Bad love and broken dolls - Sean & Lori

Tid: Dagen efter selve kidnapningen - formiddag.
Sted: Doomsville – Terrorville Disctrict.
Vejr: Stadigvæk forholdsvis lunt i vejret, men med en smule vind.
Omgivelser: Beskrives.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Røde ballarinasko af rundskind + Fransk fletning.

Endnu en vidunderlig sensommerdag var husets beboer stået op til. I det smukke morgenvejr med næsten skyfri himmel, samt en mild brise til at afveje solens allerede lune stråler, havde husets overhovede, Natalie, nydt sin morgenmad. Efter måltidet havde hun nydt en kop te i haven, hvor hun havde påskønnet synet af hendes elskede kerebros i færd med at en forskræmt hare rundt, som hun havde sat løs for underholdnings skyld. Da en knasende lyd indikerede, at det var lykkedes et af hovederne at knuse kroppen på haren, satte hun koppen fra sig på bordet og forlod derefter terrassen. Natalie fortsatte ned langs stien der snirklede sig igennem haven med retning imod grotten som tårnede sig bagerst, hvor hun først standsede, da hun nåede jernlågen som blokerede indgangen. Fra en lille skjult lomme fandt hun en nøgle frem, som hun brugte til at låse sig indenfor. Ved lyden af lågen der blev åbnet og skubbet til siden, rejste hovederne på den enorme hund bag hende, hvorefter de slap taget om resterne af haren og forsøgte at følge den lille skikkelse. Natalie genkendte dog lyden af poteskridt, og vendte sig straks om med et bestemt blik.

"No, Tempus. Today will be different. I need you to stay..."

Alle tre hovede fnøs frustreret, men tillod alligevel ikke at trodse dæmonens ord. Derfor blev den enorme hundeskikkelse siddende foran porten som hun lukkede igen, og ville derved fungere som alarm, hvis andre nærmede sig. Natalie greb en af faklerne placeret ved hulens port, og begav sig derefter dybere ned.

Efter et par minutter i komplet stilhed set bort fra lyden af hendes egne skridt, fandt hun omsider døren, som hun søgte. Frem af mørket dukkede der pludselig et enormt naturskabt hulrum op, som tydeligvis udgjorde Tempus 'base'. Forskellige knoglerester, samt lidt blødt underlag var spredt tilfældigt rundt, sammen med andre af hundens ejendele, hvilket også fungerede som udmærket skjul for døren bagerst i rummet. Døren  var af tykt og panseret metal med en lille lem øverst, som gjorde det muligt at kigge indenfor. Lemmen var allerede halvt åben, og fungerede derved som den eneste lyskilde inde i rummet som døren gemte på. I nøglebundet, hvilket hun endnu ikke havde sluppet, fandt Natalie en ny nøgle, som hun satte i døren. Da hun trådte indenfor var hun omhyggelig med at lukke den bag sig og låse igen, hvorefter hun lagde nøglen tilbage i sin lomme. Faklen holdt hun stadigvæk, som hun bevægede sig ind i det mørke rum. Da hun fandt stregerne hendes øjne søgte, standsede hun, og placerede så faklen i holderen der stod klar, hvilket gav et bedre lys i rummet. Lys nok til at se, hvad der sad bundet foran hende midt inde i pentagrammet som var malet på gulvet. Lori.

Dæmonen havde ikke ligefrem været lykkelig over synet af hende i hans dør. Hun var dukket op i selskab med Thrax, som havde startet med at sende en knytnæve i ansigtet på Lori få sekunder efter at døren blev åbnet. Desværre, udover at spilde lidt blod, så havde det ikke forvoldt helt nok skade til at slå Lori ud. Men hun vidste, at det ikke ville varer længe. Og ganske rigtig efter en kort men voldsom kamp, blev Lori fanget og holdt fast inden hun stak nålen i halsen på ham, hvorefter de søvndyssende urter hurtigt var virket. Efter brevet var blevet placeret i Lori's soveværelse på sengen, det eneste sted som ikke syntes ramt af kampen, var de forsvundet i nattens mulm og mørke igennem skyggerne med Lori gemt i hestevognen. Nu stod de her. Eller... Hun stod rank, med et blik der glødede af iver, imens Lori forhåbentlig var ved at komme sig selv, hvis han ikke allerede var det kort tid før hendes ankomst. Sovemidlernes virkning kunne trods variere en smule. Lori var bundet på hænder, fødder og ved livet med tunge lænker af stål dyppet i vievand til en stol, som stod placeret midt i pentagrammet hun havde malet tidligere med blod fra et par døde dyr. Hun stod selv præcis lige uden for kanten, tæt nok på til at opleve Lori's grimasser og udtryk fuldt ud, men ikke nok til, at hun selv ville opleve den svækkende effekt.

"Awake now, Lori. It's time to play a bit."

Det havde bestemt været et orkeret udtryk der havde været at finde hos Lori da han åbnede døren, og så Natalie uden for hans død. Han vidste udemærket godt hvem hun var, Sean havde fortalt om hende, og han havde endda fortalt at Lori skulle holde sig fra hende! Hun kunne være yderst farlig! 
Og det var da heller ikke en venlig visit dette her. For Lori havde dårligt åbnet døren døren, hvis han mærkede en knytnæve i ansigtet. 
Han havde selvfølgelig kæmpet imod da han blev overfaldet! Desværre havde den træning Sean havde sørget for, ikke nået at hjælpe nok til at han kunne klare denne gut her! Og da slet ikke da han mærkede et stik i nakken, og før han vidste af det, blev alt sort!


Hans øjne glippede, og et svagt ekko der kalde hans navn kunne høres, dog blev stemmen tydligere og tydligere! Indtil han kunne høre at den var lige foran ham. Han åbnede øjnene, og så sig fortumlet om. Der var noget der strammede om hans hænder og fødder, og han sad på noget hårdt. Han slog øjnene op, da det gik op for ham at han var spændt fast. Han så op, og lade mærke til Natalies lille skikkelse. Han begynde at vride sig for at komme fri. Indtil han lagde mærke til tegnene på gulvet! En dæmon cirkel! Virkelig?! Han vende blikket mod den lille pige. 
“hvad vil du mig?” Vrissede han irriteret. Egentlig var det et overflødigt spørgsmål, han kende allerede svaret! Det her havde noget med Sean at gøre! Det kunne kun være det! Hvorfor skulle, Natalie ellers gå efter en dæmon som Lori? Han havde ingen magt, inden indflydelse overhoved!.

//sorry for længden

Et lille men skadefro smil voksede sig langsomt frem, imens Natalie roligt betragtede dæmonen foran sig ruske frustreret i lænkerne. Frustrationen lod dog til at dø ud temmelig hurtigt, da det pludselig virkede til, at Lori var blevet opmærksom på sine omgivelser. Da blikket blev flyttet fra blodet på gulvet til der hvor, at Natalie stod placeret, mødte hun blikket stadigvæk med et smil klistret på læberne. Spørgsmålet kom ikke bag på hende, og hun valgte for nu at ignorere hans irriterede toneleje. Manden var jo trods alt lige vågnet.

”It’s simple really. I want to play a game with you, Lori.”

Med de ord gav hun ikke dæmonen mulighed for at spørger yderligere. I stedet begyndte hun med små skridt at bevæge sig langsomt langs den yderste kant på pentagrammet samtidig med, at hun fortsatte sin forklaring.

”The game consists of at least two players: There’s me, who will be in charge of maintaining the rules and making the riddles… and then there’s you, who will answer such riddles and follow the rules while doing so. The rules are as following…”

Efterhånden som Natalie talte, forsvandt hun ganske langsomt mere og mere ud af Lori’s synsfelt indtil, at hun til sluttede af med at standse bag ryggen på stolen. Der trak hun sig ganske få skridt tilbage i mørket, og lod hænderne glide velkendt over bordet, som hun vidste ventede der. Hendes små fingre greb om et køligt skaft, som trak med sig, som hun begyndte turen tilbage igen.

”… I will ask one question at a time. The question will be short and precise, and the response should follow quickly…”

Natalie stoppede endeligt sin gang. Som da hun startede var fronten vendt imod Lori, hvor det eneste forskel bestod i, at den lille barneskikkelse nu stod med noget der lignede en stor køkkenkniv. Det velholdte blad stod skarpt i det sparsomme lys, imens de mørkeblå øjne rettet imod den voksne dæmon virkede næsten sorte, som hun ufortrødent afsluttede sin forklaring.

“… Should you fail to respond, punishment will follow. Should you react to slowly for my liking, punishment will follow. Should you feel temped to use foul language or show any signs of bad behavior, punishment will follow… All in all the game has proven itself quite fun to play for those, who choose to play by the rules.”

Tydeligt tilfreds med sin egen forklaring, lagde Natalie hovedet en kende på skrå som, hvis hun studerede ham, og viftede da let med kniven.

”So, Lori, are you ready to play?”

Det var et køligt blik, Lori havde at tilbyde Natalie! Han var ikke intrasseret i at høre om hendes små lege og gåder! Og han var allerede godt træt af hende.
“jeg er ikke intrasseret i at lege med dig Natalie!.. Jeg vil bare gerne have svar på hvorfor jeg er her!” Knurrede han af hende. Han prøvede en enkelt gang mere om han skulle være heldig at han kunne bryde kæderne. Så ville han i det mindste være ud af dem, så var det bare cirklen han manglede. 

Han fulgte hende med øjenene, men gad ikke engang dreje hovedet efter hende. Han sukkede vrissent over disse.. spil regler. Regnede hun virkelig med at han villle lege med på denne åndsvage leg? 
Da hun atter kom om foran hende og han så kniven, løftede han et øjenbryn. Som hun havde talt færdigt om regler og alt muligt andet plader, fnøs han lidt. “og var det meningen jeg skulle blive bange for den der kniv?… hvad vil du gøre, blinde mig med den?!.. Jeg ved lige så godt som du, at ikke engang DU kan overkomme et dæmon pentagram!.. Hvis du først passere den, så er du fanget i den med mig!.. Så hvad skal legetøjet til for?…. lille pige!” Det var uden tvivl hån der var at finde i hans stemme! Han havde overlevet værre ting en Natalie! 
Og hvis den lille unge troede at hun kunne hylde Lori ud af den bare fordi hun viftede med en kniv, så kunne hun godt tro om.

Lori satte sig mere “til rette” og så på hende. “hvad med at spare os begge for dette latterlige indslag, og i stedet bare fortæl mig hvad du er ude på?… jeg kan selvfølgelig regne ud at det har noget at gøre med Sean! Vigtigere er jeg heller ikke… men hvad?!” Spurgte han blot. 
Han havde ikke tænkt til at give Natalie den tilfredsstillende at være bange, eller nervøs over det her!

Den lille pigeskikkelse blev stående et øjeblik imens, hun betragtede den ældre udseende dæmon. Dér hvor hun havde lænket og bundet ham i bevidstløs tilstand, og der hvor han nu sad og tillod et uforskammet blik at blive sendt i hendes retning - som var hun på nogen måde mindre værd end hans unge væsen. Hun sukkede let, men de små skuldre faldt alligevel tungt på plads igen.

“I see now why Mr. McGivens might have a tendency to fancy you... Your poor manners and the lack of respect from your gaze is worth much discipline. Hopefully this will teach you both.”

Selvom et kedet, næsten irriteret udtryk var faldet over det ellers vældig uskyldigt udseende ansigt, så lyste smilet op igen, da hun afsluttede sin sidste sætning. Først da hun havde afsluttet sin runde omkring pentagrammet og stod klar med kniven var det, at masken faldt. Lori havde ramt et ømt punkt. Natalie var et tålmodig sjæl hele vejen igennem. Det kom både af hendes fornuft og kløgt fra naturens side, da det ofte virkede som en bedre idé at slå koldt vand i blodet, men det kom ligeledes fra det ældre sind som gemte sig bag den barnlige facade. En ting som mange nægtede at se bort fra, og en af de få ting som hun hadede noget så inderligt. Derfor tog det også kun ganske få sekunder for det lille barneansigt at skifte form. De dybblå øjne blev glødende orange, hvilket lyste mørket op omkring det blege ansigt, og de pæne, hvide, velplacerede tænder blev sylespidse og pludselig mange flere. Stemmen lød absurd, forkert og forvrænget, som revet gennem skov og vind, da den svarede Lori.

“You really are a fool! If I wanted you hurt, you would be hurt already. The only reason that your pathetic piece of a demonic body hansn’t already been dumped somewhere in the woods is because... of the fact that I wanted to play a game.”

Netop som man skulle tro Natalie’s rasende skikkelse var ved at tale over sig, fattede hun sig pludselig, og smilet indtog endnu engang dets plads på det makabre ansigt der langsomt blev normalt igen. Da øjnene atter var blå igen, sukkede hun tungt og rystede let på skuldrene. Derefter satte hun sig på hug ved kanten af pentagrammet, hvorefter hun med en yderst ubehagelig lyd gav sig til at skrabe i det tørrede blod med kniven. Forsigtig men bestemt fik hun efterhånden skrabet så meget bort, at en åben linje opstod. Ophøringen af pentagrammets effekt føltes som et pust i rummet, hvorefter en trykkende fornemmelse formentlig forlod Lori, som dog stadigvæk sad bundet af de tunge lænker. Hurtig som et lyn stod Natalie pludselig helt op foran dæmonen, hvorefter hun rakte op og greb hårdt fat om hans kæber for at tvinge dem åbne. Skulle dette lykkedes, ville en mørk djævlehale pludselig krybe frem fra under skørtet på kjolen. Halen ville sno sig ned i lommen, modsat den med nøglerne, og gribe om en flaske med en ækel, mørk væske som indhold. Glasflasken fik poppet låget, hvorefter det slimede indhold blev hældt ned i munden på ham. Da det var gjort, smed hun flasken ud i mørket, hvor lyden af knust glas hurtigt lød inden, at hun så rakte op og tvang kæberne sammen igen og holdt næsen lukket. Uanset hvor meget han spruttede, vred og teede sig, så ville hun ikke slippe før, at hun kunne se væsken sluges. Da/hvis det blev gjort, trak hun sig omgående få skridt tilbage. Hendes ansigt ville lyse med stor fryd, og hun ville langsomt samle den blod indsmurte kniv op fra gulvet.

“Now, Lori... about that game.”

De følgende par timer, dage og nætter ville Lori nok hurtigt miste tid- og stedsfornemmelsen, hvis der overhovedet havde været en til at starte med. Den giftige blanding af sjæledæmonblod og grimme svampe ville efterlade ham i en voldsom svag position, formentlig fanget et sted mellem hallucinationer og ekstremt kvalme/dårligdom. Hver gang han viste tegn på at glide ud af effekten, så ville hun hælde en ny dosis i ham, mens hun sikrede at dosen aldrig blev dødelig. Mad blev der intet af, og Natalie’s besøg ville foregå på alle tidspunkter af døgnet. Hun ville skifte tøj hver gang uanset, hvor lang tid mellem besøgene, så Lori aldrig ville kunne finde et mønster. Under hendes besøg ville hun skære, flå, rive, flænse og slå så meget, som hun følte nødvendigt for at få svar. Svar om ham, hans liv, hans job, hans familie, hans fortid osv. Så ville spørgsmålene gå videre til Sean. Alt om Sean. Og sådan ville det blive ved. Og ved. Og ved...

Han var efterhånden ved at være træt af det her! Natalie irretrede ham grænseløst, hvad var det lige hun regnede med at opnå? Han var godt klar over at det her ikke var fordi Lori betød det vilde for hende, men derimod Sean. Men hun kunne glemme det!
Lori kom ikke til at afsløre noget omkring Sean! Intet! Desuden kende han ikke til ret mange af Seans planer, det havde jo netop været deres aftale da de blev et par! Netop for at sådan noget som det her kunne ske, og for at Lori ikke ville kunne tale over sig, eller ikke længere virke attraktiv for folk der ville udspørge ham.

Han fulgte den lille skikkelse med øjnene, og så hvordan hun begynde at ødelægge pentagrammet! Han så undrende på hende. Hvorfor ville hun dog gøre det? Det ville jo kun give ham mulighed for at komme nemmere fri? Disse kæder var tunge ja, men han ville kunne komme ud af dem, hvis han ændrede skikkelse! Hvis han kom i dæmon for, ville han kunne komme ud af dem her. Der var bare 1 problem.... han havde kun været i den en gang! Og der havde han ikke slev styret det!

Han så på hende da hun stod foran sig, og mærkede pludselig et grab i sin kæbe, han prøvede at vride sig fri, men trods Natalies størrelse, var hun virkelig stærk. Da han så flasken, vred han sig endnu mere, men det hjælp ikke meget, og før han vidste af det, blev en væmmelig og ulækker væske hældt ned i hans mund. Bare smagen gav ham kvalme, og han fik næsten behovet for at kaste op. Men det tillod Natalie ikke! Derimod blev der holdt både for hans næse og mund, og trods hans forsøg på at komme fri, og gøre alt for ikke at synke, var det alligevel hvad der skete.

Da først hun slap ham, hostede han gispende efter vejret. Føj!.. han havde det allerede dårligt, sikkert på grund af den ufatteligt væmmelige smag! Han så op på hende.
"hvis du skal torturere mig, kunne du så ikke gøre det med andet end dine små lege drikke!" knurrede han.
Han vred sig for at komme fri, gjorde alt for at blive rasende. Det var i hvert fald det der havde gjordt at han kunne forvandle sig sidst!

"Du kan lige så godt droppe det! Jeg har ingen oplysninger om Sean! Ja.. jeg er ikke så dum at jeg ikke kan regne ud at det her handler om ham!" vrissede han.
Endnu en gang prøvede han at komme fri. Der var bare en ting han ikke vidste! Nemlig, hvad det var for en mikstur tøsen havde hældt i ham. Og at det med at vride sig, kun fik det til at sprede sig hurtigere!
Og pludselig mærkede han en voldsom svimmelhed. Han brummede lidt. Han så op mod Natalie, og måtte glippe med øjnene flere gange, særligt fordi han ikke så en lille pige stå foran sig, men en eller andet mørk skikkelse, og den så bestemt ikke rar ud. Han rystede på hovedet, hvilket heller ikke var rart på grund af kvalmen og svimmelheden.

Det hele snurrede i hans hoved, og hver gang han åbnede øjnene så han ting han VIDSTE ike var der! Væsner han aldrig havde set før, monstre, farver, og former. Selv Natalies stemme, var underligt sløret, og ugenkendelig.

Det første stykke tid, han dog ikke anede hvor længe var, da al hans tidsfornemmelse var væk, holde han ud.
Han svarede ikke på de mange spørgsmål Natalie havde at stille. Han kæmpede imod, og igen, og igen fik han hældet det der stads ned i munden, hver gang han var lige ved at komme ud af hallucinationerne, og så fortsatte det bare!
Men efter noget der for Lori virkede som en evighed, kunne han ikke mere. Han var træt, han var sulten, tørstig og var ved at blive gal af alle de ting han så. Og efterhånden fik han meget svært ved at skældne mellem om de var virkelige eller ej. De mange skader der blev påført ham hjælp heller ikke på det hele. Efterhånden havde han sår og skrammer over alt på kroppen. Så han begynde så småt at tale. Fortælle hvad Natalie ville høre, men når det kom til Sean var han dog stadig stædig.
Efterhånden var han blevet bleg, og de mørke poser under hans øjne viste tydelige tegn på søvnmangel og udmattelse.

Sean havde vidst det i et stykke tid. Vidst at Lori var væk. Han vidste ikke om det var dagen efter, flere dage efter eller blot timer efter at Lori havde forladt - eller tvunget - væk fra sit hjem. Men Lori havde ikke været der. Og den kære Dr. Trott, der så pænt holdt huset i en ren og ordentlig stand, havde rystet på hovedet. Han havde heller ikke vidst hvor Lori var.
Nuvel. Lori kunne være rejst eller skulle noget. Så til at starte med havde Sean besluttet at vente en tid. Vente - og have sine folk på udkig over hele byen. I håb om at se ham, finde ham og vide at alt var okay.
Men...
Men nu var der gået for lang tid. En hånd gled igennem det mørkebrune hår, hvor som altid pandehåret flød ned over panden på ham. Nej, Lori var her ikke. Efter festen var det ikke til at sige hvem der kunne have angrebet eller opsøgt ham. Eller hvad der nu var sket. Og dog...Når man tænkte over det...Var der ingen, ud over Natalie, der oprigtig ville få noget ud af det. Også selv om Sean aldrig havde indviet Lori i sine planer. Så var Lori stadig en svaghed for Sean på denne måde.
Den første indskydelse havde været at løbe til hendes store hus, flå døren op og kaste sig ind i en livsfarlig kamp. Men knap havde han nået sin egen dør, før han slog koldt vand i blodet. I stedet havde han siddet her i endnu en dag. Siddet her og ventet. Tænkt. Uden at sove, uden at spise. Til han endelig havde rejst sig og forberedt sig.
Fået spist. Fået badet og nyt tøj på. Et par sorte bukser og en sort trøje, begge af varmt materiale. Bæltet med sværdet om livet. En mørk kappe om skuldrene. Se...Sean styrede Doomsville for Natalie, men det var der ingen der vidste.
"Jeg besøger Natalie von Tenebris. Vender jeg ikke tilbage, har hun formentlig slået mig ihjel eller gjort andre uhyrlige ting. I så fald...Håber jeg I vil udføre en hævnaktion og straffe hende. Og udvælge en ny følger til at overtage byen"
Sean forventede ikke at dø eller forsvinde. Men han håbede at byen ville gøre Natalie en eller anden form for modstand, skulle det ske. Også selv om flertallet af dem nok var for bange, når det kom til stykket. Kujoner.

Og med de sidste planer, i tilfælde af det værste, på plads, forlod han borgen. Og gik ned til Natalies store hus af et hjem. Det var aften og en kølig vind gav løfter om at sommeren ikke var så ung og frisk som før, omend heller ikke helt væk endnu. Med et neutralt ansigt, med sine kolde mørkegrå øjne og rolige skridt trådte han op til hendes dør og bankede på.
Uanset hvem der åbnede, ville han sende vedkommende et svagt smil.
"Fortæl Natalie at Sean er her. Hun ved hvem jeg er. Fortæl hende også jeg ikke går...Og om nødvendigt selv vil bryde ind. Hun har noget der tilhører mig"

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Stearinlysets skær dansede på væggene. Natalies dybblå øjne fulgte fascineret bevægelserne imens, at børsten gentagende gled igennem hendes tykke, mørke hår. Sminkebordet foran hende havde oprindeligt tilhørt hendes mor, og i det dertilhørende spejl fangede hun et glimt af englen bag hende, som lagde børsten fra sig inden, at hun gik i gang med at flette hendes hår. Det var et aftenritual med Poppy, som hun nød – specielt på dage, hvor ting ikke nødvendigvis var gået som de skulle. Denne dag havde nemlig ikke været meget anderledes, end de andre, det sidste stykke tid. Hendes skiftende besøg hos Lori var efterhånden mere kedsomt end gavnligt. Dæmonen virkede efterhånden ikke til at have meget mere tilbage at give af sig. Om det var håbet om overlevelse der var død eller ren og skær udmattelse, det havde hun svært ved at sige… men trods det hele så fortsatte hun. Grunden til det hele var efterhånden gledet en smule i baggrunden. Nu nægtede hun nok mest at give slip. Nyt legetøj skulle helst holde længst mulig.

Netop som båndet blev strammet om enden på hendes fletning, fangede en lyd hendes opmærksomhed. Hendes soveværelse var på 1. salen, så det kunne nemt snyde, men ved lyden af hoveddørens knirkende hængsler var hun ikke i tvivl om, at de havde gæster. Stemmen kunne hun ikke tyde herfra, men hun havde nu alligevel en god idé. Ikke mange andre ville så turde møde op på et så uforskammet tidspunkt. Hendes opmærksomhed vendte sig imod uret på bordet, imens hun lod Poppy gøre resten færdig. Hendes menneskelige butler James var personen, som Sean mødte i døren. Et overrasket blik fik mandens arrede øjenbryn til at skyde i vejret, men han var alligevel ikke sen til at træde til side og lade dæmonherskeren træde indenfor. Med en hurtig bemærkning, ville han gøre Sean opmærksom på, at han straks ville give besked til husets lady, hvorefter han ville forsvinde op af trapperne. Få øjeblikke senere bankede det på i soveværelset, og butleren stak hovedet indenfor.

”What is it, James?...”
” It’s Mr. McGivens, My Lady. He won’t leave until you’ve spoken with him about… well.”
“I see. Where is he now?”
”In the hall, My Lady.”
“Alone?”
”Yes… My Lady.”

Natalie gled ned fra stolen med et irriteret suk, og svang derefter silkekåben omkring sig, som Poppy havde rakt hende.

”Poppy.”
“Y-Yes, My Lady?”
“Go get the demon. Take Tempus with you.”
“At once, My Lady.”

Med de ord forsvandt både englen og butleren ud af døren, og Natalie begav sig ned for at møde Sean. I mellemtiden ville Poppy søge ned i hulen under huset, hvor hun forhåbentlig ville møde en utroligt udmattet Lori, som blev slæbt/skubbet hen til døren af hans celle. Skulle det lykkedes ville det midterste af Tempus’s hoveder gribe fat om Lori, og begynde at bevæge sig mod overfladen. Hunden ville ikke bide ned i Lori, men ville holde ham dinglende i munden som et andet stykke legetøj.
Ved toppen af trappen standsede Natalie for at bekræfte, at Sean stadigvæk stod, hvor han var blevet efterladt. De lille ansigt stirrede kedet, næsten irriteret, imod den mere voksne figur inden, at hun begyndte at gå ned af trappen for at møde ham.

” Don’t you sleep, Mr. McGivens?...”

Hvad dag var det? Det vidste han virkelig ikke... Efterhånden vidste han ikke engang om det var dag eller nat, mørkt eller lyst. Om det var godt eller dårligt vejr.. Sådan var det når man lå i en mærk kælder og ikke kunne hverken se eller høre omverden!..
Desuden gjorde denne underlige gift det ikke bedre! Han havde svært ved at skældne mellem virkelighed og fantasi, da han oplevede at dette stof gav ham hallucinationer, og en underlig virkeligheds forvrængning. Han kunne ikke engang huske hvor mange gange Natalie havde været her nede, hvor ofte hun kom, eller om hun overhoved kom.

Sommetider hørte han hendes stemme der nede, men han kunne ikke se hende.
Hans krop rystede, både på grund af kulden, men også på grund af at hans krop lige nu kæmpede mod den infektion der efterhånden var kommet i et eller flere af de mange sår han havde. Det var ikke noget han havde set, eller kunne mærke som sådan, da hele hans krop gjorde ondt!.. Men det var noget han kunne lugte!... Denne genkendelige lugt af noget der var ved at blive fordærvet...

Normalt ville hans krop heale, men det var svært for den i dette stadie. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist.. og han fik kun LIGE nok vand til at han kunne holde sig i live!

Han hørte den genkendelige lyd af døren der blev åbnet! Og et lysskær der blændede ham for en stund. Han krummede sig sammen, for han vidste at han ikke ville komme til at se mennesker, men på grund af hallucinationerne, ville han se monstre, underlige væsner, og uhyggelige syn! Så der var ingen kamp fra hans side, desuden var han alt for svækket til at kæmpe imod.

Han var ikke i tvivl om hvad der skete, han blev båret i munden på dette store dyr som var han et eller andet tykkedyr... Og han havde ikke engang kræfter til at prøve at komme fri! Og gjorde han også det, risikerede han blot at hunden tykkede sammen og han ville dø i stedet. Han skar dog ansigt! Særligt fordi dyrets gift gled ind i de mange sår og sved helt vildt! Særligt på det brændemærke han havde fået på sit inderlår! Et stede der var virkelig ubehageligt, da det nærmest hele tiden stødte sammen med det andet lår, og på den måde blev klemt.
Hans tøj var gået så meget i stykker, så det ikke længere sad fat på hans krop, og derfor var han også nøgen.

Han blev lukket ind. Mindre kunne heller ikke gøre det. Han måtte virkelig tøjle sig selv, for ikke at fare igennem hele huset. Endevende det hele. Ødelægge det hele. For til sidst endelig at lægge hånd på Lori igen og bringe ham med hjem. I live. Forhåbentlig. Men hvad ellers? Natalie ville ikke få noget ud af en død Lori. Det var nemmere at lære og styre Sean igennem ham, hvis manden endnu var i live. Det gav mere, end hvis Lori allerede var død. Død...På grund af Sean.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hans krop rystede svagt, men om det var af bekymring eller indestængt vrede kunne han ikke afgøre. Han håbede mest det sidste og det var nok heller ikke langt fra. Men han kunne ikke gå amok. Natalie var trods alt ikke uden midler eller magt. Der var en grund til at hun var dæmonernes leder, uanset hvor meget han personligt hadede hende. Normalt var hadet mere...Professionelt. Et udslag af hans foragt for autoriteter. Hun var en, som han kunne modarbejde og det var spændende. Gav ham et mål. Men det var intet personlig og et sted beundrede han hende nok. Hun var klog. Hun kunne spille spillet. Det spil, Sean brugte en masse af sin egen tid i. Ja...Men Natalie havde alligevel gjort en fejl. Ikke blot nu med Lori. Men før det. I hvordan hun ønskede at få Sean over på hendes side - for hun havde tydeligt vidst han ville være en brugbar ressource. Men en så magtliderlig person som ham selv - han havde ingen indbildninger på det punkt - ville det ikke gå godt at blive nedgjort eller sat i en gældsaftale. Nej, hun skulle have opsøgt ham på en anden måde. Gjort ham mere ligeværdig.
Men det var dæmoners forbandelse. Så sig altid hævet over alle andre, inklusiv deres egne. Og derfor ville de nok aldrig nå særlig langt, trods de havde antallet og styrken dertil. Selv Sean kunne ikke se ud over den lille ting. Selvfølgelig var han bedre end alle andre. Natalie inkluderet.

Han gik hvileløst rundt i entreen og studerede den. Kendte noget af huset fra festen. Til Natalie endelig dukkede op. Da Sean hørte hendes stemme, drejede han rundt og vendte sig mod trappen, hvorfra hun kom. Hans blik gled hen over den lille pigeskikkelse. En skikkelse som en pige, men så meget mere. Alligevel...På en måde lidt svært at tage alvorligt. En fejl som mange sikkert gjorde og som han ikke ville gentage.
"Hvis det har din interesse, så nej. Ikke mere end et par timer når jeg har tid. Og da slet ikke om natten"
Et svagt smil gled over ham, selv om det ville være synd at kalde det oprigtigt.
"Natten er det bedste tidspunkt for alt muligt arbejde. Såsom at hente ting...Eller personer...Som andre har lagt hånden på. Så lad os ikke spilde tiden. Jeg er sikker på du er ivrig efter at vende tilbage til din søvn. Hvad håber du på at opnå?"
Det var fuldt bevidst han ikke tiltalte hende pænere end et "du" eller "dig". Ingen titler, ingen "De'er" eller hvad man ellers brugte. Han ønskede det sådan. Ønskede hun vidste, at i dette øjeblik så han hende ikke som hævet over ham selv eller ville give hende den respekt, som den slags ord enten gav eller i det mindste foregav at give. Han ønskede kort sagt at provokere. Nåe ja...Så var han måske heller ikke vildt tålmodig i øjeblikket. Selv om han nok burde tøjle sig selv lidt mere, for at håbe på det bedste af situationen. Ro gav flere resultater, end at lade sig opsluge af følelser. Men han havde lyst til at blive vred. Lyst til at gå lidt over grænsen.

Natalie standsede for enden af trappen, og rettede blikket op imod Sean. Manden virkede en kende rastløs, men næppe helt så påvirket af situationen, som hun havde håbet. Modsat hans egen iver, så afslørede de mørkeblå øjne ikke andet end alvoren over at være blevet hidkaldt. Hun lagde hovedet på skrå, og foldede morgenkåben tæt omkring sig, næsten som om hun frøs, inden armene blev lagt over kors. En afvisende adfærd ville man nok vove at påstå.

” I care very much for my sleep. A well-rested mind is a sharp mind, as father always said… Now he sleeps the day away.”

Mundvigene skød op i et lille smil, hvilket øjeblikkeligt brød det meste af alvoren i hendes blik.

” But I’m afraid I will have to agree with you. There’s something quite intriguing in getting work done in the dark of the night. Especially when there’s none to bother you about… details.”

Med det sagt, trak hun på skuldrene af Seans næste spørgsmål, og i stedet for at svare med det samme, løftede hun en hånd som tegn til, at han burde følge med. Derefter vendte hun sig rundt, og begyndte så at gå imod bagenden af huset. Den samme rute, som gæsterne til Midsommerballet faktisk havde taget den aften.

” Some respect perhaps? Your obedience has been quite questionable in the last few months. You’re a smart man, McGivens, that I am aware. You get bored, maybe even annoyed… But that doesn’t mean that you get to make a fool out of me…”

Natalie kastede et blik over skuldrene imod Sean, som forhåbentlig stadigvæk gik bag hende eller ved hendes side.

” I say when the game is over. You should remember that.”

Hun standsede ved døren, som vendte ud mod husets enorme have. Døren gik let op, som hun trak ned i håndtaget, og blev skubbet op med samme knirkende effekt som hoveddøren. Hun trådte udenfor, og stillede sig afventende på terrassen. Hendes bare fødder og tynde natkjole lod ikke til at genere hende, som hun stod der og stirrede ud i natten.

Imod dem, fra den anden ende af haven, kom først en lys skikkelse. Kun et enkelt øje kunne anes i lyset fra huset før, at seks andre pludselig dukkede op et stykke over den spinkle skikkelse. Poppy gik med hovedet bøjet, som hun nærmede sig sin ejer, men hundens tre hoveder knejsede stolt næsten 3 meter over jorden med den slatne skikkelse mellem tænderne, som de fik øje på Natalie. Dog begyndte en dyb knurren at rumle fra hundens fælles brystkasse, da synet af Sean mødte dem. Natalie slog en rolig arm ud imod hunden.

” I suppose this is what’s keeping you awake?”

Han anede ikke hvor de skulle hen, eller hvor lang tid det havde taget... Stofferne gjorde at hans tid og virkeligheds fornemmelse ikke var særlig god. Han hang bare der, som en eller anden slatten kludedukke!
Som et tykkedyr for dette voldsomme væsen.. Det eneste der var virkeligt for ham, var smerten! De mange sår der var både betændte, og som nu blev revet op igen, grundet dyrets store tænder!..

Hans hoved hang ned af, og selvom det ville være utrolig behageligt ellers, så var det, det eneste han kunne! Han havde ikke kræfter nok i kroppen, til at holde sit hoved oppe. Dyrets gift, sivede ind i de åbne sår. Og hans krop dryppede efterhånden med en blanding af både blod og dette dyrs savl.

Men man kunne sige hvad man ville, på trods af gentagende tortur, afmagt, sult, og tørst.. så havde han alligevel præsteret at holde tæt. Ja han havde fortalt mange ting.. men ikke en eneste om Sean.. som var det Nat, ville have mest viden om. Men Lori havde kunne holde tæt!

//sorry for længden, vidste ikke lige hvad jeg skulle skrive

Som Natalie vendte sig og bad ham følge med, trak han vejret dybt og tvang sig selv til at slappe af. Holde hovedet koldt. Lori havde vidst der var en risiko i at de offentliggjorte det. Ikke at Sean havde været helt ærlig om sine hensigter. At irritere Natalie havde helt klart været en af dem, så midt i denne situation var der måske en ting at fryde sig lidt over. Selvfølgelig fulgte han med hende, selv om han til at starte med slet ikke svarede hende. Han ville gerne se situationen for sig selv, førend han kastede sig ud i dybere diskussioner om hvordan Natalie håndtere...Ja, well, ham. Han var en gammel, stærk og stolt dæmon. Han ville ikke blot kastet rundt, selv om han på sin vis havde en vis respekt for Natalie - at udnytte Sean når han var svagest...Det var noget Sean selv ville have gjort. Men selvfølgelig ikke noget han nød blev gjort MOD ham. Nej. Sean nægtede bare at være en underdanig soldat som alle andre. Han var langt mere end det. Noget Natalie virkede til at have glemt eller ignorere.

Udenfor stillede han sig i en ret position. Benene let spredt, hænderne samlet på ryggen og med blikket vendt mod haven foran dem. Da nogen virkede til at nærme sig, hvilede hans blik på dem, til de kom tæt nok på.
Det var ikke svært at lægge to og to sammen. Den slatne skikkelse i dyrets mund var Lori. Hvem ellers? I live, men tydeligvis svag og såret. Selvfølgelig ville Natalie have hygget sig lidt...Om ikke andet, så for at sætte en fed streg under sin pointe.
Han vendte sig halvt om mod Natalie og sendte hende et lille smil, næsten som om han morede sig.
"Jeg modtager ikke døde sengepartnere" bemærkede han blot. Et spil, der forhåbentlig ville lade hunden slippe Lori og lade Sean tjekke til mandens tilstand selv.

Sean trak vejret dybt. Det var selvfølgelig begrænset hvor meget sjovt der var i denne situation. For alle andre end Natalie, vel at mærke.
"Lad os ikke forgive noget, Natalie. Vi er begge dæmoner. Vi er begge intelligente og magtfulde dæmoner. Du ser ud til at forveksle mig med enhver anden af tjenestefolket. Jeg vil - aldrig - acceptere at blive behandlet på den måde" bemærkede han koldt, stadig med blikket hvilende på hund og Lori. Endelig vendte han sig halvt om mod hende. Blikket gled ned over hendes lille skikkelse, selv om den i dette øjeblik intet betød.
"Jeg ved du har brug for Doomsville. Enten tog du en chance, i håb om du kunne holde mig i snor eller også valgte du mig, fordi du så en fordel i det. Som alle andre opblæste narcissister, vælger jeg at tro det sidste. Hvor så mange af vores brødre og søstre er drevet af idiotiske impulser, er vi to et godt eksempel på hvor højt vi kan hæve os. Men dæmoner er ikke kendt for at kunne arbejde sammen. Enten må man overvinde dem med råstyrke alene. Sætte dem i en prekær situation, hvor den eneste udvej er at underkaste sig...Eller man må gøre dem til sine allierede. Give dem noget, som de kan vinde på det"
Han trak vejret dybt og studerede Lori igen. Lori ville ikke være et naturligt valg i denne krig, som Natalie håbede på at begive sig ind i og vinde. Natalie havde planer om at overtage mere end Doomsville. I virkeligheden elskede han den ide. Det eneste der irriterede ham, er at Natalie virkede til at tro hun kunne tvinge Sean til at være en loyal lille hundehvalp. Det, og hans behov for altid at på tværs af autoriteter. Han var selv den fødte leder - så måske var det ikke så underligt han næppe underkastede sig andre.
"Jeg vil ikke give dig alle svarene. Men du får en sidste mulighed for at vurdere hvilken plads jeg naturligvis burde have i det hele. En sidste chance for at overbevise mig...Er jeg blot en dæmon, du håber på at holde i snor...Eller kan du lige som jeg se mulighederne, hvis blot du indrømmer jeg er mere nyttig for dig som en faktisk allieret?"
Igen var der ingen hele sandheder. Sean gad ikke styre Doomsville. Han gad ikke skrivebordsarbejde, selv om han var som født til den slags. Han var en god administrator, og måske netop det gjorde ham dygtig til at styre en by. Men det var kedeligt. Især når han intet hørte fra Natalie eller hendes planer op til nogle år efter. Hun havde snakket om hun ville opnå ting...Og her sad han og samlede støv. Kun fordi Natalie sagde han skulle.
Der var mange ting at være frustreret over.
"Du kan prøve igen. Og igen. Men jeg lover dig, Natalie. Uanset hvor mange gange det lykkes dig at underkaste mig...Vil jeg aldrig være tilfreds med den position. Selv hvis du i aften får mig til at love det samme igen, som den aften ved min sygeseng, vil vi før eller siden stå her igen. Måske med eller uden nye ting, du kan true mig med" Han sendte hende et svagt smil.

Det måtte se sjovt ud med dem stående der - side om side – på den mørke veranda. Seans dominerende skikkelse mod hendes egen spinkle barnekrop. Havde Natalie matchet sin kropsalder, var chancerne nok store for, at hun havde fundet Sean en smule, hvis ikke meget, intimiderende. Men selvom hans alder stadigvæk oversteg hendes egen med en del hundrede år, så var de begge arch-demons – og denne aften bar hun trumf kortet.
Stadigvæk stirrende ret from for sig, på det syn som hendes kære kerberos havde bragt dem, måtte Natalie bekæmpe en pludselig trang til at fnise ved lyden af Seans tørre kommentar. Hun bed en flabet kommentar i sig, og svarede i stedet for roligt, men med et lusket udtryk i de mørkeblå øjne.

” Well then… I’ll remember that.”

Dog gjorde den lille skikkelse ingen tegn til, at hundehovederne skulle give slip på Lori. I stedet valgte hun at lade begge mænd lide en tand længere, hvilket desuden gav Sean mulighed for at få taget hul på alvorssnakken. Det lod heldigvis til, at han havde forstået de seneste par dages budskab.

“Perhaps I did both… or neither? Perhaps I did every research I could possibly manage before offering you the role of Doomsville, without risking you to pass away too soon?... Or perhaps I just made a really calculated bet with an unknown but powerful arch-demon with a reputation that beats him?”

Natalie vendte sig helt imod Sean før, at hun fortsatte, imens Lori forsat hang mellem tænderne på Tempus.

” You seemed like the right choice to work for me. I knew I would have to be working close with the new ruler, but in no way as equals. You’re right about demons having impulses and having to prove themselves in ridiculous ways, but besides you, being the great leader, I hope you’d be, you have done nothing but that. You wanted my attention, and you got it.”

Hun sukkede lettere frustreret, men lod omsider en hånd fortælle hunden, at den skulle frigive nattens fange. Tempus bøjede lydigt hovedet, stadigvæk med de fleste af dens øjne rettet vagtsomt imod Sean inden, at Lori omsider dumpede imod det kølige græs foran verandaen. Bagefter trak hunden sig et par skridt bagud, og satte sig afventende. Natalie rettede atter sin opmærksom Sean, hvad enten han stadigvæk stod nær hende, eller var begyndt at tilse Lori.

“With this event in mind, I might actually try and reconsider your situation… But only I you also find the will to show me exactly why I should so. Show me why there’s something extra special about you, McGivens. What else have you got to offer me but great people skills? Except for toys now and then, of course.”

Det sidste sagt med et diskret smil, og et henkastet blik mod Lori. Ellers lod hun de to mænd finde til hægterne sammen igen, og trådte blot et enkelt skridt til siden. Skulle de ønske at gå, kunne de gøre det frit, bortset fra de stirrende barneøjne.

Smerten var voldsom, og alligevel bemærkede han sikkert kun halvdelen af dem fordi han var så proppet op på eliksir eller hvad Nat ellers havde hældt på ham.
De mange sår, der allerede var begyndt at være betændte, følelsen af hvordan giften fra bæstets tænder gled ind i hans åbne sår, eller hvordan de skarpe tænder endnu engang rev hul på sårene der ellers havde fået skårpe på.

Han vidste ikke hvor længe han hans der, som en eller anden slap klud, der dog en enkelt gang i mellem, kom med en ømmene lyd, eller en halv bevægelse, der dog tydeligt ikke kunne overskues.
Han mærkede dog pludselig, hvordan han med på bump landede på jorden, han kunne mærke det kolde fugtige græs under sig, og pludselig lufte andet end den fæle ånde fra det store bæst der havde holdt ham i munden.

Det var ikke meget bevægelse der kom fra ham, og det var mest nogle beklagende lyde der undslap ham, når han endelig valgte at forsøge på at bevæge sig.
Han hørte stemmerne, havde svært ved at genkende dem helt, men sådan var det vel når man så og hørte ting der ikke var der.
Dog blev de mere og mere tydelige, og en enkelt stemme havde skåret igennem. Han var ikke sikker på han hørte rigtigt, og heller ikke på om han turde håbe på at det var den person han håbede på.

Natalie var ikke anderledes fra alle andre dæmoner. Selv om han elskede sin egen race, kunne han ikke modargumentere at de kunne være en smerte at arbejde med. Natalie så tydeligvis ikke mere end hvad der lå lige for næsen af hendes. Hendes ord fortalte ham at hun endnu blot var et barn, ikke blot af skikkelse, men af ord. En magtfuld en, ja. Men kun til folk fandt noget bedre at tage sig til, end lytte til hende. Præcis som ham selv.
Han trak vejret dybt, mens hun vrøvlede løs, blikket hvilende mod hund og skikkelse. Der var intet han ønskede mere end kunne vende ryggen til Lori og vise der ikke lå en svaghed der. Men selv om han kunne ignorere sine egne følelser og forlade stedet, kun en smule plaget af dårlig samvittighed, så kunne han ikke. Lori havde lagt sit liv i hans hænder, på trods af Lori havde påstået at kunne beskytte sig selv. Det eneste denne nat gjaldt om, var at få Lori ud herfra. Hvilke ord eller handlinger der blev sagt derimellem betød intet. Han ville tage situationen med Lori op til revision - formentlig var det bedst de brød deres forhold. For Loris skyld, men også for Seans egen. Det gav Natalie en ting mindre at lege med. Selvfølgelig kunne hun altid prøve igen...Men i så fald ville der ingen garanti være for at Sean dukkede op igen. En leg var kun sjov når andre legede med på den, trods alt.

Han svarede ikke. Da hunden endelig slap skikkelse, trådte han behersket over til Lori. Løsnede sin kappe og bukkede sig ned over den ødelagte krop. Dæmoner var hårdføre, så når Lori kom hjem, fik hvilet og renset sine sår, skulle han nok blive okay igen. Fysisk, i hvert fald. Lori havde altid været lidt svagere hvad disse ting angik. Slet ikke beregnet til dette spil. Men det var denne personlighed der havde gjort et forhold mellem dem muligt - noget, der var en smule blødere, der kunne modspille nogle af Seans hårde kanter.
Han tjekkede pulsen. Vejrtrækningen. I live. Det var godt nok. Han kastede den endnu lune kappe over den kolde krop og viklede Lori så godt ind i den som han kunne, før han trak Lori op og sidde. Med en arm om Loris ryg og en under hans ben rejste Sean sig med Lori i sine arme. Medmindre Natalie sendte hunden efter dem, var missionen vellykket. Han havde anskaffet sig Lori.

Han trådte over mod Natalie og det kolde blik vendte tilbage til hende. Det var dumt at gøre perfekte allierede til sine fjender. Det var dumt at spilde tid på at skulle udføre disse små ligegyldige handlinger hele tiden, i stedet for at skaffe sig nogle mere sikre aftaler, der gjorde hun kunne fokusere på andre ting. Hendes ledelse led på mange punkter.
"Du har brug for en rådgiver. Og du har brug for en der kan vise sig for dig, når en barneskikkelse ikke gør tricket"
Hun kunne sige hvad hun ville. Uden tvivl hun klarede sig fint og sikkert kastede frygt i hvem som helst der undervurderede hende som et barn. Men der var uden tvivl situationer hvor det kunne virke at have en så intimiderede skikkelse som Sean ved sin skikkelse. I hvert fald i Seans øjne.
"Desuden undervurderer du mig. Hvis du har undersøgt mig så nøje burde du allerede have alle beviserne. Men måske du venter til jeg endelig har opnået det jeg selv ønsker. Hvilket ville være imod dine egne ønsker, selvfølgelig, medmindre du ændrer indstilling. Du er blot en enkelt raceleder i en verden af ledere. Og tilmed for en skrøbelig race, der aldrig har været kendt for samarbejde..."
Sean sendte hende et større og oprigtigt underholdt smil.
"...Og her står jeg og tilbyder dig det helt gratis. Ikke mere spild af tid og energi. En person, der ved hvordan han skal lede og manipulere folk omkring sig, og med allierede du sikkert ikke engang har en ide om at jeg har. En archdemon, der i krig er 1000 soldater værd...Og det eneste du kan finde ud af er at sende fornærmelser. Jeg ønsker dig held og lykke med dine store planer. Jeg kan være tålmodig, men det slår mig at du også er det...Ja, du kan da ikke have problemer med at overtage hele verdenen som du ønskede dig, kan du? Eller er der nogle andre ledere der driller dig lidt?"
Smilet sagde det hele. Folk som Fenrer og Daron ville aldrig bukke under for Natalie - så hun ville ikke have andet valg end enten at snyde dem eller gå i direkte krig med dem. Selvfølgelig med soldater fra Doomsville...Men Sean havde sine egne planer og sine egne aftaler. Hun skulle passe på, for ellers ville han komme foran hende.
Men nu skulle han passe på ikke at undervurdere hende også. Hun var ikke blevet leder uden en vis styrke eller ressourcer til sin rådighed. Og hun ville uden tvivl også have andre allierede...Tvunget eller ej.
Han hankede lidt op i Lori.
"Jeg tvivler på vi har mere at sige til hinanden. Jeg har det jeg kom efter. Godaften!"
Medmindre hun sagde eller gjorde mere, der krævede noget fra ham, ville han gå derfra.