I like fire! - Micah (privat) XXX

Jozaf var fucker bange! Han var skide nervøs og håbede bare ikke at han gjorde noget forkert ved at sige det han sagde, mens hans stille fulgte efter Micah, han blik var vendt ned i mod gulvet men alligevel sådan at han kunne se hvor han gik så han ikke gik ind i ting eller væltede noget på vejen. Han kunne godt mærke at hans hænder blev ved med at ryste, han vidste ikke hvordan han skulle få dem til at holde op med at ryste, men gik han bare kunne slappe af men det var skide svært for han var pisse bange, han havde en trykkede ved sit bryst noget han havde prøvet før, det kom når han blev mega bange. Det var som om hans krop kæmpede for at få ham til at flygte og fortælle ham at han skulle væk derfra, men han turde ikke flygte han ville ikke miste livet og ville ikke ende med at blive banket ihjel eller sådan noget.

Ordene der kom fra Hr. Snow fik det næsten til at give et sæt i Jozaf, for han var bange for hvad han ville sige eller gøre, derfor valgte han at skutte sig lidt. ” Ja Sir” Sagde han stille og forsatte, han tog lidt hurtige skridt til at han var oppe ved siden af Hr. Snow, han tog blidt hans hånd og så på ham. ” må jeg sove med dem Sir??” Spurgte han stille og så op på Hr. Snow mest fordi han gerne ville vise at han ikke længere ville gøre modstand eller forsøg at flygte men også fordi så kunne han holde øje med ham og være forberedt på ting, hvis han ville gøre ham noget.

De var på nuværende tidspunkt nået næsten helt hen til Jozaf's værelse, da han mærkede hvordan der blev taget fat i hans - for mennesket nok iskolde - hånd, og han drejede roligt hovedet for at se ned på knægten med et løftet øjenbryn, som han hørte hvad han tydeligtvis havde nok brug for at sige til at han havde overvundet sin frygt og hevet fat i ham. Det var dog absolut ikke nogen han forventede, det der kom ud af drengens mund. Virkelig? Han havde lyst til at sove i samme værelse som ham? Det virkede som om knægten nok var ude på noget... Hmm. Hvis det havde været før Micah havde fået fjernet de vinduer han engang havde haft i sit værelse, så havde han med det samme sagt nej, for så havde drengen bare kunne trække gardinerne fra og så ville Micah trods alt have været færdig i løbet af ingen tid i solens stråler gennem vinduet.

Men siden vinduerne var blevet fjernet så han kunne sove uforstyrret af solen, så var der ikke lige den store fare for ham selv ved at lade knægten sove i rummet sammen med ham. Hmm... Det skulle han lige stå og tænke lidt over, og det var nok også meget tydeligt hvordan han vejede for og imod at gøre det. Igen, ved at efterkomme drengens ønske blev han måske lidt mere medgørlig, ved at se at Micah rent faktisk godt kunne give sine slaver det de bad om indimellem?

"Hmm... Lad gå da. Denne ene gang. Det er alligevel ved at blive morgen..." sagde han så, som han så ud af det ene vindue der var i gangen, kunne godt se hvordan horisonten truede med langsomt at blive rød. "Følg med mig." sagde han derpå som han vendte om, den stik modsatte retning for at nå til trappen, der gik op til den øvre etage. Her gik han ned af gangen, og åbnede døren for enden. For at Jozaf kunne se, blot en smule, tændte han hurtigt et par lys i en lysestage der hang på væggen derinde, før han lukkede døren igen så snart mennesket var fulgt med ind. Væggene herinde var mørke og af rå sten, gulvet af sortlakeret træ med et kæmpe, blodrødt gulvtæppe under den store dobbeltseng, der ligeledes var lavet i mørkt træ og med et sengetæppe af rødt fløjl der lå over den store dyne og hovedpuderne. I det ene hjørne var der en stor kommode, og i det andet, et større bord der tydeligtvis blev brugt som kombineret skrive- og sminkebord. Micah fik roligt låst døren efter dem - gjorde han også altid når han selv lagde sig til at sove, da han hadede at blive forstyrret - før han hang den om sin hals igen, hvor den altid hang i en lille, fin smykke kæde, som regel skjult under tøjet. Og nu de alligevel skulle til at sove, så smed han igen blusen, før han gik hen til sminkebordet, dyppede en lille klud i det vand der stod i en skål, og rensede roligt makeuppen af sine øjne.

Der var ingen tvivl om at Jozaf var så bange at han nærmest ville skide i bukserne hvis der var en der sagde bøh til ham. Så han håbede inderligt ikke at der var nogen der lige nu ville gøre han forskrækket, det ville ikke være særlig lækkert. Da han havde taget hans hånd, havde han godt mærket af den var iskold. Mon ha frøs? Det virkede dog ikke til at Hr. Snow frøs måske han bare var kold? Han var jo trosalt vampyr, dog kendte Jozaf ikke de helt store til vampyre. Dog valgte han ikke at kommentere på denne del, han ville helst ikke have hans planer, gik i vasken lige nu.

Det var ikke rart på nogen måde at stå der og have Hr. Snow til at kigge sådan på ham, som om han gennemborede hans krop og sind. Men det kunne han jo ikke, så hvorfor være bange? Han kunne virkelig ikke svare på hvorfor han var så bange som han var, men det var han bare. Da Hr. Snow endeligt valgte at svare ham, som de var på vej til hans eget værelse, Han så bedende på ham og lavede sine bedste hundeøjne han kunne, for at være lidt mere sikker at han måske ville sige ja til det. Da Hr. Snow så valgte at give ham lov til det nikkede han stille og bukkede pænt for ham, dog måtte han bide tænder hårdt sammen og kom med et lille smertestøn som han bukkede sig. Smerten fra hans bagdel spredte sig til hele kroppen et kort øjeblik, han var stadigvæk øm og sådan efter Hr.Snow behandling af ham.

Jozaf gjorde som han skulle uden at sige noget til det, nemlig at følge efter Hr. Snow det var nok bare bedst at gøre det uden at sige noget, derfor valgte han også at følge med uden et ord. Da de var kommet ind på hans soveværelse, så han som det første at der ingen vinduer var ikke at det gjorde ham noget. For han havde ingen ide om at skulle slå Hr.Snow ihjel, det ville han alligevel nok ikke helt have modet og nosser til at gøre. Særlig ikke efter det han havde udsat Jozaf får, da han havde prøvet at brænde hans stald. Jozaf forholdte sig helt i ro og sagde intet som han så hvordan Hr.Snow låste døren og hang nøglen om halsen, inden han begyndte at smide tøjet og fjerne make uppen. Jozaf stod kort og kiggede sig omkring, det var et rent luksussoveværelse, han måtte indrømme at han glædede sig til at skulle sove i den store dejlige dobbeltseng. At han skulle ligge ved siden af Hr.Snow gjorde ham ikke det mindste overhovedet, Han måtte bare prøve at holde sig vågen men samtidig lade som om han sov, sådan at Hr.Snow kunne falde i søvn og sove tungt, før han ville forsøge at fuldføre sin plan.

Micah sagde ikke et ord mere, han ledte bare mennesket med sig op ovenpå og ind i lokalet før døren blev lukket og låst, og han fik smidt toppen og bukserne, så han selv kun havde underklæderne på som han fik taget makeuppen af også. Han strakte sig en smule, og kunne nu virkelig mærke trætheden trænge sig på - selv hvis han gerne ville var det som regel meget svært at prøve at holde sig vågen i dagstimerne, så han kunne jo ligeså godt bare få sig noget god hvile. Gabe gjorde han ikke, nu vampyrer trods alt ikke havde brug for ilt som levende væsner, men han var jo også i bund og grund død, så det gav vel mening. Ligesom den iskolde hud gjorde, når han tænkte lidt mere over det.

Han fik gjort tegn til at Jozaf skulle rykke sig ind under dynen, og så snart han havde gjort det, slukkede Micah for lysestagen... Hvilket gjorde at rummet var buldermørkt. For Jozaf, altså - Micah så stadig så godt som var der klart dagslys. Han gik derefter hen og rykekde også sig selv ind under dynen. Efter han gjorde det, rykkede Micah sig dog ikke tættere på Jozaf eller noget - nikkede blot let, tilfreds med at der blev gjort som han sagde, hvorefter han rykked epå sig til at lægge på ryggen, hvor han så op i loftet for en kort stund før han lukkede øjnene for at lægge sig til at sove, hvilket han også inden længe gjorde. Så tæt som Jozaf var på ham her, var det nok også nemt for ham at lægge mærke til at vampyren netop ikke trak vejret... Og derfor, når han lå sådan her, kunne man snildt tro at han var helt død, fremfor udød, som han jo egentligt var.

///////////////////////////////////////

Micah vidste ikke helt hvornår på dagen det var... han vidste blot at han var træt nok til at det i alt fald ikke nærmede sig solnedgang endnu, da han blev vækket af at Jozaf rørte på sig. Helt specifikt, a than kunne mærke mennesket famle i blinde omkring Micah's hals og brystkasse, hvilket ville sige... Han var ude efter nøglen. Dumt, dumt, dumt valg. Med en dyb knurren tog Micah et stramt tag i drengens håndled, som han drejede hovedet for at se over på ham, selvom han godt vidste knægten ikke kunne se en skid lige nu, og derfor nok også ville blive pisse forskrækket over det. "Og hvad... Tror du så lige... At du har gang i?"

Jozaf havde gjort som han skulle taget tøjet af så han faktisk var nøgen, han havde aldrig kendt til underklæder og havde heller ikke haft nogen på da han havde mødt Hr.snow den dag han ville brænde hans lade. Derfor havde han da heller ikke tænkt over at beholde dem på han havde, tøjet havde han lagt i en bunke på gulvet, for hvor skulle han ellers gøre af det? Han kunne nok ikke ligge det sammen med Hr. Snows tøj?
Det at Micah ikke sagde et ord til ham, gjorde ham lidt urolig, for var han i gang med at udtænke noget imod ham? Eller hvad foregik der oppe i hans tanker? Det var ikke til at vide, men han valgte alligevel at kravle under dynen, det var en dejlig og lækker seng at ligge i, hvilket han aldrig havde prøvet af hvad han kunne huske. Han havde svært ved at holde sig vågen, flere gange var han tæt på at falde i dyb søvn, men han måtte holde sig vågen.

Efter Hr.snow havde lagt sig, lå Jozaf og slappede så meget af som muligt, så det virkede til at han var lige ved at falde i søvn. Han skulle helst vendte til at Hr.Snow var faldet i dyb søvn. Det gode var at Jozaf lå på siden med ansigtet mod Hr.Snow, så det gjorde det en del nemmere for ham at åbne det ene øje indimellem, selvom der var kulsort i rummet og han på ingen måde kunne se noget som helst. Bildte han sig selv ind at han godt kunne se og fornemme at Hr.snow sov. Da det virkede til at Micah var helt afslappet og faktisk sov forsøgte Jozaf stille at finde frem til hans halskæde om halsen for at få nøglen.
Det gav et kæmpe sæt i Jozaf og han stivnede og gik i panik som han på under et split sekund mærkede Hr.Snow greb om hans hånd. Man ville slet ikke være i tvivl om at Jozaf var i panik. ” Ikke noget Sir ikke noget sir, jeg vågnede af du greb min hånd, jeg aner ikke hvad der er sket” Sagde han i panik i håbet om at han ville tro på det. Jozaf prøvede at få sin hånd fri af grebet men kunne ikke. Dog vidste han at Hr.Snow ikke ville kunne forlade soveværelset så et sted var han nu fanget med en vampyr som nok ikke var særlig glad og som nok godt vidste at han lige var kommet med en stor løgn, men hvad ville han gøre? Det virkede ikke til at han havde nogen ting her inde som han kunne bruge mod Jozaf, hvilket nok var en af de ting som gjorde ham lidt mere rolig selvom han var i panik.

Det undrede egentligt ikke Micah at knægten bare tog alt af - for ja han kunne skam godt gætte sig til at han nok ikke lige så tit havde prøvet at have underklæder før, så han tænkte nok ikke engang over det. Men uanset hvad fik han da lagt sig til at sove, i lokalet der for mennesket ville være kulsort, men som for Micah ligeså godt kunne have været badet i lys, sådan som de vampyriske øjne nu engang tillod ham at se perfekt i mørke - også kun logisk, når han nu kun kunne være ude mens det var mørkt.

Det var nok også kun fordi han kunne mærke Jozaf ligge så stille som han gjorde, at han rent faktisk endte med at falde i søvn... Omend det så selvfølgelig bare var at han senere vågnede som han mærkede ham famle rundt efter nøglen, og han uden problemer fik fat i Jozaf's håndled. Et svagt smil spredte sig på hans læber som han hørte hvordan menenskets hjerte nu bankede derudaf, tydeligtvis i panik... Og så den latterlige bortforklaring. Som om han nogensinde ville tro på den, det behøvede han sku ikke engang at se på Jozaf's ansigt for at finde ud af bare var en lodret løgn lige op i hans ansigt.

"Som om..." knurrede han let, som han fjernede Jozaf's hånd fra sin brystkasse. "Du prøvede på at se om du kunne komme ud herfra. Fortæl mig, hvad ville du have gjort hvis du kom ud af det her værelse? Alle yderdørene er låst. Og mit ghoul har strenge ordrer om aldrig at lade nogen af jer gå ud medmindre I har tilladelse fra mig... Som det, forresten, ved så snart jeg har givet jer det. Så hvad var din store, grandiøse plan med det her patetiske lille forsøg?"

Man kunne nok godt kalde dette en kæmpe fiasko, han havde for fanden på ingen måde tænkt over at Hr. Snow var så følsom, eller hvad han nu skulle kalde det. Han var i panik og anede inderligt ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han havde jo for fanden ikke regnet med at det ville være så skide svært at finde den skide kæde med nøglen i! Grebet om hans håndled, var ikke et af de mest blide greb. Han kunne i hvert fald godt mærke at Hr. Snow nok tog det her lidt mere alvorligt end Jozaf ville indrømme. Ordene der kom fra ham, var endnu bare et bevis på at Hr.Snow ikke var en man skulle løbe om hjørner med eller ikke havde gennem tænkt hver eneste lille detalje i hans hjem.
Jozaf vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige eller gøre, Hr. Snow ord var ikke lige frem med til at få ham til at falde ned. Det føltes virkelig som om hans hjerte var ved at banke sig ud af hans brystkasse. ”Det er rigtigt Sir, jeg ved ikk hvad der skete? Jeg sov og vågnede forskrækket som du greb fat i min hånd” forsøgte han endnu en gang, han vidste godt at dette nok ikke ville give ham flere muligheder den nat for at få fat på nøglen. Dog vidste han også godt at Hr.Snow ikke kunne forlade rummet, han kunne ikke tåle solen, hvilket jo også bare betød at han var fanget her i rummet med Hr.Snow indtil solen var gået ned. Spørgsmål var så nu bare om han fik mere søvn nu? Eller om han blev tvunget til at holde sig vågnen? Det var ikke til at vide hvad han kunne finde på, og det var mega svært at vide for han kunne ikke læse Hr.Snows tanker.
Dog tog han beslutning, i håbet om at det ville gøre hele situationen nemmer og bedre for ham, den fri hånd som der ikke blev holdt i, lod han glide under dynen ind til Hr.snow iskolde krop, der kort gav et gys i Jozaf. Hans hånd søgte forsigtigt og nervøst mod Hr.Snow underliv, han vidste ikke om han skulle kigge ned eller kigge op på Hr.Snow? Han valgte dog at kaste et undskyldende og nervøst blik på Hr. Snow. ” jeg skal nok gøre det godt igen Sir” Sagde han stille og bange.

En kæmpe fiasko - ja, det var lige præcis hvad det var, specielt som Jozaf fortsat prøvede at lyve overfor Micah. Seriøst, hvor dum kunne han lige være? Måden hans hjerte slog på, den svage dirren i hans stemme - selv hvis det ikke havde været så tydeligt i hans ansigt, så havde Micah utroligt mange måder at opdage han løj på. Alt for mange. Og hver evigt eneste lille tegn på det, var der skam. "Stop det der. Hvis du ved hvad der er bedst for dig selv, så lader du være med at lyve med det samme. Det kan godt være du tror du kan snyde mig, men bare lad være. Dit hjerteslag vil altid afsløre dig," knurrede han, og gav endelig slip på menneskets håndled, med et lille fnys.

Som han mærkede hvor hans hånd gik henaf, og hørte hans næste ord, løftede han dog det ene øjenbryn. Virkelig? Det var da lidt af en forandring. At han frivilligt ville gøre sådan noget, så frastødt han selv havde virket til at være ved bare tanken om at gøre noget som helst med en anden mand før. "Og det her er det første du kommer i tanke om? Hvorfor?" der var ingen irritation, ingen kulde i hans stemme, ikke lige nu - men nysgerrighed var der dog en del af. For det var da virkelig at vende på en tallerken, det her.

//undskyld den blev lidt kort.

Det var virkelig pisse irriterende for at sige det lige ud, at Jozaf ikke kunne reagere eller sige noget overhovedet, uden at Hr Snow vidste at det var en stor løgn eller andet for den sags skyld. Ordene som kom fra Hr.Snow gjorde det bare på ingen måde nemmere for ham, altså at skulle forsætte med at lyve for ham, ”dit hjerteslag vil altid afsløre dig” ordene kørte igen og igen rundt i hovedet på ham. For fanden det var jo bare på ingen måde særlig fedt eller iorden at han kunne dette, hvorfor kunne Jozaf ikke? Grunden var der jo, det vidste han også godt. Jozaf var menneske og Hr Snow var vampyr, sådan var det bare, men stadigvæk ikke særlig fedt. ” Undskyld” Sagde han uden egentligt at mene det men han ikke kunne finde ud af hvor han skulle placere sit blik henne. Da Hr. Snow slap hans anden hånd, trak han den ret hurtigt til sig, igen vidste han heller ikke hvor den skulle placeres.

Han afskyede at røre ved Hr. Snow, altså sådan som han gjorde, eller gjorde han? Han kunne virkelig ikke helt finde ud af det. Han prøvede at gøre det så godt han kunne, faktisk vidste han ikke hvordan man gjorde dette. Han havde aldrig i sit liv prøvet det før, så erfaring? Nej det var der ikke noget af. Han var heller ikke til mænd, og mænd skulle ikke være til mænd det var bare så forkert. Jozaf prøvede at få styr på alle sine tanker, men de kørte derudad. Han så på Hr Snow som han talte til ham, ordene passede ikke lige Jozaf, hvorfor kunne han ikke bare holde kæft og nyde det? At han overhovedet kunne nyde sådan noget som dette, ja det kom han nok aldrig til at forstå ret meget af. Han slap taget i hans lem og trak hånden væk, han slog blikket væk han kunne virkelig ikke fuldføre dette, altså at røre ved ham sådan. Han vendte sig rundt og lagde sig med ryggen til Hr. Snow og lukkede øjnene, ikke at han havde planer om at sove, for han ville nok alligevel ikke falde i søvn, slet ikke efter dette. Faktisk ønskede han noget så inderligt at komme til at vaske sin hånd. ” Jeg er ikke til mænd og bliver det aldrig” Sagde han og lå og kiggede ud i værelset, ikke at han kunne se noget for der var mega mørkt, faktisk gjorde det ham lidt usikker. Når han lå der i seng sammen med en vampyr, han var ret sikker på ikke tøvede med at gøre ting hvis han fik lysten.

Micah kunne godt se på knægten at tandhjulene nærmest bare kørte derudaf i hans hoved, som prøvede at han finde ud af om der var nogen som helst mulig måde han kunne holde noget skjult fra Micah. Og sådan som de var alene herinde, og så meget som han generelt ville holde øje med ham her i starten? Så var der nok ikke meget Jozaf i virkeligheden kunne skjule for ham, nej. Og heller ikke rigtig noget han kunne gøre for at slippe væk herfra. Igen, som vampyr havde Micah bare utroligt mange fordele i forhold til Jozaf. Det eneste Jozaf rigtigt havde, var nok det faktum at han kunne gå rundt i solen, mens Micah ikke kunne. Og når de nu alligevel var i et værelse uden vinduer, med låstdør hvor Micah havde nøglen om halsen, ja, så var der ikke de store chancer for at knægten villenå ud hvor Micah ikke kunne få fat i ham længere. Men han nikkede dog tilfredst da undskyldningen kom - og glemte lidt at mennesket jo nok ikke kunne se det i det dybe mørke der herskede i hele lokalet efter Micah havde slukket det ene stearinlys der havde været tændt i starten for at Jozaf kunne finde hen til sengen.

Hans øjne var som fastlimet til mennesket da han trak hånden til sig igen og vendte sig om. Han løftede et øjenbryn som han hørte hans ord - ja, no shit sherlock, det havde han godt kunnet mærke og se på ham. "Kan du så fortælle mig hvorfor du begynder på noget du alligevel aldrig ville kunne fuldføre, hmm? Måske ikke lige den klogeste taktik. Havde du overhovedet tænkt dig den mindste smule om før du gjorde det? Eller er du så impulsiv at du ikke kan styre det?" hvis han var, så var det virkelig noget der skulle arbejdes på, og så hurtigt som muligt, gerne. Impulsivitet var nok en af de dårligste ting at have i en slave - de skulel trods alt være klar til at udføre hvad han ville have dem til, når han ville, og se det til ende inden de gjorde noget som helst andet. Impulsivitet havde det med at udskyde tingene, og det resulterede som regel bare i mere afstraffelse til den pågældende slave.

Overvejelsen om at forblive liggende med ryggen til Hr. Snow, for så kunne han ikke se hans ansigt, sådan 100% i hver fald, men alligevel var der noget i ham som fik ham til at vende sig rundt og se der hen hvor han tænkte Hr. Snows ansigt var henne. Han sagde ikke noget, han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Det her var fandme ikke nemt, for skulle han fortælle sandheden? Altså den virkelige sandhed, eller forsøge sig med at lyve igen? Dog var han godt klar over at lyve igen ikke ville hjælpe, for Hr. Snow Ville kunne gennemskue det hele lige med det samme. Han sank en klump og kiggede kort ned i sengen, inden han rettede hovedet og sagde ”Jeg troede de sov, jeg ville tage nøglen for at låse mig selv ud af rummet for at komme væk, jeg havde bare ikke gennemtænkt det ordentligt.” Sagde han stille og slog igen blikket ned, han turde ikke se ham i øjnene eller at han skulle se Jozafs ansigt. Han sukkede kort og forsatte med at kigge ned som han forsatte med at tale, ” Jeg troede hvis jeg gjorde, de ved rørte dig der, så ville du blive alt for ukoncentrerede og at jeg så kunne tage nøglen. Men droppede det, for ville ikke have en alt for voldsom straf… Undskyld Hr. Snow.” sagde han og turde ikke kigge på ham, han græd heller ikke, men han var oprigtig, han havde talt sandt denne gang, alligevel var der en anelse frygt i ham, mest fordi han var skide bange for hvad der nu skulle ske med ham. Ville Hr. Snow banke ham igen? Voldtage ham? Eller noget andet smertefuldt, faktisk havde Jozaf ikke lysten til at vide det, for en ting var helt sikker, det ville komme til at gøre ondt.
” de må gøre lige hvad de vil, for at straffe mig, det er kun berettede” sagde han og så på ham, han havde ikke svaret på Hr. Snows spørgsmål, dog regnede Jozaf med at Hr. Snow fik svar nok i det havde han sagt.

Det var så tydeligt at se at knægten prøvede at serigtigt på ham - uden at kunne, selvfølgelig. Øjnene kartede lidt rundt fraside til side,men han havde da idet mindste ret i den generelle retning. Nårh, lille pus. Svært at orientere sig i det totale mørke? Hahahah. "Så dét var din plan... Jeg værdsætter din ærlighed, men den er kommet lidt for sent... Du har ret, du fortjener en straf. For at prøve på noget så dumt, noget du så tydeligt ikke har fået lov til. Men det sker ikke lige nu. Jeg ved præcis hvad det skal være... Og det skal vi nok få ordnet så snart den forbandede sol er gået ned igen."

Han smilede et skævt, ondskabsfuldt smil som knægten selvfølgelig ikke kunne se i det buldermørke der omringede dem, i rummet uden vinduer... Men hvis han kunne, havde han helt sikkert frygtet hvad der vilel ske ham så snart solen gik ned. Det var ikke noget der ville gøre ondt som sådan... Kun på hans psyke. Noget der udelukkende var til for at bryde hans psyke godt og grundigt ned så han ville blive mere medgørlig. Det skulle nok blive nogle sjove nætter de havde foran sig... "Så, for nu... Få dig noget søvn. Det vil jeg råde dig til. Du får brug for det."

Jozaf kunne virkelig ikke lide det, han kunne for fanden ingen ting se, han kunne ikke se om Hr. Snow var i gang med at gøre noget, eller havde nogen planer! Det gjorde ham virkelig bange, at han intet kan se. Ordene som kom fra Hr. Snow skræmte ham bare end mere, og søvn var ikke noget han turde falde ind i. For hvad ville Hr. Snow gøre ved ham? Når han sov.

Alligevel var det svært at holde sig vågen, han kunne ikke se Hr. Snow og kunne derfor ikke se det ondskabsfulde smil som han kom med. En gaben forlod Jozaf læber, han prøvede at kæmpe imod trangen til at falde i søvn. Dog gik der ikke længe for han endelig faldt i søvn, han sov uroligt men han sov i det mindste. Jozaf mumlede i søvne og snakkede indimellem, han genlevede voldtægten som Hr. Snow gjorde mod ham, Hr. Snow ville ikke være i tvivl om at det var det han drømte om.

//Time spring\\

Jozaf var efter et par timer, faldet i dyb søvn. Han var også i dyb søvn som han vendte sig rundt, men sengen var ikke bedre og han endte med at ryge på gulvet med et brag og vågnede med et sæt. woow hvad skete der? udbrød han forskrækket

Micah kunne noget så tydeligt se og lugte frygten i knægten, og det fik blot smilet til at blive på hans læber, som han stille og roligt åndede godt ind af lugten af adrenalinen der pumpede rundt i knægtens krop. Det var virkelig svært ikke bare at sætte tænderne i ham med den himmelske lugt, men han lod være, da han godt ville have at knægten var ved sine fulde fem til hvad han nu skulle igennem i aften, så ulydig som han havde været her i løbet af morgenen. Men kom efter Jozaf var faldet i søvn, faldt Micah også selv i søvn - og lignede, og føltes, nok mest som et lig mens han sov, så kold han jo var, og uden vejrtrækning eller puls.

///

Micah var vågnet et minut eller to før Jozaf faldt ud af sengen - han vågnede som regel kort efter solen var gået ned, det var som om hans krop bare kunne mærke at der ikke længere var sol udenfor, så han så blot over på knægten som han faldt ud af sengen, og sukkede let. "Du faldt ud af sengen," sagde han så bare, selvom det da var noget så åbenlyst. Kort efter var der en forsigtig banken på døren. "Ja?" sagde han, og så hen mod døren. "Mester, solen er gået helt ned nu. Jeg har handlet ind og fået sendt brevet afsted til Herrens ven." "Perfekt. Tak, Spurv. Tag dig selv et glas af den gode vin - det fortjener du." "Tak, Mester!" lød Spurv's glade stemme, før hendes fodtrin forsvandt ned af gangen igen, og Micah stod op, fik taget bukser på igen, inden han gik hen til døren og åbnede den, tillod Jozaf at få bare det svageste lys fra det stearinlys der hang på væggen ude foran døren.

Jozaf havde sovet tungt, da han endelig var faldet i søvn, hvilket var rart. Han lå nede på gulvet som han landede og ømmede sig. Det var ret logisk da Hr. Snow sagde hvad der skete, han havde drømt et eller andet men kunne virkelig ikke huske det, dog midt i drømmen havnede han på gulvet. Stadigvæk nøgen og uden en tral på kroppen rejste han sig, kiggede kort ned sig selv, oki han krop var hel så der var ikke sket noget, han havde heller ikke nogen smerter nogen steder, andet end det han var landet på af kroppen. Han kunne intet se, som i virkelig intet, derfor var det ikke nemt for ham at bevæge sig rundt i rummet. I et forsøg på at finde frem til sit tøj mens Hr.Snow snakkede med en af de andre Spurv, han var ikke helt sikker på hvem spurv nu var. Som døren blev åbnet og en lille smule lys kom ind i rummet, gjorde det bare en anelse nemmere at finde sit tøj.

” Har aldrig faldet sådan ud af en seng før, men igen jeg har ikke rigtig sovet i seng så denne før” Sagde han som han begyndte at tage tøjet på, det var nu rart at få tøj på igen. Hvad står dagen på i dag?” spurgte han, men sin trøje halvt på. Jozaf forsøgte at lade som om han havde glemt alt det var var sket for nogen timer siden i håbet om at Hr. Snow også ville glemme det.

Micah havde sovet glimrende - men det gjorde han så som regel også, netop fordi rummet ingen vinduer havde og derfor ingen chance for at solens lys skulle nå ind til ham i løbet af dagen, og knægten havde da heldigvis ikke været så dumdristig at prøve med flere af hans gode idéer til at komme ud af rummet. Ikke at han ikke stadig skulle straffes for det - for det skulle han. Micah stod nu i den åbne døråbning, og var igang med at få sin skjorte på, da Jozaf talte igen og han så over på ham.

"Det undrer mig ikke. Jeg ved trods alt godt hvordan du har levet." for selvfølgelig havde hans andre slaver holdt øje med Jozaf i et godt langt stykke tid inden han overhovedet havde taget kontakt til ham, så han vidste da også godt at Jozaf ikke ligefrem havde haft et fast sted at være før nu. "Og du burde godt vide hvad denne nat står på. Dine handlinger har konsekvenser... Så kom med stille og roligt, medmindre du vil have at det bliver endnu værre for dig." sagde han så roligt og vendte om for at gå ud af døren og ned af gangen, hvor han tydeligtvis forventede at Jozaf fulgte efter ham.

Det havde nu været rart med en god omgang søvn, i en ordentlig seng uden at skulle bekymre sig om at fryse eller hele tiden skulle være klar til at vågne og være på hvis der kom nogen vagter eller andre i nærheden af ham, det resulterede ofte med at han aldrig fik nok søvn, medmindre det lykkes ham at gemme sig rigtig godt hvilket bare sjældent var lykkes for ham.

Som han var ved at tage tøj, sansede han ikke rigtigt Hr. Snow han ville bare gerne undlade at tænke på ham, men at han valgte at svare ham på at det ikke undrede ham for han havde holdt øje med ham. Fik Jozaf til at stoppe op i mens han tog blusen på. ” hvad har du?” Sagde han og vendte sig mod Hr. Snow, efter hånden havde Jozaf ikke rigtig lyst til at vide hvad Hr. Snow har gjort og ikke gjort før han endte her, det var ret skræmmende at tænke på nogen har holdt øje med ham på den måde. Særligt en han troede han skulle være venner med, en som bare var slave for Hr. Snow og ingen lyst havde til at blive hans ven rigtigt. Han kom i blusen og valgte gå over til Hr. Snow, han havde ikke lyst til at tænke på hvad der ville ske med ham nu. Tanken om hvad Hr. Snow kunne finde at gøre overfor ham, fik ham blot til at gå et skridt bag Hr. Snow hele tiden, hverken mere eller mindre end et skridt. ” Jeg lover jeg gør det godt igen, bare du ikke vil straffe mig” sagde han bedende mens hans gik, blikket var vendt mod gulvet hele tiden mere eller mindre, han kiggede kun op for at se hvor han gik henne og om han skulle træde over noget, en trappe eller andet. ” Jeg beder dem” sagde han stille og håbe fuldt. Hvorfor han var blevet ved med at bede ham, vidste han ikke helt, nok med håbet om at han fik medlidenhed med ham og han ville fjerne straffen for det han havde gjort.

"Tror du virkelig at jeg ikke ville holde øje med nogen der potentielt skulle arbejde for mig? Selvfølgelig var det da mig der sendte Spurv ud for at prøve at blive venner med dig så hun nemmere kunne udspionere dig og finde ud af mere om dig, til at fortælle mig hver aften." sagde Micah bare roligt, efter at have rullet let med øjnene - for var det da ikke åbenlyst at han var typender ville gøre det? Det mente han da selv.Men åbenbart havde Jozaf ikke nok omløbi hovedet til bage at fatte det... Suk. Og med hvad der var sket i løbet af natten var det skam også tydeligt at der var en hel del mere han skulle få lært knægten før at Jozaf kunne få den mindste smule af de privilegier de andre slaver havde, da de udelukkende havde fået dem fordi de gjorde nøjagtigt som Micah sagde eller ville have dem til, nogen gange uden han havde ytret så meget som ét ord. Se, det var den slags lydighed han virkelig værdsatte! At de vidste hva dhan ville have dem til uden at han sagde noget som helst.

"Og det der - er simpelthen ikke nok. Du lovede før, at du ikke ville gøre noget du ikke skulle igen. Det gjorde du så - og når man gør noget man ikke må og ikke er blevet bedt om, så skal man straffes. Det koncept burde være nemt nok at forstå... Men så alligevel ikke, siden du åbenbart ikke kan forstå det. Men det skal vi nok få ændret på." Medlidenhed var virkelig ikke noget der eksisterede i Micah's hoved som koncept - da de var nået hen til endnu en dør, skubbede han Jozaf ind foran sig, og ned af trappen, til de var nede i kælderen, der kun var lyst op af en enkelt fakkel på væggen, så det kunne ses der var et par bure. Store nok til at en voksen kunne sidde op i dem og kravle lidt rundt, men ikke store nok til at man kunne stå op i dem. Uden et sekunds tøven greb han fat i nakken på Jozaf, og fik skubbet ham ind i et af de bure, og låst det. Han skubbede enenkelt skål med vand derind, og smilede så skævt til ham. "Hyg dig, indtil vi ses igen... Og lad os så håbe på at du får lært til selv nogle flere manerer, indtil da." sagde han roligt, før han tog faklen med sig og lukkede og låste døren, så Jozaf blev efterladt i mørke og stilhed til sig selv.

At Jozaf havde mødt en kvinde, en smuk en endda havde jo været med håbet om at få sig en bedste veninde og ikke være lige så alene som han jo ellers havde været. Men alt det var snyd og bedrag, hun var kun sendt ud for at holde øje med ham, og kunne rapportere tilbage til Hr.Snow uden at hun havde været ærligt over for ham. Han havde dog fået det af vide af Hr. Snow tidligere, det var bare virkelig svært at forstå at det var sket og ikke var en sand veninde. Han valgte dog ikke at svare Hr. Snow, for han vidste alligevel ikke hvad han skulle svare til det, andet end at det gjorde ham trist og lidt ked af det indeni.

Et lille eller måske stort håb om at Hr. Snow ikke ville straffe ham, nu han lovede at ville gøre det godt igen. Dog blev det håb fjernet ret hurtigt og nærmest brutalt som Hr. Snow svarede ham. Han kiggede ikke engang på ham, hvorfor skulle han? Han ville jo bare gerne vise at han nok skulle gøre det godt igen. Der var bare ingen mulighed, det var gået op for ham. Det gav et sæt i Jozaf som Hr. Snow skubbede ham mod døren og trappen ned til kælderen, han var lige ved at falde, men nåede at gribe i dørkammen, så han ikke ville falde ned af trappen. Han var ikke glad for at skulle ned af trappen, det var virkelig mørkt ud dernede, han gik ikke så hurtigt ned af trappen, den var ikke så behagelig at gå på, særligt når han ikke kunne se trinene ordentligt. Da de kom derned så han faklen som gjorde det muligt for Jozaf at spotte burrerne, hans hjerte bankede derudad men nåede ikke at gøre noget som helst før han mærkede taget i sin nakke og røg ind i burdet, det gjorde ondt at ramme buret og det kunne også høres. ” Du må ikke, jeg kan ikke lide at være her” Sagde han og så så bedende han kunne på Hr. Snow. ” Hver sød ikke at tage lyset med” Sagde han bedende og med en skælve i sin stemme, men alligevel forsvandt Hr. Snow, efter at have givet ham en skål med vand inde i buret.

Jozaf valgte at forholde sig så stille som han kunne, særligt fordi det vil gøre det nemmere og bedre for ham at høre når der skete noget, for han kunne intet se, han kunne jo ikke se i mørke. Han skiftede imellem at ligge og sidde op, det var umuligt at kunne rejse sig. Der blev trillede en del tåre og grædt.

//TIME SPRING 4 dage frem\\

Jozaf havde ingen anelse om hvor længe han havde været i buret, han havde mistet tidsfornemmelsen fuldstændig, han havde hverken råbt eller skreget. Det eneste tidspunkt som han sagde noget var når han fik mad og noget at drikke. Han takkede pænt tak for maden når han fik den, hele tiden med en hvis skævlen i sin stemme samt tydeligt frygt og underdanighed i stemme. Han forsøgte ikke engang at starte en samtale, der kom ingen ord ud af ham, andet end tak når han fik maden. Jozaf var bange og fyldt af frygten for hvad der skulle ske med ham, særligt når han ikke kunne se hvad det foregik og hvem det var der kom ned til ham med mad og drikke. Jozaf havde ligget og prøvede at få noget søvn, det var ikke blevet til meget søvn mens han havde været i buret, og dog han havde ikke styr på det. Øjne var lukket og tankerne for rundt i hans hoved, han hørte lidt efter fodtrin komme mod ham. Han gjorde ikke noget, hans sagde ikke noget han blev blot liggende, dog med åbne øjne. Selvom det kunne være lige meget om de er åbne eller lukkede for han kunne intet se.

Micah hørte selvfølgelig godt hvordan han tiggede og bedte for at undgå sin straf - sådan som han plaprede løs hele tiden kunne han jo ikke undgå at høre det, selv hvis han ikke havde haft så usandsynligt god hørelse som han havde, nu han var en vampyr og ikke kun et menneske længere, som han havde været for omtrent et århundrede siden. Han sukkede og rullede let med øjnene - hvorfor kunne knægten dog ikke bare forstå at han havde lavet rod i det, at han selv var skyld i det her? At han kunne have undgået det hvis han ikke havde været så dum at prøve på at tage nøglen midt på dagen mens Micah sov... Men han havde vist heller ikke vidst præcis hvor let Micah sov. Det var jo så bare hans egen fejl, ogen han måtte betale for nu. Micah sagde ikke noget, smilede heller ikke - hans ansigt var bare komplet udtryksløst som han skubbede mennesket ind i buret for at forlade ham, og tage den eneste lyskilde i kælderen med sig, så han efterlod mennesket i det kulsorte mørke, helt alene.

Fire dage senere, kort efter solnedgang, var Micah stået op, og havde i en halv times tid overvejet om idag skulle være dagen at han slap Jozaf ud igen. Han kom frem til at det var det - hvis han gjorde noget forkert kunne han jo bare ryge direkte tilbage i kælderen. Micah havde været den der bragte maden ned til ham hver af de andre aftener - ikke andet end brød - for at Jozaf stadig ikke skulle få noget lys, da de andre slaver jo ligesom ham havde brug for lys for at se hvor de gik, mens Micah så ligeså godt i totalt mørke som et menneske gjorde i sollys.

Han havde elsket måden knægtens toneføring havde ændret sig på mens han havde været hernede. Han lød meget mere klar til at adlyde nu... Og det måtte han jo så se om var rigtigt. Roligt gik han ned af trappen, stadig uden at have et lys med sig, for at standse foran buret Jozaf var i, før han for første gang i disse dage talte til ham. "Er du færdig med alle dine små fikse idéer? Kan jeg lukke dig ud herfra uden at du modsiger mig med det samme igen?"

Micah stod blot der og så lidt på knægten - han så rimelig ynkelig ud lige nu, men hvem ville ikke også det, i samme situation? Der var vel ingen der så særlig kønne ud lige efter de var blevet knækket. Ikke at Micah kunne tale af egen erfaring - de knak ham aldrig helt dengang han selv var slave, han lod blot som om. Hvilket kun var blevet bevist efter han blev til vampyr og derefter gik rundt og fik fat på hver og en af hans tidligere mestre, og slagtede dem, som var de intet andet end slagtesvin. Alle på nær Markus, selvfølgelig - nu han havde været så flink at give ham dette liv, alle disse nye kræfter...Han var nok det tætteste han kunne komme på taknemmelig overfor den mand.

"Godt så." sagde han blot, helt roligt til svaret han fik, og låste stille og roligt buret op, lod Jozaf komme ud igen og få strakt benene lidt. Man kunne dog godt se på måden knægten gik på, at det havde været nogle dage siden benene havde fået lov til at strække sig, han gik lidt underligt - men det var igen kun naturligt efter sådan en behandling. "Det håber jeg så sandelig du har ret i. Hvis det nogensinde skulle ske igen, skal jeg nok sørge for noget værre end dette. Forstået?" så snart han fik et svar på dette, som han var tilfreds med, så nikkede han let, selvom Jozaf ikke kunne se det - før han vendte sig om og gik op af trappen - hvor han åbnede døren, og der endelig kom et meget svagt lys ned langs trappen, fra nogle lys tæt på døren til kælderen, der i dagens anledning var blevet tændt igen, så Jozaf kunne se bare en smule og følge med op igen.

Jozaf havde det på ingen måde godt med dette, han håbede virkelig ikke at Hr. Snow ville bære den ag overfor ham, det var en kæmpe fejl han havde begået det vidste han, og han havde på ingen måde i sinde at gøre det samme engang til. Han hørte godt Hr. Snow, udtale om at han håbede at Jozaf talte sandt, for ellers ville den næste straf være langt værre end dette, til en start valgte Jozaf blot at nikke, selvom han vidste dette nok ikke ville være svar nok. Han kæmpede virkelig med at holde sammen på sig selv, det at skulle stå og kunne bevæge kroppen noget mere, gjorde faktisk rigtigt ondt på ham. Det lykkes dog Jozaf at få udtrykt, ” Ja Master jeg lover det, virkelig, jeg vil gerne gøre det godt igen, uanset hvad det er” sagde han stille og prøvede virkelig at finde ud af hvor præcist det var Hr. Snow stod, det var bare ikke nemt, når man ikke kunne så noget i mørket. Han hørte dog at Hr. Snow begyndte at gå, Jozaf prøvede at følge efter ham, men hans tempo var noget langsommere end han havde forstille sig, for hvert et skridt han tog, gjorde ondt i hans ben, det var som om de ikke helt virkede som han gerne ville have det.

Det var også derfor det tog lidt længere tid end normalt for at komme op ad trappen, men små ynk og piv indimellem. Da det endelig lykkes Jozaf at komme op og var tæt på det lys der var, gjorde det ondt i hans øjne og måtte knibe øjnene sammen. ” Det her er værre end at være blind” mumlede han stille for sig selv, egentligt ikke fordi nogen andre end ham selv skulle høre det, men man vente sig til at tale højt med sig selv, når man havde været som Jozaf havde været. Han vidste ikke engang, hvad dag eller tid eller noget som helst var. ” Hvor længe har jeg været der?” spurgte han stille og så usikkert på Hr. Snow inden han med det samme slog blikket ned i gulvet.

Modsat Jozaf's håb, ja, så var Micah naturligvis typen der bar nag. Han glemte aldrig når folk havde forbrudt sig mod ham, uansetom de gjorde det bevidst eller ubevidst - og det var alt sammen noget der blot ville samle sig i hans hukommelse. Så hvis Jozaf igen gjorde noget imod hans vilje, uanset om det var snart, eller først om et år? Ja, så ville han få straf som havde detværet gjort lige efter dette. Det ville så atsige væreen straf for alt der var gjort forkert. Det var også dét, der var grunden til at hans slaver som regel var så lydige som de var. De vidste at de hver evig eneste gang ville få en strengere straf end før, uanset hvor lille en ting de gjorde forkert.

"Godt," sagde han så roligt, som han fik ført Jozaf op af trappen, og smilede svagt for sig selv som han hørte den småmumlen og de små piv og ynken fraknægten som han fik slæbt sig op af trappen og kom ud i lyset der var i dagligstuen, fra de mange levende lys der var der.

"Det er ikke noget du behøver at bekymre dig om. Der går alligevel længe inden du kommer ud af huset her igen, så hvorfor bekymre sig over hvor lang tid du brugte dernede?" spurgte han Jozaf helt stille og roligt. Det gav vel ikke mening for knægten at vide det når hans dage nok snart ville bløde ud i hinanden alligevel, låst inde her mens han blev oplært, ikke? Jo, det ville Micah da i alt fald mene.

Det var på ingen måde særlig fedt at stå der, foran Hr. Snow og ligne en ynkelig lille hundehvalp der ikke anede hvad den skulle gøre. Han sagde ikke noget, så blot ned i gulvet, han var bange, bange for at træde den mindste smule ved siden af og ende der nede igen. Det ville ikke komme til at ske, det havde været hårdt og ødelagt ham mere end han nok havde lysten til at indrømme.

Det var egentligt blot for at vide, hvor længe han havde været låst inde at han havde spurgt, han var jo trosalt ikke helt dum, han vidste godt at han aldrig ville komme udenfor igen efter det han havde gjort. Hans ynkelig forsøg på at være smart og gennemtænkt, hvilken han på ingen måde havde været. At være så dum at glemme at Hr.Snow havde helt andre former for sanser end Jozaf kunne hamle op med.

Mens Jozaf havde sidder nede i kælderen, havde hans tanker da også været på en masse forskellige ting, flere ting havde han overvejet flere gange, men en ting som han havde tænkt meget på, var at lade Micah få hans krop og liv sådan helt og aldeles. ” Hr. Snow jeg vil gerne gøre det godt igen, sådan rigtig. Jeg har selv et forslag, men det jo dem som i sidste ende bestemmer” Sagde han stille og forsøgte ikke at kigge ham for meget i øjne, han turde ikke på nogen måde. Han slog derfor hurtigt blikket væk fra Hr. Snow og ned i gulvet igen. Mon han ville godtage han forslag, måtte tiden jo vise, han ville ikke fortælle ham forslaget, før at han fik tilladelse til at fortælle det.