Camille- One more time

Vejr: storm og regn
Sted: Midt i mørket
Omgivelser: den døde natur
Tid:22.29
Årstid;irl
Dato:irl
Dag:irl


Den våde krop løb igennem mørket, ikke engang månen kunne skine igennem de tunge skyer af regn og storm, der var lyn og et fik et træ til at gå i brand, Den våde krop stoppede op og i skæret af flammerne kunne man se et væsen, smuk som natten. Han var som det svageste væsen i denne verden....et menneske, men skindet betragede....HAn var mere end bare et menneske. De metalliske grå øjne lys skæret fra ilden brænde sig fast, som var det helvede selv der fandtes i den eller grå farve. Han hår faldt langs ansigtet. Han slog det væk med et vift. håret faldt tilbage og lignte nærmest det man kaldte smørhår. 1700TALETS flotteste frisure. Et helveds væsen gemte sig bag den mandelige krop. Et væsen som kunne slutte et liv på få sekundter.

Det var nærmest blevet uvejr, og Camille var noget nær druknet, hvis man kunne det i sit eget tøj og hår.
At hun var smuk eller elegant at skue, skulle man nok være ramt af amors pil for at ville mene, andre ville nok finde hende mere...komisk at se se på, med det lange lyse hår dryppende ned i hendes ansigt, og de lange mørke vipper klistrede til hinanden.
Selv den sorte kjole var våd og sad tæt ...for tæt...til hendes krop.
Hun måtte se at finde en løsning på det her.Det nyttede ikke hun sneg sig ud så ofte.De ville opdage det.Aleck ville opdage det.
Hun søgte ly under et stort træ, imens hun spekulerede over hvor hun skulle prøve at få fat på det.Blodet.

Duften af andet væsen på hans teritorium var nærmest som sød musik for ham, duften var af hunkøn. Ilden havde et kort sekundt taget hans konsentration fra ham men nu var han på jagt igen, han sparang direkte ind i ilden og lod sig selv løbe videre, han kunne ´dufte væsnet hun var tæt på, for tæt på. Var det hende? hende han havde mødt på stranden....Hendes blod fik ham næsten i en sindsygelig mood. Og da han fandt det forvaskede pigebarn var hun svagere end nogen sinde, hun lignte mest af alt en klud der ikke var blevet mast så vandet ikke længere var i den. Han havde fundet camille...HUn var under et træ, som ca kun var 17 meter fra ham. Han satte sig på hug og studerede hende en tid. Han skar tænder, hun var ikke velkommen på dette område og igen, så skulle hun være så velkommen. Denne nat skulle nok blive sjov...nok mest for ham. Han snig sig langsomt ind på hende som et rovdyr der havde sat sig for at lade sit bytte tage det sidste åndedrag.

Hun sukkede tungt.En klub? En bar? Hun havde ingen ide om hvor man søgte - og fik sådan noget? Hun skammede sig, var ikke bedre end end sølle junkie . Måske skulle hun bare bekende kulør og spørge Aleck? Om hvad...om hun mptte drikke fra ham? Han ville jo tro hun var...åndsvag? Hun vidste ikke hvad grunden var. var det en bivirkning fra Alecks blod eller Nggungs? Og turde hun drikke fra Aleck? For de tanker hun havde haft siden.... Uh, det var godt ingen havde spurgt ind til dem og hun havde mest lyst til at bare gemme sig hos Tristan.Løbe væk fra dem....tankerne....der keredsede om helt andre ting når hun ikke var hos ham.Kun Tristan kunne holde det ...i skak.
For pokker...det hele spandt rundt,ude af kontrol.
Hun så ned af sig selv og små lo, det var komplet lugegyldigt at søge ly, det løb var vist kørt.Hun begyndte at gå....ville finde sivilisation....og noget...blod.

Et lyn slog ned og hvis Camille havde kigget bare imod Demetri ville hun se et væsen insmurt i mudder og med øjne der lyste op, et uhyggeligt syn hvis man skulle spørger et menneske, han var tæt på hende nu meget tæt. Han forblev i sin stilling i et slags mærke på og vente om hun havde set ham. Hun duftede ja, hun duftede så underligt af sit eget blod og af andres blod, argh! Det gjorder ham syg,. duften...lugten. Han lod sig selv falde længere ned mod jorden så hun ikke skulle kunne se ham, hun var tæt på nu. Han blottede sine tænder i bare nydelse over hendes duft. Så mange blod dufte havde han ikke duftet, siden at han havde drukket af en sindsyg morder af et kvindfolk for 200år siden. Han lukkede kort øjnene, i det samme gav hans øjne et svagt lysskær fra sig.


///sorry kort svar//

Et lille hæst skrig løb ud af hendes mund, da endnu et lyn herserede.Faktisk var hun bange for lyn og torden, så aftenen var alt i alt blevet noget lort for hende og hun var pånranden til at tude.Men noget holdte hende fra det, selvynk var alligevel så.. Nederen og der var noget...andet...der ....var detår nogen der holdte øje med hende? Hun stoppede op, brat og alle muskler blev spændte da hun lod blikket glide omkring, undersøgende...ledende.
Hold da op...hun lettede nærmest fra jorden,da nogle mettaliske øjne flakkede i mørket, og en skikkelse så uhyggelig kunne skimtes." hey...hvem der?" råbte hun ud i natten, og tørrede regnen væk fra sit syn, med en hånd...men det hjalp ikke meget da nyt blandede sig med det samme og generede hendes øjne.

"Bøh" løs det pluselig ved hendes højre side, Et par lysende øjne, ville møde hende, men denne gang ville Demetri hænge på hoved ned fra træet. Han ville have et grumt smil på sine læber hvis hun kiggede, det ærvede ham faktisk ikke at hun havde set ham ude i mørket, en leg kunne begyndt skønt at stormen kun gjorder det hele mere sjovt....Man kunne skimte flammerne fra det træ som var nogen meter væk fra dem. Demetri duftede til hende imens han hang der, hendes duft var alt afgørende, hun var lige frem lækker, han måtte have hende. Hvis han havde været et menneske ville hun havde taget pusten fra ham, men nu jo nu var det hele vare en pose med lyst, liggyldighed og havd der var best for ham.....

Hun hvivlede omkring, og forsøgte med et monster skub af telekines at puffe ham omkuld, hvem end der gjore hende så forskrækket.Men intet skete, så det var helt klart et væsen.
Hun blev skræmt....denne bizarre måde....han hang ned fra træet og de truende flammer, al al for nær dem.Ild...brød hun sig ikke om.
" Kom dog ned derfra....og sig hvad du vil" forsøgte hun at tage kontrol over situationen.
Hendes stemme var fast og tydelig, men hjertet bankede hurtigt,det kunne hun dog ikke kontrollerer,desværre.

Hendes hjerte var som musik...dunk dunk dunk...Han elskede denne lyd, hvordan den lige så stille forsvandt eller stoppede var dog endu bedre, han væs af hende da hun prøvede at skubbe ham med telekinese. Han sprang ned og landte hurtigt på benene en hver anden havde lavdet lige på hoved da der ikke var tid nok til at vende sig. Han sad kort på hug og rejste sig. Nu ville hun kunne se hvem der stod foran hende. Han blottede sine tænder i et faretruende smil over for hende. Hun skulle ikke beorder ham på hans teritorium...The Valley Of The Dead var hans og ingen tøs eller andet væsn skulle sige ham imod her.Han så hende direkte i øjnene, men som nu nok kun ville se hans tænder lige nu.

Hun blinkede...og han sad på hug.
Main....den speed de vampyrer havde! hun var helt sikker på han var netop det, ellers ville han ikke kunne have bevæget sig sådan.
Havde der været et snært at tvivl, ville det blive jaget bort nu hvor hans tænder kunne ses, og hun fik et bedre syn af hele ham.Sig det var løgn....ikke ham! Camille var så absolut mest bange for Demetri, ud af alle de vampyrer hun havde mødt, havde han en utæmmet vildskab, han var ikke til at kontrollerer på nogen måde, og enormt impulsiv og rå.Det var hvad hendes instinkter skreg, og hun lyttede.
" Demetri... Dig igen" hviskede hun og kuggede sig omkring.Desværre var de mutters alene, kun de to.Shit, tænkte hun og forsøgte slå kold vand i blodet og ikke panikke.

Han lavede et kort grin og bed så tænderne sammen i et smil, så hele tandsættet kunne ses, hun kunne huske ham...Nej hvor sødt.... Han tog et skridt frem mod hende. "Hvem har vi her....og så på mit teritorie" ja tHe Vally of the dead var hans...
Synd at hun virkelig intet viste om hans verden.... han kiggede indtændst på hende.
HUn var nu køn var hun ikke, sådan en lille....blond tøs...Hans blik missede kort engang som om at nogen kort havde taget hans konsentration. Igen så han på hende. "Er det ikke...Camille" Hun duftede som var hun en sjælden ørkenblomst der kun blomstede hvert 100år. Men selvfølgelig for Demetri havde han duftet denne lugt meget mere, og dog, Fe'er var nu en lille sjældenhed, især fordi de aldrig avr særlig langt væk fra hvor de oprændeligt tilhørte, og så det menneskeblod der havde blandet sig. Det fik det hele ti´l at blive meget bedre. Han var ligeglad om hun undvig, han rakte ud efter en log af hendes lyse hår.

Camille kunne ikke helt afgøre om det var godt eller dårligt at han huskede hende, og hendes navn?
Hans øjne hvilede tungt på hende og hun kunne ikke slippe ham, turde ikke slippe ham med sit blik.
" jo...det er mig." indledte hun , men desværre tog hendes temperement lidt over og diplomatien røg af fløjten da Demetri pludselig stod med hendes hår , eller rettere en lok af det, og så på hende." wow....Demetri...sikke travlt du må have haft? Stort område at skulle overpisse" sagde hun ironisk til hans trissel om hun var på hans domæne.
Hun håbede det ikke var sandt, for hun havde den underlige ide at hun havde ret til at gå hvor hun lystede.

Han slap håret som har det noget giftigt eller latterligt, imens blev hans smil kun bedre. "Mere med blod, end med pis" sagde han og lod sine arme hænge ned langs hans krop, hans blev var charmene nu, og igen så urealistisk vildt han sså direkte i hendes øjne, hun stod mod ilden som oplyste hendes skikkelse, ilden ville svagt genskære i hans øjne og skjulte faktisk svagt det ene lille glimt der gik igennem hans øjne. Han smilede skævt som en anden gadedreng på fræk visit. "Men ja, blod bliver ikke spredt af sig selv." han kiggede op og ned af hende efter han havde sagt det. Det var ikkeklogt af hende at sige sådan noget....men tja, hvad skulle hun kunne gøre...hun var ikke andet end et gade kryds....et forfærdeligt gadekryds....hvordan kunne en fee og et menenske blive forelsked, så svagt et væsen sammen med et lige så svagt men anderledes væsen. Han blinkede kort en gang selvom at han ikke behøvede. Han gik 1 skridt frem mod hende, "Men jeg kan da sagtens bruge mere blod til at vise hvad der er mit" han var tæt på hende nu

De små hår i nakken rejste sig, da hun indså det måske var en fatal fejl at lade de flabede ord sådan løbe afsted med hende.Men hvad andet havde hun at forsøge at bekæmpe ham med? Den eneste måde hun kunne holde ham væk, hvis han var tilstrækkelig sulten - eller gal...var ved at han fandt hende interessant nok til ikke at udrydde fra jordens overflade.Camille mødte hans øjne, og ja....Demetri var smuk...på en fræk og anstrengende måde, men meget heldigt for Camille , blev hun ikke duoeret af et lækkert udseende, det havde hun modstået mange gange....det var det inden i, hun kunne blive tiltrukket af.Sådan var hun skruet sammen.
" Demetri...hvor skødesløst af dig at sprøjte blodet rundt....du skulle være mere ..påpasselig" forsøgte hun igen, og ignorerede hans frække udtryk, da han trådte nærmere.
"Men....det bliver ikke..mit" svarede hun ham halvt advarende og halvt bedende.
Hun skælvede igen, hvilke irriterede hende, da Demetri helt sikkert ville opfange det og hun mente ikke det ville gavne hendes sag, at han vidste hvilken effekt han havde på hende.
" din bror bliver..meget...vred...hvis du rør mig" hviskede hun og så ind i de metalliske øjne.
Det var naturligvis ikke noget hun anede noget om, men Cortez havde behandlet Camille godt ved deres møder, så hun lød overbevisende i sin stemme....så var spørgsmålet så bare, hvilken betydning det havde på Demetri, HVIS hans bror gerne så Camille urørt?

Han stoppede op da hun nævnte noget om hans bror......*Cortez* lød det inde i hans hoved, hans ansigt havde stivnet svagt, men foldede sig så ud igen med et smil der ikke var til at tage fejl af, Et lysglimt gik igennem hans øjne, "Så...Den lille pige her har været ude og lege med de store" han kiggede op og ned af hende, Cortez....Cortez...Cortez...Altid skulle han gøre sin mad tilfreds før han åd dem....
Hans smil var grumt, som om at Camille virkelig bare hadve jogget i sin egen grøntsags have. "så...har du måske også mødt min søster" han havde vendt 180 grader, han lændte sig op af træet, som han før så morderisk ahdve hængt fra. Han kiggede direkte ind i hendes øjne, han ville se hvordan hun reagerede alle de små detajler i hendes ansigt memik var vigtige, det var det der gjorder at man kunne se gennem folk. Hans egne øjne var så svagt begydnt at blive levende som om at små hvide gnister svømmede rundt i det grå farve´, han var pluselig blevet så rolig....
For rolig, men hans var underlige lige nu som om at der var liv i den. ægte liv af noget menneskeligt, lokkende og rolige og igen så kolde, mystiske og dystre, et rovdyrs blik. I det svageste væsens klæder. et menenske.

Ja..ja..ja.. Bulls eye, tænkte hun og åndede lette ud.
Så det var måske Demetris Achilleshæl, hans bror?
Ud fra hans ord, lød det til at han respekterede Cortes..måske endog så op til ham? Nu galdt det om at holde tungen lige i munden.Hun forsøgte at se causual ud, men hendes øjne skinnede, lugesom også Demetris synes at have fået nyt liv.Fandt han det interessant...at hun havde overlevet mødet med Cortez? - eller bare det fact at hun kendte ham! Hun gav Demetri et trodsigt blik, som hun svarede " Han gav mig roser."
Som om det forklarede alt hun lavede med Cortez.Men det var sandt....sorte roser var vist hans speciale, ihvert fald til Camille.
Så blev det for alvor interessant, da han spurgte til hans søster, for jooo Vamille havde mødte hende, men hun var langt mere svær at blive klog på...Camille anede ikke hvad de to kvinders forhold var...sødt eller surt?men ingen grund til at afsløre det....så kækt sagde hun " Oh jo...jeg har hængt ud med Ribanalon...og både hende og din bror vil ikke blive glade for dig...is du så meget som tænker på at krumme et hår på mit hoved" holdt hun stædigt fast.Både Ribs og Cortez ville sikkert klaske sig på lårene af grin, hvis de vidste hvad hun forsøgte at gøre i deres navn nu.

Ja, nu måtte han le som hans søskende nok havde gjort, hvis de havde hørt det. "Du tror ikke jeg kender mine søskende" han gav ingen responce på det hun lige havde svaret ham på. Han Var pluselig væk og dukkede op bag hende. "Du undervudere mig og mine søskende" han stod ca 2 meter fra hende, men tog så en faretruende skridt imod hende imens han sagde det. HUn var jo dum, havde hun overhoved nogen forståelse om hvordan en vampyr fungerede? Demetris blik var igen blevet ubehagligt! Han så på hende som et rovdyr ville se udspekuleret på sin mad, der stod foran sig. Byttedyret der havde opdaget af døden stod foran den og lurede. ´Hun satte Cortez som en ven? Ak ja.....Han var god hans bror, på sin helt egen måde, lige som Demetri var helt fantastisk på sin måde, og som hans søster var på hendes måde. Hver deres charme og alligevel ude efter det samme, Cortez var mere nært gående charmede sig ind, hvor Demetri mere kunne lide at lege, De var så forskellige de brødre og igen lignte de hinanden, håret øjnene og ansigts trækkende. Tog endnu et skridt mod hende, tog fat i hendes hånd og trak hende helt ind til sig, ikke på den ellers charmende måde som han kunne mere end advarende og truede, Han lod sit hoved være helt oppe i hendes, "Du gør klogt i ikke at undervudere mig eller mine søskende" Demetri nærmest skubbede hende ud af hans greb. Hun duftede sygeligt godt, det blandede blod var som lokkende sireners kald.

Hun kunne nå at følge hans bevægelser...ingen menneske ville have kunne det.
Om hun var dum? Orh ja....dum nok til at blive ved med at lede efter bare et eller to forsonende og behagelige træk ved de skide vampyrer, ik?
Og faktisk også dum nok til ikke at lade sig terrorisere til at leve hele sit liv i frygt, da hun øjensynelig var en skide magnet for væsner der ikke havde lært god opdragelse og gode maner.
Hun vidste at Demetri var ..gal på hende.Hun vidste han kunne ende hendes liv...men hun ville bare ikke...give ham sin værdighed...det var det eneste han ikke kunne frarøve hende, hvis hun holdte fast.
Hun blev trukket ind til ham...hårdt.
Hele hans krop..alle konjukturer kunne hun mærke,hun var så ganske tæt på- og så ind i de fængslende øjne på...døden.For der var ingen tvivl om han var en dræber.
Et kort sekund fik hun lyst til at tigge Aleck om at nakke ham.Om at få Denetri ned at kravle i støvet, hun vidste at han kunne.
Men...hvorfor skabe ballade...hvis hun kunne ..klare...det her selv?
Havde hun bevæget sig..bare lidt...havde hendes varme læber skabt kontakt med hans kolde, men hun forholdte sig i ro....i håb om ikke at tirre ham- yderliger.
" Jeg ..jeg undervurderer dig ikke...jeg VED hvad du kan.Jeg ved at du...dræber.Men...du kan bare ikke skræmme til...noget" snerrede hun af ham, og blev i samme sekund skubbet væk fra ham igen.
Hun gned sit håndled, det var blevet meget ømt af hans hårde ryk.
Hun så forudrettet på ham..." Kan vi nogen sinde slutte fred? eller skal din bror befale dig det først?"

De havde været så tætte på hinanden og han havde kunne mærke varmen for hendes læber der havde næsten kunne røre hans. Men da han skubbede hende væk begyndte hun igen med sit lalle snak om at de nogen sinde ville kunne slutte fred. Nej det ville de ikke, Men da hun nævne hans bror og at han skulle give ham ordre Trak han ud efter hendes hals med et lynets hast. Kvinder, eller sådan nogen som denne lyshåret skønhed skulle lære hvordan man var over for ham. Ingen skulle give ham ordre til noget, hun var på hans teritorium og hun skulle ikke tro hun kunne slippe her fra med sådan en opførsel uden at blive skadet. Det var folk som hende han havde låst inde i sit hjem i flere dage bare for at se dem miste forstanden i mørket og lade deres sind flyve lige så stille væk så kun vanvidet var tilbage. Vanvidet og frygten.

/sorry kort svar//

Ja okay...det var så hvad man kaldte et mislykket forsøg, ik!
Det havde jo været en form for tilbud om at slutte fred, men hun vidste jo det var ....en smule komisk.For Demetri behøvede ingen at slutte fred med, hans position som den stærke...som hendes overmand...tillod ham at skalte og valte mellem krig og fred, helt som det behagede ham - og til Camilles forfærdelse var det krig han havde smag for nu.
Hans hænder omkring hendes hals, fik hendes kækhed til at falme , ret så hurtigt og hendes øjne rummede både fortrydelse men også en bøn.* kom nuuu Demetri...vær nu lidt sød ved mig....du kan godt...please* men hun vidste allerede at han ikke kunne og heller ikke havde ville, lytte til hende.Han var mere...impulsiv og legende, troede hun i hvert fald..mere utilregnlig end hans søskende.Ellers reagerede han bare mere på Camille end de to andre, for Demetri havde været faretruende tæt på at skade hende, både første gang- og igen nu.
Så syntes hun bedre om en sort rose fra Cortez, tænkte hun fuldstændig malplaceret , som hun stod der og han blot behøvede at klemme til for at slutte hendes liv.
" Demetri... Slip..mig" lød det fra hende, men hun var ikke kontant eller vred at øre på- det havde hun ikke råd til nu.Hun lød bange og næsten bønfaldende, hun var muligvis flabet og fræk- nogle gange- men hun var ikke dum, og hun kendte sine begrænsninger.

Han havde grebet ud efter hendes hals og fik da også fat i den med det samme, han maste til lige akurat så det smertede men at hun svagt kunne viste. Han hørte hendes ord, bønfaldene var de. Forfå sekundter siden havde hun været kæbhøj og som de fleste unge tøsser kunne være en rigtig dum tøs. Men det var mest frygt der fik dem til at gå i en form for forsvars mood, det var dog bare ikke godt at blive det over for Demetri. Han tog hende ind til sig så deres pande og næse ryg stod op af hinanden. Hans hud var kold mod hendes skønt at Camille selv var ret så kold og våd på grund af det forfærdelige regnvejr. Hvis man kiggede godt efter ville man se at hans hår pluselig strittede op, som om han lige havde sat det. Men dette var ikke fordi at regnen ikke kunne tunge det ned, lige nu var det fordi hans hår havde rejst sig i vrede/irretation som når hunde gør det når der er ved at blive slåskamp.
Han kiggede direkte ind i hendes øjne uden af blive skiløjet. "´Husk du er ikke andet en et underlegent væsen Camille" der kom nærmest en knurren imens han sagde det. "Hvis ville have du skal dø nu gør jeg det, og hvis jeg tager dit blod i nat vil jeg gøre det uden at tænke en tanke på om du kommer til at trække vejret igen."
Camille hang nu nogen få cm over jordens overfalde. Demetri var gal, alt det legesyge og drillende var væk. kun et væsen der ikke kunne beskrives fandtes i hans indre nu

Det var svært, for ikke at sige umuligt at ånde frit.
Camille begyndte at blive bange....rigtig bange.Dorandringen i Demetri kunne både ses og mest af alt mærkes....den tunge fugtige luft, sitrede nærmest af en vildskab og vrede, hun ikke før havde stået ansigt til ansigt med.Ikke på denne måde, ikke uden back up.
Hendes hænder søgte op til Demetris håndled, og hendes venstre hånd lukkede sig om hans håndled, imens den højre forsigtig strøg ned af hans kind.Hvad fanden skulle hun ellers gøre? En fysisk kamp med ham, var hun at dømme sig selv til massakre, og det gik jo bare ikke.....hun ville gerne leve at se dagen i morgen.
Han holdte for stramt til hun kunne sige yderliger...ihvertfald havde hun ikke luft eller kræfter til det. Hun overvejede kort at borer en finger ind i hans øje, men skulle det mislykkedes , var hun ikke i tvivl om han ville dreje hendes hoved omkring og knække nakken på hende. Så hånden gled ned over hans kind, langsomt....som et kærtegn il sin bøddel, og hendes øjne lgnede små blå havde,der var ved at stige over deres bred.
Hun måtte trække tiden alt det hun kunne, og hvis det betæd han senere ville drikke af hende, så blev det godt nok lidt af en kamp han fik.....for det ville hun bare ikke! Men lige nu var frygten for at dø alt omklamrende....og hun appelerede tavst til ham, da hendes øjne mødte hans.

Han lukkede øjnene og lingede nærmest en der nød hendes kærtegn. Deres pande og næseryg var stadig mod hinanden, og det lignte pluselig at han var med i en film var han lukked eøjnene og nød hendes nærhed og at de nød stilheden. I det samme åbnede han øjnene igen, igen var det væsen som ikke kunne beskrives, men han slap hende pluseligt uden videre, så hun kunne falde ned på jorden foran ham som den kvinde hun endnu engang var. Ligge foran en mand. Han hans øjne fuldte hende i faldet, de var levende hans øjne gnister svømmede rundt som tusindvis af små gnister der ikke kunne finde fred. Han havde fået et smil på hans læber. imens han så på Camille. Hendes kvindeduft var indbydende den havde han anfektet da hun kærtegnede ham. Som om at det pluselig have slået ham at hun faktisk var en kvinde. Hans mund stod svagt åben som om han kort lige før havde haft en slags åndenød. Han sagde intet til hende så bare på hende. Om hun ville falde eller nå at tage fra på benene, den sidste var nok den mest realistiske.

Det hele forkom hende surrealistisk.
Som en advantgarde scene i det gamle dekadente paris, dengang hvor alting blev afbilledet i sort og hvidt. Tiden stod stille og hendes hjerte også, næsten.
Da han slap hende faldt hun, og havde hun ikke fået hænderne ud til siden , så de agerede en slags støtte hjul, ville hun havde væltet, men nu gik det...nogenlunde.
Hun blev siddende lidt på hug...kiggede op på ham.Hvad var der med de øjne af hans? De synes hele tiden at ændre sig....så spil levende.Og nu var de nærmest...elektriske, med små gnister..som dem fra en stjerne kaster.
Smuk...var hans ydre, men hans indre var vildt og brutalt- tvivlede hun ikke på.
Hun besluttede at spille lidt med på den melodi han ønskede.
Så hendes øjne søgte hans tilladelse, inden hun langsomt rejste sig igen....næsten som var hun underdanig.Næsten.
" Hvorfor gør du det her Demetri , jeg ved godt du er mig overlegen...fysisk"
Okay....hun kunne jo ikke lade vær, vel? Det var i hendes blod...den lille rebel ting, selvstændigheden....det lille ord ' fysisk' det skulle bare med i hendes sætning.

Han knak med natten imens hun talte til ham, Han bhøvede ikke svare og selvfølgelig gjorder han det heller ikke. Så væk fra hende mod mørket som om at der var noget der ude han direkte så på. Men han kiggede hurtigt tilbage på Camille, "Rejs dig" sagde han og så nærmest truende på hende imens alle de underlige gnister fløj rundt som haletudser. Det var tid nu, tid til at blive mæt og mærke livet komme ind i den krop der ikke selv kunne producere blod og livskraft, men også samtidig den krop der stadig krævede det levende dg fra et andet levende væsen. Måske skulle han beholde hende lidt, som en underholdning, tage hende med til sit hjem og lege med hende, hun ville aldrig finde rundt i de mange gange der var i hans hjem. De mørke gang der alle havde døre som man skulle passe på med at gå ind i. Hvert rum havde en beskæftdigelse. Han havde ikke svaret hende på sit spørgsmål, mest af alt fordi han stadig havde lyst til at legemed hendes lille krop. Måske tilfredstillese kunne blive til i aften.? Hans øjne blev igen lidt mere blide i det da nogen tanker fløjh igennem detn mandelige tankegang