Well, well, well... Nice to see you again - Marcus

Marcus lod kort blikket hvile på døren som vampyren lige var gået ud af. Det var nok mest vane, men man vidste aldrig helt hvad der kom ind af døren igen. Selvom han kunne stole på en god del af de vampyre han husede, så var gamle vaner svære at komme af med. Marcus havde været vant til altid at holde et åbent øje med dem der var omkring ham. Den unge vampyr der var sendt ud efter Micahs mad var dog nok det tætteste Marcus kom på en højre hånd, Nick havde været ham tro i mange år nu, alligevel så fandt Marcus sig tit som nu, ude af stand til at stole helt på hans ellers gamle følgesvend.
Hans stirren blev dog afbrud af Micahs kommentar om hans lille lager af mad. Marcus så på ham og nikkede bekræftende. "It is always nice to get a quick meal when needed" konkluderede han roligt.

Der var nok gået omkring 2 - 5 minutter før Nick igen kom ind af døren. Denne gang med en ung gut over skulderen. Man kunne høre hvordan han spruttede og forsøgte at bande af Nick, men det var svært med det stof der var bundet om hovedet på ham. Det sad over hans mund og savl pletten var tegn på at denne unge gut havde brugt lang tid på at kalde på hjælp. Ikke at de havde gjort nogen forskel for ham. Han havde fået sine arme bundet på ryggen. Marcus smilede stort over synet. Nick lod drengen falde på gulvet fra hans skulder af, et lyd af smerte unslap fra drengen. Det var ikke en helt uheldig dreng Nick havde bragt ind i stuen. Drengen havde lyst hår og meget livlige blå øjne, af en slank statur. Ikke helt dårligt tænkte Marcus. Han var dog ikke selv så sulten og nu havde han jo lovet dette måltid til Micah.
"Thank you Nick, you can go now if you want to" sagde Marcus roligt imens han gik hen og tog fat i drengen og slæbte ham de få meter hen til Micah. Marcus slap drengen og nikkede så til Micah. "Do what ever you want, I don't judge" sagde han kort og satte sig i en af stolene ved bordet.

I mellem tiden var Nick gået ud af rummet og havde smækket døren efter sig. "He is not as broody as he looks" kommenterede Marcus kort og vippede hovedet i retning af hvor Nick før havde stået. Nick var ikke en mand af mange ord, så tit forholdte han sig stille, men Marcus havde set ham for fulde gardiner før. Stilheden var bare behageligere for Nick, men egentligt også får Marcus.

Micah's blik fulgte Marcus' for et kort stund, før han blot stod der igen, armene lagt let over kors - afslappet, overhovedet ikke anspændt på nogen måde. Jo, selvfølgelig var han stadig lidt på vagt, men det var vel også kun naturligt i nye omgivelser, især med hans forhistorie taget i betragtning. Nye omgivelser havde aldrig betydet noget godt for ham når det var andre der tog ham derhen. Det var kun de nye steder han selv valgte at tage hen, der havde givet pote for ham i længden. Udover da Marcus havde købt ham dengang, altså - ja, hans liv som menneske havde sluttet der, men det havde fandme også været et usselt liv i forhold til hvad han havde opnået i sit liv som vampyr disse sidste hundrede år.

Han nikkede let til Marcus' svar, helt og aldeles enig - der var en grund til at der som regel var en eller to der blev holdt fangen nede i hans egen kælder. Han vidste aldrig om nogle ting trak langt nok ud til at han ikke kunne jage inden solen stod op, og han derfor måtte benytte sig af et af sine 'nød-måltider' istedet, jo... Plus, han elskede også lidt lyden af hvordan de tiggede og bad hans slaver om at blive sluppet fri - nytteløst, selvfølgelig, siden slaverne godt vidste hvad der ventede dem hvis de slap dem fri. Hvilket var noget værre end bare at blive dræbt, som måltiderne ville. Der var så mange værre ting end bare at blive dræbt.

Et skævt smil tonede frem på Micah's læber som det var så tydeligt at høre kampen fra fyren der nu blev bragt ind, til at være hans måltid - den aftalte betaling for at have vist Marcus sin rimelig unikke evne. Micah's øjne var fastlåste på knægten, og gled først op på Marcus igen da der blev talt til ham. Han nikkede let til den anden vampyrs ord, og rakte derpå ned for at hive knægten op at stå, og i en hurtig bevægelse, få knækket rebene der holdt hans arme bundet på ryggen med den ene hånd - den anden hånd havde et godt tag om fyrens nakke, så han ikke ligefrem kunne flygte. Men slås, det ville han godt kunne prøve på nu - og det ville kun få Micah til at nyde sit måltid mere end ellers. Selv smilet der tonede frem på Micah's læber var af den provokerende type, som han så sit bytte direkte ind i øjnene - spidsen af hugtænderne også nemt synlige med dette smil.

"Well, I don't mind either way." sagde han så bare som svar på Marcus' kommentar omkring Nick. Han foretrak trods alt også selv at dem han havde under ham ikke sagde noget medmindre han bad dem om det. Måske havde Marcus det på samme måde? Uanset hvad, så efter at have set lidt på knægtens - håbløse - forsøg på at slippe fri, trak han ham i et hurtigt snuptag tættere ind på sig, stadig uden at gribe fat i hans arme, han var skam fri til at prøve at skade ham så meget han ville... Det forhindrede i alt fald ikke Micah i endelig at læne sig ind og lade sine sylespidse hugtænder glide ind i fyrens hals og begyndte at drikke blodet der vældede frem.

Marcus havde fået sat sig godt til rette i træstolen, han sad tilbage lænet med benene stukket helt ud og armene over hans mave. Han så kort hen på døren Nick var gået ud af, men hans blik gled dog hurtigt tilbage på Micah og hans aftensmad.
Marcus var tildels af en doven statur, han nød en god udfordring, men det skete dog også at de nemme ofre også smagte skønt. Han havde det dog oftest sjovest når hans ofre selv villigt kom til ham, han var på trods af hans kølige person en meget charmerende mand når han ville. Marcus var dog klar over at Micah kom fra en anden baggrund end ham selv. Marcus havde selv aldrig været slave og hans menneskeliv havde ikke været i nærheden af så voldsom som hvad Micah havde været igennem. Derfor kom det heller ikke helt bag på Marcus at Micah hungrede efter vold i en så høj grad.
Den gang for så mange år, da Marcus havde købt Micah var det ikke planen han skulle genfødes... Men Marcus havde set hadet og potentialet i den fyrige unge dreng den gang. Måske var Marcus også bare en smule svag hvad angik poetisk ironi. At genføde en blodtørstig slave kunne jo kun skabe kaos og vold, noget Marcus ikke så som et problem.

Drengen så ikke ud til at ville blive hvor han var, Marcus lod bare blikket hvile på dem imens Micah lænede sig ind og endelig bed til. Selvom Marcus havde lovet ham dette måltid og at han selv var mæt nok, så så denne unge gut ikke helt dårlig ud. Det var nok mere en snack appetit der talte end egentlig hunger der talte, men med årene havde Marcus udviklet lidt af en snack appetit, måske det var alderen? Han vidste det ikke helt selv, men han kunne næsten altid spise selvom han vidste han ikke havde brug for det.
Som Micah var i fuld gang med at spise rejste Marcus sig igen. Han gik hen til den dør de var kommet ind af tidligere. Han så kort på Micah før han talte. "You can just leave the body here, someone will move it for you. I will be outside if you need me, if not you are free to come and go as you please." sagde han roligt før han åbnede døren. Han nåede dog ikke at gå helt ud af den før han igen vendte sig halvt imod Micah. "If you should need to find me another time just ask around, someone always knows... But if you call upon me don't expect me to come.  I have other matters to attend to and will not stay around here all the time." forklarede han kort med en neutral tone. Han havde flere huse som dette rundt om i Underworld, og selvom han oftest var i Doomsville, så var det ikke til at regne med.
"I expect you will need some time before you know if you want to work with me, but know if you do I do not accept bad behavior.." dette var det sidste han sagde før han endelig forsvandt helt ud af rummet og lod døren lukke bag sig, så Micah nu ville være alene med sin mad. Marcus' tone havde tilsidste været alvorlig og kold, men hans ansigt havde ikke vist nogle følelser.

Marcus havde set meget potentiale denne aften, Micah kunne ting som Marcus var interesseret i, men Marcus var heller ikke typen der 'ansatte' folk med det samme. Det var en længere proces, da Marcus ikke bare lige stolede på alle. Man skulle vise at man ville ofre noget før Marcus overhovedet overvejede at give folk arbejde. Denne aften havde dog været positiv og givet Marcus god indsigt.
Han gik gennem huset og ud af det igen. Han var ikke den eneste der var uden for huset. Han stod der lænet om et den overgroede lille hegn imens han lyttede til de lavmælte samtaler en lille gruppe vampyre havde udenfor. De respekterede hans tilstedeværelse, men de gik hellere ikke tættere på ham. Det behagede ham fint med noget ro.

Den smule paniske kamp for livet som mennesket foran ham lavede, var skam hyggeligt nok at observere... I alt fald i et par sekunder, indtil sulten, der pressede sig på efter al den brug af hans evne tidligere, alligevel fik ham til at læne sig ind og begynde at drikke blodet der vældede frem såsnart han havde fået bidt sig godt fast. Der var bare noget specielt over et bytte der virkelig frygtede for sit liv, den der lille ekstra smag adrenalinen gav til blodet var virkelig noget han værdsatte... Både det, og følelsen af at være så ekstremt overlegen, som en vampyr trods alt va ri forhold til et menneske når det kom til styrke.

Han havde kort lukket øjnene for netop at nyde den smule skarpere smag adrenalinen gav blodet som han drak stille og roligt - på trods af hvor brutal han ofte var, så kunne han altså godt lide at nyde sin mad, og tage sin tid om at drikke... Ikke mindst grundet måden han kunne mræke hvordan personen stille og roligt blev svagere og svagere, og han kunne trække det ud med hvornår de døde, i stedetfor at personen bare gik i chok og han så selvmåtte nærmest hive blodet ud, når hjertet ikke pumpede det hen til ham mere... Men de åbnedes igen som han hørte Marcus rejse sig, og fulgte ham.

Han trak sig en smule, blodet godt synligt både på hans egne læber, og hvor det nu stille og roligt gled ned af fyrens hals, mens han lyttede til den ældre vampyrs ord. Han nikkede blot en enkelt gang så Marcus vidste at han godt havde hørt det hele, og nok skulle huske på det. Så travlt som han selv havde med de forholdsvist få ting han lavede, så kunne han jo sagtens regne ud præcist hvor travlt Marcus nok havde med den status han havde, og de mange folk der arbejdede under ham. "Oh, don't worry... If we get to that point... I'm pretty sure the kind of 'bad behavior' I might have, is the kind you won't really mind..." sagde han så blot, med et af sine små karakteristiske charme smil... Med blot et anstrøg af den voldsomme sadisme han også havde, før han vendte tilbage til sit måltid.

///Jeg tænker om dette emne ikke bare er slut nu her? eller vil du gerne fortsætte på det? ///

///deter helt fint så kan Marcus altid senere hen hive fat i Micah for en opgave eller noget ;3 ///