I like fire! - Micah (privat) XXX

Micah havde bare stille og roligt observeret Jozaf, hvordna han heldigvis lod til at have fået et ordentligt knæk af hans tid ned ei kælderen, som det jo havde været planen. Et gevaldigt knæk så han ikke uden videre ville være så fandens ulydig igen, men rent faktisk ville holde sig indenfor rammerne Micah satte for ham, i alt fald for en tid. Og hvis ikke? Ja, så skulle han nok blive ved med at få værre og værre straffe indtil han lærte deteller døde af det. På det punkt var Micah rimelig kold i røven - men han gav dog knægten chancen for at tage ved lære, hvilket var det tætteste man kom på medlidenhed fra Micah's side af.

"Hmm? Hvilket forslag?" det var ikke noget under at knægten havde tænkt over hvordan han kunne gøre det godt igen, når han nu havde haft hele tre døgn mutters alene dernede. Så ville tankerne jo automatisk bare køre rundt og rundt, det kunne Micah nu godt huske dengang en af hans tidligere 'ejere' havde prøvet at knække ham på den måde. Hans tanker havde så bare gået på at overleve så han kunne få hævn engang, og ikke så meget på alt det Jozaf nu lod til at have tænkt på. Måske var knægten slet ikke så meget som ham som han troede... Hmm. Men igen, det var vel også kun en god ting for Micah, siden han selv havde vendt sig mod sine tidligere 'ejere' så snar than var blevet turned. Så var der dét mindre at bekymre sig om...

Jozaf så på ham, det var rart ikke længere at være lukket inde i mørke og i et bur, men også mærkeligt at være ude af det igen, som om han havde det bedst i buret og mørket, han måtte være ærlig og indrømme at han frygtede det her, altså alt uden for buret. Hvorfor han havde det sådan, kunne han ikke svare på det hele var underligt.

Han afventede svaret fra Hr. Snow før han overhovedet ville overveje at sige noget, faktisk mest fordi han ikke turde sige noget. Ordene som kom fra Hr. Snow fik ham en anelse til at gå i panik, han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere dette. Det var nok mest hans forslag at han ikke vidste hvordan han skulle håndtere, netop fordi han ikke i forvejen kendte Hr. Snow svar. Og så fordi han frygt for at blive gjort til grin og straffet for at komme med forslaget også sad i ham. Jozaf valgte at træde tæt på Hr.snow så tæt som det var ham muligt, inden han blidt placerede et kys på Hr.Snow læber, hænderne havde han hænge langs siden kort inden de forsigtigt lagde sig på hans hofter blidt og en anelse nervøst. Han trak sig lidt fra ham efter kysset. ” I thought that you could get my body, you know, I thought that du could drink my blood and you could transform me to a vampire?” Sagde han stille og placerede igen et lille kys på hans læber. Med håbet om at Hr. Snow ikke ville strafe ham for en så dum ide, men det var jo sådan han tænkte han bedst kunne gøre det godt igen.. For egentligt havde han ingen lyst til at blive vampyr, han ville allerhelst bare forsætte med at være menneske, så det at ville blive forvandlet ville være en ekstrem livslang straf for ham. ” It’s just because that, I don’t even want to be a vampire, therefore it will be the worst punishment to me ever” Sagde han usikkert og trådte et lille skridt væk fra Hr. Snow og alligevel et skridt mere, bare sådan at der var lidt afstand i mellem dem, hvis nu han kunne finde på at slå Jozaf, så kunne han måske nå at flytte sig bare lidt inden han ville blive ramt.

He could oh so clearly hear how the boy went into a panic just when he spoke to him again - which did tell him that this particular punishment had been a success, or Jozaf wouldn't be panicking so easily after something as simple as those words leaving Micah's mouth. It was pretty much perfect, if he should say so himself.

He furrowed his eyebrows, looking at Jozaf, but didn't do much else when he was kissed. What exactly was the kid playing at? It had gone terribly wrong for him last time he did something like that, so why did he try it again? Was he really that eager to get punished again, or just what the hell was going on in his head? It didn't seem logic at all to Micah... Until he heard the suggestion, of course.

And... Knowing how dependent most vampires were when they were first turned - Micah himself being a rare exception to that rule as he had pretty much already had the mindset of a vampire even before he became one - that was maybe not such a bad idea after all. And a way to keep the boy in line... But it was also giving him a lot of power, and that needed Micah to be entirely sure that he wasn't going to try to use that against him.

"Hmm. Is that so. And what's my guarantee that you won't try to fight me the moment you've turned, try out your new powers on me?" not that Jozaf would actually be able to do much, as vampires grew stronger with age, and Micah had already lived a century as one... But of course, the boy didn't need to know that right now, now did he...

Det der med at skulle blive forvandlet til en vampyr, var ikke noget som Jozaf havde den store lyst til, egentligt ville han helst slet ikke hvis han kunne undgå det, men som han selv havde sagt til Hr. Snow ville det være den værste straf i hele hans liv, at blive forvandlet. Men med et lille håb om at Hr. Snow ikke tog det særligt seriøst og at han nægtede at ville gøre det.

Som havde endnu engang trådte et lille skridt tilbage, det var ikke fordi han var bange, og så alligevel lidt. Han ville bare gerne have der var lidt afstand imellem dem, det vurderede ham til at være det bedste lige nu. Han så på ham som Hr. Snow svarede ham, dog slog Jozaf hurtigt blikket ned igen. Han svare eller retter det spørgsmål han stillede til Jozaf’s udtale, vidste han ikke hvad han skulle svare på. Men alligevel kom det lavt ud af ham ” You can keep me trapped in the basement for a start. I really hate the basement” sagde han og kiggede ikke engang på Hr. Snow.

Jozaf havde det på ingen måde sjovt med dette, hvilket var tydeligt. Han var panisk for at Hr. Snow rent faktisk ville gøre det og at han så ikke længere ville være menneske. At han aldrig nogen sinde ville se solen skinne igen. Der var bare noget skønt og dejligt over solen, men han havde jo heller ikke set den siden han var kommet hertil. Han savnede solen, han savnede at kunne mærke dens varme stråler ramme hans krop og varme ham. Han savnede at kunne ligge i det høje græs på en mark eller en bakke top og bare ligge og nyde solen kunne skinne ned på en. ”I miss the sun and its heat” mumlede han primært for sig selv, det havde egentligt blot været en konstatering for ham selv at han savnede den.

Micah looked at the boy for quite a while, considering. Judging by how hard and fast he could hear Jozaf's heart was beating, it seemed like he wasn't lying at all when he told him it'd really be the worst punishment he could ever give the boy, and that sort of really appealed to him. An eternal punishment... He really liked the sound of that. More than he liked the sound of torture in the dark basement.

"Hmm... No, I don't think I'll do that. But if you do step out of the line again, one more time... You've sealed your own fate. You know what'll be coming now, if you do so. I can hear you're not lying after all... And so... It'd be my utmost pleasure to give you an eternal punishment if you fuck up again. Is that understood?" he calmly said with a smile on his lips that clearly told of how much he enjoyed the thought of it already, as he reached out to grab the boy's chin and tilt his head so he could look Jozaf in the eye while waiting for an answer.

// undskyld den blev kort D:

Havde det ikke været fordi man ikke bare sådan lige kunne falde om af skræk og panik havde han sku været faldet død om. For fanden hvor han kæmpede med at holde sig oprejst og ikke bare falde død om! Han hadede inderligt sig selv for at have sagt dette til Hr. Snow! Men han vidste også godt at det havde været med til lige som at vise at han ikke ønskede at det skulle ske og han ikke ville bryde reglerne eller være til besvær! Hr. Snow skulle ikke have æren af at forvandle ham det var en ting der var helt sikker.

Jozaf havde stået i sine egne tanker og havde derfor vitterligt ikke hørt hvad Hr. Snow svarede ham, han havde været væk i sine paniske og bange tanker, derfor blev han også voldsomt forskrækket og revet ud af sine tanker som Hr. Snow tog fat i hans kæbe for at se ham i øjne. Jozaf sank en klump og prøvede først at dreje hovedet væk men hans krop ville slet ikke samarbejde. Hvad han svarede på var han ikke helt sikker på, men et lille panisk ” Yes” kom fra ham, han turde ikke sige nej overhovedet og slet ikke når han ikke vidste hvad han svarede på… Et sted håbede han bare at han svarede på noget der ikke ville koste ham livet hvis han svarede ja.

////
Flere dage gik, måske et par uger.. Jozaf havde virkelig gjort sit for ikke at overtræde en eneste regel der kunne overtrædes! Han gjorde alt han fik besked på. Han havde hele tiden været i nærheden af Hr. Snow faktisk turde han næsten ikke være i et rum uden Hr. Snow nok fordi han var skide bange for hvad han ville planlægge eller hvad han ville gøre når han kom tilbage i samme rum som Hr.Snow ville være i.. Jozaf havde ikke sagt noget uden at han var blevet talt til eller skulle spørge om der manglede ting eller andet..

Jozaf havde brugt det meste af en dag på at hjælpe den kvindelige slave med at gøre rent, han vidste at Hr. Snow ville få gæster han havde hørt det og der skulle være ordentligt og perfekt til når gæsterne kom. Det var lidt svært for Jozaf at finde ud af hvordan nogle af tingene blev gjort, da han aldrig havde prøvet det sådan rigtigt før. Men kvinden var sød at forklare og vise det og derved fik de i samarbejde gjort ordentligt rent. Jozaf havde ikke sagt så meget under rengøring udover når han spurgte om hjælp og råd, heldigvis havde han ikke Hr. Snow rendende i røven mens de gjorde rent og det var faktisk med til at få ham til at slappe lidt af. Selvom det havde været bedst hele tiden at være i rum med Hr.Snow for så vidste han hvor han havde ham, men det var faktisk også lidt rart at kunne gå rundt uden ham.

Efter at have gjort rent hele dagen, var han godt svedig og nåede da også kun lige at blive vasket og få et andet sæt tøj på der ikke var svedigt, da Jozaf var blevet bedt om at komme ind i stuen. Han sagde ikke noget, gjorde blot hvad han havde fået besked på, hvilket han gjorde hele natten. Sørgede for at Hr. Snow gæster intet manglede og gjorde alt hvad de bad om uden at træde det mindste ved siden af.. Det var nok tydeligt at se at Jozaf virkelig vidste at han ikke skulle træde en eneste gang ved siden af, da det ville koste ham sit liv! Og han gjorde virkelig sit for det ikke skulle ske..

Dagene efter at Hr. Snow havde haft gæster og Jozaf selv synes det havde gået meget godt og uden problemer, havde Jozaf lagt sig i sin seng for at sove han var virkelig træt. Men selvom han lukkede øjnene og prøvede at sove kunne han ikke.. Tanken om at solen lige nu skinnede højt og det var dejligt varmt, lokkede ham virkelig! Han kunne komme rundt i huset uden de store udfordringer nu, men det var også den sidste chance han havde fået til at bevise sit værd som menneske, det var sådan Jozaf så på det.

Jozaf opgav at sove, han måtte udenfor! Og bare nyde solen lidt, bare et øjeblik. Han vidste Hr. Snow sov og han ville ikke gå op og vække ham. Det kunne vel ikke gøre lidt? Han ville jo ikke stikke af? Bare lige sidde i græsset lidt og nyde solen? Hvis man ikke spurgte kunne man jo ikke få et svar og Hr. Snow sov han vidste han ikke bare skulle vække ham. Så han antog det for at det måtte han gerne, der kunne jo ikke ske noget ved det? Kunne der? Han hoppede ud af sengen og gik stille og så lydløst som muligt ikke fordi han prøvede at komme ud uden nogen opdagede ham og måske lidt alligevel. Som han kom ud ad døren, kunne han se solen stå højt på himlen og kunne allerede mærke varmen i vejret, med et par hurtige skridt på hans bare tære og bar overkrop skyndt han sig hen over græsset og fandt et godt spot under solen i det varme græs. Der gik skam heller ikke længe før han lukkede øjnene og faldt i søvn. Han lå der ude i solen med armene bag hovedet og bare nyd solens varme stråler ramme hans ret blege krop.

Han vågnede stille som solen stråler ikke længere rigtigt varmede hans krop, han strakte sig svagt og gabte! Det havde været en dejlig lur som i virkelig dejlig! Han åbnede øjne og kunne konstatere at solen var på vej ned! Det var allerede køligt. ” ups” Sagde han blot og skyndte sig ind i huset og efter at være kommet ind listede han af sted til værelse og kravlede under sin dyne. Det var ikke fordi Hr. snow ikke måtte opdage det og alligevel lidt, han havde jo trosalt ikke gjort noget forkert! Han havde bare sovet ude i solen i stedet for i sin seng.. Det havde endda været den bedst lur han nogensinde havde fået, efter han havde været blevet snuppet af Hr. Snow.

Micah simply smiled to himself, pretty calmly - glad that the boy had just so clearly told him what the ultimate punishment for him would be, should he ever step wrongly again... And Micah would enjoy having this threat hanging above the boy's head, ready to enact it when - yes, when, not if - the boy would do something wrong again. He would, sooner or later... He was sure of it. The future was going to be pretty interesting with this kid around...

////

A few weeks had now passed, and miraculously, the kid hadn't really done anything wrong yet. It seemed like the fear of being turned forced him to stay in his place and do whatever Micah wanted him to, how he wanted it, when he wanted it - without the slightest bit of hesitation. The boy had even learned to ignore the demeaning comments Micah's guests would sometimes say about him when he served for them - impressive. And it was also slightly impressive, how fast he'd learned all of the everyday tasks from Sparrow. Of course, Micah knew Sparrow was generally a great teacher, but he hadn't quite counted on Jozaf picking up on things this fast, either.

But this particular day... Sparrow had caught a glimpse of Jozaf outside, during his afternoon nap. She knew he hadn't asked Micah for permission - and that he generally wasn't allowed out of the house at all, yet. So she did what any diligent slave would... The second she heard noise from inside Micah's room, indicating he was awake, she gently knocked, and when she was told to enter, she did so, closing the door behind her before telling Micah what she had seen earlier - all while Jozaf was sneaking back inside. As she had expected, this was indeed outside of what Jozaf was allowed to do at this point in time - she knew that look of Micah's pretty well, and exited the room before he got around to telling her to do so. She knew he'd need to fume over it a bit for himself, before he'd go to Jozaf and give him whatever punishment he deemed necessary.

And what punishment did he think of? Well, that one was obvious. Especially with this type of violation. So the kid had wanted to sleep outside in the sun? Well, he'd never do that again. Ever. Well, not if he wanted to survive, at least. So, taking a few deep, calming breaths to get his anger under control, Micah got up and calmly got out of his room, over to Jozaf's. He didn't knock - he never did for the slaves' rooms - but just simply entered the room, looking at Jozaf, able to hear on the rhythm of his heartbeat that he was indeed awake. "Get up. I know you're awake, and I know what you've used your afternoon on." he then simply said, cooly and calmly, but in his eyes, the irritation was clear.

Det at ligge i sengen og lade som om han sov, måtte briste eller bære, han gjorde virkelig sit for at lade som om han sov, med et lille håb om at han faktisk ville falde i søvn igen ret hurtigt, det kunne han bare ikke! Han havde sovet for meget udenfor til at han kunne falde i søvn, han kunne stadigvæk godt mærke hvordan solede havde ramt han ret blege krop, det varmede stadigvæk måske fordi han så inderligt havde savnet solen? Han havde jo ikke gjort noget for at overtræde nogen regler? Han ville jo bare gerne nyde solen nu den var der.

Jozaf kunne uden tvivl høre at der var en på vej ned mod hans værelse, han kunne genkende fodtrinene. Det var nu det galt om at ligge så stille som det var ham muligt og lade som om han sov! Mest af alt fordi Hr. Snow ikke skulle vide at han var vågen endnu, selvom Jozaf godt vidste at Hr.Snow kunne se og mærke det eller hvordan det nu lige det var. Han måtte bare håbe og tro på at han ikke kunne det denne gang… Men Jozaf blev noget så inderligt skuffet, han hørte godt hans ord og valgt at komme hurtigt ud af sengen og trådte et par skridt væk, sådan at han ikke stod lige ved siden af Hr. Snow ” I didn’t do anything!” Sagde han og så på ham, det var tydeligt at se på ham at han godt vidste at det han havde gjort var forbudt. ” I mean, i wasn’t trying to escape” Sagde han stille og det var ret tydeligt at han var i panik!

Ja han huskede nemlig tydeligt Hr. Snow ord om at hvis han nogensinde bare enkelt gang valgte at træde forkert eller gøre noget forbudt ville hans værste mareridt blive hans virkelighed. ” Sorry! I was just thinking that i could take my afternoon nap outsite” Sagde han og blev ved med at træde længere og længere væk fra Hr. Snow. ” please don’t”Sagde han panisk og frygten lyste ud af ham. Han kunne godt se på Hr. Snow at det ikke lige frem var fordi det han havde gjort var faldet i god jord, selvom hans tone leje var roligt kunne han se det på hans øjne.

There was no excuse for this in Micah's mind. None at all. The boy knew he had to ask Micah for anything that regarded stepping outside of the house's four walls, even just going into the yard, and especially for doing things besides cleaning while Micah was asleep. He was to only do what Sparrow told him to in those hours... And here he had so blatantly just done what he'd wanted to instead. Yes, his intentions might have been good enough, but he'd still broken the rules. And he knew what the punishment was for breaking the rules... After all, Jozaf had given him the idea himself.

"You didn't do anything? Really? Then why did Sparrow inform me that you stepped outside of the house, hmm?" he asked him before Jozaf could elaborate any further, the irritation like lightning in his eyes as he stepped closer, his eyes slowly darkening, blackness creeping into them, slowly betraying his vampiric nature as his temper began to surface. "You might not have tried to escape,but you knew the rules. You knew you are only to do as Sparrow tells you to while I sleep - anything else is a violation of the rules. Including a nap outside in the sunlight." he half-growled, stepping closer and grabbing Jozaf by the throat, though not in a manner as to strangle him, just to keep him still. "So I hope you had your fill of the sunlight... Because you'll never, ever feel it again... Unless you want to burn up and die." he then said, a sadistic smirk on his lips, showcasing that his fangs were, again, fully out and visible...

Just before he leant in to bite the kid's neck, beginning to drink from him, gulping down mouthful after mouthful of his blood, savoring the taste even while drinking pretty fast. When he deemed that Jozaf would be just about to lose consciousness, he pulled back, a stream of blood running down his chin... Before he bit his own wrist, shoving Jozaf up against the wall before he shoved his wrist against the kid's mouth, his other hand pinching his nose shut so that Jozaf had no choice but to drink Micah's blood, or drown in it.

Var der nogen der var bange var det Jozaf! Det skreg ud af ham, tårner begyndte at løbe ned ad hans kinder, han hænder rystede voldsomt, som han prøvede at få kontrol over dem ved at gemme det bag sin ryg, så kunne det nemlig være at Hr. Snow ikke opdagede det lige med det samme. Selvom han ville gøre det alligevel, det vidste Jozaf. Hr. Snow vidste jo alt! Uanset hvordan han prøvede at skjule tingene for ham, vidste han dem altid alligevel. ” NO! I DIDN’T! ” Sagde han vredt og højt, råbte han ad Hr. Snow. Det var måske ikke det bedste at gøre, altså at råbe ad ham, men han havde ikke overtrådt nogen af reglerne hvis man spurgte ham! ” I stepped outside of the house! BUT NO BECAUSE I WANTED TO BREAK SOME OF THE RULES!!!! I just wanted to see the sun” Sagde han med en blanding af råben og til sidst end svag lille bange stemme der forklarede han bare ville se solen.
Jozaf vidste godt at han nok på ingen måde burde råbe ad Hr. Snow men det var uretfærdigt at han fik af vide han bryd reglerne når han ikke selv mente det var at bryde reglerne! Han havde jo ikke gjort andet end at lægge sig i græsset. Som Hr. Snow kom helt tæt på ham, havde han selv bakket op ad væggen og ikke kunne komme væk. Han mærket Hr. Snow hånd om hans hals og det var helt tydeligt at han var bange, han så på ham som tårerne endnu engang begyndte at løbe kapløb ned ad hans kinder. Han vidste at han ingen mulighed havde for at stoppe Hr. Snow, han forsøgte af skubbe hans hoved væk fra ham med sine hænder men han opgav ret hurtigt.

Hr. Snow’s hugtænder i hans hals, fik ham til at skrige og græde som var han et lille barn, det var smerte fuldt og han var virkelig bange, han prøvede at vride sig væk fra ham men uden nogen mulighed. Langsomt stoppede modstanden og langsomt begyndte Jozaf krop af blive slap og svag. Han mærkede bare hvordan tårerne ikke kunne andet end af løbe ned ad hans kinder men også de holde på. Han havde svært ved at gøre noget, hans krop ville ikke samarbejde og han prøvede også at sige noget, men om det blev til ord eller hvad det blev til vidste han ikke. Han mærkede Hr.Snow håndled mod sin mund og en anden mod hans næse, han måtte åbne munden for at trække vejret og på den måde fik han Hr. Snow blod i munden, han måtte hele tiden synke mere og mere for ikke at blive kvalt i det. Han lagde sin ene hånd mod Hr. Snow arm for at holde den fast mod hans mund som han drak hans blod.

The tears and Jozaf's protests did absolutely nothing to stop Micah from the course he was heading in. No, on the contrary, it just made him so much more sure in his judgment of the guy, that when he could still keep on mouthing back at him like that, then he truly deserved this punishment, this fate. He deserved the days of agony that would follow as his body died, to be reanimated by the vampiric blood Micah was going to feed into his system. He would suffer, and know it was his own fault, that he had been warned, but had been stupid enough to think he could do something he should've known he couldn't without permission. Too bad kiddo - no more sunlight for you. Ever.

It didn't take long before his fangs had been buried in the kid's neck, and soon after, he was feeding him his own blood straight from his wrist, a small, knowing smirk appearing on his lips as Jozaf drank it. When he finally deemed the boy had gotten enough of Micah's blood in his system, he ripped his wrist away from Jozaf again, before lifting the by now pretty limp boy up into his arms, and carrying him over to the bed, putting him beneath the covers, knowing he wasn't going to be moving much the next few days as the changes began setting in. "Remember this, boy..." he said, leaning in over Jozaf, looking down at him, Jozaf's blood on his lips and chin still fresh, fangs still fully visible - "... You caused this yourself. You knew you had to ask permission to set a single foot outside. And yet you went out without asking for it. Without waiting, and asking if you maybe could have gone outside tomorrow. This is entirely on you. I told you what would happen - and you broke the rules. So... Enjoy the change, while it lasts." he said, smirking, before he left the room, putting Sparrow on duty to watch over the changing human, and inform him of any major changes, so he would be able to replace her when he'd deem it too dangerous for her to stay near the boy.

Jozaf havde ikke ret mange kræfter tilbage som han stod op ad væggen som Hr. Snow holde ham op ad og blot kunne drikke af Hr.Snow håndled. Jozaf havde det ikke godt, han var lig bleg i hele ansigtet og som Hr. Snow fjernede sit håndled fra Jozaf ville han ønske han bare kunne synke sammen og bare forsvinde væk.
Han kunne ingen modstand gøre, faktisk kunne han intet han lod derfor bare Hr. Snow løfte ham og bære ham over på sengen og blev lagt og ”puttet” under dynen. Han så på Hr. Snow hørte hans ord, der var en tydelig frygt i Jozaf øjne og ansigt. ” I’m afraid” kom det meget svagt fra Jozaf, han vidste ikke hvad der ville ske ham, han havde jo tros alt ikke prøvet dette før.
Det at Hr. Snow blot efterlod ham liggende hjælpeløs og uden nogen kræfter på sengen, var faktisk med til at gøre ham endnu bange. Han begyndte langsomt at mærke smerter i sin krop, kraftigere end noget andet han havde prøvet, han prøvede at skjule at han havde smerterne..
Men jo længere tid der gik, jo sværere var det og jo sværere var smerterne og det kunne høres på hans smerte skrig og den måde han vred sig på. Han havde det virkelig ikke godt at det ville Spurv også kunne se og høre på ham, han prøvede at kalde på Hr. Snow og i det hele taget kalde på noget hjælp men der kom ingen ord ud af hans mund.

/// TIME SPRING ca 2 dage\\

Hvor længe havde han ligget på sengen vidste han ikke, hans krop var badet i svedet og smerterne var ved at være aftaget, han havde kunne røre mere på sig og ikke ligge og skrige af smerter. Men han var begyndt at kunne røre på sig det var ikke meget og hans krop var afkraftet. ” what happens to me
” mumlede han og prøvede at komme op og sidde, men det var ikke fordi det var særligt nemt for ham. Han prøvede at trække vejret men det gjorde ondt når han gjorde det og det var underligt at han kunne holde vejret så længe som han gjorde. Han blev bange, han kunne ikke forstå det! Han så over på Spurv der sad på en stol, hans øjne fokuserede kraftigt på hende, det var underligt… Han kunne høre en banken? En underlig banken, den kom fra hende? ” what happens to me?” Spurgte han igen, lysten til at gå over til hende og få banken til at stoppe var der! Men han forstod ikke hvad det var! Hans blik var fast spændt på hende.

Since the boy was as weak as he was right now, just having most of his blood removed and only a tiny portion of it replaced with Micah's blood, well, it was even easier than usual to pick him up and carry him into the small bedroom he'd had these past few weeks, and tuck him in under the covers. He did hear Jozaf mentioning that he was afraid - and well, he had a good reason to be afraid, didn't he? But all it did was make Micah smirk slightly as he wiped away the remnants of the boy's blood from his lips and chin, and then left him in the room, with Sparrow sitting just inside to watch over him as the changes would progress over the next couple of days. The screams he began hearing as he got ready to go out tonight, simply made sure that the smile stayed on his lips. Good, good... Meant that it was working. He, himself, remembered the excruciating pain all too well... But still, he'd been quieter than Jozaf was being. Now, to see if he was actually going to survive the change, or if he was going to be one of those who died from the transformation and never rose up as a vampire again...

///////////////

Two nights later, in the middle of the night, Micah came home from attending some personal business out in the city, a simple hitman job that had gone as smoothly as ever, the target but a human... It had barely even taken an hour to track him down, and less than a minute to kill him. Easy money. But almost as soon as he'd gotten within the house, he could faintly hear movement - from the room Jozaf was in, with Sparrow watching over him. He hadn't heard anything from the boy yesterday, so he figured this was a good sign... And a sign that he needed to get Sparrow out of there, unless he wanted to risk losing her to a newly created, hungry and confused vampire.

So he marched straight into the room, his eyes first falling on Jozaf, seeing how he was slowly starting to move again - and then his eyes found Sparrow, and he simply made a small motion of his head towards the door, silently telling her to get out of there, which she did, post-haste. Then he heard the kid's question, and he sighed. "Isn't it obvious? What did I tell you I'd do to you? What did I tell you your punishment was? That's what this is."

Jozaf var kun lige kommet på benene som Hr. Snow var kommet ind i rummet og havde stillet sig i vejen for at han ikke kunne komme hen til kvinde, han kunne høre hendes hjerte banke og at han gerne ville hen til hende og bare dufte til hende, hun duftede så dejligt og så godt. Han kunne bare ikke komme der hen, og inden han havde noget at ligge en hurtig plan for at komme hen til hende var hun ude af rummet, det var som om at hans krop slet ikke var normal. Det var virkelig ikke normalt dette, var han overhovedet i live? Hans krop havde været i så store smerter og som om hele hans krop langsomt dødede men han var vågnen og i live? Han forsøgte at trække vejret men det gjorde bare ondt på ham og det kunne ses, han kunne ikke trække vejret? Dette kunne ikke være virkeligheden, kunne det vel?

Han hørte godt Hr. Snow ord men han kunne ikke helt forstå det, før det gik op for ham hvad det var han talte om ? Hr. Snow havde gjort ham til vampyr? Det måtte var det? Men var en vampyr sådan her? Han så forvirret på Hr. Snow. Han fik en trang til at han måtte forlade rummet og finde kvinden igen, han kunne ikke helt huske hendes navn men det gjorde ham ikke noget, han kunne stadigvæk høre hendes hjertebanken, hun var ikke langt væk det kunne hun ikke være? Han løb over til døren og var næsten lige ved at løbe ind i den fordi han ikke havde kontrol over sin hastighed. Den var ikke låst og han havde derfor blot åbnet den og begivet sig ud på gangen, han måtte følge lyden og duften! Han havde fuldstændig lukket Hr. Snow ude af sine tanker, han kunne ikke fokusere på andet end hjertebanken og den dejlige duft.

Micah sighed as he looked the boy over. It was clear that his words weren't properly getting through to him - the boy was too engulfed in his new senses and instinct to make proper sense of anything now, and he knew what was probably the only thing on his mind right now. The heartbeat and smell he'd just awoke to, which was stirring the new and powerful instinct. Lovely. But then again, what did he expect? He had been even worse when he'd just awakened. Marcus had to chase him across half the town, from what he recalled. That speed coupled with the knowledge of the streets he'd had already back then? Yeah, he'd been a right pain to catch up to. But here, he still had the advantage, as Jozaf still hadn't seen everything in the house there was to see. It was still his turf, not the kid's.

So when the kid moved, he ran right after him. Jozaf got down to the end of the hall, just on the opposite side of the door that Sparrow had entered and locked the door after herself, before Micah got to him, grabbing his shoulder and pushing him into the wall, holding him there with both hands and looking him straight in the eye. "Don't." he simply told him, fangs clear as day as he practically snarled at him. "I've got something for you. In the basement. It's even better than her, don't worry - you won't be missing out on anything. But - You. Don't. Touch. Her. Got it?" he snarled at him - no, he wasn't going to let Jozaf eat his very best slave. "Come on. I'll show you what I've got for you." he then said, and, still having a good hold of Jozaf's shoulders, he began pushing him down the hallway, away from the room where Sparrow was, and towards the stair down to the basement.