Camille- One more time

Demetri rømmede sig imens han blev ved med at stirre med de metalliske grå øjne på den smukke kvinde i sofaen som bar en enkelt og elegant hvid kjole. Om han sendte hende i den visse død? Nej da, det var hendes valg om hun gik fra ham eller gjorder andre dumme ting som kunne fremmane en vrede mod hende eller skulle man ikke hellere sige en større lyst til hende. "Du er den der vælger spillets gang, Camille" sagde han og lagde mærke til at kjolen sad fantastisk på hende selv når hun sad ned. Han rømmede sig igen. "Som sagt ved jeg ikke om de er her, de har det med at komme og gå som det lyster dem,..." han grinte lidt over sine egne ord som han fandt morsomme. Han vendte sig igen og så hen mod whisky flasken. "Skal du havde mere" sagde han og kiggede endnu engang tilbage på Camille som havde taget et kæmpe slurk af sin whisky. Han kunne dufte alkoholen i rummet og det gav en særlig stemning syntes han selv. Der lød et knæk fra ilden i kammenin det var noget af brændet der lød sådan. "Men nok om det Camille" sagde han og satte sig i stolen der var ved hendes side. Han kiggede mod hende..."Nyder du din drink?"

Hun følte sig lidt som piphans....den lille gule fugl som katten Sylvester så på i et bur.
Hun anede ikke helt hvad hun skulle....Demetri lagde ansvaret over på hende,hvilke med garanti betød big trouble.Hun var en ukronet dronning i at fucke ting op, og guderne måtte vide at kun store portioner held, andre folks nåde og en håndfuld gode venner, var den direkte årsag til hun i dag var i live....ikke hende selv.
" Godt...jeg styrer slagets gang" gentog hun og prøvede at slappe mere a...hvilke kiksede totalt.
" Bør jeg få et skilt om halsen hvor der står ' nok se ikke røre' -hvis jeg nu møder dine piger?" Spurgte hun lidt tørt, og drak lidt mere.
Da Demetri bød hende mere at drikke, nikkede hun og rakte hurtigt glasset frem.
" Ja tak...den er god" svarede hun lydigt og håbede at den ville få hende til at tænke mere klart...det ville hun helt sikkert få brug for.

Flasken kom flyvende med stor fart direkte mod Demetri og han greb den som var den en bold der var kastet perfekt til at kunne gribes. Han tog igen proppen af og hældte roligt op i glasset imens han sagde. "Hvorfor skulle du få et skilt...du går jo alligevel ingen steder" sagde han med en stemme der nærmest kunne være truende og en kommando samtidig. Han stoppede med at hælde og sad så med flaske lidt i hånde før han selv tog et slurk at flasken. Han tog 3-4 slurke uden at stoppe hvorefter han endelig stoppede med at drikke. "Ja du har rart den er faktisk god" han tog proppen på igen og stilte den i den side ved stolen hvor Camille sad væk fra så hun ikke selv ville kunne nå flasken úden at hun skulle bede ham om det. Han lændte sig tilbage i stedet imens hans Øjne vandrede over på ilden i kamminen. "Jeg kunne forstille mig der også andre væsner der kunne var fantastiske" han åbnede sine øjen kort lidt mere end normalt, men de blev normale igen. Han rettede igen blikket mod Camille med et lattet blik, der også kunne virke forførende og mystisk og igen så Dystert.

" Jeg er menneske....jeg går på toilettet og jeg tvivler ærlig talt pænt meget på det vil være ...interessant...t gå med mig der ud" forsatte hun.
" Demetri...du ved jeg ikke kan blive her, vi er nød til at aftale, hvordan vi ...hvordan jeg kommer hjem igen" sagde hun blidt.
Hun lndrede stilling til ' den lille havfrue' men beholdte sit glas mellem begge hænder, hvor det blev kørt lidt rundt.
Hun forstod ikke helt hans sidste sætning med andre fantastiske væsner?
Men hun forsøgte..." Der er mange racer der er fantastiske, men alle har en unik personlighed,den sidder ikke i racen....du ...kunne være god...hvis du ville...mod mig" hun så ind i hans blik...han havde øjne der ikke lige kunne tydes og det gjore det svært t læse hans sindstilstand.
" Demetri...vi må lave en aftale...jeg har en datter jeg skal hjem til"

//der skulel stå væsker XD og ikke væsner//

// øh....ja,det ville så hive en anden samtale o.o.... Lad nu bare som om du sagde væsner XD ikke al det dirty talk du//

//hahah//


Demetri stoppede helt op da hun sagde at hun skulle hjem til en datter. Det var som om det knak oppe i hoved på ham, blikket vendte tungt mod Camille. "Hvad sagde du" sagde han med en meget dyb tung tone. Han så rundt i Camilles ansigt, hvad mente med at hun skulle hjem til en datter? Han afventende et svar på det som camille lige havde siddet og sagt til ham. Hans prupiler blev små og det var som om hans øjne blev til et monsters der snart skulle til at angribe....Det var også som om at belysningen i rummet blev meget meget mørkere. Det stærkeste lys der var var ilden fra pejsen. Blev der ikke også lidt koldt? Eller var det bare en illustion af at rummet blev meget meget dystert og uhyggeligt.

//Har Camille et barn?/

// Camille røver folk og køber slaver fri for pengene.Den første hun røvede var Eric...det gik ikke helt efter planen( sjovt nok) og det endte med Eric tog hende med hjem, hans far gav Camille penge ..og sammen købte Eric og Mira ( den første slave fri) Mira en lilel pige på 6 år.Det viste sig hun ingen familie have, overhovedet...så Camille og Eric blev hendes ' forældre' og hun bor hos Eric på Valentine gården, hvor Camille ofte er , sammen med dem//

Svar kommer om lidt

//OKay fordi tænkte lige...så er hun da godt nok været god til at skjule en graviditet for en vampyr XD//

// Camille er ret ny, og har kun lavet den slags sager, een enkelt gang med Tristan, så nej...hun er ikke gravid og har ikke født noget barn- MEN hun betragter Mira og Eric som hendes familie- også//

Camille grev spontant fat i sofaen og krammede dens bløde stof i hendes nervøse hænder.Demetri ændrede sig...fuldstændig...på et sekund, og han lignede en der var parat til at flyve over hende og adskille hoved fra hals.
" j-jeg..har en...datter....ja" afe n eller anden grund nægtede hun at sige at Mira var adopteret, hun elskede pigen som sin egen og det var hvad der betød noget, men hun kunne godt mærke at han tændte helt af på det.Hun forstod ikke hvorfor.
Rummet blev koldt og hendes bare arme fik små prikker af gåsehud.
" Demetri...det bare en lille pige....d-det kan da ikke generer dig?" Forsøgte hun meget varsomt at komme i kontakt med ham.Det hele virkede så dystert.
" Betyder det noget? Hvorfor bliver du vred på mig?" Pippede hun og slig blikket ned, væk fra ham for første gang.
Hun ville så gerne forstå ham....og hvis det ville lette stemningen, måtte hun enden med at fortælle Miras baggrund....for Camille ville ligesom gerne se hende igen, så at beskytte hende ved ikke at sige hun var en frikøbt slave, ville ikke gavene meget, hvis Demetri tog Camilles liv.

/Nurh//

Demetri rejste sig op og så med Camille hvorefter han bukkede sig ned og tog flasken i sin venstre hånd, han gik over mod pejsen og hvilede det ene arm op af den imens han åbnede flasken og tog en slurk af flasken, den var næsten kun halv fyldt da han havde taget slurken. Hans stemme var mørk nu som en voksen mande stemme. "Så du har født et barn" han bed tænderne sammen efter han havde sagt sætningen. Hans øjne så direkte i ilden, de var forvirrede og frustrede. Lige meget hvad kom Camille ikke hjem og hun havde et barn eller om hun havde noget andet hun skulle hjem til. Nu skulle hun bare være her, og være hos ham. Han rettede blikket mod Camille og så på hende med både en foragt og en slags fortvivelse. "Svar mig" sagde han kort efter at han havde sagt den anden sætning. Han var ikke i godt humør over den infomation over at Camille muligvis havde haft en barn i sin krop. Han rankede sig fra pejsen og sagde igen" Svar mig!" Hvilken mand havde fået det barn med hende, hvem havde gjort hende uren!

Da Demetri rejste sig, fik hans Camilels opmærksomhed igen og hun fulgte ham med sit blik.
Hun begyndte ganske langtsomt at mærke frustrationens klamme hænder lægge sig på hende og da Demetri talte...fik hun næsten et chock.
Hvorfor var han så vred? Det kunne for pokker da ikke betyde noget om hun havde et barn...eller ti.
Hun blev rigtig nervøs, for en fornemmelse af at der var store utalte følelser og mæske forventninger gemt mellem linierne, og kunne bare ikke læse dem!
" J-jeg...nej...jeg ...Mira er min men hun er adopteret...hendes far og jeg har påtaget os det ansvar, og ....jeg elsker hende som min egen" svarede hun en smule trodsigt..og gned sig på panden.
" Demetri....du lader hende være...helt...du rør aldrig Mira, og hun er under en dæmons protektion, så..."
Det var sandt...hun havde cuttet en deal med Aleck, han havde lovet at holde Mira sikker, hvis drama kom hendes vej og Camille og Eric ikke selv kunne overkomme løjerne.

Demetri var fustreret men da hun sagde ordene adopteret faldt han helt sammen. Hans øjne gik fra den helt røggrå farve til en lidt mere normal Metallisk farve som hans øjne normalt havde. Det næste han fangede var barnet navn Mira. "Mira siger du" sagde han og stirrede igen på Camille der lignte et stort spørgsmåls tegn i forhold til Demetri. Han så lidt på hende for han forandrede ansigt udtryk, Han rankede sig igen og slog sine hænder sammen. "Ser man det" sagde han og smilede til hende med et meget neutralt ansigts utryk. Han vanklede lidt frem mod Camille med stoppede over der hvor han før havde hælt op til Camille i congac glasset. Han lod sine tænder blotte sig da hans mund stod svagt åben. Vreden havde gjort hans hud svagt hvidgrå. Der var stadig mørkt i rummet og også koldt. Han så sig rundt da han endelig selv opdagede det. Han tog sin højre hånd op og knibsede så med fingerne og ilden og de mange olie lamper tænkte op og varmen strømmede nærmest som en vind ind i rummet, man kunne svagt se at Demetris hår bevægede sig lidt på grund af vinden.

Hun fangede det hele.Alle hans sindsændringer, og kunne konkluderer at han ikke brød sig om at hun havde et barn.Det var dog lidt bedre at pigen var adopteret, og det i sig selv fik de små møllehjul til at bene hurtigt frem.
Hun måtte tro at hun var her ved ved et tilfælde, de var stødt ind i hinanden i et tilfælde...som den dag ved stranden, hvor han havde været lidt barsk...selv om han ikke bed hende.
Hun sagde ikke så meget ...selv om hun havde tonsvis af soørgsmål forblev hun stille, for ikke at hidse ham yderliger op.
Men efter han havde knipset varmen tilbage i rummet...håbede hun den også var tilbage i hans sind...og hun tog chancen.
" Demetri" begyndte hun blidt...
" Hvad end det her er...." Hun viftede lidt med armen og hentydede til at han havde hevet hende med hertil og hun ikke rigtig kendte hele ideen med det..." hvad end det er...så er Mira ikke en del af det, er du med? Hun er min....og ingen må røre hende" fastholdte Camille.Det var muligt at hun selv kom til at få ridser i lakken fra tid til anden, men hun ville hellere selv dø- end at lade Mira få skader af nogeN art.....eller Eric, for den sags skyld. De ønskede jo bare ay leve et normalt liv uden al det her indblandning.

"Sssshh" tyssede han på hende, "I aften sker der intet med Mira" sagde han og kiggede tilbage på hende med et skævt charmende smil der gemte hans tænder, så hun ikke skulle blive bange endnu. "Fortæl mig om dig selv" sagde han og lagde armene ned langs siden. Han så afventende på hende, hans øjne var normale igen med de underlige gnister som altid var i hans øjne når han så andre væsner og mennesker i øjnene. ilden knaste igen som ild altid gjorder, det var som om ilden aldrig døde i kamminen. Han lod hende ikke svare. "Fortæl om dig og dit liv, om hvem du er..."

/ssorry et kort svar//

Hun vidste ikke hvor smart det var at udleverer informationer til den smukke vampyr, for han var klart mere interesseret i hende end godt var.Hun vidste fra de gamle sagn at vampyrer flagrede rundt om mange , men kun en enkelt i ny og næ blev de helt facineret af.Ikke sådan kærlighedes agtigt, nødvendigvis...men bare en facination og en form for ejerfølelse.Hun rynkede brynene...forhåbenlig var det ikke sådan noget der var ved at ske, for det vidste hun helt ærligt ikke lige hvordan man tacklede.
Men omvendt ville hun ikke risikerer at vække hans vrede...
" Om mig selv? ....jeg ved ikke...Demetri..hvad du vil vide....jeg er fra en anden dimension, men det ved du nok allerede? Derfor virker jeg anderledes...."
Ok...modificeret sandhed, for feblodet havde sandelig også et say her.
" Jeg er ' mor' til Mira....bor hos en dæmon og har en kæreste der er tidæigere dusørjæger...en leder af dem faktisk" hun tegnede op med streg under denne information, for Demetri skulle vide at Tristan ikke ville accepterer nogen krummede et hår på hendes hoved.
Hvis Tristan altsår kom hjem, så han vidste det.
Hun følte sig pludselig som Bella på engen med vampyren Laurent, der ville dræbe hende og sagde til hende ' hvis edward elsker dig så højt, hvorfor har han så efterladt dig her....alene og ubeskyttet?'
" De fleste af mine venner er væsner" blev hun ved....han skulle advares, hun var en no go når det kom til berøring, og sådan var det bare.
Eric ville hun ikke tale mere om, hun elskede den fyr og nægtede at trække ondsindede væsner mod ham , Mira og hans forældre, hvis det kunne undgåes.
" Jeg kan ikke lide slavehandel....og gør hvad jeg kan for at bremse det....inklusiv at træde de forkerte over tærene" sagde hun provokerende, men det var jo sandt.
Der var plakater over alt, hvor en blond Camille var efterlyst...men thank god kun beskrevet med ord....og en beskrivelse ændrede sig hurtigt i folkemunde.
Camille tog en pude op i sin favn og holdte den ved maven.." Var det godt nok....andet du gerne vil vide?" Hun talte blidt og forsonligt.....var hun sød, ville han nok lade hende gå, når hun sagde farvel...eller enda hjælpe hende hjem?

Imens hun talte så han nogle enkelte gange hen mod døren og så tilbage på Camille. Han satte sig ned i sofaen over for Camille imens han stadig lyttede.
Han bed fat i hvert ord hun sagde og hver sætning hun sagde. Selvom hun havde fe blod var hun slet ikke på bølgelængde med ham. Hans smil blev større og større for hvad hun sagde som om det morede Demetri, da hun så endelig gjorder det klart at hun ikke havde mere at sige gik et glimt igennem hans metalliske grå øjne som om ilden over i pejsen kunne strække sig helt her over. Han han skar kort tænder for at han igen selv sagde noget. "Okay..." det var det eneste han ahdve at sige om hendes information..... Men der var fuld gang i hans tanker. Tanker som at han ikke havde hørt om nogen særlig god dusør jæger i lang tid....så det skulle hun ikke prale af at hendes partner var det. Igen skar han tænder og så vare stirrende direkte ind i Camilles øjne. Hvis hun ville vide noget om ham skulle hun bare spørger.....han havde intet særlig spændende han kunne sige om sig selv, mente han. Man kunne høre noget pudsle ude på gangen. Han stoppede igen med at skære tænder ogmen blev ved med at stirre på Camille. Hans øjne kørte langsomt rundt. Først hendes øjen så hendes mund, bryster mave og så underlivet hvorefter de kørte op på hendes bryster igen som formede den hvide kjole så fligtigt.

Sålænge hun havde besvaret hans spørgsmål så han blev tilfredsstillet, kunne hun åndet lettet op...eller det var da hvad hun lige der forstillede sig.Han smilede da, og det betød vel at alt var godt? Hun var dog usikker....en ting vidste hun without a doubt, at man kunne overhoved ikke forudsige et træk fra Demetri, det var spild af tid overhovedet at forsøge.Hans benzin var drifter og instinkter, så man vidste aldrig hvilke folder vejen ville slå.
Hun syntes også at høre en lyd ved døren, men da hendes opmærksomhed lå på ham, lagde hun intet i det.Hun ville gerne stille spørgsmål og vide mere om ham, men først ...aller først...skulle hun lige forhandle hvordan hun kom hjem.
Camilles puls steg til 839 da hun bemærkede Demetris vandrende blink.
Hun så forlegent væk, og forsøgte at hale en pude foran sig på maven, for at dække lidt.
Da han skar tænder, var det et tegn på han var farlig? Eller hvad? Hun lavede en mental note.
Hun var ikke vandt til at blive kigget på...sådan....og så direkte.Selv var hun langt mere bly og tilbageholden og hans adfærd drev hende helt ud på dybt vand...alene ved hans øjnes fokus.
" Demetri? Du stirre....og det er ret uhøflig " pippede hun og håbede at han bille lytte.
Det var jo ærgeligt hvis hun med telekinese skulle tæppebombe ham, med alle hans flotte genstande.De var sikkert en formue eller to værd.

Hans øjne vendte sig igen mod hendes ansigt, imens han fnys et lille grin. "Stirre...." Et lunefuldt smil kom frem på hans læber. "Føler du dig da utryg ved at jeg ser på dig Camille" smilet blev lidt større efter han hadve sagt den sidste sætning. Han missede kort med øjnene som om han havde fået et slag i maven man det forsvandt som et lyn fra en klar himmel. Hans øjne var begyndt at blive helt metalliske grå som hans øjne normalt var og ikke den røggrå farve de havde fået efter hans vrede udbrud tidligere. Han så stift i hendes øjne han mærkede noget ved den som han kun tænkte, en form for nervøsitet var i hendes blik? Hans øjne var begyndte at få små gnister der flød rundt i den grå farve, de virkede så levende af gnisterne, som om at der stadig var et håb om liv i Demetri. De fleste troede at det var det der var i hans øjne, men man skulle ikke tage fejl. En vampyrs smukke ydre var for at lokke madding til sig. En form for kamoflashe, lige som ulve ude i skovene havde jordnære farver for ikke at blvie opdaget af deres bytte eller som løver havde deres lyse farve for at gemme sig på savanen for at fange sit bytte uden at bruge alt for mange kræfter. Demetri blev pludseligt stum som om han faktsik nu ventede på et svar fra hende. Dette var ikke for sjov at han havde ført hende her til i sit hjem. Han skulle have noget af hende, men tiden var ikke inde endnu til at tage det.

Først kom et udtryk af overraskelse ....hun hævede beggeøjenbryn og læberne gled let fra hinanden, som var hun lige på nippet til at sige noget- men undlod.
Blev hun utryg? Hell yeah, når hans øjne havde fokus på hendes krop på den måde, og hun ikke kendte motivet bag." Du gør mig usikker" sagde hun så ro,igt hun kunne mestre det.Camille blev kort opslugt af Demetris øjne.De mindede hende om en lavalampe, en sølvgrå en af slagsen.Disse lamper var altid i bevægelse og virkede næsten levende.Hans havde fængslende øjne, men hun kunne slet ikke tyde hvad der lå bag.Når hun så ind i dem, kunne hun både fornemme et stænk af menneskelighed, selvom det var vampyren der dominerede stort og overlegent.
" Demetri..." Hun rømmede sig.
" Du er jo en mand af både ord og ære....forventer jeg....kan vi lave en aftale? Jeg overnatter her i dag, under din beskyttelse.....og så hjælper du mig hjem i morgen?" Bønnen om hans hjælp var farvelagde hendes øjne, og hun håbede at kunne appelerer til noget godt i ham. " Det betyder meget for mig, at jeg kender....og forstår...formålet, hvad det er vi laver her...og hvornår jeg kan komme hjem."

HAn rykkede sig frem mod hende og var nu så tæt på hende at hun ville kunne mærke kulden ramme hende svagt, han var svagt over hende. "Du på mit teritorie og jeg gør hvad jeg vil" sagde han og smilte lumsk, deres ansigter var ikke mere end 20 cm fra hinanden nu. Han havde munden svagt åben så man kunne se hans hjørnetænder der flot lyste svagt op af den helt igennem hvide farve. Hans skuldre var brede, typisk en maskulin krop. Hans hår strittede og hans blege ansigt kunne næsten virke drenget og mandigt på samme tid. "Men du behøver ikke frygte mig lige nu, hvis jeg virkelig ville tilintetgøre dig så havde jeg gjort det for længst i aften" han holdte en kort pause, "men tro mig, hvis du gør det mindste for at provokere mig ud over det normale så lover jeg dig at du vil mærke mig fra alle punkter" han lagde en strakt arm ned på sofaen på den side af camille så hun ikke ville kunne rejse sig og lagde sin anden arm op på sofa kanten så han kunne støtte sig. HUn skulle tage dette som en hentydning af en kompliment at han ikke ville have hun skulle rykke sig. Han havde set hende direkte i øjnene imens hanhavde sagt alt dette, men øjnene vandrede fra hendes læber, til hendes bryster som svagt var skjult af puden og så og på hendes lyse hår.

Nu var Camille ikke just kendt for sin evne til at slå kold vand i blode, eller for at holde tand for tunge.
Hun sad åndeløs, da Demitri kom så nær at hun bare skulle læne sig ganske få centimeter frem, for at støde ind i ham.
Det var samme følelse som at have en bild benegalsk tiger over sig- hun var sikker! Lamslået af dens skønhed, men ved at dø af skræk samtidig.
" Jeg er din...gæst forsøgte hun at minde ham om , så han ikke skulle begynde at opfatte hende som hans ejendom.på nogen måde.
Der hvor filmen knækkede, var hans arm der på en måde spærrede hendes vej, imen hans øjne igen vandrede.Et kompliment? Ja.....for de fleste, men Camille reagerede ikke altid helt som flertallet, og hun følte ikke det var et kompliment, men mere en magt demonstration, og det kunne hun ikke accepteret.
Hun rakte begge hænder ud, og skubbede hårdt til hans arm.
" Jeg vil gerne strække benene....ryk dig" lød det en smule hårdt, hun var irriteret over han hele tiden kiggede....sådan på hende.
" Giv mig din skjorte, nu ...tak...hit med den" så kunne hun have et ekstra lag på, til at dække og skjule...og han kunne se hvordan det føltes at blive begloet.

Armen fløj nærmest væk da hun skubbede den, i det samme rettede han sig op, men han var stadig foran hende. Han sagde intet til det, da dette var ved at blive ret så intimt for ham og sjovt samtidig, "Så jeg skal smide tøjet..." sagde han og et lille skævt smil kom frem på hans læber, han så ned på hende imens han stadig stod helt rank. Han hvilede på sine knæ imens han bare stod der og så drenget på hende. "Jamen så gerne Camille" sagde han og begyndte at knappe den lille vest han havde på op for at hun så skulle derefter så hans nøgne overkrop komme frem. Han var bestemt ikke bange for at vise sin hud det eneste hun ikke skulle var at prøve at komme helt ind til hans zone var hans lem var. Den skulle han nok selv finde frem hvis han syntes dette var tiden til at sådan noget skulle ske. "Hvis damen så gerne vil" sagde han og var nået til anden sidste knap der var i vesten. Normalt var Demetris tøj slet ikke så fint, man kunne nærmest sige det var punket og slidt, ja det var nok det rigtige ord for det. Camille var smuk som hun sad der og blev helt genert og nervøs over at han nok så tæt på hende, noget der faktisk lod til at Demetri blev endnu mere intrrésseret i hende.

Hun så forskrækket op på ham, da han begyndte at knappe op.
Det virkede al for...sensuelt og luften begyndte at emme...på en helt forkert måde.
" Nej" ...hun viftede med hænderne.." Behold dog for guds skyld din skjorte på, bare...bare giv mig vesten" så måtte hun nøjes med vesten som cover, og det lod jo ikke til alligevel at han var den generte type, der ville føle det forkert at være bar sammen med hende.
" Demetri..." Hun førte en hånd til sin pande og begyndte at gnide den let.Hovedpinen var tilbage.
" Du ...må stoppe med det der...de vibes du sender ud... Jeg tror du er næd til at få mig hjem, lige nu!! Øhm...tak"

Han ´havde havde knappet sin 2 øverste skjorte knapper op da hun sagde stop.
Han løftede det ene øjenbryn og så nu mere humoristisk på hende, hun var bange... det var lige det hun var og det var det der fik ham til at ville have hende. Han brummede svagt imens han istedet for tog vesten af og kastede ned på hendes skød. "Hvis du tror det er det der for mig til at stoppe med at kigge på dig tager du fejl." han ignorede det med at hun ville hjem. Han lænede sig mod hende igen, og lagde en hånd på hver side af hende så de hvilede igen på sofaen. "Vi bliver her" hun skulle ikke besteme noget som helst lige nu. Han havde sådan lyst til hende...En underlig lyst der pirrede ham, lige som blod gjorder normalt. Det var mange hundrede år siden han virkelig havde følt denne pirrende fornemmelse til en kvinde. En følelse som kun en mand kunne føle til en kvinde. han brummede igen imens han så hende iøjnene dog var han rykket lidt bagud med benen så han var llidt lavere nede i hendes øjenhøjde. Hun ville jo selv havde sine ben strakte. Han skar svagt med tænderne, hendes duft af angst og af kvinde var så fantastisk og uimodståendelig samtidig med at hendes blod kun gjorder ham endnu mere tændt.