Are you ready? (Alane)

Han nikkede til hendes anvisninger og gik ind mellem træerne. Snart fandt han stien, som han fulgte.
Han så smilende ned på hende. Af en eller anden grund...viste hun åbenbart hvad hans tanker havde kræsset sig om. Og han kunne ikke lade være med at undre sig lidt over det. Han havde slet ikke lyst til at svare hende på det. Det var hans skyld. Han skulle have været mere opmærksom.
Han rystede derfor bare smilende på hovedet, som om han afkræftede det.

Han bar hende endnu et stykke og drejede når han skulle. Endelig så det ud til de var ved at være der. Godt. Både for hende og ham.

Hun så på ham, det havde lyst ud af hvordan han skammede sig eller hvad man nu ellers skulle sige og det var ikke hans skyld uanset hvad han syntes, det var hende der havde bedt ham om at flyve så højt og egentlig havde hun jo lovet at sige til hvis det blev for meget og det havde hun ikke holdt. Hun så ned og bed sig i læben. Hun havde brudt et løfte. Hun så kort frem da de kom til en lille lysning, under en udhulning i en klippevæg som blokkerede dem for at gå længere ind i skoven lå et telt, teltet var farverigt og sat sammen af mange forskellige stoffer. Hun vred sig stille fra af Seans greb og landede roligt på jorden dog også lidt usikkert. Hun tog stille hans hånd og begyndte at føre ham over mod teltet.

Roligt gik hun ind og slap så stille hans hånd. Uden yderligere varsel trak hun trøjen af og derefter røg shortsene, hun gik over mod en masse tæpper og puder som lå i det ene hjørne af teltet. Hun havde en smuk krop, ingen tvivl der, dog havde hun et langt ar som gik fra hoften og op langs hendes side og stoppede så lige før hendes armhule. Derudover havde hun en tatovering som gik fra lysken, op over hoften og langs hendes side før den snoede sig om på hendes ryg og stoppede i hendes nakke, den sad i den modsatte side af aret. Hun var iklædt en ganske simpel sort bh og simple sorte trusser. Hurtigt kravlede hun ned under et af tæpperne og så hen på Sean.

//Teltet udefra: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Noget af teltet inden i, bare for at give et billede af hvordan det er indrettet: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tatoveringen er tyndere hvor den starter og slutter og ser sådan her ud på midten cirka: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Sean stoppede op da han så teltet. Umiddelbart så det ret...primitiv ud. men klippeudhænget beskyttede sikkert mod det værste uvejr, ud over de grene og ting hun havde brugt til at holde teltet på plads med.
Han lod hende glide ud af sit greb, mens han smilte til hende. Han havde klaret udfordringen! Hun kunne nu, officielt, ikke kalde ham svag. Eller hvad?
Han mærkede hendes hånd i sin og lod sig føre over til teltet. Han gik med ind.

Teltet var ikke vildt stort, men alligevel rummeligt nok. Og lige præcis stort nok til han næsten kunne stå oprejst.
Hans blik gled over sengen og de ting der stod der. Faktisk...Ret hyggeligt. Og så i skoven. det blev vist ikke bedre. Han var vild med hendes måde at leve på.
Han så smilende på hende, bare for at se hende smide tøjet.
Hendes krop var skøn. ingen tvivl der. Dejlige former, en vuggende gang...
Han mærkede hvordan de mandelige instinkter for at parre sig, trak lidt i ham.
Og pludselig blev han bekymret. Han ønskede ikke at skade hende!

Han lod blikket glide over hendes ar og tatoo.
Da hun lå i sengen, men uden at sige noget, smed han selv sin skjorte. Han brugte tid på at knappe den op foran hende, så hun kunne protestere. Men faktisk ville han bare hjælpe hende med at få varmen igen.
Han smed skjorten men tøvede med bukserne. Han så hurtigt hen mod hende, men løsnede dem så og smed dem.
Hvis hun havde et problem med det, skulle hun jo nok sige til. det viste han.

Hans egen krop var høj, muskuløs. Fuld af ar over hele kroppen, efter mange forskellige ting.
Han gik over til hende og sengen, mens han løftede lidt op i tæpperne og kravlede ned ved siden af hende.
"Lad mig varme dig" foreslog han og bredte sine arme lidt ud, så hun kunne putte sig ind til ham, hvis hun havde lyst.

Teltet var hendes hjem og hun var glad for det, hun havde alle de ting som betød noget for hende her og så var der ikke nogen der vidste det lå her hvilket bare gjorde det endnu bedre og selv de dyr som nu engang kom forbi havde hun aldrig haft problemer med, det var som de accepterede hende, nu havde hun jo også været her de sidste mange år, selv fra da hun var helt lille så teknisk set var hun vokset op sammen med mange af skovens dyr.

Hun kunne godt mærke hvordan han kiggede på hendes krop men det generede hende ikke, hun havde en pæn krop og havde ikke nogen grund til at skjule den eller være flov over den og tydeligvis kunne han lide den. Ellers ville han jo ikke blive ved med at kigge. Bare for at drille ham lidt vrikkede hun lidt mere med hofterne så de nu havde en sensuel vuggen over sig. Hun vidste jo ikke hvad der kunne ske at hun muligvis kunne bringe sig selv i fare, han havde jo kun fortalt hende at han var dæmon.

Roligt puttede hun sig ind i tæppet og så på ham som han trak tøjet af, hun protesterede ikke men kunne dog alligevel ikke lade være med at rødmen. Han så jo godt ud og på en eller anden måde syntes hun at de ar han havde så tiltrækkende ud, hun kunne ikke forklare hvorfor men sådan var det bare. Roligt slap hun tæppet så han kunne kravle ned til hende og ligge. Da han åbnede armene tog det hende ikke længe før hun lå helt tæt ind mod ham, hun så forsigtigt op på ham og gav ham et dejligt smil.

Han så smilende ned til hende, da han mærkede hendes kølige hud mod sin egen. Åh, vis han bare havde været lidt mere opmærksom! Men det hjalp lidt på det, at varme hende igen.
Han lod sine hænder glide op og ned af hendes arme, for at sprede varmen lidt hurtigere. Ikke i nogen hård bevægelse, men i en rolig, afslappet og næsten kærtegnende bevægelse.
Han havde bemærket hendes drillen og havde bare smilet af det.

Hendes ansigt var uimodståeligt som hun så op på ham, så forsigtigt og alligevel så...tiltrækkende.
Inden han kunne nå at tænke over det, havde han bukket sit hoved ned og lod sine læber mødes med hendes.
Han huskede sidst de havde gjort det og det havde været skønt...faktisk lidt for dejligt. Han havde haft svært ved at modarbejde det...Men han havde ikke tænkt over det, før nu.

Han trak sig blidt tilbage igen, for at hun kunne bestemme tempoet for det hele.
"Tænkte det kunne hjælpe på varmen?" undskyldte han sig, selv om det var tydeligt han ikke var det mindste ked af det...

Han kunne tydeligt mærke hele hendes krop mod hans, men hun tænkte ikke rigtig nærmere over det. Det var jo for at varme hende selvom hun håbede det var lidt noget andet som lå bag det men det kunne hun jo ikke være sikker på og hun ville ikke spørge ham. Det ville være for pinligt hvis det egentlig var for at varme hende. Kort lukkede hun sine øjne og sukkede stille i nydelse som han lod sine varme men ru hænder glide over hendes silkebløde men kolde hud. Det var rart, rigtigt rart faktisk.

Kort efter åbnede hun stille sine øjne og så op på ham med et dejligt smil som nåede helt op i hendes grønne øjne. Kort lod hun sine fingre glide blidt ned af hans kind og hvile på hans skulder. Hun trak sig endnu engang en smule tættere på ham lige i det øjeblik han fangede hendes læber. Hendes øjne gled stille i og en let rød farve gled over hendes kinder og hun gengældte stille kysset. Dog åbnede hun øjnene da han slap kysset. Hun gav ham et lille skævt og drillende smil.

"Jamen hvis du har brug for undskyldninger for at kysse mig så tror bare overhovedet ikke at du skal have lov til det"

Han grinte lavt og så på hende med drillende øjne.
"Åhh...Du ved...undskyldninger er til for at blive brugt" svarede han tilbage.
"Men hvis det skal være på den måde!" Og uden at sige mere, bukkede han sig endnu engang ned og lod sine læber møde hendes.

Blødt. Hendes læber var bløde og ved at blive varme igen. Hendes duft, hendes nærvær...alle disse små ting var han bevidst om.
Han lagde en hånd rundt om hendes nakke, da han holdt kysset længere. Hans øjne var lukkede...Og stille lod han sin mund åbne sig, for at lade sin tunge forenes med hendes...hvis hun havde lyst.
Hun skulle ikke tro hun slap så let uden om det.

Hun kunne ikke lade være med at grine stille, hendes øjne indholdte stadig den drillende glød. Hun elskede det her, hun elskede nærværet med ham, den varme som spredte si igennem hendes krop når han kyssede hende. Hvorfor vidste hun ikke men det var ikke lige det hun tænkte mest over for at være ærlig. Hun så ham forsat i øjnene som han bukkede sig ned og fangede hendes læber i endnu et blødt, varmt og lidenskabeligt kys. Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop bare slappede af, det var skønt. Hun havde aldrig følt sig så afslappet og rolig før.

Alane nød kysset, nød det var langt. Roligt lod hun sine fingre glide blidt ned af hans brystkasse men stoppede dog omkring solarplexsus. Hendes anden hånd lagde sig omkring hans nakke og trak ham en smule tættere på og gjorde derved kysset dybere. Hun vidste ikke om hun gik for langt men det var der kun en måde at finde ud af på og det var hun egentlig ret godt gang i. Hun mærkede hvordan hans læber stille skiltes ad og hans tunge blidt gled mod hendes læber, inden længere lod hun dog sin egen tunge mødes med hans. Hendes kinder var en smule røde, både på grund af den nye varme hun følte men også fordi hun blev lidt genert.

Sean lod sig rive med af stemningen. Ikke fordi han var sulten, men fordi han selv ønskede det. Han ønskede at nyde disse ting sammen med Alane, at selv få hende til at nyde...Og ikke kun fryse.
Da hun trak ham tættere på, lagde han sig halvt ind over hende, men uden at mase. Han lagde sig på en blid måde, så hun nemt kunne skubbe ham væk, hvis det blev for meget.

Og han mærkede hvordan han blev trukket længere ind i kysset, ind i en fortsættelse der sikkert ville komme. Og han ønskede den.
Det var ikke hver dag han havde en attraktiv kvinde under sig, som han end dog holdt af.
Hans ene hånd gled ned over hendes side, men uden direkte at røre hverken bryster eller den nedre religion...Han burde sige noget...Han burde stoppe...Han burde fortælle hende hvilket monster han enlig var...Men vill hun da flygte?
hun havde ikke været bange for hans dæmoniske jeg...men hvad med...hans sult?

Alane var stadig uviden om den mulige fare hun udsatte sig selv for ved det her, men selv hvis hun vidste det ville hun stole på at Sean kunne styre sig selv. Hun havde tillid til ham og så selv hvis det gik galt. Hun sukkede stille i nydelse imod hans læber, så varme og så bløde. Hun kunne ikke få sig selv til at stoppe, det var virkelig alt for dejligt det her. Hun kunne mærke noget grave i hendes mave, en følelse, en lille flamme eller måske en lille lidenskab der lå gemt i hende. Hun var ikke sikker og derfor valgte hun bare uden videre at skubbe det til side og nyde øjeblikket hun var i lige nu. Uden tøven lod hun ham ligge sig ind over hende. Det var rart.

Let lod hun sin hånd som lå mod hans solarplexsus glide om på ryggen af ham i en stille og sensuel bevægelse. Da hun mærkede hånden mod hendes sidde pressede hun sin krop en smule tættere på hans, ved at skubbe ryggen op fra underlaget. Hun nød hans berøring, han var varm og hans hænder var en smule ru men det var en rar kontrast mod hendes bløde hud. Let og forsigtigt bed hun ham i læben og åbnede så stille sine øjne for at se hans reaktion til det hun havde gjort.

Alle hendes bevægelser, alt hvad hun gjorde, tændte en gnist i ham. Han holdt af hende, selv om han ikke kunne acceptere det, selv om han ikke måtte! Sådan var det at være den slags dæmon, som han var...man måtte ikke holde af nogen! Det kunne nemt blive en katastrofe...Men han forbød sig mod reglen lige nu...
Han havde holdt af en pige før, men det var mere som et søskendeforhold...Og de andre piger...han kaldte det bekendtskaber. Men han ønskede at være mere end bekendtskaber lige nu...selv om han måtte tænke. Han på vej ind på et område, han aldrig havde troet han skulle betræde.
Han havde været ved det mange gange, gennem årene...På et tidspunkt havde han faktisk gjort det, fordi han havde bildt sig selv ind at han elskede hende...Men det var en anden historie.

Han reagerede villigt på hendes bevægelser, nød hendes varme og bløde hænder mod sin hud...
han åbnede stille øjnene, da han fornemmede hun selv havde åbne øjne og smilte roligt til hende.
"Alane..." smilte han
"...Jeg må nok hellere fortælle dig noget, inden vi....gør noget." han virkede pludselig nervøs...Normalt skjulte han sine følelser, sine inderste tanker...men af en eller anden grund kunne han ikke lige nu...Han valgte at ignorere det.
"Jeg..." han lagde sig på siden, ved siden af hende, mens han så på hende. Hans øjne var pludselig blevet så sørgmodige...
"...Er en dæmon. Det ved du, men jeg er faktisk en Incubuc...Jeg spiser folks sjæle ved at dyrke sex med dem..." han trak vejret dybt en enkelt gang og ventede spændt på reaktionen...

Alane smilede inden i sig selv. Det her var det mest følelsesladet hun nogensinde havde oplevet og hun nød det virkelig, det var helt vildt. Hun troede ikke det muligt at føle så mange følelser på en gang. Det var helt vildt så mange følelser der løb igennem hende lige nu, den der sprang mest igennem var sommerfuglene i maven og den varme som bredte sig fra hendes tæer og helt op til hendes øre. Det var vidunderligt. Hun havde aldrig troet hun ville få det at føle, at føle nogen holdt af hende på den her måde. Den eneste anden hun vidste der holdte af hende var som en lillesøster. Ikke at det ikke var rart men det har var anderledes, det har var specielt og nyt for hende.

Hun lod sine fingre glide blidt ned af hans hals hvor hun blidt lod sine negle kradse mod hans hud før hendes fingre nåede skulderne på ham. Tætheden som de havde mellem dem var ny og spænende, det var helt utroligt. Alane så roligt på ham med blide og en smule sløret øjne, det hele var så sensuelt og hun havde lidt svært ved at fokusere men så snart han skiftede til at være nervøs gled stemningen lidt væk, han virkede så nervøs og vel en smule bange lige nu. Roligt vendte hun sig mod ham og tog hans hånd som hun gav et forsikrende men kærligt klem. Intet kunne ændre den måde hun så ham på. En stilhed lagde sig over hende som hun tog det hele ind.

"Sean, hvis du ville gøre mig fortræd havde du ikke sagt det her, så havde du bare gjort det. Det her ændre ikke på hvad jeg føler for dig, jeg er nemlig ikke bange for at du vil skade mig. Det kan godt være det virker naivt fordi vi lige har mødt hinanden men jeg stoler på dig"

Hun så på ham med et smil på læben og lagde sin hånd mod hans kind, på en blid og forsat kærlig måde. Hun tænkte ikke andreledes på ham bare på grund af hvad han var. Det var jo ikke det der gjaldt.

"Men fortæl mig en gang, kan du dyrke sex uden at spise folks sjæle eller kan det ikke undgås?"

Han lyttede til hende. Og satte sig tungt ved siden af hende. Dette var det han havde frygtet. Hun var godt nok ikke løbet skrigende væk, endnu. Men måske gav det ham kun falsk forhåbning...
Han havde holdt så mange år! så mange hundrede år, uden at få følelser for nogen kvinde! Han havde kæmpet, nogen gange en hård kamp, men det var hans forbandelse og han havde levet med den. Han var van til at flirte med kvinderne, men uden selv at gengælde de dybere følelser.
Han trak lidt på skuldrene og så på hende igen.
"Jeg ved det ikke. Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har aldrig prøvet at lade være. Jeg har altid..." skulle han nu åbne sig lidt mere? Fortælle lidt mere om...sig selv? Tanken virkede bekymrende...Men det var måske vanen...Han holdt altid kortene tæt, selv over for tætte personer...for det kunne være skuespil, de kunne være spioner eller nogen der vil vide de ting...Han så lidt på Alane...var hun virkelig sådan en? Han håbede det ikke. Han ønskede det ikke.
"Jeg...Altså...Det har altid været mad for mig. Jeg har aldrig prøvet andet, fra jeg var helt lille fik jeg at vide det ikke kunne lade sig gøre..." han trak igen på skuldrene
"...Men de var heller ikke van til incubuc...ingen af dem var, de var sjældne og ingen viste hvordan tingene enlig fungerede...Faktisk tror jeg at...jeg er den tredje i familien der er det." Men han viste det ikke. han havde kun studeret sin familie så meget, fordi han hadede den.
Han ventede spændt, usikkert...nervøst...på Alanes reaktion.

Hun satte sig op ved siden af ham og så mod ham, roligt lod hun sin hånd finde hans og lod så deres fingre flettes. Roligt gav hun hans hånd et beroligende klem. Hendes syn på ham ville ikke ændre sig på grund af noget han var, det var jo ikke hans eget valg og han skulle jo overlever. Gennem hele hans fortælling sad hun bare og så ham i øjnene med et stille og dejligt smil. Hun virkede på ingen måde bange, måske lidt overrasket men mest af alt nysgerrig, hun havde aldrig mødt en som Sean. Alane nikkede stille, hun virkede egentlig meget forstående overfor hans frygt men et eller andet sted syntes hun også det var lidt dumt at han var så bange for det. Hun kunne jo lade være med at spise så det burde vel i bund og grund være det samme, håbede hun.

Alane lod roligt sin anden hånd finde hans kind og lod blidt hendes fingrespidser kærtegne hans kind. Uden rigtig at tænke over det så lænede hun sig op og lagde sine læber mod hans i et intimt og kærligt kys, dog ventede hun selvfølgelig på at han var færdig med at tale. Hun ville vise hun ikke var bange for ham eller så anderledes på ham.

"Sean jeg er ikke bange for dig og jeg har heller ikke tænkt mig hverken at sladre eller løbe skrigende væk. Jeg ser ikke anderledes på dig, du er stadig den samme Sean for mig og jeg holder stadig meget af dig. Hvis du er for bange kan vi godt stoppe men jeg er villig til at prøve, du må vel kunne mærke før du skal til at spise? Tværtimod så er jeg faktisk smigret på en eller anden måde, du har lige fortalt mig at jeg er anderledes, at jeg ikke bare er som de andre og du rent faktisk lyster efter mig.

Han så lidt på hende og måtte indrømme han ikke kunne andet end at smile. Hun havde vel ret, havde hun ikke? på flere punkter...At han ikke bare åd hende og at...Ja, hvorfor skulle hans sult ikke også være til at tøjre? Til at styre? så mange andre kunne, hvorfor skulle hans være anderledes? Ja, han spiste anderledes og der gjaldt nogle andre regler for ham, men alligevel...Havde han virkelig ikke så meget kontrol?
Men han var bare også nervøs...Nervøs for at han netop ikke kunne styre det. Han fik den ide måske at afprøve det først, da han ærlig talt ville blive ret trist, hvis han fik spist Alane...Men så igen, det kunne skade, især hvis det virkelig virkede. Alane ville nok ikke bryde sig om det, selv om hun skulle leve med han spiste på den måde.
Han kunne se det fra to sider. Både den at hvis det lykkedes, ville det være godt, dejligt...Og hvis det ikke lykkedes, skulle han bare komme over det, så var Alane der ikke...Der kunne ingen mere skade ske...
Han rystede svagt på hovedet af sine forvirrende tanker og nussede svagt hendes hånd, mens han sendte hende et lille smil.
"Jeg kan leve med at være et monster. Det har jeg altid været. Jeg var nervøs for om du også kunne...du er klar over hvad det indebære, ikke? Du kan dø, af at...være sammen med mig. Og hvis ikke, skal du leve med den måde jeg spiser på, selv om der ingen virkelige følelser vil være mellem mig og dem..." han så lidt på hende.
"...Men hvis du mener du kan leve med det, vil jeg gerne prøve"

Hun så på ham, eller nej hun betragtede ham nok nærmere, hun havde jo egentlig lige fortalt ham at hun et eller andet sted at hun rent faktisk havde følelser for ham. Og det havde hun jo sådan set også, hun var bare lidt bange for at indrømme det over for dig selv men nu havde hun sagt det og så måtte det bære eller briste. Let bed hun sig i læben mens hun kort så ned på deres hænder som stadig var flettet sammen, hun frøs en smule men ikke nok til at det kunne ses på hende. Dog valgte hun at trække et af tæpperne om sig for at hun ikke skulle komme til at fryse mere end højst nødvendigt. Han så ud til at tænke og det lod hun ham også bare gøre. Det var vel en stor ting for ham at åbne sig som han gjorde overfor hende. Hun var dog glad for at han stolede nok på hende til at åbne sig, det betød meget for hende. I det han nussede hendes hånd så hun kort ned på deres hænder endnu engang hvorefter hendes blik så rettede sig mod hans øjne. Et lille men dejligt smil blev også sendt i hans retning.
"Jeg vil ikke kalde dig et monster Sean, du er som du er og det er der ikke noget at gøre ved, jeg respektere dig som du er, hver eneste lille del af dig og det lyder nu ikke til at du nyder at du skal spise på den måde. Sean, jeg kan dø af alt, jeg kunne dø i det her sekund som vi sidder og taler. Så vil jeg hellere leve mit liv som jeg vil og tage chancer, selvom jeg måske risikere at dø af det. Og det er nu engang bare en del af dig at du spiser på den måde så det må jeg tage med, jeg er villig til at give det er bravt forsøg men jeg kan jo ikke love dig at jeg kan klare det"
Hun gav ham et lille smil og håbede virkelig på at han forstod hende og han ikke tog det forkert det hun sagde.
"Prøve hvad?"
Hun så lidt på ham, hun havde en idé om hvad det var han mente men ville gerne være helt sikker på det var det han mente.

Han lyttede til hvad hun sagde, men det var hendes sidste kommentar der fik hans smil til at vokse, endda grine lidt.
"Ah...sorry...Jeg mener selvfølgelig, at hvis det skulle komme dertil, vil jeg prøve ikke at spise dig" svarede han, lidt mere afslappet end før. Alt denne snak, om hans følelser og væsen osv. Var ikke noget han var van til eller noget som han fandt særlig sjovt. Han ville bare videre, væk fra emnet igen. Men han fortrød det ikke, for han gengældte mere eller mindre hendes følelser og derfor fortjente hun sandheden. så hun ikke blev skuffet, men kunne vende om hurtigst muligt...hvilket hun ikke gjorde. Og det betød meget for ham. Endelig en der ikke løb væk.
han sad lidt og så på hende og bemærkede pludselig at hun havde hevet tæppet tættere om sig.
"Du fryser stadig...Det var ikke min mening at give dig et slags tilbageslag" han satte sig hen ved siden af hende og lagde en arm om hende, for at hun sidde op af hans krop og modtage hans varme. Han så det stadig lidt som sin egen skyld, at hun overhoved blev så kold. Et svagt kys blev plantet ved siden af hendes hoved.

Hendes øjne fastholdte hans blik eller hun prøvede i hvert fald lidt på det, hun ville gerne sikre sig at han var okay og da hun så hans smil vokse kunne hun ikke lade være med at smile igen, det var rart at de nu kunne komme væk fra det her emne og over i noget andet, det var hun lidt glad for. Stemningen og humøret havde det med at ændre sig drastisk når de snakkede alvorligt sammen men denne gang så det faktisk kun ud til at gøre humøret bedre end det havde været tidligere. Det var der vel egentlig heller ikke noget at sige til med den byrde han gik rundt med. Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt over hans formulering, det lød lettere komisk.
"Ja undskyld, det er ikke dig jeg griner af men du fik det bare til at lyde lidt komisk"
Hun så på ham med et lidt undskyldende smil da det ikke rigtig var noget hun skulle grine af og egentlig havde hun heller ikke synderlig meget lyst til at grine af det men kunne desværre ikke helt lade være. Alane var rigtig glad for at han havde fortalt hende sandheden, det betød meget for hende. Det her kunne måske gå hen og blive til mere end bare flirten, hun håbede lidt men ville heller ikke skubbe ham eller haste ind i tingene, alting kom til sin tid.
"Det var mit eget valg så hold nu op med at undskylde"
Endnu et dejligt men forsikrende smil blev sendt hans retning. Roligt lod hun sin krop læne sig mod hans varme overkrop, det var rart, forsigtigt tog hun hans anden hån og lagde omkring hendes liv hvorefter hun lod deres fingre flettes. En let rødmen lagde sig over hendes kinder som han kyssede hende ved siden af hovedet, hun kunne ikke lade være med at rødme efter det de lige havde delt. Det gjorde følelserne så meget mere virkelige og ægte.

Han var stadig forvirret over tingene. Over at han kunne åbne op for hvad han enlig var, men stadig sad her med hende. Og endda følte noget for hende. Var han blevet narret af sine egne følelser, sit eget hoved? Han havde svoret aldrig at udforske den del af livet, aldrig tage del i den. for hvem ville være sammen med en som ham?
Han havde ikke været sikker på han nogensinde kunne få familie...Kunne han, her mange hundred år senere, virkelig få det? Han havde været så overbevist om det andet at...Han ikke kunne rumme tanken. Den skræmte ham faktisk.
En ældre mand havde en gang sagt til ham, at det var hans forbandelse men også hans styrke. og det havde han levet efter.
Han valgte dog at tænke over det senere. Han følte sig faktisk lidt udmattet nu. Det krævede en del energi at forvandle sig frem og tilbage, samt at åbne sig op for en kvinde han ikke engang helt viste, hvad han enlig følte for.
Han havde bare lyst til at være sammen med hende. Og slappe af.
For en gangs skyld, uden at tænkte på fjender der kunne komme efter ham. Han sukkede svagt.

Alane lænede sig lidt mere ind til ham, han var så dejlig varm at hun ikke kunne lade være. Desuden kunne hu virkelig godt lide at mærke hans hud mod hendes hud, hans hud var lidt hård og arret men det var en dejlig kontrast mod hendes ellers bløde og silke agtig hud. Et lille suk af ren nydelse og bare tilfredsstillelse undslap hendes læber mens hun lod sine øjne glide i. Det var lang tid siden hun havde været så afslappet og det var virkelig skønt. Et eller andet sted vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle sige eller gøre lige nu, det var underligt at det kunne være så behageligt efter en så dyb og et eller andet sted mørk samtale men det var det bare. Kort åbnede hun sine øjne og så op på ham. Hurtigt men forsigtigt lænede hun sig op og lagde sine læber mod hans has da det lige var det eneste hun kunne nå. Kysset var blidt og hendes læber dejlig bløde. Efter det satte hun sig igen op af ham og nød bare nærværet med ham, det var vidunderligt. Alane vidste virkelig ikke om hun kunne stille spørgsmålet men hun kunne ikke holde det inde, det måtte ud. "Sean... Hvad er vi egentlig?". Hun vidste ikke hvilket svar hun forventede men ville bare af med spørgsmålet nu.

Han lod blikket glide over rummet endnu engang, denne underlige form for hule og hjem. Og lukkede så øjnene et øjeblik for at slappe af, nyde at mærke Alanes let kølige hud mod sig. Han gengældte gladelig kysset.
han åbnede dog øjnene igen, da hun snakkede til ham og smilte så lidt.
"Det kommer an på hvad du selv har lyst til. normalt ville jeg betegne dig som en ven, omend nok efterhånden en af de tættere af slagsen. Tro mig, det er allerede meget! Normalt vil jeg ikke engang godtage venner..." Han viste ikke hvornår tingene var sket. Men pludselig var det som om han mødte folk igen og igen, og i stedet for at kende dem til en anden nyttig gang, opstod der relationer...Og han kunne ikke længere bare skubbe dem væk som 'bekendtskaber'
Han så lidt på hende. Var hun virkelig så...frisk på at have noget med ham? Han kunne ikke fatte det...Hvis det virkelig skete, hvis han endelig, for en gangs skyld...
Han huskede de få andre gange det var sket. Selv om de mest var dårlige minder.
Men hvis hun var...Han var så eftersøgt af fjender! Det ville være farligt for hende...hvordan skulle han forsvare hende? Bedst muligt? Hans bryn rynkede sig en anelse ved disse tanker.
"Men for din skyld, kan vi godt være mere" smilte han endelig og så lidt på hende med sine mørke, mystiske omend lidt varme øjne.

Et smil bredte sig over hendes læber da hun mærkede det lille kys på halsen, det var enormt dejligt at have en så tæt på, en hun stolede så meget på selvom de først lige havde mødtes, det var virkelig underligt men sådan var det jo endnu engang, der var så mange ting som forundrede ikke bare Alane men flere tussinde af væsener omkring. Hendes grønne øjne gled op på ham som han begyndte at snakke. Det dejlige smil som havde været på hendes læber før falmede lidt som han sagde han kun så hende som en ven. Hun kunne ikke lade være med at blive trist, det gjorde ondt at vide at intet af det her virkelig var specielt nok. Let bed hun sig i læben mens hun lod sit blik falde, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige eller gøre mere. Der havde aldrig været noget der havde lukket munden på hende som han gjorde nu. Ingen der havde en stor effekt på hende, det var vildt og ufatteligt. Roligt satte hun sig op så hun nu ikke lænede sig op af ham mere. Ingen følelser løb over hendes ansigt, hun var næsten umulig at læse. Da han endnu engang begyndte at snakke så hun på ham. Han skulle selv have lyst, ikke fordi hun havde. "Hvis du ikke har lyst skal du ikke gøre det. Hvad er det at være mere hvis man egentlig ikke er mere for personen?" Hun så ham stadig i øjnene, en lille snert af tristhed lå dybt i hendes øjne men man kunne se hvordan hun prøvede at fængsle det væk, lægge det bag lås og slå og bare skjule det men det lykkedes ikke helt for hende.

det overraskede ham hvor tungt hun tog det. forstod hun da slet ikke? Han havde indirekte bedt hende om at fortælle, hvordan hun så dem. Han havde selv været bange for at afslag og ville ikke bare sige at de var noget...som hun måske ikke ville have. Ham som troede piger var gode til indirekte ting!
Han lod en hånd glide over hendes hår, ned over skulderen og ned over hendes arm i en lang, blid kærtegn.
"Jamen Alane, du misforstår mig jo...Jeg vil gerne være mere, selv om jeg indrømmer det skræmmer mig lidt, det her...Men jeg ville bare ikke selv virke pressende..." han blev næsten selv helt trist, fordi hun var det. Var det normalt? At en anden persons humør kunne påvirke en selv så meget? Han viste det faktisk ikke.
Det gik op for ham at hvor god han end kunne være til at analysere folk, ville der altid være noget han ikke forstod. Fordi han aldrig selv havde oplevet det og kunne sætte sig ind i det. F.eks. disse ting her. Han havde aldrig udforsket dem, men gemt dem væk for at de ikke skulle gøre mere skade...
men hvad nu, hvor kassen var blevet flået åben og det hele var spredt for alle vinde? Det ville tage ham lang tid at så samlet det hele igen...Hvis han overhoved ønskede det?

Selv Alane var overrasket over det udbrud hun lige var kommet med, det var uventet. Hun havde aldrig mistet så meget kontrol over sine følelser for en fyr før som hun gjorde med Sean. Hun vidste ikke hvad det var han vækkede i hende. Når de var sammen følte hun sig tryg men der var dog alligevel altid den der mystiske stemning der gjorde hun havde lyst til at opsøge ham når de ikke var sammen. Han havde vel tryllebundet hende, bare uden magi. Så vidt hun vidste i hver fald. Kuldegysninger spredte sig over hendes hud som hun mærkede hans hænder kærtegne hende. Et suk af nydelse undslap hendes læber, det var bare den effekt hans berøringer havde på hende. Som han begyndte at snakke vendte hun sig direkte mod ham, hun sad i skrædderstilling med flettede fingre i sit skød. Hun kunne ikke lade være med at smile, dog bredte en kraftig rødmen sig også over hendes kinder. Han følte det samme som hende, det var gengældt. Uden at tænke over det rykkede hun helt op i skødet på ham så deres kroppe nu var helt tæt. Hun kyssede ham, kysset var blidt men meget intimt og viste hendes følelser for ham, dog brød hun kort kysset for at for sagt nogle få ord. "Sean, der er ikke noget jeg hellere vil end at være din.", efter det var sagt lagde hun igen sine læber mod hans og lod sine fingre glide op i hans hår. Et eller andet sted fandt hun det lidt sødt at han var skræmt over det men det var hun også selv.

Sean smilte lidt, da han så på hende. han elskede at se hendes smil, og hans egen begyndende tristhed forsvandt på et øjeblik.
Hendes kys var så blidt, så intimt at det øjeblikkelig tændte hans lyst til mere.
Hendes sætning midt i det hele fik ham dog bare til at smile lidt, før han gengældte hendes kys igen. Han lod en hånd glide op og ligge sig i hendes nakke, da hans kys blev lidt dybere.
Han holdt af hende. Han kunne ikke modsige sig det. Og han ville gerne have hun var hans. Og omvendt.
Han smilte, da han endelig afbrød deres kys. Det havde været blidt, sensuelt.
"så har jeg en sidste ting at sige..." sagde han så.
"...Bare rolig, det er intet dårligt som sådan. Men som sagt er jeg en meget eftertragtet mand og har mange fjender. Så få folk som muligt, skal vide vi er så tætte, okay? Det er for vores begges sikkerhed...Ellers vil de sikker fange dig og bruge dig imod mig...Og det kan jeg ikke kæmpe imod" han holdt hendes hoved i begge sine hænder. Han viste stadig ikke hvordan han skulle beskytte hende, men hvis hun forstod og gik med til det her...var det en start.