikke have noget imod at dele andre aftner sammen med ham fordi som sagt så nød hun han selskab rigtig meget og det lagde hun ikke skjul på.

Han nød hendes lille kærtegn. Nok så uskyldigt og alligevel så sigende.
"Er det en udfordring?" smilte han, ja, udfordrende. Han kunne ikke modstå udfordringer. Han var født med en ubærlig trang til hele tiden at bevise hvad han enlig kunne, så ingen skulle kalde ham svag. For han var ikke svag...Han forstod bare at bruge sine kræfter på en anden måde. En måde, som nye dæmoner sjældent forstod.
For ja, han var gammel. En gammel dæmon.

Og hvis hun sagde ja, ville han tage hende med udenfor, forvandle sig og flyve til skoven med hende. Desuden var hun ved at blive en smule beruset, han kunne se det på hende.
Han lagde en hånd over hendes og nussede den stille. Det havde været...rart...At mødes med hende igen. Og selv om det kunne være farligt for hende, ville han gerne mødes med hende igen...

Hun lod forsat sin hånd hvile mod hans kind mens hun forsat så ham i øjnene, så dybe og indbydende. Hun smilede skævt og lænede sig helt tæt på ham så deres læber kun var få milimeter fra hinanden og så hviskede hun lige så stille og drillende.

"Måske?"

Alane havde ingen anelse om at Sean var en gammel dæmon, hun havde først næsten lige mødt ham og der havde hun ikke rigtig spurgt om alder. For hende var det nemt at huske hvor gammel hun var, atten år var ikke specielt gammelt men hun vidste da noget og opførte sig ikke bre som en lille møgunge, hun vidste der fandtes modgang i livet og at man så bare skulle give den en skalle og blive ved med at kæmpe. Desuden så blev ingenting serveret på et sølvfad du måtte selv kæmpe for det. Hun smilede stille og nød da han nussede hendes hånd og hun lod sin egen kærtegne hans kind, hun var stadig lige så tæt på som før.

Hun kom ret tæt på. Men gjorde det noget? Var det ikke tæt på, han ville have hende?
Hans øjne gengælde hendes blik. Gled ned over ansigtet og lagde mærke til hver en detalje, før de fandt hendes øjne igen.
Han tilbagelagde de sidste centimeter, lod sine læber møde hendes i et lille øjeblik. Stemningen var til det og han lod sig rive med...Fordi han ønskede det.
Da han trak sig væk igen, smilte han. Han viste selvfølgelig ikke hvordan hun ville reagere denne gang, men sidst havde hun ikke haft meget imod det.
"Se nu..." sagde han lavt, så kun hun kunne høre det.
"...Du får mig da også til en hel masse" han tog sin øl og drak hurtigt indholdet, men uden det så hverken grådigt eller utiltrækkende ud.
Så sendte han hende et varmt smil.
"Udfordring accepteret!" Han rejste sig og inden hun kunne nå at sige noget, havde han den ene arm om hendes ryg og den anden under hendes ben, løftede hende op og masede sig gennem folkemængden for at komme ud.

Alane var glad for at han kunne lide at have hende tæt på, det var ret tydeligt på ham. Ellers ville han have trukket sig væk men der var også et eller andet over den måde han så på hende som gjorde at hun nok fik den tanke. Hun betragtede hans ansigt nu hvor hun var helt tæt på, han var virkelig køn det var der ingen vej udenom. Hendes øjne led stille i som han lod sine læber mødes med hende, hun nød det, det var rart og det var vel egentlig også det hun ville. Hun gengældte stille kysset, hendes læber var bløde, varme og indbydende. Hun nød det virkelig.

"Jeg får dig da til intet, du gjorde det jo af egen fri vilje"

Hun gav ham et skævt smil og bed sig så let i læben og så ham i øjnene. Hun kunne ikke lade være med at grine da han tog imod hendes undfordring. Roligt tog hun sit glas og drak resten af væsken og også kun lige i tide til at hun blev løftet op, hun kom med et lille hvin da det var overraskende at han pludselig nu gik med hende i sine arme. Alane lagde sine arme omkring hans nakke og så på ham.

"Du ved godt jeg selv kan gå ikke?"

Hun kunne ikke lade være, det lå i hendes natur når hun var omkring Sean.

Han grinte og Lod blikket glide drillende ned over hende.
"Jeg troede det var to store sandsække" drillede han, med henblik på hendes ben.
"Men var udfordringen ikke om jeg kunne flyve dig hjem?" sagde han så, da de endelig fik mast sig udenfor. Han bar hende væk fra gaden, hvor der var alt for mange folk, til de nåede en lille sidegade hvor det bare var de to.
Han satte hende ned igen.
"Blev stående der..." smilte han. Han skulle jo lige forvandle sig...
Han trådte lidt tilbage og mærkede energien bølge gennem hans krop, den varme kilden der spredte sig...
Han voksede til nok den dobbelte størrelse. Hans muskler udviklede sig og blev større. Hans tøj revnede flere steder, men blev dog siddende omkring hans underliv. Godt der var opfundet bukser med elastik!
Hans hud fik en dybere rød farve. Hans hår blev sort og voksede sig lidt vildere, mens to små horn voksede ud af panden på ham. en lang hale gled frem og lagde sin om hans ene ben, hvor den ikke ville være i vejen. Hans tænder blev til et rovdyrs og hans neglede voksede ud til kløer. og til sidst, to store vinger det ikke engang kunne strække sig ordentligt ud fordi her var for lidt plads.

De sorte øjne gled ned på Alane for at se hendes reaktion.
"Flyve hjem?" sagde han så, hans stemme var blevet dyb og en smule raspende. en stemme enhver ville føle sig enden skræmt af, eller respektere.

Hun betragtede ham stille som hun lå i hans arme, hun følte sig sikker, måske lød det dumt, hun lå i armene på en dæmon men egentlig følte hun sig ganske tryg? Hun slog ham blidt på skulderen men man kunne godt mærke at hun havde nogle muskler hvis hun altså havde slået til, en slapsvans var hun ikke, at hun ikke kunne slås var så en anden side af sagen.

"Så du syntes mine ben er tykke? Udfordringen var at du ikke kunne få mig hjem, det er du jo ikke stærk nok til"

Alane gav ham drillende smil og så ham i øjnene, hun nød virkelig hans selskab og lagde egentlig heller ikke skjul på det, hun kunne ikke se hvorfor hun skulle, de vidste det jo godt begge to, ligesom hun vidste at han nød hendes selskab. Hun lod stadig sine arme hvile omkring hans nakke eller i hvert fald indtil han satte hende ned, hun følte det ikke skummelt at han havde taget hende med hen i en gyde selvom andre folk nok ville stirre noget efter dem men Alane var egentlig ret ligeglad, de måtte tro hvad de ville. Hun nikkede stille til det han sagde og blev ellers bare stående, hendes grønne øjne fulgte ham, hver af hans bevægelser. Hun havde aldrig nogensinde set en dæmon forvandle sig før. Hun bed sig lidt i læben og stirrede bare på ham som han havde forvandlet sig, hun virkede på ingen måde bange nej hun var nysgerrig.

Roligt gik hun helt hen til ham og lod kort sine fingre glide over hans hud før hun så op på ham, så skræmmende så han heller ikke ud eller det syntes hun i hvert fald ikke men nu var hun jo heller ikke ligefrem bange for dæmoner, nej hendes frygt var vampyre og det var der en god grund til. Hun lod sine øjne glide over hans ansigt og hendes øjne stoppede kort ved hornene, sødt. Hun gav ham et skævt smil.

"Sure, men egentlig, jeg havde troet du ville være mere skræmmende"

Hun blinkede kort til ham, hun reagerede ikke anderledes end hvis det havde været Seans egen stemme, hun havde jo altid respekteret ham.

Han grinte. Lyden var grov og gav en lyd, som var det en masse grus der blev mast mellem to store sten. Han tog hende forsigtigt i sine arme.
"åh, jeg skal vise dig styrke!" han vente sig halvt om, så han nu stod på langs med gyden, så hans vinger kunne slås ud.
De bredte sig, så lange de var. Et enkelt menneske, som kom rundt om hjørnet, stoppede op med stirrende øjne og måbende mund. Men Sean tog ikke notits af dette, da han baskede med sine vinger.

Lidt efter befandt de sig i luften. De kom højere og højere op...end til Sean stoppede. Jo højere de kom op, jo tyndere ville luften være. og Alane skulle gerne kunne trække vejret.
Han begyndte at flyve mod skoven. Byen under dem, med alle dens lys, gled fordi i god fart. Enkelte væsener så op mod dem, men de fleste så ikke ud til at se dem. Bemærke dem.
"Sidder du behageligt?" spurgte han og så ned på hende et øjeblik, spændt på hendes reaktion for dette. Han havde sjældent passagerer med...men de få gange han havde...sidste gang havde den været en anden kvinde. en som var bange for at flyve.

Alane kunne ikke lade være med at smile, lyden som kom fra Sean var så uvant, altså den mørke og skræmmende lyd og samtidig så passede den bare ikke til ham eller jo nu hvor han var i denne form men Alane kunne ikke lade være med at forstille sig Sean i sin menneskeform med denne stemme. Hun lod ham bare samle hende op, hun virkede ikke bange, på nogen måde. Men nu havde hun jo heller ikke nogen grund til at være bange, Sean havde aldrig vist tegn på at ville skade hende så hvorfor nu? Roligt lod hun sine fingre glide ned over hans ansigt, et smil lå på hendes læber som hendes fingre stille gled ned af hans ene horn, hun kunne ikke lade være, hun var nysgerrig og havde jo aldrig set en dæmon i sin form før. Hun kunne ikke lade være med at grine over hans udbrud.

"Du får det til at lyde frækt"

Hun gav ham et skævt smil og så ned på byen som forsvandt under dem, hun betragtede byen som den susede forbi, hun smilede stille, det var smukt. Hun så op på Sean, hun kunne godt lide at flyve, hun nød vinden som ramte hendes krop. Et smil lå forsat over hendes læber. Endnu engang lod hun sin opmærksomhed falde på ham da han snakkede til hende.

"Jeg sidder dejligt, men kan vi ikke komme højere op?"

Han grinte igen, mens han snurrede rundt. Hun nød det og kunne lige så godt få en oplevelse ud af det.
Normalt var han kun i denne skikkelse, hvis han virkelig havde brug for det.
Men at bevise sin styrke, var det ikke nødvendigt? En udfordring var vel en udfordring!
Det eneste problem var det tog på hans kræfter. Og han blev som regl sulten af det...Han skød tanken væk.
Han så lidt ned på hende, da de nu fløj over markerne rundt om byen.
"Højere?...vi kan prøve, men du må sige til hvis du får det dårligt eller fryser" jo højere man kom op, jo tyndere var luften og jo koldere blev det. Personligt mærkede han ikke rigtig nogen af delene.
Han satte kursen op ad og lidt efter gled de gennem skydækket, til de kom op oven på. Månen skinnede ud over bomuldsskyer. Stjernerne glintede om kap. Et smukt syn.

Hun kunne ikke lade være med at smile dog strammede hun grebet en smule omkring hans nakke da han snurrerede rundt, hun ville helst ikke falde ned, selvom han nok ville gribe hende inden hun ramte jorden men det gav hende nu stadig ikke lyst til at falde. Hun nød det virkelig, hun kunne godt lide at flyve og så var det ikke engang hende som skulle bruge kræfterne på det, hvilket bare gjorde det bedre, hun kunne bare nyde udsigten som fløj forbi dem. Hun gav ham et lille smil og hev sig stille op og lagde et lille kys mod hans hals fordi hun havde lyst til det og så ville hun se om han stadig kunne mærke noget eller om hans hud var for tyk eller sådan noget.

"Det skal jeg nok"

Alane ville nok ikke sige til, det var alt for spændende og smukt det her og hun ville ikke ned, det var for godt det her. Hun så rundt med et smil på læberne, hendes øjne fæstnede sig på månen som genspejlede sig i hendes øjne, den var smuk nede fra jorden men endnu smukkere heroppe og stjernerne måtte man heller ej glemme. Som tiden gik blev det dog koldere og koldere for Alane og det blev svære og svære at trække vejret. Det endte med at hendes læber næsten var helt blå og pludselig begyndte hun stille at ryste i hans arme. Hendes vejrtrækning var ujævn og det lød som om det var hårdt for hende at trække vejret. Dog sagde hun stadig ikke noget.

Hvor var hun stædig! Heldigt for hende var han ikke uopmærksom. Faktisk havde hun hele hans opmærksomhed. Han nød hendes lille kys, som han dog mærkede. Dog ret svagt
Han smilte til hende og man kunne se månen i hans sorte øjne. Han holdt dem oppe, ved at baske med vingerne, hvilket gav en konstant lyd af...ja, vinger.
Da han bemærkede hun ikke helt havde det så godt længere, lod han dem stige ned.
De gled ned gennem skyerne igen og ned mod jorden. Til sidst satte han sine ben på jorden, men stod stadig med hende i sine arme.
De manglede stadig lidt vej til skoven, men han ville ikke fortsætte før han var sikker på hun havde det godt.
"For meget af det gode?" hans raspende stemme skar gennem luften og stod i en kontrast til den smukke syn de ellers lige havde nydt sammen.

Ja Alane var en rigtig stædig en og det havde hun altid været, hun gjorde sjældent som hun fik besked på medmindre det gav mening og passede hende. Det han havde bedt hende om havde så ikke lige passet hende og derfor havde hun ikke gjort det. Synet havde været for smukt og hun havde nydt det for meget til at hun ville ned igen. Hun så på ham og smilede stille, hun kunne ikke finde bunden i hans sorte øjne og blev derfor bare ved med at betragte dem, de var smukke på en unaturlig måde men det genrede hende ikke, hun syntes de var smukke og det var det vigtigste. Dog så det ud til at de bevægede sig ned og Alane så længselsfuldt efter månen som stille forsvandt fra syne. Hun sukkede lidt og holdt sig lidt tættere ind til Sean for at få varmen. Hun ville bare hjem og smide alt tøjet og kravle under hendes varme tæpper, det var jo sådan set sådan du hurtigst fik varmen eller i hvert fald næst hurtigst, det aller hurtigste var jo kropsvarme men det ville hun ikke forslå og desuden så skulle det komme naturligt og ikke via aftale. Hun blev hevet ud af sine tanker da han snakkede og lagde så mærke til at de igen var på jorden. Hun nikkede stille og begyndte stille og roligt at trække vejret ordentligt igen.

"Desværre ja, selvom jeg ville gerne have forblevet deroppe"

Hun gav ham et stille smil og rystede stadig i hans arme men det virkede nu til at hun kunne få vejret ordentligt igen og at hun bare frøs nu.

Han smilte til hende, selv om det mere lignede en grimasse. Og grinte svagt.
"Ja, det undre mig ikke. En anden gang" nikkede han. han baskede med vingerne og lidt efter var de på farten igen. De fløj dog ikke så højt, kun lige højt nok.
Skoven kom til syne og kom hurtigt nærmere, til de endelig nåede træerne. Han fløj ned og landede foran træerne.
"Kan ikke lande sikkert derinde" smilte han let undskyldende. Problemet var måske ikke at lande, selv om det ville være et problem med alle træerne, men at lande sikkert med hende.

Han satte hende ned et øjeblik, trådte tilbage...og forvandlede sig tilbage.
Han syntes at skrumpe, til han havde sin normale størrelse igen. hans horn, tænder, hale og vinger forsvandt. Hans hudfarve blev den lette brune farve han normalt havde. i det hele taget lignede han nu bare Sean igen.
Han strakte sig, som om alt lige skulle falde på plads igen. Det havde taget mere på hans energi end han brød sig om.

Han gik tilbage til hende og bar hende op. Han havde jo lovet at bære hende hele vejen hjem.
"Du må lige hjælpe mig med at finde vej i skoven" smilte han til hende og kyssede hende på hendes kølige pande. Jo hurtigere du kom af sted, jo bedre. Hun skulle have varmen igen. Han viste hun ville ende med at fryse og han var lidt sur på sig selv, for at have gjort det alligevel. Men det var der jo intet at gøre ved nu.
Han kunne mærke i sine arme og ben at han var træt, men lod sig ikke mærke med det. han ignorerede det.

Hun så op på ham og gav ham et lille smil, hendes læber var helt blålige og hvis man lyttede efter kunne man tydeligt høre at hun klaprede tænder. Hun strammede ubevidst sit greb for at komme tættere på varmen og lige nu var det så Sean som var den varmeste lige omkring, forhåbentlig havde han ikke noget imod at hun kravlede tættere på ham, det havde ikke virket sådan de andre gange men man vidste jo aldrig om han pludselig havde skiftet mening. Hun så på landskabet som fløj fordi dem, de fløj kun lige over jorden, desværre men det var hun vel egentligt selv skyld i, hvis hun bare havde sagt til havde de måske stadig befundet sig deroppe. Hun lagde hovedet tilbage og så op på himmelen.

"Ja desværre..."

Alane så på ham som han landede og skiftede tilbage til sig selv, det var underligt at se hans krop skrumpe på den måde, et smil brød frem på hendes læber som den normale Sean stod foran hende, han var uden tvivl kønnest i sin menneske form men hun havde ikke noget imod hans dæmon form heller. Hun lod ham bare samle hende op igen. Hun så lidt ned på sine fødder som også var lettere blå det var hendes fingre for den sags skyld også. Hun træk sig igen helt tæt på Sean og begravede sit hoved i stykket mellem hans hals og skulder. Hun drejede hovedet og lagde så et par små kys på hans hals før hun ellers bare lå i hans arme.

"Okay, kan du huske det sted vi mødtes første gang?"

Roligt løftede hun hovedet og så ham i øjnene, de var ikke særlig langt fra hinanden, det var faktisk sådan at deres næser lige akkurat rørte hinanden.

Hun var helt blå og det gjorde ham bekymret. Det var utrolig så kold hun var blevet, hvis bare han havde været lidt mere opmærksom! Men næe nej!
Han så ned på hende med et lille smil, på hende ansigt som gav genskær i måneskinnet. Han ville faktisk...kalde hende smuk.
Hans smil voksede mens han så på hende. Men blev så hevet ud af sne tanker.
"Ja...Nu skal jeg finde stedet..." han holdt hende ind til sig, mens han bevægede sig gennem skoven. Han fandt hurtigt en lille sti som han fulgte. Den samme sti som han ofte brugte når han ville gå i skoven.

Han gik i lidt tid, før han endelig stoppede op. De var nu inde i skoven, træerne omgav dem, bladene raslede. Små dyr puslede mellem buskene.
Månens lys havde svært ved at komme igennem træernes kroner.
"Så..." de stod nu det samme sted som de første gang havde mødt hinanden. Stedet bragte minderne tilbage til ham...Heldigvis ikke nogen dårlige af slagsen.

Han skød skylden på sig selv, man kunne se det på ham derudover kunne hun også se hvor bekymret han var. Han skulle ikke bekymre sig, hun skulle nok klare sig, det gjorde hun altid og sådan var det. Dog kunne hun ikke lade være med at få dårlig samvittighed over det hele, det var jo hendes egen skyld men han tog det på sine skuldre og det skulle han ikke fordi det var ikke hans skyld, det havde været hendes egen beslutning og hun stod ved den også selvom den var gået galt. Et lille smil lå over hendes læber og roligt lod hun sin hånd glide op og kærtegne hans kind, hun lagde hovedet helt ind mod hans brystkasse og lukkede sine øjne. Hendes krop rystede stadig i hans arme.

Roligt åbnede hun øjnene da han stoppede og så sig omkring, de var dybt inde i skoven nu. Et smil gled over hendes læber som minderne gled ind over hende, det havde været rart og så mystisk.

"Vi skal ind mellem træerne der og så en smule længere ind og så ligger der en lille næsten helt skjult sti og så skal du følge den"

Hun pegede ind imellem træerne nord for dem og så så op på ham. Hun hev sig stille op og hviskede ham i øret.

"Du skal ikke skyde skylden på dig selv, det var mit eget valg"