Camille- One more time

///Camille har givet mig lov til at joine jeres emne:) ///

Ikke sikker på hvad han skulle forvente sig af nattens turn out var han på vej, men lette og elegante skidt gled han igennem omgivelserne imens hans mål nærmede sig. Meningen med den ellers usædvanlige gå tur var enkel, der var en vampyr i området Marcus ønskede at møde. Endnu var han ikke sikker på om han ville slutte sig til denne vampyr, eller om han bare ville se om vampyren egnede sig til at være en værdig rival. Marcus var en 'ung' vampyr, kun lidt over de hundred år, men ikke destomindre farlig og stærk. Han havde længe holdt sig i baggrunden for ikke at vægge alt for meget opsigt hos de forskellige klaner i området, men nu var tiden inde. Han ville se for sig selv hvor stærke og hæderlige det egentligt var. Og han vidste præcis hvor han skulle finde ud af det... En vampyr ved navnet Demetri. Marcus havde fået sine oplysninger hist og her, men alle fortalte det samme...
Ikke langt fra det store nærmest slot ligene hus stod Marcus. Natten lå stadig tryg om ham. Gav en smuk effekt. Et lille skævt smil gled over han læber imens han betragtede synet langsomt. Han havde al den tid i verden han skulle bruge. Intet skulle hunse med ham, eller fortælle ham hvad han skulle. Denne klan var kun i han interesse hvis den var værdig nok til at lade ham komme til magten, og ellers ville det være en rival. Marcus arbejdede alene, og ingen skulle ændre det.

Selvom vejret efter Marcus' smag godt kunne være anderledes var han alligevel glad for hvad vinden bragte ham. Lugten af at andet væsen han ikke helt kunne placere, og en vampyr, en han... Sikkert Demetri. Marcus nærmede sig langsomt, men dog uset i skyggerne imens han var på udkig efter grunden til denne ikke placerbare duft. Tillokkende.
Oppe i et vindue fandt han svaret. En hvid kjole med en lyshåret kvinde sad faretruende langt ude af vinduet. Frygt kunne lugtes i atmosfæren. Endnu en gang brede der sig et smil over Marcus' læber, ikke et glad et, men et arrogant. Det var et spændende sceneri han var kommet til. Han ville nyde at se hvordan pigen ville klare det. Og vigtiger den så kaldte Demetri. Imens Marcus stod gemt i skyggerne så han til. Denne nat skulle blive spændende, mon den store Demetri var ved at miste sin aftensmad?

//ja ja///


Demetri så først lidt mistroisk på hende, hvorefter han skiftede attitude... Et smil kom frem på hans læber frem for det morderiske blik som før havde været. "Saa du tror det gør nogen forskel for mig hvis du springer...." han grinte pludseligt, men man kunne tydeligt se i hans øjne at han var gal og vred, "Så spring, lille Camille.... Jeg springer gerne med!" han knækkede med narken efter han havde sagt det., "Så ser vi hvem der overlever" han gik et skridt imod hende. "Spring så," sagde han og begyndte at komme nærmere imod hende. Han spændte helt i musklerne for at forblive rolig, duften af den unge han vampyr var endnu ikke nået til ham. "Du kan gøre det enkelt for dig selv og give mig det jeg vil have, jeg sørger for du kommer uskadet hjem, eller du kan springe og lade alle du kender leve med tanken om hvor svag du var" det regnede stadig udenfor men torden og lyn var dog stoppet. træet som de tidligere havde mødtes ved var så godt som slukket af dråberne. "Du bestemmer selv Camille.... Men ligemeget hvad får jeg hvad jeg vil have" Auraen af et andet væsen var så småt begyndt at ramme hans sanser.

Camilles øjne var spækket med bekymring og en ubeslutsomhed over de lidet attraktive valg hun synes at have.
Sætningen kørte på repeat i hendes hoved * uskadte hjem*
Dødstrang havde hun ingen af, men....hun kunne heller ikke lade sig skræmme og terroriserer til....ja....til havd helt præcist?
Hendes øjne søgte Demetris idet han begyndte at grine.
Der var intet ved hans grin der fik hende til at ånde en smule mere lettet op...nej, det lød uhyggeligt og som om faren kom krybende nærmere.
" Alle der kender mig....ville aldrig se mig som svag" sendte hun retur og kastede et hurtigt blik ned på gårdspladsen.Ville han virkelig tvinge hende til at springe? ville han presse hende så langt så hendes liv var på spil ? Hun rykkede på sig, da det begyndte at sortne for hendes øjne.For lidt mad og væske, for meget stress kostede en fysisk reaktion, og da hun lænede hånden mod karmen for støtte , gled den...eller hun satte den forkert...i al fald endte det grueligt galt, og uden at ønske det mærkede hun hvordan hun væltede bagover....uelegant på kamikaze kurs, lige ud i intet heden ,med den hårde jord til at bryde faldet...og sikkert brække hvad der brækkes kunne.
Hendes skrig af forfærdelse flænsede nattens mørke, som en sår der blodigt sprang op.

//og nu hvor jeg har tid til at svare skal vi vente på en 3 part... xD tsk//

// haha ... Jeg er off om lidt ... Meget lang aften , Marcus kommer nok i morgen . Godnat Demetri : )

///Jeg undskylder, har ikke lige haft så meget tid i weekenden //

Den silende regn gjorde at der var skabt en lydmur omkring Marcus imens han stod i skyggerne og betragtede hvad natten fandt på af finurlige oplevelser. Det eneste der skar igennem var et grin som stadig lød mest som en underlig mumlen. Pigen i vinduet så ikke ud til at røre på sig i et lille stykke tid, det så ud som om hun var stivfrossen imens vampyren grinede. I et forventnings fuldt øjeblik regnede Marcus med at se et par hænder grib om hendes hoved imens hendes sidste øjeblik blev taget fra hende, men intet skete... Istedet forsatte deres samtale igen da pigen åbnede munden og snakkede. En kort rysten på hovedet var det eneste Marcus orkede, ville de virkelig snakke sig ud af det de havde gang i? Efter at pigen havde set så panisk ud for bare et øjeblik siden? han var ikke sikker på om han skulle tage det så et tegn på svaghed eller styrke fra Demetris side af... Det var jo en dyd at tale sit offer helt tæt på sig så man kunne have det lidt sjovt først og så bag efter afslutte det, men det Demetri havde gang i så ikke ud til at være heelt glat kørende for ham.
Marcus kørte en hånd i gennem det halv lange og nu ret våde hår imens han kort overvejede at tage tilbage til byens gader og se om der skete noget mere sindsoprivende der end hvad der var hvor han nu var. Ikke at det ikke var sjovt at se Demetris mad prøve at begå selvmord, men... Der var andre ting der var sjovere så som at finde en at lege med selv.
Midt i Marcus' små tanker om at finde noget andet sjov blev regnens lydmur flænset af et skrig så fyldt med frygt at det ligeså godt kunne have været taget direkte ud fra en film. Hans dovne blik rettede sig igen imod vinduet hvor pigen havde siddet, og regnede med at Demetri endelig havde gjort noget ved hende, men nej!
Hun var nu på vej med høj fart direkte imod jorden, et fald som udødlige ikke ville overleve... Et grin spredte sig over Marcus' ansigt imens han så hende falde og i samme øjeblik var han sat i bevægelse. Kun i løbet af et spilt sekund var han ved pigens fald, og uden videre besværd lå hun i hans arme. Se nu ville det blive en sjov nat, stjålen mad var da altid sjovt. Et kort blik blev kastet imod vinduet og så forsvandt han igen ind i skyggerne. Gad vide hvor kæk Denne Demetri mon nu var?

Demetri gav et svagt desøjenteret blik fra sig i det han så den hvide kjole og Camille forsvinde, men han var rolig, helt rolig. I det Camille nu lå i Marcus arme havde Demetri állerede stillet sig i det åbne vindue og stod nu og så ned på den mørke jord, som Camille for lidt siden ville have ramt og smadret kroppen imod. Han stod rank med hænderne ned langs siden imens han tog et skridt op på vindues karmen, han så hvordan den nu fremmede vampyr havde grebet hans bytte og lod sig forsvinde ind i skyggerne som Demetri jo tydeligt kunne se igennem da han var selv var et nattens væsen. Hans blik var stadig stivnet, imens han så koldt imod det stod Marcus og Camille før hadve været. Det var tidspunkter som disse hvor man kunne se Demetris sande ansigt, det døde kolde vampyr ansigt der ikke gav noget til års, det ansigt der forandrede sig blot for at lade sin mad tro at der virkelig var følelser tilbage i denne såkaldte fjerdragt som et monster så elegant bar. Månen oplyste det ansigt som kvinder både forgudede og samtidig hadede, Demetris ansigt. Dette var ikke tid endnu. Det havde Zeril selv sagt, *tiden er ikke inde* tanken blev ved med at være i hans hoved imens han så på det sted Marcus nu havde fjernet sig fra sammen med Camille der nok var så godt som død af chok og af ilt mangel på grund af det grumme fald.

// ingen grund til at undskylde




Hvordan skulle man beskrive hvad der når at synderlige ens tanker,sind og sjæl når man er i frit fald mod sit endelige?
Camille kunne ikke.Det var en horribel oplevelse, der på en måde satte tiden i stå, samtidig med at hele hendes liv udspillede sig som små minde klip.Ansigter af elskede venner og de få hun havde haft romantiske følelser for tronede frem, til trods for hendes øredøvende skrækindgydende skrig.
Nu er jeg død, var hendes første tanke, da hun oplevede modstand mod sin nakke og knæhaser, men det føltes ikke som forventet.Ja...hun lå og gispede....hev efter ikt der var slået ud af hendes lunger, men hun var hurtigt sig bevidst om ikke at have ramt jorden. Så de konfuse skræmte øjne søgte ud i mørket, og opfangede silhuetten af en mand.En mand der,.,stod med hende i armene?
Hvad fanden? Hun måtte have slået hoved alligevel, for han lignede en engel....en meget mørk engel.
Hun forsøgte løfte armene op omkring hans hals, da choket begyndte at bide i hende.
Og selv om hun dårligt kunne få luft, begyndte hun at græde....stille tåre der piskede ned,som var de på lønningslisten for netop dette.
Camille behøvede ikke se op, hun vidste at han stod der...var der...vogtede....udtænkte sit næste træk, Demetri og hun mente at han nok var virkelig...virkelig pissed på hende lige nu.Han ville se det som hun stak af.
Hun måtte advare fyren her....så der ikke skete ham noget også.Hun tænkte ikke klart længere, ikke efter faldet og med al det angst og adrenalin væltende rundt inden i.
"Du....du må se at komme væk....han eer ikke ...menneskelig " hikstede hun sin advarelse ud, og havde ansigtet mod hans hals.Han var nødsaget til at sætte hende ned...eller ligge hende, hvis ikke hun kunne stå? Det var hun faktisk ikke helt sikker på om var muligt lige nu?....men hun var sikker på at han var i fare."Kom væk...inden han....inden Demetri kommer" hviskede hun.

Marcus havde et bredt smil over læberne imens Camille lå i hans arme, mest af alt fordi han havde snuppet maden lige fra en andens tallerken, det havde været overraskende nemt. Han mærkede at hun bevægede sig og lod kort sit blik hvile på hende imens hun begyndte at græde, han gjorde intet ved det, han lod hende bare ligge i hans arme imens tårende havde et internt kapløb. Han var i bevægelse imens hun snakkede, det var lavt hvad hun sagde, men det var intet problem for ham at hører hendes advarsel om at Marcus skulle til at skynde sig væk. Han var som sagt i bevægelse og inde i skyggerne imens hun snakkede.
Han skævede tilbage imod Demetri imens han igen smilede tilfreds over sin redning af denne unge kvinde... Måske hun kunne blive et godt måltid? Han havde ikke besluttet sig endnu for om hun skulle dø snart eller om hun ville være et bedre legetøj? Tankerne blev lagt på hylden imens han med høj fart bevægede sig længere væk fra Demetris domæne. Han ville helst have hende med sig til at hotel, så han kunne have hende i fred. Men han var endnu ikke sikker på hvad chancerne var for at han kunne slippe fra Demetri, indtil videre virkede det gode.
Camille var let, på ingen måde en belastning at holde på. Det var takket være hans væsen som vampyr blev en del ting bare nemmere, men hun ville nok blive belastende hvis han skulle løbe rundt med hende sådan længe.

Dette mindede ham om dengang han selv havde været en ung vampyr der ville se om grænser kunne stoppe dette forevige liv som vampyr. Hvordan man gik ind på ældre vampyrer og væsners teritorium blot for at se om man kunne slippe afsted med det. Men Camille skulle ikke tro at hun var i sikkerhed. Hun var lige hoppet fra den ene død-væsen og ind i et andet død-væsens arme. Men ikke længe. Demetri tog et skridt ud i mørket og lod sig selv falde ned mod jorden som Camille lige før havde gjort. Han landte i et hårdt bump, og lå få sekundter på jorden som en død mand ville have gjort. Men i det næste åbnede hans øjne sig og han begyndte langsomt at røre på sig. Hans knogler var brækkede og hans venstre arms knogle stak ud. Men med det samme begyndte de at healede og på få sekundter var han allerede igang med at løbe imod den unge vampyr han som nu havde taget hans legetøj. Han løb som et rovdyr imod Marcus som han havde fået færten af. Hun fuldte færten og kom kun tættere og tættere på. Dette skulle nok blive en sjov aften. Ikke en lyd lod Demetri komme fra sig, ikke et eneste af hans fodtrin kunne høres. Den eneste lyd han faktsik havde lavet havde været da han knak sin rygsøjle og nakke på plads imens han løb. Men smerte havde han for længst fået sig selv til at fjerne fra sit corpus.

Fornemmelsen af det gik stærkt , var desværre ikke så god for Camille.
Faldet havde påvirket hende, også selv om hun havde fået en blød landing i Marcus favn, så havde der vært drøn på.
Så en dundrende hovedpine og et irriterende snært af svimmelhed havde kastet sig over hende og hægtede sig fast.
Hvem hendes redningsmand var, havde hun stadig til gode at finde ud af og det var slet ikke i hendes tanker at hun var havnet i gabet på endnu et blodtørstigt væsen.Hun følte sig egenlig tryg ...her i favnen...og da hun ikke tænkte klart , bemærkede hun ikke vampyrens mere kølige hud.Faktisk føltes det bare rart , da hun selv var komplet opkørt.
"E-er vi sluppet fri? " hviskede hun taknemmeligt for fyren slæbte hende afsted.Det virkede dog ikke til at han havde svært ved det, faktisk rendte han meget hurtigt på en yderst ubesværet måde.Alec var dæmon...han kunne det samme? Det var første gang hendes tanker kradsede i overfladen på om han kunne være et væsen ?
Camilles umiddelbare lettelse var så småt ved at ændre sig .Selv om hendes arme lå om fyrens hals og hun puttede sig ind til ham, i håb om Demetri ikke kunne finde hende....var en nyfødt følelse af ...panik? ...begyndte at trække vejret.
" Hey....kan vi stoppe lidt? Hvis vi er i sikkerhed....kan vi så stoppe lidt? Jeg er virkelig svimmel."Lød det varsomt som gik hun på tynd is og skulle passe på den ikke knækkede.
Hun kunne ikke slippe følelsen af noget måske alligevel var galt. Mon de havde Demetri i hælene? Lige som tingene var nu, havde hun ikke kræfter til at undersøge det, og gøre noget ved det.Hell...hun kunne sikkert ikke en gang stå på hendes ben endnu, det skulle ikke undre hende spor.Camille var dog en stædig lille sag, så det skulle ikke afholde hende fra at forsøge, så snart Marcus ar træt af at have hende i sine arme.

Marcus fortsatte med samme fart som han ellers havde haft. Hun var ikke et problem endnu for ham. Det gik stærkt regnen gjorde det godt nok en smule koldt. Men det var intet han lagde mærke til, det ville sikkert kun hun opdage. Han hørte hendes lave stemme imens de gled hurtigt igennem landskabet. Marcus smilede kort imens hun snakkede, han ville gerne være fri fra Demetri, men på samme tid regnede han ikke med at Demetri ville give op så let. Han havde en plan og han agtede at følge den til punkt og prikke. "Det ved jeg ikke endnu" mumlede han kort til hende imens han kort så sig over skulderen. Det ville ikke tage så lang tid før de ville nå byen, og så ville det at finde et sted at være,når solen stod op være deres mindste problem. Der gik ikke lang tid før han igen hørte hende snakke. Han så lige frem ad imens hun snakkede. "Du bliver nød til at holde ud lidt længere. Vi skal først til byen før vi kan stoppe..." Lød det roligt fra ham. Han udstrålede på ingen måde at hun skulle være bange for ham eller hvad der skulle ske. Han så kort på hende og smilede venligt. Han havde på ingen måde tænkt sig at lade hende slippe så let, hun skulle blive en sjov pige at lege med. Især når andre vampyrer allerede var efter hende. Marcus satte farten en smule op da han ikke gad at blive indhentede af Demetri, det ville bare betyde han skulle være endnu mere fysisk aktiv... Bevares.... Der var ikke så langt igen før byens grænser var klare og let at spotte for dem.


///sorry jeg har være så længe om at svare, men jeg har ikke haft så meget tid desværre :/ også derfor svaret er lidt tamt... ///

Demetri var ikke gal på samme måde som han havde været oppe i hans hjem. Måske var det jagt instinktet der overtog ham eller måske var det galskaben der var så meget kørende i hans ellers døde krop at han simpelthen var ved at gå så meget amok at det ikke kunne ses udenpå ham. Han skulle nok få det han ville fra CAmille, men lige nu var der en vampyr han der skulle lære at han var på et teritorium hvor manikke tillod at sådan nogle som ham kom og gjorder sig til. Demetri ville snart indhente dem og så ville helvede bryde løs imellem ham og denne unge vampyr han som så fint havde valgt at provokere Demetri og tage hans underholdning for i nat. Camilles duftspor blev kun stærkere og stærkere jo mere han løb, han var snart tæt på. Måske for tæt på for Marcus og Camilles mening. Men denne nat skulle åbenbart være en nat hvor dominans ville udspilde sig. Demetri var bestemt ikke bange for nogen og hvis hans såkaldte liv ville ende så ville han ikke frygte det helvede som ventede på ham, for det var det eneste der ventede ham. Helvede.... De metalliske grå øjne lyste op i mørket imens han randte direkte imod de 2 stakler der nu flygtede.

Det gav jo god mening, at de skulle frem til en by.
med flere mennesker omkring dem, og genstande de måske kunne bruge til at bekæmpe Demetri med.I hendes egen dimension, havde hun slået op til flere vampyrer ihjel, alene ved brug af en blyant og hendes telekinese.Med stor kraft havde hun sendt den straight gennem deres hjerte, og de var døde på stedet.
men her var ingen blyant...ingenting havde hun nu, kun hendes ukendte redningsmand.
Måske var han overnaturlig, så meget havde hun luret af, men ikke hvad han var.
regnen kold og klæbrig, sendte både hendes hår og tøj helt tæt til krop og ansigt og bragte hendes kropstemperatur til sænkning, og derfor bed hun ikke mærke...eller tillagde ikke det at Marcus virkede kølig , noget videre betydning.
Hun klyngede sig forsat til ham, som han var sendte fra himlen, og bad en stille bøn til de ville nå frem.
" Jeg...hænger på...men...har du noget skarpt på dig, en genstand der kunne...spidde...noget? " så kunne hun måske mobiliserer de sidste kræfter, hvis nu de pludselig stod over for Demetri.For Camille vidste han var efter dem, han ville aldrig give op.Hvad hun derimod ingen anelse havde om, var hvem af dem der var første genstand for hans vrede, hvem ville demetri gå efter først Camille eller hendes redningsmand der havde blandet sig i Demetris affære.

Marcus smilede kort over hendes kampgejst, han så på sin vis lidt fremtil muligheden for en nærkamp med Demetri hvis altså det kom så vidt. Marcus' blik var stadig rettet ligeud imens han tog sig sammen og satte lidt mere fart på, denne nat ville blive en udmattende en af slagsen hvis det skulle fortsætte sådan. Han kvalte en suk. Marcus var doven på mange områder, hvis han kunne få folk til at komme hen til sig så han ikke selv skulle bevæge sig så var det perfekt i hans verden. En latterlig indstilling i virkeligheden, da han jo var en vampyr.
Hans ansigt var næsten neutralt imens han løb, men han holdt dog stadig masken en smule ved at smile en smule en gang imellem så hun ikke skulle føle sig utilpas. Det var vigtigt at han kunne komme væk med hende inden Demetri fik indhentet dem, for så slap han for at afsløre at han var vampyr for hende. Marcus var godt klar over at det tillids bånd hun havde til ham nu imens han løb med hende ville forsvinde hvis hun opdagede at han var vampyr ligesom Demetri, og det ville gøre legen sværere for ham. Hvilket han faktisk ikke gad.
Ikke så langt fra dem kunne man se hvordan byen voksede foran dem. De ville nå byens grænse om lidt. Perfekt. Han tvivlede dog på om Demetri ville opgive bare fordi de kom til en by.
"Jeg har ingen skarpe genstande på mig, men du kan finde noget i byen vel" sagde han roligt, og trak hende lidt mere ind til sig imens han prøvede at sætte mere fart på. Han havde brug for et hus med en familie evt. Nogle der ville tage Marcus' parti.
Endelig skiftede underlaget til brosten som indikerede byen. Han drejede hurtigt og fandt et lille sidevej.

Dette var nok den dummeste ide denne vampyr havde gjort... I byen var der mere at gemme sig ved. Mere leg og skønt Demetri nu var ret så gal så nød han vel altid at jagte. Om det var en vampyr eller et menneske så gjorder byens små og store gader det hele meget mere spændende og fik tit Demetri til at blive mere ivrig. Men nu var der slet ikke noget syn på hvor Demetri var. Marcus ville sikkert lugte at Demetri var rigtig tæt på skønt at Marcus havde løbet som ville det koste ham livet. Hvilket det nok ville hvis det stod til Demetri. Ingen tog hans mad og bestemt ikke en person som Camille! Gaderne var nogle steder dårligt oplyst og andre steder var der en strående flamme fra gas gadelugten. Denne nat ville udgyde blod! Og Demetri var ligeglad med hvem der skulle dø for at han kunne slæbe Camille tilbage til sit hjem og gøre det han hungrede for at gøre. Demetri løb ikke længere, nu var det en let gang imens et dyrisk som voksede sig på hans læber. Han havde allerede fået øje på Marcus som bar den stakkels Camille.

Byen....
Byen lød godt i hendes øre.Der var flere steder at søge i skjul, og hun forventede ikke at Demetri ville være så skødesløs at han ville raserer en hel landsby, uanset hvor gal han end måtte være.
" okay...vi finder noget jeg kan bruge til at beskytte os" lød det tappert fra de blege læber.
Hvordan han kunne lyde så fattet , var en gåde for Camille.Han både løb , havde byrden af hende i sine arme....og han virkede upåvirket af at de havde en meget vred Demetri i hælene.
Camille puttede sit ansigt ind mod hans hals, da han rystede hende tættere ind til sig.
Liv fra den nærlæggende by, begyndte så småt at kunne fornemmes.
En gammel gråsprængt mand, stod vagt ved den lille landsbys port....og han blev helt vågen og revet fri af egne tanker da han så Marcus med Camille i sin favn, nærme sig.
" Er i i vanskelighedder? Behøver i hjælp?" Råbte han dem imøde.
Hvis de acceptede, ville han lede dem til den nærliggende kro, og gennem dem op på et værelse der.

Marcus kunne nu godt lide en smule spænding, men han var doven, han plejede ikke at gide gøre noget for at få det sjovt. Men for en gang skyld var det faktisk lidt rart med en lille jagt. Byen lagde op til en del flere muligheder, men det var både for Demetri og Marcus. Godt nok var han ikke lige så gammel som Demetri, men han var heller ikke ung længere, og han havde fint styr på hvordan man skulle tackle en anden vampyr uden at lade livet.
Han havde ikke tænkt sig at gå i graven denne nat. Han havde heller ingen plan om at miste sin gevindst Camille. Hun skulle med ham. På den ene eller anden måde. Endnu et smil kom frem over hendes kampgejst, hun var tilsyneladende klar til at gøre natte endnu mere besværlig for Demetri. Dejligt.
Marcus kunne lugte Demetri, han var tæt på... For tæt på. Det skulle går hurtigt nu hvis de skulle slippe for at Demetri fik overtaget hele kampen. Med en hurtig bevægelse vær Marcus på vej mod manden. "Tak" var det eneste han sagde til den gamle mand som tegn til at han godt måtte gøre noget. Marcus vidste dog godt det sikkert ikke ville holde Demetri ude. Slet ikke. Men forsøget var fint nok til bare at kunne få et kort ophold, og så se på tingene derfra. Han så kort lidt rundt for og tjekke om Demetri skulle være så dum at lade sig se. Men umildbart var der intet at se.

//tror jeg lukker denne , selv om den var hyggelig den er old XD

/fint for mig... vi siger bare at demetri stoppede jagten på jer ;D og du flygtede fra Marcus?//

// i slås og jeg kan krybe af sted i ro og mag ??

-// nååååå nu forstår jeg !! Jo jo....du stopper og jeg lusker af imens Marcus er ude og spise XD elelr noget i den dur, hvis Marcus ingen indvendinger har?

// indsamler emner * haps*

///o.Owat?///