Third time's the charm - Sean (XxX)

S: Terrorville distriktet i Doomsvile.
T: Eftermiddag
V: Godt vejr, næsten skyfrit
P: Kortærmet grøn bluse, sorte bukser, lange mørkebrune støvler som næsten går ham til knæet. Hans hår er sat fint op med et rødt bånd og han har en brun læder pose svunget over skulderen. Håret er farvet sort for ikke at vække for megen opsigt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en yderst behagelig dag i Doomsville. Vejret var i top, fuglene sang, blomsterne var i fuld flor og dyreunger var poppet op her og der, hvilket kun kunne betyde én ting. Det var endelig blevet forår. Tøjet var blevet lysere i farverne og mere modige i deres udskæringer. Folk havde også smidt nogen flere lag på grund af varmen. Det var der sikkert mage som var blevet rigtig glade for... hvilket nok også var årsagen til alle de amoriner i luften. Åh, den ungdom! Den kærlighed...
Det var så sukkersødt. Så romantisk. Så... så,

Kvalm...

Det var som om at de fleste mennesker var blevet besat af at finde den store og sande kærlighed lige pludselig. Alt dette som om at årstiden var med dem og hvis de ledte desperat nok, nok skulle de nok finde den. Havde de ingen idé om hvor fuldstændig latterlige de så ud? Vis det dog lykkes for dem ville Vetis næsten vædde med at det holdt en måned eller noget i den stil. Forårskulller havde det med ikke at holde så lang tid igen. Ihvertfald hvad Vetis havde været vidne til. Man kunne ikke bare sådan finde kærligheden bare fordi at man rigtig gerne ville. Eller... det antog Vetis i alt fald. Ikke fordi at han selv nogensinde havde oplevet den store kærlighed som alle gik og talte om. Den som hans mor og Adramelech havde... Eller den som hans børn havde fundet med Salem. De var tegn på at den ligsom fandtes. Kærligheden altså... men, Vetis troede bare ikke på at han havde den egenskab til at føle den store kærlighed. Han stolede simpelthen ikke på folk hvilket vis var ret vigtigt i sådan et forhold. På den anden side kunne han heller ikke forestille sig selv være i stand til at putte andre foran ham selv. Udover hans familie selvfølgelig. Dem ville han putte foran sine egne behov og drømmer til hver en tid. Nej, han kunne bare ikke forestille sig selv sådan som folk havde beskrevet det. Mest af alt fordi at han troede at han var ødelagt. Det var nok den største grund af dem alle sammen. Hans go-to undskyldning hver gang. Alt og alt var det vel også lige meget. Han klarede det fint selv og havde indtil videre ikke haft brug for nogen. De var vel heller ikke andet end en belastning og en svaghed som altid ville kunne udnyttes. Det var ikke noget han kunne bruge til noget.

Hvad han dog godt kunne bruge var en ny bolig imens at Sean's folk var begyndt at bygge på hans eget hjem. Hvilket også var hele grunden at han havde taget imod Sean's tilbud om at bo sammen med hans klan. Vetis havde derfor nogen dage forinden sendt et brev afsted mod Sean om hans ankomst nogen dage efter. Vetis havde også fået sendt nogen ting afsted i ly af natten. Det var ikke meget. Bare noget tøj og andre småting som han kunne bruge til sit arbejde og sådan. Nu håbede han bare at Sean havde taget godt imod det og at der ikke var opstået nogen problemer med forsendelsen.

"Så er vi her," sagde han smilende for sig selv da han nu stod udenfor borgen. Det var vist her at hans klan holdt til. Vetis havde i dagens anledning farvet sit hår sort for ikke at vække for megen opsigt. Han havde også taget lidt pænt tøj på for at bedre passe ind til hans nuværende location. Det var trods alt et meget finere distrikt end hvor han oprindeligt hørte til. Såsom Rotten Root.
Det var ikke så tit at han kom her, men han havde da til tider mange kunder herfra. Folk som gerne ville have nogen bedre kort at spille med mod deres rivaler og fjender... eller bare ville kunne boltre sig og lyste sig på nogen lidt mere, anerledes måder. Måder som nok ikke var så tilgodeset her. Noget som kun gjorde Vetis' job så meget mere interessant og underholdende... og sørgede for at han skam også blev godt betalt, så længe at han altså gjorde et godt job.

Vetis var nu nået nærmere borgen og håbede bare at der ville stå nogen og modtage ham. Alt andet ville være en smule akavet taget i betragtning af at han ikke lige gad at forklare sig lige nu. Han ville hurtigst muligt have muligheden for at udforske... det var trods alt noget af det som han havde mest glædet sig til. Det var trods alt ikke hver dag at man havde muligheden for at bo hos en af de mest magtfulde klaner i hele Doomsville.

En grimasse gled over hans ansigt, som han tog sin sorte skjorte på og begyndte at knappe den foran sig. Han havde taget et hurtigt bad, efter et måltid hvis rester var ved at blive båret væk. Et eller andet ukendt sted. Sean var ligeglad med i hvilken massegrav den slags endte i.
Badet havde været forfriskende. Var det ikke for hans sår, der spredte sig over hele hans venstre skulder. Man sloges ikke med en søslange uden at komme lidt til skade, men trods sårene, havde det været den sjoveste dag længe. Adrenalinen, udfordringen! Han havde sendt folk til stedet for at bevare kroppen, eller i hvert fald skindet. Han ville have den udstoppet i borgen, der var alligevel så meget plads, men søslangen var stor og det ville tage tid. Forhåbentlig ville de nå at blive færdig inden den rådnede helt væk.
Sean trak vejret dybt og rettede ryggen. Skulderen gled lidt frem og tilbage. Han kunne ikke selv nå hele såret rundt, men han stolte på badet havde renset det nok. En forbinding under hans skjorte, som måske nok kunne anes grundet tøjet virkede en anelse tykkere der end på den anden skulder. Men det var nu sådan det var. Lori var her ikke og Sean stolte ikke på nogen til at tage sig af den slags for ham. Men lige nu måtte sår være sår, for han havde en aftale han risikerede at komme for sent til.

De sorte bukser og den sorte skjorte gjorde solens varme bemærket. Som sommeren skred frem ville han nok skifte til lysere farver, men lige nu var det hvad han havde haft på borgen. Nogle støvler på fødder og det trofaste sværd ved siden side. Han halvløb ned af trapperne, mens han knappede de sidste knapper, efterlod kun lige kravebenet synligt for ren fornøjelse.
Da vagterne trådte frem for at akkompagnere ham, standsede han dem med hånden. Han kom ikke ud igennem borgens hovedport, men en af de mindre døre langs dens sider. Han gik hurtigt til og især da han opdagede at Vetis allerede var her. Et svagt smil gled over ham, som han opdagede manden. Håret var sort. Sean foretrak det hvidt. En skam.
"Vetis!" lød hilsen, som vist nok mere var en bekræftelse på at Sean havde set ham. Uden rigtig at stoppe op for at modtage Vetis yderligere, gjorde han tegn til at Vetis skulle vende sig om og de skulle forlade borgens grund igen. Klanen var ikke her og han foretrak at de kom væk herfra, inden noget nyt arbejde indhentede ham og holdt ham fra at stikke af tidligere end normalt. Han trak vejret dybt igen og lod blikket glide op mod himlen.
Vejret var godt. En skam han ikke havde haft tid til det. Det måtte snart ændres. Snart. Som altid var der andre ting der kom først, små planer og ting der skulle passes sammen.
"Dit hår er sort. Er du bange for at blive genkendt?" Han var ikke stoppet op, som han viste dem vej væk fra borgen. Han så sig over skulderen for at se om Vetis var med. Men trods hastværket, var der alligevel et smil på Seans læber. Det var friskere, mere energirigt, end normalt.
"En skam. Jeg finder hvidt hår betagende" afslørede han, som han så frem for sig igen.

Vetis kunne ikke lade være med at smile da han hørte en familiær stemme kalde hans navn oppe fra trappen af. Han vendte sig mod ejeren af den robuste og sexede stemme og nikkede hovedet til ham som i en hilsen. Nok ikke den mest høflige taget betragtning af forskellen mellem deres status, men mon ikke om det gik. Det havde været noget tid siden at de havde set hinanden, men det virkede til at Sean havde det godt... han så i alt fald godt ud som sædvanligt. Især i dagslys. Vetis havde trods alt kun set ham ved aften tid, og gennem det lidt lys der så havde været. Igen virkede det til at Sean havde travlt. Var den mand altid på farten? Det kom vel med jobbet. Vetis valgte at holde munden lukket og valgte at følge Sean væk fra borgen. Han vidste godt at det ikke var her at han var blevet placeret, men det var her at var nemmest at finde Sean. Ihvertfald hvad han havde fået fortalt.

Vetis fulgte troligt med omme bag Sean. Han kunne heller ikke forestille sig at følge med på nogen anden måde. Han havde trods alt den bedste udsigt. Da Sean vendte sig om for at se om at han var der, blinkede Vetis bare til Sean. Sean virkede til faktisk at være i et godt humør... eller noget i den stil. Nu kendte han heller ikke manden så godt igen, så det var umuligt noget han kunne udtale sig om. Dog, han havde det bare på fornemmelsen at denne Sean var lidt mere afslappet. Lidt ligsom han havde virket til hjemme hos Vetis. I et kort sekund...

Vetis var som sådan ikke bange for at blive genkendt. Blev han genkendt, så var der ikke så meget at gøre ved det. Mest af alt ønskede han bare ikke at vække for megen opsigt når nu det var at han rendte rundt i den finere del af Doomsville. Mest af alt fordi blev han taget i at gøre noget kriminelt eller upassende så var konsekvensen større her end i Rooten Root. Ikke noget som han gad til at slås med. Derfor havde han tonet sit udseende ned og valgt at skjule nok hans mest genkendelige attribut. Nemlig, hans hår.

Vetis løftede da også brynet da det virkede til at Sean fortrak han hvide hår. Ligefrem fandt det betagende... Den havde Vetis lidt svært ved at forstå, men det var nok mest af alt fordi han anså hans hår som en forbandelse fra hans far af. Igennem hans unge liv var han blevet nedværdiget og mobbet med hans hvide hår. De fleste så det som en torn i øjet. De havde også med at have flået i det. Utroligt at Vetis stadigvæk havde hår på hovedet taget i betragtning af hvor mange gange det var blevet flået af ham. Hvilket havde været ret tit. Alt i alt brød han sig ikke om sit eget hårs farve. Han ville ønske at det enten havde været helt sort som hans mors, eller rødt... ligsom blod. Se, det havde været passende for ikke at sige mere normalt for ham.
Han tog dog mod komplimentet og smilede venligt til Sean. Han valgte også at gå lidt længere op så han gik ved siden af Sean i stedet for bag ham. Han skulle nødigt miste fokus ved at stirre på Sean's hypnotiserende og velformet bag.

"Nej, ikke rigtigt," erkendte Vetis vedrørende det med at blive genkendt. Han kørte forsigtigt en hånd igennem for at se om farven stadigvæk holdt. Den smittede ikke endnu. Den havde det også med at holde fint, farven altså, men det var ikke permanent. For så kunne han jo ikke ændre farve til andet vis det at den sorte farve holdt for godt. Han kunne trods alt også godt lide at være blond til tider. Dog gik det heller ikke vis farven ikke hold. Især på en dag som denne når Vetis god kunne svede lidt. Det var derfor at han havde sat håret op så han ikke kom til at svede endnu mere. Det var også bare rart at få et ud af ansigtet.

"Dog har jeg ikke hørt mange erkende at de rent faktisk kan lide mit hår... Dog til Deres fordel kan jeg fortælle Dem at farven ikke er permanent. Det kan skam vaskes ud igen," sagde Vetis og smilede til Sean. Et godt bad og farven ville være ude igen. Han kunne dog ikke lade være med at undre sig om hvor mange muligheder Sean havde for at se folk med hvidt hår.

Først for sent gik det op for Sean at Alane også havde haft hvidt hår...Så lyst, at det næsten gik i et med hendes helt lyse hud. Den bløde hud, der altid duftede af den natur hun løb rundt i, skoven hun boede i...
Han savnede hende. Selv om de ikke var et par længere, havde hun været hans mest seriøse forhold i hele hans liv. Den eneste der havde krævet monopol på ham og hvor han velvilligt var gået med til det. Alle efterfølgende små forhold, eller lege, var blot...Det. Midlertidige. Smertefulde. Idiotiske. Fulde af sex, eftersom de alle havde været med incubus'.
Sjovt som den slags åbenbart blev hos en. Det hvide hår.
Han drejede hovedet og så på Vetis mens de gik. Måske også lidt for længe. Studerende ansigtet. Linjerne. Hvordan det sorte hår virkede til at ændre så meget. Han stoppede ikke sig selv, da hans hånd gled ud og kortvarigt gned noget af håret mellem sine fingre. Så tog han hurtigt hånden til sig igen og rystede næsten umærkeligt på hovedet.
"Jeg har altid holdt af hvidt hår. Så få har det. Så få har det, uden det er falsk eller fordi deres øjne skinner rødt samtidig" bemærkede han blot. Alane var en personlig ting for ham, selvfølgelig ville han ikke begynde at snakke om hende. Med Vetis, der potentielt stadig blot var en fremmede for ham. Måske ikke med nogen som helst...Og måske med alle. Han ville altid elske og respektere den kvinde, også selv om hun var shapeshifter.
"Du går meget op i at kalde mig en Dem eller De..." emneskift. Sean var altid god til emneskift. Måske var det tilmed en af hans bedste evner.
"...Hvilket også er fint nok. Men du må også godt kalde mig en Du"
At være en Dem eller De havde aldrig betydet noget for Sean. Nogen gik meget op I det, men Sean tænkte sjældent over det. Han kaldte aldrig nogen det, medmindre det var en af god rang, som han ville charmere sig ind på. Og da han aldrig selv kaldte nogen det, krævede han heller aldrig det samme retur. Til tider foretrak han de personer, der turde skide på den slags og bare kalde ham hvad de ønskede. Han havde nok røvslikkere i sit nærmiljø.

Der var veje til kloakken fra hele byen. De fleste - og nemmeste - var uden for byen. Men der var også indgange i byen. Flere, jo længere ned i byens lag man kom. Hjemmevant som Sean var med hele byen, førte han hurtigt væk fra de store veje og ned af mindre. Da dette var Terrorville var selv de små veje forholdsvis brede og velpassede. Brosten, ikke jord. Denne åbning var gemt bag en ældre bygning, der var bygget op af en klippefremspring. Byen var bygget op af et bjerg, så det var måske forholdsvis normalt at se huse, der var bygget i niveauer. Denne murede indgang lå skjult og havde en jernlåge. Sean holdt den åben for Vetis. De færreste turde gå ned i kloakken, specielt i denne del af byen, så der var ingen lås. Når man nåede lidt ind i mørket, ville der være en stige ned i det altopslugende mørke og stigende stank af byens efterladenskaber.
"Som sagt håber jeg ikke du er...Kræsen" bemærkede han, som han lukkede lågen efter dem. Han havde tjekket om der var nogen i nærheden, men de rige foretrak nok at blive hjemme i deres kølige huse og spise sig mætte i et eller andet lækkert. Han gjorde tegn til at Vetis skulle kravle først.
"Det eneste du skal holde udkig efter er rotter, mus og til tider et mindre væsen eller to. Der gemmer sig de særeste ting dernede. Men hvis man lader være med at vige for meget fra de mest brugte tunneller, er der som regel intet at frygte. Ikke at jeg tror du frygter den slags" Det svage smil gled over ham igen. Sean selv glædede sig. Ikke så meget, at hele hans væsen sitrede af glæde, men nok til at hygge sig i sit indre. Klanen. Det arbejde han foretrak. Love var til for at blive brudt og var dette som i gamle dage, havde han haft en hersker at modarbejde. Rige folk at modarbejde. Det sjove havde ligget i at berøve og dræbe om natten, mens man førte de rige folk ved næsen om dagen. Et dobbeltliv. Sakref havde kendt til hans eskapader, men ikke stoppet ham i det. Sakref havde foretrukket at kende sine fjender - hvis man overhoved kunne kalde dem det - og Sakref havde også selv fundet nytte i Sean et par gange. Hvorend den mand så var nu.

Vetis kiggede nysgerrigt over mod Sean idet han syntes at han kunne føle hans blik. Rigtigt nok. Han kiggede skam på Vetis , og han skulle selv til at komme med en kommentar da Sean rørte ved hans hår. Ville han mon også tjekke kvaliteten af farven? Det kunne tænkes, men det virkede også til at der var noget andet bag det. Især når det var at han sådan havde rystet på hovedet. Måske... ville han se om han kunne få et glimt af han hår ved at gnide farven af? Okay, det var her Vetis ville elske at være tankelæser eller noget lignende... i stedet for hans egen evne som han havde. Det kunne være så meget federe end at skifte form til en kvinde. Også endda ikke engang en hel kvinde, men, nu hvor han tænkte over det... nah, det var også ret fedt. Især når det var at han kunne snyde så mange mennesker for derefter at se deres ansigtsudtryk. Det var noget af hans ynglings underholdning. Tankelæsningen var vel heller ikke så sjovt i længden... især ikke når det ville blive alt for nemt at vide hvad folk tænkte. Det ville tage alt det sjove ud af det selv at prøve og udregne det. Det ville heller ikke være nær så skægt heller når det vidste sig at man havde ret. Det tog ligsom belønningen og spændingen ud af det. Så, nej tak.

"Tja, det er en vane jeg har tillagt mig. Mest af alt fordi at ikke mange ønsker at være på lige fod med udskud som mig," svarede han smilende. Der var mange som ønskede at han skulle tiltage dem som De og Dem. De kunne godt lide at føle sig højerestående og at andre var lavere end dem selv. De elskede magten som hørte med. Med Sean var det bare ren refleks. Især når nu han var en hersker. Derfor havde Vetis været mere påpasselig med at tiltale ham ordentligt. Han ville trods alt ikke ødelægge sine muligheder om at etablere et godt forhold med manden. Alt andet ville være åndssvagt. Det var dog forfriskende at Sean selv forslog ham at han kaldte ham du. Det var også lidt trættende i længden vis Vetis skulle være helt ærlig.
"Som du ønsker... Tror at jeg nøjes med du, så. Det var også ved at være træls at tænke før jeg åbnede munden," sagde han drilsk. For at tænke over hvad han sagde var jo noget som han gjorde uanset hvad. Det burde alle faktisk gøre. For deres eget bedste. Det var dog nok bedst i dette tilfælde at vælge noget som Sean syntes at være komfortabel med. Det kunne jo være at han troede med at Vetis tiltalte ham som De og Dem at han troede at han slikkede røv på ham... Ikke at han ikke sagtens ville kunne gøre det. Han var vel på et punkt en form for røvslikker... Det var der dog ikke mange som klagede over.

Vetis havde ingen idé om hvorved helt hvor de var på vej hen. Ikke med den rute som de to. Den var lidt speciel, men det var også sjovt. Mest af alt fordi det var sådan nogen veje som han selv tog for det meste af tiden for at forblive uset. Det var derved også godt at lære denne rute og gemme den i hans repertoire. Han fulgte i alt fald god med og fik kigget sig godt omkring. Vetis gik igennem jernlågen da Sean holdt den for ham. Han løftede det ene bryn af Sean da han sagde at han ikke håbede på at han var kræsen. Vetis, kræsen? Hørte de to ting overhovedet sammen? Nej, han var skam ikke kræsen. Vis han var, var der noget som var dybt galt. Han skulle i alt fald så til at finde sig en anden levestil end den han havde. Han valgte bare at ryste på hovedet som svar.

Da Sean gjorde tegn til at Vetis skulle kravle, gjorde han som var ham budt. Det var dog ikke lige altid at han havde været i en kloak. Så spændende og velduftende var sådan nogen heller ikke. Han havde dog været i kloaker før da de for det første var perfekte gemmesteder eller steder til at gøre handel. For det andet så strakte de sig jo over det hele og lærte man vejen kunne man nemt komme rundt i byen uset. Ikke at det var så lækkert igen, men effektivt var det. Han vendte sig bare om for at smile til Sean. Det var nok også første gang at Vetis havde hørt ham tale så meget. Også endda om noget udenfor arbejde. Det var næsten som at have en helt anden Sean med sig... eller, måske var det første gang at han rent faktisk havde den rigtige Sean med sig. I alt fald én som muligvis kunne være ham. Ham som kom før hersker Sean. Tanken var i alt fald interessant nok.

"Det må jeg sige... du kender mig vist allerede, og det er ellers kun vores tredje møde," sagde han med en lidt drillende og flirtende tone.

"Man er kun et udskud, hvis man selv tænker sig sådan. Ellers har folk alle muligheder for at kæmpe sig til noget andet. Det kræver hårdt arbejde og tid...Men det er muligt"
Når Sean tænkte tilbage, var det præcis det han havde gjort. Han var startet som en simpel lille tyv, der skulle lære at stjæle. En, der oveni havde spredt benene på utallige kvinder, for at opnå noget samtidig. Dengang var det hele startet og han var begyndt at lære. Lære at læse folk, at bruge folks ord imod dem. Med tiden var han blevet bedre. I dag, selv om han var i en helt anden dimension end han oprindelig kom fra, var han leder af en klan. Hersker af en by, for anden gang i sit liv. Sean kunne snart ikke komme højere op og det kedede ham at tænke i den retning. Når man først havde opnået det hele, var der ikke mere at kæmpe for eller arbejde hårdt for og det hele virkede så...Kedeligt eller ligegyldigt.
Det var kampen op der var sjov. Ikke at sidde på sit kontor dag ud og dag ind. Jo, han elskede at arbejde og kontorarbejde var en del af det, både som hersker og med klanen. Men han savnede at få hænderne beskidte selv.
"Sig endelig hvad der falder dig ind. Der er intet mere lærerigt om folk" tilføjede han. Vetis var en dæmon. Allerede der så Sean ham ikke som et udskud. Dæmoner var mere end det...Også selv om mange dæmoner vel fandt det sjovt at være et udskud. For det betød man ikke passede ind og dermed at man gjorde en form for oprør. Men var man lige så meget et udskud, når det bare var et valg?
Sean forlod emnet. Når han først gik i gang, ville han overtænke sådan et emne i timevis. Han elskede trods alt den slags dilemmaer. At overveje filosofien ved det hele.

Sean fulgte efter Vetis ned i det stigende mørke, til han mærkede gulvet under sig. Han havde trukket vejret dybt, for ikke at give lyd fra sig. Hans skulder brød sig ikke om denne aktivitet.
"Det er mit job at aflæse folk. Desuden er det de færreste, der kidnapper folk for at skære dem op, der samtidig er bange for rotter" bemærkede han blot, som var det det mest logiske i verden. Han stak hånden ned i et lomme og da han trak den op igen skinnede et lys imellem hans fingre. Da han åbnede hånden lå der to små lyskrystaller. Når de nåede hjertet af det hele, ville der være flere lyskrystaller. Men ellers havde Sean gjort det et krav at hans medlemmer alle havde en, så de kunne finde vej i kloakken. Sean havde taget to med i dag af samme årsag, som han rakte den ene til Vetis. Lyset var ikke så stærkt, at de kunne se langt foran sig. Men de kunne se hvor de trådte og fornemme lysets spil i det klukkende kloakvand ved siden af dem. Sean vendte sig og viste vej, som han førte Vetis længere ind i dybet.
Det hele var velkendt for ham. Lyden af vand, den lille lyd af rotters fødder eller af svømmende rotter. Lugten af diverse, som næsen heldigvis snart ville blive immun for. I starten havde Sean skæret ansigter over den ubehagelig lugt, men med tiden blev det normalt. Man lærte ligefrem at kende forskel på lugtene, hvilket kunne hjælpe en med at finde vej i de mange tunneller. Tunneller bygget af dværgene engang.
"Vores hjemsted er en tilslutning af mange tunneller. Jeg ved ikke hvad stedet oprindeligt skulle bruges til, men der er mange rum og dværgene har indbygget store rør, der fører varme rundt. Der har vel været planer om flere ting, der ikke blev bygget eller også ligger der ting skjulte i jorden. Om ikke andet, har vi et stort, tørt og lunt sted at bo året rundt" Fortalte han. Lyden af hans stemme blev kastet rundt mellem væggene omkring dem.
"Du vil som sagt få et mindre rum i udkanten af det hele, som du får for dig selv. De andre sover i sovesale...Medmindre man har nogle bestemte rang. De får deres egne steder" Sean ville ikke sætte Vetis ind i alle enkelthederne ved klanen. Meget af det opdagede han måske selv, hvis han valgte at udforske området nærmere eller konversere med andre af medlemmerne i klanen. Dem der var snakkesaglige, i hvert fald.
"Hvis du kommer til at mangle noget, siger du bare til og jeg skal se om jeg kan skaffe det til dig"

Han troede vel ikke at det var noget som Vetis var enig med dem i? At han selv syntes at han var et udskud? Det var en mulighed, men ikke sandt. Vetis anså ikke sig selv som et udskud. Han vidste godt at i andres øjne var han noget af det laveste... en fejltagelse, udskud, et monster og meget mere. Han anså sig selv som en enhver anden. Han kunne dog godt være enig på nogen punkter med nogen af folks udtagelser, men han lod det ikke mærke ham. Han var den som han nu engang selv valgte at være, og det betød at i det fleste tilfælde at han valgte at være et udskud. Det havde trods alt sine fordele til tider og kunne være ret så morsomt når det var at han valgte at ligge nogen andre kort på bordet. Det havde folk ikke med at forvente når nu de havde troet at han var svag. Det var faktisk hans største våben. At opføre sig svag og underdanig for et tidspunkt at skifte rolle ved at stikke dem ned i skyggerne med de våben de selv havde givet ham. Det var det hele værd at se deres ansigtsudtryk. Alt de arbejde... det havde det altid med at betale sig i sidste ende. Så længe at man var tålmodig.

Det rørte Vetis et eller andet sted det som Sean sagde. Det var trods alt det som Vetis selv havde gjort dengang... Han havde nemlig kravlet fra bunden af op mod en lysere fremtid. Ikke fordi at der havde været andre veje at tage når nu man havde nået bunden. Tja, måske døden, men det havde ikke kunnet komme på tale. Også selvom det da havde været fristende til tider... bare at give slip på alle lidelserne. Den håbløshed han havde følt dengang... Han kunne under ingen omstændigheder se sig selv i den dreng han havde været dengang. Ham havde Vetis slået godt og grundigt ihjel, altså, det meste af ham. Hans spøgelse havde det med at anlægge et visit fra tid til anden. Det var uhørlig sjældent, men det hændte. Det betød vel bare at Vetis fortsatte måtte arbejde med sig selv, hvilket var fint nok. Han var ikke perfekt... men, han kom dog til at tænke. Sean måtte vel også have kæmpet sig vej ligesom alle andre... det lød det i alt fald som, sådan som han sagde det på. Ikke at Vetis ville indrømme det, men, det var da en rar tanke. At nogen måske ikke altid havde været lige så stærke som de var nu. Det var også ren logik, det vidste han godt... det var bare, rart.

Vetis vidste dog ikke helt hvad han skulle sige idet Sean bød ham at sige hvad der faldt ham ind. Også lige den detajle at Sean viste interesse for hvad Vetis måtte tænke. Det virkede lidt mere venskabeligt... kunne man kalde det, det? Tja, venligt var det vel og Sean ønskede vel bare at få fordrevet noget tid nede i denne kloak, og muligvis lære Vetis lidt at kende. Det ville give mening eftersom det var ham som havde stille et hjem til rådighed overfor Vetis og ligefrem i nærheden af hans klan. Vetis ønskede dog ikke at give for meget væk om sig selv eller lade Sean lære for meget. Ikke kun Sean. Det var sådan at han havde det overfor alle. Ingen skulle have for meget som de kunne bruge imod ham... eller udvikle for dybe relationer med ham. Bekendtskaber var bedst. Især når det var at man ikke var i stand til at stole på nogen, foruden hans familie.
"Skal jeg nok," valgte han bare i stedet at svare Sean.

Vetis kunne ikke lade være med at smile over Sean's kommentar om ham selv. Nej, det gav skam god mening at en mand i hans erhverv ikke var bange for rotter. Det også så meget andet. det gav jo sig selv når nu Sean vidste hvad det var at han beskæftigede sig med. Altså... noget af det i alt fald.
Vetis så så lige pludselig noget lys og kiggede tilbage mod Sean. En lyskrystal. Da der blev tilbudt Vetis en nikkede han taknemmeligt og tog imod den. Det var nok en god idé at have taget sådan nogen med taget i betragtning af hvor de var. Vetis havde jo ikke vidst hvor han skulle hen i dag så han havde ikke fået taget sådan nogen med. Han havde jo bare tænkt sig at følge Sean, hvilket også var det som han fortsat gjorde idet Sean gik forrest. Det var trods alt Sean som kendte vejen.

Vetis ville seriøst trænge til et bad idet han nåede frem. Mest af alt fordi han ikke gad have denne stank hængenede på sig hele dagen. Man kunne sikkert lugte ham for miles omkreds. Ikke det førstehåndsindtryk han havde tænkt sig vis han mødte nogen fra Sean's klan. Der ønskede han helst at være nydelig og præsentabel. Hvilket man nok ikke var efter at have vandret rundt i byens kloaker. I det mindste var han ikke ene om det. Gad vide hvor mange gange Sean havde benyttet sig af disse veje? Nok mere end én gang. Han virkede i alt fald ikke til at have så meget imod det selv. Vetis havde lidt forventet at han ville rynke lidt på næsen eller noget. Lidt ligsom han havde reageret overfor Vetis' skalkeskjul af et hjem. Ruinen som var ovenpå hans reelle hjem. Han var måske mere end vant til disse veje...

Vetis lyttede godt efter til de informationer som Sean gav omkring disse tunneller. Det at et var dværge som havde bygget dem var ret interessant. Vetis kunne ikke lade være med dermed at kigge grundigere efter. De var trods alt nogen eksemplariske byggerer. Han valgte også at notere den anden form for viden som Sean gav ham omkring klanen. Han elskede altid at lære noget nyt og potentielt brugbart. Alt i alt var det også ret fedt at han fik et lille sted for sig selv. Ikke at han havde forventet andet. Han glædede sig nu også bare til at se hvordan det nu så ud. Han var nu sikker på at det nok skulle falde ham i god smag og nok skulle være komfortabelt nok. Med mindre Sean virkelig ikke kunne lide Vetis... ikke at han havde fået den følelse. Tværtimod...

"Du skal have min tak... Tror dog at det første på min liste er et varmt og velduftende bad."

Sean virkede ikke til at have besvær, da han førte an nede i tunnellerne. Til tider lyste gjorde han opmærksom på an løs sten eller andet, mens de gik, så Vetis ikke risikerede at falde eller træde i noget udefinerbart. Til tider lyste Sean op af tunnellernes vægge, når de kom til et stod hvor vejen delte sig i flere tunneller. På væggene var der indskrevet små tegn, streger der umiddelbart kunne virke tilfældige eller umulige at aflæse. Men Sean virkede til at kende dem, selv om han ikke gav sig tid til at forklare dem for Vetis. Det var en af klanens små ting. En måde de hjalp deres egne med at finde vej. At lære det videre til en udeforstående ville aldrig komme på tale.
Et svagt smil gled over ham, da Vetis snakkede om et bad.
"Det er vel en ting vi sjældent løber tør for...Vand..." Der lå noget drillende i Seans tone. Kloakken var jo fuld af vand, også selv om man aldrig ville bade i det.

Sean prøvede ikke på at holde samtalen kørende, hvis der intet var at snakke om. Deres stemmer ville også bare blive kastet rundt i tunnellerne som et ekko, præcis som deres skridt gjorde det. Flere gange løb der en rotte fordi dem eller noget plaskede i vandet ved siden af dem. Men turen til klanens hovedsted var ellers forholdsvis problemfri. Efterhånden som de kom tættere på, blev tunnellerne større og vandet i midten af tunnellen forsvandt. Tunnellerne blev tørre og lunere. Til sidst var der lyskrystaller langs væggene, til de endelig nåede et stort kryds.
Nu var der ingen tvivl længere. Man kunne høre lyde fra folk der snakkede, et svagt ekko der gled igennem tunnellerne. Lysene var oftere og der hang tørrede urter over det hele, for at jage den ellers ubehagelige lugt på flugt. Nogle skilte var sat op langs væggene og viste vej til alt det, som stedet havde at byde på. Køkken, sovesale, træningssale, spisesale, opbevaring, kontorer og fælles arealer. Folk havde med tiden ridset og tegnet små tegninger ind i væggene eller skrevet små drillerier.
"Normalt ville der være nogen på vagt..."
Sean afsluttede ikke sætningen og det var ikke sikkert han overhoved havde tænkt på en slutning til den. Der burde være vagter her, der ville tjekke hvem der kom gående ind eller ud. Det gik ham på at der ingen var til at stoppe dem, men det var et problem han måtte tage sig af senere.
"Okay, denne vej"

De store rør, der bragte varme, fulgte loftet af tunnelerne eller gled ind og ud af væggene. Mens de gik, kom de forbi flere rum. De fleste var store og uden døre, åbne rum til fælles aktiviteter eller andre ting. I flere af rummene var der folk, der sad eller stod sammen. Et kakkofoni af latter, snakken og til tider en stemme der blev hævet. De gik også forbi flere folk på vejen, men Sean hilste ikke på nogle af dem og de gik også forbi uden mere end et svagt nik i hilsen og et nysgerrigt blik på Vetis.
"Dette er en af hovedvejene igennem det hele. Jeg vil vise dig en anden vej rundt om, men jeg gættede på du nok ville være nysgerrig hvis jeg ikke viste dig lidt af hjertet" Sean så sig over skulderen, på Vetis, et øjeblik. Et svagt smil spillede i hans mundvige.
"Desuden ligger et af vores lokaler til bad lidt længere nede af denne tunnel" Tilføjede han sigende. Selvfølgelig kunne Vetis få sit private kar og selv bringe vand ind til et bad, men ærlig talt havde Sean intet imod hvis Vetis deltog i de fælles bade der allerede var her.
Det var det næste sted Sean stoppede op. Her hang der noget klæde foran åbningen, men man kunne allerede fornemme fugten i luften, duften af forskellige sæber og høre lyden af vand der løb eller plaskede.
"Men jeg regner med du nok vil se dit eget rum først?"
Uden videre trak den ene side af stoffet fra og afslørede et mindre - men dog ikke lille - rum. Rummet var fyldt med kar i forskellige størrelser og i den ene ende stod der ovne, hvor store gryder med vand blev varmet op. Det havde i sin tid taget noget ombygning, men det var lykkedes at installere ovne hernede - også i køkkenet - og få indbygget en form for skorsten der tog røgen væk. Desuden gjorde ovnene også at rummet ikke var for koldt at være i. Der var allerede nogen herinde, der tog et bad. I dette lokale kun mænd.
"Kvinderne brokker sig jo gerne, så deres bad ligger et andet sted...Men det er jo også ligegyldigt" bemærkede han en smule ligegyldigt.

Det var alligevel lidt af en tur gennem kloakkerne. Vetis var påpasselig med hvor han trådte ned og fulgte godt med. Det ville ikke være så fedt igen vis han faldt bagud. Han kunne ligsom ikke finde så godt rundt i netop disse kloakker... endnu altså. Han lagde dog godt mærke til at Sean fra tid til anden lyste væggen op. Det lignede at noget var blevet indskrevet i dem som Vetis ikke selv kunne læse. Det var vel også kun nogen som Sean og hans klan kunne... eller dem som havde lært dem. Vetis ville i alt fald prøve at huske dem til en anden gang. Han kunne vel meget godt for brug for dem på et tidspunkt.
Vetis smilede til Sean's kommentar om at vand havde de masser af. Gav også mening når nu de havde sådan en kæmpe kloaksystem under dem, og når nu de var så rige og velstillede som de var. I forhold til så mange andre i alt fald. Vetis var selv heller ikke fattig, men hans rigdom var dog begrænset. Han tjente trods alt de fleste penge for at bruge dem på ting som han havde sparet op til at anskaffe sig.

Det var lidt af en befrielse da de havde nærmet sig deres destination noget mere. Både lyset og de nye dufte var meget velkomne. Vetis fik også kigge lidt nærmere på skiltene og væggene da det så ud til at det var der at informationerne var at finde. Til Sean's kommentar sagde han ikke så meget til men han noterede det i alt fald at der burde være vagter. Vagter som nok stod til at få en røvfuld lige nu siden at de ikke var på deres poster... så sikkerheden var måske ikke helt i top eller også skulle den til at blive det. Det havde ifølge hvad Vetis vidste heller ikke været forfærdelig længe igen at Sean havde overtaget Doomsville. Sådan kunne nok tage sin tid inden at der var helt styr på tingene, men sådan noget skulle man være meget påpasselig med siden at der var mange som ville udnytte situationen. Vetis håbede for Sean's skyld at han ikke havde så forfærdelig mange fjender igen. I alt fald ikke nogen kraftfulde og stærke nogen.

Det lød til at der var en god stemning idet de gik længere og længere ind. Der var i alt fald en del latter. Selv da de gik forbi en del folk nikkede Vetis bare venligt til dem som nu stirrede nysgerrig på ham. Der var skam ingen grund til fuldt ud at ignorere dem som Sean havde gjort. Vetis var trods alt den fremmede her og han ønskede skam ikke at ødelægge sine muligheder for at lære Sean's klan at kende. Det ville være en spildt chance lige der som kunne koste ham. En del af dem kunne trods alt være potentielle kunder og klienter.
"Det havde jeg jo nok ja," svarede han Sean og smilede lige så venligt til ham. Selvfølgelig ville han se hjertet af det hele... eller bare noget af det. Hans smil blev i alt fald bredere idet Sean nævnte det med badet. Det var noget som man ellers god kunne trænge til på nuværende tidspunkt og det virkede da til at Sean havde lidt samme tanke siden at han viste ham hen imod badene. Der duftede skønt og dampen stod i luften. Vetis var i alt fald imponeret over faciliteterne som klanen havde hernede. De var ret så fornemme og geniale sat sammen. Sådan at have deres eget varmesystem og ovne til at varme vandet med.

Da Vetis kiggede ind var det skam også ret fristende at gå derind og mingle med alle de mænd som var derinde... men, på den anden side så ville han gerne se sit rum og friske sig op der. Ikke at han forventede at der allerede stod et bad klar til ham som lige her. Her ville han vel bare kunne smide tøjet og tage et bad... med en masse mænd siden at badene virkede til at være delt op. Det gjorde under ingen omstændigheder noget. Så slap Vetis også for at se på nøgne kvinder.
"Tror ikke at jeg vil have noget imod at se mit rum først. Jeg har forhåbentlig et bad også?" spurgte han og kiggede på Sean.

Sean blik hvilede lidt på Vetis, før et svagt smil gled over ham. Det ene øjenbryn gled en anelse op ved Vetis kommentar om eget bad, før Sean slap stoffet og vendte sig for at fortsætte ned af tunnellen.
"Dette er ikke et hotel. Vi har ikke store værelser med eget vand og køkken" bemærkede han roligt. Han vidste ikke hvad Vetis havde regnet med. Nogle af faciliteterne ville han måske blive nød til at dele med klanen - som badet. Og dog.
"Du har ikke rindende vand eller noget i den stil. Men der skulle gerne stå et stort kar, som du kan fylde efter behov"
Og hvis det ikke var der, kunne det hurtigt skaffes. Når det kom til stykket vidste Sean heller ikke om han ønskede Vetis minglede så meget med klanen eller ej. Det kunne ikke undgås det ville ske, men hvis Vetis foretrak at bade selv, burde det nok kunne lade sig gøre. Vandet måtte bare blive varmet et andet sted.
De skulle ikke gå langt. Det kunne fornemmes, at de forlod de befolkede områder, men de kom heller ikke så langt ud at de helt forlod det. Det var stadig de samme tørre tunneller. Denne gang var der en dør. Faktisk var der flere døre op og ned af tunnellens sider, hvis åbninger var blevet muret ind, så de passede til en dør. Sean fiskede en nøgle op. Han havde fået rummet forberedt og havde taget nøglen med sig, da de havde aftalt at mødes i dag.
Efter døren var blevet låst op, vendte Sean sig halvt og rakte nøglen til Vetis, før han åbnede døren og trådte ind i det rum, der ville blive Vetis for det næste stykke tid.

Rummet i sig selv var ret neutralt. Aflangt, da det skulle passe til tunnel-designet over alt i kloakkerne. Men inddelt, så Vetis havde to forholdsvis rummelige rum til sig selv. Det, som de trådte ind i, fungerede som opholdsrum. Det næste som et soveværelse. Der stod nogle møbler her allerede, men Vetis besluttede jo selv om han ønskede at flytte rundt på dem eller få andre herned. Det kunne nogen klanen nok også hjælpe med, hvis det var.
Der var en sofa og et sofabord. En reol, selv om den var tom. I soveværelset var der en stor seng, et klædeskab og en lille kommode. Et spejl på væggen. Det var klart alle møblerne var tømte, for der boede ingen i værelset i øjeblikket.
"Det er nok ikke specielt overdådigt...Men hvis du fortæller mig hvad du mangler, kan jeg sikre dit ophold bliver så behageligt som muligt. Det eneste jeg har sikret, var sengens egnethed. Alt taget i betragtning" En seng var et most. Og Sean havde en ide om at Vetis også ville sætte pris på det. Eller måske var sengen kun Seans ynglings møbel?
Det var ligegyldigt. Vetis havde i hvert fald rige muligheder for at gøre stedet personligt, hvis han ønskede det. Sean bed også mærke i der var et stort kar, der stod i det ene hjørne af stuen, bag en skærm, for at give en større fornemmelse af privatliv. Om man boede her alene eller ej.
"Ingen andre har nøgle hertil...Ud over jeg. Jeg har nøgle til alle steder her. Men så længe du ikke overskrider nogle tydelige grænser, skal jeg nok lade være med at låse mig selv ind. Det har jeg nok også for travlt til"
Han vendte sig om mod Vetis med et lille smil og et glimt i øjet.
"Medmindre jeg måske netop skal låse mig selv ind"
Hvordan Vetis ville tolke det, var op til ham selv.
Vetis egne ting var stillet midt i stuen eller sat på sofaen, klar til at blive pakket ud. Sean slog let ud med den ene arm. Alt skulle gerne være der, og gerne i samme tilstand som de var blevet pakket. Ellers havde Sean blot en undskyldning for at tortere nogen en lille smule. Så måske burde han håbe noget var, som det ikke skulle være?
Hvis ikke det ødelagde anseelsen af klanen generelt. Som om den var uduelig.
Sean blev stående tæt på døren, for at lade Vetis tage rummene i besiddelse.

Vetis smilede bare over da Sean konstaterede at dette ikke var et hotel... selvfølgelig var det ikke det. Han havde skam heller ikke regnet med at det ville være et hotelophold men nok mere en temporal tilværelse indtil at hans base for operationer ville være færdigt... og lignede noget som man ville kunne kalde et hjem. Det var dog stadigvæk en interessant information at få om vide om de forskellige værelser. Vetis havde dog været mest interesseret i om han havde et kar eller noget. Noget som han kunne vaske sig i om morgnen... ikke at en fællesbad var så dårlig en idé igen, men det gav for mange fristelser. Nu havde han ellers tænkt sig at være en artig dreng... for det meste af sin tid hos klanen... og et bad sammen med en masse nøgne mænd var at bede om problemer. Med mindre de fleste var friske på den, det kunne faktisk være ret hot... Nu havde Vetis jo ikke selv sådan et bad eller faciliteter, så det kom helt klart på listen over ting som han skulle prøve. Når han fik muligheden for det og når ikke alle øjne vendte mod ham. Selvom det også kunne være hot... Tja, han var vel en kreatur af mørke og lyst. Han ville så også vove at påstå at han havde det nok sjovere end de fleste. Nemlig fordi han heller ingen ære havde. Det gjorde det så meget nemmere at kaste sig ud i ting og bare give slip på sig selv. I sidste ende var det også det hele værd og han havde oplevet højder som nok de fleste kun turde drømme om. De anede slet ikke hvad det var som de gik glip af. Især mennesker med deres korte liv. Om han fattede hvorfor de gad spilde det på absolut ingenting. Deres liv var så korte... hvorfor holdt de så sig selv tilbage? Hvad havde de at miste? De skulle alligevel lide under en tidlig død. De blev så tit syge også var de også de nemmeste ofre. Brug dog derfor tiden fornuftigt på at gøre noget som de gerne ville. Vetis havde i alt fald ingen lyst til at sætte sådan grænser på sig selv... selvom det til tider kunne koste. Især det som han rigtigt havde lyst til lige nu med Sean i nærheden. Kunne man bebrejde ham?

Vetis fulgte Sean det sidste stykke af vejen og det virkede til at de var kommet til hvad der var udlånt til Vetis. Vejen var nem nok at huske så intet problem der. Han havde trods alt en ekstrem god hukommelse og sans for detaljer. Han kiggede rundt i værelset og var enlig ganske tilfreds. Det var mere end hvad han enlig havde brug for. Han var jo på farten for det meste af tiden. Ikke nok med det så brugte han ikke så mange af tingene igen. Når han ikke arbejde ellers researchede så brugte han kun sengen. Så selvfølgelig brugte han også sit bad... det kunne man ikke komme ud om. I modsætning til hvad Sean sagde synes Vetis at det var rigeligt overdådigt. Det var alt det som han skulle bruge også var det endda nogen nydelige møbler. Faktisk ret nydelige... især sengen. Vetis grinte lavmælt over Sean's kommentar. Det gav trods alt god mening. Han havde også kigget noget på Vetis' seng da han var hjemme hos ham. På sin vis kunne Vetis heller ikke lade være med at være enig med ham. Sengen var et godt redskab og da også et sted hvorved man kunne spendere meget af sin tid. Når man skulle hvile, hygge eller spise, men det kunne man også så mange andre steder. Det var bare om at finde et lidt afskåret og skjult sted... en lille gyde bag nogen kasser og tønder, så kørte den ellers. Eller en smuk og rolig skovbund omringet af naturens vidundere.

Vetis så at de ting som han havde sendt hertil så ud til at være ankommet. En del andre ting havde han sendt andre steder hen. Bare for en sikkerheds skyld også der ingen chancer for at nogen valsede herind og var lidt for nysgerrige. Nej, så var det bedre at sende det til nogen bekendte og andre baser som han havde. Dog nogen meget mindre steder men ikke nogen steder som de fleste ville lede, også havde han også fået nogen til at holde øje med dem. Der var trods alt nogle ret vigtige ting som han havde sendt af sted. Her havde han bare sendt noget af det mest basale og noget som han kunne bruge til sit arbejde.

"Javel ja..." svarede Vetis bare til det som Sean sagde, tog nøglen og trådte nærmere ind i værelset. Han smilede endnu bredere og med et tilsvarende glimt i øjet. Så det var med den på? Vetis elskede det. Især når nu han havde sagt at han nok ville have alt for travlt... han virkede dog ikke til at være alt for travlt lige nu. Vetis kiggede kun kort over mod sine ting. Han kunne tjekke dem senere. De var trods alt ikke så vigtige igen. Så om der så manglede noget ville det ikke gøre det store... han ville dog brokke sig, men det var ikke jordens undergang. De skulle dog ikke slippe godt af sted med det... så gad vide om Sean ville straffe dem? Tja, måske... måske ikke. Så godt kendte han ham jo ikke endnu.
"Det er du selv om... vis du har en passende grund er du skam mere end velkommen... også vis du har en upassende én," sagde han og blinkede til Sean. "Faktisk helst vis det er tilfældet," sagde han flirtende og gik længere ind. Idet han gjorde det lagde han nøglerne i sin sæk og smed den fra sig på gulvet. Han hev i snorene i sin bluse, løsnede den og tog den af. Den stank... ligsom resten af hans tøj lige nu. Han satte sig på sin nye seng og begav sig til at hive sine støvler af. Imens han gjorde det kiggede han over på Sean.
"Jeg forventer ikke at der er vand i karret allerede... så hvem skal jeg kalde på for at få det fyldt eller hvorfra finder jeg selv vand at fylde det med?" spurgte han høfligt. Det var måske lidt spøjst at han nok bare tog tøjet af, men et bad var tiltrængt og Sean kunne ellers bare forlade ham vis han ikke kunne lige udsigten. Han havde nok en anelse om at han ikke ville have så meget imod det. Især ikke med hvordan han havde været hjemme hos ham selv... og hans kommentarer i det hele taget. Det tog ikke den skarpeste hjerne for at finde ud af det... men, om Sean tog chancen var så noget helt andet. Tredje gang var vel lykkens gang?

Sean var en meget travl mand. I hvert fald hvis han skulle opfylde alle sine pligter som hersker og leder af en klan. På den ene side loven og på den anden side den kriminelle. To sider, hvoraf folk som regel kun så den ene. Få så begge eller fik indblik i dem. Lori, var den ene og oplagt. Razor en anden, som hans personlige bodyguard, når der nu ikke var andre Sean kunne stole på i sit nærvær. Eller med evnerne til det.
Og tilfældet ville at Vetis havde fået et svagt indblik i det også. Måske et stort indblik i den kriminelle side, men et svagt indblik i herskeren også. Måske var det en svaghed, måske var det noget man kunne bruge imod ham...Og måske ikke. Sean var ved at blive ligeglad. Grænserne kedede ham. Det almindelige liv kedede ham. Han kunne få hvad som helst og han fik næsten altid sin vilje. Hvorfor ikke bruge det til noget? Det irriterede ham at Natalie havde prøvet at få kontrollen over ham...Men mens Natalie troede at Sean arbejdede for hende, samlede han sig konstant flere og flere allierede. Hun havde bare bedt ham indtage Doomsville...Ingen havde sagt han skulle stoppe der. Før eller siden ville han rent logisk have mere magt end selv Natalie. Og hun ville gøre bedst i at se ham som en ligeværdig, en mulighed for allieret, end en undersåt der stod i hendes gæld. Han arbejdede for ingen end sig selv...
Så det gav ham noget at arbejde efter. Noget at arbejde imod. Og tingene var begyndt at ændre sig i hans nærvær. Han gjorde flere ting, der vakte opsigt i byen og som bla. de adelige ikke brød sig om. Åbenlyst ride rundt med folk under hans status, optræde sig upassende på markedsdage, henrette folk eller tage støtten til visse projekter og bruge den på noget andet. Men aldrig mere, end det blev til utilfreds murren og usikkerhed. Sean var meget påpasselig med ikke direkte at vække til borgerkrig eller oprør mod ham. Selv om det vel blev en mulighed senere hen, med de planer Sean havde. Han skulle blot komme under huden på byens borgere inden.
Det krævede tålmodighed. Først længere tid, hvor folk ser hans hersken er behagelig. Hvor de overordnet intet har at kræve, fordi folket havde hvad de skulle bruge. Og med tiden, gradvist, vende tingene så de blev lidt sjovere...
Sean kunne bruge lang tid på det. Han var tålmodig.

Vetis var som sådan ikke en brik han kunne bruge yderligere, andet end det altid var sjovt at udvikle en længere liste af bekendtskaber han kunne trække på. Og selvfølgelig for personlig adspredelse. Ja, specielt det sidste havde vækket Seans nysgerrighed og havde fået ham til at henvende sig til Vetis igen. Tilbudt mere, end de fleste nok ville få, såsom et værelse hernede. Hvor lidt tiltrækkende det end lød at bo i kloakken.
Hans øjne havde fulgt Vetis. Til sidst var han selv fulgte med og havde lænet sig op af dørkarmen med armene over kors, mens Vetis afslappet fik afklædt sig. Sean havde ikke engang sagt noget...Og manden trak allerede sit tøj af. Sean lagde ikke skjul på at det passede ham fint at stå her og se på.
Ved Vetis spørgsmål voksede Seans smil en anelse og blikket gled fra Vetis krop og op til hans ansigt igen. Der gik et øjeblik hvor Sean bare kiggede på ham, ulæseligt, før han svarede.
"Du siger noget..."
Han så ud til at overveje det et øjeblik og da vandrede hans blik lidt væk fra Vetis igen. Som altid når Sean overvejede ting, gled hans blik væk fra selskabet og rundt på omgivelserne i stedet. Som om de inspirerede ham, uanset hvor lidt de bestod af.
Med et så han på Vetis igen og smilet voksede en anelse, før Sean rettede sig op fra dørkarmen og trådte et skridt længere ind i rummet.
"Jeg vil finde nogen der kan stå for alt hvad du har brug for. En tjener, en slave. Jeg er ligeglad med hvad du vælger at kalde det. Det er nemmere end have dig vandrende igennem klanens områder i håb om at nogen kan løse alle små problemer" bemærkede han og hans stemmelege sagde der ikke var meget at diskutere. Sean kunne nemt finde en person, hvis eneste job var at stå til rådighed for Vetis. For bedre eller værre. En nybegynder, der endnu ikke betød noget for klanen som sådan og som ville være ivrig efter at bevise sig selv.
Han løsnede bæltet til sit sværd og stillede det op af væggen, tæt på døren. Som han rettede sig op vendte han sig om mod Vetis. Der var ingen grund til at lade som ingenting længere. Sean begyndte i rolige bevægelser at løsne sine støvler og lod dem glide af fødderne. Det faldt ham på ingen måde grænseoverskridende eller forkert. Det var en ting han havde gjort tusind gange før.
Befriet fra det værste - bælte og støvler - kunne han bevæge sig hen over det kølige gulv og over til Vetis.
"Jeg har ikke travlt med at komme tilbage. Og noget siger mig...Du gerne vil have en forsmag på hvilken slags...upassende selskab jeg kunne finde på at give?"
Han drillede, som han kom tættere på. Før havde Vetis blot været en forretningspartner. Dem omgav Sean sig sjældent med. Men nu hvor Vetis boede i hans mest hemmelige base, blandt hans egen klan, virkede det forkert ikke at smage på godterne. Han havde haft en fornemmelse af Vetis havde kigget på ham mere end et par gange. Og for at være ærlig, havde Sean nok gjort det samme med Vetis. Kigget, mere end et par gange. Han havde en usigelig lyst til at se Vetis nøgen og se om fyren kunne mere end lægge op til det.
Det virkede i hvert fald ikke som om Sean forventede eller ville acceptere et nej.

Så han valgte så ikke at forlade værelset? Hvorfor skule han da også have gjort det og gå glip af hele showet med at Vetis hev sin anden støvle af og smed den ved sengen. Han vrikkede med tæerne for at få lidt luft til dem. Han var faktisk også meget mere for at gå barfodet rundt... det var også mere stille og fokuserede man nok kunne man fornemme nogen ankomme ved vibrationer i jorden. Det var egentlig mere handy, men visse lejligheder krævede fodtøj. Hvor irriterende det end var at smække stængerne ned i nogen lange støvler, så var det måske meget godt at han havde haft dem på nede i kloakken. Nogen gange var der en grænse for hvad selv han gad vandre i. Såsom det som kunne søbe i en kloak... kunne han slippe for det, jamen, så gjorde han det gerne. Det gjorde de fleste nok uanset hvor sippede de ellers var.

Vetis lænede sig noget behageligt tilbage da han så at Sean kiggede på ham og tog et skridt nærmere. Han lignede en mand med noget på sinde. Så Vetis blev hvor han var og bare observerede Sean. Han ville lyve vis han sagde at han ikke var spændt på at se hvad det var Sean's intention var. Han smålo af det som Sean sagde angående en tjener eller en slave. Gav skam god mening siden at de fleste nok ikke ville have en fremmed vandrende i deres hjem. Så da det gav fin nok mening var det skam heller ikke noget som han havde nogen indvendinger omkring. Dette var Sean's hjem... det sted som han nok tilbragte mest tid i. Et hjem som hans klan holdt til og levede... hvor de spiste, badede og delte ud af diverse hemmeligheder og brugbar information. Det var farligt at have en mand som Vetis her. Især når det var at man som sådan ikke rigtig kendte ham. Det eneste Sean trods alt kendte til var den person som han havde set arbejde for ham. Han havde da også set hans såkaldte hjem, men selv det gav ikke så meget væk igen. Der var ingen omkring Vetis som havde nogen dybe relationer med Vetis, så den information man fik, var fra Vetis selv... og hvor meget af den kunne man reelt stole på? Han ville ikke vove at påstå at han levede et hemmelighedsfuldt og sky liv. Slet ikke endda, men, han stolede ikke på nogen til at fortælle nogen synderligt meget. Det var aldrig til at sige hvordan folk selv var og om de pludselig kunne vende ryggen til én. Derved var det bedst at have et overfladisk forhold og holde døren på klem, men aldrig åben. Bare nok til at lokke dem tættere på.

"Så betænksomt og venligt af dig..." sagde han smilende. Hvad skulle han ellers sige når nu manden tilbød at have ham pointeret en tjener? Alt andet ville være uhøfligt og unødvendigt. Vetis ville nok bruge sådan en person mest til at gøre småting for ham samt sikkert udspørge dem om en masse. Selvfølgelig uden at det ville virke for mistænksom. Så bare nogen enkelte og simple ting. Han ville først lige skulle teste hvor meget de ved og finde ud af hvor rangeret de var. De ville nok ikke være særlig højtrangeret eller helt brugbare, men noget kunne han vel altid få ud af dem. Det gjorde i alt fald nok ikke noget bare at prøve at få lidt ud af dem? Eller have det lidt sjovt... han skulle nok være sød ellers og opføre sig ordentligt, men ikke at udnytte en situation virkede ellers ikke som ham.

Pludselig tog Sean sit bælte af med sit sværd... Ikke at han nok rigtig havde brug for det. Han måtte være imens stærk. Den fornemmelse af ren styrke og magt havde Vetis skam fået flere gange fra ham så han var ikke til at spøge med. Han osede også ligefrem af det så en enhver idiot ville kunne ligge mærke til det og tænke sig en ekstra gang inden de lagde sig ud med ham. De ville nok have det bedre med at stikke halen mellem benene eller prøve at blive venner med ham. I alt fald ville en venlig indstilling nok være bedst for dem. Alt i alt var det en gestus som betød at han lagde sit våben fra sig hvilket viste at han ikke var oppe på dupperne overfor Vetis. Han gjorde sig komfortabel ligefrem i fremmed nærvær. Han gjorde sig endda rigeligt komfortabel ved at smide støvlerne. Vetis havde følelsen af en fisk som endelig bed på krogen og han lænede sig længere og mere komfortabelt tilbage i sengen. Han hvilede sig hoved på den ene skulder og bed sig i læben. Hans puls begyndte lige så stille at stige yderligere og varmen steg samt bredte sig i brystet på ham.  

"Det var da heldigt for mig," sagde han storsmilende da Sean var nået over til ham. Han rejste sig lidt op igen så han kunne kigge op på ham. Der var altid et eller andet pirrende ved at kigge op på nogen imens de tårnede over én. Især ikke når det var mænd som Sean. Kroppen dirrede og spændingen steg. Det var stilheden før stormen med det blik som Sean gav Vetis... det var de dejligt få sekunder inden at alt kunne ske... Vetis' yngling sekunder inden at kroppe kolliderede i et virvar af eksplosioner. De fleste øjeblikke som disse var en symfoni i sig selv og Vetis glædede sig til at se hvilken form for symfoni deres ville være.  

Vetis lænede sig mere ind mod Sean, stadig siddende og kiggede op mod ham. Han lo lidt til hans kommentar for han havde jo mere end rigeligt ret med sin udtalelse. Han ville mere end blot en forsmag vis Sean tillod det. Lige nu kørte han dog sine hænder lige så stille op af benene på Sean og stoppede et lille stykke under Sean's baller.
"Tænk at du skulle have lyst til at berige mig med dit selskab... en velkomst gave som jeg umuligt kan afslå... eller lyster at afslå," sagde han forførende og med et submissivt blik i øjnene. Han kendte godt sin position på nuværende tidspunkt... og han ønskede det skam heller ikke på nogen anden måde.

//Så blev der svar på næsten to A4 sider. Som Sean er mulighederne endeløse og du kan næsten gøre hvad du har lyst til lige nu med Vetis og han vil elske det... so... have fun X9//

Støvlerne blev efterladt og fødderne fandt deres vej over det kølige gulv. Om han havde støvler på eller ej betød ikke så meget. Når han slappede af derhjemme var det tit barfodet. Men det skyldtes lige så meget, at støvler ikke var en nødvendighed, når man befandt sig inden for sine egne fire vægge. Når han rejste rundt tog han altid sko på. De føltes beskyttende og om vinteren, nødvendige. At fryse var ikke noget Sean nød, også selv om der skulle lidt mere end blot en brise før han trak kappen om sig. Det kunne tit komme an på indstilling. Hvis Sean nægtede sin krop fornøjelsen af at fryse, kunne han tit holde det fra sig i længere tid, end hvis han gav efter og gav den ret i der var koldt. Og hvad var verden andet end opfattelser alligevel? Hvis alt kunne skabes og ændres så nemt, hvorfor så ikke gøre det? Sean var ikke kun magtfuld, fordi han var archdemon. Han var det, fordi han opførte sig sådan. Han skabte det i sig selv og projicerede det i og på sine omgivelser. Nogen gange skulle det bevises. Det var Sean heller ikke bleg for. Mange folk havde lidt livet under hans hænder. Enten offentligt eller i smug, når han i sin tid havde påtaget sig en opgave der krævede nogen mere død, end levende. Ikke blot det, men han havde også deltaget i sin del af tortur oveni. Og de scenarier han selv havde overlevet samtidig. Det hele havde været med til at forme ham. Styrke ham. Både i krop og i sind. De ofringer han havde gjort. Som at ofre sin egen nyfødte søn for at opnå den ultimative magt. Fra en kvinde, der aldrig ville kunne gå direkte imod ham og altid ville give efter for ham før eller siden. Hvor meget havde hun ikke ønsket at være hans hustru, at stå ved hans side? Og hvor tit havde han ikke ladet hende tro det kunne ske og altid taget en anden i stedet? Han havde ikke brug for en partner, der underkastede sig ham. Han havde brug for og blev fascineret af de viljestærke, der turde stå ved dem selv, selv i hans nærvær. Som Lori, der bare altid var sig selv. Sit eget, blide selv.

Men tingene ændrede sig også. I dag var det ikke kun folk, der ikke bukkede sig ubetinget under ham, der havde hans interesse. Det var også folk, der netop var smarte nok til at indse, at Sean var en overmagt. Ikke at Sean ikke var forsigtig - han slappede aldrig af. Han tog det aldrig for givet. Han var konstant på udkig efter folk, der gjorde det mest for at udnytte ham eller situationen, eller folk der ikke virkede oprigtige. De kunne være fjender. De kunne have planer. Skadelige planer.
Som Sean stod foran Vetis og kunne mærke de stærke hænder rundt om sine lår, så han ned på manden. Et blik, der prøvede at bore sig hele vejen ind og igennem Vetis. Et blik, der ledte efter det mindste. Seans fingre gik selv i gang med at løsne knapper i hans sorte skjorte.
Var Vetis en af dem? De venlige ord og den overraskende mængde underdanighed. Ikke så meget, at Sean væmmedes ved den, men nok til at han følte sig tilfreds og det styrkede hans egen opfattelse af sin magt. Men alt var et spil og ville Vetis bide ham, som en slange, senere? Midt i det hele?
Sean måtte bare lade være med at give ham muligheden.
Men det var farligt at vise Sean, han havde den magt. For han ville bruge den. Han ville skabe ønsker og han ville beordre. Og han kunne straffe efter behag.

Den sidste knap blev løsnet, men Sean havde ikke svaret Vetis. Han havde stået stille og observeret Vetis under sig. Kigget og funderet over om Vetis var mere fjende end ven. Ikke at manden ville gå under nogle af de betegnelser, ikke på nuværende tidspunkt, men det var mere pointen i dem end betegnelserne. Og måske var Vetis sit eget, neutrale selv.
Han krængede skjorten af og lod den falde på gulvet. Den muskuløse og arrede overkrop var kommet til syne, sammen med forbindingen omkring hans venstre skulder. Ikke at den fik meget opmærksomhed af Sean selv, på nuværende tidspunkt. Han mærkede end ikke hvordan huden trak i hans sår, da han tog skjorten af.
Arrene var der også nok af. Beviser på nogle af hans kampe - eller måske ikke? Man kunne få ar af så meget. Det største ar sad ved de nederste ribben, igen på hans venstre side. Et stort, knudret et. Resten var mindre. Nogle glatte, som efter et stikvåben. andre knudrede eller kantede, som efter kløer eller tænder. De kæmpede alle med resten af den muskuløse overkrop, om den hud der var. Trak i den, så Sean fremstod muskuløs. Som om huden var trukket over hans krop og kun lige passede til den.

Automatisk gled hans hænder ned og løsnede bukserne. Der var en befrielse i ikke at have tøj på, men han fjernede ikke sine bukser og afslørede de sidste dele af kroppen endnu. Nej. Hænderne gled frem og lagde sig omkring Vetis hoved og ansigt. Vuggede ansigtet op mod sig, mens tommelfingrene gled hen over kinderne. Det kom ikke længere an på Vetis personlighed, som Sean nu mere var jo jagt efter de fysiske features. Hænderne begravede sig i håret og løsnede det røde bånd, så det kunne falde frit. Sort. Som om håret var beskidt. Sean kunne næsten ikke tage det og hans hjerte slog et slag hårdere. Det sorte sad i hans hænder bagefter og han kunne skimte det hvide i hovedbunden. Hvidt. Han elskede det hvide hår. Det kunne meget vel være den ting ved Vetis, som Sean satte mest pris på og måske meget vel være den største grund til at han kunne finde på at vende tilbage til Vetis...Hvis alt dette var en succes.
Han trak håret tilbage. Tvang Vetis tilbage i sengen, til manden ville ende på ryggen. Seans ene ben maste sig ned mellem mandens ben, selvfølgelig uden at placere sig på de ømme dele, men nok til at skabe en tilstedeværelse. Den skabte den støtte, som Sean havde brug for, da han lænede sig ind over Vetis. Som Vetis, såfremt manden ikke havde gjort modstand eller haft andre planer, var endt i sengen, havde Sean sluppet håret og i stedet sat en hånd i sengen som yderligere støtte. Sean tronede sig hen over Vetis i sengen og nød synet. Hans blik gled ned over den nøgne overkrop, som Vetis besad. Den ledige hånd gik på opdagelse. Gled ned over halsen og den ene skulder, ned over brystet og mod maven. Normalt, når Sean ledte efter blot en elsker og ikke mad, var det kroppene han blev forelsket i. Som en mand, der elskede magt og råstyrke, fandt han en fascination af tydelige muskler. Specielt i overkroppen. Under ribbene var hjertet og lungerne, nogle af de mest skrøbelige dele. Og under den muskuløse mave sad maven og alle dens dele. Gemt under muskulerne, der skabte kanter og former. Som slangede sig ind og ud i kroppen. Seans fingre gled kildende ned over navlen og helt ned til buksekanten, før han med et svagt og tilfreds smil så op på Vetis' ansigt igen.
Manden var vel godkendt.

Seans ansigt nærmede sig Vetis' med et blik der nu gik fra opdagelse og drillerier, til at blive mere brændende og begærende. Han ønskede at indtage Vetis. Det var et fysisk behov. Der var noget anderledes ved Vetis, noget der automatisk bad Sean om at være forsigtig - men det gjorde ham også mere aggressiv i sin udstråling. For at sikre han beholdt sin overmagt. For at sikre manden ikke kom ind steder - hverken i klanen eller hos Sean selv - hvor manden ikke burde være.
Den ledige hånd hvilede mod Vetis' ene side af hovedet igen, da Sean lænede sig frem. Hans læber landede blidt mod Vetis' egne. Seans egne var blevet fugtet af tungen for kun få sekunder siden og gjorde det nemmere at smage. Smage på Vetis. Øjnene gled automatisk i, da han kyssede manden under sig. I starten var det blidt. Afprøvende. Som undersøgte han, om han kunne lide smagen og om det var værd at tage en større bid. Det måtte det have været, for som at trykke på en knap, blev det mere insisterende. Krævende. Sean pressede sultent sine læber mod Vetis', som han selv trak vejret tungt ind med næsen. Der gik ikke lang tid før Seans tunge ville prøve at lirke Vetis læber fra hinanden, så Sean kunne indtage mundens bløde og varme indre. Seans stærke fingre pressede mod Vetis nakke og siden af halsen, til Sean afbrød kysset og trak vejret dybt. Nærmest havde tvunget sig selv væk fra Vetis et øjeblik.
En svag latter brummede i Seans hals, da han i stedet for at give sig i kast med munden, gik på opdagelse med resten af kroppen. Det var vigtigt at give sig tid. Det var vigtigt at vække kroppenes lyster, også selv om Sean mest havde lyst til at indtage Vetis med det samme. Seans læber strøg ned over kravebenet. Tungen gled ned over brystvorten. Og hans ledige hånd gled ned til bukserne, hen over det bløde maveskind i en kærtegnen, før den gled ned over buksernes stof. Ned over lårene og op langs inderlåret, før den endelig - lige så krævende som Seans kys havde været - lagde sig mod bulen i midten og begyndte at massere den, måske en anelse hårdere end der kunne være behov for.

Sean var mægtig sådan som han stod der med et blik som kunne brænde hul i panden på én. Hans blik virkede til at være så intenst og Vetis kunne ikke lade være med at mærke en kort skælven i kroppen. Det var som om at han prøvede at se hans inderste... men, han skulle være afsindig heldig for at finde noget. Vetis var ikke personen til at afsløre sig selv på den måde... især ikke sit inderste. Det havde han skam lært igennem flere års underdanighed. Det var blevet nemmere for ham at se andres træk og tegn. Noget de nok ikke selv lagde mærke til ved deres krop. Noget som viste om de var hostile eller venligsindet... Sean virkede mest af alt til, ja, at være i kontrol og svælge i det. Hvorfor ville han ikke også det? Det var trods alt også fedt at spille med musklerne og vide at man kunne dominere en anden... og få lige hvad man ønskede. Selvom man heller ikke kendte hinanden så godt endnu, men det var altid noget som kunne rodes bod på. Lidt mere nærkontakt og en hed aften sammen kunne rode bod på meget. Alt i alt prøvede han vel bare at se hvad Vetis var for en. En ven eller muligvis en fjende... Tja, det afhang vel af så meget igen, men Vetis prøvede altid at holde sig sådan at han ville få mest ud af det. Aldrig for tæt på også alligevel så tæt at han ikke var til at se. Han udnyttede folk ja, men hvem gjorde ikke det i denne verden? Det burde vel ikke være nogen overraskelse for nogen men teknikken var at udnytte folk på sådan en måde at de ikke følte sig udnyttet. Aldrig bede eller tage for meget. Aldrig vække for megen opsigt, men nok til at de ved hvem du er. Hold gode kontakter og det sekund de vender dig ryggen eller stikker dig... destruer dem. Så nemt var det, men altid, altid følg dine instinkter og gør hvad der passer dig. For man levede kun én gang og man levede vel for sig selv og ikke for andre. Det var i alt fald sådan Vetis levede... for sig selv. Han havde trods alt ikke andre, men så havde han da ikke den bekymring.

Vetis nød synet af at Sean knappede sin skjorte op. Han kunne heller ikke lade være med at bide sig i læben da hans bare hud kom til skue. Han havde trods alt ikke set hans barre overkrop endnu, men kun lige ænset den under tøjet. Selvfølgelig var han muskuløs... men, hvad var det? En masse ar... men, de var ikke lige så interessant som forbindingen. Så han var altså kommet til skade for nyligt? Han valgte ikke at stirre for meget eller spørge ind til det. Det var vel også ligegyldigt, men tanken strejfede da om han selv var kommet til skade eller havde været angrebet af nogen... i så fald, hvem havde så kommet tæt nok på til at udføre den skade? Vetis kunne ikke lade være med at være fascineret af sådan nogen ting. Også af arrene som alle havde helt deres egen historie at fortælle... nogen som var ældre end andre og større... andre mindre og mere fine end andre. Han havde allermest lyst til at røre dem og følge deres gang over Sean's krop. Selv havde Vetis jo sine egne ar... men, nok ikke i nærheden af så mange som Sean. Sean havde vel også oplevet nogen flere kampe igennem sit liv? Det så i alt fald ud til at han havde oplevet lidt af hvert med de ar der. Diverse skader som ikke var til at tage fejl af, såsom snitsår og klør. Han valgte dog bare yderligere at nyde synet og glide hånden op for at røre nogen af dem... og kysse dem. Nogen af dem var ret dybe.

Han rykkede sig dog fint bagover så Sean nemt kunne komme til sine bukser. Det virkede dog ikke til at han ville fjerne dem, men blot løsne dem. Vetis kiggede op på ham og smilede inden at Sean tog om hans hoved og ansigt. Han lænede sig en mod hans berøring og kyssede en håndflade imens han holdt øjenkontakt med Sean. Han kiggede dog på hans hånd idet han havde kørt den igennem hans hår. Åh ja, de farver holdt ikke for evigt... ellers ærgerligt. Til gengæld var hans hår så nemt at farve så det var ikke altid til at se at han var hvidhåret... siden enhver farve ligesom kunne dominere. Det var det interessante ved den hvide farve... Alle farver dominerede den og overtog dens plads, men derved gjorde den hvide også de andre farver nemmere at se. Den vidste deres sande farve så alle kunne se... De kunne ikke gemme sig i den hvide, men blev derimod sat frem til skue for alle. Så noget kunne den altså bruges til andet end at skabe væmmelse hos Vetis selv. Det virkede også som om at Sean var ret interesseret i hans hårfarve... han havde i alt fald før nævnt at han foretrak den. Vetis hoved fulgte bare med idet at Sean trak hans hoved tilbage. Der var et eller andet ved at blive hevet i håret og Vetis fik da også udstønnet en lille lyd. Ikke smertefuldt eller noget siden at Sean ikke havde hevet så hårdt igen. Ikke at han ikke måtte, nej, tværtimod.
Hans krop fulgte med og han fik kravlet en smule tilbage i sengen så der var mere plads til Sean. Under alt postyret steg pulsen og vejrtrækningen en smule. Nok mest af alt som den måde som han tronede over ham fik ham til at reagere på den måde. Med benet mellem benene og armen ved hans hoved... alle detaljer af Sean's overkrop lige ude foran ham. Det var et syn som nok de fleste ville miste pusten over. Han smilede også blot da Sean gik på opdagelse over hans krop og lænede sig til tider ind mod hans berøring. Vetis krop var godt veltrænet men ikke på den pumpede måde. Mange så ikke hvor stærk han var før end det var for sent. Hans muskler var bare mere kompakte og atletiske. Han kunne selvfølgelig godt trænes op til at se større ud, men med en evne som Vetis' kunne det være risikabelt. Det gav også hans modstandere for meget information omkring ham og det var svære at narre dem. Der var nok ikke mange som ville tænke ham svag med kæmpe store muskler... så allerede det var overraskelses elementet væk. Et element som Vetis ikke ville være foruden. Det virkede også bare mere til at Sean gjorde mere end at udforske... han virkede også til at undersøge visse punkter på hans krop... informationer som han nok selv ville kunne udnytte. Tanken fik det til at krible lidt og Vetis smilede. Hvor mange derude tænkte mon tro sådan her? Hvor mange mistænkte deres partnere for at udnytte ens svagheder? Sikke ødelagte de var... eller sikke forsigtige og udspekulerede de var. Dæmoner... Mon de nogensinde fuldt og fast kunne stole på nogen andre og fuldt ud holde af dem? Hvad hvis de fik det famøse valg om at vælge andre end sig selv? Hvem ville de så vælge? Det var som om at dæmoner var skabt til ensomhed også skulle de alligevel bruge andre for at overleve. Det var et interessant koncept.

Da han så virkede til at have set nok var det som om at Sean's blik fuldstændig ændrede sig idet han lænede sig ned. Han holdt øjenkontakt med ham og lod sine hænder glide op af siden på ham for at placere dem på hans ryg nær hans skulderplader. Sean virkede underligt blid med det blik som han havde. Et blik som kunne æde enhver med hud og hård uden at de ville være i stand til at gøre noget imod det. Vetis kyssede i alt fald igen da det var at Sean lænede sig frem og kyssede ham. Det var et kys som tændte alle nerver som han havde i læberne. Nu var han så også så tung og udhungret efter at røre Sean at de fleste berøringer ville være eksplosive. Især jo mere styrende og dominerende som Sean var desto bedre. Nu var det bare om at se hvor meget af den side han ville vise når Vetis tillod ham mere og mere. Selv lukkede han øjnene i da de kyssede og svarede Sean igen på hans afprøvende kys. Han fulgte tempoet men han var så heller ikke bange for at nappe ham kærligt i læben og være med til at eskalere kysset. Hans hænder tegnede cirkler på Sean's ryg og til tider fik han stoppet nogle fingerspidser ned i ryggen på ham. Ikke voldsomt men nok til at skabe en tilstedeværelse og laver nogen meget lidt røde mærker. Hans ben samlede han også lidt op om sig selv. Der gik ikke længe før det blev mere intenst og kysset mere hungrende og sultent. Vetis elskede det og gav Sean igen af samme skuffe. Hans ene ben gled endda mellem Sean's ben og gned sig op ad hans skridt. Hans ene hår bevægede sig også opad og filtrede sig ind i Sean's mørke og bløde hår. Der fik han fat på en tot som han blidt holdt i.

Vetis eget åndedrag lød endnu tungere nu idet de stoppede kysset. Hans hoved snurrede en smule hvilket kun var godt. Han kunne ikke lade være med selv at småle da Sean lo. Det var en smittende latter det måtte han sige, han gav sig dog hurtigt en lidt overraskende lyd fra sig da han nu gik videre med Vetis' krop. Lyden blev dog hurtigt erstattet af nydelse og Vetis skubbede den ene hånd i betrækket af sengen imens den anden forblev i Sean's hår. den fulgte ham på hans rejse igennem Vetis' krop. Han brummede af nydelse og reagerede på de steder hvorved det føltes bedst. Der var dog ingen tvivl om hvad han måtte føle idet at Sean knap så kærligt begyndte at massere bulen i hans bukser. Lige nu var det som om at den havde sit eget liv og var meget insisterende så lyden var en del brat og pludselig idet han tog om den. Der løb også et skælv igennem kroppen på ham og han kunne ikke lade være med at bide sig i læben. Den mest af noget andet ønskede mere berøring. Direkte berøring... hans lem også noget andet som snart virkede meget insisterende, men ikke alt skulle skyndes på... men, det ville så heller ikke gøre noget.

"Hah... Det der, er du mere end velkommen til at fortsætte på," sagde han med tung åndedrag og et drillende smil. Mere end andet ønskede han at komme ud af sine bukser nu og fjerne det pres... overgive sig selv til lysten og behovet for mere nærvær. Så meget sagde hans øjne da vel også idet han kiggede på Sean. Hans hånd filtrede og legede yderligere med Sean's hår hvorved han hev lidt fat og fik Sean's hoved skubbet lidt mod sig selv. Han kyssede derved Sean.
"Du er også mere end velkommen til at hjælpe mig ud af disse rædsler," sagde han og løftede det ene ben lidt. "Er nemlig ikke så fleksibel igen iført dem," afsluttede han flirtende.

Vetis' ben mod Seans eget skridt sendte en kildende fornemmelse op igennem hans underliv. Sean havde aldrig været den mest højrystede elsker og selv nu kom kun de lavmælt støn, der mere lød som om hans læber gled fra hinanden i en dyb vejrtrækning. Selvfølgelig kunne Sean mærke det. Selv om kontrol var alt for ham, var dette en situation der bar lige dele præg af ikke at kunne kontrolleres. Når instinkterne, lysterne, fik frit spil og reagerede til modpartens. Når ikke blot lydene af støn og ukontrolleret vejrtrækning fyldte rummet, med blikket ligeledes kunne se kroppen under sig vride. Se mavemusklerne hoppe, som hoften blev vrikket frem og tilbage. Eller se - og mærke - det voksende legetøj under buksernes snart stramme stof. Sean havde set det og oplevet det så mange gange. Så utallige mange gange. Men der var en ting han aldrig blev træt af. Og sex kunne dyrkes på så mange forskellige måder, at det aldrig virkede til at blive kedeligt. At man aldrig helt fik nok eller nåede at kede sig. Måske lå det til hans race, måske til hans personlighed. Han var ligeglad.

Normalt opfangede Sean altid hvordan modparten ønskede det. Det kunne opfanges allerede fra start, på hvordan stemningen var. Berøringerne, bevægelserne og lydene. Det hele fortalte hvilke elsker Sean havde med at gøre og hvordan han skulle reagere tilsvarende for at give den bedste oplevelse. Det var ikke noget han tænkte meget over, men blot noget han gjorde. For Sean betød det intet om det var stille og blidt eller hårdt og voldeligt. Sean kunne være med på det hele, foretrak endda visse ting, alt efter humør og partner. Og han var ikke blind for at Vetis virkede til at foretrække - til at reagere bedst - når Sean klemte til. Når han trak eller pressede manden. Sådan var det ofte med dæmoner. Okay, nok ikke dem alle. Lori var stadig til den blødere side, selv om manden på manden måder havde udviklet sig på det sidste. Men mange dæmoner. Mange dæmoner ville mærke magten, ville mærke smerten eller dominansen.
Hvor ofte gav Sean det ikke? Sean var altid giveren. Det var altid ham der var øverst, altid ham der styrede showet og gav folk hvad de ville have. Satte en ære i at give de overlevende noget at snakke om, noget at sætte pris på og sprede rygter om. Kun en gang. Kun en gang i hans liv havde han prøvet at blive domineret. Den gang han for første gang oplevede at dele oplevelsen med en mand. Med dæmonernes daværende kronprins. De var endt i et forhold, som med tiden ikke holdt. Det havde været den eneste gang Sean havde ladet noget trænge sig ind i ham. Den eneste gang han havde givet efter - og det havde været en fjern og forkert følelse. Hvis nogen en dag virkelig kunne dominere ham, ville det måske være sjovt. Give en spænding han ellers aldrig følte. Men han havde aldrig fundet nogen der kunne give det. Og Sean følte altid et stik af...usikkerhed...Når han mistede kontrollen. Kontrollen var det vigtige. Den betød alt for Sean.

Sean grinte igen, mod Vetis læber, da manden tiggede om at blive befriet fra sit tøj og leget med. Sean var aldrig den mest snakkesaglige mand og specielt ikke under sex. For meget snak kunne ødelægge det. Og alligevel kunne det være meget sjovt, når partnere tiggede om noget og skabte et spil de selv ville finde mest nydelsesfyldt. Sean, som han hang lige over Vetis egen varme krop, kiggede ned på mandens ansigt med et svagt smil og brændende øjne. Hånden, der havde masseret Vetis mellem benene, forlod den voksende bule og gled op til buksernes kant. Gled lidt frem og tilbage over kanten, som overvejede han om han overhoved ville efterkomme mandens ønske. Sean kunne trække sig og gå sin vej og efterlade Vetis i dette limbo af utilfredsstillelse. En pinsel Sean på en måde fandt ganske underholdende. Men når det kom til stykket kunne Sean ikke selv holde fingrene fra manden og ville nok føle sig selv lige så utilfredsstillet og irriteret.
Han løsnede bukserne. Han trak sig tilbage, så han stod med et ben på gulvet igen, som han ikke særlig blidt trak bukserne af ved at hive i buksebenene. Tøjet blev smidt på gulvet, ganske uinteressant. I stedet slugte Sean synet af den nøgne mand foran sig. Ikke af ubetydelig størrelse. Fri og hård. Tiggende om mere.
Han lænede sig ind over Vetis igen og gav denne et nyt, dybt kys. Et langvarigt et, hvor tungen gled så dybt ind i Vetis som den kunne. Som et løft om mere. Om andet, der også før eller siden ville nå dybt.

Det dyriske steg i Sean. Sammen med pulsen, med varmen og med vejrtrækningen. Han drillede manden under sig, ved at stryge sine fingre hen over den varme lem, men uden helt at tage fat i den. Men nu kunne alt drilleriet snart være nok. Sean kunne snart ikke lægge låg på sig selv længere. Han var ligeglad med om Vetis var van til at modtage eller ej, om manden i virkeligheden havde forestillet sig det hele anderledes. Vetis virkede til at lade Sean gøre som han ønskede. Så endnu en gang trak Sean sig tilbage. Helt tilbage, så han stod på gulvet med begge ben og så ned på Vetis igen. Med et sultens blik og et svagt smil tog Sean fat i kanten af sine egne bukser og drillede med at hive lidt i dem.
"Forbered dig selv"
Det var en ordre og ikke et spørgsmål. Sean ønskede at indtage Vetis lige på, uden at skulle fumle med alt det andet først. Så det var på til Vetis selv, hvor meget han havde brug for at forberede sig eller om han ønskede at føle den direkte smerte, som Sean snart ville presse sig op i manden og bane sig vej ind et sted, der normalt ikke brød sig om så pludselig og voldsom en udvidelse. Imens ville Sean tage sine egne bukser og holde om sin egen lem. Som for at lade Vetis vide hvad der ville komme og for at give manden noget at se på imens. Ikke at Vetis skulle give sig for god tid, for det kunne Seans tålmodighed, eller mangel på samme, ikke klare. Men han ville nyde synet at Vetis først. Se manden lege med sig selv.

Det var altid lækkert at se så klar en reaktion fra Sean idet hans ben gned sig op af hans underliv. Det var nok også de færreste som kunne holde masken med sådan noget... især når det var at de var opstemte. En tilstand hvorved det var at man hungrede efter bare en eller anden form for fysisk kontakt. En berøring... hård, blid... whatever. Det hele kunne bruges og det var svært at være kræsen når man hungrede efter det. Lige nu så det bare også ud som om at Sean sagtens kunne bruge lidt mere berøring, og Vetis var mere end villig til at hjælpe. Især når det var at han lavede sådan en lyd. Vetis nød hans reaktion og smilede også kækt til ham da han havde set hvad han selv kunne medføre. Det lignede dog godt at Sean kunne give mere lyd fra sig... og holdt en smule tilbage. Af hvilken grund det var til for når det alligevel kun var de to var ikke lige altid til at vide. Det interessant med sex var sådan som det kunne slippe folk fri og lade dem være dem selv, men for mange var det altid noget af en udfordring. De kunne ikke give slip. Der var altid en åndssvag blokering som de satte på sig selv, som tanker som folks forventninger eller andres meninger om det. Det var også tit ting som forventninger til dem selv og den måde som de gerne ville fremstå. Vetis havde i sin tid brudt igennem en del, men hver og især var deres egen udfordring. Nogen var nemmere til at lokke ud af deres skal end andre... andre skulle ligge deres skjold og maske fra sig hvilket var det sværeste. Især dem som havde flere års erfaring af det. Der skulle man være én som man havde tillid til eller noget lignende. En fuldstændig fremmed havde i alt fald ikke i nærheden af en chance for det. Så skulle man i alt fald være et særtilfælde. Derudover så slap man heller aldrig for selv at give igen ved at vise sig selv. Det var trods alt de færreste som ønskede at blotligge sig selv helt alene overfor en anden. Det var så der at det var lidt en blandet følelse for Vetis. Han kunne sagtens vise sit sande jeg seksuelt... hans lyster var han ikke bange for at vise, men sig selv... hans inderste. Se, det var straks en anden sag. Der var mange ting han ikke lod folk se nogensinde. Det som han havde kæmpet mod... hans egen dæmoner om man så må sige. Han selv vel heller ikke meget grund for det. Hvad hjalp det også at lade andre vide sådan noget? Skulle de have ondt af ham og holde ham ind til sig imens de hviskede støttende ord? Der var ingen måde at lave om på hvad der var sket i fortiden så hvad skulle de så bruge den information til?

Nu hvor Vetis tænkte over det var det ret tit at han havde denne position. Han havde det så også nemt med at give sig selv til andre da han ingen ære eller stolthed havde... eller skam for den sags skyld. Udover det nød han det om han så var dominant eller underdanig... eller endda en blanding. Han kunne dog godt lide at være den underdanige i flest tilfælde men det kom så også an på om hvem han var sammen med. Var det nogen som kunne tage styringen og kaste rundt med ham som de lystede... Tja, så elskede han at være underdanig. Derved havde han størst mulighed også for at give helt slip og se hvor langt de ville gå. Hvad gjorde folk når det var at de havde fået lagt en person fuldstændig i deres vold og magt? Man kunne finde meget ud af om en person på den måde. Derudover var det også en hurtigere metode end at prøve at åbne folk op når de var mere tilbøjelige til at smide en maske på eller være for mistænkelige. Med sex var det ikke lige så nemt at gøre det da ens funktioner til at tænke klart ikke var så ligetil. Hvem gad også tænke for meget når man havde sex... Okay, dumt spørgsmål, men Vetis tænkte generelt bare for meget. Det kunne Sean muligvis snart gøre noget ved.

Normalt var sådan noget her altid i strid med hans instinkter. Hans instinkter om selv at tage magten og bruge folk som han ønskede. Ikke at lade sig bruges af andre og give den magt som han havde fra sig... men, dette var det som gav adrenalinsuset som han altid længtes efter. At stride imod alt han var... Det var ikke noget mange kunne af Vetis' erfaring, men når man først var noget over den barriere og havde brudt igennem dem... så var der ingen vej tilbage. Man var hersker over sine egne valg og kunne gøre lige som man havde lyst til nu hvor ens instinkter ikke stod i vejen. Man var fri... på en måde for lige nu var Vetis trods alt underlagt sit behov for sex og at Sean tog styret over ham. Det havde dog været hans eget valg. Det var vigtigt at huske. Han havde selv valgt dette med Sean og ønskede han overstyret var der andre måder at få det på. En måde som nok ikke lo i konflikt med Sean's ønske om at dominere Vetis. Sjovt hvordan folk troede at der kun var én måde at være dominerende og underdanig på. De folk levede nok heller ikke det oplevelsesrige og interessante liv som Vetis selv gjorde. Der var nok mange ting som han havde gjort igennem tidernes løb som knap og nap kunne forestille sig var mulige. Tja, det var vel kun fantasien som satte grænser nogle gange... eller mangel på samme. Vetis som sagt manglede ingen fantasi... håbede han også bare at Sean heller ikke gjorde nu hvor situationen var nået så langt som den var.

Vetis smilede godt tilfreds idet Sean's hånd kørte op til kanten af hans bukser. Han valgte dog at hænge ud der i noget tid... nok for at drille Vetis eller noget. Han lignede i alt fald katten som havde slugt kanariefuglen... han så i alt fald noget betænksom ud inden at han valgte at løsne Vetis' bukser. Lettelse viste sig kort i hans ansigt som resultat af at hans bukser blev hevet af. Han fik også leet kort af den måde som Sean havde hevet dem af ham. Han lettede en smule over sengen ved farten og landede med et kort bump ned på sengen igen. Vetis gjorde intet for at skjule sin nøgne krop overfor Sean og lod ham kigge hvor end han lystede. Han havde trods alt intet at ligge skjul på... selvom nogen nok mente at nogen af hans ar afslørede noget om ham. Det gjorde de vel også men var man der ikke selv da han fik det var det umuligt at vide hvordan de var opstået. Selv ikke den dybe ar som gik ham lidt under lænden og skråt over maven. Det var hans mest iøjefaldende ar i modsætning til de kridhvide og små ar som mest af alt bare lignende snitsår. Det her ar dog... det stoppede lidt under hans navle og det var et af de ar som havde medført ham en hvid hed smerte. Det var nok helle ikke svært at gætte at det havde gjort ondt sådan som det lignende at han var blevet flået i... hvilket han også havde været. I dag bar han det som en medalje og et tegn på at han var en overlever... for han overlevede trods alt at hans mave blev flået åben.
Alt blev dog lykkeligt glemt da Sean igen forenede deres læber i et hedt og dybt kys. Vetis' bød Sean's tunge velkommen ved at lade hans møde hans egen. Han fik selv udforsket Sean's mund idet Sean's tunge gled dybere ind, som om den insisterede på at berøre alle overflader derinde. Der var i alt fald frit slag til at undersøge som han ønskede. Gjorde heller ikke at han stak sin tunge for langt ind. Vetis' gag-reflex var trods alt ikke-eksisterende.

Vetis havde mest af alt lyst til at vælte Sean omkuld og flå bukserne af ham samt bruge hans lem som hans egen personlige trone... men, tålmodighed... og mindre detalje at Sean lige var hersker og dette blot var deres tredje date. Så måske på deres fjerde? Vetis skulle trods alt se hvad han kunne slippe af med først og hvad Sean selv var til. I alt fald virkede Sean også godt tilfreds med hvordan tingene kørte lige nu. I hvert fald med den vejrtrækning som syntes at være den eneste lyd, sammen med hans egen, som fyldte hele rummet.
Berøringen blev afbrudt fra Sean's side af og Vetis' løftede sig op på albuerne for at se bedre på ham. Hvad havde han mon tro i tankerne lige nu? Han kiggede nysgerrigt på Sean idet han begyndte at hive i sine egne bukser. Han skulle måske til at give et lille show? Det var han i alt fald meget velkommen til... men det virkede ikke helt til at det var det som var på menuen. Det virkede faktisk til at Sean hellere ville have et show... tja, det kunne vel godt arrangeres.

"Nuvel så, som du beordrer," sagde han med humor i stemmen og et skævt og frækt smil. Han kunne ve umuligt vente mere. Normalt havde Vetis som sådan ikke behov for at forberede sig, siden at han godt kunne lide den intense følelse af at blive splittet ad indefra... men, han kunne vel lige så godt gøre noget ud af det siden at han havde chancen for det. Nu havde han bare ikke sin handy dåse med creme i... så måtte han vel bruge det næstbedste.

Han nød udseendet af Sean imens han lagde sig godt til rette så Sean selv kunne se det hele. Han slikkede fingrene på sin ene hånd sensuelt imens han førte sine fingre længere ind i munden på sig selv. De nåede en god del nede i halsen hvorved han fik fremprovokeret noget mere spyt. Han skulle bruge en lige håndfuld som han så også fik spyttet ud i sin hånd inden han førte det ned mod sin egen åbning. Han slappede af imens han kiggede på Sean og førte allerede to fingre ind. Han var trods alt godt trænet i dette så, så meget modstand mødte han heller ikke. Han kunne da ikke lade være med at nyde sin egen berøring og lagde heller ikke skjul på sine lyde. Samtidig lokkede han Sean med sine ansigtsudtryk og den måde han bevægede sig på imens han pumpede sine fingre ind og ud af sig selv. Nu var det bare om at se om hvor lang tid Sean ville kunne holde det ud... for Vetis var i alt fald mere end klar til at modtage ham lige nu.

For Sean var sex blot sex. Bevares. Sex var som regel godt. Men Sean havde to grupper mennesker han havde sex med. Der var mad, der som altid endte op i en mere livløs tilstand bagefter og så var der fornøjelserne. Ofte folk der havde gjort sig bemærket eller blot ville være en sjov erobring. Han havde intet behov for at prale bagefter. Det var nok at vide, han havde været der, når han så folk igen. En personlig, lille fornøjelse. En lille demonstration af hans egen rækkevidde, hans egen magt og hans evner over folks lyster og følelser. Som incubus kunne han spille på det hele og det faldt ham lige så nemt som at trække vejret.
Oh...Men som barn...Som barn, som ung, havde han været forvirret. Hans forældre var ikke incubus eller succubus og selv om Sean indtog sjæle som dem - eller som i hvert fald den ene af dem - var der ikke meget hjælp at hente. Han havde måtte lære sig selv det hele. Han havde gjort sine fejl og lært af dem. Og efter han var stukket af, havde det vist sig at gøre kriminalitet endnu nemmere. Det havde alt sammen blot virkede som den nemmeste og mest logiske vej at gå. Desuden lå det i hans natur. Altid at modarbejde autoriteter. Altid bevise, at ingen havde magten over ham og han gjorde nøjagtig som han selv ville. Først over for hans forældre, siden over for diverse lovgivende magter. Selvfølgelig var det hele foregået i...En anden dimension.
Det var tågede tanker nu. Det var så længe siden. Sean havde boet i Underworld i lang tid og glemte tit, at han i virkeligheden kom fra en helt anden verden. Den havde ikke kunne rumme ham, eller ham den. Men her...Her følte han sig hjemme. Måske fordi tiden mindede mere om den tid, han selv engang var født i.

Det var ikke noget han snakkede om. Eller noget folk ville kunne gennemskue selv. Og lige for tiden havde han også mere travlt med at bevise noget over for Natalie, deres såkaldte leder. Et barn, på så mange punkter end blot af udseende. Sean havde gjort det for overlevelsen og nu, hvis man skulle tro historierne, var han immun. Han havde overlevet endnu en ting og det havde kun gjort ham stærkere. Det var kun steget ham til hovedet, præcis som mange andre ting var det.
Sean. Dæmonen fra en anden verden. Archdemon. Immun. Magtfuld.
Ingen turde stille det farlige spørgsmål.
Hvem havde han ofret undervejs?
Ingen var virkelig i sikkerhed, var de vel? Ikke når det galt om større ting. Hvordan havde det ændret ham selv? Kunne han nogensinde...Virkelig...Lukke nogen ind igen? Han holdt af Lori. Men hvor meget? Det var et spørgsmål han ofte stillede sig selv. Tiden måtte vise det. For selv Sean følte ensomhed og ledte efter måder at jage den på flugt.

Som selskabet foran ham. Endnu en erobring. Endnu en, hvor han kunne sige han havde været der. Om det ville blive en gentagende affære måtte tiden vise. Sean var ikke så naiv at tro, at sex bandt folk til ham. Eller viste loyalitet. Nej. Sex var netop kun det. Sex. For mange et værktøj, for Sean blot underholdning. Han brugte andre værktøjer, når han skulle bruge noget. Helst nogen der spillede på frygt og smerte. Helst nogen der nedbrød folks mentale helbred.
Hånden var gledet hen over arrene, specielt arret hen over maven, inden Sean havde trukket sig tilbage. Ar var en historie. De var beviser. Og derfor var de fascinerende. Hvor mange havde ikke spurgt ind til hans egne? Tilfældige kvinder eller mænd, der ikke vidste det ville blive deres sidste syn. Eller folk, der mente det var tidspunktet at stille spørgsmål.

At lege med sin egen lem var ikke nogen ny oplevelse, ikke den specielle følelse, der normalt hørte til. Også selv om han ikke haft behov for at tilfredsstille sig selv i årtier. Det var altid nemmere at styre sig selv og kontrollere situationen, når man selv styrede fart og hvor hårdt et klem der blev brugt.
Faktisk brugte Sean sjældent cremer til denne slags. Ofte brugte han sit eget eller Loris spyt, når de endelig var sammen, og til alle andre? Nu var det ikke fordi Sean var sammen med mænd til højre og venstre. Men hvis ikke de kunne lide smerten, burde de blot fortryde de endte sammen med Sean. Desuden kom der ofte også sin egen vådhed...På sigt.

Måske var det voksende paranoia. Men han havde ikke brudt sig om Vetis ord. Som om de hånede ham. Hånede hans magt. Og jo mere han tænkte over det, jo mindre fokuserede han på hvad Vetis lavede med sit underliv og jo mere stirrede han køligt mod Vetis øjne og ansigt. Det var altid så nemt...At træde forkert...i Seans selskab. Det var altid de små ting. Det var et tilfældigt ord. Det var en tilfældig handling. Tilfældige, og måske uden mening. Men Sean tog dem. Overtænkte dem. Og hadede dem. Og det var måske især det, der havde gjort, at folk tog afstand fra ham eller fandt det svært at være tæt på ham. For i øjeblikket, når det ramte ham, så han kun det. Stirrede sig blind på det. Og reagerede.

Det var en rolig Sean, der trådte over til sengen igen. På hans bevægelser var der intet se, end det samme rovdyr, der hele tiden havde været ved at fortærer Vetis. Hans hånd havde lagt sig over en af Vetis' og hans fingre gledet med ind i det lune og bløde indre. Gled ind og gled rundt, til han kunne presse mod mandens indre. Der, et eller andet sted, kunne han som regel få folk til at spjætte. Få dem til at tigge om mere. Ikke fordi Vetis ville tigge ham, det var klart. Alligevel vedblev han at røre. Køre fingrene imod flere gange.
Men han drev ikke Vetis så langt, at det kunne blive et klimaks. Fingrene blev fjernet og han kørte dem hen over sin egen lem. Det lå i bevægelserne, at Vetis burde flytte sine egne, som Sean lagde sig rette oven på Vetis og førte sin lem mod ham. Der var ikke meget modstand, omend det altid var strammere end en opstemt kvinde. Et dybt støn gled over Seans læber, da han med en hånd på hver side af Vetis førte sig selv helt ind. Hele hans krop rystede svagt ved den pludselig strøm af velbehag og nydelse der fyldte ham. Det tog ham et øjeblik at falde til ro, for at kunne begynde en rytme.
Sean var mange ting. Han havde mange sider, mange facetter og facader. Han var altid opmærksom på at prøve og beundre. At opfylde folks forventinger til ham. Folk forventede det vilde. Det voldsomme. Smerterne, blodet og vildskaben. Men Sean var mere end det.
Lige nu smed han det væk. Han var ligeglad med om Vetis følte et afsavn. De var jo kun lige begyndt. Så Sean startede ud i et roligt tempo, der langsomt kunne arbejde sig op. Og alligevel var rytme hård nok, til at presse Sean hele vejen ind næsten hver gang.
Han kyssede svagt Vetis ved munden. Den ene hånd begravede sig i Vetis lange hår og greb fat i det. Han bed Vetis i det ene øre. Ikke blidt, men faktisk ret hårdt, før hans tunge gled over tandmærkerne der var opstået. Så grinte han svagt for sig selv og stødte tungt op i Vetis endnu en gang.
"Du ved..."
Det var som en lavmælt hvisken, svagt forvrænget af den nydelse Sean følte i øjeblikket.
"...Næste gang du møder op hos mig med sort hår...Klipper jeg det af" Lovede han i samme lave stemme.

Det kunne sagtens gibbe lidt i Vetis hver gang nogen rørte ved hans ar. De havde det trods alt med at være en kende mere følsomme en resten hans hud, men folk var nysgerrige. Folk var altid nysgerrige, hvilket ikke var noget at komme udenom, men ingen fik ellers historien. Den lod han dem selv danne og lod dem gøre deres egen tanker om hvordan sådan noget kunne have hændt ham. Det gjorde det altid lidt sjovere for der var endnu aldrig nogen som havde gættet det, men interessant havde deres svar dog alligevel været. Nogle folk havde noget af en livlig fantasi. Gad vide hvad Sean mon måtte tænke om dem? Hvad var hans konklusion mon? Ville man mon virke svag i Sean's øjne med sådan nogle ar som Vetis havde? Tja, Sean var ikke uden siden egne skader, så det ville vel ikke være helt fair, men på den anden side var der intet i denne verden som var fair. Det var dog ikke ens betydning af bare fordi livet ikke var fair, at man ikke kunne nyde det. Det var tonsvis af smerte og uretfærdigheder, men folk havde det for det meste med at fokusere på det negative. De elskede at brokke sig og klage over hvordan andre ikke fulgte reglerne. Hvilke regler? Det var sjovt sådan som folk gik og bildte sig ind at livet overhovedet havde nogle regler. Det var vel bare om at leve imens man kunne? Bare leve i nuet med hvad end man havde lyst til at gøre... og med hvem end man havde lyst til. Ligesom Vetis lystede Sean... i dette øjeblik.

Det var mange grunde for Vetis til at lyste en mand som Sean. Han virkede stærk, dominant og så selvsikker. Han havde en form for mørke som Vetis kun genkendte alt for godt. Noget han kunne identificere sig selv med. Så var Sean jo så også af hans egen race så det fjernede komplikationerne og gjorde at tingene var lidt mere ligetil. Der var et behov som de begge havde, og som de begge kunne for udfyldt med hinanden. Lækkert og ligetil. Udover det så var hans udseendemæssigt lige som Vetis kunne lide det. Han var på nuværende tidspunkt også meget nem at have med at gøre, men det var en ting som altid kunne vise sig at ændre sig, men nu var det ikke Vetis' første rodeo med en type som Sean. I et kort glimt var det næsten som om at Vetis huskede noget... men lige så hurtigt som følelsen var dukket op, var den forsvundet igen. Uden at Vetis rigtigt havde ænset det. Det var nok heller ikke de store chancer, han havde for at fokusere på noget som helst, når Sean stod og rørte sig selv lige foran ham. Nej, bestemt ikke nemt...

Også alligevel var han nødsaget til at tænke siden at Sean sendte ham et iskoldt blik. På sin vis var det ret pirrende... og stimulerende. På den anden side var det vel også en ide at finde ud af hvorfor han nu køligt så på Vetis. Det... kan vel kun være på grund af det han sagde. Sean's blik ændrede sig trods alt ret hurtigt efter at han havde sagt det... men, måske kunne han bare ikke lide at blive behandlet af en leder af Vetis. Især hvis det var at han ikke følte at han havde styr på ham. Han var trods alt fuldstændig fremmed for Sean. Det eneste Sean vel vidste om Vetis var vel det som han havde fået at vide deres kontakt... eller andet som Sean måske selv havde fået støvet op, hvilket i sig selv ikke kunne være så meget igen. Vetis holdt trods alt sine kort ret tæt ind til sig. Andet kunne trods alt ikke betale sig. Især når der ingen som havde nogen betydning for Vetis. Okay, måske én eller to men det var så også det... og ikke helt det som han havde ment med betydning. Familie var lidt noget andet. Det var svært ikke at give dem betydning når nu han havde kendt de personer det meste af hans unge liv... den periode hvor alt virkede så nyt og alt havde sådan et impakt på én.
Fokus tilbage på Sean... han virkede ikke helt tilfreds, men på den anden side virkede han heller ikke truende, men helt rar ville han nok ikke være imod Vetis... af en eller anden årsag som Vetis nok fandt ud af på et eller andet tidspunkt.  

Han holdt sig dog selv rolig da Sean kom over til ham og han kiggede blot på hans ansigt. Han gjorde mere plads til ham og åndede ud i det Sean pressede sig ind med sine fingrer. Det virkede som om at hvad end der havde tændt Sean kort af, ikke havde hindret ham i at fortsætte. Det var da altid noget og Vetis gav sig hen til berøringen. Vetis kunne tydeligt mærke Sean's ledende bevægelser, så Vetis hjalp ham med hans egne fingre, Sean med at finde hvad han ledte efter. Han vidste trods alt selv præcis hvor det var og trykkede Sean's fingre mod hans herlige nervesamling imens han kiggede på Sean. Der skulle mere til en blot at gnubbe sig op ad hans prostata, men det var ikke ens betydning med at han ikke nød det. Selvfølgelig ville han gerne have mere af hvad Sean kunne tilbyde... især når nu han havde set hans fine ven på tæt hold, men til tider var en god opbygning nu også ret pirrende.

Vetis' tær fik krummet sig sammen et par gange, idet Sean havde ramt helt rigtigt, men havde ikke sagt noget som sådan. Han havde trods alt på fornemmelsen at han nok skulle få hvad han gerne ville have, mest af alt siden Sean også virkede ret trængende. Han skulle heller ikke vente særlig længe inden at Sean trak sine fingre ud af ham, og han selv gjorde det samme og smilede til Sean. Han egen vejrtrækken var blevet en del tungere og hans hud glattere. Hans hals samt brystkasse havde rødmet en del mere hvilket var tydeligt at se med hans blege hud.

Da det så ud til at Sean gjorde sig klar, trak Vetis sig lidt længere ind mod sengen. Han lagde sig ned, lagde sine hænder oppe ved siden af hans hoved og spredte sin ben ud som i en invitation. Mere så der heller ikke ud til at skulle til før Sean tog imod den.

Der var skam ingen stor modstand, siden at Vetis fint havde forberedt sig selv, og siden dette skam var noget som han var vant til. Han trak vejret ind inden Sean stødte ind i ham og pustede langsomt ud idet han bevægede sig op i ham. Det var herligt at mærke Sean inden i ham og udfylde hans indre men noget lidt større end en finger eller to. Vetis var ikke så sikker på hvor meget Sean ville bryde sig om det, men blidt lagde han sine ben om Sean, dog uden fuldstændigt at låse om ham. Hans hænder holdt han hvor de var og krummede en smule i ryggen idet Sean var helt inde. Han gave et nydende støn fra sig idet han pustede helt ud og lo lavmælt med velbehag. Det virkede også til at Sean gav sig selv en smule tid til at vende sig til Vetis' indre, inden at han bevægede sig.
Da han så gjorde det virkede det meget blidt, som nok ikke var noget som mange nok ville forvente af Sean. Især ikke når man havde stået i hans nærvær og mærket hvor magtfuld var, men til alle var der vel flere sider end hvad man blot så.

Vetis bevægede sig rytmisk sammen med Sean, og hver gang han stødte sig selv ind slappede Vetis sit indre, men idet han trak ud strammede Vetis en smule til. Blot for at give mere nydelse til Sean. Siden at det var nogenlunde et roligt tempo var det noget som Vetis, bevidst kunne tage sig til siden hård sex var det som havde det med fuldstændigt at få koblet hans hjerne fra. Det var dog stadigvæk rart og han nød hver sekund af der. Da Sean så kyssede ham svarede han igen med at kysse ham blidt igen. Da Sean så viklede en hånd ind i hans hår, lagde han blidt en af sine egne hænder blidt om den. Han nød at folk rodede ham i håret... især når det virkede knap så blidt.

"Hah...!" udstønnede han idet Sean bed ham i øret. Noget som gav lidt mere stimulans og som løb ham nydende ned gennem rygsøjlen. Det hjalp også yderligere at Sean stødte hårdt op i ham, og hans tær og hans ben fik i reaktion, presset sig sammen. Det var varmt der hvorved Sean havde bidt ham og ømt. Et mærke som han nok ville have ved næste morgen... vis ikke et par stykker mere med det humør som Sean syntes at være i. Om det var på grund af Vetis' ord fra tidligere eller ej var ikke til at vide... men, det var i alt fald meget velkommen.  

Åh! Den stemme der... opstemt og truende på samme tid. Hvis bare man kunne få den med sig til at lytte til yderlige gange... se, det ville være noget som Vetis ville købe, også selvom det var svært ikke at le. Dog ikke for at være hånende eller noget... nej, derimod af ren lykke og ekstase.
"Når nu du spørger så pænt... kan jeg sagtens overtales... kun for dig," sagde han svagt belastet og forførende. Han smilede og kyssede Sean lidt for sjovt at forsegle aftalen. Når nu Sean var så glad for det hvide hår, tja, så kunne han vel lige så godt holde det fint og hvidt for ham. Selv var Vetis ret glad for rødt hår hos andre folk. Det var en ufattelig smuk farve syntes Vetis selv og på en godt udseende mand... så var det bare endnu bedre. Deres aftale her ville bare ikke forhindre ham i at farve sit hår, for han hadede det stadigvæk og det gjorde ham alt for genkendelig. Så han ville bare være nødt til at fjerne det inden han ville skulle mødes op med Sean en anden gang... et næste møde som lød ret sikker på at forekomme sådan som Sean havde sagt det.

"Det er en aftale," hviskede han sødt igen, kyssede Sean's arm som var tæt på hans hoved og holdt lidt tættere om ham med sine ben. "Men... kun hvis du fortsætter og får mig til at kalde dit navn i ekstase..." Han ville nok gøre det med håret uanset hvad... men det gjorde ikke noget at give ham noget motivation.

Det hvide hår. Det var det hvide hår der havde fanget Seans interesse i første omgang. Selvfølgelig hjalp det, at manden under ham havde formået at skære et menneske i stykker foran ham. Havde været brugbar til et bestemt arbejde - Sean elskede at samle på folk, der kunne et eller andet. Uanset hvad. Der var altid brug for folk der kunne et eller andet, uanset hvor småt, så Sean prøvede altid at udvide sine bekendtskaber. At have kontakter. Men det i sig selv havde ikke betydet særlig meget. Mange kunne skære folk i stykker, både på en pæn og rodet måde. Ja, Sean kunne sågar selv gøre det, hvis behovet opstod. Og det kunne det hurtigt.
Men når det kom til stykket, var det sjældent Sean gjorde noget selv. I stedet pressede han andre til det, ved at lokke dem ind i et spind af ord og følelser. Selv hans egen familie, selv folk han såkaldt holdt af og elskede. Han pressede dem altid længere og længere ud, for at bevise noget Sean kunne karakterisere som oprigtige følelser og loyalitet. Noget der var et bevis for Seans twistede ide om følelser og loyalitet, opbygget af tidlige svigt i hans egen barndom. Og hvis de pressede igen...Hvis de pressede igen...Kunne Sean selv gå amok...Og det var oftest dér Sean badede sig selv i blod. Blodet fra uskyldige, der blot var en afreaktion. En måde at komme af med ting, som Sean ikke kunne forholde sig til. Andre måtte dø, for at holde ham fra at dødeligt skade de folk der betød noget. Det gav jo mening.

Benene var ikke en hindring, men inviterede ham blot til at støde så dybt han kunne. At presse sig mod det indre, mod de varme og bløde vægge han hele tiden mødte. Der var noget ved smerte...Ikke hos ham selv, men hos andre. Smerterne beviste en form for magt, også selv om den kun var kortvarig og i længden blot skubbede folk endnu længere væk. Alligevel var det en ting, han ikke kunne holde sig selv fra. Som han havde ydmyget Fenrer...Ja, i princippet ydmyget så mange. Store mænd, der blev til Seans legetøj af seksuel art. Hvem kunne modstå?
Blikket gled over øret. Rødt, der hvor Sean havde bidt og måske på grænsen til at bløde. Havde han blot bidt lidt hårdere...Sean vædede sine læber og smilte svagt for sig selv. Han ville fylde Vetis med mærker. Mærker, til at mindre Vetis om den magt Sean havde haft over ham i øjeblikket. Og som et bevis for alle andre, Vetis måtte sove med de næste par døgn. Blot fordi han kunne. Blot fordi han kunne sætte sit mærke. I forlængelse deraf gled hans læber kildende ned over Vetis' hals, før læberne sugede sig fast i den tynde hud. Først i en let sugen, men siden i en hårdt insisterende. Han var ligeglad med om det ville gøre ondt. Om mærket ville udvikle sig til et blåt mærke i morgen. Dette ville næppe blive det eneste af sin slags.

Der var ikke det, Sean ikke ville ofre. Han vidste det, dybt i sit indre. Nepthys havde været et instrument og selv om han på vejen oprigtig havde følt noget for kvinden, havde hun svigtet ham for mange gange. Lori var...Ja, han vidste ikke helt hvad Lori var. Razor var en fyr han kunne stole på, hvor uforudsigelig drengen ellers var. En fyr, der fulgte Sean i skyggerne og gav beskyttelse mod usete fjender. Og hvem ellers var der? Den eneste, Sean nogensinde oprigtig havde respekteret og for evigt ville elske. Alane. En shapeshifter, men derudover en stærk kvinde. Aldrig havde Sean mødt nogen, der havde mødt ham som Alane havde det. Alane...Med sit flotte, hvide hår...
Men familie betød intet. Når det kom til stykket, ønskede Sean sig måske det samme som mange andre. Stabilitet. En familie, der stod ved hinanden. Tætte venskaber. Noget, der fjernede ensomheden og gav det hele mere mening. Men flere års erfaringer - eller måske valgte han hele tiden de forkerte? - havde bevist at den slags ikke fandtes. Han troede ikke på det længere. Det lå dybt i ham at nære mistro til alt og alle. Og ikke lukke nogen ind igen. Ikke helt ind, i det mindste. Han måtte ikke blive afhængig.

Om Sean virkelig var trængende eller om sex blot var sex...Ja. Det vidste han ikke. Et eller andet sted var han vel nok trængende, men tit handlede det ikke om sexen i sig selv længere. Det handlede om hvem. Når man havde sex, var folk allermest skrøbelige. Så Sean sørgede altid for at bevare kontrollen. Uanset hvor rart, uanset hvor nydelsesfuldt, gjorde han alt for at bevare en sans af kontrol og bevidsthed. Han turde ikke give sig hen længere. Ikke fuldstændigt. Han ville ikke være skrøbelig og give folk en vinkel, hvorfra de kunne ramme ham. Stikke ham ned, kvæle ham, angribe ham psykisk. Hvor folk som Vetis kunne udnytte situationen.
Læberne forlod den efterhånden røde hud. De små blodkar var blevet suget frem og prikkede huden i et rødligt mønster. I et øjeblik stirrede han på det, før han rettede sig op. Med en arm på hver side af Vetis. Det hele lagde et pres på hans sår i skulderen og han kunne mærke huden hive i sårskorperne. Den stikkende fornemmelse, når huden blev hevet fri og sårene igen ville åbne sig. Den lette smerte var blot et incitament til at fortsætte.
Det kølige, mørkegrå blik landede på Vetis' ansigt, mens kroppen selv fortsatte i sit eget tempo. Så gled hans ene hånd hen over Vetis skulder og ned over brystet. Lagde sig over hjertet, hvor han kunne mærke det slå hårdt. Og op...Op til halsen. Øjnene søgte Vetis' øjenkontakt, før hånden klemte til. Rytmen steg, han stødte hårdere og hurtigere, som ønskede han at distrahere manden under sig. Legetøjet. Og jo mere han klemte, jo mere kunne han ikke holde et svagt smil tilbage. Selvfølgelig ønskede han ikke at skade manden. Måske gøre ham øm til senere. Måske give ham blå mærker. Måske blot vise...At Sean kunne. Kunne vælge. Og Vetis hellere måtte holde sig på hans gode side for at undgå varige men. Men han holdt ikke så længe, at Vetis ville mangle luft eller blod. Måske nok, til at skabe en reaktion, før han ville slippe manden igen. Genskabe balancen med begge hænder på sengen og fokusere på de næsten dyriske stød. Men uanset hvad Sean gjorde, ville det hele formentlig virke lidt for velovervejet. Som om han ikke helt gav slip. Ja, hvor langt kunne han gå? Folk som Vetis elskede som regel vild sex, gerne med dertilhørende vold af let slags, som ikke ville give varige skader. Så Sean havde en forventing om at disse ting ville tilfredsstille dem begge...Seans behov for at føle sig hævet over Vetis, og have magten. Vetis' behov for vild sex.
Det var næsten for...Forudsigeligt.
"Jeg behøver ikke få dig til at kalde mit navn" brummede han svagt og med et af de små, skæve smil. Sean kunne mærke varmen i sin krop, som han stødte dybt og hårdt. Han lod Vetis om at forstå hvad han mente.

Det var en berusende følelse som blussede op i Vetis idet Sean stødte dybere ind i hans indre. Det hele virkede hedt og som om at det hele smeltede sammen, der hvor Sean og Vetis' kroppe stødte sammen og var forbundet. Sex var nok én af de få ting hvorved at Vetis følte sig forbundet til en anden person på. Den måde som han kunne dele sin krop på samt tage del i en andens. For når man ikke kunne det på et følelsesmæssigt niveau... tja, så kunne det jo kun opnås på det fysiske niveau. Man kunne vel godt sige at det var hans måde at udfylde tomrummet på. Det tomrum som altid lurede og som han ikke kunne finde hoved og hale i. Hvordan var det opstået? Hvor kom det fra, men mest af alt hvordan kunne han skille sig af med det? Han vidste inderst inde at det var en forhindring... en svaghed. Noget som hindrede ham i... at fungere fuldstændigt. Hvis bare han kunne finde den kilde hvorved den udsprang i hans indre. Måske mure den til at plastre den godt nok til at den aldrig ville vise sit grimme ansigt igen. Den havde også med at vise sig på de mest ubelejlige tidspunkter, som om den vidste hvornår den skulle slå til for at ødelægge ham og gøre ham ude af stand til at gøre noget. Som sagt havde han skam fundet metoder at distrahere sig selv på, og de fungerede næsten perfekt. Han skulle bare være høj nok. Noget som var intenst nok til at ændre kemien i hovedet på ham. Såsom intens vold, frygt, smerte og selvfølgelig sex. Det havde dog gjort at med al denne intensitet at hverdagen kunne virke, tja, kedelig og knap så farverig. Der skulle også snart meget til for at få ham til at opnå de samme højder, som om at han var blevet vant til det. Det var dog noget som han måtte bide i sig og en risiko som han var villig til at løbe... med det selvfølgelig at det ikke slog ham fuldstændigt ihjel. For det kunne det sagtens i det længere løb... ingen tvivl om det, og det var han skam godt klar over. Det var derfor han hele tiden ledte efter mere. Mere som kunne tilfredsstille ham og give ham rusen af at leve. At i sandhed leve livet.

Det var derfor at Vetis havde følt sig så tiltrukket af Sean. En mand som nok i bund og grund så verden lidt på samme måde som Vetis... Han havde i alt fald følt sådan... At de havde noget tilfælles, udover deres race selvfølgelig. Med så megen magt kom der andre ting listende. Det havde Vetis godt set før, og han følte et eller andet sted at Sean nok ville kende følelsen af at vænne sig til tilværelsen. At der ikke længere var noget som kunne tilfredsstille én når det var så nemt at få fat på. At opnå de samme højder som da man oplevede dem for aller første gang. Hvis ikke, tja, så havde Vetis vel bare gættet forkert, men han ville narre sig selv lige nu og holde fast i sin egen tanke. Den var trods alt lidt mere interessant end alternativet.
Lige nu ville han føle russen af Sean's dominerende blik som mest af alt mindede om et dyr havde når det havde fanget deres bytte. Ikke at det havde været den vilde jagt for at nedlægge Vetis. Han havde trods alt malet en måleskive på sig selv, og skrevet, kom tag mig, på. Hvorfor skulle han ikke også det når nu det var at han gerne ville have Sean? Ingen nytte i at ligge skjul på det, nok heller ikke fordi at Sean bare ville kunne lugte sig frem til det, sådan som han gerne ville have ham.

"Hah," gispede Vetis kort og bed i sin læbe nydende idet at Sean tog sig til at mærke Vetis' hals. Der var altid noget erotisk ved at blive mærket af andre, som et tegn på at de havde været der. Det var så ejendommeligt også smertede det kun kort, men på ingen måde blev det følt på samme måde som nok de fleste gjorde. Smerteregistrene var hos Vetis anderledes, hvilket nok ikke var noget under, og hos ham sendte det nogle andre signaler. I stedet for STOP sagde det bare, MERE, og mere var han sikker på at han nok skulle få. Dette kunne vel umuligt være hvad Sean havde at byde på.

Og mere så det skam også ud til at Sean havde i sinde at diske ud... så meget fortalte Sean's blik i al fald.

Vetis fulgte med blikket Sean's hænder som bevægede sig ned mod hans eget hjerte. Der lå det sårbart under hans hænder... under et lag af hud og knogler, intet som en dæmon ikke kunne tære igennem med de bare nævner. Der skulle sikkert heller ikke mange kræfter til for at bore neglene ned, lige så langsomt, igennem alle forhindringer og tage fat om hjertet på ham. Bare at ligge hånden om det og i et heftigt træk flå det ud af brystet på ham... Vetis havde skam selv gjort det før. Der skulle så lidt til for at ende en andens liv. Vetis tænkte nu at det nok ville se ret så hot ud. Bare tænkt... at blive gennemboret på blot mere end én måde, samt at se Sean badet i Vetis's eget blod imens han tårnede over ham triumferende. Hvis ikke at Vetis allerede var ret tændt ville den tanke helt klart sende en flamme af rus igennem kroppen på ham. På den anden side ville det også være en fantastik måde at dø på, hvis det ikke lige var for den detalje at Vetis ikke ønskede at dø. End ikke af Sean's kyndige og stærke hænder. Så godt kendte han ham skam heller ikke.

Sean's hånd klemte sig derefter op mod hans hals. Endnu et nemt punkt på ens offer. Halsen som ingen forsvarsmekanismer selv havde. Intet som beskyttede. Det lå åbent for alle til at angribe... og det var her at hans hånd blev. Vetis kiggede derefter på ham uden tegn på frygt eller ængstelighed. Der var intet i hans blik som bød Sean til at stoppe, med det næste som han gjorde. Tværtimod ville Vetis udvise en smule tillid til at Sean ingen intention havde om at slå ham ihjel, også selvom at det ville være så let. Han lagde derimod sin ene hånd blidt ovenpå Sean's og holdt den der idet tempoet steg. Hans stemme derefter var mere end halvkvalt idet Sean blev mere hårdhændet med ham.
Det var i alt fald værdsat for her skred den høje rus ind... den som bød ham give slip og nyde turen. Så, det var det som han gjorde... han lod sig selv give slip på sit mistænksomme sind og overtænkningen. Han lod sig selv hvile i sin egen krop og dermed blev oplevelsen også mere intens og mere euforisk.

Siden at Sean klemte mere til om halsen på ham strammede han mere til forneden af en naturlig reaktion. Dog ikke til at det ville klemme livet ud af Sean's lem. Så meget havde han alligevel styr på sin egen krop. Der var jo ingen grund til også at kvæle Sean siden at han kvælede Vetis. Også slemt var det heller ikke. Han havde ikke det store besvær med vejret siden at han havde prøvet det oftest før, men hans hoved var begyndt at føle en smule let. En herlig lethed dog som han svælgede i. Han kunne ikke selv lade være med at smile stort og endda komme med et forsøg på noget af en leen. Ikke at det nok lød som noget helt i den stil siden at Sean havde lukket for hans luftvej. Hvilket enlig fik ham til at smile mere. Det sjove eller nok mere underlige var... den følelse som også vældede op i Vetis desto længere han gik uden luft... og størrelsen af Sean's hænder som virkede... næsten familiært. Det var måske på manglen af luft, men Vetis kunne svoret at i et blændende øjeblik at det ikke var Sean som var over ham, men... en anden skikkelse. En anden skikkelse som smilede til ham med et bredt hvidt smil med hugtænder. De mørkegrå øjne som ikke blot mere så ham end legetøj, kiggede på ham med blodrøde ømme, varme øjne... som var han nogen... Som var han nogen vigtig og værdsat, men efter at Sean stødte ind i ham igen hårdt forsvandt skikkelsen og blev erstattet af Sean igen. Sean som nu havde givet slip på hans hals igen, hvorefter Vetis i et langt hæs træk hev vejret ind igen.

Verdenen kom langsomt tilbage igen, men Vetis følte stadigvæk at han svævede på en sky af ren nydelse. Han var samtidigt også glad for at hans tillid ikke havde været malplaceret hos Sean. Det gav nemlig vej til at han måske ville kunne lade Sean gøre det igen. Det kunne i alt fald være herligt taget i betragtning af hvor godt dette føltes.

Vetis begravede den ene hånd i betrækket ved siden af hans hoved imens han lod den anden hvile på sit eget bryst. Hans hjerte galoperede, hans krop brændte (især hans hals), og hans øjne var halvt-om-halvt lukkede. Han havde nogenlunde fundet sin stemme igen og lo blidt til det som Sean sagde.

"Så sandt M-"

Hvad skete der der?! Hvis navn skulle han til at sige der? Vetis slog øjnene forundret op. Han havde næsten sagt dem med en kærlig og, øm(?) tone. Vetis var udmærket godt klar over, hvem han havde med at gøre her, og hvem som havde gang i ham lige nu. Han havde aldrig sagt et navn forkert før eller sammenlignet dem med andre, men, der var noget over Sean som hylede ham ud af den. Det værste var dog, hvis navn havde han været ved at sige? Navnet var ingen steder til at finde i hans indre. Det var væk lige så hurtigt som det havde været der... underligt. Dette lignende ikke Vetis på nogen måde... overhovedet.
Vetis var dermed underligt ædru igen efter alt hvad han lige havde været igennem med Sean, og jovist om det ikke stadigvæk føltes rart, men det var som om at der nu var noget som manglede. En anden følelse som han nu higede efter med ethvert fiber af hans væsen... En andens hænder... deres øjne... deres læber mod hans hals samt deres hår som kilede imod hans ansigt imens de med en dyb røst brummede hans navn med en ømhed så smertefuld at et stik af savn stak Vetis i hjertet.

Hvem var de... og hvorfor kunne Vetis intet erindre om dem?

Han var måske mere investeret i det, end han troede. Måske netop fordi han fokuserede så meget på det...På at beholde kontrollen, magten og overbevise sig selv om, at han var bedre end følelser og tilhørsforhold...Måske netop derfor mistede han magten og efterlod sig selv mere åben end han ville.
Men selv hvis det var tilfældet...Hvad så? Vetis virkede ikke til at vide det. Ikke til at i stand til, at opnå den viden.
Jo mere Sean gjorde, jo mere vred følte han sig. Vrede var en følelse han kendte og holdt af. Den kunne han forholde sig til, så længe han ignorere grunden til at vreden opstod. Vrede var hans svar på alt. Ked af det? Vrede. Jalous? Vrede. Ensom? Vrede. Glad? Udbrud, der kunne tolkes som vrede. For jo mere han selv følte, jo mere havde han behov for at se andre føle...Helst smerte. Eller frygt.
Seans blik gled ned over Vetis ansigt, som denne gled hen i en underlig tilstand af manglende ilt til hjernen og nydelse. Og han følte sig vred. Vred over Vetis måtte føle nydelse. Eller flugten. Og at der ikke var nogen tilbage, der kunne give Sean den samme pause. Pause for...Alt. For at tænke eller føle noget som helst. Et øjebliks pusterum fra en evig paranoia og præstation. Lori gav et øjebliks pause...Men det var ikke nok. Sean kunne ikke tilgå sig fuldhjertet til forholdet. Med tiden var Lori gået mere fra at være en partner af følelser, til at være et instrument til at gøre oprør. Oprør mod samfundet, oprør mod Natalie. På en måde hadede han sig selv for det. På en måde ønskede han ikke, at det skulle være sådan. Men på den anden side skete det automatisk og længere han nåede ud, jo sværere var det at komme tilbage.
Nej. Måske ville han aldrig opsøge Vetis på denne måde igen. Der var noget ved det, som Sean ikke brød sig om. Noget ved det, der virkede farligt eller åbnede Sean for et eller andet. Han kunne altid bilde sig selv ind at sex bare var sex. Og det var det tit også. Men han vidste ikke længere om dette blot var set...Eller noget helst andet i sig selv. Balancen havde rykket sig.

Han lod Vetis få luft igen. Det var som om Vetis var her, og så alligevel ikke. Sikkert et tegn på, at han havde ladet manden gå uden luft for længe. Ville manden gerne dø? Hvis Sean havde ønsket at dræbe ham...Han havde kunne gøre det lige der. Vetis ville ikke have protesteret, men tværtimod gledet ud af sin bevidsthed med nydelse. Det fortalte det ellers gysende klem om Seans egen lem.
I et øjeblik...
I et øjebliks klarhed, måske...
Virkede det som om de var to personer af samme sind. Ikke som i at Sean kunne se eller læse Vetis tanker. Åh, med sin gamle evne havde han måske kunne næsten det...Nej. Men blot som om tomheden var tilstede i dem begge. Eller forstået. Ikke at Sean vidste hvad han skulle stille op med denne fornemmelse - eller om det overhoved var sandt. Måske bildte han sig endnu en gang ting ind.
I stedet lukkede Sean sine egne øjne. Der skete for meget i hans tanker lige nu og han ønskede ikke Vetis skulle bemærke noget af det...Men manden virkede nu ret optaget af noget andet.

M-
Hvem? Mester? Ville han have kaldt Sean for mester?
Da han åbnede øjnene igen og så på Vetis, virkede det dog langt fra som tilfældet. Vetis havde måske selv mistet kontrollen. Manden virkede i hvert fald langt mere tilstede nu, end han havde gjort for et øjeblik siden...Næsten som om noget havde skræmt ham eller overrasket ham. Vetis havde gjort noget, Sean aldrig ville gøre. Han havde været ved at tale over sig...
Se det var meget nemmere at forholde sig til. Og nu havde Sean et eller andet behov for at vide mere. Som altid. Han ønskede at kende folks hemmeligheder. De kunne bruges til alverdens...Og så føltes det altid lidt som om...Han havde en relation til vedkommende. At han kendte dem, på en måde ingen andre gjorde.
Ved en indskydelse trak Sean sig pludselig tilbage. Trak sig hele vejen ud af Vetis og rejste sig op. Han var ikke træt og han var ikke ved at komme - en ting som alle hans tanker også holdt fra at ske. Han kørte sin ømme skulder rundt en enkelt gang, før han lænede sig ind. Med et greb i Vetis' ben trak han manden ud til sengekanten og med et hård hånd om armen trak han Vetis op og stå. Som vejede Vetis intet og var manden intet mere, end en dukke, skubbede han Vetis mod den nærmeste væg. Knap havde Vetis nået væggen, før Sean var lige bag ham og pressede mandens varme hud mod de kolde sten. Med en hånd fik han presset sig selv op igen. Op i varmen, hvilket fik ham til at gyse af ren liderlighed. Med et hårdt tag i det beskidte hår, holdt han Vetis hoved i en drejet position, mens han med en dyrisk energi direkte bed Vetis i skulderen. Bed til. Bed til, til han kunne smage blodet, som han glædeligt slikkede i sig. Fuck det hele. Vetis skulle ikke sige andre navne, når han var sammen med Sean...Mage til respektløshed. Så få havde haft nerven til det...
Men omvendt. Hvis Vetis endelig følte for at tale over sig, skulle han nok prøve at få Vetis til at miste kontrollen igen. Hvis han endelig ville kalde Sean et andet navn, ville Sean vide navnet. Vide hvem han skulle jagte en anden god dag. Fordi han kunne.
Sådan. Han havde kontrollen igen. Han følte sig...Sikker...Igen...Som han stødte hårdt op mellem de ellers velformede baller på manden foran sig. Den ledige hånd gled ned og greb hårdt fat i Vetis' lem. Holdt blot fast, mens han brugte det som afsæt til at rokke sig selv frem og tilbage imod Vetis.

Interessant var hvordan det så ud til at de begge havde en form for virkning på hinanden. Ikke helt noget som Vetis havde forestillet sig til at starte med. Mest af alt fordi han ingen ide havde om hvordan Sean havde kunne påvirke ham på denne måde. Han havde haft en fornemmelse, men det var intet i forhold til den realitet som han nu var foran ham. Sean, han var noget som var meget familiært også alligevel så ukendt. En fornemmelse som nok grundende i Vetis' fortid... den som han ikke kunne huske. Han vidste godt at der manglede noget, men hvad kunne han sjovt nok ikke fortælle, men han vidste at det var grunden til at han var her i Underworld... En verden som ikke var hans egen. Så meget vidste han da, fordi han gik fra sin egen verden til pludselig at vågne op i på gaderne i Underworld, og han kendte sjovt nok til ingen af byerne eller deres infrastruktur. Folk her var også en smule bagud med teknologien... men, det havde han vænnet sig til ret hurtigt. Sådan havde han nu altid været. Han var hurtig til at suge viden til sig og vænne sig til sine egne omstændigheder. Mindre kunne heller ikke gøre det når nu man gerne ville overleve. I de første par år hvor han havde udforsket havde han da prøvet at vende tilbage, men han havde ikke kunne finde noget som hjalp med at finde tilbage. Det var ærgerligt, men på den anden side var der en hel ny verden for ham at udforske. En helt ny verden hvor ingen havde kendt til ham og hvorved han havde, kunne bygge sig selv op fra bunden af. Det havde været nemmere i denne verden end hvad han havde forestillet sig. Så meget råddenskab som havde hvilet rundt omkring ham, og råddenskab som havde været til at udnytte. Det havde alt sammen bare ventet på ham...

Han havde skabt sig selv på ny, og gået under navnet Mad Hatter imens han havde skabt en kæde af forretninger og bekendtskaber. Noget som han kunne bygge yderligere på og som havde bragt til interessante højder og givet ham forskellige muligheder. Muligheder såsom at drage forretning med herskeren af Doomsville selv. Se, det havde været en vidunderlig chance for at se en helt ny verden... og det måtte man så også sige at han havde fået set nu. Hvis ikke kun et ekstremt kort glimt af en verden som gemte sig inde i ham selv... og kort en anden verden af Sean. En vrede som før havde buldret inde i Sean og som nu fik lov til at slippe forbi revnerne i hans maske. Nok nogen som Sean ikke selv ønskede eksisterende sådan som han virkede til at ville være i kontrol, men alle var vel på en måde et offer for sig selv og ens egen tendenser... samt følelser. Der var vel aldrig helt nogen som kunne blive hersker over dem selv, uanset hvor gamle de så end kunne blive... det var i alt fald hvad Vetis selv havde oplevet.

Det var som om at noget havde ændret sig i et split sekund. Noget som ikke var til at sætte ord på men derimod noget som var meget tydeligt nu. Det kunne mærkes i luften... i stemningen mellem dem begge to. Dynamikken var noget helt andet nu og Vetis vidste ikke hvad han skulle tænkte om det. Han havde trods aldrig selv oplevet noget lignende. Han havde heller aldrig talt over sig selv før, men det havde ikke selv været hans egen skyld. I sandhed var det noget i Sean som havde fremprovokeret det. Så, i sandhed var det hele vel Sean's skyld. Det var lidt en skræmmende tanke at en mand som Sean havde været i stand til at grave sådan noget op i Vetis uden at han selv havde vidst af det. For hvem vidste hvad Vetis gemte på?
Han kunne ikke risikere at det skete igen... men, på den anden side ønskede han så inderligt at vide det. Hvad var det ved Sean, som gjorde dette ved ham? Hvad var der så anderledes ved Sean som hev disse ting ud af Vetis, om han så selv ville det eller ej? Han var vel bare en mand ligesom alle andre... en mand med en masse magt og skrupler. Han kunne umuligt være så anderledes fra alle andre som Vetis havde været sammen med. Stadigvæk. det blik i hans øjne og den stemme som kunne få det til både at løbe koldt og varmt ned af ryggen på Vetis. Hans hænder og deres greb om ham... men mest af alt, var det noget ud over det fysiske ved Sean som enlig havde tiltrukket Vetis til at starte med. Det var den luft omkring ham som han bar med sig. Den måde som han bar sig selv på omkring andre folk... og alt det som gemte sig under det hele.

Mere undren nåede han heller ikke da Sean stoppede midt i det hele. Vetis kigge en smule forundret på ham inden at Sean med lethed hev Vetis op fra sengen. Det var en spøjs handling, men nu var situationen også pludselig blevet af en anden karakter. Hvad det hele så var ved at ændre sig til fandt Vetis vel snart ud af. Der var dog bare et lille problem, Vetis følte ikke at han fuldt ud var i kontrol over sig selv igen. Han følte sig til dels til stede samt et helt andet sted på samme tid. Det var noget som han hurtigt var nødt til at rode bod på for ikke at begå samme fejl, men det var næsten umuligt når roden til det hele havde godt fat i ham. Han havde skam heller ikke i sinde af modstå ham for hans krop skreg stadigvæk på Sean’s berøring.

Det virkede heldigvis ikke som om at Sean var helt færdig med Vetis endnu. Hvilket måske godt kunne være en forbandelse i forklædning, men lige nu var enhver distrahering velkommen. Selv kulden fra væggen som Vetis pludselig fandt sig selv presset op ad. Det fik verdenen til at vende tilbage og Vetis kunne nu fokusere mere og skubbe det andet en smule bag sig. Apropos bag sig, så stønnede Vetis igennem sine tænder idet Sean stødte sig selv op i ham igen. Kontrasten mellem varmt og koldt var herlig imod hans hud og rokkede sig selv i rytmen for bedre at passe Sean's tempo. Han var blevet mere intens end før... så meget var tydeligt. Det var mere følelse bag deres eskapade denne gang.

Vetis kiggede på Sean da han fik drejet hans hoved. Han havde af en uforklarlig lyst til at kysse ham lige der... men undlod siden at det igen var opstået et andet sted fra inde i Vetis. Den form for ømhed passede ham ikke. Slet ikke. Hans tanker kom også straks væk fra det da Sean bed ham hårdt i skulderen... han bed endda virkelig til. Så meget af Vetis kunne mærke varme fra hans våde blod som under Sean's bid piblede frem. Det var en sensation som han helt kunne fokusere på. Hurra for smerte!

Han gispede kun kort, med et hint af smerte da Sean havde bidt ned i ham, men som altid blev det hurtigt erstattet af en nydende brummen. Nydelsen var atter skyllet ind over Vetis, endda i mere kraftfulde bølger denne gang. Han lænede sig tilbage ind i Sean og mødte hans stød med samme iver og kraft som Sean selv. Han klemte også af og til for at bringe Sean nydelse. Det var trods alt ikke kun Vetis som skulle modtage her, men siden at Sean var som sådan i kontrol, og i denne stilling var det lidt svært. Dog var der alligevel en hånd som tankeløst fik placeret sig i Sean's hår, hvorved han tog en smule fat og kærligt nulrede det ind mod sig selv...

Så helt kontrol havde han så ikke over sig selv...

Seans egen vejrtrækning steg til støn. Til stød, som om han var forpustet, men i virkeligheden blot huskede sig selv på at trække vejret. Mens han havde bidt, mens han havde slikket smagen af blod - den metalliske kendte smag - havde han ikke trukket vejret. Som om en kraft inden i ham havde taget over og han i et øjeblik havde glemt de helt simple regler for overlevelse. Som kunne han hæve sig over det...Åh gid han kunne. Det var den slags tanker, der kunne få ham til at fundere over døden. Hvordan var det at dø? Eller vide man en dag skulle dø? Sean havde evigheden foran sig, så længe han formåede at holde sig selv i live. Så en død ville alligevel komme pludseligt...Men hans erfaring sagde ham, at selv om dæmoner levede evigt, var det sjældent de ønskede døden alligevel. De havde et behov for at opretholde sig selv, præcis som alle andre. Det var et instinkt alle delte.
Som da Sean havde ligget døende af dæmonsygen. Der havde været en sandsynlighed for, at han ikke ville dø...Men han havde følt det i sit indre. At han skulle dø. Og det havde sat ham i en underlig situation. Ophidsende og på samme måde...Så underlig fjern. Han havde ikke været bange. Blot ønsket sig noget andet. Noget andet, der var kommet i form af Natalie og en kur, der garanterede livet. Og en tilbagebetaling i form af loyalitet og herskerstatue over Doomsville i Natalies navn. Sean havde oplevet livet lige der. Og oplevet døden, det at vente på døden, det at vide man skulle dø. Det bragte nye perspektiver, nye forståelser...Som han ikke brugte til noget. I stedet skubbede han det væk. Bearbejdede det aldrig. Men opførte sig, som om det aldrig var sket.
For lige der. Lige der havde han været svag. Underlagt en verden, som Sean ikke kunne se eller styre. Som var han blot endnu et levende dyr i denne verden.
Det var han ikke.

Sean besluttede sig for ikke at kvæle Vetis igen. Han var nysgerrig...Havde han et behov for at kende navnet...Men at gentage handlingen nu ville sende et klart signal. Et klart signal om at Sean selv ledte og afprøvede noget, der havde virket for et øjeblik siden. Vetis skulle ikke vide Sean åbenlyst ledte...Han ville aldrig få navnet ud af ham ellers. Vetis ville klappe i som en østers...Så måske skulle et seksuelt forhold til manden alligevel opretholdes? Det kunne han ikke beslutte sig for.
I stedet besluttede han sig for at blive færdig. På en måde havde noget, der skulle være en forfriskende lille omgang, udmattet Sean på en helt anderledes måde. Givet ham nyt at tænke over de næste par dage, som om han ikke allerede havde nok på sin tallerken. Flere nætter uden søvn, hvor han kunne funderer over ting, som han ikke havde et svar på.
Han slap Vetis hår og lem, for i stedet at gribe fat omkring Vetis lår. Det gav Sean en mulighed for nærmeste at skubbe Vetis ind mod sig, så han selv kunne nå dybere og hårdere ind. Tempoet steg og steg. Den velkendte fornemmelse af pirren i underlivet, som han opbyggede sit eget klimaks. Vetis var en erfaren modtager, hvilket gjorde det så meget nemmere. Varmen der spredte sig i hans krop og hvordan hans muskler til sidst trak sig sammen i det ventede klimaks. Han stødte sig selv hårdt op i Vetis som han gav slip. Med en hånd mod væggen hvilede han sin varme og lettere svedige krop ind mod Vetis'. De sidste små efterfølgende stød, som han tømte sig selv og han kunne mærke sin egen lem pulsere.
Seans ledige hånd gled ned til Vetis' egen og begyndte at give den opmærksomhed. Han efterlod aldrig en partner, uden at sikre sig de også havde haft en udløsning. Et klimaks, en forløsning af alt det der som regel byggede sig op i sådan en akt. Hvilket monster ville han være blot at efterlade folk sådan?
Erfarent gled hans hånd hen over Vetis' lem for at opbygge mandens eget klimaks. Samtidig forblev Seans endnu hårde lem oppe i ham og den ledige hånd gled hen over den mandelige krop foran ham. Ned over brystet, ned over maven, ned over låret og op igen. Let stødte Sean til, for at give Vetis så meget som han kunne. Et lille efterspil fra hans egen side. Der fandtes dage hvor Sean eftergav sig i så meget fornøjelse, at han legede videre til han selv og hans partner var kommet flere gange. Men i dag var ikke den dag. Der lå for meget mellem dem, trods der ikke var blevet sagt et ord.
"Vær en god dreng...Og kom for mig"
Den dybe, brummende stemme der hviskede. En stemme der mere forventede, end spurgte. En ordre. Kom. Kom for ham. Ikke for hvem end M var...Men for Sean.

Vetis havde brug for at finde styringen igen samt sig selv. Det var mest af alt fordi at, i selskab hos en mand som Sean var alt viden farlig viden. Også selvom det var en viden som Vetis ikke selv havde bekendtskab til, desto endnu farligere at overgive sådan en form for viden. Især på dette stadie hvorved de begge blot testede hinanden og følte hinanden ud. Det var om ikke at trække følehornene for hurtigt tilbage da det kunne have en negativ effekt. Hvor interessant det end var dette, følte Vetis selv at det måtte finde en naturlig ende... blot for nu. Heldigvis for ham selv var han godt på vej mod en udløsning. Chokket og realisationen fra før havde modarbejdet det, men Sean var talentfuld som han var hot, og han havde hjulpet ham godt på vej igen. Endda med mere iver end før, hvilket altid var noget som Vetis kunne værdsætte. Det betød mon at han selv var ved sig endeligt?

Sean's åndedrag var hedt på Vetis' skulder og matchede sig selv til Sean's nye rytme. Han fokuserede på alt det som udgjorde Sean. Hans heftige åndedrag som blev til støn idet han stødte ind i Vetis. Den måde som hans hænder holdt om ham samt styrken. Han lod sine tanker flyde over i hvordan Sean's hår havde følt om hans hals og hvordan hans tænder havde begravet sig i skulderen på ham. Rillerne samt smerten som det havde udskilt i kroppen på Vetis. Han lagde også mere mærke til temperaturen som Sean's krop udskilte samt hvordan den smeltede sammen med hans egen... næsten så de delte samme temperatur. Han selv åndede lidt dybere ind for at få en helt klar ide om Sean's duft. En duft som han ikke ville kunne være i stand til at forveksle med en andens. Alt dette fastholdt Vetis i nuet og sikrede Vetis om at han ikke ville forsvinde væk igen til en anden verden... en anden realitet.

Det var altid noget at Sean havde fortsat derefter og end ikke udspurgt ham. Nok ikke fordi at han nok ikke havde haft intentionen... Det ville de fleste nok have haft. På nuværende tidspunkt vidste Vetis ikke hvad man ville kunne bruge den information til, men han var nok ret sikker på at der ville være en ide bag galskaben. Der var der altid. Selv måtte han nok finde på et passende svar, for blev han spurgt ville han ikke kunne forblive stum. Han ønskede heller ikke at fortælle sandheden, så han måtte finde et svar som ville kunne tilfredsstille Sean uden at gøre ham alt for mistænkelig... og han havde måske allerede svaret. Noget som Sean umuligt ville kunne klandre ham for.

Vetis lod sig selv hægtes op da Sean greb fat om hans lår. Han lagde derefter sine hænder og sit ben om Sean for bedre at distribuere vægten. Tempoet steg og i Vetis' nye position var det svært at matche, så han lod Sean om styringen. Han lænede dermed efter hovedet tilbage imod væggen og nød turen. Han holdt øjenkontakten for det meste med Sean, men kneb øjnene sammen fra tid til anden af ren nydelse. Hans mund var et virvar at forskellige udtryk, fra nydelse, smil samt sammenbidt. Det vekslede mere mellem åbne støn og sammenbidte læber jo hårde Sean stødte op.

Det var altid noget at mærke en andens klimaks inde i sig selv, inden at man følte sig eget. Det var altid lidt af en følelse og Vetis klemte blot til i svar da han kunne mærke Sean's pulsering, inden den mindre eksplosion. Som man kunne forvente var det en varm og våd fornemmelse at mærke en anden mands udløsning. Nået som ville dryppe ned af benene på ham idet Sean slap sit tag i Vetis. Ikke at det gjorde noget, tværtimod kunne Vetis godt lide det... Det var som et lille minde om hvad man lige havde gjort, før man så valgte at vaske det af og ud.

Det virkede dog ikke til at de var helt færdige bagefter... Vetis manglede jo selv at klimakse, men den løsning var lige på trapperne, så der skulle ikke meget til. Stemmen fra Sean gjorde udfaldet og Vetis kom i hånden på Sean. Han bed tænderne sammen og hvislede kort imellem hulrummet imellem hans tænder.

"Ah~"

Det plettede kort for hans øjne og han lukkede dem for at nyde de sidste berøringer af Sean. Han fandt derefter vejret og åbnede øjnene igen... for at kigge ind i Sean's øjne. Manden som havde vist sig interessant og som skjulte på meget mere end hvad der var til at se. Der var så meget ved denne mand som man umuligt ville kunne finde på blot en dag, en måned... et år. Han var en mand af mysterier og en dybde som han ikke før havde stødt på... End ikke i hans hundrede år i Underworld.

Da Vetis havde redet det sidste af sit klimaks ud var der noget som stod ham helt sikkert. Dette måtte ikke blive sidste gang af sådan en oplevelse, men før de gjorde dette igen måtte han finde årsagen til sin tidlegere fejltagelse. Indtil da ville han dog stadigvæk holde meget af Sean's selskab, hvis han dog ikke havde fået skrevet sig ind i Sean's sorte bog endnu... men, så måtte han vel bare vise hvor nyttig han selv var. Han var skam god til andet end bare sex og at sprætte en person op. Han var trods god til så mange andre ting... såsom infosamling.

Idet Vetis kiggede ind i Sean's øjne til sidst smilede han halv udmattet.
"Jeg ved ikke med dig... men, jeg kunne virkelig godt trænge til det bad nu," sagde han leende.