Fredsommelig ~ Kira

Hendes øjne blev store og lidt fugtige, da han talte om at han kunne tilkalde hendes mentor. Una, åh hvor hun dog savnede hende. Men hun havde vist i nogen tid, da livet var ved at rende ud for den gamle ugle. Hun var faktisk overrasket over at Una havde levet så længe.
Hun rodede hurtigt sin taske igennem og gav et suk, da hun så at hun ikke havde lavendel i tasken.
"Desværre ikke. Ikke i denne taske. Og der gror ikke noget i dette område." Hun tænkte lidt og så på det kort han havde givet hende. Hun fandt hurtigt frem til at det ville tage hende en dags tid eller to at hente noget. Men så kunne hun også finde de urter, som han gerne ville have. Hun så over på ham.
"Hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg forlade dig nu, for at finde de forskellige urter du bad om, samt noget lavendel. Det var hvid salvie og røllike du manglede?" Hun rejste sig og rakte ham det tomme krus, imens hun smilede.
"Vi kunne mødes her om to dages tid." Hun så afvendende på ham.

Fenrer gav et halvt ryst med hovedet, da Kira fortalte ham at hun ikke havde noget Lavendel på sig. For Fenrer havde godt lagt mærke til at Kira blev rørt da han havde fortalt at han kunne hidkalde hendes mentor. " Det var en skam " sagde han og kiggede på Kira med en let undren, da hun så eksaminerende på kortet han havde rakt hende tidligere. Han skulle til at spørge hende om hvad hun søgte efter på kortet, da hun så op på ham og spurgte om det ville gøre ham noget hvis hun forlod ham nu for at finde urterne til ham.

Fenrer nikkede og tog imod ler koppen hun havde rakt ham "Jo, Hvid Salvie, Røllike og Lavendel" sagde han og gengældte Kiras smil, hvorpå hun spurgte ham om de kunne møde her igen om et par dage. Fenrer nikkede igen og lagde hendes kop ned i hans taske, inden han tømte sin egen kop og lagde den ned til den første kop i tasken "Her, i lysningen på Lørdag, forstået" Fenrer satte sig på knæ og lagde hans ting i sit slag. Da alt var pakket ned undtagen hans kofte så han på Kira igen "Jeg regner med at have tingene klar tidligt ved aftentid, så hvis du være her omkring solnedgang, ville det passe mig fint"

Fenrer rejste sig og rakte Kira hånden "Til vi ses igen Kira"

Kira smilede, da han bekræftede at hun havde husket ret. Hendes tanker var allerede i fuld gang med at huske hvor hun fandt de forskellige urter. Hun måtte nok også sende en besked til sin kusine, som ventede hjemme i hytten. Hun nikkede og tog imod hans hånd, da han nævnte hvornår det ville være et godt tidspunkt at hun kom. Hun smilede til ham.
"Til vi ses igen, Fenrer."

Derpå gik hun over bagved et par buske, som dækkede hende helt, løsnede skærfet og lod kåben glide af. Hun folde kåben og skærfet sammen og lagde det i tasken, hvorpå hun forvandlede sig, samlede tasken op og lettede med et par vingeslag. Med tankerne om de steder hvor urterne groede, fløj hun ind i skoven.

- - - - - - -

To dage senere kom Kira gående hen af skovstierne med retning af den lysning, hvor hun sidst mødt Fenrer. Hun havde de forskellige urter i tasken, samt et par poser frisk vildmynte som en lille gave til ham. Hun havde tænkt meget over hvad hun ønskede og om det var klogt at hidkalde Unas ånd eller den vise ugle. Tidligere denne morgen havde hun fornemmet en tilstedeværelse, som havde trukket i hende og fået hende til at følge en anden sti. Det viste sig at være en god ide, eftersom hun på det tidspunkt kunne gemme sig bag nogle buske, da et par jægere gik forbi. Hun havde efterfølgende listet sig videre og var ydereligere vågen overfor den mindste bevægelse. Først for et par timer siden havde en utrolig ro sænket sig over hende og givet hende en trykhed som hun ikke havde haft siden Una havde sovet ind. Noget som fyldte hendes hjerte og sind med glæde. Hun så op imod trækronerne og kunne se at solen var på vej ned.
Hun forsatte hen af stien, som ville bringe hende til hendes bestemmelses sted på nogle få minutter.

I en velbekendt lysning sad Fenrer, kun oplyst af flammerne fra hans meget ydmyge bål, og den sænkende sol. Vejret havde skiftet i løbet af de få dage, hvor han havde ventet på hans møde med Kira. Ikke at det var synderligt koldt, i forhold til før, men alligevel nok til at Fenrer havde beholdt sit slag om sig. Han havde lagt et par skind ekstra ud, udover det han selv sad på, et til Kira og et til ånden de skulle tilkalde. Fenrer vidste godt at ånden formentlig ikke ville ænse skindet eller sætte sig, men det var høfligt at tilbyde det alligevel.

Han havde i dagens anledning forfrisket sin markering i panden og genoptegnet runerne på hans krop. Han satte sin efterhånden halvtomme skål æble stuvning på jorden ved sin side. Fenrer vidste at hidkaldelser ikke var nemme, ikke fordi de drænede en for meget energi, hvilket de dog gjorde, men fordi de altid gav ham en glubende appetit. Han havde sat en skål frem til Kira, skulle hun også have brug for noget at spise, siden han ikke vidste hvor lang tid hun ville være undervejs og derfor måske ikke kunne nå at få spist inden deres møde.

I en nærmest arrangeret tone, kunne Fenrer høre et ulve-hyl på nogen afstand, og ikke så langt fra hans plads hørte han en duet af ugler der tudede. Fenrer trak et lille smil på læberne og gumlede det sidste af sin æblestuvning i sig, hvis aroma efterhånden havde fuldt den lille lysning, såfremt man havde næse som ham altså.

Kira kom afslappet gående ind i lysningen på hans højre side. Hun smilede og snusede lidt i luften. Hun grinede lidt, da hun kom tættere på, imens hun skubbede sin lidt uldne kappe til side og fandt tolv poser med urter (hvid salvie, røllike, lavendel og vild mynte) op af tasken, som hun roligt kastet over til ham. Til sidst fandt hun et par af de fjer som Una havde efterladt hende og rakte dem til ham.
"Jeg håber du kan bruge urterne og her er nogle fjer, som Una efterlod mig. Jeg var ikke sikker på hvor meget du skulle bruge så derfor har jeg samlet tre poser af hver. Og hvad mynten angår..." Hun blinkede til ham.
"Vi skulle nødigt have at du løber tør for dem." Hun gik hen og satte sig ned på det ene skind.

Fenrer tog sig en dyb indånding da han først fangede spor af Kiras duft i luften. ”Lige tidsnok” mumlede han til sig selv, som hun nærmede sig. Tågen der så småt rullede ind med hende, gav deres lille lysning en dramatisk effekt i det falmende lys. Fenrer løftede sit hoved og så op på Kira, netop som nogle poser med urter som Kira havde smidt, landede ved hans side. Fenrer gav sig til at snuse til poserne, imens Kira forklarede deres mængde og indhold.

Han kunne lugte Røllike, Salvie, en overvægtig dunst af lavendel, men også masser af Mynte, hvilket fik ham til at smile stort. Han rykkede sit blik fra poserne op på Kira med et bredt smil, som han nikkede ”Mange tak Kira” Kom det roligt fra ham, hvorpå han tog imod fjerene som hun rakte frem mod ham.

Fenrer så på en af fjerene som han strøg mod sin håndflade, dette ville gøre sig fint som påkaldelses totem. Fenrer så atter op på Kira, som han lagde fjerene ved siden af sig. ”Jeg går ud fra at det betyder, at vi hidkalder din mentor” sagde han med en åbenlys men varm tone. Fenrer greb fat i poserne og begyndte at gå deres indhold igennem ”Jeg har for resten stillet lidt mad frem til dig, skulle det være?” spurgte Fenrer som han til sidst fremfandt posen med lavendel. Hvorfra han tog Lavendlen som han skulle bruge.

Hun så smilende til ham.
"Hvis du ikke har noget imod det. Jeg tror faktisk hun har hjulpet mig her til morgen og omgivet mig med ro og trykhed i de sidste par timer." I mens hun talte, løftede hun, uden at tænke, den venstre arm for at lade den glide ned over en usynlig krop på sin venstre skulder.
Hun havde været så optaget af sine tanker, til at hun ikke havde tænkt nærmere over hans ord om mad. Hun tænkte tilbage på årene sammen med Una og begyndte at tale uden at tænke over at hun sagde ordene højt.
"Helt utroligt så gammel hun blev."

Fenrer rystede lidt på hovedet af Kira med et smil ”Nej det har jeg bestemt intet imod” kom det fra ham, alt imens han iagttog Kira, da hun lavede nogle lidt underlige fagter med armen ud i den tomme luft. Fenrer hævede et øjeblik, et øjenbryn i undren, men det slog ham hurtigt at dette måtte være en kærtegning, formentlig af hendes mentor, Una havde Kira kaldt hende. Fenrer satte fjeren på jorden ved siden af den lavendel som Kira havde haft med sig.

Han så over op Kira med et overbærende udtryk i ansigtet ”Kira.. er du ok? Du virker lidt andetsteds” sagde han med et alvorlig, men rolig stemme. Hun havde heller ikke besvaret hans spørgsmål om hvor vidt eller ej hun var sulten, endnu. Folk kunne godt glemme sig selv lidt, ved sådanne begivenheder.

Fenrer havde nærmest ikke hørt hvad Kira havde sagt om hvor gammel hendes mentor blev, da han havde været bekymret for om hun var ok til at fortsætte. Fenrer rystede lidt på hovedet, tog skålen med æblestuvning og satte den over til Kira ”Her.. spis lidt” sagde han i en varm tone” Så.. Din mentor.. Una, hvor gammel blev hun siger du? Og hvor længe har I to haft kendt hinanden?”

Hun glippede overrasket med øjnene, da han spurgte om hun var ok. Hun så sig overrasket rundt og fik øje på sin arm der var løftet imod den tomme skulder, hvilket fik hende til at rødme lidt imens hun sænkede armen.
Da han satte en skål med mad over til hende, så hun op på ham og smilede, imens hun lyttede til hans ord. Da han var færdig, begyndte hun sin fortælling imens hun tog skålen og begyndte at spise lidt.
"Jeg var kun en dag gammel, da min far tog mig ud i skoven for at møde dyrene der. Og på tredje dagen mødte jeg Una. Far fortalte altid hvordan jeg havde rakt armene op imod Una, som var landet på en gren omkring fra os. Far var gået en meter tilbage, for at se hvad der ville ske. Og Una var derpå svævet ned og landet ved siden af mig. Far fortalte hvordan det så ud som om Una og jeg førte en samtale. Una havde derpå set hen på far og bredt sine vinger ud, som om hun ville have ham til at flytte sig længere væk. Far nikkede, forvandlede sig til den hvide kronhjort og gik flere meter væk, for derefter igen at vende sig og holde øje med mig. Una samlede vingerne og bøjede sig ned til mig, hvor jeg pludrede og lagde hænderne om hende i et par minutter. Derpå gav hun mig en fjer og fløj for den gang. Hun besøgte mig flere gange under min opvækst, og jeg fløj ofte sammen med hende imens hun lærte mig alt om hvordan det var at leve som en ugle. Når jeg var hjemme lærte far mig om at være shapshifter og mor lærte mig om vandmagi. Igennem de sidste otte, næsten ni år har jeg boet alene, efter mine forældre blev myrdet, men af hvem ved jeg ikke. Una har dog altid være ved min side, med få undtagelser. Jeg er ikke sikker på hvor gammel Una var da jeg mødte hende første gang, men jeg har kendt hende i niogtyve år, og savner stadig hende, selv om jeg godt viste at tiden var ved at være inde til at hun ville forlade mig." Et par tåre kom frem og gled roligt ned over hendes kind og ned i maden. Hun tog endnu et par mundfulde og så op på Fenrer.
"Det smager godt, nærmest som sensommer."

Fenrer lyttede agtsomt med til Kiras fortælling, om hendes fars prægning af hende, hvor hun havde fundet Una. Hans ansigtsudtryk var vågent, og en stille ugletuden førte hans tanker ud på forestillinger af hvordan scenariet havde set ud. Fenrer fandt det interessant at hun var blevet ført ud i en så tidlig alder, hvor hun uden videre påvirkning fra hendes forældre havde kunne vælge et dyr selv. Fenrer havde aldrig selv været fortalt om hans dyreprægning.

Ifølge hans far, Leidolf, var de to forudbestemt til at være ulve. Men Fenrer vidste fra andres fortællinger at dette ikke var helt sandt, da alle shapeshifters så ud til at være blevet præget som små.
Fenrer fandt det også interessant at Kira skilnede mellem ude og hjemme, hvor hun havde lært forskellige ting, da skovene oppe i bjergene havde været hans hjem. I Fenrers hoved var der derfor ikke en forskel på de to ting. Da Kira var ved enden af sin fortælling og fortalte om at hun havde kunne mærke at Una ikke havde haft lang tid tilbage, blev han en anelse bedrøvet, ved synet af den tåre der trillede ned ad Kiras kind.

Fenrer smilede dog hurtigt igen, da Kira spiste lidt og tilsyneladende kunne lide hans stuvning.
”Det er jeg glad for at høre” svarede en muntert til hendes konstatering af at stuvningen var god. Fenrer rettede sig op og tænkte lidt, imens ulvekaldet begyndte på nyt i det fjerne. Den stille idyl i lysningen, der nu var indhyllet i mørke og kun oplyst af det lille bål, virkede beroligende på ham. Et ravnepar kaldte ud i natten, sammen med uglens tuden, så skoven var endnu dejligt fyldt med liv, altså var der ingen farer på færde.
Fenrer brød selv stilheden som han så op på Kira og sagde ”Jeg foreslår at vi går i gang så snart du har spist, medmindre du har nogen spørgsmål?” Fenrer hev nogle Lavendler frem fra posen og så dem kort igennem, inden han lagde halvdelen ved sin side og smed den anden halvdel ind i bålet. Duften af lavendel begyndte roligt at brede sig i omkring bålet.

Hun smilede og spiste det sidste af maden, hvorefter hun satte skålen ved siden af sig. Igen smilede hun, da hun så på Fenrer.
"Jeg har ingen spørgsmål lige nu, men måske bagefter. Og ja, lad det endelig begynde."
Hun var meget spændt på dette og havde glædet sig i de sidste par dage. Tanken om igen at se Una havde været i hendes sind, siden han sagde at det var muligt. Selv tanken om at tilkalde den vise ugle havde leget lidt i hendes sind, men hun havde besluttet at det ville være bedst, hvis den fik lov til selv at beslutte hvornår den ville kontakte hende.

Fenrer nikkede roligt som svar til Kiras konstatering, om at hun var klar til at begynde. Han lagde de sidste af de sorterede Lavendler ind i ilden, lukkede sine øjne og greb fat i sin håndtromme. Fenrer slog let et slag på sin tromme, og begyndte at synge en hymne på et sprog ukendt for de fleste. Det var et sprog der ikke kom fra denne verden, men fra menneskenes. Som Fenrer sang, fortsatte kun ravneparret med at kurre, mens resten af skovens dyr lod sig glide ud i en tavshed der ikke føltes tung, men let, som forskellen mellem en dyne og et silkelagen.

Fenrer slog anden gang på trommen og denne gang blev der så tyst at man ville føle sig blottet, selv vinden lagde sig. Fenrer fortsatte sin trommen i takt til sin sang, men brugte i stedet for sin hånd, sit knæ til at slå den mod. Han havde nemlig taget fjeren med den frie hånd og brugte den til at vifte røgen. Nu blev Fenrers stemme skærende klar i den lille lysning, som om at hans stemme var den eneste lyd der eksisterede. Fenrer mærkede elektriciteten i luften som flere ånder passerede ham, men kunne sidst finde frem til en af hunkøn, gammel af liv, som fulgte den fjer han viftede og nærmest syntes at synge med på Fenrers sang.
Fenrer smilede og stoppede sin trommen, nu hvor han havde fundet den rigtige ånd.
De andre ånder synede bort for hans fornemmelse, og han lod sine øjne glide åbne hvor han kunne se den ugle der nu sad på fjeren, dog kun for hans øjne. Fenrer smilede ”Una.. Thoghairm mé tú OH sinsear an mór, éisteacht mo ghuí! ” sagde han i en monotone stemme, hvorpå uglen vendte sig mod Kira og gik i et med røgen, inden hendes manifestation i røgsløret viste sig for dem begge.
Fenrer kunne mærke energien begynde at dræne af ham, som Una viste sig for denne verden, og Kira.

Da Una tog form i røgslørret, gispede Kira af overraskelse, glæde og savn lyste ud af hendes øjne. Og dog sagde hun intet.
Una så roligt og venligt på dem begge, inden hun fæstnede sit gyldne blik på Fenrer.
"Jeg takker dig unge mand, for at give mig denne chance for at tale til Kira. Jeg skulle hilse fra dine forfædre og sige at de er stolte af dig." Stemmen var lys og havde antydningen af ugle kvideren i sig. Hun vente sig imod Kira.
"Og du, mit kære barn. Det var mig meget imod at forlade dig på den måde, men alderen og kroppens slid var imod mig. Dog håber jeg at vi kan nå at tale om en del inden tiden her render ud."Hun strakte vingerne, slog et par gange med dem, inden hun fløj ud af røgen og slog sig ned på det skind der var lagt ud til hende. Her gav hun en fin latter fra sig, da hun forsatte.
"Ellers må du have fat i den unge mand her. Du skal vide at jeg er nemmest at finde ved fuldmåne, men at jeg her i aften gjorde en undtagelse, da jeg mærkede din nervøsitet og forhåbning. Og ja, det var mig, som skubbede dig ind på den anden sti her til morgen, samt holdte dig med selvskab de sidste par timer." Kira havde åbnet munden for at spørge, men som sædvanlig kom Una hende i forkøbet. Hun lukkede derfor munden til et smil ved Unas ord, og nikkede forstående. Et kort blik på Fenrer og derefter tilbage på Una med et spørgende blik.
"Er der en måde, så du også kan trække på min energi?" Una nikkede og fløj over på Kiras skulder, hvor hun kælent gned sig imod hendes kind.
"Du har altid været så betænksom en pige. Altid klar på at hjælpe dem, som har brug for det." Kira mærkede hvordan Una begyndte at bruge af hendes energi.

Fenrer så fra Uglen over på Kira med et smil, da han så Kiras følelses ramte ansigt. Da Una kiggede på ham med de gule øjne gengældte han hendes blik. Han bukkede hovedet i et anerkendende nik, og gav kort et uanseeligt ryk fra sig da Una nævnte hans forfædre. Han sank en klump og trak over i en mere afslappet mine da han atter hævede ansigtet mod uglen og Kira. Han havde ikke lige set den replik komme, for han havde aldrig selv kunne tage kontakt til dem, sine forfædre. Ikke at han ikke havde prøvet, for det havde han, men han havde intet der bandt ham til dem, intet levn, ingen arvestykker.

Leidolf, Fenrers far, havde aldrig ville tale om det der lå bag dem. Fenrer vidste derfor ikke hvor han var kommet fra eller noget om sine forfædre, hvilket var hvorfor det var kommet som sådan en overraskelse at Una havde nævnt dem. Men Fenrer rystede den underlige fornemmelse af sig. Enten havde uglen sagt det som en venlig gestus ellers vidste hun noget Fenrer ikke gjorde. Uanset hvad var det ikke tidspunktet at spørge, lige nu var det tid til at Una og Kira kunne snakke.

Fenrer blev hevet ud af sine tanker om forfædre og Leidolf, da uglen gav en latter fra sig. Fenrer så ned på Una og spærrede kort øjnene op, da han så at hun havde forladt røgsløret og nu havde sat sig på skindet. Fenrer smilede fra øre til øre da han så det, da det betød meget at en ånd tog imod hans siddeplads. Fenrer fulgte derfra med i den samtale som Una og Kira førte. Han smilede ved Unas fortælling om hvordan hun havde holdt Kira med selskab og rådgivning i løbet af dagen. Fenrer nikkede blot med til Unas talestrøm og fortsatte med at iagttage de to. Da Kira så spurgte om Una kunne benytte sig af hendes egen energi, som en hjælp til Fenrer, skulle han til at ryste på hovedet. Det var kun shamaner som han selv der kunne hidkalde ånder, Una mente vist noget andet derimod. Han mærkede taget i sin aura løsne en bitte smule, og mærkede hvordan Una begyndte at trække på Kiras i stedet.

Fenrer spærrede øjnene op ved det der skete, for han havde aldrig oplevet noget lignende, det var utroligt. Fenrer sagde intet. Han gemte sit spørgsmål om hvorledes dette havde kunne lade sig gøre, til senere.

Kira nød at se sin mentor igen, også selv om det kun var i åndeform. Hun var dog ikke i tvivl om at Una ønskede at hun skulle kunne mærke de kærtegn ugleånden gav hende. Hun mærkede fornemmelsen af fjer der kælent gned sig imod hendes kind.
Una så roligt over på Fenrer, som så forunderet og overrasket ud. Hun klukkede lidt af latter.
"Jeg kan se at min handling har overrasket dig, Fenrer. Hun fløj tilbage til skindet, som var lagt ud til hende, imens hun så afventende på Fenrer.
"Og at du har sprøgsmål på dine læber. Stil dem blot, unge mand."

Kira så forunderet på Fenrer, med øjne der strålede af glæde og varme. Hun kunne se at Unas handling havde overrasket ham, men at han ikke ønskede at afbryde hendes tid sammen med Una. Der havde Una dog en anden mening og havde valgt at sætte sig på det andet skin igen. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle spørge eller tale med sin mentor om, imens hun halvt lyttede til Unas ord. Hun var også lidt nysgerrig efter hvilket eller hvilke spørgsmål Fenrer havde.

Fenrer så forbavset fra Kira til Una og tilbage igen, da ugleånden øjensyneligt var underholdt over hans reaktion på hendes venlige gestus, men han sank en klump da hun sagde at han blot kunne spørge hende om hvad han tænkte på. Fenrer vidste ikke hvad han skulle svare til en start. På den ene side ville han enormt gerne vide hvad Una vidste om hans forfædre, for ikke at sige hvordan hun var kommet i kontakt med dem, og hvorfor. Men på den anden side havde han ikke lyst til at afbryde den tid som Una og Kira havde sammen nu, for de to måtte også have en del at snakke om.

Fenrers tanker gled hurtigt over i de mange anelser han havde gjort sig om hvor hans slægt stammede fra, og hvilke aner han havde. Fenrers tankespind gjorde sig til udtryk i de rynkede bryn og det eftertænksomme blik han nu skar i ansigt. Det eneste han med en nogenlunde sikkerhed havde kunne regne ud, var at hans familie ikke havde stammet fra dette land, hvori han nu befandt sig, men ellers havde han ikke kunne regne noget ud. Dette var mest af alt fordi at Leidolf ikke havde været åben omkring deres fortid, og enten havde skiftet emne eller frabedt Fenrer om at spørge til familiens fortid.
Fenrer overvejede om hvad han skulle sige; skulle han spørge om sin familie? Nej. Fenrer rystede kort på hovedet.

Han så op på Una og Kira med sit ansigtsudtryk ændret til et mere blidt og tålmodigt af karakter ”Jeg kan vente med mine spørgsmål..” sagde han med et smil og rolig tone ”Lige nu kan I to tale sammen, og så vil jeg gerne spørge hvis der er tid efter dette møde i aften”
Fenrer smilede bredt og nikkede til de to, men rettede sig dog mod Kira ”Du bør passe på med at bruge energi på dette her, for jeg ved ikke hvad følgerne er når en anden blander sig med hidkalderen” sagde han med en varm stemme, der dog var præget af en anelse bekymring ”.. Jeg har aldrig set det gjort før, og ved ikke om det forlænger perioden vi kan tale i.. ”Fenrer vendte sig mod Una med den endnu varme tone i stemmen, dog fri af bekymring nu ”.. eller om det blot styrker din tilstedeværelse her”

Kira nikkede forstående og en smule bekymret til hans ord om at hun burde være forsigtig med at hjælpe med energien. Una derimod, hun kurrede glad og fornøjet.
"Min kære unge mand. Hvor er det en fornøjelse at se en af det mandlige køn, som er så forstående og forsigtig. Men du kan være ganske rolig. Jeg tager ikke mere energi fra jer, end i kan klare. Og der sker ikke dig noget, min pige, fordi du hjælper - du ved jeg aldrig ville tillade at du kom tilskade. I hvertfald ikke når det er mig, som i hidkalder. Men jeg skal ikke kunne tale for de andre ånder." Derpå begyndte Kira og Una at tale om den tid der var gået siden Unas død. Una ville gerne vide mere om, hvordan det gik med at have Kiras kusine, Caty og hendes hund Hunter i hytten. Kira svarede at nu hvor de to boede rimeligt fast i hytten, så var hverdagen igen blevet en del varmere og mere bekvem. Una kaglede af latter, da hun hørte om nogle af de ting Hunter havde udsat et par egern for, og at egernene havde brokket sig gevaldigt. Efter et par timers snakken, så Una over på Fenrer.
"Og du, min unge ven. Du havde mindst et sprøgsmål."

Fenrer lagde hovedet på skrå som de to talte sammen, men han kunne slet ikke koncentrere sig nok til at høre hvad de to talte om. Han sad blot og tænkte på hvad Una havde sagt. Han kunne få svar. Svar på de mange spørgsmål der havde plaget ham hele hans barndom. Det var lidt svært at kapere. Fenrers åndedræt blev tungt og han mærkede et par tårer presse. Havde det ikke været for Kiras hjælpende hånd havde han uden tvivl tabt kontakten til Una nu. Luften føltes som jern i hans lunger, som om han havde været ude at løbe, længere end hvad han havde godt af.

Som han havde siddet der i flere timer havde han end ikke lagt mærke til hvor lang tid der var gået. Men pludselig blev han hevet ud af sin døs da Una vendte sig imod ham. Spørgsmål, ja spørgsmål. Fenrers øjne var blanke og halvtomme. Tankerne der havde feset rundt i hovedet på ham havde gjort ham træt, så træt at han ikke havde lagt mærke hvor lys lysningen var blevet i skæret fra halvmånen og den stjerneklare himmel. Fenrer tog en dyb indånding og rettede sig op.

Han overskuede ikke at smile eller ændre sit blanke ansigtsudtryk på nogen måde. Han kiggede på Una og skulle til at spørge første spørgsmål, men grundet den lange pause kom der ikke en lyd over Fenrers læber. Fenrer rømmede sig og så atter på Una ”Hvor kommer jeg.. Hvor kommer min Familie fra… og hvorfor ville far ikke tale om det?” spurgte Fenrer i en neutral tone. Endnu en tåre pressede mod hans øjenlåg.

Una nikkede forstående til hans spørgsmål.
"Ud fra hvad jeg kan forstå på dine forfædre, så kommer i fra et af de kontinenter som ligger nord på. Der er det lange vintre og korte sommer. Din far har ikke ville tale om det, fordi han ønskede at beskytte dig imod den tragedie, som kostede jeres familie dyrt. Han ønsker at du skal leve i nuet og ikke i fortiden. Men jeg kan fortælle dig så meget, at dine forfædre var shamaner. At du har arvet evnerne til at blive en af de bedste i familien. Og at stedet hvor du kom fra blev kaldt Hargara."

Kira lyttede med og var forunderet over at høre så meget om Fanrer. Hun kunne nemt forstille sig hvor meget sådan en tragedie kunne koste, og hvorfor hans far ønskede at værne sin søn imod den. Hun ville selv ønske at hun ikke havde set ligene af sine forældre, men blot var blevet fortalt at de havde været ude for en ulykke der kostede dem livet. Minderne om deres myrde lig skar hende stadig i sind og sjæl, fra tid til anden.

//Håber det kan bruges - ellers skriver jeg det gerne om //

Fenrer rystede på hovedet. Han kunne knap nok fatte hvad han fik at vide. Hvordan vidste hans far så meget om landet her, hvis ikke hans familie var kommet herfra, hvorfor måtte Fenrer ikke vide hvad der havde foregået på Hargara, og hvad var der så sket med hans familie. Fenrer så fra Una til Kira og tilbage "Jeg tror ikke jeg kan holde min energi oppe meget længere" sagde han som hans hoved sank ned på hans bryst "undskyld" sagde han med en forpustet tone.

Fenrer ville ikke afbryde forbindelsen som lod Una manifestere sig i denne verden, før end han havde fået at vide af Kira og Una at det var i orden. Han kunne dog ikke holde denne forbindelse længe, uanset hvad. Det var ikke bare fordi han var udmattet, men også han hoved ikke kunne holde på al den information som han havde fået netop nu.
Fenrer kunne ikke holde sammen på sig selv og sine tanker som han tingene fór rundt i hans hoved.

Fenrer så op på de to med vædede øjne og en enkelt tåre trillende ned ad hans ene kind. Han fik styr på sin vejrtrækning og sank en klump" Jeg bliver nød til snart at lukke forbindelsen.." sagde han sørgmodigt ".. undskyld.. jeg kan ikke holde til mer"

Kira, der havde overværet samtalen, rejste sig og gik over til Fenrer, hvor hun satte sig på hug og gav ham et lille kys på kinden.
"Jeg takker mange gange for den tid du har givet mig med Una. Du skal ikke undskylde for noget. Det har været følsomt for os begge i dag." Derpå flyttede hun blikket til sin højre skulder hvor Una lige var landet.
"Og jeg takker for din hjælp til at gøre det muligt at tale med min kære pige. Jeg beklager hvis mine oplysninger var for meget på en gang." Derpå rykkede Una to fjer ud ved sit bryst, som hun rakte til de to.
"Hav dem altid på jer, så ved jeg hvor i er, og vil altid kunne finde frem til jer. Må guderne beskytte jer, til vi ses igen." Hendes skikkelse falmede imens hun talte og efter knap et halvt minut var hun væk.
Kira blinkede et par tåre væk imens hun så smilende på sin, nu tomme, skulder, og hviskede.
"Til vi ses igen..." Hun tog et par dybe åndedrag og vendte derpå blikket mod Fenrer. Kira nøjedes med at smile, da hun ikke helt viste hvad hun skulle sige.

Fenrer så blot ind i flammerne indtil Kira satte sig ved hans side og gav ham et kys på kinden, hvilket vækkede ham fra hans tomme døs og langsomt hev ham tilbage til situationen han befandt sig i. Fenrer så på Kira som hun forklarede ham at der ikke var noget at undskylde for, hvortil Fenrer endnu ikke kunne sige noget og blot nikkede indforstået til hende. Han kiggede derpå op på Una og sank en klump ”Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe… men jo… ” sagde han og gned en tåre fra sin kind med håndryggen ”.. måske jeg ikke helt var klar til at høre…”

Fenrer forstod ikke hvorfor han var ked af det, for det var år siden han havde opgivet tanken om at høre noget fra sin familie, og endnu længere siden han havde følt et egentligt behov for at vide noget. Men på trods af dette følte Fenrer det som om han kun lige havde mistet den familie han aldrig havde kendt, det føltes forfærdeligt, som om der var en del af ham der aldrig ville blive hel, og at det først var nu at dette var gået op for ham.

Fenrer tog imod fjeren som han blev rakt med et lille smil. Det vakte en smule glæde i ham at der var en der bare sådan uden videre ville hjælpe ham, uden at han spurgte om det. Fenrer så Una falme bort og tog en dyb indånding for at få rystet den værste dirren af ham. Da Kira vendte blikket tilbage mod hans eget, trak Fenrer et lille smil op på sine læber. Han kunne se at hun, ligesom han selv, var i ordnød. Fenrer lagde en hånd på hendes skulder og gav et lille klem ”Jeg tror du har ret ..” sagde han og rømmede den ru stemme ren ”.. Det er vist lidt følsomt alt det her med familie ” sagde han med en ny forståelse for hvorfor det havde betydet så meget for Kira at få talt med Una.
Fenrer så ned på sin taske med de forskellige ting, og de poser som Kira havde bragt ham. Han så derpå op på Kira igen, og sagde med et fjoget smil ”Te?”
Fenrer smil var fjoget, på grund af alle de følelser der strømmede igennem ham i denne stund, og han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre med dem, så det første han kunne komme i tanke om var at få noget mynte te, nu hvor det alligevel var så køligt.

//Jeg undskylder virkelig længden, men jeg har svært ved at begrænse mig

Kira rystede smilende på hovedet.
"Jeg tror det er bedst jeg smutter, så du har tid til at tænke over alt det du fik svar på. Jeg kan huske hvordan jeg selv foretrak at være alene med tankerne fra tid til anden. Og jeg gør det stadig. Men tak for tilbudet." Hun rejste sig, gik om på den anden side af bålet, hvor hun samlede de to skind sammen, som hun og Una havde brugt. Hun havde selv en del at tænke over og det foretrak hun at gøre for sig selv, som hun altid gjorde. Hun lagde dem ved siden af Fenrer og smilede til ham.
"Må guderne våge over dig og stjernerne vise dig vej."
Derefter gik hun hen imod udkanten af lysningen, hun standsede omkring en meter fra kanten og så sig smilende over skulderen.
"Til vi ses igen." Hun begyndte at gå igen, og var allerede ved at blive opslugt af tankerne.

//Det er helt iorden, intet problem Jeg beklager hvis mine er for korte //