Third time's the charm - Sean (XxX)

Seans eget blik skinnede efter hele akten. Et let lag sved lå over hele hans krop, en dråbe gled ned over hans tinding. Vejrtrækningen var dyb. Den velkendte udmattelse efter en god omgang. Ah...Med en hånd mod væggen lænede han sig ind mod Vetis et øjeblik. Lukkede øjnene for sig selv. Han havde trukket sig ud af manden og det var ikke fordi Sean gjorde øjeblikket mere sentimentalt end det burde være. Alt i alt kom han sig bare lidt. Ved Vetis' bemærkning om et bad, gled et svagt grin over ham, før han rettede sig op og trak sig væk. Vendte ryggen og trådte hen mod sengen igen. Dovne bevægelser. Hans blik gled over rummet omkring dem.
Så trak han vejret dybt. Hans skulder gjorde ondt. En hånd gled op og lagde sig om den plettede forbinding. Han måtte få nogen til at skifte den igen...Det var også lige det han havde lyst til. Han havde altid taget afstand for den såkaldte lægevidenskab. Igennem årene havde han lært nok, til at klare sig selv, næsten uanset hvilke skader han skaffede sig. Undtagen at kurere dæmonsyge eller rense sår på ryggen. I sin tid ville han have fået Neph til det. Ah...Men det var som at tænke tilbage til en helt anden verden.
"Der er det fælles. Men jeg kan også få nogen til at bringe det til dig, når jeg alligevel går"
Sean havde ingen planer om at blive. Han behøvede ingen undskyldning. Dette havde været underholdning for dem begge, intet mere eller mindre. Der var ingen følelser eller forhold der skulle plejes bagefter. Han bukkede sig ned efter sine bukser. Tøjet ville blive beskidt og det var aldrig rart at gå rundt med siddende væsker efter sådan en aktivitet. Men så igen. Han boede ikke længere væk, end han nok ville overleve det. Han vendte sig om mod Vetis og studerede manden et øjeblik. Slikkede den sidste smag af blodet fra sine læber.

Mens fingrene erfarent bandt bukserne, hvilede Seans blik stadig på Vetis.
"Du er en orm, Vetis"
Ah, når de begge vidste det, hvorfor så ikke nævne det? Det var en ting mellem dem. En fornemmelse. Før havde Sean bare været nysgerrig, men hans intuition fortalte ham der var mere til dette. At hvis Vetis fik chancen, ville manden suge for meget til sig. Som en svamp. For overlevelse? For en ukendt herre? For egen fornøjelse? Betød det noget?
"Du æder sig ind i kernen på folk, som var de æbler. Jeg ser noget af mig selv i dig og jeg vil uden tvivl få behov for at holde øje med dig. Men det gør også at jeg enten..." Sean så frem for sig et øjeblik, før han rystede let på hovedet. Enten kunne han derfor netop stole på Vetis...Eller det komplet modsatte. Alle havde en pris. Sean selv? Han arbejdede ud for en personlig ære. Men det var ikke til at sige hvor andres grænser gik. Eller pris. Hvad kunne Vetis opnå, som han kunne bruge imod ham? Og kunne Sean selv bruge ham, på en eller anden måde? Vetis var selvstændig. Ville næppe binde sig helt fast noget sted. Og ærlig talt ville det også blot være kedeligt på den måde.
"Dit hjem vil blive istandsat. Klanen er ikke for dig, så jo mere du kan holde din kønne lille næse derfra, jo mere tilfreds er jeg. Selvfølgelig er alt af yderste vigtighed gemt langt væk fra den risiko, som du udgør. Alt andet havde du nok heller ikke selv forventet. Nu...Har du mere at sige eller spørge om?" bemærkede han. Han bukkede sig ned efter sine støvler, satte sig på kanten af sengen for at trække dem på. Han havde ikke mere at sige til Vetis, ikke mere at snakke om. Han risikerede bare at snakke over sig. Og så igen, gjorde det det netop underholdende. Han ville gerne se hvor langt Vetis ville gå og ikke mindst hvad manden mon kunne bruge det til. Så længe Sean selv kunne styre flowet af informationer.
"Selvfølgelig er jeg også åben for mere sex...Skulle behovet opstå" Blikket gled over til Vetis, med et svagt smil.

Vetis kunne lige så stille mærke udmattelsen som var begyndt at brede sig i hans krop, fra hvor Sean før havde været. Hans muskler som før havde været spændte var begyndt at blive noget slappe i det og der gik nok ikke længe inden at Vetis måtte sidde ned... hvis hans ben ellers stadigvæk fungerede. Han testede dem ved at skifte vægt fra det ene ben til det andet, og måtte konstatere at de sagtens kunne bære ham over til sengen... eller hans ting, for selvom smerten i hans skulder var aftaget noget, så var det stadigvæk som skulle fikses. For selvom man var en dæmon var det ikke ens betydning med at sådan nogle sår, kunne gå hen og irritere eller blive til et ar.

Måske at Sean's skulder også kunne trænges til at blive fikset? Det så i alt fald ud til at han godt kunne trænge til det sådan som hans forbinding var plettet med blod... så såret kunne ikke være så gammelt igen med sådan som det var sprunget under akten. I alt fald var det noget som Vetis snildt kunne tage sig af. Især med hans kendskab til lægevidenskaben samt medicin... men, om Sean så ville lade ham komme så nært til at ligge hånd på, se, det var straks noget andet. Det var noget andet at have sex, men at overgive sine sår til en anden og stole på at de ikke gjorde noget for at gøre mere skade, det var ikke altid noget som var nemt at gøre. Det var det i alt fald ikke helt for Vetis. Til gengæld var man bare nødt til det taget i betragtning af et sårs location samt sårets alvorlighed. Det var trods alt begrænset med hvad man selv kunne gøre... også selvom at man foretrak det sådan. Nogle gange var man bare afhængige af andre, så man var nogenlunde nødt til at stole på at de vidste hvad de gjorde, samt ikke udnyttede situationen.

"Hmm... nok bedst at det bliver bragt til mig, så har jeg også tid til at fikse min egen skulder... også slipper jeg for søgende og spørgende øjne hvis jeg ellers skulle få valtred min vej derhen." Han lo lidt at det sidste og han var gået hen imod Sean, men fik stoppet op halvvejs derhen. Han kiggede noget tænksomt på ham og valgte så derefter at spørge. "Inden du går Sean... skal jeg så se på din skulder nu hvor jeg alligevel skal se til min egen?" Derefter fik han haltet en smule hen til nogen af sine ting, som var ankommet, for at finde nogle medicinske redskaber. Forbindinger, nogle små klæder, en tynd men stærk krum nål, tråd, en tang, noget sprit, bomuld samt en dåse med salve. Det var nogen ting som altid var godt at have, og man kunne ikke have for meget af det i gemmerne, de havde trods alt så mange gode formål.

"Det ville ingen tid tage," sagde han og gik derefter tilbage og lagde tingene på sengen... og kiggede forundret på Sean da han kaldte ham for en orm. En orm ligefrem? Se, den havde han ikke hørt før. Det var derfor ikke svært at forestille sig at Vetis havde let ved at smile over det. Det var trods alt noget som de fleste nok ville synes var absurd, og nok ikke havde taget som noget positivt at blive kaldt, men Vetis tog det nu ikke så tungt igen. Han havde trods alt hørt værre, men som altid var der en mening bar galskaben. Sean havde skam ment noget med det som han havde sagt, og det var skam ret så interessant.

Vetis satte sig ned på sengen og slog benene op under sig. Han fandt et klæde frem og hældte noget sprit på, derefter lagde han det mod sit sår for at rense det. Det sveg kort, men Vetis fortrak knapt nok en mine. Det var trods alt en mild form for smerte og med de skader som han før havde påført sig i sit liv, var det skam noget som man vænnede sig hurtigt til. Mest af alt havde han dog fokus på Sean idet han virkede til at dele ud af sine tanker omkring Vetis.

Det virkede mest af alt til at være observationer som Sean havde gjort sig... og det ramte ikke helt forkert... slet ikke forkert endda. Vetis var ikke bange for at erkende at det var det som han gjorde for det meste. Det var sådan han fik udnyttet folk og fik gjort udbytte i den tid som han havde investeret i dem, men som altid var der også en anden side af en sag... samt undtagelser. Bare fordi at det var noget som han tit gjorde, var det ikke ens betydning med at det var noget som han altid gjorde. Der var trods alt mere at få ud af en person når man ikke tømte dem for liv og hvad de ellers var. Man kunne også opbygge dem i stedet for at nedbryde dem. Gøre dem til mere end de er og se hvor det ville lede dem med nu flere veje at gå ad. Det var noget som ville tage betydningvis mere tid, men det var også det som oftest viste sig at være tiden og kræfterne værd.

"At du enten?" spurgte Vetis, men rystede på hovedet. "Svar ikke... lad mig i stedet gætte." Han fik tørt efter med klædet og havde fået fjernet det meste af blodet om såret. Det blod som var kørt ham ned af ryggen var ikke til at tage sig af, men det var heller ikke af betydning. Tandmærkerne var dybe, men virkede ikke til at skulle sys, så i stedet fik han smurt noget salve på som straks dulmede smerten. Det kølede samtidig også, og inden længe ville det bedøvende middel skride ind. Salven havde ikke været helt nem at lave i disse lidt mere primitive forhold, men med hans kendskab til planter samt medicin, var det endelig lykkes og han havde fået lavet en del af det. Det var noget som han nok ville kunne tjene en del på, men hvorfor dog det når det var at han kunne beholde det hele for sig selv? Penge var trods alt noget som man nemt kunne få fat på hvis det var det som man ønskede sig.

"Vi minder for meget om hinanden, så enten... enten, gør det at du ville gøre klogt i ikke at spendere for meget tid med mig, i frygt for at jeg æder dig op... eller også minder vi så meget om hinanden, at vores forhold ville være gavnligt for hinanden og vi intet ville have at frygte..."

Det var noget som Vetis selv havde funderet over. Nemlig fordi at de mindede om hinanden var dette altid noget som var svært. Især når de kom fra forskellige omgange i samfundet samt rang... også alligevel havde de fælles grund med det at de begge var incubi samt mørke af sind... og deres kemi i soveværelset var skam heller ikke til at brokke sig over, men om deres ligheder adskilte dem fra hinanden eller bragte dem tættere var ikke til sige. Mest af alt fordi de i bund og grund ikke helt kendte hinanden. De kunne ikke åbne dem selv... ikke tillade dem på grund af frygt... En fælles frygt mon? En frygt for at blive ledt i forfald eller blive forrådt? Det var vel muligt.
På nuværende tidspunkt ønskede Vetis ikke at såre Sean. Så meget var han da sikker på. For, i Sean så han potentiale. Han så en mand med styrke til at fælle enhver i hans vej. En mand med en vilje smidig nok til at bøje sig, men aldrig knække. Vetis kunne allerede med det lidt kendskab han havde af Sean, konstatere at han var en mand af mange styrker, men også med en del ting som plagede ham. Det virkede til at nære i hans hjerte, og lige så stille åd det ham op indefra... en orm som tidligere mon havde fundet vej ind i Sean's hjerte. En orm som truede med at bringe fordærv til Sean's sinde såvel som hans hjerte. En orm som Vetis gerne åd op for at se hvilket fortrinlig træ Sean kunne blive til. De ting som han ikke ville kunne opnå hvis blot Sean så til at få styr på sine svagheder.

Mon det ville være det værd...?

Vetis' tanker vendte tilbage til nuet idet Sean snakkede om hans hjem... samt at han ikke mente at klanen var for ham. Tja, det kunne han ikke klandre ham for siden at det var Sean's eget hjem... hans base hvorved han nok følte sig sikker, og Vetis var noget som var knapt så sikkert at have boende. Det var da vis han ellers ikke lige arbejdede for én, men, detaljer. Sean gjorde det bare tydeligt med hvad han syntes om Vetis. Han var en risiko... en risiko for hans hjem samt klan. Vetis var ikke helt sikker på om han skulle føle sig fornærmet eller smigret. Man skulle være ualmindeligt dum for at bide i den hånd som tilbød husly samt udførte en opgave for en selv. Mange ting var Vetis, men dum var ikke én af dem. På den anden side var det nogle høje tanker som Sean havde om Vetis, især vis det skulle lykkes for ham at foræde samt nedbringe nok én af de mest magtfulde klaner i Underworld... eller i alt fald forvolde dem stor skade. Så megen magt havde Vetis heller ikke... endnu. Nu var det trods alt ikke til at vide hvad fremtiden medbragte, men selv der ville han nok stadigvæk ikke kunne hamle op med Sean... medmindre Sean afgik med en tidlig død, men som sagt var det ikke noget som Vetis ønskede, af flere årsager.

"Sean..." sagde Vetis med en tydelig samt seriøs stemme. Han havde lagt tingene fra sig og sat sig mere ordentligt i senge, med benene over kanten. "Det er noget som du ikke må misforstå."

"Jeg er nok i sandhed en mand af mange ting, det benægter jeg ikke, jeg ville være en imbecil vis jeg påstod andet, men ikke alt som siges eller tænkes er sandheden." Han stoppede op men prøvede at fastholde Sean's opmærksomhed. Manden som rummede på så mange svar og spørgsmål. Ikke blot om Sean selv, men også om Vetis. Han kunne umuligt chancen slippe fra sig blot fordi at Sean frygtede hans nærværelse eller den trussel som han muligvis kunne præstere. Noget som alt sammen grundede i en usikkerhed. Det var den som Vetis først var nødt til at eliminere for det var den største trussel til stede.
"Sandheden er meget mere end som så, og lur mig om der ikke er mere til dig Sean... Jeg ved det er... jeg mærkede det, om det så var for et kort øjeblik..." sagde han med et lille smil. Det var ikke noget som han havde tænkt sig at sige, men nu havde han gjort det alligevel. "Men, det var ikke min pointe. Min pointe er at trods hvad folk siger og tænker om mig, så er jeg loyal til det sidste og er en mand af mit ord. Om man så holder mig til en kontrakt eller ej, så står jeg ved mit ord, altid." Det var noget som Vetis i sit stille sind påskønnede ved sig selv, at trods hans flygtige og mørke natur, påskønnede han sin loyalitet samt evne til at holde sine løfter. Dermed var det også noget som han satte pris på hos andre. At holde nogen ved deres ord samt nogens loyalitet var trods alt noget som var brugbart vis ikke en sjælden og enestående kvalitet ved en anden person. Igen, uhyre sjælden men ikke umulig at finde i andre.

"Du af alle må vide hvordan det er at blive dømt på forhånd..." Med den kommentar hentydede han til Sean's egen natur som dæmon, samt hans stilling. Folk havde det med at gøre sig tanke af andre som var anerledes eller blot hvem end de hørte om. Desto højere oppe man var i rangstien desto mere besværligt måtte det være at forholde sig til sandheden.

"Men med det sagt," Vetis lagde sidste hånd på forbindingen som han havde lagt om såret og sluttede af med en fast knude. "Så nød jeg vores lille "eskapade" sammen og vil se frem til at se dig igen, snarest... Og Sean, du har mit ord. Jeg vil på ingen måde søge informationer som ikke vedkommer mig, eller søge at skade din klan samt dig selv. Om det så måtte være fysisk eller andre tænkelige harmfulde måder. Du har mit ord."

Om hvad Sean så gjorde med den information, om han ville tro på det, tja, det var op til Sean. Vetis havde trods alt valgt hvad han ville gøre med deres nye forhold. Hvor det så ville lede... tja, det kunne Vetis næsten ikke vente med at se.

//Okay, wow... I'm kinda sorry about the length. Got at bit excited X3 But, it was about to end anyway, so, happy reading!//

Han trådte den ene fod ordentligt ned i støvlen, før han greb efter den anden. Ved Vetis' forslag om at se på hans skulder, gled blikket op til Vetis hurtigere end en slange kunne nå at bide. Helt automatisk bed han hårdere sammen, før han blev opmærksom på det og tvang sin krop til at slappe af. Han havde aldrig fundet ud af hvorfor. Det havde været der altid, om det så var fordi han var født i en tid - meget lig denne, faktisk - hvor lægevidenskaben havde bestået mere af overtro end faktisk videnskab. Men han havde aldrig brudt sig om det. Læger, nåle, ting og sager, hvoraf Sean før i tiden ikke havde kendt navnet på noget af det. Nej, der var for mange historier om folk der døde, folk der fik forkert hjælp, blev forgiftet, mistede ting...Alt for mange. Så han havde altid arbejdet på at opnå den viden selv. Velnok var han ingen læge...Men han kunne klare alt selv. Og de gange han ikke havde kunnet...
Hans fingre gled svagt over det knudrede ar, der lå ved de nederste ribben. Dengang Rafaela havde landet på ham i sin drageskikkelse. Han havde blødt mere end hvad de fleste nok havde overlevet og næsten ikke kunne trække vejret. Men han havde overlevet. Dengang havde han haft en butler, der kunne ting. Den eneste mand Sean havde stolet på til den slags.
Når man tog den slags i betragtning, ville hvad end Vetis så kunne finde på at gøre ved ham, være en oprigtig trussel? Eller...En mulighed? Der var en begrænsning. Sean kun jo ikke klare alt selv. Så måske kunne han finde en der kunne? Vetis vidste jo mere om kroppen og medicin end de fleste. Det var blevet bevidst sidst. Alligevel gled der et betænksomt og mistroisk blik over Vetis, som manden fandt alle sine ting sammen og kom over til sengen med dem. Næstens om om han forventede et ja allerede.

Han trak vejret dybt og rettede ryggen, før han uden at svare selv begyndte at løsne sin forbinding.
"Inden du spørger. Ja, det er tandmærker. Ja, det er fra et monster...Og Ja, monstret er dødt" Et svagt smil gled over ham. Når det kom til stykket vidste Sean heller ikke om det var betændt. Det virkede til tider varmt og irriteret, men de folk der havde fået lov at rense og sætte forbinding, havde ikke været folk Sean havde stolet på. Så de havde kun fået lov til at hjælpe begrænset. Ingen turde sige deres potentielt farlige hersker imod. Forbinding sved, der hvor den løsnede sig fra sårene. Monstret havde midt om hans skulder. Nogle af tænderne havde ramt skulderbladet, heldigvis uden at brække noget. Men resten, både foran og bag på skulderen, havde boret sig ind i kødet og på mirakuløst vist ikke punkteret en lunge eller ramt hjertet. Ikke at monstret havde nået at vide ordentlig igennem, før det var blevet angrebet af både Sean og Fenrer.
Men trods den svigende smerte, gled der end ikke en grimasse over Sean. Smertetærsklen var høj, trods alt. Både fordi Acrhdemons i forvejen havde en høj smertetærskel og fordi Sean i forvejen havde overlevet så meget.

Det gav ham også tid til at tænke over de ting Vetis ellers sagde, uden at skulle kigge direkte på manden eller give et respons med det samme. Han svarede dog ikke på om Vetis havde gættet rigtigt, men hvis nogen så det svagt smil om hans læber - et smil, der virkede til at være opstået naturligt - ville man ikke være i tvivl.
Den anden fod gled ned i støvlen foran ham.
Se...Hvis de mindede så meget om hinanden...Kom sådan en strøm af ord og tanker ikke, uden at man på en eller anden måde var...Investeret...I det skete eller sagte. Det var fjernt for Sean, at opleve en mand der potentielt fungerede som ham selv. Han havde altid følt sig så...Anderledes...Og alene. Ikke at det havde været dårligt...Kun, i hvert fald. Men han håbede for Vetis' skyld at de ikke mindede så meget om hinanden, som de begge lagde op til. Det ville være...Der var sket ting, som Sean ikke ønskede andre skulle bære rundt på. Heller ikke folk som Vetis. Sean vidste det godt. Han havde ikke levet noget lykkeligt liv. Og selv om der var fjender, hvis lov Sean ønskede ad helvede til, var det alligevel sørgeligt at tænke på, om Vetis mon blot havde oplevet blot en brøkdel af de samme smerter og fortvivlelser...
Han sad ellers klar med en joke. En smart kommentar, der kunne feje det hele af bordet. En kommentar om det Vetis mærkede, var Sean store styrke som Archdemon. Men ordene sad fast i halsen på ham og holdt ham stille for en stunt. Nej, hvis de virkede mindede så meget om hinanden, var dette et øjeblik af seriøsitet og måske derfor kunne han ikke svare med en joke. Og samtidig følte han et stort behov for at komme væk herfra. Det føltes som...En trussel. Det var den eneste måde at beskrive det. Noget der kom for tæt på, for hurtigt.

Dømt på forhånd? Sean vidste hvordan folk opfattede ham. Det havde han gjort så længe, at tanken om at blive dømt på forhånd var fjern for ham. I et stykke tid vidste han ikke hvad Vetis hentydede til. Så gled der en svag latter over ham. Åh nej...Nej, der var noget Vetis havde taget fejl omkring. Skulle han være så venlig at rette manden...Eller netop lade Vetis tro, hvad han nu troede? Præcis som Sean formåede at styre manges opfattelser af ham. Det var en leg. Og måske sagde det mere om Vetis, end om Sean, hvis Vetis så det som en oprigtig ting der kunne såre eller fortvivle.
Han valgte slet ikke at svare, før til Vetis var færdig med skulderen. Det var ikke kun rart og han var kommet med nogle grynt af smerte eller ubehag undervejs - det kunne ikke undgås. Men resten af tiden havde han siddet stille og blot ladet Vetis arbejde.

Til sidst rejste han sig op. Han samlede sin trøje op og trods skulderen var øm af at blive tilset, fik han alligevel trøjen på. Han trådte over og tog sit bælte med sværdet og bandt det om hoften, før han endelig vendte sig om mod den endnu nøgne Vetis. Smilet voksede et øjeblik, mens Sean blot stod og så på ham.
Nej. Det var sjovere at lade Vetis sidde i stilheden. Det var ondt...Og det var sjovt. Vetis var alvorlig og han troede han havde gennemskuet noget. Men det kunne han ikke, kunne han? Bare gå uden et ord? Sean kendte sig selv nok til at vide, at det næppe ville ske. Han ville blive for ivrig efter at opsøge Vetis igen, blot for at se om manden sad tilbage med en forundret mine. Så hellere lave en ordentlig slutning på dagens selskab.
"Glem ikke...At hvis vi virkelig minder så meget om hinanden, ved jeg mindst lige så meget om dig, som du om mig" bemærkede han så, stadig i et humoristisk humør.
"Du ved også at jeg ikke lader paraderne ned, blot fordi du lover det. Alle lover ting. Ingen holder dem. Så tiden må vise om du faktisk mener noget. Det er ikke for at fornærme dig...Men jeg er ikke kommet så langt, ved at stole på hvad alle og enhver lover mig. Så tag det som et tegn på...Ja, som et tegn på min egen paranoia. Den er er der nok af" bemærkede han afslappet. Åh, der var mere end nok af den. Nogle dage følte han at han var ved at blive sindssyg...Ingen. Absolut ingen. Alle løg. Skred. Var der, for så ikke at være der. Nogle dage vidste Sean det...Han vidste han enten ville gå amok eller blive sindssyg. Det eneste han kunne gøre, var at opnå så meget inden det skete. Inden hans sind endelig knak helt og aldeles. Men i dag var en god dag.
"Men vi er fælles om en ting. Vi er fælles om at holde et ord. Håber jeg. Det eneste jeg kan overveje...Er om hos hvem den store loyalitet ligger hos" Sean kneb øjnene en anelse sammen, som prøvede han at gennemskue Vetis. Til sidst trak han på skuldrene.
"Tak for hjælpen med skulderen. Du skal vide, at selv hvis du prøver på noget...Har jeg en tendens til at overleve snart hvad som helst. Så jeg vil komme tilbage. Så lad os håbe du ikke har, ikke?" Det var ikke en direkte fornærmelse. Sean hyggede sig oprigtig, for hvad end årsag, andet end Vetis simpelthen havde været for alvorlig. Og troede han faktisk vidste noget om Sean. Sean kendte spillet. Sig noget, som folk ikke forventer og se hvordan de reagerer. Sean havde en bedre fornemmelse af hvad Vetis reagerede dårligt på, i hvert fald. Men han ville ikke selv falde i den fælde, hvis han kunne undgå det. Og han ville ikke give Vetis mere, end han nok allerede havde gjort.
"Nogen vil komme ind med vand til dig. På gensyn"
Så medmindre der var mere at svare på, mere at forholde sig til...Så var Sean gået.


//tilføjelse: Dit svar var sygt godt! Helt og aldeles fantastisk! Der er ikke rigtig noget der opnår samme kunstværk, så håber mit ydmyge svar er godt nok. :3

Vetis havde skam ikke haft nogen intention til at spørge ind til såret, men det gjorde nu heller ikke noget at Sean bare sagde det... Så kunne Vetis så prøve til at tænke sig til hvad mon det var for et monster... Måske en anden god gang, siden at det på nuværende tidspunkt ikke interesserede ham.

Vetis havde været meget nænsom men hurtig med og effektiv da han skulle tilse Sean's sår. Det så lettere inflammeret ud, men det kunne være værre. Især i denne verden hvorved folk var så bagud med teknikker samt deres forståelse inden for lægevidenskaben. Der var ikke mange som kendte til vigtigheden af hygiejne samt sterile forhold. Nu var det så også begrænset her med hvor sterilt det kunne være, men der var en grund til at Vetis havde sprit på hånden samt sterile nåle. Han var meget omhyggelig med sådan noget når han arbejdede. Han skulle nødigt miste eller ødelægge noget på grund af bakterier.

Sean havde ellers ikke givet en lyd fra sig hvilket nok også bare tydede på lidt hærdet hud selv samt tolerance. Nu var det heller ikke noget som kom bag Vetis, og han fik fikset skulderen med en rensning, nogle få sting, salve og en ordentlig bandage... og ikke hvad end det andet var for noget. Med dette burde Sean's skulder blive bedre på kortere sigt.

"Det var selvfølgelig, en selvfølge," fik han svaret på det med at de nok kendte lige meget til hinanden. Det andet valgte Vetis bare at smile af. "Jeg forventede mig skam heller ikke andet af dig," bemærkede Vetis. Det var ingen grund til at det skulle være så nemt, i så fald var Vetis da blevet skuffet, hvis en hersker var så nem at have med at gøre. En hersker som, som sådan bare stolede på én og troede på hvad man sagde. For det andet var sådan noget jo aldrig op til én selv. Folk valgte at stole på hvem end de nu følte at de kunne. Det var ikke noget som man ville kunne tvinges til... eller tvinge sig selv til, uanset hvor meget man end ønskede at stolede på nogen... så var det ikke altid at den person levede op til det. Sådan var det, og Sean havde bare gjort sig klog i at ikke at opgive sådan noget bare uden videre.
"En fornærmelse? Det skal du ikke bekymre dig om, for det skal der skam rigeligt til. Derudover havde jeg ikke forventet andet. Du gør hvad du lyster med den information som du er givet, jeg har sagt hvad jeg ville," valgte han så at svare Sean høfligt.
Det var altid noget at man ikke selv led af paranoia, men en sund mængde var ikke noget at frygte. Det var mere dem som lå vågne om natten og skubbede sig selv over i galskaben på grund af deres mængde paranoia, som i sandhed var en fare for sig selv og andre.

Det andet valgte Vetis ikke som sådan at svare på. For loyalitet var trods alt noget som skulle opnås og noget som man skulle gøre sig fortjent til. Det var ikke noget som man bare fik udleveret uden videre. Lige nu var der ekstrem få som havde den loyalitet... faktisk kun to havde hans loyalitet. Han mor og hendes mage, Adramelech. De to personer som havde kæmpet og taget sig af Vetis, uden rigtigt at de havde behøvet at gøre det. De kunne have efterladt ham til hans egen ulykke og elendighed, men de var større en de selv troede og gav ham mere end han nogensinde kunne ønske af dem. Så, intet under at de havde hans respekt og urokkelige loyalitet.

Vetis vidste så ikke lige hvordan han skulle tage den sidste kommentar, men det fik ham da til at smile og han nikkede bare anerkendende. Så Sean var en overlever? Det var de så også to om. Vetis havde måske ikke alle arene ude på kroppen, men de fleste var så også indvendige... men de var der, og der var skam rigeligt af dem, og hver og én af dem var en sejr. En sejr, også selvom nok ikke alle ville se det sådan, men, Vetis var da i liv, så... sejr, lige der.

Da Sean var gået, var Vetis smil kun blevet større. Dette møde havde været pirrende for ikke at sige øjenåbnende. Han havde fået mere end hvad han havde kunnet håbe på. Han havde fået en bedre idé om hvem Sean var og hvad han stod for. Han var selv også blevet mere sikker på hvad det var at han selv ønskede med dette forhold, og hvilken form for udvikling som han ønskede at den tog. Vetis havde været forbløffet og forundret over de forskellige sider af Sean som han havde set... samt, det som han havde oplevet af sig selv. Det havde været forunderligt sådan som han var blevet tiltrukket af noget i Sean. Noget som havde ligget dybere i Sean, noget langt under overfladen... Noget som der havde hevet noget ugenkendeligt, men familiært ud af Vetis.

"Til vi ses igen."

Vetis lagde sig bagover ned i sengen og stirrede op i loftet. Han lukkede øjnene og prøvede at erindre følelsen. Han havde følt to sæt arme og følt både Sean's øjne samt en andens hvile på ham. Sean's varme havde været tydelig igennem det hele samt hans aroma, men den var blevet sløret af noget andet. Det havde været så overdøvende... så intenst. Selv nu higede hans krop efter den samme følelse, og nu hvor Sean var gået, ville Vetis kunne udforske den dybere og mere indadgående, men ikke nu. Senere... og under andre forhold.

I sit stille sind lo Vetis. Mon Sean i sandhed havde forstået alt det som Vetis havde sagt? Misforstålser var trods alt noget som man skulle passe meget på. Misforståelser var et våben, som når man brugte det rigtigt, gav én en fordel. Man dannede et billede eller en forståelse som folk var mere tilbøjelig til at tro på. Et billede som var forvrænget og som enten skabte et svagere eller stærkere forståelse af hvad man nok oprigtigt var.

Gad vide hvad Sean's konklusion havde været? En bekymring til senere, Vetis agtede at få sig et bad og nyde det i fulde drag efter sådan en dag som denne.

//END//

//And omg ya is so sweet ya made me blush <3 Er bare glad for at du syntes om det//