Camille- One more time

Åh gud....hun kunne se i hans blik , hvordan han morede sig.
Hvordan lokker man et rovdyr væk fra den mad som den både leger med og vil spise? Hun kunne kun komme på en måde, og det var ved at vifte med - og friste den med et andet stykke kød.Og det havde hun ligesom ingen mulighed for jo.
" Tak" mumlede hun og hurtigt fik puden et puf væk fra hendes mave, og hun iførte sig vesten, og lukkede den.Selvfølgelig var den al for stor for Camille, men den dækkede hvor hun havde tiltænkt det, så hun følte sig mindre sårbar.
Demetri var ikke sådan lige til at få til at stoppe for rødt lys, han så ud til at køre efter sine egne regler.Og imens hans arme på hver side af hende, lukkede hende inde i ' hans rum' for hendes øjne igennem hans stue, i en søgen efter spidse genstande.
Det var jo ikke fordi hun ønskede at slås...eller gøre ham fortræd, overhovedet.
Men hvis han blev for vild, vidste hun at hun ikke kunne fighte ham af på andre måder.
Hun havde dræbt vampyrer før, med både blyanter og stolben.Telekinesen gjorde det let, hun skulle bare visualiserer genstandens mål....vampyrens hjerte....så var jobbet udført.
Men alene at få sin hjerne til at tænke og handle normalt, når man sad halvt fortryllet og halv skræmt til døde, mellem han arme...det var sku svært.
" Eric vil finde mig" begyndte hun at bygge sin lille mur op.Den var desværre nok et korthus kun, for hvordan han skulle kunne finde hende her....eller hvad han skulle kunne stille op med en vampyr, anede hun ikke.Og alligevel var det ham hun tænkte på.
De andre der kunne matche Demitris styrker, var alligevel aldrig hjemme.

Han lukkede øjnene og tog en dyb indåndning igennem næsen så han både duftede Camille og at han virkede afslapped, alt imens han rejste sig fraa camille og igen hviled epå sine knæ. Han åbnede dem igen- Han øjne glisterede svag som en diamant ville gøre hvis ham lyste ind i den. Åh ja duften, den duft som Demetri og enhver anden mand forgudede. "Camille hvorfor vil du gerne hjem...." han holdte en pause og lod så sine øjne glide over på et spejl der hang. Han så længe i det men der var intet, hun en grå skygge var Demetri skulle have været, et udvisket mine fra den eksisterende verden. Han lod igen øjnene hvile på Camille. "Camille giv mig noget og jeg vil sørger for du kommer hjem når du ønsker det " han fik et skævt smil der kun kunne vise sig at være et lumsk et.

Han bevægede på sig og gav hende lidt me space.Hun så hvordan hans øjne funklede, og vidste helt instinktivt at flere kvinder havde ladt deres liv, fordi de lid sig drunke i dem....i ham.Hun skulle passe på.
" Hvorfor jeg vil hjem?" Lød det fra hendes læber.." du bragte mig her iden at,spørge mig om jeg ville, og du indvilliger ikke i at tage mig hjem når jeg ønsker det.Jeg ved intet....intet...om dine hensigter." Hun homdte en pause og så væk fra ham..." Ikke en gang om jeg vil overleve mit besøg her.Så kan det holdes i mod mig at jeg ikke ba slapper af og ser det som en ferie" hendes øjne løb rundt.Det ville ellers være et prægtigt sted at holde ferie....hvis man var i sikkerhed.Sikkert luksus...hun ville væde med at der var et bade kar også....et eller andet sted.
Han fik dog hurtigt tankerne væk fra bad og Camille hun jublede indvendigt,
Nu ville han til at forhandle...problemet var bare....hvad i al verden havde hun at give?
Hun så det smil der dukkede frem, og uden at være helt sikker på hun ville høre hans svar, spurgte hun ,da det var nødvendigt..
" Demitri....j-jeg....hvad er det du ønsker af mig?"

Smilet blev bredere da hun hang fast i hvad hun dog kunne give ham. Hans øjne var vandret ned på hende igen og han studerede omhyggeligt den del af hende hvor vesten sad på hende, eller mere hvor den ikke sad. Hendes ben var slanke lige som resten af hendes krop. Han svejede igen i kroppen men kun lige så han var lidt frem mod hende. "Dn kvindelighed" han havde ingen hensigt med at hun forstod hans svar, men det skulle hun nok finde ud af. Han mærkede hvordan musklerne i hans døde krop spændte og hans ansigt blev mere bleg end normalt. Hun skabte lyster i ham, lyster som kun få havde givet ham med så stor følelse. Han ville have ´hende mærke hende varme hans døde legme i en seng. Han fik et blik der nærmest udviste en form for nydelse fra demetris side. De blev smalle. altså hans øjne. Smalle og rolige og gnisterne i de, flød normalt ikke rundt, de var gået i stå som om at Demetris sind var i en anden verden. Alt ved Demetri havde en funktion, hans øjne hans tænder, hans hænder, hans stemme, alt..... Han bed hårdt sammen. Hun skulle varme ham med sin krop, lige som hvis hun havde ligget i brude seng, og han skulle være god ved hende. Utrolig god.

Hvad hun egenlig havde forventet af svar, fyldte ikke meget, for hun var på blank side her.Måske hendes blod, da fe delen havde været interessant for væsener før.
Nu sad hun istedet lidt og glanede på ham.I et anfald af dårlig humor , fik hun svaret.." Så du vil have bryster og langt hår ? Jeg tror ikke det vil klæde dig...og jeg ville ikke ane hvordan jeg skulle give dig det"
- men det drillende smil klingede hurtigt af, da hun så hans øjne igen undersøgte hende noget.
Han mente vel ikke...? Troede han at...?
" Oh...Demetri....NEJ" hun mærkede panikken og hendes muskler stivnede i hele kroppen.
Hvis hun var på rette spor her, så var han afgjordt på et helt galt.

Han lænede sig tilbage igen så langt tilbage at han tilsidst satte sig på sofaen, han rettede sine ben så de var parate til at stoppe Camille i hendes små senarie hvis hun havde sådan nogle. Han lod den yderste arm hvile på sofa kanten og den anden var støtte til hans hoved, han lagde hånden på sit sorte hår og tjavsede det i en vild bevægelse med hånden. Han havde stadig det lidt grinede og rolige smil imens at han bare så på hende, det nærmest sprang ud af hende da hun sagde nej med den høje tone. Det var det han ville have....Hendes lille kommentar om langt hår og lak stiletter rørte ham ikke så meget. Alle viste at han var en han....en mand, et hankøns væsen. Dette skulle nok blive sjovt..... Camille skulle ikke tro at han havde bragt hende her hen for at hyggesnakke med ham. Man kunne høre en susen uden for døren hvilket sagde at det blæste udenfor og at vinden var nået helt ind til gangen. "Nej hvad Camille" han løftede hoved lidt så han så overlegent på hende, hurtigt havde hans ansigt udtryk skiftet humør igen. Han så afventende på hende, hun havde ærlig talt ikke noget valg, og tænk engang....dette var en billig pris at slippe i llive med. Han knække den lille hals på under ca sekundter, suge hendes liv ud af sig som var der kun få dråber blod i hende.

Som en fælde der klappede sammen omkring hende, fulgte hun Demitris bevægelser.
Mange kvinder ville udentvivl hengive sig mere end frivilligt til en mand som ham, og ikke være generet af hele vampyr delen, tværtigmod.
Men...Camille var bare anderledes skruet sammen.Hun kunne ikke gøre for det.
Hun var en ubestridt mester i at kvæle enhver følelse af den slags, ikke fordi hun var snerpet...men mere fordi det var den væreste smerte hun kendte ...det skarpeste våben og for hende gik kærlighed og sex hånd i hånd.
Det var ikke fordi hun havde de her hellige tanker om ikke at give sig selv ....det var mere at hun havde et behov for virkelig at være tryg og elsket,før hun turde åbne op til sit inderste og stole på hun ikke ville blive flænset op- følelsesmæssigt.
Så....naturligvis kunne ikke krybe i seng med Demetri.Hendes eskapader kunne tælles på en hånd, og...desuden ville det være en dødsdom for Demetri at tvinge hende til sex.
Om andre ville blive gale vidste hun ikke? Men ...jo...Tristan ville aldrig accepterer det.
Og heller ikke Aleck, men han var på mission for den gamle Baa-Chan.
Rafael ville hun kunne bede om hjælp, men ingen af dem ville være istand til at beskytte hende lige her...lige nu .
Hun trak benene op og sag og holdte om sine knæ." Demitri....vi kan ikke ...du ved.... Jeg kan ikke...sove med dig" hun kunne næsten ikke få det ud.Det lød helt forkert og tænk hvis hun tog fejl? Hvor selvoptaget det så lige ville lyde.
" Din pris må være en anden" hun fokuserede på hans mørke hår....imens hun tænkte hurtigt..." hvad med de særlige, prægtige og dyrebare Valens heste?" Hun var sikker på at Demitri ville elske at eje noget som var sjællent og noget der ville få andre til at spærre øjnene op.En sådan hest var ensbetydende med status og velhavenhed.

Deemtri brød ud i stor, stor latter da hendes forpinte svar kom ud af hende.... HAn viste det! Hun havde for meget menneske i sig... I det samme dukkede han op i den 2 eprsons sofa der var ved Camille anden side. "Jeg giver dig sådan set ikke noget valg...." han holdte en kort pause, "Om du er frivillig ville gøre det letter...men du kan se det som ren forretning....for dit liv" alt imens han lå afslapped på sofaen på den anden side af Camille lod han en hårlok af hendes blidt snog sig om hans finger. Hendes hår var blødt som silke og hendes hud var sikkert endnu blødere...eller det viste han, han hadve jo haft fat i hende sidste gang de havde mødtes på stranden, den sene aften. Han stirrede indtændst på hårlokken som nærmest lignte at den hypnotiserede ham, sådan som det skinnede her i det ellers ahlv mørke kammer. Han rykkede sig i sofaen så han kom helt tæt på hendes øre. "Ren forretning" hviskede han med en dyb stemme. Han havde lyst til at gøre alt muligt, holde om hende, mærke Varmen fra over alt på hendes krop og mærke og se hendes reaktion på alt det han kunne gøre ved hende, så som det seksuale og samtidig det ondskabsfulde og smertefulde. HAn lukkede øjnene og duftede til hendes hår. Hun mindede ham om dengang han levede.

Havde han udelukkende været truende, var valget nemmere...hun havde angrebet.
Men der var også noget mere....nænsomt over ham, og i virkeligheden forvirrede det hende enormt.Camille så stille til imens han legede med hendes hår og snusede til det.
Det komiske var....at han gav hende langt mere opmærksomhed end dem tættest på hende, ham....der ikke ville tøve med at slå hende ihjel,idet sekund hun begyndte at kede ham.
Men...hun kunne ikke underlægge sig hans krav.
" Demitri...det er ikke forretning du taler om, det er prostitition og det er ikke en anstændig handel for en kvinde.Du er nød til at ...finde på på noget andet."
Hun strøg kort hans hånd, og rejste sig så op.
Camille spidsede læberne.Hun havde forhandlet og fundet kompromis før, med folk som ham.Hun måtte kunne det igen.Noget der ville stille ham tilfreds, uden...
" Der må være noget andet...kom nu Demitri....jeg vil så nødig ende i krig med dig" appelerede hun.

HAn rykkede sig tilbage i sofaen imens han studerede hende stå der som en anden lille diva der ikke ville fine sig i at man havde sagt noget forkert. Han så op og ned af hende imens hun bar den hvide kjole så smukt på sin krop. "Som hvad Camille" han tog sin hånd op til munden imens han så afventede på hende. BAg hånden var et smil der blottede hele hans tandsæt. Dette var sjovt, og spændende. Forførelse var altid en ting nød især fordi Camille opførte sig så pænt som hun gjorder. Åh ja, hun skulle vide havd der skete med de mantge der havde afvist ham, og hun ville nok selv opleve det når han fik nok af forførelsen og istedet tog det han ville. HAn var venlig lige nu og i godt humør selvom at der havde været en lille misforståelse imellem den angåående at Camille var mor. Han rejste sig selv da han ikke var den tålmodige type lige på at give svar punktet. "Svar mig....hvad har du at tilbyde som jeg vil have'?" han så med et overlegent smil og blik på hende som nu stod over for ham. Han begyndte at skære tænder igen da han så på hendes mund da svagt kunne beskrives som 2 rosenblade. Hans egne eller generalt hans udseeende var også noget særpræaget især fordi at han allerede som menneske havde været smuk og flot, hvilket han kunne takke sin engle mor for.

" Jeg ved det ikke...helt...men Demetri....jeg tror du er en bedre mand end at ville tvinge mig ud i noget,hvor du ved jeg ville drukne.Du er langt bedre...og hvorfor tvinge noget igennem , når du kan få så mange kvinder? " hun gik over mod ham, for at se ham ordenligt ind i øjnene.." Jeg kan godt lide dig, ødelæg det nu ikke ved at gøre noget dumt!" Lød det meget stille fra hende.
Hun talte jo sandt...Demetri var en facinerende mand, men det faktum at han ikke ville betænke sig med at gøre hende fortræd, var ikke spor tiltalende.Faktisk kunne han trække et nummer for der var mange i den her verden der ønskede netop det....altså ikke sex...men at gøre hende fortræd.
Når de begge to stod op, skiftede magtbalancen, og den røg igen til hans fordel.Hun var ikke stor af bygning...for meget fe lå i hendes gener,desværre.
" Kan vi ikke godt slutte fred? Og drikke noget te?" Ja ja....det var lidt af et long shot, men hvad fanden skulle hun stille op med ham.Hvis han blev for muntre...ville hun rive hele hans hus ned...mursten efter mursten, med hendes telekinese....og yup....det kunne hun hvis hun lod den løbe ude af kontrol.Den gift Mina havde hældt i hende, havde både gjort hendes små flashes blev til virkelig syn om fremtiden, og samtidig boostet hendes telekinesiske styrke.
Camille smilede....endelig kunne hun minde lidt...bare en lille smule ...om Jean Grey fra X men.Så manglede hun bare sin Wolwerine....eller Scott....hun sad vist fast mellem to mænd, Jean....gjorde hun ikke?

Da hun kom hen til ham og havde talt stod han en tid og betraktede hende imens hendes læber blidt bevægede sig. Efter hunhavde talt lod han sin hånd under hendes hage og rykkede blidt så han rigtig kunne studere hendes ansigt. "Du forhandler" sagde han og et glimt gik igennem hans øjne, i det samme i en hurtig bevægelse skubbede han hende så hun ihvertfald som Demetri beregnede det ville falde ned i sofa sædet igen. Han var nu begyndt at blive utålmodig....Mest af alt fordi han syntes hun lagde sig selv op til ham. Og frygten hun følte og som sendte indofiner i hendes sved og krop tiltalte ham meget. Han kunne lugte den frygt der nogle gange kom i små doser i hendes krop. "Men jeg forhandler ikke på min hjemmebane" sagde han og bukkede så hoved og så med et meget dystert smil og lumske udyriske øjne på hende. Han tog hænderne op til de 2 åbne knapper og rettede kraven så det sad ordenlitg hvorefter hans smil blev større og mere grumt. "Lad og se hvad jeg kan gøre for dig" han lod igen en hånd pjuske hans kul sorte hår.

Hun holdte vejret, da Demetri trådte nærmere og lagde sin hånd under Camilles hage.
Hun følte sig lidt som en kanin i rævens hule, men hun var en meget stædig kanin og slet ikke ligeså tam som man kunne ønske.
" Jeg prøver......en middelvej....ville det ikke være dejligt?" Men det eneste svar hun fik til at starte med, af ham, var en omdirrigering til sofaen, hvor luften kortvarig forlod hendes bryst, og hun hostede en smule.
" Du vil ikke forhandle på hjemme bane? .....hvorfor....er du bange for at tabe?" Udfrittede hun ham, og hendes øjne bad ham om at stoppe hvad end han nu havde gang i .Hun holdte den ene hånd strakt ud, mod hans bryst for at forhindre ham i at komme helt tæt, hvis det var en del af planen." Demetri....nu er det nok... Hvis du ikke vil være en gentleman og følge mig hjem....så må du vise mig hvor jeg skal overnatte...mod min vilje....noterer du lige det...MOD min vilje" hun var begyndt at vrøvle...uroen havde fået greb i hende..." cortez bliver vred....og ...mange andre...du kan IKKE gøre det her, ikke mod MIG" hviskede hun op mod ham.

I det at hans brors navn blev nævnt tog han ud efter hendes kæbe og trak hende op i den. "Hvis du skal blande min bror ind i det her så kan jeg fortælle dig at han er lige som mig" Demetris øjne lynede et kort sekundt hvorefter han slap hende igen. "om jeg taber på hjemmebane?" han måtte le. Men han havde intet svar til det. Han så stift på hende nu. "Du leger med ilden ved at tro at min bror er bedre end mig, og endda nævne ham her" Han skar tænder nu så man kunne nærmest høre det. "Du tror du kan løbe fra det jeg vil have" i det samme stod han over ved kamminen og så ind i ilden. "Du glemmer vist" i det samme talte han meget højere og meget vredere "AT JEG ER DEMETRI JACK KLUSISSKA, og du skal ikke kommmendere med mig her" han havde løftet armen mod hende imens en finger pegede på hende. "Og ingen skal tro at de kan smutte uden at give mig hvad jeg vil have Camille" igen var der lyn i de smukke metalliske grå øjne. Hvordan kunne hun nævne ham....Demetri havde ikke set ham i meget lang tid og så hende, hun skulle nævne ham som om at hun og Cortez var et par...venner som om de havde kærlighed til hinanden.

Camille udstødte en hæs lyd, da Demetri greb fat i hendes kæbe, og på det nærmeste løftede hende...indtil han slap.
Hun gned kæben og hende øjne stod i vand.Vampyrer var så helt igennem urimelige stærke.
Men et lille lys tændtes...hun skulle bare passe godt på det ikke gik ud.Han var vred....meget vred og Demetris råben fik Camille til at krympe sig sammen i sofaen.
Men hun havde et ekstra våben nu....Cortez....hun anede ikke om han ville have slagtet hende, men det vidste Demetri jo heller ikke så, det måtte udforskes.
" Han er som dig....i er ens siger du? Så behøver du ikke gøre mig fortræd.....Cortez gav mig en rose....og lod mig gå" hviskede Camille og turde næsten ikke se om han var ved at eksploderer nu.
Men alligevel løftede hun sit blik og så på ham." vær nu sød Demetri....jeg ved godt at det sidste ord vil være dit....uanset hvad....det er derfor jeg ...trygler dig" hun kæmpede med at holde sine øjne fra at løbe over deres bredder.

Han tog den ene whisky flaske og kastede den direkte ind i den væg der var ved hans højre side. "EN ROSE" sagde han galt. "Du aner intet om hvad min familie kan" han gik med faste skridt imod hende og sprang nærmest op i sofaen og stod der i sin fulde højde, "Skal jeg vise dig hvad han kan!!!??" han i det samme sparkede han til bordet der ellers havde været så pænt til denne stue. Han sprang derefter ned på gulvet var det nu ødelagte bord og noget knust glas lå. "Jeg kan love dig for du ikke vil kunne lide det" sagde han og var nu helt oppe i hoved på hende med sit eget ansigt. HUn ville kunne mærke kolden og arrigheden strømme direkte mod hende. Han blottede nu hele sit tandsæt, imens han hans øjen syede og boblede af raseri som kun Demetri kunne have. han klakkede en enkelt gang med tænderne fordi han var så gal. Havde han været et menneske havde han trukket vejret meget hurtigt og han ville have blevet helt rød i hoved af alt det blod der farede rundt i hans krop. "Jeg kan tage alt fra dig Camille, alt!!!" Han så hende nu direkte i øjnene imens han så afventende på hende, men han begyndte at tale igen. "Og tro mig mine søskende vil ikke tøve" han viste ikke om hun havde mødt Ribanalon også men, de alle 3 var ens, de eksistede for at skabe håb og derefter død og ødelæægelse.

Hun havde helt klart fat i noget her, så var det bare om det var den rigtige eller forkerte ende af skalaen hun befandt sig i?
Det gav et sæt i hende, da flasken splintredes og Demetri i næste øjeblik stod og vågede over hende, i sofaen.
" Nej" hviskede hun....og dækkede sit hoved til med armene, da han sparkede til bordet og det fløj af helvedes til.
" Stop....hold nu op" plæderede hun og vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, for at komme uden om hans vrede.Hun bemærkede perifært at hendes hænder var begyndt at ryste.Fandens...han behøvede ikke flere tegn på hvor nervøs hun var....bange var nok mere rammende.
Hams øjne.....de lynede og hvor hun fik modet fra, må guderne vide, men hun lagde hendes skælvende hænder på hver side af hans kølige kinder og da tårene begyndte at strømme fra hendes helt iskrystal farvede øjne , hviskede hun indtrængende" lad vær.....vær sød ikke at gøre mig noget...eller dem jeg elsker....Demetri....please...jeg bønfalder dig...lad vær"

Et kort sekundt stod han helt stille som var han låst fast, Derefetr vågnede han igen. Han tog hurtigt fat i hendes hænder og skubbede dem vækfra sit ansigt, "Du ahvde chancen for at jeg kunne lade dem værre" sagde han imens han rankede sig. Han vendte sig om for at sparke til det væltede bords bordben hvorefter at flere af hans flasker fløj og i luften og smadrede sig ind i væggen. Hans øjne var begyndt at gå fra den grå farve til helt hvide så man kun kunne se ringen der normalt omfavnede den grå farve og den sorte prupil. En af flaskerne røg ind i kaninen og lidt efter stod der en helt igennem brændene stikflamem ud af pejsen. Det var som om hans hår var blevet til strittende pigge så meget stod hans hår og i vejret.... Han vendte sig igen mod Camille, "Du kommer til at betale for det her" Den ene halvdel af hans ansigt var oplyst af flammen og den anden af det skygge, men nu kunne man for alvor se hvad der var ved at ske for Demetri. Han prupil var svagt ved at skifte form, til mere dæmoniske rovdyrsøjne. De var næsten kun som en streg i den nu hvide farve, man kunne kun svagt ane at de var lidt tykkere i midten. Det ville være klogt for Camille at løbe eller i det mindste prøve at komme væk for rummet. Stemningen greb ham som en sindsyg. Og igen måske var det bedst ikke at tirre ham til at jagte hende....Lige meget hvad ville hun miste noget af sig selv til ham i nat.

Hendes ansigt, gennemløbet af tåre, fortrak sig i en skræmt grimasse.
Hun havde forsøgt at undskylde,at tale til en mere blid side i Demetri- men istedet havde hun ført dem fra asken til ilden, så det ud til.
Hun trådte et par skridt bagud, da Demetri igen sparkede til bordet og begyndte at true hende.
Camilles hjerte dundrede derudaf, nervøst så hun på de store stikflammer og på vampyren foran hende, der så ud til at være ved at miste kontrollen.
Hun kendte slet ikke huset her....men hun kendte vejen til det værelse hun var vågnet op i.Hvis nu hun kunne nå derop og så forsøge barrikerer døren? Det var nok hendes bedste shot lige nu.Camille var ingen kriger, og selv om hun var trænet af både Crasie,Sean,Singal,Anchilla og Tristan....så var hun bare ikke god til at holde hoved koldt og tænke strategisk....slet ikke når det brændte.
Da han så på hende med ordene ' du kommer til at betale" var hun ikke sen til at sætte i løb mod udgangen...og samtidig trak hun sofa og diverse stole ind mod sig, i håb om de blokerede og sænkede ham, hvis han fulgte efter, når hun satte i rend mod værelset....alt hvad hendes ben kunne .

DA Camille satte i løb og prøvede at barkere vejen efter sig stak Demetri i løb efter hende, sofaen og de andre tign hjalp ikke meget, sofae sprang han over med en hvilende hånd på sofa ryggen og de andre ting var nogle han nemt kunne sparke væk eller springe over. HAn var allerede ude af værelse i hælende på Camille og han ville snart indhente hende, da vampyrens væsen havde fået den gave at kunen bevæge sig umenneskeligt hurtigt. Hvis Camille havde set rigtigt på Demetri nu ville hun havde set at han havde sort hår/pels ned af nakken og som gik ned af ryggen, som var han et slags dyr. Det var slet ikke godt, Demetri plejede at kunne holde den såkaldte menneske skikkelse uden problemer, men nu var hans kontrol for alvor ved at løbe rundt med ham. Camille ville ikke se hvad Demetri virkelig var, overhoved ikke, de der havde set det var som regl døde eller var så meget stærker end ham at han ikke kunne dræbe dem endnu, men han havde ikke prøvet hvor han ikke havde dræbt dem endnu. "CAaaaammmilllleeeee!!!" skreg han nærmest imens han løb, hans stemme var blevet fuldt med en underlig dybte der kunne lyde dæmonisk og umenneskeligt.

Hun løb så hurtigt det var menneskeligt muligt, og for første gang i sit liv, ønskede hun faktisk at hun var i stand til at få sine fevinger ud....så hun kunne komme ud af Demetris rækkevidde, for det her var ved at komme helt ud af kontrol.
Camille anede ikke hvordan han skulle dæmpes, og hvad der skulle til...hvis man lge så bort fra det lod til Demetri ville tæt på hende, for det var ikke et alternativ.
Men de vinger var kun poppet op een gang, og det var da hun havde drukket Minas gift.
Hun havde en tre dages lang hallucination, og der kom de.....men Camille mente stadig det var virkeligt...som så meget andet under hendes trip.

Panikken høvlede gennem hendes krop, og satte sig på hendes åndedræt,det blev svært.
Hun fik væltet et par lamper og var næsten ved døren til det værelse som hun var vågnet op i, efter Demetri havde trykket både luft og bevidsthed ud af hendes hals .
Men....ak.
Demetri var ved hende,..og han så.....ud til at være i transformation.
"Åh gud..." Hviskede hun og faldt sammen på gulvet.
" Demetri...stop....STOP....undskyld" hikstede hun....,hvis hun ikke kunne connecte med ham nu, så det meget sort ud for Camille.

Han havde undviget alle de mange ting hun havde smadret i gulvet. I det Camille var ca... 73 cm fra den dør hvor hun havde søgt efter og hvor hun havde vågnet op bankede han hende nærmest op af døren sådan at hendes front var mod døren og hendes krop var mast op af Demerti. Han brustede kraftigt, ikke fordi han havde brug for den såkaldte luft, men fordi at hanvar arrig og det lå helt tilbage til hans menneske stadie at sådan var det bare han reagerede når han blev splitter gal.
Han åbnede Døren så Camille sikkert ville falde forover og ned på gulvet, men da Demetri var forberedt havde han stillet sig sådan at han holdte balancen men også skubbede Camille så hun ville falde om hun havde balance eller ej. Nu var de her, hans værelse, med en seng. En smuk Kvinde med smukt blødt lyst hår og Demetri. Dette kunen virke helt smukt, men istedet var kvinden Camilel Fyldt med frygt og Demetri fyldt med Vrede. Og det kom der intet smukt ud af. Hans øjne var stadig spidse som dæmoniske øjne og hans krop lignte mest af alt at han var parat til at dræbe Camille med sine bar hænder. "Stoppe..... Du skal ikke give mig ordre" sagde han med en meget dyb stemme som man kunne høre kom inde fra hans dybeste indre.

Luften forlod hendes bryst og en rallende hæs lyd efterfulgte, da hun blev banket mod døren og mast mellem den og Demetri selv.
Hun kunne intet føre, intet stille op...og da døren også åbnede sig, tumlede hun ned på gulvet .Forpustet og på randen til panik.Den goodwill hun fornemmede at have haft lidt tidligere hos Demetri, virkede mile vidt væk lige nu, og hun frygtede at hendes kort var spillet helt forkert.Imens hun kom op på alle fire, og begyndte at kravle væk fra døren, med den hvide kjole hængende som et vandfald efter sig- og væk fra Demetri, trak hun hans egen seng hen imod døråbningen, med tankerne.
Den skulle blokerer og hun skulle i læ bag den.Camille var udmærket klar over den ikke gav en skid beskyttelse....det købte hende højest fem sekunder, men det kunne være de fem hvor Demetri faldt til ro? Mirakler skete jo.....håbede hun.
Demetris stemme, var mørk som sort velour, advarende og truende og den fik Camille til at krybe endnu mere sammen, bag ved sengen.
" Jeg fortrækker også du stopper helt af dig selv" bed hun igen da hun stadig have en smule fighter spirit i sig.
" Vær sød at stoppe...Demetri.....vær nu sød" peb hun en smule mere forsonlig i sin stemme.Hun kiggede sig omkring i værelset, efter spidse genstande, der måtte da være noget hun kunne bruge at bremse ham med?

Han gik imod hende imens døren smækkede bag ham med et brav, nu var det nok, hendes tiggerie gjorder ham bare endnu mere vild efter at gøre det han ville med hende. Da hun gemte sig for ham stoppede han et kort sekundt op og så nærmest helt forvirret på hende og hans prupiler blev svagt mere runde. Men det forsvandt hurtigt igen fra hans ansigt og øjnene blev som før. "Rejs dig" sagde han og så igen med det kolde, dyrriske blik på hende. "REJS DIG" råbte han. Hun var så... så... smuk. Og i den kjole hun nu bar. Han kunne nærmest ikke bære det. Han var lige ved at gå amok igen men denne gang ville han lade hende rejse sig, så hun ihvertfald havde et valg om hvorvidt hun ville rivet op fra gulvet eller selv rejse sig. Han knuede hænderne ind i sig selv og hvis han ikke stoppede ville han snart rive hul på sin egen hud i vrede over hende. Han skulle have hende, nu, i aften, i nat. Dette var ikke til debat. Hun måtte ofre sig i nat for at stille hans behov.

Var der noget tidspunkt hun havde følte sig som et skræmt lille lam , var det nu.
Demetri kom langsomt og resolut imod hende, og alene synet af ham, fik hende at ryste nu.Han var anspændt og vred på hende, og Camille var bange for han hvert øjeblik ville kunne finde på at rive hendes hoved helt af.
Han råbte af hende....at hun skulle stille sig op.
Hun ville gerne adlyde, turde faktisk ikke andet, men hendes ben var for langsomme...lammet af frygt...så han nåede at råbe det igen, inden hun kom op at stå på vaklende ben.
Hun trak kun lige akkurat vejret gennem næsen...hurtigt og overfladisk...og hans navn var ikke mere end en høj hvisken , da hun forsøgte tæmme vilddyret der tronede op foran hende.
" Demetri.....du må ikke" Camille bakkede bagud, til hun nåede en væk.Hun stod ved siden af et vindue.Måske hun kunne tage flugten den vej...simpelt hen springe ud , hun rakte hurtigt en hånd ud, og slog halsen op, så vinduet blæste op.
Om det var blod eller....hende...han var ude efter, var hun ikke helt sikker på, men hans krævende adfærd fik hende til at være skræmt...,den fik hende til at tro at han ville havde den eneste ting hun ikke villle forhandle om.
" Bak tilbage " krævede hun med skælvende stemme.....imens hun placerede sig lige foran, parat til at læne sig bagover og.....falde ned.