Camille- One more time

Problemet med Demetri, med hele situationen var at Camille slet ikke kunne finde ud af , hvordan hun skulle 'tackle' ham.
Han var så svingende i sit humør, hans øjne ændrede karakter non stop og hun var bare hele tiden lidt bagefter.
Oppe på sine ben igen, bøjede hun sig lidt forover for at få børstet lidt støv og grus af sine knæ, og forsøgte at udtænke hvordan hun kunne få - bare lidt - styr på den her vampyr ?
Hun følte hun var i selvskab med et eksotisk vildyr, hvilke nok heller ikke var så langt fra sandheden når alt kom til alt.Det var sjovt at Demetri vækkede den følelse i hende...det havde hverken Ribanalon eller Cortez gjort.
Hun tog mod til sig og kiggede på ham , da hun talte.." Ved du hvad...man har det langt sjovere, hvis man ikke er så sur hele tide"
Hun hentydede naturligvis til hans håndtering af hende, at han skulle være lidt mere glad.

"Sur?" sagde han første stille "SUR!!" Råbte han så og forsvandt i det at et lyn skar gennem den mærke himmel. "Du vil ikke se mig sur Camille" ville det lyde i hendes højre øre. Han stod så tæt på hende at han kunne mærke hendes hjerteslag i halsen som små vibrationer på hans hul, selvom at han slet ikek rørte hende. Han lukkede øjnene kort og duftede til hende hvorefter han rettede sig hurtigt op. "Din duft behager mig" Han åbnede øjnene og forvenetede nærmest at se hende fare lidt væk fra ham for at hun ikke skulle være for tæt på.Han havde lyst til at gøre ting, ting som et menneske ikke ville kunne klare men som et magisk væsen måske kun lige kunne overleve. Camille var smuk, hun mindede ham sådan og Katrina, den nat de havde ligget i heste stalden, den gang hans hjerte stadig bankede og havde drømme

Hun krympede sig en smule, da Demetri begyndte at råbe, og et ekstra lille gip løb gennem hendes krop, da han poppede op så nær ved øre og ansigt.
" Rolig nu...rolig Demetri...undskyld" flød ordene fra hendes læber i en lav mørk toneklang, næsten som forsøgte hun at tale beroligende til en vild stejlende hingst eller noget i den stil.
Camille drejede sig langsomt om mod ham, så hun kunne forsøge at holde lidt øje med ham, og samtidig trådte hun nok et par trin baglæns...ihvertfald kom der en smule luft mellem dem igen.
Camille forsøgte at dæmpe spændningen mellem dem lidt, ved at være lidt distancerende og brugte humoren.." Arh....det er bare min fe parafume du kan dufte" smilede hun og viftede en hånd foran sin næse.
Imens knoklede hendes tanker fir at finde ud af om det af held eller uheld at noget ved hende tiltrak ham en smule? Det kunne jo tippe vægten i begge retninger....at hun var i større risiko for hans angreb og måske død hvis det virkelig gik galt....men det kunne også være at han ville lade hende være, netop derfor...og så alt imellem de to udgaver.
" Du er en kompliceret mand, Demetri....har nogen sagt det til dig før?" camille lagde armene over kors....bare for at signalerer at hun nok selv skulle bestemme.

Han skar tænder imens han begyndte at træde frem mod hende, "Tror du at en som mig ikke har hørt alt før..." sagde han imens han fortsatte sine skridt, "Fee parfume, hvis det er det du kalder dit blod så kom her" sagde han og lavede en lokkende finger der skulle betyder kom her. Han var ikke humør til hendes jokes.....Måske ja bare måske skulle hun tage hende til Desisska'ernes hjem så kunne Isobel lege lidt?? Ellers ville han faktisk gerne selv have hende. Havde Camille for sig selv. Han kunne give hendes en væske så hun følte sig omtumlet og troede det hele var en drøm?? ELLER han kunne tage hende ind i set kammer og lade hende være der i nogen dage hvor hun kunne sove ved hans side og han kunne gøre havd han ville med hende. Åh ja alt var muligt med denne lille fee prinsesse med langt gyldent hår. Han stoppede med at skære tænder i det at han klakkede med dem istedet. "Kom her" sagde han nærmest som en komando. Han havde lyst til at og intet på samme tid. Vise hende smukke ting og samtidig lade denne rose visne ind til ingen ting i hans hjem og mørke. Hans øjne skiftede til em nærmest røggrå farve og det lignte at istedet for gløder i hans øjen var der tyk og tung røg i dem som virvelede rundt.

Camille var en stærk pige...ikke fysisk bevares, der var hun nærmest pinlig håbløs men af sind kunne hun hamle op med de fleste.
I dag var bare ikke en af de slags dage, ikke en af dem hvor hun var i balance og kunne holde sit værn oppe.
Ting....gjore hende trist....og måske derfor reagerede hun , måske derfor kunne hun ikke holde hans lokkende adfærd på afstead.
Langsomt trådte hun nærmere...som i en dis...som var hun hensat i en mild form for trance af hans øjne og lyden af Demetris stemme.
Hun vidste han var et vilddyr, men lige nu var hun ikke bange for at blive revet...lige nu blev hun draget sf det farlige,forkerte og det der ville ende med at gøre ondt.
Den ene smerte overdøver den anden...sådan får man styr på det.
" Demetri...hvad vil du ?" Hun kæmpede for at beholde lidt viljestyrke og kampgejst.

"Jeg vil vise dig noget du nok kun oplevet 1 gang i dit liv" sagde han og rakte hånd frem mod hende så hun kunne tage den og han kunne føre hende op til sig. Han stirrede hende direkte i øjnene med sine metalliske grå øjne. De var ivrige efter noget kunne man svagt aflæse i dem, som om de nærmest længtes efter noget Camille kunne give det. Han sendte et smil til hende der endnu engang blottede tænder der var i hans tandsæt. Hun skulle lære at hvis man var noget der fangede ham så var man hans. Og hvad ville hun gøre? HUn var ikke andet end en pige der var af blandet blod. Hvilket Demetri selv havde været dengang han stadig bare havde været en ung mand med hjerte slag, følelser og tanker om et liv med børn og en kvinde ved hans side. Hans blik kunne nærmest æde Camille så intenst var hans øjnes signaler. Han lod sin tunge svagt mærke sine ungerkæbes små højrene tænder der også var med til at bide hul i væsners smukke og beskyttende ud. Camille skulle bare vide hvilkens dødsfælde hun gik ind i, hvilken fordørvelse hun tilfølgede sig selv ved at være i hans selvskab.-

Istedet for at gengælde hans smil, trak hendes bryn sig sammen i en bekymret mine.
Hendes øjne havde dog et drømmende skær, måske enda ludt sløret...som om hun både var hér og så alligevel ikke.
Hendes hånd, meget mindre end Demetris, blev tøvende placeret i hans og hun trådte lidt frem...stadig en smule paralyseret af ham.
Hendes sirener begyndte at hyle...højt og alarmerende i hendes hoved, men alle hun holdte af var væk....dem alle...hun vidste ikke hvor, kun at hun var alene....alene med ham.Demetri.
* han vil bide!* advarede stemmen hende, men hvad skulle hun stille op? Løbe fra ham- bekæmpe ham? Hun ville tabe inden et sekundt....hun måtte få ham til ikke at ville gøre hende fortræd.Det var den eneste måde.
Hun trådte tættere på, og så op på ham, med øjne store og bedende.

//Hvad siger du til at komme ind i Demetris hjem? Hvis vi siger at han for Camille til at besvime eller blive bevistløs på en eller anden måde? Har du muligvis en ide til hvordan hun skal blive bevistløs hvis du siger ja til dette??//

// * smiler* sødt du spørger.
Jo, jeg kan godt aflægge besøg.....og enten besvimer jeg af bar skræk, som den hårdtslående actionchick jeg nu er, ellers må du gerne bide... Hvis det er det du spørger om ? //

//Bidet har jeg planlagt senere...//

Han trak hende helt ind til sig og lagde sin ene kolde arm og hende, hun ville nu kunne mærke kulden fra ham. I det næste maste han hende tæt mod sig så han kunne mærke hendes krops varme, han begyndte at masse hårdere og hårdere så luften ville blive svær at trække vejret. Han så hende bare direkte i øjnene imens han ventede på at se hendes reagtion på hvad hanvar ved at at gøre ve dhende.

//sorry kort svar//

// oh ?! //

Hun vidste han ville være en meget lavere kropstemperatur end hun selv, men alligevel fik han hende til at skælve.Halvt om halvt forventeðe hun smerten i sin nakke, og bad til hun ville overleve...men da alvoren for frem og bed hende og hun kunne mærke hvor fast han holdte hende....nej...klemte...han klemte hende ind mod sig...blev hun bange.
Hendes øjne spilede sig op og som hun ikke for alvor troede på han ville gøre hende fortræd, og derfor nu var såret og overrasket , så hun op på ham, med spørgsmålstegn i begge øjne.
Små halvkvalte gisp, forlod hendes læber itakt med Demetri pressede luften ud af hendes lunger.
Camille fik et nok små ti sekunder af panik, hvor hun baskede med armene og forsøgte gispe hans navn,Han maste al for mege...hun...kunne...ikke...få ...luft.
Hendes sidste tanke gik til en blond fyr og en lille seksårig pige...inden al blev mørkt og stille- og Camille fladt som en spaghetti i hans arme.Bevidstløs.

I det det sidste liv i Camille var mast ud slap han grebet om hende og lod sig istedet at holde Camille som med sin dødvægt alligevel ikke vejede særlig meget. Han bare hende i sin favn som ville han passe på hende imens hun var i en anden verden, i en verden af mørke. Han begyndte at gå, tilsidst løbe. Efter en tid med løb spring og nogen gange klatren var han endelig henne til det sted han havde tænkt sig at opholde sig i den nærmeste tid. Hans hjem. (Se profil) Han gik gennem gangende op af nogle trapper og tilsidst gik han ind i et kammer med en stor seng og med elegante smukke møbler og andet stads. Her lagde han Camille i hans seng. Inden han havde lagt hende havde han taget dynen fra hvorefter han havde placeret hende blidt i sengen. Hvorefter han igen havde lagt dynen over den bevistløse smukke kvinde. Når hun vågnede ville han være væk og der ville ligge en smuk kjole på den røde sofa agtige ting der var for enden af sengen.

Kjolen: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun mærkede intet.Drømte intet.
Alt der omgavhende var mørke og stilhed.
Måske var der gået halvanden time, alt i alt...da Camille kom til sig selv.
Hun indledte med et lille anfald af hoste, måske fordi hun huskede hvordan luften var blevet presset ud af hende, og hosten var en psykisk reaktion...men det kunne også ære en begyndende snue, da den sorte kjole hun havde på, stadig var fugtig efter det store regnskyld.
Hun slog den bløde dyne tilside og fik sat sig op.
Hun var ikke i tvivl om hvem hun var hos...men hvor hun var havde hun ingen ide om .Shit.
De hvide kjole lå på senge, og under ingen omstandigheder ville hun iføre sig noget han havde valgt til hende.Hun var .....ikke en påklædningsdukke, men desværre var hendes tøj vådt, så det gav god mening at skifte, hvilke pissede hende lidt af.
Han skulle ikke tro hun klædte sig på nu for hans skyld.
Camille fik tåre i øjnene, imens hun hurtigt fik lynet ned i hendes egen kjole og trådte ud af den- og ind i den meget smukke hvide,Den var enkel i sin stil, og faktisk måtte hun indrømme den var meget køn.
Hun fik trukket støvler af og beholdte hendes hvide uld sokker,der gik til midt på låret, på.
Ikke videre elegante, men dejlig lune.
Så tog hun mod til sig...og listede over og åbnede døren op på klem og stak hovedet ud.
Hvis det hus her var spækket med vampyr, så slog hun fandme Demetri ihjel, for at tage hende med hjem.

Stilheden i denne borg var nærmest overdøvende, som om at stilheden kunne larme. Gangene ville give ekko af hver en lyd man lavede om det var fodtrin, ord eller andre lyde så ville det give ekko. Demetri selv var længere ind i borgen men det måtte Camille selv finde ud af hvor var. HUn var mere end velkommen til at se sig omkring da hun umuligt ville kunne finde ud eller tilbage til civilisation her fra.
Demetri selv opholdte sig i Death Nigth stuen. Her sad han og stirrede på et stort maleri der hang over kaminen der for en gangskyld var tændt. Rummet var smukt og fyldt med alverdens ting og sager. Hans metalliske øjne var låst på billedet af en kvinde med lang sort hår og med lige så grå øjne som Demetri selv, Men denne kvinder var ikke et monster, Men en engel. Selv på billedet kunne man se godheden i hendes blik som maleren så fantastisk havde fanget og lagt på maleriet.
Han var tavs men havde allerede hørt de første godtrin der var kommet langt væk fra i borgen. Camille var herme vågnet.

Hun tog en dyb indåndning, og forlod det smukke værelse bag sig.
Indretningen var overdådig, og en smule dekadent.
Lige Demetri, forstillede hun sig.
En del af hende havde haft lyst til bare at putte sig ned under dynen og sove videre, da hun var en smule i underskud af søvn, men naturligvis var dette helt udelukket.
Hun listede ud og ned af den lange gang....et par døre blev åbnet i ny og næ...men hun fandt intet bag dem, kun endnu flere beviser på den stilfulde og meget dyre indretning.
Camille var skræmt...af stilheden der rungede gennem gangene og hang i den luft hun inhalerede, og skræmt over hvorfor Demetri havde taget hende med hjem?
Han kunne ikke gøre hende fortræd, det gik ikke...hun havde mange stærke allierede nu, så han ville blive jaget vildt, mon han vidste det?
Hun åbnede sagte døren til en ny stue...og hendes øjne gled rundt...en stue var det...og hendes hjerte gik næsten i stå, da hun så ham...ubevægelig...der.
" Demetri?' " fik hun mumlet og " Dit hjem? Hvad skete der...hvad laver jeg her?" Lød det en smule pjevset fra hende.

Demetri rejste sig med et skævt med da hun åbnede døren der førte ind til ham. "Camille" sagde han og vandrede forbi det bord der stod foran ham. Han stoppede dog hurtigt igen og gav hende et stort elevator blik da han så at hun havde taget kjolen på som der var blevet lagt til hende. "Du finder snart ud af hvorfor jeg har bragt dig hertil" hans øjenfarve var helt hvidgrå som om at de var gået over i en meget lyserer enhed. Hans mod sine øjne stirre i hendes. Varmen ville strømme mod Camille fra den tændte pejs. "Kom ind "sagde han og lod en arm strække sig mod værelset som tegn på hun skulle komme tættere og dybere ind i rummet. Camille skulle bare vide hvorfor hun var her, så ville hun havde løbet skrigende bort, eller ihvertfald have prøvet at fulgte lidt mere diskret

Demetris tøj:[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Camille stirrede på ham, han var meget ...flot...og passede på en måde helt ind i hans omgivelser.Hun betragtede han nært, og det virkede faktisk som om han var mere rolig nu, end før, hvilke var heldigt for hende.
Hun kastede et blik mod pejsen...og varmen den kastede ud mod dem var tryg og lokkende, så hun nikkede til Demetri og trådte nærmere....helt hen til sofaen , hvor hun krøb op i hjørnet og trak benene til sig,så hun holdte om dem med sine arme, og støttede sin hage mod sine knæ.
" Demetri....det kaldes kidnapning...og er ulovligt" begyndte hun meget blidt for ikke at vække hans vrede.Han havde med vilje presset luften ud af hende, indså hun nu.
" Hvis du lover ikke at gøre mig noget- og hvis du kan skaffe mig noget stærkt jeg må drikke, så tilgiver jeg dig" smilede hun svagt.Hendes tanker var en smule diset...og hun havde bestemt ikke kortene ,de stærke kort, på sin hånd....alene i vampyrens hjem- men Camilles vinkler havde altid været skæve, og det forhindrede hende ikke i at forsøge forhandle...killingen skød ryg, bare lidt.

Ja Demetri var flot, især i disse smukke omgivelser og flotte tøj. Men han så ingen grund til at prale eller gå med det i offenligheden da det alligevel ikek vilel gøre nogen forskel, når han var ude balndt folk var det bedst med noget tøj der kunneholde og ikke gik så let i stykker. Hans øjne strejfede hendes krop i den smukke kjole. Om det var kidnapning var han ligeglad med, han havde ikke med tvang taget hende her hjem....Men han kunne dog ikke lade være med at smile da hun sagde hun havde brug for noget stærk og at hvis han ikek gjorder hende noget ville hun ikke blive sur....Hvad ville hun gøre ved det? Hun var langt indei hans teritorium og hvis det var så slemt, så kunne det jo være at Panthera eller Isobel kunne komme og holde hende ved selvskab istedet....Det tror Demetri ikke hun ville ønske sig. "Jeg lover intet" sagde han imens han blev stående og så på hend esætte sig blidt ned i sofaen. Over i hjørnet stod helt splinter nye flasker med gin, whisky, liguor og nogen lidt mildere drikke. Flasker begyndte at flytte på sig uden at nogen holdte på dem, samemn med et flask som svarede til en conage glas. Da de kom op ¨på siden af Demetri tog han glasset og derefter Whiskyen og hældte så op. Man kunen høre klikket fra den helt nye åbnede flaske da der aldrig var blevet åbnet før....Demetri drak aldrig her og Panthera og Isobel hadve åbenbart ikke taget noget af det

Camille sukkede og hendes øjne forlod ham aldrig.
Så let skulle det altsår ikke være.Hun var nød til at appelere lit hans mere noble og gentleman agtige side, for hun fornemmede at netop Demetri rummede dem begge.
Udyret og gentlemanden.
" Demetri?.... Please.... Jg bliver meget hyggeliger selvskab og bliver en langt nedre ved, hvis du giver mig dit ord på ikke at røre mig...så jeg ikke skal sidde og være...skræmt hele tiden" hun gippede et par gange med øjnene , for ikke at vise at vandet steg.Hun brød sig ikke om at vise hun var sårbar, og slet ikke i armene på en dødsfælde.
Camille så på flaskerne og spærrede øjnene op...." telekinese?!" Udbrød hun og fokuserede på en stor blød pude, som hun uden at blinke sendte efter Demetri.
Det var da en evne hun også havde , hvad enten hun ville eller ej.
Den ville sikkert bare ramme ham blødt bagpå, så han hverken blev forstyrret med glas eller flaske.

//Han står rettet frem mod dig....så puden rammer ham i fronten//


Han lyttede roligt til hende imens han bare stod og hælte op i glasset, da puden blev kasset mod ham bræmsede den op ca 12cm fra Demetri. Først nu rettede han blik mod Camille. "Ser man det" sagde han og ignorede hendes lille bøn om ikke at blive skadet. "Damen kan kaste med ting." Han stilte flasken med Whisky på bordet imens de andre flasker lige så stille fløj tilbage, puden som Demetri var gået fordi for at sætte flasken hang stadig i luften som om at den hang i en snor. Han lændte sig ind over bordet for at række hende glasset, han stilte det roligt hvorefter han stadig forlændet satte armene ned på bordet. "Camille, tag det roligt, du stadig i live så hvad mere er der at tænke på" hans blik var stirrende og efter han havde sagt ordene begyndte han at grinte lidt skummel imens han stod forlænet. "Desuden tror du at du vil komme her fra i aften?" Det kunne hun godt lade være med at håbe på...Han havde taget hende med herind for at hun skulle blive..... i det samme kom pudden flyvende direkte imod Camille.

Hun smilede svagt, da han bremsede puden og lod den svæve.
Han var stærk...stærker end hende på alle punkter, men lige telekinesen tvivlede hun dog på, han ville højest kunne matche hende.Hun havde øvet og trænet meget,dengang med Zean...og Minas gift som hun drak, her i Underworld...den havde boostet hendes evner .
" Tak..." Sagde hun om glasset og lod det stå et øjeblik.
" Jeg har større planer med mit liv end bare at holde mig levende" sagde hun stille og så ,lidt væk.Lige nu ville hun gerne have haft Eric ved sin side...her, ikke at han kunne stille meget op mod en vampyr som Demetri, men ....still.
Tristan og Aleck ville nok kunne hamle op med ham, men de var så langt væk....hun snart ikke regnede med de kom tilbage, men Eric...måske kunne hun handle med Demetri? erics Valens heste var sjældne og af stor værdi...og en mand som Semetri ville sikkert gerne eje noget som andre ikke lige havde?
Hndes bryn trak sig sammen og hun kiggede på Demetri.." jeg regner med jeg er fri til at gå, når jeg ønsker, tager jeg fejl!"
Hun bremsede puden ,uden at kaste et blik på den, og sendte den tilbage denne gang hårdt.

Han rettede sig op og grinte lidt igen....."Du er helt fri til at gå....Men jeg kan ikke love at du så har overlever noget som helst" han rettede sig lidt til højre så han kunne se over på døren... "Jeg aner ikke om mine tøser er hjemme" han så fra døren og over til Camille.... "Desuden så regner jeg ikke med at du overlever hvis du endelig finder udgangen og er ud i naturen.... i det her område" Ude for Demetris døre og hjem, var der væsner som Kæmpe edderkopper, ulve sharkaler og Goblins, og meget mere som sikkert endnu ikke var opdaget. Hans blik blev neutralt da pudden fløj afsted igen. Denne gang gjorder han intet ved det....Den landte et sted på gulvet. Det han mente med tøser var hans vampyrer, som han selv havde skabt.... Søde stædige Isobel og Dystre Panthera....Ja de skulle nok få nakket Camille vis de fandt hendes uden Demetri. Han lagde hoved lidt på skrå... "Drik endelig" sagde han og nikkede mod hendes drik.

Det lød ret så ildevarslende.
Han regnede ikke med hun overlevede, hvis hun forsøgte at gå.
Hvad fanden i helvede betød det?
" Så du ville sende mig i den direkte død?" Hendes øjne var anklagende, hun kunne jo fornemme det her ...bånd...til Demetri.
Hun anede dog ikke hvad det var...en form for illegal tiltrækning, en dødslyst der blev aktiveret....at flirte med døden, bortset fra hun ikke flirtede,hun var død alvorlig...
" Dine tøser?.....sig ikke her er andre vampyrer Demetri" hun kunne mærke hvordan hun blev blegnæbet , alene ved tanken.Det var også de skude fe gener der skabt alle de prolemer for hende.Hun nikkede og tog sit glas...og drak en stor mundfuld.Hun måtte få sit indre til at falde til ro.Det her var jo....en katastrofe.
Med andre Vampyrer i huset kunne hun jo ikke få rundt....og hun var slet ikke så sikker på det var en voldsom god ide at klistre sig op af hendes vært,så hvad pokker skulle hun gøre?