Varm stue og køligt selskab ~ Sean

Sean holdt øje med vandet og mørket omkring dem, mens Fenrer fik dykket. Hver gang Fenrer dukkede op til overfladen, sendte Sean ham et blik. Nope, intet skrin endnu. Det tog ikke lang tid før Sean mærkede en kildende fornemmelse over sin hud, hvilket som regel betød at noget snart ville gå galt. Sean havde altid god kontakt med sin intuition, som havde reddet ham ud af situationer mere end en gang. Hans blik gled rundt og med en svag lyd gav han sin mand tegn på at være opmærksom. De stod allerede og studerede hver deres ende af broen og floden.

Da Fenrer kom op og denne gang med skrinet, begyndte Sean at gå imod bredden med bestemte skridt. Jo før de kom væk herfra jo bedre. Mudderet greb fat i hans støvler, men det stoppede ham ikke fra at gribe fat i skrinets ene hank og hive skrinet endnu længere op på sikker land. Hangen var kold og våd. Selv om Fenrer havde lignet en der havde haft problemer med den, trak Sean den nemt op.

Længere nåede han ikke, før det gik op for ham at Fenrer ikke var med. Akkompagneret med lyde af plaskende vand på et næsten panisk niveau, gled Seans blik ned til vandet. Et stort virvar af vand og mudder stod til alle sider, og i mørket kunne Sean ikke se meget. Men det var tydeligt Fenrer sloges mod noget. Zombier? Nej, de kom som regel i små grupper og op af vandet.
Uanset hvad det var, var det noget der trak Fenrer med sig. Så der var ingen tid at spare. Sean gav tegn til sin mand om at komme ned.
"Hent hestene og sikre skrinet. Uanset hvad der sker skal I nå i sikkerhed med skrinet. Vent på os, men hvis der bliver stille og i ikke kan se os eller høre os, så rid mod Doomsville selv. Bland jer ikke!" Sean vidste ikke præcis hvad der havde angribet dem, men det var i vandet og noget med en styrke, som Fenrer ikke selv kunne hamle op med. Derfor kunne Seans mænd heller ikke. Skrinet var missionen, trods alt, oveni.
"Vil du ofre dit eget liv?"
"Nej. Men jeg lovede at holde ham sikker, så jeg vil give det et forsøg, her..."
Sean skubbede sit sværd i hånden på sin mand.
"Af sted med dig!" vrissede han, da manden blev stående. Sean løb op på broen, som var det eneste sikre sted fra vand og mudder, hvor han smed det meste af sit tøj. Kappen, trøjen, støvlerne og bukserne. Den muskuløse krop var nøgen i al sin prægtighed, med sit egen del af ar spredt over hele kroppen. Lige fra det knudrede ar ved de nederste ribben på hans ene side, til hug fra sværd og tænder rundt omkring. Han kunne se aktiviteten var endt længere ende af floden.

Han fulgte bredden i hurtig løb. Mudderet var koldt om hans bare fødder og han hadede fornemmelsen af mudder mellem tæerne, men det var ikke vigtigt lige nu. Da han kom tæt nok på, stoppede han op for at danne sig et hurtigt overblik. Fenrer var blevet en ulv, og havde skaffet sig en position som han kæmpede for at beholde, hvor han ikke ville drukne lige med det samme. Ud fra uhyrets bevægelser i vandet, dømte Sean skikkelsen til at være lang og stærk. Fenrer var travlt optaget af kampen med dens hoved og dens krop slangede sig rundt om i vandet eller nær Fenrer, for at fange ham og trække ham med nedenunder.

Så stort et uhyre ville ende med at drukne dem begge. I denne skikkelse kunne han ikke gøre meget. så det tog ham ikke lang tid at tage en beslutning om at forvandle sig.
Hans krop voksede til den dobbelte størrelse, både i bredden og højden. Huden blev mere mørkerød i det. To vinger voksede ud af ryggen på ham, lignede en flagermus, og en langs hale voksede ud. To små horn voksede ud af hans pande, tænderne blev spidse og negle blev til kløer. Øjnene blev kulsorte.
Det var så befriende! Han følte sig aldrig stærkere end i denne skikkelse!
I denne skikkelse burde han kunne gøre skade på den og tage dens opmærksomhed før eller siden. Men før Fenrer blev spist? I stedet for at gå efter kroppen, gik han efter området der vel bedst kunne beskrives som "halsen". Området før det store hoved med de skarpe tænder. Det var ikke nemt, som Fenrer og uhyret plaskede rundt, så han greb fat i det første og bedste. Han kunne mærke sine kløer der borede sig igennem skællendes svage punkter og siden han greb om væsnet med sine arme, kunne han næsten smage den blod der spredte sig i vandet. Vandet plaskede op om ham og mudderet begravede hans fødder, som han stod fast og halvvejs trak og halvvejs flåede i væsnet. Målet var at få den til at slippe Fenrer, så Fenrer kunne stikke af. Sean stolte på sine egen styrke til at slippe fri bagefter. Med knusende styrke flåede han siden op på væsnet og modstod kun lige at miste balancen, som væsnet trak sin krop til sig, og truede med at hive Sean med ud i vandet også.

Den skællede krop der snoede sig om Fenrer, og havde fået et solidt greb på det ene af hans bagben, og Fenrer kunne prise sig for at hans knogler var så helvedes solide og ekstremt svære at brække. Det var en af de fordele der var ved at være formskifter. Fenrer hev og sled så godt han kunne i denne position, men han gjorde ikke længere nogen fremskridt efter at udyret havde viklet sig om han bagben. Han vedholdt sit greb i heste ålen og prøvede at brække eller flå hvad end han kunne få fat i, men det var klart at han ikke havde megen chance for at lykkes med dette. Han var bare ikke stærk nok uden sine remedier, og de lå i mudderet, tilbage i Doomsville. Han vidste ikke hvad i alverden han skulle kunne gøre, de mange muskler der snoede sig som torve, gjorde det umuligt for ham at gøre noget.

Fenrer anden bagpote slap mudderet for et kort sekund og han mærkede sine forpoter blive trukket gennem sølet som Lindormen hev ham nærmere floden. Han bed ned i bæstet så hårdt han kunne, som han roterende sig så meget han kunne mod Søslangen. Han håbede på at kunne skubbe sig fra mod dens krop og måske bryde dens skind så han kunne pådrage skade til søslangen. Men Fenrer opdagede hurtigt at han ikke kunne når hele vejen rundt mod søslangen, så han kunne sætte af. Nu var det slut, han var for træt til at yde modstand, og de lange spidse tænder gjorde det svært for ham at koncentrere sig, for bar smerte. Han ville synke ned i dybet og forsvinde, men det skulle fandeme ikke blive uden kamp til det sidste. Fenrer vedblev sit bid.

Da noget løftede Fenrer og bæstet han sloges med, op fra jorden, ved at gribe udyret lige ved siden af hvor havde sunket sine tænder ned i dens nakke, kunne Fenrer lugte noget lettere bekendt. Sean? Én ting var sikkert, søslangen opfattede dets nye modstander som en langt større trussel end den gjorde Fenrer. Så snart han lugtede Sean, kunne han mærke bæstets tænder slippe hans ryg for at sætte Fokus et andet sted. Hvad Fenrer ikke vidste eller så var at Søslangen havde svirpet dets hoved om og nu satte en serie af huggende bid imod Sean for at slippe hans tag i den, alt som den slæbte dem gennem mudderet.

Fenrer kunne mærke søslangens greb om hans bagben svækkes så meget, at han nu kunne vende sig mod slangens krop med benene. Han satte sine forpoter mod Hesteålens bryst og satte af. Fenrer kunne mærke dens blod løbe ind i munden på ham, som kødet åbnede sig fra de modstræbende kræfter mellem hans bid og Seans ærke dæmoniske greb i hans hals. Som det blev klart at Søslangen nu var ved at tabe til ligevægten i kampen, vred og snoede den sig noget så voldsomt. Dens panik gjorde sig skyldig i at dets sår ved halsen, i få vridning rev sig størrere. Som Fenrers ansigt blev skyllet til i blod, huggede han svageligt til, men fik alligevel fat i kødet inde i såret.

Da Fenrer bed til, var han ved at blive kvalt i blodet fra søslangen. Den baskede og vred sig, hvilket fik Fenrer til at slippe, da den paniske basken, fik noget i hans ben til at knække med et højlydt smæld og en brutal knasen. Fenrer røg til mudderet og prøvede ganske forgæves at komme på benene.
Da Fenrer røg til jorden ville Sean kunne have hørt en voldsomt gurglen fra hesteålens sår. Søslangens basken blev derefter hastigt svagere, og den havde ikke længere interesse i at bide ud efter Sean, og inden længe blev det aflange uhyre, helt og aldeles slap.

Fenrer kæmpede sig langsomt op til bredden, sølet til i blod og mudder. Med et brækket ben turde han ikke rigtigt transformere sig, for at tilse skaden, ikke før end han havde hvilet lidt. Ikke at et hvil ville være nogen synderlig god ide, med det gabende hul han havde i ryggen. Alligevel lagde han sig på siden og fik vejret et øjeblik, inden han lod sig ændre form. Han så op på Sean efter at have ændret form, og smilede "Ta-ak.." sagde han gennem et smil, der fik søslange blod til at sive og springe fra hans læber. Fenrer satte sig langsomt op og så benet an, hvor han fandt frem til at skinnebenet var brækket lige over hans ankel. Han så op på Sean igen med et eftertænksomt blik "Jeg.. går ikke ud fra.. at du har lidt Morgenfrueblade.. Guldblomme.. Ginsengrod..og Løvetand" Fenrer så sig om på mudderet, og fastslog for sig at han nok kunne finde lidt ler her, da han få lidt klitmos, ikke atypisk for sumpe. Fenrer strakte sig frem, men kunne ikke nå mosset. Han satte sig og så en anelse besejret ud "Kan du lige tage det mos der til mig?" spurgte han uden at se op på Sean.

Han måtte ærligt indrømme at han følte sig en anelse svimmel nu.

Seans fødder gled i mudderet, som søslangen vred sig. I det mindste havde den sluppet Fenrer og Sean havde håbet på at Fenrer ville skynde sig væk. Ingen sagde de behøvede at gennemføre kampen. Det gjaldt bare om at komme væk i live.
Men nej. Fenrer blev, af en eller anden åndssvag årsag. Sean begyndte at fortryde han havde hjulpet manden til at starte med. Især som monstret vendte hovedet mod ham og snappede efter ham.
Nå. Pyt. Sean var allerede i denne kamp og ærlig talt var det forfriskende. Han kunne mærke den forbandede styrke i sin årer, hvordan hans muskler spændes med en styrke så væsner i denne verden kunne hamle op med. Denne søslange, dette uhyre, var den farligst modstander Sean havde haft i længere tid og det fik ham til at brøle af begejstring. Som han var for stor og for klodset til at flytte sig hurtigt og smidigt, både generelt og i dette mudder og vand, mærkede Sean søslangens tænder gennembore hans ene skulder. Han mærkede tænderne der gled over hans skulderblad. Sean selv borede kløerne ind i hovedet på den, flåede i dens øjne og greb fat i mundvigerne på den til den endelig slap ham igen. Fenrer havde haft tid til et bedre bid, og alle søslangens sår var begyndt at tærre på den. Den blev svagere, prøvede at komme væk fra en kamp den ikke længere kunne vinde.

Da den endelig blev stille og lå tungt og blødende i den mudrede jord, stod Sean og trak vejret dybt. Blodet fra udyret gled ned over hans hage, som han ignorerede den ellers ubehagelige smag. Han sank og vendte sig om mod Fenrer og flodbredden, som han med tunge skridt begav sig op på sikker grund. Hans skulder værkede og blodet gled ned over hans ene side og arm. Alligevel gik han, som om han slet ikke bemærkede det. Sean havde oplevet så meget, at hans smertetærskel var stor. Specielt i denne skikkelse. Han vidste, at så snart han transformerede sig tilbage, ville det være værre.

Men transformere sig tilbage gjorde han. Til han igen stod i sin almindelige menneskeskikkelse. Hvor besnærende han så endt fandt den.
Fenrer havde det ikke for godt. Som om han slet ikke hørte Fenrer, satte han sig op hug ved siden af ham og lod blikket glide bedømmende ned over Fenrer og alle hans sår. Men han havde skam hørt Fenrer.
Hvis Fenrer skulle overleve dette...Sean nægtede at skulle have kæmpet forgæves. Selv om han ingen personlig grund havde til at hjælpe manden, var det nu af et princip. Selv om...Hvis alt gik galt, så havde Sean i det mindste vundet over en søslange.
Han hentede mosset til Fenrer.
"Jeg har ikke et arsenal af urter nej. Hvordan planlægger du at overleve?" lød Seans stemme endelig, da han rakte Fenrer mosset.

Fenrer tog imod det store stykke af mosset, som manden havde rakt ham og begyndte at tjekke det igennem for eventuelle skadedyr. Da manden så spurgte ham hvordan han havde tænkt sig at over, smilede han et stort smil og så op på ham med ansigtet dækket til i søslange blod "Du vil finde at jeg er sværere at slå ihjel end jeg lige ser ud til.." Fenrer vendte tilbage til sit mos som han var sikker på kunne bruges. Han lagde det ved sin side og gav sig til at rydde lidt bredt sivgræs, som han målte af i længden, så de gik fra hans håndled til midt på hans overarm.

Imens Fenrer foretog sig dette begyndte han at tale igennem den koncentrerede mine "Da jeg var hvalp i bjergene lærte min far mig alt om det her.. alt om urterne.. ånderne.. og hvordan man kombinere dem" Fenrer så op på Dæmonen, som han lagde sivgræsset fra sig. Han kunne ikke lade være med at smile over situationen, det var trods alt første gang han havde været i kamp, uden at benytte sig af åndens styrke, som han ellers gjorde det. Så der sad han, nøgen, smurt ind i mudder, blod, sved og sumpvand, med et stolt smil der strakte sig fra øre til øre.

Fenrer tog et grønt og solidt sivrør og gav sig til at knække det i stykker, så han endte ud med små bidder der ikke var størrere end synåle. Han fortsatte dog med sin samtale "Det var ellers noget af en form du havde i gemmerne.." sagde han og arbejdede videre ".. Jeg vidste jeg kunne lugte noget særligt ved dig" Han lagde en lille bunke af de små stykker vanrør over i et bunke, og gik igang med det nye rør "Vil du benægte mig dit navn endnu, eller kan vi finde ud af at være 'civiliserede' som I kalder det" sagde han med en lettere fjoget tone.
Han havde ikke rigtigt noget at miste ved at spørge, for hans chancer for at overleve var ganske små i forvejen. Selv hvis hans improviserede bandage ville lykkedes, så var han drænet for energi, ligbleg endda, men det gjorde mudderet og blodet et godt arbejde i at skjule. Foruden at være drænet for energi, så havde han også tabt en del blod i kampen, ikke nok til at dø af det, i en normalt situation.
"Forresten.."sagde han med et lille smil "Kan jeg få dig til at hente mit tøj oppe på broen?"

Fenrer gav sig derpå til at forbinde det ene brede stykke sivgræs med det næste, ved at stikke de små trænåle igennem de to stykker sivgræs. Han blev ved indtil han havde et langt stykke, som han snart skulle bruge. Han lagde den lange improviserede bandage på en græstørv og skulle til at rejse sig, men bed tænderne hårdt sammen da han mærkede sin fod røre jorden. Han bed sin tænder hårdere sammen og besluttede sig for at vente med at rense såret, hvorved han alligevel risikerede at miste mere blod.

Sean smilte svagt for sig selv og mens Fenrer gav sig til at lave...Ja, hvad end han lavede, stillede Sean sig og lod skuldrene glide lidt rundt. Det gjorde ondt. Fingrene gled over det friske blod, men det virkede lidt tykkere end før, så det var nok ved at stoppe. Han måtte rense det og forbinde det når han kom hjem, på den ene eller anden måde. Måske kunne han få Lori til at hjælpe. Han trådte hen til vandet igen og lod blikket glide hen over den store flod. Søslanges døde krop var hovedsagligt gemt i vandet, mens hovedet og lidt mere lå i mudderet langs bredden. Sean gik helt hen til hovedet og satte sig på hug. Studerede dens ansigt i lyset fra den stigende sol.
Da han rejste sig igen, lod han blikket glide over deres omgivelser. Han ville gerne huske stedet, så han kunne vende tilbage. Det var ikke hver dag man mødte sådan et søuhyre eller vandt over det. Han ville gerne have det med hjem og udstoppe det på borgen.

Han var ikke længere væk end han kunne høre Fenrer. Da han var nået op til Fenrer igen, gled hans blik over det Fenrer lavede.
"Jeg er archdemon. Og hvis du må vide mit navn, er det Sean. Sean McGivens" Om Fenrer genkendte det som herskeren af Doomsville vidste han ikke. Hvis han gjorde, ville det sikkert give nogle spørgsmål og hvis ikke, des bedre. Men lige nu var han en smule ligeglad.
I stedet, uden at sige mere, gik han tilbage mod broen for at hente deres tøj. På broen tog han først sig eget på. Tørt og varmt virkede det, mod hans egne nøgne og afkølede krop. Hans trøje klistrede straks til sårene over hans ene skulder. Han samlede Fenrers tøj op og gik tilbage med det.
"Kan du selv tage det på eller skal du have hjælp? Jeg foretrækker at finde mine mænd og hestene, så vi kan komme hjem" bemærkede han og blev ikke for at hjælpe Fenrer yderligere, da han gik op mod træerne.
Sean var selv udmattet. Ikke af blodtab og skader, som Fenrer, men af forvandlingen frem og tilbage. Det krævede altid mere energi end Sean huskede det som og det gjorde ham mere kort for hovedet.
Heldigvis var mændene og hestene der endnu. De virkede lettede ved at vide udyret var dødt og deres chef havde overlevet. Sean førte dem og hesten - hvorpå den ene hest havde skrinet balancerende på sig - tilbage til Fenrer. Selvfølgelig, hvis Fenrer stadig havde brug for hjælp, ville Sean beordre en af sine mænd til at give den.

Fenrer så op fra sin improviserede bandage og op på dæmonen der præsenterede sig som Sean McGivens. Fenrer lettede et øjenbryn, og trak en anelse i mundvigen "Javel så" sagde han og fnyste en anelse. Fenrer havde ingen grund til at være imponeret. Enten løj manden om sin identitet, hvilket ikke skulle undre Fenrer, eller også så var manden virkelig Sean McGivens og var herskeren af Doomsville. Sean McGivens havde indtil videre ikke givet Doomsvilles svage noget håb, og tegnede på at blive meget ligesom alle de andre herskere som Doomsville havde haft, og ligeledes ville forholdene for byen forblive uændret. Fenrer gav dog ikke noget udtryk for hans misbilligelse for Sean, eller hans type. Doomsvilles hersker eller ej, så var fyren her uden tvivl i stand til at gøre hvad der passede ham, og Fenrer havde ikke brug for flere fjender.

Fenrer nåede ikke at ytre sig yderligere før end manden gik op mod broen. Fenrer rystede lidt på hovedet og så ned på heste-ålen, og spyttede lidt mere af dens blod ud i mudderet for hans fødder. Han afskyede alle de mørke væsener der lå og gemte sig i verdenen, og at kunne sige man havde fjernet et bæst som dette, om end med hjælp fra en dæmon, var bestemt noget at pryde sig af. Fenrer gned forsigtigt sin ankel og tænkte stolt på fornemmelsen af hans tænder der sank ind i kødet på hans monstrøse modstander. Han havde ikke haft følt en magt som den i lang tid, og på trods af hvad det kostede, og velvidende om hvad det havde kostet ham, var Fenrer alligevel stolt over at han havde taget kampen op, uden hans 'åndelige-hjælp'.

Da hans tøj blev smidt til ham, så Fenrer op på Sean med et grin "Nej jeg er ikk..." men mere nåede han ikke at sige før end Han opdagede at Sean forlod ham. Fenrer greb en pind ud af mudderet,som han kunne bruge til støtte. Han ville ikke engang prøve på at få sine bukser på, men han lagde mosset over ryggen, og snoede sine beviklinger om benet der var brækket over anklen. Han knækkede grenen op i mindre bidder som kunne holde hans knogler nogenlunde på plads. Han bandt derefter mosset fast, så godt han nu kunne med den improviserede bandage. Han fik rejst sig, så han kunne iføre sig sin kofte, lige tidsnok til at vende sig og se Sean og hans mænd komme ud af skoven på hesteryg.

Da de andre kom tættere på ham, smilede han til Sean "Tak.." sagde han roligt og nikkede høfligt "...For hjælpen med bæstet mener jeg" Fenrer nikkede over mod Lindormen, med et udtryk af afsky og vrede. Fenrer vidste ikke hvordan og hvorledes det var gået til at de havde haft heldet til at komme ud på den anden af kampen, med livet i hold endda. Fenrer så op på Sean med et lettere mistroisk udtryk i ansigtet. Han sank kort hovedet og gav et suk fra sig inden han så op på Sean igen "Hvis jeg kan få lov at låne hesten, så lover jeg at jeg ikke vil gøre besvær med at betale hvad end jeg skylder dig for din hjælp og nåde af Sean"
Fenrer lænede sig kort mod siden og så bag den lille gruppe "For jeg vil helst ikke tilbage dertil, for der er kortere hjem til mig selv"

Fenrer så afventende tilbage på Sean.

Selv hvis Fenrer havde udtrykt misbilligelse, ville Sean nok mest af alt være ligeglad. Det ville der være flere grunde til. For det første fordi han allerede syntes han gjorde nok for folket. Han sørgede for tingene foregik som før, hvor alt havde åndet fred og ro. Men hans klan gav nok fattige mest opmærksomhed. Selvfølgelig var det en win-win situation, hvor Sean sørgede for hans folk hjalp de fattige en gang imellem, til gengæld for at de fattige gav hans mænd informationer. De fattige var tit overset i byen og så eller hørte ting de ikke burde. Det var en god kilde til information.
Men verdenen var bygget op på en bestemt måde og Sean havde ingen planer om at lege revolutionær helt ved at spilde tid og ikke-eksisterende penge på at ændre noget, som resten af verden ville modarbejde ham. Og selvfølgelig var der hele det med at han personligt var ligeglad...Folk som Fenrer, folk som mennesker og shapeshifters, var mad. Hvem bekymrede sig om hvordan de klarede deres liv? Så længe der var nok af dem. Sean havde haft nok problemer med at sikre der var mad nok i byen til hele vinteren. Men det var jo ikke den slags man fik tak for...
Hvis folk endelig opdagede der havde været problemer til at starte med. Sean ønskede ingen panik, så selv om tingene var blev rationeret, havde ingen rigtig været det klogere. Nej, folk ville altid dømme og aldrig være klogere selv. Det var en død kamp at prøve og overbevise alle om andet.

Seans blik hvilede på Fenrer et øjeblik, men når det kom til stykket havde han ikke mere at gøre med manden. Han havde fået skrinet og en god oplevelse. Og en skulder der skulle hjem og renses. Hvis Fenrer ikke ønskede at komme tilbage til byen, kunne Sean være ligeglad. Ikke fordi Sean direkte hadede Fenrer, måske fandt han mere manden underholdende. Et svagt smil gled over ham.
"En hest er dyr. Hvis du også får en af mine heste, skylder du mere end blot dit liv, Fenrer" lød svaret. Alligevel gjorde han tegn til at hans ene mand skulle give Fenrer den ene hest. Hvis altså manden turde tage imod den. Det var fint, der ville alligevel have været en hest tilovers. Men Sean ville stadig have betaling for den, på den ene eller anden måde.
"Jeg har en fornemmelse af du nok vil sige nej, men jeg vil spørge alligevel. Min klan har altid brug for en healer. Hvis du mangler job, vil der altid være noget at finde der...For slet ikke at nævne ingen vil komme efter dig, hverken for tyvekoster eller dit liv. Uanset hvad du må tænke, kan jeg trods alt sikre den slags. Som en allieret..." Han havde en fornemmelse af Fenrer intet ønskede af den slags, så Sean ville ikke blive og lytte til hans svar. I stedet satte han sin hest i gang og red væk sammen med sine mænd og skrinet. Solen farvede himlen i orange farver, som den jog mørket på afstand. Sean ville faktisk kunne se hvor han red på vej hjem.

//Out